»Bail-in«tager dine penge og dit liv

Transkript

1 Nyhedsorientering juni 2013 Dodd Frank Dodd/Frank-loven i USA gør det muligt at konfiskere bankkonti, som i Cypern, på vegne af Det britiske Imperium.»Bail-in«tager dine penge og dit liv Siden 2009 har finansverdenen arbejdet på en ny bail-in-lovgivning, der, i lighed med hvad der foregik i Cypern, gør det muligt at bruge bankindskydernes penge til at sikre systemkritiske bankers overlevelse og den finansielle stabilitet på bekostning af befolkningen. Dodd/Frank-loven blev vedtaget i USA i 2010 og lignende lovgivning forberedes nu i EU. I 1930 erne brugte Det britiske Imperium depressionen til at få indført fascisme, og nu forbereder man det igen. Alternativet er en Glass/Steagall-bankopdeling, som nu både er fremsat i det amerikanske Repræsentanternes Hus og Senatet. Storbritannien og Frankrig presser på for en militær intervention i Syrien, mens de oprørsstyrker de støtter, er fanget i at bruge kemiske våben i form af nervegassen sarin. Dette er en redigeret udgave af en tale Tom Gillesberg, formanden for Schiller Instituttet, holdt den 30. maj. Hele talen kan ses på Det er dramatiske tider, og de er endnu mere uhyggelige under overfladen end på den. Man siger, at de, der ikke lærer af historien, er tvunget til at gentage dens fejltagelser, og det er, hvad vi ser netop nu i den vestlige verden. Vi er nu i slutfasen af en proces, der har været i gang længe, hvor man forsøger at etablere en fascistisk verdensorden med udgangspunkt i den vestlige verden men med kontrol over hele planeten. I 1930 erne brugte man den arven fra 1. verdenskrig og den økonomiske krise og al den angst og uro det medførte til at gennemføre en fascis tisk magtovertagelse i Europa. I historiebøgerne beskriver man fascismen som et fænomen under Mussolini i Italien, Hitler i Tyskland og Franco i Spanien, men ser man på alle de andre europæiske lande, så var deres menneskesyn og prioriteringer i den økonomiske politik ikke så forskellige fra de åbenlyst fascistiske lande. Hvis man undersøger, hvad der egentlig foregik, og ikke stiller sig tilfreds med de ammestuehistorier man typisk ser i historietimerne eller i mediernes dækning af begivenhederne, så finder man, at det ikke var italienerne, tyskerne eller spaniolerne, der skabte den fascistiske politik og var drivkraften i at bringe den til magten. Den drivkraft var Det britiske Imperium. Det var fra London at man systematisk fandt og opfandt ideologier og politiske bevægelser, som man kunne fremme og bringe til magten for at skabe den nye fascistiske dagsorden og underlægge Europa en fascistisk politik. De fleste mennesker ser ikke denne udvikling, for de forbinder fascisme med skrårem, naziflag og støvletramp, og det ser vi jo ikke så meget af i dag. Folk er jo meget KONTAKT OS: Skt. Knuds Vej 11, kld. tv., 1903 Frederiksberg C, SI@SCHILLERINSTITUT.DK

2 liberale og frisindede. På lignende vis tror de fleste, at fascisme centreres om en stærk leder, og dem er der jo ingen af i Europa i dag. De er alle sammen nogle vatpikke. De er ikke ledere men blot en samling nikkedukker, der gør, hvad de får besked på. Men i modsætning til hvad de fleste tror, så er det faktisk hvad man ser under fascisme. Fascismen drives ikke af stærke folk med nogen iboende ideer, men af svage individer, mange gange med latente mindreværdskomplekser og psykiske problemer, der er perfekte redskaber for et magtapparat til at gennemføre vanvittige ting, netop fordi de ikke hviler i sig selv og har en sund karakter. Kender man deres neuroser, så kan man langt hen af vejen styre dem og sørge for, at de gør det, som man ønsker, uden at de naturlige menneskelige blokeringer kommer op, når man skal træffe beslutninger, der koster andre mennesker livet. De er villige til at tage livet fra først enkelte udvalgte mennesker og efterfølgende fra tusinder eller millioner andre. Når man først har betrådt den unaturlige vej, hvor man ikke længere tænker menneskeligt og har mistet respekten for sine medmennesker og menneskelivet, så er det bare et spørgsmål om tid og gradbøjning. Når man først har overskredet visse grænser, så kan man få sig selv til hvad som helst. Vi accepterer og medvirker i dagens samfund allerede til ting, som folk i 1950 erne eller 60 erne, med erfaringerne fra 30 erne og 40 erne in mente, ville have beskrevet som fascisme. En politik som vil gentage det mareridt Europa med nød og næppe overlevede, og som man sagde, aldrig måtte komme til at ske igen. Folk i dag ser det bare ikke, fordi samfundets værdinormer er blevet ændret med salamimetoden. Bid for bid har man ændret retningen, og til sidst er den kurs, som folk betragter som den naturlige, den stik modsatte af hvad man startede ud med. Sort kan blive til hvidt og hvidt til sort. Ser man på den mentalitet, som man gennem lang tid har forsøgt at få ind og styre sundhedssystemerne, så siger man:»sundhed er godt. Det er godt, hvis vi kan redde menneskeliv, men det må bare ikke koste for mange penge. De økonomiske rammer må bestemme, hvad lægerne skal gøre.