Ingen har fred længere, end hans nabo vil EU s nye naboer mod øst DIIS DANSK INSTITUT FOR INTERNATIONALE STUDIER EUROPA EFTER UDVIDELSEN

Transkript

1 DIIS DANSK INSTITUT FOR INTERNATIONALE STUDIER EUROPA EFTER UDVIDELSEN Ingen har fred længere, end hans nabo vil EU s nye naboer mod øst LARS P. POULSEN-HANSEN

2 I forbindelse med udvidelsen af EU pr. 1. maj 2004 har EU udarbejdet en naboskabspolitik for at skabe en kreds af venner i Østeuropa og i landene langs Middelhavets syd- og østkyst samt Jordan. I bogen foretages der en kritisk gennemgang af denne politik med særlig henblik på EU s forhold til de tre østeuropæiske lande Hviderusland, Ukraine og Moldova. Bogen beskriver de tre landes aktuelle tilstand i spændingsfeltet mellem EU s nye medlemmer og Rusland. Den præsenterer endvidere deres syn på EU og deres europæiske selvopfattelse, og den redegør for deres bevæggrunde til at foretrække EU-medlemskab for naboskab. Bogen giver også et bud på, hvad de nye EU-medlemmer, ikke mindst Polen, kan tænkes at gøre for at tilfredsstille deres gamle naboers europæiske aspirationer. Lars P. Poulsen-Hansen er seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier. Bogen er den tredje i en serie om Europa efter Udvidelsen, der støttes finansielt af Europa-Kommissionen. ISBN

3 Europa efter Udvidelsen Ingen har fred længere, end hans nabo vil EU s nye naboer mod øst Lars P. Poulsen-Hansen DANSK INSTITUT FOR INTERNATIONALE STUDIER

4 Lars P. Poulsen-Hansen er seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) Der skal lyde en tak til kolleger og medarbejdere ved DIIS, herunder stud.scient.soc. Morten Lihn Jørgensen og stud. scient.pol. Lars Peter Knoth Madsen, for gode råd og praktisk hjælp. En stor tak går til mine samtalepartnere i Warszawa, Minsk, Chisinau og Bruxelles og til dem, som bidrog til at bringe samtalerne i stand: ambassadesekretærerne Dorthe Hertz Bugge og Stefan Ilcus ved de danske ambassader i henholdsvis Warszawa og Bukarest, Head of the Research Office Slawomir Debski, The Polish Institute of International Affairs og projektkoordinator Jakob Knudsen, SILBA (Support Initiative for Liberals in the Baltic Area). Endelig vil jeg varmt takke Europapolitisk chef i Dansk Industri Lykke Friis, og fuldmægtig Thomas Winkler, Udenrigsministeriet, der begge har gennemlæst store dele af manuskriptet og er kommet med gode råd og forslag til ændringer i fremstillingen. Ansvaret for de endelige formuleringer er naturligvis alene forfatterens. Omslagsfoto: Copyright Bert Wiklund. Den europæiske bison lever først og fremmest i Europas største urskov, Belovezjskaja pusjtja, der ligger på grænsen mellem Polen og Hviderusland. I 2004 er det 75 år, siden den blev genudsat her, og 2004 er bisonens år i Polen. Før EU s udvidelse kunne bisonen ikke bevæge sig frit over grænsen, og efter udvidelsen er der stadig ikke udsigt til, at der bliver fri bevægelighed over grænsen for Europas største pattedyr. København 2004 Dansk Institut for Internationale Studier Strandgade København K Tlf.: Fax: diis@diis.dk Web: www@diis.dk Tryk: Gullanders Bogtrykkeri a-s, Skjern Layout: Carsten Schiøler og Anni Kristensen ISBN: Pris: 75,00 kr (inkl. moms) DIIS s publikationer kan købes i boghandelen og bestilles hos: Statens Information: Web: Ekspedition til boghandlere: Nordisk Bog Center A/S Bækvej Haslev Tlf.: Fax:

5 Indholdsfortegnelse Resume 4 Indledning 7 Kapitel 1: De nye naboer i EU s perspektiv 15 Kredsen af venner EU s nye naboskabspolitik 15 EU s hidtidige forhold til de nye naboer 30 Kapitel 2: Et kig ind ad de nye naboers vinduer 38 Hviderusland landet Vesten ikke har kunnet nå 38 Ukraine grænselandet 51 Moldova det delte land 61 Kapitel 3: EU i de nye naboers perspektiv 68 I Hviderusland er vi jo også europæere 69 Ukraine er centrum i Europa 77 Moldovas samarbejde med EU kan blive så nært, som EU ønsker det 88 Kapitel 4:... og trøst min syge nabo med 99 Nye EU-medlemmer og nye naboer 99 Ruslands interesser i det delte Europa 107 Efterskrift 114 En kreds af venner eller en cordon sanitaire? 114 Noter 118

6 Resume Efter optagelsen af ti nye medlemsstater pr. 1. maj 2004 forløber EU s østgrænse langs det gamle skel mellem Vestog Østeuropa, nemlig de tidligere europæiske sovjetrepublikkers vestlige grænser. EU s nye naboer mod øst er foruden Rusland der var nabo i forvejen Hviderusland og Ukraine, og fra 2007, når Rumænien (og Bulgarien) forventes at blive medlemmer, også Moldova. Spørgsmålet er så, om udvidelsen vil cementere den gamle skiller linje og/eller skabe nye, og om EU kan holde sig gode venner med sine nye naboer. I udarbejdede EU en naboskabspolitik, der ikke alene omfattede de fire østeuropæiske lande, men også landene langs Middelhavets syd- og østkyst samt Jordan. Formålet var ifølge kommissionsformand Romano Prodi at skabe en kreds af venner omkring EU. Da naboerne i syd ikke kunne blive medlemmer af EU, og naboerne i øst havde lange udsigter til medlemskab, stod det klart, at naboskabspolitikken i det kommende årti skulle afløse det forgangne årtis ellers uhyre vellykkede udenrigspolitiske instrument, nemlig løftet om EUmedlemskab. 4 Naboskabspolitikken var ikke udmøntet på de enkelte naboer; den var generel. EU forsikrede naboerne om at ville forbedre forholdet til dem gennem udvikling af de fælles europæiske værdier (bl.a. demokrati, respekt for menneskerettigheder og retsstatsprincippet), om at

7 INGEN HAR FRED LÆNGERE, END HANS NABO VIL EU s NYE NABOER MOD ØST arbejde for stabilitet og velstand på begge sider af EU s nye grænser og fremme reformer, bæredygtig udvikling og handel. Til gengæld for effektiv indførelse af politiske, økonomiske og institutionelle reformer skulle naboerne stilles i udsigt, at de kunne få adgang til EU s indre marked med henblik på at fremme den frie bevægelighed af personer, varer, tjenesteydelser og kapital. Naboskabsprogrammet skulle dog finansieres gennem eksisterende programmer. Som et supplement til EU s indsats har det danske udenrigsministerium udarbejdet et naboskabsprogram, hvor dog kun 11 % af midlerne er afsat til Hviderusland, Ukraine og Moldova (og Tjetjenien). De tre østlige naboer udgør hver sit problem. Hviderusland har fået tilnavnet det sidste diktatur i Europa. Landets præsident, Aleksandr Lukasjenko, har i ti år styret landet med hård hånd, undertrykt al opposition og i høj grad ladet økonomien være statsstyret. Dermed har han sat sit land uden for rækkevidde af de internationale organisationer. Ukraine er bortset fra EU s strategiske partner Rusland det største ikke-medlem og med sit store potentiale en meget interessant handelspartner, men også her skranter demokratiet. Moldova er et af Europas fattigste lande og et af de mest korrupte i verden. Landet er splittet på grund af konflikten omkring Dnestrrepublikken, der ikke anerkender den moldoviske ledelse. I alle tre lande er der en udbredt skepsis over EU s naboskabspolitik; man vil hellere have medlemskab stillet i udsigt. Man er ikke i tvivl om, at man hører til Europa og bør være medlem af EU. Blandt de nye medlemmer støtter Polen dette synspunkt med størst vægt i ord og gerning. Hviderusland, Ukraine og Moldova er efter EUudvidelsen kommet til at ligge i en gråzone mellem EU og Rusland, der begge kan opfatte dem som en cordon sanitaire. 5

8 CENTRAL- OG ØSTEUROPA Norge Finland Sverige Estland Rusland Danmark Letland Litauen Kaliningrad (Rus.) Hviderusland Tyskland Polen Tjekkiet Ukraine Slovakiet Østrig Ungarn Moldova Italien Slovenien Kroatien 6 Bosnien- Hercegovina Serbien og Montenegro Rumænien Bulgarien Albanien Makedonien Grækenland Tyrkiet

9 Indledning Europa slutter ikke ved EU s østgrænse, og det vil det heller ikke gøre efter udvidelsen. Rusland, Ukraine, Hviderusland og Moldova er dybt rodfæstede i Europa med deres kultur, historie, traditioner og videnskab. I de seneste år har de alle, på nær Hviderusland, etableret intense kontakter med EU på det politiske, økonomiske og sociale område. Ikke desto mindre lever relationerne ikke op til parternes forventninger, for transformationsprocessen i de østeuropæiske lande er langt fra endt. 1 Sådan udtalte den polske udenrigsminister Wlodzimierz Cimoszewic sig, da han i februar 2003 fremlagde Polens østlige dimension eller landets koncept for det udvidede EU s forhold til de lande, der støder op til EU i øst og dermed bl.a. også til det største af de nye EU-medlemmer, Polen. Nej, vist er Europa ikke identisk med Den Europæiske Union. Det er vigtigt at slå fast, at de ovennævnte lande også er europæiske, om end måske på en lidt anden måde end de, der kommer til at indgå i det udvidede EU. Med udvidelsen når EU nemlig frem til et af de markante skel, der stadig går gennem Europa, skellet mellem de tidligere, europæiske sovjetrepublikker og deres vestlige naboer. Dette skel går tilbage til grænsen mellem det vest- og østromerske rige og senere den katolske og ortodokse kirkes udbredelsesområder, og det udviklede sig til at blive en skillelinje mellem 7

10 Vi må tænke kreativt og klogt med henblik på at imødekomme behovene hos de lande, for hvilke medlemskab er et mere fjernt perspektiv. Jeg tænker på nærmere samarbejde med disse lande måske ved at give dem et virtuelt medlemskab på visse områder som optakt til fuldt medlemskab. Romano Prodi Formand for Europa-Kommissionen 14. september de åbne civilsamfund i vest og de lukkede statsdominerede samfund i øst. Øst- og Vesteuropa har dog i deres oprindelse og historie så meget til fælles og har givet hinanden så meget, at der er mere, der forener de to verdenshjørner af verdensdelen, end der skiller dem. Og polakkerne, litauerne, hviderusserne og ukrainerne tænker nu tilbage på deres fælles fortid i det polsk-litauiske rige, der i det århundrede også omfattede de vestlige dele af Hviderusland og Ukraine. Forholdet mellem det udvidede EU og dets nye naboer mod øst og syd begyndte at trænge sig på i EU s udenrigs- og sikkerhedspolitik under det danske EU-formandskab i sidste halvår af 2002, da det blev mere og mere klart, at udvidelsen var inden for rækkevidde. Europa-Kommissionens formand, Romano Prodi, havde i en tale til Europa-Parlamentet kort efter sin tiltrædelse i september 1999 sagt, at lande med et mere fjernt medlemskabsperspektiv kunne tildeles virtuelt medlemskab af EU, dvs. at de kunne tilbydes størst mulig deltagelse i det økonomiske samarbejde og den fælles valuta, i et sikkerhedssamarbejde tilpasset deres behov og få observatørstatus i de europæiske institutioner. 2 Disse vidtløftige tanker var dog hurtigt blevet manet i jorden. Men problemet med de kommende ikke-medlemmer forsvandt ikke af den grund, og den britiske udenrigsminister Jack Straw tog i januar 2002 initiativ til at gøre noget særligt for EU s nye naboer ved i et brev til sine EU-kolleger at lancere ideen om et større Europa (Wider Europe). Dette blev fulgt op af den svenske udenrigsminister Anna Lindh i et tilsvarende brev om Europa fra Murmansk til Marakesh. Og i efteråret 2002 tog Danmark så initiativet til en mere systematisk drøftelse af spørgsmålet med lanceringen af et Nye naboer-initiativ, der understregede vigtigheden af at forbedre forholdet til Ukraine, Moldova og Hviderusland og at uddybe samarbejdet med Rusland. I konklusionerne fra det Europæiske Råds møde i København i december 2002, hvor udvidelsesforhandlingerne blev afsluttet, hed det, at udvidelsen vil styrke forholdet til Rusland, og at Den Europæiske Union

11 INGEN HAR FRED LÆNGERE, END HANS NABO VIL EU s NYE NABOER MOD ØST også ønsker at forbedre sine relationer med Ukraine, Moldova og Hviderusland og landene syd for Middelhavet på grundlag af en langsigtet indsats for at fremme demokratiske og økonomiske reformer, bæredygtig udvikling og handel Kort før rådsmødet i København havde Romano Prodi i en tale gjort det klart, at EU ikke kunne blive ved med at udvide i en uendelighed og optage alle lande, der måtte ansøge om medlemskab. I stedet skulle EU skabe en ramme for samarbejde med vores naboer, hvor vi kan dele alt undtagen institutioner. Og det økonomiske grundlag for det politiske samarbejde skulle være et fælles europæisk økonomisk rum. Han kunne imidlertid ikke beskrive kriterierne for deltagelse heri, men understregede nødvendigheden af at formulere en sammenhængende politik omfattende alle lande på vores kontinent og rundt om Middelhavet eller fra Maghreb til Rusland, som han udtrykte det. 3 I marts 2003 blev Det Europæiske Råds hensigter beskrevet mere indgående af Europa-Kommissionen i et dokument med titlen Det bredere europæiske naboskab: en ny ramme for forbindelserne med vores naboer i øst og syd. Heri fremhæves det, at EU og dets naboer i Østeuropa og rundt omkring Middelhavet allerede er politisk og økonomisk afhængige af hinanden, og det hedder videre, at det udvidede EU og dets nye naboer skal gøre en lige stor indsats for at fremme handel og investeringer mellem landene og samarbejde om at imødegå grænseoverskridende trusler fra terrorisme til luftforurening. Hvad angår politiske forhold og demokrati, er nabolandene vigtige partnere for EU med hensyn til at skabe et større område med politisk stabilitet og fungerende retsvæsen og fremme udveksling af menneskelig kapital, ideer, viden og kultur. Unionen er kort sagt fast besluttet på at undgå at drage nye skillelinier i Europa og på at fremme stabilitet og velstand inden for og hinsides sine nye grænser. Vi skal skabe en ramme for samarbejde med vores naboer, hvor vi kan dele alt undtagen institutioner. Romano Prodi Formand for Europa-Kommissionen 3. december

