Anti-imperialisme & Revolution i Iran

Transkript

1 Anti-imperialisme & Revolution i Iran Islamisering af det iranske samfund af Hamed Mir-Shah Ghasemi, studerer Islam og Arabisk på Aarhus Universitet I løbet af de sidste 36 år har det iranske samfund gennemgået en så betydelig islamisering, at intet som ikke er forbundet med islam kan tolereres. Ayatollah Khomeini sagde under revolutionen i 1979 at alle iranske symboler skulle være islamiske, og konstitutionen skulle være 100 % baseret på islam. I 1982 insisterede han på at alle iranske domstole skulle afvise sekulære juridiske love, og i stedet basere alle love på islam, således at personer, som har begået utroskab stenes, muslimer, som fx omvender sig til kristendommen eller jødedommen straffes med døden til følge; homoseksuelle henrettes; tyve dømmes til afhugning af hænder og fødder m.m. Personer som Abdolkarim Sourosh (f. 1945, en af Seyyed Hossein Nasrs elever) spillede en vigtig rolle i 1980 ernes udrensning på de iranske universiteter og fyrede kontrarevolutionære og ikke-islamiske professorer, der i stort tal måtte flygte ud af landet. Det var en del af et projekt, som gik under navnet Den kulturelle revolution (Enghelabe farhangi). I 1981 blev lovene ændret, således at kvinderne mistede rettigheden til at indlede skilsmisse, at fastholde forældremyndigheden, gå i skole hvis de blev gift, at studere fag som jura, medicin og ingeniørkunst. Khomeini og hans tilhængere var imod kvindefrigørelse, eftersom det ville forstyrre familielivet. Det er derfor ikke tilfældigt, at den første demonstration imod Den islamiske republik blev organiseret af kvinder. Kvinderne var en af de grupper, som stod i spidsen for revolutionen, og de fandt hurtigere end

2 nogen anden samfundsgruppe ud af, hvad det var for en fejl, de havde begået ved at støtte de muslimske lærde. Det er ikke tilfældigt, at den første demonstration imod Den islamiske republik blev organiseret af kvinder. Kvinderne var en af de grupper, som stod i spidsen for revolutionen, og de fandt hurtigere end nogen anden samfundsgruppe ud af, hvad det var for en fejl de havde begået ved at støtte de muslimske lærde. To år efter revolutionen blev flere tusinder henrettet efter protesterne d. 20. juni 1981 (30 Khordad 1360). I 1983 blev 32 personer, hvoraf 10 af dem var kvindelige lærere henrettet i byen Shiraz, fordi de var bahai. De stod over for valget enten at konvertere til islam eller blive henrettet. I sommeren 1988 blev titusinder af politiske fanger massakreret i iranske fængsler. I 1999 blev studenternes oprør, og i 2009 det folkelige oprør voldsomt undertrykt m.m. På internationalt niveau forsøgte revolutionen at afslutte Irans afhængighed til USA, og føre en politik som i Khomeinis egne ord skulle være hverken Øst eller Vest. Amerikanerne vidste slet ikke hvad de skulle stille op med denne Ayatollah.

3 Hvis amerikanerne og englænderne 26 år tidligere, ikke havde fjernet den demokratisk valgte premierminister Mohammad Mossadegh fra magten, kunne al dette have været undgået. På den ene side forsøgte Reagan administrationen i 1980 erne at begrænse udbredelsen af den islamiske iver og de antiamerikanske følelser i regionen. På den anden side anerkendte de Irans økonomiske og geopolitiske betydning, og søgte derfor at normalisere forbindelserne til Tehran. Denne søgen førte til den bizarre episode, som er kendt under navnet Irangate. Revolutionen har hverken på den økonomiske, sociale, kulturelle eller politiske ført Iran mod fremskridt. Tværtimod er hele systemet baseret på ulighed af enhver slags i stedet for lighed (køn, muslim, ikke-muslim, shia, ikke-shia, osv.) i stedet for at vende sig mod fremtiden vender den sig mod fortiden, i stedet for at være universalistisk er den partikulær, og i stedet for at være inkluderende er den ekskluderende. Nøjagtigt som nazisterne og fascisterne har islamisterne brug for fjender for at overleve. Det sociale univers er opdelt i dem og os. Khomeinis venner var primært imamer eller muslimske lærde (fughaha). Det er dem der skal forvalte sharialoven som dommere og fremstå som forbilleder for resten af befolkningen. Hans interne fjender var bl.a. den uddannede klasse, der havde fjernet sig fra den rette muslimske (og iranske) levevis. Hans populisme førte til, at han betegnede imperialisterne som sine eksterne fjender. Disse imperialister har, ifølge ham, en målsætning at få fat i Irans rigdomme, dvs. olie og mineraler. Det er primært amerikanerne og briterne han tænkte på her. Han anså USA for islams største fjende. Af natur er det en terroristisk stat, der har sat ild til overalt, og dets allierede, den internationale zionisme, viger ikke tilbage for nogen forbrydelser for at opfylde sine usle og grådige behov, sagde han. Generelt er islams fjender ifølge islamisterne USA, Israel og