«det er den politik, som Obama repræsenterer, og som var årsagen til, at vi under stærke protester fra mange af vore venner gav ham et Hitleroverskæg på. Denne filosofi ser ikke ud til at have så stor betydning, så længe økonomien er nogenlunde god, men når økonomien så bliver dårligere, så vokser antallet af mennesker, som man må ofre for at møde de økonomiske rammer. Det var processen man så i Hitlers Tyskland, hvor man til at begynde med udstedte det såkaldte»euthanasiebefehl«, hvor man under visse omstændigheder tillod, at uhelbredeligt syge mennesker under lægelig rådgivning og tilsyn kunne gives»nådesdøden«, så de kunne slippe for at leve et liv, som man ikke mente var værd at leve. Da man først var begyndt den vandring, så etablerede man, i takt med at man ønskede at spare stadig flere penge, et system, hvor man tog livet af stadig flere mennesker, der blev betragtet som»unyttige brødspisere«mennesker, som man ikke mente bidrog til samfundet, men blot var en uønsket udgift. Til at begynde med var det handikappede, så var det de kronisk syge, så ældre svagelige, og til sidst alle de folk som man fandt var uønskede. Samme form for selvbedrag om hvor der er frihed og hvor fascismen regerer, ser man når folk peger på Rusland og Kina som lande, hvor befolkningen ikke har nogen indflydelse på den politiske proces, og hvor man regerer hen over hovedet på dem i modstrid med deres egne ønsker og interesser. Men spørger man befolkningen i Rusland om, hvem der skal regere dem, og hvordan det skal foregå, så finder man, at et flertal støtter den russiske regering under Putins ledelse (samtidig som de er dybt frustreret over mange ting som f.eks. den enorme korruption). På lignende vis ønsker flertallet i den kinesiske befolkning ikke at afsætte ledelsen i Beijing. Men her i demokratiets højborg i EU har vi en situation, hvor man konsekvent gennemfører en politik oppefra og nedefter, der ikke har befolkningens opbakning. Jo flere gange befolkningen stiller sig på tværs, ved at stemme nej til udvidelsen af EU s magtbeføjelser og etableringen af et europæisk imperium i stedet for suveræne nationer, jo mere besluttet bliver magtapparatet på, at befolkningen ikke skal spørges i fremtiden. Samtidig opfinder man en falsk opposition, der siger det, som befolkningen vil høre, inden valg finder sted, for så efterfølgende at gennemføre den politik efter valget, som befolkningen netop fravalgte. Beslutningerne træffes ikke længere i de nationale parlamenter, men gennem diktater der kommer fra den internationale finansverden, EU og Den europæiske Centralbank (ECB). Demokratiet bliver et ligegyldigt spil for galleriet, og på et tidspunkt bliver det så foragtet, at man kan erstatte det med den mere direkte totalitære styreform. Som vi ser det i Danmark, så er det ligegyldigt, om det er rød eller blå blok, der regerer. Politikken bestemmes af de rammer, der dikteres fra EU og finansverdenen. Der er en lige linje i de mange reformer Danmark har gennemført under den tidligere regering, siden Løkke Rasmussen-regeringen gennemførte sin dagpenge- og efterlønsreform, og den nuværende. Politikerne kæmper ikke for at gennemføre en politik, som de har fået mandat til at føre fra befolkningen, men er blot nogle nikkedukker, der gennemfører de diktater, som systemet har besluttet bør gennemføres. Dette får nu en endnu mere uhyggelig dimension, fordi vi er på vej ind i et finansielt og økonomisk sammenbrud, der er langt større end det vi så i , fordi man aldrig gik ind med nye tiltag, der kunne rydde op i finansverdenen og forhindre en gentagelse. Man gennemførte ikke en Glass/Steagall-bankopdeling og afskrev aldrig de fiktive finansværdier i finanssystemet. Man fik ikke stoppet finanssystemets sygelige afhængighed af finansspekulation, men gav tværtimod hjælpepakker til finansverdenen, der gjorde det muligt for dem, at fortsætte med deres unoder. Man satte renten ned til ingenting og pumpede enorme mængder penge ind til deres fortsatte spekulation, med det resultat at vi er på vej mod et nyt kollaps af systemet i en endnu større størrelsesorden. Denne gang vil man ikke kunne redde systemet gennem statslige hjælpepakker. Derfor har man gennem de seneste fire år forberedt en ny politik, der bruger nye redskaber fra den økonomiske værktøjskasse. Hvor man tidligere sagde, at folks indestå- 2 Schiller Instituttet juni 2013

3 ender i banken var hellige, så går den nye politik ud på, at de penge virksomheder og privatpersoner har stående i banken, skal konfiskeres for at redde systemet. I finansverdenen kalder man det for»bail-in«, fordi bankerne reddes gennem de penge, som folk har sat i banken, i modsætning til en såkaldt»bail out«, hvor banken reddes af penge, der tilføres udefra, som det skete med de statslige hjælpepakker til bankerne i Denne nye politik, som man er ved at forberede lovgrundlaget for rundt omkring, har været under forberedelse siden Tænk tilbage på , da hele finanssystemet var under opløsning, og de forskellige landes banker kun blev reddet gennem massive statslige hjælpepakker. Der var efterfølgende en diskussion om, hvad der nu skulle ske. Det var i den fase, hvor jeg f.eks. i oktober 2008 blev interviewet på TV2 News for at diskutere vort forslag til et nyt Bretton Woods-finanssystem. Der var en diskussion bag kulisserne om, hvordan et nyt system skulle se ud, og hvad der skulle prioriteres. Skulle man ofre det finansielle system, der havde spillet fallit, og i stedet redde nationerne, befolkningerne og økonomierne, som var vort grundlag for vor diskussion om et nyt Bretton Woods. Det burde man have gjort, men man besluttede sig i stedet for at ofre alt det for at sikre det daværende finanssystems overlevelse. Nationerne, befolkningerne og økonomierne blev ofret. Det er, hvad vi så i Irland, Grækenland, Spanien etc. men som også finder sted i Danmark, selv om vi måske ikke er kommet helt lige så langt ud endnu. Kursen er den samme. Dansk centralisering og lukkethed Her i Danmark har man lavet massive økonomiske sparetiltag i løbet af de seneste fire år, samtidigt med at der har været store politiske reformer, der har medført en hidtil uhørt centralisering af magten og beslutningsprocessen i det danske samfund. Beslutningerne er flyttet fra lokalsamfundene og over til centraladministrationen i København. Samtidigt er regeringen, sammen med Venstre og Konservative, fast besluttet på at