Samekh. bliver brugt i Guds tjeneste.

Transkript

1 1

2 Samekh. Samekh staves med tre bogstaver: Samekh, Mem og Kaph final. Roden af ordet Samekh betyder: At læne sig op ad, at opretholde og at støtte. Samekh er et af to lukkede bogstaver i det hebræiske alfabet. Det andet er Mem i sin form af slutbogstav. Traditionen fortæller, at da Gud udhuggede sine bud i de ti stentavler, gik alle bogstaverne, undtaget to, lige gennem dem. Mem og Samekh blev på mirakuløs måde understøttet, og dette fortæller os, at Guds støtte er til stede under alle omstændigheder. Hemmeligheden bag de to bogstaver, Mem og Samekh, er åbenbaringen af den guddommelige essens i fremtiden og den kommende verden. Den første er afsløringen af den guddommelige orden i Mem, der er forståelig for tidligere og nuværende generationer. Den anden er den absolutte åbenbaring, hemmeligheden bag Samekh, der er helt uforståelig for os på nuværende tidspunkt. bliver brugt i Guds tjeneste. Samekh og Mem danner til sammen en forkortelse, et initialord, for Samael, der er det hebraiske navn for dødens engel. Samael er, ifølge Zohar, hersker over den femte himmel og blandt de syv ærkeengle, men han optræder oftest i lidet flatterende roller som anklager, forfører og ødelægger. Samael afbildes ofte som en slange med løvehoved, og han er kendt som en frygtindgydende skikkelse, der på mange måder kan lignes med Satan. Han er den, om hvem Moses skulle have sagt: Oh, lad det være din vilje, min Gud og mine fædres Gud, ikke at lade mig falde i hænderne på denne engel. Samael er kendt som værende både god og ond, og hans kræfter, både de gode og onde, Samekhs form associerer til en bue, hvælving og lukket cirkel. For gnostikeren er den lukkede cirkel et velkendt symbol for slangen eller dragen Ouroboros. Ouro er koptisk for konge, og ob er hebraisk for slange. Ouroboros er altså slangekongen, 2

3 der efter at have vogtet sine æg i Teth og rejst sig i sin fulde længde i Nun nu ender sin cyklus i Samekh, hvor den griber om sin egen hale, æder af den, og således næres og gror ved sig selv, i sig selv og af sig selv. Begyndelsen og slutningen af historien er flettet ind i hinanden. Alt, hvad der engang dannede modpoler, stor og lille, ond og god, lys og mørk, Gud og Fanden, før og nu. Alt sammen bliver til to sider af samme sag, der kender og vedkender sig hinanden som det samme stof som den anden mulighed - et potentielt udtryk for sig selv. Den højeste verden er den anden side af den laveste verden, ikke dens modsætning, og begge er de skabninger af og dimensioner i en fælles skaber. Mester fortæller: Alt er i Et og det Ene er i alt. Det ene er slangen, og slangen er symbolet for godt og symbolet for ondt i alle ting. To slanger er der ud af den ene. Deres slutning er flettet ind i deres begyndelse, og deres begyndelse i deres slutning. I sit skrift, Sefer ha-shem, argumenterer Abraham ibn Ezra ( ) for, at den bibelske slange, Bariah, og den forhistoriske drage, Talli, i virkeligheden er to aspekter af det samme guddommelige væsen eller fænomen. Talli, den himmelske drage, der vogter over skatten, figurerer i utallige kabbalistiske myter og legender, og i Sefer Yetzirah fortælles det blandt andet: Dragen Talli er i verden som en konge på sin trone, årets cyklus er i verden som en konge i sit rige, og mennesket hjerte er i verden som en konge i krig. Gud satte den ene mod den anden, det gode mod det onde. Det gode kommer fra det gode, og det onde kommer fra det onde. Med det gode prøvede Han det onde, og med det onde prøvede Han det gode. Det gode er bevaret for de gode og det onde for de onde. Slangen eller dragen løber fra den ene ende til den anden, af sig selv og af skabelsen, og forbinder med sit hoved og sin hale de to punkter, hvori de to højeste sfærer mødes. Slangen siges også at være et billede på den evige skabelsesbølge, der kommer fra det ukendte guddommelige udspring. Bølgen strømmer ned gennem Livets Træ til Malkuth, det fysiske plan og, ifølge Isaac Luria, endnu længere ned, til Klippoth Olam, Skårenes eller slaggernes verden, der er et billede på de lavere dimensioner, der eksisterer i centrum af enhver planet. Som slangen, i Goethes fortælling Eventyret danner bro mellem himmel og jord, forsøger også Nuns slange at illustrere en slags Vorherres talerør. Den skaber med sin bevægelse ned gennem træet den ligevægtens søjle, der forbinder Kether, Guds Vilje, med Malkuth, Kongedømme, og forærer hermed Adam, de små gnister af 3

