2. Det foregår fx via analyse af hvordan ord sammenføjes til sætninger.

Transkript

1 Værktøjskasse til sproglig analyse Indhold: 1. Denotativ og konnotativ analyse 2. Ordklasser. Gennemgang af substantiver, verber, adjektiver, pronominer, adverbier 3. Syntaks. Fordeling af hovedsætninger og ledsætninger i en tekst. 1. Denotativ analyse og konnotativ analyse Denotativ tilgang til en tekst er når man genfortæller hvad en tekst handler om, når man laver et kort resumé af tekstens bogstavelige betydning med ordforklaringer og overblik over en fortællings hovedafsnit. Den denotative tilgang er aldrig tilstrækkelig. Konnotativ tilgang til en tekst er når man finder de dybere betydningslag i en tekst det der populært sagt står mellem linjerne det symbolske lag eller de skjulte kritiske eller ironiske eller den overførte betydning. Det kræver en analytisk tilgang: en pillen teksten i stumper og stykker for at man i tolkningen kan samle teksten sammen i en dybere forstået udgave. 1. Det foregår fx via analyse af medbetydninger af ord mønstre af ord. Man smager på ordene og lader dem afgive medbetydninger der giver mening inden for tekstens logik. Fx skaber gentagelser af ord i forskellige sammenhænge medbetydninger. Fx skaber modsætninger mellem ord medbetydninger. 2. Det foregår fx via analyse af hvordan ord sammenføjes til sætninger. 3. Det foregår fx via overvejelser over genre: storgenrer: sagprosa eller skønlitteratur? Og inden for de skønlitterære genrer: drama, lyrik og epik/prosa; også disse genrer imellem ses blandformer ( fx Hertz: Skriftemålet). I sagprosa handler teksten om personer og hændelser der hhv. eksisterer og er sket i virkeligheden, dvs. at sagprosaen er forankret i virkelige hændelser, fakta. I skønlitteratur er personer og hændelser fiktive. De to storgenrer har hver deres karakteristiske skrivemåder og læserkontrakter. Der skabes forskellige forventninger hos læseren. Endelig findes der også overløbertekster (fx Malinovskis lille digt fra 1965: man får inte vissla i almänna sparbanken (digtet er ikke længere). Denne tekst er en sagprosatekst (en skiltetekst) klædt ud som digt. Ready made. Også avisreportagen er en overløbertekst med træk fra såvel sagprosa som skønlitteratur. Mange klummer, kronikker, avisartikler om aktuelle og fx politisk-saglige emner og small talk-artikler benytter som I ved, skønlitterære fif: stilistiske virkemidler, replikker, kunstfærdig komposition mm. Der findes også digte der er klædt ud som annoncer. Når der er tale om genresammenblandinger, er det vigtigt at få fastlagt hvad teksten mest er, og hvad det den mindst er, betyder for analysen og tolkningen. I den sproglige værktøjskasse får I redskaber til punkt 1 og 2. Til punkt 3 findes den litterære værktøjskasse i modul 1 og stilistikken.