gennemføre ændringer af offentlighedsloven, som vil fjerne den sidste lille rest af mulighed for offentligheden til at se, hvad der egentlig foregår i Centraladministrationen. Når jeg siger den sidste lille rest, er det fordi, at det igennem de senere år er blevet praksis, at man gør alt, hvad man kan, for at omgå lovens ord og tanke. Embedsmænd bruger i vid udstrækning private s og lignende for at sikre, at der ikke er information, som man efterfølgende kan få aktindsigt i en praksis som man ikke har grebet ind over for. Alt sammen noget der gøres for at forhindre, at det skal være muligt for udefrakommende at få indsigt i, hvordan politikken egentlig laves. Hvorfor ønsker man at mørklægge den politiske proces i centraladministrationen? Enhver sund regering ville have det modsatte som princip, nemlig at det er godt, hvis befolkningen kigger med. Jo mere folk kigger med jo bedre, og finder de noget, der ikke er som det skal være, så er det fint. Lad os få det renset ud. Vi ønsker at involvere befolkningen og nationen i den demokratiske proces. I stedet gør man det modsatte. Man ønsker ikke, at der er nogen der skal følge med i, hvad der egentlig foregår. En grund til det juni 2013 er måske, at hvis folk fik indsigt i processen, så ville man skamme sig over, hvordan politikken egentlig laves. Det er ikke en dybtgående diskussion om højere principper, der bestemmer politikken, som man kommer frem til. For det meste kommer der et diktat fra EU, eller, hvis det gælder bankpakker og lignende, folk fra Danske Bank eller andre i finansverdenen, og politikernes opgave er så at finde ud af, hvordan man kan få solgt politikken. Det er en diskussion, hvor det er meget pinligt, hvis andre lytter med, for så virker det som om, at man i stedet for at sige sandheden forsøger at manipulere et bestemt resultat igennem. Det er det, man gerne vil undgå, at folk skal have indsigt i. Man ønsker ikke, at folk skal være bevidste om, hvordan tingene besluttes. Vi har et oligarki med centrum i det britiske kongehus og en europæisk finansverden med tyngdepunktet i City of London, der sammen med formelle og uformelle indflydelsesrige kredse beslutter, hvordan tingene bør foregå. Der er så et EU, hvor der er nogle godt betalte loyale nikkedukker til systemet, der tager det, som de får stukket ud fra de højere magter, holder patetiske taler om det for så at sende det videre i diktatform til de enkelte lande som f.eks. Danmark. Her forsøger regeringen så ihærdigt at være EU s duks, når det gælder om at opfylde de mange love og krav fra EU. Der er ingen refleksion over, hvad der tjener nationen, hvad der gavner befolkningen, eller hvad der er godt for fremtiden. Man gennemfører blot det, som»eksperterne«siger er nødvendigt at gøre. Det bliver derfor de udefra dikterede økonomiske rammer, der bestemmer det hele. Sundhedsvæsenet, værdien af folks liv etc., bestemmes af den ramme, som man har fået udstukket. Så må man passe tingene ind i det. Man ønsker ikke at have selvstændige læger, der bruger deres faglige og moralske dømmekraft til at træffe beslutninger. De skal blot udføre de ordrer de får fra centralt hold, og det er, hvad den nuværende lægekonflikt drejer sig om. Det samme gælder uddannelsessystemet, hvor man for nyligt brutalt nedlagde lærerne med lockout og efterfølgende regeringsindgreb for at markere, at lærerne blot skal være nogle nikkedukker, der gør, hvad de får besked om fra systemet. Accepterer man disse spilleregler, så er der ingen suverænitet, og snart derefter heller ingen frihed. I 1930 erne brugte man den økonomiske krise til at få et skifte i værdinormerne og bringe en fascistisk politik til magten. Det er, hvad vi også står over for i dag, hvis der ikke sker et oprør imod den nuværende kurs i Europa og i USA. Når man ser på Hitlers forbrydelser med koncentrationslejre og folkemord, så siger de fleste:»sådan noget kunne jo ikke forekomme i dag«. Men folk glemmer, at det ikke var en ny politik, der opstod med Hitler. Se på Det britiske Imperium. Der har været et skønmaleri af Det britiske Imperium, når man fremstilede briterne som gode kolonialister, der havde som deres ansvar at bringe civilisationen ud til barbariske indfødte. En række tidligere Mau Mau ere fra Kenya har netop vundet en retssag imod den britiske stat, pga. de massive overgreb med voldtægt, kastrering, tortur etc. som de havde været udsat for i 1950 erne, fordi disse uhyrligheder var dokumenteret i officielle britiske rapporter, der Schiller Instituttet 3

4 var gemt i et arkiv fra kolonitiden, der efter årtiers forsvinden sidste år dukkede op i Hendes Majestæts»Government Communications Centre«(der er en del af det britiske efterretningsapparat) i Hanslope Park nær London. Arkivet viser, hvorledes man systematisk brugte overgreb, tortur og folkemord for at sikre Det britiske Imperiums overherredømme, men selvfølgelig ønskede, at disse mere beskidte sandheder om Det britiske Imperium blev holdt skjult for offentligheden noget man lykkedes forbløffende godt med. Ser man på de sidste tre årtiers politik over for den 3. verden, ser vi en lignende politik. Siden 1982 har IMF, Verdensbanken, EU etc. på vegne af finanssystemet gennemtvunget en gældsinddrivningspolitik i Afrika og Sydamerika, der har betydet, at nationer er blevet lagt i ruiner, og som har medført ubeskrivelige lidelser for store befolkninger. Man gennemtrumfede princippet om, at betalinger til bankerne og det internationale finanssystem er vigtigere end menneskeliv. Dette medførte, at hundrede af millioner af mennesker enten døde eller aldrig blev født. Et langt større folkemord end det man så i Hitlers koncentrationslejre. Men folk lukkede øjnene for disse uhyrlige forbrydelser gennem at sige, at det