Den 30. september 1983 om morgenen mødte os dette syn, da vi skulle besigtige skaderne efter en turbulent nat, endt hos far og mor.

Størrelse: px
Starte visningen fra side:

Download "Den 30. september 1983 om morgenen mødte os dette syn, da vi skulle besigtige skaderne efter en turbulent nat, endt hos far og mor."

Transkript

1 2. Del Kampen med forsikringsselskabet Baltica... 6 Fundamentet Opbygningen af det nye hus... 9 Tiden på Vejlebrovej Professorkonkurrencen De nye dyrestalde Den gamle smedje Dyrlægevagten flytter Salys hestestatue Det første møde med Dyrefondet Plakaten som jeg eftersøgte er her vist i original og renskrift Skovturen til Flyvestation Karup Efteråret Efter N:O: Christensens død Turen til Kolind Peberkuren Lidt om min kollega Niels Velling Mig og mine ledninger Starten på videooptagelser Min tid som hundevæddeløbsdommer i En krybende specialopgave Mit 25-års-jubilæum den 26. november Medicin på afveje Jeg kunne ikke styre min kollega Nye arbejdsopgaver Huset i Kirkestrædet 9 i Rønne Journalist overværer en besværlig transport Mor og fars guldbryllup Hoppemalkning Forsommeren Mit fyrreårs jubilæum Fortjenstmedaljen Vi flytter til Rønne

2 Ildebranden på Selsøvej Den 30. september 1983 om morgenen mødte os dette syn, da vi skulle besigtige skaderne efter en turbulent nat, endt hos far og mor. Det nedbrændte hus dagen efter; bøger og papir lå delvis brændt uden for indgangsdøren Inden Velling tog hjem, bad jeg ham fortælle mine foresatte på mit arbejde, at jeg tog fri den næste dag. Vips kunne først ringe næste morgen, og her meddelte hun sin arbejdsplads, at hun ikke kunne komme, da vores hus var brændt. Da det var fredag, havde vi hele tre dage til at komme os i, og samtidig kunne vi få styr og overblik over skadernes omfang, og det trauma vi havde pådraget os efter aftenens oplevelser. Under disse omstændigheder mærkede vi begge to, hvor meget vi betød for hinanden, og at vores ægteskab bare blev endnu stærkere. Vi kunne sammen få talt ud om branden og dens skader og få begyndt at bearbejde det chok, som var fælles for os begge to. Brandvæsnet havde haft vagt på huset det meste af natten på grund af risikoen for eftertænding, som det kaldtes. Hvis der var gløder tilbage, ville branden kunne blusse op igen. Vips og jeg gik rundt om vores hus og iagttog de voldsomme skader. Det dryppede stadigvæk ned med sodet vand fra lofterne. Vores hjem var totalt ødelagt. Bøger og legetøj var under branden blevet smidt ud gennem de itugåede vinduer og lå nu i en stor våd, sort dynge foran indgangsdøren. Branden havde været svær at bekæmpe, da der var en etageadskillelse, som var større end normalt, fordi vi havde bygget 1. sal på det eksisterende hus. Brandmændene havde brugt motorsav og skåret mange huller i gulvet gennem gulvtæpperne, som stadigvæk var dyngvåde. Falck havde dækket vores møbler til med plastic, så godt de kunne. 2

3 Efter Vips og min inspektion ringede vi til vores gode ven Preben Henning, som også var vores forsikringsagent. En times tid efter stod han hos os. Han tilkaldte en byggesagkyndig konsulent Eriksen til at besigtige de skader, som branden og slukningen havde forårsaget. Ved 14-tiden kom konsulent Eriksen. I hans medbragte sorte diplomatmappe, lå en stor stak attester og papirer, som vi skulle udfylde sammen med ham. Vi gik huset igennem rum for rum for at få dannet os et overblik over skadernes omfang. Da vi var nået op til 1.sal, bad konsulent Eriksen om at låne toilettet. Han gik derud for at forrette sit ærinde. Vips sad på det tidspunkt og genlæste nogle af papirerne i stuen og ventede på, at vi ville komme ned igen. Pludselig råbte Vips nede fra stuen helt panisk: Der kommer vand ned fra loftet, og det løber lige ned i vores klaver! Konsulenten havde ikke tænkt på, at plastrørene var smeltet. Så da han skyllede ud, rendte vandet lige ned i klaveret, som stod åbent, da han lige forinden havde undersøgt det for skader. Alle strengene blev gennemblødt og ødelagt af urin og skyllevand, det var så tragikomisk, at vi kom til at grine. Eriksen beroligede os med, at klaveret nok skulle blive sendt til reparation hos Hornung & Møller. Han fik fat i et firma ved navn Povi, som næste dag ville komme og fjerne alt vores indbo og sortere det. Det som kunne repareres og renses ville de tage sig af,, og resten ville vi få erstattet efter en bestemt tarif. Vores tøj kunne de rense og ozonbehandle, så lugten af røg og sod villle forsvinde. Firmaet kunne også tilbyde os genhusning i en møbleret lejlighed i Ishøj. Vi var dybt taknemmelige over al den hjælp vi fik. En times tid efter at konsulent Eriksen var gået, kom en ung mand med nøglerne til vores genhusningslejlighed. Vi tog Stine og katten Gorm med til Vejlebrovej, hvor vi skulle bo. En ganske pæn 3-værelses lejlighed i et ejendomskompleks. Den lå på 1.sal og havde et pænt stort badeværelse, altan med udsigt til Ishøj station, og i køkkenet fandtes der både gryder, potter og pander og alt almindelig dagligt udstyr. Lejligheden var møbleret som et ganske pænt Ikea-hjem. Vi havde under samtalen med konsulent Eriksen fået at vide, at vi ikke ville kunne få erstatning, hvis jeg selv havde sat ild på huset. Så han ville afvente den brandtekniske rapport, før han kunne gå i gang med beregningen af skadens økonomiske omfang. Politiet ville gå alle vores konti igennem for at se, om der var begrundet mistanke om ildspåsættelse. Jeg havde under brandnatten været rystet over at blive beskyldt for brandstiftelse, og nu dagen efter talte de stadig om, at jeg måske kunne have gjort det. Fredag aften efter en endnu turbulent dag gik vi trætte til ro ret tidligt. Jeg husker tydeligt, at jeg hviskede til Vips, da vi havde lagt os i sengen: Vi skal nok passe på med hvad vi taler om, for der 3

4 kan måske være skjulte mikrofoner her i lejligheden. Vips slog det hen med et grin og sagde, at vi jo ikke havde noget at skjule. Jeg var åbenbart så tynget af disse beskyldninger, at det, at nogen overhovedet kunne få den tanke, at jeg skulle have sat ild på mit eget hus, var ved at slå mig helt ud. Lørdag morgen stod vi tidligt op, for vi skulle have besøg af brandinspektøren, som skulle afdække årsagen til branden. Præcis klokken 9 kom der en midaldrende mand fra Brandteknisk Afdeling. Vi bød ham naturligvis indenfor på en kop kaffe, som vi havde lavet i vores nye lejlighed og taget med på termokande sammen med nogle plastickrus. Vi havde fået forbud mod at benytte noget fra vores eget hus, da det kunne være forurenet af sod og plastdampe. Imens vi sad der og drak kaffe, spurgte han os ud om vores færden før og omkring brandtidspunktet. Han spurgte også, om jeg selv havde rodet med de elektriske installationer, hvad jeg benægtede. Han spurgte,hvor mange faser, der var indlagt i huset, og jeg svarede, at der vel var tre. Så sagde han, at jeg vist ikke havde meget forstand på de dele, så jeg havde nok ikke selv gået og rodet med installationerne. Efter samtalen over kaffen gik han i gang med de første undersøgelser. Det var i målerskabet. Han kaldte på mig og spurgte: Hvornår har du sidst skiftet sikringer? Jeg stod et øjeblik og tænkte før jeg svarede: For cirka en måneds tid siden, da der var gået overgang i vores læselampe. Jeg tog lampen fra, efter at den flere gange havde sprængt sikringerne. Det hjalp, og siden har der ikke været noget. Lidt efter kom næste spørgsmål: Har du rodet ved bundskruerne? Hvilke bundskruer? Nej, jeg har bare sat nye sikringer i. Er du klar over, at der sidder 15 amp. sikringer her hvor der kun skal sidde 10 amp? Jeg følte, at blodet steg mig til hovedet, og nervøsiteten bredte sig. Jeg svarede lidt spagt: Er det brandårsagen? - Det var jo helt mørkt, så jeg satte bare nye i. Jeg var ikke klar over, at man kunne sætte forkerte i, og at de så kunne virke. Du skal ikke bekymre dig, det er ikke det der er brandårsagen. Åh, gud, hvor var jeg dog lettet. Brandinspektøren forsvandt nu op på loftet. Han gik i gang med at søge efter ildens arnested. Stine var gået op på sit værelse for at se, om hun kunne redde noget af sit legetøj. Hun fik øje på Anker Jørgensen, som var blevet noget medtaget, men dog brugbar. Den var smidt hen i en sodet bunke ude på det uudnyttede loft. Bunken bestod af den gamle nu udbrændte rok, en kasse med frk. Mogensens krystalglas, som alle var sprængt på grund af varmen, og andre ting som tilhørte hende. Stine spurgte brandinspektøren, om han kunne hente Anker Jørgensen, som lå derude. Han spurgte om det var et billede. Stine rystede på hovedet: Nej, det er min dukke. Nå, ja, svarede han, Men så skal du også fortælle mig, hvad I lavede, inden der gik ild i huset. 4

5 Vi var til banko ovre på skolen, og så gik vi hjem, og jeg blev puttet i seng af mor. Vips havde hørt samtalen, da hun var på vej op ad trappen. Men han hentede Anker Jørgensen, som var godt sodet til. Ved 11-tiden kom en stor varebil fra Povi med to lidt kraftige damer i blå prikkede kittelkjoler og med en stor stak flyttekasser. De pakkede alt vores tøj og ting ned i flyttekasser. Efter et par timer var lugten så ulidelig, at jeg måtte gå nedenunder; der stank af sod og sur armsved i en skøn forening. Men effektive var de, så der blev registreret og pakket cirka 110 flyttekasser i løbet af dagen. Den store varevogn kørte i pendulfart alle vores møbler og flyttekasser til et stort lager i Avedøre. Da huset ikke kunne aflåses, skulle alt være fjernet, inden vi kunne forlade det. Sidst på eftermiddagen lød det oppe fra første sal: Jeg har fundet årsagen. Jeg løb så hurtigt jeg kunne op til brandteknikeren. Han viste mig et par brændte ledninger, som var smeltet sammen. De to ledninger her er fra antenneforstærkeren, de har lavet en kortslutning. Du kan se, at de er helt svejset sammen, og så pegede han hen på en forkullet kasse. Her er ilden opstået. Så jeg har fundet årsagen til branden, og der bliver sendt et brev fra politiet, at sigtelsen er blevet frafaldet. Åh, gud, hvor blev jeg dog glad, nu kunne vi endelig koncentrere os om erstatningen. Hele søndagen gik med at registrere alle de ting, som var totaltskadet og ikke var blevet bragt med ud til Povi. Vi havde haft mange ting liggende på det uudnyttede loft. Meget var fra frk. Mogensens hjem. Hun var kort forinden flyttet ind på plejehjemmet Ingeborggården på Frederiksberg. Her havde jeg sorteret en stor del af hendes indbo fra. Jeg indrettede hendes nye stue på en sådan måde, at de ting hun var vant til at se på, når hun sad ved sit sybord på Grundtvigsvej, stod på samme måde i hendes nye værelse Hun opfattede ikke helt, at hun var blevet flyttet. Dog bemærkede hun, at gulvtæppet var nyt. Hun spurgte mig endog om, hvem der har haft råd til at købe det nye der? - og pegede på gulvtæppet. Det har du givet dig selv, svarede jeg. Det ser ud ad helvede til, det er jo ikke ægte! Du kan ikke have ægte tæpper her, hvor du bor nu. Tæpperne skal ligge helt fast, så der ikke er nogen der kan falder i dem. Nåh! svarede hun lidt fornærmet, så må jeg vel finde mig i det. Resten af hendes indbo havde jeg anbragt midlertidig på vores uudnyttede loft. Preben Henning havde få dage forinden opgraderet hendes indboforsikring for det tilfælde, at der skulle ske noget med resterne af hendes indbo. For jeg vidste, at vi kunne risikere, at hun pludselig kom i tanke om en ting som hendes mor havde foræret hende, og så ville jeg få problemer, hvis jeg ikke kunne finde den til hende. Mandag morgen var vi igen på arbejde. Her gik det meste af dagen med at berette om ildebranden.. Vips havde fri først og var taget direkte til Vallensbæk. Hun skulle hente Stine, som var kommet fra 5

6 skole og taget direkte hjem til min mor og far, fordi hun skulle til spil. Hun gik på det tidspunkt til spil på Kollerupvej hos en ung musikstuderende, som hed Johnny. Stine var meget glad for ham. Hun var så benovet over hans hårfarve, som var den samme som kattens og hundens røde pels. Vips skulle vente, til Stine kom tilbage fra spil, og gik ind i vores nedbrændte hus. Her mødte hun en af beboerne fra Selsøvej, som var på luftetur med sin hund inde i vores hus. Han gik og rodede med en pind i nogle af de brændte ting. Vipse spurgte lidt irriteret, hvad han gik og foretog sig i hendes hus. Han svarede frækt tilbage, at han ikke kunne se, hvad det kom hende ved. Hun var dybt rystet over svaret og bad ham forlade huset. Det nægtede han. Vips løb ind til min far og bad ham smide ham ud. Far gik derover og måtte true med politiet, hvorefter han modvilligt forlod huset. Kampen med forsikringsselskabet Baltica Efter et stykke tid blev vi bedt om at holde et møde med taksator Eriksen. Det foregik hos os i lejligheden på Vejlebrovej i Ishøj. Konsulent Eriksen kom glædestrålende med den oplysning, at vi kunne få kr. i erstatning til at købe et nyt hus for, og at forsikringsselskabet så ville overtage det gamle. Vips og jeg var godt nok ikke tilfredse med det tilbud. Jeg oplyste, at grundens værdi alene beløb sig til kr. på det tidspunkt, og i så fald ville vi kun få kr. i erstatning for huset. Et hus til kr. ville være meget mindre værd end det gamle. Vi besluttede os til at få genopført huset og måtte derfor væbne os med tålmodighed, indtil vi fik besked på, om murene kunne genanvendes fra det nedbrændte hus, for hvis de havde taget så væsentligt skade, at de ville slå revner, skulle de rives ned. Han præciserede endnu en gang, endog meget kraftigt, over for os, at han ikke kunne give os mere end kr. Jeg fik den tanke at skaffe en kopi af de gamle tegninger, da mine egne tegninger jo var brændt. Jeg henvendte mig derfor til Vallensbæk kommune, som jeg vidste lå inde med et sæt tegninger, for at få en kopi. Med tegningerne i hånden tog jeg ud til Glostrup, hvor byggefirmaet Lind og Risør havde til huse for at få et tilbud på genopbygning af huset efter disse tegninger. Et par dage efter kom de med en pris på ca kr. Vi var nødt til at have flere tilbud, hvis vi skulle overbevise Baltica om, at de havde sat erstatningen for lavt. Vi fandt endnu et byggefirma K.K. Huse igennem den lokale avis. En meget venlig og kreativ mand med et navn, der lød som Kuno Kaye tegnede og viste os billeder af huse med i meget lækkert design. Herefter kørte han os rundt i området og viste os 4-5 huse, som han havde bygget i Solrød og omegn, og vi faldt pladask for hans byggestil. Da vi skulle til det 6

7 endelige møde, havde Vips fået helt galt fat i hans navn, så hun bad glad og fro hans sekretær om at komme til at tale med Kuk i Kaj. Vi lærte ham senere at kende, og navnet passede helt perfekt til ham. Jeg skubbede til Vips og rettede navnet lynhurtigt, og sekretæren kikkede undrende på os og sagde et øjeblik. Han havde under rundvisningen overbevist os om, at det var hans firma vi skulle vælge. Prisen blev ramt rigtigt kr. Vi havde nu to skriftlige tilbud med tegninger og en pris på kr. Det overbeviste Baltica. Vi skulle nu bare vente og se, om murene ville slå revner, og i så fald skulle hele huset rives ned. Efter 2 lange måneder kom afgørelsen: Huset skulle fjernes. Men fundamentet skulle genanvendes. Vi havde aftalt, at vi selv skulle sørge for kloakering, vand, afløb samt isolering af fundament, inden K.K. Huse skulle bygge huset op. Fundamentet. Vi kontaktede den lokale murer, som kom og gav tilbud på klargøring af fundamentet med diverse kloakker, vandtilførsel og afløb. Han målte og nivellerede og kom så med den besked, at husets fundament stod på en kun 60 centimeter sokkel. En lovlig sokkel skal være 90 centimeter. Endnu et problem! Jeg havde lige aftalt med Baltica og K.K. Huse, at der skulle bygges på eksisterende fundament. Prisen for byggeriet var også beregnet efter dette. Hvad skulle jeg nu gøre? Stines venindes forældre Lis og Niels, som begge var byggesagkyndige, henholdsvis arkitekt og ingeniør og ejere af et arkitektfirma, havde lige efter branden tilbudt os gratis hjælp, hvis vi stødte ind i problemer i forbindelse med byggeriet, og det gjorde vi nu. Det første Lis anbefalede var at få en advokat til at hjælpe med de juridiske problemer. Lis foreslog at øge fundamentet med fyrre centimeter. Det krævede en undersøgelse af jordbundsforholdene af firmaet Geoteknik. Geoteknik kom og foretog adskillige boreprøver, som blev analyseret, og konklusionen blev, at undergrunden bestod af ler fra istiden. Lises løsning kunne bruges, hvis der blev lagt et omfangsdræn rundt om hele fundamentet. Jeg bad mureren om et skriftligt tilbud på kloak og opmuring af fundament kr. lød tilbuddet på.. Jeg kontaktede forsikringskonsulent Eriksen og fremlagde tilbuddet. Han havde i mellemtiden taget kontakt med en anden murer fra Ishøj, som kunne gøre arbejdet kr. billigere. Jeg var lidt ligeglad med, hvem der skulle retablere fundamentet, og kr. var også mange penge at spare. Murermester Kurt Ovesen, som gav tilbuddet, var ikke selv kloakmester, så han skulle ansætte en kloakmester til at lave hele omfangsdrænet og kloaksystemet. Da han havde fået entreprisen, ringede han og beklagede, at han havde lavet en regnefejl på kr., så han kom desværre også op på

8 kr., og han havde for øvrigt kontaktet konsulent Eriksen og oplyst om fejlen. Konsulenten ringede lidt efter og beklagede regnefejlen, men han så helst, at Kurt Ovesen retablerede fundamentet, så prisen blev igen hævet til kr. Jeg gik nødtvunget med til dette snyderi. Kurt Ovesen kom et par dage senere og begyndte naturligvis med at bestille byggematerialerne hjem til Selsøvej. De ankom tidligt om morgenen og blev naturligvis læsset af på fortovet. Ved 10-tiden samme dag blev jeg ringet op på Landbohøjskolen af Glostrup Politi. Jeg fik kort besked på at fjerne alle byggematerialerne fra fortovet inden middag, i modsat fald ville Vallensbæk kommune fjerne det og køre det op på deres materialeplads. Jeg var dybt rystet, for jeg havde da set mange af naboerne have byggematerialer liggende i længere tid ud for deres ejendom. Jeg kontaktede straks Kurt Ovesen, som ikke tog truslen alvorligt, men bare lod fem og syv være lige. Da jeg kom hjem, var alt det leverede materiale fjernet af kommunen. Kurt Ovesen tog det helt roligt og bestilte bare noget nyt, dog med levering i indkørslen. Byggeriet var endelig gået i gang. Sidst på ugen blev jeg en aften ringet op af kloakmesteren. Du skulle prøve at komme forbi og se, hvordan fundament og klaplag er lavet. Jeg har set, at han ikke kommer cement i mørtlen. Jeg var rystet og tog straks til Selsøvej. Det så fint og flot ud, alle fundamentblokkene stod, som de skulle ifølge tegningerne. Jeg skubbede lidt til den ene gasbetonsten, som lå helt løst. Jeg var nu klar over, at det var sandt, hvad kloakmesteren havde fortalt mig i telefonen. Næste dag ringede jeg til Hjort, en byggesagkyndig på kommunen og forelagde ham problemet. Han kom og så på fundamentet lidt senere samme dag. Han bekræftede, at der slet ikke var cement i mørtelen. Men han var ikke spor forbavset, for kommunen kendte godt til Kurt Ovesens fupnumre og forsøgte derfor at gøre det vanskeligt for ham at arbejde inden for kommunens grænser. Jeg forstod nu, hvorfor hans materialer var blevet kørt bort. Jeg blev vred, ja endog rigtig vred, på Kurt Ovesen og smed ham med øjeblikkeligt varsel ud af byggepladsen. Da kloakmesteren var ansat af Kurt Ovesen, måtte han desværre også forlade pladsen. Da han åbenbart var klar over, at sådan en sag kunne tage nogen tid, inden byggeriet igen kunne komme i gang, og vinteren stod for døren, dækkede han alle kloakrørene til med vintermåtter, ca. 1oo stk. Byggeriet var nu for alvor gået i stå. I den førstkommende weekend fjernede jeg alle fundamentblokkene, og da der ikke var cement i mørtlen, kunne blokkene anvendes igen uden problemer. Klaplaget kunne jeg også fjerne, da det kun var vådt, stampet sand, og jeg reddede derved alle lecastenene. Ingen materialer på byggegrunden måtte fjernes, før retten havde afgjort sagen. Det gjaldt også Ovesens ubrugte cementblander. Efter tre til fire måneders venten var vi i Glostrup Ret. Kurt Ovesen mødte naturligvis ikke op. Hans beskikkede forsvarer oplyste, at han ikke havde midler til at betale erstatning til kloakmesteren, da han var erklæret konkurs. Jeg blev dømt til at betale for de hundrede vintermåtter og kloakmesterens arbejde og materialer. Til gengæld var materialerne på grunden min ejendom, og 8

9 måtte altså genanvendes. Kloakmesteren havde autorisation på kloakarbejdet, så før vi kunne komme videre, måtte vi med kommunens hjælp søge boligministeriet om at få ophævet denne kontrakt. Opbygningen af det nye hus. Jeg var nu godt træt af at være entreprenør, så jeg bad K.K. Huse om at overtage hele byggeriet med de materialer som lå på byggepladsen. Efter endnu en måned gik byggeriet i gang. K.K. Huse fik hurtigt skik på fundamentet, og en dag ringede Kuk i Kaj og fortalte, at han havde svært ved at skaffe almindelige røde mursten Gør det noget, hvis det blev hårdtbrændte i stedet for? Jeg var ikke helt klar over, hvordan sådanne sten så ud, og han henviste mig til at tage til byen og kikke på Industriens Hus, for her var anvendt hårdtbrændte røde sten. Jeg bad mureren Kim Bøg, som arbejdede på KVL, om et råd vedrørende valg af disse sten, og han rådede mig til at acceptere. Vips og jeg var lidt uenige om, hvorvidt vi skulle få bygget gavlene helt op til taget med mursten eller i træ. Vi havde frist til at tænke over det, indtil opmuringen skulle begynde. Jeg var for mursten, men Vips syntes, at det ville blive for tungt, og det endte med, at hun fik sin vilje. Men det var jo heller ikke hende, som kom til at male gavlene. Vi havde under planlægningen besluttet at udnytte hele førstesalen, da vi ikke havde udnyttet hele tagetagen i det nedbrændte hus. Det var helt rimeligt, at vi selv finansierede denne del. Udbetalingerne til entreprenøren var delt op i tre rater: en støberate, tagrate og en færdiggørelsesrate. Ved hver rate skulle forsikringsselskabet udbetale to tredjedele og vi selv en tredjedel. Men først når de tilsynsførende fra forsikringsselskabet og banken havde godkendt, at arbejdet var udført. Da entreprenøren bad om at få udløst tagraten, bad jeg banken komme og godkende. Jeg mente ikke, at arbejdet var færdigt. K.K. Huse havde den aftale med Baltica, at deres konsulent skulle kontakte Balticas konsulent, når raten skulle udløses. Bankens byggekonsulent kom; men nægtede udbetaling, da taget ikke var lagt færdigt. Jeg ringede straks til Baltica og oplyste, at min bank havde nægtet udbetaling. Jeg mente heller ikke, at de skulle betale, før der var givet grønt lys fra banken, og det var jo bare tidsspilde, at deres konsulent skulle tage helt fra Jylland og herover. Konsulent Eriksen var nemlig i mellemtiden blevet fyret fra Baltica, og den nye konsulent boede i Jylland. Svaret kom prompte, at nu skulle jeg ikke sinke arbejdet yderligere, det havde været besværligt nok. Og for øvrigt havde entreprenøren allerede samme morgen fået udbetalt raten. Lidt efter kom der besked fra min far, som gik derhjemme og fulgte byggeriet tæt, at han syntes, at jeg skulle komme hjem så hurtigt som muligt.. K.K. Huse var gået i betalingsstandsning. Håndværkerne var ved at forlade vores hus. 9

10 Dagen derpå kom der en låsesmed og satte låse i alle dørene, og nøglerne blev afleveret til Roskilde Rets bobestyrer. Hele huset var nu aflåst, så vi ikke kunne komme ind i vores eget hus, og der var udsigt til, at der kunne gå måneder, før vi kunne komme i gang igen. Min far fik den gode ide at spørge min gamle onkel Nøhr, som var pensioneret dommer, om råd; han havde stadigvæk nogle boopgørelser, som han ordnede for Roskilde Ret. Efter nogle dage havde onkel ordnet problemet, så vi fik nøgler til huset og en uforbeholden undskyldning. De forklarede, at det i sådanne byggesager normalt er byggefirmaet, der ejer huset og handler derefter. Vi gik atter en vinter i møde, og vi var nødt til at få sat varmekanoner op, da huset stadig var vådt. Min advokat fik Baltica til nødtvungen at betale el-regningen for udtørringen. Efter nogle måneder blev huset frigivet, og vi kunne fortsætte med at bygge. Det første problem vi stødte på var, at der ikke forelå tegninger af el-ledningerne. Jeg havde heldigvis telefonnummeret på den unge elektriker, som havde lagt dem, og jeg kontaktede ham straks og aftalte, at han skulle komme og lave arbejdet færdigt. Han havde en onkel, som var installatør, og hvis vi ville købe alle el-artiklerne hos ham, ville han kunne godkende og tilmelde el-arbejdet, når det var afsluttet. Jeg søgte i avisen efter en tømrer/snedker, som kunne færdiggøre byggeriet. K.K. Huses flotte specialdesignede køkken måtte vi vinke farvel til og i stedet tage til takke med et almindeligt Vordingborg-køkken. Helle var begyndt at komme sammen med Benny, og det kom mig for øre, at han var i malerlære. Ham fik jeg til at spartle, male og tapetsere hele huset, og det var noget af en udfordring for en malerlærling, men han udførte arbejdet med bravur. Endelig kunne vi bede kommunen om at godkende byggeriet. Men ak, de bad om en tegning af tagkonstruktionen, som jeg ikke havde, og der var også problemer med tagets udluftning. Hvordan skulle jeg løse det problem? Jeg var dog så heldig at kunne fremvise et foto, som Velling havde taget af den bærende jernbjælke, som var blevet skjult af loftbeklædningen. Jeg var blevet godt træt af Niels og Lises indblandinger i vores private økonomi, og det var heller ikke altid de bedste råd, vi havde fået fra dem. Så jeg gik til en ung byggekonstruktør, som var ansat i KVLs rådgivende ingeniørfirma. Han kom og målte op og beregnede og tegnede tagkonstruktionen, som blev godkendt. Hans honorar beløb sig kun til 500 kr. - det var for en gang skyld en vennepris..nytårsaften 1985 sad vi i vores nye hus og fejrede indflytningen. 10

