novelle af Christine B. Christensen

Transkript

1 Celine En novelle af Christine B. Christensen Jeg står ude på pigetoilettet, og prøver at få mine vejrtrækninger under kontrol. Har jeg lige gjort det? Har jeg lige fået Nicoline til at forsvinde? Det var jo ikke med vilje. Det var hendes egen skyld. Hun kunne lade være med at sige sådan noget om min storesøster. Det var hendes egen skyld. Hun havde sagt, at hun var blevet sendt på kostskole, fordi hun var sindssyg, så hun ikke måtte bo hjemme længere. Flora er ikke sindssyg. Eller er hun? Eller er det mig, der er det? Nej! Hverken Flora eller jeg er sindssyge. Vi er bare lidt Tja... Det at Flora engang havde forvandlet en dreng fra hendes klasse til et æg, var jo heller ikke med vilje. Eller ikke sådan meget med vilje ihvertfald. Det var også sådan det var med Nicoline. Jeg havde ønsket at hun ville forsvinde i lidt tid. Og det gjorde hun også. Det var ligesom dengang med Flora.

2 De skulle bruge et æg til en fysik opgave, og Flora var sammen med den mest irriterende dreng fra hendes klassen. Han gad ikke at hente et æg, og så ønskede Flora bare at han var et æg, og det blev han så. Men det var først, da der ikke var flere æg, og Flora brugte ham til fysik opgaven, at det gik galt, og hun blev sendt på kostskole. Men Nicoline vil da komme tilbage ikke? Og hvad vil hun så sige når det sker? Vil jeg også blive sendt på kostskole? Hvad vil mor og far sige, når de høre det her? Måske vil de sende mig på samme kostskole som Flora? Jeg går tilbage til klassen. Og der, midt i klasselokalet, sidder Nicoline. Hun sidder på sin stol og hulker. Alle står rundt om hende, men trækker lidt væk da jeg åbner døren. Celine, må jeg lige snakke med dig? siger Leif, vores klasselærer. øhhmm, nej Svarer jeg og henter min taske. Jeg skynder mig ud af døren, uden at se på nogle af dem og inden Leif når at komme med nogen indvendinger. Lige nu vil jeg faktisk bare ønske, at jeg aldrig kom til at se dem igen. Jeg vil ikke komme til at savne dem. Nogle gange føltes det bare som om, at jeg hører til i en anden verden. En verden, hvor der er plads til sådan nogle som Flora og mig. En anden verden, det er der jeg hører til. Det må det da være. Jeg træder ind ad døren, og ser mine forældre stå og snakke bekymret. Hej siger jeg stille Åhhh, Celine Siger mor og omfavner mig. Jeg kigger overrasket op på hende. Er hun ikke sur? Jeg har lige fået en af mine klassekammerater til at forsvinde, og så siger hun åhhh, Celine`. Næsten som om hun er mere ked af det end jeg er? Kom med ind i stuen, så forklarer vi hvordan det hænger sammen Siger far og fører an ind i stuen. Mor går stadig og ligner en der kan begynde at græde hvert øjeblik det skulle være. Da jeg kommer ind i stuen, står der 2 skikkelser og snakker, men holder straks mund da jeg trædder ind i rummet. Jeg sætter mig i sofaen, og kigger undersøgende over på de 2 skikkelser. Det går først op for mig at det er Flora, da hun sætter sig ned ved siden af mig. Flora? Hvad laver du her? Det kommer vi til Celine, du bør høre hvad mor og far har at sige Svarer hun. Jeg kigger på hende. Hun er slet ikke den samme, som da hun for 5 år siden, tog på kostskole.

3 Hun er mere...tja... Dyster, end hun var for 5 år siden. Okay Celine Siger far og sætter sig på min venstre side Da Flora for 5 år siden, forvandlede ham drengen til et æg, sendte vi hende på kostskole, eller det var det vi sagde, til alle der spurgte. I virkeligheden, sendte vi hende på trolddoms akademiet. En skole for troldmænd og troldkvinder. Mr. Trumptus ved mere om selve skolen, så jeg lader ham tage over nu Han nikker i retningen af manden henne ved vinduet. Mr. Trumptus vender sig om og kigger direkte på mig. Hans øjne er selvsikre, og jeg kan med det samme godt lide ham. Han ligner en man vile gøre klogt i st holde sig gode venner med, så det vil jeg forsøge på. Trolddoms akademiet er en skole for unge troldmænd og troldkvinder. Vi underviser eleverne at forstå og bruge deres magiske kræfter i den magiske verden, og i menneskenes verden. Eleverne på trolddoms akademiet starter når de er 15 og slutter når de er 20. Eleverne bor på skolen, 2 i hvert værrelse. Skoleåret begynder til 1. oktober, hvor du vil få meget mere at vide om, hvilke fag du have i løbet af året. Og vi forventer at eleverne præsterer og er engageret i undervisningen, for jeg håber da ikke du har lyst til at komme i konflikter med de bedste troldmænd og troldkvinder i hele det magiske univers, vel? han smiler et blidt smil til mig, hvilket er ret ironisk, i forhold til det han lige har sagt. Men jeg regner nu med dig Celine. Din storesøster har været eksemplarisk. Desuden... Det er altså det der er sket med hende. Hun er blevet sendt på Trolddoms akademiet. Flora har aldrig været bange for at gøre noget forkert, men det er hun blevet, efter hun er taget til det her trolddoms akademi`. Det er det der er forandret. Hun er mere lydig og velopdragen. Hun er ikke den samme Flora. Hun er en fremmed Flora. En helt fremmed Flora. Og det er der jeg begynder at frygte min tid på trolddoms akademiet.... Celine, hører du efter? Mor sidder med våde øjne og kigger på mig, Far sidder som forstenet og kigger på mig, Flora sidder og kigger stift ned i gulvet, Og Mr. Trumptus kigger skiftevis på mor og mig. Ja, undskyld hvad? Jeg sad bare lige i mine egne tanker Ja Siger Mr. Trumptus Er der noget du vil spørge om? Jeg overvejer det nøje, men ryster så på hovedet, jeg behøver ikke at vide mere for at finde ud af, at det er et frygteligt sted. Hvis de kan gøre sådan nogle ting ved folk som Flora, må det ikke tage lang tid at knække en som mig.

