Kilde nr. 2: Den demokratiske fredstese

Save this PDF as:
 WORD  PNG  TXT  JPG

Størrelse: px
Starte visningen fra side:

Download "Kilde nr. 2: Den demokratiske fredstese"

Transkript

1 Kilde nr. 2: Den demokratiske fredstese Republikansk liberalisme bygger på en påstand om, at liberale demokratier ikke går i krig med hinanden. Det er uhyre svært at finde historiske eksempler herpå. Siden afslutningen af den kolde krig er der opstået mange nye demokratier. Derfor optimismen: Demokratier går ikke i krig med hinanden, og vi kan således se frem til en mere fredelig verden. Hvorfor freden mellem demokratierne? Den ledende liberale demokratiteoretiker Michael Doyle (f. 1948) har besvaret spørgsmålet med udgangspunkt i Immanuel Kants ( ) (jf. kap.14) klassiske analyse (Doyle 1983, 1986). Der er tre elementer i tesen om fred mellem demokratierne. Det første er den kultur for fredelig konfliktløsning, som liberale demokratier har opbygget. Samtidig er demokratiske regeringer under folkelig kontrol og vil derfor ikke indlade sig på konflikter, der kan udsætte borgerne for krig og blodsudgydelse. Det andet element er de fælles moralske værdier, som demokratierne støtter, og som fører til moralske band imellem dem det, som Kant kaldte en fredsunion. Fredelige former for konfliktløsning anses for at være voldelige former overlegne. Dette synspunkt dominerer relationerne mellem liberale demokratier. Åbenhed og ytringsfrihed skaber gensidig tillid og forståelse. Det tredje element er økonomisk samarbejde mellem demokratierne. I fredsunionen kan man fokusere på købmandskab og økonomisk udveksling til gensidig fordel. Det er vigtigt at fremhæve, at demokratierne ofte fortsætter med at gå i krig med ikkedemokratiske regimer, med hvilke de ikke har udviklet fælles moralske værdier eller gensidigt økonomisk samarbejde. Imellem demokratierne indbyrdes hviler freden således på tre elementer. De fremkommer ikke automatisk eller på en gang. De skabes derimod i en proces, hvor samarbejdet bliver stadig stærkere. Blandt de grene at liberalismen, der er diskuteret her, indeholder den republikanske liberalisme det stærkeste normative element. For de fleste republikanske liberale er der god grund til at tro på, at de Internationale relationer vil udvikle sig mere fredeligt i takt med, at verden bliver mere demokratisk. Heri støttes de varmt af sociologisk liberale, for hvem det forstærkede transnationale samkvem mellem samfundene forer i samme retning. Men det gælder i det hele taget for de liberale, at de er optimister: Nar mennesker bruger deres sunde fornuft, kan samarbejdet sejre. Den liberale optimisme er tæt knyttet til fremvæksten af den moderne, rationelle, kapitalistiske, liberale stat. Modernisering betyder fremskridt på stort set alle områder, herunder i relationerne mellem stater. Georg Sørensen (2009): International politik efter 1945 i Kaspersen og Loftager, Klassisk og moderne politisk teori, s.978.

2 Kilde nr. 3: Opdragelse til krig For at... nationalfølelsen fra begyndelsen skal blive ægte og ikke bare en tom skal, må i de unges endnu modtagelige hjerner indhamres dette jernhårde princip: Den, som elsker sit folk, kan kun vise del gennem de ofre, som han er beredt til at bringe dette. En nationalfølelse, som kun går ud på vinding, eksisterer ikke. En nationalfølelse, som kun omfatter visse klasser, findes heller ikke. Hurraråb beviser ingenting, og giver ingen ret til navnet national, hvis der ikke bagved ligger en stor, kærlighedsfuld omsorg for bevarelsen af en altomfattende, sund nationalitet. Stolthed over sit folk kan man kun mere, nar man ikke længere behøver at skamme sig over nogen stand. Et folk derimod, hvis ene halvdel er elendig og forgræmmet eller helt forfalden, gør et så dårligt indtryk, at ingen kan føle stolthed over dette folk. Først nar alle medlemmer i en nation er sunde i krop og sjæl, kan glæden ved at tilhøre denne nation med rette hæves til en så ophøjet følelse, at den kan betegnes som nationalstolthed. Men denne højeste stolthed kan kun fornemmes af den, som forstår storheden hos sin nationalitet. Den uopløselige sammenhæng mellem nationalisme og social retfærdighedsfølelse må allerede fra starten indplantes i de unges hjerter. Først derigennem skabes et folk, hvis medlemmer er forenede og sammensmedede af fælles kærlighed og fælles stolthed, som for evigt ger dem urokkelige og uovervindelige. Vor tids frygt for chauvinisme er et tegn på impotens. Det faktum, at tiden ikke blot savner al overstrømmende kraft, men ligefrem betragter en sådan foreteelse med afsmag, viser, at skæbnen ikke har udset den til at øve stordåd. Thi de største omvæltninger her på jorden ville ikke have været tænkelige, hvis de som drivkraft havde haft de borgerlige idealer ro og orden, i stedet for den fanatiske, ja hysteriske lidelse. Uden tvivl går denne verden en stor omvæltning i mode. Det afgøres så, om denne omvæltning skal blive til velsignelse for den ariske menneskehed eller til gavn for den evige jøde. Den nationale stat må derfor sørge for gennem en passende opdragelse at gore ungdommen moden til de mest betydningsfulde afgørelser, som vor planet har bevidnet. Det folk, som først betræder denne vej, vil sejre. Hele den nationale stats uddannelses- og opdragelsesprogram må kulminere i den opgave, i den til sig betroede ungdoms hjerter og hjerner instinkt- og forstandsmæssigt at indmejsle raceopfattelsen og racefølelsen. Ingen pige og ingen dreng skal forlade skolen uden at have fuld indsigt i nødvendigheden og følgen af blodets renhed. Dermed skabes forudsætningerne for bevarelsen af de racemæssige grundvolde for vor nationalitet, hvorpå hele den følgende kulturudvikling skal bygge. Thi al kropslig og åndelig uddannelse ville i sidste instans være værdiløs, hvis den ikke kom et individ til gode, som principielt var besluttet på og beredt til at bevare sig selv og sin egenart. Adolf Hitler, Mein Kampf, fra Kjeld Mazanti (1975), De politiske ideologier, s