4 Vesten, der krænker muslimsk suverænitet, mens den indre fjende er despotiske regimer, der krænker religionens renhed. I totalitaristiske systemer kan alle potentielt være eller blive ens fjender. Når man først har udryddet alle er der til sidst en fjende tilbage. Den stadige bevægelse, den uophørlige renselsesproces vender til sidst indad mod systemet selv. Det iranske politiske liv er internt fyldt med mistillid, og nogle mener derfor at, systemet vil bryde sammen under sin egen vægt, og derfor ikke nødvendigvis med en revolution eller krig. Hensigten med denne artikel er at kaste lys over nogle vigtige historiske begivenheder og personligheder, som forhåbentligt kan skabe en bedre forståelse for Irans nuværende situation. Sagnhistorien Shahnameh Abul Qasem Ferdousi (934 ca. 1020) levede højst sandsynligt under forhold, som beskrevet ovenover. Hans værk Shahnameh er faktisk hovedårsagen til, at persisk, Irans kultur og historie stadig er tilgængelige.

5 Abul Qasem Ferdousi ( ) er forfatteren til sagnhistorien Shahnameh Ferdousi blev født 300 år efter de muslimske araberes erobring af Iran. I Khorasan havde befolkningen stadig formået mundtligt at bibeholde deres traditioner, kultur, sprog, religionen Zarathustra og historie, som langsomt var ved at gå i glemmebogen. Derfor satte han sig ned og skrev sagnhistorien Shahnameh (Kongebogen). I virkeligheden er Shahnameh fyldt med historier om konger som dræber deres sønner, royal hybris, magtarrogance, og ender med en klagesang om hvordan landet pga. kongernes uduelighed og svaghed faldt i hænderne på de muslimske arabere. Hans betydning for Iran kommer måske bedst til udtryk gennem et interview med en egyptisk journalist (Mohamed Hassanein Heikal, f. 1923) om hvorfor med islams ankomst til Egypten gik deres historie, kultur, civilisation og sprog i glemmebogen. Han svarede: Det skyldtes, at vi ikke havde en Ferdousi. Efter erobringen blev det persiske sprog undermineret og i

6 stedet blev Arabisk sprog og skrift indført i offentlig administration. De zarathustriske, jødiske og kristne trossamfund erklæredes for anerkendte, dog måtte deres medlemmer betale en særskat (jizyah). Talrige iranere gik over til islam for at undgå denne skat eller for at opnå offentlige stillinger, der i øvrigt gjorde det muligt for dem at yde deres landsmænd forskellige former for hjælp. Fremgangsmåden banede vejen for en revolution i år 750, hvor Abu al-abbas, en iransk efterkommer af en farbror til profeten Muhammed kom på tronen som kalif, og grundlagde Abbaside-kalifatet. Dermed fik iransk kunst og videnskab øgede muligheder for at udfolde sig ved hoffet i Damaskus, og senere i Baghdad. Baggrunden for revolutionen var Umayyadernes (ca ) sidestilling af islam med arabisk afstamning, og diskriminering af den stigende konvertering af ikke arabere til islam. Shia-sunni problematikkens baggrund Da profet Muhammed døde i år 632 opstod der hurtigt blandt det islamiske trossamfund (umma), uenigheder om, hvem der skulle blive kalif. Nogle fandt det rimeligt at overdrage værdigheden som kalif til Ali ibn Abi Talib (fætter til profeten). Men de førende arabere udnævnte profetens ungdomsven og svigerfar Abu Bakr. Han blev efterfulgt af Omar og Uthman. De blev begge myrdet, og i 656 blev Ali valgt som den fjerde og sidste af de såkaldte legitime kaliffer. Fem år senere i år 661 blev han stukket ned i moskeen i Kufa (Irak), og med mordet på ham begyndte en varig splittelse af det islamiske trossamfund. Dem, der blev tilhængere af Ali blev kaldt Shia (Alis tilhængere). Ali har senere været genstand for tilbedelse. Nogle betragter ham som guddommelig emanation (aliallahi). Nogle andre mener igen, at englen Gabriel kom til at overlevere Guds ord til den forkerte. Han skulle i virkeligheden have overleveret Guds ord til imam Ali. Af profetens fire døtre havde den yngste, Fatima, ægtet hans

