Dansk i grundforløbet

Transkript

1

2 Dansk i grundforløbet

3

4 Torben Jakobsen og Jens Jørgensen Dansk i grundforløbet tekster og faglige begreber Frydenlund

5 Dansk i grundforløbet tekster og faglige begreber 1. udgave, 1. oplag, 2013 Forfatteren og Bogforlaget Frydenlund ISBN Forlagsredaktion: Thea Emborg Korrektur: Bodil Witt Dahlin Grafisk tilrettelæggelse: Debora á Reynatrøð Grafisk produktion: Graphy CemS, Spanien Kopiering fra denne bog eller dele deraf er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Ministeriet for Børn og Undervisning og Copydan. Enhver anden form for kopiering er uden forlagets skriftlige samtykke forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag i anmeldelser. Bogforlaget Frydenlund Alhambravej 6 DK-1826 Frederiksberg C tlf.: post@frydenlund.dk Tilmeld dig forlagets nyhedsmail på

6 Indhold Tekstantologi...7 Tekst Camilla Christensen: Veninder...9 Naja Marie Aidt: Ond i sulet...15 Anders Bodelsen: Alt er tilladt...21 Herman Bang: Foran Alteret...33 Martin Andersen Nexø: Lønningsdag (En Idyl)...43 Merete Pryds Helle: Mørkningstimen...47 Per Vers: City of Dreams...51 Per Vers: Battle...55 Malk de Koijn: Malk de Koijn går på Gymnasium...57 L.O.C.: De bitches...61 Kongehuset: Plat eller krone...65 Vita Andersen: Det smukke rum...69 Ole Sarvig: Modne...71 Cecilie Lind: Her overraskes en pige i faldskærm...73 Morten Sabroe: Man arresterer ikke en hvilken som helst mand, vel?...75 Skal ølhanerne lukkes for de yngste på ungdomsuddannelserne?...81 Hvis unge skal drikke mindre alkohol, skal vi have kulturændringer ikke forbud...83 Citatmosaik om reality-tv

7 Faglige begreber...90 Novelleanalyse...91 Lyrikanalyse Sagprosaanalyse Kortfilm Reality-tv Mundtlig fremstilling Processkrivning

8 Tekstantologi

9 Tekst 1 Hold fastere omkring mig med dine runde Arme; hold fast, imens dit Hjerte endnu har Blod og Varme. Om lidt, saa er vi skilt ad som Bærrene paa Hækken; om lidt, er vi forsvundne som Boblerne i Bækken. 8

10 Camilla Christensen: Veninder Fra Stjernebørn, 1996 Det er Messys blanke øjne, jeg spejler mit forslåede ansigt i, da jeg vågner. Det føles, som om hun er det eneste menneske, der nogen sinde har holdt mig i hånden. Det er rigtigt. Det eneste menneske, der nogen sinde har taget min hånd og holdt den fast. Men når sandheden skal frem, og det kommer den, hvad enten man tror, man kender den eller ej, så holder hun den ikke fast nu, hun knuger den, og det jeg i min bagrus troede var trøst viser sig at være en tryglen om trøst. Vi er låst inde, siger hun. Jeg kan stadig ikke bevæge mit hoved for slet ikke at tale om resten af min krop. Jeg kan kun mærke den som visse smertende punkter, der tydeligvis tilhører mig. Jeg kan se, at Messys bluse er beskidt og flænget. Engang i går var den nogenlunde hvid og i hvert fald hel. Du bløder, siger hun. Jeg ser, at tårerne stiger op i hendes øjne, de bliver endnu blankere, end de var lige før. Om lidt kan jeg nok tale igen, og så vil jeg spørge hende, hvad der er sket. Jeg ved ikke, hvad der skete, siger hun. Jeg ved ikke, hvor vi er. Hamborg, hvisker jeg. Skt. Georg. Hamborg, nikker hun. Ikke Skt. Georg. Vi blev kørt. Jeg kan ikke huske, at vi blev kørt. Jeg kan huske det røde plys mod håndfladen og pigens hvide hud, hendes hvide bal- 9

11 Dansk i grundforløbet der, hendes ligegyldige blik i spejlet, som hun dansede sløvt der på podiet foran os. I colaen, siger Messy. De kom det i colaen. Er vi låst inde? spørger jeg. Messy nikker. Jeg trækker mig langsomt op på albuerne. Værelset er tomt, nogle steder hænger tapetet i laser. Det gør ondt i mine arme, i mit hoved. Kan du gå? spørger hun. Hun nikker og rejser sig med besvær. Der er blod på hendes cowboybukser. Måske binder den bare. Jeg kan se en dør ud af øjenkrogen. Messy går langsomt derover. Den er låst. Hun fortsætter over til et vindue i værelsets modsatte væg, mens jeg sætter mig helt op og forsøger at følge hende med øjnene. 1. sal, siger hun. Kan vi springe? spørger jeg og stønner. Det snurrer og skærer i mit underliv. Jeg har ingen bukser på, og jeg bløder. Mine lår er spættede af blå og gule mærker. Men bukserne ligger ved siden af mig på gulvet. De lugter af tis og sprut. Jeg trækker dem langsomt på. Messy, siger jeg. Hvorfor er vi egentlig altid sammen? Det går altid galt. To piger kan bedre passe på hinanden, siger hun og smiler det skæve smil, jeg ikke bryder mig om. Har du smøger? Vi roder i vores lommer. Vi har cigaretter, men ingen ild. Jeg mister altid min lighter. Sommetider, som i nat, det hele. Min taske med penge, sygesikringskort, nøgler. En eller anden sagde engang, at det er fordi jeg håber at blive fundet en dag. Det hjalp lidt, at der måske er en grund til, at jeg altid mister mine ting. Sommetider bliver jeg faktisk fundet, men det hjælper ingenting. Når jeg sidder grædende på en bænk i det tidligste skærende morgenlys ved havnen, kommer der en mand og 10

