Alexej Michailovic Remizov TIMERNE

Transkript

1 1 Alexej Remizov Poul Preben-Hansen Alexej Michailovic Remizov TIMERNE Oversat til dansk (København 1987) fra den russiske originaludgave (Chasy, Sankt Petersborg 1908) af Poul Johan Preben-Hansen (f i Rybinsk, Yaroslavl Oblast, Rusland, 1995 Ordrup. Familien Preben-Hansen flygtede fra Rybinsk og Kurgan, Kurgan Oblast i august Poul Preben-Hansen voksede op i Riga, Letland Han blev matematisk student i Riga 1933, og påbegyndte ingeniørstudierne ved Den Polytekniske Læreanstalt, København Sprogene i familien var dansk, tysk og russisk, dog ej lettisk. Det er kendetegnende for familien at den aldrig kom til at føle sig hjemme i Danmark og at udlængslen mod Europa er givet i arv) Denne tekst er en kladde (fra russisk til dansk), min far efterlod i en skuffe. Min far var civilingeniør, cand.polyt., og ikke filolog. Oversættelsen trænger til en grundig sproglig revision ved en russiskkyndig. Bernadette Preben-Hansen: 24. juli 2012

2 Alexej Michailovic Remizov TIMERNE 2 Første del 1. 1: Kostja Klockov er altmuligdreng i Klockovs urmagerbutik 1. 2: Kostja talte ikke trinene i klokketårnet 1. 3: Kostjas lille sammenbøjede hætteklædte figur 1. 4: Frosja, familien Klockovs stuepige 1. 5: Da Christina var blevet alene 1. 6: Støjende og usikre til bens brød de berusede gæster op fra det lystige Den Nye Verden Anden del 2. 1: Kære sol du klare kik ned til os! 2. 2: Alt rundt om gik i forfald 2. 3: Udenfor var det helt mørkt Tredje del 3. 1: Christina trykkede hænderne mod panden 3. 2: Ved I hvad jeg har gjort 3. 3: Katja lå syg på anden uge 3. 4: Der var lys i spisestuen 3. 5: Natten var tung og uudholdelig 3. 6: Kostja lå længe med åbne øjne og lyttede Fjerde del 4. 1: Nelidov havde gennem nogen tid været regelmæssig gæst hos Klockovs 4. 2: En trykkende tavshed lå i luften 4. 3: Da Nelidov brød op fra Klockovs Femte del 5. 1: Åbenbart havde lægerne ikke haft hindbærfarvede lygter 5. 2: Allerede midt på dagen påbegyndte Klockovs forberedelserne og madlavningen 5. 3: Nu herskede der stilhed i huset 5. 4: Fra banegården kørte Christina ikke hjem 5. 5: Støjende og usikre til bens brød de berusede gæster op fra det lystige Den Nye Verden 5. 6: Motja snorkede. Mester snorkede Sjette del 6. 1: Undertiden forekom det Nelidov 6. 2: I går var mester Semen Mitrofanovic rejst fra Klockovs 6. 3: For sidste gang steg Kostja op i klokketårnet for at trække uret op 6. 4: Kostjas lille sammenbøjede hætteklædte figur 6. 5: Christina kunne knap nok holde sig på benene 6. 6: Det var langt over midnat

3 <1. 1> Kostja Klockov er altmuligdreng i Klockovs urmagerbutik. Han er på vej for at trække uret på kirkens klokketårn op. Hver søndag aften trækker Kostja uret på kirkens klokketårn op og hver aften stiller han uret. Kostja, hvorfor er din næse skæv? kom det med blæsten og traf Kostjas øre. Kostja bed sig vredt i den ynkelige læbe. Han skuttede sig, hans næse er faktisk skæv. Og hvor meget Kostja end trykker sig, hvor meget han end forsøger at undgå at blive set - hætten hjælper ikke, vinden river hætten af. Og de forbipasserende forsømmer ikke lejligheden til at drille ham og le ad misfosteret. Sådan er forbipasserende. Sådan er Kostja. Kostja banede sig vej gennem de myldrende skubbende gader hen til kirken, til kirkens klokketårn for at trække uret op. I lommen raslede urnøglerne. Med disse forfærdelige nøgler kunne han gennembryde hjerneskallen på den mest tykskallede af de forbipasserende der skubbede til ham. Men det forbandede brændemærke, næsen der stikker ud til siden, gav ham ikke ro. Som et sår bredte dette forbandede mærke sig, ikke alene på hans ansigt, men også et sted i hjertet. Det tyngede ryggen som en byrde, der dag for dag bliver tungere. Og han lod hænderne synke. Ofte havde Kostja stået derhjemme foran spejlet og trykket sin skæve næse på plads med fingrene. Han ville ønske han havde haft en lige næse som på et billede! Og han klemte sin næse, så det så ud som om den havde rettet sig. Men det var kun noget han troede, alt var ved det gamle, ja værre endnu. Det hændte Kostja blev grebet i at stå foran spejlet, blev gjort til grin, og rasende faldt han over sine plageånder, bed dem og så vankede der. Og han lod hænderne synke. Men hvad hvis jeg i morgen, i morgen tidlig, når jeg slår øjnene op går hen til spejlet, og pludselig ikke er sådan mere. Så vil de alle sige: Kostja! (hensunket i drømmerier klikkede Kostja med tungen af fryd) Kostja, vil de sige, din næse er. Kostja, hvorfor er din næse skæv? kom det igen med blæsten og traf Kostjas øre. Løgn! Det er løgn! skreg Kostja ud over hele gaden. Men hvordan kan han beskytte sig mod denne uafladelige påtrængenhed, hvordan kan han overdøve dette forbandede terpekor som forfølger ham, selv i blæstens fløjten! Han hev efter vejret, det løb ham koldt ned ad ryggen. Kostja kom til at tænke på de fornærmelser, den hån og alle de øgenavne som han havde måttet høre gennem hele sit lille vanskabte liv; også dem han selv havde fundet på i selvpineri. De faldt ned på hovedet af ham, de ligesom rykkede i hætten, krøb om bag kraven ind under skjorten og derinde bed de ham i brystet. Og når de havde bidt sig gennem brystet, blev de til en ækel igle. Og denne ækle igle gav sig til at suge af Kostjas hjerte. I morgen slår han så øjnene op, går hen til spejlet og hvad ser han så: hvad er det for øjne? Det ene skelende, det andet udstående. Skelende og udstående. Og øjnene er slet ikke øjne, men hvide klatter. Og ingen vil nogensinde kunne give ham en ny næse eller nye øjne, aldrig! Som han blev født fjols og sær krage skal han dø som fjols og sær krage. Og hvis ikke som fjols og sær krage, så som idiot, det kan komme ud på ét. Varmen bølgede omkring hænderne som han havde stukket dybt ned i lommerne, men frosten værkede i fingrene. Bider dén slags kryb, dén slags igle sig først fast hos et menneske, så er helvede løs. Den kender ikke til skånsel, den torterer, den udsuger hjertet helt. Pludselig gav Kostja sig til at græde og gennem tårerne så han sig selv som ærkefjols, for det kaldte alle ham jo fjols, sær krage, idiot. Han gik ikke som de andre, men ligesom lidt sidelæns, han lo ikke som de andre, men ligesom hakkende, alt gjorde han forkert og ikke som man plejer. Men hvad er det rigtige? Hvem kan lære ham det? Skulle han ikke hellere lægge hånd på sig selv? Eller turde han måske ikke gøre alvor af det? Hvis han ikke turde det, så var han foruden at være et fjols, en sær krage og idiot også et værre skvat. Klynker og flæber! Hvorfor leve overhovedet? Hele den udslagne dag hænger han i butikken, om aftenen trækker han uret i klokketårnet op. Hvorfor skal han trække uret op? For at det skal gå og ikke gå i stå, for at det skal gå jævnt og kedeligt time efter time. Ham vil de alligevel blive ved med at knibe. Hans næse er jo skæv! Men det handler ikke om uret, ikke om næsen. Hvorfor leve overhovedet - Kostja stod som naglet til jorden. Skælvende af gråd stammede hans læber en barnesang - den sang som Christina, 3

4 hans bror Sergejs kone, plejede at synge for sin lille Irina. Og det forekom ham at han ved at nynne sangen ligesom talte med en, som lyste op for ham i hans mørke, klodsede liv. Det forekom ham at han med denne knap nok hørbare sang fik afløb for al sin smerte: både det der kæmper i ham og som ingen mærker, og det der smerter i ham og som ingen ser, og det der bedrøver ham og som aldrig blottes, og det som dør i ham og bukker under. Men han ønsker at leve. Og hvor ville han dog leve, hvis han en morgen vågnede og så sig selv forvandlet i spejlet - med en anden næse, som på et billede! Kostja blev stående, rettede sig helt op, brændte som et lys. En snebold fløj lige forbi Kostja, men Kostja mærkede det ikke, og den næste snebold ramte ham, som en kraftig vinge, men heller ikke den mærkede Kostja, og den tredje snebold hakkede Kostja i issen som en fugl, og Kostja slog næsen mod det kolde forblæste fortov og pludselig blev alt mørkt. Kostja lå på maven uden at turde bevæge sig, lille og fremmed for alle. Han følte han lå under en sten, og alt forstenede for øjnene af ham. Det var som alt var dødt og ikke en levende sjæl var tilbage i hele verden. Nej, alt var levende, men han selv var død. Kostja var død! Og da han forestillede sig sin pludselige død blev han forfærdet: han ønskede jo netop at leve, og hvor ville han dog leve, hvis han en morgen vågnede og så sig selv forvandlet, med en anden næse, som på et billede! Slag efter slag, tunge som lodder, klaskede mod hans ryg, hamrede ind mellem skuldrene: nogle drenge var fulgt efter misfosteret og gik løs på ham med muntre snebolde. Og med et hvin af smerte sprang Kostja op og styrtede af sted. Og han løb som en hund med brækket ben, hylede som en hund. Hvordan er det du skubber til folk - snerrede de forbipasserende. Han har fanden i hælene! Væk, din røvbyld! - råbte kuskene. Den sene aftens mørke indhyllede jorden i ligklæde, og sort bølgede det hen over byen, sammenhældte og sammenblandede huse og fabriksskorstene, tændte månens flamme og hængte månen op. Kostja rørte ved næsen med sine klæbrige, frostbidte fingre, der føltes så store at de kunne være en andens: blodet løb fra næsen, smurte munden ind og størknede i halsen. Dit lorteblod, jeg skal gi dig! Kostja snurrede pludselig rundt og af alle kræfter hamrede han knytnæven ind i lygtepælen. Og han følte klart at han, Kostja Klockov, - skævnæsede Kostja - var et, og alt omkring ham var noget andet, og at han kunne vende op og ned på dette andet, på hele verden. Han kunne vende op og ned på hele verden, og han vidste hvordan det skulle gøres. Kostja ænsede ikke længere hverken smerte eller spark eller slag. Med lange faste skridt gik Kostja af sted og stillede stolt sit skævnæsede ansigt til skue og førte sin skæve næse frem. Kun hjertet dansede som en lille isflage i hans brændende bryst. Og i lommen raslede nøglerne til uret. Kostja greb om nøglerne og fuld af tillid til sig selv, til sin beslutning, klar til at flytte bjerge, forvandlede han sig selv til en nøgle, og som nøgle slentrede han af sted, selvsikker i en slags drømmende rus. Kostja gik gennem gade efter gade, stræde efter stræde, kravlede over snedriver, skøjtede på isen, selvsikker i en slags drømmende rus. Og kirkens stenklokketårn lyste ham i møde, kom nærmere skridt for skridt, voksede og rejste sig hvidt, med sin gyldne kuppel oppe under stjernerne. <1. 2> Kostja talte ikke trinene i klokketårnet, men det var som om der var flere, end der plejede at være, og at det ene var stejlere end det andet. Han løftede benene højt og gled hele tiden. På hver afsats mødte han blæsten. Blæsten kastede sig over ham, døvede ham, ruskede med lange iskolde fingre i hætten, piskede iskoldt mod hans øjne. Og de grånede klokker rungede. Kostja kastede et blik ind til klokkerne og klatrede videre. Da han nåede klokketårnets øverste stokværk havde han fuldstændig tabt pusten. Men der var ingen tid at spilde. Kostja gik i gang. Han rejste sig på tåspidserne, bed i sin slappe læbe, greb med stivfrosne fingre fat om det vældige håndsving, stemte af alle kræfter brystkassen imod og gav sig til at dreje. Og uret, der var blevet vækket og ligesom forynget, begyndte at hvine og stønne, dets gamle forkølede hals begyndte at ralle, så standsede det. Og dog, nej. Det 4

