VEJEN. Indhold: Udgives af: Vejens redaktion: Finn Buhl Copyright: Roskilde Pilgrimsforening

Transkript

1 . 1

2 VEJEN Udgives af: Copyright: Roskilde Pilgrimsforening Artikler og Billeder modtages som vedhæftet fil eller på fremsendt USB-stik, Artikler modtages kun som Word-fil, Billeder modtages kun som jpg- eller tif-fil. Indhold: først og fremmest som information til foreningens medlemmer: Artikler, som ikke omhandler foreningens aktiviteter, og som ønskes optaget i bladet, bør have til formål at fremme og udbrede tanken om pilgrimsvandring som mere end blot moderne oplevelse-turisme. Vejens redaktion: Finn Buhl info@roskildepilgrimsforening.dk Side Prædikenstolen. Side Camino del Norte. Side 10.Boganmeldelse. Side 12...Evangelie-Kransen. Side 18...Vandring til Sct. Jacob eller.. Side 20..Gensyn med Camino Francés Side 26..Ruta del Elbro. Side 28..YDMYGHED! Side 29.The Pennine Way. Side 33...Hodegetria: En bøn Side 34. Caminostreger. Side 36 Kirke/Pilgrimsvandring Side 38...Portræt af to Pilgrimme. Side 44.Advents-Vandring mv. Layout og tilrettelægning: Finn Buhl VEJEN udgives og sendes som vedhæftet fil til til foreningens medlemmer. Medlemmer uden modtager bladet som tryksag pr. brev: Andre, som har relation til pilgrimsbevægelsen, kan modtage bladet, som vedhæftet fil til ved at henvende sig til Roskilde Pilgrimsforening på info@roskildepilgrimsforening.dk Næste deadline 1. marts Nr. 9 udkommer..april. kvartal 2014 Sendes til 202 adresser i Norden 2

3 Om. at vaske sine klæder! Af Finn Buhl I Johannes Åbenbaring kap. 19 vers 7,8 og 9 skriver Johannes: nu skal Lammets bryllup stå, og Hans brud har gjort sig rede, hun har fået givet at klæde sig i lysende rene linnedklæder for linnedklæderne er de helliges retfærdige gerninger. I dette citat er der mange, mange ord og betegnelser, som kræver en forklaring, som Johannes heldigvis selv kommer med senere..hvis vores øjne altså vil se dem. Lammets brud, hvem er f.eks. det? Ja, i Åb. 21.2,3 siger Johannes, at det er: Den Hellige By, Det Ny Jerusalem, så jeg komme ned fra Himlen fra Gud, rede som en brud, der er smykket for sin brudgom. Og jeg hørte en røst fra Tronen sige: Nu er Guds bolig hos menneskene. Han vil bo hos dem, og de skal være Hans Folk, og Gud vil selv være hos dem. Bruden er altså Det Ny Jerusalem, og i de efterfølgende vers 9 til 27 beskriver Johannes, hvordan Det Ny Jerusalem ser ud, og hvordan BYEN er indrettet og ikke mindst hvem, der kan komme ind i BYEN : Det kan kun de, der står indskrevet Livets Bog, Lammets Bog står der i vers 27. Og hvem er så det? Ja, det skriver Johannes i kapitel 22 vers 14,15: Salige er de, der har vasket deres klæder, så de får ret til Livets Træ, og går gennem Portene ind i BYEN. For at kunne gå gennem Portene ind i BYEN skal man altså have ret til Livets Træ, og for at få ret til Livets Træ skal man have vasket sine klæder. Hvem er så det, der vasker sine klæder, og hvad vil det sige at vaske sine klæder? De døbte de vasker deres klæder ; hvis de tager dåben alvorligt: For i dåben vaskes legemet rent, dvs. frigøres fra SYNDEFALDET, og dette rene legeme skal iklædes rene klæder for ikke at snavse legemet til igen! Derfor vasker de døbte deres klæder : Det er, at de bekender deres daglige SYNDER og beder om TILGIVELSE! Det er det, vi næsten har glemt i Den Protestantiske Kirke..Det er SKRIFTEMÅLET! SKRIFTEMÅLET er de helliges retfærdige gerninger : Vi har nemlig kun én eneste ting, som er vores egen, og det er vore SYNDER. Alt andet får vi fra Gud. Vi er af natur iklædt vore SYNDER, men iført disse snavsede klæder kan vi ikke være Lammets brud ; for hun har fået givet at klæde sig i lysende rene linnedklæder. Derfor skal vi vaske vore klæder : For at vaske vore klæder er som allerede nævnt at bekende vore SYNDER, som er de helliges retfærdige gerninger, som igen er de lysende rene linnedklæder. Først da er 3

4 vi smykket som en brud for sin brudgom og Lammets bryllup kan stå. Dette oplever vi i et glimt under NADVEREN, for NADVEREN er Lammets bryllup åbenbaret os allerede i dette liv. Under Lammets bryllup forenes brud og brudgom : I NADVEREN rækker Faderen os nemlig Den Korsfæstede. For NADVERBORDET og Korset er Livets Træ åbenbaret midt iblandt os, og dets frugt som er det brød og den vin vi modtager er Vor Herre Jesu Kristi legeme og blod åbenbaret, idet det rækkes os. Denne frugt må vi ikke selv plukke, men må YDMYGT lægge os på knæ og få den rakt af den, Faderen har givet at forvalte uddelingen. I Den Protestantiske Kirke har vi desværre bare glemt, at vi skal SKRIFTE vaske vore klæder for at kunne gå til NADVER! Vi har glemt, at bruden har fået givet at klæde sig i lysende rene linnedklæder de linnedklæder som er de helliges retfærdige gerninger. Vi vender dermed også ryggen til Paulus ord, hvor han siger: Den der spiser Herrens brød og drikker Hans bæger på uværdig måde, forsynder sig derfor imod Herrens legeme og blod. Enhver skal prøve sig selv, og så spise af brødet og drikke af bægeret. For den der spiser og drikker uden at agte på legemet, spiser sig en dom til. 1. Kor AMEN! 4

5 En gåtur på skridt fra Frankrig til Verdens Ende på Camino Northe/Camino Costa. af Tommy Hansen 4. del: Fra Ribadeo til Verdens Ende. Morgenen efter forlader jeg kysten, for at gå ind i landet mod Santiago, det varer dog stadig nogle dage, der er mere end 170 km til Santiago (og mere end 300 km tilbage af min tur viser det sig), men jeg begynder at føle at slutningen på turen er nær. Omkring frokosttid kommer jeg til et lille vejkryds, hvor der igen ligger en undseelig bar. Men jeg kan se, at der holder en del biler, så jeg spørger om det er muligt at spise, og igen åbner der sig et slaraffenland for en, med god mad og drikke til en rimelig penge. Vel fremme i Lourenzo finder jeg refugiet, og møder kendte ansigter fra tidligere. Vi kan ikke snakke meget da de kun taler hhv. spansk og italiensk, men vi finder ud af det alligevel. De sidste km til Santiago møder vi hinanden en del gange, og udvikler større og større forståelse. Det viser sig at Josef for mere end 40 år siden har arbejdet i Tyskland, så vi kan kommunikere lidt mere forståelig på tysk. er mere eller mindre tomme, det er nu en kedelig udvikling, men nok svær at vende. Jeg når frem til refugiet i Gontan, det er et relativt nybygget refugium, som ligger lige ved indgangen til byen, der er barer i nærheden, så det er muligt at få noget at spise også. Jeg møder mine spanske og italienske medpilgrimme igen og igen på vejen, og fremme på refugiet i Abadin mødes vi igen. Det bliver til stor middag på den nærliggende bar dejligt med fyldt mave efter dagens gåtur. Også refugiet i Abadin er helt nyt og nok mere arkitektonisk end praktisk, men fint er det. Dagen i dag byder på meget asfalt, men det er OK. Der er stadig meget natur og oplevelser. Jeg tænker mere og mere over alle de forladte bygninger der forfalder, de små landsbyer der 5

