Luthers salme Ein feste Burg ist unser Gott.

Transkript

1 Luthers salme Ein feste Burg ist unser Gott. for oversættelser fra Luthers tysk ved lkt. Poul E. Jørgensen, Aalborg (fjern Z / remove the Z). Herunder bringes Luthers berømte salme efter Hans Hofmann (ed.): Das erste Leipziger Gesangbuch von Michael Blume. Leipzig (Leipzig 1914). Heri Enchiridion 2 geistlicher gesenge, en fototeknisk udgave af et tryk uden år fra Leipzig, vel fra 1529 (eller 1530), på nettet (forkortet URL), se tællerside Den fulde titel er: Enchiridion geistlicher gesenge vnd Psalmen fur die leien / mit viel andern / denn zuuor gebessert. Sampt der Vesper / Metten / Complet vnd Messe 3. Udgiveren skriver i efterordet s. 29 at dette er den ældst kendte højtyske udgave 4 af Ein feste burg, men Hofmann medgiver at digtet kan være måske lidt ældre. Forskerne er lidt uenige om hvornår salmen Ein feste Burg ist unser Gott er opstået. Hans Hofmann er som nævnt ovenfor ret sikker på Friedrich Klippgen (ed.): Martin Luther - Sämtliche deutsche geistliche Lieder (Halle 1912), sætter den i forordet s til så tidligt som 1521: Man schwankt in der Ansicht über die Zeit der Entstehung zwischen 1521 und Gewichtige Stimmen erheben sich für das Jahr Klippgen mener: Für das Jahr 1521 spricht ein wichtiger äußerer Anlaß, der Reichstag zu Worms. Die Briefe aus der Zeit zeigen sehr viele Anklänge. Kjærgaard skriver s at det mest pålidelige kriterium er og bliver trykkene, af hvilke det tidligste der rummer denne salme er Enchiridion geistliche 5 gesenge etc. (Håndbog med åndelige sange o.l.) Leipzig Det er utvivlsomt rigtigt at et enchiridion fra omkring , indeholdende Ein feste Burg, har den tidligste kendte forekomst. I to Erfurt-enchiridia fra 1524 findes salmen ikke, se trykket fra Errffurd/ yn der Permenter Gassen zum Ferbefaß. M.D.xxiiij, på nettet (forkortet URL, angiveligt scannet efter reprint Speier 2008) med titlen Eyn Enchiridion Oder Handbüchlein. eynem ytzlichen Christen fast nutzlich bey sich zuhaben/ zur stetter vbung vnd trachtung geystlicher gesenge/ vnd Psalmen/ Rechtschaffen vnd kunstlich verteutscht 6 - og et tryk 1 Leipzig 1530: - Blumes tryk er uden årstal, derfor er årstallet 1530 usikkert. Det er forvirrende at Hofmann i sit optryk af dette enchiridion forsyner sin bog med en gammelt udseende forside som bærer årstallet (altså ikke romertal!), hvilket ved flygtig læsning kunne se ud som forsiden af et gammelt tryk. 2 enchiridion: (lille) håndbog, kompendium. Datiden gengav det med Handbüchlein = lille håndbog. Datidens betydning af Handbuch var: en bog der var let at have med sig. Se Jacob og Wilhelm Grimm: Deutsches Wörterbuch, bd. 10 (1877), opslagordet Handbuch. 3 Enchiridion geistlicher gesenge vnd Psalmen fur die leien / mit viel andern / denn zuuor gebessert. Sampt der Vesper / Metten / Complet vnd Messe = En lille håndbog med åndelige sange og [bibelske. PEJ] salmer til lægfolk, forbedret med mange flere end tidligere. Sammen med [tekster til. PEJ] aftensang, tidligste morgentjeneste, nattesang og messe. 4 den ældst kendte højtyske udgave: - Hofmann skriver i sine kommentarer s at det kan dokumenteres at der har eksisteret en plattysk udgave i 1529, som i dag kun er kendt fra et plattysk eftertryk fra Men mon ikke den højtyske og den plattyske udgave fra 1529 er så godt som samtidige? 5 geistliche: - det korrekte er Enchiridion geistlicher gesenge (geistlicher er, helt korrekt, genitiv pluralis). 6 Eyn Enchiridion Oder Handbüchlein. eynem ytzlichen Christen fast nutzlich bey sich zuhaben/ zur stetter vbung vnd trachtung geystlicher gesenge/ vnd Psalmen/ Rechtschaffen vnd kunstlich verteutscht = et enchiridion eller en lille

