USA-tur 3. maj 10. juni 2005

Transkript

1 USA-tur 3. maj 10. juni 2005 Af Ivan Johnsen Los Angeles Så godt som alle danske countrysolister har en eller flere gange været en tur over dammen for at besøge Guds eget land, og jeg var ved at være sådan rigtig godt gammeldags misundelig. Man har hørt og læst mange beretninger om ture til Nashville, Branson og andre spændende steder. Da vi så skulle tage stilling til, om vi ville holde en stor sølvbryllupsfest, eller om vi hellere ville bruge pengene på noget andet, var jeg ikke et øjeblik i tvivl: Nu var turen kommet til en tur til USA (og min kone Lotte var heldigvis enig!!!). Planlægningen gik i gang i løbet af sommeren, og utallige hjemmesider blev trævlet igennem mht. priser på flybilletter, hoteller, biludlejning osv. Desuden skulle der tages stilling til, om turen bare skulle gå til Nashville, eller om man skulle lidt længere omkring og opleve nogle af de mange spændende steder i det store land. Jeg har altid haft en drøm om at opleve det sydvestligste hjørne af USA, så da det viste sig, at flybilletterne til Los Angeles var langt billigere end til Nashville, blev vi ret hurtigt enige om, at LA skulle være basen for vores tur. I starten talte vi om at tage af sted i en måned, men vi blev hurtigt klar over, at det dermed ville knibe at nå alt det, som vi gerne ville. Resultatet blev 5½ uge, hvor vi fløj fra Kastrup via London til LA. Her bookede vi hotel hjemmefra i 4 dage, hvor vi oplevede en hel del af byen, såsom Venice Beach, Hollywood, Universal Studios og Downtown LA via bus og subway. Dette var en kæmpe oplevelse, og samtidig lærte vi byens opbygning at kende via de bykort, som vi konstant sad med i busserne og holdt øje med, hvornår vi skulle skifte eller skulle af. De fleste af LA s gader går paralelt eller vinkelret på hinanden, og når man først lærer Her står jeg foran Hard Rock Cafe i Universal Studios, Los Angeles navnene på de store hovedfærdselsårer at kende, er det faktisk forbavsende let at finde rundt i byen. Noget af det, som vi var mest forbavsede over var, at man faktisk ikke ser ret mange hvide amerikanere i LA. Vi gættede på, at de mennesker vi mødte i byen, bestod af ca. 50% mexicanere, 40% sorte, 5% mellem.- og sydamerikanere + lidt indianere og endnu færre hvide. Det virkede som om, at alle de hvide boede udenfor byen og kørte i deres store biler ind til parkeringskældrene under deres arbejdspladser, og retur igen efter fyraften. Alt i alt en kæmpe oplevelse at stifte bekendskab med LA, og vi glædede os allerede til vi kom tilbage igen. Nashville, Tennesee 4 dage senere var det blevet tid til at tage afsked med Los Angeles for denne gang, og vi tog til lufthavnen for at tage et indenrigsfly til Nashville. Vi havde købt alle flybilletter online via det amerikanske selskab Travelocity.com, og vi var lidt spændte på, hvordan det fungerede med elektroniske billetter, men også her blev vi positivt overraskede. I hverken Kastrup, Los Angeles eller Nashville behøvede vi bare at vise andet end vore pas. Så blev vi kodet ind i deres computere, og så kom vore boradingcards ud af maskineriet. Forbavsende let og virkelig checket! Vi landede i Nashville sidst på eftermiddagen, og da jeg hjemmefra havde aftalt at optræde på Jamboree On The Mountain Festivallen i Mounteagle ca. 125 km. syd for Nashville allerede lørdag aften, gik turen direkte til biludlejningen for at få udleveret den, hjemmefra, bookede bil. Og nu kom det sjove: Mig, for første gang i en bil med automatgear!!! Jeg besluttede mig for, da jeg endelig havde fundet ud af, at jeg først kunne sætte den i bakgear, når jeg trådte på bremsen, lige at køre en runde i parkeringskælderen, førend jeg vovede mig ud på vejene omkring Nashville. Det gik meget fint, indtil jeg skulle køre ud fra stedet og jeg ville koble ud: koblingen var jo bremsen, så vi stod helt oppe i forruden. 1