6 Smukt, men det bærer også på nogle punkter præg af behov for renovering. Jeg får en seng i et mørkt rum sammen med en hel del andre, men det er OK. Om aftenen er der messe og kl. 22 bliver lyset slukket af hospetaleroen. I Baamunde, hvor næste overnatning foregår, er der igen et specielt refugium, refugiemutter tager vel imod, tildeler en seng og anbefaler et nærliggende spisested. Så igen i dag får jeg dejlig og rigelig mad og drikke. På vejen mod Miraz møder jeg 100 km stenen, der er nu kun 100 km til Santiago. Så er jeg der jo næsten tænker jeg. På vejen er der skilt til en lille afstikker, hvor man kan få lidt at spise og drikke. Et åndehul på denne rute uden meget andet. I Miraz møder man et skilt der viser mod Caminoen, og et skilt der viser mod bar og refugium, så her vælger jeg bar og refugium. Refugiet er drevet af den engelske pilgrimsforening, så her er der engelsk litteratur og en snak på engelsk. Og en lille gåtur i omegnen bliver det da også til. Uge 6 fra 28. maj til 3. juni: en tur på skridt fra Miraz til Negreia. Så skulle jeg iflg. Bogen være kommet til det stejleste sted på turen, jeg tænker hele tiden: nu må det da komme, men da dagen er omme er jeg stadig I tvivl. Det er en udmærket dagsetape. Dejlig at gå som de fleste. Forude er Sobra de Monxes, og klostret Santa Maria de Sobrada, hvor dagens overnatning skal ske, hvis der er plads. Der er mange der ønsker at overnatte her, både cyklende og gående. Her hvor vi er inden for 100 km grænsen til Santiago, så begynder mængden af mennesker at trænge sig gevaldigt på. Klostret er gevaldig stort og dominerende. Og så er det sidste dag inden jeg rammer Camino Frances, som jeg jo gør i Arzua. Og så er Camino Northe i princippet slut. Det er derfor lidt vemodigt at starte morgenturen i tæt tåge, men hurtigt kommer solen frem, og energien til at komme videre vokser. Jeg følges med en yngre fyr fra Singapore, og hører en del om ham og hans liv i Singapore, lidt om værdier og holdninger. Interessant med nye input. 6

7 katedralen og dermed meget centralt. Her overnattede jeg også sidste år, så det er den lige vej ind, og straks havde jeg en følelse af at være kommet hjem. Da jeg ramte hovedvejen i Arzua kommer første chok, sikke mange mennesker. Næste chok er på refugiet, jeg får en plads, men der er hurtigt helt fyldt. Der er larm og ballade stort set hele natten. Så næste morgen er jeg meget træt, og har det egentlig ikke helt OK. Vejen ud af Arzua næste morgen er helt utrolig, der er så mange mennesker, på en gang flere end jeg havde set på hele turen fra Irun til Arzua. Jeg føler mig ikke hjemme. Barerne er i rigelig mængde, men overfyldte, folk er larmende synes jeg. Da jeg ankommer til Arca har jeg fået nok jeg har behov for en pension for mig selv og noget ro. Jeg beslutter at blive der i to dage, inden jeg tager de sidste skridt til Santiago. Gåturen til Santiago er som sidst, jeg føler mere eller mindre at den bare skal overstås. Jeg får hurtig et værelse på Hospederia Seminario Mayor, det er lige overfor Katedralen skulle genses og et par messer skal jeg også til. Og det bliver til en messe både med og uden svingning, så det er helt perfekt. Og så går turen også til Pilgrimskontoret for at få stemplet pas, og for at få papir på at ruten er gennemført. Og sidst men ikke mindst i Santiago er der gode tapas i lange baner. I Santiago møder jeg Josef og det italienske par, så vi får sagt farvel til hinden på en god måde. Efter at have slappet af en dag i Santiago går turen videre mod verdens ende. Jeg fortsætter til Negriera, det er en dejlig tur, med skøn natur, få mennesker og et helt fint gåvejr. Jeg møder bl.a. en tysk pige som lærer mig at drikke smutch, hvilket er en blanding af øl og cola, en bulgarsk pige som fortæller om sin baggrund for at gå caminoen, og så en indisk hellig mand som går verdens pilgrimsveje tynde. 7

8 Alle jeg møder på vejen går mod Fisterra, så jeg tager vejen mod Muxia. Det er en smuk tur at gå, tror jeg, men jeg ved det egentlig ikke, for der druknede jeg totalt i regn. Aldrig før har jeg været så våd, til sidst er det, som om jeg var hoppet i havnen med alt udstyr og tøj på. Så da jeg endelig kommer frem til Muxia, tager jeg imod første tilbud om et værelse på pensionatet ved indgangen til byen. Uge 7 fra 4. juni til 7. juni: en tur på skridt fra Negreia til Muxia og Fisterre Fra Neigria går turen videre til Oliveira, igen en dejlig tur igennem et særligt landskab. Næste morgen går det igen videre. Nu er vejret imidlertid skiftet, fra sol til overskyet og meget regnfuldt. Et stykke uden for Oliveira deler vejen sig, Her skal man vælge om man vil gå mod Fisterre eller mod Muxia. Alt er vådt, men pludselig kommer solen frem. Så efter et bad er det på med noget badetøj. Jeg vil have en svømmetur her hvor verden slutter og jeg kunne jo ikke blive mere våd, end jeg var før. Så i vandet kommer jeg. Næste dag er ren afslapning i Muxia, papirerne kommer på plads på pilgrimskontoret, og jeg går en tur ud til 8

9 Muxias verdens ende. Og så i et supermarked møder jeg tyskeren jeg sidst mødte for mange uger siden i begyndelsen af min tur, underligt med sådanne tilfældigheder. Men jeg har mere i benene så turen går videre til Finisterre. En tur man heller ikke må snyde sig selv for, hvis man har benene og tiden hertil. Det er en helt fin tur og en god måde at komme til finisterre på. Jeg finder overnatning på et pensionat med udsigt over havnen, og så ellers papir på gåturen til Fisterre, og en tur ud til fyrtårnet, ellers føler man ikke man har været der. Næste morgen tidligt har jeg lyst til at gå tilbage til Santiago, men jeg tager bussen, mit fly afgår næste morgen så tiden er ikke til det. I Santiago overnatter jeg igen på Hospederia som sidst. Dagen og turen slutter af med tapas og afslapning, inden det så igen tidligt næste morgen går mod København. Alt i alt en anbefalelsesværdig tur, som har alt det man kan ønske sig af en sådan tur. Jeg læste et sted på turen følgende: The question is not how to add more days to life, but how to fill more days with life Buen Camino Her slutter Tommy Hansens spændende beretning om vandring på Camino del Norte, videre ud til Muxia og tilbage til Finesterra Verdens Ende: Vi siger tak, og håber ikke det er sidste gang Tommy spidser pennen og beretter fra ét af sine eventyr ude på de stenede, plørede og bakkede stier. 9