2 fra Erffordt zcum Schwartzen Hornn/ bey der Kremer brucken M.D.xxiiij. Jar, på nettet (forkortet URL, stentryk fra 1848 efter en original, red. Karl Reinthaler) med stort set samme titel: Eyn Enchiridion Oder eyn Handbuchlein/ eynem yetzlichen Christen fast nutzlich bey sich zuhaben/ zur stetter vbung vnd trachtung geystlicher gesenge/ vnd Psalmen/ Rechtschaffen vnd kunstlich vertheutscht. I begge tryk står registret på de sidste blade. I den danske autoriserede salmebog af 2002 anføres 1528 som det år salmen stammer fra. Det enchiridion fra Leipzig (uden år), som jeg har benyttet, og som med nogen usikkerhed angives at være fra 1529 eller 30, er formentlig identisk med det enchiridion, der anføres hos Kjærgaard. De enkelte verselinjer gengives i min gengivelse af salmen, som i trykket, med fortløbende linjer. De hyppige virgulae ( / ) svarer til komma eller punktum. Dersom teksten begynder med stort bogstav efter en virgula, kan virgulen opfattes som et punktum! Efter tekstgengivelsen har jeg tilføjet følgende: 1. Sproglig kommentar til Ein feste Burg. 2. Min egen ordrette og dermed "ukunstneriske" oversættelse af salmen til dansk. Den kan man sammenligne med J. P. Mynsters mesterlige gendigtning fra 1845 (i den danske salmebog). 3. Fra Det gamle Testamente Davids salme nr. 46, der har givet inspiration til "Ein feste Burg" - i Luthers tyske oversættelse (fra 1545); kilde: D. Martin Luther: Die gantze Heilige Schrifft, Bd. 1-3, München 1974 ( = dtv udgaven). 3. Min danske oversættelse af Luthers tyske version af salme 46 (ikke den autoriserede danske, da Luthers forlæg ikke svarede helt til de forlæg, der bruges til moderne bibeloversættelser). 4. Moderne tysk udgave af Ein feste Burg. 5. N. F. S. Grundtvigs gendigtning til dansk i J. P. Münsters gendigtning til dansk fra Ang. de gamle tyske tekster ortografi: Den er, som det var normalt i datiden, ikke egentlig reguleret, så man kan finde samme ord stavet forskelligt. Vær dog opmærksom på følgende: I begyndelsen af et ord skal v undertiden læses som u : vnd = und; vnser = unser. i skrives undertiden j: jr = ihr, jtzt = itzt; DJe = die. - Zuuersicht i salme 46, vers 2 læses Zuversicht. De såkaldte forkortede URLs er forkortede netadresser. De kan åbnes ved at holde Ctrl-tasten nede og klikke på adressen, prøv her: Forkortelse: Kjærgaard = Jørgen Kjærgaard: Salmehåndbog, bd. II Salmekommentar (København 2003). håndbog med åndelige sange, særdeles nyttig for enhver kristen at have hos sig, til stadig indøvelse i og eftertanke om åndelige sange og [bibelske. PEJ] salmer, fortysket redeligt og kyndigt.

3 Der xlvj. Psalm / Deus noster refugium et virtus. Mar. Luth. Str. 1. EJn feste burg ist vnser Gott / Ein gute wehr vnd waffen. Er hilfft vns frey aus aller not / die vns jtzt hat betroffen / Der alt böse feind / mit ernst ers jtzt meint / gros macht vnd viel list / sein grausam rüstung ist / auff erd ist nicht seins gleichen. Str. 2. Mit vnser macht ist nichts gethan / wir sind gar bald verloren / Es streit fur vns der rechte man / den Gott hat selbs erkoren 7 / Fragstu wer der ist? Er heist Jhesu Christ 8 / der Herr Zebaoth / vnd ist kein ander Gott / das felt mus er behalten. Str. 3. Vnd wenn die welt vol Teuffel wer / vnd wolt vns gar vorschlingen 9 / So fürchten wir vns nicht zu sehr / Es sol vns doch gelingen / Der Fürst dieser welt / wie saur er sich stelt / thut er vns doch nicht / das macht er ist gericht / Ein wörtlin kan jn fellen. Str. 4. Das wort sie sollen lassen stan / vnd kein danck dazu haben / Er ist bey vns wol auff dem plan / mit seinem geist vnd gaben / Nemen sie den leib / gut / ehr kind vnd weib / las faren dahin / sie habens kein gewin / das reich mus vns doch bleiben. Sproglig kommentar til Ein feste burg. Overskrift: Psalm: bruges på tysk kun om Salmernes Bog i det Gamle Testamente. En salme i salmebogen hedder enten bare Lied eller Kirchenlied. En salmebog hedder på tysk Gesangbuch, altså sangbog. Den moderne fælles tysksprogede protestantiske salmebog i de fleste tysktalende områder kaldes Evangelisches Gesangbuch 10. Deus noster refugium et virtus: latin, = Gud er vores tilflugt og styrke. Citat fra den middelalderlige Vulgata Clementina, Psalmus 45, v I den moderne Nova Vulgata, Psalmus 46 v. 2, er ordlyden: Deus est nobis refugium et virtus med samme betydning. Den autoriserede danske oversættelse af 1992 har salme 46, v. 2: Gud er vor tilflugt og styrke. Mar. Luth. = Martin Luther. Str. 1: ein: tryksvagt e i slutningen af et ord falder meget ofte bort (fænomenet, der er kendt i de fleste moderne germanske sprog, kaldes apokope). Nærværende tekst vrimler af typen. feste burg: befæstet borg, fæstning. wehr und waffen: er synonymer; de bruges ofte sammen som en art fast vending, også i nyere tid, 7 den Gott hat selbs erkoren: - trykket i Leipziger Enchiridion har den Gott selbs erkoren. Denne konstruktion uden hjælpeverbum var gængs i datiden. Verbet hat er dog indsat bl. a. efter Markus Jenny: Luthers geistliche Lieder und Kirchengesänge. Vollständige Neuedition in Ergänzung zu Band 35 der Weimarer Ausgabe, Köln/ Wien 1985, S. 247f. 8 Jhesu Christ: sic! - Samtidige udgaver har det samme. 9 wolt vns gar vorschlingen: - der refereres til NT, Første Peters Brev, kap. 5, v. 8: Vær årvågne og på vagt! Jeres modstander, Djævelen, går omkring som en brølende løve og leder efter nogen at sluge. Eller i Luthers oversættelse (nytysk): Seid nüchtern und wacht; denn euer Widersacher, der Teufel, geht umher wie ein brüllender Löwe und sucht, wen er verschlinge. 10 Evangelisches Gesangbuch: - se

4 undertiden i formen Wehr und Waffe. wehr finder vi i ordet Gewehr. waffen: nom. sgl. Substantivet er oprindeligt svagt bøjet (nominativ: die waffe, akk. die waffen, genitiv: der waffen etc.; 'n' er altså trængt ind fra de øvrige entals-kasus. jtzt: læses itzt. Formen bruges helt op i det 19. århundrede, hvor det afløses af sideformen jetzt. der alt böse feind: skal ikke - som man undertiden ser det - læses der altböse Feind. Grimm: Deutsches Wörterbuch kender da heller ikke sådan et ord. Forvirringen kommer af, at moderne mennesker har problemer med den noget uregelmæssige rytme, når teksten skal synges. Luthers tekst skal læses der alt böse feind, hvor alt = alte. - e i alte er altså apokoperet. not: betyder især krigsnød. ernst: betyder nok alvor, men især knyttet til kampens alvor. grausam: gruopvækkende, skrækkelig. rüstung: bruges ofte om belejringsudrustning (kastemaskiner o.l.); det betyder altså ikke rustning. Str. 2: streit: det tryksvage e i verbalendelsen -et [streit-et] falder meget ofte bort, hvorfor vi ender via streitt med formen streit. Fænomenet kaldes misvisende synkope. Det er på tysk nært beslægtet med apokope, hvor det er et udlydende e der falder bort, idet det i begge tilfælde drejer sig om vokalreduktion i tryksvage stavelser. De fleste synkoper fortsætter i moderne tysk: hilft, fragst (fra denne tekst), andre forsvinder. Vi accepterer i dag i princippet ikke synkope efter d og t (Luther: er redt, moderne tysk: er redet; Luther: er streit, moderne tysk: er streitet). recht: betyder retfærdig; i dag ville vi sige gerecht. Helt op til omkring 1800 skelnedes ikke så skarpt mellem recht og gerecht. erkoren: udvalgt; infinitiv erkiesen. Ordet er stort set uddødt i dag. fragstu: sammenskrivningen af fragst + du er almindelig hos Luther. Stortrives stadig i moderne daglig tale (ofte i former som biste, kommste, haste). Zebaoth: hebræisk for 'hærskarernes herre'. felt: kampplads; das felt behalten: sejre; ordet felt/ Feld i den betydning er bibeholdt i en række tyske ord og i tilsvarende danske låneord fra tysk (feltherre, feltflaske, feltpost etc.). Str. 3: wer: = wäre. vnd wolt: ville i dag blive betragtet som en umulig sætning: 1. der er intet subjekt; 2. et evt. underforstået subjekt i samme tal (ental) skulle så findes i den foregående sætning, men her er kun 'die welt', som ikke kan være subjekt for 'vns gar vorschlingen' ; 3. det logiske subjekt er Teuffel, som imidlertid