5 tikkede, gik besværet, langsomt, svingede fra side til side og overgav sig til Guds vilje, thi det kunne ingen afslutning se, for der var ingen afslutning, det havde hverken kræfter eller vilje til at standse den gang, det for altid var bestemt til. Kostja rystede af kulde, men blev pludselig varm. Med vidt åben mund og de spredte fortænder blottet, greb Kostja jernstangen, skyndte sig hen til glughullet, slyngede stangen op, let som var den en fjer, klatrede selv behændigt op på vinduesbrystningen, krummede sig helt sammen, og ved at strække armen umenneskeligt langt frem kunne han med den dirrende jernstang lige akkurat røre urets store viser, få fat i den og føre den frem. Og han førte den frem, indtil uret var en hel time foran. Minutterne løb efter viseren, de kunne ikke stå stille, de kunne ikke synge deres minut - sang, men løb fremad i ring fra kvart over til halv, fra halv til kvart i, fra kvart i til ti minutter i, fra ti i til fem, og fra fem til fire. Kostja fjernede jernstangen, lod viseren være og mens modvinden rev i ham ventede han oppe i den skrækkelige højde på at uret skulle slå. Med halsen gåseagtigt strakt frem, og de knoklede håndflader støttet mod den murede vinduesbrystning kiggede han ned på den myldrende by, han havde narret. Han kunne ikke længere beherske den brusende følelse af sin grænseløse magt, han kunne ikke presse de fortrukne, grinende læber sammen. Latteren drev tårer frem, og tårerne kløvedes af Kostjas prustende latter. Men den lydige viser drejede videre i sin cirkelbane og nærmede sig det sidste punkt. Og urets klokke slog med støbejernstungen mod sit syngende hjerte, og istemte sin ældgamle uforanderlige sang - klokken slog sin time. Uret kunne ikke standse den fastsatte kimen. Et efter et rullede de ti slag frem: de ni efter Guds vilje, og så Kostjas tiende. Rædsel og gråd og latter rev sig løs fra urets syngende hjerte. Månen, sløret af en frostsky, den nøgne måne rullede hen over himlen, og den hendøende kimen hævede sig fra jorden, krøb dampende op og dækkede månens krop. Og på jorden blev der rædselsvækkende stille. Pludselig gennembrød et vildt skrig den angstfyldte stilhed. Kostja sang. Kostja Klockov, der vidste hvordan han kunne vende op og ned på hele verden, den almægtige Kostja, der i sin hånd holdt selve Tiden. Og da han havde sunget sin stolte sang spyttede Kostja ned på den myldrende by han havde narret. Byen hvis liv fulgte kirkens ur skælvede. Brandmanden på vagttårnet, hyllet i fåreskind og iført sin skrækindjagende messinghjelm, standsede brat op, og gav sig til at spejde efter ildebranden, men det røde skær over klokketårnet var forsvundet, og han gav sig igen til at trave rundt om de mørke signalkugler og susende ledninger. De afgående tog ilede af sted med en times forsinkelse og forsøgte at sætte farten op, mens de fløjtede fortvivlet. Kuskene skyndede på deres udsultede, mølædte krikker og slog løs på dem med pisken, mens de selv blev truet med knytnæver fra de forskrækkede passagerer, der var en time forsinket og jog af sted for ikke at komme for sent. Telegrafisten sad sammenbøjet og lod den hornede finger danse alt for hurtigt på tasterne: telegrammerne blev forvansket og udspredte vrøvl og opspind. De fine frøkner fra det lystige Den Nye Verden havde endnu ikke sovet den ud, men da der var gæster på vej, tværede de hvid sminke ud over de blålige, koparrede kinder og de uafvaskelige ar på de slunkne, overbegramsede bryster. Notarius lukkede kontoret og lagde veltilfreds med klokkeslettet en hel stak forfaldne veksler i sin mappe. Og kirkebetjenten tog spaden under frakken og gik ud for at grave grave til morgendagens døde. Hans gris gryntede til sin herre. Ølsælgeren åbnede de sidste flasker. Og statens spiritusbutik lukkede. Nød og sorg og alle deres søstre gik over byens grænse, spredte sig over byen og gik ind i de udsetes huse. Og den mærkede sjæl ængstedes. Den hellige dåre Markusa Napoleon stirrede med afsindige øjne op mod den slørede fuldmåne, der var beruset af lette skyer, og i henrykkelse hulkede han sin nattebøn: Herre, forklar os ved din sols, din månes og dine stjerners lys! Langsomt og sindigt gik Kostja ned fra klokketårnet, låste for klokketårnet og humpede hjemad. Der var hverken frygt eller smerte i hans sind, kun prustede den ubeherskede latter. Jeg stillede den til ti, den slog ti. Ho, ho! Får jeg lyst laver jeg midnat. Fanden selv kan ikke lære mig noget. Ho, ho! Jeg går hjem og får te. Te er det bedste jeg 5

6 ved. Og for et øjeblik sank Kostja ned i det tanketomme mørke, som ikke en eneste røst slipper ud fra. Hans hjerte svulmede af stolthed. <1. 3> Kostjas lille sammenbøjede hætteklædte figur, der humpede fredsommeligt af sted langs floden som en hare, smuttede ud af snedriverne. Kostja gjorde holdt ved guvernørboligen og kastede et blik ind ad porten, tøvede lidt og gik videre. Hvad tænkte Kostja - Hvad ville han - Tanketomheden opløstes langsomt, hans tanker anråbtes af tilfældige stemmer, som skiftevis holdt ham tilbage og lod ham gå: Han gik, fordi nogen ansporede ham, han drejede fordi nogen fik ham til at dreje, han standsede, fordi en hånd holdt ham tilbage. Portnerne lukkede portene for natten. I gårdene blev de bidske hunde sluppet løse. På gaderne var nattens hjemløse allerede ude, de vimsede tyvagtigt omkring, gemte sig langs plankeværkerne, i mellemrummene mellem plankeværkerne, rystede og hoppede af kulde. Hen til min skønne! - sagde Kostja pludselig med et grin og satte farten op. Og han gik med denne ene faste tanke: Hen til min skønne. Ved familien Lisicyns galanteriforretning kastede Kostja et hurtigt blik ind ad vinduet, vrinskede af fornøjelse og fløj som en munter snebold ind i forretningen. Goddag, hvordan har De det - Kostja rakte hånden ud og fangede Lidockas lille hånd. Lidocka - indehaverens datter - drejede sin lille sukkertopslebne porcelænsnæse og svarede ikke. Hvad er det, Kostja, har du det for varmt - indskød kommis en, en lyshåret fyr med hentekrøller, hvis øgenavn var Kloge Hoved. De kan selv have det for varmt! - sagde Kostja uden at slippe den fremstrakte hånd og målte Kloge Hoved - fra oven og ned. - Jeg tænkte bare - blev kommis en ved - om din næse er blevet skoldet, Kostja - Og Deres hår er stukket af! Kloge Hoved! Kommis en, som følte sig truffet, fniste ondskabsfuldt: - Stik hellere af, Kostja, vi har ikke sendt bud efter dig! Kostja trippede ved disken og snøvlede noget uden at slippe hånden og uden at ville gå. Kommis en stod surmulende og pakkede æsker ind, og Lidocka gjorde kassen op. - Ha det godt! Kostja knappede hurtigt sin frakke op, smækkede med døren og slingrede som en beruset ud fra Lisicyns og gik, uden at knappe frakken igen, over på den anden side af gaden, til sin egen forretning. Man var ved at lukke Klockovs forretning. Gennem gitteret foran vinduet kunne man se en bliklampe uden skærm - den altid vågne nattevagt. Lampen stod under den store grammofons vidåbne metalflab, som var stivnet midt i et gab. Og rundt omkring på væggene gik urene, så forskellige og så underlige: nogle ligesom i krampetrækninger, andre med et syrligt smil, andre igen forurettede, bitre, spottende. Og alle mulige gyldne småting og kostbare nipsgenstande skinnede mat i deres døs: nogle var glade for at de ikke var faldet i en kundes hænder, andre derimod var forbitrede over at ingen kunde havde fundet dem endnu, andre igen var ligeglade og selvtilfredse og blinkede underfundigt. Og tingene blev gennemtrængt af noget grimt og kedsommeligt, der mindede om den uundgåelige afslutning, som til sin tid kommer til enhver uden at spørge om lov. Ude på gaden var der travlhed. Folk satte skodder for dørene, slog slåen for og raslede med nøglerne. Forretningen var forsamlet. Både mester Semen Mitrofanovic, oppustet, med små farveløse øjne, ligesom soltørret og porøs og for bred på grund af pelsen, som han bar løst over skuldrene, og Motja - bror til ejerinden Christina Michajlovna, en tunghør kommis med et lille bitte latterligt overskæg, og Kostjas ældre søster Raja, en smudsigt - bleg rastløs frøken, og drengen Ivan Trofimyc som trods sit gammelkloge ansigt ikke viste mindste tegn på vækst, med en slidt hue af kunstigt lammeskind klemt ned over hovedet, og ejerinden selv, Christina Michajlovna Klockov, byens førende skønhed, og hunden Kupon med hængeører. Den eneste der ikke var der, var ejeren Sergej Andreevic Klockov. Undskyld jeg spørger - mester standsede fruen - er hr. Sergej Andreevic her i morgen - Hvorfor det - Christina mønstrede ham med et blik, drejede skarpt omkring og gik. Kostja, som irriterede alle og blev jaget bort af alle, begyndte at le og greb fat i mesters tomme ærme og begyndte hakkende og stammende at fortælle om sit stævnemøde med 6

