Stormen og regnen havde raset hele natten, og

Transkript

1 KAPIT E L 1 Stormen og regnen havde raset hele natten, og vilde b ø lger havde p isk et ind mod M isteltens k y ster, så alle egern var fl y gtet fra de svajende træ top p e og havde gemt sig ved træ ernes rø dder. M en da det b lev morgen, var u vejret drevet over, og ø en lå og glitrede renvask et. D e vå de sten i mu rene p å M istelten slot sk innede svagt rosa og gy ldent i sommersolen. E t p ar egern, der sp rang ned fra vindu erne for at lø b e æ rinder, var lige ved at miste fodfæ stet, da de p ilede ned ad de glatte mu re. P å k lip p erne neden for slottet stod nogle geledder mu ldvarp er og gjorde honnø r for k ap tajn L u gg, der træ nede med dem, og inde i slottet var der meget travlt. H ele ø en var ved at forb erede k roningen af den ny e k onge, egernet C risp in. 7

2 Det duftede dejlig krydret og varmt fra køkkenet, hvor muldvarper, egern og pindsvin hakkede nødder, tog klistrede, gyldne kager ud af ovnene og hængte mynte i vinduerne for at holde fluerne væk. N ede i kælderen var der oddere, der stablede vintønder. K orsangere og dansere løb op og ned ad trapperne for at fi nde et sted at øve. A krobater trænede højt oppe på slottets spir og hang liner op til linedans, men det kære pindsvin madam V ugge brugte dem til at hænge korsangernes dragter til tørre på. F ra K ildeporten kom en stadig strøm af unge dyr, der slæbte spandevis af koldt vand til andre tørstige dyr. Pindsvin bar kåber og billedtæpper ned ad trapperne til den store samlingshal, hvor tømrere savede og hamrede for at gøre en ny balkon færdig. S amlingshallen var øens mest imponerende rum, men i dag var den fyldt med dragter og bænke, der var stablet oven på hinanden, dyr, der havde travlt med forberedelserne til kroningen, og andre dyr, der prøvede at se ud, som om de havde travlt, så de kunne få lov at blive. B illedtæpperne, der skildrede øens historie, lå hen over nogle stole, indtil der var nogen, der havde tid til at hænge dem op. Midt i alt det prøvede et ungt egern med en meget lys pels at fi nde ud. Det var U rc hin. K aptajn Padra havde givet ham en meget enkel besked:» S mut lige ned til de andre oddere på stranden og bed A rran om at komme herop.«men det var lettere sagt end gjort. G odt nok var U rc hin kaptajn Padras 8

3 page og kongens følgesvend, men lige nu følte han sig ikke spor betydningsfuld. Han var bare et lille egern, der prøvede på at komme ud ad døren på samme tid, som en hel flok store pindsvin med stiger kom ind den anden vej, og nogen havde efterladt en stak puder midt i døren, fordi der ikke lige var andre steder at lægge dem. Så var det nemmere at smutte ud ad vinduet og pile ned ad muren. Luften var frisk og lun, og solen bagte på hans pels. Han fandt kaptajn Padras kone, kaptajn Arran, og gav hende beskeden. Arran pressede sin gyldne kaptajnsring ned over de stride pelstotter på hovedet og banede sig vej op mod samlingshallen. Urchin blev stående et øjeblik og nød solen og den friske havluft. Nogle få magelige oddere roede rundt i deres både, fiskede og lærte deres unger at svømme på det lave vand, som om de ikke anede noget som helst om al travlheden på slottet, eller at kongen i det hele taget skulle krones. Det var sidst på sommeren; sådan en dag var for smuk til, at man skulle være indendørs på slottet. Han kiggede ud over havet så kiggede han é n gang til. Mistelten var omgivet af en fortryllet tåge. Intet dyr, der hørte til på øen, kunne forlade den over havet og bagefter vende tilbage over havet igen. Det forhindrede tågen, og kun få skibe fandt vej gennem den til øen. Men lige nu var der noget, der bevægede sig i tågen. Han skyggede for øjnene med poten og spejdede derud. 9

4 Først så han noget, så var det væk, og så var det der igen. Det skulle Padra have at vide. Han løb op til slottet igen og strøg op til vinduerne i samlingshallen. Et pindsvin var ved at lægge røde fløjlspuder i vindueskarmene og kom til at skubbe ham ud igen. Det var hans bedste ven Needle. Han kæmpede for at holde balancen, og Needle havde meget skarpe pigge, så han stak sig, da det endelig lykkedes ham at kante sig forbi hende. Han snoede sig vej gennem mylderet hen til Padra og så et smil på hans ansigt men Padra så nu for resten altid ud, som om han var lige ved at grine.»kaptajn Arran kommer lige straks, sir,«sagde han.»o g jeg tror, der er et skib på vej ind. Der er noget, der bevæger sig i tågen.mærkeligt,«sagde Padra.»Gæster til kroningen?«needle kiggede rundt i samlingshallen, som om hun spekulerede på, hvor der skulle blive plads til flere gæster.»i to kan smutte ned og kigge,«sagde Padra.»Giv mig besked, hvis I har brug for mig. Men jeg kommer selv om lidt. O g, Urchin, prøv at se, om du kan finde et egern, der hedder Juniper.Juniper?«gentog Urchin.»Et ungt egern, lidt yngre end dig. Mørk pels,«nikkede Padra.»Hans ene bagpote er dårlig, så han voksede op i skjul, men nu er han fri. Han har brug for at lære nogen at kende, for han har haft det meget ensomt og levet mere hos oddere end hos egern. Det er der selv- 10