3 Kilde nr. 4: Danmark uden militære muligheder Det er til Forsvar for Nevtraliteten under en Krig mellem andre Magter, at vore Militarister nu tænker sig Danmarks Militærstyrke anvendt. Her er først Grund til i al Almindelighed at spørge: har Danmark i Krigstilfælde efter Aftaler eller alment anerkendte folkeretlige Grundstemninger bestemte Forpligtelser at opfylde? Hertil kan svares: Ja, det har en Forpligtelse; det er at hindre, at danske Mennesker frivillig yder nogen af Parterne Hjælp. Derudover har det i Virkeligheden ingen folkeretlig Forpligtelse. Der findes hist og her i folkeretlige Værker vage Udtalelser om, at nevtrale Stater bør hindre, at deres Omraade benyttes af en krigsforende Part. Men disse Udtalelser er ganske ubestemte, og der Andes ingen international Aftaler derom. End mindre findes der nogen Pligt til at berede sig i Fredstid til at gore den stærkest mulige Modstand mod en mulig indtrædende Nevtralitetskrænkelse i en mulig Krig. I intet Tilfælde har Stormagterne rejst Krav om, at Smaastaterne skulde iføre sig en Krigsrustning, der svarede til Storstaternes. Norge havde, for Rustningerne overfor Sverige begyndte, en overordentlig svag Hær. Ingen klagede derover. Og ligesaa lidt er saadanne Krav stillet overfor Danmark, hvis Militærordning jo efter vore Militaristers Mening i det mindste siden 1864 har været under al Kritik. Og mere end forunderligt vilde det være, om Stormagterne rejste den Art Fordringer overfor os. Ingen kan forpligtes ud over sin Evne. Og enhver Stormagtspolitiker ved, at Danmark ikke kan forsvare sin Nevtralitet. Det er jo i den Grad iøjnefaldende. Man tænke sig, at Tyskland har Brug for at anlægge Batterier i Jylland for at hindre Sejlads gennem Lillebælt. Ingen kan drømme om, at vi kan hindre det, hvorledes vi saa indretter vort Militærvæsen. Eller at enten Englændere eller Tyskere søger at sætte sig fast ved Storebælts Kyster. Det er givet, at vi ikke kan hindre det. Eller at Englænderne ønsker at benytte den ene eller den anden af vore Havne. Det er ganske umuligt, at vi kan forhindre dem deri. Det eneste, vi kan tænkes at forsøge, er jo selv efter de ivrige Militaristers Mening et Forsvar for det befæstede København. Men selv om dette var muligt, hindres Nevtralitetskrænkelse jo aldeles ikke derved. Der er ikke mindste Tale om, at Stormagterne vil kræve, at København skal være befæstet. Ønsker en af dem det, da vil en anden være derimod. Enighed derom kan ikke tænkes. En Fordring fra Stormagterne om, at vi skulde ruste os til Tænderne, bygge Fæstninger og Skibe og indeksercere saa mange Soldater som mulig, vilde være ensbetydende med at sige til os: Indret Eder paa at lade saa mange som mulig slaa ihjel under en kommende Krig. Vi ved godt, at det ikke er til Nytte for nogen af os, men det finder vi nu en Gang passende." En saadan Fordring er ikke stillet, og der er ikke fjerneste Sandsynlighed for, at den vil blive stillet.men har vi da Grund til frivillig at anstrenge os til det yderste? Kan det tænkes, at vi selv kan have Gavn deraf? Eller vil det kun bringe os forøget Fare? Peter Munch: Danmark under en stormagtskrig (uddrag), Det ny Aarhundrede, 2005.

4 Kilde nr. 5: Trusselsopfattelsen d. 8. april 1940 Sjældent vejer historiens bagklogskab med en så knusende tyngde som i en analyse af den danske regerings situationsopfattelse 8. april. For vi ved jo alle, hvad der hændte den følgende dag. Utvivlsomt stod det klart for udenrigs- og forsvarsministeren at afgørende begivenheder, evt. kamphandlinger, var forestående. Herpå tydede den engelske mineringsaktion mod Norge om morgenen sammenholdt med de tyske flådebevægelser og opmarchen af tyske tropper syd for grænsen. Men igen er det vigtigt at fastholde at disse sidste ikke nødvendigvis behøvede at indicere noget overfald på Danmark. De kunne være led i en flankedækning eller tjene som magtdemonstration bag et diplomatisk fremstod med f. eks. krav om baser pa dansk jord altså en situation ikke ulig den der indtraf med det tyske mineringskrav i august Derfor blev hovedmalet for alle danske dispositioner 8. april at undgå enhver handling der kunne fremprovokere et tysk angreb der måske ellers ikke ville være kommet! Derfor afviste regeringen generalernes ønske om at mobilisere, derfor forbød man dem at forskyde tropperne imod syd, og derfor trak man enhederne tilbage fra grænsen. At det værst tænkelige kunne ske, var regeringen ikke blind for men det er jo ikke det samme som at sige at den vidste det! Formentlig har man i alle tilfælde regnet med et ultimatum for en tysk aktion. Og fik denne karakter af et militært overfald var svaret givet pa forhånd: Danmark matte hverken komme i krig pa tysk eller engelsk side, erklærede udenrigsminister Munch under partiformandsmødet om aftenen 8. april. Men dermed foregreb han jo i virkeligheden det officielle Danmarks handlingsprogram for de næste fem år: Danmark som besat, men ikke erobret og dermed neutral stat. Hans Kirchhoff (1987), Kamp eller tilpasning, s.28.