7 fætter Ali og med ham fået sønnerne Hasan og Hossein. Imam Hossein er faktisk ophavsmanden til shiismens revolutionære tendenser og shiitternes selvopofrelse. Han er kendt under navnet Martyrernes Prins (Seyyed al-shuhada) og er et eksempel på mod, opofrelse, blodets triumf over sværdet, som shiitter lovpriser i Iran, Libanon og Pakistan og andre steder til minde om den berømte Ashura. Khomeini valgte også bevidst Ashura-tiden for at angribe Shah Mohammad Reza Pahlavis styre d. 5. juni Imam Hossein ( ) var barnebarn af profeten Muhammed, og søn af Ali (Den første imam i shiismen og den fjerde af de såkaldte retledede kalif). Af shiiterne bliver han opfattet som en martyr, som kæmpede mod tyranni, fordi han nægtede at sværge trosskab over Yazid (umayyadernes kalif).

8 Ud over det politiske aspekt er der en vigtig uoverensstemmelse i synet på historien og den fortsatte fortolkning af profetien som princip. Sunnitterne tror på, at historien er delt i to adskilte perioder, hvor den ene begynder med Adam og slutter med profeten Muhammed. Ifølge shiitterne fortsætter historien forstået som profeti selv efter Muhammeds død. Den eneste forskel er, at imamatet har erstattet profetien. Imamerne er stadig ufejlbarlige, de kan blot ikke modtage åbenbaringer. Derfor er ordet imam hos shiitterne ikke det samme som hos sunnitterne. Denne teologiske forskel var helt afgørende for Ayatollah Khomeinis succes i Iran, mens islamisternes magtovertagelse i de muslimske lande, som det blev tilfældet i Egypten og Tunesien mislykkedes. Majoriteten af shiitterne har 12 imamer, hvor den sidste Muhammed, som bliver kaldt Imam Mahdi forsvandt som barn i år 874. Han bliver sommetider også kaldt for imam-e Zaman (tidens Imam), som er åben for fortolkning. Nogle fortolker imam-e Zaman således, at tiden skal nok hele alle sår, og nogle islamiske historier forbinder det iranske nytår Norouz, som er en præ-islamisk fejring af foråret (21 marts) med Imam Mahdis ankomst. Ifølge traditionen er Imam Mahdi ikke død, men fra sit opholdssted holder han øje med menneskene, og når den yderste dag er nær vender han tilbage som Mahdi (Den Retledte). Hjulpet af den ligeledes genkomne Jesus Kristus vil han så nedkæmpe Satan og bringe menneskene retfærdighed i tusindårsriget. Historisk har shiitterne været en minoritet blandt andre muslimer. Følelsen af, at deres legitimitet er blevet dem frataget af sunitterne, har altid været en del af den shiitiske selvforståelse. Men de socioøkonomiske forandringer i Iran i det 19. århundrede gjorde, at de nu var parate til at give udtryk for deres frustration gennem aggression. Shiitterne havde håbet, at den ventede imam Mahdi ved sin