nok også var landenes egen skyld, fordi de havde korrupte ledere, og man jo er nødt til at lære dem økonomisk ansvarlighed. Dette folkemord har fundet sted i Afrika og i Syd- og Mellemamerika, og nu er turen så kommet til befolkningerne i Europa og USA. Glass/Steagall fremsat i USA s senat Der er samtidigt et vist momentum den anden vej, som vi i høj grad er ansvarlige for, i form af kampen for indførelsen af Glass/Steagall i USA. Den 16. maj kom den første senator, demokraten Tom Harkin fra Iowa, på banen og introducerede et lovforslag til genindførelsen af Glass/ Steagall med et»lovforslag for at vende tilbage til fornuftig og forstandig bankvirksomhed«, der blev introduceret som lovforslag S985 i Det amerikansk Senat. Det er et parallellovforslag til HR159 i Repræsentanternes Hus, der blev fremsat af demokraten Marcy Kaptur den 3. januar, og efterfølgende har fået 62 medstillere. Det er et vigtigt gennembrud, da en eventuel genindførelse af Glass/Steagall selvfølgelig skal vedtages af både Repræsentanternes Hus og Senatet, hvis det skal komme på præsidentens bord til underskrivelse. Senator Harkins lovforslag kommer i kølvandet på en massiv kampagne for genindførelsen af Glass/Steagall, som LaRouche-kampagnen har fået søsat over hele USA. Der er nu beslutningsforslag med krav om, at den nationale kongres genindfører Glass/Steagall, fremsat i 21 delstater, og det er allerede vedtaget i fire: South Dakota, Maine, Indiana og Alabama. Senest er et beslutningsforslag blevet fremsat i den vigtige delstat New York den 29. maj med 19 medstillere. New York lægger som bekendt bl.a. jord til det amerikanske finanscentrum Wall Street. Det er afgørende, at USA meget hurtigt genindfører Glass/Steagall, for man er fra finansverdenens side ved at få gennemført lovgivninger i USA og Europa, der vil sikre, at det modsatte af Glass/Steagall, en bail-in-lovgivning, er gennemført, inden den næste store krise rammer det internationale banksystem. Det dokumenteres i det seneste tidsskrift fra Executive Intelligence Review dateret den 31. maj 2013, hvor man kan afsløre, at man allerede har forberedt en sådan konfiskation af bankindskydernes penge, inden for rammerne af den Dodd/Frank-lovgivning man vedtog i Selv om loven i princippet er vedtaget, er den endnu ikke færdigskrevet. Den er foreløbig på 848 sider samt tillæg på yderligere 8843 sider, men man regner med at den vil være tre gange så stor, inden man er færdig. Hvordan kan man læse og vedtage en lov på sider og med tillæg på sider? Det kan man ikke, og det er fidusen. Det er lovgivning skrevet af Wall Street med det formål, at få en lov der ikke vil gribe ind over for bankernes aktiviteter og spekulation, som Glass/Steagall ville gøre det. Dodd/Frank-loven, og dens modsvarigheder i andre lande, går tilbage til G20-topmødet i London i april 2009, hvor man blev enige om rammerne for den fortsatte håndtering af bank- og finanskriser. Man blev enige om noget, der kun kan betragtes som et forræderi imod de respektive lande og befolkninger: De nationale banksystemer vil være sekundære til redningen og opretholdelsen af det internationale finanssystem, og krav fra internationale finansinstitutioner, inklusive de mange billioner eller billarder af derivater, går forud for de nationale befolkningers behov. Man ofrer sin befolkning for opretholdelsen af dette internationale finansielle imperium, der i dag har den internationale handel med derivater som sin kerne. Derivater er værdipapirer, der ikke repræsenterer ejerskab til nogen form for fysisk værdi, men udelukkende er en slags forsikring eller lodseddel, der spekulerer i udviklingen af renter, kursen på værdipapirer eller noget helt tredje. Bank for International Settlements, BIS, vurderer den pålydende værdi af hele verdens derivater til at være mia. dollars, mens EIR vurderer det til at være mia. dollars ( mia. kr.). Det giver derivaterne en pålydende værdi på gange verdens samlede bruttonationalprodukt, der i 2012 var på ca mia. dollars. Dodd/Frank-loven og bail-in I USA blev det, som man vedtog for at gennemføre dette forræderi imod sin egen befolkning, til Dodd/Frank-lovgivningen, som Executive Intelligence Review går igennem baggrunden til. Dodd/Frank er det modsatte af Glass/ Steagall. Under Roosevelt gik man ind og lukkede eller sanerede banker, der var bankerotte. De normale indlåns- og udlånsaktiviteter, folks indeståender etc. blev lagt over i en separat bank, som man forsøgte at føre videre. Alt det andet, finansielle kontrakter banker måtte have med andre banker, derivater etc., blev bare lukket ned. Hvis de andre banker taber penge er det ærgerligt, men statens opgave er at redde de almindelige mennesker og deres opsparing. Hele oplægget i Dodd/Frank-lovgivningen er det modsatte. Man siger direkte, at når der er en krise, så er det ikke bankkunderne der kommer i første række, men derimod den finansielle stabilitet hele finanssystemet. Hvis en stor bank går ned, kan det have en negativ effekt på andre banker, og derfor mener man, at det vigtigste er at holde banken åben. Det er det, som man skal bruge bail-in til. I 4 Schiller Instituttet juni 2013