7 Lidocka Lisicyna og om hvordan han havde sat Kloge Hoved - til vægs og hvordan Lidocka havde lavet øjne til ham. Din fine brormand Sergej Andrejeevic, er bare pist væk - afbrød mester Kostja. Og sikke dejlige øjne Lidocka har! Sådan er alle i dag, de kan godt gå neden om og hjem, men betale, det vil de ikke, det er ikke mennesker, men små lorte. Ved De hvad, Semen Mitrofanovic, jeg har en interessant egenskab: når jeg kommer ind, hilser jeg, men når jeg går ud, giver jeg ikke hånd. Stik bare af, min ven, men fanger de dig, ryger du i enecelle! - fortsatte mester uanfægtet. Enecelle, hvordan det - Ja, det er såre simpelt, både fordi han er gået fallit, for ubemidletheden selv, og fordi han snoede sig udenom betalingerne, for tyvagtigt at gemme sig, så fanger man fuglen og burer den inde: der kan han så sidde og slikke rottehaler og tælle kakerlakhylstre. Tælle kakerlakhylstre - spurgte Kostja, og hans sjæl blev grebet af uro, han slap mesters ærme og satte af sted i fuld fart efter Christina. Kostja jog af sted, men Christina er langt borte: hun sejler hen ad gaden og standser ikke. Og han slog sig grimt på vejstenen, rejste sig og strøg igen af sted. Christina! Christina! Christina! - skreg Kostja af fuld hals. Endelig så Christina sig tilbage. Hvor er Sereza - råbte Kostja - Men der kom intet svar. Hvor er Sereza - gentog Kostja ude af sig selv. Det kommer ikke dig ved, hold mund, din idiot! - bed Christina ham af. Kostja blev arrig og åndede tungt. Bagfra listede han ondskabsfuld frem, omklamrede den forskrækkede Christina som et reb. Og det var som om dette reb snørede sig om hendes hjerte, og for hvert skridt strammedes knuden, og hun havde ikke kræfter til at gøre sig fri. Jeg har det skidt - mumlede Kostja - jeg kan ikke falde i søvn, Kravleren - kommer. Du skulle ikke gå rundt med åben frakke, og du læser for meget, det er usundt, forstår du - Jeg snakker med mig selv og vågner hele tiden. Hvad hedder det i grunden: vågner eller vågner op - Det ender galt, og hvad skal vi så stille op med dig! Christina havde kun et i tankerne: hvornår kunne hun dog blive fri for den idiot, så meget væmmedes hun ved Kostja. Prøv at gætte, hvem jeg mødte i dag! Christina trak på skuldrene. Hr. Nelidov! - sagde Kostja med eftertryk - jeg skulle på apoteket efter luksussalve, jeg kommer ind på apoteket, og der står Nelidov. Da Christina hørte Nelidov nævnt, standsede hun op. Hun kom i tanker om sin mands ven, og hun fik lyst at se denne mand, nu, lige med det samme: han var den eneste, der kunne gøre noget og redde dem. Han siger der er sket en stor ulykke - fortsatte Kostja. Hvad - Han siger der sket en stor ulykke. Og hvor er Sereza - Men Christina rev sig løs og gik rask videre uden at vende sig om, hurtigere og hurtigere. Ho - Ho! - råbte Kostja efter hende. Kostja gik overlegent af sted, han var pludselig glad over, at han havde gjort Christina bange, og han var forbavset over sig selv - over sin styrke. Hvis det passede ham, ville de alle sammen være bange for ham, gå i hælene på ham, bede om godt vejr, og så ville han bare stuve dem alle sammen ind i en enecelle: der kunne de så værsgo slikke rottehaler og tælle kakerlakhylstre. Han tog nøglerne op af lommen og holdt dem i hånden, som et scepter, og bukkede for nogen og smilede til andre, han - Kostja Klockov ville bemægtige sig selve Tiden. På den måde nåede Kostja hen til huset, klatrede over plankeværket ind i forhaven og sneg sig hen til det lille vindue. Indenfor sad hans lillesøster, gymnasieeleven Katja ved et bord og terpede lektier med hænderne presset mod tindingerne. Kostja fik lyst til at lave et nummer med hende: han bankede på Katjas vindue og gemte sig. Katja blev urolig ved lyden. Så trådte han hen til vinduet, skar et forfærdeligt fjæs og pressede det fladt imod ruden. Katja sprang rædselsslagen op og viftede med armene. Ho - Ho! - vrinskede Kostja og begav sig stolt ind i huset. Jo, hvis det passede Kostja, ville de alle sammen være bange for ham, gå i hælene på ham, bede om godt vejr, og så ville han bare stuve dem alle sammen ind i en enecelle: der kunne de så værsgo slikke rottehaler og tælle kakerlakhylstre. <1. 4> Frosja, familien Klockovs stuepige, med opkiltet skørt og opsat hår ligesom Raja, forsøgte at komme fri af Kostja. Men Kostja havde ikke tænkt sig at slippe Frosja: mens han rasende bed sig i den 7

8 skælvende læbe, klæbede han sig fast til Frosja og prøvede at vælte hende ind under sig. La nu vær, din skævnæsede idiot. Det er ikke til at være her for dig. - sagde Frosja, mens hun fægtede med armene, og kneb den ulidelige igle, indtil hun til sidst så sit snit til at give ham en knytnæve i synet og slynge ham i gulvet. Kostja rejste sig - det var ikke første gang, og han havde før fået en hårdere medfart. Han trak tøjet i orden, og gik skrækkelig forpustet op ad trappen til spisestuen. Din skid, din lede skid! - prustede Kostja. I spisestuen sad Christina alene ved samovaren. Samovaren var ved at gå ud, men endnu var den varm: et eller andet rumsterede i den og bankede, sådan som det banker i toget om natten, når man ikke kan sove. Christina stillede tavs et krus foran Kostja og gav ham et stykke brød. Kostja slubrede først en tår te i sig, stoppede noget af krummen i gabet, og tog så med udspilede kinder fat på at proppe sig. Mens han huggede i sig, spildte han krummer og smaskede. Men Christina hørte åbenbart ikke Kostjas taffelmusik - hun var omsluttet af en ring som hun ikke var i stand til at bryde. I dag var hendes mand Sergej rejst - Sergej Andreevic Klockov - og han kunne ikke gøre andet, her kunne han ikke være eller stille noget op: Klockovs forretning vaklede, der var intet at betale med, ingen steder at skaffe penge - ingen ville længere give kredit. Og så var han rejst og ville ikke komme tilbage, før der var fundet midler til at redde den synkende skude. Fuldstændig grebet af den tanke, at Sergej ikke er her og måske aldrig ville komme tilbage, mindedes Christina skridt for skridt alt hvad der var sket i dagens løb, fra det minut, hvor det uundgåelige havde rejst sig for øjnene af dem, og havde spærret enhver vej og tilintetgjort det sidste menneskelige smuthul - troen på at der ville ske noget, og alt ville blive godt igen, at der ville ske et mirakel. I tankerne jog hun af sted efter Sergej. Hun huskede, hvordan de havde taget afsked, hvordan klokken havde ringet tredje gang, og hvordan toget havde sat sig i bevægelse. Da hun havde forestillet sig alt lige fra begyndelsen til det sidste minut, kom hun pludselig i tanke om en festgudstjeneste i forbindelse med soldaternes afrejse til fronten, da en soldat af reserven - ved præstens ord om de rejsende, lidende, fængslede - sprang ud af geleddet, rev barnet ud af sin kones hænder og kvalte det. Og ved tanken om denne festgudstjeneste ryster hun på hovedet. Men i hovedet drejer sig denne ene og samme tanke, at Sergej ikke er her og måske aldrig kommer tilbage. I tankerne jog hun af sted efter Sergej. Nu følger hun efter toget. Hun er i samme vogn som han, de sidder ved siden af hinanden, men han ser hende ikke. Jo, han ser hende, han vover bare ikke at se op. Dette uundgåelige, der spærrer enhver vej og tilintetgør det sidste menneskelige smuthul - troen på at der vil ske noget, og alt vil blive godt igen, at der vil ske et mirakel, dette uundgåelige tillader ham ikke at løfte blikket. Og nu, hvor hun har forestillet sig alt fra begyndelsen til det sidste minut, springer hun i tankerne frem til denne dags morgen, da de sad alene netop her i spisestuen, og alt allerede var forbi, også troen på at der ville ske et mirakel. Og ved tanken om denne sidste morgen ryster hun på hovedet. Hvorfor havde hun ved denne lejlighed ikke tænkt på Nelidov - Nelidov var jo Sergejs kammerat og kære ven, han kunne have reddet dem. For sådan er Nelidov, han ville have fundet en løsning, han ville have reddet dem. Og i hendes hoved drejer sig hele tiden denne ene og samme tanke, at det allerede er for sent, at Nelidov ikke kan hjælpe, at Sergej ikke er her og måske aldrig kommer tilbage. Hun kunne se det for sig: den søvnige togvogn, Sergej rejser i. Sergej sover ikke, men et øjeblik er han faldet i staver, og pludselig slår det ned i ham, så hjertet hopper, - at vende tilbage. Og han rejser sig, ser ud af vinduet, men toget farer af sted - toget er ligeglad med ham, og udenfor er der bare den hvide mark - den hvide mark er også ligeglad med ham. Og hvem er i grunden ikke ligeglad - Er der overhovedet nogen der ikke er ligeglad med dig! Og han ved ikke, hvad han skal gøre. Toget farer af sted, vognen sover, den hvide mark sover. Fju! Kostja fik teen i den gale hals og nøs ned i kruset. Christina slog øjnene op og en fuldstændig uventet tanke ramte hende i hovedet: De er jo kødelige brødre - Sergej og Kostja! Og hun huskede hvordan hun nu til aften et øjeblik var blevet narret - havde taget Kostja for Sergej - og hun kunne ikke tilgive sig selv denne fejltagelse, og samtidig fortsatte hun med at tænke: De har 8