4 Jeg vil mene at det var alt, så Flora og jeg vil nu tage tilbage til trolddoms akademiet. Kom Flora, vi må hellere skynde os, så kan vi være tilbage inden aftensmaden er serveret. Og Celine, her er en liste med ting, som du bør vide inden skoleåret starter. Vi ses til Oktober. Flora vil tage de ting du får brug for, med hjem i sommerperioden. Farvel Han rækker mig hånden, og jeg tager tvivlende i mod den. Farvel Mr. Trumptus min far giver ham hånden, og følger ham ud til hoveddøren. Flora rejser sig, og trækker mig op ad sofaen. Bare vent, det bliver...lærerigt, at gå på trolddoms akademiet Er det eneste hun siger. Hun trækker mig forsigtigt ind til sig, og går så over til mor, for at sige farvel. Jeg lader mig dumpe ned i sofaen igen og kigger på de papirer, som Mr. Trumptus gav mig. Det er en lang liste med regler, pakkelister og andre ting, jeg ikke orker nærlæse. Det er det. Nu er jeg fuldstændig færdig, med at være stille, generte og lidt kedelige Celine. Nu er jeg magiske troldkvinde Celine. Celine, der kan magi. Celine, der skal lære om magi. Celine, der skal gå i skole, med en masse andre forvirrede 15-årige, som også lige har fundet ud af, at de har magiske evner, som de skal lære at bruge. Celine der bor på værelse, med en fuldstændig fremmed, i stedet for alle de mange tøjdyr, jeg deler værelse med nu. Det er den nye Celine. Burde den nye Celine også kaste sig i favnen på sin mor? Eller er hun den Celine der går ind på sit værelse nu? Jeg ved det ikke. Jeg ved det virkelig ikke, og af den grund, bliver jeg siddende i sofaen. Bliver siddende og kigger stift ned i gulvet. Bliver bare siddende, for så tilsidst at falde i søvn. Jeg mærker mor sætte sig ved siden af mig. Mærker hendes arm rundt om mig. Men jeg bliver siddende. Lyst, langt, krøllede hår. Mørke øjne. Egentlig ikke specielt høj. Sådan lidt en mellem højde. En mørkeblå skjorte og et par almindelige cowboybukser. Det er sådan hun ser ud, hende der kigger tilbage fra spejlet. Jeg havde forventet, at jeg skulle bære en spids hat og den slags. Men nej, jeg tog fejl igen. Ligesom jeg havde gjort med det meste, hele mit liv. Jeg troede at min familie var en ganske normal familie, eller så normale som man nu kan blive. Begge mine forældre gik på trolddoms akademiet, men de tog tilbage til menneskenes verden, for at leve et liv, som mennesker nu gør. Og nu har Flora og jeg ødelagt deres plan. Vi har... Celine, gider du at skynde dig lidt? Vi står og venter på dig! Det er min mor der råber ude fra entreen. Jeg tager min kuffert og går stille og roligt gennem huset.

5 Ignorerer fuldstændig, at vi skal nå et fly, for at komme i rette tide, til at portalen bliver åbnet. Jeg går lige så stille, for at sige farvel til mit gamle hjem. Nu kommer mor løbende ind i stuen, tager i min arm, og hiver mig med videre. du ved udmærket at vi skulle have kørt for 10 minutter siden, og så går du lige så stille! Se at få lidt fart på Siger hun og åbner hoveddøren, hvor bilen er pakket, med alle mine ting. Klar til afgang. I flyet bliver der ikke udvekslet mange ord. Heller ikke da vi når portalen. Her kigger min mor nervøst på mig, jeg smiler et forsigtigt smil tilbage, og tager hendes hånd. Selve portalen, er ikke noget problem. Jeg mærker det næsten ikke. Pludselig står jeg bare der, hvor portalen nu har spyttet mig ud. Jeg kigger mig lidt omkring, hvis det her er skolen, har jeg igen tager fejl. åhhh, vores taxi skulle være her om et øjeblik siger far og begynder at rode i nogle papirer. Okay, det her er altså ikke skolen. Under køreturen hen til skolen, sidder jeg bare og kigger ud af vinduet. Det magiske univers minder overhovedet ikke om noget i eventyrbøger eller noget derhjemme. Den er lidt mere...tja...magisk er nok det rette ord. Nogle dukker op ud af det blå. De fleste af folkene har de mærkeligste frisure i mærkelige nuancer. Der er blå,røde,gule,orange og grønne dyr over alt. Et stykke længere fremme hænger store, lysende bogstaver der danner ord såsom `Ganaginon. Jo længere væk vi kommer fra det, jeg regner med var byen, jo mere normalt begynder det at se ud. Altså ikke helt normalt. Der hænger stadig røde majskolber på træerne, men husene, dyrene og folkene ser mere normale ud. Jeg opdager næsten ikke, at bilen, som faktisk er ganske normal, er standset. Jeg stiger ud, og får med det samme en kuffert i hånden. Jeg tager imod den og en mere, og går så efter mine forældre, som er på vej mod skolen. De standser ved hovedindgangen, hvor Flora står og venter. Mor vender sig om mod mig. Flora vil vise dig hvor du skal sove Siger hun og giver Flora den sidste taske. Tager i afsted nu? Spørger jeg og indser at jeg havde taget fejl igen. Jeg troede det ville være ligesom min første skoledag i 0. klasse, hvor begge mine forældre var der i den første time. Ja, vi skal besøge din farmor, hun bor tæt på skolen. Du vil også møde hende en dag Siger far og giver mig et knus. Celine, vil du godt love mig, at du vil gå med Flora ind nu, og vil du love mig at gøre som hun siger? Siger min mor og trykker mig ind til sig. Ja mor, det lover jeg Siger jeg og holder om hende. Hun trækker sig væk fra mig og smiler med tårer i øjnene Pas godt på dig selv Er det