11 Tiden på Vejlebrovej Dagen efter branden og ind til huset stod færdigt var vi genhuset af Baltica i en lejlighed som Firmaet Povi stillede til rådighed. 30 september 1983 til 31 december 1985 Efter vi langsomt havde fået de værste traumatiske oplevelser af branden på afstand og hverdagen var blevet normal. Havde Stine og Vips set i den lokale avis Sydkysten at der var optagelsesprøve for musikalske piger til Greve Pigegarde. Ved optagelsesprøven krævede de at pigerne kunne klappe en rytme og høre forskel på en høj og dyb toner. Stine og Vips tog til Mosede skole hvor garden havde til huse. I ventetiden talte Vips med en af de andre forældre som også sad og ventede. Hun spurgte Vips: Kan deres datter spille? Vips svare: Ja hun har gået til klaverundervisning i et år. Hvorefter hun slog ud med armene og sagde lidt hånende og med et nedgørende grin til Vips: Hun kan da ikke gå rundt med et klaver på maven. Her sluttede samtalen for pigerne kom ud i det samme. Pigerne skulle vente på deres afgørelse, som ville blive sende pr brev. Efter fjorten dage kom endelig det længe ventende brev I brevet stod der at Stine var blevet optaget på prøve som aspirant i tamburkorpset på marchfløjte. Til senere stor glæde for fru Frandsen som boede neden under os. For da Stine kom hjem efter det første møde i garden havde hun fået en marchfløjte udleveret. Eftersom hun aldrig før havde prøvet at blæse i sådan en, kom der de mest besynderlige lyde frem. Det irriterede hende så voldsomt, at hun fik et hysterisk anfald og smed fløjten gennem stuen. Fløjten knækkede da den var lavet af bakelit. Jeg skældte hende naturligvis ud, over den måde hun behandlede gardens ejendom på. Hun var utrøstelig og jeg måtte sætte mig ned og forklare hende at det krævede meget øvelse, det var ikke bare noget man kunne med det samme. Så derfor var det vigtigt at øve sig flittigt hver dag hvis hun ville blive i garden. Jeg fik under denne trøstende samtale samtidigt limet fløjten så godt sammen med kontaktlim at der ikke var nogen som opdagede at den havde været knækket. I hele den tid hun spillede i tamburkorpset var det på den knækkede fløjte. Vores underbo fru Frandsen som arbejdede nede på hjørnet i Aldi som kassedame. Tog fat i mig en uges tid efter at Stine var kommet i garden hun spurgte mig om vi kunne lave en aftale om at Stine ikke øvede sig efter kl. otte. Vi overholdt aftalen og Fru Frandsen led åbenbart herefter i stilhed resten af den tid vi boede der 11

12 Hundehvalpen Sara Jeg var blevet noget rastløs ved at bo i lejlighed og efter ret kort tid kom jeg hjem med en lille labradorhvalp som fik navnet Sara hun var kun tre uger gammel Tæven til hvalpen var blevet syg og måtte aflives. Da jeg skulle til at aflive hvalpen løb mit gode hjerte af med mig og jeg spurgte ejeren om jeg måtte overtage den. Ejeren gav sin tilladelse og jeg var blevet hundeejer igen uden resten af familien var taget med på råd. Vips krævede derfor at jeg selv måtte op om natten og give den sutteflaske. I starten var den så afhængig af mig at jeg havde den med på arbejde da den skulle fodres hver fjerde time. Da vi også havde katten Gorm havde vi fået hænderne fulde. Under luftturene med Sara lærte Vips og jeg Ishøj virkelig godt at kende fordi vi gik sammen når vi luftede hund, det var ellers ikke noget vi før havde praktiseret sammen. Under disse ture planlagde og drømte vi om hvordan vores nye hus kunne og skulle indrettes og hvad vi ville købe når vi fik udbetalt erstatningen for vores indbo. Frk. Mogensen som vi lige havde fået installeret på Plejehjemmet Ingeborggården havde efterladt sig en hel del indbo som vi havde deponeret på loftet. Hendes indboesforsikring ville dække hendes skader. Da hun lige havde foræret os disse ting, blev vi lovet at det ville hendes forsikring erstatte og udbetale til os. På klinikken var vi begyndt at se flere dødsfald af store hunde som havde leget med for små massive gummibolde som blev solgt som hundelegetøj. Jeg gik i gang med at opbygge en samling af fremmedlegemer af forskellig slags som blandt andet blev fiskede op af dyrenes maver. Samlingen voksede ret hurtig da boldene var på mode efter ret kort tid havde jeg syv af slagsen vi så også at vildkatte havde tomme kattemadsdåser kilet fast på hovedet så de døde af sult og tørst da de ikke kunne få hovedet ud af dåsen igen på grund af, at dåsens låg ikke var blevet helt åbnet, og derved kunne låget danne modhager. Danmarks Radio havde planlagt sammen med klinikken at lave en udsendelse med Poul Thomsen som studievært om Dyrlægevagten i dengang den meget populær serie Dus med dyrene Udsendelsen startede med at fremvise min samling af fremmedlegemer og samtidig fortalte han de dyrs skæbne. Så samlingen fik gjort sin gavn og senere skrev Dyrefondet advarsler om bolde, dåser, sutter og fiskekroge. Lidt senere på året blev jeg kontaktet af vores glasvasker på Central laboratoriet Ivan Christensens søn Ren e som jeg havde ved en tidligere lejlighed givet en skriftlig anbefaling fordi han flere gange havde hjulpet mig med at få min 12

13 duplikator og stencilbrænder til at fungere Det var en ren luksus for mig at have en så dygtig ung elektromekanikker ved hånden. René søgte og fik den opslået stilling på IT afdelingen Københavns Universitet og min anbefalingen var med til at han fik stillingen det fortalte han mig senere.en dag kontaktede Ren e mig Han havde fået til opgave at hjælpe de filmstuderende med et projekt som havde valgt at lave en dokumentationsfilm om et ukendt museum. KVLs Veterinær Museum som han havde i tankerne. Jeg foreslog at de studerende skulle tale med Professor Gert Espersen da han var leder af muset. Efter et stykke tid skulle optagelserne finde sted. Professor Gert Espersen, Dyrlæge Dirch Poulsen, Vagtmester Walther Hansen og mig. Vi skulle lave et rollespil som kunne vise hvordan man i gamle dage kørte i praksis med hestevogn og herefter med en gammel teknik kastrere en hest hvorefter at Espersen viste og fortalte anekdoter om nogle af de gamle instrumenter ( filmen kan ses på nettet under-- htpp:/www. edumedie.dk et ukendt museum )Jeg fik efter disse films optagelser vagt min interesse til selv at prøve om jeg også kunne lave film. Professorkonkurrencen Der var i 1967 en stor professorkonkurrence, hvor tre dyrlæger var blevet erklæret lige kvalificeret til professorstillingen på den medicinske afdeling. De tre dyrlæger var Mogens Simensen, Knud Nielsen og den afgående professors søn Hans Jørgen Bendixen. Selve konkurrencen foregik naturligvis på lige vilkår. Professor N.O. Christensen og dyrlæge Eriksen fik til opgave at finde tre egnede patienter til konkurrencen. To af patienterne kom fra Faxe, og den sidste kom fra egen praksis. Jeg blev sent om aftenen i al hemmelighed sendt ud for at hente dyrene med dyreambulancen og stik mod al sædvane var der ikke engang skrevet en køreseddel (rekvisition). Ved dyrenes ankomst blev der straks sat en ekstra vagt på stalden for at forhindre at nogen fik set eller skaffet sig oplysninger. Næste morgen, hvor konkurrencen skulle afholdes, skulle de hver især 13

14 trække et eksamenskort. Kortet viste, hvilken patient de skulle have udleveret. Efter undersøgelserne skulle de holde en forelæsning om patienten. Der var et bedømmelsesudvalg, bestående af 4 fagligt kompetente udenlandske professorer og en dansk. Koen gik til Knud Nielsen, kalven fik Hans Jørgen Bendixen, og Mogens Simensen fik en rolig bryggerhest, som kom fra Carlsberg. Simensen var meget nervøs og usikker, så han tog måske nok for mange unødige blodprøver, og det fik den rolige bryggerhest helt op i det røde felt, så den nægtede at samarbejde. Det hæmmede ham naturligvis i at få den ordentligt undersøgt. Dyrlæge Knud Nielsen blev helt klar vinder af professorkonkurrencen. De nye dyrestalde I 1972 stod det nye Hospital for Mindre Husdyr færdigt. Patienter og personale havde opholdt sig på den gamle klinik under hele byggeriet. De havde derfor rig mulighed for at følge med i byggeriet. Jeg husker blandt andet,hvor stort og tykt fundamentet til bygningen var. Der skulle opføres et sikringsrum i den første del af kælderen. Dette kælderlokale skulle bruges i tilfælde af krig eller anden katastrofe, det var et lovkrav ved så store byggerier. Røntgenafdelingen blev lagt i den fjerneste ende af hospitalet ud mod vestskellet, længst De nye storedyrsstalde til h. i billedet væk fra vores klinik. Når vi derefter skulle have røntgenfotograferet vores patienter, måtte vi derfor gå den lange vej, og det var specielt et problem for os betjente. Hvis hundene ikke var i stand til at gå selv, ja, så måtte vi jo bære dem i armene den lange vej både frem og tilbage. Senere fik vi bevilget og anskaffet os en trækvogn. Den 1. december 1973 kom Kirurgisk Klinik tilbage på Bülowsvej til de helt nye stalde. Mogens Koch og Steen Eiler Rasmussen var de ansvarlige arkitekter for det nye staldbyggeri. Man havde desværre under byggeriet fået besked fra ministeriet om, at der skulle spares 10 % på byggeriet, så derfor kom der ikke fuld kælder under resten af bygningerne. Førstesalene blev også reduceret med to tredjedele, og man løste problemet med et fladt tag. Efter indflytningen opdagede man hurtigt, hvor besværligt det var, at der ikke var afsat plads til hø, halm, roer og ensilage (syregæret foder). For at få plads til fouragen måtte man i stedet bruge noget af den gamle isolationsstald, som lå i den anden ende af vestskellet, og det gav en del mere arbejde for staldbetjentene, som nu skulle hente foderet så langt væk fra staldene. Der gik heller ikke ret lang tid, før nogle af ydermurene revnede, 14

15 og ventilationen i stalden var dårlig. Ventilationen larmede også så meget, at når man skulle lytte til en patients hjerte eller lunger, måtte man slukke for det spektakel. Men personalet og studenterne var nødt til konstant gå i den larm. Selv om disse fejl og mangler var påpeget af afdelingen, blev en af staldens mure alligevel prydet med en fin messingplade af Frederiksberg kommune. Det, at man præmierede sådan et staldbyggeri, var noget af en gåde for mig og mange af mine kollegaer. Det var for os tre, som kørte dyreambulancen, trods alt dejligt, at de var flyttet tilbage, så slap vi for at hente alle de døde heste og køer på Rørrendegaarden og køre dem ind til patologerne. Men vejen blev noget længere for Velling og mig, når vi skulle hente og bringe de akutte patienter. Der kom også samme år en helt ny bestemmelse om lastbilers parkering. Den forbød blandt andet al lastbilparkering på villaveje. Velling og jeg havde i den forbindelse søgt og fået en parkeringstilladelse af Vallensbæk kommune via Glostrup politi. Dyreambulancen fik således en permanent tilladelse til at holde i en nedlagt buslomme på Vallensbæk Torvevej med den begrundelse, at det var et redningskøretøj. KVLs dyreambulance i firserne Den gamle smedje Bindesbølls gamle smedje havde været ramme om gode og minderige fester for både studerende og ansatte. Studenterne havde i nogle år holdt deres årlige fest den første weekend i maj. Festerne var en stor begivenhed for både vip er (videnskabelige medarbejdere), tap er (teknisk administrative medarbejdere) og studenter. Festlighederne begyndte fredag først på eftermiddagen i Apotekergården. Rektor og formanden for VMF (veterinærmedicinsk forening) holdt begge en tale og ønskede alle en god fest i god ro og orden. Herefter blev der drukket øl og spist pølser til musikken fra et kendt populært band. Mange af de lidt ældre medarbejdere dukkede op og hyggede sig sammen med de studerende og deltog i festlighederne resten af eftermiddagen, ja, selv administrationskontorets øverste personale kom og drak fadøl. Aftenens fest begyndte med, at studenterne og de yngre fra vip- og tap-grupperne kom for at se årets nye revy som i de første år foregik på Gimles scene (KVLs kantine). Her blev der gjort grin 15

16 med de lektorer, som havde kvajet sig, og de uheldige politiske beslutninger, som var truffet i årets løb på KVL, gik heller ikke ram forbi. Her kunne studenterne få afløb for deres utilfredshed i sang og sketch. Bagefter var der fest i smedjen med kulørte lamper, og alle dansede til et af tidens hotteste bands i skøn forening med fadøl og ristede pølser. Der blev indført en ny specialitet Rocky Mountain Oysters. Det var oprindelig ristede lammetestikler, serveret på ristet franskbrød. Testiklerne blev samlet af Erik Eriksen fra vores praksis, men det blev efter nogle år vanskeligt at fremskaffe tilstrækkelige mængder. Man fandt lynhurtigt ud af at erstatte dem med grisetestikler for dem kunne vi skaffe masser af. Et par måneder før festen gik Eriksen og jeg i gang med at tage grisetestiklerne hjem. De blev lagt i vores fryser i lange brune rektalhandsker. Sammen med de andre patologiske særheder som lå i fryseren. Man kunne ikke blive dyrlæge og et ordentligt mandfolk uden at have fortæret sådan et sæt. Jeg syntes, at de smagte som en lædersål, der er smurt ind i brun sæbe. Alle besøgende kvinder skulle smage denne specialitet, men fik først at vide, hvad den bestod af, når den var fortæret. Disse afsløringer gav altid morsomme reaktioner, og den glade giver syntes var morsomt at bilde pigen ind, at der var så mange hankønshormoner i dem, at det gav hende hår på brystet. Mange af de kvindelige deltagere, som kom til smedefesterne, var elever fra Mariaforbundet. Det var en husholdningsskole, der lå på Kastanievej lige over for indkørslen til KVL ved Dyrlægevej. Efter en smedjefest sidst i tresserne fik de pludselig forbud mod at deltage i festerne på KVL. Mariaforbundet havde nemlig observeret, at deres elevers graviditetsfrekvens var steget væsentligt efter den sidste smedjefest. Da man i disse år var begyndt at få flere kvindelige studerende ind på veterinærstudiet, fik det ikke væsentlig betydning, at genboens piger ikke deltog. Dagen efter fortsatte festen. Og overskuddet blev anvendt til tilskud til studenternes udvekslingsrejser. Senere udviklede smedjefesterne sig til gigantiske arrangementer med deltagelse af alle studieretninger, ikke bare var veterinærerne. Den gamle beslagsmedje havde altså stor betydning for alle grupper på Landbohøjskolen på grund af både faglige og personlige oplevelser. Og nu blev den pludselig truet af nedrivning. Den lå i vejen for nybygninger. Smedjen havde oprindelig fladt loft, og det bevirkede, at der blev ulidelig røg i smedjen, når alle 12 esser var i brug. Stibolt, som var chef for beslagsmedjen i årene , fik løst dette problem ved at hæve loftet til det nu bekendte høje hvælvede loft. Smedjen havde desuden fået tilføjet sidebygninger, som indeholdt undervisningslokaler for veterinærstuderende i praktisk beslaglære og et øvelsesrum for praktisk fødselshjælp. Disse sidebygninger kunne let fjernes. Ændringerne var ikke større, end smedjen kunne reddes og de historiske og museale værdier bevares. 16

17 Ifølge den historiske og museale fagkundskab var den gamle bygning fra Bindesbølls tid overordentlig vigtig, og man fandt det beklageligt, hvis den gamle smedje skulle forsvinde. Smedjen var bevaringsværdig som kombination af værksted for beslag og som museum. Et ihærdigt diplomatisk og fagligt forsøg på at bevare den gamle smedje blev iværksat, og i fandt der en brevveksling sted mellem bl.a. professor G. Espersen og rigsantikvar P.V. Glob, og andre museumsfolk på den ene side og Fagrådet for Veterinærvidenskab og Undervisningsministeriets Byggeadministration, Det Særlige Bygningstilsyn og rektor H.C. Aslyng på den anden side, men alle anstrengelser var forgæves. Ved den afsluttende afstemning om sagen i konsistorium benyttede rektor H.C. Aslyng sig af reglen om, at rektors stemme i tilfælde af stemmelighed tæller dobbelt, og det blev således vedtaget at rive smedjen ned. Den endelige beslutning blev taget i Da det blev kendt, at rektor ved hjælp af konsistorium havde fået tilladelse til at rive smedjen ned, rejste der sig en oprørsstemning blandt både studerende og ansatte, og man ville forsøge at forhindre nedrivningen. Da strøm- og vandforsyningen til smedjen pludselig blev afbrudt, var man klar over, at nedrivningen var nært forestående. Nu måtte der handles. Der blev organiseret demonstrationer, og man prøvede samtidig at få samlet penge ind ved at sælge bøjede hesteskosøm til at sætte i knaphullet på sin jakke eller som smykker, ja, der var sågar nogle af pigerne, der brugte dem som øreringe for at vise at man var imod nedrivningen. Smykker af hesteskosøm dannede derefter mode i det ganske land. De hyrede Mads Stage til at tegne tre skitser af smedjen, de blev reproduceret på De Studerendes Råds trykkeri og blev solgt i stort antal. Man forsøgte også diverse fonde, og man håbede til det sidste at det ville lykkes at bevare den gamle smedje. Der skulle bruges rigtig mange penge til en tiltrængt gennemgribende restaurering. På et vist tidspunkt var det på tale at få den flyttet ud til Frilandsmuseet, ej heller dette var der råd til. Rektors nedrivningsplaner kunne nu udelukkende forhindres ved, at der til stadighed opholdt sig mennesker i smedjen.. Studenterne besatte rektors kontor efter et stormøde på Gimle. Der blev efter sigende drukket adskillige kasser øl den aften, og om natten var der nogle af studenterne, som kom hinanden mere ved end normal moral tilsagde. Det må bemærkes, at det var i halvfjerdsernes flippede tid. Om morgenen kl 6 ankom rektor til sit kontor og tog dem bogstavelig talt på sengen(gulvet). Han lovede dem, at der ikke ville ske noget med smedjen. De trak sig i ro og orden ud af kontoret Alligevel oprettede de studerende herefter en turnusordning, hvor der altid var nogle studenter på vagt i smedjen. Et værelse på loftet i smedjen blev anvendt som kommando- og soverum. Når mørket faldt på, blev smedjen oplyst af stearinlys og flagermuslygte. Moralen blandt de studerende var så god, at smedjen i disse måneder hvor aktionen stod på, var besat af studerende døgnet rundt. 17

18 Onsdag før påske 1977 gik de studerende som havde vagten på en velfortjent påskeferie, da de ikke regnede med, at der var fare for nedrivning i helligdagene. Men ak, skærtorsdag, den 7. april 1977 om morgenen slog skolens ledelse til. Inden det blev lyst, gik en af nattevagterne efter rektors ordre rundt i smedjen med en lommelygte for at undersøge, om der var nogen studerende i smedjen, før aktionen gik i gang. Jeg havde vagt, så jeg var i Dyrlægevagten klokken lidt over otte. Jeg var godt i gang med at rydde op og vaske instrumenterne af, da jeg hørte et ordentligt brag. Jeg så ud ad vinduet: den store skorsten på smedjen var med en kæde blev revet ned og havde smadret taget på smedjen. Derefter kørte de med en stor bulldozer ind i gavlen på bygningen. En stor støvsky bredte sig ud over pladsen. Jeg blev rystet over at se, hvor hurtigt man kunne ødelægge en bygning. De studerende havde ellers inden de gik hjem fjernet strømfordelerdækslet på bulldozeren. Men entreprenøren havde åbenbart luret dem Jeg ringede straks til vores studentermedhjælper Jens Eskjær Jensen, som var dybt involveret i blokaden. Der gik ikke lang tid, før en del studenter kom tililende, men for sent. Her stod de slukørede og betragtede smedjens endeligt. Da nu smedjen var blevet revet ned, var studenterne blevet husvilde til den forestående årlige smedjefest. De fik i hast lejet et stort telt, som blev slået op på græsplænen bag ved festauditoriet. Der blev til lejligheden oprettet et diskotek i det ucharmerende anatomiøvelseslokale. Vagtmester Walther Hansen, Vips og jeg deltog naturligvis i festlighederne. Lørdag morgen havde jeg vagt og var inde på klinikken for at fodre fisk og rydde op efter nattens konsultationer. Da jeg skulle til at gå hjem, mødte jeg Walther henne ved det store telt. Vi var begge helt enige om, at rammerne for smedjefesten havde mistet deres særpræg. Walther begyndte at fortælle om en stor fest som dyrlægeforeningen havde afholdt. Studenterformanden og et par hjælpere kom hen til os. Vi foreslog at de næste år skulle spørge om lov til at afholde festen i staldene, de kunne jo gøre ligesom dyrlægerne, pynte båsene op med bøgegrene og bruge spiltorve og båse som små hyggepladser ved at sætte et par borde og de tilhørende stole derind. I det nye ridehus kunne de afholde revyen på den netop indrettede forhøjning til løbebåndet, det ville være en velegnet scene. Studenterformanden takkede for tippet, og året efter og fremover blev staldene brugt som cafe. Man ryddede staldene for dyr et par dage før festen. Jeg hentede bøgegrene ude i Dyrehaven med ambulancen dagen før. Og i mange år derefter optog jeg revyen på video. 18

19 Dyrlægevagten flytter I 1979 blev det vores tur til at flytte ind i den nyopførte ambulatoriske klinik. Den var som de andre nye bygninger tegnet af arkitekterne Mogens Koch og Steen Eiler Rasmussen, og den var delvis blevet placeret på den tomme grund, som smedjen havde ligget på. Vi var den sidste del af det nye staldkompleks, og var dermed rosinen i pølseenden. Resultatet var, at der ikke blev bygget en førstesal på vores bygning, den var blevet sparet væk. Til gengæld var Dyrlægevagten blevet udvidet med et Klinisk Centrallaboratorium, som vores professor havde kæmpet for i mange år. Centrallaboratoriet fik til huse i stueetagen i 1-61 i genetikbygningen, og vores nye klinik blev bygget sammen med den eksisterende genetikbygning. Mogens Simesen havde i nogle år gået og regnet med, at når han nu ikke havde fået professoratet, ville han blive leder af centrallaboratoriet. Men heller ikke det lykkedes for ham. N.O. Christensen havde aftalt med de kliniske afdelinger, at han skulle overtage og lede laboratoriet. Mogens Simensen følte sig forbigået. Tilmed skulle han også flytte fra Medicinsk Klinik og ansættes under N.O. Christensen på Klinisk Centrallaboratorium, ja, der var måske ikke noget at sige til, at han blev en bitter mand. Det skete da også ret ofte, at de to råbte og skreg efter hinanden på gangen, som to små drenge, der var blevet uenige om skovlen i sandkassen. Salys hestestatue Vi var ved at være færdige med at flytte dyrlæge-vagtens inventar til det nye centrallaboratorium, og jeg stod nu og kikkede på hesten som var anbragt på væggen i venteværelset. Det var en figur, som jeg syntes hørte til på klinikken, den havde jo altid været der. Den var desværre i en lidt dårlig stand, da benet havde været brækket, og vi havde flere gange måttet reparere det med gips. Det var også blevet mode at skrive og Salys hestemodel i det gamle venteværelse på dyrlægevagten tegne på vægge og toiletter, og hesten var ikke gået ram forbi. Der var tegnet en pil som pegede nedad med en obskøn tekst. 19

20 Der var ikke så meget respekt for den slags ting mere. Jeg var lidt i tvivl om, hvor jeg skulle placere skulpturen i den nye afdeling. Alle mine kollegaer mente, at jeg skulle smide det gamle monstrum i containeren. Jeg var aldeles ikke enig med dem og vidste af erfaring, at professor N.O. Christensen skulle spørges først. Jeg havde ved en tidligere lejlighed foræret et gammelt medicinskab til dyrlæge Eriksen, som han kunne bruge i Zoologisk Have. Det blev N.O. Christensen meget vred over, fordi han ikke var blevet spurgt, og jeg måtte hente det igen, Jeg fik nu fat i N.O. Christensen og spurgte om hans vurdering af hesten. Han mente også uden at tænke sig meget om, at den skulle smides ud, for den passede ikke ind i den nye kliniks stil. Jeg var klar over, at det ikke nyttede at tage den med hjem, for hvor skulle den stå, og min kone Vipse var af samme mening som mine kollegaer. Jeg satte den derfor ned i afdelingens kælder under vores nye værksted. Efter et par uger var vi blevet færdig med indflytningen, og der var kommet mere ro på afdelingen. Nu kunne jeg få tid til at se nærmere på hesten. En sen fredag eftermiddag gik jeg ned i kælderen for at studere den nærmere. Jeg havde taget en trekantet tandrenser og en stiv børste med, og jeg begyndte forsigtigt at skrabe lidt af malingen af. Jeg blev snart klar over, at hestestatuen var særdeles detaljeret, ja, selv hesteskosømmene havde den rigtige facon. Trensen (hovedtøjet) var mig en gåde, hvorfor var spændet placeret i nakken, og ikke på kæbestykket? Min nysgerrighed var så stor, at jeg måtte op og spørge professor N.O. Christensen, som stadigvæk sad på kontoret, selv om klokken var over fem, og alle andre var gået hjem på nær den vagthavende dyrlæge. N.O. Christensen havde som regel altid svar på sådanne faglige spørgsmål. Han spurgte mig, hvor jeg havde set det. Jeg svarede lidt modvilligt, at gipshesten stadig stod i kælderen, og den havde et sådant hovedtøj på. Det vil jeg meget gerne selv se. Så begav vi os begge ned i kælderen. Han så meget på hesten, men havde ikke noget bud på problemet. Han ville dog gå hjem og prøve at finde ud af det. Mandag formiddag gik jeg op på Veterinærmuseet og spurgte, om de kunne fortælle mig noget om den hest, som havde stået i vores gamle venteværelse. Jeg var specielt interesseret i dens hovedtøj. Museumslederen blev meget interesseret og lovede mig at undersøge sagen. Lidt senere på dagen kom N.O. Christensen. Han havde fundet forklaringen: Det er et kamphovedtøj, når man duellerer med lanser. Men det mest interessante er at jeg tror, at det er en model af rytterstatuen - uden rytter - den som står inde på Amalienborg Slotsplads. Et par dage senere kom der besked fra museet, at man havde fundet hesten i Viborgs inventarlister. (E. N. Viborg ( ) var veterinær og lektor ved Veterinærskolen på Christianshavn. Efter Abildgaards død i 1801 blev Viborg forstander for skolen frem til Hans gravsted blev i sin tid overført til KVL og kan i dag ses i hovedbygningens atriumgård.) 20

21 Hesten var nu pludselig interessant, og den skulle straks sendes ud på konservatorskolen. Rektor var blevet orienteret og havde straks bevilget udgifterne til restaureringen. To flyttemænd fra firmaet Danmark skulle sammen med forvalter Jens Larsen påse, at den blev omhyggeligt pakket ned, og jeg havde fået strenge ordrer til ikke at røre den. Efter godt et års tid dukkede hesten op. Vi havde i mellemtiden mistet vores professor. Han var blevet indlagt med en blodprop og skulle opereres i kransårerne, det vi i dag kalder en bypass. Det var en ny operation, som man lige var begyndt på. Han stod den desværre ikke igennem og afgik ved døden i Da hesten ankom fra konservatorskolen i foråret Hestestatuens nye placering efter resaureringen 1984, havde man ikke tænkt på, hvor den skulle anbringes, så den kom i første omgang over på vores afdeling godt pakket ind. Der var under restaureringen blevet skrevet en fin afhandling om den. Da jeg blev klar over, at ingen havde gjort sig tanker om dens placering, fik jeg den geniale ide - syntes jeg selv - at den ville tage sig rigtigt godt ud i forhallen til festauditoriet. Når man som gæst er inviteret til et fagligt eller festligt arrangement på KVL, foregår det som regel i festauditoriet. For at komme derhen går man først gennem Grønnegården, og for enden af gården åbner man den 4 meter høje mørkebrune hoveddør til forhallen. Her vil man så straks få en fornem kulturel oplevelse. Ens blik vil straks falde på Salys hestestatue, og lader man blikket vandre rundt i forhallen, bemærker man straks Bindesbølls to smukke svungne trapper med smedejernsgelændere, som fører op til førstesalen. Dekorationsmaleren G. H. Hilker har stået for udsmykningen af selve rummet, og han har valgt sorte, marmorerede paneler op til de store jernvinduer, og øverst er rummet malet med den pompejirøde farve, som går igen i festauditoriet. De høje paneler er dog lavet som dansk marmor. Dansk marmor kan være træ eller som i dette tilfælde pudset væg påmalet marmormønster af dygtige dekorationsmalere. Gulvet i Forhallen er dog udført i ægte, smukke marmorkvadrater. Hvis man lader blikket søge mod loftet, ser man en loftdekoration, et billede fra den nordiske mytologi, der forestiller Frej med galten Gyldenbørste,omkranset af kornneg og blomsterbuketter. Jeg gjorde noget, som jeg aldrig havde gjort før. Jeg stak en lille nødløgn og bildte vores administrator Højby Hansen ind, at N. O. Christensen havde nævnt over for mig, at han synes, at hestemodellen ville tage sig godt ud foran festauditoriet. Det blev straks godtaget, og man fik Erling Michelsen fra snedkerværkstedet til at fremstille en montre, så den kunne stå der uden at nogen kunne røre den. 21