12 Camilla Christensen: Veninder finder mig. Han betaler en taxa, ringer til en låsesmed, betaler låsesmeden og forventer så en belønning. Bagefter smider jeg ham ud og låser døren og sætter kæderne på. Jeg går i seng med en kop varm te. Jeg er god til at græde. Jeg kan græde i dagevis. Bet, siger Messy. Hun har sat sig ned ved siden af mig igen og patter på en utændt cigaret. Det er fordi, vi vil det, siger hun. Hvad? spørger jeg. Være sammen. Ende på den her måde hver gang. Jeg kan ikke rigtig sidde op, så jeg lægger mig ned igen og kigger op i loftet. Jeg kendte én engang. Hun sad altid på det der værtshus, du ved, nede ved havnen. Nummer 3? spørger Messy. Nummer 3, ja. Hun fik fem knivstik i maven af en syrer. Hjemme i sin lejlighed. Hun var mindst 50. Han var 20. Vi bliver heller ikke yngre, siger Messy og smiler en gang til. Nej, siger jeg. Vi er nødt til at springe, siger hun. Vi er i Hamborg. Vi står på en lille altan med rustent rækværk omkring og ser ned på gaden. Vi klamrer os begge to til rækværket. Det er forfærdelig lyst, og det ligner Skt. Georg. Pigerne vakler skæve rundt dernede mellem langskæggede mænd med kalot. Der lugter af Skt. Georg, der lugter af halvrådne grønsager, af bilos. Den lugt har vi lært grundigt at kende den sidste uge. Lydene er også Skt. Georgs lyde, mumlen, trafik, drukne råb. Hvordan tror du det føles at være muslim og bo midt i det her? spørger jeg. Messy ser tomt på mig. Det ved jeg virkelig ikke. 11

13 Dansk i grundforløbet Det må da være mærkeligt, siger jeg. Hun trækker på skuldrene, men ømmer sig så. Messy, siger jeg lidt efter. Mmm, siger hun. Hvorfor tog vi egentlig til Hamborg? For at få lidt sjov. Messy kigger på huset overfor. Hold da kæft mand, hvornår har du sidst haft det sjovt? siger jeg. Det er da skide skægt, det her. Hun kigger ned på fortovet, smiler skævt og ser på mig med de der blanke øjne, der er som et spejl. Nu græder hun for alvor. Jeg har aldrig før set Messy græde. Jeg tøver lidt, men så tager jeg hendes hånd og klemmer den. Har du set den der film, Thelma og Louise? Hvor de til sidst kører ud over en afgrund i Grand Canyon? spørger hun. Jeg ryster på hovedet og klemmer hendes hånd igen. Bet, siger hun og ser på mig. Mmmmm. Vil du godt ringe til min mor, hvis du kommer hjem? Hun bor i Valby. Hun hedder Ulla Mejlby. Jeg vidste ikke, at Messy havde en mor. Hun har aldrig talt om en mor. Jeg har vist heller aldrig talt om min mor. Jeg har en mor. Selvfølgelig kommer du hjem. Det gør vi da begge to. Der er sgu da ikke ret langt ned, mand. Det er sygt at sige mand hele tiden. Men jeg kan ikke lade være. Jeg har prøvet, mange gange. Men hvad skal man ellers sige? Tøs? Jeg springer først, siger jeg. Messy vil holde mig tilbage, men jeg river min hånd løs. Jeg klatrer op, sætter mig på kanten af rækværket, drejer mig rundt og sænker mig ned, til jeg hænger i armene. Det gør ondt. Jeg ser ikke ned. Jeg kigger op på Messy. Jeg kan ikke 12

14 Camilla Christensen: Veninder se noget i hendes øjne. Hverken tårer eller mit eget ansigt. Så kigger jeg ned en enkelt gang for at sikre mig, at jeg ikke rammer nogen og lader mig falde. Jeg slår det ene knæ op i hagen, det sortner et øjeblik. Det andet ben gør meget ondt, jeg ligger på gaden, men jeg kan godt slæbe mig et stykke væk for at give plads til Messy. Folk går forbi, enkelte skæver til mig, men fortsætter. Folk er vant til lidt af hvert. Jeg ser op. Messy står stadig på altanen. Hun ser ikke på mig. Hun kigger på huset overfor. Så kravler hun op på rækværket. Kanten foroven er ret bred. Hun står op på den. Messy! råber jeg. Hun ser ikke ned. Hun løfter forsigtigt armene op over hovedet, bøjer let i knæene. Messy! råber jeg igen. Folk, der går forbi, kigger op, standser, står stille. Messy! Hun sætter af i et elegant opspring, hendes krop danner en perfekt bue udad og nedad. Jeg vidste heller ikke, at Messy havde været udspringer engang. 13