10 En gamblers bodsgang af Rune Engstrøm Anmeldelse af Tommy Hansen Læs bogen og kom med Rune Engstrøm på en ydre og indre rejse, som tager dig med ind i et univers som, for pilgrimsvandrere, på en gang virker bekendt, og på den anden side virker helt nyt. Inviter Rune indenfor, gerne over mange gange. Sæt dig godt til rette med et åbent sind og en god kop af det, du nyder, og lad Rune berette. Så føler du dig i godt selskab. Rune beretter gerne og åbent i et fortællende sprog, som på mange måder er helt hans eget. Hans fortælling krydres i overmål, og på bedste skippervis, med mere eller mindre kendte ord og vendinger. Men vel og mærke ord og vendinger som finurligt er sat sammen på en ikke helt autoriseret måde. I fortællingen kommer vi vidt omkring. Vi vandrer på Camino Francés, og får samtidig et indblik i nogle af de begivenheder, som har påvirket Rune gennem livet. Runes tilværelse med to årtiers ludomani, eller spillemisbrug, som han helst selv kalder det, har påvirket hans liv så meget, at han søgte efter vejen ud. Og vejen ud blev for ham at foretage en pilgrimsvandring og efterfølgende at skrive bogen: En gamblers bodsgang. Hele processen, såvel vandringen som bogskrivningen, er et led i Runes selvpålagte bodsgang. Et tilfældigt møde med Henrik Friedigers bog: Mig og Caminoen satte det hele rigtig i gang. Rune ville starte et nyt liv, og det ville han markere med en form for symbolsk handling. Og her var netop pilgrimsvandringen for ham det rette. For små midler og med lange dagetaper skulle vejen fra Pyrenæerne til Verdens Ende indtages. Og, synes Rune, gerne så det bar præg af en overlevelsestur og en dannelsesrejse. På rejsen møder vi en række interessante personligheder, som bliver en del af Runes pilgrimsliv i kortere eller længere perioder. Vi føler, at vi kommer til at lære dem at kende, som folk vi selv har mødt på en vandring på Caminoen, og genkender måske også lidt af os selv i dem. Vi følger også Runes forvandling fra den hårde bodsgangsmand, som fornægter alt, til den mere imødekommende og åbne Rune, som hen ad vejen tager imod de åbne arme, han møder på vandringen. Runes føler sig hurtigt fri og uafhængig i sin vandring. Og som han siger: jeg skulle simpelthen bare påskønne alle de foregående og ventende oplevelser, der lå for mine heldige fødder og så endda i yderst behageligt samvær og kompagniskab med masser af søde medpilgrimme. Vi hører også om at Rune i kirken i Navarette, som lyn fra en klar himmel, blev ramt af æresfrygten fra en tyngende og åndeligt hårdt svunget forhammer. Ind imellem bliver vi også helt filosofiske i Runes selskab. F.eks. da han i en samtale konkluderer: Nej, man skal leve med hinanden og ikke for hinanden. Eller da han omtaler en han savner allermest, nemlig Kalle. Og at være savnet af nogen må vel betyde, at man har efterladt sig et godt og 10

11 mindeværdigt fodaftryk her i tilværelsen, kan man forlange mere? Også situationen med tyskeren, der var ved at opgive 100 km før Santiago, kan nævnes som et eksempel på det filosofiske. Da han mod alle ods kom til Katedralen, sagde hans vandrefælde: Godt klaret det var Guds vilje, hvortil tyskeren svarede: Nej, det var min tro på Gud som gjorde udslaget, det er noget andet. Vi får også historien om, hvad der tilskyndede Rune til at skrive bogen. Det var hans onkel John, som under vandringen opfordrede ham til at skrive denne personlige beretning. Og onkel John ville aldrig tilskynde noget, som han ikke syntes, at der også var realistisk mening og grobund for. Onkel John døde dagen før Rune nåede Santiago. livsoplevelse, som jeg har været forundt at deltage i. Og i Santiago inden rejsen retur til Danmark siger Rune: Det gik pludseligt op for mig hvor vigtigt det havde været for fuldbyrdelsen af min komplette bodsgang, at jeg havde været så heldig at møde en masse søde og pragtfulde mennesker, fra alle de mange forskellige lande og mangfoldige samfundslag. Jeg har oplevet mange spændende ting i mit liv, men mødet med den magiske camino står nok som det stærkeste minde over dem alle. Alle mine mange forspildte år i ludomaniens sørgelige fangarme stod over for en radikal ændring en gang for alle. Jeg ønskede brændende at bringe mit liv tilbage på rette normale adfærdsspor. Rune fortæller også om den indre magi på caminoen, som gør at pilgrimme efter forholdsvis kort tid på caminoen føler sig på kammeratlig og tryg fod med vildt fremmede mennesker fra selv de fjerneste afkroge af verdenskortet. Ved turens afslutning ønsker Rune at forblive på caminoen for evigt, og at være uden bekymring om ludomani, ubetalte lån og uforløste drømme. Men vejen går igen til Danmark, men nu som en anden og mere afklaret Rune. Inden turen retur hører vi dog også om antiklimaks ved ankomsten til Santiago. Rune følte et bragende antiklimaks, Det var som en juleaften, hvor forventningens glæde havde været langt bedre end selve udpakningen af gaverne. Han besluttede derfor straks at forlade Santiago og fortsætte vandringen mod Finisterre. Men vel ankommet til Finisterre konluderer Rune: Min bodsgang var blevet endegyldigt indløst. Det har været en komplet Bogen kan købes for 100 kr. via mail til: ruen1701@yahoo.dk 11

12 Evangelie-Kransens recitativer og kædens håndtering: Af Finn Buhl Hvordan man vandrer på VEJEN : Den indre pilgrimsvandring Evangelie-Kransen benytter fem recitativer: Du starter recitationen med et indgangs-recitativ eller en Påkaldelse, som kun reciteres denne ene gang. Indgangs-recitativet kaldes også Tilflugts- Billedet. Evangelie-Kransen er viklet om venstre hånd, og højre hånds tommel og pegefinger holder om det lille krucifiks: Tilflugts-Billedet lyder således: I Faderens Sønnens og Helligåndens Navn: Jeg søger tilflugt hos Jesus min Frelser, Guds Søn og Den, som mig elsker, som værn imod synden, som formørker og frister, og sniger sig ind i hjertet og hvisker. Efter denne korte Påkaldelse trykker du korsets mod din pande og fremsiger et AMEN. Dette vers forklarer simpelt og tydeligt, hvorfor vi går i gang med vores recitation: Synd er i dag et FY-ord, men synd betyder noget helt andet end vi umiddelbart tror: Synd er, at de ikke tror på Mig, siger Jesus i Johannes kap. 16 vers 9. Synd er altså manglende tro eller vantro, og det lider vi alle af. Grunden til vores meditation / recitation er altså, at vi har erkendt, at hvis Jesus ikke havde ofret sig, ville vi være fortabte. Jesus er vores Frelser, den der udfrier os fra fortabelsen og den, der elsker os, før vi elsker Ham. Vi søger derfor tilflugt hos Jesus, som værn imod synden fordi vi erkender, at synden er lumsk, den sniger sig ubemærket ind i hjertet og hvisker vist er I ikke fortabte! lyver Djævlen. Vi kan altså ikke selv stå imod, men må have hjælp. Det er denne hjælp vi søger og tager tilflugt til. 12

