Formandens spalter. April 2006 JAGTPÆLEN 8. årgang, nr. 1. Venlig hilsen, formand Christian Albertsen INDHOLD:

Transkript

1 April 2006 JAGTPÆLEN 8. årgang, nr. 1 Formandens spalter Så er generalforsamlingen vel overstået. Den forløb i god ro og orden, det var en gemytlig aften. Der er forår i luften og på havnene, båd-folket er ude af vinterdvalen, og vi kan se frem til forhåbentlig en god lang sommer, med mange anløb af vore havne, så der er lidt at gå havnen langs efter. Det er unægtelig mere spændende, når der er et par høje master der trækker. Vi må håbe på at bestræbelserne på såvel at få Bonavista som Fylla hjemmehørende her på øen lykkes, med de kræfter og en gagement der lægges for dagen i begge projekter fortjener de al den medvind, der tænkes kan. For Bonavista projektet, hvor oplægget er at renovere den som et kulturformidlingsprojekt på en autentisk skibsbyggeplads, nemlig Eriksens Plads i Marstal over en 5 til 8 - årig periode. Der må jeg sige, at man rent samfundsmæssigt får valuta for pen gene, dels giver man publikum mulighed for at følge et restaureringsarbejde, ligeledes får man en mulighed for at være med til at uddanne skibstømrerlærlinge fra nær og fjern. De kan i en periode få nogle håndværksmæssige færdigheder, som der ikke er mange muligheder for andre steder, altså er man med til at holde den håndværksmæssige genbank i orden. Så vi må sige, at på mange niveauer er det et projekt, der både er visionært og samfundsmæssigt forsvarligt. Hvis man bare vælger at sende den på værft og restaurere den i en fart, ja så får samfundet ikke meget for pen gene, o g det er ganske visionsløst. Nu er afgørelsen i hænderne på Nationalmuseet, som jo ejer Bonavista ; lad os håbe de har set lyset. For Fylla s vedkommende har Udviklingsfonden Værftet i 1½ år arbejdet tæt sammen med Fyns Amt om fremtiden for skibet, når amtet lukker og slukker. Det er oplægget, at de sydfynske kommuner og udviklingsfonden går ind i en fondsdannelse som Fyns Amt stifter. Denne fond skal stå som ejer af Fylla og basen for skibet skal være ved værftet i Ærøskøbing. Driften, som Udviklingsfondens kyndige o g ikke mindst andre, er sikre på, kan optimeres INDHOLD: væsentligt og kan eventuelt udliciteres, på betingelser, som Fyllafonden udfærdiger. Det er en betingelse at Fylla stadig fungerer i almennyttigt regi, som lejerskoleskib, så børn og unge fra skoler og pæda gogiske institutioner kan komme ud at sejle på lignende betingelser som hidtil. Der er bare den lille biting, nemlig at Fylla p.t. sejler med et årligt underskud på 1,5 mill. Da Udviklingsfonden Værftet startede samarbejdet med amtet, var der faktisk ingen andre, der viste vejen, hvordan man dels kunne beholde skibet i området, dels få rettet op på økonomien. Godt et halvt år inde i forløbet, kommer der besked fra undervisningsministeriet, at de dækker af med 1,5 mill. i de første fire år, det er en del af aftalen om kommunalreformen. Så skal jeg love for at interessen fra andre voksede, så nu er der flere mere eller mindre seriøse bud på at drive Fylla, men stadig ikke andre almennyttige oplæg end det fra Udviklingsfonden Værftet, hvori der klart og entydigt er synliggjort en fornuftig drift, også efter de første fire år! Så må vi håbe, der ikke går for meget politik i det, når amtet skal behandle sagen i april, som sagt har amtet jo selv vist vejen fra første færd. Der er ingen tvivl om at hvis de to projekter lykkes, vil det skærpe øens maritime profil endnu mere og det vil gavne turismen og være en samfundsmæssig styrke for vor ø. Det var lige et par af de lidt større projekter MCÆ enten deltager i eller følger nøje. Vores kommende arrangementer omtales andetsteds i Pælen Venlig hilsen, formand Christian Albertsen Formandens spalter... side 1 Formandens beretning fra Generalforsamling side 2 Marstalskonnerten ARON fylder 100 år i april side 3 En landkrabbes sejltur med CONNIE, (fortsat)... side 4 Skoleskibet DANMARKS længste rejse... side 8 MCÆ s kommende arrangementer. (Aktivitetskalender)... side 10 Amerikansk Lotteri... side 11 Koncentration under Fyn Rundt side 11 Foredraget ved Generalforsamling... side 12 Billeder fra generalforsamling... side 14 Et liv som Syndig Tolder... side 15 Portræt af Post og passagerbåden HJORTØ... SIDE 16 Læs om Maritimt Center Ærø på Marstal Søfartsmuseums hjemmeside: marmus.dk 1

2 Generalforsamling Bestyrelsens beretning for Ja, det er så syvende gang, der aflægges beretning i Maritimt Center Ærø. Det må siges, at bestyrelsen er præget af en vis stabilitet. Der har i årenes løb ikke været megen udskiftning, - om det er godt eller skidt, er op til generalforsamlingen at afgøre. Undtaget er selvfølgelig på pladsen som repræsentant for turisterhvervet på øen. Der har de sidste år stort set været et nyt bestyrelsesmedlem at præsentere på generalforsamling, - dette år ingen undtagelse. I år vil vi gerne byde velkommen til Berit med håbet om, at hun i de næste mange år er i vores bestyrelse, samtidig vil jeg godt takke Charlotte for godt samarbejde. Året begyndte med sidste års generalforsamling, kort efter denne afholdte bestyrelse og festudvalg visionsseminar ombord på Samka. Der blev bøtten vendt og foreningens arrangementer og mål blev diskuteret, ved samme lejlighed fik vi ansat en referent. Agnete meldte sig ganske frivilligt til at være foreningens faste pennefører, så nu er der orden i sagerne. Vi havde søgt Ærø Brand Fonden om kr. til en stor pandekagepande, og de var så gavmilde at bevillige beløbet, så foreningens økonomiske fremtid burde være sikret. Tak til Ærø Brand Fonden. Der var Øhavs-regattaen, uden nogle fartøjer, så det må vi sige var en fiasko, dagen efter var der så, som noget nyt Øhavets Dag. Det er et spændende arrangement som alle kommuner rundt om det Sydfynske øhav deltager i, og det er et arangerment, som ser ud til at blive videreført. Der er Maritimt CenterÆrø repræsenteret i koordinationsgruppen ved Henrik Steen, hvor han gør et godt stykke arbejde. Så har der været medlemssejlads, der var ikke mange tilmeldte, men dem der var, havde en god tur rundt om Ærø med Samka Der har i det forgangne år været afholdt nogle fælles arrangementer med Samkaforeningen, - jazz og julearrangementer. Ligeledes holdt vi en fælles hjælperfest i lastrummet. Der var en pivende østenvind, så der var iskoldt, så det var faktisk lidt synd for alle vore gode hjælpere, som frøs med anstand, der er vi enige om at hjælperfesterne skal være lige knapt så spartanske. Alle vore stabile hjælpere skal forkæles noget mere, - uden dem var der ingen arrangementer, jeg vil godt på bestyrelsens vegne takke for hjælpernes store indsats. Vi deltog som vanligt i det årlige æblerace i Svendborg, med det gode skib Connie der var en del handlende med fra Ærø og pandekagepanden viste sit værd. I forbindelse med æbleracet blev vi kontaktet af Steffen Møller, som er manden bag arrangementet 1000 År under Sejl, som er et maritimt arrangement, der foregår på havnen i Odense, i første weekend af september. Han mente, at vores koncept med skiv og handlende var noget, de kunne bruge, så han inviterede os til Odense. Så her hen over efteråret og vinteren har vi arbejde på at få Samka af sted, med så mange handlende som muligt, der har været stor opbakning. Både de to museer, Kunstforeningen, Ærø Golfklub, Turistforeningen og 17 handlende fra Ærø Økoforening og fra foreningen På det rene med Ærø deltager, så det har været en fornøjelse at arbejde med dette arrangement, når der er så stor opbakning. Så er vi med i en lille arbejdsgruppe, som vil prøve på at sikre at renoveringen af Bonavista sker i autentiske omgivelse, nemlig på Eriksens Plads. Nationalmuseet må forstå, at bare renovere Bonavista på et værft er rimeligt visionsløst, - nej det skal ske som et kulturformidlingsprojekt over en 5-8 årig periode hvor publikum kan følge renoveringen på en autentisk skibsbyggeplads. Det vil samtidig være en god mulighed for at skibstømrerlærlinge kan få en mulighed for at deltage i arbejdet med et rigtigt skiv. På den måde er man med til at holde den håndværksmæssige genbank i orden. I Ærøskøbing er udviklingsfonden Værftet godt i gang, bl.a. er det på fondens initiativ, at de sydfynske kommuner prøver at sikre sig Fylla, så den stadig kan være et stort aktiv for området, - selvfølgelig med base ved værftet. Fondens arbejde følges tæt, da der virkelig er muligheder på området for at styrke vor maritime kulturarv. Vi har som sagt indgået flere samarbejder med Samka foreningen i året der er gået, jeg håber på sigt, at vi kan formalisere dette samarbejde til fælles glæde. Hvis projekterne med Fylla og Bonavista lykkes, - og vi har jo Samka på øen, så med sådan en fartøjssammensætning kan Ærø tilbyde nogle helt unikke produkter, både hver for sig, men ikke mindst sammen, der er nogle muligheder som ikke er set på marked før. Vort lille blad Jagtpælen er i kronisk mangel på stof, så alle er velkomne til skrive til bladet. Jan Ahrenst har arrangeret foredrag af maritim karakter som er afholdt på navigationsskolen, der har været en rigtig god søgning til disse, han har været god til at finde emner som har bred interesse, det fortsætter selvfølgelig over næste vinter. Da røgeriet i Ærøskøbing vil indgå i et samarbejde, prøver vi at få nogle maritime aktiviteter i gang i Kr. Himmelfartsdagene. Festudvalget har virkelig været aktive, de trækker det store læs sammen med staben af hjælpere, jeg skulle hilse at sige, der er stadig plads til flere hænder, både til arrangementer på øen, men også udenøs festivas. Vi må sige at medlemmer, festudvalg, bestyrelse og venner af foreningen prøver at leve op til formålsparagraffen, nemlig at sikre og fremme den maritime kulturarv på øen. Det skal alle have tak for. Jeg mener faktisk at vi stort set er med alle steder, hvor der er noget, der rører sig. Skål, Formanden 2