2 En sproglig analyse ser på sprogets enkeltdele: ordene og sætningerne. Hvordan er teksten karakteristisk? Her gennemgår vi først nogle eksempler på hvad ordklasseanalyser kan tilføre den konnotative analyse. 2. Ordklasser (se Sprogets veje side 70-80) Her gennemgås kun ordklasserne substantiver, verber, pronominer, adjektiver og adverbier kort. Se også Rod i Sproget. Substantiver: Ordklassen substantiver kan undersøges ud fra følgende: 1. Er der mange eller få substantiver i et karakteristisk tekstafsnit? 2. Er der blandt disse mange eller få abstrakter eller konkreter? 3. Er der overvægt at substantiver i bestemt eller ubestemt form? 4. Er der sammensatte substantiver nydannelser af betydning for stillejet? 5. Er der substantiveringer? Alt sammen vurderes ud fra hvordan ordvalget får betydning for tekstens konnotative udsagn. Eksempler: - er der fx overvægt af konkreter eller af abstrakter? I Benny Andersens digt Udsigt i kikkert er der overvægt af observerede konkreter: sø, båd, måge, olding, låge, bus, rose, barn, bord, dug, høne osv osv osv. Abstrakter er der kun i den afsluttende tænksomme 6. strofe: de adskilte dele, et hele! - er substantiverne i bestemt form eller ubestemt form? Ubestemt form er der fx mange eksempler på i Benny Andesens digt Udsigt i kiggert: en sø, en båd, en måge, en olding, en låge, en dreng, en høne, en rose, en drage osv. der er flest ubestemte substantiver => giver et tilfældigt præg, men den overvældende mængde giver i dette digt et billede af mangfoldighed (diversitet), nemlig den jeget håber på aldrig går under. I Broby-Johansens Natlig Plads fra 1922 er der ligeledes flest ubestemte substantiver. Her bruges de til at beskrive og skabe en anonym og rå markedsplads for sex og vold. I Aarestrups digt Gunløde er der også masser af konkreter: og de er imidlertid i bestemt form: den hvide.. Gunløde, bordet, rosen, ruden, lampen, de søvnløse nætter, de bløde..rollinger, fruen, stuen, huen, staven, kjolen, urnen, graven bestemt form af substantivet angiver bekendthed, fortrolighed, indforståethed det er en manipulerende form, for læseren tvinges her ind i et velkendt univers af ægteskabelige roller og rammer som der tilsyneladende ikke kan sættes spørgsmålstegn ved. Også H.C. Andersen bruger ofte dette trick: substantiver i bestemt form som markør for noget velkendt og fortroligt, fx i titler på hans eventyr: Fyrtøjet, Skyggen, Tepotten, fx i indledningen til Den lille Idas Blomster lyder det: Mine stakkels blomster ere ganske døde! sagde den lille Ida. De vare saa smukke i aftes, og nu hænge alle Bladene visne! Hvorfor gjøre de det? spurgte hun Studenten der sad i Sophaen; Læseren kender ikke Ida, alligevel kaldes hun den lille Ida. Læseren kender ikke studenten han er ikke blevet præsenteret, men omtales som om vi kender ham, studenten I ved nok. Vi ved ikke at personerne befinder sig i en stue, altså inden døre med sofamøblement.

3 Studenten bliver bare uden videre sat i sofaen som om det er noget alle og enhver ved: at han befinder sig der. Det er via valget af substantiver i bestemt form at H.C. Andersen med ét sætter scenen og maser læseren derind uden forudgående præsentationer. In medias res-teknik. Det kan aflæses i en sproglig analyse. Sammensatte ord er ofte substantiver. De giver kompakt information, og de er ofte digteriske nydannelser og ofte metaforer. Ses fx hos Kingo (menneskelegemet benævnes ormesæk, øjet benævnes grædebæk ), hos Grundtvig ( stjernetæpper - solskinsklæder - døden har istaphånd ), Broby-Johansen ( mørke-kranie, lys-fråde ), Tom Kristensen ( drukkenskabsguder ). Substantiveringer findes især i fagsprog. I syntetisk sprog bruges substantiveringer (det er verber der gøres til substantiver: fx der var en asen og en masen) i stor stil. De er udtryk for abstraktion (af verbet at abstrahere) og komprimering (af verbet at komprimere) af betydning (af verbet at betyde) effektivisering (af verbet at effektivisere), men på bekostning af letlæselighed (af at læse og at være læselig)! I de sidste fire linjer er der således 4-5 eksempler. Verber: angiver handlinger eller tilstande eller overgange, og de bøjes i tid. 1. Er der mange eller få handleverber? 2. Er der mange eller få tilstands- eller overgangs-verber? Handleverber giver aktivitet, dynamik, tempo i handlingsgangen i en tekst er der mange tilstandsverber, giver det stilstand, dvælen, lavt tempo i tekstens handlingsforløb. 3. Hvad betyder tidsbøjningen? Verber bøjes i tid (nutid og datid m.fl.) og verber kan derudover optræde i den almene infinitiv-form: fx at være eller ikke at være det er spørgsmålet (Shakespeare); fx at vandre det gode, det sande, det rette i møde (Nazim Hikmet); fx at rejse er at leve (H.C. Andersen). Nutid giver nærvær, aktualitet, fornemmelsen af selv at kunne være til stede som læser giver større mulighed for appel, læserinvolvering, identifikation. Datid giver kronologisk afstand, mindre læserinvolvering måske, mulighed for at reflektere eller bytte om på rækkefølger. Dette er ofte vigtigt for en kompositionsanalyse at kunne danne sig overblik over rækkefølger i tid flash backs forudsigelser tidsoverspring. Førnutid og førdatid giver endnu længere afstand til det fortalte. Fremtid: udtrykkes via nutidsbøjning eller sammensat tid: fx det sker ikke i vores familie! vil komme, skal være, vil blive til glæde. Her udtrykkes håb, forventning, krav, længsel, ønske - Gid jorden aldrig går under (fra B. Andersen: Udsigt i kiggert) er et fremtidsønske udtrykt v.hj.a. nutidsbøjning. Læg altså mærke til verbernes bøjning, især til skift i tid. (der er fx flere eksempler på dette i Cavlings reportage Eksplosionen. Også i Sabroes reportage: Ondskabens nat er tidsmontagen en vigtig nøgle i analysen.)

