Verden i nærheden: Danmark, Grønland, Norge, Nordatlanten, Spanien, Portugal

Transkript

1 Verden i nærheden: Danmark, Grønland, Norge, Nordatlanten, Spanien, Portugal 1 Ikke nødvendigt at rejse Jorden rundt. Krigsskibe ved Skallerup og Lissabon. Paradors i Spanien og vilde hunde i Porto. Mad er en del af rejsen. En russer gik i land ved Skallerup Indholdsfortegnelse 1. Verden er også Danmark og Grønland Der ligger et russisk krigsskib lige udenfor Rosinen i pølseenden: Grønland Skiture til Optungården Fransk egnsudvikling gik til borgmesterens enke Safari i Nordatlanten Med russisk forskerskib nord om Skotland og Færøerne Spanien - Portugal Jordemødre til forbudt kat på Tenerife... 7

2 5.2. Vinrejse med vilde hunde og Schlüters nye regering Alle har da været på Mallorca Barcelona med Gaudi og tasketyv På Paradors i Spanien Portugal går an også til andet end vinrejser At spise lokalt kræver ofte kamp... Børnebørn og geder hører sammen tals krigsskib genskabt Verden er også Danmark og Grønland 1.1. Der ligger et russisk krigsskib lige udenfor De længere rejser betød ikke, at Europa var ude. Paradors i Spanien, vinrejse i Syditalien, rundtur i Portugal, forfrosne på Malta, besøg i Budapest var stadigt på programmet. Og Danmark. I 1990 bemærkede vi således, at Skallerup Klit i en periode kun kostede halvt så meget som andre, tilsvarende feriesteder. Jeg ringede til dem og spurgte, hvad der var i vejen, siden de var så billige, og fik svaret: Vi foretrækker at have udlejet til halv pris fremfor at stå tomme til hel pris. Det lød jo fornuftigt, så vi tog derop og blev ikke skuffet. En fantastisk natur. Bette ved Skallerup Klit Da vi havde fået os installeret og så ud ad vinduet: Der lå et russisk krigsskib, som var stødt på grund! Det måtte vi selvfølgeligt hen og se nærmere på, men oplevelsen i den uges tid, vi var der, var langt mere vandreturene i den nordjyske natur. Ture i Danmark var mest knyttet til camping eller familiebesøg. Og selvfølgeligt især for mig utallige besøg i arbejdsmæssig sammenhæng, både mens jeg var ved Venstres Sekretariat og senere fra Socialstyrelsen/Socialministeriet. Men det skete dog også, at vi indlogerede os nogle dage blot for at opleve en by eller en egn. Mange steder i Danmark kan naturen fuldt ud leve op til verden derude. Familiebesøgene kunne også bringe os en del omkring. Med en søster i Ringkøbing og en datter (Vibeke) i Viborg var Midt- og Vestjylland nogenlunde dækket. En periode boede Berit i Oslo, og siden var Vibeke vikar på et sygehus i Grønland (Qaqortoq). Vi benyttede naturligvis lejligheden til at besøge dem. Grønlandsbesøget vender jeg nok tilbage til. Vort guldbryllup benyttede vi til at samle børn, svigerog børnebørn i Fåborg. Det lå nogenlunde centralt, dvs. lige besværligt for alle. Gensidig interesse