13 Starten på vandringen : Højrehånds tommel og pegefinger holder nu på den aflange, firkantede perle. Det er Guds-Perlen, hvor Guds-Billedet fremsiges: Guds-Perlen er den første perle udenfor kransen: Gud styrer det hele! Men Gud er en uhåndterlig størrelse: Selv siger Gud i 2. Mosebog kap.3 vers 15: Jeg er den, jeg er. Altså.kun Gud ved hvad og hvem Gud er. Men DET Han er, ER Han evigt! Gennem Jesus ser vi det væsentlige ved Gud: Hans kærlighed og nåde, men selve Guds HELHED er skjult: Kun Gud kender Gud. Guds Billedet skal holde os fast i, at Gud er uransagelig, at vi er som leret, og Gud er som pottemageren, som Esajas skriver i kap. 29. vers 16 og igen i kap. 41. vers 25. Jeremias bruger samme ord i kap. 18. vers 4, og endelig har Paulus også brugt denne lignelse i Romerbrevet kap 9 vers 21. Leret kan ikke diktere pottemageren, hvordan leret skal formes. Guds-billedet reciteres hver gang en runde på kæden begyndes. Recitativet lyder således Evigt er GUD, DEN, GUD er. Gudsbilledet er selve dit udgangspunkt. Det er her du starter din indre pilgrimsvandring, og det er her du slutter. Gud vil du aldrig kunne gå forbi. Du kan vende om og gå tilbage af den vej du kom fra, men Gud står stadig og venter på dig. Gud er over DET HELE og er derfor udenfor vejen og alligevel en del af vejen. Hver gang du kommer til Guds-Perlen, vender du kæden og reciterer Gudsbilledet. 13

14 Selve vandringen : På de otte små Pilgrims-Perler - i hvert felt - fremsiger man Evangelie-Billedet, og på de store Apostel-perler, som adskiller felterne, fremsiger man Kristus- Billedet. På vores vandring går vi i ly af Gud kærlighed og nåde, og undervejs stopper vi op og hører Kristus forkyndt af Vor Herres Apostle. På de otte små perler i hvert felt Pilgrims-Perlerne - reciteres Evangelie-Billedet. Evangelie- Billedet lyder således: Jesu dåb og korsets gåde, 1) og 2) er Guds kærlighed og nåde. 3) og 4) 1) Matt Mark Luk Joh ) Matt Mark Luk Joh ) Matt.3.17 Mark Luk Joh. 3,16 4) Matt. 17,6 Mark. 9,7 Ordene Guds kærlighed forekommer 15 gange i NT. Ordene Guds nåde forekommer 28 gange i NT. Jesu dåb Korsets gåde I dette vers forklares tydeligt ikke alene hvad ALFA og OMEGA Begyndelsen og Slutningen - er, nemlig Dåb og Korsfæstelse, men også at DET er hhv. Guds Kærlighed, som Johannes skriver i kap 3 vers 16-17: For således elskede Gud verden, at Han gav Sin Enbårne Søn, for at enhver, som tror på Ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv, og Guds Nåde, som også Johannes skriver i kap. 19 vers 30: Da Jesus havde fået eddiken, sagde Han: Det er fuldbragt. Og han bøjede hovedet og opgav ånden. Jesus genåbner med Sin Dåb Døren ind til Paradis, så vi igen når vi døbes mentalt kan gå ind i Paradis og blive Guds Børn. Vi genfødes! Og Jesus på Korset er Frugten på Livets Træ træet som står midt i Paradisets Have, træet som giver Evigt Liv. Denne frugt tilbydes vi i nadveren. Dette HELE Alfa og Omega er Essensen af Evangeliet. 14

15 På de store perler Apostelperlerne, som danner ramme om felterne på kæden - reciteres Kristus- Billedet: Kristus-Billedet lyder således: Jesus, Kristus, Guddoms-Manden, 1) fristet overvandt HAN Fanden. 2) Lagt i graven, men opstanden 3) Midler og har sendt Talsmanden. 4) 1) Rom Kor og 15.47, samt Nicæum 2) Matt Mark Luk ) Matt og Mark og Luk og Joh og ) Joh Joh. 2.1 I dette vers opremses kort og præcist, hvem Jesus er, og hvad Jesus er: 1. Jesus er Kristus Den Salvede Vores Herre, og Han er sandt menneske og sand Gud. 2. Jesus er Den Nye Adam, og til forskel fra Den Gamle Adam lod han sig ikke friste: Han er Fristeren og fristelsens overmand. 3. Jesus er virkelig død og lagt i en grav, men overvandt døden og opstod fra Dødsriget. 4. Jesus er vores Midler, altså DEN, der taler vores sag hos Faderen, og han er DEN, der sender Guds talsmand til os, så Gud kan tale til os. Du fremsiger først én runde - dvs. fremsiger Evangelie-Billedet på de små perler, og Kristusbilledet på de store perler - og når du kommer frem til Guds-Perlen igen, fremsiger du Guds- Billedet anden gang. Derpå vendes kransen og du går tilbage - fremsiger endnu en runde. Når du 15

16 atter når frem til Guds-Perlen fremsiger du endnu en gang - altså tredje gang - Guds-Billedet, og vender atter kransen. Derpå fremsiges tredje og sidste runde. Når du sidste gang støder på Guds- Perlen fremsiges for fjerde og sidste gang Guds-Billedet. At Guds-Billedet således fremsiges fire og ikke tre gange skyldes at tallet 4 udtrykker helheden i treenigheden: De tre s samlede hele er den fjerde tilstand. Du tæller runderne ved fra start at holde venstre hånds tomme- og pegefinger sammen. Derpå flyttes tommelfingeren ved begyndelsen af anden runde til langfingeren. Ved tredje runde til ringfingeren, og til sidst over på lillefingeren. På denne måde undgår du at skulle huske, hvor langt du er kommet: I virkeligheden er det ikke runderne du tæller, men antallet af Gudsbilledet. Sådan holder du kransen: Perlerne trækkes ind imod dig. Nogen finder det måske uoverkommeligt at fremsige tre runder. Så nøjes man blot med to eller kun én. Det er ikke mængden, men koncentrationen, der er pointen. Vandringen afsluttes: Vandringen afsluttes med en Syndsbekendelse. Vi ender hver gang hos Gud, når vi går på Vejen, så til sidst må vi se i øjnene, hvad og hvem vi selv er: Vil vi ikke se synden i os selv, åbenbarer Gud sig ikke i Jesus, Den Korsfæstede. For som der står i 1. Joh. 1.10: Hvis vi siger, vi ikke har syndet, gør vi Jesus til en løgner, og Hans ORD er ikke i os. Vi må altså ende med at ser os selv som syndere, der har brug for tilgivelse. Vi skal finde TOLDEREN luk inde i os selv. Det er, at du fremsiger Bekendelses- Billedet. Evangelie-Kransen vikles igen om venstre hånd, og højre hånds tommel- og pegefinger holder om det lille krucifiks. 16