2 Men af sted det gik af Highway 24 imod Chattanooga og Smokey Mountains, og 1½ time senere drejede vi fra og kørte ind i den lille by Mounteagle, hvor festivallen løb af stablen. Jeg var lidt spændt på at se stedet, da jeg havde fået fortalt, via countrychatstedet Country Heart på Paltalk, at det var en kæmpefestival, hvor der ville være ca. 20 tv-stationer, radiostationer og masser af journalister, pladeselskaber, promotors og andet lignende godtfolk tilstede. Alle dem jeg havde chattet med, kunne næsten ikke vente med at møde mig, så jeg glædede mig meget. Men sikke en skuffelse!!!!! Der var under 100 gæster tilstede (hvoraf mere end 80% var over 60 år) og ikke nogen som helst form for presse. Musikerne og solisterne var meget middelmådige, og alle brugte albuer, for at få så meget tid på scenen som muligt. Da jeg præsenterede mig for bl.a. Julie Taylor, som havde lovet at vise mig Nashville resten af ugen, og Gary Bradshaw, som er pladeselskabsejer, promoter og ejer af føromtalte Country Heart Netradio, og som oven i købet havde inviteret mig til at overnatte hos sig i sit hjem i Phoenix, Arizona senere på vores tur, sagde de bare daws og vendte ryggen til. Da jeg spurgte om, hvornår jeg skulle på scenen, fik jeg blot at vide, at man var bagud med programmet, og at der sikkert ikke ville blive tid. Hold da kæft for en flok amatører!!!! Jeg ville trøste mig lidt med en kold øl, men fik at vide, at man skam ikke serverede alkohol på stedet. Endnu mere amatører!!!!!!! Efter et par amatør-hot-dogs, hankede jeg op i min guitar og vi kørte hen til hotellet, hvor vi købte en six-pack og gik op på værelset, hvor vi nød en pilsner og masser af countrymusik, som hævede sig langt op over bundniveauet, via de to tv-kanaler CMT og GDC. Naturligvis en stor skuffelse efter mine store forventninger, men egentlig bare til at grine ad, og egentlig er det jo En morgentur i poolen var den bedste oplevelse på den lidt komiske tur til Jamboree On The Mountain i Mounteagle også lidt morsomt, at alt i USA ikke er så stort som de selv tror, og at vi, på mange områder, slet ikke er så ringe endda herhjemme i gode gamle Danmark. Eneste trøst ved denne afstikker til Mounteagle var et lækkert Best Western Hotel med en dejlig pool og et suverænt morgenbord med masser af lækker mad som pølser, pandekager o.l. Næste morgen gik turen atter mod nord og Nashville. Jeg må indrømme, at mine forventninger efterhånden ikke var specielt store efter den lidt specielle oplevelse med de mange stjerner fra Country Heart og Colonel Buster Doss Stardust of Nashville. Jeg havde oven i købet fået at vide hjemmefra, at der ikke var meget country-liv tilbage i Nashville, og at alt country liveperformance efterhånden koncentrerede sig om Branson, Missouri, så jeg var efterhånden blevet lidt betænkelig. Men dette skulle vise sig at blive gjort godt og grundigt til skamme!!!! Vi havde booket et værelse på et Days Inn hotel lige i udkanten af centrum, lige på den anden side af floden, med udsigt over Nashville Downtown, og med kun ca. 1½ km. til Broadway, var det hele indenfor gå-afstand. Allerede den første eftermiddag tog vi ind til byen og wow!!!!! Her var den ægte vare med mere end 20 spillesteder bare indenfor ca. 1 km. Små hyggelige barer som Tootsie s og Robert s (som hurtig blev vores favoritsted) samt større steder som The Stage og Wild Horse Saloon. Det ene fede band efter det andet, og det hele startede hver eftermiddag allerede kl og sluttede først engang hen ad 2-tiden om natten. Det var bare at gå til den så længe man orkede. John England & The Western Swingers på scenen på et af de små hyggelige spillesteder Robert s Alle bandets medlemmer spiller til dagligt med nogle af de store kanoner, men hver mandag aften hygger de sig og spiller for tips på Robert s sammen med deres fritidsband. 2