22 Dagen kom for den officielle modtagelse af den nyrestaurerede hesteskulptur. Fru N.O. Christensen skulle repræsentere sin afdøde mand og modtage den. Jeg var også inviteret og stod lidt bag ved de prominente gæster. Her fik vi en længere udredning om, hvor heldigt det var, at skulpturen var blevet reddet, og det var den kendte kunstner Saly, som var mester for den. Men desværre havde der været en vandal og skrabet i den ved munden og halsen. Jeg stod skamfuld og krøllede tæer og tænkte mit. Godt, de ikke vidste, at det var løgn det med placeringen. Den historie holdt jeg hemmelig til mit fyrreårs jubilæum. I dag figurerer hesten i skolens logo. Det første møde med Dyrefondet Aase Reinhard og Annie Bohè havde den daglige ledelse af Dyrefondet i Nansensgade 90 i København. De var for mig ganske ukendte, men jeg havde godt hørt tale om en dyreværnsforening af dette navn. Vi på klinikken prøvede altid så vidt muligt at undgå sådanne foreninger, da vi ofte havde dårlige erfaringer med dem. For eksempel dyreværnsforeningen Svalen. Svalefar, som han blev kaldt, var stifter og ejer af denne forening, og han havde nogle meget rabiate holdninger vedrørende dyrevelfærd og dyreværn, som medførte at han tit var i dagspressen. Så han var både elsket og frygtet af mange. Svalefar havde anskaffet en meget fin dyreambulance med alt tænkeligt udstyr til en moderne smådyrsambulance. Men der var desværre ikke adgang for dyr i denne fine bil. Rygterne havde svirret længe om, at Svalefar fornylig havde overværet en påkørsel af en hund. Den var meget ilde tilredt med blod, urin og fækalier, og derfor ringede han omgående til Dyrenes Dag, som stod for den økonomiske drift af Falcks dyreambulancer, og fik en af dem tilkaldt, for han skulle ikke have svinet sin fine ambulance til. Den var åbenbart kun beregnet til hans privatkørsel, så det var bare et stort reklame- og bluffnummer. På Københavns Slagtehus havde han en formiddag stillet sig op for at iagttage og forbyde jødernes rituelle slagtemetode schæchtning. 22

23 Han havde råbt og skreget efter slagterne og lovet dem alverdens ulykker. Det endte naturligvis med, at han blev jaget ud med hævede knive af tre store slagtesvende, som ikke ville forstyrres i deres arbejde. Og hvis han kom igen, kunne han få samme tur som køerne. Han satte aldrig mere sine ben på Københavns Slagtehus. En sommer formiddag blev jeg ringet op af Annie Bohè, Dyrefondet, hun havde fået nys om, at vi på dyrlægevagten måske kunne hjælpe hende og politiet med at indfange en vild hund, som var løbet rundt i ca. et halvt års tid i området ved Greve. Den vilde hund havde flere gange om dagen krydset Gl. Køgelandevej og var skyld i flere harmonikasammenstød. Politimesteren havde derfor henvendt sig til Dyrefondet for at få hjælp til indfangning af hunden, da det ikke var lykkedes politiet, som heller ikke ville ofre mere tid på den sag. Jeg lovede, at vi ville prøve at indfange hunden, levende eller død, hvis vi kunne få at vide hvor den befandt sig. Jeg ville forelægge problemet for Velling, for ham var jeg nødt til at få hjælp af. Men han ville først have sikkerhed fra politiet for, at han måtte skyde med riffel i villakvarterene før han gav sit tilsagn. Svaret kom prompte fra Sheriffen, som den stedlige politimester blev kaldt: Bare den forbandede hund kan blive indfanget eller skudt, så vil jeg blive glad og fri for alle de henvendelser som indløber på mit bord vedrørende den hund. Om aftenen var der en villaejer, som ringede hjem til mig angående hunden. Han var blevet henvist til mit nummer af politiet og fortalte mig, at hunden i øjeblikket var ude i deres forhave. Jeg foreslog, at de straks skulle sætte nogle lækre madrester ud i deres garage, da hunden nok var meget sulten. Hvis hunden gik ind i garagen, og når den var godt i gang med at æde, skulle de lukke garagedøren og lade hunden blive derinde, og de måtte selvfølgelig ikke gå ind og kikke til den, men til gengæld sørge for, at hunden ikke kunne slippe ud. Ti minutter senere ringede de tilbage til mig og fortalte, at hunden nu var indespærret i deres garage. Jeg formanede dem endnu en gang meget kraftigt til at holde vagt ved døren, så den ikke slap ud for dem, og jeg og Velling ville komme lige så hurtigt vi kunne. Jeg ringede straks til Velling, som var klar til at komme, så snart han havde fået pakket sin riffel og patroner sammen. Vi kørte i Vellings privatbil til Greve, og ankom kort tid efter. Vi forhørte os, om hvilken slags hund de mente det var. Det lignede en Bassethund, svarede de. Vi lindede på døren og fik øje på en lidt bange Bassethund. Herefter sneg vi os forsigtig ind i garagen. Vi havde på forhånd fået at vide, hvor lyskontakten sad, så vi fandt den hurtigt og fik tændt lyset. Jeg blev enig med Velling om, at vi skulle prøve forsigtigt at trænge den op i en krog og samtidig tale roligt og venligt til den. Gudskelov havde jeg som sædvanlig min lidt lange snudesnor med i lommen. Hunden kunne nu ikke komme længere tilbage. Velling prøvede at tiltrække dens opmærksomhed, og i det øjeblik fik 23

24 jeg med et heldigt kast løkken rundt om halsen på den. Hunden løb frem, indtil snoren med et ryk bremsede den. Jeg blev meget overrasket over, at den så pludseligt faldt til ro, og jeg fornemmede, at den havde haft snor på før. Velling og jeg kom ud af garagen stolte over vores fangst og oven i købet med en rolig hund i snor. Familien havde i spænding afventet udfaldet af aktionen, som blev uventet udramatisk. Vi blev inviteret ind i køkkenet på en velfortjent kop kaffe og en del ros. Jeg turde trods alt ikke slippe snoren, imens vi sad og nød kaffen, og det gjaldt også senere, da vi kørte ind på skolen. Det havde været en rigtig sjov og udramatisk opgave. Tænk, at jeg kunne sidde med den vilde Bassethund, som sad roligt på gulvet i bilen mellem mine ben. For at afslutte historien overtog familien hunden efter fremlysningen, og Velling og jeg blev belønnet af Dyrefondet med et takkekort og en flaske vin hver. Da jeg ledte efter en illustration til denne historie, dukkede et billede hundedage fra 1833 af Wilhelm Marstrand op. På selv samme dag fik jeg en kuvert tilsendt fra Veterinærmuseet med en gammel politiplakat, som jeg havde efterlyst i En gadescene fra hundedagene Wilhelm Marstrand meget lang tid. Jeg havde for mange år siden set et notat om dette i professor N.O. Christensens skab i forbindelse med oprydningen efter hans død. I et kladdehæfte stod der, at veterinærskolen fremover var forpligtet til at modtage døde dyr gratis, da det var blevet forbudt at kaste kadaverne i kanalerne. 24

25 Plakaten som jeg eftersøgte er her vist i original og renskrift. Politidirektøren i København gør vitterligt: At ligesom plakaterne af 16. februar 1780 og 2. maj 1778 indeholder forbud mod, at hunde druknes i stadens ferske søer og Københavns kanaler, således finder jeg mig beføjet til at gøre stadens og forstædernes indbyggere opmærksomme på de for sundheden skadelige følger af at drukne hundene, såvel i bemeldte kanaler, som i stads- eller kastelsgravene; thi ådslerne går efterhånden i forrådnelse og udbreder usunde dunster, og hvad i særdeleshed stadens vandforrådssøer angår, da ville de døde legemers opløsning ved forrådnelsen dér være endnu mere skadelig, fordi vandet nydes af indbyggerne i staden og på broerne eller i forstæderne. Således må jeg herved på det alvorligste pålægge enhver, som ejer hunde her i staden og dens forstæder, ej at drukne nogen hund, enten i kanalerne, stads- og kastelsgravene eller i vandforrådssøerne nærmest staden, nemlig: Sortedams-, Peblinge- og Skt. Jørgenssø, ligesom heller ikke i brønde eller andre vandbeholdninger i staden eller på dens grund, hvorimod enhver er pligtig at lade den hund, som ønskes dræbt, enten udbringe til Veterinærskolen eller aflevere til den vogn, som jævnlig om dagen kører i stadens gader og på broerne til brug ved de på gaderne befundne løse hundes indfangning. De, som overtræder denne bestemmelse, vil på det strengeste blive tiltalt og straffet. Københavns Politigård Den 18. oktober 1815 O.H. Hvidberg 25

26 Marstrands maleri forestiller indfangningen af herreløse hunde i forbindelse med hundedagene. Hundedagene, fra den 23. juli til den 23. august, skulle efter sigende i gamle dage indeholde vejrforudsigelser som kunne give råddent kød, sur mælk og bidske hunde, hvis man skal tro de gamle varsler. Derfor var hunderakkeren mere på gaden på den tid af året for at fange og aflive de vilde hunde og katte med en kølle til stor underholdning få både børn og voksne og derefter køre dem ud på Fælleden, som ligger på Amager. Hundefangeren var stadens bøddels hjælper. Hans gerning bestod i at fjerne renovation, der ikke kunne gå på møddingen, at feje skorstene og at skaffe vilde hunde og selvdøde dyr af vejen. Da jeg startede på Landbohøjskolen, blev hundene skudt med en boltpistol og kattene kloroformeret på klinikken for 15 kr. Man kunne også vælge at gå over på vores anatomiske klinik, hvor en aflivning kun kostede 2 kr. Men så blev katten også puttet i en sæk og jaget ud i et af hjørnerne og med en stor mukkert knuste man kraniet. Den gamle metode holdt helt til 1963, hvorefter man brugte bygas. Efter nogle år ophørte anatomiafdelingen med at aflive. Episoden med indfangningen i samarbejde med Dyrefondet gjorde, at vi fik et godt og langt samarbejde i gang. Vi fik blandt andet til opgave at modtage dyr fra kriseramte kvinder. Hvis en kvinde for eksempel var flygtet fra en voldelig mand med både børn og hund eller kat, kunne vi blive tilkaldt om aftenen, hvor vi gratis modtog hunden af en social medarbejder fra Dannerhuset, da de ikke kunne huse dyr. Dagen efter måtte jeg så gratis køre dyret i pension i min private bil på Dyrefondets vegne. En anden opgave var at lægge gamle medlemsblade Hunde-journalen gratis ud i vores venteværelse til fri afbenyttelse. På den måde kunne vi gøre foreningen mere kendt. Til gengæld for dette arbejde kunne vi lettere få en ansøgning om økonomisk støtte igennem, hvis en dyreejer stod i en klemme og ikke havde råd til en livstruende operation på deres kat, fugl eller hund. Jeg fik således beføjelse til at give forhåndstilsagn om støtte, hvis Dyrefondet ikke var at træffe. Det var nu ikke noget jeg fik brug for, da jeg havde ledernes private telefonnumre og derigennem kunne få fat på dem. Jeg brugte også foreningens overtagelsesformular, når vi overtog og formidlede hunde til militæret. 26

27 Skovturen til Flyvestation Karup Efteråret 1980 En tidlig efterårsmorgen sidst i august måned tog det meste af Ambulatorisk Klinik af sted på en skovtur til Flyvestation Karup. Jeg havde fået arrangeret turen i god tid med den begrundelse, at vi på klinikken gerne ville se, hvilke forhold man kunne tilbyde hundene på deres nyetablerede hundeskole, og hvordan træningen forløb. Det var jo rart for os at se ved selvsyn, hvordan hundene havde det, og derved kunne vi med god samvittighed fortælle vores klienter, at deres hunde ville få en fast hundefører og blive behandlet godt, så de roligt kunne donere dem til militæret i stedet for at få dem aflivet. Vi kørte sammen i en af KVLs minibusser ud til Flyvestation Værløse. Da vi kom derud, blev vi samlet i en afgangshal sammen med nogle militærpersoner. Ude på startbanen stod en ca. 50 år gammel DC3 passagermaskine, som var ved at varme op. Dette DC 3 fly blev færdigmonteret i USA den 3. april 1944, og i 1946 blev den købt af SAS og bar navnet "Terje Viking". I 1953 blev den igen solgt til det danske flyvevåben og med den militære registrering "K-682": herefter fløj den i 29 år for Flyvestation Værløse. Det var dette fly vi skulle med. Vi blev ledsaget i geled på bedste militæriske vis, ud til den brummende maskine. Indgangsdøren var i bagenden af maskinen, så når man skulle til de anviste sæder, gik man skråt opad. Kaptajnen på flyet kom ind og hilste godmorgen i en olieplettet kedeldragt. Han fortalte, at vi ville flyve, selv om det var ret tåget. Han forsikrede, at tågen ville lette, inden vi nåede Karup. Han sagde meget bestemt: I skal sgu rette jer efter mine kommandoer, hvis noget uforudsigeligt skulle indtræffe på turen. Men I kan være helt rolige, for denne type maskine har snart fløjet i 50 år, og for øvrigt har den en usynlig krog til himlen, så den falder ikke ned! Når han lagde så megen vægt på, at hans ordrer skulle følges, gjaldt det primært de officerer, som rangerede højere end ham selv. Det var en af de dage, hvor der blev holdt Nato-møde, derfor var der så mange højt rangerende officerer med. Herefter gik vi i luften og maskinen steg stejlt op til dens angivne højde. Men flyvehøjden var ret lav i forhold til almindelige rutemaskiner, og det støjede også en hel del mere. Vi brød ud af tågen, da vi overfløj Sjællands Odde. Velling skulle til at fotografere ud af vinduet, da han så sin svigerfars hus. Han fik straks at vide, det skulle man have tilladelse på et militærfly. Jeg mener at kunne huske, at der trods alt kom et par billeder i kassen. Efter at vi var brudt ud af tågen, kunne jeg straks fornemme, at der ventede os en dejlig solskinsdag. 27

28 Vi blev modtaget af den næstkommanderende for hundeskolen. Skolen var helt ny, da den for nylig var flyttet fra Værløse til den jyske flyvestation. Vi blev budt indenfor i hundeskolens egen opholdsstue, hvor der var anrettet et stort dejligt morgenbord med en Gammel Dansk til. Efter en grundig teoretisk gennemgang af hundeskolens formål og historie blev vi vist rundt i hundestaldene og klinikken. Her fik vi også lejlighed til at hilse på den praktiserende dyrlæge, som stod for den endelige godkendelse af de hunde, som vi sendte over til dem. Han roste os for vores gode vurdering af de hunde, de havde fået. Efter gennemgangen af staldene skulle vi se, hvor effektive og dygtige deres hunde var i marken. Vi blev i et folkevognsrugbrød kørt ud på en af startbanerne, hvor de demonstrerede hundenes færdigheder. Oversergent Knudsen, som stod for demonstrationen, spurgte, om der var en til stede som ville være figurant. Jeg meldte mig straks, jeg havde jo prøvet det før, dengang jeg var hundefører i hjemmeværnet. Jeg fik ærmet på og løb godt ud ad startbanen. Hundeføreren råbte, at hvis jeg ikke standsede, ville han slippe hunden løs. Jeg fortsatte som aftalt, jeg kunne nu mærke, at hunden var lige bag mig. Jeg stoppede pludselig op, vendte mig om mod hunden og råbte meget bestemt ned mod den, at den skulle dække. Hunden var ikke vant til at få kommandoer i sådanne situationer, så den parerede ordre. Jeg begyndte at løbe videre, men de havde allerede sluppet nummer to hund efter mig, og nu var jeg på den, for hunden nåede den afdækkede hund, og nu løb de begge i fuld firspring efter mig og var ved at komme op at slå,s inden de nåede mit figurantærme. Hundeførerne var gudskelov allerede på vej efter deres hunde. Nu var det ikke spor sjov at være mig, jeg have to bidende hunde, som sloges indbyrdes, og det blev også til et godt bid i bagdelen på mig, inden førerne havde fået fat i deres hunde - til stor morskab for mine kollegaer. Opvisningen var slut, og vi blev kørt hjem til kasernen og inviteret op i kantinen, hvor vi fik et dejligt varmt måltid med en øl til. Den faglige del af turen var forbi. Efter maden samledes vi igen og blev kørt ud i Dollerup Bakker, hvor vi kunne nyde den pragtfulde udsigt. Vi kørte herefter over til Grove krigskirkegård. Her stod der granitkors i store lange diagonale rækker. Vi fik fortalt, at de oprindelige trækors var blevet erstattet med stenkors, med to navne på hver side. Det var helt utroligt, så mange krigsofre der havde måttet lade livet her ved denne jyske flyvestation. På krigskirkegården i Grove er begravet flygtninge og 175 soldater. Kirkegården vedligeholdes af Volksbund Deutsche Kriegsgräberfürsorge. Som en hilsen fra hjemlandet er kirkegården beplantet med lyng fra Lüneburger Heide. Efter ekskursionen i de idylliske bakker blev vi inviteret ned i munkekælderen. Det var officersmessen, som var blevet bygget af tyskerne under Anden Verdenskrig og stadig fungerede som sådan. 28 Naziørnen var tyskernes nationalmærke under Anden Verdenskrig

29 Her kom stabsdyrlæge Helge Sass og hilste på os, han var den øverstbefalende inden for forplejning og hygiejne. Vi blev rigeligt beværtet med våde varer og oplevede den stemning, som man har set på film i de tyske officersmesser. Det var næsten, som om tiden havde stået stille, for der hvilede stadig en tysk ånd over stedet. Jeg lagde mærke til, at der i nogle af munkestenene var indgraveret den tyske ørn. Vi var desværre nødt til at tage af sted fra det gode selskab, da vi skulle hjem med DC3 flyet, som afgik præcis kl Efter N:O: Christensens død N.o.Christensen hårdt ramt. Dyrlæge Eriksen var blevet ansat i Zoologisk Have på deltid og dyrlæge Falmer Hansen var udstationeret i Malawi. Så vi havde ingen andre muligheder end at vælge Luksus-Hansen som formand for afdelingsrådet. Han var nok ikke den bedste til det job. Den interne politik havde han ikke meget styr på, men til alt held for afdelingen havde Gitta Ohmsen det. Hun blev stemt ind som næstformand. Hun havde været sekretær i mange år for N.O. Christensen og kendte systemet til bunds, så hun kunne nemt styre klinikken og var i virkeligheden den daglige leder. Vi fik ansat nogle unge nyuddannede dyrlæger, som skulle erstatte de to gamle rotter. Truslerne om at vores vagttjenester skulle spares væk verserede stadig, men der blev holdt mange møder, og gudskelov fik vi forpurret spareplanerne, da Falmer Hansen kom tilbage. efter nogle års udstationering. Dyrlægevagten (Ambulatorisk Klinik) havde på det tidspunkt stadigvæk afdelingen for fiskesygdomme tilknyttet. Men den var ved at løsrive sig. Den havde fået til huse i det gamle ambulatorium og var godt i gang med at udvikle sig til en selvstændig afdeling med dyrlægerne Inger Dalsgaard, Stig Mellergaard og Jens Laurits Larsen Efter Falmers hjemkomst fik afdelingen til opgave at lave et specialkursus for unge dyrlæger, som blev sendt ud af FAO. De skulle undervises i tropemedicin. Falmer havde taget en del små cylinderglas med levende tsetsefluer med hjem fra Afrika. Dem havde han på sit kontor, og for at holde liv i dem måtte han og Velling fodre dem med kaninblod. Det foregik på den måde, at kaninen blev spændt fast i en specialbygget kasse, som vores snedker Michelsen havde lavet efter Falmers anvisning, og hvor ørerne lå frit udstrakt. Cylinderglasset var lukket med et tyndt stykke gazebind. De vendte glasset med gazebindet ned mod kaninens øre, fluen stak og sugede blod. Tsetsefluer er smittebærere af sovesyge, men disse fluer var garanteret 29

30 smittefri for sygdomme. Det blev bevist, når de ind imellem bed Velling og Falmer. Deres snabel med munddelene er så lang, at de kan stikke gennem et kaninøre og ramme de fingre, som holder øret. Han havde også en del flåter med hjem; de blev fodret med rotteblod. Flåter kan smitte mennesker med to alvorlige sygdomme: Borreliose og TBE (flåtbåret hjernehindebetændelse borrelia). Jeg havde i tiden før kursets start ret travlt med at lave lysbilleder og undervisningsnoter. Noterne blev trykt på den håndtrukne duplikator. Efter et stykke tid rejste Falmer igen til Afrika, og vi fik ansat dyrlæge Gunvor Vibe Petersen til praksis og Charlotte Frigast, som var licentiatstuderende i alternativ medicin. Gunvor og Charlotte faldt hurtigt ind i vores team og blev også ret hurtigt accepteret af klienterne i praksis, selv om de var kvinder! De havde jo prøvet kvindelige dyrlæger før - den gang Ann Bressen kørte praksis, og hun opnåede meget stor respekt hos klienterne. Hansen fik hjælp af en ung dyrlæge ved navn Flemming Obling, som blev ansat i klinikken. Der gik dog ikke ret lang tid, før Obling prøvede at modarbejde Luksus-Hansen. Velling og jeg gik imod ham, da vi opdagede, at han ville have Luksus-Hansen skubbet ud på et sidespor. Luksus havde kort forinden været udsat for et groft overfald i en badstue inde i København, og var derfor blevet meget sårbar. Obling mærkede hurtigt Vellings og min loyalitet over for Luksus og begyndte så i stedet at indynde sig hos Gitta og Leif, som efterhånden var blevet gode venner. Gitta fik mere og mere magt, da hun var i besiddelse af den fornødne viden og erfaring, og kort tid efter Luksus-Hansens overfald blev hun stemt ind som formand for afdelingsrådet. Der var stor udskiftning i natdyrlægeholdet; kun dyrlægerne Hans Jørgen Skovgaard og Lars Balslev var tilbage. Resten af holdet bestod af Allan Bertelsen, Ernst Hansen, Otto Meyer og Bille Ruwald. Natdyrlægerne var ansat uden for normal arbejdstid. Deres arbejdstid var fra kl.17 til 8. Ruwald passede samtidig med vagttjenesten sin fars praksis i Hokkerup i Sønderjylland og kom derfor for sent, når toget var forsinket. Når det skete, blev vi som havde vagten på ambulancen,bedt om at blive på klinikken, til han var mødt, og vi måtte i den tid besvare telefonsamtaler og holde klienterne hen. Hvis en sag var helt uopsættelig, skulle vi tilkalde dyrlægen fra kørevagten. Det skete flere gange,at vi måtte finde en dyrlæge i en anden afdeling, hvis den praktiserende dyrlæge var ude at køre i praksis. Det var ikke altid, at den dyrlæge vi fik fat på, kunne huske, hvordan dyret skulle behandles. Men det gik alligevel, for vi vagthavende betjente vidste godt, hvordan patienten skulle nødbehandles, og tog den rigtige medicin frem i de afmålte doser. Det vigtigste var, at det var en dyrlæge, som tog ansvaret. Hele afdelingen følte sig nu ikke særlig tryg ved denne ordning, og efter et års tid blev det lavet om, så der altid var en dyrlæge til stede. 30

31 En søndag, hvor jeg havde tilkaldevagt, ringede telefonen. Dyrlæge Ruwald var i telefonen: Der kommer om et lille øjeblik en politipatruljevogn med udrykning og henter dig. Jeg har fået en melding om, at en af politiets hunde er blevet stukket ned med en kniv og den er på vej til klinikken. Vil du sørge for at stå parat, når de kommer, jeg har brug for din hjælp! Jeg var lige nået ud til havelågen, da en politibil med blå blinkende lygter kom fræsende rundt om hjørnet. Jeg sprang ind i bilen, og de kørte alt hvad remmer og tøj kunne holde. Jeg spurgte betjentene, hvad der var sket. De fortalte mig, at det havde været under en eftersætning.. Gerningsmanden var flygtet mod Knippelsbro, men politiet havde fået brovagten til at hæve broen, så dèr indhentede hundeføreren ham og lod hunden angribe. Idet hunden sprang op og bed sig fast i hans arm, jog han en stor kniv i hunden og ramte den ved venstre skulderblad. Hunden var i yderste livsfare på grund af stort blodtab. Kniven var åbenbart gået langs skulderbladet og havde skåret en del blodkar over. Efter otte minutter var vi nået fra Vallensbæk Strand til dyrlægevagten. Da var hunden lige ankommet, alt stod på den anden ende, der var sprøjtet blod over hele klinikken. Politiassistent Schøtt stod med hele hånden i såret for at mindske blodtabet. Dyrlæge Ruwald gik i gang med at sætte péaner (karklemmer) på, og langsomt flyttede Schøtt hånden ud af såråbningen, indtil alle blodkar var lukket. Et kæmpe klask lød. Den store stærke politiassistent faldt besvimet om på gulvet. Jeg fik nu travlt med at få ham bakset til side og hjulpet ham ind på sofaen i vores opholdsstue. Der ventede nu et stort syarbejde, og hunden havde mistet en mængde blod. Ruwald skønnede, at vi skulle skaffe nogle donorer. Der blev ringet til alle politihundeførerne, at de skulle komme ind hurtigt med deres hund, så vi kunne finde en, som havde den rette blodtype. Alle hundene, der kom, skulle testes og i første omgang blev der taget en blodprøve for at konstatere, om der var forligelighed med den sårede hunds blodtype. 18 schæferhunde var på vej ind til os. Jeg mindede Ruwald om, at vi ikke havde noget transfusionsæt på afdelingen. Så må du se at skaffe et! Jeg ringede til vores apoteker Jytte Bjerregaard privat og spurgte, om de havde sådanne sæt liggende på apoteket, og svaret var nej. Jeg fik den ide, at Rigshospitalets bloddonorafdeling måtte have det jeg skulle bruge. Jeg blev kørt til Riget med blåt blink. Jeg løb op på bloddonorafdelingen på 2. sal og forklarede dem problemet og at det hastede. Sygeplejersken så lidt undrende på mig, men til alt held var politibetjenten fulgt med op, så jeg fik udleveret 1 æske transfusionsæt. Vi kørte ligeså hurtigt tilbage igen. Nu var venteværelset i mellemtiden blevet fyldt med hunde og hundeførere. Vi fik taget de fornødne blodprøver og fandt en donorhund, som kunne bruges.. Den tappede vi så meget af, som vi kunne forsvare. Den tilskadekomne hund blev lagt ned i kælderen, hvor ejeren også opholdt sig, indtil det var forsvarligt at tage hunden med hjem. 31

32 Herefter lå der et godt stykke rengøringsarbejde til mig, så klokken blev mange, inden jeg var færdig. Jeg måtte ringe til Vips og bede hende hente mig, selv om hun var gået i seng. Turen til Kolind Medicinsk Klinik havde et stort projekt kørende med sygdommen leverikter. I 1984 blevet Dyrlæge Peter Nansen udnævnt som den første forskningsprofessor på KVL, og der blev i den forbindelse oprettet en ny afdeling ved navn Parasitologisk Afdeling. Det var blevet et stærkt voksende problem for kvægbruget, at mange af de unge kvier blev utrivelige og afmagrede, når de om foråret blev udsat på de lidt fugtige engområder. Ved obduktionerne kunne man finde orm i leveren. Leverikterne havde man ikke meget kendskab til, og man havde slet ikke fået kortlagt sygdommens forløb, så man indledte nogle forsøg i Kolind. Jeg kørte sammen med Peter Nansen til Kolind, hvor han havde udset sig et fugtigt område, hvor han mente, at kvierne med stor sandsynlighed ville pådrage sig sygdommen. Da vi kom til Djursland, bad jeg Peter Nansen om at orientere sig på kortet, for at se, hvor den lille by Kolind lå. Han sad længe og kikkede på kortet og fortalte mig så i al fortrolighed, at han ikke kunne finde byen, da han var stærkt ordblind. Jeg har senere tænkt på, hvad det mon har krævet af ham at nå så vidt som til at blive forskningsprofessor. Da efteråret kom, skulle vi over for at hente kvierne. Velling og jeg tog sammen derover i dyreambulancen Vi glædede os til turen, det var ligesom et lille frirum, når vi skulle til Jylland. Vi startede begge fra Vallensbæk tidligt om morgenen. Vi havde det år fået nye sorte uniformsjakker i skind og med guldknapper, og Velling ankom i spidsbukser og sorte langskaftede støvler, som han havde købt gennem Knud Falck. Vi kørte til Sjællands Odde og kom ombord på færgen. Den var godt fyldt op med passagerer, men da vi var lastbilchauffører, havde vi ret til at sidde ved et bestemt bord. Velling bad meget høfligt, men bestemt, personalet om at anvise os en plads ved chaufførbordet. Jeg stod på dette tidspunkt oppe ved kassen for at få udleveret og betale vores morgenmad. Jeg hørte, at han blev svinet til med skældsord som lede hipposvin Jeg kunne godt se ligheden, for der manglede kun skråremmen. Jeg så aldrig senere Velling i spidsbukser og langskaftede støvler. I Kolind skulle vi indfange de syv kvier, som jeg havde været med til at sætte ud i foråret. Da de næsten ingen menneskelig kontakt havde haft i al den tid, var de sky og lidt vilde. Velling og jeg oksede rundt i den indhegnede eng, og jeg fik fat i halen på dem en ad gangen og standsede 32