3 ARON bliver 100 år i april 2006 Dagen markeres på Havnen i Marstal, søndag den 23. april Af Sven Leerskov Mathiesen Danmarks vel nok mest hårdtarbejdende og mest sejlende sejlskib, ARON, fylder 100 år i april ARON er en slider, der sammen med sin ejer gennem 38 år, Kristian (Aron) Lund, stort set ikke holder en eneste overliggerdag i løbet af sejlsæsonen fra medio april til ultimo oktober. Sådan har det været lige siden Kristian Lund og ARON slog pjalterne sammen i 1968 og et par år senere begyndte at sejle med chartergæster. Er der andre aktive marstalskonnerter på 100 år? Der blev bygget rigtig mange sejlskibe på Ærø og især i Marstal op til i 1920-erne. Jeg ved ikke hvor mange af dem, der har nået at fejre 100 års fødselsdag som stadig aktivt skib? Der er vel ikke nogen endnu, bortset fra ARON, som blev bygget af L. J. Bager jun.? FULTON, - den grønskolling, må vente endnu ni år på det bliver hans tur til at fejre rund fødselsdag, - og så er der vel ikke flere aktive marstalskonnerter, der kan komme på tale som 100 års fødselarer inden for en overskuelig tid? Kun to ejere gennem de seneste 70 år De sidste 70 år har ARON kun haft to ejere, nemlig Kristian Lund gennem de sidste 38 år, og et tvillingepar fra Rudkøbing, som før den tid ejede skibet i 32 år. De første 30 år af ARON levetid var hjem-havnene Marstal og henne i Ommel, så det er et skib, der har haft hjemme i det sydfynske hele tiden. For øvrigt har ARON kun heddet ARON og aldrig skiftet navn, selv ikke da han under krigen ofte sejlede på Tyskland, og med sit hebraiske navn den gang let kunne komme til at virke provokerende på tyskerne. Meget aktiv i sejladsen Fyn Rundt Aron var med fra begyndelsen af sejladsen FYN rundt for bevaringsværdige skibe tilbage i 1982, og har været en hyppig deltager lige siden. Også som vinder op til flere gange. (Hov, -det må så være 25- ende gang der er Fyn Rundt her i år!) Fødselsdagen fejres Kristian Lund vil markere ARONs hundredårs fødselsdag med en reception for venner og bekendte, forretningsforbindelser og andet godtfolk. Det sker i Svendborg lørdag den 22. april og i Marstal dagen efter, søndag den 23. april fra 12 til 15. Der vil blive budt på en forfriskning i det røde pakhus, og mulighed for at bese fødselaren. Det kan tænkes, at Marstal Søfartsmuseum vil sørge for lidt munter underholdning i dagens anledning? Foto: Veronica Damstrup Kristian Lund og hustru Annette studerer resultatlisten under Fyn Rundt 2005 Foto: Lau Leerskov Mathiesen 3

4 Her fortsætter Jeppe Broder Nissens beretning om en tur med CONNIE til Stockholm. Connie s ejer Søren Nissen skulle til Stockholm for at søsætte en nybygning, STOCKHOLMSBRIGGEN. På turen fra Ærøskøbing til Stockholm havde han letsindigt taget en sammensat besætning med, nemlig Niels Julsrud, Christian Albertsen og lillebror, som er forfatter af artiklen, - Jeppe Nissen. Jeppe er ikke-sømand, men skolelærer, og det bliver beretningen bestemt ikke dårligere af. Beretningen fortsætter i næste nummer af Jagtpælen. Med CONNIE til Stockholm, - andet afsnit Tekst og foto af Jeppe Broder Nissen Kort resume: I forrige nummer af Jagtpælen var selskabet nået til klippeknolden Blå Jungfrun, som ligger mellem Ölands nordspids og det svenske fastland. Turen havde indtil nu stort set kun budt på vindstille. Snart kunne vi i horisonten skimte øen, som ganske rigtigt virkede blålig. Glæden blev dog kun kort, idet en tågebanke pludselig kom rullende og opslugte Jomfruen. Nej, hvor ærgerligt! Klokken 6 overtog Christian vagten, hvorefter Søren tørnede ind med den besked, at hvis tågen endnu ikke var lettet kl. 8 skulle han purres. Christian, Niels og jeg sejlede så videre i tågen, og håbet om at få Jomfruen at se svandt stille og roligt i takt med hver mil, vi tilbagelagde. Kl. 8 lå tågen stadig tæt, hvorfor jeg fulgte Skippers ordre og purrede ham. Nu viste Søren igen den stædighed, som jeg husker fra vores drengeår. Når han har sat sig noget for, skal det gennemføres! Og nu havde han altså sat sig for at se Blå Jungfrun, altså ville han f. se den! Han overtog styringen, checkede sine koordinater på GPS en, lagde kursen lidt om og holdt direkte på det sted, hvor Jomfruen skulle være dog for reduceret fart. Safety first! Og så skete miraklet! Som ved et trylleslag lettede tågen, og der lå hun i al sin jomfruelige skønhed. Et betagende syn! Mærket af tidens eller rettere: Isens tand er hun jo, men stadigvæk enorm og bastant, og med former, som mere end retfærdiggør hendes navn Men hun er knibsk, er hun, og gør alt for at bevare sin uskyld. Vores forsøg på landgang strandede på Connies størrelse, hun kunne ganske enkelt ikke komme tæt nok på. Altså måtte vi lægge roret om og forlade Jomfruen, som bød os venligt farvel, hvorefter hun med en sødt smil og et glimt i øjet atter iførte sig sin tågede morgenkåbe og forsvandt fra vort åsyn. Som et drømmesyn havde Den blå Jomfru åbenbaret sin skønhed for os, men bagefter sad vi alle med fornemmelsen af, at det hele vist egentlig kun var foregået i vores fantasi 4 Vi trøstede os med den traditionelle kl. 10-bajer og fortsatte imod fastlandet. Ca. kl anduvede vi skærgården Jeg, som jo så det for første gang i mit liv, blev aldeles overvældet af de mange øer og klubbar (sten), som Vorherre har spredt med mild hånd. Hvorfor kaldes det nu ikke alt sammen for øer? Forklaringen er, at for at fortjene betegnelsen Ø, skal der vokse træer på den. Ellers er det en klubb. Kl. 12 standsede Connie så for første gang, siden vi forlod Kragenæs. Vi lagde bi i en lille vig, hvor vi minsandten alle hoppede i baljen. Det var alligevel koldt! Hvor koldt illustrerede Christian meget sigende ved med tommel- og pegefinger at vise, hvilken størrelse en vis legemsdel antog efter mødet med de lave temperaturer. Men forfriskende var det og sikken appetit det da gav til frokosten! Denne blev indtaget med fryd, og så skulle der knageme sejles! Søren holder hårdnakket på, at for at kunne tale om at sejle, skal det foregå for sejl, det andet er bare kørsel! Jeg landkrabbe har måske lidt svært ved at se forskellen, jeg tror jo at man sejler, når bare man er på vandet men jeg bøjer mig for sagkundskaben. Nuvel, vinden var altså frisket op, og mens jeg klarede min bakstørn, altså opvasken, fik de tre andre sat sejlene. Da jeg atter kom på dæk var det som at komme ind i en fremmed verden. Det var ikke fordi jeg ikke kunne forholde mig til det, at sejlene var sat og Hunden standset, men lige pludselig forstod jeg ikke et kuk af, hvad mine skibskammerater sagde. Bevares, det var vel en slags dansk, men ikke om jeg fattede et hammerslag: Nu skal du lige slække lidt på forpikken. Er det med vilje du kun har lisliner i klyveren? Nu skal den bare ha lidt bøffer på faldet. Kan I se den rummer nu. Så bommer vi! Navnlig den sidste sætning virkede aldeles forvirrende på mig. Jeg bommer jo så tit, når jeg er på jagt, men så vidt jeg kunne skønne lavede de andre da ingen fejl! Tværtimod! Med virtuos elegance håndterede de jo de mange fald og stag og hvad skidtet nu ellers kaldes. At sætningen jo naturligvis har en ganske anden betydning på et sejlskib, blev jeg først senere klar over. Pø om pø fik jeg da i løbet af turen tilegnet mig en del nautiske vendinger, men derfra og så til at anvende dem i praksis er der vist lysår. Jeg næ- (Fortsættes på side 5)

