Stabat mater. Latinske versioner, hvoraf én med nudansk oversættelse, og to gammeldanske versioner.

Transkript

1 Stabat mater. Latinske versioner, hvoraf én med nudansk oversættelse, og to gammeldanske versioner. Digitaliseret og kommenteret af lektor Poul E. Jørgensen, Aalborg 33(at)gvdnet.dk De gammeldanske versioner er fra Anna Brades Bønnebog og fra Marine Jespersdatters Bønnebog. Oversættelser ved Poul E. Jørgensen. Den latinske hymne - man kunne også sige den latinske versificerede bøn - Stabat mater er en af de kendteste latinske kirkelige hymner. De første to linjer stammer i bearbejdet form fra Johannes-evangeliet kap. 19, vers 25, ja egl. kun fra versets syv første ord: Stabant autem iuxta crucem Iesu mater eius et soror matris eius, Maria Cleopae, et Maria Magdalene = Men ved Jesu kors stod hans mor, hans mors søster, Maria, Klopas' hustru, og Maria Magdalene. Hymnen ansås tidligere for at være digtet af italieneren Jacopone da Todi (ca ), en teori der dog synes tvivlsom, især hvis det skulle være rigtigt at hans argeste fjende, pave Bonifacius VIII, skulle have stadfæstet at teksten kunne være en del af den kirkelige liturgi, jf. indledningen til oversættelsen i Anna Brades bønnebog, en indledning der findes tilsvarende i forbindelse med mange af Stabat Mater-håndskrifterne. Den nedenfor nævnte Clemens Blume gik ind for at den italienske filosof og teolog Bonaventura (død 1274) havde digtet hymnen. Enighed er der altså om at digtet er opstået i 1200-tallet. Teksten findes i en del varianter, der her og der kan være ganske afvigende fra hinanden. Hvilken der har været benyttet som forlæg for de gammeldanske versioner, er ukendt. Men ud fra oversættelserne kan man naturligvis nogenlunde finde ud af hvad der konkret har stået i det anvendte forlæg. Clemens Blume udgav i 1915 i Analecta hymnica medii aevi, bd en undersøgelse, hvor han inddelte de mellem- og sydeuropæiske middelalderlige og senmiddelalderlige Stabat Mater-tekster i to grupper: den romanske (Frankrig, Italien og Nederlandene) og den tyske (Tyskland, Østrig, Schweiz, de tysksprogede dele af Böhmen og Mähren). En nyere undersøgelse af latinske varianter og tyske middelalderlige oversættelser foreligger i Andreas Kraß: Stabat mater dolorosa. Lateinische Überlieferung und volkssprachliche Übertragungen im deutschen Mittelalter. München Han gør opmærksom på at denne inddeling ikke må tages altfor bastant. Således siger han s. 60 er der i det tysksprogede område er kendt tretten Textzeugen der romanischen Fassung ; blandt disse tretten tekster findes også her og der tyske læsemåder. Hans

2 apparat i forbindelse med editionen af en romansk og en tysk tekst s viser hvordan varianterne krydser mellem de to grupper. Kraß modeleksempler er for den romanske gruppes vedkommende Blumes edition i Analecta Hymnica, og for den tyske gruppes vedkommende håndskriftet Prag SB/UB, cod. XIII E 3, hos Kraß kaldet p4. Kraß nævner s. 198 vanskelighederne med at konstatere hvilken af grupperne oversættelser til tysk har benyttet. Således fremhæver han at flertallet af nedertyske oversættelser går tilbage til romanske forlæg! Det samme gør sig klart gældende ang. forlægget til oversættelsen i Anna Brades bønnebog (se nedenfor). Den latinske version, der er aftrykt herunder stammer fra et fransk manuskript på Det Kongelige Bibliotek, Ms. GkS GkS hører, ikke overraskende, klart til den romanske gruppe. Teksten er nedskrevet ca Gengivelsen af teksten følger nøje håndskriftet. Dog har jeg af hensyn til læseligheden moderniseret tegnsætningen, hvor manuskriptet i reglen sætter et punkt efter hver verselinje. Se affotograferet manuskript: og Nedenstående tekst fra håndskriftet GkS rummer også elementer, der efter Blumes inddeling hører hjemme i den tyske gruppe. Desværre ved vi ikke så meget om herkomsten for de skandinaviske Stabat Materteksters vedkommende. I Sverige hører if. Kraß s UB cod. C 492 (Vadstena?) og UB cod. C 493 vel til den tyske gruppe, mens Stockholm, Kungl. Bibl. cod. A 36 if. Kraß s. 21ikke hører til den tyske gruppe. Omtalen af det danske Kongelige Biblioteks GkS er fejlagtig ( Gl. kongl. S. IV 1621 ), hvilket Kraß s. 39 dog aner ( Signatur und Beschreibung stimmen nicht überein ); fejlen stammer fra Ellen Jørgensen: Catalogus Codicum Latinorum Medii Ævi Bibliothecæ Regiæ Hafniensis (København , s. 174). I mangel af bedre har jeg valgt at udskrive teksten fra GkS At lave et egentligt apparat med varianter i forhold til den tyske gruppe har ikke noget formål, da varianterne som nævnt krydser mellem grupperne. Dog har jeg markeret enkelte forskelle. Forkortelse i noterne: Kalkar = Otto Kalkar: Ordbog til det ældre danske sprog ( ), bd. I-IV, København Deuote contemplation a nostre dame de Fromme tanker, henvendt til Vor