17 Bekendelses billedet reciteres kun denne ene gang ved afslutningen. Bekendelses-Billedet lyder således: Herre, Jesus, Kristus, Guds Søn: Jeg bekender alle mine daglige synder, som er langt flere end jeg kan opregne, langt flere end jeg kan huske. Den Ausburgske Konfession artikel 11 For det gode, som jeg ønsker at gøre, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke ønsker at gøre, det gør jeg. Rom. 7,19 For jeg er adskilt fra Dig på grund af vantro og anfægtelser, fristet af Slangen i Kundskabens Træ, blind for al min uformåenhed. Men forenet med Dig i TROEN, hvor Du skal vokse, jeg blive mindre, Joh. 3,30 så min dåb bliver en sand GENFØDSEL, fordi jeg lytter til Dit ORD, som fører mig til Dig på Livets Træ, lever jeg, beder jeg, i Dit navn Vor Midler: Gud vær mig synder nådig. Luk. 18,13 Med denne bekendelse er vi som Tolderen i lignelsen om Tolderen og farisæeren : 1. Vi bekender, vi er syndere, og at vi ikke har tal på og heller ikke kan huske alle vore daglige synder altså de mange gange vi svigter TROEN. 2. Vi har af Paulus lært, at vi gør det modsatte af, hvad vi gerne vil. 3. Vi erkender vores adskillelse fra Gud, og hvad denne adskillelse skyldes. 4. Men vi ved samtidig, at vi som døbte, igen er forenet med Gud, når vi LYTTER til Han ORD. Det er DET, Paulus siger i Galater-brevet Kap. 2. vers 20: Ikke jeg lever, men Kristus lever i mig. Det er, at dåben ikke bare er endt som et ritual, men er vokset ved Helligånden til et sakramente, til TRO på vi er Guds Børn i Paradis: For Guds Børn er lydige og lytter til ORDET lytter til Guds Søn. ORDET har nemlig kun én retning, og det er KORSET med Den Korsfæstede og Opstandne Frelser, som er Frugten på Livets Træ : Den frugt, som giver Evigt Liv, og som vi gives i nadveren. Når vi LYTTER, så LEVER vi, og så får vi kræfter til at er kende SANDHEDEN om os selv. Vi tør som tolderen falde på knæ og bede: Gud vær mig synder nådig! I næste nummer vil jeg forklare Fader Vor, som er den ultimative bøn, man reciterer, når den indre pilgrimsvandring er nået helt frem til MÅLET. 17

18 Vandring til Sankt Jacob eller til Santiago de Compostela. Af Finn Buhl Nedenstående artikel kunne der ikke findes plads til i bladet Pilgrimmen nr. 25. Der blev ikke fra redaktionens side givet nogen fyldestgørende forklaring, men det skinnede tydeligt igennem, at artiklens indhold ikke behagede redaktionen. Ved samme lejlighed fik jeg at vide, at redaktionen heller ikke kunne finde nogen, som kunne anmelde min lille bog For enden af VEJEN : ( Der er ellers en præst i bestyrelsen. ) ( Ordet ville er nok snarere det rette ord.desværre! ) Denne form for sortering, som minder om DDR-censur, er ubehagelig, og forpligter derfor VEJEN s redaktion til at bringe stof, der omhandler vandring som pilgrimsvandring, og ikke blot vandring som sjov ferie : Man er nødvendigvis ikke pilgrim, blot fordi man vandrer på caminoen. Det forpligter os til at bringe stof, hvis indhold gør, at Sankt Jacob ikke reduceres til et LOGO tømt for indhold, sidestillet med de gule pile malet langs caminoen, eller de grafisk designede muslingeskaller. Sankt Jacob er en helgen og ikke bare et symbol eller et LOGO: Han står for begrebet GEN-KRISTNING, hvor VANTROEN har sejret midlertidigt. VEJEN s redaktion er derfor også forpligtet på at distancere sig fra de kræfter, som kalder sig pilgrimme, men flirter med NEW AGE. Pilgrimsvandring er nemlig vandring, hvor ORDET høres, og hvor MÅLET er NADVEREN, den eneste sande og fyldestgørende forening med GUD i denne tilværelse: Herre vis mig DIN VEJ, og giv mig mod til at gå DEN! Vandring til Sankt Jacob eller til Santiago de Compostela. Min overskrift tilkendegiver det vedstår jeg gerne en opdeling af det moderne folk med rygsæk på ryggen i henholdsvis pilgrimme og caminovandrere : Og, når man drister sig til en sådan opdeling, udløser det altid men også for mig uforståeligt en voldsom vrede fra langt den overvejende del, som kun er caminovandrere, men som af én eller anden grund helst kalder sig pilgrimme, uden at vandre med andet formål, end at holde en spændende ferie: Og hvad skulle der så være i vejen med en spændende ferie? Er der noget forkert i at have lyst til eksotiske, berigende oplevelser på én af Europas ældste VEJE; vejen til Santiago de Compostela under historiens mystiske vingesus? Nej! Selvfølgelig er der ikke det! Tvært imod!! Personligt kunne jeg ønske mig, at langt flere tog på en sådan ferieoplevelse!!! Det undrer mig derfor, hvorfor det nærmest udløser en rygmarvsrefleks hos caminovandrerne, når dem, der vandrer til Sankt Jacob altså pilgrimmene - antyder, at fordi man vandrer på caminoen, så er man ikke automatisk pilgrim : For dét at være pilgrim indebærer et vist religiøst engagement; som oftest ønsket om at styrke eller genrejse TROEN. Af én eller anden mystiks grund er det som om, caminovandrerne lider af en form for mindreværdskompleks, som kommer til udtryk ved udsagn såsom: de hellige skal ikke have patent på dét at være pilgrim. De tror, de er så gode og fromme, og regner ikke os andre for noget!... Men hvem siger, at de gode og fromme ikke regner de andre for noget? Jeg vil påstå det modsatte, at de 18