5 (Fortsat fra side 4) op ad en klippe fik vi fortøjninger i land, og var så klar til rer i hvert fald en næsegrus beundring for de folk, der kan aftensmaden. Denne havde jeg tilberedt det sidste stykke håndtere det indviklede apparat, som rigningen på et sejlskib jo er. gange at overbevise de tre andre om, at jeg i virkeligheden vej, dog ikke uden en vis nervøsitet. Jeg prøvede flere Sejlene står spændte, og farten ligger på omkring 4 knob. ikke er nogen god kok, men der hjalp ingen kære mor. Solen bager og rødvinen gløder i glassene. Vi ligger og Når så middagen skulle bestå af kalkunsteg, som jeg ikke sidder på agterdækket og funderer over, hvad det er der anede hvordan man skulle tilberede, må man jo tænke gør at folk er parate til at spendere kroner kreativt. Selvom jeg af natur er temmelig konservativ og på et krydstogt med et eller andet skrummel af et flydende ser med skepsis på ny teknologi, gives der stunder, hvor hotel, hvor man er stuvet sammen med hundredvis af andre turister, hvor man ikke aner om man er i København og ringe hjem til Lene, som ved alt om madlavning: jeg godt kan favne den. Altså: Frem med mobiltelefonen eller Honolulu og hvor den største ambition er at komme Hjælp! Lene spurgte lidt til hvad jeg havde at gøre godt til at spise ved kaptajnens bord. Hvad har de sølle stakler med som tilbehør og gav mig nogle få, klare instruktioner, som vi ikke har? Rigdom? Javel ja, hvis rigdom kun skal som selv jeg kunne fatte. Og minsandten: Det lykkedes. I måles i usselt mammon, men anlægger man en anden målestok begynder tingene at se anderledes ud. Det er det måltidet. Nu skal det siges, at vi spiste under omstændig- hvert fald udtrykte mine skibskammerater tilfredshed med samme vand, der bærer os, den samme sol der skinner på heder, som sikkert ville kunne have fået et stykke sålelæder til at smage dejligt. Siddende i bagende aftensol på en os. Vi, derimod, har en ting som gør os ulig rigere end krydstogtturisten: Frihed! Frihed til at sejle, hvorhen vi vil klippe i skærgården med storslået udsigt til samme og og når vi vil (sådan da, vi skal jo være i Stockholm på med god rødvin i glassene, nydende den intense stilhed, torsdag). Og så nyder Christian, Niels og jeg jo alle det kan man da kun føle et velvære, som ville få næsten hvad eftertragtede privilegium at spise ved kaptajnens bord som helst til at glide ned. Som et kuriosum skal det nævnes, at Lene efter min hjemkomst fortalte mig, at hver dag! Vi kunne jo selvfølge sige som Onslow fra TVserien Fint skal det være, da han har vundet et opskriften blot var noget hun havde slynget ud uden at luxuskrydstogt med QE2, at det er godt gjort! Her vinder tænke nærmere over det. man et luxuskrydstogt og så skal man spise sammen Roen og stilheden var til at tage og føle på, så det virkede med personalet! men det gjorde vi (næsten) ikke Joh, vi følte os rige! Ved knap 19-tiden kom vi ind i historisk vand, idet vi sejlede ind i KUNG VALDEMARS SEGELLED Denne vandvej, som løber indenskærs, har formodentlig været kendt siden vikingetiden. Den løber fra Utlängan i Blekinge til Arholma i Stockholms nordlige skærgård, hvorfra den fortsætter via Åland til Finlands sydkyst for at slutte i det nuværende Tallinn i Estland. Navigationen i hine tider var jo ikke beriget med radar, decca, GPS og lignende tingeltangel. Ofte var man derfor henvist til at springe fra sten til sten og som det fremgår af kortet har man stort set kunnet gøre dette via denne rute. Navnet Kung Valdemars Segelled skyldes ganske rigtigt vores egen Valdemar II Sejr ( ) ikke fordi han har fundet ruten, men fordi den første gang omtales på skrift i Kong Valdemars Jordebog fra Sandsynligheden taler da også for, at det var denne rute Valdemar brugte på det berømte togt til Lydanisse i 1219, hvor de hedenske estere skulle have nogle bank, så de kunne lære at blive gode kristne, og hvor Dannebrog som bekendt faldt ned fra himlen. I dag kaldes ruten populært E4 på grund af den voldsomme lystsejlertrafik i sommermånederne. Heldigvis for os var sejlersæsonen endnu ikke kommet rigtig i gang, så vi havde da nogenlunde fornuftig plads. Vi kom da også ganske ubesværet til en skøn vig, hvor vi ved 20-tiden fandt den skønneste fortøjningsplads. Klods højst besynderligt da en trompet pludselig smældede Gershwins Summertime ud over vandet fra naboøen. Den ukendte trompetist kunne imidlertid sit kram, så den lød rigtig godt og jeg begyndte så småt at glæde mig til mere aftenunderholdning, men det blev desværre ved dette ene nummer. Det ødelagde dog ikke vores humør, som tværtimod steg og steg i løbet af aftenen alt som rødvinen slap op og øllerne og whiskyen blev bragt op fra Connies bug. Jo, det var vel nok en dejlig aften, selv om i hvert fald jeg havde en anelse besvær med at finde min køje for natten. Det lykkedes dog omsider og jeg nød den første nat, hvor man ikke blev lullet i søvn af Hundens dunken. DAG 4. Tirsdag d. 5. juli (Fortsættes på side 6) 5

