3. søndag efter påske, den 17. april 2016 Vor Frue kirke kl. 10. Tekst: Johs 14,1-11 Salmer: 749, 434, 20, 332, 379, 242, 474, 484.

Transkript

1 1 3. søndag efter påske, den 17. april 2016 Vor Frue kirke kl. 10 Jesper Stange Tekst: Johs 14,1-11 Salmer: 749, 434, 20, 332, 379, 242, 474, 484. Gud, lad os leve af dit ord som dagligt brød på denne jord. Jeg er vejen, sandheden og livet Jesus forbinder sig med Gud ved at gøre Guds navn til sit. Han tager sin himmelske fars navn. Alterbogens vise redaktører, som har forordnet, hvilke bibelske læsninger, der søndag efter søndag skal fortolke hinanden, har givet os nøglen til dette berømte Jesusord med fortællingen om Moses møde med Gud ved den brændende tornebusk og med fortællingen om Peters tale til det jødiske råd. Det handler om navnet, Gudsnavnet. Det er altså ikke om en selvbevidst profet eller filosof, som nu byder sig til med sin særlige teknik som adgang til de guddommelige mysterier. Jeg er sandheden, vejen og livet I enhver anden sammenhæng end netop den bibelske, ville Jesus rykke ind på linje med de coaches og facere, vi møder i Fiolstræde med deres entusiastiske tilbud om at finde den rette vej, den dybe sandhed og livets inderste væsen.

2 2 De er rørende i deres uforfærdethed, og det trøster lidt at vide, at de får penge for det, når vi venligt afviser den frelse, de tilbyder. I sin bibelske sammenhæng bliver ordene en åbenbaring. En afsløring af Guds identitet. Jeg er vejen, sandheden og livet. Jeg er er den skjulte Guds navn. Moses spørger efter Guds navn og får ved mødet med den brændende tornebusk at vide, at det er Jeg Er. Moses siger Når jeg kommer til israelitterne og siger til dem, at deres fædres Gud har sendt mig til dem, og de spørger mig, hvad hans navn er, hvad skal jeg så sige til dem? Og Gud svarer: Jeg er den, jeg er! Sådan skal du sige til israelitterne: Jeg Er har sendt mig til jer. Gudsnavnet er siden blevet betragtet som så ophøjet, at man ikke har udtalt det. Gudsnavnet skrives i den hebraiske bibel med fire bogstaver, JHWH. Måske har det været udtalt Jahwe. En slag ur-lyd, et primalskrig. Åh Gud! Man læste i stedet HERREN, når man kom til tetragrammet, Gudsnavnets fire bogstaver. For en semitisk tankegang er navn og væsen nemlig et. Kender man navnet, kender man også det væsen, der bærer navnet. Det gælder både mennesker og Gud. Sjælens indhold er i navnet. Tankegangen kan ikke ligge os så fjernt i en numerologi-tid. Vi er, hvad vi hedder.

3 Det ville derfor demonstrere et overmod uden lige, hvis man udtalte Guds navn og dermed bildte sig ind at kende Guds væsen. Det er denne tradition, denne forståelse, Jesus taler ind i, når han siger Jeg Er vejen sandheden og livet. Det lyder af KlogeÅge, når jeg nu er nødt til at tage den græske grammatik til hjælp for at vise, hvordan Jesus gør sig til et med Gudsnavnet. I det græske Ny testamente siger Jesus rigtignok Jeg Er, men det udtrykkes med en grammatik, som normalt ikke anvendes på græsk. Det personlige stedord Jeg foranstilles ellers aldrig udsagnsordet Er. Johanneevangeliets første læsere, som er en jødisk-kristen menighed, har derfor med det samme hørt, hvad der er på færde, når Jesus siger Jeg Er på netop denne måde. De har følt sig provokeret eller udfordret, når nu Jesus identificerer sig med Gudsnavnet fra fortællingen om Moses møde med den brændende tornebusk. Der er, som Peter siger til det store råd i Jerusalem, da han stod til regnskab for de underfulde helbredelser, der fulgte evangeliets udbredelse: ikke givet mennesker noget andet navn under himlen, som vi kan blive frelst ved. Navn og væsen er et. Og den Gud, der engang åbenbarede sit navn og væsen i tetragrammet JHWH, åbenbarer sig nu i mennesket Jesus. Tro mig, siger Jesus, jeg er i Faderen, og Faderen er i mig. Eller altså i denne raffinerede identifikation 3