6 sidste hun siger, inden hun går. Ja mor, det skal jeg nok Hvisker jeg. Flora rører min skulder, og jeg bliver opmærksom på hende. Hun går ind ad den store dør, og forsvinder i menneskemængden. Jeg skynder mig efter hende, og finder hende hurtigt igen. Mit værelse ligger i den anden ende af skolen, og det tynder ud i elever, jo længere vi kommer. Tilsidst når vi endelig værelset. Der ligger 5 andre værelser på gangen. Jeg skal bo på det andet til venstre. Værelse nummer 105. Flora giver mig nøglen, stiller den taske hun havde båret på gulvet og vender sig om for at gå. Går du nu? Spørger jeg. Det havde jeg egentlig tænkt. Hun står og kigger på mig i et lille stykke tid, smiler så et trist smil, og går sin vej. Hun gjorde det rent faktisk. Hun gik faktisk bare sin vej. Okay, så må jeg jo bare klare mig selv. Jeg låser døren op og træder ind i et tomt værelse. Jeg er altså den første. Jeg kigger rundt i værelset, det er malet i en lys blå, med et stort vindue ud til skoven, der ligger bag skolen. Der er 2 senge, med betræk i samme lyse blå. Sengene står i hver deres ende af værelset, og ved hver seng står en kommode til den ene side, og et skrivebord til den anden. Ellers er der 2 skabe og et spejl. Intet badeværelse. Skønt. Nu skal jeg dele bad med en masse andre tøser, der alle er lige så dumme, som dem på min menneske skole. Jeg stiller mine tasker på sengen, og går ud af værelset. Jeg kommer 2 skridt udenfor døren, da en pige kommer løbende direkte hen i mod mig. Jeg kender hende ikke. Hun er høj og hendes hår er halvlangt og mørkt. hej Siger hun forpustet da hun når mig Jeg hedder Emmely, jeg skal bo på værelse 104, er det her? Øhhh...Jeg tror det er døren på den anden side af gangen Svarer jeg og ærgrer mig lidt, jeg vil gerne bo sammen med Emmely, hun er typen jeg godt kunne blive venner med. Jeg hedder Celine, jeg bor på værelse 105 Siger jeg smilende. Og i det samme kommer en ny pige gående ned ad gangen. Værelse 105? Råber hun. Det blev altså hende der Held og lykke Siger Emmely og skynder sig ind på værelse 104. Pigen der kommer gående i mod mig, er lav og rødhåret. Hendes røde hår er klipper i en rodet, kort frisure, sat op med en elastik i nakken Jeg hedder Lolay, skal du bo på værelse 105? Ja Svarer jeg og træder et skridt til side, så hun kan komme ind. Hun åbner døren og stiller alle sine mange tasker ved siden af den ene seng. Nå, her får vi det da hyggeligt Celine, jeg hedder Celine Siger jeg hurtigt Okay hej Celine, jeg hedder Lolay, nej det har jeg vidst sagt. Nå, skal vi komme afsted til åbningsceremonien? Siger hun og går hen mod døren. Åbningsceremonien? Siger jeg og lukker døren efter hende Jada, har du aldrig hørt om den? Der var en kort pause i hendes

7 plapren Du er ikke herfra, vel? Siger hun og kigger op og ned af mig. Nej Siger jeg. Hun holder en kort tænkepause, næsten som om hun overvejer, om hun så overhovedet gider tale med mig mere Nå, skidt pyt, vi får det sjovt alligevel Hun går ned ad gangen, og jeg kigger efter hende. Hendes hvide bukser lyser den mørke gang op. Jeg skynder mig efter hende. Nå, du valgte at tage med, super Hun stikker sin arm ind under min og sådan går vi gennem skolen. Skolen er stor, med store vinduer med glas i forskellige farver og mønstre. Jeg standser op ved et stort grønt et, og Lolay trækker mig med. Jaja, jeg kommer Siger jeg og skynder mig videre, så hun ikke behøver rykke mere i min arm. Vi går ud på plænen foran skolen, men fortsætter om på den anden side, om mod skoven, jeg kunne se fra vinduet, på værelset. Vi går og går, skolen er større end jeg havde regnet med. Så, nu er vi her, nu skal vi bare finde en god plads Siger Lolay. Jeg går efter hende, og regner med at hun ved hvor vi skal hen. Jeg kigger mig lidt omkring. Der er en scene, med baggrund ind til skoven. Der er tribuner på 3 sider af scenen. Lolay og jeg finder en plads på den midterste. Der er ikke kommet så mange endnu, så der er stadig nogle gode pladser. Ved siden af Lolay sidder en flok drenge, som hun straks begynder at snakke med. Ved siden af mig kommer Emmely og sætter sig. Tribunerne nu godt fyldt med elever, og der er ganske kort tid til ceremonien starter. Siden jeg ankom til skolen har jeg haft den her underlige fornemmelse af, at noget stort, noget levende, venter på mig. Jeg slog det hen tidligere, men nu kan jeg mærke det igen. Og det er ikke langt fra scenen. Jeg er nødt til at finde det. Hvad det end er, skal jeg finde det. Og det kan ikke vente. Jeg skal finde det, og det skal være nu. Jeg rejser mig og Lolay opdager det med det samme Hvad skal du Celine? Ceremonien starter lige om lidt, du kan ikke gå nu? Jeg kommer snart tilbage, jeg skal bare lige Ja hvad skal jeg egentlig? Bare skynd dig tilbage Siger hun, og kigger efter mig da jeg går. Da jeg er kommet et stykke væk ser jeg hende tale med Emmely. Flora har jeg endnu ikke set siden hun forlod mig, tidligere på eftermiddagen. Jeg går, jeg går bare uden at vide hvorhen. Uden at tænke over det, går jeg ind i skoven. jeg går stadig, med den her fornemmelse af, at det jeg går efter, hvad end det så er, kan ske at være farligt. Jeg går længere ind i skoven. Det er en stor skov, med store træer, jeg aldrig har set