4 Adjektiver: beskriver, vurderer negative, positive, neutrale. 1. Er der mange eller få adjektiver i en tekst som helhed, eller i særligt bemærkelsesværdige afsnit? 2. Er der flest positive, negative eller neutrale adjektiver? 3. Bruges de om personer, natur, begivenheder, ting, andre væsener..? 4. Er der mange eller få sammensatte adjektiver? Er der ingen eller kun få adjektiver, kan det være en vigtig parameter. Er der ingen adjektiver i en tekst, siger det også noget: fx er mange digte støvsuget for adjektiver bl.a. derfor er et sådant digt vanskeligt at forholde sig til der er ingen at holde med! Der er fx meget få adjektiver i Benny Andersens digt Udsigt i kikkert: rødternet, rustfarvet, fine, adskilte fire stk! Bemærk at adjektiver sænker tempoet i en tekst. Når der indfinder sig beskrivelser, bliver handlingsforløbet standset, mange læsere keder sig og springer afsnittet over, fordi man hellere vil have action. Adjektiver giver et dvælende tempo, de taler bl.a. til sanserne (farver (synskvaliteter), lydkvaliteter, lugtkvaliteter, smagskvaliteter, følekvaliteter) + sammenblandinger = synæstesi. Men først og fremmest markerer de vurdering, holdning. Sammensatte adjektiver giver nuancer til beskrivelsen af sansninger. Fx i St.St. Blichers Klapjagt: Himmelen var klar og aldeles skyfri, men farver, glinsende, levende, som ingen jordisk efterligner, sølverhvidt, blegrødt, rødgult, rødblåt, purpurrødt ; og fx i J.P. Jacobsens Fru Fønss: så blegbrune marker uden et græsstrå, blegbrune højder og støvlyse veje, og hist og her hos de hvide huse grupper af sorte træer, fuldstændig sorte buske og træer. Over alt dette en hvidlig, lyssitrende himmel, der gjorde alting endnu blegere, endnu mere tørt og trættende lyst, ikke et glimt af frodig, mættet lød, lutter sultne, solpinte farver Pronomener: De personlige pronomener: jeg (1. person), du (2. person), han, hun, den, det, man (alle 3. person), vi (1. person flertal), I (2. person flertal), de (3. person flertal) - skal vi lægge mærke til i forbindelse med fortællerstemmen. Er det en jeg-fortæller? Med hvilken effekt? Jegfortælleren er i skønlitteratur eksplicit og del af den fiktive scene. Jeg-fortælleren er ofte isoleret i sit eget oplevelses- og synsfelt og dermed selvkarakteriserende, men på en åben og levende måde der kan invitere læseren ind i en identifikation. Her skal man så vogte sig for fænomenet utroværdig fortæller som mange af de moderne forfattere eksperimenterer med netop for at spille kispus med læserens tilvante identifikationsmekanismer. Er fortællerstemmen en stemme der taler om han, hun, de altså om 3. person på en eller anden afstand? Med hvilken effekt? Er der i første-persons-fortælleren (jeg- eller vi-fortællerne) tale om et inkluderende vi dvs. at læseren så at sige tvinges med ind i det vi der lægger stemme til? Hvilken effekt har det hvis der bare er en stemme den lyriske stemme i et digt fx?