9 jo samme ører og mere endnu. Hun tænkte på det og rynkede brynene af væmmelse. Og denne ring af uundgåelige tanker lukkede sig hårdt om hende, næsten som en hævn for hendes øjeblik af distraktion. Og hun fik lyst til at fare op og råbe ud over hele huset, løbe ud på gaden og skrige ud over hele gaden, stille sig på torvet og hyle ud over hele byen, hele verden, og med sit skrig dræbe sin sorg og sin harme og sin fortvivlelse: for hun begriber ikke, hvorfor alt dette skal ramme hende, og hvorfor hun skal pines sådan. Og som svar, næsten som en hån, mindede en bølge af hoste hende pludselig om stuen. Hosten voksede, skar igennem som en syden, bremsede op i en rallen, og rullede så frem på ny. Og det var som om nogen med vilje skrabede med en sløv kniv mod glas lige under hendes øre. Og hun kunne ikke lukke ørerne, ikke flygte nogen steder hen. I slubrende tøfler og hyllet i sin tilfedtede, kanelfarvede slåbrok krøb den forpinte og afkræftede gamling hen til bordet. Det var selveste Klockov, Andrej Petrovic. Tavs og med rystende hænder flyttede den gamle stolen. Men da han netop havde sat sig og tilsyneladende var faldet til ro, greb smerten ham på ny: med et krampagtigt ryk åbnede han slåbrokken, og gav sig til at gnide sit hårede bryst mens han hostede hæst. Og længe efter kogte det stadig i det hårede bryst af noget ubændigt, som ingen menneskelig kraft kunne standse. Er Sereza rejst - spurgte den gamle, da han igen havde fået vejret. Det ved De godt, - svarede Christina Fedorovna tørt uden at se på den gamle, og forbandede ham i sit hjerte. Ja, han er en løgner og en hykler og en gammel gris - forbandede hun den gamle i sit hjerte - ja han lyver, han spiller komedie, og han vil have man ikke skal genere ham, men han har jo penge, det ved hun! Og han vil ikke af med disse penge, han vil ikke hjælpe sin søn ud af klemmen, den forbandede løgner, den hykler, den gamle gris! Og mens hun forbandede ham, hagede hun sig uvilkårligt fast i alle de fornærmelser, alle de bebrejdelser, som i vreden, i forbitrelsen og i fortvivlelsen fødes i et menneske mod et andet menneske. Den gamle stod i hendes øjne halvt afklædt, beskidt og udmarvet af svindsot: hans tandløse, savlende mund, de opspærrede uklare øjne, og disse rystende hænder. Njusa, kokkepigen, masserer ham med opsmøgede ærmer på brystet, og han rører med hænderne ved hendes arme, og han snøfter, svagelig som Kostja. Og så de evindelige sennepsplastre, der brænder helt ind i hjertet. Føj! Du forgiftede din kone, din forbandede satan, du forgiftede alle dine børn, og satte denne idiot i verden og selv sidder du som en vagthund på et hølæs. Hadet og vreden vældede op i hende: hvorfor gav han ikke de penge og frelste dem! Om det nu var fordi den gamle havde hørt svigerdatterens tanker, eller det blot var fordi tiden var moden, så begyndte han skyldbevidst at glippe med øjnene, og da han åbenbart havde opgivet ethvert håb om at nogen ville byde ham et stykke brød, rakte han selv ud efter brøddåsen, men kunne trods alle anstrengelser ikke få fat i noget. Det gik op for Kostja og han lænede sig tværs over bordet, trak i dugen og puffede med ærmet til et fyldt teglas. Glasset væltede, trillede af sted, og dunkede mod gulvet, ligesom Kostja for lidt siden var dunket mod gulvet takket være Frosjas næver. Christina slog ud med armene, sendte et underligt blik, smed nøglerne og gik ud af stuen. Nu har jeg svinet igen, - brummede Kostja mens han tørrede op - pokkers også! Da lyden af svigerdatterens skridt var døet hen, lukkede den gamle øjnene, og da der var gået endnu et øjeblik, rejste han sig fra stolen, kiggede sig ængsteligt omkring, og stak så hele labben ned i chokoladeæsken. Og da han havde snuppet en håndfuld, huggede han chokoladen i sig, hurtigt og grådigt som en sulten fugl. Den gamle havde for længst sat sig i hovedet at han var en slags ædekværn: han kunne spise lige så mange søde sager, som kunne proppes ind. Desuden havde han meget at indhente: han havde ikke slikket længe! Da den gamle havde spist, så han var ved at brække sig, satte han sig atter, og mens han slubrede den jammerligt tynde og væmmelige te i sig, tænkte han bittert på sin alderdoms hundeliv. Han havde overdraget forretningen til sønnen Sergej og havde givet masser af penge til hans etablering - smidt lige ud i den blå luft! Og så meget arbejde han selv havde lagt i, så mange trængsler han havde udstået, spinket og sparet, ikke undt sig nattesøvn, slidt og slæbt, nægtet sig alt - og så smidt lige ud i den blå luft! Og som tak 9

10 behandler de ham som en hund, ja, netop som en hund. Og nu vil de have, at han skal give dem penge. Men hvad skulle det være for penge - Han har jo slet ingen penge! Han kan med god samvittighed sige at han ikke har en rød reje, og hvis han havde haft penge, så ville han alligevel ikke give Sergej nogen, ikke en kopek mere. Hvad skulle Sergej med penge - Nej, han må være gal! Man giver ikke penge for sjov, for at de skal smides lige ud i den blå luft. Ganske vist kunne han jo nok give Sergej lidt, lige nok til at frelse Sergej, men det vil han ikke, og det vil han ikke fordi de behandler ham som en hund, ja, netop som en hund, de vil puffe ham ned i graven, han står jo allerede på gravens rand. Jeg kan, men jeg vil ikke, jeg kunne skaffe penge, men jeg gør det ikke! - gentog den gamle for sig selv, og denne tanke om en slags magt han havde, lunede hans gamle, kronisk sygdomshærgede krop. Kostja - kaldte den gamle indsmigrende - har du læst dagens avis - Jeg læser ikke aviser far, sådan er jeg ikke! Kostja pillede ved en blomst der var sprunget ud samme morgen, trak kronbladene af i den formening, at blomsten på den måde blev endnu flottere. Nå du! - blinkede den gamle, - din filosof! Noget om dyr far - Kostja fortsatte sit pillen - advokaters taler, noget om vilde folkeslag, i det hele taget noget filosofisk, det er jeg vild med, for naturen er i virkeligheden alt. Rejser, millioner af skabningers tilblivelse og hvad de kommer af og hvorfor og hvad der er deres pligt og formål - når jeg læser den slags, glemmer jeg at spise. Men alt det om krig er jeg ikke vild med, det er for små børn. Du er dum, Kostja, du vrøvler, du vil blive ædt op af fluer og myg - den gamle flyttede sardindåsen nærmere, stak fingrene i den og begyndte at sluge den ene fisk efter den anden. Men der er noget jeg gerne vil spørge dig om, far - sagde Kostja melankolsk - findes der en bog, hvor alt står beskrevet, hvor der står om hele livet: hvordan man skal leve, og hvordan man kan styre livet. Det gjorde der, men den er forsvundet - sagde den gamle. Han virrede med hovedet, smaskende og fedtet af olie - og den bog hed Duebogen - Duebogen. - sagde Kostja langsomt - Duebogen! Jeg dør af grin! - den gamle var ved at blive kvalt, sardinolien drev ned ad skægget og ned på slåbrokken. Men hvorfor skal jeg leve, når jeg alligevel skal dø, og det skal jeg helt bestemt, så der er ingen glæde ved livet overhovedet. Jeg lever til ingen verdens nytte - Kostja smed blomsten, gik hen til bordet og stirrede stift på sin far - jeg vil gerne gå til trompet far, men Katjas lærer siger jeg er for svagelig, og at jeg ikke kan tåle at spille trompet. Sådan er det bare altid! Men jeg ville gerne lære det hemmeligt, far, så ingen fik det at vide. Den gamle krummede sig pludselig sammen: med sit gamle syge hoved mente han at se to kalveben rage op fra sin kop. Kostja, kan du ikke se noget - spurgte den gamle med fortrukket mund, mens han rystede over hele kroppen. Kostja gloede: - Hvor, far - Så kom nærmere, din kæmpesinke! Men nu pressede hosten på i den gamles syge bryst, hans rallende brysthoste gennede kalvebenene væk fra koppen. Den gamle rejste sig, og styrede hen mod divanen. Han lagde sig på divanen og lukkede øjnene. Hvorfor skal jeg leve, når jeg alligevel skal dø? - stønnede det langsomt i den gamle, der stadig ikke ville se af frygt for kalvebenene, og han mindedes sin ungdom, sin sundhed, sin afdøde kone, han mindedes det som noget fjernt og uigenkaldeligt, det var svært at tro, at det havde været til, og at det ikke bare havde været drøm, men virkelighed. Den gamle rettede sig op på divanen og spærrede munden op, og han sad der med en stor, nagende smerte, mens han mindedes den uigenkaldelige fortid. Kostja stod lidt ved vinduet, lod øjnene glide ud over de frosne vidder og månen, gik rundt i alle krogene, og bleg som månen begav han sig ned. - Det er et sløjt liv - mumlede Kostja - sengetid! Kostja forsvandt. Raja kom ind i stuen sammen med kommis en Motja, Christinas bror; de udvekslede nogle ordstumper, på et forelsket kaudervælsk, som kun de kunne forstå, drak skyndsomst deres te og gik så også deres vej. Katja, gymnasiasten, kom ind, tankefuld og mat kneb hun en stump brød af, gik hen til spejlet, og så på sig selv som var det en anden der kiggede på hende, og blev trist. Hun gik en tur gennem stuen, åbnede klaveret, men da hun fik øje på sin far, sænkede hun stille låget og skyndte sig ud. Frosja, stuepigen, kom ind, ordnede hurtigt opvasken med sine stærke næver, stillede tallerkenerne på buffeten, lod en lille håndfuld af 10

11 herskabets sukker falde ned i lommen, greb samovaren som var den et fnug og bar den ned i køkkenet. Kupon, køteren, smuttede ind, snusede til den gamle, kiggede ud af vinduet op på månen, rullede sig sammen ved den gamles ben, og faldt i søvn. Den gamle sad med opspærret mund uden at røre sig. Og nu forekom det den gamle, at der udklækkedes kakerlakker inde i hans syge hoved, og at hans hoved var så fyldt med kakerlak æg, at det var ved at sprænges. Og han mærkede med rædsel, at kakerlakfølehorn stak ud gennem hans øjne, han mærkede lugten af kakerlak æggene, og han sad med opspærret mund uden at røre sig. Den gamle lignede dette forfærdende i menneskelivet - det uundgåelige. Sådan lurer det på tærskelen til ethvert hus, det sidder lige ved døren til de dømtes huse, og så snart det har opsnappet et lykkeligt ord, åbner det en næsten usynlig sprække for den blinde, uundgåelige elendighed. Kukkeren hoppede ud af uret, kukkede hastigt og gemte sig igen i sit lille hus. Tiden gik. Urene hakkede det ene øjeblik efter det andet ned i den afgrund ingen vender tilbage fra, de gentog det samme og det samme, altid det samme og det samme, i dag præcis som i går. <1. 5> Da Christina var blevet alene, klædte hun sig af, lagde sig og prøvede på at falde i søvn. Men nej, hun kunne ikke falde i søvn. Hun stod op, tændte et lille lys og satte sig på kanten af mandens tomme uredte seng. Og hun mindedes alt siden den første dag i deres ægteskab - hver eneste gennemlevede dag. Og ringen af pinefulde tanker lukkede sig igen hårdt sammen om hende. Det var som om et par hænder pressede til omkring hendes hals, stærkere og strammere lige til det punkt hvor hun ikke kunne få vejret. Christina gispede, for op og gav sig til at gå frem og tilbage. Det blafrende lys fik røde ringe til at flyde rundt for hendes øjne, og i de røde ringe hoppede små guttaperka - drenge - lille Irinas yndlingslegetøj. Christina ilede hen til den lille seng: i sengen sov lille Irina, stille og helt udstrakt, surmulende. Min lille pige, min allerkæreste, du lille stumpnæse, du sover bare, du ved ikke noget. Men hvad skal der blive af os, hvad mon der venter os - og pludselig rettede hun sig op - nej, jeg vil leve, jeg skal leve, sådan! - hun knyttede hænderne - jeg vil ikke være med mere, jeg river mig løs fra denne forbandede skruestik, og prøver man at kvæle mig, så skal jeg nok få vejret alligevel, og ydmyger man mig, så overgiver jeg mig ikke. Jeg er ung endnu, jeg har kræfter nok! - og hun smilte bittert og tænkte: Endnu er der ikke gået en dag uden Sergej, der bliver en dag i morgen, derefter endnu en, så den tredje, den tiende, en måned, et år, endnu et år. Og bag væggen, inde hos den gamle, rejste hostens brænding sig, den rullede af sted, larmede med rallen og piben: den gamle var ved at kvæles. Og det føltes som om nogen med forsæt skrabede med neglen på papir lige foran hendes ører, og knækkede med fingrene. Og hun kan ikke lukke for ørerne, intet sted kan hun grave sig ned. Hun holdt længe hænderne presset mod tindingerne, - hendes tørre øjne brændte, hun tog sig til hjertet. Men en tanke snurrede rundt og borede i hendes hjerne, og mens den borede, banede den sig vej mod en lille skjult nerve, og den nåede denne lille skjulte nerve og kappede den over. Hun lagde sig på knæ. Herre, tilgiv mig, jeg kan ikke mere, jeg slår den gamle ihjel. Herre, tilgiv mig! Og hun bad inderligt - tiggede om tilgivelse fordi hun ikke kunne udholde flere lidelser, hun bad for Sergej, for lille Irina, for sig selv, og hun vidste ikke længere hvad hun skulle forlange og hvad hun skulle bede om. Hun lå længe på knæ, glemte at hun bad. Endelig rejste hun sig, vaklede rundt i værelset, standsede nu og da udmattet op, formålsløst flyttede hun tingene på bordet, meningsløst koncentreret flyttede hun om på bøger og nips, lyttede, så ud af vinduet op på månen i den månelyse nat. Uden for vinduet gnistrede den grønlige sne. Gnistrende bredte frosttågen sig mod alle verdenshjørner. Og tankerne flimrede som gnister. Der er sket en stor ulykke. Hvem var det der sagde det - Kostja - nej ikke Kostja - men hvem så - Nelidov. Og da hun kom til at tænke på Nelidov, rødmede Christina ved de tanker der vældede frem: Nelidov er jo kammerat og nær ven til Sergej, han 11