19 gode og fromme som vi misvisende kaldes, når vi ikke er har berøringsangst overfor det religiøse - tvært imod regner de andre for virkelig meget, ja i virkeligheden for ALT! En caminovandrer kunne jo gå hen og blive en pilgrim!: Det er derfor jeg som formand for Roskilde Pilgrimsforening arrangerer pilgrimsvandringer i området omkring Roskilde med besøg i omegnens kirker og med pilgrimsmål i Roskildes flotte katedral Roskilde Domkirke. I virkelighedens verden afspejler det moderne folk med rygsæk på ryggen nemlig den danske befolknings begrundelse for at være medlem af Den Danske Folkekirke: Mere end 90% er udelukkende dét, vi kalder kulturkristne, altså medlemmer af Folkekirken på grund af tradition og ikke på grund af TRO. Kun en lille procentdel er troende og interesserer sig for højmessen og de sakramentale mysterier. På samme måde er det med dem, der vandrer på caminoen: Langt de fleste vandrer, fordi det er en trend, og fordi det er en spændende tradition. Kun et lille mindretal vandrer til Sankt Jacob for at styrke eller genrejse TRO- EN. Sådan er det, og hvorfor så være så vrede over, at de, der er pilgrimme, gerne vil værne om begrebet pilgrim, så det ikke udvandes? Lad os alle mødes på caminoen; Caminovandrere og pilgrimme. For mon ikke begge parter har noget at give hverandre?? Én ting er nemlig vigtig at huske: Vi har to ører og kun én mund! Vi skal derfor LYTTE dobbelt så meget, som vi taler! Så lad også VEJEN tale måske fører den dig til Sankt Jacob og ikke blot til Santiago de Compostela. God vandring! 19

20 Gensyn med Camino Francés. Af Finn Buhl 1. vandredag. Lørdag d. 17. august dags vandrerute den vestlige side af Nivefloden: ( Indsat - billeder fra 2005 fra vandringen på den østlige side af Nivefloden ) 20

21 Min hustrus og mit gensyn med Camino Francés her i 2013 var planlagt som et gensyn med hhv. hele vores 2. Camino i 2005, hvor vi gik fra Bayonne i Frankrig til Logrono i Spanien (.og derfra tog til Barcelona og så Gaudis mesterværk den ufærdige katedral Sagrada Familia ), og begyndelsen på vores 1. Camino i 2003, hvor vi gik fra Logrono til Santiago de Compostela. Vort mål her i 2013 var i al ydmyghed at nå til Burgos, hvor en hel masse gik galt i 2003, så vi slet ikke fik set Burgos flotte Katedral, men endte ude i herberget i parken ved Hospital del Rey. Vi orkede dengang i 2003 ikke at gå tilbage til centrum, og valgte i stedet at spise aftensmad på herberget sammen med et norsk ægtepar og en tysk dame, som netop skulle starte i Burgos. Katedralen måtte vente til en anden gang, og det blev så det Herrens år I mellemtiden har vi gået Camino del Norte i hhv og 2008, Camino Primitivo i 2009, og Camino Arragonés i 2012, så det er ikke Caminooplevelser vi har manglet. Men nu skulle det altså være: Katedralen i Burgos skulle indtages. Hjemmefra var vi meget opsat på at skulle gense specielle fikspunkter, som stod knivskarpe i erindringen, men det skulle vise sig at meget havde forandret sig: Noget til det bedre, andet til det modsatte. Dét havde vi naturligvis frygtet, men vores overordnede oplevelse blev, at det faktisk ikke er så slemt at gå på Camino Francés, som rygtet ellers vil fremmane: Vi gik sidst i august og først i september, og når man betænker at spanierne har ferie i august, og mange benytter ferien til lidt afladsvandring netop på Camino Francés, er vi positivt forbløffede over, at vi ikke én eneste gang havde problemer med at få plads på de herberger, vi udsøgte os. Det skal siges, at vi helst undgik de store kommunale herberger, og smuttede ind på de private, lidt mindre, men ofte bedre herberger, eller stoppede op i mindre byer, hvor herberget ikke er så eftertragtet og populært. Her blev sjældent overfyldt, og man kunne næsten altid kapre sig en underkøje. Dét betyder en hel del i vores alder. Naturligvis gik vi af og til i gåsegang eller kolonne ude på ruten i selskab med højt plaprende spanier eller franskmænd, hvor kæften ikke stod stille ét sekund. De gik ofte fire-fem-seks personer ivrigt skvadrede løs i munden på hverandre, så guderne må vide, hvordan de selv holdt styr på argumenter og udsagn, og.det er faktisk imponerende eller lidt af et mysterium, hvordan de også når at trække vejret. De snakker ustandseligt og vedvarende og højt, og som sagt i munden på hverandre. Mad og drikke behøver man i 2013 heller ikke mere at spekulere på: Der er barer overalt, og en del butikker har sågar åben om søndagen, så man ikke længere skal købe dobbelt ind om lørdagen. Ja.meget havde forandret sig! Men tilbage til starten i Bayonne: Den største af broerne mellem de to bydele i Bayonne hhv ( indsat ) og

22 Hjemmefra havde jeg regnet med, at de tre dage, vi skulle vandre i Frankrig fra Bayonne til St. Jean Pied de Port, der ville vi gå ad nøjagtig de samme veje, vi gik ad i Dem kunne jeg huske, og dem havde jeg i mellemtiden fået endnu bedre kort over. Vi ankom til Biarritz lufthavn kl. ca. 18, og kørte med taxa ind til Rue Port Neuf, hvor vi havde booket et hotelværelse i forvejen på et billigt hotel. ( I 2005 rendte vi fra Herodes til Pilatus - efter at være kommet ind med toget fra Bordeuax kl i bydelen ovre på den anden side af floden og måtte til sidst tage til takke med et middelmådigt hotelværelse til en alt for dyr pris på et hotel, der lå på Pl. de la Republique. Det gad vi ikke i 2013, og havde booket hoteller til alle tre overnatninger undervejs. ) hjemmefra booket hotelværelser i hhv. Bas Combo og Bidarray, og i min verden ( og ifølge mine kort ) er det også en grov omvej at gå over Helette i stedet for over Bidarray. Stierne til Helette er samtidig ( fortalte præsten os med et smil ) små kuperede bjergstier, mens vejen fra Bas Combo til Bidarray går ad små ubefærdede veje, på nær nogle få kilometer fra Cambo Les Bains til Itxassou, hvor man er tvunget til at gå på den meget befærdede D 918. Fra Itxassou går vejen gennem den utrolig smukke Rolandsdal, og videre fra Laxia langs Nivefloden til Bidarray. I 2005 gik vi i Biddarray på 3. dagen ud på den afskyelige hovedvej D 918, men på mine nye kort var der indtegnet en mindre, smal landevej fra Bidarray til St. Martin. I St. Martin var det så planen at gå til St. Etienne ad D 948, som jeg forventede være langt mindre befærdet end D 918, og derfra skrå ind til St. Jean Pied de Port ad landevej D 15 for helt at undgå D 918. Sådan blev det ikke helt, men derom senere. Vores hotelværelse i Bayonne. Mine vandreplaner blev imidlertid ændret, for da vi næste dag genså Domkirken i Bayonne, fortalte præsten os, at vejen fra Bayonne til St. Jean Pied de Port nu var blevet opmærket med gule pile. Præsten gav mig nogle kort, vi kunne gå efter, men pga. vi havde booket hotelværelser på forhånd i Bas Combo og Bidarray, kunne vi kun benytte os af kortet over 1. dags vandring fra Bayonne til Ustarits og videre til Bas Combo, for 2. dags vandring på den nye opmærkede rute gik op til Helette, og 3. dags vandring gik fra Helette til St. Jean Pied de Port: Vi havde - som allerede nævnt - Hovedalteret i Domkirken i Bayonne. 22