3 pitye. tenant son filz sur ses bras 2. STabat mater dolorosa iuxta crucem lacrimosa, dum pendebat filius, 3 Cuius animam gementem, contristantem et dolentem, pertransiuit gladius 4. O quam tristis et aflicta 5 fuit illa benedicta mater vnigeniti, Que merebat et dolebat et tremebat dum videbat nati penas incliti. Quis est homo qui non fleret, christi matrem si videret in tanto supplicio. Quis posset non contristari piam matrem contemplari dolentem cum filio. Pro peccatis sue gentis vidit ihesum in tormentis et flagellis subdictum 6. Vidit suum dulcem natum morientem desolatum 7 dum emisit spiritum. Eya mater fons amoris, me sentire vim doloris fac vt tecum lugeam 8. Fac vt ardeat cor meum in amando christum deum vt sibi complaceam. Sancta mater istud agas, crucifixi fige plagas cordi meo valide. medynkvækkende Frue som holder sin søn i sine arme. Den smertefulde moder stod tårevædet ved korset, medens sønnen hang derpå, (moderen) hvis sukkende, bedrøvede og sørgende sjæl et sværd gennemstak. Ak, hvor sørgelig og forpint var ikke hin enbårnes velsignede moder, som sørgede og led og skælvede, mens hun så sin ædle søns smerter. Hvem er det menneske, som ikke ville græde hvis han så Kristi moder i så stor en smerte? Hvem kunne ikke deltage i sorgen og betragte den fromme moder som led med sin søn? For hans 15 folks synder så hun Jesus underkastet pinsler og pisk. Hun så sin kære søn døende og forladt da han opgav ånden. Ak moder, kærlighedens kilde, lad mig føle smertens magt, at jeg kan græde med dig. Lad mit hjerte brænde af kærlighed til Kristus Gud, at jeg kan være ham til glæde. Hellige moder, derom beder jeg, præg den korsfæstedes sår 16 fast ind i mit hjerte.

4 Tui nati vulnerati, Iam dignantis pro me pati, vim amoris imprime 9. Fac me vere tecum flere crucifixo cum dolore 10, donec ego vixero. Iuxta crucem tecum stare, te libenter sociare, in planctu desidero. Virgo virginum preclara, michi iam non sis amara, fac me tecum plangere, Fac vt portem christi mortem, passionis eius sortem, et plagas recolere. Fac me plagis vulnerari, cruce hac inebriari, ob amorem filij 11. Inflammatus et accensus 12, per te Virgo sim defensus, in die iudicij. Fac me cruce custodiri, morte christi premuniri, confoueri gratia 13. Quando corpus morietur, fac vt anime donetur paradisi gloria 14. Amen. Indprent kærlighedens kraft fra din sårede søn, beredt som han er til at lide for mig. Lad mig i sandhed sammen med dig begræde den korsfæstede med smerte, så længe jeg lever. Jeg ønsker at stå ved korset med dig og med glæde tage del i din klage. Jomfru, lysende over alle jomfruer, vær ikke længere bitter over mig, lad mig klage med dig. Lad mig bære Kristi død, min del af hans lidelse, og lad mig mindes hans sår. Lad mig såres ved hans sår og beruses ved dette kors af kærlighed til Sønnen. Omgivet af flammer og i brand, lad mig ved dig, o Jomfru, være forsvaret på dommens dag. Lad mig værnes ved korset, befæstes ved Kristi død, vederkvæges ved nåden. Når legemet dør, lad da til sjælen gives paradisets herlighed. Amen. To latinske Stabat Mater-tekster fra det nordtyske område. Herunder bringes til sammenligning to tekster som i hvert fald geografisk ligger nær de danske Stabat Mater-oversættelser. Det ene er et eksempel på en latinsk Stabat Mater-tekst fra den romanske gruppe fra Nordtyskland (trykt i Rostock 1522) og rekonstrueret på grundlag af ovennævnte manuskript på Det Kongelige Bibliotek, Ms. GkS og af apparatet hos Kraß til hans redaktion *R (s ). Afvigelserne fra GkS er markeret med kursiv. Dog markeres helt ubetydelige afvigelser i staveformer ikke.

5 Det andet er en latinsk Stabat Mater-tekst fra den tyske gruppe, fra det nordtyske Hildesheim, rettet til på grundlag af Kraß edition af håndskriftet Prag SB/UB, cod. XIII E 3, hos Kraß kaldet p4 (Kraß s ). Afvigelserne fra Prag SB/UB, cod. XIII E 3 er noteret med kursiv. Eksempel på tekst fra nordtysk romansk gruppe: Cursus de Domina secundum ecclesiam Hamburgensem (Rostock 1522) 17. Stabat mater dolorosa iuxta crucem lacrimosa, dum pendebat filius; Cuius animam gementem, contristantem et dolentem pertransivit gladius. O quam tristis et aflicta fuit illa benedicta mater unigeniti. Que merebat et dolebat pia mater 18, dum videbat nati penam 19 incliti. Quis est homo qui non fleret, christi matrem si videret in tanto supplicio. Quis possit 20 non contristari piam matrem contemplari dolentem cum filio. Pro peccatis sue gentis vidit Iesum in tormentis et flagellis subditum. Dulcem suum videns 21 natum morientem desolatum cum 22 emisit spiritum. Eya mater fons amoris, me sentire vim doloris fac ut tecum lugeam. Eksempel på tekst fra nordtysk tysk gruppe: Hildesheim, Dombibliothek, cod. J 30 (15. årh.). Stabat mater dolorosa iuxta crucem lacrimosa, qua 34 pendebat filius; Cuius animam gementem, contristantem et dolentem pertransivit gladius. O quam tristis et afflicta fuit illa benedicta mater unigeniti! Que merebat et dolebat pia mater, dum 35 videbat penas 36 nati incliti. Quis est homo, qui non fleret, matrem Christi si videret in tanto supplicio? Quis non posset contristari, videns matrem sic artari 37 dolentem cum filio? Pro peccatis sue gentis videns 38 Iesum in tormentis et flagellis subditum. Videns suum dulcem natum moriendo 39, desolatum, cum emisit spiritum. Eia, mater, fons amoris, me sentire tui doloris fac ut penam 40 lugeam.