12 vil frelse hende. Nelidov er jo et menneske af den slags, han finder en udvej, han vil frelse hende! Og hun forestillede sig allerede hvordan alt ville blive som før, takket være Nelidov. Alt bliver godt igen og alt vil gå sin vante gang. Hun kurrede med berusede læber. Kurrede og bad. Bad og ønskede. Smilte og længtes. Og hun brændte af længsel. Lille Irina, mit lille barn, din lille stumpnæse! Hun bøjede sig ned over den lille seng, kyssede sin lille skat, og hulkende hævede hendes bryst sig, som af en vældig, grænseløs glæde. Lyset smeltede, flammen voksede. Lyset flød ud, lyst og venligt, som vokskærten ved et bryllup. Og det lille gyldne pendul på det lille gammeldags ur løb - bævede som pulsslaget, med en forårsagtig skælven. I barnekammeret nedenunder sov Raja. Skræmt som et dyr vendte og drejede hun sig under en ubegribelig byrde der pressede så hun ikke kunne få vejret. Byrden kom rullende og spredtes til en behagelig kildrende skælven, lammede hende og slap hende igen. Raja drømmer at huset ligger øde hen. Hun går igennem forviklede korridorer. Hun er net gennem alle korridorerne og er vendt tilbage til døren, og der ved døren skjuler hun sig i det mørke pulterkammer. Og i pulterkammeret fordyber hun sig i disse hemmelighedsfulde drømme som en pige har når hun forelsker sig i ethvert mandfolk, og ikke mere er uberørt. Og Katja væltede sig fra side til side, hun kunne ikke hæve sit bedrøvede blik. Hun talte med sig selv. Hun elskede sin bror Sergej og hun vidste godt at Sergej ikke ville vende tilbage, og hun vidste også at uheldet lurede uden for deres hus, og lykken er så kort - hvis lykken åbner døren, kikker den kun hurtigt ind og straks er den væk igen, sporløst forsvundet. Blot vidste hun ikke om det var sådan altid og overalt, eller kun hos dem, for dem, i deres hus. Hvis det var muligt - tænkte Katja - at begynde livet forfra, hvis det var muligt at blive lille som Irina, og drømme at du om nogle år skal i gymnasiet, og du får en mørkegrøn kjole med sort forklæde, og senere endnu - meget senere - rejser du hele verden rundt og får alt at vide. Hvis det blot var muligt at begynde livet forfra, så ville hun leve helt anderledes! Hendes læber skiltes, hun bad - Katja bad om at den tid måtte komme tilbage, da hun drømte om en mørkegrøn kjole med et sort forklæde, da hun troede som lille Irina tror, at kattekillingen fødes af vinden, når vinden rejser sig - og da hun græd som lille Irina græder, når hun ikke kan malke den lille legetøjshane, eller få legesagerne alle som en til at komme hen til sig, alle de små dukker, ræven, elefanten og frøen. Uden for vinduet sprang en tør knagen fra fortovets tilisede træbrolægning. Nogen knirkede på sneen lige under vinduet. Nogen skræmte hende, som Kostja da han trykkede sit ansigt fladt mod den kolde rude. Ubønhørligt gik det gamle, grimme, støvede vægur i dets tunge glaskasse. Og Katjas lille sorte ur tikkede på natbordet ved sengen. Katja lyttede til sit lille ur, og hun syntes at hun ved hjælp af disse knap hørbare lyde, disse kun lige dæmrende stemmer fra uret, ville kunne finde vej ned i dybet, hvor alt var synligt. Uret ville tage imod hende. Uret ville tage om hende. Uret ville følge hende ind i sit ur - slot hvor alt var synligt. Da mor døde - tænkte Katja - da hun skreg gennem hele huset, en hel uge, dag og nat, vidste alle det: døden var kommet til huset og ville gå bort med mor. Nu var Sereza rejst, og endnu i går var der ingen, der anede noget eller havde troet det. Men dernede vidste man det allerede, i ur - slottet hvor alt var synligt. Og Katja mindedes, hvordan hun sidste sommer sammen med Sergej boede på et badested, det var jo for ganske nylig. Der boede også en student ved navn Kuznecov, og hun forelskede sig i Kuznecov og var sikker på at hun ville elske ham lige til døden. Mon studenten forstod, hvor meget Katja elskede ham - Hvem ved - Men Sergej så alt og forstod alt og havde ikke såret hende en eneste gang, sådan som Raja sårede hende - afskyelige, beregnende Raja, og som Kostja sårede og drillede hende - væmmelige, tåbelige Kostja. Og hvis Sergej havde spurgt hende om studenten, ville hun have åbnet hele sit hjerte for ham. Og hun ønskede sådan at åbne sit hjerte, fortælle en eller anden om studenten, hvor forelsket hun var, og hvor sikker hun var på, at hun ville elske ham lige til døden. Nu spørger Sergej hende ikke, han vender ikke tilbage. Hun ved det godt. Men selv om hun ved det, kan hun ikke tro det, hun tror at Sergej vender tilbage og at de atter vil rejse til badestedet og 12

13 gense Kuznecov. Denne tro varmede Katjas forelskede hjerte, den første kærligheds første jomfruelige glæde gennemstrømmede hendes hjerte. Og hun syntes, at det lille ur tog imod hende, det lille ur tog om hende, det lille ur førte hende med knap hørbare lyde og kun lige dæmrende stemmer til sit ur - slot, hvor alt var synligt. Månelyse skyer vældede frem uden for vinduet. Som månelyse skyer vældede det ny livs dage frem for Katja og fyldtes af månen. Uden for vinduet sprang en tør knagen fra fortovets tilisede træbrolægning, dumpt kløvende luftens rimfrost. Nogen sneg sig hen til vinduet, stille som Kostja, knirkede i sneen. Månen kom frem til vinduet, oplyste værelset, og dens lys trængte ind i tingene. Katjas lille ur funklede. Det lille ur tikkede, snakkede, det lille ur vissede, hendyssede hendes ungpigehjerte, der blomstrede med sin første kærlighed. <1. 6> Støjende og usikre til bens brød de berusede gæster op fra det lystige Den Nye Verden. Lamperne slukkedes i Den Nye Verden, man forberedte sig til det osende natteleje. Musikanten klappede sin billige musik sammen, klaverspilleren hamrede den sidste fortvivlede node. Mester Semen Mitrofanovic, selv fuld som en allike, tog den omtågede Motja under armen, så sig tilbage, sendte et fingerkys til Den Nye Verden, og vennerne begav sig slingrende som et løst hjul ned ad gaden. Alt stod lyst og klart i det grønlige måneskær der vældede frem. Træerne havde pyntet sig med masser af perler. Deres kraftige grene knagede under vægten af de hvide kostbarheder. Selv den trøskede bolig, de mørke vinduer og de tilgroede tage strålede af sølv, som i et eventyr. Hende damen, hun blev glad for mig - mester udgød sin forsoldede sjæl - Senja, vil du ha penge - siger hun. Alt hvad jeg har, kan du bruge, som du vil. Godt. Til pinse skaffede jeg et fint forspand i Mordore, trillede ud i parken. Vi blev fotograferet sammen. Tre dusin billeder i stort format. Men hele tiden kører det rundt i hovedet på mig: hun glemmer mig nok, det skarn. Men nej, hun glemmer mig ikke, brev efter brev, hun er afsindigt forelsket. Kom, skriver hun, ellers kommer jeg straks. Så derfor rejser jeg. Jeg er jo ikke noget omega, en slave, mig skal ingen trække rundt ved næsen, heller ikke fruen, Christina Klockova. Frue, ha! - sådan en tøjte! Hvad vil du ha, siger så denne dame, vil du ha et tusind - Ha! Men hendes lille veninde Plugavka kører frem med det samme, Gud, hvor hun maser på. Senja, siger hun, hvis du bliver træt af det på disse kanter og steder, bliver led og ked af det eller sådan. - mester standsede op, begyndte at rode i lommerne, smed flere sammenkrøllede papirstumper fra sig, men breve fra Plugavka var der ingen af - Fandens, den kælling! - fnyste han hidsigt, slog ud med hånden og opgav at søge - Senja, siger denne dame, tag mig som en død. - Jeg kender livet - udtalte Motja med stort besvær og snublede - jeg har været i Petersborg, og samme nat pådrog jeg mig. Mester fniste. Næste dag gik jeg til lægen - fortsatte Motja, - lægen siger. - Sådan en torsk! Lægen siger. - Er det noget at tale om, for fanden! Sådan en dryppert har jeg haft i umindelige tider, min fine ven, men jeg gir fanden i det. Lægen siger: Unge mand, jeg kender livet. - Kender livet! - vrængede mester - din blinde urhøne, modbydelige djævel! Motja blev fornærmet. Han ville gøre sig fri af vennen, trak armen til sig og faldt pladask. Tævesøn, tævesøn. - hvislede Motja mellem tænderne, men rejse sig, det kunne han ikke, han begyndte at kravle. Der kom liv i mester. Med usædvanlig nænsomhed fik han Motja på benene, tog ham under armen og slæbte ham videre. Sådan slæbte han Motja helt hen til plankeværket, slap ham, tog ham bagfra ved kraven, tøvede et øjeblik, og begyndte så med stort velbehag at dunke den forsvarsløse vens næse mod det rimfrosne plankeværk. Din urhøne, din skaldepande, din djævel. Motja gjorde ikke modstand, bankede bare næsen mod plankeværket. Tævehund, tævehund. - hvislede Motja mellem tænderne. Og Motjas næse fik rimen til at tø. Men åbenbart kedede det nu mester, han lod Motja være, skrev sin dames navnetræk på plankeværket, og så gik vennerne videre i al fordragelighed. Deres skygger duvede af sted i månelyset. Skyggerne vimsede omkring som hunde, flød som skibe, gik til bunds. Mester blev blød om hjertet og 13