4 Jeg Er vejen, sandheden og livet. Vi kunne oversætte med, at Gud er, som den der åbenbarer sig i Jesus, vejen, sandheden og livet. Der er med andre ord ingen vej til Gud. Gud er vejen. Og vejen har nu vist sig at have et menneskelivs retning. For hvad viser Jesus, som Gud ikke allerede har vist os ved at være den, der følger os med sin velsignelse? Vi har i den hebraiske bibel, vores Det Gamle Testamente, lært Gud at kende som velsignelsens Gud, som den Gud, der i sin godhed følger os. Gud følger os på vejen, ad hvilken vi går. Og selvom menneskets veje er uransagelige i deres vej væk fra dets bestemmelse, fornyer Gud gang på gang sine løfter om velsignelse. Når vi standses af fortrædeligheder, både dem vi udsættes for og dem, vi påfører andre, kan vi trøste vores forvirring med Jonas ord, dengang Gud valgte at skåne Nineve: vi ved jo, at Gud er en nådig Gud, sen til vrede og rig på troskab. Vi blev skånet for at bære konsekvenserne, når vi unddrog os vores forpligtelser Hele Det Gamle Testamente, kan vel læses som den eventyrlige gengivelse af denne erfaring med Gud. Den hellige og utilnærmelige JHWH. Hvad har Jesus at tilføje? Jesus lever det liv, vi alle er tiltænkt fra skaberens hånd. Han lever det, som han modtager det af Guds hånd, og han giver det videre betingelsesløst. Jesus giver det videre uforfærdet, frygtløst. 4

5 Kunne vi følge hans eksempel og leve vores liv, som det hen over hovedet på os er skabt til at modtages for at gives ubekymret videre, som given og tilgiven, ville den guddommelige skabervilje med os være fuldbyrdet hermed. Vi kan bare ikke efterleve ham i selvforglemmelse og uselviskhed. Det Jeg Er-navn, hvormed Jesus forbinder sig med Gud Skaber, falder i forlængelse af opfordringen til ikke at forfærdes, når vi nu kender vejen, menneskelivets vej fra fødsel til Guds mange boliger. Men ligeså lidt vi kan trøste hinanden med opfordringen til ikke at frygte, ligeså lidt kan Jesus trøste sin discipel Thomas. Hvad er der da, en Thomas og vi kan være bange for? Hvad er det, vi forfærdes over? Det er vel os selv. Vores tvivl, vores selviskhed, vores mangel på generøsitet. Til denne forfærdelse henvender evangeliet sig med løftet om, at kan vi ikke følge Jesus eksempel, - kan vi ikke leve som Jesus levede, så kan vi leve af den tilgivelse, han liv og død var udtryk for. Den Gud, der under navn af Jeg Er åbenbarede sig som velsignelsen Gud, åbenbarer sig i Jesus som tilgivelsens Gud. Jesus døde for vores skyld i alle de mange betydninger, det har. Vi kunne sige om Guds velsignelse, at den fra da af har korsets form. 5

6 Vejen er stadig den samme, et menneskelivs vej fra fødsel til Guds bolig, sandheden er stadig den samme som vi altid har kendt den, men livet er blevet lidt anderledes efter Jesus. Vi behøver ikke længere tænke om vejen, ad hvilken vores liv går, at vi har fortjent det sådan. Vi behøver ikke længere tænke om sandheden, at den er skjult bag den labyrint, vores vej antager. Vi kan tænke om vores liv, at det - godt eller skidt, er godt nok for Gud. Gud er stadig velsignelsens Gud. Velsignelse i den betydning det har på Jesus sprog af både kilde til og moderskød for livet, altså det sted, hvor livet har sit udspring. På vores sprog har vi indlejret den kristelige betydning i ordet velsignelse. Ordet velsignelse har sin oprindelse i det latinske udtryk for korstegnelsen, cruce signare. At tegne eller signere med et kors. Sådan taler vi om vores liv som et velsignet liv. Et liv som er en vej og ikke en stilstand, et liv, der når sandt skal siges er ubærligt i den viden, at vi lever i ødelæggelse af vore egne og vores medmennesker livsmuligheder, men et liv, som er velsignet med tilgivelse af den Gud, der afslører sig under navn af Jeg Er. 6