er genitiv pluralis (afhængig af voll). Denne type konstruktion er imidlertid ikke sjælden i senmiddelalderen og i nyere tid. I dag ville vi sige: die uns verschlingen wollten. vorschlingen: helt op i 1600-tallet brugtes som oftest forstavelsen vor-, hvor vi i dag skriver ver-. Etymologisk er de to forstavelser identiske. I dag skelner vi sådan, at forstavelsen ver- er ubetonet, men vor- er betonet. Luthers vorschlingen skal altså udtales med betoningen på -schling, altså betoning som i moderne tysk verschlingen. es sol vns doch gelingen: gelingen = have heldet med sig, klare sig; i modsætning til moderne tysk sprogbrug refererer subjektet 'es' ikke til noget konkret. Konstruktionen er ganske almindelig hos Luther, men uddør op mod Der Fürst dieser welt: Djævelen, Satan; teologisk betragtes denne verden som ond, som værdiløs. Vendingen denne verdens fyrste er nytestamentelig og findes kun i Johannes-Evangeliet, f. eks. kap. 12, v. 31, hvor Kristus siger: Nu fældes der dom over denne verden, nu skal denne verdens fyrste jages ud. - I de tre øvrige evangelier tales der, i alle tre om samme begivenhed, om dæmonernes fyrste, som vel også er djævelen. Se f. eks. Matthæus-Evangeliet, kap. 9, v : v. 32 Da de var gået ud, kom der nogle til ham med en besat, der var stum. v. 33 Jesus drev dæmonen

5 ud, og den stumme kunne tale. Folkeskarerne undrede sig og sagde:»aldrig før er noget lignende set i Israel.«v. 34 Men farisæerne sagde:»det er ved dæmonernes fyrste, han uddriver dæmoner.«saur: i det ældste tysk var betydningen 'bitter'; man har formentlig ikke skelnet mellem surt og bittert. Brugt om personer betød det i middelalderen og senmiddelalderen også slem, barsk, grusom, blodtørstig; hos Luther finder vi det i bibeloversættelsen i betydninger som ubehagelig, besværlig, streng, vred, grum. Den moderne betydning om sindsstemning 'tvær' er senere - og i øvrigt slet ikke så udbredt på tysk som på dansk! jn: skrives i dag ihn. thut er vns doch nicht: nicht kunne i hele middelalderen og i nyere tid betyde 'intet'. På Luthers tid konkurrerede de to betydningen 'intet' og 'ikke', som vi ser det i denne strofe. At djævelen intet kan gøre mod Jesu tilhængere, refererer vel til Johannes-Evangeliet, kap. 14, v. 30 hvor Kristus siger: Jeg skal ikke tale meget med jer mere, for verdens fyrste kommer; og mig kan han intet gøre. das macht er ist gericht: det betyder han er dømt (af Gud). Ret beset er udgangen på kampen mellem Gud og Djævelen givet på forhånd: Djævelen vil tabe. Der refereres til Johannes- Evangeliet, kap. 16, v. 8-11: v. 8 Og når han [talsmanden. PEJ] kommer, skal han overbevise verden om synd og om retfærdighed og om dom. v. 9 Om synd: at de ikke tror på mig; v. 10 om retfærdighed: at jeg går til Faderen, og I ser mig ikke længere; v. 11 om dom: at denne verdens fyrste er dømt. wörtlin: idag ville vi sige Wörtlein; suffikset hed på middelhøjtysk -lîn [ î = langt i] og udvikler sig regelret til -lein; men det oprindeligt lange i blev ofte i ubetonet stavelse forkortet, og et sådant kort i udviklede sig ikke til ei. Endelsen -lin er ganske normal hos Luther. Meningen med ein wörtlin kan yhn fellen er, at selv den allermindste ytring fra Gud kan fælde denne tilsyneladende uovervindelige verdens fyrste; sætningen spiller rimeligvis også på udtrykket das Wort Gottes 11, 11 sætningen spiller rimeligvis også på udtrykket das Wort Gottes. - Kjærgaard skriver s. 342 til den danske oversættelse ved J. P. Mynster (den autoriserede salmebog af 2002, nr. 336) ang. Mynsters gengivelse v. 4, linje 1: Guds ord de nok skal lade stå følgende: Luther tænker ikke på den hellige skrift eller forkyndelsen, men på Kristus. I linie 4.3 skrev han Er ist bey uns wol auff dem plan - hos os er han nærværende - ordet er altså en person: Kristus, og skal derfor skrives med stort! - At det skal skrives med stort, kan ikke have med Luthers ortografi