3 Og Knuthenborg Park var selvfølgeligt et must med skiftende børn og børnebørn. Blandt alle de eksotiske dyr er geder altid spændende Rosinen i pølseenden: Grønland. 3 I august 1995 var de nordiske socialstyrelsers årlige møde nået til Grønland, så det var tjenesterejse, men Bette tog med. Egentligt skulle vi Landskab ved Søndre Strømfjord have været hele ugen i Ilulissat, men de nordiske miljøministre kom på tværs, så vi veg og tog det sidste par dage i Sdr. Strømfjord. Naturen var en hård konkurrent til det faglige indhold. Det var spændende at vågne op og se, hvilke isbjerge der nu passerede uden for vinduet. Turen bød både på helikoptertur ind på indlandsisen just dér, hvor statsminister P. Nyrup Rasmussen kort forinden havde været. Sneharerne måbede endnu. Og på sejltur blandt isbjergene ud for Isfjorden, foruden naturligvis gåture i og omkring Ilulissat. Ud for Ilulissat Natur ved Ilulissat Også ved Sdr. Strømfjord mødte vi natur og moskusokser. Det er imidlertid en helt anden, pudsig episode, jeg husker. Om respekt for alderdommen. I aftenens løb blev det mig, der skulle hente øl. Der var lang kø ved baren. Bag mig stod to meget store, brede grønlændere. Den ene prikker mig på skulderen og siger: Du er gammel! Ja. Og ved du, hvad det betyder? Næh. Og med en tak til Lise Nørgård svarede jeg: Det betyder, at jeg har overlevet mange vintre.. Han vendte sig mod kammeraten og sagde med beundring i stemmen: Han har overlevet mange vintre!. Køen blev ryddet, og jeg kom straks til udskænkningen. Derefter hang jeg på at hente øl den aften, indtil vi noget senere bestilte en taxi. Efter lokal skik fik vi først plads i taxien, et folkevognsrugbrød, som så blev fyldt godt op med andre, som skulle i samme retning. Lige inden den kørte, så jeg et ansigt nede ved dørtrinet. Jeg fik fat i nakken på kræet og hev ham indenbords. Det var min gode ven fra baren. Jeg takkede ham med det gode råd: Hvis du fortsætter sådan, bliver du ikke Isbjerg ud for Ilulissat

4 gammel. Han smilte taknemmeligt så godt han nu kunne. Nogle år senere, dvs. i 2003, fik vi chancen for at gense Grønland, da Vibeke, medbringende de fire børnebørn, i nogle måneder var vikar ved sygehuset i Qaqortoq. 4 Fly til Narsarsuaq, helikopter til Qaqortoq, afhentet med Grisebilen, der iblandt Trapper i Qaqortoq også brugtes som ambulance. Men vi måtte selv klare trapperne. Der er mange trapper i Qaqortoq. De boede på toppen. Vi var på fiske-/sejltur. Fiskene forstyrrede ikke turen, men vi passerede forsøgsstationen, der med godt resultat tilpasser en række afgrøder til det sydgrønlandske klima, og vi beså ruinerne af en kirke og en gammel gård. Men hvalkødet fra Planken smagte bedst den første dag! En dag skulle Vibeke hente en patient i Narsarsuaq. Det ville koste kr. med helikopter. Det var imidlertid ikke akut, så i stedet gik Vibeke, der altid har været meget økonomisk, ned i havnen og hyrede en båd for kr kr. sparet er jo også en slags penge. Da båden alligevel skulle sejle turen, spurgte Vibeke, om vi ville med. Selvfølgeligt. Det blev en fantastisk tur. 2-3 timer hver vej. Jeg har hørt, at Vibeke siden fik problemer med den tur. En ambulance og det var båden jo ved den lejlighed tager ikke turister med! Det kunne genere patienten. Patienten havde nu udtrykt stor tilfredshed med, at der var nogen at snakke med undervejs. Da sagen nåede lidt op i systemet, syntes man ikke, der var meget kød på den, men hun skulle nok ikke gøre det igen. Qaqortoq: Fodtur i fjeldene Vi måtte tidligt lægge en tur omkring en butik, der solgte hatte med myggenet. De små grønlandske myg er ret hidsige! Det kom os især til gavn på en fodtur over fjeldene, hvor der også var en del at se på. En side af Grønland, den rene, klare luft, bliver man først helt opmærksom på, når man kommer hjem og skal trække den tunge, klamme luft, man herhjemme ellers havde vænnet sig til. Moskusokser ved Sdr. Strømfjord