12 Hvordan får man EU s ideer og planer og de nye naboers krav, ønsker og potentialer til at gå op i en højere enhed, så man kan undgå dannelsen af nye skillelinjer i Europa? Det er netop problemet: risikoen for at der opstår nye skel i Europa eller rettere, at det gamle, mere ideologiske skel markeres yderligere af forskellen mellem de økonomisk sikrede EU-medlemmer og deres fattigere naboer og af mangelen på politisk stabilitet uden for EU. Spørgsmålet er så, om og hvordan naboskabsprogrammet tager højde for disse problemer. Under alle omstændigheder fremlægges der i naboskabsprogrammet en hel række initiativer til forbedring af forholdet mellem EU og dets nye naboer, idet man henviser til og bygger videre på de nugældende partnerskabs- og samarbejdsaftaler med Ukraine, Moldova og Rusland og nævner Hviderusland som et problem, der vækker særlig bekymring. Europa-Kommissionen synes dog ikke at have afstemt naboskabsprogrammet efter ønsker fra de nye naboer. Det fremgår ikke, at man har rådført sig med dem om den planlagte moralske og praktiske støtte, og der står ikke noget i programmet om, hvordan de nye naboer forholder sig til udvidelsen og til naboskabsperspektiverne. Men det er netop formålet med denne bog: at fremlægge de nye naboers syn på EU s nabovisioner og prøve at se problemerne fra deres side og få svar på følgende spørgsmål: Hvordan får man EU s ideer og planer og de nye naboers krav, ønsker og potentialer til at gå op i en højere enhed, så man kan undgå dannelsen af nye skillelinier i Europa? 10 I denne forbindelse skal man være opmærksom på, at de nye naboer er tre meget forskellige lande. Ukraine, der grænser op til de nye EU-medlemmer Polen, Slovakiet og Ungarn og til kandidatlandet Rumænien (foruden til Moldova, Rusland og Hviderusland) er langt det største med en befolkning på 48 mio. og et betydeligt industrielt potentiale; Hviderusland (9,9 mio. indbyggere), der er nabo til de nye EU-medlemmer Letland, Litauen og Polen (foruden til Ukraine og Rusland), er et land, det har været svært at nå fra Vesten, fordi dets præ-

13 INGEN HAR FRED LÆNGERE, END HANS NABO VIL EU s NYE NABOER MOD ØST sident ikke ønsker at have kontakt med europæiske organisationer som OSCE, Europarådet og EU; Moldova (4,3 mio. indbyggere), der grænser op til kandidatlandet Rumænien (og til Ukraine), er ustabilt på grund af konflikten omkring udbryderregionen mellem Dnestr-floden og grænsen til Ukraine. Man skal også være opmærksom på to forhold, som ikke berøres i EU s naboskabsprogrammer, men dog indgår i den polske udenrigsministers betragtninger, nemlig 1) at EU ikke er ene om at skabe nye strukturer i Europa: NATO udvider også sin medlemskreds i 2004 og det med syv central- og østeuropæiske lande (Estland, Letland, Litauen, Slovakiet, Slovenien, der også er nye EU-medlemmer, samt Bulgarien og Rumænien); 2) Hviderusland, Ukraine og Moldova vil alle tre blive naboer til NATO: NATO- og EU-udvidelserne er forestående. Når alle nye og potentielle medlemmer er blevet omfavnet af de to organisationer, så vil den skændige efterkrigstidsopdeling af Europa blive en saga blot, bare en fodnote i historiebøgerne, og vores kontinent vil blive et mere velstående og mere sikkert sted at leve. 4 Man kan kun håbe, at Cimoszewicz får ret, at Ukraine, Hviderusland og Moldova vil befinde sig godt i de to organisationers løse favntag, og at EU får en kreds af venner i maj 2004 og ikke kommer til at skuffe de tre lande hinsides det gamle europæiske skel. EU og resten af Europa Da de ti nye medlemmer blev optaget i EU den 1. maj 2004, lød det i festtaler og kommentarer, at det delte Europa var blevet samlet igen. Det var en sandhed med modifikationer. Og det var en påstand, den store franske statsmand, general de Gaulle, næppe ville have billiget. I 1950 udtalte han nemlig for første gang, at Europa går fra Atlanterhavet 11

14 DE EUROPÆISKE STRUKTURER Sommeren 2004 De nye naboer Hviderusland Ukraine Moldova NATO EUansøgerlande EU Euro-lande EUansøgerlande Kroatien Makedonien Bulgarien** Rumænien** Tyrkiet Canada USA Storbritannien Belgien Frankrig Grækenland Holland Italien Luxembourg Portugal Slovakiet* ** Slovenien* ** Spanien Tjekkiet* Ungarn* Cypern* Irland Malta* Østrig Lande med EUperspektiv Albanien Bosnien- Hercegovina Serbien og Montenegro Stabilitetspagten for Sydøsteuropa CBSS Council of the Baltic Sea States (Østersørådet) Island Norge Estland* ** Letland* ** Litauen* ** Polen* Tyskland Finland Rusland Danmark Sverige 12 * Nye EU-lande ** Nye NATO-lande

15 INGEN HAR FRED LÆNGERE, END HANS NABO VIL EU s NYE NABOER MOD ØST til Uralbjergene. Og senere gav generalen udtryk for, at han gerne så Rusland (Sovjetunionen) integreret i Europa, uanset hvordan regimet var, og endog med landets kolonier. Under den kolde krig anerkendte de Gaulle således, at satellitfolkene øst for jerntæppet også hørte til Europa, idet han håbede, at de så snart som muligt ville komme nærmere. 5 Der er da heller ingen tvivl om, at det geografiske Europa går fra Atlanterhavet til Uralbjergene og fra Det Nordlige Ishav til Middelhavet. I Sovjettiden regnedes de tre transkaukasiske sovjetrepublikker Georgien, Armenien og Aserbajdsjan med til den europæiske del af Sovjetunionen, men i postsovjetiske leksika trækkes grænsen mellem Europa og Asien langs Kaukasuskæden eller endog længere mod nord, langs lavningen mellem Det Kaspiske Hav og Det Azovske Hav. Fra Middelhavet går grænsen mellem Europa og Asien nordpå gennem stræderne til Sortehavet og efterlader størstedelen af Tyrkiet uden for Europa. Politisk og kulturelt har Europa videre grænser. Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa, OSCE, omfatter således alle de stater, der er anført på skemaet over de europæiske strukturer. Desuden omfatter denne angiveligt europæiske organisation de tre lande syd for Kaukasus og de fem tidligere sovjetrepublikker i Centralasien samt Tyrkiet. Tyrkiet er også medlem af Europarådet og har været det siden oprettelsen i Her er de centralasiatiske republikker dog ikke med, og det er Hviderusland heller ikke, men det er Rusland, Ukraine og Moldova og alle andre østog sydeuropæiske lande. Og så er Georgien, Armenien og Aserbajdsjan blevet optaget inden for de seneste fem år. Dette europæiske tilhørsforhold, der for de to førstnævnte tidligt kristnede områders vedkommende er mere selvfølgeligt end for det tyrkisk orienterede Aserbajdsjan, er senest blevet bekræftet i Europa-Kommissionens Strategipapir af om den europæiske naboskabspolitik, hvor disse tre lande inddrages som naboer til EU. 13

16 Der er stadig et godt stykke vej til en samling af det delte Europa. Efter den store udvidelse i maj 2004 går der sikkert nogle år, før de nuværende ansøgerlande og landene med EUperspektiv bliver optaget, og så vil de nye naboer stadig stå udenfor. Spørgsmålet er, om de i længden vil være tilfredse med at få alt undtagen institutioner. Det vil kræfter i Hviderusland, Ukraine og Moldova næppe, for de føler, at deres lande er en del af Europa, og det med rette. Og ingen kan vel forhindre dem i at bejle til EU om optagelse og love, at de vil arbejde på at nå frem til at leve op til de fælles værdier og principper, en europæisk stat skal overholde for at kunne blive medlem. 14

17 Kapitel 1: De nye naboer i EU s perspektiv Kredsen af venner EU s nye naboskabspolitik Det større Europa I marts 2003 lancerede Europa-Kommissionen sin nye naboskabspolitik under overskriften Det bredere europæiske naboskab: en ny ramme for forbindelserne med vores naboer i øst og syd. 6 De østlige naboer var Rusland, Ukraine, Moldova og Hviderusland, og de sydlige naboer var landene på Middelhavets syd- og østkyst samt Jordan. Naboerne i syd kunne ikke blive medlemmer af EU, og naboerne i øst havde ikke udsigt til EU-medlemskab inden for en overskuelig fremtid. Men de kunne alle sammen få lov til at være gode naboer og danne en kreds af venner, som Kommissionens formand, Romano Prodi, betegnede dem under ét ved lanceringen af programmet. Det stod således klart, at naboskabspolitikken i det kommende årti skulle afløse det forgangne årtis ellers uhyre vellykkede udenrigspolitiske instrument, nemlig løftet om EU-medlemskab, der nu blev betegnet som uholdbart af udenrigskommissær Chris Patten. 7 Når Kroatien og Serbien-Montenegro (med grænser til nye medlemmer) eller de øvrige lande på Vestbalkan ikke er omfattet af naboskabspolitikken, skyldes det, at de allerede har fået stillet EU-medlemskab i udsigt i den såkaldte stabiliserings- og associeringsproces, hvilket Kommissionen benyttede lejligheden til at bekræfte i martsudspillet. 15

18 EU vil ikke være mere end Europa, men Europa er stadig mere end EU. Hvad kunne EU så trøste de nye naboer med ud over forsikringer om at ville forbedre forholdet til dem på baggrund af fælles værdier (bl.a. demokrati, respekt for menneskerettigheder og retsstatsprincippet), om at ville undgå dannelse af nye skillelinjer i Europa, om at arbejde for stabilitet og velstand på begge sider af EU s nye grænser og fremme reformer, bæredygtig udvikling og handel? Jo, til gengæld for konkrete fremskridt med dyrkning af de fælles værdier og effektiv indførelse af politiske, økonomiske og institutionelle reformer skulle naboerne stilles i udsigt, at de kunne få adgang til EU s interne marked med henblik på at fremme den frie bevægelighed af personer, varer, tjenesteydelser og kapital. Det blev dog som nævnt fastslået, at de ikke-europæiske lande ved Middelhavet ikke kunne blive medlemmer af EU. Det kunne derimod de europæiske lande, som klart havde udtrykt ønske herom, altså bl.a. Ukraine og Moldova (men ikke Hviderusland), men der blev ikke tegnet nogen klare kriterier eller perspektiver for medlemskab for EU s landfaste naboer, som foreløbig måtte finde sig i at blive slået i hartkorn med de mellemøstlige og nordafrikanske lande. I stedet blev det understreget, at enhver beslutning om yderligere udvidelse af EU ville afhænge af en debat om unionens geografiske grænser, og den skulle de (10) nye medlemmer have mulighed for at deltage fuldt og helt i. EU ville ikke være mere end Europa, men Europa var stadig mere end EU Naboskabspolitikken var et nyt EU-instrument, som Kommissionen fremlagde, og ikke et udenrigspolitisk program. Det tilkommer nemlig ikke Kommissionen, men Rådet af stats- og regeringschefer at lægge rammerne for EU s udenrigspolitik. Men der var vel enighed i EU om, at ingen har fred længere, end hans nabo vil. EU ønsker stabilitet i omverdenen, og det får man kun, hvis naboerne er velfungerende markedsøkonomiske demokratier. Det bliver de til gengæld først, når de får gennemført de reformer, som de med vekslende styrke taler så meget om. Naboerne mod øst, f.eks.,

19 INGEN HAR FRED LÆNGERE, END HANS NABO VIL EU s NYE NABOER MOD ØST har allerede i kraft af deres medlemskab af Europarådet og OSCE påtaget sig en række politiske forpligtelser og gennem aftaler med EU en række økonomiske forpligtelser, men EU synes ikke, der er sket nok, og derfor vil EU gennem naboskabsprogrammet i egen forståelse betale naboerne for at gennemføre reformer. Midlerne hertil er markedsadgang til EU i bred forstand og en intensiveret politisk dialog. Men den drivkraft, der virkede så godt i de ti lande, der blev optaget i EU den 1. maj 2004, nemlig et synligt medlemskabsperspektiv, blev altså ikke mere stillet til rådighed. Medlemskab var som det hed ikke aktuelt, men potentielt, hvilket betød, at det havde lange udsigter. I Kommissionens dokument var der ikke megen konkret omtale af de enkelte nye naboer; det understregedes blot generelt, at landene var forskellige, men at EU havde fælles interesser med hver enkelt af sine naboer. 9 Naboskabsprogrammet var opdelt efter emner og ikke efter lande. Først senere skulle der udarbejdes handlingsplaner for de enkelte lande. 10 Under overskriften Nærhed fremhævedes det, at EU s partnerskabs- og samarbejdsaftaler med Rusland, Ukraine og Moldova bl.a. drejede sig om at etablere et stærkt partnerskab på basis af historiske forbindelser og fælles værdier. Der stod ikke noget om, at de historiske forbindelser i det sidste århundrede har været nok så krigeriske og antagonistiske, og det nævntes ikke, at de fælles værdier skattes noget forskelligt i Øst- og Vesteuropa. Nej, nærheden var først og fremmest den geografiske nærhed, og her var det problemerne omkring EU s nye ydre grænse, der optog Kommissionen. Det gjaldt på den ene side om at skabe gode legale passagemuligheder (Schengen blev dog ikke nævnt med ét ord her) og på den anden side om at stå sammen om at imødegå de grænseoverskridende trusler mod den fælles sikkerhed: forurening, smitsomme sygdomme, illegal migration, menneskehandel, organiseret kriminalitet og terrorismenetværker

20 Kommissionen gjorde opmærksom på, at der hinsides EU s kommende østgrænse allerede var et betydeligt økonomisk samarbejde mellem de nye naboer indbyrdes og mellem dem og Rusland især med hensyn til handel og investeringer et samarbejde den ville overveje at opmuntre til. Det havde dog nok været mere på sin plads at gøre sig overvejelser om overgangsordninger for det hidtidige økonomiske samkvem mellem EU s nye medlemmer og de nye naboer. Det var i modsætning til det første problem et problem, EU kunne påvirke direkte. 12 I afsnittet Velstand og fattigdom blev fælles velstand og stabilitet opstillet som fremtidsmål. Den store fattigdom hos de nye naboer og i Rusland som følge af faldende produktion i de sidste 12 år og den stadig større afstand mellem rig og fattig havde øget risikoen for social og politisk uro. De lave BNP per capita hos de nye naboer (Moldova 417 euro, Ukraine 855 euro, Hviderusland euro (Danmark euro i 2001)) skulle derfor hæves ved intensiveret handel og investeringer i landene. Andre og afgørende forudsætninger for politisk stabilitet og for en fredelig og vedvarende social og økonomisk udvikling var demokrati, pluralisme, respekt for menneskerettigheder, de borgerlige frihedsrettigheder, retsstatsprincippet og de grundlæggende arbejdsnormer. Og på disse områder havde de nye naboer kun generelt set taget skridt fra den mørke, autokratiske og udemokratiske fortid i retning af demokrati og markedsøkonomi. Der var stadig et stykke vej at tilbagelægge Også igangværende konflikter skulle løses, så de ikke fik negative virkninger på den økonomiske og politiske udvikling og spredte sig til andre lande. Det gjaldt bl.a. konflikten omkring den ikke-anerkendte småstat Transdniestrien. Her fandt Kommissionen, at EU burde deltage mere aktivt i at finde en løsning til støtte for OSCE s og andre mægleres indsats. 14 Dette var en af de opgaver, der skitseredes i dokumentets tredje afsnit En ny vision og nye muligheder, hvor