5 juni 2013 Dodd/Frank siger man så, at staten og skatteyderne ikke længere skal betale regningen for sådanne bankredninger, men at man i stedet, efter at aktionærerne har tabt deres investering, skal tage pengene der, hvor de stadig findes, nemlig på bankkundernes konti. Folk kan så få garanti for at beholde de dollar, som er dækket af indskudsgarantien fra FDIC. Resten må de se forsvinde. Det, der så er det centrale i Dodd/Frank-loven, er, at alle derivatkontrakter, som banken måtte have med andre finansinstitutioner, afregnes først, så de andre finansaktører ikke taber penge på banken. Indskyderne kan så få deres penge, hvis der er nogen tilbage. Grunden til at vi siger, at folk så vil miste deres penge, som det skete på Cypern, er, at den udestående gæld i form af derivater er så enorm, at der ikke vil være penge til at dække alle tabene. På Cypern blev alle indeståender over euro overført til en separat konto, hvor de enten bliver konfiskeret eller erstattet med bankaktier, der sandsynligvis ingenting vil være værd. Man gjorde noget lignende tidligere i Spanien, hvor kunder i Bankia og andre storbanker fik en del af deres opsparing konverteret til såkaldte til»fordelsaktier«, der, da langt om længe kunne omsættes, faldt til % af værdien. På Cypern gælder tilmed, at selv de penge folk får lov til at beholde på deres konto, ikke engang kan hæves frit. EU, ECB og IMF gennemtvang denne»løsning«på Cypern for at sikre, at de andre pengeinstitutter, frem for alt ECB, som havde lånt store beløb til de største cypriotiske banker, ikke skulle tabe penge. Dette er, hvad der menes med Cypernskabelonen eller Cypern-modellen, og denne mulighed er allerede skrevet ind i Dodd-Frank. Det er også omdrejningspunktet for den nye lovgivning, som man netop nu er i gang med at lave i EU. Efter at Dodd-Frank-loven blev vedtaget, har man arbejdet på højtryk i den finansielle verden med at konkretisere indholdet, der frem for alt skal sikre de banker, som man før kaldte»too big to fail«(for store til at gå ned), og som nu kaldes GSifi»global systemically important financial institutions«(globalt systemisk vigtige finansinstitutioner). I en gennemgang hos IMF i april 2012 skrev man om dette nye bail-in-princip:»lovgivningen om bail-in skal sikre en hurtig genkapitalisering og restrukturering af den betrængte institution«, og hvis det er en GSifi, så må private indskud, der ikke dækkes af FDIC, komme i spil. Samtidig siger Dodd-Frank-loven, at da disse GSifi opererer i mange forskellige lande, så er det ikke nødvendigvis USA, der bestemmer, hvad der skal ske. Det kunne også være nogle af de andre lande, der er involveret. Hele lovgivningen tager afsæt i en verdensopfattelse, hvor der ikke længere er national suverænitet, men at det i stedet er et globalt finansimperium (med centrum i City of London), der dikterer, hvad der skal ske. Man har med de seneste årtiers globalisering og afregulering skabt en verden, hvor det vigtigste var kapitalens frie bevægelighed. Man har fjernet alle branddøre, så finansverdenens friske vind hurtigt kunne brede sig overalt. Men det betyder også, at en brand et sted i systemet hurtigt kan få hele systemet til at gå op i lys lue. Løsningen ville selvfølgelig være, at genetablere branddøre i form af Glass/Steagallbankopdeling og national kontrol over finansmarkederne, men man gør det stik modsatte. Man kræver at nationerne overgiver ansvaret for brandslukningen til det internationale system, og derfor også overrækker kontrollen over den finansielle og økonomiske politik. De nationale regeringer skal, som man så det på Cypern, blot gennemføre de beslutninger, som finansimperiet kræver. EU-kommissionen fremlagde den 6. juni 2012 en bailin-lov, der skulle»etablere lovgrundlaget for at redde og håndtere kreditinstitutioner og investeringsfirmaer«. I forordet forklarer man, i lighed med Dodd-Frank-loven, at man skal kunne gribe ind og stoppe bankkriser for at sikre den finansielle stabilitet og samtidig minimere risikoen for, at skatteyderne skal tabe penge, når banker går bankerot. Bankerne skal reddes ligegyldigt hvad. Når staterne ikke kan betale, så må man tage pengene der, hvor de er: på bankkundernes konti. GSifi-bankerne og den finansielle stabilitet går forud for alt. Finansverdenen laver lovgivningen Hvem er det, der har lavet denne nye lovgivning? Det har bankerne og finansverdenen. New York Times kunne den 23. maj fortælle, at det nyeste tiltag man er ved at vedtage i Den amerikanske Kongres, HR992, var skrevet af Citigroup. Læser man fodnoterne til EU-kommissionens forslag til ny lovgivning, kan man læse, at den er lavet i samarbejde med ISDA, International Swaps and Derivates Association, hvis anbefalinger fra 2011 har dannet grundlag for lovforslaget. Det centrale punkt fra ISDA er, at derivater (der udgør langt størstedelen af de finansielle transaktioner) ikke skal indgå i en reorganisering af en kriseramt bank, men skal have forrang og stå uden for, så de internationale modparter ikke risikerer deres tilgodehavender. ISDA må siges at have stor indsigt på området, men er så absolut ikke en uvildig neutral part. ISDA er alle de store internationalt aktive bankers organisation til at koordinere de globale derivataktiviteter, og det ser man på bestyrelsen med navne som Morgan Stanley, Société Générale, JP Morgan Chase, BNP Paribas, Citigroup, Goldmann Sachs & Co. etc. Der findes alle de store internationale banker specielt investeringsbankerne der står for størstedelen af den globale handel med derivater. De fire største danske banker: Danske Bank, Nordea, Nykredit og Jyske Bank er selvfølgelig også førsterangs medlemmer af foreningen. Det er altså de, der har skabt hele derivat-problemet, der nu laver EU s lovgivning til, hvordan man fremover skal håndtere det. De mener, at det må være bankkunderne, der ender med Sorteper. Denne lovgivning er man i gang med at køre igennem EU-apparatet uden den store modstand. Den 20. maj godkendte Europaparlamentets Komité for Økonomiske og Monetære spørgsmål (ECON) med stemmetallet 39-6 kommissionens forslag, og den 22. maj var der ligeledes støtte til kommissionens forslag til etablering af et fælles europæisk banktilsyn. Det eneste, der blokerer for den fortsatte udvikling, er, at Tyskland har krævet, at det skal vedtages i den tyske forbundsdag, inden man går over til afstemning i EU-parlamentet. Det er derfor stadig muligt Schiller Instituttet 5