4 klarsyn, der i kraft af hans egen vilje dertil, giver ham en udvidet forståelse af årsag og virkning i hans verden. Slangen har sit hoved i 1 og sin halespids i 10. I illustrationen, der indleder kapitlet om Samekh, afsløres det, hvordan Sefiroth - frugterne af de 10 tal og knudepunkter i Livets Træ - orienterer sig i forhold til et usynligt punkt af skabelse i deres fælles centrum. Den dobbelte Slange skaber en bevægelse og en form i ét. Man kunne udtrykke det sådan, at slangen i Samekh danner det nul, der skiller 1 fra 10, så de kan stå side om side uden at blive forvekslet med hinanden. Således afslører den en proces, hvor det hele tiden gælder, at den ene cyklus 10 tal bliver den næstes Samekh er det 15. Bogstav i alfabetet og det har den numeriske værdi 60, som består af 6, tværsummen af tallet 15, og et 0 der er tegner grænsen mellem det endelige og det uendelige rum. Tallet 15 er deleligt med det guddommelige tal 3 og tallet for Kristus 5. Tallet 60 er deleligt med 12 tal og 12 er en femtedel af 60. Der er intet tal, der har flere relaterede tal: 1, 2, 3, 4, 5, 6, 10, 12, 15, 20, 30 og 60. I alfabetet er Samekhs talmæssige familie Vau - det forenende element i Guds navn - med værdien 6, og Mem final - symbolet for det klare og rolige vand - med værdien 600. Tilsammen danner de tre bogstaver, når de tilføjes et Beth, ordet musab, der betyder en cirkel eller at cirkle og, hvis de tilføjes et Daleth, ordet mosad, der betyder basis eller fundament. Myten fortæller, at i tidernes morgen, i begyndelsen af begyndelsen, skabte Gud et sæt protosephiroth, en førsteudgave af de 10 kar eller frugter på Livets Træ. De kunne hver især modtage det guddommelige lys, men da de ikke var i stand til at udveksle med hinanden, var de forhindret i både at reflektere og blive reflekteret af andet end deres velkendte selv. Formen stivnede, krakelerede og faldt til sidst til jorden som de skår, klippoth, der siden har udgjort det kaos, hvori alt godt og ondt har sin rod. Efter ødelæggelsen blev karrene genoprettet, hver af 613 dele, og givet 4

5 personlige karakteristika og evner, der eksisterer og balancerer både i sit eget ordnede system og i relation til hinanden. I den fysiske verden findes Klippoth, ifølge Isaac Luria, i en særligt koncentreret mængde eller fortættet form i de lavere dimensioner, der eksisterer i centrum af enhver planet. Det er i dette centrum at Dante - forfatteren til den Guddommelige Komedie - siger, at Lucifer findes. Lucifer er et latinsk ord, der betyder Lysbæreren. Lux eller Luci er lys, og fer eller forus er latin og græsk for bærer eller færge - en båd som transporterer noget eller nogen fra den en bred til den anden bred. Samekh relaterer sig altså på denne måde også til mysteriet om Lucifer, og dette forklarer formentlig, hvorfor kabbalisterne almindeligvis fortolker bogstavet Samekh som et symbol for både de onde og de rene kræfter i denne verden. Mennesket holdes fanget af sin uvidenhed om dominansen af de rå kræfter og dyriske drifter i sit indre. Det er bundet af sin egen materialisme og de negative elementer i følelsen af stolthed, had, ondskabsfuldhed og lyst. Mennesket må stå ansigt til ansigt med disse kræfter i sig selv, for først at kontrollere dem og siden at forvandle dem, til ny energi og åndelig fornyelse - det godes kræfter. Oplevelse af Lucifer: Fra en trone af sten tårner sig et betagende væsen op over mig. Han ligner mest af alt en vædder, måske en stenbuk, smuk er han, men hans øjne er blottet for udtryk, så jeg nærmer mig forsigtigt. Må jeg se dig? Spørger han, og jeg tøver, inden jeg giver ham mit svar: Ja, hvis jeg må se dig! Han lader mig vente et øjeblik, inden han indvilliger, og jeg ser ind i ham på det, som ligger inden for mine begrænsninger. Og jeg ser ind i tomheden. Ingen sympati, ingen antipati, ingen personlige motiver eller interesser, hverken ønske om nærhed eller afstand. En absolut ligegyldighed og fravær af alt, hvad jeg har kastet ind i ham - af form, følelse og tanke. Han er tilsyneladende blottet for alt, som er menneskeligt, og da jeg ikke kan ligne mig ved ham, lammes jeg et øjeblik ved tanken om hans formidable kræfter og uforudsigelighed: der er i sandhed ikke megen fromhed i dig hører jeg ham konstatere: Og jeg kan få dig på 5 af 7!. Jeg er på vej væk, ikke ønsket længere, da en impuls får mig til at vende tilbage til ham. Jeg strækker mig op og lægger min hånd på pelskanten lige over hans store 5