33 dem. Velling lassoede dem, og en for en blev indfanget og sat op i bilen. Det var begyndt at regne, og nu havde vi kun én tilbage. Vi løb frem og tilbage, og endelig fik jeg fat i halen på den, men ak, jeg snublede og blev trukket et godt stykke hen over den våde eng. Det var næsten som at stå på vandski Et par kokasser blev jeg også slæbt igennem, men til sidst måtte jeg slippe. Kvien fortsatte mod hegnet, som den sprang over, og så tog den retning op ad skrænten mod banelinjen. Velling hoppede over hegnet og jeg efter. Men ak, jeg var knap så adræt som Velling, så jeg kom til at sidde overskrævs på det elektriske hegn. Jeg kan godt oplyse, at det ikke er det mest behagelige sted at sidde, men efter tredje forsøg på at komme over lykkedes det. Velling råbte grinende, du brøler bedre end kvierne! Til alt held var kvien snublet og havde svært ved at rejse sig; da den lå halvt ind over banelegemet, kunne den ikke finde fodfæste på grund af skærverne. Vi overmandede kvien og fik lagt grime på den. Velling råbte panisk til mig, at han kunne mærke på skinnerne, at toget var ved at nærme sig. Vi nåede lige at rulle kvien væk, inden toget hylede forbi os. Endelig kunne vi tage hjem med alle kvierne. Jeg så ned ad mig selv: sådan kunne vi ikke tage med færgen. min hvide skjorte var sat til med komøg og pladder. I Ebeltoft måtte vi ind i en forretning og købe en nye hvide skjorte, så jeg igen kunde være mig selv bekendt. Peberkuren I klinikkens konsultationstid kom en ældre dame med sin gamle cockerspaniel, som havde haft vrøvl med sine ører. Lidelsen havde stået på i nogle år, og hun havde selv prøvet at behandle den efter et gammelt husråd, som hun havde fra sin moder. Som lille pige havde hun også haft en hund med dårlige ører, og den havde måttet lade livet, fortalte hun. Hun havde fulgt sin mors råd og kommet peber i øret på hunden, så snart hun så, at den kløede sig i øret og rystede på hovedet. Men nu er det da blevet helt tosset. Jeg mærkede en vrede, men også en vis overbærenhed med den gamle dame. Dyrlægen Luksus-Hansen blev også et kort øjeblik helt mundlam. Han løftede hundens ører, og her viste sig et forfærdeligt syn. Øret var kløet til blods og blodet var blandet med tyktflydende betændelse. Hun havde daglig i længere tid drysset peber i de blodige ører..vi undrede os meget over, at hunden fandt sig i, at hun kom i nærheden af de ømme ører. Endelig kom reaktionen fra Luksus : Er De klar over, at dette er dyremishandling?. Den ældre dame sagde lidt forskræmt, at det var derfor hun var kommet, for peberkuren havde jo ikke virket. 33

34 Luksus tog en dyb indånding, og svarede: Det tror da pokker. Er De klar over, hvor ondt det gør at få peber i sådanne sår? Nej svarede den gamle dame, jeg har aldrig selv haft dårlige ører. Luksus opgav at tale mere om det, men rensede og behandlede hundens ører. Hunden fik forbinding og krave på, og hun fik strenge ordrer til at holde fingrene fra peberbøssen og at komme igen med hunden senere. Da hun var gået, spurgte jeg Luksus, om ikke hun skulle være meldt til politiet for vanrøgt. Nej, hun er bare uvidende og har gjort det i den bedste mening. Efter en måneds tid var behandlingerne slut, og en glad hund og klient gik ud af klinikkens dør med besked på aldrig mere at komme peber i åbne sår. Mugkuren En anden modbydelig kur, som jeg har oplevet, var da jeg var landvæsenselev i Strøby. Hestene havde fået mug. Mug er en eksem, som kan sætte sig bl.a. på benpiber og kodebøjninger og som udvikler kløe samt revner og betændelse i det angrebne område. Det kommer af, at området er fugtigt af sved og vand, og heste med store faner ved hovene er særligt udsatte. Det viste sig ved, at hestene stod og kløede sig til blods omkring kodeledet. Jeg gjorde gårdejeren Svend opmærksom på, at der var sår og størknet blod på fanerne ved kodeledet. Svend blev glad fordi jeg havde observeret det, for det skulle hurtigst muligt behandles. Han fyldte straks en lille spand med salpeter (kunstgødning) gav mig det sammen med en børste og bad mig straks om at smøre salpeteren på koderne. Jeg skulle endelig gnubbe det godt ind i huden, da jyske heste har ret store faner. Det skulle sidde en halv times tid, så det kunne nå at ætse muggen. Herefter skulle jeg trække hestene rundt i snedriverne i godt tre kvarter for at få fjernet saltpeteren. Det var helt sikkert en smertefuld behandling, men den virkede. I dag ville en sådan behandling blive indberettet som dyremishandling. 34

35 Lidt om min kollega Niels Velling Niels har absolut været min bedste kollega, og ind imellem har jeg haft den følelse, at han kunne være min lillebroder. Han havde som jeg gennemgået en landvæsenselevuddannelse gennem Det kgl. Landhusholdningsselskab og kom også ligesom jeg fra hovedstaden. Niels søgte ind på skolen den 1. november 1967 som betjentafløser, da han skulle indkaldes til Garderhusarregimentet den 1. januar Efter et kort møde, hvor han havde sin far med, blev der truffet aftale med forvalter Møller Nielsen om et kortvarigt job. Der gik ikke ret mange dage, før Niels fik besked på at møde op på den Ambulatoriske Klinik til en ansættelsessamtale. Jeg havde i den uge turnus på klinikken, så derfor modtog jeg ham, den lidt forskræmte, høflige unge mand. Jeg indledte med at vise ham rundt på klinikken, derefter skulle jeg præsentere ham for Luksus Hansen som på dette tidspunkt sad i kælderen og opererede en kat. Kattens bug var åbnet, og han havde lige fjernet livmoderen og var godt i gang med at bokse alle tarmene ind på plads igen. Jeg præsenterede den unge mand, der så endnu mere forskræmt ud end før. Hansen, som var godt i gang med sit forehavende, rettede sig lidt op fra stolen og spurgte: Kan du tåle at se blod? Velling svarede kvikt tilbage: Ja, bare det ikke er mit eget. Hansen mumlede med den tændte Caminante cerut i munden:. Ja, for det er jo ret væsentligt! Så kan du godt møde i morgen tidlig. De praktiske ting og mødetid kan du få oplyst af Norby. Herefter boksede Luksus videre med kattens indvolde. Velling var nu blevet ansat som betjentafløser og fik med det samme til sin store forundring udleveret nøglen til hele klinikområdet. Velling faldt hurtigt ind i klinikkens rytme, og da han skulle ind til militæret, fik han af forstander N.O. Christensen lovning på, at der ville være en ledig plads til ham på Ambulatoriet efter de 14 måneders militærtjeneste. Under militærtjenesten havde Velling fået erhvervet sig det store kørekort,. så han kunne nu på lige fod gå ind i vagterne. Velling var meget usikker, når han skulle ud at køre med dyreambulancen. I starten havde han lidt svært ved at finde rundt. En af de første gange han var ude at køre var han på mystisk vis havnet i Nyboder Han havde øjensynligt tabt orienteringen, så han måtte spørge om vej. Det var lidt flovt, om ikke meget, da der jo stod på ambulancen, hvor han kom fra. 35

36 Velling fortalte mig senere, at han havde måttet bilde den adspurgte ind, at han lige var blevet ansat, og det var jo rigtigt nok, men at han kom fra Jylland og ikke havde lært byen at kende endnu, det var ikke helt sandt. Velling var en attraktiv ungkarl, og der var et par kvindelige studerende, som godt ville lære ham bedre at kende. De besluttede at invitere ham på en udlandsrejse. Under denne rejse blev Velling nok lidt mere moden, men det førte alligevel ikke til mere end et godt venskab mellem de tre. På klinikken havde vi alle sammen meget travlt med at få Velling modnet og afsat. Jeg har tidligere beskrevet, hvordan vi prøvede at hjælpe ham i den proces på vores årlige julefrokost. I efterårsferien 1975 fik vi en ung handelshøjskolestuderende til at afløse vores faste rengøringsassistent fru Nielsen, som var godt til års. Det var dejligt for os unge om morgenen, når vi mødte på klinikken, at få et stort smil fra en dejlig ung og køn pige. Hun var meget høflig over for Velling og mig. Hun fortalte os senere, at hun troede, at Velling var dyrlæge og jeg overdyrlæge. Det kom sig af, at vi på dette tidspunkt af morgenen var alene på klinikken og passede telefonerne, inden dyrlægerne mødte. Her kunne hun ikke undgå at høre, hvordan vi slyngede om os med medicinske diagnoser og gode råd til folk. Dyrlæge Arnbjerg havde inviteret til grill aftenparty. Velling, Vips og jeg var inviteret sammen med en del andre af hans venner. Jeg havde lagt mærke til, at Velling i ugens løb havde fået et godt øje til den unge rengøringsfe, som hed Pernille. Hun så ud til at have det på samme måde. Jeg tog en rask beslutning. Jeg gik ned i kælderen, hvor hun var i gang med at vaske gulv. Det var den sidste dag hun skulle være hos os, og hun var lige ved at være færdig. Jeg spurgte, om hun skulle noget om aftenen. Hun svarede lidt undrende. Nej, men hvorfor det? Jeg vil gerne invitere dig ud til dyrlæge Arnbjerg i aften. Jamen, er du ikke gift? Jo, men Velling vil gerne invitere dig, og han var bange for, at du var gået. Jo tak! svarede Pernille, men hvor bor Arnbjerg? Velling kommer og henter dig, svarede jeg. Jeg fik nu travlt med først at fortælle Arnbjerg, at han ville få en gæst mere og derefter få fat i Velling. Ham skulle jeg fortælle den gode nyhed, at han skulle hente Pernille på Østerbro. Han så mildest talt på mig med et meget undrende og bekymret, men alligevel glad udtryk, han lignede et stort spørgsmålstegn. Aftenen gik godt, og Velling fortalte mandag morgen, at han var blevet rigtig forelsket i Pernille. Hans nye problem var, at han ikke havde fået lavet en aftale med hende. Men efter alt det han havde fortalt os, var vi helt overbevist om, at hun nok skulle ringe. Jeg gav ham det gode råd, at han bare skulle give sig god tid. 36

37 Ganske rigtigt ringede Pernille, hun havde fundet et telefonnummer i sin lomme, og hun vidste ikke, hvis det var. Sådan fik de kontakt med hinanden igen. Den 4. november 1977 var de blevet enige om, at de skulle giftes på Københavns Rådhus. Det skulle foregå i stilhed. Bjarne Høsterkøb, som var chauffør og betjent på afdelingen, var i familie med kaperkusk og vognmand Jørgen Jensen, som var ejer af en brudekaret, og Høsterkøb havde tit kørt for ham. Vi fik lov til at låne både heste og karet og fik sendt Høsterkøb til Skovshoved om morgenen for at hente kareten, da det ville tage en rum tid at køre til Københavns Rådhus.. Hele det faste personale tog ind til rådhuset for at ønske dem tillykke. Vi ankom i så god tid, at vi fik set Velling, da han ankom. På vej op ad den udvendige trappe på rådhuset kunne vi betragte den unge gom som var iført en nobel skindjakke. Vi var meget spændt på, om han ville møde op i et par nye sorte træsko, som han altid havde for vane, men han overraskede os ved at have fine sorte sko på. Men han havde ingen brudebuket med det havde han glemt! Til alt held havde vi købt en buket blomster til brudeparret, og Gitta Ohmsen var snarrådig: Tag buketten her, og skynd dig så ind og bliv gift! Høsterkøb var nået frem med brudekareten og holdt nu for enden af trappen. Inde i vognen havde han lagt to guldøl til brudeparret. Da de kom ud fra rådhuset som ægtefolk, kastede vi ris på dem og gav dem gaver og dannede espalier med hunderemme ned ad trappen og helt hen til brudekareten. Vi tog herefter hjem i bus til klinikken og fejrede Vellings bryllup med wienerbrød og øl. Mig og mine ledninger Ja, det er nok en lidt mærkelig overskrift jeg har givet dette afsnit. Historien er følgende: Da jeg var tolv år gammel, ønskede jeg mig til jul et elektrisk tog. Det ønske gik i opfyldelse, og jeg fik også en tillægsgave af min far. Han havde nemlig lagt mærke til, at jeg godt kunne lide at lege med svagstrøm, for eksempel at bygge krystalapparater og bruge min elektromotor fra mit Mekanosæt til at hejse mine og Niels Haralds breve frem og tilbage med et sindrigt snoretræk. Gaven var en stor kasse gamle kontakter, lysfatninger til 6 V. pærer, masser af forskellige ledninger og ringeapparater m.m., som maskinmesteren på Lauritz Knudsen havde samlet sammen til mig. 37

38 Det var nok her at jeg fik en mani med at samle på ledninger i alle mulige afskygninger. Kassen blev efter en tid for lille, og herefter blev mine ledninger m.m. gemt i en stor brun kuffert, som fulgte mig langt ind i mit voksne liv. Da jeg skulle starte på min første elevplads, havde jeg meget svært ved at vågne om morgenen. Jeg skulle jo selv sørge for at komme op, for der var jo ikke min mor til at vække mig. Mødetid var noget som skulle overholdes til punkt og prikke. Her kom min kuffert mig første gang til hjælp, jeg fandt på at påmontere to telefonbøsninger i den side af vækkeuret, hvor fjederen til ringefunktionen sad. Når vækkeuret ringede, udvidede fjederen sig. Den sluttede strømmen ved at berøre bananstikkene, som var sat ned i bøsningerne, og så ringede den påmonterede dørklokke. Jeg havde sikret systemet med en transformator, så batteriet ikke løb tør for strøm. Den var meget driftsikker, så problemet med at sove over sig var løst. Da min interesse og nysgerrighed for elektronik var stor, var det helt naturligt, at jeg var tidligt på færde med at leje en videomaskine fra firmaet DER. Der gik såmænd heller ikke ret lang tid, før KVL stod og manglede en videoafspiller til en gæsteforelæsning. Da der ikke fandtes et sådant apparat på skolen, havde jungletrommerne fortalt, at sådan en havde jeg. Lederen på den afdeling, som skulle bruge den, spurgte min afdelingsleder om lov til at låne mig og min maskine til at forevise gæsteforelæserens bånd. Det blevet hurtigt til kutyme, at hvis der skulle vises video på KVL, så skulle de have fat i mig. Jeg blev tit udlånt i den periode. Da jeg fik nys om, at der var kommet en ny og mere avanceret model på markedet, som både kunne tage SVHS og VHS, fik jeg straks skiftet den gamle model ud med den nye, og mit private lejemål fortsatte en rum tid.. På klinikken forstod man efterhånden, at det var et godt medie, som kunne bruges i undervisningen. Man ville slippe for alle de afbrydelser i undervisningen, som de gamle 16 mm. film forårsagede, når de knækkede. Det skete ret tit, fordi filmene var både gamle og sprøde, og problemet forstærkedes af dårlig opbevaring. Man måtte ofte stå og splejse filmen sammen under utålmodige studenters bravoråb og klappen, inden man kunne fortsætte undervisningen. Der skete meget i den tid. Der var blandt andet en dyrlæge i Jylland, som var begyndt at samarbejde med Dyrlægeforeningen om at etablere en videocentral og importere amerikanske og engelske undervisningsvideoer. De kunne så lejes gennem Dyrlægeforeningen. Dyrlæge Gerlev (Hospital for Mindre Husdyr) var nok den varmeste fortaler på KVL for, at vi selv skulle indspille vores egne undervisningsfilm. Han havde været i England og set interaktivt video. Det var så avanceret og lå så langt ude i fremtiden, at der ikke var ret mange, der ville høre tale om det. Fødeklinikken havde dog forsøgt sig lidt med et videokamera, men det brændte sammen under deres anden optagelse, så projektet blev lagt på hylden. De rådede dengang over mange 38

39 forskningsmidler, så der var råd til, at de som de første kunne anskaffe videoafspiller og storskærm. Det var kun dyrlæge Ib Christiansen og mig, der kunne og måtte betjene den. På kirurgisk klinik var det Mogens Smith, som begyndte at bruge det nye medie, men han var dog lidt mere konservativ, da han sværgede til 16 mm film. På klinikken havde vi også fået en ny faktureringsmaskine. Gitta Ohmsen, Jytte Henriksen (administrationskontoret) og jeg blev sendt på kursus på luksushotellet Empala, hvor vi fik lært noget generelt om edb af konsulent Klitten. Efter tre dage kom vi trætte hjem, godt øre i hovederne. Vi havde fået indblik i en ny teknologisk verden, som stod for døren. Selv om vi havde været på kursus, begik vi stadigvæk ret mange fejl,,ikke mindst masser af programfejl, så det var en svær start. Konsulent Klitten, som både var leverandør og programmør, havde rigtig mange problemer med sit system og os. Velling eller jeg sad ofte i lang tid efter fyraften eller på søn- og heligdage og kørte disketter ind i maskinen med de nyeste rettelser. Kassen var under mit ansvarsområde i forbindelse med mit vagtmesterjob. Det skete ofte, at kassen ikke stemte om morgenen, og mange gange måtte jeg ty til Gitta Ohmsen eller Niels Vellings hjælp. Det var ikke spor morsomt at sidde alene med ansvaret for så mange penge, når kassen ikke stemte. Hvis vi i en periode havde haft over- eller underskud i kassen, blev vi truet af bogholderen med rigsrevision. Det skete også indimellem, at kontorfuldmægtig Verner Reimer kom for at foretage uanmeldt kasseeftersyn sammen med fru Jespersen. Alle skulle så gå væk fra kassen, og under Verner Reimers kontrol talte fru Jespersen pengene op og sammenholdt dem med bilagene. Han fandt gudskelov aldrig nogen fejl under disse besøg, ja, heller ikke i den lille frimærkekasse, men modbydeligt var det. Fejlene skyldtes ofte, at natdyrlægerne havde faktureret en klient om natten, og hvis de havde glemt nøglen til boksen inde på natbordet, lagde de pengene i kittellommen i stedet for i kassen. Når så kassen blev gjort op, før lægen var stået op, manglede beløbet naturligvis. Når så lægen senere på dagen lagde pengene i kassen, uden at fortælle nogen om det, var der dagen efter et tilsvarende overskud. Hvis jeg spurgte dem ud, kendte de aldeles ikke noget til det og mente, at jeg nok havde talt forkert. 39

40 Starten på videooptagelser Lørdag den 23. maj 1987 var Vips og jeg i Ishøj Centeret for at købe ind til næste dags udflugt til Knuthenborg Safaripark. Stine skulle for første gang deltage sammen med Greve Pigegarde i det årlige garder tattoo, som skulle afholdes dèr dette år. Da vi nu alligevel var i centeret fik Vips den indskydelse, at hun ville ind og se på en taske. For at undgå afpresning blev jeg stående uden for forretningen. Butikken ved siden af var DER, hvor man kunne leje fjernsyn, videoafspillere og anden elektronik De havde i vinduet et særdeles tillokkende tilbud. Lej et videokamera for en weekend, kom ind og få en snak med os. Da jeg nu stod og småkedede mig, kunne jeg jo benytte lejligheden til af at se og afprøve et kamera. Vips var endelig blevet færdig med at se på tasker og havde også fundet en, som hun godt ville købe. Hun kom ud for at spørge mig om hun måtte, for den var ikke helt billig. Jeg var på dette tidspunkt i fuld gang med at prøve videokameraet inde i DERs. butik, og her indfangede jeg hende i linsen, hun så meget søgende ud - hun ikke kunne finde mig. Jeg kaldte på hende inde fra butikken og viste stolt videokameraet frem, hun forstod ikke en brik af, hvad jeg skulle med det, og hvad det var for noget pjat at bruge penge på, men begyndte i stedet at tale om den flotte taske, som hun havde set og ikke kunne undvære. Jeg fik nu en god ide: hvis jeg nu ville give hende lov til at købe tasken, ville jeg stille som betingelse, at jeg fik lov til at leje videokameraet for weekenden. Jeg brugte som argument, at så ville jeg kunne optage tattooet. Det hjalp på vores lille forhandling, som endte med, at Vips fik tasken, og jeg lejede videokameraet. Da vi kom hjem, gik jeg straks i gang med at optage med kameraet. Vipse blev filmet i alle mulige vinkler, og det endte naturligvis med, at hun fik nok. Så kastede jeg mig over Kirkeskov, vores nabo, som gik og arbejdede i sin have. Det var et ægtepar, som brugte al deres tid i haven, ja selv når det regnede var de i haven, de slog bare en paraply op og arbejdede ubekymret videre med at luge ukrudt. Jeg fortalte ham glad, at jeg skulle øve mig til i morgen, hvor jeg ville optage tattooet på Knuthenborg. Lidt efter puslede det ovre hos vores gode venner Asger og Lilly. Jeg sprang straks over til den anden side af haven for at filme Asger, som var begyndt at slæbe brugte appelsinkasser ind i garagen, dem brugte han som optændingsbrænde. Lilly kom til vinduet for at se, hvad der foregik udenfor, og hvad det var jeg stod med på skulderen. Jeg kaldte begejstret på hende. Hun kom modvilligt ud og ville absolut ikke filmes, da hun mente, at hun så forfærdelig ud med sit morgenhår, jeg sagde, at jeg naturligvis ville slette det igen, men at jeg var nødt til at øve mig til i morgen. Til sidst kom Vips lidt irriteret ud og bad mig pakke sammen, for nu skulle vi spise. 40

41 Dagen efter skulle jeg køre Stine til Mosede Skole, hvor hun skulle mødes med de andre fra garden. De blev herefter transporteret i bus til Knuthenborg Safaripark. Vips, far og jeg tog af sted i vores bil en times tid senere, spændte, forventningsfulde og måske lidt stolte. Det var en skøn forårsdag med skyfri himmel. Vipse havde sørget for, at vi ikke kom til at sulte og tørste, hun havde pakket en dejlig madkurv. Dagens tattoo blev afviklet planmæssigt, og jeg fik optaget hele tattooet. Nu var det spændende at komme hjem og se, hvad jeg havde fået i kassen. Flere forældre havde set, hvor ivrig jeg havde været, og de spurgte, om de kunne få en kopi af optagelserne. Jeg var ikke var sikker på om det var gået godt, så det ville jeg ikke love. Da vi kom hjem fra Knuthenborg, var det første jeg gjorde at sætte videobåndet over i min afspiller, jeg var meget spændt på, hvad jeg havde fået i kassen fra dagens begivenheder. Efter gennemsynet blev jeg klar over, hvor nødvendigt det er at frasortere alle de uskarpe og dårlige scener. Det var jo dødens pølse at sidde og se på de lange pauser, som opstod, fordi jeg i min iver havde glemt at slukke på optageknappen. Efter gennemsynet var jeg lidt skuffet over resultatet, men efter et stykke tid kom jeg i tanker om, at min kollega Ivan Christensen havde en søn ved navn René, som arbejdede på Københavns Universitet Amager (KUA) i IT-afdelingen. Han ville kunne hjælpe mig med at klippe min film. Jeg havde sidst haft med René at gøre i efteråret 1984, da vi optog museumsfilmen på KVL. René var meget imødekommende over for mig og hjalp mig med at redigere og klippe tattoofilmen sammen. Jeg husker, at jeg var så benovet over, hvor dygtig han var, og så kunne han endog sætte tekster på. Han gav mig den aften et kursus i, hvordan man skulle lægge klippene. Vi blev først færdige ved totiden om natten. Men resultatet blev så godt, at jeg senere på året viste filmen for hele Greve Pigegarde. Jeg havde fået lov af Dyrlæge Ib Christiansen til at låne Reproduktion og obstetrik-afdelingens storskærmsprojektor. Vips kunne godt se, at det at filme optog mig meget, så hun syntes, at jeg skulle købe mig et videokamera. Jeg mente også selv, at det var rimeligt, at jeg fik et kamera, for jeg var jo holdt op med at ryge. Så fyrre cigaretter om dagen i syv år blev da til noget, og vores aftale gik ud på, at jeg skulle have 20 kr. om dagen i lommepenge. Den aftale holdt kun i nogle få uger, så var det ligesom det var glemt igen. Jeg var ikke længe om at komme af sted til Fona i Ishøj Bycenter, hvor jeg købte et Sony Handycam 8mm videokamera. Det rygtedes ret hurtigt, at jeg var i besiddelse af et kamera, og nogle af mine første optagelser drejede sig om at assistere Henrik Leen på Reproduktion og obstetrik-afdelingen. Det viste sig, at 41

42 opgaven var større, end jeg kunne magte, så jeg fik fat i René, som hjalp mig ude på Universitetet med at klippe alle sine skanningsfilm og mine optagelser sammen og derefter lægge grafik og tale på. Luksus-Hansen ønskede at få lavet en sterilisationsfilm. Den optog René en lørdag formiddag, hvor Luksus-Hansen, Charlotte Frigast og jeg skulle med på filmen. Søndag formiddag skulle vi mødes igen på Gammelgård i Herlev, hvor optagelserne skulle klippes sammen. Vi blev først færdige ved femtiden om eftermiddagen. Vi var stolte, det var en dejlig følelse, at nu havde vi selv produceret vores første undervisningsfilm. Den blev flittigt brugt af studenterne de næste år. Senere kom der stor kritik af filmen, da den viste, at man på det tidspunkt ikke levede op til de senere hygiejniske krav, såsom handsker og andet sterilt udstyr. Min tid som hundevæddeløbsdommer i 1983 En dag i januar måned blev jeg ringet op af dyrlæge Ockens fra Ada Dyrehospital. Han spurgte, om jeg havde lyst til at være hundevæddeløbsdommer. Jeg svarede, at jeg aldrig havde overværet et hundevæddeløb og intet vidste om den sport. Vi har et par løb på søndag på Kallerupbanen i Fløng, så kan du komme ud og se, hvordan det foregår, og om det er noget for dig! Søndag eftermiddag tog jeg til Fløng for at overvære løbene. Jeg blev meget overrasket og fascineret af, at hundeejerne gik så voldsomt op i deres hunde, det var en hobby, som de virkelig brændte for. Da jeg var et nyt ansigt på væddeløbsbanen, var der gået det rygte i forvejen, at jeg skulle uddannes som løbsdommer. Jeg vil tro, at det var derfor jeg blev så feteret af hundeejerne, ja, de nærmest sloges om at fortælle mig om deres hunde, hundenes stamtavler og rekorder. Da løbene var afviklet, kom Ockens hen og spurgte, om jeg havde bestemt mig. Jeg svarede, at jeg jo slet ikke kendte noget til reglerne, og jeg havde observeret, at der er rigtig mange. Det skal du ikke bekymre dig om, for om to uger har vi et weekendkursus her i klubhuset på Kallerupbanen, hvor vi skal uddanne nye dommere, og det er ret vigtigt, at de kursister ikke selv har greyhound eller Wippet hunde, for dommerne må ikke deltage i løb og avl. Hvis du har lyst, så er du 42