23 Det spændende krusefix, som har en pendant i landsbyen Forelos i Spanien. Efter besøget i Domkirken i Bayonne gik vi forventningsfulde af sted. Endelig på vej. Nede ved Nivefloden var der spændende marked, hvor der solgtes alt mulig, men trængslen var så slem, at man hurtigt blev stresset. Vi fortsatte derfor hurtigt ud ad Chan. du Lamarque Jaureguiberry og nåede hurtigt frem til den opmærkede vandresti Chemin de Halage de la Nive. I 2005 gik vi ovre på Niveflodens østre side: For at komme rigtig ud af byen skal man - på denne side af floden - holde tungen lige i munden, og hele tiden have styr på vejnavnene, for at komme i den rigtige retning ned mod Larraldia, Villefranque og Jatxou. Denne vej er meget bjergrig og kuperet, men ellers, når man er kommet rigtig ud af Bayonne og ad landevej D 137, ikke svær at finde frem på. Landevej D 137 går direkte over i landevej D 650 i Villefranque. Nu i 2013 kunne vi i stedet blot gå lige ud : Så var vi på rette vej på Niveflodens vestlige bred. Vandrestien Chemin de Halage de la Nive går smukt langs Niveflodens bred hele vejen ned til Ustarits. Der er hele tiden fin opmærkning med gule pile, og stien er flad som en pandekage. Kun de sidste 3-4 km. før Ustaritz i landsbyen Hérauritz kommer man ud på landevej og en smule væk fra flodbredden, og vejen går derfra en smule op og ned. Markedet ved Nivefloden. Vandring langs Nivefloden Vi møder de første gule pile ved Bayonnes bygrænse. En bar undervejs. 23

24 frem til Bas Combo fandt vi gule pile dog!...mellem Jatxou og Halsou var pilene erstattet af de internationale rød/hvide streger, men det var kun en tre fire kilometer. En vandhane med rent drikkevand. Vi nåede frem til byen Ustarits lidt over frokosttid, og sandelig om ikke der var et cafeteria åbent, så vi kunne få en lækker pizza og en kold cola. Fra Ustaritz blev vejen meget kuperet og helt som vi huskede den fra 2005 på den østre bred. Det var også blevet meget varmt, og da vi endelig omkring kl kom til Bas Combo, var vi glade for, at vi var sikre på en seng at sove i. Vi skulle blot finde Hotel Ursula! Anja venter på sin pizza Bakken op til Jatxou Afsted igen mod byen Jatxou I Utstarits var jeg naturligvis inde i byens to kirker, før vi gik videre. Herefter gik det så mod Jatxou, hvor min den gamle vej og den nye opmærkede støder sammen. Helt På vej mod Halsou Det var lettere sagt end gjort, for hotellet havde kun adressen Bas Combo, og dét er 24

25 et lidt større område med spredte huse før byen Cambo les Bains, hvor vi overnattede i Men netop der, hvor husene blev koncentreret så meget, at det mere ligner en by end spredte huse, lå lige om hjørnet Hotel Ursula. hotelværten, og vi kunne komme op på vores værelse, som viste sig at være med en pragtfuld altan. Forudseende havde vi købt brød, pølse og ost, som vi havde med i rygsækken, for eneste spisested i Bas Combo var en meget dyr restaurant på Tante Ursula, som lå et lille stykke fra vores hotel. Lige før Bas Combo Vi var trætte, og der var ingen i receptionen. Heldigvis havde jeg et telefonnummer, som jeg ringede på, og i løbet at en 5-10 min. kom Udsigten fra vores hotel værelse i Bas Combo Bas Combo hhv ( indsat ) og 2013 I næste nummer fortæller Finn Buhl videre om Anja s og hans vandring i Frankrig frem mod St. Jean Pied de Port og videre ud på Camino Francés. 25

26 Ruta del Ebro af Ove og Kirsten Wichmann. Allerede i efteråret 2012 begyndte vi at tale om, hvor vi skulle vandre i Vi havde 3 emner: Sølvruten fra Caceres til Salamanca. Det stykke mangler vi. Eller Sølvruten Salamanca Astorga, som vi har gået, men dengang drejede vi af og gik på den mozarabiske. Eller Ruta del Ebro med start fra Zaragoza til Logrono. Årets tur! Hvor skulle den gå hen? Der var mange ting at tage hensyn til: Dårlige knæ, ingen luft og så tidspunktet. Vi valgte Ruta del Ebro (Det var en fejltagelse). Den var flad og kunne deles op i ret korte distancer, men ikke mellem refugierne, for dem var der km imellem. Heldigvis var der Hostales. Vi bestemte os til at flyve til Madrid den 19/6 2013, med afgang fra Kastrup kl , og det betød selvfølgelig, at vi skulle være tidlig i lufthavnen. Fra Avedøre er der ingen toge så tidligt, så vi tog af sted hjemmefra med allersidste tog, og ventede i lufthavnen et par timer. Vi kom godt til Madrid og fandt toget til Zaragoza. Zaragoza er en stor by med over indbyggere. Herfra tog vi bybussen til centrum, hvor vi spurgte en mand på gaden, om han vidste, hvor der var et godt og billigt hotel. Manden var ikke så kendt i byen, men fulgte os hen til et 5* hotel, hvor vi i hvert fald ikke havde råd til at bo. Vi takkede, men gik videre, og hurtigt efter fandt vi et 2* hotel, hvor det kostede 41 euro for 2 personer pr døgn. Zaragoza er en spændende by med 2 store kirker, en masse andre interessante bygninger og floden Ebro, som løber gennem byen. Vi fandt Ruta del Ebro, og så var vi klar til at begynde næste morgen. Efter et solid morgen foder startede vi ad stien langs floden Ebro, som i øvrigt var gået over sine bredder grundet oversvømmelse. Vi kunne heldigvis gå oppe på vejen, så det blev ikke her vi fik våde fødder. Vi havde følgeskab af en stor flok grønne papegøjer et langt stykke af ruten. De havde meget at fortælle os. Vi forstod bare ikke, hvad de sagde. Men det har nok været spændende. Vi opdagede hurtigt, at det med - at ruten var flad - passede. Den var ret så kedeligt. Det var et godt værelse, og hotellet havde en fin morgenmads buffet. Her blev vi 2 nætter. Vi ville se byen - blandt andet Basilikaen til Jomfru Pilar. 26