5 Hvlken effekt har det hvis stemmen henvender sig til et du? Er det så læseren der menes? Eller tværtimod måske en stemme der pågående og måske ligefrem bydende og strengt formaner sit alter ego? Her er forskellige eksempler: Jeg-fortæller: Triumf! Her står jeg på spirsiden af dette tårn. Hvilken uophørlig stigen! Hvilken møje, anstrengelse, udmattelse, fare! Mine knæ sitrede, den varme sved blev kold, jeg kunne næsten ikke mere, det sortnede for mit øje, mens hele verden gled bort under min fod men jeg anspændte med konvulsivisk (= krampagtig nc) iver de sidste døende kræfter oh nu! Hvilken sejr, hvilken himmel hvori jeg svimler. af Jens Baggesens: Labyrinten (hvori Jens Baggesen på en rejse stiger op i det gotiske kirkespir (på domkirken Münsteren) i Strassbourg) Vi-fortæller: Se så! Nu begynder vi. Når vi ere ved enden af historien, ved vi mere end vi nu vide, for det var en ond trold. Indledning til eventyret Sneedronningen af H.C. Andersen. Fortællerstemme med 3. persons-afstand, aflæst i han : Sommer var det. Hen mod middag. På en asfalteret hovedvej. Dækkene summede under cyklen, en ung mand kom kørende. Georg hed han måske..forfatteren lægger træt fyldepennen og studerer sin pegefinger der allerede er plettet af blæk og det for disse tåbelige linjers skyld. Han sukker: Jeg kan ikke og jeg gider ikke. af Martin A. Hansen: Midsommerfesten. Her er der leget med at fortælle om fortælleren og fortællesituationen. Men det rokker ikke ved at teksten er fortalt i 3. person. Den lyriske stemme henvender sig til et du : Sky den klarhed, som er flad rationalisme og forstandstørhed. Det er den flertallet kræver af dig for at få bekræftet, at livet er overkommeligt. Men hvis du er dem til vilje, vil de væmmes ved dig, fordi du ikke har overvundet dem. De ser, at du kommer med knastørre sole. De forlangte dem af dig, men de ville dem ikke. Lad din klarhed være indgivelse og befrielse, fantasiens regnbueskær over tingene. Paul la Cour: Fragmenter af en Dagbog 1. persons-fortællerstemme (vi) der henvender sig til et du - (strofe 1-2 i digtet Trøst i modgang af Carsten Hauch): Vender sig lykken fra dig, bli er du i støvet trådt, og bli er af fjender spottet, af venner selv forrådt, du skal det lidet agte, når du dig selv ej sveg, vi sendtes hid til arbejd, og ej til lyst og leg.

6 Adverbier Talesprogets og skriftsprogets holdningsadverbier er især bemærkelsesværdige. Ses i stor stil i politikersproget. Vurdering af holdningsadverbierne er en vigtig del af ordvalgsargumenterne som skal påvises i en argumentationsanalyse. Adverbier udtrykker også tid, sted, grad, måde, retning mm. Men det er holdningsadverbierne der er de vigtigste.(fx: jo, gerne, selvfølgelig, jo da rigtignok, vistnok, nemlig, netop, måske). H.C. Andersen bruger dem med en effekt der svarer til brugen af den bestemte bøjningsform af substantiverne: med fortroliggørende effekt. Find selv eksempler i H.C. Andersen-teksterne i modul 2. I læserbreve hvor der ofte tydeligt gives udtryk for skærpede holdninger ses holdningsadverbierne. Jeg kan lige så godt røbe det med det samme: Jeg er blevet medlem af Ældre Sagen. Når man er det, får man et blad. Ældre Sagen Nyt hedder det ikke ganske overraskende. Det kan jeg vist godt fortælle uden at blive beskyldt for at reklamere for sagen. I juninummeret er det et glimrende interview med en sygehuspræst, der hedder Tom Andersen Kjær. Det har overskriften Værdigheden er det værste, man kan tage fra et menneske. Og det er fuldstændig rigtigt. Det værste er bare at det sker temmelig tit. Patienterne er jo ikke ved deres fulde magt. Og da kan personalet meget nemt komme til at tale ned til dem eller hen over hovedet på dem. Ikke mindst på den medicinske akutafdeling hvor der er totalt overfyldt, og forvirringen derfor er stor... af Jens Kvists klumme Refleksion i Dagbladet Information den 19. juli Konjunktioner bindeord som binder henholdsvis sætninger og led sammen. De er vigtige i vurderingen af sætningsstruktur. Der henvises til Rod i Sproget og til næste afsnit om teksters sætningsbygning. En sproglig analyse ser på sprogets enkeltdele: ordene og sætningerne. Hvordan er teksten karakteristisk? Her gennemgår vi nogle eksempler på sætningsanalyse kan tilføre den konnotative analyse. 3. Syntaks, dvs. sætningsdannelsen i en tekst. (Sprogets veje side 35-57). Her er kun gennemgået eksempler der matcher gennemgangen s Det er undertiden vigtigt at give analyse af sætningsbygningen i en tekst opmærksomhed. Hvordan er fordelingen af HS (hovedsætning), LS (ledsætning), sætningsfragmenter i en tekst? Fx er fordelingen i Benny Andersens tekst Udsigt i kikkert præget af fragmenter fra begyndelsen for derefter mere og mere at blive præget af sammenhængende HS og LS. Det kulminerer i sidste strofe hvor jeg-fortælleren er den reflekterende instans der sørger for sammenhæng og nuancer (via holdning der kan blive til endnu mer ), (og via ønsket Gid jorden..) Hvis en tekst er præget af ene HS, har teksten karakter af statements uden plads til de nuancer som netop LS er sat i verden til at give adgang til (m.h.t. årsag, tid, følge, indrømmelse, hensigt, spørgende, relativ, betingelse, sammenlignende).