43 velkommen. Du vil komme på hold sammen med dyrlæge Niels Mehl og dyrlæge Wilfried Goecke, og I vil blive uddannet som løbsdommere med certifikat. Jeg syntes, at det kunne være morsomt at få indblik i en verden, som jeg slet ikke kendte, så jeg gik med til at deltage i kurset. Weekendkurset bestod mest i gennemgang af de mange regler og paragraffer, og nogle enkelte prøver i teori blev det også til. Vi skulle også prøve at dømme i et par løb, inden vi fik vores certifikat. Søndag eftermiddag var jeg færdiguddannet hundevæddeløbsdommer og kunne nu dømme på alle landets hundevæddeløbsbaner. Efter en tid indbød dyrlæge Ockens os tre nye dommere til et aftenmøde på Adas dyrehospital, hvor han ville løfte sløret for den endelige plan, som han havde gået og syslet med i lang tid. Ockens havde omsider fået kontrakt med Gentofte Stadion, og det betød, at der kunne afholdes hundevæddeløb dèr. Gentofte politi havde givet ham tilladelse til at have totalisatorspil, det vil sige at publikum ligesom i England kunne spille på hundene. Det var en bekostelig affære, som Ockens selv måtte betale ud af egen lomme. Bare det at få lavet alle de mange skinner, som skulle til for at få den kunstige hare til at køre banen rundt, var dyrt, og efter aftenens løb skulle det hele så pakkes væk. Dagen oprandt, vejret var ikke med os, så det var begrænset hvor mange spillende tilskuere der kom. Ca. en time før løbet tog vi hundene ind i et lukket område, som kaldes paddocken. Her kunne spillerne tage hundene i Gentofte Stadions Paddock øjesyn, mens de blev sundhedstjekket og indvejet. Indvejningen stod jeg for. Til det formål havde jeg taget vores gamle klinikvægt med, den havde lodder og var rimelig nøjagtig. Herefter skulle alle vi tre dommere gå ned på banen og tjekke, om der lå glasskår eller skarpe sten. Disse skulle fjernes 43

44 da de kunne give hundene voldsomme skader. Underlaget skulle også vurderes, om det var godt nok... Herefter var der kontrolvejning af de hunde, som skulle med i første løb. Hvis en hund havde en god tid, var der nemlig mange, som ville spille på den. Hvis så hundeejeren havde en stråmand til at spille på en outsider hund, kunne han finde på at give sin hund, der var favorit til at vinde, en liter vand lige før løbet og derved hente en stor pengepræmie hjem på sin outsider. Allerede under det første løb var jeg ude for, at en hundeejer ville bruge dette trick, så hunden vejede et helt kilo mere end ved første vejning, og jeg var naturligvis nødt til diskvalificere hunden. Sikken en ballade det gav. Jeg blev beskyldt for at have vejet forkert, og han ville straks indgive en skriftlig protest til løbsledelsen. Jeg var rystet - hvad var det for noget, jeg havde rodet mig ud i, men jeg var besluttet på, at det skulle stoppes øjeblikkeligt og ville ikke ligge under for snyderi. Jeg blev valgt af de to andre meddommere til at være tids- og måldommer (overdommer). Mehl og Goecke skulle så være sidedommere. Dem kunne jeg så støtte mig til, hvis jeg var i tvivl om, hvorvidt fx nogle hunde bed efter hinanden under løbet. Det kunne være ret svært at se, da det hele gik afsindigt stærkt, Men hvis sådan noget hændte, så skulle de diskvalificeres. Alle løbene blev afviklet i god ro og orden, og bagefter var jeg i kantinen og fik en velfortjent øl. Jeg kunne mærke en lidt respektfuld og forbeholden stemning over for mig hos hundeejerne. Der manglede nu kun en sidste ting, nemlig en udførlig rapport om løbenes afvikling, og den skulle afleveres inden næste løb, som skulle finde sted fjorten dage senere. Rapporten med løbsledelsens godkendelse og underskrifter skulle slås op ved det næste løb. Jeg sad nu bagefter med en del rodede notater om hundenes tider og den rækkefølge de var kommet i mål. Andre detaljer måtte jeg sørge for at få skrevet ned, når jeg kom hjem. Morgenen efter gik jeg ind til klinikkens sekretær Gitta Ohmsen og spurgte, om hun kunne hjælpe mig at få lavet en løbsrapport. Jeg havde taget indvejningslisterne og mine notater med tider og vinderne med. På indvejningslisten havde jeg navne på hundene, og sammen fik vi udfærdiget en brugelig rapport. 44

45 Fjorten dage efter skulle det næste løb afholdes. Jeg kunne mærke en vis nervøsitet, inden jeg skulle af sted. Da jeg kom til Gentofte Stadion, lignede paddock en en stor campingplads, den var nærmest fyldt op med Greyhounds og Wippet hunde. Nogle af ejerne var kommet langvejs fra med deres specialbyggede hundecampingvogne, der var et leben med vandskåle, øl, kaffe. Små telte var slået op, hvor ejerne sad og konverserede hinanden. Der var også sat skilte og bannere op med reklamer for Royal Canin foder, det var arrangementets hovedsponsor. Vi fik ryddet pladsen og fik etableret paddock en Vejret var noget bedre end sidst, så vi var fortrøstningsfulde. Der ville forhåbentlig komme flere spillere end ved sidste løb, for vi havde fået selveste Gunner Nu-Hansen til at speake. Indvejningen stod jeg for, og der var lidt brok over vægten, nogle mente, at den ikke vejede korrekt og nok var for gammel. Jeg var nødt til i alles påsyn at lave en kontrolvejning på dyrlæge Mehl som overbeviste dem om, at vægten vejede det samme som hans egen derhjemme gjorde. Jeg håbede, at jeg skulle være sidedommer, men ak, mine to meddommere overbeviste mig om, at jeg skulle være overdommer, for i det tilfælde, at en af dem som overdommer diskvalificerede en af deres klienters hunde, risikerede de at miste deres klient. Alt var nu klart til at afvikle løbene. I tredje løb var der en af hundene som ikke kunne følge med, men skar genvej tværs over banen og løb lige ind i en stor betontromle, som var placeret midt inde på banen. Der lød et ordentlig klask, vi fik standset løbet ved at kaste et net ud på banen. Det var man nødt til for at standse hundene. Der lød en susen fra publikum. Sidedommeren meddelte mig via walkie-talkie, at hunden var død. Jeg gik op til Gunner Nu og bad ham fortælle det til publikum, og sige, at vi ville holde en kort pause. Efter pausen i fjerde løb skete der endnu et uheld: en af hundene tabte delvis mundkurven ved start og vandt. Jeg så straks da den kom ud af startboksen, at mundkurven ikke sad som den skulle. Det kunne være, at ejeren havde gjort det med vilje for at give sin hund en fordel. Efter reglerne skulle den diskvalificeres øjeblikkeligt. Der blev også her indgivet en skriftlig protest mod min afgørelse. Der var dog en ting, som jeg ikke var klar over, nemlig at hunden tilhørte selveste 45

46 Greyhoundklubbens formand. Jeg var i bund og grund ligeglad med, hvem der var formand, jeg holdt mig bare til reglerne. Da jeg kom op i kantinen efter løbene kunne jeg godt mærke, at der var nogle som var sure på mig og over mine strenge afgørelser. 14 dage efter skulle der afholdes endnu et løb, og nu havde jeg få tjek på indvejningen. Alt tegnede til, at det ville blive en stor aften. Ockens gik rundt med et stort smil, og alt klappede indtil starten af første løb. Startskuddet lød, den kunstige hare blev sat i gang, hundene for ud af startboksene, men ak, haren gik i stå halvtreds meter henne ad banen. Løbet blev stoppet ved at et net blev kastet ud. I reglerne stod der, at man skulle vente et stykke tid. Lidt efter blev hundene sat ind i startboksen igen. Endnu en gang gik starten, og da haren kom over på langsiden, satte motoren ud på ny. Løbet blev afblæst endnu engang. Jeg bad om en pause, så vi kunne få tid til at ordne haren. Publikum tog det ganske roligt, hundeejerne var lidt oprørte. Ockens var helt rundt på gulvet, for vi havde ikke en ekstra mekanisk hare med. Efter pausen var vi fortrøstningsfulde, vi havde afprøvet haren flere gange, og den kørte nu fint. Hundene blev sat i startboksen endnu en gang, og løbet blev skudt i gang. Alt gik planmæssigt indtil det næstsidste sving, haren satte ud, og løbet blev atter aflyst. Jeg var godt klar over, at en hund kun måtte starte på et løb to gange på en uge, i tilfælde af haresvigt måtte den dog starte en ekstra gang. Jeg sad og slog op i reglerne, og ifølge dem skulle løbene aflyses. Det var en besværlig beslutning, og jeg kunne se, at Ockens var helt nede i kælderen. Mine meddommere mente, at det var mig, der måtte tage beslutningen og gå op til mikrofonen og erklære løbene aflyst på grund af tekniske fejl. Spillerne skulle have deres penge tilbage. Ockens drøm var bristet. Hundeejerne kom fra alle dele af landet og havde ikke fået noget ud af det. Så de ville heller ikke være tilfredse med min afgørelse. Jeg trøstede mig med, at jeg var nødt til at se på dyrenes velfærd og erklærede derfor til sidst løbene aflyst via højttaleranlægget. Å gud, sikken en beslutning, og hvis jeg ikke før havde prøvet at være upopulær, så var jeg det nu. Her så jeg rigtigt, hvad penge gør: ingen tænkte på deres 46

47 dyrs sikkerhed. Hvis dette var sket på Kallerupbanen i Fløng, havde der ikke været sure miner, tværtimod. Den aften sad jeg ikke i kantinen, men kørte slukøret hjem. Resten af sæsonen forløb roligt med få publikummer, og herefter blev der ikke afholdt flere løb på Gentofte Stadion. Min tid som dommer var slut. Jeg fik aldrig noget vederlag for mit dommerarbejde. En krybende specialopgave Stømpebåndssnog Omkring ved 10-tiden fik vi et opkald fra dyrlæge Anne Thomsen, som delte praksis med Henriette Strøm i Vangede Dyreklinik. En lidt rystet stemme i telefonen spurgte: Hej Norby, kan du ikke komme ud og hjælpe mig, jeg er lige blevet ringet op af Gentofte politi. Man har i forbindelse med nedrivningen af Vangede dyrehandel set levende slanger, selv om huset har været forladt i et godt stykke tid. En af nedrivningsarbejderne har set et par levende slanger og er bange for, at der er flere, og derfor nægter firmaet at fortsætte arbejdet, før de er fjernet. Jeg spurgte, hvor mange og hvilken slags slanger hun mente det drejede sig om, men hun vidste ikke andet end det, hun lige havde fortalt mig. Det var helt umuligt for hende at forlade klinikken, da hun ventede klienter. Nedrivningsholdet var gået hjem, og politiet havde beordret dyrene indfanget straks. Inden vi tog til Vangede, ringede jeg til Zoologisk Museum for at rådføre mig med en zoolog, som havde forstand på slanger. Han indvilligede i at tage med derud for at bistå os med at artsbestemme krybet. Jeg tog sammen med min kollega Leif Tholstrup derud i dyreambulancen, og på vejen standsede vi op ved Zoologisk Museum for at samle zoologen op som aftalt. Da vi ankom, var der allerede kommet en patruljevogn og en civil politiassistent, som havde afspærret området. Vi tog et hurtigt overblik over situationen ved at gå rundt om det afspærrede 47

48 område. Under inspektionen så vi en lille slange ved en af ristene til den halvt nedrevede forretnings kældervindue. Zoologen fortalte, at det var en ganske ufarlig stømpebåndssnog. Vi var nu klar over, at der var en del levende dyr nede i kælderen. Men hvilke? Vi fik skubbet nogle murbrokker væk for at komme frem til nedgangen til kælderen. Jeg havde forsynet mig med et par kraftige gummistøvler og en kedeldragt. Så de mente, at jeg som eksperten skulle starte med at gå ned i kælderen. Jeg havde en anden opfattelse end de andre, da jeg ikke var meget for at gå derned, men tværtimod mente, at det nok var meget bedre at han fra Zoologisk Museum gik først. Politiet var enig med zoologen. Jeg var den som bedst kunne gå først, da jeg var mest korrekt klædt på til opgaven. Jeg måtte bide i det sure æble, og forsigtigt gik jeg ned ad kældertrappen. Det første jeg fik at se i stavlygtens lyskegle var et par strømpebåndssnoge som skyndsomt flygtede hen imod lyskassen. Jeg var nu kommet helt ned i kælderen. Jeg bevægede mig meget forsigtigt frem. Jeg kunne mærke, at alle mine sanser var i alarmberedskab, der kunne jo ligge en slange eller en anden slags krybdyr oppe ved et af varmerørene i loftet eller på gulvet. Det første rum jeg kom til, lå til højre for mig; her var der et stort glasterrarium, hvori der hang en stor levende pytonslange på et par meter slynget rundt om en stor gren. På den anden side af gangen lå der masser af indtørrede gekkoer, hamstre og mus. Jeg gik meget forsigtigt, nærmest på tåspidserne, og vidste ikke, om noget uforudsigeligt ville komme mig i møde lidt længere hen ad gangen. Gudskelov var der kun nogle få gekko strømpebåndssnoge og mange døde indtørrede gekkoer. Jeg kaldte på Leif, nu kunne han godt komme ned og hjælpe med at indfange de få levende slanger der var. Jeg samlede alle de døde dyr sammen. Politiet ville godt have et overblik over, hvor mange dyr det drejede sig om til senere fremlæggelse i retten. Politiet havde fået kontakt med viceværten fra nabokomplekset. Han fortalte, at ejeren af dyrehandelen havde lejet et stort kælderlokale hos ham. Politiassistenten forlangte, at han straks skulle låse lokalet op, for at vi kunne gennemse det, inden vi kørte hjem. Vi gik sammen med viceværten over i ejendommen for at få låst døren op. Her viste sig et syn, som jeg aldrig glemmer. Det var ligesom, når man har mareridt. Mindst 200 levende strømpebåndssnoge kravlede rundt imellem mindst ligeså mange døde og måske flere. Der stank af døde slanger, så vi var alle ved at kaste op, da vi trådte ind. Dyrehandleren havde lavet en stor cirkel på ca. 5 m i diameter og en 1 m. høj væg af vandfaste krydsfinerplader og inde i midten var der anbragt et elektrisk varmeapparat, hvor alle apparatets celler var fyldt ud med strømpebåndssnoge. 48

49 Efter et par timer havde vi fået alle de mange slanger samlet i en stor plastkasse, og alle de døde blev talt op og puttet i en container. Vi kørte nu over til Vangede Dyreklinik og fik os en velfortjent kop kaffe. Politiet fik aftalt det videre retslige forløb med dyrlægerne, og jeg lovede, at vi ville opbevare slangerne, indtil man fandt en ordning med ejeren. Efter et par dage blev de afhentet, jeg ved ikke af hvem, da jeg ikke var til stede på klinikken den dag. Det store loppecirkus Jeg skruer lige tiden lidt tilbage til den gang Bob og jeg arbejdede sammen. En dag ringede hans hustru Dorit, som fortalte, at Bob pludselig var død. Bob var en ret kraftig mand først i tresserne. Jeg spurgte under samtalen hans kone, hvordan det var sket da han ikke havde været syg forinden. Dorit vægrede sig ved at fortælle detaljer om det. Men det kom så alligevel meget spædt fra hende, at han var død midt i den allerhedeste elskovsseance. Jeg måtte virkelig vare min mund og holde et lille smil tilbage, for det lå ellers lige på tungen at sige, Ja så døde han da lykkeligt, men jeg nøjedes med at tænke det og holdt en passende medlidende tone. Jeg lovede herefter at føre deres forretning videre, og det endte da også med, at jeg overtog jobbene mere og mere uden om hende. Dyrlæge Niels Wøldiche fra Gentofte Dyreklinik var begyndt at henvise sine loppebefængte klienter til mig personligt. Mange af dem var vel ved muffen og havde store huse i Hellerup og Gentofte. Et eksempel var en ældre pensioneret bankdirektør, som boede i en stor herskabslejlighed sammen med sin kone. Hun havde fået den ide, at der var lopper på hunden. Dyrlæge Niels Wøldiche kunne ikke finde nogen, men for en sikkerheds skyld ringede de til mig. Jeg tog min svigersøn Benny med derud. Jeg startede altid med at gøre hovedrent. Det bestod i at vi vaskede alle gulvene i Neguvon, et pulver som man primært bruger til at bekæmpe indvoldsorme på grise med ved at indgive det oralt. Det var også fremragende til at bekæmpe lopper med. Neguvonenpulveret blev opløst i vand og herefter sprøjtet fint ud i lokalet. Det blev også brugt til at vaske hunde og katte i. Efter nogle år blev det forbudt at anvende på katte, da det kunne give kattene alvorlige kramper, hvis man var uforsigtig dog har jeg ikke oplevet det, 49

50 selv om jeg har vasket de første 1000 katte i det. Herefter støvsugede vi og endevendte alle møbler og løse sofapuder. Jeg vaskede hunden i badekarret, men fandt ingen lopper. Jeg sagde til bankdirektøren, at der ingen lopper var. Han hviskede lige så sagte, så konen ikke hørte det: Det sagde dyrlægen også, men vil I ikke nok sprøjte hele lejligheden alligevel, for ellers for jeg aldrig fred! Jeg forstod straks hans problem, og Benny og jeg gik i gang med at give lejligheden den helt store tur. Benny kendte ikke noget til bankdirektørens og min aftale, så han knoklede løs, som om huset var fyldt med lopper. Alle sko kom ud af skabet, bunden blev tørret af, madrasserne støvsuget og sprøjtet. Jeg kunne se, at konen så helt lettet ud efter den store omgang vi havde givet lejligheden. Vi blev inviteret på en velfortjent kop kaffe, mens jeg afregnede med dem. Da vi skulle til at gå, kom han med to fine flasker årgangsvin og yderligere 500 kr. i drikkepenge som jeg naturligvis også delte med Benny. En anden opgave jeg fik gennem dyrlæge Niels Wøldiche var at bekæmpe lopper hos en videotidsskriftforlægger, som boede i Skovshoved. Konen og han var ret plaget af loppebid. Hunden havde haft fat i et pindsvin oppe i deres sommerhus i Gilleleje og havde derved fået en masse kattelopper. Da hunden altid var med på arbejde på deres kontor inde i hjertet af København, var der en begrundet mistanke om, at der også dèr var lopper, da der var faste tæpper på alle kontorets gulve. Jeg tog derud for at se, hvor stort huset var, og om jeg også skulle ordne de andre steder. Jeg aftalte med dem, at jeg ville komme lørdag formiddag og vaske hunden og sprøjte den store villa. Så ville jeg tage ind på kontoret om eftermiddagen, og da det jo var lørdag, ville kontoret være lukket.. Søndag formiddag skulle jeg så mødes med dem i deres sommerhus oppe i Gilleleje. Efter besigtigelsen af strandsvejsvillaen blev vi enige om prisen, selv om jeg ikke havde set kontoret og sommerhuset. Jeg var klar over, at det var så stor en opgave, at jeg måtte have en til at hjælpe mig. Men hvem? Naturligvis min kære nabo Asger! Jeg fik fat i ham over hækken og spurgte, om han var frisk til at hjælpe mig med at sprøjte mod lopper i den kommende weekend. Asgers svar var : Ja, men for en sikkerheds skyld skal jeg lige have lov af Lilly, inden jeg giver et endeligt svar, da det jo er det meste af weekenden som vil gå. Jeg fortalte ham at jeg havde givet dem et tilbud på 5000 krroner, som vi skulle dele, når mine udgifter til sprøjtevæske og benzin var betalt. Asger fik lov af Lilly og var frisk til at tage med, - han kunne godt bruge de ekstra lommepenge. Asger og jeg kørte sammen i min bil til Skovshoved Jeg var lidt spændt på, hvordan det ville gå, og om jeg magtede en så stor en opgave, og jeg havde fortalt dem, at vi nok skulle komme to gange, før vi havde fået udryddet alle lopperne. 50

51 Da vi ankom blev vi budt på formiddagskaffe, som vi fik serveret i stuen med udsigt over Skovshoved havn. Her viste ejeren stolt ud gennem vinduet, at han havde fået ny bil, en stor Honda. Jeg sagde straks at begge deres biler også måtte støvsuges og sprøjtes. Inden vi gik i gang, fortalte jeg Asger, at vi skulle gå systematisk til værks ved at starte på første sal og herefter bevæge os baglæns ned til stuerne og til sidst vaske hunden. Asger svarede Du skal bare fortælle mig, hvad jeg skal gøre. Ejeren fik besked om, at hunden skulle holdes fra de stuer, som var sprøjtet, indtil den var blevet vasket. Da vi kom op på førstesalen og åbnede døren til barneværelset, så vi et syn, som vi ikke lige glemte med det samme.: Værelset var fyldt op med kæmpe bamser, tøjdyr og legetøj, flere hundrede, jeg har aldrig set noget lignende. Mellem alt dette stod en lille barneseng, hvor der lå en baby. Fruen i huset fortalte, at barnet lige var fyldt et halvt år, og alle deres venner var kommet med store tøjdyr som gaver. Jeg aftalte med hende, at hun skulle tage ud til sin mor med barnet og lade hende passe det, mens vi sprøjtede, og der skulle gå mindst 6 timer, før barnet måtte komme i kontakt med seng og legetøj. Vi gik i gang med at sprøjte alle tøjdyrene og bevægede os ned gennem huset. Omkring klokken 1 var vi ved at være færdige. Vi manglede bare udhuset og bilerne. Fruen kom tilbage efter et par timer og havde ladet sin mor passe barnet resten af dagen. Imedens vi sprøjtede færdig, lavede hun en lækker frokost til os. Vi fik vi ordnet begge biler og udhuset samt vasket hunden, og så gik vi til bords. Fruen havde anrettet en overdådig frokost til os med øl og snaps, som vi nød sammen med dem. Herefter tog vi til København til kontoret, som lå ved Kultorvet, hvor vi mødtes igen. En stor herskabslejlighed på anden sal var omdannet til kontor. Det var enkelt og let at gå til, og det var godt have Asger med, for vi var nødt til at flytte alle de tunge kartotekskabe ud fra væggen for at kunne gøre rent bag ved dem. Ved nitiden var vi endelig færdige og kunne tage hjem til Vallensbæk. Søndag formiddag gik turen så op til sommerhuset i Gilleleje. Det overraskede mig, at de kaldte dette store hus i to etager et sommerhus. Vi var klar til at gå i gang. Asger kendte jo proceduren, så han støvsugede, jeg sprøjtede alle møbler og gulve. Under arbejdet så jeg en skunkelem og åbnede den. Her stod der en del gamle ting. Jeg skulle lige til at sprøjte derind, men fik gudskelov kaldt på fruen og spurgte, om de for nylig havde været inde ikunken. For hvis ikke ville jeg bare sprøjte overfladisk. Hun slog afværgende med både arme og ben: Du må endelig ikke sprøjte på disse kostbare malerier, det er hele vores pension, som står der. Vi tør ikke have dem hængende på væggene af frygt for indbrud, så derfor har vi gemt dem der. Jeg regnede ikke med, at I ville finde dem, - I må være aldeles grundige! 51

52 Efter endt arbejde kørte vi hjem, og efter to dage løb jeg huset i Skovshoved flygtigt igennem. Deres loppeplage var slut. Det var altid et stort arbejde at få muget ud i folks kroge. Jeg var engang ude og sprøjte for et ældre boghandlerægtepar, som havde fået adskillige stik af deres hunds lopper. Jeg havde fået den erfaring, at folk sjældent gjorde rent i bunden af deres klædeskabe, og her var der virkelig gode betingelser for loppeæg til at ligge og udklækkes i ro og mørke. Under rengøringen af skabsbunden fandt jeg en knust flaske med nogle gamle skorper af noget, der engang havde været rødvin. Jeg spurgte, hvornår de havde tabt flasken i skabet. De udbrød nærmest i kor: Så er det dèr vores rødvin har været, vi har ikke kunne finde den i mindst femten år. Er den virkelig gået i stykker! Jeg måtte bekræfte, at sådan forholdt det sig. En anden dag var jeg på Amager i en lejlighed, hvor konen var hårdt angrebet af lopper. Hun præsenterede mig for adskillige loppestik på sine arme og ben. Jeg anbefalede hende at gå i bad og lægge noget rent tøj frem, som jeg kunne sprøjte, før hun tog det på efter badet. Jeg var gået i gang inde i stuen og gik og sprøjtede på livet løs, da der pludselig blev kaldt: Loppemand, loppemand, kom lige herud! Jeg lukkede døren op til badeværelset, her stod hun splitternøgen under bruseren. Jeg lukkede straks døren igen og mumlede undskyld, jeg syntes du kaldte. Hun kaldte igen Loppemand, jeg svarede lidt tøvende ja uden for døren. Herefter råbte hun igen: Luk lige op! Jeg tænkte, nå, så har hun nok dækket sig til. Jeg lukkede op. Hun stod stadig under bruseren med en vaskeklud i hånden og ville have mig til at skrubbe lopperne af ryggen. Jeg tog vaskekluden og vaskede hende på ryggen, hun nød det i fulde drag. Desværre var hun ikke en ung lækker pige, men en halvgammel kone Så da jeg havde vasket hende godt på ryggen gav jeg hende et klask med hånden i hendes bare numse med ordene: Så er du fin igen! Hun så ud, som hun havde fået en spand koldt vand i hovedet. Hvorefter jeg hurtigt gjorde mig færdig. Den sidste episode som jeg vil nævne, var hos et ægtepar på Frederiksberg, som holdt katte. De var ved at gå op i limningen, for alle deres 16 skovkatte, som de brugte til avl, havde pådraget sig lopper og var derfor blevet forment adgang til udstillinger. Hjemmet var så inficeret, at selv i kaffekopperne var der de små bæster. Det blev en lang og våd dag, for alle 16 skovkatte skulle vaskes. Efter tre besøg var problemet løst, og kattene kunne igen komme på udstilling- 52

53 Mit 25-års-jubilæum den 26. november 1987 Den 26. november på min jubilæumsdag havde jeg fået besked om, at jeg først måtte møde på klinikken ved nitiden, jeg måtte under ingen omstændigheder blande mig i mit eget jubilæumsarrangement, for det var jo min dag. Mine kollegaer skulle først ordne regnskab, det var jo ellers noget jeg gjorde, og rengøring af klinikken skulle de også klare, inden de kunne stille borde op. Opholdsstuen var til lejligheden blevet omdannet til en festsal. Bordene skulle pyntes med duge og blomste,r som gartneren leverede fra KVLs have. Vinen kom på køl, og ølfustagen blev samlet og afprøvet, før jeg kom. Jo tak, jeg vidste godt,hvor meget arbejde der lå i det, for det plejede at være mig som arrangerede sådanne festligheder på afdelingen. Jeg var meget spændt på, hvor mange kollegaer der ville dukke op. Jeg havde lige hørt, at Christensen på Anatomiafdelingen havde holdt en lignende festlighed, hvor der kun kom en snes mand og lykønskede ham. Dyrlæge Ann Bressen, som havde praksis i Vallensbæk, kørte sammen med far, Vips og mig ind til KVL, jeg iført mit stiveste puds, for Vips havde fået trukket mig ind i Magasin du Nord ugen før for at købe en ny habit. Selv gik hun jo heller ikke ram forbi, når hun nu var der. Da Ann steg ind i bilen, kom Vipse straks med en rap bemærkning Nå, sådan kan du også se ud, jeg kan næsten ikke kende dig! Vi ankom rettidigt på KVL. På vej ind til klinikken gik vi bag om bygningen for at undgå klienterne, og Vips sagde lavmælt til mig. Er der ikke meget stille derinde, tror du der er kommet nogen. Jeg så i ånden, at det ville ende på samme måde som betjent Christensens reception, hvor han stod med en buffet til halvtreds, og der kun kom en snes stykker. Da vi ankom, var der morgenkaffe med morgenbrød på centrallaboratoriet. Det var noget, som afdelingen måtte byde medarbejdere og gæster ved sådanne festligheder. Jeg havde selv sørget for, at der var Gammel Dansk på bordet, for dette måtte man ikke købe for statens midler. Falmer Hansen var på dette tidspunkt blevet afdelingsleder. Han holdt en meget personlig tale til mig, og derefter overrakte 53