5 2. Skiture til Optungården I en del år gik den årlige skitur til Optungården ved Tretten i Norge. For en familie på 5 personer havde den mange plusser. Den delte løjper med Skeikampen og Gausdal, men dens døgnpris svarede nogenlunde til prisen på den obligatoriske rødvin til middagen på Gausdal. 5 Optungården var som navnet antyder en gård, Optungården som manden drev med kvægbrug, mens konen stod for det særdeles hyggelige pensionat med plads til godt og vel en snes gæster, fortrinsvis faste kunder fra år til år, så det var gensyn og genkendelse. Gode vaner overlevede fra år til år, som når vi efter en lang dag på løjperne deltes om de medbragte strikkeposer i muntert lag om aftenen. Det skete, at strikkeposerne måtte suppleres. Så lød det fra manden og lad det være sagt nu, da enhver konflikt med regler for længst er forældet -: Det kniber med vandet. Køerne skal have først. Men er der nogen, der absolut skal have bad i morgen, eller skal der være vand til maskinen? Pudsigt nok, ingen skulle bade den dag, og aftenen efter kunne vi så nyde maskinens produkter. 3. Fransk egnsudvikling gik til borgmesterens enke Mens børnene endnu tog med, lejede vi i sommeren 1976 et hus i Dampierre i Vogeserne i Frankrig. Som led i egnsudvikling havde Frankrig etableret formidling af ferieboliger i udkants-frankrig. Vi var de første turister i byen, og det var første gang, byen nød godt af programmet. Det var sikkert helt tilfældigt, at den første fordel gik til enken efter byens tidligere borgmester, som fik udlejet sit tidligere hus, bygget i Som byens første turister blev vi modtaget af den nye borgmester. Han kom på visit søndag formiddag efter kirketid. Og hvad byder man en fransk borgmester på formiddagsvisit? Vi forsøgte med Gammel Dansk det var ingen succes! Han så helt forkert ud i ansigtet og tog en skrækkelig hævn: Han inviterede os på fisketur næste søndag morgen kl. 5. Han og en kammerat stillede til tiden med hver sin 2CV, som i rekordfart bragte os til en fjerntliggende fiskedam, hvor en karpebestand af tusindbrødre trængte hårdt til udtynding. Vi hjembragte en stor spandfuld små karper, som end ikke borgmesterenkens kat ville æde. Vort forsøg med udsætning førte blot til, at der nu også var karper i byens vaskebassin, så resten landede diskret i et skovbryn. Det blev en god ferie med de udfordringer, det vist altid giver at tage på ferie sydpå med 3 lyshårede teenagepiger. I en årrække foretrak de nu at gå deres egne veje, når det gjaldt rejser, så vi gjorde ligeså. Frankrig bliver slemt forfordelt med denne lille historie i forhold til, hvor meget vi faktisk var i Frankrig. Det fik mere i Camping for sjov. Så må det gå an.

6 Professoren og Zodiac erne 6 4. Safari i Nordatlanten 4.1. Med russisk forskerskib nord om Skotland og Færøerne I maj 2003 stod vi ud af Aberdeen med et russisk forskerskib, Professor Multanovskiy, som ved denne lejlighed var chartret af Albatros til at bringe en Politiken Plus-gruppe rundt mellem Shetlandsøerne, Færøerne og Hebriderne. Det var absolut en anderledes safari, end vi kendte fra Afrika. Naturligvis var naturen en helt anden, og Afrikansk massage (kendt fra kørsel på hullede, bumpende veje) afløst af Atlantens bølgegang. Men at bo på et skib er anderledes end at bo i en teltlejr eller på en lodge. Det var et godt og stabilt skib, indrettet til at forskere i arktiske forhold kunne bo, arbejde og mødes til diskussioner. Den russiske besætning var hjælpsom og meget serviceorienteret. Oliefelt nord for Skotland Den russiske kaptajn var meget gæstfri på broen, hvis vi ville nyde udsigten derfra. Han De var ret ligeglade med fotograferne var desuden allergisk mod havneafgifter. Måske også derfor medbragte skibet 3-4 Zodiac er, dvs. store gummibåde, som med en kran kunne svinges ud fra fordækket. De gav os nem adgang til kysten, når vejret ellers tillod det. Selv ved Thorshavn ankrede skibet op uden for havnen, og vi blev fragtet ind i Zodiac er. Ved Shetlandsøerne var vi begunstiget af godt vejr og fik set på natur, historie og ikke mindst fugle på flere øer. Ved Færøerne var vejret blevet mere færøsk med blæst, tåge og regn, så ruten jævnligt måtte justeres og landgangene blev skuffende få, nemlig Thorshavn og Bøur. Det var også på de kanter, at jeg gik glip af den særegne oplevelse, at nogle af gæsterne, inkl. Bette, havde drukket bartenderen så fuld, at vi dagen efter måtte skyde til, for at han ikke alene skulle hænge på det betydelige underskud, festlighederne havde efterladt baren med! Fugl, fuglefjeld og én blandt 200 delfiner