5 Kilde nr. 6: Danmark indtræder i militæralliancen NATO Hvis vi bragte os selv i den situation, at vi både siger nej til eventuelt russisk ikkeangrebspagt tilbud og nej til underhåndsforespørgslen fra USA, vil vi kunne få skyld for bevidst at have lagt en ny 9. april-situation til rette. Dette ansvar vil regeringen ikke tage. Ingen i denne forsamling vil laste de mænd, der sad ved roret den 9. april De var vore venner og bedste kammerater. Vi ved, at den afgørelse, de traf, blev truffet ud fra en dyb ansvarsfølelse over for Danmark og det danske folk, og de havde ret til at være i god tro. Men lad os gøre os helt klart, at dette ikke kan gentages. Vi har pligt til at drage lære af det, der dengang skete. At lade Danmark ligge som et tomrum og af angst ikke turde give vor mening til kende i delte øjeblik, vil øge risikoen både for os og for Norden. Del vil være ødelæggende for vort gode omdømme i hele den demokratiske verden. Jeg ved, al dette er en svær afgørelse, som vil koste hver enkelt, der føler sit ansvar, sjælekamp, men en afgørelse må træffes. Jeg har i disse måneder ofte tænkt på den situation, vi gennemlevede. Demokratiske stater, harmedes over, at en ængstelig demokratisk verden tillod en Adolf Hitler at tage land eller land? Er del ikke sandt, at vi allesammen dengang nøjedes med at knytte hænderne i bukselommerne og forlange, at de andre demokratiske lande skulle gore noget? Jeg tror, alle følte det på denne made. Lad os ikke i dag, hvor vi selv er på prøve, glemme vore tanker dengang. Lad os heller ikke glemme, at det Rusland, vi star over for på samme måde som Hitlers Tyskland, bygger på et totalitært statssystem. Vi har klart sagt, og vi vil fastholde, al vi kun ønsker fred og frihed for os selv og fred og frihed for verden. Delle er målet for hele vor udenrigspolitik. Vi vil aldrig blive dellagere i nogen aggressiv politik, men vi vil være deltagere i en politik, der efter vor bedste overbevisning kan styrke og bevare de fredsvillende kræfter. Vi kan ikke af en urimelig stormagtspropaganda lade os skræmme fra at foretage og sige det, vi finder rigtigt. Det er ligeså klart, al vi fortsat gennem vor udenrigspolitik og diplomatiske tjeneste vil gøre vort yderste for at overbevise Sovjetunionens mistænksomme ledelse om, al vort formål kun er fredens og frihedens bevarelse, og at vi statsligt virkelig ønsker al opretholde el godt og venskabeligt forhold til Sovjet. Ligeledes al vi med alle midler vil søge fremme et fredeligt forhold mellem øst og vest og søge handelsforbindelserne udbygget.(...) Alt skal sættes ind på at søge freden bevaret. Kommer krigen på disse kanter, tror jeg, ulykken er sket. Danmark vil formenligt så blive besat af Rusland, hvad enten vi er i Atlanterhavspagten eller ej. Værdien for os ligger i del forebyggende, i vor viden om og en angribers viden om, at et overfald betyder udløsning af en verdenskrig. Hans Hedtoft: Tale til Socialdemokratiets hovedbestyrelse (uddrag), Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv.

6 Kilde nr. 7: Forsvandt truslen fra øst i 1989? En tilbagevenden til Brezhnev-periodens ensretning af de østeuropæiske lande og koldkrigsperiodens oprustning kan i teorien ikke udelukkes, men må forekomme meget usandsynlig. Et politisk tilbageslag kan muligvis stoppe nedrustningsprocessen, men henset til de økonomiske vilkår næppe føre til fornyet, egentlig oprustning. Der kan dog snarere frygtes en udvikling i retning af en politisk opløsning af østblokken; hvorved gamle nationale modsætningsforhold og interne stridigheder, der har været underordnet blokpolitiske og ideologiske hensyn, kommer op til overfladen igen. En sådan udvikling vil umiddelbart kunne svække Warszawa-pagten militært og politisk, men vil samtidig udgøre en latent trussel mod stabiliteten i Europa. I en sådan situation bliver risikoen for, at lokale, nationale konflikter breder sig og optrappes, et alvorligt problem. Denne trussel vil blive endnu mere udtalt, hvis reformpolitikken i Sovjetunionen slår fejl og fører til politisk ustabile forhold i landet. Med det militærapparat, der findes i Sovjetunionen, kan en sådan udvikling få uoverskuelige følger. Udviklingen kan imidlertid udmærket få et ganske andet, positivt forløb. I et»bedste fald«-perspektiv vil Sovjetunionen og de østeuropæiske lande gradvis tilnærme sig den vestlige samfundsmodel eller udvikle en egen, selvstændig kurs, efterhånden som økonomiske og politiske reformer fares ud i livet. De vestlige landes reaktioner - sikkerhedspolitiske som økonomiske på reformerne kan have en afgørende betydning i denne proces. En forudsætning for, at udviklingen kan få et sådant positivt forløb, vil formentlig være, at de østeuropæiske lande formår at regulere deres forhold til Sovjetunionen under hensyntagen til de sovjetiske sikkerhedsinteresser. Derfor kan Warszawa-pagten formentlig have en stabiliserende rolle ikke blot i Øst/Vestsammenhængen, men også som rammen for en løbende politisk dialog mellem Sovjetunionen og de østeuropæiske lande. Forsvaret i 90 erne. Beretning fra Forsvarskommissionen af 1988 (1989), s.28.