21 INGEN HAR FRED LÆNGERE, END HANS NABO VIL EU s NYE NABOER MOD ØST der opstilledes to overordnede mål for nabopolitikken i de næste ti år eller mere, som det hed: At samarbejde med sine partnere om at mindske fattigdommen og skabe et område med fælles velstand og værdier, der bygger på øget økonomisk integration, intensiverede politiske og kulturelle forbindelser, styrket grænseoverskridende samarbejde og delt ansvar for konfliktforebyggelse mellem EU og dets naboer At forankre de konkrete fordele og præferenceforbindelser, som EU kan tilbyde, i en særlig ramme, der tager hensyn til de fremskridt, som partnerlandene gør med hensyn til politiske og økonomiske reformer. 15 I det følgende blev der beskrevet en lang række incitamenter til at nå disse mål. Her åbnede Kommissionen for sin store godtepose af gode hensigter og ikke helt uegennyttige initiativer under omkvædet EU bør gøre dette og hint. Der var dog ikke bundet egentlige finansielle EU-midler i halen på dem, og de nye naboer måtte indse, at naboskabspolitikken skulle gennemføres efter de forhåndenværende søms princip. Det måtte dog være en trøst, at Kommissionen anbefalede, at de initiativer, der støttes af EU, EBRD og Den Europæiske Investeringsbank, skulle udvikles yderligere, og at EU burde overveje at øge Investeringsbankens långivning til grænseregionerne i Rusland og at udvide den til at omfatte Ukraine, Moldova og senere hen Hviderusland. Som nævnt var der i dokumentet ingen nærmere omtale af de enkelte, nye nabolande. En undtagelse var imidlertid smertensbarnet i naboskabspolitikken, Hviderusland, der var genstand for en særlig boks, hvoraf EU s dilemma over for dette land med ondt i demokratiet og menneskerettighederne fremgik med al ønskelig tydelighed. I boksen hed det bl.a.: EU må træffe et valg med hensyn til Hviderusland: enten at lade tingene flyde en politik, som 19

22 befolkningen i Hviderusland risikerer at betale dyrt for, og som forhindrer EU i at øge samarbejdet om spørgsmål af fælles interesse eller at engagere sig og dermed risikere at give indtryk af at støtte en politik, der ikke er i overensstemmelse med EU s værdier. Problemet er blot, at stabiliteten i Hviderusland er af en uønsket karakter. I perioden frem til parlamentsvalgene i 2004 bør EU søge at inddrage Hviderusland i en gradvis og målbar proces, der er koncentreret om at skabe de nødvendige betingelser for frie og retfærdige valg og, når dette er opnået, at integrere Hviderusland i naboskabspolitikken, uden dermed at give afkald på EU s tilsagn om at respektere de fælles demokratiske værdier. 16 EU s dilemma skyldes, at Hviderusland siden ikke har villet vide af vigtige europæiske organisationer som EU, OSCE og Europarådet og så at sige har sat sig uden for Europa. Den politiske, økonomiske og sociale situation i Hviderusland har dog været stabil og har ikke haft negative virkninger på omverdenen; problemet er blot, at stabiliteten er af en uønsket karakter, og det er det, der skal rådes bod på fra EU s side. Om det opstillede alternativ er realistisk, er så et andet spørgsmål. 20 Det er ikke sikkert, at hviderusserne kommer til at betale dyrt for en laissez faire-holdning fra EU s side i hvert fald ikke i bogstavelig forstand; det går relativt godt med den hviderussiske økonomi. Dertil kommer, at de selv med stort flertal har genvalgt præsident Lukasjenko i 2001 for en femårig periode, og hans popularitet ser ikke ud til at være dalende. Omkostningerne i overført betydning (manglende demokrati etc.) er derimod mere åbenbare. Det er heller ikke sikkert, at EU ved at engagere sig vil komme til at støtte en udemokratisk politik; det kommer jo an på, hvordan man engagerer sig, og med hensyn til engagement tyder alt på, at Hvideruslands kommende naboer i EU vil give de gamle medlemslande mange nye ideer.

23 INGEN HAR FRED LÆNGERE, END HANS NABO VIL EU s NYE NABOER MOD ØST Parlamentsvalget, der skal finde sted i oktober 2004, er og bliver en hård nød at knække, og EU s hensigtserklæring herom forekommer lige lovlig optimistisk, al den stund EU og de andre europæiske organisationer jo netop ikke har anerkendt det parlament, der nu skal på valg. Men det kan da være, at de vælger at se bort herfra for at få integreret Hviderusland i naboskabspolitikken. Det ser under alle omstændigheder besynderligt ud, at et uomtvisteligt europæisk land, der har så meget fælles historie med EU s nye medlemmer, udgør et større problem for naboskabet end noget mellemøstligt eller nordafrikansk land måske med undtagelse af Libyen, der også er viet en særlig boks i dokumentet. EU burde hellere sluge et par kameler i sin Hvideruslandspolitik end i sin politik over for de oversøiske naboer i syd. Fælles værdier på tværs af nye skel Skulle de nye naboer i øst stadig nære svage håb om kommende EU-medlemskab efter læsningen af Kommissionens naboskabsprogram, må de have mistet dem ved studiet af Det Europæiske Råds konklusioner om naboskabspolitikken fra juni Rådet hilste naturligvis Kommissionens naboskabsprogram velkomment, men understregede i samme åndedrag, at EU s naboskabspolitik ikke skulle ses i sammenhæng med spørgsmålet om muligt medlemskab af Den Europæiske Union i henhold til artikel 49 i EU-traktaten. De højt besungne fælles værdier frihed, demokrati, respekt for menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder samt retsstatsprincippet, der udgør EU s grundprincipper og medlemskabskriterier, skulle plejes hen over de nye grænser, der ifølge hele naboskabskonceptet ikke måtte blive nye skillelinjer. Og det hele gik kun ud på at opmuntre og støtte de nye østlige og sydlige naboers politik med henblik på at komme nærmere til EU. Rådet understregede, at grundlaget for naboskabspolitikken skulle være differentiering i form af handlingsplaner med EU burde hellere sluge et par kameler i sin Hvideruslandspolitik end i sin politik over for de oversøiske naboer i syd. Der er den mulighed, at EU s udvidelse stopper ved Curzonlinjen og lader Ukraine, Moldova, Hviderusland og andre SNG-lande udenfor. Leonid Kravtjuk Tidligere ukrainsk præsident i European Integration of Ukraine,Warsaw and Kyiv 2003, s

24 strategiske, politiske og økonomiske mål for forholdet mellem EU og de enkelte nye naboer, og anbefalede, at de første planer skulle udarbejdes for Ukraine og Moldova. Hviderusland, der jo var ude af rækkevidde, blev ikke nævnt i denne forbindelse. Den næste pæl i hegnet til de nye naboer var Kommissionens meddelelse Bane vejen for et nyt instrument for nabolandene 18, der først og fremmest gik ud på at fremme samarbejdet hen over EU s nye grænser. Heri hed det, at de positive virkninger af udvidelsen vil blive betydelige for de nuværende og fremtidige medlemsstater og for nabolandene, men det blev samtidig understreget, at udvidelsen ville blive fulgt af nye udfordringer: de eksisterende forskelle i levestandarder på tværs af EU s grænser til nabolandene vil kunne blive forstærket som følge af hurtigere vækst i de nye medlemsstater end i deres nabolande ved den ydre grænse ; i forvejen var fattigdomskløften meget stor på østgrænsen, nævntes det. På denne baggrund opstilledes der fire delmål: EU skulle Fremme en 19 bæredygtig økonomisk og social udvikling i grænseregionerne Arbejde sammen om at tage fælles udfordringer op på områder som miljø, sundhedsvæsen og forebyggelse og bekæmpelse af organiseret kriminalitet Garantere effektive og sikre grænser ved at lette handel og grænsepassage og samtidig sikre EU s grænser mod smugling, menneskehandel, organiseret kriminalitet (herunder trusler om terrorisme) og illegal indvandring Fremme lokale mellemfolkelige aktiviteter. 22 Under det sidste punkt betegnedes det som vigtigt, at EU s nye grænse ikke blev opfattet som en hæmsko for eksisterende kontakter og samarbejde på lokalt niveau og generelt for de mangeårige, sociale og kulturelle forbindelser mellem folk i grænseområderne. Men de nye naboer vil nok hurtigt indse, at tidligere kontaktmuligheder indskrænkes med

25 INGEN HAR FRED LÆNGERE, END HANS NABO VIL EU s NYE NABOER MOD ØST indførelsen af Schengen-regimet, der kun nævnes i en parentes i dokumentet. 20 Disse mål forudsås i perioden udmøntet i naboskabsprogrammer, der skulle finansieres med tildelinger, som allerede var øremærket til eksisterende programmer. Der var altså ikke tale om nye bevillinger til naboskabsprogrammet. De 955 mio. euro, som Kommissionen afsatte til at bane vejen, skulle stykkes sammen af midler fra EUprogrammer som INTERREG, TACIS og PHARE. Tilmed gjorde Kommissionen frejdigt opmærksom på, at disse programmers forskellige karakter gjorde det vanskeligt at gennemføre egentlige fælles projekter (f.eks. projekter, som sigter mod et fælles mål og fungerer på begge sider af grænsen på samme tid). 21 I oktober gav Det Europæiske Råd sin støtte til Kommissionens anden store meddelelse om det ny naboskab, idet det lagde særlig vægt på, at man skulle styrke det civile samfund, støtte opbygning af administrativ kapacitet og fremme gennemsigtigheden i statslige og lokale myndigheders arbejde. Hvor fortrøstningsfulde de nye naboer har været ved læsningen af disse budskaber, er ikke godt at vide, men de har nok set det nye skel blive mere skelsættende, end godt er. Der var i hvert fald nogle, der undrede sig over Kommissionens meddelelse af juli Det fremgik af Kommissionens hjemmeside, hvor den besvarede hyppigt stillede spørgsmål. 22 Et af spørgsmålene lød: Kan man læse af meddelelsen, at Ukraine og Moldova ikke skal tilbydes EU-medlemskab inden for de kommende 10 år? Svaret var ikke et klart nej, men en ulden formulering om, at de nye medlemmer skulle være med til at diskutere Unionens yderste grænser (eng.: ultimate limits). Der var også blevet stillet et noget fremmedfjendsk spørgsmål om, hvorfor EU-borgere skulle nære ønske om rykke nærmere til befolkningerne i Libyen eller Hviderusland? Hertil svarede Kommissionen med tungen lige i munden angående Hviderusland, at den var lige så 23

26 Europa slutter ikke ved EU s østgrænse, og det vil det heller ikke gøre efter udvidelsen. Wlodzimierz Cimoszewic Polens udenrigsminister interesseret i og rede til at samarbejde med dette land som med andre landfaste naboer, men at det nu var op til den hviderussiske ledelse at reagere. Kommissionen fandt det dog vigtigt at skelne mellem det hviderussiske folk og dets ledelse. Der var således allerede nære bånd mellem de nuværende EU-medlemmer og hviderusserne, idet hviderussiske børn f.eks. besøgte Italien. Og sådanne forbindelser forventedes at blive intensiveret med udvidelsen, som frembød endnu en mulighed for den hviderussiske ledelse til at vise sin beredvillighed til at samarbejde med EU. Der var endelig et spørgsmål om, hvorfor Kommissionen ikke havde ventet, til de nye medlemmer var optaget, med at lancere en ny debat om forbindelserne med et bredere Europa? Her lød svaret, at Kommissionen allerede havde indarbejdet nyttige papirer fra Tjekkiet, Polen, Estland og Litauen i sine dokumenter, og at de nye medlemmers erfaringer og viden med hensyn til Ukraine, Hviderusland, Moldova og Rusland ville være meget værdifulde. Et af arbejdspapirerne kan have været en præsentation af polakkernes østlige dimension. 24 Polen som talsmand for de nye naboer i øst Mens EU tumlede med de første tanker om forholdet til de nye naboer i øst og syd, rumsterede polakkerne allerede i forgemakkerne til EU med deres egne overvejelser om EU s kommende østgrænse og forholdet til landene på den anden side. Og i februar 2003 holdt den polske udenrigsminister Wlodzimierz Cimoszewic en programtale, hvor han fremlagde det polske syn på det udvidede EU s naboer mod øst under titlen Den Europæiske Unions østlige dimension. 23 Det var ved denne lejlighed, han som nævnt i indledningen understregede, at Europa ikke slutter ved EU s østgrænse, og at det heller ikke vil gøre det efter udvidelsen. De nye naboer var efter hans mening lige så gode europæere som EUmedlemmerne.

27 INGEN HAR FRED LÆNGERE, END HANS NABO VIL EU s NYE NABOER MOD ØST Der var ifølge Cimoszewic gode argumenter for, at EU førte en mere aktiv østpolitik. EU spillede nemlig allerede en stabiliserende rolle ikke alene for medlemmerne, men også for naboerne, når man førte en politisk dialog med dem om de fælles værdier, EU s fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, økonomisk samarbejde, bistand og mellemfolkelige kontakter. Et sådant samarbejde var til gavn for begge parter, idet såvel EU som NATO, hvis udvidelse han knyttede sammen med EU s, har brug for østeuropæiske allierede i kampen mod fælles trusler, såsom terrorisme, spredning af masseødelæggelsesvåben og organiseret kriminalitet. Og på det økonomiske område var der brug for investering, teknologi og knowhow fra EU til moderniseringen af de østeuropæiske virksomheder, ligesom det voksende østeuropæiske marked tiltrak virksomheder fra EU-landene. Det vil være en fejl at se EU s fælles grænser til Rusland, Ukraine, Hviderusland og Moldova som en faktor, der udgør en trussel mod Unionens indre sikkerhed. Wlodzimierz Cimoszewic Polens udenrigsminister Den østlige dimension skulle være overskriften på EU s nye østpolitik, der skulle afpasses efter de enkelte lande, deres generelle situation og deres holdning til EU. Her sagde Cimoszewic i modsætning til Kommissionen helt klart, at i Ukraine og Moldova ville et perspektiv for fremtidigt medlemskab kunne give de politiske eliter og samfundene de nødvendige initiativer til at gennemføre yderligere reformer og opfylde stramme kriterier: Et perspektiv, ikke et løfte om EU-medlemskab, skulle afhænge af reformer og opfyldelse af stramme kriterier. Dette skulle også gælde Hviderusland. Cimoszewic gik endvidere ind for en styrkelse af den politiske dialog under den østlige dimension. Der var nok at snakke om: menneskerettigheder og mindretalsrettigheder, demokratiske reformer, mindskelse af regionale spændinger, løsning af konflikter og de problemer, der er særlig højt prioriteret efter , nemlig bekæmpelse af terrorisme, organiseret kriminalitet osv. Her forsikrede Cimoszewic omverdenen om, at det ville være en fejl at se EU s fælles grænser til Rusland, Ukraine, Hviderusland og Moldova som en faktor, der udgør en trussel mod Unionens indre 25