7 Buler på Atlanten, brænding og Færøerne i dis Hvaler kom ikke i sigte, men undervejs til Hebriderne mødte vi et par hundrede delfiner. Selv om betingelserne for fotografering var særdeles ugunstige, forsøgte jeg. Ved nattetide passerede vi desuden et olieborefelt. Det lignede mest pyntede juletræer med lys i toppen. 7 Ved Hebriderne fik jeg for første gang på en rejse den besked, at jeg var blevet for gammel (og affældig?) til en udflugt! Rejseleder og Zodiac-fører vurderede, at brænding og landgang ville blive for hård til, at jeg ville kunne klare den. Det var dog en vis tilfredsstillelse, at jeg havde adskillige yngre lidelsesfæller, og da det kom til stykket, tog kun et lille prøvehold af de stærkeste af sted og kom tilbage med uforrettet sag (bortset fra en flaske vodka, som en lokal beboer var kommet ud med!). Vi sluttede i Oban på Skotlands vestkyst bortset fra busturen til flyet i Glasgow gennem et af Skotlands skønneste landskaber. 5. Spanien - Portugal 5.1. Jordemødre til forbudt kat på Tenerife Bette havde lært spansk i aftenskolen. Men det var ikke kun for, at hun kunne øve sig, at vi i en periode gjorde det en del i spansk- og portugisisktalende områder (de to sprog ligger så nær, at man nogenlunde kan forstå og gøre sig forståelig med det nødvendigste på tværs af dem), men det skadede jo ikke. Og når der så tilmed er så mange andre kvaliteter ved at rejse der. Vi var ikke blevet afskrækket af vejret fra første gang på Tenerife. Da vi 17 år senere besøgte øen og Puerto var vejret da også perfekt. Timeshare-sælgerne var meget påtrængende, og det var lidt af en triumf, at vi fik gratis bil en hel dag ud af dem uden at hænge på en lejlighed. Vi boede i et nybygget rækkehusområde som nabo til den botaniske have. Bygherren havde åbenbart haft salgsproblemer, så nu blev nogle af husene lejet ud. Men vi måtte ikke holde husdyr. Det var der en lokal kat, der ikke vidste. Den flyttede straks ind hos os, og om natten valgte den at sove i mine knæhaser. Det generede mig nu ikke - det var jeg så vant til hjemmefra. Men da den anden nat begyndte at nedkomme samme sted, syntes jeg nok, det var rigeligt. Med håndklæder og en papkasse fik vi indrettet en barselsseng i patioen. Men katten græd gudsjammerligt, så vi måtte tilbringe en god del af natten med at bistå den med fødslen også vaner hjemmefra. Formiddagen efter kom viceværten. Han fortalte os alvorligt om forbuddet mod husdyr. Lidt af alvoren svandt dog, da vi opdagede, at han havde lidt godbidder til katten med. Og da vi 14 dage efter skulle rejse hjem, beroligede han os med, at han havde skaffet katten et nyt hjem i rækkehuset ved siden af.