14 rystede en strøm af ord ud af ærmet: - Kære ven, jeg kendte engang en postembedsmand, Volkov, stille af væsen, men en skrækkelig horebuk. Og samme Volkov rodede sig ind i noget, langt værre end din fjollede dryppert, selv mandelmælk hjalp ikke. Den gik han så med et stykke tid, så giftede han sig for at blive kureret, man siger det er godt at gifte sig, det hjælper. Han levede et års tid med konen, så stak hun hjem til forældrene, men så skal jeg love for, han hittede på noget. Når man kom på besøg, så kunne man ikke dy sig for at spørge: Har din tæve det godt, Volkov - Men han griner bare. Eller: Sig mig, Volkov, er det ikke ækelt - Nej, siger han, det er nu sådan en vane jeg har. Men til sidst skød han dem. Både konen og hunden. Nu kan det være nok med den fornøjelse - sagde han. Jeg kender livet - afbrød Motja. Men mester svarede ikke. De stødte på en politibetjent. Vi går lige så stille og opfører os pænt. Hvad er du ude på - mester begyndte at provokere betjenten. Søvndrukken greb betjenten om spegesilden og skulle lige til at løfte hånden, men øjensynligt betænkte han sig og gik videre. Nej, hvorfor vender du snuden den vej - Har du aldrig haft en fjer på - Føj! Din hundelort! Senja, jeg vil sige dig på rent russisk, hold op, gamle ven, lad os gå - klynkede Motja, angst for ballade. Jeg har ikke bedt om dit selskab. Gå bare, hvis du vil. Men sikken en lort, hva beha r! Jeg finder mig ikke i at nogen rører mig. Den skiderik! Og skønt de for længst havde passeret betjenten, som for længst var faldet i søvn, så rejste mester stadig børster, puffede snart til Motja, snart til en lygtepæl, snart til den tomme luft. Pludselig faldt han sammen. Nylagte, blødkogte æg. Senja, siger hun, vil du ha tusind små æg - - Jeg. jeg vil også have dem blødkogte - fremsnøftede Motja med en overmenneskelig kraftanstrengelse og rynkede dybsindigt panden, som om han ledte efter fejl i et regnestykke. Øjnene faldt i af sig selv. Pæren gik ud. Bare man kunne gå i seng, og falde i søvn og bare sove, sove til verdens ende. Tusind små æg. - mumlede mester. Da de omsider havde slæbt sig hjem, trådte de indenfor i forstuen, og i deres ihærdige forsøg på ikke at trampe og ikke at skubbe til noget, buldrede de hensynsløst og væltede alt. Mester var udkørt. Motja var udkørt. Knægten, Ivan Trofimyc, var blevet vækket og gav sig til at trække mesters fodtøj af. Ivan, - brovtede mester - kors dig og kys min hæl! Knægten syslede sløvt med de stramme gamacher, han var for søvnig til at opfatte meningen. Ivan, kors dig og kys min hæl! - gentog mester. Heller ikke dette reagerede knægten på, og først da en behåret knytnæve landede på den lille korthalsede krop, bøjede Ivan Trofimyc sig ydmygt ned, korsede sig gentagne gange, og kyssede Semen Mitrofanovic svampede hæl, der var fuld af ligtorne. Motja snorkede. Mester snorkede. Næserne arbejdede som maskiner. Ivan Trofimyc listede ud på tåspidserne, og lagde sig på dragkisten i den lille mørke gang ved bagdøren, mellem køkkenet og kommis ens værelse. Her begyndte han på sin anden søvn, uvilligt, uden appetit, som når han ved spisetid skulle i gang med den for tredje gang fortyndede hvidkålssuppe. Men uden går det jo ikke, anderledes kan man jo ikke leve - sådan gør de voksne og de gamle, sådan må han også. Han er nødt til at lystre, holde ud. Han er ikke en hund, der kan æde alt. Hvis han ikke æder alt, vanker der knubs i massevis, de vil jage ham bort. Og hvis de jager ham bort, hvor skal han så gå hen - Hvor finder han noget at læne sit hoved til - Det er klart, han er nødt til at lystre, holde ud. Og den lille drengs beklemte hjerte drømte under laserne: Når jeg er blevet til noget, køber jeg mig et kæmpestort ur, hundrede pund, med en kæde af sølv. så skal jeg virkelig vise jer. Og på den anden side af væggen lå Kostja på ryggen, frygtindgydende i månens kreds, på en gang vandmandsagtig og ligesom af sten, og han spjættede med benene som en frø. Kostja drømte at han havde trukket alle sine tænder ud, og at det ikke var tænder han havde i munden, men en tom tændstikæske og det mugne benskaft til tandbørsten, og hans ben var ikke ben, men cigarstumper. Nu kravler han så på sine cigarstumper ind i tragt - gabet på en fantastisk stor grammofon. Det er svært for Kostja at klatre, grammofontragten er meget glat, og dens metalliske glans skærer i øjnene. Men han må ikke give op. Og hans arme mister grebet, og han er ved at rulle tilbage, men hårdnakket hager han sig fast: han rejser sig og tager et 14

15 skridt, glider af, og igen kravler og kravler han. Kostja er fuldstændig udmattet, og desuden snævrer tragten sig ind: den presser, den strammer, den flår huden af hovedet på ham. Og pludselig ser Kostja: lige for næsen af ham er der et hul. Han kikker ind, og der er hel afgrund. Og han blev så bange at det løb ham koldt ned ad ryggen. Kostja krummede sig sammen, spændte sig til det yderste, langede ud med armen, greb fat i tværbjælken, men et eller andet tog fat i ham, benene faldt igennem, armen kunne ikke holde fast, og han styrtede i afgrunden. Og det er som om mester Semen Mitrofanovic står med hænderne i siden og ryster af latter. Enecelle, brormand, enecelle. Kirkens klokke slog tre. Tre eftertænksomme, tre lange slag drønede forbi, det ene efter det andet. Tre fastlagte ældgamle melodier. Og på jorden blev der dødsens stille. Den hendøende klokkeklang hævede sig op over jorden, flød og flød, kunne ikke finde sit månehjem. Den utilslørede måne kunne næsten ikke styre sig. Hvorfor laver du narrestreger, Kostja? - skændte den gamle kirkevægter søvnigt, lagde hovedet tilbage, bøjede sig pludselig sammen og begyndte at skridte sit lille område af, rundt om det kolde, hvide stenklokketårn. Højt over husene, på det allerøverste stokværk i klokketårnet, stod en skikkelse i vinduesåbningen med de knoklede håndflader støttet mod den murede vinduesbrystning, og lo med halsen gåseagtigt strakt frem og de grå, tårefyldte øjne knebet sammen, og spyttede gennem latter og tårer ned på jorden i denne månelyse nat. <2. 1> Kære sol, du klare, kik ned til os! - gentog Nelidov, han var kommet i tanke om børnesangen, som så ofte blev sunget hos Klockovs, både af den lille gavtyv Irina og af Christina, og også han strakte armene ud mod vinter - solnedgangens gyldenrøde stråler, som trængte ind gennem vinduet. Hans hjerte hoppede af glæde - den samme glæde som barnekroppen og ethvert barneord udstråler. Kære sol, du klare, kik ned til os! - gentog Nelidov med lille Irinas stemme, og han følte sig så tæt på hende, forstod hendes barnlige, naive påkaldelse af solen. Og det var netop denne følelse, som han - sådan forekom det ham - hele livet, mellem skrig og skrål fra den uafladelige kamp og lidelse, havde drømt om og påkaldt, som solen både til sig selv og til de andre. Det skyfri blik, læberne der dirrer af klingende latter, de kære små barnehænder og kroppen, er uadskillelige fra solen! Hvis I ikke omvender jer og bliver som børn vil livet ikke forandres, og der vil vedblive at være kamp, lidelse og død på jorden. - Kære sol, du klare, kik ned til os! - gentog Nelidov med lille Irinas stemme, mens han som hun påkaldte solen - Retfærdets Sol. Nej, han er ikke den strenge, der kommer for at straffe menneskene - hvorfor dog straffe dem, der selv uden straf lider på denne forpinte jord - Heller ikke den hårde, der med sværdet skiller sønnen fra moderen og moderen fra sønnen, manden fra hustruen og hustruen fra manden, - hvad gavner det blandt tilværelsens vældige adskillelser og tilfældigheder - Heller ikke den stolte, der sidder på en trone oppe over skyerne, hvor ikke en klage, ikke en tåre, og aldrig en bøn kan nå op - vi har stolthed nok. Nej, han har et stille, gennemtrængende blik, og stilfærdige ord fyldt med kærlighed og virkelig trøst: Kom til mig! Sådan lød ordet som tændtes i det hjerte der led på korset, i det hjerte der våndede sig under forudbestemte pinsler, i det hjerte der blev såret af alt det forræderi, af alle de værste ulykker som menneskets tilværelse kan rumme, kærlighedens og den sidste trøsts ord, Retfærdets Sols opfordring - Kom til mig! Den frostkolde vinterdag var ved at brænde ud. Solen gik ned. Den himmelblå aften sløredes, indvævet med gyldne tråde, og den knirkede i frosten som om nogle hænder fjernt bag ved aftenen rev svær brokade i småstykker. Fra alle sider kom skyggerne frem, slukkede solens ild, gjorde de højrøde småskyer blodige. Nu spredtes også strålernes rødgyldne støv, og kun mørke mure stod tilbage. Nelidov gik væk fra vinduet. Og på trods af denne barnlige glæde, han lige havde følt, greb tungsindet ham. I Kostjas by var Nelidov bare en tilfældig gæst. Han havde aldrig planlagt at tage hertil. Skæbnen selv havde bragt ham. Gammelt venskab bandt ham til Sergej Klockov: Nelidov og Sergej havde læst 15