6 Fac ut ardeat cor meum in amando christum deum ut sibi complaceam. Sancta mater istud age 23, ut sint fixe Christi plage 24 cordi meo vivide 25. Tui nati vulnerati, Iam dignanti 26 pro me pati, penas mecum divide 27. Fac me vere tecum flere crucifixo condolere 28, donec ego vixero. Iuxta crucem tecum stare, et 29 libenter sociare, in planctu desidero. Virginum virgo 30 preclara, michi iam non sis amara, fac me tecum plangere, quod 31 ut portem christi mortem, passionis eius fortem 32, et plagas recolere. Fac me plagis vulnerari, cruce hac inebriari, ob amorem filij. Inflammatus et accensus, per te virgo sim defensus, in die iudicii. Fac ut 41 ardeat cor meum in amando Christum deum, ut sibi complaceam. Sancta mater, illud age, corde meo insint plage crucifixi livide 42 ; Tui nati vulnerati iam dignantem 43 pro me pati, penas mecum divide. Fac me vere tecum flere crucifixo condolere donec ego vixero. Iuxta crucem tecum stare, me tibi consociare, in planctu quem 44 desidero. Virgo virginum preclara, iam mihi 45 non sis amara, fac me tecum plangere, Fac ut portem Christi mortem, passionum 46 fac me fortem 47, et plagas recolere. Fac me plagis vulnerari, cruci fac me inebrari 48, et cruore filii; Flammis ne urar succensus, per te, virgo 49, sim defensus, in die iudicii. 33 Virgo, sis tu mihi scutum et iter faciens tutum ad celi palacia, Fac me Christo presentari et cum eo conregnare in perenni gloria. Fac me cruce custodiri, morte christi premuniri, Christe, cum sit hinc exire 50, da per matrem me venire,

7 confoueri gracia. Quando corpus morietur, fac ut anime donetur paradisi gloria. ad palmam victorie; Quando corpus morietur, fac ut anima donetur paradisi glorie. 51 Stabat mater i gammeldansk oversættelse fra Anna Brades Bønnebog. Nedenstående version stammer fra Anna Brades Bønnebog fra 1497, udgivet i Karl Martin Nielsen (ed.): Middelalderens danske Bønnebøger, Bd. II, København 1949, s Der er i Anna Brades bønnebog ikke tilstræbt nogen form for kunstnerisk gengivelse. Snarere er der tale om en til tider pedantisk ord til ord oversættelse. I højre kolonne er aftrykt den latinske version fra GkS Teksten i Anna Brades bønnebog viser klart størst slægtskab med den romanske gruppe. Dette ligner det forhold som Kraß nævner ang. de nedertyske Stabat Materoversættelser. Fra Anna Brades Bønnebog: Huilken menniske thenne effterscreffne bøn læss gudelige han fanger syw aar afflat oc xl karener 52 huilken 53 bonifacius pawæ gaff myscundelige then tiidh han skickæde 54 thenne bøn Stabat Moderen stodh sorgfull nær korseth oc grædefull then tiidh hwn saa sønnen hænge i thet 55 hwes 56 grædendæ bedrøffuende oc sørgende siel swærdet igømmen gick O huilken sorge oc drøffuelse var thenne vælsignede eenfødde søns moder vdi, huilken myldæ moder 57 som grædh oc sørgde then tiidh hwn saa syn alzkæristæ søn tollæ 58 pynæ oc dødh hwo ær then menniske huilken æy skal græde STabat mater dolorosa iuxta crucem lacrimosa, dum pendebat filius, Cuius animam gementem, contristantem et dolentem, pertransiuit gladius. O quam tristis et aflicta fuit illa benedicta mater vnigeniti, Que merebat et dolebat et tremebat dum videbat nati penas incliti. Quis est homo qui non fleret,

