Livets bagage halv pris, hvis De rejser på en onsdag i jagtsæsonen og vender tilbage ved fuldmåne på et ulige årstal.

Transkript

1 1 Livets bagage Jeg har aldrig været god til at rejse med let bagage. Jeg har prøvet. Det har jeg virkelig. Men som drengespejder lovede jeg højtideligt altid at være parat, og lige siden er det faldet mig så naturligt at efterleve det løfte. Så jeg er parat. Parat til en konfirmation, en børnefødselsdag eller et maskebal. Parat til at springe ud i faldskærm over fjendtligt territorium eller deltage i en kricket-turnering. Og hvis jeg en dag skulle møde Dalai Lama på flyet og blive inviteret til middag i Tibet, så har jeg sneskoene i kufferten. Det gælder nemlig om at være parat. Men hvordan man rejser med let bagage, det ved jeg ikke. Faktisk er der en hel del, jeg ikke ved om det at rejse. For eksempel har jeg meget svært ved at gennemskue reglerne for, hvornår flybilletterne er ekstra billige halv pris, hvis De rejser på en onsdag i jagtsæsonen og vender tilbage ved fuldmåne på et ulige årstal. Jeg forstår ikke, hvorfor de ikke bare bygger hele flyet af samme metal, som de bruger til den lille sorte boks. Jeg ved ikke, hvordan jeg kommer ud af flytoilettet, uden at foldedørens jernkæber smækker sammen om et af mine lemmer. Jeg ved heller ikke, hvad jeg skal sige til en fyr som taxachaufføren i Rio de Janerio, når han spørger mig, om jeg kender hans fætter John, der også bor i USA. Der er meget, jeg ikke ved om det at rejse. Jeg ved ikke, hvorfor nogle mænd hellere vil flå en krokodille, end de vil spørge om vej. Jeg ved ikke, hvorfor man ikke bruger ferie-lysbilleder som behandling mod søvnløshed, og jeg ved ikke, hvornår jeg lærer ikke at spise mad, som jeg ikke kan udtale navnet på.

2 Frem for alt har jeg ikke begreb skabt om, hvordan man rejser med let bagage. Jeg ved ikke, hvordan man rejser uden chokoladestænger, sodavand og regnudstyr. Jeg forstår ikke, hvordan man kan rejse uden lommelygter og en generator og et satellitbaseret sporingssystem. Jeg aner ikke, hvordan man skulle kunne undvære en køletaske med wienerpølser på rejsen. Hvad hvis man pludselig bliver hevet ind til en grillfest? Det ville da være meget uhøfligt ikke selv at have noget med. Der findes ikke det rejseselskab i verden, der ikke har Max Lucado som abonnent på sine kataloger. Jeg har et strygejern, der også tjener som brevvægt, en hårtørrer på størrelse med en fodbolddommers fløjte, en schweizerkniv, der kan foldes ud til et savværk, og et par airbag-bukser. (Min kone, Denalyn, kom engang til at give mig et klask på låret, så jeg nær aldrig var kommet ud af flysædet). Jeg aner ikke, hvordan man rejser med let bagage. Men jeg har brug for at lære det. Denalyn nægter at føde flere børn, selv om de fleste flyselskaber tillader tre stykker lastrumsbagage og to stykker håndbagage. Jeg må lære at rejse med let bagage. Du sidder måske og ryster på hovedet ad mig. Slap dog af! tænker du. Du kan slet ikke nyde rejsen, når du skal slæbe rundt på så meget. Hvorfor lader du det ikke bare blive hjemme? Det er sjovt, du spørger, for jeg havde egentlig tænkt mig at spørge dig om det samme. Er der ikke noget med, at du også slæber rundt på lidt af hvert? Mon ikke du fik læs på i morges? Et sted mellem det første skridt ud af sengen og det sidste ud ad døren samlede du noget bagage op. Du slog et sving forbi transportbåndet og fandt dine kufferter. Du husker det måske ikke? Det er, fordi det er blevet ren rutine for dig. Måske føler du dig temmelig sikker på, at du ikke har nogen bagageterminal i huset? Du har ret:

3 Transportbåndet findes inden i dit hoved. Og de kufferter, vi samler op, er ikke lavet af læder og fulde af tøj; de er fulde af byrder. Skyldens kuffert. Utilfredshedens sportstaske. Du slænger en vadsæk af træthed over den ene skulder og hænger en skuldertaske fuld af sorg på den anden. Hertil føjes en rygsæk med tvivl, en attachétaske med ensomhed og en rullekuffert med frygt. Snart har du nok til at fylde en trailer. Det er ikke så sært, at du ved dagens slutning føler dig dødtræt. Det er udmattende at slæbe på bagage. Det, du sagde til mig, siger Gud nu til dig:»lad det dog stå! Du bærer på en unødvendigt stor byrde.kom til mig,«inviterer han,»alle I, som slider jer trætte og bærer tynge byrder, og jeg vil give jer hvile«(matt 11,28). Hvis vi lader ham gøre det, så vil Gud lette vores byrde. Men hvordan gør vi det? Mon ikke en velkendt og højt elsket tekst kan lære os noget om det? Salme 23: Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød, han lader mig ligge i grønne enge, han leder mig til det stille vand. Han giver mig kraft på ny, han leder mig ad rette stier for sit navns skyld. Selv om jeg går i mørkets dal, frygter jeg intet ondt, for du er hos mig, din stok og din stav er min trøst. Du dækker bord for mig for øjnene af mine fjender. Du salver mit hoved med olie, mit bæger er fyldt til overflod.

4 Godhed og troskab følger mig, så længe jeg lever, og jeg skal bo i Herrens hus alle mine dage. Findes der mere vidunderlige ord? Ord, der hænges op på hospitalsvægge, kradses ind i fængselsmure, læses højt af de unge og hviskes af de døende. I dette vers har sømænd fundet en sikker havn, de skræmte har fundet en far, og de hårdt kæmpende har fundet en ven. Ord, der er højt elsket og derfor kendt viden om. Kun meget få mennesker har aldrig hørt disse ord. De er sat på melodi hundredvis af gange, oversat til tusindvis af sprog og dialekter, optaget og gemt i millioner af hjerter. Måske ligger de også gemt i dit hjerte. Hvad betyder disse ord for dig? Hvor fører de dig hen? Til et ildsted? Et mødested? Eller et gravsted? Jeg vender tilbage til dem næsten hver eneste uge af mit liv. For en prædikant som mig er disse ord balsam for sjælen. For nylig havde jeg den glæde at udgyde denne balsam over en god ven. Jeg var blevet kaldt til hans hus med besked om, at lægerne kun havde givet ham få dage at leve i. Da jeg så ham, forstod jeg hvorfor. Hans ansigt var blegt. Læberne blodløse og revnede. Huden hang slap mellem knoglerne som stoffet på stiverne af en gammel paraply. Kræften havde tappet ham for så meget: hans appetit, hans styrke, hans levedage. Men den havde ikke rørt ved hans tro. Jeg trak en stol hen til sengen, gav hans hånd et klem og hviskede:»bill, Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød.«han vendte hovedet om imod mig som for at byde ordene velkommen.»han lader mig ligge i grønne enge, han leder mig til det stille vand. Han giver mig kraft på ny, han leder mig ad rette stier for sit navns skyld.«10

5 Da jeg var nået så langt, blev jeg bange for, at han ikke kunne høre mig, og lænede mig derfor frem, indtil min mund kom ganske tæt på hans øre.»selv om jeg går i mørkets dal, frygter jeg intet ondt, for du er hos mig, din stok og din stav er min trøst.«han åbnede ikke øjnene, men løftede øjenbrynene. Han sagde ikke noget, men hans benede fingre lukkede sig om mine, og jeg tænkte, at Herren var ved at lette ham for et stykke tung bagage: frygten for at dø. Hvad med din bagage? Tror du, Gud kunne bruge Davids salme til at lette din byrde? Der er byrder, det aldrig har været meningen, du skulle bære. Hvis du vil rejse med let bagage, må du overlade denne overflødige bagage til Gud. Skulle du ikke prøve at rejse med let bagage? Måske skulle du gøre det af hensyn til de mennesker, du elsker. Har du nogensinde tænkt over, hvordan din overflødige bagage påvirker dine forhold til andre? I vores kirke har vi prøvet at illustrere dette gennem et skuespil; et bryllup, hvor man kan høre brudens og brudgommens tanker. Gommen kommer ind belæsset med bagage. Hvert stykke bagage er forsynet med et skilt, der angiver dens indhold: skyld, vrede, hovmod, usikkerhed. Fyren kan dårligt bevæge sig. Da han går frem til alteret, hører publikum ham tænke: Endelig en kvinde, der vil hjælpe mig med at bære alle mine byrder. Hun er så stærk, så sikker, så... Mens hans tanker fortsætter, begynder man at høre hendes. Hun er trådt ind iført en flot brudekjole, men ligesom sin tilkommende har hun ryg, skuldre, arme og hænder fulde af bagage: rygsæk, skuldertaske, toilettaske, vadsæk og så videre. Hun har sin egen bagage, og den er også forsynet med sedler: fordomsfuldhed, ensomhed, skuffelser mv. Hvad forventer hun så nu? Lyt til hendes tanker: Om få minutter har jeg fået mig en mand. Slut med psykiatere og terapeuter. Ikke flere selvhjælpsgrupper. Farvel til nederlag og bekymringer. Han vil gøre mig til et nyt menneske. 11