6 (Fortsat fra side 5) Modsat hvad man skulle tro fejlede hovedet ikke noget, da jeg vågnede kl. 8 næste morgen. Et hurtigt spring ud i den kolde skærgård, lidt brød i maven, en kop-tår-kaffe og en morgensmøg og alt var såre godt. Dagen tegnede lys og lykkelig. Efter morgenmaden kom motoren i gang og vi dampede op ad Valdemarsvik for at anløbe byen af samme navn. VALDEMARSVIK Valdemarsvik er en forholdsvis lille by (godt 8000 indbyggere), som ligger i bunden af den lange, smalle fjord som bærer samme navn. Med Kung Valdemars Segelled i baghovedet kunne man forledes til at tro, at vor navnkundige konge også har givet navn til denne by, men det er ikke tilfældet. Oprindelig gik fjorden meget længere ind over det område, hvor Valdemarsvik nu ligger, hvorfor der selvsagt ingen bebyggelse fandtes her. Nord for den nuværende by lå der en landsby ved navn Wammar, som gav navn til fjorden: Vammarsvik. Dette navn er så siden blevet forvansket til Valdemarsvik. Wammar nævnes så sent som i 1383, men så vidt vides eksisterer den ikke mere. Valdemarsvik har tidligere haft betydelig industri (kobberværk og garverier) ligesom der har været en driftig havneby. I dag dominerer værkstedsmekanisk industri og servicefag. Efter så lang tid på det åbne vand var det fascinerende at sejle (undskyld, Søren: køre) op ad Valdemasvik. På begge sider rejser de træklædte klipper sig, nærmere og nærmere alt som fjorden snævrede til. Til sidst er fjorden bare ikke længere, og der ligger byen. Søren mente at vi burde anløbe med maner, hvorfor han hejste Connies navnebanner i toppen af den i forvejen 19,5 m. høje mast. Dét gav format! Fortøjningen klaredes på siden af en lidt større kutter, hvis ejer var en venlig og forstående mand. En ramme øl (af de billige fra Tyskland) klarede huslejen, så var de havnepenge sparet. Baggrunden for besøget i Valdemarsvik var, at vi skulle møde en af Sørens mange svenske bekendte, Lars Lind, som er kaptajn. Desværre er der ikke mange jobmuligheder for en 63-årig kaptajn, så nu forsøger han at lave sig et udkomme ved at sejle kartofler fra Öland til fastlandet, ligesom han også tilbyder chartersejlads. Til dette brug har han for år tilbage anskaffet en miniconnie : En dejlig Lynæskutter med ægte Hundestedmotor. I mange måder lignede den Connie, bare mindre. Derudover har han også noget arbejde på værftet i Oxelösund. Lars og hans kone Pamela, som er en meget, meget engelsk kvinde fra Hull, mødte os på havnen med den gamle Ford A, en anden af Lars passioner. 6 Efter en kort sludder mens Niels og Christian provianterede i det på havnen liggende supermarked, gik turen til deres hjem, hvor vi blev budt på en dejlig frokost. Her fik jeg rigtig lejlighed til at lufte mit engelske, for Pamela er som sagt meget engelsk og taler, trods mange år i Sverige, overhovedet ikke svensk. Det var jo gefundenes Fressen for den anglofile skolelærer. Herligt at høre rent, uforfalsket nordengelsk! Et par aldeles hyggelige timer senere tog vi afsked med Valdemarsvik med et majestætisk trut i Connies horn. Det var helt rart at komme ud på vandet igen, for der var godt nok varmt i byen, ca. 26º i skyggen, pyh. Niels og Christian gik under dæk for at dyrke en af deres yndlingsbeskæftigelser: middagssøvnen, Søren styrede og frimanden lavede kaffe. Hyggesludder på agterdækket og atter total afslapning. Ordet nydelse begynder efterhånden at virke en smule fattigt og udslidt, for mine oplevelser her ombord rækker langt ud over dette begreb. Men selv de fagreste ord vil næppe kunne beskrive fornemmelsen, det skal opleves. Ligesom jagt. Eller kærlighed. (Fortsættes på side 7)

7 (Fortsat fra side 6) Aftenkaffe! Alene ordet oser af velvære. I løbet af eftermiddagen havde Christian tryllet i kabyssen og frembragt den herligste kage med syltetøj og marengs, så endnu engang følte vi os som grever og baroner. Målet for dagens etape (ikke mere natsejlads) er Oxelösund, hvor Søren også har en bekendt, Erik, som foruden at være trawlerskipper, er passioneret samler af gamle glødehovedmotorer. Ganske vist skulle vi ikke mødes med ham i Oxelösund, men hans trawler ville jo udgøre en fortrinlig kajplads, så vi endnu en gang kunne spare havnepenge. Planen var at vi skulle mødes med Erik dagen efter, men herom lidt senere. OXELÖSUND Oxelösund er en ret ny havneby (ca indb.), kun godt og vel 100 år gammel. Der kan dog spores aner helt tilbage til vikingetiden, og i 1683 fik Oxelösund organiseret lodsvæsen. I 1877 anlagdes jernbane hertil og man påbegyndte en udvidelse af havnen. Byens altdominerende virksomhed er et kæmpemæssigt stålvalseværk, som blev anlagt i Efter adskillige timers stillesidden kommer der pludselig liv i kludene. Tomme øldåser smides i skraldesækken, kaffekopper og whiskyglas ryger ned i kabyssen til opvask, fendere og fortøjninger gøres klar, dækket spules, kort sagt: Vi er ved at gå i havn efter ca. 40 mils sejlkøretur. Kl lå vi godt fortøjet ved Eriks store trawler, hvorefter vi slog et slag rundt på havnen. Den virkede ikke særlig charmerende, bortset fra værftet, som osede af miljø og desuden rummede en del af Eriks gamle glødehovedmotorer. Dagen afsluttedes med en øl på dækket i den skønne, svenske sommernat, hvorefter det var på hovedet til køjs. DAG 5. Onsdag d. 6. juli Afgang klokken Sverige er åbenbart også kontrasternes land. Heller ikke fra søsiden synes jeg der var megen charme over Oxelösund. Det kæmpestore stålværk er minsandten også grimt når man ser det fra et skib. Tænk at placere sådan noget i så skøn en natur! Få timer senere befandt vi os til gengæld i den mest utrolige skærgårdsromantik, ren Astrid Lindgren. I en lille vig ved Långön ligger der et nedlagt, forfaldent savværk, hvor der stod en gammel glødehovedmotor, som i sine velmagtsdage havde trukket saven. Det var her vi skulle mødes med skipper Erik, en glad gut først i tresserne, som, sammen med to legekammerater på hhv. 76 og 81 år, var ved at demontere motoren. Han havde fået den mod at hente den. Det blev til nogle dejlige timer, hvor vi naturligvis beså det gamle savværk grundigt. Gammelt var det godt nok, fra en tid hvor begrebet miljø ikke var noget man kerede sig så voldsomt over. Hvis noget var blevet udslidt blev det bare smidt ud bagved. Her lå en ordentlig skrotdynge. Mest dominerende i denne dynge var kedlen fra et gammelt damplokomotiv, som åbenbart har tjent som dampmaskine på værket før glødehovedmotoren holdt sit indtog. Det var helt rørende at se Niels øjne, da han så det. De strålede som et barns. Med en omhu, der ville være enhver arkæolog værdig, gav han sig til at gennemsøge skrotdyngen tænk hvis nu lokomotivets fløjte befandt sig et eller andet sted! Jeg er sikker på at den ikke gjorde, end ikke en knappenål ville kunne have skjult sig for Niels undersøgelse. På den anden side var det også lidt trist at se dette vrag af et lokomotiv. En gang har det jo gjort aktiv tjeneste og arbejdet for os mennesker. Da det så ikke var tidssvarende mere blev det bare kasseret. Ikke noget med et velfortjent otium. Det samme gælder savværket, som henstår i romantisk forfald. Om kort tid er det vel jævnet fra jordens overflade. Sic transit gloria mundi! På stedet boede også Bosse, en herlig type. Jeg forestiller mig at han er prototypen på en ægte skærgårdsbonde, stor på alle leder og kanter. Han bød os varmt velkommen og sagde en frygtelig masse på et svensk, som jeg ærlig talt ikke fattede ret meget af men hjertelig var han. Siesta. Fra kabyssen lyder klirren af opvask akkompagneret af en let snorken fra køjerne. Niels og Christian sover! Idyl! Forinden havde vi da nået at tage en dukkert inden vi satte tænderne i frokosten, så nu kan der slappes af med god samvittighed. Christian, Bosse, Erik og Niels (Fortsættes på side 8) 7