8 før. Stien snor sig rundt om træerne, men så stopper den brat. Her er en lille lysning, hvor der helt sikkert har været nogen før, for et hjerte er skåret ind i træet lige til højre for mig. Inde i hjertet står bogstaverne S.M. og A.C. Underligt, at stien stoppede? Jeg går over til den anden side af lysningen. Stien fortsætter ikke! Jeg bliver nødt til at gå videre. Det er en stor risiko, men jeg er nødt til at gøre det, hvis jeg skal finde ud af grunden til, at jeg bliver draget mod stedet, jeg endnu ikke kender noget til. Skoven på den anden side af lysningen er meget tæt. Jeg snubler over nogle rødder, og falder også en enkelt gang. Det gør ondt i mit håndled, men jeg er nødt til at fortsætte. Nødt til at finde ud af, hvad der gemmer sig inde i skoven. Jeg går langsomt nu, jeg er ved at være træt. Jeg drejer lidt til venstre, og nogle buske, med røde bær, står lige foran mig, og fortsætter rundt i en cirkel, til jeg ikke længere kan se dem. Jeg skal videre, det kan jeg mærke, men buskene står i vejen. Jeg må igennem på en eller anden måde. Jeg ligger mig ned på maven, og maver mig, med hjælp fra mine hænder, ind under buskene. Det giver et stik af smerte, da jeg støtter på min venstre hånd. Den jeg slog, da jeg faldt over rødderne. Jeg bruger kun min højre hånd og mine ben, til at komme ind under buskene, og fri af dem igen. Jeg står i udkanten af den kæmpe cirkel, af buske med røde bær. Og i den anden ende af cirklen, ligger en stensamling, der danner en hule. Jeg ved, at det jeg søger, er i hulen. Jeg går nærmere, til jeg står ved hulens indgang. Jeg læggger mærke til et stort, dybt kradsemærke, i en af stenene. Hvad der en bor i den hule, for jeg er sikker på at det er noget levende, er det meget stort, og meget farligt. Jeg går ind i hulen med bankende hjerte. Der er højt til loftet. Meget højere end der så ud til at være. Den er også meget større, end den så ud til at være. Den rager langt ud over buskene, men de fortsatte da hele vejen rundt om, gjorde de ikke? En tanke slår mig. Det er en magisk hule. Udefra så hulen kun ud til, at et menneske lige kunne ligge udstrakt, på den lange led. Og udefra lignede det også at man var nødt til at dukke sig, for ikke at støde hovedet i stenen, der udgør taget. Og jeg kunne ikke se hulen, før jeg var helt inde i ringen af buske. Nu da jeg står herinde, kan jeg ikke se en ende på hulen, den fortsætter bare. Det er nu også temmelig mørkt i hulen, men mine øjne har efterhånden vænnet sig til det. Jeg går lidt længere ind i hulen. Jeg kan ikke se nogle, og vender mig derfor om for at gå tilbage,

9 da jeg hører...noget. Det lyder næsten som noget der fejede hen over gulvet. Jeg vender mig om, og ser et par gule øjne stirre på mig. Dyret kommer ikke nærmere, bliver bare hvor det er. kigger på mig, men gør ellers ingenting. Jeg vender mig om og løber, men lige da jeg når hulens udkant falder jeg, ned på min venstre hånd. Hvis den ikke var brækket før, er den det helt sikkert nu. Jeg kan slet ikke bevæge den, og det gør så ondt, at jeg har lyst til at skrige. Men jeg lader være. Min skræk for at dyret skal komme efter mig, får mig hurtigt op at stå, og får mig til at skynde mig ud af ringen med buske. Jeg løber, som gjaldt det livet, hvilket også er sandsynligt. Jeg kommer til den lille lysning, og tillader mig selv, at holde en pause. Jeg går videre, hvis dyret fulgte efter mig, har jeg et forspring, og jeg orker ikke mere nu. Mit håndled gør så ondt, at en lille tåre, løber ned af min kind. Jeg går hurtigt videre, i håb om, at dyret ikke vil følge efter mig. Men jeg er nu også rimelig sikker på, at det gjorde den ikke. Hvis den villes spise mig, havde den haft muligheden da jeg var så dum, at falde over den sten. Det gør mig lidt mere rolig, at jeg ved, at dyret ikke er fulgt efter mig. Men jeg er stadig bange for, hvad dem på skolen vil sige. Hvad vil mr. Trumptus sige? Jeg havde bestemt mig for ikke at skuffe ham. Hvad vil Lolay sige? Og hvad med Emmely? Og hvad med Flora? Og mor? Jeg lovede hende at passe på mig selv! Og hvad vil skolesygeplejersken sige til mit håndled? Og vigtigst af alt, hvad vil jeg sige? Jeg kan ikke bare sige, at jeg fandt en magisk hule, med et dyr i, der slet ikke ville æde mig, selvom det havde chancen. Kan jeg vel? Og hvad med mit tøj? Det er fuldstændig ødelagt. Hvad skal jeg sige til dem? Lolay og Emmely stoler jeg ikke nok på, til at fortælle sandheden, og heller ikke nogle af lærerne. Jeg er vel bare nødt til at fortælle dem, at jeg trængte til at bevæge mig. Og at jeg så faldt, da jeg gik en tur i skoven. Det må være godt nok. Jeg kommer tilbage til pladsen, hvor ceremonien skulle foregå, og Lolay og Emmely står og venter. Jeg bliver glad da jeg ser dem. En dag, og jeg har allerede fået venner, det står og venter på mig, selvom de ikke burde. Jeg vinker til dem, og de kommer løbende hen til mig. Lolay står lige foran mig og kigger bekymret på mig. Så siger hun: kom Celine, du trænger til at komme indenfor Emmely og Lolay støtter mig hen til skolen. Jeg er for udmattet til, at jeg kan gå selv, så de holder om mig, fra hver deres side. Vi kommer hen til skolen, og Mr. Trumptus kommer løbende, med skolens rektor, og 3 andre lærer jeg ikke genkender, i det sidste lys fra solens stråler. Efter dem kommer 2 af