28 sikkerhed. Polen havde jo forpligtet sig til at følge Schengen-regimet. Imidlertid forudså Cimoszewic, at EU kunne tænkes at ville overveje en vis fleksibilitet i visumbestemmelserne under forudsætning af, at de nye naboer opfyldte passende krav med hensyn til grænsekontrol og rejsedokumenter. Det ville efter hans opfattelse være til stor gavn for lokalbefolkningen i grænseregionerne. En tilnærmelse mellem EU og dens østlige naboer kan ikke opnås udelukkende ved politiske beslutninger på højt niveau, uden at offentligheden involveres bredt. Wlodzimierz Cimoszewic Polens udenrigsminister Polen var ligesom Kommissionen imod, at der opstod nye skillelinjer langs EU s nye østgrænse, men Cimoszewic gav i modsætning til denne modviljen substans med følgende udsagn: Hvis ophævelsen af skillelinjerne i Europa skal blive en realitet, skal EU s samarbejde med de østeuropæiske stater have en stærk social og menneskelig dimension. En tilnærmelse mellem EU og dens østlige naboer kan ikke opnås udelukkende ved politiske beslutninger på højt niveau, uden at offentligheden involveres bredt. Det er undertiden sværere at nå frem til gensidig forståelse og respekt mellem samfund og nationer end mellem deres ledere. Her talte Cimoszewic af bitter erfaring. I tiltrædelsesprocessen var polakkerne stødt på mange fordomme, sagde han, og de var derfor måske mere opmærksomme på de følsomme spørgsmål i Østeuropas og Vesteuropas opfattelse af hinanden. Dertil kom, at polakkerne nok var mere fortrolige med de problemer, folk i Østeuropa skulle klare i omstillingsprocessen. Derfor mente de, at den sociale og menneskelige dimension af EU s østpolitik skulle styrkes med henblik på at forbedre mellemfolkelige og kulturelle kontakter, adgang til information og deling af knowhow. EU s østlige dimension skulle således i høj grad bygge på ngo er, deres specialviden og særlige værktøjer. 26 Med sin tale gjorde Cimoszewic Polen til talsmand for EU s nye naboer i øst. Afslutningsvis understregede han, at adgangen til information spillede en stor rolle for tilnærmelsen mellem EU og naboerne i øst: Folk er ofte ligeglade eller bange, fordi de mangler viden. Der er frygt både i EU og

29 INGEN HAR FRED LÆNGERE, END HANS NABO VIL EU s NYE NABOER MOD ØST i Østeuropa. I Østeuropa gælder frygten grænsetrafik, adgang til markeder og risiko for isolation. Derfor mente Cimoszewic, at der skulle informeres mere om udvidelsen og de muligheder, den vil tilbyde, såvel som om fordelene ved et nærmere samarbejde med EU. Polen var således rede til at dele sine erfaringer med interesserede østeuropæiske lande. Og han sluttede med ordene: Det er handling og ikke ord, der kan knytte Østeuropa og Vesteuropa sammen. Det er handling og ikke ord, der kan knytte Østeuropa og Vesteuropa sammen. Wlodzimierz Cimoszewic Polens udenrigsminister Nu skal det blive interessant at se, hvor meget handling Polen kan sætte bag sine ord efter at være indtrådt i EU, hvor landet er et ud af 25 medlemmer, og hvor den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik sætter grænser for Polens selvstændige ageren. Danmarks nabopolitik Mens landene på det vestlige Balkan som nævnt ikke er omfattet af EU s naboskabsprogram, spiller de en hovedrolle i Danmarks nabopolitik. At dømme efter fordelingen af midler i Udenrigsministeriets naboskabsprogram er de vores mest skattede naboer, idet der afsættes i alt 455 mio. kr. ud af 730 mio. kr. eller 62 % af det samlede støttebeløb til denne region i årene På andenpladsen kommer Rusland med 140 mio. kr. eller 19 %, mens Hviderusland støttes med 30 mio. kr., og Ukraine, Moldova og Tjetjenien skal deles om 50 mio. kr. 24 Udenrigsministeriets naboskabsprogram skal udgøre et supplement til EU s indsats over for de nye naboer. Det overordnede formål er at støtte nabolandene i deres bestræbelser på at gennemføre de nødvendige politiske og økonomiske reformer som led i deres tilnærmelse til EU og samtidig bidrage til at undgå, at der i forbindelse med udvidelsesprocessen skabes unødige skillelinjer og modsætningsforhold mellem EU og dets nabolande. Naboskabsprogrammet skal angiveligt medvirke til at give danske synspunkter gennemslagskraft i EU s samlede naboskabspolitik 27

30 og give os en solid placering i de nye nabolande. Det skal ske ved Bidrag til demokratisering, respekt for menneskerettigheder, god regeringsførelse, civilsamfundsudvikling og frie medier Bidrag til fremme af retsreformer og til bekæmpelse af korruption, organiseret kriminalitet og illegal indvandring Bidrag til kapacitetsudvikling af den offentlige sektor inden for relevante områder. Desuden vil der blive lagt vægt på flygtninges tilbagevenden og på samarbejde på tværs af grænsedragninger og skillelinjer. Hvad angår Hviderusland, mener Udenrigsministeriet, at fortsætter den igangværende udvikling med et stadig mere autoritært styre og isolation af landet, kan det få konsekvenser for regionens stabilitet. Dette er som nævnt ovenfor ingenlunde sikkert; præsident Lukasjenko har nu siddet på magten siden 1994, uden at situationen i landet har virket direkte destabiliserende på omgivelserne. Men rigtigt er det, at et Hviderusland, der undergår reformer, kan blive en interessant samarbejdspartner for Danmark. Derfor skal de 30 mio. kr. bruges til at støtte civilsamfundet og medierne. 28 Om Ukraine hedder det, at landet i kraft af sin geografiske placering er vigtigt for Europas stabilitet, mens det i kraft af sin størrelse er et attraktiv marked. Imidlertid gik det meget langsomt med at gennemføre de vedtagne politiske og økonomiske reformer. Dertil kom, at medierne havde vanskelige vilkår, og at retssystemet ikke levede op til europæiske standarder. På denne baggrund ville der fra dansk side blive gennemført en begrænset sammenhængende indsats med fokus på støtte for civilsamfundet, herunder særligt medierne. Det skulle de fleste af de 50 mio. kr.

31 INGEN HAR FRED LÆNGERE, END HANS NABO VIL EU s NYE NABOER MOD ØST bruges til, mens en mindre del ville tilfalde Moldova og Kaukasus. I Moldova havde Danmark ifølge Udenrigsministeriet en overordnet udenrigspolitisk interesse i at støtte de multilaterale forsøg på at løse konflikten omkring Dnestrrepublikken, herunder tilbagetrækningen af russisk militært materiel fra konfliktområdet. Der ville endvidere kunne ydes bidrag til særlig relevante tiltag vedrørende bekæmpelse af organiseret kriminalitet og civilsamfund i et regionalt perspektiv. Naboskabsprogrammet blev allerede ved fremlæggelsen i januar 2004 udsat for kritik. Jyllands-Posten påpegede, at programmet var en fattig afløser for den hidtidige øststøtte, som alene i 2003 beløb sig til to mia. kr., og undrede sig over nedprioriteringen af det strategisk vigtige Ukraine. Forhenværende udenrigsminister Niels Helveg Petersen fandt ligeledes, at der var afsat alt for få midler til programmet, og Socialdemokratiets udenrigspolitiske ordfører Jeppe Kofod kritiserede programmet for at være for uambitiøst i forhold til Ukraine, idet han påpegede, at vi burde bruge nogle penge på at genoprette ambassaden i Ukraine (som paradoksalt nok blev nedlagt, umiddelbart før Danmark overtog EU-formandskabet i juli 2002 og skulle være vært for et EU- Ukraine-topmøde). Udenrigsminister Per Stig Møller medgav, at Ukraine er et meget væsentligt land for Europas fremtid. Hvis det falder tilbage mod Rusland, og Rusland bevæger sig baglæns, vil det ikke være rart. Europa har en klar interesse i, at Ukraine bevæger sig i retning af NATO og EU. Denne analyse resulterede dog ikke i et større bidrag til Ukraine for at hindre denne udvikling, men udenrigsministeren forsikrede om, at Ukraine lå langt fremme, når vi får råd til at åbne ambassader igen. 25 Ja, Ukraine og de andre nye naboer lå langt fremme i EU s og de nye EU-medlemmers bevidsthed. Ingen tvivl om det. Ukraine er et meget væsentligt land for Europas fremtid. Hvis det falder tilbage mod Rusland, og Rusland bevæger sig baglæns, vil det ikke være rart. Europa har en klar interesse i, at Ukraine bevæger sig i retning af NATO og EU. Per Stig Møller Danmarks udenrigsminister 28. januar

32 Spørgsmålet var blot, hvorvidt programmernes mange ord og få nye midler nu også ville øge vennekredsen på den anden side af grænsen efter 1. maj 2004 og få de udeladte til at opfatte udvidelsen som et vendepunkt til det bedre. Sidste nyt i naboskabspolitikken I maj 2004 skiftede kommissionen med sine egne ord til et højere gear i naboskabspolitikken, idet den fremlagde et strategipapir for denne og landerapporter for Ukraine og Moldova. Strategipapiret indeholdt intet afgørende nyt, og essensen af det fremgik af en manchet til en avisartikel om nyheden: EU åbner døren til sine nye naboer på klem: EU tilbyder landene omkring sig et tættere økonomisk og sikkerhedsmæssigt samarbejde. Til gengæld vil unionen se fremskridt i landenes demokratiske og økonomiske reformer. Tilbuddet omfatter ikke udsigt til medlemskab, hvilket møder kritik fra nye EU-lande. Nyt var det, at naboskabspolitikken nu også skulle omfatte de tre lande syd for Kaukasus, Georgien, Armenien og Aserbajdsjan. Næste skridt ville være udarbejdelse af handlingsplaner for hvert enkelt af nabolandene. 26 EU s hidtidige forhold til de nye naboer 30 Med udvidelsen i maj 2004 får EU to nye naboer mod øst, nemlig Hviderusland og Ukraine. Rusland har været nabo siden Finlands indtræden i EU i 1995, men bliver nu også nabo til de nye EU-medlemmer Estland, Letland, Litauen og Polen (til de to sidstnævnte i eksklaven Kaliningrad-regionen). Det vil sige, at EU s østgrænse får en udstrækning på km. Moldova, som lidt fejlagtigt betegnes som ny nabo i naboskabsprogrammet, bliver først rigtig nabo til EU, når Rumænien forventeligt bliver EU-medlem i 2007 i øvrigt sammen med Bulgarien. Til den tid vil EU s østgrænse komme til at gå fra Barentshavet til Sortehavet og have en udstrækning på km. Det er en længde, der kan virke

33 INGEN HAR FRED LÆNGERE, END HANS NABO VIL EU s NYE NABOER MOD ØST skræmmende for Bruxelles i betragtning af de problemer, der er forbundet med denne nye grænsedragning i Europa. Frø af ugræs kan jo flyve over hegnet. De lande, EU nu kalder de nye naboer, har ligget, hvor de ligger, lige siden Sovjetunionens opløsning i december Der er ikke ændret nogen grænser i det postsovjetiske Østeuropa. Grænserne mellem Rusland og de baltiske lande, Polen, Hviderusland og Ukraine og mellem Ukraine og Moldova er blot blevet statsgrænser ligesom grænsen mellem Den Tjekkiske Republik og Slovakiet. Men én ting er statsgrænser, en anden ting er staterne og samfundene inden for grænserne. Hviderusland, Ukraine og Moldova har udviklet sig meget forskelligt som stater og samfund i naboskab til de øvrige centraleuropæiske stater og det postsovjetiske Rusland, der nu kommer til at dele naboer med EU. Rusland har siden skilsmissen i 1991 haft nære kontakter til de tre tidligere sovjetrepublikker, og EU har heller ikke ladet dem ligge i ro, men gjort forskellige tilnærmelser til dem fra midten af 1990 erne. I 1994 undertegnede EU såkaldte partnerskabs- og samarbejdsaftaler med Rusland, Ukraine og Moldova. Aftalen med Rusland trådte imidlertid først i kraft i 1997 og aftalerne med Ukraine og Moldova i I 1995 undertegnede EU også en partnerskabs- og samarbejdsaftale med Hviderusland, men den er endnu ikke trådt i kraft. Disse aftaler danner stadig grundlaget for EU s relationer til de pågældende lande, og de nye EU-medlemmer vil også blive omfattet af dem. Ukraine det største ikke-medlem Partnerskabs- og samarbejdsaftalen med Ukraine fremhæver respekten for fælles fundamentale værdier som et væsentligt element i forholdet. Den danner en passende ramme for politisk dialog og fastlægger de vigtigste fælles mål i form af 31

34 harmoniske økonomiske relationer, bæredygtig udvikling og samarbejde på en række områder såvel som støtte til Ukraines indsats i retning af demokrati. Aftalens bestemmelser vedrørende varer, serviceydelser, arbejdskraft og kapital indeholder omfattende og bindende forpligtelser, der har betydelige konsekvenser for parternes lovgivning. EU betragter aftalen som et vigtigt værktøj til at tilnærme Ukraine de juridiske rammer for det indre marked i EU og i WTOsystemet. Aftalen forudser også muligheden af at oprette et frihandelsområde. 27 EU s og Ukraines indbyrdes forhold er yderligere beskrevet i EU s fælles strategi over for Ukraine, der blev vedtaget i december 1999 og udløber i december 2005, 28 samt i Ukraines strategi for europæisk integration. Ukraine har udtrykkeligt foretaget sit europæiske valg, der ikke blot er et geografisk valg: Det er først og fremmest et valg af en udviklingsvej i retning af den europæiske civilisationsmodel for, hvordan man kan opnå fremskridt inden for alle områder af samfundets og statens virksomhed. Ukraine har tilstrækkeligt potentiale til at foretage et gennembrud til nye teknologier i industriproduktionen, til nye forhold på det økonomiske område, til nye syn på livskvalitet og levestandard, til en sociokulturel integration af vores folk i Den Europæiske Union. At foretage et europæisk valg er ensbetydende med at tage et rask skridt i retning af udvikling af det interne potentiale og for en effektiv realisering af det Den ukrainske præsident Leonid Kutjma har i 2002 også nedsat et råd for Ukraines europæiske og euro-atlantiske integration. Det skal realisere de strategiske mål for statens politik vedrørende sikringen af Ukraines indtræden i det europæiske, politiske, økonomiske, sikkerhedsmæssige og retli-

35 INGEN HAR FRED LÆNGERE, END HANS NABO VIL EU s NYE NABOER MOD ØST ge rum og skabe forudsætningerne for, at Ukraine kan blive medlem af EU og NATO. Kutjma er selv formand for rådet, der bl.a. består af en række ministre, herunder forsvarsministeren og ministeren for økonomi og europæisk integration. Som det fremgår af rådets navn og opgaver, skal medlemmerne se på EU- og NATO-medlemskab under ét. 30 EU s strategi anerkender Ukraines europæiske aspirationer og hilser landets europæiske valg velkomment. Det kan tænkes, at EU hermed også stiltiende udtrykker sin tilfredshed med, at Ukraine ikke har valgt side til fordel for Rusland. EU s strategi opstiller tre mål: At støtte den demokratiske og økonomiske overgangsproces i Ukraine At imødegå de fælles udfordringer på det europæiske kontinent, nemlig stabilitet og sikkerhed i Europa, miljøbeskyttelse, energisikkerhed og nuklear sikkerhed At styrke samarbejdet mellem EU og Ukraine i forbindelse med udvidelsen; at fremme Ukraines integration i den europæiske og globale økonomi; at forbedre samarbejdet vedrørende retlige og indre anliggender. 31 Ukraines integrationsstrategi blev endelig udformet i 2002, da den ukrainske præsident Leonid Kutjma i en række taler gjorde det klart, at Ukraines langsigtede mål var EUmedlemskab. Ukraine sigter på at kunne opfylde de relevante kriterier for medlemskab i 2011, idet man inden da forudser et medlemskab af WTO og indgåelse af en frihandelsaftale med EU, ligesom man gerne vil erstatte partnerskabsog samarbejdsaftalen med en associeringsaftale med EU. I Bruxelles ser man med velvilje på de ukrainske tilnærmelser uden dog at snakke tidsfrister, og Danmark mener, at Ukraines medlemsperspektiv ikke er aktuelt, men potentielt, altså en mulighed i fremtiden. 33