7 Kilde nr. 8: 1990 Danmark sender et krigsskib til Mellemøsten

8 Kilde nr. 9: Skriftlig fremsættelse af beslutningsforslag B 81 om udsendelse af Olfert Fischer

9 Kilde nr. 10: 1. behandling af B 81 ordførertale af Hans Hækkerup (S)

10 Kilde nr. 11: Betænkning over B 81

11 Kilde nr. 12: Sikkerhedsrådsresolution nr. 678 af

12 Kilde nr. 13: Uffe Ellemann-Jensen om udsendelsen af Olfert Fischer

13 Kilde nr. 14: Dayton-fredsaftalen 1995

14 Kilde nr. 15: Beslutningsforslag B 107 om et udvidet dansk engage-ment i ex-jugoslavien

15 Kilde nr. 16: Responsibility to Protect (R2P)

16 Kilde nr. 17: Kronik: Folkeret i en brydningstid af Niels Helveg Petersen, udenrigsminister Konflikten i Kosovo, de etniske udrensninger og NATOs militære indgriben har udfordret gældende internationale retsprincipper. Først og fremmest staternes suverænitet, dvs. det klassiske krav om frit at kunne afgøre indre anliggender uden at skulle tåle indblanding fra andre staters side. Desuden princippet om ikke at anvende magt i internationale relationer - bortset fra selvforsvar eller efter bemyndigelse fra FNs Sikkerhedsråd. Og endelig kravet om respekt for menneskerettigheder og fundamentale frihedsrettigheder. Over for grove og vedvarende krænkelser af menneskerettighederne kan det internationale samfund ikke nøjes med at se passivt til. Det har da også længe været dansk menne-skerettighedspolitik ikke at lade grove menneskerettighedskrænkelser gå upåagtet hen. I mit indlæg på FNs Verdenskonference om Menneskerettigheder i Wien, juni afgivet på vegne af de dengang 12 EF-lande - understregede jeg med eftertryk, at krænkelse af menneskerettighederne i dag må betragtes som et internationalt anliggende, og ingen stat må længere kunne skjule sig bag princippet om ikke-indblanding i indre anliggender. I konferencens slutdokument, tiltrådt af alle FNs medlemslande, fastslås det for første gang i en global sammenhæng, at fremme af respekten for menneskerettighederne overalt i verden er en legitim opgave for det internationale samfund. Under Danmarks medlemskab af FNs Menneskerettighedskommission i årene har vi til fulde levet op til en aktiv menneskerettighedspolitik, der sætter beskyttelsen af det enkelte menneske, mindretal og hele folkeslag over staternes suverænitet. Denne klare tendens til at sætte hand-ling bag ordene ser vi også i de internationale bestræbelser til sikring af, at de der begår - eller beordrer - folkedrab, krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden drages til ansvar for deres gerninger. FNs Sikkerhedsråd har anvist vejen med etablering af internationale straffedomstole til retsforfølgning af personer, der har begået sådanne forbrydelser i det tidligere Jugoslavien (1994) og i Rwanda (1995); denne udvikling er siden kulmineret med vedtagelsen i juli sidste år på en diplomatkonference i Rom af en traktat om etablering af en permanent international straffedomstol. Retsforfølgningen sker uden hensyn til rang og stilling, såle-des som det på det seneste har kunnet konstateres ved den rejste tiltale mod præsident Milosevic og andre højtstående serbiske ministre og generaler. Samme tendens afspejler sig i udleveringssagen mellem Spanien og Storbritannien om strafforfølgning af Chiles tidligere statsoverhoved, general Pinochet. Diktatorernes beskyttelse er ved at rinde ud. Det internationale samfund er ikke længere til sinds at tåle, at de, der begår eller beordrer forbrydelser mod menneskeheden - systematiske overgreb mod civilbefolkningen i form af tortur, summariske henrettelser, voldtægt, forsvindinger - slipper for retsforfølgning og straf. FNs generalsekretær har den 7. april 1999 i sin tale til dette års samling i Menneskerettig-hedskommissionen i Genève omtalt forbrydelserne i Kosovo på følgende måde: -»Ingen skal være i tvivl om, at for massemordere, udøvere af etnisk udrensning og dem,

17 som er skyldige i grove og chokerende menneskerettighedskrænkelser, er ansvarsfrihed uaccep-tabel. De Forenede Nationer vil aldrig være deres tilflugtssted og FN-pagten aldrig en kilde til retfærdiggørelse. - Langsomt, men sikkert, udvikler der sig en international norm imod voldelig undertrykkelse af mindretal. Denne norm må gå frem for bekymringer om suverænitet. - Ingen regering har ret til at gemme sig bag sin nationale suverænitet med henblik på at krænke menneskerettigheder eller fundamentale friheder hos dets folke-slag. Det er klar tale. Det vanskelige spørgsmål vedrører selvsagt den situation, hvor handlingen til beskyttelse af menneskerettighederne udmønter sig i regulær magtanvendelse med militære midler over for den stat, som groft og vedvarende krænker disse rettigheder. Denne udfordring har sat FNs Sikkerhedsråd på sin hidtil alvorligste prøve. Under den kolde krig var Rådets virksomhed lammet af veto, men siden Berlinmurens fald i 1989 har FNs Sikkerhedsråd anstrengt sig for at leve op til sin rolle som hovedansvarlig for opretholdelse af mellemfol-kelig fred og sikkerhed i overensstemmelse med FN-pagtens bestemmelser herom. Disse bestemmelser indebærer bl.a., at Sikkerhedsrådets kompetence bryder forbeholdet om indre anliggender. Stater, der begår fredsbrud eller truer hermed, må nu regne med at blive sat på plads, om nødvendigt med militær magt som forudset i FNpagten (kap. VII), der giver Sikkerhedsrådet myndighed til at gennemtvinge de folkeretlige regler om forhin-dring af fredsbrud eller trussel herom - så længe de fem faste medlemmer (stormagter) er enige herom. Og det har Frankrig, Kina, Rusland, Storbritannien og USA stort set været siden 1989 med det resultat, at Sikkerhedsrådet har kunnet gribe ind med magt i sådanne væbnede konflikter som Irak/Kuwait, Somalia, Bosnien, Haiti og Albanien. Derimod har rådet ikke kunnet løfte sit ansvar i relation til folkedrabet i Rwanda og de etniske udrens-ninger i Kosovo. Sikkerhedsrådets praksis - skridt for skridt - over de sidste ti år har naturligt nok holdt sig inden for de rammer, som FN-pagten foreskriver for magtanvendelse: selvforsvar (art. 51) og bindende beslutninger truffet af rådet selv (kap. VII). Men selv inden for disse rammer er udviklingen gået rask i retning af at fortolke rådets kompetence stadigt udvidende til fordel for ofrene for en væbnet konflikt. Især har Sikkerhedsrådet udvidet trusselsbedøm-melsen i kap. VII (art. 39) til også at omfatte chokerende humanitære tilstande (Somalia og Bosnien) og genindsættelse af et demokratisk valgt styre fjernet ved et militærkup (Haiti). Udviklingen er imidlertid ikke standset her, men har på det seneste bevæget sig uden for denne retlige ramme, således som situationen i relation til Kosovo har demonstreret. Her er magtanvendelse taget i brug af NATO-landene, efter at det blev klart, at der ikke kunne etableres enighed i Sikkerhedsrådet mellem de fem faste medlemmer; først og fremmest på grund af Ruslands modstand. Kosovo-konflikten har stillet det internationale samfund over for en ny udfordring, på vejen fra ord til handling, fra forældede suverænitetsbe-tragtninger til virkeliggørelse af de folkeretlige humanitære beskyttelsesregler. Udfordringen består især i at leve op til humanitetens krav, uden at en eventuel magtanvendelse til sikring heraf ender i selvtægt. Hvis man et øjeblik prøver at sammenligne udviklingen i de nationale samfund og det internationale samfund, tegner der sig følgende billede. Det har taget nationalstaterne mange hundrede år at nå frem til en styreform - den demokratiske retsstat - hvor, som