54 han mig afdelingens gave. Praksis kunne ikke vente, så han havde været nødt til at uddelegere resten af de formelle opgaver. til fru Olsen og Gitta. Under morgenens kaffeslabberas var gratulanterne ved at ankomme, og klinikkens opholdsstue var fyldt med kollegaer og gæster, som stod i kø helt ud på gangen. Selv jeg som hovedpersonen havde svært ved at komme ind i stuen. Da den første bølge af gratulanter havde lagt sig, kom Carlsbergs kuske og stillede sig op i en bue rundt om mig og sang for fuld kraft Bryggervisen, sådan som det var deres tradition, når de hædrede venner. Herefter holdt deres kørselschef Thorkild Jansen en tale for mig, og han forærede mig 4 tønder Carlsberg-øl, som han håbede, at mine gæster og jeg ville nyde i dagens anledning. Af andre udefra kommende gæster kan jeg nævne kursmand med hans to døtre fra Artillerivejens Rideskole, Dyrefondet, repræsentanter fra medicinalselskaberne, Kruuse, Simon og Wedel og en udrykningsleder samt 2 dyrereddere fra Falck. Fru Olsen holdt en meget smuk tale for mig og derefter overrakte Gitta mig mit jubilæumsgratiale fra KVL på hele 500 kr. med de ord, at jeg var fritaget for tjeneste på jubilæumsdagen. Jeg fik fremstammet en tale på meget få ord, men de klappede da høfligt bagefter. Der blev ved med at strømme gæster til, og gavebordet blev helt fyldt op. Lige før kl. 12 blev jeg ført ud til Carlsbergs firspand, som havde stået udenfor hele formiddagen med fine dannebrogsflag på siden af vognen. Jeg blev inviteret op på bukken og kørt en æresrunde på hele det gamle KVL-område. Kl.12 sluttede receptionen. Vips og Ann havde travlt med at bære mine over 100 flasker samt alle de andre gaver ud til vores bil. 54

55 Jeg havde inviteret klinikken og centrallaboratoriets personale til frokost på Cafe Lindevangen, Vipse og mine børn skulle ikke deltage i denne del af festen. Jeg havde nemlig læst hos Emma Gad, at fruen i huset først burde komme ind til festlighederne, når kaffe og portvin var serveret. Så derfor mente jeg, at de ikke skulle deltage i frokosten. Senere har jeg fundet ud af, at det var skrubforkert forstået. Det var nemlig kun, hvis man havde en selvstændig forretning. Men det passede nu udmærket ind i Vipses planer, så slap hun for at høre alle de gamle anekdoter, som hun havde hørt til bevidstløshed. Hele klinikkens personale drog nu af sted til Cafe Lindevang. Vi havde sørget for et par studenterafløsere til at varetage klinikkens opgaver, og dyrlægen, som havde vagt på Stationærklinik for Mindre Husdy,r overtog også vagten på vores klinik. Vi fik serveret højtbelagt smørrebrød og masser af snaps og øl til. På et tidspunkt klovnede Velling med et stykke gorgonzola, - han slugte en rå æggeblomme lystigt og gentog succes en med endnu en rå æggeblomme, til stor morskab for pigerne, som ikke forstod, at han kunne gøre noget, som var så ulækkert. Velling og jeg prøvede at fortælle dem, at sådan skulle man spiste gorgonzola. Tiden gik hurtigt, og ved femtiden var alle klar til at slingre hjem. Luksus-Hansen mente selv, at han godt kunne køre så han tog Velling og mig med på vejen hjem. Den foregående aften havde vi ryddet den store stue for møbler og sat borde og stole op, som jeg havde haft med hjem i dyreambulancen fra KVL et par dage før. Vipse havde brugt hele eftermiddagen på at pynte borde. Maden fik vi udefra gennem en af Vipses kollegaers mand som var slagter i Brønshøj. Vi havde inviteret alle vores nære venner samt afdøde N.O. Christensens enke, Eriksen og hans kone Lis. Luksus-Hansen var naturligvis også inviteret, men ham måtte vi vente en rum tid på. Han var begyndt at volde Veling og mig nogle bekymringer, da han ikke var helt appelsinfri, da han kørte os hjem. Men gudskelov kom han endelig; han havde såmænd bare taget sig en spontan morfar. Under middagen bankede det på hoveddøren, og ind kom nogle fra Greve Pigegardes tamburkorps i deres fine rød/hvide uniformer Stine var naturligvis imellem. De spillede tre numre og sluttede af med Congratulations. Det var et glædeligt og overraskende indslag, som Mette Blichfeldt havde fået arrangeret. Da hun havde kørt pigerne hjem, kom hun og Ole Blichfeldt tilbage for at deltage i festen. Efter den aften var vi blevet gode venner med Mette og Ole, og det varede ved gennem hele Stines karriere i pigegarden. 55

56 Medicin på afveje Thomas Eriksen var nyuddannet dyrlæge og fik en stilling som licentiatstuderende på ambulatoriet, og samtidig var der blevet en stilling som natdyrlæge/vagt ledig, som han fik. Thomas var for nylig blev far og var meget begejstret for et system, som han havde set i sin drengs vuggestue. Det bestod af en bunke farvede plastkurve, som blev brugt til bleer, sutteflasker og den slags. Thomas mente, at det ville være en god ide at proppe vores medicin ned i sådanne kurve, så kunne man bare tage hele kurven med antibiotika eller hvad man ellers skulle bruge. Velling og jeg havde det system, at mandag morgen når jeg mødte, tog jeg al medicinen ud af skabene og satte den på behandlingsbordene. Jeg gik herefter ind og gjorde kassen op. Når Velling så mødte ca. en halv time senere, kunne han starte dagen med at tørre støv af hylderne og derefter kontrollere udløbsdatoer og sætte medicinen på plads igen. Han bestilte også den manglende medicin, det vil sige han skrev rekvisitionen og fik den underskrevet af Luksus-Hansen. En mandag morgen, hvor Thomas havde haft vagt, mødte der mig et syn, ja, jeg husker det som var det i går: Alle skabene var fyldt op med højrøde og hvide plastkurve, hvori al medicinen lå i den sirligste orden. En morgenfrisk Thomas kom ud af vagtrummet og slog ud med begge hænder og sagde ligeså stolt: Hvad siger I så,drenge! Jeg tog en dyb indånding, kikkede på Velling, som så ligeså forundret ud. Jeg fremstammede irriteret og svagt - da jeg ikke var kommet mig over synet -: Hvad fanden er det du har lavet, det ligner en børnehave med alle de højrøde kurve i medicinskabet, man har da ikke en jordisk chance for at finde noget! Jo, forsvarede Thomas sig: Det ligger i et bestemt system i kurvene. Vi fik hurtigt bragt medicinen på plads i skabene så det lignede en klinik igen. Retfærdigvis skal nævnes, at noget positivt kom der ud af det, han havde fået lavet, nemlig en akutkasse, som blev efterset og plomberet af apoteket efter brug, og som vi havde meget glæde af. Men Thomas var ikke den eneste, som chokerede os. Den nyansatte licentiat på centrallaboratoriet Asger Lundorff havde bestilt 100 stk. engangsleverbiopsitænger. De tænger var hammerdyre, så da vi fik regningen, havde han drænet hele vores annuum, klinikkens årsbevilling. Vi var dybt rystede over, at han kunne finde på sådan noget uden at spørge først. Han måtte høre for det i mange år efter. Han fik dog selv klaret problemet ved at søge nogle fonde, og klinikken kom igennem året. 56

57 Jeg kunne ikke styre min kollega Jeg fik nu sværere og sværere ved at styre min tidligere kollega L. Han kom og gik som han havde lyst til. Vi havde haft den ordning, at vi hentede hinanden om morgenen, da han kun boede få km fra Vallensbæk. Når Velling og jeg kom om morgenen for at hente ham, var han ude og lufte sin hund, og så måtte vi pænt sidde i dyreambulancen og vente i mindst et kvarter, til han fik sig snøvlet færdig, selvfølgelig med det resultat at vi alle tre kom for sent. Velling og jeg prøvede at forklare ham, at hvis vi fortsat skulle køre sammen, var det vigtigt, at vi var parat, når vi blev hentet og det gjaldt naturligvis også om at komme til den aftalte tid. Velling og jeg stod ofte og spejdede efter ambulancen på Vallensbæk Torvevej, - han var faktisk mere forsinket end kystbanetoget!. Det endte da også efter nogle år med, at vi stoppede denne ordning. Derefter skete det næsten dagligt, at han kom daskende mindst en halv time for sent. Det medførte, at hvis jeg havde aftalt med en dyreejer, at vi skulle hente en hest eller ko med ambulancen på en bestemt tid om morgenen, var jeg nødt til at holde min aftale og måtte i stedet for sende Velling. Velling blev sur og protesterede over, at han skulle køre, når det var hans kollegas job. Jeg kunne ikke vide, om L var blevet syg eller bare kom for sent. Hvis han var syg, ringede han først når han var sikker på, at Gitta var mødt, og talte med hende. Han boykottede mig som vagtmester. Når han så endelig mødte op, var han ikke til at drive ud i klinikken og lave Vellings arbejde, når Velling nu passede hans, men gik på sladder på de andre klinikker. Hvis det lykkedes mig at sætte ham til at fotokopiere, lagde han papirerne så skævt, så de var ubrugelige, hvorefter jeg måtte gøre det om. En dag blev det for meget for mig, jeg fortalte ham at jeg ville gå til institutlederen, som dengang var Flemming Kristensen. Han svarede mig hånligt Gør du bare det, din fede nød! Flemming Kristensen kaldte os begge op til et møde. L berettede for Flemming, at han var nødt til at følge sine børn i skole. Jeg indskød, at børnene var henholdsvis 10 og 12 år og altid altid selv til skole. Så fik jeg at vide, at jeg var urimelig. Det endte med, at han fik lavet sin mødetid om fra 7.30 til Efter den tid opgav jeg helt at sige noget til ham, når jeg ikke kunne få den fornødne opbakning, og jeg var skuffet over den urimelige afgørelse. Det hjalp ikke i ret lang tid, så kom han igen for sent. Når han kørte ambulancen, kunne det godt tage dobbelt så lang tid, som hvis vi andre kørte turen. Jeg prøvede at påtale det for Gitta, men intet hjalp, og jeg blev efterhånden også lidt ligeglad. Hun var så forgabt i ham, at hun fandt sig i, at han puttede tandpasta i hendes træsko og bagefter trak hende ind under nødbruseren på centrallaboratoriets gang, hun smilede bare forlegent og gik op på sit kontor. Vi andre ville ikke turde bare tænke tanken. 57

58 En dag kom Velling og viste mig i Jagtbladet, at L og hans hund havde fået en præmie. Det var foregået i en weekend, hvor han havde meldt sig syg, og jeg havde måttet aflyse mine aftaler for at overtage vagten. En anden gang skulle jeg på grund af L s sygemelding have fat i vognmand, Claus Court En genkendelig stemme lød i radiotelefonen, og jeg udbrød: Hvad fanden laver du i Claus Courts bil? Der blev helt stille i røret, og det blev lagt på. Jeg fik senere at vide, at han havde fået lov til at låne lastbilen til at køre byggeaffald væk med. Efter et årstid var der omstruktureringer af kørselsafdelingen, og praksis og endte med at blive skilt fra og blev flyttet til stordyrspraksis. Man mente, at overvagtmester Olesen bedre kunne styre L end jeg. Men der gik kun i et kort stykke tid, så opførte han sig på samme måde som hos os. Det endte med, at han blev førtidspensioneret på grund af dårlig ryg, som han havde pådraget sig ved tunge løft fra ambulancens sidelem og rampe. Jeg blev aldrig spurgt til råds, skønt jeg kunne have bidraget med at fortælle, at han allerede kort efter sin ansættelse havde klaget over rygsmerter og i den forbindelse fik bevilget et stødabsorberende hoppesæde. Han var uddannet mekaniker og havde før arbejdet med tunge gravemaskiner. Nye arbejdsopgaver Dyrlægevagten (Ambulatorisk Klinik) blevet fusioneret med Hospital for Mindre Husdyr. Vi var alle klar over, at det ville medføre mange forandringer de næste mange år. Det blev en langsom, men uundgåelig sammensmeltning af afdelingerne. Det første, der skete var, at praksis med Falmer Hansen blev flyttet over til Medicinsk Klinik for Store Husdyr. Vores arbejdsopgaver begyndte lige så stille at ændres. Jeg indså, at jeg måtte finde mig en lille niche og benyttede mig af, at jeg stadigvæk selv bestemte og således kunne få tid til at dygtigøre mig ved at lege med mit videokamera. Samtidig brugte jeg mange aftner og fridage hos René på KUA, hvor han lærte mig at klippe film. Klipningen foregik på to U-matic-maskiner, en player og en recorder, som kunne skille lyd og billede ad, hvorefter uønskede dårlige sekvenser kunne bortklippes. René skønnede efter et stykke tid, at jeg skulle prøve at lave en film sammen med en lektor fra August Krogh Instituttet. Emnet var Regnormens aktionspotentialer. Lektoren og jeg afsatte den første weekend, hvor jeg ikke skulle havde vagt. Vi mødtes kl 8. om morgenen i kælderen under Ambulatorisk Klinik i vores nye midlertidlige undervisningsrum. Min opgave var at filme regnormen, som fik sin hovednerve fritlagt. Ormens hovednerve går på langs af hele dens krop, så lektoren begyndte med at flække ormen fra hoved til hale. Ormens krop blev spændt ud med små knappenåle på en flamingoplade. Herefter blev nerveenden forbundet med en dråbe saltvand og en elektrode blev påsat. En svag strøm blev herefter sendt gennem nerven. Man kunne på denne måde måle og se 58

59 udslaget på et specielt følsomt apparat; det var grundlæggende undervisning for studenterne Det var en meget tidskrævende opgave at klargøre en sådan opstilling, og filmen skulle vise sig meget nyttig for både lektor og studerende. For at få et brugbart resultat var det nødvendigt at optage meget tæt på objektet. Jeg var ikke klar over, at mit kamera havde en sådan funktion, så jeg forsøgte mig med at låne et forstørrelsesglas med et rundt lysstofrør i på centrallaboratoriet. Det gav ikke nok, men ved et tilfælde pillede jeg ved indstillingerne på kameraets linse og fandt ud af, at den også kunne optage i marco, og ved samtidig at bruge forstørrelsesglasset til de helt små detaljer kunne jeg få skarpe og gode billeder af de blottede nerveender. Lektoren arbejdede naturligvis selv med briller med forstørrelsesglas. Efter en lang weekend havde vi med stor succes optaget forsøget, og vi havde så meget materiale, at vi kunne klippe filmen sammen ude på KUA. René lavede grafik og tekster, og endnu et par fridage blev ofret på sagen. Efter en kraftig justering af min redigering og lektorens tale var filmen færdig. Vi var alle tre godt tilfredse med resultatet. Det var en fantastisk stolt følelse for mig at stå med et virkelig brugbart materiale. Men mine kolleger på klinikken forstod ikke, at jeg gad bruge min fritid til noget, som ikke var til direkte nytte for KVL. Jeg har for nylig spurgt René, om denne film stadig bruges, og det mener han, den bliver. Alle klinikkerne var nu blevet samlet i ét institut med dyrlæge N.C. Nielsen som institutbestyrer. På vores afdeling blev dyrlæge Michael Hesselholt i 1988 udnævnt til professor, da N.O. Christensens professorat var ledigt. Hesselholts opgave var først og fremmest at få styr på centrallaboratoriet og ambulatoriet og at bevare professoratet på det kliniske institut. Vi vidste alle på afdelingen, at han sad i venteposition til at overtage professor Gerth Espersens professorat i Kirurgisk Afdeling I 1988 blev der på Centrallaboratoriet ansat en ung dyrlæge ved navn Asger Lundorff Jensen, som var Ph.D studerende, og han fik for alvor sat gang i laboratoriets arbejde. Den Ambulatoriske Klinik (Dyrlægevagten) gik nu sin uundgåelige skæbne i møde. Luksus-Hansen havde fået en gang tæsk af nogle bøller i en badstue inde i København, hvilket gav ham en kraftig hjernerystelse, og kort efter en hjerneblødning, som han dog kom delvis over. Velling og jeg måtte mange gange hjælpe ham med at huske doseringer og hente hjælp fra de andre dyrlæger, når han ikke ramte venerne, når han gav indsprøjtninger. Han var også blevet lidt ligeglad til stor undren for os alle, som havde set op til den gamle dygtige Luksus-Hansen. Det endte med, at han fik førtidspension, efter han endnu en gang var blevet slået af nogle bøller, som han havde haft med hjemme. Praksisvognen blev stjålet fra ham. Den blev dog snart fundet, og jeg måtte hente den på Valby politistation Her sad en virkelig ulykkelig, udmyget og forslået mand, Jeg havde en samtale med administrator Højby Hansen, og vi var enige om ikke at tale mere om den sag. 59

60 Professor Hesselholt kom en gang imellem ud i klinikken. Han havde overhovedet ingen erfaring med smådyr, så ham måtte vi også hjælpe så godt vi nu kunne; ham havde vi altså heller ikke rigtig nogen nytte af i klinikken. De unge dyrlæger gjorde en god indsats, de arbejdede ihærdigt på at få smådyrsklinikkerne samlet. Klinikken havde jo mistet alle de gamle, erfarne dyrlæger, så der var nu ikke anden udvej, end at lægge Ambulatoriet (Dyrlægevagten) og den Stationære Klinik for mindre Husdyr sammen, sådan som det også var planlagt af konsistorium Vi fortsatte med vores egne rutiner og gøremål, men efterhånden blev vores opgaver mere og mere sammenbragt, og mine funktioner var stadigvæk kasseopgørelse og afregning af klinikkens omsætning til aflevering til administrationskontoret. Alt andet blev ændret hen ad vejen. Jeg skulle modtage og besvare alle telefonopkald i konsultationstiden og trykke undervisningsmateriale og kompendier på den nyanskaffede stencilbrænder og elektriske duplikator. Vi havde fået lov til at benytte Genetikkens kopimaskine i begrænset omfang. Dyreambulancen blev flyttet over til stordyrene sammen med Leif Tholstrup, hvilket var det eneste, men store lyspunkt for Velling og mig. Nu skulle vi da ikke trækkes mere med den ualmindeligt dårlige kollega. Men til gengæld blev det pålagt Velling og mig at fortsætte med vagterne, samtidig med, at en ny arbejdsopgave blev lagt oveni: Hvis ikke staldpersonalet var blevet færdig med dagens opgaver i stordyrsstalden, skulle vi overtage og færdiggøre dem. Det blev også pålagt os at hjælpe til ved undersøgelser og operationer af indbragte store dyr uden for arbejdstiden. Det kunne blive nogle lange udkald, når vi først skulle hente dyret, derefter hjælpe til på operationsstuen.og rengøre den bagefter. Efter nogen tid blev chaufføren på ambulancen afskediget på grund af en arbejdsskade, som Leif havde pådraget sig, fordi, som han påstod, vægten af baglemmen på bilen overskred det tilladelige. Institutlederen for samtlige klinikker, dyrlæge N.C Nielsen, var blevet syg, og dyrlæge Eiliv Svalastoga blev valgt til ny institutleder. Han fik på grund af Leifs sag en uberettigt stor bøde. Jeg blev aldrig hørt i denne sag, skønt jeg kunne have bidraget med oplysning om, at ambulancen også havde en sidelem, som kunne åbnes og lukkes med et elektrisk spil. Ambulancen blev taget ud af drift, og jeg skulle herefter sørge for, at lastbilen blev rørt hver dag, indtil den kunne blive solgt. I et helt år havde jeg således en 16 tons lastbil som vagtbil. René fra KUA gav mig til låns et komplet U-matic redigeringsanlæg, da KUA lige havde fået et helt nyt og moderne, computerstyret redigeringsanlæg, Han hjalp mig med at sætte det op nede i kælderen under Mindre Husdyr. Instituttet havde i den forbindelse bevilget mig et rum til videoredigering, og de bevilgede mig også et Sony VHS videokamera og en dyr TBC (en enhed, som kan regulere lys, kontrast og farver og transformere U-matic til SVHS). På dette tidspunkt følte jeg, at jeg var ved at få etableret en videoafdeling i instituttet. 60

61 Den følgende tid fik jeg mange småopgaver med at overspille 8 og 16 mm film til video. Jeg havde fundet ud af at køre filmen tæt på lærredet, således at billedet blev skarpere, og holdt videokameraet næsten lige bagved for at undgå at få filmspolen med. Lyden koblede jeg direkte til kameraet, og på den måde undgik jeg lyden fra filmfremviseren. Kvaliteten blev rimelig, og på den måde kunne vi undgå mange tekniske uheld under filmforevisningerne. Jeg fik mange sjove opgaver af dyrlæge Anette Flagstad. Hun var vores fugleekspert og hun indspillede en film om duer med sygdommen Paramyxovirus (drejesyge hos duer). Det var en sygdom, som pludselig var brudt ud igen efter mange års pause, og de vilde duer ville kunne smitte tamduerne, hvis ikke de var vaccineret mod sygdommen. Det var derfor godt, at vi kunne vise de studerende duernes adfærd under sygdomsforløbet. Jeg fik også en opgave af Det Veterinære Sundhedsråd, som bad mig om at filme ål, når man afslimede dem med salmiakspiritus. Her kunne man dokumentere, at man påførte ålen unødige smerter. Der var også en sag om en skamskydning i forbindelse med slagtning af hjorte i fangenskab. Da det er svært at komme tæt på dyrene uden at stresse dem, skyder man dem på bladet; høj eller lav hjertekugle er dræbende. Ved den lave bladkugle, hvor dyret træffes direkte i hjertet, kan dyret i nogle tilfælde forende, når det træffes af kuglen, I dette tilfælde var det blevet filmet, og skytten var blevet anmeldt for at have anskudt hjorten, som ikke forendte omgående. Rådet havde svært ved at bedømme, om skuddet var korrekt placeret og om rette caliber. Jeg fik til opgave at lave filmen om til slow motion. På den måde kunne de se, hvor projektilet havde ramt dyret. På Obstetrik og Reproduktion, i daglig tale fødeklinikken optog jeg et kejsersnit, hvor koen havde fået børvattersot (væske i livmoderen). Da dyrlæge Ib Christiansen under operationen åbnede livmoderen, kom der en vandkaskade på ca 60 liter vand ud. Tvillingekalvene levede, da de blev født, men døde desværre efter få minutter.. Henrik Leen Jensen fik lavet en film om scanning af hopper. Det var så stort et projekt, at jeg måtte ty til René, som lavede en virkelig god og instruktiv video. Men mange af optagelserne stod jeg for. De foregik i Flyinge, et stort hingstestutteri i Sydskåne, hvor jeg filmede de indklip vi skulle bruge f.eks.hvordan man tappede hingstene for sæd, undersøgelsen af sædkvaliteten og den sidste fase, nedfrysningen. Studenterne spurgte mig, om jeg ville optage den årlige smedjerevy, som stod for døren. Jeg begyndte med at se og prøveoptage generalprøven i min frokostpause. Jeg havde store problemer med lyset, da mit kamera ikke kunne klare det stærke projektørlys. Jeg kunne ikke få dem til at lave noget om, så jeg måtte gøre det så godt jeg nu kunne. Med to forestillinger og en bunke aftner til klipning blev resultatet trods alt rimeligt. Studenterne var i hvert tilfælde tilfredse, for de bestilte mig til at gentage samme opgave året efter. 61

62 Det var rygtedes på forvalterkontoret, at jeg havde lavet en film til administrator Højby Hansens 25- års- jubilæum. Den var Vips og jeg ude på Amager og aflevere, hvor han kvitterede med et dejligt måltid mad. Jeg talte ofte med ham, da jeg havde foræret ham en Broholmer hund, en søster til min fars hund Rolf. Så de bad mig optage dronningens ankomst og linke filmen til auditoriet, så alle gæster kunne se det. Her fik jeg også hjælp af René Han lånte mig et bedre kamera, som jeg kunne sætte på 1. sal, så man kunne se bilens ankomst. Jeg havde haft et samarbejde med en betjent fra Højbakkegaard, hvor jeg havde hjulpet ham med en sammenklipning af en film om grønthøstere. Ham fik jeg til at filme selve modtagelsen uden for indgangsdøren,så jeg kunne skifte fra det ene kamera til det andet og på den måde kunne de følge med på den nyanskaffede storskærm. Alle kunne således være parat til at rejse sig, når dronningen trådte ind i auditoriet. Efter årsfesten ryddede vi op, og jeg fik en del flotte blomsterbuketter med hjem til Vips. Det var ikke noget, hun var vant til Huset i Kirkestrædet 9 i Rønne Vips mor Iris havde et stort ønske om at komme til at bo nær ved Vips i sine sidste år. Derfor søgte vi Vallensbæk kommune om en beskyttet bolig i Rønnebækhus i Vallensbæk. Det er en integreret institution, hvor man gradvis kan få mere og mere hjælp, efterhånden som behovet opstår. Min far var flyttet dertil nogle år før, og var ovenud tilfreds med at bo der. Vi fik Vips mor overtalt til at se på stedet. Hun var meget begejstret, så vi skrev en ansøgning til Kirkestræde nr.9 Rønne kommunen. Efter et par måneder kom der positivt svar Vi havde haft kontakt med viceborgmester Jørgen Petersen, som vi kendte ret godt, og han fremmede sagen for os. Vips havde nogle år tidligere siddet sammen med hans kone Post-Birthe i Brugsens bestyrelse, og de var blevet gode venner, selv om de ikke delte politisk ståsted. Den.15. juni 1991 flyttede Vipses mor ind i sin nye lejlighed nr.212 på Rønnebækhus. Den lå på anden sal med altan ud til Ringvejen. Jeg husker, at Jørgen og Post-Birthe en dag spurgte os, om vi havde lyst til at deltage i en stor fest på Egholmskolen med mad og vin, og det var endda gratis. Da vi skulle gå til bords, var der bordkort, og til vores store overraskelse, fik Vips selveste hovedgæsten Anker Jørgensen til bords, og jeg sad lige overfor med en borddame, en for mig ukendt partipolitiker. Her fik jeg under 62

63 middagen fortalt Anker Jørgensen om Stine, som troede, at det var ham, som sad til hest foran Christiansborg, og at hendes dukke var opkaldt efter ham. Som festen skred frem, kunne jeg mærke, at gæsterne var helt sikre på, at vi var noget ved partiet, og det blev ikke mindre af, at vi også kravlede op på stolene og hyldede partiet med flag og sang. Den.1. maj 1991 havde vi skrevet under på at overtage huset i Kirkestrædet nr.9 til den nette sum af kr, som skulle afvikles med kr. årligt, som Vips så fik tilbage igen som gave fra sin mor. Alt det regnskabsmæssige var noget min far ordnede. Vi havde nu fået noget at se til, da huset i Kirkestrædet var i meget ringe stand. Vi begyndte at planlægge renoveringen. Jeg havde en ide om først og fremmest at rive væggen ned mellem køkken og bryggers. Det var nødvendigt, da huset kun var på 53 kvadratmeter, og hele grundarealet var på ialt 84 kvadratmeter, så pladsen var trang. I pinsen maj 1991 kom vi til Rønne sammen med Hanne og Niels til vores nyerhvervede hus. Hanne og Niels døbte straks huset jordhulen. Jeg kunne se på Vips, at hun ikke kunne lide, at hendes barndomshjem var gået sådan i forfald. Pinsemorgen begyndte jeg så småt at rive væggen ned mellem bryggerset og det gamle soveværelse. Det viste sig hurtigt, at det ikke tog ret lang tid da væggene var lerklinede. Vi kontaktede murermester Mogens Koefod, som før havde lavet noget for svigermor. Han kom og så på huset, vi fik lavet en renoveringsplan, og med den i hånden kunne vi søge kommunen om økonomisk støtte til projektet, da huset lå i bykernen. Den 1. november 1992 stod huset færdigrenoveret til en pris af kr. og med kr. i tilskud fra kommunen og møbler fra Idé møbler til kr. blev omkostningerne, i alt kroner. Det havde været en både sjov og lærerig periode for mig. Jeg havde virkelig fået god hjælp af min nabo Asger, som assisterede med at lægge tagkonstruktionen sammen med Peter, som var tømrer og varetog alt det andet tømrer- og snedkerarbejde. Han var i gang med at uddanne sig til dyrlæge. Min kammerat Finn hjalp med at grave ud under gulvet og fjerne den overskydende jord fra stuerne. Benny malede hele huset, Tom gravede hele gården ud, og far ordnede regnskaberne, jo, der var mange som gav en hånd med. Svigermor kom over for at besigtige huset efter renoveringen Hun udbrød med forfærdelse i stemmen: Hvad har I dog gjort med mine fine teaktræsdøre, som jeg købte i dyre domme! Jeg fortalte hende, at de var blevet umoderne. Jamen, I har jo købt sådan nogle døre, som jeg udskiftede dengang Lidt efter da hun var gået lidt rundt og havde kikket, sagde hun til Vips: Jeg kan ikke forstå, at jeg har givet dig det her dejlige hus! Vips prøvede at fortælle hende at vi havde ofret mange penge og megen tid på det. Men det trængte ikke rigtig ind, - hun havde tilsyneladende nu helt glemt hvordan huset havde set ud. 63