8 Ud over den gratis bil fra Timeshare-sælgerne benyttede vi lokale busser en del. Det har vi haft megen fornøjelse af mange steder ikke ekspresbusserne ad hovedvejene, men de rigtige lokalbusser, der snirkler sig rundt ad biveje, hvor chaufføren ved, hvem der skal med og hvorhen, og hvor høns og geder også er velkomne. Man kommer tættere på virkeligheden 5.2. Vinrejse med vilde hunde og Schlüters nye regering 8 Fælles og begivenhedsrig var også vinrejsen til Portugal og Sydspanien i september 1982 vist nok en af de første, Politiken Plus stod for. Det var med Politikens mangeårige vinguru, EROL (Erik Olaf Hansen) EROL, Datidens vinguru og Flemming Hvelplund som kyndige vejledere. Flemming Hvelplund mødte vi igen 21 år senere som særdeles god rejseleder på en vinrejse til Syditalien. Fra Portugal-Sydspanien-turen trænger især 3 minder sig på. Vi tager dem i ikke helt tilfældig rækkefølge. Vi var startet i Porto. Både der og de næste par overnatningssteder blev nattesøvnen jævnligt afbrudt af hundeglam, når et par kobler vilde hunde mødtes ved et gadehjørne, og en grænsekonflikt skulle afgøres. "Ingen vilde hunde i byen.." altid godt kunnet lide gedekød. Vi nåede til DAO-området, hvor en vingård inviterede os på en lækker frokost i deres imponerende gæstelokale mellem kæmpevinfade. Snakken gik blandt deltagerne om den herlige frokostret, som ingen helt kunne identificere knoglerne var for store til høns og for små til kalv. Men alle nød den højlydt, da Bette bemærkede: Har I lagt mærke til, at der ingen vilde hunde er i denne by? Alle de andre lagde kniv og gaffel. Bette og jeg spiste ensomt videre. Jeg har I Jerez i Sydspanien var vi til den årlige Vinfest. Vi var hjemmefra varslet, at vi skulle have pænt tøj med. Det var mildt sagt. Festen startede lørdag aften kl. 23 først da kunne man regne med, at temperaturen var faldet til det tålelige for udendørs ophold. Festen var galla. Vinbranchens top-ti var fløjet ind fra fjerne egne dog lige med et vend omkring Paris for de nyeste rober. Vi fik en beskeden plads i yderkanten, men kunne dog nyde topunderholdningen og arrangementet i øvrigt. På vinrejse: Bette i Obidos Arrangørerne havde dog ikke været helt sikre på, at temperaturen var faldet til det bekvemme. Derfor var der stillet store baljer op mellem bordene med lys mellem de store isstænger, som jeg hu- Vi nød druerne i Jerez

9 sker dem fra før køleskabets dage. For at gøre det ekstra festligt var der kommet frugtfarve i vandet før frysningen. Som natten skred frem blev stængerne vådere og vådere og farven mere og mere smitsom. Det blev mange dyre Pariserrobers endeligt. Men måske nåede nogle af dem med til ærkebispens indvielse søndag morgen af årets vinhøst. 9 Mateus-etiketten har slottet, men ikke damen med Det festligste minde fra turen har jeg gemt til sidst. Politiken holdt os undervejs orienteret om begivenhedernes gang derhjemme. I Lissabon tikkede fjernskriveren den tids oplysningen ind om, at Schlüter nu dannede regering. Som aftenen skred frem fik vi styk for styk ministerlisten. Nogle var så optimistiske, at de regnede med, at den holdt, til vi kom hjem. Det gjorde den som bekendt Alle har da været på Mallorca I 1983 gav vi efter. Alle andre havde jo været på Mallorca, grisefester og alt det der. Straks ved ankomsten blev vore fordomme bekræftet. De første danskere faldt drukne om allerede i lufthavnen. Vi opdagede, at vi skulle bo på hotel med dem. Dagen efter tog vi bussen ind til byen. Vi kom knapt ind i bussen, da det lød: Dav, Ernst!. Det var Inge og Bent Rold Andersen. De havde været på øen i en uge, og nu lappede vore ophold over med en uge. Og de havde lejet en bil. Det blev en festlig uge. Hotellet var vi kun på, når vi sov. Ellers drog vi sammen rundt og oplevede Mallorca. Det er en skøn ø - man skal blot 200 m væk fra turistområderne, så er alt anderledes. Efter en uge drog Inge og Bent hjem, og vi arvede bilen, Bent Rold på Mallorca 1983 så vi kunne fortsætte udforskningen af øen. Vi blev så glade for den, at vi nogle år senere vendte tilbage og tilmed vovede at bo i et område, som vi med en meget lille omskrivning betegnede som Gorilla Park, nok mest inspireret af nogle finske gæster Barcelona med Gaudi og tasketyv Pudsigt nok er de rejser, det er sværest at sætte årstal på, gået til store byer: London, Athen, Rom, Paris og Barcelona. Det betyder ikke, at der ikke er minder derfra. Bette havde i mange år glæde af en superfrakke med stort slag købt i Harrods engang i 1970 erne, da pundet stod lavt, men priserne endnu ikke var steget tilsvarende. Turen til Barcelona sidst i 1990 erne var knapt så fælles som normalt. Vi havde været der sammen engang i 1970 erne, men denne gang var det en tjenesterejse, hvor Bette var med. Mens hun så på Gaudi og Picasso, sad jeg til møder og diskussioner. Jeg var også alene om den oplevelse, der på sin vis ophøjede mig til afdelingschefernes kreds. Indtil da var to afdelingschefer fra Socialministeriet blevet udsat for taskerøverier i Spanien ingen i lavere lønramme. Da jeg sammen med en kollega drejede ind i en smøge efter at have passeret en stor plads i et udpræget slumkvarter, mærkede jeg et hårdt slag på armen og et rusk og så min mappe i fuldt firspring over pladsen.