8 om hwn 59 seer christum 60 i so stoore pynæ Hwo ær then ther æy maa bedrøffues om christi modher 61 skodess 62 sørgende meth sønnen for synæ folks synder hwn saa ihesum vndergiffuen i pyner 63 oc flængder 64 hwn saa 65 syn søde 66 søn døændæ vden hwswalelse 67 then tiidh han opgaff anden Eya moder ælskowens keldæ giør mek ath kenne drøffuelsens macht 68 ath iek skulde græde meth tek 69 gør ath mith hiærte skulde brænne i ælskæskullende 70 christum 71 gudz søn so ath iek maa tæckes hanum Hellige moder giør thet ath christi vndher 72 fangher stærkelige fæstes i mith hiærte 73 skifft 74 nw meth mek thin sarghedhe 75 søns pyner 76 som værdugis ath pynes for mek. Giør mek sannelige ath græde meth tek oc at sørge 77 meth thin korsfestæ søn emæden iek leffuer Oc staa hoss korsset meth tek oc ærffue mek 78 ath føyes til tek 79 i gratzcens astundhen 80 O forclaræ 81 iomfruernes iomfru vær mek ickæ besk vden giør mek ath græde meth tek so ath iek maa bære christi dødh oc hans pynes deel 82 och pomynnes hans saar christi matrem si videret in tanto supplicio. Quis posset non contristari piam matrem contemplari dolentem cum filio. Pro peccatis sue gentis vidit ihesum in tormentis et flagellis subdictum. Vidit suum dulcem natum morientem desolatum dum emisit spiritum. Eya mater fons amoris, me sentire vim doloris fac vt tecum lugeam. Fac vt ardeat cor meum in amando christum deum vt sibi complaceam. Sancta mater istud agas, crucifixi fige plagas cordi meo valide. Tui nati vulnerati, Iam dignantis pro me pati, vim amoris imprime. Fac me vere tecum flere crucifixo cum dolore, donec ego vixero. Iuxta crucem tecum stare, te libenter sociare, in planctu desidero. Virgo virginum preclara, michi iam non sis amara, fac me tecum plangere, Fac vt portem christi mortem, passionis eius sortem, et plagas recolere.

9 Giør mek at sørge 83 aff the saar thin søn togh pa korsset oc ladh mek drucken gøres 84 aff thin søns blodh 85 so innenliwsd 86 oc optændh 87 ath om tek allæ ærligste 88 iomfru skulde iek vorde værnet pa domæ dagh Giør mek ath gømes 89 aff christo 90 og foræsees 91 aff moderens nade then tiidh legemet skal døø giør ath siælen skulle giffues paradysi ære 92 Amen Fac me plagis vulnerari, cruce hac inebriari, ob amorem filij. Inflammatus et accensus, per te Virgo sim defensus, in die iudicij. Fac me cruce custodiri, morte christi premuniri, confoueri gratia. Quando corpus morietur, fac vt anime donetur paradisi gloria. Amen. Bearbejdelse af Stabat Mater fra Marine Jespersdatters bønnebog. Fra Marine Jespersdatters Bønnebog (ca. 1500) bringes en tekst der må betegnes som en Mariavise, løseligt bygget over Stabat Mater. Kilde: Karl Martin Nielsen (ed.): Middelalderens danske Bønnebøger, Bd. IV, København 1963, s Til højre den ovenfor aftrykte latinske version således at det enkelte vers står ud for den del af den danske tekst det (nogenlunde) svarer til. Da gendigtningen er meget fri i forhold til et eventuelt latinsk forlæg, er det vel umuligt at afgøre hvordan dette kan have lydt, f. eks. om det har været et romansk eller et tysk forlæg. Fra Marine Jespersdatters Bønnebog: Item her effther skriffwes een bøn aff Iomfrw maria I hwilken bøn wor herres ihesu christi død oc pynelssæ y hwffkommess 93 och hennyss 94 hwffswalelse. Hoss korssens tree meth sorg oc wee stood christi moder med graadzens floder, hennes søn paa korssyt hengde. Aff sywck 95 oc graad 1. Stabat mater dolorosa iuxta crucem lacrimosa, dum pendebat filius, Cuius animam gementem,

10 som ffør war spaad meth stoor wffryd 96 stack drøwelzens spyd, hennes hierthe thet 97 tha trengdhe. Hwad sorg oc nød aff christi død gwdz modher mwnne ffa ther hwn thet ssaa syn søn tha pynthes sa sare. Hwn beeskelige greedh oc sorghede med, hwn styrthe ned oc skaal 98 tha wed ther han skwlle lyde 99 then fare. Ho ær soo haar han ffeller ey taar, om han kwnde see meth hwor stor wee Maria wed korssyth pynthes. Hwn saa syn søn for menniskes køn 100 wnder swøwe oc lyme 101 meth stoor beswyme 102 meed reff 103 tyl støtthen 104 bwndhen. Ther han syn and gaff ffader i hand, oc sydhen wdrand bode blod oc wand, tha wor hun nær forswundhen 105. O Modher sødh, ffor thyn søns død thw wnd nw megh ath gredhe med tegh, dyn sorgh med tegh ath 106 contristantem et dolentem, pertransiuit gladius. 2. O quam tristis et aflicta fuit illa benedicta mater vnigeniti, Que merebat et dolebat et tremebat dum videbat nati penas incliti. 3. Quis est homo qui non fleret, christi matrem si videret in tanto supplicio. Quis posset non contristari piam matrem contemplari dolentem cum filio. 4. Pro peccatis sue gentis vidit ihesum in tormentis et flagellis subdictum. Vidit suum dulcem natum morientem desolatum dum emisit spiritum. 5. Eya mater fons amoris, me sentire vim doloris fac vt tecum lugeam. Fac vt ardeat cor meum in amando christum deum