27 Vi havde nu ikke regnet med, at vi skulle gå på landeveje med så megen trafik. De små byer, vi kom til, var meget triste: Byernes kirkerne var lukkede. Ingen forretninger. Oftes kun en enkelt bar, som også lukkede midt på dagen, og ingen steder man kunne spise, og man kunne heller ikke købe noget. Undertiden var der et hostal som lejede værelser ud, men så var det ikke billigt. Dagene gik ud i et. Én af de små byer havde markedsdag, og her var et refugie. Det var bare for tidligt på dagen at slå sig ned. Der var mange gamle fabriks kvarterer, som havde ligget øde i adskillige år. I ét af dem havde en tårnfalke familie overtaget den nedlagte fabrik. Det var en ensom tur. De hostaler, hvor vi kunne overnatte, var der ingen at tale med. Det begyndte at blæse. Det gjorde ikke turen sjovere. Vi havde 3 dage med stiv modvind og så lige ud af landevejen. Da er det man spørger sig selv: Hvad laver du dog på de her veje med biler susende om ørerne? En lidt større by var Gallur. Her var refugie 2 km. fra centrum. Refugiet var en ombygget jernbanestation (toget kørte stadig). Her var godt med cafe i underetagen, og her kom en cyklende og en gående pilgrim. De talte kun spansk. Sovesalen var øverst oppe rent og pænt. Sådan fortsatte det også de følgende dage. Eneste forskel på byerne, var størrelsen af dem. Dagsruterne var stadig lige kedelige: Vi kunne selvfølgelig begynde at tælle storke. Dem var der mange af. De har reder de mest utænkelige steder. Her besluttede vi, at turen var slut for vores vedkommende. Vi valgte at tage toget tilbage til Zaragoza, og derfra til Madrid, hvor vi fandt ud af,at der ingen fly var til Danmark før 5 dage senere. Men nu ville vi hjem og købte derfor en fly billet til Frankfurt. Derfra rejste vi med toget resten af vejen. Og.. refugiet i Avedøre var meget bedre. Det var så årets tur,.og den vil vi ikke anbefale til nogen. 27

28 Ydmyghed! Af Finn Buhl Vi fortsætter vores gennemgang af de syv pilgrimsord: Vi er nu nået til det femte, til ordet YDMYGHED, som opsamler de foregående fire og munder ud i en foreløbig konklusion. I vores moderne samfund taler vi oftest kun om, hvad JEG kan, hvad JEG formår, hvad JEG ejer, hvad JEG er herre over, og hvilke kvaliteter JEG besidder osv. osv. Vi lever i en JEG-Kultur, hvor dét at realisere sig selv at udvikle sig selv er selve målet med tilværelsen: På en pilgrimsvandring er målet imidlertid det stik modsatte: Her drejer det sig om at AFVIKLE sig selv, og i stedet realisere YDMYGHED i hjertet. For sand pilgrimsvandring vandres i Kristendommens og Evangeliets LYS. Pilgrimmen starter sin vandring ud i LANGSOMHED, og finder i LANGSOMHE- DEN frem til ENKELTHEDEN. Hensat i ENKELTHEDEN udvikles UBEKYMRET- HEDEN, og i UBEKYMREHEDEN bliver der plads og overskud til at STILHEDEN fylder Det Hele Menneske, så Gud åbenbarer sig for pilgrimmen: Midt i STILHEDEN opleves nemlig naturens overdådighed, universets uoverskuelighed. Pilgrimmen rammes så at sige af ALTINGS STORHED..af Guds URANSAGE- LIGHED! Således slået til jorden af denne VÆLDIGHED fremvokser i HJERTE en oprigtig følelse af LIDENHED: At vi blot er som et sandkorn på en enorm strandbred, at SKABEREN er ALTING OPRINDELSE i kraft af Sin VÆREN. at ORDET har besvangret os, at de gode gerninger altid er Jesu Barn, som vi blot bærer og slipper løs, at vores evt. åndelige indsigt ikke skyldes egen fortræffelighed, men at den GIVES. Gud GIVER! Han er FADEREN, der sørger for Sine BØRN, stiller SIG SELV og alt Sit til rådighed. I STILHEDEN - den sande STILHED som er sindets STILHED, hvor Gud låner os mund og mæle, så vi kan recitere - hører pilgrimmen, LYTTER pilgrimmen, fyldes pilgrimmen af ORDET! Og fordi både krop og sind Det Hele Menneske er iklædt denne Den Sande STILHED åbnes der op for MODTAGELIGHED helt uden fordringer og forventninger: Vi kan nemlig ikke andet end MODTAGE. Vi har INTET, som vi kan kalde VORES, undtagen vore SYNDER. Dem skal vi aflægge, så der bliver plads til alt det FADEREN så gerne vil GIVE os. Når pilgrimmen i stedet for vejen af grus og sten endelig vandrer på VEJEN, den VEJ som går fra hjernen ned til HJERTET, og som er Den Længste VEJ, åbnes pilgrimmens øjne : Vi nødsages til at erkende, at jo tættere på Gud vi kommer, des mere åbenbares SYNDEN og TILGIVELSEN! Det er denne erkendelse, der baner vej for YDMYGHEDEN: Men STILHEDEN rummer samtidig SAND- HEDEN:..At Gud udøver Sin Magt i MAGTESLØSHED; og i det LYS Guds Almagt i Afmagt kan HJERTET pludselig rumme, at Jesus Kristus døde på korset for vores SYNDER.at vi er UFORMÅENDE, men Han FORMÅEDE: Rumme at vores evt. gode gerninger ikke skyldes egen fortræffelighed, men I YDMYGHEDENS LYS ser vi, at vi intet har fortjent og burde lide FORTABELSEN s tilintetgørelse på Den Yderste Dag, hvis RETFÆRDIGHEDEN skal ske fyldest: Alligevel TILGIVES vi enhver SYND, vi bekender:.og med HJERTET fyldt af denne TRO, gives vi HÅB om selv at OPSTÅ, som Vor Herre OPSTOD på tredje dagen, og kan vandre VEJEN i KÆRLIGHED! 28

29 The Pennine Way Af Kirsten Wichmann Jeg vil fortælle jer lidt om vores tur i Nordengland fra 8. April 26. april 1999, hvor vi var 5 venner på en strabadserende tur: Hvis I sidder i spændt forventning angående turen i England, så vil jeg starte med at spørge jer.?? Er I dødtrætte af danske landeveje? Elsker I mudder, pløre, ælte, søle, brede bække, stejle skrænter, lange bakker, gamle ujævne romerske stenveje, månelandskaber, kæmpe hede strækninger og store moser? Hver dag gymnastiske øvelser med at bestige og kravle over høje stenter 1½ - til 2m høje? Millioner af små bitte midges, der kun venter på at overfalde og stikke? Holder du også af ensomhed?...for ruterne ligger langt fra alfa vej, og så skal du være vild med at gå med rygsæk ca. 10 kg. i 3 uger. Kan du sige ja til dette, så er turen lige noget for dig/jer. Ellers ikke! I kan ikke forestille jer hvor smuk denne tur var, smuk i sin vildskab, fantastiske udsigter. Her havde romerne også været. Op over bjergene gik vi på trapper helt fra romer tiden. Turen havde vi læst om: Derpå planlagt og bestilt pladser hhv. på vandrehjem, Bed and Breakfast. Vi havde kontaktet 21 vandrehjem, men fik afslag på mange, grundet skolebørn. Vi havde derfor også bestilt værelser på Bed and Breakfast. Vi var 5 personer, og var derfor nødt til at bestille værelserne forud. For at spare på udgifterne, når vi var på B&B, indrettede vi os således, at et ægtepar sov 1. nat alene, og det andet par havde en opredning til Edith (hendes mand kunne ikke komme med få ferie). Næste nat skiftede vi. Hver 3. nat havde hun så et enkeltværelse. Vi fløj til Manchester, og kørte med bus ud til Edale, hvor vi den første nat var på vandrehjem. Her så vi grå egern. 29