3 Om dagen kørte vi nogle ture for at se lidt på livet på landet i området omkring Nashville. F.eks. havde min kone Charlotte fundet en by på det store USA kort med navnet Charlotte, og der ville hun gerne hen og fotograferes sammen med byskiltet. Der så jo ikke ud til at være så langt, som hun sagde, men på et kort over hele USA, er selv et lille stykke ret langt. Byen lå i nabostaten North Carolina og ca. 650 km. væk. Lige langt nok til en smuttur. Men hurtig fandt hun en anden Charlotte ca. 65 km. vest for Nashville, og så var det jo naturligvis bare af sted. Dette bragte os ud på en rundtur på ca. 200 km., hvor vi også lige rundede Clarksville, som ligger mod nord ved grænsen til Kentucky. Nogle dage, når der blev alt for varmt, kørte vi en tur ud til den dejlige J. Percy Priest Lake, som ligger tæt på lufthavnen og det dejlige område The Hermitage. Her var der muligheder for at lægge sig på et tæppe i skyggen eller tage sig en sval dukkert. Andre dage blev brugt på nogle af de store seværdigheder i Nashville, såsom Country Music Hall of Fame, Ryman Auditorium, Historic RCA Studio B (der hvor Chet Atkins, Willie Nelson, Johnny Cash, Elvis Presley, Dolly Parton og Roy Orbison slog deres folder i starten af deres karriere) og Grand Ole Opry, som for en del år siden flyttede ud til et område i udkanten af Nashville, som blev kaldt Opryland, og hvor der ligger masser af forlystelser, restauranter og et kæmpe indkøbscenter, som hedder Opry Mills. Her kan man gå og shoppe en hel dag, indspille en cd for et par hundrede kroner (til færdige tracks der er i hundredvis af dem!!!), spise eller bare ose rundt i de mange Charlotte foran sit byskilt i den lille by Charlotte i Dickson County lidt vest for Nashville Her står jeg foran indgangen til Grand Ole Opry butikker og butiksgader. Her er noget for enhver smag. Det første vi gjorde, da vi første gang ankom til Opryland, var dog at gå over til Grand Ole Opry for at se hvornår næste show løb af stablen. Det gjorde det samme aften! Der var shows hver tirsdag, fredag og lørdag, men aftenens program så ikke specielt spændende ud, så vi valgte at købe billetter til fredagens show, uden at vide hvem der deltog. Selvfølge var vi lidt spændte, så det var en hel forløsning, da vi ankom om fredagen og så listen over aftenens solister: gode gamle navne som Porter Wagoner og Little Jimmy Dickins samt det nye hot shot, som vi havde set masser af gange på CMT og GDC og som lå på hitlisterne, Bobby Pinson, samt et af de helt store navne: Diamond Rio. Selve showet var en lidt aparte oplevelse med lige så mange reklamer som der var musik, men det er jo, og har altid været, en radioudsendelse, så dette måtte man jo bare acceptere. Dette var absolut ikke den største oplevelse i Nashville, men nu kan man jo sige, at man har været der, og vi fik jo set nogle af kamelerne! Legend s Corner, Lower Broadway, Nashville TN, USA. Kan det blive mere amerikansk? Efter hjemkomsten har jeg fået at vide, at der var masser af andre ting, som vi skulle have set, men man kan jo ikke nå alt på en uge. Vi kom hovedsagelig for at høre masser af fedt countrymusik og mærke atmosfæren og stemningen i Nashville, og dette behov fik vi til fulde dækket på vore daglige gåture fra spillested til spillested og butik til butik på Lower Broadway, og resten må vi jo bare tage næste gang vi kommer til byen. Nashville we ll be back!!! 3

4 Los Angeles-San Diego Efter en begivenhedsrig uge i Music City gik turen atter med American Airlines tilbage til Los Angeles. Vi kan ikke sige tilbage til varmen, for hele ugen i Nashville havde temperaturen været 30-35º C., så det var helt behageligt at komme tilbage til Stillehavskysten og de lidt mere danskervenlige 25º. Fra LA International Airport blev vi transporteret til Alamo s biludlejnings central. Vi havde, ligesom i Nashville, valgt bilklassen standard. En mellemstor bil med 6 cyl., aut.gear, klimaanlæg osv., men den flinke mand ville jo gerne tjene lidt ekstra penge, så han fik os overbevist om, at vi skulle have en ordentlig bil at køre i. Med den månedlange køretur og de mange kilometer