11 Gyff meg i synd 107 ath legghe paa wind 108 ath elske thyn søn ssaa thenne bøn hannwm teckelige 109 mothe ware. Udy myth brysth thw nw yndkrysth 110 hans wndher ffem 111 ath tenke paa them myn siel tyl stor hwffswale. Lad meg oc sa i hierthet ffa bode willie oc hw ath tiene hannwm sa nw thi hand slig død 112 tolle. O myldhe rooss 113, lad meg sta hooss oc bere meth teg aff drøffwelsse slig som tha tyth hierthe gesthe. vt sibi complaceam. 6. Sancta mater istud agas, crucifixi fige plagas cordi meo valide. Tui nati vulnerati, Iam dignantis pro me pati, vim amoris imprime. 7. Fac me vere tecum flere crucifixo cum dolore, donec ego vixero. Iuxta crucem tecum stare, te libenter sociare, in planctu desidero. 8. Virgo virginum preclara, michi iam non sis amara, fac me tecum plangere, Fac vt portem christi mortem, passionis eius sortem, et plagas recolere. O iomfffrw claar hanss korss oc ssaar, hans død oc pyne meth stytthe oc lyme dw ynnen myth hierthe festhe. Ieg wylle oc saa, motthe thet sa gaa, i hierthe oc brysth fra hand oc toopp 114 hans saar oc hydstrygh 115 bere. Ieg bedher tegh nw 9. Fac me plagis vulnerari,

12 aff hierthe oc hw paa strenghe dom thw tyl megh kom myth forswar tha ath ware. Fra dieffwelsens swigh thw frelsth 116 tha megh lad hannwm ey tha 117 macth meth megh ffaa for thyn myskwnd oc nadhe. O myldhe mø, naar iegh skal dø gack for thyn søn medh modherlig bøn oc frelss myn siel aff waadhe. Amen. cruce hac inebriari, ob amorem filij. Inflammatus et accensus, per te Virgo sim defensus, in die iudicij. 10. Fac me cruce custodiri, morte christi premuniri, confoueri gratia. Quando corpus morietur, fac vt anime donetur paradisi gloria. Amen. 1 Liturgische Prosen des Übergangsstiles und der zweiten Epoche insbesondere die dem Adam von St. Victor zugeschriebenen Handschriften und Frühdrucke, ed. Blume and Bannister, Analecta hymnica medii aevi 54 (1915), s fransksproget indledning. På moderne fransk: Dévote contemplation à Notre-Dame de Pitié, tenant son fils sur ses bras. Det franske Notre-Dame de Pitié svarer til den italienske (og kunsthistoriske) betegnelse pietà = fremstilling af Jomfru Maria med sin døde søn i armene. 3 Cuius: andet halvvers i stroferne begynder altid med stort. 4 gladius: der refereres til Lukas II, med fremstillingen af den nyfødte Jesus i templet hvor Simeon siger til Maria: Ecce positus est hic in ruinam et resurrectionem multorum in Israel et in signum, cui contradicetur - et tuam ipsius animam pertransiet gladius - ut revelentur ex multis cordibus cogitationes = Se, dette barn er bestemt til fald og oprejsning for mange i Israel og til at være et tegn, som modsiges ja, også din egen sjæl skal et sværd gennemtrænge for at mange hjerters tanker kan komme for en dag. I billedlige fremstillinger ses Maria da ofte med et sværd rettet mod hjertet. 5 aflicta: sic! Langt hyppigere er stavemåden afflicta. 6 subdictum: sic! Normalt bruges på dette sted formen subditum (af subdere: underkaste; 1. pers. præs. ind.: subdo). Men i middelalderlatin er former som subdictus: underkastet; subdicti: undersåtter, subdictio: underkastelse ret almindelige. 7 desolatum: kan i middelalderen også betyde fortvivlet. "desolatus" i denne betydning må have foresvævet oversætteren af Stabat mater i Anna Brades Bønnebog, når denne oversætter desolatum ved vden hwswalelse = uden trøst, utrøstelig. Betydningen er ikke nævnt i Friis Johansen, Bente, Holger Friis Johansen og Peter Terkelsen: Lexicon mediae latinitatis Danicae, auctore Franz Blatt, fasc. III, s. 213, Århus 1990, men findes omtalt i Dictionary of Medieval Latin from British Sources (bd. III, 1986). Lidt yderligere dokumentation af den middelalderlatinske brug af desolatus = fortvivlet: Gesta Romanorum, kap. 5: sed ille tam desolatus consolationem non recepit = men han, i den grad fortvivlet, modtog ingen trøst. Se digitaliseret inkunabel fra Gesta Romanorum, kap. 81: Cum domina eos respexisset et eos desolatos perpendit, ait: "Carissimi, propter quam causam estis tristes?" = da fruen så dem og syntes de så fortvivlede ud, sagde hun: Kæreste venner, hvorfor er i kede af det? Se digitaliseret inkunabel fra I Cartulaire de Notre Dame de Chartres, ed. E. de Lépinois et L. Merlet, Bd. 1-3, Chartres, , se fortælles i bd. 2, s. 57 om uroligheder i Chartres i 1210:

13 Qua de re turbatus est clerus et admodum desolatus = på grund af dette blev præsteskabet i den grad ude af sig selv og fortvivlet. I disse eksempler er betydningen ensom irrelevant. desolare står således i den sproglige bevidsthed som modsætning til consolare = trøste. 8 me sentire vim doloris fac, vt tecum lugeam: den tyske gruppe har me sentire tui doloris penam fac, ut lugeam = lad mig føle din smertes pine, så jeg kan græde. Men i den tyske gruppe kan if. Kraß s. 65 også forekomme vim doloris. 9 Iam dignantis pro me pati, vim amoris imprime: både den romanske og den tyske gruppe har normalt iam dignati pro me pati penas mecum divide. Der er ingen betydningsforskel. Kraß kender kun ét eksempel på vim amoris imprime, nemlig fra en vesttysk (Köln?) bønnebog fra 15. årh. 10 Fac me vere tecum flere / crucifixo cum dolore: Andre versioner har crucifixo condolere (føle medlidenhed med den korsfæstede), således det forlæg der har været benyttet til den danske tekst i Anna Brades Bønnebog (se nedenfor). Versionen med condolere må være den rigtige, da rimfølgen i digtet er aab. 11 cruce hac inebriari, ob amorem filij: den tyske gruppe har cruceque me fac beari et cruore filii = lad mig saliggøres ved korset og ved sønnens blod. 12 Inflammatus et accensus: den tyske gruppe har flammis ne urar succensus = lad mig ikke opbrændes af flammerne. 13 Fac me cruce custodiri, morte christi premuniri, confoueri gratia: den tyske gruppe har Christe, cum sit hinc exire, da per matrem me venire ad palmam victorie = Kristus, når jeg skal herfra, så lad mig ved din moders hjælp komme til sejrens palme. 14 fac vt anime donetur paradisi gloria: den tyske gruppe har fac vt anima donetur paradisi glorie = giv at sjælen overgives til paradisets herlighed. 15 hans = Jesu. 16 sår: - eller piskeslag.; på klassisk latin betyder plaga et slag, derefter sår forårsaget af et slag. 17 Et eksemplar findes på Det kongelige Bibliotek i København. Cursus de Domina secundum ecclesiam Hamburgensem = Samling af bønner omhandlende Fruen (= Jomfru Maria), til brug i den hamborgske kirke (vel svarende til ærkebispedømmet Hamborg).. 18 pia mater: GkS har et tremebat. 19 penam: GkS har penas. 20 possit: GkS har posset. 21 Dulcem suum videns: GkS har Vidit suum dulcem. 22 cum: GkS har dum. 23 age: GkS har agas. 24 ut sint fixe Christi plage: GkS har crucifixi fige plagas. 25 vivide: GkS har valide. 26 dignanti: GkS har dignantis. 27 penas mecum divide: GkS har Vim amoris imprime. 28 condolere: GkS har cum dolore. 29 et: GkS har te. 30 Virginum virgo: GkS har Virgo virginum. 31 quod: GkS har fac. 32 fortem: GkS har sortem. 33 Se Kraß s. 37. Denne strofe findes ikke i GkS Der findes tilsvarende tilføjelser i enkelte sydtyske tyske versioner, sml. Kraß s. 25. Dansk oversættelse af strofen: Jomfru, vær du mit skjold, og når jeg sikkert drager til de himmelske paladser, fremstil mig for Kristus og lad mig regere med ham i evig ære. 34 qua: hvor. Prag SB/UB, cod. XIII E 3 har cum (som Kraß retter til dum ). 35 dum: Prag SB/UB, cod. XIII E 3 har cum. 36 penas: Prag SB/UB, cod. XIII E 3 har penam. 37 artari: bliver knuget. Prag SB/UB, cod. XIII E 3 har matrem christi contemplari. 38 videns: Prag SB/UB, cod. XIII E 3 har vidit. 39 moriendo: Prag SB/UB, cod. XIII E 3 har morienten, 40 fac ut penam: Prag SB/UB, cod. XIII E 3 har penam fac ut. 41 ut: Prag SB/UB, cod. XIII E 3 har quod (som Kraß retter til ut ). 42 corde meo insint plage crucifixi valide: Prag SB/UB, cod. XIII E 3 har crucifixi insint plage cordi meo livide. 43 dignantem: Prag SB/UB, cod. XIII E 3 har dignati. 44 in planctu quem desidero: quem refererer til planctu, altså: i den klage, som jeg ønsker. Prag SB/UB, cod. XIII E 3 har in planctu desidero. 45 iam mihi: Prag SB/UB, cod. XIII E 3 har mihi iam.