8 (Fortsat fra side 7) Midt på eftermiddagen var vi atter undervejs, dagens destination var Nynäshamn. NYNÄSHAMN Nynäshamn er ifølge det lokale turistbureau en lille juvel af en by. Ved forrige århundredes begyndelse var den blot et lille fiskerleje, men efter åbningen af færgeruter til både Gotland og Rusland begyndte den at tiltrække folk, ikke mindst turister, som nød bademulighederne. I 1912 lagde byen vand til de olympiske sejlkonkurrencer. I dag er der stadig en livlig færgetrafik, dels til Gotland, men nu også til Polen. Herudover lever byen i høj grad af turisme. Denne ene dag var det ikke mig, der stod for aftensmaden. Christian havde indkøbt nogle lækre laksebøffer, og her turde jeg altså ikke give mig i kast. Nul problem, hvis jeg ordnede kartoflerne skulle Christian nok sørge for resten. Det gjorde han med den ægte sømands overlegne ekspertise, så vi kunne kaste os over det mest lukulliske måltid turen bød på. Åh, hvor det smagte! Tidligt på aftenen anløb vi Nynäshamn. Sikken en kontrast til Oxelösund: En vældig marina og en vældig trafikhavn og en livlig by lige ned til vandet. Nu kan det der med marinaen være lige meget, her delte jeg fuldt ud synspunkt med mine rejsefæller: De der slikkede marinaer med deres solbrune overklassesejlere iført RayBansolbriller og modetøj er ikke lige mig. Jeg kan ligefrem høre dem sige: Uha, Far må ha en ny lystyacht den gamle er jo blevet våd! Heldigvis kunne vi fortøjre lige på den anden side af molen, som afgrænser marinaen, men denne gang var der altså ingen kutter, vi kunne ligge i læ af. Ergo måtte vi på havnekontoret og punge ud. 180 skr. svarende til ca. 144 kr. i dansk mønt, altså 36 kr. pr. mand. Det kan jo ikke siges at være dyrt for en overnatning når man tager i betragtning, at for det beløb havde vi også fri adgang til de dejlige badefaciliteter, som blev udnyttet til det yderste. Det var nærmest en balsamisk nydelse at kunne stille sig under en varm bruser efter tre døgn uden bad, tre døgn hvor vi måtte trøste hinanden med, at vi da i det mindste lugtede nogenlunde ens Efter en grundig rengøring drev vi op i byen. Op er det rette ord, for terrænet stiger temmelig stejlt fra havnen. Målet var at finde muligheder for morgendagens indkøb af morgenbrød, men det viste sig at være unødvendigt. Selv her kl kunne vi da bare gå lige ind i det lokale supermarked og handle med det samme! Det kalder jeg format her kunne Nakskov lære noget. Herefter kun det sædvanlige aftenritual: Stille øl og stille snak. Sengetid! Red.: Beretningen slutter i næste nummer af Jagtpælen, som måske udkommer hen på sommeren? I forbindelse med 60-året for Danmarks befrielse sidste år var der i Berlingske Tidende et interview med Erik Albertsen fra Marstal, skrevet af Elisabeth Lumby. Jagtpælen bringer her med tilladelse fra Erik Albertsen artiklen. Billederne, som blev bragt i artiklen, er det ikke teknisk muligt at få med i Jagtpælen. Det ene af billederne i artiklen viser to venner Erik Albertsen og Helge Rasmussen, taget om bord på Skoleskibet DANMARK, da det efter seks år og 97 dage vender hjem til København i november Da skoleskibet i oktober 1995, 50 år efter befrielsen vendte hjem til København efter endt togt, sejlede de to veteraner Erik Albertsen og Helge Rasmussen med fra Helsingør. Jagtpælens redaktør var i København for at modtage sin knægt, som havde været med på togt, og her fik redaktøren et billede af de to veteraner, taget på noget nær samme sted som det billede, der ledsagede artiklen, - men taget 50 år efter DANMARK vendte hjem fra krigsopholdet i USA. Med på DANMARKs længste togt dage Erik Albertsen var 15 år, da han sejlede ud på Skoleskibet DANMARK vintertogt i 1939, og han var 21 år, da han kom hjem med det igen. Dagen før skibet skulle være vendt hjem fra USA, blev Danmark besat, og de 120 elever på skoleskibet blev spredt over de syv have. Af Elisabeth Lumby Den 15-årige Erik Albertsen fra Marstal kunne ikke komme hurtigt nok om bord på Skoleskibet DANMARK da det 8. august 1939 skulle af sted på sit vintertogt fra København til New York for at deltage i Verdensudstillingen med ham som yngste elev. Jo før vi kommer om bord, jo før kommer vi hjem igen, sagde knægten, hvis forældre var taget over fra Ærø for at vinke farvel. Men der skulle gå seks år og 97 dage, Før Erik genså sine forældre. I mellemtiden havde han været jorden 8 rundt og set de fleste kontinenter flere gange. For dagen før skoleskibet skulle sætte kursen hjemad, invaderede Hitlers tropper Danmark, Skoleskibet DANMARK gik i amerikansk tjeneste som uddannelsesskib for kadetter i kysttjenesten, og de 120 danske gaster blev spredt over alle syv have, hvor de sejlede under allieret flag. 14 af dem mistede livet, de 11 ved krigshandlinger. Vækket til krigsbudskabet Vi var i Jacksonville den 9. april 1940, og størstedelen af besætningen var inviteret til spisning og dans i The German-American Club fortæller Erik Albertsen, der måtte blive tilbage på skibet som vagt. Midt under festen fik kaptajn Knud Hansen besked om, at Danmark var blevet besat, men det sagde han klogelig ikke noget om, før alle drengene var om bord. De, der var gået til køjs, blev purret, og så kaldte han alle sammen og fortalte, hvad der var sket. (Fortsættes på side 9)

9 Erik Albertsen og hans bedste ven Helge Rasmussen fotograferet på DA NMARK oktober 1995, - 50 år efter de vendte hjem fra DANMA RKS længste togt (Fortsat fra side 8) Næste dag gik vi en tur op i byen, men da vi så avisoverskriften: Denmark surrenders, Norway keeps fighting, gik vi tilbage til skibet igen, for under de omstændigheder føltes det ikke rigtig rart at gå rundt med en hue, hvor der stod DANMARK på, siger Erik Albertsen. Kaptajnen var i forældrenes sted for de af drengene, der var under 18 år, og han sørgede for at Erik og hans tre gode venner allerede den 17. maj fik hyre på MAR- CHEN MÆRSK, som de sejlede med i de næste 28 måneder under først dansk, så panamansk og amerikansk flag. Derefter sejlede Erik Albertsen med en stribe andre skibe. 7. december 1941, da Pearl Harbour blev bombet af japanerne, og USA gik ind i krigen, lå vi i det sydlige Filippinerne, hvis hovedstad Manila blev bombet samme nat, husker Erik Albertsen. 25 ord fra mor og far Efter at USA kom med i krigen, var der ikke længere mulighed for at korrespondere med forældrene hjemme på Ærø. De blev henvist til Røde Kors brev, der kun måtte indeholde 25 ord, adressen inklusive. Jeg havde ikke hjemve, det kunne jo ikke være anderledes, og man lærer at klare sig selv. Men jeg husker en juleaften, hvor jeg afmønstrede i New York og ikke anede, hvor jeg skulle gå hen. Den nat følte lille Erik sig meget alene i den enorme by. Det værste ved krigen var de lange, mørke vagter på Nordatlanten, hvor vi skulle holde udkig efter ubådstårne. Der tænkte man over, hvad der ville ske, hvis vi blev torpederet, siger Erik Albertsen, som i Stillehavet blev forfulgt af en japansk torpedobåd, der dog ikke fyrede mod skibet. På et andet skib, et dårligt bygget Liberty-skib, vågnede han en nat ved et brag og troede, at nu var de torpederet, men det var skibet, der revnede på grund af en konstruktionsfejl. Hjem med skoleskibet igen Den 4. maj 1945 var Erik Albertsen som tredjestyrmand om bord på SALVATOR af Panama, oprindeligt EMMA MÆRSK i Atlanterhavet ud for North Carolina på vej til New York, da signalgasten fik den glædelige meddelelse om Danmarks befrielse. Da jeg kom til New York, gik jeg hen på generalkonsulatet, og her hang der et stort skilt, hvor kaptajn Hansen søgte tidligere elever, og helst dem fra 1939 til at sejle Skoleskibet DANMARK hjem. Jeg meldte mig straks, og på vejen ud mødte jeg min bedste ven, som gjorde det samme. På Christian Xs fødselsdag den 26. september blev skoleskibet givet tilbage til Danmark under stor militær pomp og pragt i New London, Connecticut, og en måneds tid efter begyndte vi hjemturen med syv gamle elever om bord. Fra Torshavn blev vi ledsaget af en bugserbåd fra Svitzers for at undgå de tyske miner. Den 13. november kom Skoleskibet DANMARK endelig hjem og blev modtaget med festivitas på Nordre Toldbod. Det regnede og var usigtbart, men mine forældre ventede på kajen, og det var dejligt at være hjemme igen, siger Erik Albertsen. 9