5 følgelig ikke noget galt i, men han trænger til at lære andre unge egern at kende. Jeg nævnte dig for ham, og det viste sig, at hans plejemor allerede havde fortalt ham, hvordan du fik Crispin hjem. Han vil virkelig gerne møde dig.kaptajn Padra!«var der en, der råbte, og et pindsvin med en kåbe kom og trak af sted med odderkaptajnen. Urchin løb ned ad muren igen og ventede på stranden på Needle, der kom traskende ned over klipperne. Der var ikke noget at se ude i tågen; måske var det bare sollyset, der havde narret ham.»det må være Juniper,«sagde Needle. Ved strandkanten stod et egern, der så ud til at være lidt yngre end Urchin. Han var tyndere og mørkere end de fleste egern. Den ene bagpote var alt for lille og krummet helt sammen. Det var ikke længe siden, at kaptajn Kerne havde forsøgt at udrydde alle svagelige eller vanskabte dyreunger, men mange af dem var vokset op i skjul. Juniper havde hørt sit navn og vendte sig om, så Urchin kunne se hans tynde, mørke ansigt. Han kiggede lidt genert på dem, som om han ventede på at se, om de ville være venner. Urchin vidste, hvordan det var. Han havde altid selv været»det der blege egern«, det forældreløse egern, den, der var lidt udenfor. Han pilede hen over sandet, og et usikkert smil gled hen over Junipers ansigt. Hans øjne var mørke og klare som solbær.»er det dig, der hedder Juniper?«spurgte Urchin.»Jeg hedder Urchin.«11

6 »Kongens følgesvend,«sagde Juniper benovet. Urchin ville gerne fyre et let og leende svar af, sådan som kaptajn Padra altid gjorde, men han kunne ikke lige komme i tanker om noget.»ja... det er jeg vist,«sagde han.»hvor kommer du fra?«juniper vendte sig om og pegede ind mod skoven, der strakte sig langt mod vest og op over bakkerne.»kan De se derhenne, sir, mellem træerne lige bag ved den række mørke grantræer?«sagde han lavmælt.»bagved er der et vandfald, sir.du behøver altså ikke sige sir til mig,«sagde Urchin.»Boede du så oven for vandfaldet?nej, sir... jeg mener: nej,«sagde Juniper.»Bag ved det. Der er en hule bagved. Der var et egern, der hedder Mirabelle, hun fandt mig, da jeg var lille, og tog sig af mig. Jeg kom aldrig nogen steder, fordi hun var nødt til at holde mig skjult, men nu kunne jeg godt tænke mig at bo i skoven.«hans ører drejede sig lidt.»altså, hvis jeg stadig kan besøge Mirabelle. Hun har sørget godt for mig, og nu er hun ved at være gammel. Jeg vil ikke have, hun skal være alene.«han kiggede genert ned på sine poter og derefter op på slottet.»hvem er alle de pindsvin?«urchin og Needle vendte sig om for at se. En gruppe store pindsvin stod oppe på klipperne.»det er nogen fra Pindsvinepatruljen,«sagde Needle.»Det var en af Kernes ideer. Da han var ved magten, blev de stærkeste pindsvin sendt i minerne og stenbrud- 12

7 dene oppe på nordspidsen, oppe i De Fjerne Fjelde. Selv pindsvin, der var gift og havde familie, blev sendt derop. Docken kom derop ham, der er gift med T rippe og far til Håb. De er fri nu, men de holder stadig sammen og kalder sig Pindsvinepatruljen. Nogle af dem kunne godt gå hen og blive valgt ind i Kredsen, i hvert fald Docken og ham den høje, som alle pindsvinepiger sværmer for. Gorsen. Guddommelige Gorsen eller det synes han i hvert fald selv, han er. Gorsen og Docken arbejder på slottet.det må være dejligt,«sukkede Juniper med et længselsfuldt blik, som Urchin genkendte. Juniper var lidt ligesom han selv for et år siden, hvor han havde længtes efter at blive slotsegern, men ikke havde turdet sige det højt. En meget våd odder kom springende hen imod dem med et stort smil. Da han kom hen til dem, lavede han grimasser til dem og rystede pelsen, så det sprøjtede om ham.»fingal!«sagde Needle.»Det gjorde du med vilje.hvad sku man ellers på sådan en varm dag?«sagde Fingal, der var Padras lillebror og så lige så venlig ud.»har du set noget, der kunne ligne et skib, Fingal?«spurgte Urchin. Han kunne ikke se det mere. Måske prøvede det at komme fri af tågen ved at styre uden om øen.»nix,«sagde Fingal og kiggede sig over skulderen.»sku jeg da det? Nå hej med dig, Juniper. Det er ikke så tit, man ser dig her.«13