18 det hedder i Verdenserklæringen om Menneskerettigheder:»Folkets vilje skal være grund-laget for regeringens myndighed«(artikel 21). Et sæt af offentlige myndigheder - den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt - er etableret til varetagelse af sam-fundets tarv, således at ingen borger har nødig at tage sig selv til rette bortset fra selvfor-svar. Tværtimod er individuel magtanvendelse forbudt og erstattet af en monopolisering af magtudøvelsen hos domstole og politi. Lighed for loven og retssikkerhed ( the rule of law ) har afløst enevælde og vilkårlighed i retsudøvelsen. Der kan være grund til at minde om fortalen til Jyske Lov fra 1241, der indledes med de berømte ord:»med lov skal land bygges«. Det betyder netop, at vilkårlig magtudøvelse bandlyses og erstattes af princippet om lighed for loven og retssikkerhed. Den demokratiske retsstats kendemærke ligger i accepten af lovgivningsmagtens beslutninger, også når man ikke selv kan gå ind for den trufne beslutning. Mange stater har endnu ikke fuldt ud gennemløbet denne udvikling, men de demokratiske ideer vinder terræn, uden at det dermed skal være sagt, at den demokratiske retsstatsmodel har fundet sin endelige form; det er en styreform i stadig udvikling dog, uden prisgivelse af folkeviljen og forbuddet mod individuel magtanvendelse. Det internationale samfund, der tæller omkring 190 stater, har endnu ikke opnået en tilsvarende grad af samhørighed i form af fælles lovgivning, domstole og politimyndighed. Det frister til at tage retten i sin egen hånd. I denne sammenhæng repræsenterer FN-pagten en milepæl i retsudviklingen. For første gang i historien er det lykkedes at få ned-fældet et universelt forbud mod magtanvendelse fra de enkelte medlemsstaters side. FN-pagtens magtanvendelsesforbud (art. 2, stk. 4) brydes alene af retten til individuelt og kollektivt selvforsvar (art. 51) og modsvares af Sikkerhedsrådets beføjelser til at bruge magt i tilfælde af fredsbrud eller trusler herom. Det kollektive retshåndhævelsessystem er imidlertid skrøbeligt på grund af den indbyggede vetoret, som tilkommer rådets faste medlemmer, og som har sin baggrund i den enkle realpolitiske betragtning, at iværksæt-telse af magtmidler imod en eller flere af de fem stormagters beslutning i stedet for at forhindre en krig snarere vil udløse en. Det er samtidig vigtigt at fastholde, at selv når situationen tilsiger og retfærdiggør brug af magt, må denne overholde de klassiske betin-gelser om nødvendighed - andre udveje frembød sig ikke som situationen havde udviklet sig - og proportionalitet - de anvendte midler må ikke gå ud over, hvad der er nødvendigt til opnåelse af det fastsatte mål for aktionen. Magtanvendelse skal holdes i stram tømme. Spørgsmålet er nu, hvorledes man, på den her beskrevne baggrund, bedst styrker og videreudvikler det internationale samfunds muligheder for en effektiv håndhævelse af folkeretten, især de humanitære beskyttelsesregler til fordel for ofre for grove krænkelser af menneskerettighederne, såsom folkedrab, massakrer på civile og tortur. Det er tydeligt, at der gennem de seneste år er opstået et klart og velbegrundet offentligt pres for at effektivisere folkeretten på dette område. Interessen samler sig især om magtanvendelse i situationer, hvor FNs Sikkerhedsråd er lammet af et veto eller udsigten hertil. En stillingtagen til dette spørgsmål må tage udgangspunkt i FN-pagten. Pagten kan ses som et forfatningsretligt dokument for det internationale samfund, ligesom grundloven er det for det nationale danske samfund. Sådanne dokumenter undergår sjældent formelle ændringer, men de ændrer sig alligevel over tid gennem dannelse af retssædvaner til supplering eller ligefrem ændring af den formelle forfatning. FN-pagten har