10 Arrangementer for resten af 2006, hvor Maritimt Center Ærø er involveret. Listen er foreløbig, og ikke alle arrangementerne har fået fastlagt endeligt program, - men det er et skridt på vejen. Dagene omkring Kristi Himmelfartsdag, 25. til 28. maj: Ærøskøbing Røgeri v. Ebbe Kalnæs laver et arrangement på havnen i Ærøskøbing. Her vil Maritimt Center hjælpe til med forskellige tiltag så som sælge tykke pandekager og servere kaffe og øl/ vand. (Arrangementet kommer til at minde lidt om de hedengangne Maritime Dage i Ærøskøbing, som Maritimt Center Ærø med større og mindre succes stod for til og med 2004) Der er et arrangement i Laboe i Kielerfjorden 30. juni til 2. juli: SAMKA sejler derned og Maritimt Center Ærø sælger tykke pandekager, så tyskerne også får smag for god og sund og ikke mindst nærende mad. Øhavs-regatta, lørdag 26. august: Maritimt Center Ærø stiller telt op langs havnekontoret i Marstal. Servering af standardrepertoiret: pandekager, kaffe, øl og vand. Øhavets dag, 27. august: Øhavets dag er et tilbagevendende arrangement, som dækker hele det sydfynske øhav, og Maritimt Center er kun en ud af mange foreninger og foretagender, som er involveret. Henrik Steen fra MCÆ s festudvalg har lavet et foreløbigt program. Her følger udpluk fra programmet: Marstal havn: Sejlads mellem Marstal og Strandbyen i Ommel; Udflugt til Birkholm; Veteranbiler; Museet i Marstal holder åbent hus; Sejlads til Kalkovnen; Kunstudstilling om Ø-liv; Sejlads rundt om Ærø; Ærøske Pandekager; Rebslagning; Byvandring i Marstal; Vedvarende energi og fjernvarme; Havkajakker; Klap en fisk. Ommel: Sejladser mellem Ærøskøbing Kleven og Marstal Strandbyen; Veteranbiler; Sømænd og røvere i Ommel. Ærøskøbing Havn: Sejlads mellem Ærøskøbing og Kleven i Ommel; Veteranbiler; Ærø Museum holder åbent hus; Skattejagt for børn; Byvandring i Ærøskøbing; Møntslagning; Knivmageri; Fluebinding; Økologisk Marked i værftshallen. Under sejl i 1000 år. Odense 1. til 3. september: SAMKA, Maritimt Center Ærø og en del økologer fra Ærø deltager. Der bliver vel nok omkring 20 boder fra Ærø, hvor der sælges alt fra frugt, grøntsager, uldgarn, sæbe, salt, smykker, honning, -og så selvfølgelig tykke pandekager og kaffe. Medhjælperfest 23. september: De flittige hjælpere inviteres til en forkælelse på SAMKA. Her vil formanden for Maritimt Center Ærø beværte hjælperne med lidt godt til ganen som tak for frivillig indsats gennem sæsonen. Æbleræs i Troense og Svendborg, 13. til 15. oktober: Her kan medlemmer af Maritimt Center Ærø sejle med på en efter sigende underholdende udflugt fra Ærø til Troense og derefter videre til Svendborg. I Svendborg sælges frugt fra Tåsinge og økøvarer fra Ærø. Og så selvfølgelig, -tykke pandekager og kaffe fra Maritimt Center Ærø. Interesserede kan få mere at vide om Æbleræs ved henvendelse til formanden, tlf Sidst på året eller i begyndelsen af 2007: Film og foredrag arrangeret af Jan Ahrenst. Denne gang satser han på at få noget om erhvervsdykning og måske noget om Amtets miljøskib. Vi prøver at få Søren Nissen til at fortælle om stabelafløbning af STOCKHOLMSBRIGGEN, som Søren Nissen stod for i sommeren Så der sker da noget på Ærø og omegn, hvor Maritimt Center har en finger med i spillet! Sven Leerskov Mathiesen 10.

11 Amerikansk Lotteri Maritimt Center Ærø 2006 Maritimt Center Ærø takker alle sponsorer for gavebidrag til det årlige amerikanske lotteri. Lotteriet er blevet en fast tradition ved generalforsamlingen, hvor alle er spændt på, om de i år er de heldige vindere af en af de mange dejlige gaver. På generalforsamlingen i marts 2006 bidrog: David Thomas, Ærø Turistforening, Spar Købmanden i Ærøskøbing, Café Fruens vilje, Ulla de Frey, Nete, Marstal Søfartsmuseum, Arrebo, Ærø Autovask, Kirsten Thomas, Harriet Friis, Niels Biokol, Maritimt Center Ærø, De Småborgerlige, Ærø Boghandel, Dorte og Hans Peter Petersen, Alotria, Strynboen, Ærø Ugeavis, Marstal / Ærøskøbing Havn, Bil- og bådservice, Værkstedsgården, Museerne i Ærøskøbing, Kabyssen, Havnens Spisehus, Rise Bryggeri, Sæbe Inge, Havnekiosken, Uldgården, Ærø Køreskole ved Allan, Anette Reiter, Ø-Vask Mejerigården, Birkholmposten, Joy Sørensen, Tuborg/Carlsberg, Materialisten i Marstal, Søbygårds Venner, Naturskolen. Tusind tak for alle de mange flotte gaver. ARON, Jan Ivan Ahrenst Fyn Rundt 2005 Herunder ser vi to af ARONS mange trofaste venner, Lutz Karau og Wolfgang Hau. De har begge sejlet med ARON i mange år. Billedet er på ingen måde opstillet, - de to ved ikke, de bliver fotograferet. Billedet taler sit tydelige sprog, og siger noget om det engagement og indleven, der præger ARONS besætning under kapsejladsen Fyn Rundt, som ARON da håber på at vinde her i jubilæumsåret. Skipper og besætning vil uden tvivl gøre alt for at komme på sejrsskammelen. Foto: Lau Leerskov Mathiesen 11