36 Implementeringen af partnerskabs- og samarbejdsaftalen blev bedømt i en fælles EU-ukrainsk rapport i marts 2003, der noterede væsentlig fremgang mod aftalens mål og i det hele bedømte samarbejdet positivt, især på områder som politisk dialog, handel og investeringer, inklusive arbejdet på ukrainsk medlemskab af WTO. Det rapporteredes også, at parterne havde diskuteret konsekvenserne af EU s udvidelse, som Ukraine havde opfattet positivt og hilst velkommen som en vej til at få gennemført sin egen europæiske dagsorden. Ukraine udtrykte dog bekymring over, at der havde været gjort for lidt ved de problemer, udvidelsen ville skabe, idet man bl.a. pegede på, at Polen, Slovakiet og Ungarn under Schengen-aftalen ville indføre et visumregime. Dette ville sætte en stopper for den frie bevægelse af personer mellem Ukraine og dets vestlige naboer, og det havde ellers været en af de store landvindinger efter den kolde krig i Centralog Østeuropa. Også samhandelen og forretningsfolkenes kontakter ville komme til at lide ved udvidelsen, mente Ukraine. 32 Den politiske dialog mellem EU og Ukraine har omfattet fire hovedområder, nemlig sikkerhedstrusler (terrorisme), nedrustning og ikke-spredning af masseødelæggelsesvåben, regionale og internationale spørgsmål (vedrørende Moldova, Transkaukasien, Balkan, Mellemøsten, Irak osv.) samt demokrati, menneskerettigheder, massemedier og pressefrihed. EU har blandt andet udtrykt bekymring over ukrainske våbensalg til Afrika, Balkan og Mellemøsten. Moldova har været på dagsordenen på grund af problemet med Dnestrrepublikken, som vil blive nærmere belyst i kapitel 2, hvor de sidste fire spørgsmål også vil blive berørt. 34 EU har i de sidste ti år ydet en betydelig teknisk, finansiel og humanitær bistand til Ukraine, der i alt har modtaget 1,072 mia. euro (8 mia. DKK). Dette gør EU til den største donor til Ukraine. I et landestrategipapir for perioden af december 2001 fremhæver Kommissionen, at det vil være

37 INGEN HAR FRED LÆNGERE, END HANS NABO VIL EU s NYE NABOER MOD ØST muligt at øge handelen med Ukraine ganske betydeligt og få glæde af den korte afstand til det store marked med hen ved 50 mio. indbyggere. Den ny fælles grænse vil på den anden side øge EU s opmærksomhed over for bløde sikkerhedstrusler fra Ukraine på områder som miljø, nuklear sikkerhed, illegal migration, organiseret kriminalitet, hvidvaskning af penge og sundhedsvæsen. EU konkluderer i papiret, at der også i de kommende år vil være behov for betydelig bistand til Ukraine. Moldova Europas fattigste land EU s partnerskabs- og samarbejdsaftale med Moldova danner som det hedder rammerne for parternes politiske relationer, der bygger på demokratiske værdier, inklusive politisk dialog. Aftalen indeholder som den med Ukraine bestemmelser vedrørende varer, serviceydelser, arbejdskraft og kapital, og den betegnes ligesom den ukrainske som et vigtigt værktøj til at bringe Moldova nærmere det indre marked i EU. Den nævner også muligheden af at oprette et frihandelsområde, og den danner grundlag for et omfattende samarbejde på det kommercielle, industrielle, videnskabelige og administrative område. Samarbejdet har været overvåget af en række komiteer, og forholdet mellem EU og Moldova bedømmes nu til at være godt på såvel det politiske som det økonomiske område. 33 Hverken i partnerskabs- og samarbejdsaftalen eller i andre EU-Moldova-dokumenter nævnes der dog noget konkret om moldovisk medlemskab af EU eller en anden form for nærmere tilknytning af Moldova til EU, selvom Moldova i 1998 udpegede EU-medlemskab som et strategisk mål for landets udenrigspolitik. 34 Foreløbig er Moldova medlem af SNG, men deltager kun i det politiske samarbejde, der dog mere resulterer i papirer end i praktiske tiltag. Langt vigtigere er landets medlemskab af stabilitetspagten for Sydøsteuropa

38 EU har siden 1991 ydet betydelig teknisk og økonomisk bistand til Moldova, der i alt har modtaget 238 mio. euro (1,7 mia. DKK). I sommeren 2003 godkendte Europa-Kommissionen endnu en pakke teknisk bistand på 25 mio. euro (186 mio. DKK) til at støtte Moldovas overgang til markedsøkonomi. 36 I et landestrategipapir for perioden af december 2001 understreger Kommissionen, at da Moldova er beliggende direkte på grænsen til et udvidet EU, så er EU bekymret over ustabiliteten og fattigdommen i dette land. EU vil således i sit samarbejde med Moldova bidrage til bekæmpelse af kriminalitet, korruption, smugleri og illegal migration, og Bruxelles finder endvidere, at den offentlige administration og retssikkerheden skal forbedres som forudsætning for en forbedring af investeringsklimaet og deraf følgende økonomisk vækst. 37 Hviderusland EU s dilemma Forbindelserne mellem EU og Hviderusland startede godt efter den internationale anerkendelse af Hviderusland som en selvstændig stat i , og de resulterede som nævnt i indgåelse af en partnerskabs- og samarbejdsaftale i 1995, der forpligtede begge parter til samarbejde på en lang række områder. Den blev dog ikke ratificeret, før den demokratiske udvikling i Hviderusland kom på afveje i 1996 (se kap. 2), og den er heller ikke blevet det siden. EU har ligesom Europarådet og OSCE været stærkt bekymret over udviklingen i det sidste diktatur i Europa, som landet er blevet kaldt, og har gjort adskillige tilnærmelser til landet og dets præsident, Aleksandr Lukasjenko, siden da, men alt sammen forgæves. 36 Det spændte forhold gik op i en spids, da Lukasjenko uden at være inviteret ville deltage i NATO s topmøde i Prag i november Kort forinden var diplomaterne ved OSCE s Bistands- og Overvågningsgruppe i Minsk blevet nægtet akkreditering, hvilket i praksis indebar en lukning af gruppens kontor. Efter konsultationer med sine NATO-partnere nægtede Tjekkiet at udstede visum til ham med henvisning

39 INGEN HAR FRED LÆNGERE, END HANS NABO VIL EU s NYE NABOER MOD ØST til massekrænkelserne af menneskerettigheder i Hviderusland, og det danske EU-formandskab fulgte hurtigt efter med et forslag om, at EU-landene skulle nægte at udstede visa til Lukasjenko og en række af hans ministre. Og sådan blev det, idet Portugal dog ikke ville gå med til det. De hviderussiske myndigheder gik dog senere med til, at OSCE etablerede et kontor i Minsk pr. 1. januar 2003, og det fungerer i skrivende stund. 38 Men EU har foreløbig ikke kunnet nå Hviderusland, og der er ikke tale om nogen form for medlemsperspektiv. De politiske problemer har dog ikke haft større indflydelse på samhandelen mellem EU og Hviderusland, hvor EU er Hvideruslands største handelspartner uden for de nye uafhængige stater, og EU s eksport til Hviderusland kun udgør 0,1 % af EU s samlede handel. Den tekniske bistand til Hviderusland har derimod været underlagt de politiske konjunkturer, idet landet i perioden modtog i alt 76 mio. euro (566 mio. DKK), mens der siden da har der været tale om betydelig mindre bistand. Demokratisering af Ukraine, Moldova og Hviderusland er i EU s interesse, men det er ikke Ruslands mål. Der har aldrig været talt menneskerettigheder mellem Putin og Lukasjenko. Det er dumt at tro, at Rusland ønsker et demokratisk Hviderusland. Pawel Wolowski Leder af Afdelingen for Ukraine, Hviderusland og de baltiske stater ved Centret for Øststudier, Warszawa Med sit program for de nye naboer vil EU gøre endnu et forsøg på at etablere kontakter med Hviderusland og konkretisere sit forhold til Ukraine og Moldova. 37

40 Kapitel 2: Et kig ind ad de nye naboers vinduer Hviderusland landet Vesten ikke har kunnet nå Hviderusland er en hvid plet et terra incognita midt i det geografiske Europa, i hvert fald for vesteuropæerne. Og dog er det som det fremgår af databoksen et stort land med et indbyggertal, der overgår det samlede indbyggertal i de tre baltiske republikker. Det er et land, der ligger geopolitisk interessant placeret som trædesten mellem Vest- og Centraleuropa og Rusland som fælles nabo for EU og Rusland og NATO og Rusland for den sags skyld. Men det er også et land, hvor der siden den kolde krigs afslutning ikke er sket ret meget, som har påkaldt sig omverdenens opmærksomhed. På den ene side er det godt for landet selv, dets naboer og Europa som helhed, at udviklingen ikke har fulgt et jugoslavisk scenario med væbnede sammenstød mellem forskellige befolkningsgrupper; på den anden side er det bekymrende for mange i og uden for landet, at der er sket så lidt på det politiske, økonomiske og sociale område. Det har ganske vist medført en betydelig stabilitet, men af en lidt uheldig karakter, for Hviderusland er stadig er en udemokratisk og planøkonomisk ø i havet af nye demokratiske stater med markedsøkonomi eller på vej hertil. Og præsident Lukasjenkos styreform har givet landet tilnavnet det sidste diktatur i Europa Det var ellers Hviderusland, der lagde jord til opløsningen af det sovjetiske imperium, hvis skæbne besegledes den

41 INGEN HAR FRED LÆNGERE, END HANS NABO VIL EU s NYE NABOER MOD ØST HVIDERUSLAND Areal: km 2 Nabolande: Letland, Litauen, Polen, Ukraine, Rusland Befolkning: (2003) Fordeling på nationaliteter: Hviderussere (81,2 %), russere (11,4 %), polakker (4 %), ukrainere (3 %) Befolkningstilvækst: 0,12 % Børnedødelighed: 13,87 promille Middellevetid: Mænd - 62,5 år, kvinder - 74,6 år Hovedstad: Minsk (1,7 mio. indbyggere) Andre større byer: Gomel ( ), Mogiljov ( ),Vitebsk ( ), Grodno ( ), Brest ( ) Administrativ inddeling: Seks regioner og byen Minsk Officielle sprog: Hviderussisk og russisk Trossamfund: Den Russiske Ortodokse Kirke (80 %), Den Romersk-katolske kirke (10 %), den unerede kirke, jøder og andre Styreform: Republik Præsident: Aleksandr Lukasjenko (siden 1994, genvalgt i 2001 til 2006) Parlament bestående af to kamre: Republikrådet (overhuset) med 64 medlemmer der udpeges, og Repræsentanternes Hus (underhuset) med 110 medlemmer, der blev valgt i 2000 og er på valg i 2004 BNP/indbygger: euro (2002) Væbnede styrker: (2003 inkl i centralt kontrollerede enheder og forsvarsministeriet) Hæren: Flyvevåbenet og luftforsvaret: Styrker under indenrigsministeriet (grænsetropperne og politiet):

42 8. december 1991 på et møde mellem lederne af Hviderusland, Ukraine og Rusland. Mødet foregik ikke i Minsk eller lidt uden for byen som det for nemheds skyld hed sig i verdenspressen men på den russiske tsars gamle jagtslot i Belovezjskaja pusjtja, Europas største urskov, som nu gennemskæres af EU s nye ydre grænse, hvis hegn hindrer den europæiske bisons frie bevægelighed mellem Hviderusland og Polen. Ved den lejlighed kom Hviderusland til verden som selvstændig nationalstat. Bortset fra nogle korte perioder i de første år efter Oktoberrevolutionen i 1917 havde det territorium, Hviderusland nu dækker, hørt under andre magter, først og fremmest Polen-Litauen og Rusland, og siden de forskellige dele af territoriet blev indlemmet i Rusland/Sovjetunionen (de vestlige dele så sent som i 1945) var Hviderusland altid blevet regeret fra Moskva. 40 I 1991 tog landet så navneforandring fra Den Hviderussiske Socialistiske Sovjetrepublik til Belarus, der betyder Hviderusland. Man afskaffede de sovjetiske statssymboler og genindførte flaget fra 1918 med de vandrette hvid-røde-hvide striber 40. Men det var ikke let at stå på egne ben. I sovjettiden var der blevet gennemført en hårdhændet russificering, hvor hviderussisk efterhånden var gået i glemmebogen som undervisnings- og administrationssprog, og derefter havde landet ikke megen national identitet at samles om og bygge videre på, og det havde i det hele taget svært ved at ryste fortiden af sig. Dertil kom, at befolkningen var og er delt i to kulturelle grupper: 1) de overvejende russisksprogede og ortodokse indbyggere i de østlige og centrale dele af landet, der i tidernes løb har været under russisk indflydelse; 2) indbyggerne i de vestlige dele, der i århundreder har været under polsk indflydelse og tilhører den romerskkatolske eller den unerede kirke, der anerkender paven i Rom som overhoved, men har bevaret den ortodokse liturgi og det kirkeslaviske sprog i gudstjenesten. Hviderussisk, der ligesom

43 INGEN HAR FRED LÆNGERE, END HANS NABO VIL EU s NYE NABOER MOD ØST russisk og ukrainsk er et østslavisk sprog, tales mest på landet og af en lille intellektuel elite; det har dog status af officielt sprog, men russisk tales mest også af præsidenten, der selv har indrømmet, at han taler dårligt hviderussisk. 41 I Den Store Fædrelandskrig var Hviderusland en af de største slagmarker og led større mennesketab end nogen anden sovjetrepublik. Alene under den tyske besættelse omkom 2,2 mio. eller 25 % af befolkningen, og de materielle ødelæggelser var omfattende. De fleste boliger og næsten hele industrien gik til, og Minsk blev jævnet med jorden. I efterkrigstiden gennemgik republikken en rivende økonomisk udvikling, der i løbet af nogle årtier gjorde den til en af de rigeste sovjetrepublikker. Trods mangel på råstoffer stod Hviderusland i 1989 for 10 % af den sovjetiske produktion af elektromotorer, mejerimaskiner, gødningsstoffer, syntetiske fibre og en del forbrugsvarer. Også landbruget og fødevareindustrien var af stor betydning i Sovjetunionen. I 1986 blev Hviderusland ramt hårdt af katastrofen på Tjernobylatomkraftværket lige syd for grænsen til Ukraine. Det radioaktive udslip faldt i et område med en befolkning på 2 mio., inklusive børn, og det gjorde ca. 20 % af landbrugsjorden og næsten 15 % af skovene i Hviderusland uanvendelige. Polens første ambassadør i Minsk, en kvindelig professor fra Warszawa Universitet med speciale i Hviderusland, kunne kun tale hviderussisk og ikke russisk; det var katastrofalt. Janusz Onyszkiewicz Vicedirektør for Centret for Internationale Studier, Warszawa, tidligere polsk forsvarsminister Den hviderussiske befolkning reagerede vredt på de centrale sovjetmyndigheders behandling af Tjernobylkatastrofen, og hertil kom i 1988 den chokerende opdagelse af massegravene i Kuropaty uden for Minsk, hvor mennesker menes myrdet af Stalins hemmelige politi i årene Disse forhold gav næring til en national genopvækkelse og førte i 1989 til dannelsen af et oppositionsparti, Den Hviderussiske Folkefront Genfødelse. Det kommunistisk dominerede parlament reagerede på den ny nationalisme ved at gøre hviderussisk til republikkens officielle sprog og ved at vedtage en suverænitetserklæring den 27. juli 1990, hvor man bl.a. satte sig som mål at gøre republikkens territorium til en 41