7 Er der overvægt af hovedsætninger, vil der i mange sammenhænge mangle nuancer; er der mange mange LS, vil fremstillingen blive indviklet og måske uoverskuelig. Det kan signalere at fortælleren selv er forvirret. ALTSÅ: Sætningsbygningen kan være person- og afsender-karakteriserende! Står Ledsætningerne forrest, bliver stilen syntetisk og meget krævende (som fx i visse typer af fagsprog), men står de efter HS, er sproget lettere tilgængeligt (analytisk). Er hovedsætningerne bundet sammen fx af og, taler man om paratakse: Cavling. Eksplosionen: Og i næste minut skulde der Og den ukendte fabriks navn skulle (s. 55,1.spalte) Det er derimod hypotakse hvis der er mange underordnede ledsætninger. Er tekstens sætninger gennemgående fragmenterede dvs. udsagn uden subjekt og verbal (kryds og bolle) er der tale om gengivelse af eller konstruktion af talesprog/tænkesprog, eller der er som i Udsigt i kiggert tale om rækker af indtryk som ikke (i første omgang) er bundet sammen i en forståelse, en bevidsthedssammenhæng, en fortællers ståsted. Eks. på en tekst udelukkende med brug af HS: Den lille sigøjnerske fra nabolandsbyen vrider sit græsgrønne forklæde ud. Der løber vand fra hendes hånd. Hendes fletning hænger fra hovedets midte ned på skulderen. Et rødt bånd er flettet ind i fletningen. Som en tunge hænger det ud fra enden af fletningen. Den lille sigøjnerske står barfodet, med mudrede tæer foran traktorførerne. Traktorførerne har små våde hatte på. På bordet ligger deres sorte hænder Deres blikke fingererer ned ad den lange blomstrede nederdel. Sigøjnersken løfter op i nederdelen. Traktorføreren tømmer sit glas. Sigøjnersken tager pengesedlen på bordet. Hun snor fletningen om fingeren og ler. Hertha Müller: af Mennesket er en stor fasan i verden. Eks. på Hovedsætning med MANGE efterfølgende underordnede Ledsætninger efterfulgt af den forløsende Hovedsætning. Jon Bang Jensen: Aften (kortprosatekst) Hele den aften sad jeg under et skarpt, hvidt lys fra en nøgen pære, beskæftiget med den tanke, at hvis jeg gjorde mig skyldig i selv en nok så lille bevægelse med fødderne, med armene, med hænderne, som lå foran mig på bordet, med fingrene, med hovedet, hvis jeg drejede det lidt til den ene side, hvis jeg drejede det lidt til den anden side, hvis jeg flyttede øjnene til den ene eller den anden side, hvis jeg tillod mine kortlagte ben at skifte stilling, fordi det snurrede og gjorde ondt i det øverste ben, fordi dets egen vægt pressede blodårerne sammen mod det andet bens knæskal og fik det til at sove, hvis jeg gav efter for impulsen til at fjerne de små irritationer, den kløe, som altid opstår på kroppen, og som man fjerner uden at tænke over det, i hårdbunden, på næsen, under det ene øjenlåg, under skjortens krave, i kønsbehåringen, overalt på kroppen, hvis jeg gav efter og fjernede den, hvis jeg ikke udholdt, at irritationen blev værre, hvis jeg ikke var stærk nok og måtte ty til hurtigt at stryge min ene hånd hen over overarmen eller klø mig på den ene albue hvis altså noget af dette skete, ville straffen falde straks. Selv en nok så lille bevægelse, og jeg ville være opslugt af det tomme mørke, som resten af verden udgjorde. Eksemplet ligner meget en tekst af Kafka: Den pludselige spadseretur som er gennemgået i modul 6. Kafka tekst er mere rendyrket syntetisk fordi der ikke er en indledende hovedsætning som her i bang Jensens tekst. I modul 6 kan du i forlængelse af Kafka-teksten finde et godt afsæt for en analyse også af Jon Bang Jensens tekst. Sætningskonstruktionen med de mange nuancerende

8 ledsætninger fortæller noget eksistentielt og ganske særligt om den livsoplevelse som både Kafkas og Bang Jensens hovedperson står i.