at gøre. En sådan eksisterer ikke i 1520 erne. Her varierer ortografien ofte fra trykkeri til trykkeri. Når et Luther-tryk, som her, flere gange skriver det med stort, skyldes det at det kommer efter virgula / - her svarende til et punktum. I det Enchiridion geistlicher gesenge, som jeg har brugt som forlæg, står i str. 2 Fragstu wer der ist? Er heist Jhesu Christ, og derefter i samme strofe: das felt mus er behalten. I Friedrich Klippgen (ed.): Martin Luther - Sämtliche deutsche geistliche Lieder (Halle 1912), s. 49, står i strofe 2: Fragstu wer der ist / er heist Jhesu Christ / der Herr Zebaoth / vnd ist kein ander Gott / das felt mus er behalten. - Luthers oversættelse af det Ny Testamente, trykt i Wittenberg 1522, har også er, refererende til Kristus, på samme steder, hvor man i moderne tysk vil skrive pronominet med lille. - Jeg er heller ikke enig med Kjærgaard i at ordet i sætningen Das wort sie sollen lassen stan er det samme som Kristus. Når Klippgen i sit forord s. 17 finder Anklänge til rigsdagen i Worms, kunne det referere til papisternes angivelige forvrængning af den hellige skrift. Men Kjærgaard tænker muligvis på indledningen til Johannes-Evangeliet, kap. 1, v. 1: I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Kombineret med samme kapitel, v. 14: Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed. - Jeg mener ikke at der er belæg for Kjærgaards påstand. Det lyder sært hvis Ordet (græsk logos) i str. 3 skal være reduceret til Wörtlin = et lille, ubetydeligt ord. Et lille ubetydeligt ord fra Gud kan vælte hele Djævelens projekt. Så når der står Er ist bey uns wol auf dem plan, må er være Gud. Oversætteren af Luthers tekst, som den står i Chr. Bruun (ed.): Psalmebøger fra Reformationstiden, bd. 1 (Kjøbenhavn 1865), med genoptryk af Een ny handbog, med Psalmer etc. (Rostock 1529) har s en oversættelse af Ein feste Burg, med indledningen VOr Gudt hand er saa fast een borg - på nettet (forkortet URL). I indledningen til str. 4 står der: Thet samme ordt the lade staa, oc ther til wtak haffue. Thi Gud wil sielffuer hooss oss gaa, alt med syn Aandt oc naade. Også denne oversætter mener at Er ist bey vns refererer til Gud.- J. P. Mynster har det samme (og er tydeligt inspireret af oversættelsen fra 1529): Guds ord de nok skal lade stå og dertil utak have, thi Herren selv vil med os gå

6 specielt da strofe 4 klart hentyder dertil. Str. 4: sie (sollen lassen stahn): sie = die Teufel. stahn: sideform til stehen. I Luthers sprog er den normale form stehen; stahn er fra nedertysk, en dialekt, som Luther har hørt dagligt i Wittenberg, som lå lige på grænsen mellem nedertysk og mellemtysk dialekt (Luther selv har talt en mellemtysk dialekt). kein danck: kein er sammentrukket af keinen. Substantivet dank betyder i riddertidens turneringssprog kamppris, belønning, en betydning der også kendes efter Luther. vnd kein danck dazu haben: og får ikke engang nogen belønning. Om dank, se Jacob und Wilhelm Grimm: Deutsches Wörterbuch, Bd. 2 (1860), opslagsordet Dank, pkt. 9 (spalte 732). er ist: er = Gud. wol: med sikkerhed, i sandhed; denne betydning var almindelig i ældre tysk, men er forsvundet i dag, hvor ordet betyder: formentlig, nok. plan: allerede i middelalderen låneord fra fransk 'plane' (moderne fransk 'plaine'), der bl. a. betegnede en kampplads (som var flad). geist: betyder vel der heilige Geist. gaben: der refereres formentlig til helligåndens syv gaver. Se (forkortet URL). leib: legeme. Luther skelner i salmen mellem det verdslige og det åndelige, hvor kroppen hører til det verdslige og timelige, som det ikke gør noget man mister. Legemets død regnedes i denne teologi for uinteressant og for så vidt kun skræmmende, eftersom man risikerede, at den fulgtes af sjælens død. habens: = haben es; 'es' er en gammel genitiv af 'es'. I middelhøjtysk hed nominativ/akkusativ af dette ord ёʒ; i genitiv hed det es; de