64 Journalist overværer en besværlig transport Det er ikke let for en hest med kolik at falde til ro. Derfor er jakken lagt over dens hoved. Carsten Grøndahl og mig. Foto: Søren Jensen Dyrlægernes vagtordninger havde været i søgelyset. En ny overenskomst var på trapperne i med dyreambulancen, Jeg havde en aftale med journalist Søren Jensen, KVLs journalist fulgte en vagtdyrlæges arbejde en ganske almindelig onsdag. Klokken ringer en praktiserende dyrlæge til KVLs vagtstue. En koliksyg hest var så besværlig, at hesteejeren ikke selv kunne læsse den, og jeg blev derfor tilkaldt som nylig var ansat ved det interne blad Mosaik, og som skulle skrive om vagtordningen, at han skulle kontaktes, når jeg fik et udkald. Jeg gav ham besked om at gøre sig klar, og 10 minutter efter samlede jeg ham op i min 16 tons dyreambulance. Søren Jensen var meget spændt på, hvilken opgave vi skulle på. Jeg fortalte ham undervejs nogle af mine oplevelser, blandt andet den om koen, som løb ind på gangene ved administrationskontoret. Efter en halv times tid nåede vi ud til stutteriet mellem Farum og Slangerup. Stutteriet havde været nedbrændt nogle år før, så jeg vidste helt nøjagtigt, hvor det lå, da vi ofte kom forbi på vej til slagteren i Slangerup. Da vi kørte ind på gårdspladsen, stod hesteejeren og så utålmodig og bekymret ud. Da jeg steg ned af ambulancen, spurgte han mig lidt hånligt og irriteret: Hvordan i alverden vil du få den nervøse hest helt derop. Jeg svarede roligt: Hvor står hesten henne. Han pegede på stalddøren. Jeg bakkede så tæt på døren som muligt. Desværre kunne jeg ikke komme lige ud for døren, da bilen, ville blive dobbelt så lang, når jeg satte ladkassen af. Da kassen stod på jorden, henvendte ejeren sig 64

65 til mig igen: Nåeh, det kunne du jo bare have fortalt mig! Søren stod også og så ligeså imponeret ud. Vi fik trukket hesten ud på gårdspladsen, men den nægtede at nærme sig bilen. Ejeren fortalte, at sådan havde de stået hele eftermiddagen og forsøgt at få den ind i deres egen hestetrailer. Jeg forsøgte mig nu med at lægge et reb krydset bag om hesten, den sparkede så meget ned mod stenbroen, at der stod ildgnister fra hestens bagsko, og den stejlede så meget, at den var lige ved at falde bagover. Ejeren var bekymret og bange. Journalisten stod i tilbørlig afstand og betragtede sceneriet. Jeg besluttede mig til at ringe hjem til den vagthavende dyrlæge Carsten Grøndahl for at få ham ud og give hesten en beroligende indsprøjtning. Vi satte den på stald i ventetiden for at få den til at falde til ro, for så vild som den nu var, ville en beroligende indsprøjtning ikke have den optimale virkning. Efter en halv time kom Carsten og gav hesten en sprøjte, vi ventede i ti minutter og tog den så ud til bilen. Hesten gik igen hel grassat, og jeg foreslog at dække dens hovede med en jakke og snurre den rundt, så den mistede orienteringen. Medicinens virkning var nu på sit højeste, hesten gik lige så forsigtigt ind i bilen uden tvang, og vi kørte ind på skolen. Da vi ankom, dækkede jeg dens hovede til igen og fik den endelig ind i tvangsboksen, så Carsten kunne foretage en rektalundersøgelse. Ejeren fortalte, at hesten var så bange for at køre, fordi den engang var gået igennem bunden på en hestetrailer og var kommet til skade, og oplevelsen med ildebranden på stutteriet havde også sat sine spor. Journalisten havde i dag set, hvad vi kunne komme ud for. Men artiklen i Mosaik kom mere til at handle om dyrlægernes tag-selv-bord, da man mente, at vagtordningen var for dyr. Ubudne gæster på klinikken En dag fik vi besøg på dyrlægevagten af en lidt ophidset dame, som påstod, at vi kun havde ét formål på vores klinik, nemlig at pine 65

66 dyrene til døde! Hun havde derfor til hensigt at forhindre os i at modtage flere dyr. Luksus Hansen, som havde et godt tag på ældre damer, kom ud og forklarede, at hun var hel gal på den. Efter en halv times tid slap Hansens tålmodighed op. Han bad hende om at forlade klinikken, da han ikke havde mere at tale med hende om. Konen var efterhånden så ophidset, at hun begyndte at spytte og slå efter ham. Vi andre på klinikken kunne ikke undgå at høre skænderiet, og i begyndelsen trak vi på smilebåndet over, hvordan Luksus prøvede at berolige den ophidsede og forvirrede kone. Hansen kaldte nu på mig og bad mig om at få hende til at gå. Min uniform plejede at have en vis beroligende virkning i sådanne situationer, men ak! hun ville ikke forlade klinikken godvilligt. Jeg prøvede forsigtigt at skubbe hende hen mod udgangen. Hun begyndte at gøre modstand ved at skubbe mig, samtidig med, at hun råbte mig ind i ansigtet og udstødte de voldsomste beskyldninger. Jeg var nu blevet så irriteret, at jeg resolut greb hende i overarmen og slæbte hende ud af klinikken. Jeg slap hende først, da vi stod udenfor. Nu råbte hun højt: At hun ville melde mig til politiet for at have øvet vold mod hende. Jeg blev godt nok lidt betænkelig, for måske skulle jeg hellere have bedt politiet om hjælp i stedet for selv at smide hende ud. Jeg skønnede, at det nok var bedst at jeg selv anmeldte det. Så jeg ringede omgående til Frederiksberg Politi. I løbet af ti minutter ankom en patruljevogn. Jeg havde i mellemtiden holdt øje med konen og bemærket, at hun var gået ind på vores fiskelaboratorium. Jeg fortalte politiet om hændelsesforløbet, og at hun havde truet mig med en anmeldelse om vold. Hvor befinder hun sig nu? spurgte betjentene. Hun er gået ind på fiskelaboratoriet Vi gik sammen derind, og ganske rigtigt stod hun dèr og rodede i nogle papirer. Politibetjenten spurgte hende, om hun ville anmelde vagtmesteren for vold, og hvad hun i øvrigt lavede på laboratoriet. Hun svarede straks: Ja, ham der, og pegede på mig. Hvor på kroppen har han øvet vold? spurgte betjenten. Her på min overarm; han tog fat og slæbte mig ud af klinikken mod min vilje. Må jeg se din overarm? spurgte betjenten. Hun trak op i ærmet og viste stedet. Jeg kan ikke se nogen blodudtrædninger, så det har ikke noget med vold at gøre. Og så må du forlade området nu, inden vi kører. I modsat fald bliver du indberettet for ulovlig indtrængen på klinikområdet. Jeg må indrømme, at jeg var noget lettet, for jeg vil tro, at hun har haft blå mærker senere på dagen En anden episode indtraf mange år efter. Hospital for Mindre Husdyr og Ambulatorisk Klinik var blevet lagt sammen til ét institut. 66

67 Jeg havde stadigvæk til opgave at afregne gårsdagens omsætning på hospitalet med administrationen. Det kunne godt volde nogle problemer og ikke mindst kræve tid at få rettet de fejl, som nemt kunne opstå, fordi flere personer havde adgang til pengekassen. Derfor passede det mig godt, at Vips mødte så tidligt om morgenen, for så kunne vi følges ad i bilen de dage, hvor vejret ikke var egnet til kørsel med min nye 45 km knallert. En sådan tidlig morgen ankom jeg til klinikken. Det første, som slog mig, var at der uden for klinikken stod en trehjulet ladcykel med en slikautomat på ladet, magen til den, som var blevet sat op på klinikken af Red Barnet. Jeg låste mig ind og forventede at se en klient på klinikken sammen med en vagtdyrlæge. Der var ingen i venteværelset, slikautomaten i venteværelset manglede, og rengøringsdamerne var gået til kaffepause. Jeg fik en tydelig fornemmelse af, at der var ubudne gæster i klinikken. Jeg gik ganske forsigtigt hen mod undersøgelsesrummet. Idet jeg kom forbi dyrlægekontoret, lød der en høj knasen som fra et skab, der bliver brækket op. Jeg smækkede døren op og så, at der stod en tynd ung mand, tydeligvis en narkoman, som havde brækket et aflåst skab op med en skruetrækker. Vinduet stod åbent, og han prøvede at flygte ud gennem det, idet jeg kom brasende ind. Jeg nåede at få fat i hans buksehængerøv og trak ham tilbage til kontoret. I min anden hånd havde jeg stadigvæk mine nøgler. Samtidig med at jeg trak ham ned, gav jeg ham en på kajen med den hånd jeg holdt nøglerne med. Jeg råbte samtidig til ham: Hvad fanden bilder du dig ind at ødelægge vores inventar! Den unge mand var rystet og bange, han prøvede på at komme forbi mig ved at angribe mig, men jeg var så tændt, at jeg til sidst fik overmandet ham og lagt ham over skrivebordet med hans arm vredet om. Han begyndte at småklynke og lovede at ligge stille. Jeg løsnede grebet lidt og prøvede med den ene hånd at ringe til alarmcentralen. I det korte øjeblik, hvor jeg koncentrerede mig om at ringe, vred han sin ene arm fri,og i den hånd havde han stadigvæk sin skruetrækker, som jeg ikke havde bemærket. Han prøvede nu at ramme mig i hovedet og i nakken. Jeg mærkede, at den gik dybt ind og blev bange for, at han kunne slå mig ihjel. Jeg måtte slippe ham, da det blev for farligt og til min store ærgrelse måtte jeg lade ham løbe. Jeg kunne nu høre en stemme henne i telefonrøret, som lå på bordet. Det var alarmcentralen, som jeg havde kaldt. Jeg fortalte, hvad der var sket, og 3-4 minutter senere kom der tre patruljevogne, som afspærrede hele området omkring klinikken. Jeg blev kort afhørt af en af politibetjentene. Da han havde forvoldt skade på mig med en skruetrækker, blev det betragtet som groft voldeligt overfald. Jeg blødte efter skrammerne fra både hoved og nakke, der blev tilkaldt en ambulance, og jeg blev kørt til Frederiksberg Hospitals skadestue, hvor jeg blev syet sammen i nakke og hovedbund. Jeg 67

68 fik også tilbudt krisehjælp, som jeg afslog, da jeg mente, at narkomanen havde mere brug for det end jeg. Da jeg kom tilbage på klinikken, skulle jeg afhøres af en kriminalbetjent. Jeg viste, hvordan jeg var kommet ind, og hvor overfaldet havde fundet sted. Idet vi rekonstruerede overfaldet, fandt vi en plastpose med en hel del narkotika, som han tydeligvis havde samlet sammen fra vores medicinskabe. Kriminalbetjenten bad mig møde på et kontor i Puggårdsgade for at se i deres forbryderalbum. Jeg kunne ikke finde ham, og sagen blev skrinlagt. Til gengæld fik jeg besked fra administrationen om, at jeg ikke skulle lege politimand, men i stedet ringe efter dem, hvis jeg skulle komme ud for noget lignende igen. Mor og fars guldbryllup Da Stine skulle gå sin første parade med Greve Pigegarde traf det sig så uheldigt, at det var samme dag min mor og far havde guldbryllup. Garden var bestilt til at gå ned gennem Vordingborgs strøggade sammen med Prins Jørgens garde som var hjemmehørende i Vordingborg. Pigerne var inviteret til en festlig sammenkomst om aftenen. Stine glædede sig meget, men var naturligvis ked af, at vi ikke kunne overvære hendes første parade. Vips og jeg var klar over, at det pinte hende. Lassemor var ankommet fra Varde aftenen før, hun skulle overnatte hos os. Så hun kunne ikke undgå at høre, hvor skuffet Stine var. Efter den festlige morgenkaffe hos mor og far trak vi os tilbage for at hvile og lade op til den store fest om aftenen. Lassemor, som var fyldt firs år, kunne nok have behov for det, mente Vips og jeg. Men nej! Hun syntes, at vi skulle tage til Vordingborg og se paraden. Sove kan vi altid gøre, når vi bliver gamle, sagde hun. Vips og jeg var helt enige med hende, så vi skyndte os ud til bilen og kørte til Vordingborg. Vi var ikke helt sikre på, om vi kunne nå det. Gudskelov nåede vi lige akkurat ned på hovedgaden i Vordingborg, da garden kom med fuld musik. Stine gik flot, og da hun fik øje på os, kom der et rigtig stort smil frem - det var hele turen værd. Nu fik vi travlt, for klokken var blevet mange, så vi kørte i rask tempo hjem. Da vi ankom, skulle vi vaskes og skifte til festtøj. Lassemor havde fået en ny overdel til sin kjole, og i skyndingen havde hun fået den omvendt på. Ingen af os havde tid til at lægge mærke til det. Først da vi ankom til Vallensbæk Idrætscenter, hvor festen skulle holdes, begyndte Vips at grine og pegede på Lassemor Du har taget din bluse bagvendt på. Lassemor grinede og sagde: Det er der nok ingen som lægger mærke til på sådan en gammel kone som mig! 68

Det som ingen ser. Af Maria Gudiksen Knudsen

Det som ingen ser. Af Maria Gudiksen Knudsen Det som ingen ser Af Maria Gudiksen Knudsen Da Jonas havde hørt nogen af de rygter der gik om mig, slog han mig med en knytnæve i hovedet. Jeg kunne ikke fatte at det skete, at han slog mig for første

Læs mere

Er det virkelig så vigtigt? spurgte han lidt efter. Hvis ikke Paven får lov at bo hos os, flytter jeg ikke med, sagde hun. Der var en tør, men

Er det virkelig så vigtigt? spurgte han lidt efter. Hvis ikke Paven får lov at bo hos os, flytter jeg ikke med, sagde hun. Der var en tør, men Kapitel 1 Min mor bor ikke hos min far. Julie tænkte det, allerede før hun slog øjnene op. Det var det første, hun huskede, det første hun kom i tanker om. Alt andet hang sammen med dette ene hendes mor

Læs mere

KENDELSE. Indklagede havde en ejendom til salg, som klagerne ønskede at købe.

KENDELSE. Indklagede havde en ejendom til salg, som klagerne ønskede at købe. 1 København, den 9. oktober 2012 KENDELSE Klagerne ctr. statsaut. ejendomsmægler MDE Inge Grandt Virum Torv 7, st. tv. 2830 Virum Nævnet har modtaget klagen den 31. januar 2012. Klagen angår spørgsmålet

Læs mere

Skibsdrengen. Evald Tang Kristensen

Skibsdrengen. Evald Tang Kristensen Skibsdrengen Evald Tang Kristensen Der var engang en rig mand og en fattig mand, og ingen af dem havde nogen børn. Den rige var ked af det, for så havde han ingen til at arve sin rigdom, og den fattige

Læs mere

Vi havde allerede boet på modtagelsen i tre år. Hver uge var der nogen, der tog af sted. De fik udleveret deres mapper i porten sammen med kortet,

Vi havde allerede boet på modtagelsen i tre år. Hver uge var der nogen, der tog af sted. De fik udleveret deres mapper i porten sammen med kortet, Vi havde allerede boet på modtagelsen i tre år. Hver uge var der nogen, der tog af sted. De fik udleveret deres mapper i porten sammen med kortet, der anviste vejen. Siden så vi dem aldrig mere. 8 9 Dagen

Læs mere

UDSKRIFT AF HJEMME IGEN! BIOLOG-FAMILIEN HAMZIC. For 15 år siden boede jeg med min familie i Herzegovina i byen Trebinje.

UDSKRIFT AF HJEMME IGEN! BIOLOG-FAMILIEN HAMZIC. For 15 år siden boede jeg med min familie i Herzegovina i byen Trebinje. UDSKRIFT AF HJEMME IGEN! BIOLOG-FAMILIEN HAMZIC For 15 år siden boede jeg med min familie i Herzegovina i byen Trebinje. Det er tæt på Adriaterhavet nær Dubrovnik. Jeg har en kone og to drenge, som var

Læs mere

Man skal være god til at spørge

Man skal være god til at spørge Artikel fra Muskelkraft nr. 1, 2002 Man skal være god til at spørge Som handicaphjælper er Klaus parat med praktisk bistand og psykisk støtte til sin brugers sexliv. Misforståelser kunne være undgået,

Læs mere

Alex. Og den hemmelige skat. Navn: Klasse: Ordklasser 3. klassetrin

Alex. Og den hemmelige skat. Navn: Klasse: Ordklasser 3. klassetrin Alex Og den hemmelige skat Ordklasser 3. klassetrin Navn: Klasse: 1. Skattekortet Her er Alex. Han er en meget glad dreng, for han har lige fået en ny Nintendo. Eller han har ikke fået den, faktisk er

Læs mere

Beredskabsstyrelsen kan sende et eftersøgnings- og redningshold et såkaldt. Madison Mærsk

Beredskabsstyrelsen kan sende et eftersøgnings- og redningshold et såkaldt. Madison Mærsk Madison Mærsk Skrevet af Helle Heidi Jensen Hvis et land rammes af et jordskælv eller af en anden naturkatastrofe, skal der hurtigt iværksættes en eftersøgnings- og redningsindsats for at finde overlevende.

Læs mere

Han ville jo ikke gemme sig. Og absolut ikke lege skjul! I stedet for ville han hellere have været hjemme i køkkenet sammen med sin mor og far.

Han ville jo ikke gemme sig. Og absolut ikke lege skjul! I stedet for ville han hellere have været hjemme i køkkenet sammen med sin mor og far. Kapitel 1 Der var engang en dreng, der gemte sig. Bjergene rejste sig høje og tavse omkring ham. En lille busks lysegrønne blade glitrede i solen. To store stenblokke skjulte stien, der slyngede sig ned

Læs mere

Stylet orden. Hun indretter med indføling: Side X NYT FRITIDSHUS. energivinduer. www.lilje-huset.dk

Stylet orden. Hun indretter med indføling: Side X NYT FRITIDSHUS. energivinduer. www.lilje-huset.dk Fyens Stiftstidende og Fyns Amts Avis fredag 13. juli 2012 Hun indretter med indføling: Stylet orden Side X 70 23 15 23 jna.dk energivinduer Spar op til 35% nu kontakt os for mere info udstilling: Kratholmvej

Læs mere

Ny skolegård efter påskeferien.

Ny skolegård efter påskeferien. FORDYBELSESUGE PÅ HELLIG KORS SKOLE 29. MATS 2. APRIL 2004 Ny skolegård efter påskeferien. Vi var ned i skolegården og der fortalte håndværkerne os at de bliver færdige om ti dage. De laver den nye skolegård

Læs mere

Postfunktionærernes Andels Boligforening

Postfunktionærernes Andels Boligforening 8. oktober 2010 Referat fra ordinært årsmøde mandag den 27. september 2010. Velkomst Otto Wois bød velkommen til afdelingens ordinære årsmøde, specielt til: Formand for PAB Preben Bansemer, næstformand

Læs mere

Helle Helle: Afløb (2000)

Helle Helle: Afløb (2000) Helle Helle: Afløb (2000) 5. 10. 15. 20. 25. 30. Min bror er i dårligt humør. Han ligger på knæ på mit badeværelse og renser afløbet i brusekabinen med en lang metalgenstand. Det har været stoppet nogle

Læs mere

Den Internationale lærernes dag

Den Internationale lærernes dag Den Internationale lærernes dag I dag er det en særlig dag. For den 5. oktober har flere foreninger rundt om i verden valgt at markere som Den internationale lærernes dag. Man ønsker på denne måde at markere

Læs mere

Kasse Brand (arbejdstitel) Amalie M. Skovengaard & Julie Mørch Honoré D. 14/04/2010. 9. Gennemskrivning

Kasse Brand (arbejdstitel) Amalie M. Skovengaard & Julie Mørch Honoré D. 14/04/2010. 9. Gennemskrivning Kasse Brand (arbejdstitel) Af Amalie M. Skovengaard & Julie Mørch Honoré D. 14/04/2010 9. Gennemskrivning 1 EXT. HAVEN/HULLET. DAG 1 August 8 år står nede i et dybt hul og graver. Han gider tydeligvis

Læs mere

Alma 82 år. Dement jeg kan ikke forstå hvorfor jeg ikke må komme hjem og passe mine høns. Diagnose. Almas liv. Almas forvirrende Verden

Alma 82 år. Dement jeg kan ikke forstå hvorfor jeg ikke må komme hjem og passe mine høns. Diagnose. Almas liv. Almas forvirrende Verden Alma 82 år Dement jeg kan ikke forstå hvorfor jeg ikke må komme hjem og passe mine høns Alma er ikke så god til at huske længere og hendes sygdom gør, at hun har svært ved at passe dagligdagens gøremål.

Læs mere

Husorden for ejerforeningen 4OK. Revideret 2015

Husorden for ejerforeningen 4OK. Revideret 2015 Husorden for ejerforeningen 4OK Revideret 2015 AFFALD Køkken affald: På Landlystvej er opstillet grønne containere til køkkenaffald. Affaldsposerne skal snøres sammen inden de smides i containerne, så

Læs mere

Drømmen om at bo for sig selv

Drømmen om at bo for sig selv Artikel i Muskelkraft nr. 2, 2001 Drømmen om at bo for sig selv Peter Bang Jensen er glad for, at han flyttede væk fra en institution og ud i egen lejlighed, men hverdagen kan være svær uden hjælpere Af

Læs mere

KONFIRMATIONSPRÆDIKEN 27.APRIL 2014 1.SEP VESTER AABY KL. 10.00 Tekster: Salme 8, Joh. 21,15-19

KONFIRMATIONSPRÆDIKEN 27.APRIL 2014 1.SEP VESTER AABY KL. 10.00 Tekster: Salme 8, Joh. 21,15-19 KONFIRMATIONSPRÆDIKEN 27.APRIL 2014 1.SEP VESTER AABY KL. 10.00 Tekster: Salme 8, Joh. 21,15-19 Søren satte sig op i sengen med et sæt. Den havde været der igen. Drømmen. Den drøm, han kendte så godt,

Læs mere

Det har gjort noget ved min sjæl

Det har gjort noget ved min sjæl Det har gjort noget ved min sjæl Mariann Østergaard Bomholt er vokset op i Lyngby nord for København. Hendes far var skattesagkyndig ved kommunen, og hendes mor var hjemmegående. De var begge amatørdansere

Læs mere

2) En anden vigtig betydning er at sætte noget eller nogen i en bestemt tilstand, beskrevet med et adjektiv (se dog 4 nedenfor):

2) En anden vigtig betydning er at sætte noget eller nogen i en bestemt tilstand, beskrevet med et adjektiv (se dog 4 nedenfor): Gøre 1) Gøre kan være et tomt ekko af et andet verbum - eller et tomt spørgsmål: Jeg elsker hestekød ja, det gør jeg også! Hvad gør du dog? Jeg fik bare lyst til at smage på tulipanerne! 2) En anden vigtig

Læs mere

Referat af Ordinær Generalforsamling år 2012. Ejerforeningen Marstalsgade 42

Referat af Ordinær Generalforsamling år 2012. Ejerforeningen Marstalsgade 42 9. april 2012 Referat af Ordinær Generalforsamling år 2012 Ejerforeningen Marstalsgade 42 Sted: Marstalsgade 42, 2100 København Ø - hos Pia Rothe i nr. 2.tv. Dato: Den 29. marts 2012 fra kl. 19:30 Deltagere:

Læs mere

Sprognævnets kommaøvelser øvelser uden startkomma

Sprognævnets kommaøvelser øvelser uden startkomma Sprognævnets kommaøvelser øvelser uden startkomma Øvelse 1-20: Øvelse 21-29: Øvelse 30-34: Øvelse 35-39: Øvelse 40-44: Øvelse 45-49: Øvelse 50-59: Øvelse 60-85: Der sættes komma efter ledsætninger, jf.

Læs mere

Gid han var død af noget andet

Gid han var død af noget andet Gid han var død af noget andet Gid han var død af noget andet. Sådan havde jeg det. Som om jeg ikke havde ret til at sørge og græde, fordi min stedfar havde drukket sig selv ihjel, og ikke var død af en

Læs mere

Forebyggende arbejde

Forebyggende arbejde Seminar om arbejdsulykker Forebyggende arbejde Anmeldelse af arbejdsulykker bliver ikke kun brugt til erstatningssager. Både Fiskeriets Arbejdsmiljøtjeneste og Søfartsstyrelsens OK-Enhed bruger anmeldelserne

Læs mere

JEG TÆNKTE: Hvis han siger 'flinker fyr' eller 'grimmer en' en gang til, så rejser jeg mig og går. Eller skriger. Jeg giver mig til at skrige, og

JEG TÆNKTE: Hvis han siger 'flinker fyr' eller 'grimmer en' en gang til, så rejser jeg mig og går. Eller skriger. Jeg giver mig til at skrige, og JEG TÆNKTE: Hvis han siger 'flinker fyr' eller 'grimmer en' en gang til, så rejser jeg mig og går. Eller skriger. Jeg giver mig til at skrige, og hvad mon han så vil sige? Han skal nok finde på noget fjollet.

Læs mere

Jeg lå i min seng. Jeg kunne ikke sove. Jeg lå og vendte og drejede mig - vendte hovedpuden og vendte dynen.

Jeg lå i min seng. Jeg kunne ikke sove. Jeg lå og vendte og drejede mig - vendte hovedpuden og vendte dynen. 1. Søvnløs Jeg lå i min seng. Jeg kunne ikke sove. Jeg lå og vendte og drejede mig - vendte hovedpuden og vendte dynen. Jeg havde en mærkelig uro i mig - lidt kvalme og lidt ondt i maven. Det havde jeg

Læs mere

mening og så må man jo leve med det, men hun ville faktisk gerne prøve at smage så hun tog to af frugterne.

mening og så må man jo leve med det, men hun ville faktisk gerne prøve at smage så hun tog to af frugterne. Rosen Lilly ved ikke hvor hun er. Hun har lukkede øjne det er helt mørkt. Hun kan dufte noget, noget sødt hvad er det tænker hun. Hun åbner sine øjne hun er helt ude af den. Det er roser det var hendes

Læs mere

men det var ikke helt så imponerende, som vi havde regnet med. Tegning og hygge i toget Et forvirrende billede, der ændrer sig, når man flytter

men det var ikke helt så imponerende, som vi havde regnet med. Tegning og hygge i toget Et forvirrende billede, der ændrer sig, når man flytter Mandag d. 1/10 Vi tog fra Løgstør med bussen kl. 9.00 mod Aalborg, hvor vi steg på toget. Vi skulle skifte i både Fredericia og Padborg, men det gik fint, og det lykkedes os at få alle tingene med hele

Læs mere

Sagsnummer: 25 Navn: Varga Vilma Alder: 83 Ansøgt om: Medicin/lægebesøg. Bevilget beløb Sep. 2013

Sagsnummer: 25 Navn: Varga Vilma Alder: 83 Ansøgt om: Medicin/lægebesøg. Bevilget beløb Sep. 2013 Sagsnummer: 25 Navn: Varga Vilma Alder: 83 Ansøgt om: Medicin/lægebesøg Ansøgt om beløb 0 Lei pr. måned Bevilget beløb 2012 400 Lei i alt Bevilget beløb Apr. 2013 500 Lei Bevilget beløb Sep. 2013 500 Lei

Læs mere

Som sagt så gjort, vi kørte længere frem og lige inden broen på venstre side ser vi en gammel tolænget gård (den vender jeg tilbage til senere )

Som sagt så gjort, vi kørte længere frem og lige inden broen på venstre side ser vi en gammel tolænget gård (den vender jeg tilbage til senere ) Vi havde lejet et sommerhus på Gammelby Møllevej 57, men vi skulle først hente nøglerne i en Dagli' Brugsen i Børkop. Det kunne vi desværre først gøre fra kl.16.00. Herefter kunne vi endelig sætte GPSen

Læs mere

2. Hvad lavede Churchill-klubben?

2. Hvad lavede Churchill-klubben? 2. Hvad lavede Churchill-klubben? Churchill-klubben gjorde hvad de kunne for at drille og genere tyskerne. De stjal tyske våben og ødelagde tyske skilte. De prøvede at ødelægge motoren på parkerede tyske

Læs mere

Så er jeg alligevel en klog dreng! siger Lucas

Så er jeg alligevel en klog dreng! siger Lucas Så er jeg alligevel en klog dreng! siger Lucas Nu er mor sur igen. Hun er næsten altid vred på mig. I går var hun sur, og hun bliver sikkert sur igen i morgen. Det er ikke særlig sjovt. I dag er ikke nogen

Læs mere

Min Fars Elsker. [2. draft]

Min Fars Elsker. [2. draft] 1. SCENE INT.-MORGEN-KØKKEN Min Fars Elsker [2. draft] (15) går rundt i køkkenet, og stiller morgenmad på køkkenbordet. Hun har lavet kaffe. (45) træder ind i køkkenet, fuldt påklædt i jakkesæt og med

Læs mere

KENDELSE. Klagen angår spørgsmålet om, hvorvidt klagerne, henset til ejerlejlighedens stand, har betalt for meget for ejerlejligheden.