19 på et så centralt punkt som Sikkerhedsrådets afstemningsregler (art. 27) således undergået en sæd-vanemæssig ændring, derved at der til vedtagelse af en beslutning ikke længere kræves, at ni medlemmer, herunder alle de faste medlemmer, har stemt»ja«, som det hedder i art. 27, stk. 3. En afståelse tæller også på ja-siden. En ikke uvæsentlig nuancering, som har gjort det muligt for Sikkerhedsrådet at vedtage tvangshåndhævelsesskridt f.eks. over for det tidligere Jugoslavien uden positive jastemmer fra Rusland og Kina. Senest har Kina med sin afståelse på Sikkerhedsrådets resolution vedtaget i henhold til Pagtens kap. VII om etablering af en international civil og militær styrke i Kosovo ikke villet lægge hindrin-ger i vejen for dette initiativ til etablering af en fredelig udvikling i området, der bl.a. muliggør hjemvendelse af de fordrevne kosovoalbanere. Spørgsmålet er, om man kan gå videre ad denne vej og i praksis indskrænke muligheden af at benytte vetoretten. Forskellige modeller kan tænkes - såsom en knæsættelse af det almindelige retsprincip om, at en part ikke kan dømme/stemme i egen sag uanset sagens beskaffenhed. Hermed tilstræbes, at kun saglige hensyn skal være bestemmende for udfaldet af Sikkerhedsrådets overvejelser. En anden mulighed er at stille krav om konkret begrundelse for tilstedeværelse af en vital interesse hos det sikkerhedsrådsmedlem, der påtænker at nedlægge veto. Og vel at mærke således, at den nationale interesse vurderes i lyset af det internationale samfunds interesse som helhed i, at en bestemt foranstaltning gennemføres, om nødvendigt med magt. Hvis formålet med en humanitær beskyttelsesaktion ellers ville forspildes, må det, i ubestrideligt klare tilfælde, i sidste instans være legitimt for medlemmer af det internationale samfund at agere uden forelæggelse for Sikkerhedsrådet, samtidig med at de trufne forholdsregler indberettes til rådet på lignende måde som det er foreskrevet i FN-pagten, når et medlem handler i selvforsvar. Over for et påbegyndt eller overhængende folkedrab eller anden humanitær katastrofe må de menneskelige hensyn veje tungere i den konkrete situation end hensynet til FN-pagtens ord og bogstav som nedfældet i Inden for den humanitære folkeret, der tilsigter at beskytte ofrene for væbnede konflikter - de syge og sårede, civilbefolkningen og krigsfanger - har man siden århundredskiftet opereret med en generalklausul, der supplerer de mange konkrete beskyttelsesregler med en henvisning til principperne om medmenneskelighed og den offentlige samvittigheds bud. Tanken er, at vi ikke kan lovgive for alle tænkelige situationer og derfor har behov for en humanitetens grundsætning, der kan opfange uforudsete situationer. Grundsætningen er kendt under navnet Martens-klausulen opkaldt efter den russiske folkeretslærde Feodor Feodorovich von Martens, der formulerede princippet under Den anden Haagerfredskonfe-rence i 1907 om krigens folkeret. NATOs militære aktion stillet over for den menneskelige katastrofe i Kosovo udgør ét eksempel på anvendelse af denne grundsætning. Det er dog efter min mening for tidligt at søge at drage for håndfaste konklusioner fra denne aktion til fremtidige tilfælde af denne art. Forhåbentlig vil Sikkerhedsrådet vide at kende sin besøgelsestid over for optræk til huma-nitære katastrofer og agere i fællesskab - med den styrke det giver - til afværgelse af sådanne katastrofer og til yderligere fastlæggelse af grænserne for, hvad det internationa-le samfund vil tolerere fra egenrådige magthaveres side. Den danske regering vil som hidtil yde sit bidrag hertil - ikke mindst når det drejer sig om forebyggelse af konflikter og stabilisering af freden. Niels Helveg Petersen, Politiken,

20 Kilde nr. 18: Klaus Rifbjerg om Kosovo af Klaus Rifbjerg, forfatter Der findes intet sikkert tal for, hvor mange ofre der har været for serbisk aggression. At der har fundet massakrer sted er utvivlsomt. Det er i sig selv kvalmende og utåleligt. Men lad os nu sige, at hundrede mennesker er myrdet, bliver de så levende igen eller blot hævnet ved at man nu myrder hundreder og atter hundrede civile i den eskalerende NATO-krig? Et lig er et lig, en sørgende mor en sørgende mor uanset aflivningsmetoden. Men det er alligevel her forskellen gør sig gældende For at straffe en diktator sætter man et militærapparat i gang, hvis terror er legitim, for den er udført i humanitetens navn. Vi står sammen om den. Vores statsminister har sagt, at det er okay, ja selv den radikale udenrigsminister nikker sørgmodigt med hovedet og siger:»ja, lad os bombe!«. Det drejer sig nu ikke længere om krydsermissiler og Stealth-bombefly mod specifikke militære mål, nu skyder man også efter tanks og militærkolonner på vejene, for det man frygtede er allerede sket. Massakrerne man ville stoppe, breder sig! Det er ikke mere der er på flugt, det er , i morgen måske eller en million. Det er nemlig altid civilisterne, der betaler prisen. Det er ikke Bill Clinton i Washington eller Poul Nyrup Rasmussen på Christiansborg eller Tony Blair i Downing Street 10, det er en hel masse mennesker, vi har sat os for at befri, men som nu ligger døde eller lemlæstede i grøftekanten eller under en dynge murbrokker i byen. Dette vanvid må man formode skulle give os ren samvittighed. Vi har lært af München 1938, man skal kværke skurkene inden de kværker en selv. Men man glemmer, at 1938 ikke er 1999 og at Slobodan Milosevic ikke er nogen Hitler, selvom han minder om ham. Men det er ikke det vigtigste, det vigtigste og mest oprørende er, at vi har glemt, at der i ordet humanitær gemmer sig ordet human, menneske, noget menneskeligt, og at det vi kunne og skulle have gjort, var at gribe ind på et tidligt tidspunkt med massiv økonomisk og menneskelig støtte, ligesom man skulle have grebet ind i Tyskland efter Første Verdenskrig og i stedet for at straffe økonomisk have hjulpet økonomisk på alle leder og kanter - som det faktisk skete med Marshallplanen efter Anden Verdenskrig med det resultat, at Tyskland ikke blot kom på fode, men udviklede sig til en misundelsesværdig sund, demokratisk og uaggressiv republik. Tænk bare et sekund over det lyse mirakel, der ville være indtruffet, hvis man havde brugt de milliarder og milliarder af kroner, som dødens købmænd nu fryder sig over at kunne putte i lommen, på en massiv humanitær indsats a la den som i sin tid frelste Tyskland og for ganske nylig Makedonien, tænk hvis vi for en gangs skyld kom til fornuft og indså, at de ofre, der nu styrter rundt på et oprevet Balkan ikke blot er vore medmennesker, men en spejling af os selv. Det er os, der har sendt dem af sted i frihedens og solidaritetens navn, men det er også os, der massakrerer dem i langt større tal end dem, der faldt som ofre for serbisk aggressivitet og terror. Et tankeeksperiment: Hvis Sovjetunionen dengang eller Rusland nu for den sags skyld fandt på at komme indbyggerne i en suveræn stat til undsætning, hvad ville der så ske? Så ville USA og den vestlige verden skide grønne grise af retfærdig harme og bede FN