9 tilsynekomst ville redde sine tilhængere og råde bod på uretfærdigheden. Han lod dem desværre vente for længe, og derfor skred en gruppe shiitter til handling. Khomeini blev af mange shiitter opfattet som den længe ventede Mahdi. Nogle så ham som imam Mahdis stedfortræder på jorden. Derfor hedder det i Den Islamiske Republiks grundlov (art. 5), at Den Skjulte Imams fravær udøves regeringsmagten af en faghih, hvilket betyder, at den legitime regeringsmagt tilhører imam Mahdi. Nogle andre påstod under revolutionen, at Khomeinis ansigt kunne ses på månen, så de gik op på taget, så op på månen og råbte Gud er stor (Allaho akbar). Nogle andre fandt hans hår i koranen! Forestillingen om imam Mahdi var også meget nærværende under præsident Mahmoud Ahmadinejads politiske adfærd, i en sådan grad at han meddelte, at hans regeringsprogram blot var en forberedelse til genkomsten af Den Skjulte Imam. Ahmadinejad påbegyndte desuden renoveringen af en moske (Jamkaran) i nærheden af den hellige by Qom, hvor det siges, at Den Skjulte Imam ofte kommer og går, især om natten! Fra Afghani til Khomeini Det var også i det 19. århundrede, at en gådefuld muslimsk skikkelse ved navn Sayyid Jamal al-din al-afghani ( ) startede en bevægelse (Islah-bevægelsen), for at modernisere islam, således at den kom til at være i overensstemmelse med moderne videnskab og teknologi. Han og hans disciples primære mål var at mobilisere muslimer imod imperialismen; få muslimerne til at opgive deres passive adfærd og blive herrer over deres egen skæbne ved at uddanne sig; tage den ny videnskab og teknologi til sig uden at acceptere vestlige ideer, især sekularisme, frihed og lighed, som var arven efter Den Franske Revolution. Derfor var den politiske samling og styrkelse af den islamiske verden og ophøret af vestlig indtrængen Afghanis primære mål, mens reformationen af islam var af sekundære betydning. Hans elev Muhammad Abduh (egyptisk jurist, d. 1905) forsøgte senere, at tilpasse fornuften til

10 islam. Sayyid Jamal al-din al-afghani ( ) var en iransk politisk aktivist og islamisk ideolog. Arven efter Afghani blev Khomeini. I hans hovedværk Velayat-e Faqih: Hokumat-e Eslami (1971) tog han udgangspunkt i en kritik af shahstyret, ligesom Afghani havde gjort i det 19.

11 århundrede. Derefter beskrev han islam som en skole for dem, der kæmper imod imperialisme. I hans anden bog Politisk Testamente (1990) skrev han, at hvis en civilisation var ensbetydende med fornyelser, opfindelser og avanceret teknologi, er hverken islam eller nogen anden monistisk religion imod den. I det 20. århundrede var det først efter at den konstitutionelle revolution ( ), Reza Shahs abdicering i 1941, demokratisering af konstitutionen samt nationalisering af Irans olieindustri i 1953 under premierministeren Mossadegh mislykkedes, at den politiske diskurs i landet blev islamistisk i Denne diskurs fortsatte helt frem til 1979, hvor islamisterne kom til magten. Seyyed Hossein Nasr og sufismen Et andet vigtigt aspekt af islam er Sufismen, som kan spores tilbage til det 9. århundrede. Her er der specielt vægt på Kærlighed og viden (ma rifa), ridderlighed og generiøsitet, Tariqa fremfor Sharia, Sama fremfor bøn, en Pirs storhed fremfor mirakel og khangah fremfor moské. Seyyed Hossein Nasr (f. 1933) er professor i islamiske studier ved Georg Washington Universitetet

12 Sufismen, hvor nydelse af vin og kærlighedsdigte var tilladt, og som fik mange tilhængere i det nuværende Tyrkiet, vender blikket indad. Den findes i mange forskellige varianter, og i moderne tid er der opstået en vestlig version af sufismen, som går under navnet Guénonian Traditionalism. Det vigtigste aspekt ved den vestlig version er begrebet Perennialisme. Perennialisme er troen på, at alle religioner deler samme oprindelse. Eventuelt inkluderer dette syn, at alle religioner fører til den samme destination, eller med andre ord en single universel sandhed. I den islamiske verden blev Traditionalisme først reciperet i Iran af Seyyed Hossein Nasr. Nasrs aktiviteter (som af nogle iranske filosoffer og gejstlige bliver beskrevet som et stort bidrag til, at mange studerende blev interesseret i islam) sammen med den islamiske ideolog Ali Shariati (d. 1977) bidrog til at Den Islamiske Revolution kunne lykkes. Iran, Imperialismen & Islamismen af Hamed Mir-Shah Ghasemi, studerer Islam og Arabisk på Aarhus Universitet Vesten er i de senere år blevet ramt af mange terrorhandlinger såsom 9/11 i 2001, Madridbombningen i 2004 og bombningen d. 7. juli i London i I Danmark har vi været vidner til Muhammedkrisen, og vi har været vidner til at mange radikaliserede muslimer er rejst til Syrien og Irak for at kæmpe for IS (Islamisk stat), og nu senest har vi haft Charlie Hebdo-katastrofen, som har fået mange europæiske lande til at frygte flere terroristiske handlinger fra islamisternes side.