44 kernevåbenfri zone og republikken til en neutral stat. Efter det mislykkede kup i Moskva i august 1991 erklærede parlamentet Hviderusland for at være en selvstændig republik, og allerede i juli 1992 blev de udstationerede taktiske atomvåben leveret til Rusland med henblik på destruktion. Det var dog først i november 1996, at de sidste 18 SS-25-missiler blev overført til Rusland. Den nuværende præsident, Aleksandr Lukasjenko, blev valgt ved almindelige valg i juni 1994 i henhold til en ny forfatning, efter at han som formand for det gamle parlaments antikorruptionsudvalg havde været med til at vælte fysikprofessoren Stanislav Sjusjkevitj, der havde ledet landet siden september Lukasjenko havde en fortid som direktør for en kyllingefarm og vandt i kraft af sin udprægede sans for populisme og sine store evner som folketaler stort over sine konkurrenter. Noget af det første, han gjorde, var at bekræfte de traditionelle bånd til Rusland for således at tage afstand fra Den Hviderussiske Folkefront, som var europæisk orienteret og gik ind for udvikling af en nationalstat byggende på hviderussisk sprog og kultur. Dernæst fjernede han kritiske avisredaktører og erstattede dem med mere føjelige folk. Og endelig fandt han på at holde folkeafstemninger om forfatningsændringer, der kunne øge hans magt. 42 Den første folkeafstemning blev afholdt i maj Her fik Lukasjenko ved en valgdeltagelse på 64,8 % et stort flertal for en styrkelse af sit præsidentstyre og sin prorussiske politik, idet vælgerne bl.a. sagde ja til hans bestræbelser på økonomisk integration med Rusland, gik ind for at ligestille det russiske sprog med det hviderussiske og støttede forslaget om et nyt statsflag og nye statssymboler for Hviderusland. Og Lukasjenko ventede ikke engang på afstemningsresultaterne, før han lod det hvid-rød-hvide nationalflag nedhale på sin residens på Karl Marx-gaden i Minsk og erstatte af den sovjetiske rød-grønne fane dog uden hammer og segl. 42

45 INGEN HAR FRED LÆNGERE, END HANS NABO VIL EU s NYE NABOER MOD ØST I juli 1996 besluttede Lukasjenko at afholde en ny folkeafstemning om ændringer af forfatningen med henblik på dannelse af et nyt parlament til afløsning af det, der med nød og næppe var blevet valgt over flere valgrunder året før. I november 1996 deltog 84 % af de stemmeberettigede i folkeafstemningen, og 70,5 % af disse sagde ja til Lukasjenkos nye forfatning og det nye parlament med to kamre: Repræsentanternes Hus med 110 medlemmer valgt ved hemmelig afstemning og Republikrådet med 64 medlemmer, af hvilke de 56 skulle vælges af de regionale råd, og de 8 skulle udpeges af præsidenten. Omstændighederne omkring denne folkeafstemning, valgkampen, den manglende debat og selve valghandlingen, var imidlertid af en sådan karakter, at parlamentsformanden kaldte den en farce og efterlyste en international indsats "for at forhindre et diktatur i at slå rod i vores land". Den blev da heller ikke anerkendt som fri og retfærdig af det internationale samfund i skikkelse af EU, Europarådet og OSCE. Og Europarådet suspenderede Hvideruslands observatørstatus. Andre betegnede forfatningsændringen som et regulært statskup sløret som en folkeafstemning. Men det anfægtede ikke Lukasjenko, der nu havde konsolideret sin magtstilling som landets diktator. Han havde underlagt sig parlamentet og fået sit mandat, der ellers udløb i 1999, forlænget til 2001, og nu forstærkede han grebet om massemedierne og udbyggede sikkerhedspolitiets styrker. Han slog også hårdt ned på enhver form for opposition, og ledende oppositionelle er siden da forsvundet. Andre er blevet anklaget for korruption, bestikkelse eller andet og sat i fængsel. Uanset de mange uregelmæssigheder i forbindelse med folkeafstemningen skal man ikke være blind for, at Lukasjenko nyder udbredt popularitet i visse dele af det hviderussiske samfund, nemlig først og fremmest i landbefolkningen, blandt de ældre og i forsvaret og KGB. Den politiske opposition, der findes, er dels underkuet, dels indbyrdes uenig. Det lykkedes den dog at få arrangeret to frihedsmarcher i 43

46 Minsk i oktober 1999 og marts 2000 med henholdsvis og deltagere, men trods disse manifestationer, hvoraf kun den første blev opløst af politiet, lykkedes det ikke oppositionen at få nogen indflydelse på valget til de 110 pladser i Republikrådet i oktober 2000 dels fordi nogle af oppositionspartierne valgte at boykotte valget, dels fordi Lukasjenko nægtede oppositionen adgang til de statslige medier, dels fordi kun et mindretal af de uafhængige oppositionskandidater fik lov til at stille op. Heller ikke dette valg kunne de internationale organisationer anerkende som frit, retfærdigt og demokratisk. Ved parlamentsvalget i oktober 2004 får de forhåbentlig endnu en gang lejlighed til at tage temperaturen på demokratiet i Hviderusland. 44 I september 2001 blev Lukasjenko genvalgt for fem år med 75,6 % af stemmerne, mens hans nærmeste modstander fik 15,6 %. Heller ikke dette valg fandt nåde for de internationale observatørers demokratiske blikke, og EU gjorde det klart, at de fremtidige relationer med Hviderusland ville afhænge af overholdelsen af menneskerettighederne og af de demokratiske fremskridt i landet. Ifølge gældende bestemmelser kan Lukasjenko ikke stille op til en tredje periode i 2006, men et er lov, et andet politiske ambitioner, mener et medlem af oppositionen i parlamentet, der påstår, at der hos Lukasjenko og hans nærmeste tilhængere pågår overvejelser om at ændre forfatningen, så parlamentet og ikke folket vælger præsidenten. Efter en sådan forfatningsændring vil præsidenten kunne vælges til en første periode. 43 Hvilke planer der end måtte være for at sikre Lukasjenkos forbliven ved magten, så havde han i foråret 2004 store chancer for at endnu en gang at få folkets støtte. Ifølge en opinionsundersøgelse foretaget af det Uafhængige Institut for Sociale, Økonomiske og Politiske Studier i Hviderusland i april 2004 var 33,9 % af befolkningen for Lukasjenko, mens støtten i 2003 havde udgjort 26,2 %. Og hans stærkeste opponent nød kun støtte fra 1,7 % af hviderusserne. Ifølge samme undersøgelse var der godt nok flere, der var utilfredse med den gene-

47 INGEN HAR FRED LÆNGERE, END HANS NABO VIL EU s NYE NABOER MOD ØST relle situation i landet end tilfredse (42,5 % mod 36,8 %), men i løbet af det sidste år var dette forhold blevet kraftigt forbedret til fordel for den siddende magt. 44 Op til præsidentvalget lovede Lukasjenko at liberalisere økonomien; det lød næsten for godt til at være sandt, og siden hen har han da heller ikke gjort meget for at indfri det løfte. Lukasjenko går nemlig ikke ind for markedsøkonomi, men for en hviderussisk tredje vej en blandingsøkonomi, hvor staten ejer de store virksomheder og i høj grad regulerer den økonomiske udvikling, f.eks. ved at yde subsidier til ineffektive virksomheder, kontrollere priser på forbrugsvarer og udstede penge til at dække løn og pensioner. Fra og med 1996 er Hvideruslands BNP vokset fra år til år i 2001 var væksten således 2,5 %. De hviderussiske vækstrater skal dog vurderes med en god portion skepsis, for byttehandel er udbredt såvel i den interne omsætning som i udenrigshandelen. Og hvad der er mere vigtigt: det skønnes, at op til 70 % af industriproduktionen ikke bliver solgt. Hviderusland fremstiller kemikalier, elektronik, varige forbrugsgoder, landbrugsmaskiner (Belárus-traktorer), kunstgødning og tekstiler, men disse varer kan stort set kun afsættes i SNGlandene. I 2001 udgjorde eksporten til SNG 60 % af Hvideruslands eksport, og langt det meste gik til Rusland. Den hviderussiske økonomi ville heller ikke kunne klare sig uden de meget store russiske subsidier, som skønnes at udgøre 1,5 til 2 mia. USD om året. Hviderusland har f.eks. købt elektricitet og gas fra Rusland til russiske hjemmemarkedspriser, og den pris har for gassens vedkommende været en fjerdedel af den pris, det store russiske gasselskab Gazprom tager for gassen til Vesteuropa, der i øvrigt føres igennem Hviderusland. I slutningen af 2002 blev det for meget, eller rettere sagt, for lidt for Gazprom, der da for første gang truede med at tilbageholde sine leverancer til Hviderusland, fordi landet efter gasselskabets mening ikke overholdt den internationale 45

48 Et så usædvanligt skridt som at lukke for gassen i næsten 20 graders frost er ikke taget siden Den Store Fædrelandskrig. Aleksandr Lukasjenko Hvideruslands præsident Gazeta Wyborcza 20. februar 2004 aftale fra april 2002 om omdannelse af det hviderussiske statslige gasselskab Beltransgaz til et russisk-hviderussisk selskab. Endvidere beskyldte Gazprom Hviderusland for manglende betalinger for den leverede gas. En konflikt blev afværget ved, at Minsk gik med til at danne et selskab med Gazprom inden midten af De sidste forhandlinger endte imidlertid med fiasko, da Minsk ikke ville give Gazprom kontrollen over den fælles virksomhed. Desuden var Hviderusland opmærksom på, at halvdelen af Beltransgaz var hele 2,5 mia. USD værd. Men Gazprom tilbød kun ca. 300 mio. USD, og i stedet for at betale i kontanter ville selskabet nedskrive den hviderussiske gasgæld med et tilsvarende beløb. Efter sammenbruddet i forhandlingerne anbefalede den russiske regering Gazprom at hæve priserne for gassen til Hviderusland fra og med Indtil da havde Hviderusland betalt ca. 30 USD pr m 3 gas, og nu ville Gazprom have 50 USD. Hviderusland svarede igen med at forlange øget betaling for transitten af den russiske gas til Vesteuropa. Til gengæld for den billige gas havde Minsk kun opkrævet 0,2-0,5 USD for transport af 1000 m 3 gas over en afstand af 100 km. Og det var ned til en tiendedel af gennemsnitstarifferne i Vesteuropa Gassen var blevet et varmt emne. Situationen var uholdbar, og i midten af februar 2004, iværksatte Gazprom et gasangreb på Hviderusland ved simpelthen at dreje hanerne om for gassen til nabolandet og længere ude på ledningen Polen og i sidste ende Tyskland. Lukasjenko hjemkaldte sin ambassadør fra Moskva, den polske viceudenrigsminister tilkaldte den russiske ambassadør i Warszawa og udbad sig en forklaring, og udenrigsminister Cimoszewic talte i telefon med sin russiske kollega Igor Ivanov. Lukasjenko gik straks på tv med en tale til regeringen, hvor han beskyldte Rusland for afpresning, og sagde: Vores forhold vil i lang tid fremover være forgiftet. Og han fortsatte: Et så usædvanligt skridt som at slukke for gassen i næsten 20 graders frost er ikke taget siden Den Store Fædrelandskrig (2. Verdenskrig). Lukasjenko

49 INGEN HAR FRED LÆNGERE, END HANS NABO VIL EU s NYE NABOER MOD ØST tordnede, men han måtte bøje sig og gå ind på Putins betingelser og affinde sig med højere gaspriser, for Hviderusland havde kun gasreserver til ti dage. Og efter mindre end et døgn blev leverancerne til Hviderusland og transitten vestpå genoptaget. Det russiske udenrigsministerium gav Lukasjenko skylden for konflikten med disse ord: Hvideruslands præsident bærer ansvaret for de systemfejl i landets indenrigs- og udenrigspolitik, som hæmmer dets samfundsøkonomiske udvikling, og som allerede har ført til isolering af Hviderusland på den internationale arena. 46 Den polske avis Gazeta Wyborcza citerede den russiske økonomiske journalist Anatolij Khodorovskij for at sige, at beslutningen om at lukke af for gassen ikke var truffet af Gazprom, men af Kreml, der ikke forventede, at Hviderusland kunne klare sig mere end et halvt år med de nye gaspriser. Det drejede sig nemlig ikke om at sætte gaspriserne op, men om at fjerne Lukasjenko. Og i samme avis skrev den første hviderussiske præsident, Stanislav Sjusjkevitj, at Ruslands tålmodighed med Lukasjenko var opbrugt. Han mente dog ikke, at gaskrisen var et forspil til en fjernelse af Lukasjenko, for der var ingen mere prorussisk politiker i Hviderusland. Han skulle bare sættes på plads. 47 Det blev han i begyndelsen af juni 2004, da han måtte gå ind på Moskvas krav om en pris på 46,7 USD pr m 3 gas og sænke sit krav om 1,02 USD for transit til 75 cent. Det var den foreløbige afslutning på priskrigen; tilbage stod spørgsmålet om forholdet mellem Gazprom og Beltransgaz, og det så stadig ud til, at Lukasjenko ved at sælge sit gasselskab ville kunne få gas til russiske hjemmemarkedspriser. 48 Moskva har indledt det sidste opgør med Lukasjenko, og jeg håber, at det til en vis grad kan forklare vores handlinger. Anatolij Khodorovskij Russisk økonomisk journalist Gazeta Wyborcza, 20. februar 2004 Jeg tror dog ikke, at gaskrisen er et forspil til en fjernelse af Lukasjenko. Stanislav Sjusjkevitj Hvideruslands præsident, Gazeta Wyborcza, 20. februar 2004 Hvor præcis det russiske udenrigsministeriums karakteristik af Lukasjenko og hans politik end var, skulle den dog ses i lyset af den omstændighed, at Rusland og Hviderusland faktisk er i union med hinanden, og at Rusland må siges at bære en del af skylden for udviklingen i Hviderusland. Det nære forhold har eksisteret siden april 1996, da Lukasjenko og 47

