Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Engang var Jesus ved at uddrive en dæmon, som var stum. Da dæmonen var faret ud, begyndte den

Transkript

1 Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Engang var Jesus ved at uddrive en dæmon, som var stum. Da dæmonen var faret ud, begyndte den stumme at tale, og folkeskarerne undrede sig. Men nogle af dem sagde:»det er ved dæmonernes fyrste, Beelzebul, at han uddriver dæmonerne.«andre ville sætte ham på prøve og krævede et tegn fra himlen af ham. Men da Jesus kendte deres tanker, sagde han til dem:»ethvert rige i splid med sig selv lægges øde, og hus falder over hus. Hvis nu også Satan er kommet i splid med sig selv, hvordan kan hans rige så bestå? I siger jo, at jeg uddriver dæmonerne ved Beelzebul. Men hvis jeg driver dæmonerne ud ved Beelzebul, ved hvem uddriver jeres egne folk dem så? Derfor skal de være jeres dommere. Men hvis det er ved Guds finger, at jeg driver dæmonerne ud, så er Guds rige jo kommet til jer. Når en stærk mand fuldt bevæbnet vogter sin gård, kan hans ejendele være i fred. Men kommer der en, der er stærkere, og overvinder ham, tager han straks alle de våben, som den anden havde sat sin lid til, og fordeler byttet. Den, der ikke er med mig, er imod mig, og den, der ikke samler med mig, spreder. Når den urene ånd er drevet ud af et menneske, flakker den om i øde egne og søger hvile, men uden at finde den. Så siger den: Jeg vil vende tilbage til mit hus, som jeg er drevet ud af. Og

2 når den kommer, finder den det fejet og prydet. Så går den ud og tager syv andre ånder med, værre end den selv, og de kommer og flytter ind dér. Og det sidste bliver værre for det menneske end det første.«mens han sagde det, var der en kvinde i skaren, der råbte:»saligt er det moderliv, som bar dig, og de bryster, du diede!«men han svarede:»javist! Salige er de, som hører Guds ord og bevarer det!«lukasevangeliet 11,14-28 Salmer: 392, 450, 337, 835, 335, 736 PRÆDIKEN Det kan være noget så megamøgirriterende at blive irettesat af sine forældre. Især, når man er teenager. Man kender sangen, og

3 ved, hvad de vil sige, lige fra de trækker vejret ind for at begynde på ordstrømmen, til ordene kommer ud af deres mund, for man har bare hørt det femogtyvetusind gange før, og er egentlig, når sandheden skal frem, overhovedet ikke interesseret i at høre det igen, og da slet ikke lige nu. Der er faktisk kun éen ting, der er endnu mere irriterende. Det er, når man mange år senere er ved at opdrage sine egne børn, og midt i kampens hede opdager, at nu flyver fuldstændigt de samme ord ud ad ens egen mund. Det er ikke bare megamøgirriterende det er megamøghamrendeirriterende! Og de fleste af gangene opdager man det endda sandsynligvis ikke engang, men når man gør så er det bare så fortvivlende! Som det hedder i et lidt knudret ordsprog: Til den tid, en mand finder ud af, at hans far har ret, har han som regel en søn, der mener, han tager fejl. Men sådan er der jo så meget og det er svært at løbe fra sin oprindelse, at distancere sig fra sin opdragelse og kultur, at løfte sig ud over nedarvede tankesæt og idéer. Der er ikke noget at sige til, at Farisæerne havde det mere end svært med Jesus, for det var på så mange måder totalt i modstrid med det, de havde lært

4 og stod for, det, han kom med. Her kommer han og taler om kærlighed, tilgivelse og frihed, han beskriver Gud som én, der ikke konstant er optaget af at vogte om sin egen ære og hellighed, men som den, der sætter mennesket før sig selv og er mere optaget af vores velbefindende og trivsel end af, om love og regler bliver overholdt til punkt og prikke. Som om vi virkelig betød noget for ham. Som om han grundlæggende var på vores side! Som om love og regler var til for vores skyld og må fraviges, hvis de ikke er os til gavn! Når nu enhver ved, at love og regler er til for at beskytte Guds ære og hellighed! Men Jesus beskriver Gud som en, der ligefrem kan leve med, at alt ikke går lige efter bogen, hvis der er én, der falder udenfor stregen. Som om han ikke bare kræver blind lydighed og underkastelse, men ligefrem er interesseret i at blive elsket, at have noget at gøre med os. Det kan ganske enkelt ikke være rigtigt! Det måtte der altså gøres noget ved. Og derfor iværksættes i første omgang smædekampagner. De lyver ham alt muligt ondt på og i dag kommer så den ultimative beskyldning: At Jesus er i ledtog med djævelen, selveste den onde! De prøver at fremføre det, som om det var et argument i en diskussion. Men de bliver sat til vægs, for det