6 I alfabetet er Samekhs talmæssige familie Vau - det forenende element i Guds navn - med værdien 6, og Mem final - symbolet for det klare og rolige vand - med værdien 600. I kraft af sin egen værdi 60 er det Samekhs opgave at manifestere de arketypiske principper og ophøjede kosmiske former til noget, der er synligt eller mærkbart for mennesket. I Livets Træ korresponderer de tre bogstaver med det 6. Sefirah Tiphereth, Skønhed, der forener den øvre verden med den nedre. 6

7 klov. Øjeblikkeligt bølger et kraftigt stød gennem i mit bryst, og mine sanser er sløvede, da jeg ser bukkens ham falde til jorden og afsløre Lucifer i sit sted. Vi ser på hinanden, alvorligt og kun for et øjeblik, inden han vender sig og går ud af den dør og ind i den korridor, jeg selv lige har forladt. Kabbalisterne siger om dette, at det onde er tilsynekomster, præsenteret for os ved naturprocesser, som vi ikke forstår. Det er rædslens slør, der skjuler sandhedens smukke ansigt. Den moralske definition af godt og ondt, som nedarves gennem samfund og kulturer, er for det meste helt fejlagtige. Teolog og mystiker Jacob Bøhme ( ) udtrykker det på denne måde: Guddommen er overalt, alt i alt. Men han kaldes Gud alt efter kærlighedens lys, og alt efter den fremadskridende glædens ånd; men alt efter de mørke indtryk kaldes han Guds vrede og den mørke verden; og alt efter den evige ildånd kaldes han den fortærende ild". Guddommen, der er kilden til al aktivitet, er nødvendigvis også årsagen til fænomener, vi ikke bryder os om. Det, som vi frygter og misforstår. Trin efter trin, modnes menneskets forståelse og aktiviteter, som tidligere blev anset for at være resultater af ondskaben fra en personlig modstander af menneskeheden, personificeret som Djævlen, forstås nu som naturlige, virksomme love, der i virkeligheden er godgørende, når deres handlinger forstås rigtig. Alt hvad der kommer til os, er af det gode. Nogle gange, mange gange, vil vi opleve begivenheder, der tager form af et ubehageligt gode, men alting byder på mulighed for læring, og da vi er kommet for at lære, er enhver proces - en hver erfaring - i sagens natur til gavn for vores fortsatte udvikling. Ligesådan vil de underliggende årsager til det, som vi i dag oplever som værende af det onde, blive bedre og bedre forstået i tiden, der kommer, og gennem denne forståelse åbnes der en mulighed for, at vi kan forvandle de kræfter - der nu skaber lidelse - til en form, hvor de i stedet skaber glæde og lykke. Denne forvandlingsproces begynder med, at vi accepterer sandheden i, at der kun er én eneste årsag til alle aktiviteter - selv de hændelser, som vi klassificerer som onde. Ved at indse dette, tager vi byrden fra den plads, hvor den ikke hører til, og bringer den til den plads, hvor den hører til. Vi lærer at uanset, hvad der synes skadeligt for vort helbred og velbefindende, da er det vor egen uvidenhed og mangel på forståelse, der er den virkelige årsag. Besværlighederne er ikke i tingene, men i os selv, og deres navn er uvidenhed. 7