10 Rundt på pladsen stod smågrupper, hvor det ikke var svært at pejle alfahannen. I en af grupperne var det en høj mand i hvid kofte og arabisk-muslimsk præg. Min erfaring sagde mig, at taskerøverier ikke var specielt velset i muslimske kredse, så jeg styrede mod ham og fik ham gjort forståeligt på blandingssprog og fagter, at min mappe lige havde passeret pladsen, og at jeg gerne ville have den igen - den indeholdt intet af værdi for tyven. Så måtte jeg gå til politiet, foreslog han. Det fnøs jeg lidt af og sagde, at det fik jeg jo ikke mappen igen af. 10 Fra Hemingways yndlingsarena Nå, vi kom i snak, så godt som de sproglige barrierer tillod. Jeg bemærkede, at han gav et vink til et par af de forsamlede, og lidt efter stod der en, der overrakte mig min mappe. Den havde han fundet i nærheden. Jeg tilbød naturligvis findeløn, hvad de afslog, men jeg lagde mærke til, at de hele tiden gerne vil om bag mig. Det brød jeg mig ikke om, så jeg bakkede, og på den måde bevægede vi os lidt rundt på pladsen, indtil det opløstes i grin, og vi skiltes som gode venner. I mappen lå mit håndskrevne og eneste eksisterende eksemplar af manuskriptet til mit indlæg på konferencen næste dag. Alt det gik Bette glip af. Men vi nåede dog sammen at besøge Den hellige Families Katedral og det helt fantastiske akvarium På Paradors i Spanien Hvad skal man dog bruge gamle slotte, fæstninger og andre historiske bygninger til, så de kan tjene til deres egen vedligeholdelse? I Spanien bruger man dem til hoteller, Paradors. Vi stødte første gang på en Parador i Ronda, måske bedst kendt for at rumme Hemingways yndlings-tyrefægterarena. Paradoren var indrettet i byens gamle rådhus, klos op ad den kløft og bro, hvor man i tidligere tider smed anderledes troende meget langt ned. Ronda: Udsigt fra værelsets altan Da vi ankom, fik vi at vide, at alt var optaget, men også, at de var lidt skeptiske over for en reservation, hvor nogle gæster skulle komme senest kl. 16. Så hvis vi gik en tur i byen, f.eks. til den historiske tyrefægterarena, og kom tilbage lidt over kl. 16, var der måske et værelse. Det var der. Da de ved receptionen så mit pas, konstaterede de, at jeg var over 65. Hotellet havde netop da en kraftig rabat på prisen for alle 65+ årige. Desværre havde de kun et værelse at væl- Udsigt fra Gibralfaro - dag og nat