smeltede i udtalen sammen til 'es' ; sammensmeltningen krævede en ny genitiv, som blev det refleksive 'sein'; men den gamle genitiv 'es' overlevede i enkelte faste vendinger 12. Billedsproget er altovervejende taget fra militærsproget 13. Følgende udtryk stammer direkte fra militær terminologi: feste burg - wehr und waffen (mærk bogstavrimet!) - frey - not - feind - ernst - macht rüstung - streit (verbum) - das felt behalten - danck haben - plan. Billedsproget med borgen refererer til borgherren, der reddede borgere og bønder ind i borgen i ufredstider. Denne redning var 'frihed' - det middelalderlige begreb frihed var tæt knyttet til frihed fra undertrykkelse og ikke, som i dag, til frihed til et eller andet. Det middelhøjtyske vrîheit kan da også betyde asyl. Oversættelse til dansk af Ein feste Burg: Den 46. salme / Gud er vort tilflugtsted og vor styrke. Mar[tin] Luth[er]. Str. 1. En befæstet borg er vores Gud, et godt værn og våben. Han hjælper os fri af al den betrængthed, som nu har ramt os. Den gamle, onde fjende - han lægger nu an til kamp; stor magt og megen alt med sin Ånd og gave. 12 overlevede i enkelte faste vendinger: - f. eks. er ist es zufrieden; er ist es los. - Hertil se Heinrich Bach: Laut- und Formenlehre der Sprache Luthers (København 1934), 71 (s. 80). 13 Billedsproget er altovervejende taget fra militærsproget: - Kjærgaard siger s. 342 tilsvarende: Reelt er det en kampsang og tilføjer eksempler på brugen af salmen i konfliktsituationer gennem tiderne op til nutiden.

7 udspekulerethed er hans grumme udrustning; på jorden er ikke hans lige. Str. 2. Vor magt kan intet udrette; vi er snart fortabte. For os kæmper den retfærdige mand, som Gud selv har udvalgt. Spørger du, hvem han er - han hedder Jesus Christus, den Herre Zebaoth, og der er ikke nogen anden Gud. Han må nødvendigvis sejre. Str. 3. Og var verden end fuld af djævle, som ville opsluge os helt, så frygter vi dog ej så meget. Vi vil dog vinde. Denne verdens fyrste - hvor vredt han end stiller sig an, han gør os dog intet. Det betyder, at han er dømt. Et lille ord kan fælde ham. Str. 4. Det ord må de lade blive stående, hvad enten de vil eller ej. Han står os bi på kamppladsen med sin ånd og sine gaver. Selvom de tager vores krop, vort gods, vor ære, vort barn og vor hustru, lad det altsammen fare, de får intet ud af det. Riget må nødvendigvis forblive sikret for os. Fra Det gamle Testamente (Luthers oversættelse 1545): Der Psalter - XLVI 1. Ein Lied der kinder Korah / von der Jugent / vor zu singen. 2. GOtt ist vnser Zuuersicht vnd Stercke / Eine Hülffe in den grossen Nöten / die vns troffen haben. 3. Darumb fürchten wir vns nicht / wenn gleich die Welt vntergienge / Vnd die Berge mitten ins Meer süncken. 4. Wenn gleich das Meer wütet vnd wallet / Vnd von seinem vngestüm die Berge einfielen / Sela. 5. DEnnoch sol die stad Gottes fein lüstig bleiben / mit jren Brünlin / Da die heiligen Wonungen des Höhesten sind. 6. Gott ist bey jr drinnen / darumb wird sie wol bleiben / Gott hilfft jr früe. 7. DJe Heiden müssen verzagen / vnd die Königreiche fallen / Das Erdreich mus vergehen / wenn er sich hören lesst. 8. Der HERR Zebaoth ist mit vns / Der Gott Jacob ist vnser Schutz / Sela. 9. KOmpt her / vnd schawet die werck des HERRN / Der auff Erden solch zerstören anrichtet. 10. Der den Kriegen steuret in aller welt / Der Bogen zubricht / Spies zuschlegt / vnd Wagen mit fewr verbrend. 11. SEid stille / vnd erkennet / das ich Gott bin / Jch wil Ehre einlegen vnter den Heiden / Ich wil ehre einlegen auff Erden. 12. DEr HERR Zebaoth ist mit vns / Der Gott Jacob ist vnser Schutz / Sela. Oversættelse til dansk af Luthers 1545-oversættelse af Salme 46: 1. En sang af Korahs børn. Om ungdommen. Til at synge. 2. Gud er vores tilflugt og styrke, en hjælp i den store betrængthed, som har ramt os. 3. Derfor er vi ikke bange, om så end verden gik under, og bjergene sank lige i havet. 4. Om så end havet rasede og bølgede, og bjergene ved dets voldsomhed styrtede sammen. Sela. 5. Trods det skal Guds stad forblive en fryd for øjet med dens små bække, - der hvor den Højestes hellige boliger er. 6. Gud er inde i den, derfor vil den forblive urørt. Gud hjælper den i morgengryet. 7. Hedningene må nødvendigvis tabe modet og kongerigerne falde. Jorden må gå under, når Hans