6 Der står de så ved alteret, begravet under et bjerg af bagage. De smiler gennem hele ceremonien, men da de skal til at kysse hinanden, må de opgive. Hvordan skal man omfavne et andet menneske med hænderne fulde af bagage? Af hensyn til dem, du elsker, må du lære at sætte din bagage fra dig. Af hensyn til den Gud, du tjener, må du lære at slippe håndtag og remme. Gud vil jo gerne bruge dig til noget. Men hvordan skulle han kunne bruge dig, hvis du allerede har hænderne fulde og er helt udmattet? Det stod så lysende klart for mig i går eftermiddag, da jeg var ude at løbe en tur. Da jeg skulle af sted, kunne jeg ikke bestemme mig til, hvad jeg skulle tage på. Solen skinnede, men der blæste også en kold vind. Himlen var blå, men vejrudsigten sagde regn. Skulle jeg tage den regn- og vindtætte træningsjakke på, eller skulle jeg nøjes med en langærmet bomuldstrøje? Drengespejderen i mig fik det sidste ord. Jeg tog begge dele på. Derpå snuppede jeg min walkman fra hylden, men gik så i stå foran udvalget af bånd. Skulle jeg tage bibelundervisning eller musik med? Du har sikkert gættet det: Jeg tog begge dele. For at mine børn kunne få fat i mig, tog jeg også mobiltelefonen med. Bilnøglerne puttede jeg også i lommen, så en eventuel biltyv ikke skulle få det for let. En brikjuice skulle jeg selvfølgelig også have med i min bæltepung. Efterhånden lignede jeg mere et pakæsel end en motionsløber. Allerede efter en lille kilometer måtte jeg tage jakken af og gemme den i en busk. Så stor en vægt sinker dig ikke så lidt. Sådan er det også med livet i troen. Gud har planlagt et stort løb for dig. Under hans vejledning vil du komme til steder, du aldrig før har været, og tjene på måder, du aldrig havde drømt om. Men først må du lægge noget fra dig. Hvordan kan du tage imod Guds fulde nåde, hvis du slæber rundt på din skyld? Hvordan kan du bringe trøst til andre, hvis du selv er ulykkelig? 12

7 Hvordan kan du hjælpe et andet menneske med at bære dets byrde, hvis du allerede har armene fulde af dit eget? Let din byrde for de mennesker, du elsker. Let din byrde for den Gud, du tjener. Let din byrde for din egen glædes skyld. Der findes byrder i dit liv, som du ikke selv kan bære. Din Herre ved det og beder dig om at sætte disse byrder fra dig og stole på ham. Når en far ser sin femårige søn prøve at trække den store familiekuffert ned fra båndet, hvad siger han så? Han siger det samme, som din himmelske Far siger til dig:»den er for tung for dig, min dreng. Den skal jeg nok tage.«hvad med at tage imod Guds tilbud? Mon ikke rejsen så bliver noget mindre anstrengende? Selvfølgelig har jeg overdrevet mine egne bagageproblemer lidt i det foregående (jeg plejer ikke at tage snesko med), men Guds løfter er ingen overdrivelse:»kast al jeres bekymring på ham, for han har omsorg for jer«(1 Pet 5,7).