12 Generalforsamling, den 17. marts 2006 Af Sven Leerskov Mathiesen På side 2 blev formandens (bestyrelsens) beretning ved Generalforsamling 2006 bragt, og her følger lidt mere. Pænt fremmøde til Generalforsamling Generalforsamlingen blev som vanligt holdt i Marstal Sejlklubs velegnede lokaler. Fremmødet var ganske pænt på godt og vel en tredjedel af foreningens cirka 175 medlemmer. Dette er der vist ikke mange foreninger, der kan komme op på siden af!? Vi har godt nok også noget godt som lokkemad, - nemlig i bogstavelig forstand den faste menu: Sprængt oksebryst med peberrodssovs og Nissenkartofler, samt citronfromage til dessert. Derefter kaffe og kage og amerikansk lotteri. Vi har desuden hvert år været i stand til at skaffe en god foredragsholder til at komme med et indlæg i aftenens løb om et emne, der interesserer foreningens medlemmer. Film og foredrag om Georg Stage Stiftelsen I år havde Karl Zilmer, som er kaptajn på skoleskibet GEORG STAGE sagt ja til at komme og fortælle om Georg Stage Stiftelsen. Dette til trods for at Karl Zilmer mandagen efter generalforsamlingen skulle tørne til med tilrigning af skibet inde på Holmen i København. Karl havde fået tildelt omkring 35 til 40 minutter til indlægget, og han landede lige midt imellem. Han startede med at vise et kort filmindslag, som viste livet på GEORG STAGE i 40-erne under krigen. Det var Hakon Mielke, som havde lavet filmen, og den gik ret ind hos forsamlingen. I filmen fulgte vi livet om bord, hvor vi starter med at følge overstyrmand Svendsen, som inspicerer ører, hår og påklædning under morgenmønstringen. Speakeren siger at på GEORG STAGE er der...ikke kun raske drenge, men også pæne og ordentlige drenge. Det nævnes også, at der spises godt og meget på skibet,...provianten spares der ikke på! Drengene skal naturligvis være kortklippede, så de får mulighed for at øve sig på hinanden. Ham med saksen kender lige så lidt til frisørfaget, som ham i stolen. I filmen var det kaptajn Junker, der var kaptajn, og det havde han faktisk også været på den gamle GEORG STAGE. Kaptajn Junker nåede at være kaptajn på de to skibe fra 1914 til 1947, - og det er vist meget godt klaret. Karl Zilmer fortalte, at Kapt. Junker stod for at skulle afløses af overstyrmand Svendsen for at gå på velfortjent pension, da han var godt oppe i årene. Desværre faldt Svendsen ned fra riggen og døde, så Junker måtte tage endnu en årrække, før der var fundet en afløser til ham. Filmen levede helt op til vores forestilling af en propagandafilm fra 40-erne. Der blev sunget muntre sømandsviser, og det fine skib blev manøvreret rundt med perfekte sejlmanøvre i forbindelse med mand over bord øvelser. Det blev til slut i filmen nævnt, at...denne skole er hård og krævende. Fin film! 12 Georg stages kaptajn Karl Zilmer fik en bogpakke som tak for at han ville bruge cirka trekvart døgn på at rejse til Ærø og holde foredrag ved foreningens generalforsamling. Erik Albertsen til venstre havde sejlet med GEORG STAGE som sit første skib før anden verdenskrig Efter filmen fortalte Karl Zilmer om baggrunden for GEORG STAGE, - og det er faktisk en ret interessant historie, om Stiftelsen, som blev oprettet helt tilbage i Stifteren var Carl Frederik Gottlob Stage, som levede fra 1805 til Carl Stage kom ud at sejle som fjortenårig på sit fars skib, - uden at være blevet konfirmeret, så på et tidspunkt blev det arrangeret, at der kom en præst om bord og sørge for at Carl blev behørigt konfirmeret. Carl Stage blev styrmand i en ret ung alder, og efter et par år til søs som styrmand, tilbragte han fire år i søværnet. Han gik i land og blev skibsreder, hvor han blev aktiv i rederkredse. Han blev også gift, og som det ofte går, kom der børn. Carl og Dorothea fik sønnen Georg, som viste sig at være noget svagelig. Derfor blev Georg ikke sendt til søs, men til Schweiz for at tage en shippinguddannelse. Desværre fik an tuberkulose og døde som kun 22-årig. Minde over afdød søn Den ældre Carl Frederik Stage ville sætte et minde over sin døde søn, så han brugte en tredjedel af sin formue på, sammen med C.F. Tietgen, at få bygget et skoleskib GEORG STAGE i 1882, som skulle være til gavn for unge mennesker. Til det første togt var der 136 ansøgere, men de blev sorteret ned til 80 heldige. Karl Zilmer læste lidt op af de dengang brugte vurderinger af de unge mennesker, og der var mange pudsige begrundelser for ikke at lade en ung ansøger få plads på togtet. Zilmer fortalte, at det første togt i 1882 havde et budget på kroner. Det sammenlignede han med de 7 millioner kroner, som er budgettet nu om dage. Karl Zilmer springer nu i sit foredrag til at fortælle om, (Fortsættes på side 13)

13 (Fortsat fra side 12) at Søværnet havde et samtidigt skoleskib ØRNEN, som på en måde kom til at danne mønster for den metode at opdrage/uddanne unge mennesker på, som stadig benyttes i de nuværende skoleskibe og institutioner her i landet. Det er faktisk ganske tankevækkende. Den gamle GEORG STAGE havde en alvorlig kollision med det engelske dampskib ARKONA, hvor 22 af GEORG STAGEs drenge omkom. Det var nogle slemme billeder af skibet, der blev vist. Efter skibet var blevet sat i stand efter kollisionen sejlede han uden maskine i 15 år på grund af manglende økonomiske midler. I de første mange år, kom kaptajnerne og en del af besætningen fra Søværnet. På den måde sparede Stiftelsen en del penge til hyre, og først i 1914 kom der civil kaptajn. Som tidligere nævnt var Junker kaptajn fra 1914 og frem til Foredragsholderen Karl Zilmer er kun nummer ni i rækken af kaptajner siden Den første GEORG STAGE var bygget på B&W skibsværft, og blev i afløst af den nuværende GEORG STAGE, som blev bygget i Frederikshavn. Skibskonstruktøren var den samme person til begge skibe. Prisen for den nye GEORG STAGE var for øvrigt kroner. Da tyskerne besatte Danmark i 1940 lå GEORG STAGE på Holmen, så besætningen blev arresteret i et stykke tid, indtil tyskerne fandt ud af, at de ikke tilhørte det danske Søværn. På et tidspunkt i begyndelsen af besættelsen blev skibet forhalet til Nykøbing Sjælland, hvor han lå oplagt i en årrække. Karl Zilmer sagde, at man stadig på skibet har en dårlig side, nemlig den side, der vendte ind mod kajen under oplægningen. Den side blev noget mere korroderet end søsiden. Først i 1952 startede GEORG STAGE op igen på normale togter. Skibet kommer på sine togter stort set til Christiansø hvert år. En overgang var USA også med i programmet, men de senere år har skibet holdt sig til nordeuropæisk farvand. Efter Karl Zilmers foredrag om Georg Stage Stiftelsen fortalte Erik Albertsen forsamlingen nogle anekdoter om livet på GEORG STAGE for mere end 65 år siden, da han var elev på skibet Der var stor tilfredshed med Karl Zilmers fortælling om Georg Stage Stiftelsen, og mange medlemmer udtrykte ønske om, at Karl om et par år kan komme og fortælle om hverdagen på den lille kønne fuldrigger. Anekdoter om livet på GEORG STAGE i 1930-erne Efter foredraget var der naturligvis mulighed for et par kommentarer fra publikum, og Erik Albertsen havde en sød historie at fortælle i forbindelse med at han som 15- årig havde sejlet med GEORG STAGE. Det var tilbage i slutningen af 1930erne, og overstyrmanden var Svendsen. I et (troede han) ubevogtet øjeblik stak Erik Albertsen hænderne i lommerne for at få lidt varme. Det skal man bare ikke gøre, for han fik besked på at sy lommerne til med sin sejlmagernål, -og det gjorde han så. På togtet kom skibet til Stockholm, og drengene blev inviteret op i byen. De kom på en restaurant, som Evert Taube på det tidspunkt havde. Drengene fik sodavand, og Evert Taube sang og spillede for dem. Han mente dog også, at der måtte gøres gengæld, så drengene blev spurgt, om der var en der kunne synge en sang. Alle pegede på Erik Albertsen, da kammeraterne mente, han var den bedste til at give et nummer. Han måtte så hurtigt grave en sømandssang frem og det blev denne: Ser du, Jolly Bob var en sømandsknøs, der var født i Aberdeen. Han forelsked sig i en dejlig tøs.. Så Erik Albertsen sluttede af med at spørge ved generalforsamlingen, om der måske var andre i forsamlingen, der havde sunget sammen med Evert Taube, - og den var der ingen, der kunne stikke. Selve generalforsamlingen Selve generalforsamlingen fremkaldte ikke de store reaktioner blandt de fremmødte medlemmer. Regnskabet blev godkendt trods et underskud på lige godt 5000 kroner. Nu havde kassereren godt nok trykt regnskabet med små typer, og belysningen var passende dæmpet, så det var måske forklaringen. Nej, underskuddet kan forklares med et noget mislykket arrangement i efteråret, som Maritimt Center Ærø ved nogle misforståelser mere eller mindre kom til at hænge alene på. Men så har vi da lært af det, nemlig ikke at indlade os på risikable arrangementer uden vi har en troværdig garanti fra samarbejdsparterne på, at de også vil tage deres del af risikoen. Der var genvalg til bestyrelsen, og sammensætningen kan ses på næstsidste side i Jagtpælen. Ekstraordinær generalforsamling Ligesom det er gældende hos en række andre foreninger på Ærø, skal der her i år ændres i foreningernes vedtægter med hensyn til foreningens hjemsted på grund af kommunesammenlægningen. Vores forening havde tidligere hjemsted i Marstal Kommune, og det skulle ændres til Ærø Kommune. For at få gennemført en vedtægtsændring bliver det nødvendigt med en ekstraordinær generalforsamling. Samtid ændrede et fastudpeget bestyrelsesmedlem (udpeget af maritimt relateret erhverv ) status til at være almindeligt valgt bestyrelsesmedlem. Se billeder fra generalforsamling på de følgende sider: 13

14 Billeder fra generalforsamling Foreningens formand Christian Albertsen og Karl Zilmer fra GEORG STAGE får sig en snak (-måske om FYLLAS fremtid?) Mille Møller var med til at sætte en god stemning Så er tiden kommet til at nyde et af aftenens højdepunkter: Sprængt oksebryst med peberrodssovs. Der blev en næsten andægtig stilhed de første minutter efter fadene havde været rundt Her har vi et par af de ansvarlige for aftenens succes: Til venstre kokken Erik, som havde lavet maden, som var fremragende, og der var rigeligt af den. Til højre er det festudvalgets formand Henrik Steen, som havde fået hjælp af en skare trofaste hjælpere Det amerikanske lotteri er et populært indslag ved generalforsamlingen. Her er Jørgen Petersen og frue klar med lodderne. Jeg ved ikke om de vandt noget, men det gjorde Irene fra Søby, som vandt en af aftenens hovedgevinster, en meget smuk tegning udført af David Thomas, som ses bag den glade vinder.