10 skolesygeplejersker, der straks begynder at lyse mig i øjnene. De opdager mit slappe håndled, og får mig hurtigt ind på skolen, og ind i et værelse, jeg formoder er deres kontor. Jeg bliver slæbt videre ind i et rum, hvor jeg bliver lagt op på en briks. Jeg ligger og slapper af, mens en læge tjekker mig for andre skader. Han finder et stort sår på mit knæ, som jeg må have fået da jeg faldt i hulen. Jeg kigger hurtigt ned af mig selv. Mit ene knæ et overdækket med blod, og jeg kigger hurtigt væk igen. Da jeg faldt i hulen, mærkede jeg kun et lille stik i knæet, det var ingenting til forhold af min hånd. Begge mine hænder er fulde af sår, og mit venstre håndled brækket. Ellers har jeg kun fået en mild hjernerystelse. Lægen kommer hen til mig. Vi bliver nødt til at bedøve dig nu, vi skal ordne dit håndled Siger han, og begynder at finde noget frem. Jeg kigger hurtigt ned på mit håndled, og nikker så. Jeg er træt og ligeglad lige nu. Jeg har brug for søvn, den lange løbetur udmattede mig, og det er også snart meget sent. Men inden da, får du lige lov at se dine venner Siger lægen og åbner døren. Lolay og Emmely kommer gående ind. Det er tydeligt at de er bekymret for mig. Lolay sætter sig ved min højre side på briksen. Gør det ondt? Spørger hun. Jeg fik noget smertestillende da jeg kom ind på skolesygeplerskernes kontor, men det er ved at miste sin virkning Nej, ikke rigtigt Siger jeg og smiler, som om jeg kun havde fået en lille rift på hånden, og ikke havde tonset gennem skoven med en brækket hånd og et kæmpe sår på knæet. De skal til operere min hånd nu... Jeg ved ikke rigtig hvad jeg mere skal sige. Vi venter på dig oppe på dit og Lolay s værelse Siger Emmely og giver min raske hånd et lille klem Tak Hvisker jeg svagt og de forsvinder ud af døren. Jeg kigger lidt efter dem, men Rex, lægen, træder frem, og uden jeg når at reagere, falder jeg i søvn. Jeg vågner med at sæt, og prøver at få mine vejrtrækninger under kontrol. Jeg kigger ned af mig selv, hvor er jeg? Jeg har hvidt tøj på, er jeg død? Nej, det kan jeg ikke være. Jeg kigger rundt, og aftenens begivenheder træder frem i små glimt. Jeg får benene svunget ud over sengekanten. Jeg er blevet flyttet fra briksen til en seng i et andet rum. Jeg træder ned på gulvet, og fortryder det med det samme. Det giver et stik i hovedet og knæet, og jeg falder tilbage i sengen. Jeg hiver efter vejret, da en sygeplejerske kommer løbende. Hun lægger mig tilbage i sengen, og tilkalder en læge. Jeg tror at det er Rex, men mit blik er så

11 sløret, at jeg bare lukker øjnene, og lader ham undersøge mig igen. Da han er færdig er jeg faldet i søvn igen. Denne gang drømmer jeg om dyret. Med sine gule øjne der kigger på mig. Det gør ingenting, det kigger bare på mig. Og jeg kigger bare på den. Sådan fortsætter drømmen, indtil jeg vågner, ved at sollyset rammer mine øjne. jeg åbner dem langsomt. Denne gang er jeg ikke dum nok til at prøve at gå. Jeg ved, at jeg fik noget smertestillende igår, men det er holdt op med at virke, så hele min krop dunker. Jeg sætter mig langsomt op i sengen, uden at støtte på venstre hånd. Rex kommer gående ind. Celine, nu skal du høre planen for idag Siger han og sætter sig på en stol, ved siden af min seng. Idag? Jeg havde regnet med bare at ligge i sengen hele dagen! De kan vel ikke sende mig til time? kan de? Idag skal du... Jeg lukker øjnene. Jeg slapper helt af, og lukker Rex`s stemme ude af verden. Åhhrr... Hvor ville jeg gerne bare være tilbage på mit gamle værelse, og ligge i min gamle seng, og kigge op på det loft, jeg har ligget og kigget på så mange gange....okay? Siger Rex og kigger på mig gennem sine enorme orange briller. Ja Ssiger jeg og retter mig op. Rex hjælper mig op at stå, men så snart jeg støtter på mit dårlige ben, knækker jeg sammen. Jeg sidder nede på gulvet, og læner mig bagover. Indtil mit hoved med et lille bump, rammer gulvet. Rex råber en masse ordre ud i lokalet og jeg hører folk løbe rundt i lokalet. Jeg ligger bare og prøver på ikke at koncentrere mig for meget om smerten i benet. Jeg bliver løftet op på briksen Jeg har det...fint Stønner jeg Rex hjælper mig op at sidde og jeg rejser mig forsigtigt. Rex støtter mig ud af rummet, videre ud af kontoret og ud på gangen. Jeg står og vænner mig lidt til sollyset, som skinner meget klart ind af de store vinduer. Jeg får øje på et stort vindue lidt til højre for mig, og går nærmere. Jeg kommer tæt nok på til at kunne se hvad det farvede glas danner et billede af. Dyret! Og der ved jeg at det var en drage jeg mødte i hulen. En stor lilla drage. Billedet på vinduet danner et billede af en solnedgang, og lige over solnedgangen hænger en stor lilla drage og svæver. På ryggen har den en pige. De ser begge glade ud, pigen smiler, men man kan se det på dragens store gule øjne. De stråler. Det havde de ikke gjort på samme måde i

12 hulen. Men det er helt sikkert de samme øjne. Celine? Celine kom, vi skal videre! Rex river mig ud af mine tanker. Ja...jeg skulle bare lige se det her Siger jeg og går videre men mine øjne hænger klistret til den lilla drage. Rex trækker mig videre gennem skolen. Vi stopper ved en egetræsdør, hvor der på et skilt ved siden af står Rektor. Hvorfor skal jeg snakke med rektoren? Spørger jeg og tænker tingene igennem, hvad gjorde jeg galt? Hun ville gerne snakke med dig, hun sagde ikke hvorfor Siger Rex og åbner døren så jeg kan gå ind. Jeg tøver, men går så ind. Jeg vender mig om da den tunge dør smækker bag mig. Celine? siger en skrøbelig stemme Ja, det er mig Siger jeg og nærmer mig det store skrivebord der står midt i rummet. Bag det sidder en meget gammel dame. Hun må mindst være 90. Celine, sæt dig ned Siger hun og kigger på mig med nogle uendeligt klare blå øjne. Jeg går nærmere, der er ingen stol. Rektoren, som jeg ikke aner hvad hedder, knipser en gang, og en blød velour stol dukker op. Værs go og tag plads Hun smiler, med nogle overraskende perfekte tænder. Hun må brugge en eller anden form for magi for at holde sig så frisk. Du var altså ude i skoven den anden dag? Hvordan ved du det? jeg har ikke fortalt det til nogle? Siger jeg rystende Skolen er mit område, og jeg kender til ALLE på skolens område Jeg gætter på at hun kender til dragen, så jeg beslutter mig for at fortælle hende det hele. Jeg blev lige som bare trukket af sted mod hulen, som om jeg ikke selv havde kontrol over mine ben, og hvor de flyttede sig hen Siger jeg og undgår hendes blå øjne. De er så klare og så blå, at det næsten er skræmmende. ja, og det er derfor jeg gerne vil tale med dig Du ved vel hvilket dyr der gemmer sig i hulen? Siger hun og læner sig frem mod mig, så hendes øjne kun er få centimeter fra mine ja...det er en drage Stammer jeg. Rigtigt, det er en drage. Har du set vinduet? Ja Siger jeg hurtigt, jeg ved godt hvilket vindue hun taller om og jeg vil gerne høre mere om dragen, jeg har på fornemmelsen at den har noget med mig at gøre. Så du pigen? Ved du hvem det er? ja Siger jeg uden at tænke over det, jeg ved pludselig hvem pigen på vinduet er.