13 Vi, i Vesten har været vidner til, at nogle helt fredelige muslimer bliver radikaliseret, og i en sådan grad at de er villige til at begå terroristiske handlinger. Man har i flere år forsøgt, at forstå hvad årsagen kan være til den øgede radikalisering blandt muslimer, stillet spørgsmål om, hvorfor islamisterne er imod Vesten og vestlige værdier, såsom demokrati, sekularisme, ytringsfrihed og frihed? Hvad er grundkernen i al det had, vi ser rettet mod Vesten? Er det opstået ud af ingenting eller ligger der noget bag? Og kan det være at denne historiske baggrund stadig er levende. Det er ikke kun religiøst Man har betegnet denne form for islamisk terrorisme på mange måder, såsom Islamisk fundamentalisme, islamisk radikalisme, radikal islam, politisk islam, salafisme, wahhabisme, islamisme, islamisk fundamentalisme, jihadistisk islamise osv. Kært barn har mange navne. Kort sagt, kan den politiske form for Islam beskrives som en religiøst baseret ideologi, som har en totalitaristisk forståelse af religionen Islam, og skal som sådan behandles, ligesom man behandler andre totalitære ideologier som bl.a. Nazisme og Fascisme. Forskellen er blot at Islamisme er en religiøst baseret ideologi. Målet for denne ideologi er at erobre hele verden med alle midler, og etablere et Kalifat, som den legitime form for styre med Sharialoven som den dømmende magt. Derfor er ideologien Islamisme fremmed overfor begreber som demokrati, ytringsfrihed, sekularisme og frihed, som den anser for værende menneskeskabt. Fællestrækket for alle disse betegnelser er reduktionen af radikaliseringens problematik til eksklusivt religiøse mekanismer, hvor man ikke tager hensyn til de socioøkonomiske, politiske og historiske aspekter. I medierne og i det offentlige rum har man ofte lagt ensidigt vægt på den teologiske del af problematikken. Man har forsøgt at føre alle problemerne tilbage til teologiske spekulationer, som stadig ikke har kunnet give os nogen svar på, hvorfor islamismen er

14 opstået, og hvorfor de er så meget imod Vesten, hvorfor de har så meget indflydelse, og endelig hvorfor de har så meget held med at tiltrække unge. Derimod har disse teologiske spekulationer været med til at give antimuslimske og antiislamiske grupper, individer, organisationer og politiske partier med egne dagsordner muligheden for at angribe Islam og muslimer. Blandt nogle af dem kan nævnes SIAD (Stop islamiseringen af Danmark), Krarup og Langballes Tidehverv, Eurabia og Trykkefrihedsselskabet, som i 2004 blev oprettet af Lars Hedegaard, som for øvrigt blev forsøgt dræbt. Således har de bidraget til at sætte radikaliseringsprocessen yderligere i vejret, og gjort integrationsproblematikken mere vanskelig at løse. De har gjort det svært for helt almindelige muslimer, som prøver at passe deres arbejde og generelt få et normalt liv til at fungere i lande, hvor de på mange måder føler sig fremmede og marginaliserede. Hvorfor islamisterne kom til magten Denne artikels formål er, at give et bud på, hvad der i sin tid førte islamisterne til magten. Iran er derfor i fokus, det var nemlig her, i året 1979, at islamisterne for første gang kom til magten.