15 JAGTPÆLEN medlemsblad for Maritimt Center Ærø. Udkommer, hvis der er stof nok, fire gange om året, nemlig januar, april, august og november. Oplag: ca. 230 eksemplarer I redaktionen: Indtil videre, Sven Leerskov Mathiesen Græsvængevej Marstal, tlf sven.leerskov@gmail.com Maritimt Center Ærø Bestyrelsen 2003: Formand: Christian Albertsen Risemarksvej Ærøskøbing Tlf Mail chin@post.tele.dk Næstformand: Kaj Hald Barkvej Marstal Tlf Mail hald@mail.tele.dk Kasserer: Sven Leerskov Mathiesen Græsvængevej Marstal Tlf Mail sven.leerskov@gmail.com Sekretær: Berit Kochler Vestergade Ærøskøbing Tlf Mail cma@arre.dk Øvrige bestyrelsesmedlemmer: Jan Ahrenst Bregninge Møllevej Ærøskøbing Tlf Søren Nissen Lindsbjergvej Ærøskøbing Tlf Mail. reiter@wanadoo.dk David Thomas Øster Bregninge Ærøskøbing Tlf: Suppleanter: Povl Madsen Søtoften Ærøskøbing Tlf Mail: p_madsen@get2net.dk Henrik Steen Præstens Vej Ærøskøbing Tlf Mail: henrik-steen@get2net.dk Revisor: Jan Mortensen Grundtvigs Alle Sønderborg Pensioneret tolder, søværnsmand, forsikringsagent og meget mere, Mouritz Sloth er stadig leveringsdygtig i små anekdoter og (sande?) historier fra den gang, han arbejdede i Statens tjeneste. Her følger et par stykker: Amerikansk tøjmønstring. Jeg var math-elev på Lynæsfortet i Her var amerikansk tøjmønstring meget brugt. Når en elev havde lavet en forseelse, var der amerikansk tøjmønstring. Elevfløjen lå ca. 200 meter fra vagtstuen. Amerikansk tøjmønstring startede efter udskejning. Det foregik således: Den idømte hentede en beklædningsgenstand af gangen, løb ned og afleverede den i vagtstuen, og i løb tilbage efter den næste genstand. Sådan gik det styk for styk, og udrustningen var splittet til atomer. For eksempel snørrebånd højre støvle, snørrebånd venstre støvle osv. Alt blev kontrolleret, var det hele ikke i orden, så var det om igen. Når det hele var afleveret, gik det den modsatte vej, - et styk af gangen, og til slut blev skabet kontrolleret, om alt var OK. Der hang et billede på indersiden af skabsdøren, og her kunne det ses, hvordan det skulle se ud. Der kunne godt gå nogle timer med denne lille spøg. Det var hårdt, - mange elever var kun 16 år, og en del blev da også sendt retur til deres mor, og blev så senere indkaldt som værnepligtige. Når bare enden er god. Denne begivenhed fandt sted ved et toldsted, der nærmest var en slags straffelejr. De fleste kom der, fordi de havde begået en eller anden forseelse. Det var så sidste station, - kom der flere indberetninger, var det afskedigelse. Denne begivenhed har jeg desværre ikke oplevet selv, men jeg har fået handlingsforløbet fortalt af den person, episoden drejer sig om. Der var færgeankomst fra Tyskland, men den pågældende var blevet temmelig beruset, og kollegaerne diskuterede, hvad de skulle gøre ved ham. De blev enige om, at han skulle stå ude ved hegnet og dirigere bilerne frem. For at han ikke skulle falde, havde de bundet ham til hegnet. Da bilerne var ekspederet kom Toldforvalteren ind på kontoret og spurgte: - Hvad laver den mand ude ved hegnet?. Kollegaerne kiggede ud, og der stod han stadig oprejst og vinkede. Den sidste bil var for længst passeret. Toldforvalteren sagde: - I må hellere køre ham hjem, så han ikke falder i havnen, for så er fanden løs. Et par af kollegaerne fik ham bakset ind i en patruljevogn og kørte ham hjem. De ringede på, og spurgte konen, hvad de skulle gøre af ham. Konen så på ham, så åbnede hun skraldespanden og sagde: - hæld ham bare i her, og så gik hun ind og lukkede døren. Men til sidst fik de dog lov til at lægge ham i gangen. Denne er fra et lille Provinstoldsted, hvor der er biograf i byen. Biografdirektøren var en lille skaldet mand med fipskæg. Han hed Andersen og biografen hed Kino, så han hed selvfølgelig Kino Andersen blandt byens borgere. Hans hushjælp var en ung pige, der ikke havde så meget at flytte rundt med. Hver gang hun havde udført et stykke arbejde, sagde hun: - Hva ska jæ nu lav? En dag var Kino Andersen i dårligt humør, og da hun havde spurgt nogle gange, blev han hidsig og sagde: - Du kan gå op og stikke din bare r.. ud af vinduet! Hun sjoskede af, og efter nogen tid vendte hun tilbage og sagde: - Hva ska jæ nu lav? - Har du gjort som jeg sagde? -Ja! -Jamen dog, hvad sagde folk, som gik forbi? -De sagde såmænd bare, Goddaw Kino Andersen Mouritz Sloth 15

16 Post- og passagerbåden "Hjortø" af Hjortø, - overdraget til Svendborg & Omegns Museum. I sommeren 2004 overdrog boet efter postfører Jørgen Greve Rasmussen post- og passagerbåden "Hjortø" af Hjortø til Svendborg & Omegns Museum. Overdragelsen var betinget af, at "Hjortø" skulle bevares i original og sejlklar stand og stedse have hjemsted i Svendborg. Museet lagde vægt på at bevaringen af "Hjortø" som et stykke sejlende kulturhistorie på Svendborg Sund skulle være en sag med bred folkelig opbakning. "Hjortø" skulle bevares i original stand, sejle og være synlig på sundet og den gamle glødehovedmotor skulle kunne høres på sundet. Et bevaringsværdigt fartøj. For at underbygge denne overdragelsesklausul Postbåden Hjortø med Vornæs skovene i baggrunden søgte museet Kulturministeriets Skibsbevaringsfond om at få fartøjet erklæret bevaringsværdigt. Skibsbevaringsfonden vurderede at fartøjet var af en sådan karakter, at det måtte betragtes som et varigt kulturminde, hvis kulturhistoriske værdi ikke måtte forringes eller gå tabt. Fonden erklærede derfor "Hjortø" for et bevaringsværdigt fartøj. "Hjortø" optaget i Træskibs Sammenslutningen. "Hjortø" er samtidig optaget i Træskibs Sammenslutningens fartøjsoversigt, hvilket er med til en yderligere sikring af bevarelsen "Hjortø" som et ældre brugsfartøj. Postbåden "Hjortø"s Venner. At bevare postbåden "Hjortø" er blevet en sag med bred folkelig opbakning. Driften af fartøjet er lagt i hænderne på en bevaringsforening, der p.t. tæller 120 medlemmer. 15 af foreningens medlemmer udgør et bådelaug med ansvar for vedligeholdelse af og sejlads med fartøjet. "Hjortø" sejler med museumsforeningens og bevaringsforeningens medlemmer, ofte med et besøg på Søfartsmuseet i Troense. Et personligt medlemskab af foreningen koster 150,- kr. og kan tegnes ved henvendelse til Søfartsmuseet i Troense på telefon troense@soefartsmuseum.dk Kjeld Søberg, Troense Søfartsmuseum Hjortø og Ærøsund Hjortø ved iskanten 16