KENDELSE. Klagen angår spørgsmålet om, hvorvidt klagerne, henset til ejerlejlighedens stand, har betalt for meget for ejerlejligheden. 1 København, den 19. december 2011 KENDELSE Klagerne ctr. Danbolig City Aarhus ApS M.P. Bruuns Gade 11-13 8000 Århus C Nævnet har modtaget klagen den 4. juli 2011. Klagen angår spørgsmålet om, hvorvidt

Læs mere

Emilies sommerferieeventyr 2006

Emilies sommerferieeventyr 2006 Emilies sommerferieeventyr 2006 1. uge Min sommerferie startede faktisk en dag tidligere end forventet, da mormor kom om fredagen og passede Maria og mig. Det var rigtig hyggeligt og en god start på ferien.

Læs mere

Eksempler på historier:

Eksempler på historier: Eksempler på historier: Der var engang en mand Der havde en fisk Akvariet blev for gammelt Derfor skulle han købe et nyt Men han havde ikke noget at putte fisken i Derfor døde den og kom op i himlen Der

Læs mere

Prøve i Dansk 2. Skriftlig del. Læseforståelse 2. November-december 2014. Tekst- og opgavehæfte. Delprøve 2: Opgave 3 Opgave 4 Opgave 5

Prøve i Dansk 2. Skriftlig del. Læseforståelse 2. November-december 2014. Tekst- og opgavehæfte. Delprøve 2: Opgave 3 Opgave 4 Opgave 5 Prøve i Dansk 2 November-december 2014 Skriftlig del Læseforståelse 2 Tekst- og opgavehæfte Delprøve 2: Opgave 3 Opgave 4 Opgave 5 Hjælpemidler: ingen Tid: 65 minutter Udfyldes af prøvedeltageren Navn

Læs mere

fra. Hjemme fra København. Hvor skal vi flytte hen? spurgte hun vagtsomt. Åh, far har fået nyt arbejde, vi skal tilbage til Sjælland, men ikke til

fra. Hjemme fra København. Hvor skal vi flytte hen? spurgte hun vagtsomt. Åh, far har fået nyt arbejde, vi skal tilbage til Sjælland, men ikke til Kapitel 1 Det var Julies fødselsdag, og hun havde spekuleret meget på, hvad hendes far og mor mon ville give hende. Hun havde skrevet en lang liste over småting, hun syntes hun manglede, og så havde hun

Læs mere

Et lykkeligt liv - efter min fødselsdepression!

Et lykkeligt liv - efter min fødselsdepression! Et lykkeligt liv - efter min fødselsdepression! Vores datter Emma blev født i okt. 2003. Vi havde været gravide før men jeg aborterede i 7. uge af graviditeten. Graviditeten med Emma var præget af angst

Læs mere

afsagt den 23.januar 1987 af retten i Fjerritslev i borgerlig sag nr. 452/1986 P mod Brovst Kirkebys Vandværk v/n og B v/ J

afsagt den 23.januar 1987 af retten i Fjerritslev i borgerlig sag nr. 452/1986 P mod Brovst Kirkebys Vandværk v/n og B v/ J D 0 M afsagt den 23.januar 1987 af retten i Fjerritslev i borgerlig sag nr. 452/1986 P mod Brovst Kirkebys Vandværk v/n og B v/ J Under denne sag, der er anlagt den 2o.juni 1986, påstår sagsøgeren, P,

Læs mere

Materialer. Vis, hvad du kan. Sprogscreening af skoleskiftere 3. 10. klasse

Materialer. Vis, hvad du kan. Sprogscreening af skoleskiftere 3. 10. klasse Materialer Vis, hvad du kan Sprogscreening af skoleskiftere 3. 10. klasse INDHOLD Aktivitet 1, 2 og 3 Samtalebillede: Idrætslektion Aktivitet 4. Skønlitterær tekst 3.-4. klasse: Fablen Løven og musen (version

Læs mere

Jeg bygger kirken -1

Jeg bygger kirken -1 kirken - Helligånden & kraft Mål: Det er første pinsedag dagen, hvor kirken startede Vi skal høre, hvordan det gik til, og vi skal opdage, at det alt sammen skete ved Helligånden og Guds kraft. Dette var

Læs mere

D O M. Retten i Viborg har den 22. marts 2013 afsagt dom i 1. instans (rettens nr. BS SKSd- 1876/2011).

D O M. Retten i Viborg har den 22. marts 2013 afsagt dom i 1. instans (rettens nr. BS SKSd- 1876/2011). D O M afsagt den 10. april 2014 af Vestre Landsrets 15. afdeling (dommerne Hans-Jørgen Nymark Beck, Elisabeth Mejnertz og Gitte Kuhlwein (kst.)) i ankesag V.L. B 0913 13 D (advokat Paul Björn, Randers)

Læs mere

Sandheden om stress. www.xstress.dk. Ifølge Lars Lautrup-Larsen. 1. Udgave.

Sandheden om stress. www.xstress.dk. Ifølge Lars Lautrup-Larsen. 1. Udgave. Sandheden om stress Ifølge Lars Lautrup-Larsen 1. Udgave. Copyright 2013 by Lars Lautrup-Larsen Alle rettigheder forbeholdes. Indholdet af dette hæfte må ikke gengives helt eller delvist uden forfatterens

Læs mere

ingen bragende latter og høje stemmer. Ikke at der blev sagt noget mig, var jeg lidt beklemt, især over min mor.

ingen bragende latter og høje stemmer. Ikke at der blev sagt noget mig, var jeg lidt beklemt, især over min mor. Chatollet Jeg husker mit barndomshjem som et meget stille sted. Der var ingen bragende latter og høje stemmer. Ikke at der blev sagt noget til mig om at være stille, eller at stemningen var trykket. Det

Læs mere

MENNESKER MØDES 10 21 MIN DATTERS FIRHJULEDE KÆRLIGHED

MENNESKER MØDES 10 21 MIN DATTERS FIRHJULEDE KÆRLIGHED 21 MIN DATTERS FIRHJULEDE KÆRLIGHED I sidste uge var jeg ti dage i London for at besøge min datter. Hun har et rigtig godt job i et internationalt firma og et godt sted at bo. Hun har også en kæreste,

Læs mere

Sjællandsgade 22. Sjællandsgade 22. Det skal du vide om renoveringen i din bolig. November 2013

Sjællandsgade 22. Sjællandsgade 22. Det skal du vide om renoveringen i din bolig. November 2013 Sjællandsgade 22 Husk informationsmøde d. 7. november kl. 19-20 i fælleslokale på 1. sal. Sjællandsgade 22 Det skal du vide om renoveringen i din bolig November 2013 Københavns Kommune og Landsbyggefonden

Læs mere

Prøve i Dansk 1. Skriftlig del. Læseforståelse 1. Maj-juni 2009. Delprøve 1: Opgave 1 Opgave 2 Opgave 3. Tekst- og opgavehæfte

Prøve i Dansk 1. Skriftlig del. Læseforståelse 1. Maj-juni 2009. Delprøve 1: Opgave 1 Opgave 2 Opgave 3. Tekst- og opgavehæfte Prøve i Dansk 1 Maj-juni 2009 Skriftlig del Læseforståelse 1 Tekst- og opgavehæfte Delprøve 1: Opgave 1 Opgave 2 Opgave 3 Hjælpemidler: Ingen Tid: 60 minutter Navn CPR-nummer Produktionsnr. 01 Dato Prøvenummer

Læs mere

Butikken hvor du kan leje et andet liv

Butikken hvor du kan leje et andet liv Butikken hvor du kan leje et andet liv I meget gamle dage ovre i London var der en lille butik i en kælder. London var langt,langt væk. Butikken lå i en sidegade, så der var mørkt og dystert i gaden. Den

Læs mere

Stifter af MC Klub i Godthåb Bruno Thomsen I 2008 havde jeg en kammerat som spurgte, om ikke at jeg ville med til at tage kørekort til motorcykel.

Stifter af MC Klub i Godthåb Bruno Thomsen I 2008 havde jeg en kammerat som spurgte, om ikke at jeg ville med til at tage kørekort til motorcykel. Stifter af MC Klub i Godthåb Bruno Thomsen I 2008 havde jeg en kammerat som spurgte, om ikke at jeg ville med til at tage kørekort til motorcykel. Så kunne vi tage det sammen, men jeg tænkte lidt over

Læs mere

Adjektiver. www.5emner.dk. Sæt kryds. Sæt kryds ved den rigtige sætning. John og Maja har købt et nyt hus. John og Maja har købt et ny hus.

Adjektiver. www.5emner.dk. Sæt kryds. Sæt kryds ved den rigtige sætning. John og Maja har købt et nyt hus. John og Maja har købt et ny hus. Adjektiver bolig www.5emner.dk 01 Sæt kryds Sæt kryds ved den rigtige sætning. Eks. 01 02 03 04 05 06 07 08 09 10 11 12 7 John og Maja har købt et nyt hus. John og Maja har købt et ny hus. Freja har lige

Læs mere

Anonym mand. Jeg overlevede mit selvmordsforsøg og mødte Jesus

Anonym mand. Jeg overlevede mit selvmordsforsøg og mødte Jesus Anonym mand Jeg overlevede mit selvmordsforsøg og mødte Jesus Han er 22 år og kommer fra Afghanistan. På grund af sin historie har han valgt at være anonym. Danmark har været hans hjem siden 2011 131 En

Læs mere

Rita Møller Nielsen. At miste alt - en dagbog om demens. Redigeret af John Lykkegaard. forlaget mine erindringer

Rita Møller Nielsen. At miste alt - en dagbog om demens. Redigeret af John Lykkegaard. forlaget mine erindringer Rita Møller Nielsen At miste alt - en dagbog om demens Redigeret af John Lykkegaard forlaget mine erindringer Rita Møller Nielsen At miste alt - en dagbog om demens udgivet januar 2007 Udgivet som E-bog

Læs mere

Her slutter historien om Kasper.

Her slutter historien om Kasper. KASPERS HISTORIE Hvert år forsvinder der hundredevis af danskere uden at give deres familie eller andre pårørende besked : en mand går ned i kiosken på hjørnet en søndag eftermiddag og kommer aldrig tilbage.

Læs mere

Opgave 1. Modul 2 Lytte, Opgave 1. Eksempel: Hvilken parkering er billigst? Standard Budget Direct. 1. Hvor mange penge har Simon med?

Opgave 1. Modul 2 Lytte, Opgave 1. Eksempel: Hvilken parkering er billigst? Standard Budget Direct. 1. Hvor mange penge har Simon med? Modul 2 Lytte, Opgave 1 Opgave 1 Eksempel: Hvilken parkering er billigst? Standard Budget Direct X 1. Hvor mange penge har Simon med? 387 kr. 300 kr. 298 kr. 2. Hvor meget vandt Fredericia? 31-26 29-28

Læs mere

Forslag til rosende/anerkendende sætninger

Forslag til rosende/anerkendende sætninger 1. Jeg elsker dig for den, du er, ikke kun for det, du gør 2. Jeg elsker din form for humor, ingen får mig til at grine som dig 3. Du har sådan et godt hjerte 4. Jeg elsker at være sammen med dig! 5. Du

Læs mere

Anita og Ruth var venner jeg siger var, fordi der skete så meget i deres forhold siden hen, så. Og det er bl.a. noget af det, som det her handler om.

Anita og Ruth var venner jeg siger var, fordi der skete så meget i deres forhold siden hen, så. Og det er bl.a. noget af det, som det her handler om. Historien om Anita og Ruth Anita og Ruth var venner jeg siger var, fordi der skete så meget i deres forhold siden hen, så. Og det er bl.a. noget af det, som det her handler om. Anita og Ruth. Da de var

Læs mere

Når boligen bliver et HJeM

Når boligen bliver et HJeM fotos: bam/scanpix Når boligen bliver et HJeM Vores hjem er ikke blot vores bolig, den er en del af os selv og vores identitet. På godt og ondt for vi er ikke så gode til at acceptere forskellighed og

Læs mere

De to bedragere. Opgave 1

De to bedragere. Opgave 1 Opgave 1 Formål: At gøre kursisterne bekendt med temaet bedrag. Omhyggelig global læsning. ca. 30 minutter. Organisering: Kursisterne læser hver for sig teksten om de to bedragere. Derefter snakker de

Læs mere

Analyse af Skyggen. Dette eventyr er skrevet af H. C. Andersen, så derfor er det et kunsteventyr. Det er blevet skrevet i 1847.

Analyse af Skyggen. Dette eventyr er skrevet af H. C. Andersen, så derfor er det et kunsteventyr. Det er blevet skrevet i 1847. Analyse af Skyggen Man kan vel godt sige, at jeg har snydt lidt, men jeg har søgt på det, og der står, at Skyggen er et eventyr. Jeg har tænkt meget over det, og jeg er blevet lidt enig, men jeg er stadig

Læs mere

Nørrebrogade. Nørrebrogade. Det skal du vide om Renovering og genhusning

Nørrebrogade. Nørrebrogade. Det skal du vide om Renovering og genhusning Nørrebrogade Nørrebrogade Det skal du vide om Renovering og genhusning Revideret januar 2014 1 Indhold Indhold... 2 Kære beboere... 3 Byggepladskontor og byggeledelse... 4 Arbejdstid... 4 Byggesagens omfang...

Læs mere

Ved-floden-Piedra-DATO.qxd 27/06/08 12:27 Side 26

Ved-floden-Piedra-DATO.qxd 27/06/08 12:27 Side 26 Ved-floden-Piedra-DATO.qxd 27/06/08 12:27 Side 26 Pigen, der havde blinket til mig, stod og ventede på mig ved døren. Jeg ved, at vi tilhører den samme tradition, sagde hun. Jeg hedder Brida. Jeg er ikke

Læs mere

»Du skal ikke se væk,«siger Pia.»Gå hen til ham.«

»Du skal ikke se væk,«siger Pia.»Gå hen til ham.« FEST Maja skal til fest. Det er på skolen. Hun ser sig i spejlet. Er hun ikke lidt for tyk? Maja drejer sig. Skal hun tage en skjorte på? Den skjuler maven. Maja tager en skjorte på. Så ser hun i spejlet

Læs mere

Kampagnemagasin nr. 3-2008

Kampagnemagasin nr. 3-2008 Kampagnemagasin nr. 3-2008 Tønder kommune deltager i Virksomhedsdysten - og planlægger at vinde TV2 holdt formen ved lige i Af Jakob Thøger Michelsen, Konsulent MpA Tønder kommune deltager i virksomhedsdysten

Læs mere

HUSORDEN A/B Høsterkøbgade 9-17 m.fl. Gældende pr. 1. April 2004

HUSORDEN A/B Høsterkøbgade 9-17 m.fl. Gældende pr. 1. April 2004 HUSORDEN A/B Høsterkøbgade 9-17 m.fl. Gældende pr. 1. April 2004 Forord En andelsboligforening er et miniaturesamfund. Beboerne bliver mere eller mindre afhængige af hinanden man bliver fælles om mange

Læs mere

Til læreren Opgaver til: FLUGT Instruktioner og nøgler

Til læreren Opgaver til: FLUGT Instruktioner og nøgler Opgave 1 Formål: Førlæsningsopgave for at aktivere baggrundsviden om temaet 30 minutter Organisering: Smågruppearbejde Instruktion: Sæt jer sammen i smågrupper og snak om, hvilke former for flugt I kan

Læs mere

UNDER UDARBEJDELSE. Net-opgaver: Facitliste

UNDER UDARBEJDELSE. Net-opgaver: Facitliste Net-opgaver: Facitliste Kapitel 1: Arbejde og uddannelse Ordforråd: Job og jobfunktioner Grammatik: Inversion Grammatik: Datid Grammatik: Possessive pronominer Udtale: R Billedserie: Josefs arbejde Kapitel

Læs mere

Af Freja Gry Børsting

Af Freja Gry Børsting Af Freja Gry Børsting Flygtningelejren i Jonstrup Af Freja Gry Børsting Furesø Museer 2015 Flygtningelejren i Jonstrup Forfatter: Freja Gry Børsting Illustration: Allan Christian Hansen Forfatteren og

Læs mere

Vedtaget på Beboermødet den 31. maj 2011. Revideret marts 2014. Lejerne har pligt til at læse, samt overholde husordenen.

Vedtaget på Beboermødet den 31. maj 2011. Revideret marts 2014. Lejerne har pligt til at læse, samt overholde husordenen. Husorden for afdeling 6. Skelagergårdene. Vedtaget på Beboermødet den 31. maj 2011. Revideret marts 2014. Lejerne har pligt til at læse, samt overholde husordenen. Hasseris Boligselskab Afd. 6. Skelagergårdene

Læs mere

Mie Sidenius Brøner. Roskilde den 3. marts, 2015

Mie Sidenius Brøner. Roskilde den 3. marts, 2015 FAR- VEL! Roskilde den 3. marts, 2015 Kære dig. Når du læser dette, så forestiller jeg mig, at du enten har været eller er tæt på en døende eller på anden måde har tanker om, at livet ikke varer evigt.

Læs mere

Selvevaluering 2005/06 Unge Hjems Efterskole

Selvevaluering 2005/06 Unge Hjems Efterskole Selvevaluering 2005/06 Unge Hjems Efterskole Evalueringsgenstanden: Beskrivelse af M/K: Unge Hjems Efterskoles bestyrelse besluttede på det sidste bestyrelsesmøde før sommerferien 05 at evalueringsgenstanden

Læs mere

gang om måneden ca. og indberetter til Told og Skat og sender noget til revisoren, når det er tid til det og sådan noget. Det er sådan set dagen.

gang om måneden ca. og indberetter til Told og Skat og sender noget til revisoren, når det er tid til det og sådan noget. Det er sådan set dagen. Bilag E - Lisbeth 0000 Benjamin: Yes, men det første jeg godt kunne tænke mig at høre dig fortælle mig lidt om, det er en almindelig hverdag hvor arbejde indgår. Så hvad laver du i løbet af en almindelig

Læs mere

Velkommen som lejer. hos UNGBO DANMARK A/S. Amagerbrogade 268, København S

Velkommen som lejer. hos UNGBO DANMARK A/S. Amagerbrogade 268, København S Velkommen som lejer hos UNGBO DANMARK A/S Amagerbrogade 268, København S UNGBO DANMARK A/S er administrator af den bolig du netop er flyttet ind i eller netop er i færd med at indrette dig i. eller fuldpakken.

Læs mere

21-årig efter blodprop: 'Arret er noget af det bedste, jeg har'

21-årig efter blodprop: 'Arret er noget af det bedste, jeg har' 21-årig efter blodprop: 'Arret er noget af det bedste, jeg har' Pernille Lærke Andersen fortæller om den dag, hun faldt om med en blodprop, og hele livet forandrede sig Af Karen Albertsen, 01. december

Læs mere

DOM. Afsagt den 3. september 2014 af Østre Landsrets 22. afdeling (landsdommerne Lene Jensen, Arne Brandt og Dorte Nørby (kst.) med domsmænd).

DOM. Afsagt den 3. september 2014 af Østre Landsrets 22. afdeling (landsdommerne Lene Jensen, Arne Brandt og Dorte Nørby (kst.) med domsmænd). DOM Afsagt den 3. september 2014 af Østre Landsrets 22. afdeling (landsdommerne Lene Jensen, Arne Brandt og Dorte Nørby (kst.) med domsmænd). 22. afd. nr. S-771-14: Anklagemyndigheden mod T (advokat Tage

Læs mere

Fars hjælper. Huskevers: Også en dreng kendes på sine gerninger. (Ordsp 20,11) Vi tjener Gud når vi gør vores bedste.

Fars hjælper. Huskevers: Også en dreng kendes på sine gerninger. (Ordsp 20,11) Vi tjener Gud når vi gør vores bedste. LEKTIE År B 1. kvartal Lektie 9 Fars hjælper Ugens tekst og referencer: Matt 13,55. Mark 6,3. Den Store Mester, kap. 7. Huskevers: Også en dreng kendes på sine gerninger. (Ordsp 20,11) Hovedformålet er,

Læs mere

Brandstrup Travel ApS & Dane Travel A/S Fraflytning af Pakhuset, Nytorv 7

Brandstrup Travel ApS & Dane Travel A/S Fraflytning af Pakhuset, Nytorv 7 Brandstrup Travel ApS & Dane Travel A/S Fraflytning af Pakhuset, Nytorv 7 SoftSuitCase ApS Baggrund I forbindelse med et udvidet samarbejde mellem SoftSuitCase ApS på den ene side og Brandstrup Travel

Læs mere

Senere på aftenen nyder jeg at kunne se realityprogrammerne om almindelige mennesker med almindelige problemer, som han altid tog afstand fra, for

Senere på aftenen nyder jeg at kunne se realityprogrammerne om almindelige mennesker med almindelige problemer, som han altid tog afstand fra, for Kost og logi Hvis jeg skal være helt ærlig, så havde jeg faktisk troet, at han havde fornemmet, hvor det bar hen. Jeg synes jo næsten, det lyste ud af mig. Men at dømme efter hans reaktion, havde han slet

Læs mere

Kapitel 46, Oh hellige byrokratius:

Kapitel 46, Oh hellige byrokratius: Kapitel 46, Oh hellige byrokratius: 269 Udskrevet: 06. Juni 1974 blev jeg udskrevet. Jeg henvendte mig i Sygekassen i Odensegade på Østerbro. De kendte ikke noget til mig, for Korsør Kommune havde ikke

Læs mere

Hvordan høre Gud tale?

Hvordan høre Gud tale? Hvordan høre Gud tale? Forord til læreren For flere år siden sad jeg sammen med en gruppe børn i 10-11 års alderen. Vi havde lige hørt en bibeltime, der handlede om at have et personligt forhold til Jesus.

Læs mere

Bilag 4. Transkriberet interview med Liselott Blixt

Bilag 4. Transkriberet interview med Liselott Blixt Bilag 4 Transkriberet interview med Liselott Blixt Af: Gruppe 7 Interviewer: Jeg vil starte med at høre om hvad dig og dansk folkeparti mener om den alkohol politik vi har idag hvor man kan købe alkohol

Læs mere

Min beretning om. Diagnosticering af alderspletter på nethinden (AMD) kan være en krævende opgave

Min beretning om. Diagnosticering af alderspletter på nethinden (AMD) kan være en krævende opgave Patienthistorie Diagnosticering af alderspletter på nethinden (AMD) kan være en krævende opgave Har meget lidt syn på højre øje (ca. 10%), hvilket skyldes en medfødt synsfejl. Min mor, som i dag er 87

Læs mere

På børnehjem i Uganda

På børnehjem i Uganda På børnehjem i Uganda For Hanne Eriksen gik en gammel drøm i opfyldelse, da hun i september i år rejste til Uganda for at være frivillig på et børnehjem. Her er lidt om det, hun fortalte en grå novemberdag

Læs mere

- stammebeskrivelser ET UNDERVISNINGSMATERIALE FRA

- stammebeskrivelser ET UNDERVISNINGSMATERIALE FRA - stammebeskrivelser ET UNDERVISNINGSMATERIALE FRA Hvid stamme MOTTO: Det er Solgudens vilje, at du skal gøre hvad jeg siger STIKORD: Præster, bestemmer, rige Da Solguden straffede menneskerne, troede

Læs mere

Der var engang en kone i Israels land, der hed Saul. Dengang han blev valgt, havde hele folket stem på ham. Profeten Samuel havde fundet ham.

Der var engang en kone i Israels land, der hed Saul. Dengang han blev valgt, havde hele folket stem på ham. Profeten Samuel havde fundet ham. Der var engang en kone i Israels land, der hed Saul. Dengang han blev valgt, havde hele folket stem på ham. Profeten Samuel havde fundet ham. Det var sådan dengang i Israels land, at det at være konge

Læs mere

Bamse Polle. i 2. klasse

Bamse Polle. i 2. klasse Bamse Polle i 2. klasse Polle Noller Sigurd Søren Maren Snella Lise Hanne Projektet Bamse Polle bygger på læseplan for den kriminalpræventive undervisning for 0. - 3. klasse og blev støttet af Det kriminalpræventive

Læs mere

Beretning til generalforsamling i foreningen Ørstedspavillonen den 15. april 2014

Beretning til generalforsamling i foreningen Ørstedspavillonen den 15. april 2014 Beretning til generalforsamling i foreningen Ørstedspavillonen den 15. april 2014 Ved generalforsamlingen sidste år i april fortalte jeg, at licitationen på den udvendige renovering var overstået, og ganske

Læs mere

indhold Børn i Laos 4 Martin kommer til Laos 6

indhold Børn i Laos 4 Martin kommer til Laos 6 Martin i Laos indhold Børn i Laos 4 Martin kommer til Laos 6 Indhold Børnene ved Mekong 10 Dyrene i landsbyen 14 Hvad spiser man i Laos 16 Martin i rismarken 18 Børnene vaccineres 20 Nee og Noo står op

Læs mere

Snak om filmens begyndelse. Prøv at læse teksten herunder og se, om I forstår de ord, som er streget under.

Snak om filmens begyndelse. Prøv at læse teksten herunder og se, om I forstår de ord, som er streget under. Filmens optakt (læs og forstå) Snak om filmens begyndelse. Prøv at læse teksten herunder og se, om I forstår de ord, som er streget under. Lars Hansen er en ung mand. Han har ikke nogen kæreste. Han er

Læs mere

Undersøgelsens overordnede resultater 2010

Undersøgelsens overordnede resultater 2010 Evaluering af hjemmehjælpen 2010 I perioden fra 18. oktober 2010 til 15. november 2010 gennemførte Sundhed- og Ældrecentret en spørgeskemaundersøgelse af de ydelser, der leveres af den kommunale hjemmehjælp

Læs mere

Inde i hovedet kan jeg alting

Inde i hovedet kan jeg alting Artikel i Muskelkraft nr. 8, 2000 Inde i hovedet kan jeg alting Mette Have Justsen, 19 år, vil ikke acceptere ret mange begrænsninger i sit liv. En 70 dages rundrejse i Australien var derfor en selvfølge

Læs mere

Med Pigegruppen i Sydafrika

Med Pigegruppen i Sydafrika Med Pigegruppen i Sydafrika Fire piger fortæller om turen Af Lene Byriel, journalist I efteråret 2006 rejste 8 unge piger og tre voksne medarbejdere på en 16 dages tur til Sydafrika. Danni, Michella, Tania

Læs mere

Kun en dråbe... 3 historier i én: Spildevandet på landet Spildevandet i byen Vandets kredsløb

Kun en dråbe... 3 historier i én: Spildevandet på landet Spildevandet i byen Vandets kredsløb Kun en dråbe... 3 historier i én: Spildevandet på landet Spildevandet i byen Vandets kredsløb Følg en vanddråbes rejse fra vandhanen, gennem kloakken, renseanlægget og naturens eget renseproces. DANSKE

Læs mere

Den gamle kone, der ville have en nisse

Den gamle kone, der ville have en nisse 1 Den gamle kone, der ville have en nisse Der var engang en gammel kone, der gerne ville have en nisse. Hun havde slidt og slæbt alle sine dage, og nu havde hun sparet sammen til at få sit eget hus. Det

Læs mere

2. søndag efter trinitatis. Lukas 14,16-24. Festen der aldrig vil slutte.

2. søndag efter trinitatis. Lukas 14,16-24. Festen der aldrig vil slutte. 2. søndag efter trinitatis. Lukas 14,16-24. Festen der aldrig vil slutte. En dreng skulle fejre sin 7 års fødselsdag. Han gik i 0 kl. og det var første gang han skulle ha sine klassekammerater med hjem.

Læs mere

Blå pudder. Et manuskript af. 8.A, Lundebjergskolen

Blå pudder. Et manuskript af. 8.A, Lundebjergskolen Blå pudder Et manuskript af 8.A, Lundebjergskolen Endelig gennemskrivning, 16. Sept. 2010 SC 1. INT. I KØKKENET HOS DAG (14) sidder på en stol ved et to mands bord i køkkenet. Hun tager langsomt skeen

Læs mere

PETER FABERSGADE, KØBENHAVN - OPFØRT 1899

PETER FABERSGADE, KØBENHAVN - OPFØRT 1899 Eksempel Energirenovering etageboliger PETER FABERSGADE, KØBENHAVN - OPFØRT 1899 UDGIVET DECEMBER 2014 Nye lejligheder på loftet Nyt skifertag og 16 nye moderne to-etagers taglejligheder med egen terrasse.

Læs mere