50 Putin vil ikke sluge Hviderusland; for Rusland er det nok at have Hviderusland på det økonomiske område, som militærbase osv. Andrej Dmitriev Hviderussisk ungdomspolitiker Ruslands præsident Boris Jeltsin undertegnede en aftale om dannelse af en politisk og økonomisk union mellem de to lande. De skulle fremover være bundet sammen i et statssamfund og med tiden danne en union. Aftalen blev dog knap nok ført ud i livet. Det eneste implementerede var den fælles forsvarspolitik: Rusland afsluttede anlæggelsen af en radar- og aflytningsstation i Baranovitji uden for Brest, grænsebyen til Polen, hvilket indikerede, at Hviderusland spillede sin rolle i det russiske spil omkring NATO s østudvidelse. I april 1997 undertegnede Jeltsin og Lukasjenko endnu en aftale om en form for integration af de to lande med bl.a. fælles infrastruktur, fælles mønt og fælles forsvarspolitik. I december 1999 undertegnede de to præsidenter så deres sidste aftale om dannelse af en union. Ifølge den skulle de to lande som to suveræne stater danne en konføderation, men heller ikke den aftale kom der meget ud af. 48 Lukasjenko havde hele tiden været ivrig for at udvikle det nære forhold til Rusland, men i august 2002 blev han dog overtrumfet af Jeltsins efterfølger, Vladimir Putin, der foreslog intet mindre end en sammenslutning af de to stater til en, idet Hviderusland som helhed eller måske de syv hviderussiske regioner hver for sig skulle optages i Den Russiske Føderation, og der skulle dannes en fælles, føderativ stat i henhold til den russiske forfatning. Putin var overbevist om, at et overvældende flertal af borgerne i Rusland og Hviderusland ved folkeafstemninger ville gå ind for en sådan sammenslutning. Men han havde gjort regning uden vært: det var for meget for Lukasjenko, der ikke havde forestillet sig sit land som en del af Rusland. Han forkastede Putins plan. Der var politiske iagttagere, der mente, at Putin havde villet udmanøvrere sin hviderussiske kollega og sende ham ud i glemslen. Hvorom alt er, så er det ikke lykkedes endnu, lige så lidt som den russisk-hviderussiske union er blevet meget tættere siden da. Men den er stadigvæk i live, og der er russiske Putin-opponenter, der mener, at en egentlig sammenslutning af landene med deraf følgende fælles forfatning og

51 INGEN HAR FRED LÆNGERE, END HANS NABO VIL EU s NYE NABOER MOD ØST styre skal sikre Putin en ny præsidentpost i 2008, når hans anden og sidste periode som russisk præsident udløber ifølge den russiske forfatning. Lå den russisk-hviderussiske union jævnt hen noget underdrejet, så kom der til gengæld liv i et fællesskab, der foruden Rusland og Hviderusland også omfattede Ukraine og Kasakhstan. I september 2003 undertegnede præsidenterne for de fire lande en rammeaftale om en økonomisk union, hvis hovedformål var at sikre fri bevægelighed for varer, tjenesteydelser, kapital og arbejdskraft mellem medlemslandene og at føre en fælles udenrigshandelspolitik og at koordinere skatte-, penge-, kredit-, valuta- og finanspolitikken. I april 2004 var aftalen om Det Fælles Økonomiske Rum (JeEP) endnu ikke ratificeret af medlemslandenes parlamenter, bl.a. fordi Ukraine havde et noget lunkent forhold til denne østvendte integration. Rusland var ikke overraskende meget opsat på at få udarbejdet de fælles spilleregler for så bagefter at kigge på enkelthederne og gøre det muligt for medlemmer at tilslutte sig forskellige områder til forskellig tid. Sammenslutningen af de fire lande var som det hed i en russisk aviskommentar Ruslands sidste mulighed for at bevare sin indflydelse i det postsovjetiske rum. 49 Som nævnt har internationale organisationer som EU, Europarådet og OSCE kritiseret Hviderusland skarpt for dets udemokratiske valg, og de er også gået i rette med Lukasjenkostyret på grund af dets krænkelser af menneskerettighederne: politiske modstandere er blevet fængslet eller er forsvundet, og ytringsfriheden er blevet undertrykt. Derudover har det internationale samfund efter terrorangrebene i New York og Washington den 11. september 2001 anklaget Lukasjenko for at have overtrådt FN s sanktioner ved at hjælpe Irak med at udvikle masseødelæggelsesvåben. Det har Lukasjenko naturligvis afvist på det kraftigste, idet han kategorisk har benægtet, at Hviderusland har adgang til sådan teknologi. 49

52 Mens Hvideruslands nærmeste naboer optages i EU og vælger frihed, sikkerhed og velstand, blokeres Hvideruslands europæiske vej af det siddende styre. Olga Stuzhinskaya Repræsentant for Den Europæiske Koalition Frit Hviderusland I april 2004 rettede det internationale samfund igen øjnene mod Minsk. FN vedtog et udkast til en resolution om menneskerettighederne i Hviderusland, hvor højtstående hviderussiske embedsmænd sættes i forbindelse med forsvinden eller vilkårlig straf af magthavernes politiske opponenter, og det noteres, at ngo er forfølges, ligesom munden lukkes på den frie presse og de uafhængige fagforeninger. Resolutionen anbefaler, at de delagtige embedsmænd afskediges, og at den hviderussiske regering samarbejder med FN s Menneskerettighedskomite. Samtidig arbejdede USA s Kongres på at formulere sanktioner mod Hviderusland, og Repræsentanternes Hus holdt høringer om situationen i Hviderusland med stærk kritik af Lukasjenkostyret. Og Europarådets Parlamentariske Forsamling (PACE) vedtog med stort flertal en resolution om forsvundne personer i Hviderusland, idet den russiske delegation dog stemte imod. I resolutionen krævede PACE, at den hviderussiske statsanklager, Viktor Sjejman, trådte tilbage, og at der blev iværksat en uafhængig undersøgelse af de formodede meddelagtige i den gådefulde forsvinden af fire personer i 1999 og 2000: en tidligere indenrigsminister, en tidligere næstformand for parlamentet, en forretningsmand og en kameramand fra et russisk tv-selskab. I en kommentar til resolutionen skrev en repræsentant for Den Europæiske Koalition Frit Hviderusland, Olga Stuzhinskaya, følgende: Mens PACE opfordrer de hviderussiske myndigheder til at indstille forfølgelsen af medlemmer af den demokratiske opposition, ngo er og den uafhængige presse, finder der desværre nye arrestationer sted i Minsk og andre regioner. Mens Hvideruslands nærmeste naboer optages i EU og vælger frihed, sikkerhed og velstand, blokeres Hvideruslands europæiske vej af det siddende styre. 50 Det skal dog understreges, at PACE ingen midler har til at tvinge sin vilje igennem, og at Hviderusland ikke er repræsenteret i forsamlingen. 50 Kort før kritikken begyndte at hagle ned over Lukasjenko, holdt han sin årlige tale om nationens tilstand. Her kom han

53 INGEN HAR FRED LÆNGERE, END HANS NABO VIL EU s NYE NABOER MOD ØST først ind på Hvideruslands forhold til Europa og kaldte EU den nærmeste nabo, idet han bemærkede, at man skal leve med sine naboer som med sin familie, og rettet til Rusland sagde, at med de allernærmeste slægtninge skal man leve som brødre. Ellers var hans hovedbudskab ifølge en toneangivende russisk avis, at Hviderusland gradvis distancerer sig fra Rusland. Unionen mellem Rusland og Hviderusland var ved at gå op i sømmene, hvilket naturligvis ikke var Minsks skyld. Om økonomien bemærkede Lukasjenko, at det i de seneste år var lykkedes at sænke afhængigheden af eksporten til Rusland. Tidligere var 85 % af den hviderussiske produktion gået til Rusland; nu var eksporten halveret. Og i samme åndedrag forlangte præsidenten, at importen fra Rusland skulle nedbringes, især i energisektoren. 51 Referatet af Lukasjenkos tale måtte efterlade det indtryk, at han havde det sværere og sværere med Rusland, men endnu ikke havde draget konsekvenserne heraf måske fordi han dybest set ikke kunne undvære Ruslands støtte. Nu skulle parlamentsvalget i oktober 2004 vise, i hvor høj grad vælgerne var enige med ham. Ukraine grænselandet Ved Sovjetunionens opløsning i december 1991 kom Ukraine for første gang i historien til at stå på egne ben som en selvstændig nationalstat. Bortset fra den tidlige middelalder og en kort periode efter revolutionen i 1917 havde Ukraine været underlagt andre magter først og fremmest Polen- Litauen og Rusland, og siden de forskellige dele af Ukraine blev indlemmet i Rusland og Sovjetunionen (de sidste så sent som i 1945), var Ukraines skæbne altid blevet bestemt af det russiske/sovjetiske politiske centrum. Ukraine betyder grænselandet, og set fra Moskva har det i forskellige skikkelser de sidste 350 år betegnet grænselandet mod sydvest og gør det stadig, mens Ukraine set fra Kijev nok så meget er det sydøstlige grænseland i Europa belig- 51

54 UKRAINE Areal: km 2 Nabolande: Moldova, Rumænien, Ungarn, Slovakiet, Polen, Hviderusland, Rusland Befolkning: Fordeling på nationaliteter: Ukrainere (78 %), russere (17,3 %), hviderussere (0,6 %), moldovere (0,5 %), krimtatarer (0,5 %) Befolkningstilvækst: 0,69 % Børnedødelighed: 20,87 promille Middellevetid: Mænd - 61,1 år, kvinder - 72,2 år Hovedstad: Kijev (2,6 mio. indbyggere) Andre større byer: Kharkov (1,6 mio.), Dnepropetrovsk (1,2 mio.), Donetsk (1,1 mio.), Odessa (1,1 mio.) Administrativ inddeling: 24 regioner og den autonome republik Krim Statssprog: Ukrainsk Trossamfund: Den Ukrainske Ortodokse Kirke under Moskvapatriarkatet, Den Ukrainske Ortodokse Kirke under Kijevpatriarkatet, Den Ukrainske Autokefale Ortodokse Kirke, Den Ukrainske Unerede Kirke Styreform: Republik Præsident: Leonid Kutjma (siden 1994, genvalgt i 1999 til 2004) Parlament: Den Øverste Sovjet med 450 medlemmer, hvoraf 225 er valgt på partilister, og 225 er valgt i enkeltmandskredse i marts 2002 for en firårig periode BNP/indbygger: 855 euro (2002) Væbnede styrker: ( inkl. interne sikkerhedsstyrker og grænsetropper, ekskl. Sortehavsflåden og civilansatte) Landstyrkerne: Flåden: Flyvevåbenet og luftforsvaret: Interne sikkerhedsstyrker: Grænsetropper:

55 INGEN HAR FRED LÆNGERE, END HANS NABO VIL EU s NYE NABOER MOD ØST gende på tærsklen til Asien og i udkanten af Middelhavsområdet. Rusland har mange bånd til Ukraine. Russere og ukrainere er sammen med hviderusserne østslavere, hvilket vil sige, at deres sprog og kultur har fælles rødder. Ifølge russisk historieopfattelse blev det første russiske rige, Kijev-Rusland, dannet omkring Dnepr-floden med centrum i Kijev, hvor Ruslands dåb som det hedder fandt sted i 988, da russerne overgik fra hedenskab til kristendommen i den byzantinske udgave. Ukrainerne er for russerne det største slaviske broderfolk, og Ukraine er den tidligere sovjetrepublik, hvor der bor flest russere, nemlig lidt over otte mio. Og selvom det var russernes, ukrainernes og hviderussernes ledere, der i december 1991 i enighed tog initiativ til opløsningen af Sovjetunionen, har russiske stormagtstilhængere endnu ikke rigtigt affundet sig med tabet af de to østslaviske sovjetrepublikker. Men Ukraine er ikke Rusland, som titlen på en bog af den ukrainske præsident Leonid Kutjma lød. Den udkom i 2003, da man i Ukraine afholdt det såkaldte Ruslands år, der sluttede i januar 2004 på 350-årsdagen for den ukrainske kosakfører Bogdan Khmelnitskijs traktat med Rusland, hvor ukrainerne svor troskabsed til tsaren, og Rusland fik herredømmet over det meste af Ukraine på Dneprs venstre bred. En ukrainer bemærkede ved den lejlighed sarkastisk til en russisk journalist, at det havde været Ruslands år i Ukraine de sidste 350 år. 52 Det kan det dog ret beset kun have været i den østlige del, der kom under Rusland i 1654 og i dag huser størstedelen af landets industri. Den er stadig meget russisk præget, og her bor de fleste af landets russere, der har blikket rettet mere mod øst end mod vest. Vores land befinder sig stadig mellem to geopolitiske magneter, Rusland og Asien og Europa. Denne hælden til den ene eller anden side svækker Ukraines europæiske valg, som fortsat er et udvalg af mottoer, men ikke en rigtig strategisk kurs med fremskridt mod europæiske forhold. Stepan Gavrysj Medlem af fraktionen Demokratiske Initiativer i det ukrainske parlament, European Integration of Ukraine,Warsaw and Kyiv 2003, s. 38 Det er Vestukraine, som i århundreder hørte under Polen, der er mest præget af ukrainsk sprog og kultur, for her fik det lov til at leve. Og herfra kigger ukrainerne traditionen tro mere 53

56 Ukraine er praktisk talt delt op i en vestlig og en østlig del. Øst er kul og metal.vest er intellektuelle, professorer og virkelig uafhængighed. Dmitrij Pusjkar Russisk journalist mod vest end mod øst. Som en russisk journalist for nylig rapporterede fra Ukraine: Ukraine er praktisk talt delt op i en vestlig og en østlig del. Øst er kul og metal. Vest er intellektuelle, professorer og virkelig uafhængighed. 53 I hovedstaden Kijev har landets ledelse siden opnåelsen af uafhængigheden søgt at finde den rette balance mellem øst- og vestvendte perspektiver i overgangen fra den kendte fortid til den uvisse fremtid. Set fra Vest er Ukraine et stort land, der grænser op til Rusland og fra maj 2004 er EU s og Ruslands fælles nabo. Ukraine er det største europæiske ikke-medlem af EU efter Rusland, der som strategisk partner til EU ikke har noget medlemskabsperspektiv. Ukraine ses som et land med et stort økonomisk potentiale og store afsætningsmuligheder, og det er med sit internationale engagement en ny partner for Vesten i international politik. 54 I Sovjetunionen var Ukraine den næstvigtigste af republikkerne i kraft af sin frugtbare sortjord, der gav næring til en stor landbrugsproduktion, og på grund af sin forskelligartede sværindustri, der bl.a. omfattede verdens største missilfabrik Pivdenne (Juzjnoje) i Dnepropetrovsk, hvor Leonid Kutjma gjorde karriere som teknisk designer og var direktør I de første år under selvstændigheden var der en kraftig tilbagegang i den ukrainske økonomi. Den søgte Leonid Kutjma at vende, da han blev valgt til præsident i 1994 og iværksatte et reformprogram støttet af Den Internationale Valutafond. Parlamentet, der i øvrigt stadig hedder Den Øverste Sovjet (Verkhovna rada), modarbejdede imidlertid såvel de økonomiske som de nødvendige politiske reformer, og korruption og undergrundsøkonomi stod i vejen for økonomisk og politisk stabilitet. Økonomien kom først på fode igen i 2000, da BNP steg med 5,9 % efter at være faldet med næsten 70 % i perioden , og siden har der også været vækst i BNP (2001 9,1 %; ,6 %). Industriproduktionen er steget, eksporten er øget, og infla-