13 Det er dig Hvisker jeg næsten, bange for at nogen skal høre mig. Rigtigt, og så ved du vel at jeg har levet meget længe? ja...men...hvordan? Troldmænd og troldkvinder bliver ældre end normale mennesker, jeg er 317 år gammel. Det er længere tid end denne skole har eksisteret. Men selv for en troldkvinde er det meget gammelt. Hun holder en lille pause og kigger på mig, for at se om jeg forstår det. Men drager, de kan leve i flere tusinde år. Min tid her er ved at være forbi, jeg skal videre Jeg forstår ikke hvad hun mener med videre` men jeg ved hvor denne samtale fører hen. Celine, vil du passe Siff for mig, når jeg tager herfra? Nu kigger hun meget direkte på mig. Jeg vidste det spørgsmål ville komme på et tidspunkt, men alligevel giver det et sæt i mig da hun siger det. Jeg er overraskende hurtigt frisk igen, men hvad forventer man i et univers, hvor det er almindeligt, at alle kan magi? Jeg deltager nu i alle timer, og Flora havde ret, det er lærerigt, men hårdt at blive udlært troldkvinde. Jeg er godt med i alle timer, og jeg har lært at få små ting, såsom blyanter, til at svæve i længere tid ad gangen. Vi har mange timers skolegang om ugen så søndag er hurtigt blevet min yndlingsdag. Mine yndlingstimer er dem med Mr. Trumptus, det er også dem jeg er bedst til. Mr. Trumptus er underviser i formularer, et meget spændende fag, hvor vi lærer forskellige formularer til forskellige formål. Så er der de mere kedelige timer med Mrs. Yakob som underviser i magiens og menneskers historie. Det viser sig, at det latinske sprog faktisk er troldmands sprog, men en troldmand ved navn Latterik Hopfenhof (som Lolay, Emmely og jeg grinede vældigt meget af men Mrs Yakob kunne ikke se det sjove) skrev det ned, og gemte det i menneskenes verden, hvor de så uheldigvis fandt det. Men troldmændene og Troldkvinderne fik det hurtigt til at se ud som om, at Latterik Hopfenhof bare var utrolig klog. (Det skal lige siges, at efter det hele var blevet glemt, blev han sendt i fængsel for livstid) Jeg sidder på mit værelse og læser op til Brygning af Eliksir, da det banker på min dør. Jeg åbner døren, og der står Mrs. Strahams. Mrs. Strahams? Hvad laver du her? Spørger jeg og åbner døren lidt mere, så hun kan komme ind. Celine, vi skal tale sammen.. 10 minutter senere sidder vi i et lille rum under skolebibliotek, som jeg ikke anede var der. Celine, tiden er ved at være til at vi begynder! Jeg sukker, jeg vidste det ville komme, jeg havde

14 bare håbet på at det måske ville komme lidt senere. Men.Jeg Celine, du er klar til det nu! Det er helt sikkert ikke til diskussion. Du skal ikke have normale timer i de næste par uger. Jeg vil undervise dig. Siger Mrs. Strahams helt alvorligt. Den næste uge bliver jeg undervist af Mrs. Strahams. Det er hård træning, jeg får næsten ikke snakket med Lolay og Emmely. Om morgen står jeg op en time før. Timer har vi ikke længere sammen. Frokosten spiser Mrs. Strahams og jeg i vores øvelokale, og jeg går somregel i seng uden aftensmad, fordi jeg ikke orker at gå ned i spisesalen. Men det er ikke kun dårligt at blive undervist af Mrs. Strahams, jeg lærer så meget om drager, men for at jeg ikke skal være helt bagefter når jeg starter normal skolegang igen, underviser hun mig også i mine normale timer. Om natten er vi ude i skoven, både for at prøve nogle af mine evner af, Mrs. Strahams mener at man også skal udføre besværgelsen for at have lært den, men også for at nærstudere en rigtig drage. Jeg har ikke været tæt på dyret endnu, og hver gang vi har været derude, er det kun Mrs. Strahams der passer og plejer ham, mens jeg kigger på. Celine! Det er meningen han skal lytte til dig og du til ham! Nu er det 8. gang hun siger det, og jeg kan stadig ikke. Celine, du skal sige det præcist så han forstår dig! Mrs. Strahams er hård, og forholdsvis frisk af sin alder. Jeg begyndte at træne mere sammen med dragen for en uges tid siden. Celine, stop. Kom her hen Jeg sukker højlydt og går hende i møde. Celine du er nødt til at slappe af. Jo mere du slapper af, jo bedre forstår han dig Der lyder et højt bump bag mig og jeg mærker Siffs varme ånde i nakken. Og når jeg så ikke prøver at få ham ned, så kommer han selvfølgelig Mumler jeg i håb om at Mrs. Strahams ikke hører mig, men det er ikke tilfældet Han forstår ikke hvad det er du siger til ham Celine. Så han gør som det passer ham I 3 timer har jeg trænet at få ham til at lande på kommando. Det er ingen besvær at få ham til at lette, lige så snart jeg kommer i nærheden, letter han, og bliver der indtil jeg giver op. Måske, er jeg bare ikke den rigtige til det her? Jo, selvfølgelig er du det, du skal bare lære det Siger hun så og jeg vender mig om for at forsøge igen. Han letter, og i yderligere 2 timer, forbliver han deroppe. Det banker på min dør. Jeg går hen og åbner. Mrs. Yakob står uden for døren med et hårdt udtryk i ansigtet. Rektoren vil tale med dem, frøken Celine