6 at få ændret eller stoppet lovforslaget, så vi kan undgå en fremtidig konfiskation af vore bankindeståender. Man har altså de seneste fire år været i gang med at etablere en detaljeret lovgivning, der kan sørge for, at man kan gå ind og konfiskere folks indeståender for at redde de systemtruende banker og hele finanssystemet, når vi kommer til næste runde af globale finans- og bankkriser. Det viser også, at det er løgn, når man siger, som man sagde det i 2008, at ingen kunne forudsige krisen. Alle i finansverden, der arbejdede seriøst med tingene, vidste, at der ville komme en krise, men blot ikke præcis hvornår den kom. På samme måde forbereder man nu, hvordan den næste krise skal håndteres, så man kan sikre sig, at det ikke er en Glass/Steagall-løsning der benyttes, hvor man sætter befolkningen, økonomierne og nationernes fremtid først, men at man kan ofre befolkningerne for at redde det globale finansimperium. Man har forberedt overgangen til en åben fascistisk økonomisk politik. Vi er i gang med at oversætte en del af denne dokumentation, så folk kan se, hvad det er, som man er i gang med at gøre. Men det er vigtigt at forstå, at dette ikke er hypotetiske muligheder en gang i fremtiden, men noget som man har været i gang med at forberede gennem længere tid. Man vidste godt, at systemet ikke kunne overleve i sin nuværende form og har derfor forberedt de upopulære politiske handlinger, som man ikke kan få igennem på normal demokratisk vis, til iværksættelse, når man kunne bruge en akut krisesituation til at få dem gennemført. Syriske oprørere bruger giftgas Parallelt med indførelsen af fascisme på det økonomiske område fører Det britiske Imperium og dets lakaj Barack Obama fortsat krig imod de potentielle forhindringer til deres nye verdensorden: Rusland, Kina og deres allierede. Krigen imod Syrien, som man har ført med hjælp af fundamentalistiske rebeller, der er blevet finansieret og har fået våben fra Saudi-Arabien, Qatar og Tyrkiet, er allerede blevet til en regional krig, hvor nabolandene bliver stadig mere involveret. Hvis Israel igen blander sig, kan det blive en ny Mellemøstkrig, men en direkte konfrontation med Storbritannien og USA på den ene side, og Rusland og Kina på den anden, vil også være en realitet, hvis man intervenerer direkte i konflikten en konfrontation der er vejen til atomkrig. Det amerikanske militær har af den årsag indtil nu forhindret en gentagelse af USA s og NATO s angreb på Libyen i Syrien, og det er også baggrunden til aftalen mellem den amerikanske udenrigsminister Kerry og den russiske præsident Putin og udenrigsminister Lavrov i Moskva for to uger siden om at have en ny Geneve-konference den juni, for at finde en diplomatisk løsning på Syrien-konflikten. Desværre har der været hektisk aktivitet fra Storbritanniens side (og deres allierede i USA og andetsteds) for at forhindre, at den nye Geneve-konference skulle finde sted og blive succesrig. På samme måde som man saboterede den tidligere Geneve-konference i begyndelsen af Syrienkrigen, hvor man forsøgte at skabe en løsning gennem FNudsendinge. Storbritannien ønsker ikke en diplomatisk løsning, men et regimeskifte i lighed med det der fandt sted i Libyen og en magtovertagelse i Syrien af de religiøse og fundamentalistiske kræfter, der i øjeblikket er hovedkampstyrken på rebellernes side. Derfor har man brugt sine venner i Saudi- Arabien og Qatar til at finansiere modstanden imod regimet i Damaskus. Det er også baggrunden for den 13-timer lange intensive diskussion mellem EU s udenrigsministre sidste weekend, hvor Storbritannien og Frankrig fik gennemtrumfet, at de kan sende våben direkte til oprørerne på trods af at det strider imod folkeretten, ifølge hvilken man ikke må sende våben til oprørsstyrker, der forsøger at vælte en siddende regering med militærmagt. Det kan man kun gøre, hvis man får et mandat fra FN s sikkerhedsråd, og det har Rusland og Kina effektivt forhindret. Samtidig er syriske oprørere af FN blevet afsløret i at bruge kemiske våben, og oprørsgrupper i besiddelse af nervegassen sarin, der af FN er klassificeret som et masseødelæggelsesvåben, er blevet fanget i både Tyrkiet og i Syrien. Det er sket samtidig med, at Storbritannien, Frankrig og kredse i USA har beskyldt den syriske regeringshær for brugen af kemiske våben, i et forsøg på at skabe en retfærdiggørelse af en vestlig militær indsats, i lighed med de»beviser«på irakiske masseødelæggelsesvåben som den britiske statsminister Tony Blair fremlagde i 2003, der blev den umiddelbare undskyldning for invasionen af Irak. Umiddelbart har EU s tilladelse til eksport af våben ikke den store praktiske betydning, for Storbritannien, Frankrig og USA har allerede under bordet koordineret våbenleverancer til oprørerne, der er blevet leveret via Tyrkiet. Men det er et politisk signal om, at man ikke har tænkt sig at respektere national suverænitet og FN s beslutninger, og at man fortsat ønsker en konfrontation med Rusland og Kina. Den russiske respons var at beklage, at EU smider benzin på bålet, og at Rusland har tænkt sig at stå ved den aftale, som man har med Syrien, om at levere S300-missiler til dem. De russiske S300-missiler er et effektivt våben til at nedskyde fly og krydsermissiler og er derfor ikke rettet imod rebellerne, men imod andre lande der kunne finde på at bombe Syrien. F.eks. NATO-lande eller Israel. Den israelske forsvarsminister svarede omgående igen med at udtale, at Israel vil præventivt bombe disse missiler, så snart Syrien begynder at opstille dem, fordi de ville kunne ramme mål i Israel, som f.eks. israelske fly af den type der tidligere på måneden affyrede missiler direkte imod militære mål i Syrien med mange døde og store ødelæggelser til følge. Man kan så undre sig over, at der ikke er et internationalt ramaskrig over disse udtalelser fra Israel, der er et klart brud på folkeretten. Den syriske opposition udtalte tidligere i dag, at de ikke vil deltage i Geneve-konferencen, på trods af at den syriske regering har meddelt sin intention om at deltage. Det er ikke direkte overraskende, for oprørerne har hele tiden krævet Assads afgang som en forudsætning for forhandlinger, og ville aldrig kunne få politisk indflydelse i Syrien, hvis det er den syriske befolkning der bestemmer. Samtidig er oppositionen sandsynligvis ikke i stand til at blive enige om, hvem der eventuelt skulle repræsentere dem, da den be- 6 Schiller Instituttet juni 2013