15 Mohammed Mosaddeq ( ) var den demokratisk valgte premierminister i Iran fra 1951 til 1953, hvor han blev fjernet ved et vestligt faciliteret statskup. Siden den konstitutionelle revolution i Iran fra 1905 til 1911 har der været to modsatrettede kræfter på spil. Den ene har et blik rettet mod fortiden med Islam og Sharia for øje, og den anden har, som sit forbillede, Europa og Den Franske Revolution med ideer, såsom sekularisme, frihed, lighed, menneskerettigheder og demokrati. Samtidig med de interne problemer i Iran på den tid, var der stormagter (Rusland og England), som hver især besatte Iran, når de følte at deres interesser var i fare. For England var det specielt pga. opdagelsen af olie i det sydlige Iran. Det var faktisk de to lande, som var direkte medvirkende til, at den konstitutionelle revolution mislykkedes. Derfor er det ikke helt forkert at sige, at specielt Vesten og Rusland i de sidste 200 år har haft en meget negativ effekt på Iran og har fungeret som en begrænsende faktor for landets naturlige

16 udvikling mod demokrati, frihed og sekularisme. Situationen i Iran vedblev med at være kaotisk indtil Reza Khan i 1921 lavede et kup og i 1925 erklærede sig selv som Shah. Nogle har senere argumenteret for, at Reza Shah på det tidspunkt var det bedste svar på Irans problemer. Dette kan diskuteres. Mohammad Mossadegh (som kom til at spille en vigtig rolle i 1950 erne ved at nationalisere Irans olie) foreslog, at Reza Khan i stedet valgte at blive premierminister. Dette førte til, at han blev sat under husarrest og ikke vendte tilbage til politik, før Reza Shah i 1941 måtte abdicere, fordi han førte en politik som var imod Englands interesser. Nogle har argumenteret for, at Irans fremtid ville have set lysere ud, hvis Reza Shah blev siddende på magten. I 1940 erne var der fra iranernes side en utilfredshed med englændernes og russernes tilstedeværelse i landet. Iran havde endnu ikke opnået uafhængighed, frihed og demokrati, befolkningen var stadig fattig, og de følte at de ikke var herre i eget hus. Irans demokrati I 1949 blev Den Nationale Front oprettet af Mossadegh med hjælp fra nogle andre. På dette tidspunkt var Tudeh-partiet (Irans kommunistparti) den vigtigste opposition til Shahen/kongen. Men fra 1949 blev Den Nationale Front som var en paraplyorganisation, der rummede mange forskellige individer og partier en vigtig højtaler for befolkningen. Mossadegh ønskede at demokratisere Iran. Han ønskede ligesom i Danmark et konstitutionelt monarki. Han sagde flere gange i sine taler, at The Shah must reign and not rule. Han ville altså fortsætte den kamp, som konstitutionalisterne var mislykkedes med. I 1951 blev Mossadegh valgt som premierminister og valgte som noget af det første at nationalisere Irans olie. Det var ikke

17 i Englands interesse, at den iranske olie blev nationaliseret. De kunne ikke acceptere, at Iran skulle få kontrol over sin egen olie. De var også bange for, hvad det ville have af konsekvenser for andre olieproducerende lande. I 1970 erne havde alle olieproducerende lande nationaliseret deres olie, så Mossadeghs fejl var, at han var 20 år forud. England trak USA ind i konflikten, og fordi USA heller ikke var glad for at Iran skulle nationalisere sin olieindustri, valgte de sammen at vælte Mossadeghs regering i Tudehpartiet blev voldsomt undertrykt efter kuppet. Iranerne følte nu, at en mørk skygge havde væltet frem over Iran og den iranske befolkning. Nu blev hadet mod Vesten endnu større. Et had som islamisterne senere var dygtige til at udnytte. Iranerne havde fået nok af udenlandsk indblanding i Irans politiske anliggender.

18 Fra venstre Varoujan, Dariush og Shahyar Ghanbari. Sammen med Iraj Jannatie Attaei, Farid Zoland og Ardalan Sarfaraz kom de til, at spille en stor rolle i musikkens verden i 1970 erne, og helt op til i dag. De havde allerede i det 19. århundrede og specielt under den Konstitutionelle Revolution oplevet, hvor negative effekter udenlandske kræfter havde på landet, og deres slogans imod imperialismen blev således mere radikale efter kuppet. Slogans som Død over USA, Død over imperialismen, Længe leve frihed og uafhængighed, Død over reaktionære, som kunne høres under revolutionen i 1979 kan føres tilbage til kuppet i 1953, som slukkede alle forhåbningerne om et frit, sekulært og