5 handler her om noget, der er hævet over enhver diskussion: Det, at med Jesus er det ikke længere den onde, der har taletid, for han er kommet for at lukke munden på ham og sætte mennesker fri, og hver eneste gang, djævelen stikker hovedet frem for at gøre mennesker bange og undertrykke dem, slavebinde dem i frygt for hævn og straf, true dem til blind underkastelse i en sådan grad at de kommer til at lide af akut horisontforsnævring og fordømmelsesforstoppelse, hver eneste gang, den onde prøver på det ved at tale gennem munden på dem, der mener at sidde inde med den religiøse serveret, så bliver han vred. Ikke på mennesket, men på det onde i holdningen, ikke på farisæeren, men på den menneskefjendske indstilling, der ligger bag hans måde at tænke på. Og når han irettesætter, er det på en helt anden måde, end de har lært fra deres forældre! Sådan også i den tekst, vi hører i dag. Det er nok i virkeligheden slet ikke tilfældigt, at det er en, der er stum, der bliver helbredt i dag, for den stumme kan jo ikke sige et ord til sit forsvar., han er bundet af sin tavshed og holdt fast i en situation, han slet ikke ønsker og må oveni det hele finde sig i at blive mødt med fordømmelse for den indstilling og holdning,

6 der ligger bag anklagen mod Jesus vil nemlig også sige, at når manden er stum, så er det straffen for en synd, som enten han selv eller en af hans forfædre har begået. Det er på alle måder hjerteløst og menneskefjendsk, men netop sådan, alle dengang var opdraget til at tro og mene. Manden er bundet, han er slavebundet og fængslet af sin sygdom og den skyld, andre lægger på ham, men Jesus sætter ham fri. Han interesserer sig for ham, han vil ham og vil ham det godt. Jesus møder hans tavshed, hans stumhed med sit Ord, og han, der før var stum, svarer, han begynder at tale. Det er det, Gud vil. Han ønsker ikke blind lydighed og underkastelse, han ønsker at få os i tale. Han interesserer sig for os og vil gerne høre, hvad vi har at sige. Han ønsker at tale med os, at have noget med os at gøre. For nylig hørte jeg en mor, der talte om børneopdragelse, sige, at det var så uendeligt kedeligt at tale med børn, for alt det, de siger, det ved man jo godt i forvejen. Sådan var min mor heldigvis ikke, og sådan en far er Gud heller ikke. Sådan taler kærligheden ikke. Den interesserer sig for den elskede. Og Gud interesserer sig for sine børn, for han elsker os.

7 Den onde vil lukke munden på os. Vil holde os fast i angst og frygt for straf og hævn. Vil bilde os ind, at Gud er sådan en nøjeregnende og nidkær vogter over sin egen ære, der vil slå os med den store hammer, hvis vi træder ved siden af. Vil have os til at sidde med armene foldede hen over brystet og krydsede ben og være bange for at komme til at sige eller gøre noget forkert. Men sådan er Gud ikke. Gud vil ikke frygtes. Gud vil elskes. Jamen er der da ikke noget, der hedder gudsfrygt? er der så måske nogle, der vil sige. Jo, men det handler om at vide, at Gud er Gud, og jeg er mig, og at det ikke tilkommer mig at bestemme, hvordan andre skal være, pege fingre ad dem eller sætte mig til doms over dem. Gud vil elskes. Og ingen opnår at blive elsket med tvang og trusler om straf. Sådan opnår man ikke kærlighed. Sådan opnår man kun frygt. Og det er ikke det, Gud ønsker fra os. Han ønsker ikke blind lydighed og underkastelse, stive marionetdukker, der er kolde af angst, han ønsker levende, glade og frimodige børn, han kan tale med. Han elsker os, og ønsker at vi skal elske ham. Og hinanden. Han ønsker ikke at binde os på mund og hånd, for man kan ikke binde Ånd. Og han har netop blæst sin livsånde ind i os, ikke for at gøre os til

8 slaver, men til sine elskede børn. Han møder os med sit mægtige Ord, der sætter os fri til at leve, ikke stumme af angst, men jublende af glæde! Lad os løfte stemmen og takke ham for det! AMEN!