16 ved samme universitet, og der var de blevet venner. Og det var stadig for så nylig. Men på et år eller to havde Nelidov mistet alt, alt, syntes han, hvad man kan miste her i livet. Derefter var han så kommet til Klockovs. Og hans ankomst faldt på hans vens sidste lykkelige dag. Hvad havde han egentlig gjort for Sergej - Og hvad kunne han have gjort - Han ved jo ikke engang hvad han skal gøre af sig selv! Hvad kan han overhovedet - Hvad er han - Ja, han er jo bare en ud af tusind der er ens og kun adskiller sig fra hinanden ved efternavnet, en forhenværende tjenestemand, skuespiller og lærer, bare en vis hr. Nelidov, en ud af tusind forhenværende, nuværende og fremtidige, som er fanget i en malstrøm af småting og kævl, og bare lever for igen og igen at styrte sig ind i trængslen, fare bedøvet tilbage og ramme de andre. Men engang var han ikke sådan. Det foresvævede ham, at han engang ikke var sådan. <2. 2> Alt rundt om gik i forfald. Skyggerne voksede sig kæmpestore, gik hen over jorden og spærrede for alt lys. Træets grene dansede i vinden der havde rejst sig til natten, og de lignede skeletters arme. Og stjernerne vrimlede frem på den klare himmel, som om de ville rive sig løs og flyve bort for ikke at se på den forpinte fange: pilgrimmen jorden der vandrede i rummet. Og Nelidovs egen færd på jorden viste sig for ham. Nej, engang havde han ikke været sådan. Han havde haft en god, lykkelig barndom. Og efter barndommen kom en tid med alle slags forhåbninger. Han stolede med hele sit lykkelige hjertes varme på, at en ny livsform kunne skabes på jorden, han stolede på, at det var muligt at hente himlen ned på jorden og give menneskene en slags tabt paradis tilbage. Og han byggede sig et ubrydeligt tempel til menneskehedens frelse. og blev rig på kostelige skatte - alle mulige midler til menneskehedens frelse. Men snart faldt hans ubrydelige tempel sammen som et korthus. Og af skattene blev der kun støv tilbage. Nogen havde narret ham. Han havde narret nogen. Og derefter narrede han også sig selv. Dermed sluttede hans lykkelige tid. Og han følte en slags rædsel over for mennesket, over for sig selv, og denne rædsel voksede og formørkede, overskyggede alle lyspunkter. Han skændede, bagtalte alt der var uplettet, alt der var sandt, afviste et tillidsfuldt blik som forstillelse, og hørte i smerten kun hykleri og så overalt kun det hæslige, kun skarn, kun livets losseplads. Og alligevel stolede han stadig kun på sit hjerte: det forekom ham umådeligt - hans stærke hjerte. Og det var heller ikke sandt: hans hjerte viste sig magtesløst. På universitetet havde han endnu en nær ven foruden Sergej Klockov, Fëdorov, Klockovs direkte modsætning. Og de fulgte helt forskellige veje: Sergej giftede sig og overtog sin fars forretning, Fëdorov der var et mærkeligt menneske, denne Fëdorov var frygtløs, legede med døden. Og da Fëdorov blev dømt til døden, fik Nelidov prøvet sit hjertes magt - Nelidov kunne ikke gøre noget for sin ven. Hans ord fra hjertet var ude af stand til at afvende døden, at standse dens hånd, og alle hans ord skælvede på hans læber som falmede blade på en efterårsgren. Og Fëdorov blev henrettet. Hvad skulle han så stille op? Prøve at hævne det - Men det var jo ikke nok. Hvor naivt: død for død! Hvis den fjende som havde dræbt hans ven døde, ville det så udbedre noget, udviske vennens død - Hvor tåbeligt! Bringer hævn da det spildte liv tilbage - Kan et hjerte, hans hjerte, få indhold ved hævn - Så ville det være bedre selv at dø uden at hævne sig på nogen: hverken på Pjotr, Ivan eller Sidor, som desuden vil blæse på din frivillige død. Ja, man må give afkald på sådan et liv, gå bort uden at se sig tilbage. Og han var ligefrem parat til at dø. Men af en eller anden grund døde han ikke med sit magtesløse hjerte, som ikke var noget værd. Han kunne ikke dø. Han ønskede at leve videre. Han er jo bare en ud af tusinde af samme slags, der ligner og kun adskiller sig fra hinanden ved efternavnet, en tidligere tjenestemand, skuespiller og lærer, bare en vis hr. Nelidov, en ud af tusinde forhenværende, nuværende og fremtidige, som var sprunget ind i en malstrøm af småting og kævl, bare for at leve og for bestandig at galopere bedøvet af sted og bedøve de andre. Hvor kunne han dø frivilligt, hvor kunne han frivilligt sige nej til livet! Han 16

17 indså dette klart, han indså hele sandheden om sig selv og foragtede sig selv. Skulle han gå bort til verdens ende, skjule sig et eller andet sted, bare ingen ville kunne se ham, bare han ikke ville kunne se nogen. Og dagene gik deres gang, disse tomme dage. Han syntes at alle døre var lukket op på vid gab, - gå hvorhen du har lyst! - og bag disse døre, syntes han, var der kun - tomhed. Men man må jo leve. Koste hvad det ville var han nødt til at leve videre. Og for at kunne leve videre, er det nødvendigt at bygge sig et tempel, og tro på dets ubrydelighed og ikke have øje for eller ænse noget andet. Og da Nelidov erindrede sig den tid, hine dage uden tro, kom han til at tænke på et billede fra livet, som han i lang tid ikke havde kunnet slippe. Det var i anledning af en gunstig efterretning fra krigen. Gaderne dæmmede op for en tusindtallig menneskeskare, og med lyden af hymnen bevægede processionen sig sejrrigt af sted. Da sporvognen havde krydset gaden, slog den bremserne i. Og en lille hund, der var skåret i stumper og stykker, krøb frem mellem hjulene. Hylende med en blodig tunge, der stak frem og hang ned fra den knuste kæbe, og med det brækkede ben dinglende som en hale, lod man den lille hund løbe det sejrrige optog i møde. Og dens hyl ligesom spyttede de triumferende i ansigterne, der var vilde af lykke, og det trængte igennem skrigene, musikken og sejrsråbene. Og ikke nok med det. Da festlighederne var forbi, og folk var gået hver til sit, mens den lille hund kreperede et eller andet sted under stakittet, forstummede dens hyl ikke. Hundehylet borede sig gennem vægge, trængte ind værelserne, gnavede sig igennem huden, fløj ind i øret og rodede ubarmhjertigt rundt et sted derinde, og mens det rodede rundt med sin skarpe forgiftede brod, banede det sig vej ind i hjernen, sank ad de brændende årer ned i hjertet og ætsede alt levende der. Og man troede ikke mere på en eller anden sejr, og havde ikke brug for nogen som helst gunstige forlydender fra krigen, og det var ligegyldigt: om Rusland ville sejre, eller fjenden ville nedkæmpe fædrelandet. Der eksisterede hverken fjender eller Rusland, men kun et eneste altødelæggende hyl fra den lille hund, der uden grund var kørt over af sporvognen og som var kreperet under stakittet. Da Nelidov mindedes dette billede fra livet - den ulykkelige, dræbte lille hund, kom han også til at tænke på den underlige drøm, han havde den samme frygtelige nat, der var gennemtrængt af den lille hunds hyl. Han havde drømt, at han pludselig befandt sig på kirkens galleri. Menneskene dernede forekom ham alle ens, som nogle kinesere. Han stod på kirkens galleri og da han lænede sig ud over gelænderet, kunne han ikke løsrive sig men kikkede ned på den høje katafalk med den høje kiste, som var dækket af purpurrød brokade. Den natlige sjælemesse var for længst forbi, men folk gik ikke hver til sit, alle ventede på et eller andet, vendt mod den frygtelige kiste, der var dækket af purpurrød brokade. Der var stille i kirken, der hørtes ikke et åndedrag, ikke en lyd, kun lysekronernes røde lys brændte mærkeligt, ligesom med smerte, og de knitrede en lille smule af smerte. Og pludselig ringede kirkeklokken, kirkeklokken ringede som til påske, og den kraftige opstandelseskimen bredte sig. Og alle som en kastede skaren sig på knæ, bøjede sig ned til jorden, og hen over de stivnede skikkelser bølgede et skarpt hyl fra den uden grund lemlæstede lille hund, fra hjertets dyb, et i evigheder gemt vedholdende hundehyl. Og den purpurrøde brokade på den frygtelige kiste begyndte at bevæge sig og langsomt at løfte sig. Og han bøjede sig helt fremover, ud over gelænderet og så ned på denne frygtelige kiste. Langsomt løftede brokaden sig. Og et øjeblik belystes kirken af et stille lys, og under brokaden stirrede et abefjæs, viste tænder og rakte med åbent gab poterne ud mod den lidende menneskehed. Men gelænderet der ikke kunne modstå presset, styrtede ned, og fra højden styrtede han på hovedet. Og han mindedes en mørkeblå nat, ikke hundenatten, værre endnu. Nelidov for sammen, begyndte at gå rundt i værelset, men hans forskrækkede hjerte, for ligesom at forsvare sig, gav sig til at slå hurtigt. Den mørkeblå nat. den drak alt hans blod, den udmattede hele hans sjæl, den udhulede hele hans hjerte. Den skinnede som en glorie, men svarede ham ikke, den plagede ham kun. Nelidov var forlovet. Han skabte sig i kærligheden et ubrydeligt tempel, men en eller andens hånd nedbrød hans tempel i dens grundvold: hans forlovede døde. Og sådan var det dengang - sådan en 17

18 drøm havde han dengang, i den mørkeblå nat, - som var han ikke alene, men mange var der af samme slags, hvis tempel en eller andens hånd havde nedbrudt. Bedøvede af smerte maser de sig hen til retterstedet og ønsker kun et, venter kun et - døden. Og nu stiger hun op på retterstedet, en lille krumrygget ældgammel kone, og som et lille barn hager hun sig fast med de knoklede små hænder, banker let med krykken og smiler. Jeg har ikke brug for jer, siger hun, gå hver til sit, mine kære, jeg har nok i mine egne, kom igen til sin tid, gå, mine kære! Og så smiler hun. Nej, hans tid var endnu ikke inde, han døde heller ikke dengang i den mørkeblå nat. Han kunne ikke dø. Nelidov gik rundt i værelset og lyttede til sit hastige hjerteslag. <2. 3> Udenfor var det helt mørkt. Træerne var klædt i sølvbrokadesslør, og de kikkede med deres magre formørkede ansigter ind gennem vinduerne. Den snedækkede have lå forstenet hen. Nelidov tændte lys, satte sig hen til vinduet: der var kommet et brev. Det var fra Sergej, det første efter hans afrejse, der var noget forvirret og desperat over det. Åbenbart havde han det svært i sin nye situation på flugt fra kreditorerne. Sergej skrev at han var kommet velbeholdent frem, men derudover kunne han ikke sige noget, og han vidste ikke om han ville kunne holde sit nye rakkerliv ud.. hils Christina, sig hende at jeg skriver fra et værelse, men lige nu kan jeg ikke, det er umuligt. helt umuligt, jeg ved ikke hvad der holder mig tilbage, jeg ved heller ikke hvad det er jeg gør. Et minut forinden ved jeg ikke hvad jeg vil gøre. Så lidt kender jeg nu mig selv, ja måske har jeg aldrig kendt. Og Nelidov forestillede sig Sergej, boende i en sikker by, hvor ikke en kreditor kunne finde ham, men hvor han for hver dag vil synke dybere og dybere, blive ludfattig og ende som en jaget hund, der i et afskyeligt rum ikke for rejsende skærer struben over med et skår fra en ølflaske. Og skulle det mislykkes at komme sådan af dage: enten fordi hånden svigter eller man finder ham i tide - så bliver det endnu værre. Så vil han indhylle sig i mistænksomhed, han vil nyde sin fornedrelse mens han plager sig selv og andre: evindeligt vil der være noget ynkeligt i hans øjne, og som en krøbling vil hele hans fremtoning forlange at man ynker ham, men selv vil han frygte enhver form for medynk. Og medynk eller ikke medynk, det kommer ud på et, begge dele vil han opfatte som en fornedrelse og en krænkelse. Hvilken forskel er der egentlig på ham selv og Sergej - spurgte Nelidov sig selv, - lå den mon ikke i, at Sergej nu kendte sig selv så lidt, ja faktisk aldrig havde kendt sig selv, mens han selv ikke kunne mindes en tid, hvor han ikke kendte sig selv - ja, det var hele forskellen. Sergej skjuler intet og er synlig for enhver, mens han, der kender sig selv, tilhyller sig sådan, at han kan bedrage hvem som helst. Nelidov foldede brevet sammen og gjorde sig klar til at gå over til Klockovs - til Christina. Uden at der blev banket gik døren op og Kostja kikkede ind, indhyllet i sin store hætte. Nå, Kostja, hvordan går det - hilste Nelidov, og mønstrede den besynderlige gæst. Det går, - Kostja satte sig uden at tage overtøjet af, og så dyster ud. Hvad er det med uret i klokketårnet, driller det - Det er småting. Småting - Det ene øjeblik går det for stærkt, det andet øjeblik halter det bagefter. Man kan ikke følge med. - Hvorfor skulle man dog følge med - Så man kender tiden. Alting bygger jo på klokkeslettet, hele livet. Ellers ville det hele slå kolbøtter. Så lad det slå kolbøtter! Kostja, du kan komme i fængsel for det. I enecelle - Kostja smilede. I enecelle eller ikke enecelle, det skal de nok finde ud af, det er ikke så væsentligt. Ak, Kostja, hvis bare alting kunne slå kolbøtter, hvis der slet ikke fandtes ure, ikke fandtes tid, tænk bare, hverken nutid, fortid eller fremtid. Pludselig rejste Kostja sig, så Nelidov lige i ansigtet, og spurgte skarpt: - Lægger De slet ikke mærke til noget - Næh. Slet ikke - Kostja fortrak munden, rejste sig på tåspidserne, og sagde så stille, som havde han helt tabt pusten: - snart er der ingen tid, hverken nutid, fortid eller fremtid! - og på ny satte han sig på stolen, og faldt sammen, - hvor er Serjosa - Serjosa skal ordne nogle sager, så kommer han tilbage. Han kommer aldrig tilbage! Det tror jeg ikke, I lyver alle sammen. Vladimir Nikolajevic, ved De hvad, jeg gør snart det samme. Hvad skal det gøre godt for, at 18