8 25. sti På den 25. sti ligger bogstavet Samekh mellem Tiphereth og Yesod, og kabbalisterne kalder denne sti for Fristelsernes og Prøvelsernes Intelligens, for det er den første prøvelse, ved hvilken Gud prøver den hengivne. Klippoth er navnet for de brændte sorte skaller eller det blændende blålys, der omgiver og skjuler de små gnister af guddommeligt lys, der findes spredt ud i hele skabelsen og således også i en hver skabning, tanke, ord og handling. I psykologien kan fænomenet lignes med alkymistens eller filosoffens lapis exilis. Lapis exilis, de bortkastede sten, beskrives ofte som et grimt og ildelugtende materiale, råstoffet for den alkymistiske proces i mennesket. Lapis exilis har, som alt andet, både en ret og en vrangside. Set på vrangen er det grimt og ildelugtende, set fra retten er det smukt og velduftende, men i begge tilfælde er det altså exilis, bortkastet. Nogle gange har vi kastet dem så langt ind i os selv, at vi ikke længere har en bevidst tilgang til dem. Vi bilder os ind, at de slet ikke er vores, men de andres, hvor virkeligheden nok nærmere er, at de ikke er landet langt ude og væk fra os selv, men dybt inde i vores egen kerne, hvor de nu ligger begravet i vores projektioner af omverdenen. Vi ser dem spejlet i de andre, og måske tydeligst der, hvor vi finder positive og negative egenskaber, vi ikke selv mener os at være i besiddelse af. Den dag vi ved, at det er sådan, det forholder sig er den dag, hvor vi begynder at hente dem hjem til os selv igen. Processen er kringlet. Let at forstå, men svær at praktisere, og ofte smertefuld både, når den lykkes, og når vi kommer til kors. Måske er det oven i købet sådan, at der for hver eneste af os er givet et tidspunkt, hvor karet, den vi tror vi er, simpelthen må brydes ned, i alle sine 613 stykker, som en desorienterende tilstand men nødvendig forudsætning for, at vi forstår. Vi må se den strenghed, der ligger bag vores angst og den angst, der ligger bag vores strenghed. For de er kilden til den kraft, hvormed vi undertrykker og fordømmer de uudviklede aspekter i os selv og andre. Mester fortæller: Se din strenghed, accepter din vrede og tæm dem begge! Lok det mørklagte frem, der skjuler sig i din skygge af angst for dine angreb, din fordømmelse og misforståede vrede. Klip ikke kløerne på det, som kan rive, og slib ikke tænderne på det, som kan bide, bare fordi det skræmmer dig. Giv det primitive 8

9 i dig kærlighedens lys at gro ved og visdommens accept at støtte sig til, så vil det nye liv udfolde sig, så skallerne brydes, avnerne brister og sædekornet afslører sig for, hvad det i virkeligheden er: Et glimt af den guddommelige essens i fremtiden og den kommende verden. Og sådan vil skårene samle sig igen og ligesom glasstykkerne i et kalejdoskop, der drejer sig, vil de vise os et helt andet mønster og en ganske anden forståelse af præcis det samme stof. Slangen smiler til os og giver os et sidste råd med på vejen: Kast kun roligt den første sten, for du er uden synd! siger den og fortsætter med et drillende glimt i øjet: Men kast nu ikke for langt og pas på, hvem du rammer, for du kommer selv til at hente den hjem igen. Sådan er det, sådan bliver det, og sådan har det altid været på den vej af fristelser og prøvelser, der danner bogstavet Samekhs sti. Oplevelse af Lapis exilis: Jeg kommer ikke til at vente længe, inden virkningen træder frem for mig og ind i mig. Mange navne fører til den, og talløse udtryk peger i dens retning, men selv har den intet navn og intet ansigt, der lader sig forstå af mig. Dog er den som en ild, for mine øjne og i min mave, og som en ild brænder den, mere smertefuldt og mere intenst end noget nogensinde har gjort det før. Først da natten igen falder på, dør ilden ud. Alle de navne, der fører til den og alle de udtryk, der peger i dens retning, har næret dens flammer dagen igennem, men nu har den brændt dem hver og én, og sig selv med, og har kun efterladt sig nogle få forkullede slagger, der vækker en bølge af vredladen neutralitet i mig. Jeg ser på dem og væmmes ved dem, men de er alt, hvad jeg har tilbage, så jeg samler dem op og putter dem i min sæk, inden jeg falder i en tung og drømmeløs søvn. Mester fortæller: Når du ser dette potentiale, dette mønster i dig, vil jeg bede dig om, at du ændrer dit perspektiv, at du ikke møder angst med angst eller vrede med vrede, men at du forsøger at skabe en ro og en tillid i dig til, at det du ser; det objektive udtryk for det du ser, er en diamant, der endnu ligger skjult i sin skal af kul. Denne tilsyneladende negativ gemmer altså sin positiv inden i sig, for at sige det sådan. Bekæmp den ikke! Bekrig den ikke! Men kast i stedet dit lys på den, og lad din stigende indsigt i dens fænomen virke med til at slibe den til. 9