Det Konservative Folkepartis partiprogram. Giv ansvaret tilbage til borgerne

Det Konservative Folkepartis partiprogram. Giv ansvaret tilbage til borgerne Det Konservative Folkepartis partiprogram Giv ansvaret tilbage til borgerne Giv ansvaret tilbage til borgerne Det Konservative Folkepartis partiprogram Indhold Giv ansvaret tilbage til borgerne Det Konservative

Læs mere

EN STAT FOR EN HVER PRIS

EN STAT FOR EN HVER PRIS EN STAT FOR EN HVER PRIS KONFLIKTEN I MELLEMØSTEN AF BIRGITTE RAHBEK FORORD Kapitel 1 DE MANGE LØFTER Kapitel 2 ZIONISTERNE OG HOLOCAUST Kapitel 3 PALÆSTINAS DELING Kapitel 4 KAMPEN OM PALÆSTINA Indholdsfortegnelse

Læs mere

Hvad sker der med EU?

Hvad sker der med EU? Hvad sker der med EU? Interviews med David Munis Zepernick, Jørgen Estrup og Ditte Staun Udgivet af Radikalt EU-kritisk Netværk Indhold side EU's hidtidige udvikling af Sven Skovmand 4 En føderal stat

Læs mere

GRUNDLOVEN PÅ LETDANSK

GRUNDLOVEN PÅ LETDANSK GRUNDLOVEN PÅ LETDANSK GRUNDLOVEN PÅ LETDANSK Grundloven til debat Af Ivar Hansen, Folketingets formand Mange har sagt, at den danske grundlov er svær at læse. Den blev senest ændret i 1953 men mere end

Læs mere

Flammen og Citronen. Et interaktivt websted om to af besættelsestidens store profiler. Undervisningsmateriale

Flammen og Citronen. Et interaktivt websted om to af besættelsestidens store profiler. Undervisningsmateriale Flammen og Citronen Et interaktivt websted om to af besættelsestidens store profiler Undervisningsmateriale Indhold Stikkerdrab under besættelsen side 2 Modstanden side 6 Drabet side 9 Dilemmaet side 12

Læs mere

Hvad ligger der i ordene lov og ret?

Hvad ligger der i ordene lov og ret? Hvad er jura? Kapitel 2 Hvad ligger der i ordene lov og ret? Det gælder for juraen som for så mange andre fag, at man lettere forstår de begreber, der anvendes, hvis man kender deres sproglige udspring

Læs mere

Ingen har fred længere, end hans nabo vil EU s nye naboer mod øst DIIS DANSK INSTITUT FOR INTERNATIONALE STUDIER EUROPA EFTER UDVIDELSEN

Ingen har fred længere, end hans nabo vil EU s nye naboer mod øst DIIS DANSK INSTITUT FOR INTERNATIONALE STUDIER EUROPA EFTER UDVIDELSEN DIIS DANSK INSTITUT FOR INTERNATIONALE STUDIER EUROPA EFTER UDVIDELSEN Ingen har fred længere, end hans nabo vil EU s nye naboer mod øst LARS P. POULSEN-HANSEN I forbindelse med udvidelsen af EU pr. 1.

Læs mere

BLIV EN GLADERE KÆRESTE

BLIV EN GLADERE KÆRESTE BLIV EN GLADERE KÆRESTE Af Carl-Mar Møller Carl-Mar Møller Avderødvej 45 2980 Kokkedal www.carl-mar.dk 77@Carl-Mar Møller www.parterapeutskolen.dk Sexolog og Parterapeut Skolen Udgivet som e-bog i 2012

Læs mere

Det transatlantiske forhold

Det transatlantiske forhold Forsvarsakademiet VUT II 2002/2003 Specialegruppe 10 KN G. Kingo KN C. M. Møller KL J. Holm Det transatlantiske forhold We have our best chance since the rise of the nation-state in the 17th century to

Læs mere

ET UNDERVISNINGSMATERIALE

ET UNDERVISNINGSMATERIALE ET UNDERVISNINGSMATERIALE Udarbejdet af Dansk Institut for Internationale Studier, Afdelingen for Holocaust- og Folkedrabsstudier For Sandrew Metronome Filmdistribution Udarbejdelse Undervisningsmaterialet

Læs mere

JON ESPERSEN. Logik og argumenter. En hjælp til kritisk tænkning KØBENHAVN 1969

JON ESPERSEN. Logik og argumenter. En hjælp til kritisk tænkning KØBENHAVN 1969 JON ESPERSEN Logik og argumenter En hjælp til kritisk tænkning HANS REITZEL KØBENHAVN 1969 Logik og argumenter Alle rettigheder forbeholdes. Ingen del af denne bog må reproduceres uden forlagets tilladelse,

Læs mere

Unge på kanten af livet. Spørgsmål og svar om selvmord. Bente Hjorth Madsen Center for Selvmordsforebyggelse, Risskov

Unge på kanten af livet. Spørgsmål og svar om selvmord. Bente Hjorth Madsen Center for Selvmordsforebyggelse, Risskov Unge på kanten af livet Spørgsmål og svar om selvmord Bente Hjorth Madsen Center for Selvmordsforebyggelse, Risskov 1 Indhold Brugervejledning 3 Hvad er problemet? Fup eller fakta 5 Metode 9 Piger/Drenge

Læs mere

Åndelig omsorg for døende. Udtalelse fra Det Etiske Råd

Åndelig omsorg for døende. Udtalelse fra Det Etiske Råd Åndelig omsorg for døende Udtalelse fra Det Etiske Råd Åndelig omsorg for døende Udtalelse fra Det Etiske Råd DET ETISKE RÅD 2002 Åndelig omsorg for døende Udtalelse fra Det Etiske Råd ISBN: 87-90343-84-0

Læs mere

De første 100 dage. som leder af en fusioneret organisation

De første 100 dage. som leder af en fusioneret organisation De første 100 dage som leder af en fusioneret organisation De første 100 dage som leder af en fusioneret organisation 2 DE FØRSTE 100 DAGE Indhold Forord 5 Når fusioner fungerer 6 Fokus på medarbejdere

Læs mere

Hvad vil de mig? Socialt udsatte borgeres erfaringer med førtidspensions- og kontanthjælpsreformerne

Hvad vil de mig? Socialt udsatte borgeres erfaringer med førtidspensions- og kontanthjælpsreformerne Hvad vil de mig? Socialt udsatte borgeres erfaringer med førtidspensions- og kontanthjælpsreformerne Udgivet af Rådet for Socialt Udsatte 2014 Hvad vil de mig? Socialt udsatte borgeres erfaringer med førtidspensions-

Læs mere

Hvad gør vi ved terrorisme?