14 46 passionum: Prag SB/UB, cod. XIII E 3 har passionem (som Kraß retter til passione). 47 passionum me fac fortem: giver ikke mening. Formentlig er fortem en skrivefejl for sortem = gør mig til en del af lidelserne. Kraß anfører s. 67 varianter som : passionis fac me sortem, passionis eius fac me sortem, passionis eius sortem. 48 cruci fac me inebrari: Prag SB/UB, cod. XIII E 3 har cruceque fac me beari (som Kraß retter til cruceque me fac beari ); beari = saliggøres. 49 virgo: Prag SB/UB, cod. XIII E 3 har pia. 50 Christe, cum sit hinc exire: Prag SB/UB, cod. XIII E 3 har O Christe, cum hinc me vis exire = O Kristus, når du ser mig gå herfra (som Kraß retter til Christe, cum sit hinc exire). 51 Kraß meddeler s. 69 at In p4 ist Xb [anden del af strofe X, PEJ] umgedichtet und Xa vorangestellt. Sidste strofe i Prag SB/UB, cod. XIII E 3 må da lyde således: Fac me Christo reconciliari / et inter electos communerari / in eterna vita. / Christe, cum sit hinc exire / da per matrem me venire / ad palmam victorie. På dansk: Lad mig blive udsonet med Kristus og overgives blandt de udvalgte i det evige liv. Kristus, når jeg skal herfra, giv så ved din moders hjælp at jeg skal komme til sejrens palme.. 52 xl karener: aflad svarende til 40 karener. karene, af middelalderlatin carena = offentlig bod for svære forseelser, på 40 dages faste på vand og brød; carena skal være afledt af latin quadragena: et tidsrum på 40 dage. Se Friis Johansen, Bente, Holger Friis Johansen og Peter Terkelsen: Lexicon mediae latinitatis Danicae, auctore Franz Blatt, fasc. II, s. 99, Århus 1988, opslagsordet carena. Men betydningsudviklingen må være gået videre end blot til boden, jf. formuleringen zunächst vierzigtägiges strenges Fasten als Teil der Kirchenbuße, dann die öffentliche oder geheime Kirchenbuße selbst und schließlich übertragen der Ablaß von einer Karene = først 40 dages streng faste som del af kirkelig bod, derefter den offentlige eller hemmelige kirkebod selv og til slut i overført betydning aflad for en karene, se 53 huilcken: der refereres til ordet aflad. 54 skickæde: godkendte, stadfæstede; i latinske udgaver ofte Confirmatum est a beato papa Bonifacio. = Stadfæstet af den salige pave Bonifacius. Meningen er stadfæstet som en del af den kirkelige liturgi. Der menes sikkert af Bonifacius VIII. I en del håndskrifter ses andre pavenavne som stadfæstere, så som Benedictus XII (død 1342), Constantinus (I og II i 700-tallet!), Clemens (V eller VI i 1300-tallet?), Innocencius (VI i 1300-tallet?), Johannes XXII (død 1334); ét håndskrift nævner at Bonifacius gav syv års aflad og fire karener og Gregorius (IX i 1300-tallet?) gav 6 år, se Kraß s i thet: på det (korset). Præpositionen er overraskende, muligvis påvirket fra latin in cruce som f. eks. ses i den kendte hymne Ave verum corpus. Anna Brades Bønnebog har normalt pa korsset, således også senere i nærværende oversættelse af Stabat mater. 56 hwes: = Marias. 57 myldæ moder: svarer formentlig til den tyske gruppes pia mater = fromme moder, en variant der dog også findes i den romanske gruppe. 58 tollæ: tåle, lide. 59 hwn: menneske var på gammeldansk hunkøn, som det stadig er i svensk. 60 om hwn seer christum: svarer ikke til de almindeligt forekommende latinske versioner af denne linje: matrem Christi si videret / Christi matrem si videret o.l. En version som christum si videret passer ikke i digtets rytmen, der ikke kender til uregelmæssigheder. 61 christi modher: svarer ganske vist til den tyske gruppes matrem Christi contemplari (betragte Kristi moder), men findes også som variant i den romanske gruppe. 62 skodess: præteritum passiv af verbet skode: se, skue. 63 i pyner: piner = smerter var ikke usædvanlig i senmiddelalderligt dansk, jf. Johs. Brøndum-Nielsen: Gammeldansk Grammatik, bd. III (1935) og flængde: pisk, svøbe. 65 hun saa: det er vanskeligt at afgøre om forlægget har vidit eller videns. 66 søde: tillægsordet sød, som oversættelse af latin dulcis er meget brugt i middelalderens bønnebøger som betegnelse for Kristus. Betydningen svarer til nudansk dyrebar, elsket. 67 vden hwswalelse: fortvivlet, trøstesløs; oversat fra desolatum (se note til den latinske tekst ovenfor). 68 drøffuelsens macht: svarer til den tyske gruppe vim doloris. 69 græde meth tek: svarer til den romanske gruppes ut tecum lugeam. 70 ælskæskullende: at skulle elske; latinisering; ordret oversættelse af amando. 71 christum: objekt for ælskæskullende. 72 vndher: sår (subst.).