15 Jeg ruller med øjnene, som om jeg lige er blevet sendt op på rektors kontor for at gøre noget meget slemt. Selvfølgelig må ingen vide at Mrs. Straham og jeg træner en drage, så det er den reaktion, jeg oftest kommer med når `rektor lige vil tale med mig. Jeg humper ud af værelset, for selv om det er et par måneder siden, er mit ben ikke helet helt endnu, så når jeg går, er jeg nødt til at støtte mig til en krykke. Jeg følger efter Mrs. Yakob op til kontoret, lige overfor vinduet med dragen på. Jeg kigger på det en sidste gang, inden jeg går ind på kontoret. Det er tomt. Mrs. Yakob går videre ind i rummet, hen mod den ene væg. Her drejer hun billedet af skolen en omgang, og en dør åbner, lige foran hende. Celine? er det dig? lyder en meget svag stemme. Mrs. Yakob nikker til mig, og jeg går ind ad døren. Ja, det er mig Siger jeg stille. Jeg står nu i et stort rum. I midten af rummet står et stort bord, med en masse stole omkring. I det ene hjørne er en stor kamin, med store rødde velour-sofaer rundt om. I det andet hjørne, står en stor himmelseng, med tykke sengetæpper. Det var derfra jeg hørt stemmen der kaldte, så jeg går over imod sengen. Næsten skjult under alle de store sengetæpper, ligger Mrs. Strahams. Celine, da jeg begyndte at oplære dig, var det fordi, at jeg vidste at min tid snart var forbi. Jeg havde ikke regnet med at det ville gå så stærkt, men tiden går hurtigt, og jeg må snart herfra... Men jeg kan gøre det med ro i sindet, for jeg ved at du vil passe på Siff, men jeg vil alligevel gerne høre dig sige det, bare så jeg er helt sikker! Hun tager mine hænder, og kigger på mig med sine skræmmende blå øjne. Denne gang tøver jeg lidt, selvfølgelig vil jeg gøre alt for at passe på Siff, men jeg er ikke helt sikker på, at jeg har evnen til det. Jeg skal gøre mit bedste siger jeg så, for det er ikke løgn, jeg har virkelig på det sidste lært at holde af den drage. Tak siger hun så, nu kan jeg tage herfra med fred Hun ånder dybt ind Celine, bliv ved med at gå ud til ham hver eneste dag! Altid tro på, at det nok skal lykkes, og det er ikke kun med hensyn til drage pasning. Du har nogle meget stærke evner, og dem må du aldrig, lade gå til spilde. Så bliv ved med at prøve, det skal nok lykkedes. Det skal nok lykkedes..det skal det nok.en skønne dag Hun gisper efter vejret, og klemmer hårdere om mine hænder. Tak Celine. Tak for alt du har gjort. Hun lægger sig tilbage i sengen, og trækker vejret i hurtige stød. Jeg slipper ikke hendes hånd og hun slipper ikke min.

16 Celine? Hvisker hun næsten uhørligt Du er født til det her Celine, måske. Hun gisper efter vejret, men fortsætter sætningen...kan det være vanskeligt, og svært, men.det skal nok gå Hun begynder at græde. Jeg bliver så overrasket over at se Mrs. Strahams, den samme dame der adskillige gange har vrisset af mig, ligge og græde. Jeg mærker en tåre ramme min hånd, der holder hårdt om hendes. Jeg mærker en mere, og en mere. Hun stryger min kind, og smiler det første rigtige smil, jeg har set på hendes læber. Så gør hun noget meget uventet, hun tager sin ring af, og sætter den på min venstre lillefinger. Celine, det skal nok gå, du er stærkere end du tror! Og med de ord bliver hendes greb om min hånd slapt, og hendes gispende vejrtrækning hører op. Jeg skriger, mest af fortvivlelse, men også af sorg, og chok. Jeg græder og skriger endnu mere, endnu højere, og endnu højere, indtil mit hoved er fyldt op af skrig. Jeg tager begge hendes hænder i mine, og holder fast på dem. Jeg holder så hårdt, at mine knoer bliver hvide. Jeg mærker en hånd på min skulder, og jeg skriger endnu højere. Mrs. Strahams! Mrs. Strahams! Jeg kalder på hende, i håb om, at hun vil høre min stemme. Mrs. Strahams, jeg lover jeg nok skal passe på ham! Jeg skal passe på ham hver dag! Det lover jeg dig! Jeg råber, og da jeg ikke har mere stemme tilbage, hvisker jeg stadig Jeg skal nok passe på ham, det lover jeg dig! Hulker jeg lige så stille. Mrs. Yakobs greb om min skulder bliver hårdere, og jeg rejser mig langsomt fra den store seng, og Mrs. Yakob fører mig ud af det hemmelige værelse. Resten af dagen sidder jeg på mit værelse. Nogle gange græder jeg. Andre gange råber jeg til jeg ikke har mere stemme tilbage. Men det meste af tiden sidder jeg bare og stirrer ud i luften, og tænker på alle de ting Mrs. Strahams og jeg lavede sammen. Godt nok var hun min lære, men jeg var begyndt at betragte hende mere som en ven. Vi lærte hinanden meget bedre at kende på de sidste par uger, og nu er hun væk, og der er ingenting jeg kan gøre ved det. Lolay og Emmely kommer nogle gange og prøver at føre en samtale med mig. Jeg siger ingenting, kigger bare på mine hænder. I starten griner de meget, og prøver også at få mig til at grine. De fortæller hvad de har lavet i dag, hvad de fik at spise, og en masse andet, jeg ikke hører, for stemmen i mit hoved. Den hvisker igen og igen, med Mrs. Strahams stemme Du er født til det her Jeg forstår ikke hvad det er, jeg er født til, men jeg er sikker på at det har en betydning for min fremtid, og at mrs. Strahams havde ret.