19 hænge hele dagen i forretningen - Ad helvede til med den! Jeg kan allerede fortælle Dem en hemmelighed, hvis De lover ikke at sige det til nogen, Vladimir Nikolajevic, i går gik jeg ind i frøtroen. Hvordan det - Nelidov holdt op med at gå frem og tilbage og satte sig hos Kostja. Ja ser De, det er ikke så ligetil. Jeg har hørt det er muligt at trække en person til sig, så han følger dig som en skygge, går lige efter dig. forstår De - Nelidov tænkte sig om. Kostja, sådan et menneske må man længes stærkt efter, af hele sit hjerte, hele sin sjæl, så måske kommer det til at følge dig. Den kender jeg! Kostja smilede overbærende - jeg har længtes mange gange, men det kom der ikke noget ud af. Ja, men hvis der ikke kom noget ud af det, så kan årsagen kun ligge hos dig selv, Kostja: det er jo ikke nok at ønske, man skal have retten til at ønske, man skal have et stærkt hjerte som ville kunne undertvinge døden. - Det er forkert! - afbrød Kostja, - der findes et middel, et sikkert middel. Man skal have en frø. Man skal fange en frø, brække frøens venstre bagben af, tørre det, og så hægte den man vil have fat i, fast med frøfoden, uden at nogen ser det. Det er det hele. Jamen, hvad er der så i vejen - Der er det i vejen, at jeg ikke kan opdrive foden af en frø. men jeg har en harepote. - Så prøv da med harepoten. En harepote er til noget andet - Kostja skar en sygelig grimasse - den er til hvis. man ikke vil være til grin, eller man vil slå nogen. Nelidov fik ondt af Kostja. Nu er det snart forår - sagde han - så kan du fange frøer, flere end du orker, det er bare at gå i gang. Jeg skal bruge dem nu! Nu! Kostja dirrede af utålmodighed, og længe blev han siddende sådan forpint og stolt, med opspilede øjne, og pustede sig op som en frø, og hans ansigt fik et grønt skær som frøens. Nelidov prøvede nogle gange at få en samtale i gang, men han fik intet svar. Og pludselig rejste Kostja sig med fortrukken mund; han rejste sig på tåspidserne, som før, og sagde så stille, som havde han helt tabt pusten: - Snart er der ingen tid, hverken nutid, fortid eller fremtid! - og han krympede sig helt sammen og forlod værelset. Nelidov indhentede Kostja ude på gaden, og de gik ved siden af hinanden, den ene så høj og rank, den anden så lille og krumbøjet. De sagde ikke et ord, men deres skridt efterplaprede hinanden. Sådan gik de, tavse, uden hast, men støt, hver mod sit mål: Kostja - på vej til at vende op og ned på hele verden, Nelidov - på vej til slet og ret at forlade denne verden, uden at ændre noget som helst. Ak, Kostja, hvis der slet ikke fandtes tid! - sagde Nelidov, og indåndede frostluften. Den hårde frost bed i dem. Stjerner dryssede tæt og tykt ned fra himlen - guld i kejserens gård. Der sad kejseren med kejserinden, talte sine penge, drak af et guldkrus, og kejserinden var ved at trække stjernerne på snor. <3. 1> Christina trykkede hænderne mod panden, som om hun ønskede at lukke sig for urenes indtrængende, anmassende skrig og urenes knirkende stemmer, som fik alle butikkens vægge til at skælve og ryste. Men urene kunne ikke standse deres snak, urene kunne ikke falde til ro. De gik, småmumlende, trampende og bankende, de var nærgående overfor hende, som mennesker, og gentog de tanker, der havde rejst sig i hende. Det er en stor ulykke, der er sket! Nelidov har ret. Nu er du alene. Det er hårdt for dig uden Sergej. Men hvad kan du gøre - Du kan ikke gøre noget. Nå, gå så i gang med arbejdet. Du har en heldig hånd. Smøg ærmerne højere op. Tag vel imod dine kære gæster, - din sorg og ulykke. Lad dem sidde i hjørnet under ikonen. Pris din sorg, så den ikke skal græde! - sådan siger man jo. Ikke sandt - Du kan ikke længere ligge og flyde i sengen uden at tænke på det ene eller det andet, du kan ikke, tankeløst, forkæle dig selv uden at have øje for tiden, den dyrebare tid, eller frisere dig en evighed, stå foran spejlet, stå der i dit eget selskab. Nej, kom ud af sengen før det er lyst, klæd dig på uden dikkedarer. Lad være med at pynte dig, det er lige meget, det skal bare være ordentligt. Ordentligt er godt nok. Og lad nu være med at klage og skælde ud over at blusen er lidt slidt og umoderne, og at nederdelen er lidt flosset i kanten. Riv pyntebåndet af, tag dig ikke af det. Det er godt nok. Det er ordentligt, og det er godt nok. Mere forlanges der ikke af dig. Der 19

20 er meget der klæder dig godt. Husker du - Men du kan se hvordan du de sidste to, tre uger er blevet efterladende. Dine negle skinner ikke. Og det bliver værre og værre. Du har aldrig tid, og det er også lige meget. Ved du hvad aldrig tid betyder - Jo, det er som når et menneske er havnet i tids - hjulets frygtelige tænder eller simpelthen i tandhjulet på et ur. Hjulet er ubønhørligt, det giver ikke slip, det griber og trækker, det vil tikke dig lige ind i øret, minde om hvert eneste sekund, det vil bygge en lille syngende rede i dit hjerte, det vil synge sin sang. Og overalt vil denne sang komme efter dig, og den vil altid være hos dig, og ingen steder kan du skjule dig for denne sang: aldrig tid! Aldrig tid! Aldrig tid! Sig farvel til dine morgentanker. Kan du godt lide at drømme lidt, når du er vågnet - Nej, morgentankerne kommer ikke, de vil ikke vende tilbage, du skal ikke vente på dem. Ja, du har slet ikke lov til at vente på dem. Du har et hav af ting, du skal lave, du har ikke tid. Drik din te så hurtigt du kan, skynd dig hen i butikken, tænk under hele vejen derhen, tænk så det knager på dette ene: bare du ikke kommer til at forsømme noget, bare du ikke kommer til at glemme noget, bare du ikke kommer til at gøre noget, som ordentlige mennesker ikke gør. Ordentlige mennesker har deres strenge bud, det ved du udmærket godt. Hvis du forsynder dig mod bare et bud, drejer du halsen om på dig selv. Men det skal du ikke gøre. Du skal adlyde og underkaste dig. Du har lille Irina og ansvaret for hele huset. Hvad skulle der blive af dem uden dig, - både den gamle, og Katja, og Raja, og Kostja, og Motja. Du må underkaste dig. Vil du ikke - Er det svært at gøre alene - Er det hårdt for dig uden Sergej - Du skal ikke blive forbavset, hvis der kommer hjælpere. Du skal bare ikke tro dem. Du regnes for byens førende skønhed. Det ved du udmærket godt. For resten, hele din skønhed. Den redder dig ikke. Når man flygter for ilden ser man ikke noget som helst, man maser og maser. Men er livet da ikke netop en sådan brand, bortset fra at der længe ikke har været ild, man slukker ilden med syndflod, som det hedder, men så i hvert fald brandlugt, os. Osen kryber frem, man kan ikke slukke den. Den er værre end ilden. Når den oser kan du ikke se noget, hvor gerne du end vil. Ak, i går var der noget du ikke nåede at få sendt til banken i tide, i forgårs var det et brev, for et par dage siden en veksel. Men timerne løb, og du bemærkede det ikke og lod vekslen forfalde. Nå, pyt! Tag det ikke for tungt. Forretningslivet omslutter dig, oser dig til, og alt går som smurt. Og der vil helt sikkert komme venner. I har mange venner! Du skal bare ikke tro dem. Du vil Gud hjælpe mig få den fikse ide, at du af simpel høflighed kan fiske venskab, men senere, når alt vil vise sig at være anderledes end du troede, vil du sygne hen, omsonst vil du pine dig selv. Til hvad nytte! Du vil hverken have nat eller dag. Kun halvmørke. Tænderne vil klapre i munden på dig, netop det. Læberne forbidte, øjenlågene opsvulmede, armene ranglede, og i hovedet en død plet af forbitrelse, af fortvivlelse, af forurettelse. Kun forbitrelse og fortvivlelse og forurettelse. Og som rosinen i pølseenden bliver du oven i købet syg. Du har bare ikke lov til at være syg. Du vil krepere et eller andet sted under et stakit som den lemlæstede lille hund. Husker du, Nelidov fortalte dig om den lille hund - Selvfølgelig husker du det. Så tro ikke på nogen og lad være med at bedrage dig selv. Den er intet værd, din skønhed. Det ser bare sådan ud. Før i tiden kunne den udrette noget, men nu. Selvfølgelig det er jo kun bagateller, det rene pjank, som mester Semen Mitrofanovic ville have sagt. Christina holdt sig for ørene, som kunne hun derved jage sine tanker bort, men øjensynligt slipper du ikke så let. Urene gik, alle butikkens vægge mumlede, genfortalte hende hendes egne tanker. Vær tapper, vær retskaffen, se lige frem. Det bliver værre og det kommer til at gøre mere ondt. Dine venner begynder at undgå dig, de vil knap nok lette på hatten, knap nok nikke til dig fra den anden side, de bemærker dig ikke, de føler sig ilde berørt, når talen falder på dig. Hvad er der at tale om, ingen af dem vil så meget som at stikke næsen indenfor. Og hvorfor vil ingen dog så meget som at stikke næsen indenfor - De har ikke tid. Ikke tid - Men før havde de tid - Hvordan kan det være at alle er så grusomme, og ingen har medlidenhed, men kun har ord, falske ord. Nej hvem har lyst til at trækkes med andres sager! Nå, hvad siger du, har du lyst - Men vær tapper, det var jo dig der sagde: jeg vil leve og ikke overgive mig! Var det ikke netop 20