15 73 Hellige moder giør thet ath christi vndher fangher stærkelige fæstes i mith hiærte: fangher synes at være en fejl. Det havde vel været tilstrækkeligt med: Hellige moder giør thet ath christi vndher stærkelige fæstes i mith hiærte. Adjektivet stærkelige svarer til den romanske gruppes valide. 74 skifft: del! (bydeform). 75 sarghede: sårede (inf. sarge: såre). 76 skifft nw meth mek thin søns pyner: har har forlægget haft poenas mihi divide. 77 sørge: her har forlægget haft condolere. 78 ærffue mek: opnå; jf. Kalkar, bd. IV, s. 972, opslagsordet Ærve(de), go.. 79 føyes til tek: svarer til den tyske gruppes me tibi consociare. libenter fra den romanske gruppe mangler altså. 80 i gratzcens astundhen: i længsel mod gråden. Underlig afvigelse fra den latinske tekst, som kunne tyde på at oversætteren ikke kan overskue planctu desidero. Sammenhængen er ellers helt klar: desidero iuxta crucem tecum stare et me tibi sociare in planctu = jeg ønsker at stå ved korset sammen med dig og slutte mig til dig i sorgen. 81 forclaræ: synes at være en ordret oversættelse at det latinske præclarus (femininum præclara): mest klare, mest lysende, overmåde klare o.l. Adjektivet præclara er et epitheton ornans for Jomfru Maria. Sml. vendinger som Ave preclara virgo Maria = hil dig du overmåde lysende jomfru Maria; pia preclara beata Maria = du fromme, overmåde lysende salige Maria; O Maria deo cara stella lucens et preclara = O Maria, du af Gud elskede, du lysende og overmåde klare stjerne. 82 oc hans pynes deel: svarer til den romanske gruppes passionis ejus sortem. 83 sørge: den latinske tekst har vulnerari: såres; muligvis har forlægget haft contristari. 84 drucken gøres: svarer til den romanske gruppes inebrari. cruce = af korset springes over. 85 aff thin søns blodh: svarer til den tyske gruppes cruore filii. 86 innenliwsd: oplyst (læses innen-ljusd); af verbet innenljuse: oplyse, jf. Kalkar, bd. II, s. 395, opslagsordet Indenljuse. 87 so innenliwsd oc optændh: må betyde oplyst af indre lys og optændt [af noget tilsvarende]. Den latinske tekst har noget andet: Inflammatus et accensus, som svarer til den romanske gruppes formulering. De to ord betyder det samme, nemlig brændende, omspændt af flammer o.l. Det passer også bedre sammen med det følgende, at på den yderste dag, vredens dag (dies iræ), hvor verden opløses i flammer (solvet sæclum in favilla), da påkalder hun Marias værn. Hvis man opfatter Inflammatus et accensus som positive udtryk, hvilket teksten i Anna Brades Bønnebog tydeligt gør, bliver påkaldelsen af Maria sært overflødig. 88 ærlig: ærefuld; hverken den romanske eller den tyske gruppe har noget der svarer til allæ ærligste. jomfru kan vel svare til den romanske gruppes virgo. 89 gømes: bevares 90 Giør mek ath gømes aff christo: svarer nogenlunde til romanske gruppes Fac me cruce custodiri. 91 foræsees: blive passet på (læses fore-ses). 92 giør ath siælen skulle giffues paradysi ære: svarer til den romanske gruppes fac vt anime donetur paradisi gloria. 93 y hwffkommess: husker (svarende til nyere dansk ihukommes). 94 hennyss: hendes (= Marias). 95 sywck: læs sjuk: suk. 96 wffryd: ufryd. 97 thet = hendes hjerte. 98 skaal: skælvede; skal læses med kort a. Verbet hedder i infinitiv skjælvæ, i dativ skalv eller skal. Om udviklingen -lv til -l, se Johs. Brøndum-Nielsen: Gammeldansk Grammatik, bd. II, København 1932, s lyde: læses lide. 100 for menniskes køn: for menneskeslægtens skyld. 101 lyme: et ris (til at piske med; læses lime). 102 beswyme: afmagt (læses beswime). 103 reff: reb. 104 støtthen: pælen; der refereres til Ny Testamentes omtale af Kristus, som blev pisket og forhånet. I middelalderens billedverden ses dette ofte skildret på den måde, at Kristus under torturen var bundet ved en pæl eller en søjle, således adskillige gange i adskillige danske kirkers kalkmalerier: Således i Smørum Kirke, Kongsted Kirke, Nørretranders Kirke, Sulsted Kirke, Nibe Kirke m.v. Dette motiv er ikke omtalt i evangelierne. 105 forswundhen: Kalkar, bd. I, s , opslagsordet Forsvinde, pkt. 3: gå bort, dø? har kun dette ene ekspl. Ordet er som bekendt (neder)tysk låneord, men er ikke belagt i middelnedertyske ordbøger. Det findes i Matthias Lexer: Mittelhochdeutsches Handwörterbuch, Leipzig , opslagsordet "verswinden": unsichtbar, unwirklich werden: vergehn, zu nichte werden, verschwinden, umkommen, sterben. Derudover "unp. [unpersönlich] mit dat. bewusstlos, ohnmächtig werden: si triben alsô lange daz biz in beiden verswant = til begge besvimede. Det forekommer også i nyere, se Grimm: Deutsches Wörterbuch (Leipzig ), bd. 25 (1956), opslagsordet verschwinden i betydningen 2) von lebenden wesen, vergehen, schwach werden. dahinsiechen, sterben, - med eksempler som: für

16 hunger wer er gar verschwunden = han var nær død af sult; itzt siht er nach dem klotz (richtklotz) auf dem er soll verschwinden = nu ser han hen mod blokken (henrettelsesblokken) hvor han skal dø. 106 håndskriftet mangler verbet; udgiverne foreslår beræ. 107 synd: læses sind. 108 legghe paa wind: gøre sig anstrengelser. 109 teckelige: til velbehag. 110 yndkrysth: indpræg (læses indkryst) 111 wndher ffem: fem sår, de to på hænderne, de to på fødderne og et i siden. 112 herefter mangler et verbum. Udg. indsætter wylle = ville. 113 rooss: betegnelsen rose i forbindelse med Maria var almindelig i middelalderen, f. eks. Virgo rosa virginum : Du jomfru, jomfruernes rose; rosa rosarum = rosernes rose. Referencen til rosen har utvivlsomt at gøre med Højsangens rosa Saron = Sarons rose, som er en af brudens betegnelser. 114 toop: lyder som ordet top (= hoved?), men kan være en fejl da ordet ikke rimer på brysth. 115 hydstrygh: førsteleddet hyd- er korrekt gengivet fra håndskriftet., da skrivningen også forekommer i Brandt og Helvegs udgave i Den danske Psalmedigtning, bd. I-II ( ), I. XIXb. Da det tilsyneladende er det eneste belæg for hydstryg eller blot hyd, er det vel en skrivefejl. 116 frelsth: må være imperativ. Sml. Johs. Brøndum-Nielsen: Gammeldansk Grammatik, bd. VIII, 873, anm. 1: Disse t-imperativer af svage Verber opfattes af Hægstad (l.c.) som fremkaldte af et efterstillet Pronomen Þu. en opfattelse Brøndum-Nielsen dog ikke deler. Han mener der er tale om analogidannelser efter andre verbaltyper. 117 tha: da