17 Jeg løber, meget stærkt. Strækere og stærkere går det. Jeg løber i skoven. Jeg løber mod dragens hule. Jeg løber, og springer over de store rødder og sten, det ligger i skovbunden. Endelig kommer jeg til kredsen af buske. jeg kan høre Mrs. Strahams stemme råbe derinde fra, og Dragen der knurrer. Jeg løber rundt om buskene, uden at vide hvad jeg skal gøre. Jeg prøver at mase mig gennem buskene, men uden held. Jeg prøver at mave mig under dem, igen uden held. Jeg prøver at hoppe over dem, og igen virker min plan ikke. Jeg hører Mrs. strahams råbe om hjælp, og dragen brøle. Jeg råber på Mrs. Strahams, og hun skriger på hjælp, men jeg kan ikke komme ind til hende. Skrigende udvikler sig til et smertens brøl, og jeg hører dragen gnaske. Jeg skriger og skriger, men ingen hører mig. Busken forsvinder langsomt, og jeg skynder mig ind i kredsen, lige i rette tide til at se, den sidste del af Mrs. Strahams, blive suget ned, i dragens store gab. Jeg sætter mig brat op. Jeg trækker vejret hurtigt, og er helt våd af sved. Prøver at få mine vejrtrækninger under kontrol. Endelig lykkedes det. Jeg skubber det tunge sengetæppe væk, og sætter mine fødder ud på det kolde trægulv. Månelyset strømmer ind ad vinduet. Jeg sidder og overvejer, hvad jeg skal. jeg vil ikke lægge mig til at sove igen. Pludselig mærker jeg kraften trække i mig. Den samme kraft der fik mig hen til dragens hule den første aften på trolddoms akademiet. Jeg trækker hurtigt i det første sæt tøj mine fingre griber om i skabet. Jeg hægter min kappe af en bøjle, og binder den om mig, himlen er helt skyfri, og det er meget koldt. Lolay vender sig i sengen, men ikke et sekund er jeg bange for at hun vågner. Når hun først er faldet i søvn, så sover hun. Jeg har været på mange nat udflugter, mest for at træne med Mrs. Strahams, men enkelte gange har jeg sneget mig ned på biblioteket, for at læse om drager. Jeg Lander på begge fødder i det våde græs. Hver gang jeg skulle ud og træne med Mrs. Strahams, hoppede jeg den vej ud af vinduet. jeg husker at lade det stå på klem, så jeg kan komme ind igen. Jeg kigger mig omkring, og løber så ind mod skoven. Mit ben er kommet sig næsten og jeg kommer hurtigt frem. Jeg kender efterhånden vejen så godt, at jeg ikke snubler over en eneste sten eller hvad der nu

18 ellers ligger og gemmer sig i skovbunden. Jeg standser da jeg når kredsen af buske, som Mrs. Stahams kaldte Circuitous. I mit hoved dannedes et billede af dragen, der sluger den sidste bid af Mrs. Strahams. Mine fingre kører over min venstre lille finger. Ringen sidder hvor den altid gør. Jeg kører en finger rundt i mønstret. Der er en cirkel i midten, med 2 trekanter ud til hver side, og en tyk streg lodret ned gennem cirklen. Jeg træder ind gennem buskene, og håber på det bedste. Da jeg kommer ind ligger han helt trykket ind til hulen. Han løfter kun lige hovedet en smule da han opdager mig. Han sukker dybt, og lukker så øjnene. Jeg begynder at græde. Jeg løber over til ham, og varmer mig op ad hans varme krop. Vi mistede begge meget da Mrs. Strahams døde. Dragen vender sig overrasket mod mig da jeg ligger mig, men lukker så øjnene igen. Jeg græder til der ikke er flere tårer tilbage i hele min krop. Jeg sætter mig op og Siff kommer også op at sidde,ventende på mit næste træk. Han kigger undersøgende på mig, og får så øje på min ring. Da Mrs. Strahams var her sammen med mig, lyttede han kun til hende, men nu hvor hun er død.. Han pruster og kigger direkte på mig med sine gyldne ravfarvede øjne. I løbet af meget kort tid står han foran mig. Uden at tænke nærmere over det, sætter jeg mig op på hans ryg. Han drejer hovedet og kigger på mig. Jeg stryger ham over halsen, og han sætter af fra jorden. Jeg er ikke et sekund i tvivl om at Siff ikke vil mig noget ondt, det har han aldrig villet. Vi kommer højere og højere op, og jeg er glad for at jeg tog kappen på, for jo højere vi stiger, jo koldere bliver det. Siff stopper et øjeblik i luften, med ryggen til den fulde måne. Herfra kan jeg se hele skolen. Skolen er omringet af skov. Jeg kan skimte Circuitous, men grotten er ikke til at se, hvilket ikke overrasker mig. Skoven fortsætter ud i mørket. Siff vender en omgang i luften, men jeg falder ikke af. Han flyver mod månen, og jeg kan mærke suset fra hans store, lilla vinger. Hans krop er varm, og jeg lægger mig ned, for at få så meget af hans varme som muligt. Under os fortsætter skoven, vi kommer længere og længere væk fra skolen, og jeg får det bedre og bedre. Den mørke skov virker meget lille oppe fra Siffs ryg.

19 Jeg stryger ham blidt over halsen, fuld af en følelse jeg aldrig har følt før. Siff drejer hovedet, og hans øjne afspejler den følelse jeg føler. Lykke. Vi flyver hen over en sø, og Siff dykker direkte mod den. Han stopper et stykke over og cirkler ned mod vandet. Jeg strækker min arm, helt ud til fingerspidserne og kører mine fingre gennem vandet. Vi er nu så tæt på at Siffs vingespidser rører vandet og sprøjter det op i hovedet på mig når han basker med dem. Jeg griner af lykke og kigger mod himlen. Den er fuld af stjerner der lyser som små lygter i mørket. Mrs. Strahams havde ret, jeg er udvalgt til det her, det er det her jeg er født til. Og da jeg tænker den tanke sker der noget i mig, jeg ikke helt kan sætte en finger på. Det var på tide at Mrs. Strahams døde, hun havde levet livet fuldt ud, og hun var klar til det, så det var kun rimeligt at hun fik fred. Lykke, en følelse jeg aldrig har følt før, strømmer igennem mig. Jeg kigger op mod månen, fra nu af bliver alting bedre, det er jeg sikker på