8 røst lyder. 8. Den Herre Zebaoth er med os, Jakobs Gud er vor beskyttelse. Sela. 9. Kom her og se værkerne af den Herre, som anretter sådan en ødelæggelse på jorden. 10. Som hindrer krige i hele verden, som bryder buer itu, slår spyd i stykker, og opbrænder vogne med ild. 11. Ti! - og erkend, at jeg er Gud! Jeg vil triumfere blandt hedningene, jeg vil triumfere på jorden. 12. Den Herre Zebaoth er med os, Jacobs Gud er vor beskyttelse. Sela. Moderne tysk udgave af Ein feste Burg ist unser Gott. 14 Str. 1. Ein feste Burg ist unser Gott, ein gute Wehr und Waffen. Er hilft uns frei aus aller Not, die uns jetzt hat betroffen. Der alt böse Feind mit Ernst er's jetzt meint; groß Macht und viel List sein grausam Rüstung ist, auf Erd ist nicht seinsgleichen. Str. 2. Mit unsrer Macht ist nichts getan, wir sind gar bald verloren; es streit' für uns der rechte Mann, den Gott hat selbst erkoren. Fragst du, wer der ist? Er heißt Jesus Christ, Der Herr Zebaoth, und ist kein andrer Gott, das Feld muss er behalten. Str. 3. Und wenn die Welt voll Teufel wär und wollt uns gar verschlingen, so fürchten wir uns nicht so sehr, es soll uns doch gelingen. Der Fürst dieser Welt, wie sau'r er sich stellt, tut er uns doch nicht 15 ; das macht, er ist gericht': ein Wörtlein kann ihn fällen. 14 Kilde: Evangelisches Gesangbuch, Niedersachsen Bremen, nr. 362, på nettet (forkortet URL). 15 tut er uns doch nicht: - andre kirkesamfund har: tut er uns doch nichts, således Gesangbuch der Neuapostolischen Kirche, se (forkortet URL). Det er efter moderne sprog mere korrekt, men rimer så ikke rigtigt på str. 3, v. 8.

9 Str. 4. Das Wort sie sollen lassen stahn und kein' Dank dazu haben; er ist bei uns wohl auf dem Plan mit seinem Geist und Gaben. Nehmen sie den Leib, Gut, Ehr, Kind und Weib: lass fahren dahin, sie haben's kein' Gewinn, das Reich muss uns doch bleiben. N. F. S. Grundtvigs gendigtning Guds Kirke er saa fast en Borg (1817). 16 Str. 1. Guds Kirke er saa fast en Borg, Den staaer paa Zions Bjerge, Kast kun paa Gud, min Sjæl, al Sorg, Han vil med Kraft den værge! Som fordum, saa og nu, Han kommer grandt ihu, Den trænger til Hans Vagt, Omringet og belagt Af Mørkets Helved-Skare! Str. 2. Vor egen Kraft, vort Heltemod, Det er ei værdt at nævne, Men derfor Han en Kæmpe god Os gav med Almagts-Evne; Med Verden ei forgaaer Hans Priis, Hans Jubel-Aar! Det i al Evighed Skal tone: Jesus streed, Og Seier har Han vundet! Str. 3. Ja, mylred' Djævle end paa Jord, Og stormed' Kirkens Volde, Vi stole dog paa Jesu Ord, 16 Guds Kirke er saa fast en Borg: - kilde: Grundtvig Centeret ved Aarhus Universitet (ed.): Grundtvigs værker - en tekstkritisk og kommenteret udgave af N.F.S. Grundtvigs trykte forfatterskab. På nettet Guds Kirke er saa fast en Borg ses på siden (forkortet URL). - Salmen blev if. Kjærgaard s. 396 skrevet i forbindelse med reformationsjubilæet i 1817 (Kjærgaard har en trykfejl: 1917) og udgivet i et lille særtryk med to salmer. Efter udgivelser flere steder er situationen i dag, at salmen i den autoriserede salmebog af 2002 kun er optaget med strofe 5, der står som selvstændig tekst (med nummeret 401). Grunden til denne reduktion er vel at 1817-versionen ikke er specielt vellykket. Den virker mekanisk og bragesnakagtig. Derfor blev det formentlig Mynsters gendigtning der blev optaget i den autoriserede salmebog. - If. Kjærgaard s. 396 skrev Grundtvig i 1817 sin salme på opfordring og han bearbejdede salmen flere gange efter 1817 (se Kjærgaard s. 342).