8 »Nå, kender I hinanden?«sagde Needle.»På en måde var det også odderne, der passede mig, da jeg var lille,«forklarede Juniper.»Ja, jeg har nu ikke passet nogen, men I ved, hvordan det er,«sagde Fingal.»Hvor der er vand, er der altid en odder eller to. Ingen aner, hvem Juniper er. Mirabelle fandt ham, da han var helt lille og forladt, og holdt ham skjult, dengang de slog alt ihjel, der bare havde det mindste knurhår forkert. Så vi lærte ham alle en hel masse nyttige ting svømme og glide ned ad vandfald og den slags.jeg ved heller ikke, hvem jeg er,«sagde Urchin til Juniper.»Blomme tog sig af mig.jamen, jeg ved da, hvem du er,«sagde Juniper med beundring i stemmen.»der hvor jeg boede, hørte jeg godt nok ikke alt, hvad der foregik på øen. Men jeg har da hørt om kaptajn Kerne og alt det, men...nå, det er meget enkelt,«afbrød Fingal.»Det var kong Børste, der var konge, men i virkeligheden var det Kerne, der lavede alle lovene. Kerne var så udspekuleret, at ingen opdagede, hvor slem han var. Ham og lady Aspen. Kerne fik sendt Crispin i landflygtighed, min bror Padra gjorde Urchin til sin page og lærte ham alt det der page-noget, og så tog Urchin af sted for at finde Crispin, og nu er det Crispin, der er konge. Han er ikke blevet kronet endnu, men han er altså konge. Så n er det. Er der nogen, der vil være med til at slå smut?«14

9 Urchin forstod mere og mere, hvorfor Padra havde holdt sin snakkesalige og sorgløse lillebror langt væk, mens Kerne var ved magten. Fingal valgte to runde, glatte sten og sprang ned til stranden med dem. Needle vendte sig mod Urchin:»Der er ikke noget skib. Hvis der har været et, er det sikkert vendt om. Det gør de tit. Tror du, Juniper kan slå smut? Med den bagpote. Han må da have svært ved at holde balancen.jeg skal nok lade være med at gøre det alt for godt,«hviskede Urchin tilbage. Fingal slyngede en sten ud over vandet den slog smut to gange og sank så. Needles kast var ikke for godt, og da Juniper så ud til at holde sig lidt tilbage, trådte Urchin ned til vandkanten. Han kunne ikke få sig selv til at lave et helt håbløst kast, men det var heller ikke specielt godt. Stenen smuttede én gang og sank så i.»så er det dig, Juniper,«sagde han. Stenen fløj fra Junipers pote. En, to, tre, fire, fem gange smuttede den hen over vandet. Urchin gispede beundrende.»flot!«råbte Urchin og Needle. Juniper vendte sig om og smilede genert, som om han ville sige undskyld.»det har jeg lært af odderne,«sagde han.»kan du ikke lære mig det?«spurgte Urchin. Et øjeblik var han bange for, at han havde sagt noget forkert som hvis han prøvede at grave i Junipers hemmelig- 15

10 heder men så forstod han, at han havde gjort det helt rigtige. Han havde givet Juniper en opgave.»det det ligger i håndleddet,«sagde Juniper, der tydeligt var overrasket over, at han kunne lære Urchin noget.»prøv at se her.«de fortsatte med at slå smut, og Urchin blev bedre til at sigte, og Juniper blev mindre genert. Da de ikke kunne finde flere smutsten, var det, som om Urchin altid havde kendt Juniper. De var blevet venner. Så enkelt var det.»der er en hel bunke sten henne ved anløbsbroen,«sagde Fingal.»Skibene bruger dem som ballast, men man kan altid finde nogen at slå smut med.hvad er ballast?«spurgte Juniper.»Et eller andet de putter i skibene for at få dem til at veje nok,«sagde Fingal.»Men der er ingen, der ta r sig af, at vi slår lidt smut med dem. Hov se! Kan I se det?«de kiggede alle ud i tågen, da Fingal pegede derud. Langsomt nærmede et skib sig, stadig tåget og uklart. De stod og kiggede på skibet i flere minutter, efterhånden som det kom nærmere. Tågen hang tyndt omkring det, som var det røg. De glemte helt smutstenene. Urchin kaldte på to små muldvarpesøstre og sendte dem op for at fortælle kaptajn Padra og kongen om skibet. Han havde forventet et skib med udspilede sejl og måske blafrende flag i masterne for at fejre Crispins kroning. Men det skib, der kom til syne nu, så ud, som 16

11 om det var slået sønder og sammen af stormen sidste nat. Det øverste af masten var knækket, sejlene hang i laser, og skibet slæbte sig ind mod land som et døende dyr.