57 INGEN HAR FRED LÆNGERE, END HANS NABO VIL EU s NYE NABOER MOD ØST tionen er for nedadgående. Rusland spiller stadig en afgørende rolle som leverandør af olie og gas til Ukraine og som aftager af ukrainsk stål, men Ruslands andel af den samlede ukrainske eksport er mere end halveret siden midten af 1990 erne og udgjorde i ,1 %, mens den russiske andel af den samlede ukrainske import i 2002 udgjorde 35,2 %. 54 Uanset de politiske og økonomiske problemer i 1990 ernes Ukraine lykkedes det dog at få vedtaget en ny forfatning og få indført en ny møntfod, hryvna, i Og samme år blev de sidste atomsprænghoveder fjernet fra Ukraine. Året efter undertegnede præsidenterne Jeltsin og Kutjma den russisk-ukrainske aftale om venskab, samarbejde og partnerskab, som havde været genstand for lange og seje forhandlinger siden efteråret 1990, og der blev indgået en aftale om Sortehavsflåden, som blev delt ligeligt mellem Ukraine og Rusland, idet Rusland lejede havnene i og omkring Sevastopol i 20 år. Ved samme lejlighed fandt man det nødvendigt at fastslå, at Krim (og Sevastopol) var en suveræn del af Ukraine. 55 I 1999 blev Kutjma genvalgt som præsident, og i 2000 blev Tjernobylatomkraftværket lukket ned 14 år efter den katastrofale eksplosion i reaktor 4. Men i 2003 produceredes 43,5 % af elektriciteten i Ukraine stadig ved atomkraft på fire værker med i alt 15 reaktorer af en mere avanceret type end dem i Tjernobyl. Når EU og Europarådet i deres dialoger med Ukraine peger på landets problemer med massemedier og pressefrihed, skyldes det først og fremmest sagen om journalisten og grundlæggeren af webavisen Ukrainska pravda, Georgij Gongadze, der forsvandt den 16. september Først den 2. november 2000 blev hans lig fundet uden hoved i en grøft i en forstad til Kijev. Gongadze havde gravet i spørgsmålet om, hvorvidt præsident Kutjma havde søgt at holde hånden over sin tidligere premierminister Lazarenko, der angiveligt havde modtaget millioner af dollars i bestikkelse i forbin- 55

58 delse med en gashandel, og det varede ikke længe, før sporene fra mordet førte op til Kutjma selv. En af hans tidligere livvagter, Mykola Melnychenko, dukkede nemlig i januar 2001 op i Østrig med hemmelige båndoptagelser, hvor to personer med stemmer, der ligner Kutjmas og hans indenrigsministers, drøfter, hvordan de skal blive af med journalisten med de ubelejlige spørgsmål. Denne afsløring vakte en politisk skandale af uhørte dimensioner i Ukraine, men Kutjma red stormen af, og mordet er endnu ikke opklaret. Og siden da er adskillige journalister døde under mystiske omstændigheder, mens de undersøgte forbrydelser på højt plan I april 2001 måtte den ukrainske regering træde tilbage, da den fik et mistillidsvotum i parlamentet. Premierminister var Viktor Jusjtjenko, der var værdsat i Vesten, fordi han bekæmpede korruptionen, gennemførte økonomiske reformer og arbejdede på at tiltrække investeringer. Men det var ikke populært blandt de magtfulde ukrainske forretningsfolk, og Kutjma gjorde ikke noget for at redde ham. Jusjtjenko kastede sig imidlertid ud i valgkampen op til parlamentsvalget i marts 2002 som skaber og leder af blokken Vort Ukraine, der blev valgets store sejrherre blandt de over 30 deltagende partier og bevægelser. I dag sidder hans blok på 100 ud af parlamentets 450 pladser og er dermed den største gruppe. Jusjtjenko hører ikke til Kutjmas støtter, men er heller ikke så kritisk som den tidligere vicepremierminister Julija Timosjenko, hvis blok har 19 medlemmer, og formanden for Ukraines Socialistiske Parti, Oleksandr Moroz, der råder over 20 mandater i parlamentet. Med de svagt udviklede partier og mangelen på politisk stabilitet har parlamentet dog ikke vist sig særlig arbejdsdygtigt, og i det sidste års tid har medlemmerne fået meget tid til at gå med at positionere sig i forhold til præsidenten og tage stilling til spørgsmålet om, hvorvidt han kan lade sig vælge til en tredje periode ved præsidentvalget i oktober 2004.

59 INGEN HAR FRED LÆNGERE, END HANS NABO VIL EU s NYE NABOER MOD ØST I september 2002 iværksatte oppositionen masseprotester med beskyldninger mod Kutjma om korruption og dårlig ledelse og krav om, at han skulle trække sig tilbage. Og i marts 2003 gik titusinder på gaden i Kijev og andre byer med samme krav. Demonstranternes krav til myndighederne afspejlede problemerne i landet: 57 Befri alle politiske fanger Afskaf censuren og giv oppositionen sendetid på tv Bring løn- og pensionsniveauet op på forfatningens normer Forbyd prisstigninger på el, gas og vand. Men Kutjma blev siddende, og hans modkandidater til præsidentvalget begyndte at bringe sig i stilling. I efteråret 2002 viste det sig, at Melnychenko, manden med Gongadze-båndene, havde flere bånd i ærmet. Han kunne nu afspille en båndoptagelse, hvor en person med en stemme, der lignede Kutjmas, godkendte salg af et ukrainsk radarsystem Kolchuga (ringbrynje) til Irak i modstrid med FN s Sikkerhedsråds resolutioner. Da amerikanske eksperter tilmed kunne fastslå, at det var Kutjmas stemme, var fanden løs i NATO, som henstillede til Kutjma om at blive væk fra det store NATO-møde i Prag i november Ukraine havde ellers været med i NATO s Partnerskab for Fred-program siden 1994, og Kutjma havde i maj 2002 erklæret, at Ukraine ville ansøge om medlemskab af NATO. Da han alligevel dukkede op og ifølge protokollens engelsksprogede alfabetiske rækkefølge af landene skulle sidde ved siden af den britiske premierminister Tony Blair (United Kingdom) og USA s præsident George W. Bush (United States of America), slog man snarrådigt over til NATO s andet hovedsprog, fransk, og gav så Kutjma den tyrkiske præsident (Turquie) på den ene side og en tom stol og generalsekretær George Robertson på den anden side, så ukraineren sad syv pladser fra Blair (Royaume-Uni) og over 30 fra Bush (États-unis). 57

60 Ukraine lider af en tendens til at fremsætte erklæringer for effektens skyld og af populisme i sine indenrigs- og udenrigspolitiske beslutninger vedrørende Europa og den euro-atlantiske region; og Europa forstår på sin side ikke, hvilken politik den ukrainske ledelse fører. Det er umuligt at bygge stærke og gensidigt fordelagtige relationer på dette grundlag. Petro Symonenko Førstesekretær for det ukrainske kommunistparti, European Integration of Ukraine,Warsaw and Kyiv 2003, s. 25 Var Kutjma uønsket i Prag, så har ukrainske militære styrker til gengæld været ønsket i fredsbevarende missioner under FN og NATO; i foråret deltog de i ti missioner. 58 Siden 1999 har et temmelig stort ukrainsk kontingent gjort tjeneste sammen med polske hærenheder i NATO-styrken i Kosovo, KFOR, hvor de danner en polsk-ukrainsk bataljon (POLUKRBAT). 59 Og ukrainske styrker har siden august 2003 deltaget i koalitionsstyrkerne i Irak, hvor de er placeret under polsk kommando; i februar 2004 drejede det sig om to selvstændige mekaniserede bataljoner på i alt ca mand. Ukraines nære forhold til NATO blev endnu en gang bekræftet den 17. marts 2004, da 237 ud af 421 tilstedeværende parlamentsmedlemmer stemte for et memorandum mellem den ukrainske regering og NATO s øverstkommanderende i Europa om hurtig adgang til ukrainsk territorium for NATO-styrker, hvis det er nødvendigt for at gennemføre alliancens generelle politik. 61 stemte imod, herunder en del kommunister og socialister, og hverken Timosjenkos eller Jusjtjenkos blokke deltog i afstemningen. Denne beslutning blev mødt med undren i Rusland, hvor en førende avis straks havde sagen på forsiden med en konstatering af, at Kutjma fortsatte med at skifte kurs mellem Rusland og Den Nordatlantiske Alliance. Følgen var, skrev avisens Kijevkorrespondent, at Ukraine i den nærmeste fremtid kunne blive et brohoved for NATO s militære operationer, herunder på SNG s territorium, og at NATO s styrker havde fået adgang til grænsen til Rusland Efter at Kutjma i 2002 havde ladet Ukraine foretage sit europæiske og euro-atlantiske valg, vendte han i september 2003 pludselig hovedet mod øst. I Jalta på Krim undertegnede præsidenterne for Ukraine, Rusland, Hviderusland og Kazakhstan en rammeaftale om en økonomisk union, Det Fælles Økonomiske Rum (JeEP), hvis hovedformål var at sikre fri bevægelighed for varer, tjenesteydelser, kapital og arbejdskraft mellem medlemslandene og at føre en fælles

61 INGEN HAR FRED LÆNGERE, END HANS NABO VIL EU s NYE NABOER MOD ØST udenrigshandelspolitik og en koordineret skatte-, penge-, kredit-, valuta- og finanspolitik. Det var Kutjma, der sørgede for, at det ikke blev mere end en rammeaftale. Ved den lejlighed undsagde den ukrainske udenrigsminister, Kostjantyn Hrysjtjenko, mærkeligt nok sin præsident, idet han påpegede, at aftalen gik fuldstændigt imod Ukraines kurs i retning af euro-atlantisk integration. Og den vestligt orienterede Viktor Jusjtjenko hævdede, at aftalen stred imod Ukraines forfatning. Selv den amerikanske ambassadør i Kijev, John Herbst, tillod sig at betvivle, at aftalen bidrog til at integrere Ukraine i det euro-atlantiske fællesskab, og mindede om, at USA støttede denne integration og hjalp Ukraine med at blive medlem af WTO. 61 I april 2004 var aftalen endnu ikke ratificeret af medlemslandenes parlamenter, bl.a. fordi Ukraine i virkeligheden ikke var så glad for alt for megen integration østover. Som det hed i en russisk avisartikel: Ukraine har ikke opgivet sit perspektiv om euro-integration, selvom mange eksperter anser landet for en europæisk drømmer, fordi det med sit lave BNP per capita kun kan blive medlem af EU som følge af et wirtschaftswunder. I foråret 2004 så det således kun ud til, at integrationen mellem de fire SNG-lande ville ende med en frihandelszone. 62 Ukraine har ikke opgivet sit perspektiv om eurointegration, selvom mange eksperter anser landet for en europæisk drømmer. Lidija Kosikova Russisk journalist Ukraines manglende lyst til at indgå i en økonomisk union med Rusland kan også skyldes en konflikt i efteråret 2003 om den lille ø Tuzla i Kertj-strædet mellem Krim og den russiske Krasnodarregion. Øen har tilhørt Ukraine siden overdragelsen af Krim til landet fra den russiske sovjetrepublik i 1954, men den var endnu i 1920 erne landfast med Tamanhalvøen på den russiske side af det smalle stræde, hvor sejlrenden går i ukrainsk farvand mellem Krimkysten og Tuzla. Når denne ø pludselig blev et stort problem i det ukrainskrussiske forhold, skyldtes det, at russerne angiveligt ud fra miljøbeskyttelseshensyn begyndte at bygge en dæmning ud til den fra Taman-halvøen. Men hvis russerne satte sig på Tuzla, ville de hindre Ukraine i at have kontrollen med Kertjstrædet mellem Sortehavet og Det Azovske Hav og tjene

62 mio. USD om året på afgifter fra passerende skibe. Situationen gik hurtigt op i en spids; Ukraine sendte straks grænsetropper til øen, støttet af specialstyrker fra indenrigsministeriet med orlogsfartøjer på standby, og Rusland opstillede grænsetropper og kosakker på deres side. 63 Hele situationen (omkring øen Tuzla lph) har endnu en gang vist, at Ukraine ikke har noget andet historisk valg end Den Europæiske Union. Stepan Gavrysj Medlem af fraktionen Demokratisk Initiativer i det ukrainske parlament Viktor Jusjtjenko udtalte, at Tuzla symboliserede en fundamental krise i de ukrainsk-russiske relationer, og tilføjede, at man aldrig tidligere så intenst havde diskuteret risikoen for en væbnet konflikt ikke en gang da man delte Sortehavsflåden. Og rigtigt var det, at Ukraine og Rusland siden Sovjetunionens opløsning havde undgået at komme i større konflikter om alle de mange sprængfarlige fælles problemer, såsom delingen af den sovjetiske arv, fastlæggelse af grænsen mellem de to lande, russernes stilling i Ukraine og ukrainernes stilling i Rusland, Ukraines gasgæld til Rusland, rettighederne for det russiske flertal på Krim etc. Kutjma måtte haste hjem fra en rejse til Latinamerika for at sætte sine ben på Tuzla, og de to landes premierministre mødtes og drøftede situationen, der ifølge et medlem af fraktionen Demokratiske Initiativer i det ukrainske parlament, Stepan Gavrysj, endnu en gang viste, at Ukraine ikke har noget andet historisk valg end Den Europæiske Union. Striden blev først bilagt i december 2003, da Kutjma og Putin mødtes på Krim og undertegnede en aftale om landenes fælles brug af Kertjstrædet og Det Azovske Hav I slutningen af december 2003 gav den ukrainske forfatningsdomstol Kutjma lov til at stille op til præsidentvalget i oktober 2004 og søge at blive valgt til en tredje periode, men det så i foråret 2004 ud til, at han alligevel ikke ville. Det kunne man måske godt forstå, når man så opinionsmålingerne, der i marts 2004 viste, at han var en af de ukrainske politikere, befolkningen nærede størst mistillid til. Den politiker, der nød den største tillid, var Viktor Jusjtjenko, der forventedes at søge valg til præsidentembedet; hvis der havde været valg i begyndelsen af marts 2004, ville han have fået de

63 INGEN HAR FRED LÆNGERE, END HANS NABO VIL EU s NYE NABOER MOD ØST fleste stemmer, nemlig 24 %. I april 2004 rasede striden imidlertid videre i parlamentet omkring en række forfatningsændringer, der havde betydning for den kommende magtbalance mellem præsidentembedet, premierministeren og parlamentet, og det var ikke godt at vide, hvad det ville ende med, men der var næppe tvivl om, at EU samt OSCE og Europarådet ville følge præsidentvalgkampen nøje for at se, om den levede op til vesteuropæiske idealer og principper. Ukrainerne måtte vide, at meget stod på spil for landets erklærede euro-atlantiske valg. Moldova det delte land Som Sovjetunionens urtegård, frugthave og vingård var Moldova en af de relativt rigeste sovjetrepublikker, men med opnåelsen af selvstændigheden i 1991 blev den lille republik kastet ud i en økonomisk krise, som den endnu ikke har overvundet. Moldova kunne ikke længere eksportere grønsager, frugter, tobak og vin fra sin frugtbare jord til de andre sovjetrepublikker for gode penge og nyde godt af import af varer til stærkt subventionerede priser. Landet er nu et af Europas fattigste, ja det er fattigere end flere af de fattigste ulande; UKRAINE Dnestr-floden MOLDOVA Dnestrrepublikken Chisinau Tiráspol RUMÆNIEN Sortehavet 61