10 Han Marken skal beholde. Lad fnyse Verdens Aand! Al Magt er i Guds Haand, Lad rase Mørkets Hær! Lad blinke Blus og Sværd! Guds Ord skal aldrig svigte. Str. 4. Nei, Ordet skal de lade staae, Og Utak dertil have; Det skal til Verdens Ende gaae Paa sine Fjenders Grave. Med List, med Vold og Mord, Vort Gods, vort Liv paa Jord Os Verden røve kan; I Christnes Fædre-Land Vi Kronen dog beholde! Str. 5. Guds Ord, det er vort Arve-Gods, Det skal vor Afkoms være; Det være skal i Grav vor Roes, Vi holdt det høit i Ære; Det er vor Hjælp i Nød, Vor Trøst i Liv og Død; O Gud, ihvor det gaaer, Lad dog, mens Verden staaer, Det i vor Æt nedarves! J. P. Mynsters gendigtning Vor Gud han er så fast en borg (1845). Før Mynsters gendigtning har der været følgende gendigtninge, jf. noter i Dansk Salmebog 17 : Dansk 1533, Bearbejdet 1795, P. Hjort Vor Gud han er så fast en borg, han kan os vel bevare, han var vor hjælp i al vor sorg, vort værn i al vor fare; den gamle fjende 18 led er nu for alvor vred, 17 noter i Dansk Salmebog: - den autoriserede udgave af Se den mere detaljerede redegørelse hos Kjærgaard s den gamle fjende: - vanlig betegnelse for Satan. Vendingen er ikke bibelsk - og slet ikke formuleringen vetus hostis - men går tilbage til kirkefædrene, se Brüder Grimm: Deutsche Mythologie - Kapitel 33, på nettet (forkortet URL). - I NT står dog noget tilsvarende, f. eks. Matthæus-Evangeliet, kap. 13, v : v. 38 [...] Men ukrudtet er den Ondes børn, v. 39 og fjenden, der såede det, er Djævelen. Eller Første Peters Brev, kap. 5, v. 8: Vær årvågne og på vagt! Jeres modstander, Djævelen, går omkring som en brølende løve og leder efter nogen at sluge.

11 stor magt og argelist han samler mod os vist, ej jorden har hans lige. 2 Vor egen magt ej hjælpe kan, let kan os fjenden fælde; men med os står den rette mand, omgjordet med Guds vælde. Det er den Herre Krist, og sejer får han vist, hærskarers Herre 19 prud, der er ej anden Gud, han marken 20 skal beholde. 3 Og myldred djævle frem på jord og os opsluge ville 21, vi frygter dog ej fare stor, de deres trusler spilde; lad rase mørkets drot med løgn og mord og spot, han har dog fået sin dom, da Krist til jorden kom, et ord ham nu kan fælde. 4 Guds ord de nok skal lade stå og dertil utak have, thi Herren selv vil med os gå alt med sin Ånd og gave; og tager de vort liv, gods, ære, barn og viv, lad fare i Guds navn, dem bringer det ej gavn, Guds rige vi beholde. 19 hærskarers herre: - Luther skriver, inspireret af Salmernes Bogkap. 46: der Herr Zebaoth. 20 marken: slagmarken. 21 os opsluge ville: der refereres til NT, Første Peters Brev, kap. 5, v. 8: Vær årvågne og på vagt! Jeres modstander, Djævelen, går omkring som en brølende løve og leder efter nogen at sluge.