7 står af mange forskellige grupperinger, der er dybt uenige internt. Den stærkeste del af oppositionen er den syriske del af al-qaeda, der ingen forhandlinger ønsker, men hele tiden har gået efter en udvikling, som den man så i Libyen. Man skal huske på, at det fra briternes og Obamas side hele tiden var planen, at man efter mordet på Gadaffi skulle have fortsat med en krig imod Syrien, men at det blev forhindret, fordi Rusland og Kina blokerede det i FN s sikkerhedsråd. På trods af at oprørerne fik overført enorme mængder af penge, mandskab og militærudstyr via Tyrkiet, så har man været ude af stand til at levere afgørende militære gennembrud. De behøver aktiv flystøtte udefra, som oprørerne fik det i Libyen, hvis de skal have en chance imod de syriske regeringsstyrker. Der er forlydender om, at Pentagon har fået besked på at forberede en eventuel amerikansk indsats i lighed med den flyveforbudszone, som man indførte i Libyen (og seks måneders vedvarende militære bombardementer), men det benægter de. Obama meget værre end Nixon Så længe Obama fortsat er præsident, så er der en akut fare for, at USA går i krig igen og dermed indleder en konfrontation med Rusland og Kina, der kun kan ende i atomkrig og menneskehedens mulige udslettelse. På lignende vis er det Obama, der har været nøglepersonen til at sikre, at finansverdenens fascistiske dagsorden bliver gennemført. Derfor må Obama afsættes så hurtigt som muligt. Der er et hav af skandaler, som Obama-administrationen er involveret i, der hver for sig er langt værre end den Watergate-skandale, der førte til at Nixon trak sig fra præsidentembedet. Der er Benghazi-gate, hvor Obama-administrationen forhindrede, at der var ordentlig sikkerhed for det amerikanske konsulat i Benghazi. Da konsulatet så den 11. september 2012 blev angrebet af den al-qaeda-forbundne al Nusra-bevægelse, forhindrede man at forstærkninger kom frem, og ambassadør Stevens og tre andre amerikanere blev dræbt. Bagefter forsøgte man så at hemmeligholde, at det var al-qaeda, der havde stået bag. Der er skandalen om, at det amerikanske skattevæsen IRS forhindrede, at mange hundrede (måske tusinder) af højreorienterede interesseorganisationer kunne få skattefritagelse i tiden op til det amerikanske præsidentvalg i 2012, så de ikke kunne samle penge ind og være med til at få besejret Obama. Selv om det endnu ikke er bevist, så skete det selvfølgelig efter ordre fra højere sted. Der er skandalen om, at justitsministeriet har aflyttet journalisters telefoner og tjekket deres s for at finde ud af, hvem det var de talte med og fik informationer fra. Der er også»fast & Furious-sagen«og mange andre grove sager, der alle er langt mere alvorlige, end det Nixon var anklaget for, og er mere end tilstrækkeligt til at kræve præsidentens afgang eller en rigsretssag. Alt dette spiller med i Glass/Steagall-mobiliseringen i USA, for hvis vi kan få nationen mobiliseret, så kan Obama afsættes og USA kan gå i spidsen for en politik, der i lighed med Glass/Steagall er i tråd med USA s historiske tradition og nationale mission. Ser man på den amerikanske historie, juni 2013 er der en lang tradition for at der sker dramatiske korrigerende politiske skift, når nationen er kommet i uføre. Mennesket er grundlæggende godt Men kan vi virkelig tillade os at være optimister? Er alle disse problemer ikke eksempler på, at mennesket i grund og bund er ondt af natur? Er vi dumme, egoistiske, primitive, smålige og selvfikserede væsener, der derfor altid vil slås og lave ulykker? Ser vi på menneskehedens historie, så er svaret nej. Disse fænomener optræder, når mennesker ikke opfører sig som mennesker men som dyr. Så kan vi være meget destruktive, for vi har visse evner, som dyrene ikke har, og kan gøre brug af teknologier, som dyrene ikke bemestrer. Men når man læser Platons, Cusanus, Keplers og LaRouches skrifter om, hvad mennesket egentlig er, så er vi noget ret så fantastisk. Lytter vi til musik af Bach, Mozart, Beethoven og de andre store komponister, så er det englenes musik, hvor der er en utrolig kreativitet, der kan opløfte og inspirere os. Det samme gælder stor litteratur af forfattere som Shakespeare og Schiller. Vi ser også menneskets egenstående potentiale i de videnskabelige og teknologiske gennembrud, som vi er i stand til at lave. Hvor det i tidligere tider var svært for mange samfund at brødføde deres befolkning, så har vi i dag teknologien til uden problem at brødføde ikke blot de nuværende syv mia. mennesker, men også 25 mia. eller mange, mange flere. Ser vi på de enkelte mennesker rundt omkring, så ønsker de fleste faktisk at bidrage med noget til deres medmennesker. De vil gerne gøre noget godt for andre. De vil bidrage til menneskeheden og til de kommende generationer. Dyrearter er noget, der kommer og går. I løbet af Jordens udvikling er der med mellemrum transformationer af biosfæren, hvor dens dyrearter