vi havde foran os og med de steder vi skulle besøge, kunne vi jo virkelig ikke klare os uden en rigtig amerikansk SUV (nærmest som en 4 hjulstrækker uden 4 hjulstræk!). Vi kunne selv vælge imellem 4 forskellige, og valget faldt på en lækker Buick Rendevouz 3,4 Liter med hele svineriet. Dette kom vi ikke til at fortryde. Den var så stor, at begge vore store kufferter kunne ligge side om side i bagagerummet, og dette var jo en stor fordel, når vi bare skulle overnatte og køre videre næste morgen. Så kunne vi bare tage det mest nødvendige med ind og lade kufferterne ligge i bilen. Lækkert! Vi ankom først til LA ved 20-tiden, så vi skulle bare finde et sted at overnatte, inden turen næste morgen gik videre imod syd og San Diego. Vi havde valgt at følge kystvejen Highway 1 (også kaldet 101) de ca. 150 km. til San Diego i stedet for at tage den store Highway 5, som gik lidt inde i landet, og efter en god middag i den sydlige bydel Torrence, kørte vi ud af LA og ankom ved midnatstid til den lille badeby Costa Mesa, hvor vi fandt et hyggeligt motel for natten. Næste morgen gik det videre igennem de skønne kystområder til San Diego, hvor vi hjemmefra havde booket os ind på et hotel, som lå direkte ned til stranden med udsigt over Stillehavet, stranden og en stor Pier, som gik langt ud i vandet. Et utroligt smukt syn, som vi nød til fulde de næste 3 dage. Vejret var desværre ikke lige til at ligge på stranden og slikke sol, men hele området var fantastisk, så vi havde masser af til at opleve steder som La Jolla og Tijuana i Mexico, som kun lå ca.10 km. imod syd. Mexicanerne, både dem i USA og dem i Mexico, er utroligt søde mennesker, som det er meget nemt at falde i snak med. Man må ikke tage en lejet bil med til Mexico, så vi parkerede på en af de store parkeringspladser og gik over grænsen, hvorefter vi tog en taxa ind til byen. Tijuana var dog lidt for turistpræget efter vores smag, med tusindvis af boder, som alle solgte, mere eller mindre, det samme. Solnedgang over Stillehavet set fra Ocean Beach Hotel, San Diego La Jolla, som ligger lige nord for San Diego, var en stor oplevelse. Her bor de amerikanere, som har penge nok til en luksuspensionisttilværelse. Flotte huse, mondæne hoteller og en utrolig flot og kuperet kyststrækning. Midt i byen er der en park, hvor skrænten går lige ned til Stillehavet, og på stranden nedenfor skrænten ligger der altid et stort antal sæler og soler Seranade på en fortorvscafé i Tijuans, Mexico sig. Selve skrænten er gennemboret af jordegernhuler, og de små søde væsener er så tamme, at man kan fodre dem med hånden. Alt i alt et par dejlige afslappende dage ved havet, inden vi begav os ind i landet på den helt store rundtur i det sydvestlige USA. 4

5 San Diego Arizona - New Mexico - El Paso, Texas Tidligt op og pakke bilen og gøre klar til turen østpå. Inden afgang gik vi over på en café overfor hotellet og købte et par meget store kopper kaffe og checkede s på en af de mange netcaféer i byen. Det skulle vise sig at være en god idé, da der var virkelig langt imellem mulighederne for at komme på nettet, da vi først kom længere ind i landet. Vi skulle også lige have bilen fyldt op, inden vi kørte ud på de store vidder, men vi kom ikke forbi nogle tankstationer på vej ud af byen. Pyt, tænkte vi. Der kommer nok nogle steder på hovedvejen mod øst. Men det gjorde der bare ikke, og efter et par timers kørsel meddelte bilen os, at tanken var ved at være tom. De sidste 50 km. kørte vi nærmest i tomgang for at spare på de dyre dråber (benzin koster altså kun ca. 12 kr. for en gallon, som er 3,78 l.). Pludselig, på toppen af et bjergpas tæt på Yuma og grænsen til Arizona, lå der et kæmpestort casino med tilhørende tankanlæg, og jeg tror vi kørte på dampene de sidste meter hen til standeren. Dette skulle ikke ske igen! Jeg mindedes JD Haring s ord: Husk nu at fylde bilen op, hver gang du kører ud af en by!!! Turen østpå var en kæmpe oplevelse, og