11 11 "Hvad skal den dog her?" Kirke malplaceret midt i Cordoba-moskeen. ge imellem, til gengæld hotellets bedste med altan lige ud over kløften. Det fik vi til en rimelig pris. Nok har vi med alderen fået smag for luksus, men ikke for at betale mere end nødvendigt. Paradors er luksushoteller med forpligtelse til at servere lokale egnsretter i høj kvalitet. Det fik vi smag for, så da vi kørte videre til Malaga, søgte vi mod Gibralfaro, den ene af byens to Paradors. Desværre, fuldt optaget. Men der var plads på den anden Parador ved stranden. Så kunne vi komme tilbage næste dag. Det gjorde vi. Vi har siden boet på Gibralfaro et par gange. Den ligger fantastisk. Højt over Malaga med udsigt over byen og havnen og med en restaurant og betjening i top. Selvfølgelig holdt vi øje med de perioder, hvor de havde rabat for 65+ årige, og afpassede vore Andalusien-ture dertil. Vi boede der også, dengang vi tog nogle dages afstikker til Ceuta, en spansk besiddelse i Nordafrika. Vi har benyttet andre Paradors, og skal nogen nævnes, må det blive den i Carmona, i et fantastisk, gammelt fæstningsanlæg mellem Sevilla og Cordoba. Ikke blot er den spændende i sig selv, men også med mange seværdigheder inden for rækkevidde både med lejet bil og med lokalbusser. Skal vi igen zoome ind, må det blive på moskeen i Cordoba. Den er helt unik. Synd og skam, at kristne efter sejren over maurerne har smadret en øjenbæ af en kirke ind midt i den. 6. Portugal går an også til andet end vinrejser 6.1. At spise lokalt kræver ofte kamp I 1990 erne tog vi en tur til Portugals sydkyst, Algarve, hvor vi krydsede rundt i lejet bil fortrinsvis uden for de mest turistede områder, og dem er der trods alt også nogle af. Hjørnet ud mod Atlanterhavet byder på flot natur og absolut de bedste østers, vi nogensinde har smagt. Algarve: Østers kræver koncentration I april 2000 på faldende fode til pensionen fløj vi til Porto, hvorfra vi gjorde det nordlige Portugal til og med Lissabon. Vi medbragte bl.a. vore luksusvaner fra Spanien og fandt ud af, at Paradors i Portugal hedder Pousadas. De ligger bestemt ikke alle lige centralt og tilgængeligt, men det har også sin charme. Man får set lidt andre sider af landet. I en by ud mod kysten havde vi særlig succes med den måde, vi ofte brugte til at finde en god restaurant. Vi udsøgte på gaden en ældre, lokal kvinde, hvis figur angav, at hun godt kunne lide mad. Så spurgte vi

12 hende, hvor man spiste godt i byen. Den har ofte givet pote, såmænd også til den bedste slagter i Tønder. 12 Her bragte det os til et lille, ret fyldt værtshus. Da vi sagde til værten, at vi havde fået ham udpeget som byens bedste, blev han helt ellevild. Ikke alene fik vi et herligt måltid, men også små og efterhånden ret alsidige smagsprøver af, hvad gæsterne omkring os fik. I de år var Portugal stærkt præget af flygtninge fra deres tidligere kolonier, Angola og Der er også grotter i Portugal Mozambique. Det gjaldt også gæstekredsen i værtshuset, så vi kom i snak med mange forskellige den aften. Og det var skønt at spise lokalt. Ofte kræver det kamp som udlænding at slippe for de standardiserede turistmenuer og få lov at prøve det, de lokale spiser. Vi forsøgte os gerne, og iblandt gav det pudsige oplevelser. Jeg husker f.eks. da vi på et værtshus i Fransk Venedig, dvs. ved Biscayen-kysten nord for Bordeaux, som skiltede med bæverbøf, bad om sådanne. Først var de udsolgte, hvad vi ikke helt forstod med skiltet. Så fik vi en længere forklaring om, at det var store rotter. Det slog os ikke ud Bettes far havde opdrættet bævere i 1940 erne. Så vi fik bæverbøf. Det smagte udmærket tals krigsskib i Lissabon Eller en lokal restaurant på Madeira, hvor vi måtte rejse os som på vej ud af restauranten, før værten accepterede, at vi ikke ville have grillkylling, men prøve samme ret, som de omkringsiddende lokale spiste. Det var en sammenkogt ret, som bestemt ikke solgte på sit udseende, men smagte himmelsk tals krigsskib genskabt Da vi kom til Lissabon, var et stort 1700-tals sejl-krigsskib netop udstillet ved kajen. Det var ikke kun fuldt restaureret, men også fuldt bemandet og udstyret som dengang, det var sikring af handelsskibe til og fra Indien, om end bemanding mv. var voksdukker. Ganske sjovt, at vi til rundgangen på det 300 år gamle skib blev udrustet med moderne walkie-talkies, så vi kunne trykke os ind på forklaringer til de enkelte tableauer undervejs og der var mange. Portugal var også med i vinrejsen med de vilde hunde i 1982, som er omtalt foran (afsnit 5.2.). Og ved Madeira var vejret så vildt, at den tur kom med i 1. Når vejr og frisører er oplevelsen