19 demokratisk Iran. Den følelse af afmagt, træthed og desillusion overfor imperialismens effekt kommer bl.a. til udtryk gennem en sang på ca. 9 min. under titlen Booye khoobe gandom (Den gode duft af hvede (hør sangen her) fra 1970 erne. Sangeren Dariush fik en fængselsstraf på 9 måneder for sangen. Poeten Shahyar Ghanbari fik en fængselsstraf på et par uger, mens sangskriveren og komponisten Varoujan slap for en fængselsstraf. Den samme afmagt, træthed og desillusion overfor diktatur og imperialisme kan udover musikken ses i litteraturen og andre kunstneriske udtryksformer. Den islamiske reaktion i Iran Efter undertrykkelsen af nationalistiske og socialistiske bevægelser blev der kun en bevægelse tilbage, og det var den islamistiske. Fra 1961 blev den politiske diskurs i landet religiøs, hvor Befrielsesbevægelsen under ledelse af Mehdi Bazargan og med hjælp fra Ayatollah Taleghani blev stiftet. Ayatollah Taleghani var en muslimsk reformer og demokrat, som havde støttet Mossadegh. Dog var det først fra 1963, at vi kan tale om en islamistisk diskurs, og den fortsatte helt frem til revolutionen, hvor islamisterne kom til magten under ledelse af Ayatollah Khomeini. Mohammad Reza Shah Pahlavi bidrog en del til denne diskurs holdbarhed, som i 1979 kulminerede i Den islamiske revolution. Revolutionen var grusom og reaktionær. De grusomheder, som iranerne og nogle ikke-iranere har oplevet er en lang smertefuld historie. Alt fra stening til afhugning af hænder og fødder, mord på intellektuelle i og udenfor Iran, forfattere, journalister, hængning af mænd og kvinder, nogle af dem under 16 år. Revolutionen forvandlede sig til terrorisme, og terrorismen bredte sig ud over hele verden; fra Saudi-Arabien og Kuwait til Argentina. Den førte til grundlæggelsen af en shiitisk terror-organisation, Hezbollah, i Libanon. De iranske islamisters triumf gav andre

20 islamistiske grupper blod på tanden og fik dem til at tro på, at etablerede regimer, selv de stærkeste, ikke var uovervindelige. Ayatollah Seyyid Ruhollah Khomeini ( ) var en iransk shia-muslimsk lærd og den politiske og åndelige leder af den Den iranske revolution som væltede den sidste shah Mohammad Reza Pahlavi. Vestens indblanding igen, pga. frygten for kommunisterne, og med den overbevisning at Shah Mohammad Reza Pahlavi ikke havde en fremtid i Iran, hentede Ayatollah Khomeini fra Najaf (Irak) og satte ham under et æbletræ i Nawfal-Chateau (Frankrig), hvor vi i dag er ved at plukke de store og saftige æbler fra træet. Den amerikanske præsident, Jimmy Carter, havde aldrig forestillet sig, at denne Ayatollah ville ende med at tage 54 amerikanske diplomater som gidsler i 444 dage efter

21 revolutionen i 1979, fire år efter dræbe over 300 amerikanske og libanesiske borgere i Beirut med bomber, slå mindst 2000 vestlige soldater ihjel efter invasionen af Irak i 2003, lave den amerikanske ambassade om til et spionhus, skabe uroligheder i Afghanistan, og i hans islamiske centre hjernevaske hundredvis af iranske, pakistanske og arabiske unge, således at de glemte alt om den barmhjertige Gud og i stedet blev forvandlet til dræbermaskiner. Helmut Schmidt havde ligeledes ikke forestillet sig at titusinder ville blive dræbt i Tyskland, for ikke at nævne fatwaen som Ayatollah Khomeini udstedte over forfatteren Salman Rushdie pga. udgivelsen af bogen De sataniske vers, og meget mere. The evil that men do lives after them, skrev Shakespeare engang, som en slags påmindelse om aldrig at glemme historien. Denne artikel har kun givet et overblik over nogle vigtige begivenheder i Irans historie. Begivenheder, som var afgørende for islamisternes magtovertagelse i Et Iran som på mindre end 100 år oplevede to revolutioner og to kup. Det er således ikke historien, men en historie formidlet på 1763 ord.