Hvad gør vi ved terrorisme? Hvad gør vi ved terrorisme? Effektiv indsats mod terrorisme En kritisk analyse af EU's indsats Quaker Coucil for European Affairs 2007 Fredsforlaget Der fører ingen vej til fred på sikkerhedens rute, for

Læs mere

NATOnytnyt NATO. Kampen mod nye sikkerhedstrusler. Interview med Ted Whiteside. Den Kolde Krigs alliancer i nyt lys DECEMBER - FEBRUAR

NATOnytnyt NATO. Kampen mod nye sikkerhedstrusler. Interview med Ted Whiteside. Den Kolde Krigs alliancer i nyt lys DECEMBER - FEBRUAR VINTER 2001/2002 NATO NATOnytnyt Kampen mod nye sikkerhedstrusler DECEMBER - FEBRUAR Interview med Ted Whiteside side 22-23 Den Kolde Krigs alliancer i nyt lys side 31-33 NATO nyt indhold Udgives under

Læs mere

Vi diskuterer jo ikke politik på den måde

Vi diskuterer jo ikke politik på den måde Vibeke Schou Tjalve Anders Henriksen Vi diskuterer jo ikke politik på den måde Regeringen, Folketinget og sikkerhedspolitikken Februar 2008 Dansk Institut for Militære Studier Februar 2008 Abstract Danish

Læs mere

DE MENTALE LOVE MÅDEN SINDET FUNGERER PÅ

DE MENTALE LOVE MÅDEN SINDET FUNGERER PÅ 1 DE MENTALE LOVE MÅDEN SINDET FUNGERER PÅ af Barbara Berger (Copyright Barbara Berger 2000/2009) 2 Indhold Introduktion 3 De Mentale Love / Måden sindet fungerer på - Loven om at tanker opstår 4 - Loven

Læs mere

Kunsten at finde hinanden - Løsningsfokuseret konflikthåndtering

Kunsten at finde hinanden - Løsningsfokuseret konflikthåndtering Kunsten at finde hinanden - Løsningsfokuseret konflikthåndtering Af: Cand. psych., Mikkel Ejsing, Resonans A/S Introduktion Konflikter er en del af hverdagen på vores arbejdspladser og i vores privatliv.

Læs mere

du er ikke alene Tanker og følelsesmæssige reaktioner efter hjertekarsygdom

du er ikke alene Tanker og følelsesmæssige reaktioner efter hjertekarsygdom du er ikke alene Tanker og følelsesmæssige reaktioner efter hjertekarsygdom Du er ikke alene Hjerteforeningen. 2009 Tekst: Helle Spindler, cand. psych., ph.d, Psykologisk Institut, Aarhus Universitet Grafisk

Læs mere

Retten til et bedre liv Strategi for Danmarks udviklingssamarbejde

Retten til et bedre liv Strategi for Danmarks udviklingssamarbejde Retten til et bedre liv Strategi for Danmarks udviklingssamarbejde MENNESKERETTIGHEDER OG DEMOKRATI BESKYTTELSE BEKÆMPE FATTIGDOM SIKRE MENNESKE- RETTIGHEDER VÆKST GRØN STABILITET OG SOCIALE FREMSKRIDT

Læs mere

Gør Sydslesvig. Danmark større? F LKE VIRKE. Vi gør Danmark lidt større. At leve i en symbiose efter normen at ville de andre uden at opgive sig selv

Gør Sydslesvig. Danmark større? F LKE VIRKE. Vi gør Danmark lidt større. At leve i en symbiose efter normen at ville de andre uden at opgive sig selv Nr. 4 69. årgang F LKE Social, kulturel og politisk oplysning VIRKE Gør Sydslesvig Danmark større? November - December - Januar 2014 3 At leve i en symbiose efter normen at ville de andre uden at opgive

Læs mere

Danmark før og nu. læremateriale om historie, kultur og samfundsforhold til indfødsretsprøve. April 2007

Danmark før og nu. læremateriale om historie, kultur og samfundsforhold til indfødsretsprøve. April 2007 Danmark før og nu læremateriale om historie, kultur og samfundsforhold til indfødsretsprøve April 2007 Danmark før og nu læremateriale om historie, kultur og samfundsforhold til indfødsretsprøve April

Læs mere

DE PRØVER AT GØRE DET SÅ NORMALT SOM MULIGT ET INDBLIK I 113 ANBRAGTE BØRN OG UNGES LIV

DE PRØVER AT GØRE DET SÅ NORMALT SOM MULIGT ET INDBLIK I 113 ANBRAGTE BØRN OG UNGES LIV DE PRØVER AT GØRE DET SÅ NORMALT SOM MULIGT ET INDBLIK I 113 ANBRAGTE BØRN OG UNGES LIV 2 FORORD 4 INDDRAGELSE, MEDBESTEMMELSE OG RETTIGHEDER 8 SAGSBEHANDLERE OG TILSYN 14 PÆDAGOGER OG INSTITUTIONER 20

Læs mere

Den demokratiske udfordring. Grundtvig som politisk tænker Af Uffe Østergård, professor i europæisk historie, CBS

Den demokratiske udfordring. Grundtvig som politisk tænker Af Uffe Østergård, professor i europæisk historie, CBS TEMA: Den demokratiske udfordring Folkestyre under pres? Af Knud Andersen (V), tidl. amtsborgmester på Bornholm, medlem af Region Hovedstaden 3 Grundtvig som politisk tænker Af Uffe Østergård, professor

Læs mere