erstattes af nye med en voksende energigennemstrømningstæthed. Menneskeheden, derimod, består. Vi transformerer os selv. Vi laver hele tiden nye kvantespring til nye højere teknologiske niveauer. Vi bemestrer stadig flere nye og spændende udfordringer, der møder os. Vi har indenfor vores rækkevidde at kunne beherske fusionsprocesser. Vi vil blive i stand til at genskabe og udnytte den fusionsproces, som vi observerer på Solen, under kontrollerede forhold her på Jorden. Det samme gælder stof-antistof-reaktioner. Vi er på vej til at få kontrol over energigennemstrømningstætheder af en størrelsesorden, hvor vi for alvor kan foretage kvantespring i, ikke blot hvad vi kan gøre for menneskeheden, men også i hvad menneskeheden kan gøre for universet. Vi har nået et punkt, hvor vi enten bliver totalt smadret som menneskehed med fare for at blive totalt udryddet eller hvor vi gør os fri af den oligarkiske tankegang og alle dens undertrykkende systemer. Når mennesket i sin natur et godt, hvorfor har vi så krige og så megen elendighed? Fordi der sidder nogle oligarker, som mener de har blåt blod, og er født til at diktere en politik, hvor de store masser er slaver under deres kontrol. Det gør de ved at spille nationer og befolkninger ud imod hinanden. Del og hersk. Det er princippet. Det er, hvad der foregår. Det kan vi nu gøre os fri af. Det er ikke primært et fysisk spørgsmål, men et åndeligt. Schiller Instituttet 7

8 Vedtag denne resolution for en Glass/Steagall-bankopdeling I kølvandet på finanskrisen i måtte den danske stat yde hjælpepakke på hjælpepakke for at redde banker, der havde sat deres eksistens på spil gennem spekulation og uansvarlig bankvirksomhed. Staten og skatteyderne endte med at garantere intet mindre end mia. kr. og risikerede dermed sin egen fremtid. Den samlede globale mængde af derivater eksotiske finansprodukter, hvor man spekulerer i op- og nedgang i værdien på ting, som man ikke ejer vurderes i dag at udgøre mia. kr., tyve gange verdens samlede bruttonationalprodukt. Disse derivater er kernen i den internationale bankhandel i dag, og finansverdenen ønsker retten til at konfiskere bankkunders konti gennem»bail-in«, for at kunne dække de fremtidige tab på disse derivater og andre spekulative aktiviteter. For at forhindre at dette sker, eller at staten og befolkningen igen risikerer sin fremtid gennem at give gigantiske hjælpepakker til bankerne, må bankernes adfærd og aktiviteter ændres, så de ikke længere bringer deres egen, kundernes og samfundets fremtid i fare. Det kan kun ske ved, at de forhindres i at sammenblande normal ind- og udlånsvirksomhed med finansiel spekulation, som det var tilfældet i USA fra indførelsen af Glass/Steagall-bankopdelingen i 1933, indtil den først blev svækket og til sidst afskaffet i Danmark og de danske banker er blevet så integreret i den globale spekulation, at en bankopdeling af de danske banker, i lighed med Glass/Steagall, må finde sted omgående. Få derfor din fagforening, byråd, parti, forening, m.m. til at vedtage denne resolution, og sende den til Folketinget og Schiller Instituttet. (organisationens navn) har i dag vedtaget at opfordre det danske folketing til at vedtage lovgivning, som indfører en bankopdeling mellem normal ind- og udlånsaktivitet og investeringsbankaktivitet, som det fandt sted under Glass/Steagall-lovgivningen i USA, der blev vedtaget under præsident Roosevelt i Denne lovgivning forhindrede normale sparekasser, banker og deres holdingselskaber i at investere i aktier, garantere værdipapirudstedelser eller investere i eller garantere handel med derivater [spekulative finansinstrumenter] og forhindrede dermed at skatteyderne måtte yde hjælpepakker på hundreder eller tusinder af milliarder kroner for at redde finansielle institutioner. En lovgivning i denne ånd må umiddelbart gennemføres i Danmark. Læs: Dodd-Frank dræber: Hvordan USA blev en del af det internationale bail-in-system: Dette oligarki har i århundreder systematisk arbejdet på at gøre folk til åndelige slaver, gennem at sørge for at folk tænker indenfor nogle rammer, hvor det ikke er muligt at udfordre selve det oligarkiske system. Hvor menneskene accepterer at være nogle marionetter, nogle pauseklovne, for Olympens guder, der så kan sidde og grine over disse tåbelige mennesker. Menneskeheden må nu sætte Olympens guder på porten og sikre, at det højere potentiale vi har, bliver sat fri. Det er det valg, som vi står med. Fremtiden begynder i dag. Hvordan den formes, afgøres af, hvad vi gør. Hvordan vi anvender vort talent og vor frie vilje. Vi kan lære af Roosevelt, og hvad han udrettede i 1930 erne. Dengang betød den økonomiske krise en overgang til fascisme i Europa, men USA gik under ledelse af Roosevelt i den stik modsatte retning. I dag er situationen endnu mere uhyggelig, fordi Barack Obama gør alt, hvad han kan, for at sikre, at USA gør Europa følgeskab i en ny fascistisk verdensorden. Tiden er derfor knap. Vi må handle hurtigt. Vi skal have Glass/Steagall igennem og sørge for, at vi får iværksat national kreditskabelse med øremærkede kreditter til opbygning af infrastruktur og den fysiske økonomi, i stedet for ubegrænset kreditskabelse til ødelæggende finansspekulation. Samtidig skal vi skabe en renæssance, hvor vi realiserer menneskehedens fulde potentiale, og sørger for at det denne gang kan blive realiseret i hele befolkningen. Gå med i kampen med alt, hvad du har. Schiller Instituttets Nyhedsorientering er udgivet af Schiller Instituttet. Redaktion: Tom Gillesberg (ansvh.), Michelle Rasmussen, Percy Rosell. Eget tryk. Medlemskab: 1 år: 500 kr., 6 mdr.: 275 kr., 3 mdr. intro: 100 kr., Homebanking: , Giro: Kontakt os! , si@schillerinstitut.dk 8 Schiller Instituttet juni 2013