vi kørte skiftevis igennem ørkenområder med kæmpe kaktus er og op og ned af smukke forrevne bjerge. Fra Yuma fortsatte vi forbi Phoenix og Tucson, og kørte derefter en lille rundtur mod syd for at opleve Tombstone, hvor den berømte skudduel imellem Wyatt Earp, Doc Holliday og Clanton-brødrene i 1881 fandt sted ved OK Correll. Til slut kørte vi atter mod nord til den lille by Benson, hvor vi fandt et dejligt motel. Vi havde kørt mere end 900 km. på en dag, men det hele var så storslået, at vi faktisk ikke spekulerede over det. En lille pause i skyggen på en en resteplads midt i ørkenen Solen skinnede ubønhørligt ned over ørkenen med en temp. på omkrink 40º C. White Sands. En kæmpe gipsørken I det sydvestlige New Mexico Efter et overdådigt morgenbord, dette havde det været lidt småt med på hotellerne, siden vi forlod Nashville, bestående af mange slags brød, bagels, basser i kassevis, juice og kaffe (på et tidspunkt får man altså nok af blåbærmuffins og papkaffe eller det tilkøbte æg, kartofler og bacon), gik turen videre imod øst og New Mexico. Ved byen Las Cruses stoppede vi og tankede op med både mad og benzin. Vi manglede kun 50 km. til dagens mål El Paso, så da vi havde masser af tid, kørte vi en omvej mod nord, for at opleve det fantastiske naturfænomen White Sands, som er et kæmpeområde kun bestående af gips. Alt er hvidt, og gipsen fyger ligesom sne når det blæser, så der er kæmpeklitter og store flade områder så langt øjet rækker. Et fantastiskt syn!!! Derefter kørte vi atter mod syd og El Paso. Et af de steder, som jeg havde glædet mig til at opleve. Som dreng læste jeg mange cowboy-bøger, og El Paso har altid stået I min fantasi, som en rigtig cowboy-by, hvor Rio Grande flyder langsomt igennem byen, og hvor Mexico ligger lige ovre på den anden bred. Dette blev nok den største skuffelse på hele turen. Byen var et hvirvar af motorveje, freeways og militærbaser, og var total umulig at finde rundt i. Rio Grande var muret ned i høje betonmure med pigtråd på toppen, så mexicanerne ikke kan svømme over i ly af mørket. Endelig fandt vi et motel, hvor vi indlogerede os for natten. Der var så beskidt, at vi ikke engang ville gå i bad om morgenen, så vi stod op allerede kl. 5.00, checkede ud og kørte videre. Turens ubetinget største skuffelse!!! 5

6 The Big Bend National Park, Texas Efter mere end en halv times søgen, og bl.a. et par U-turn på grænsen til Mexico og inde på en stor militærbase, fandt vi endelig Highway 10, som ledte os østpå imod vores næste mål: The Big Bend National Park. Den ligger ca. 300 km. sydøst for El Paso i et bjergrigt område, som bugter sig inde i Mexico. Efter ca. 160 km. kom vi til byen Van Horn, hvor vi stoppede ved en restaurant, hvor vi fik os et solidt morgenmåltid. Vi talte med et par ældre damer, som fortalte os, at vi i stedet for at køre ad den planlagte rute 90 mod sydøst til byen Marathon, hvorfra rute 386 går direkte ned til nationalparken, skulle dreje mod syd allerede i Alpine og tage rute 118 imod den mexicanske grænse. Så kunne vi komme ind i parken fra vestsiden, og tage den anden vej når vi skulle ud igen. Dermed kunne vi få en ekstra oplevelse, da denne vej var ekstrem smuk. Som sagt, så gjort, og vi kom ikke til at fortryde. Sikke et syn!!! Da vi kørte ind i parken, var det nærmest som et ørkenområde, men pludselig tårnede bjergene sig op foran os. Dette skulle vise sig at være meget symptomatisk for hele parken: en stor blanding af ørken, vildt forrevne bjerge og den smukke The Big Bend National Park I Texas. Tørt, varmt og umådelig smukt. grønne dal med græs og træer, der hvor Rio Grande floden snor sig langs grænsen imellem USA og Mexico. Parken er fremhævet som et af de allersmukkeste områder i USA, men dog ikke besøgt i tilnærmelsesvis samme grad som Yellowstone, Yosemite osv. pga. dens beliggenhed langt udenfor lands lov og ret. Midt i parken er der et område med butikker, restauranter og muligheder for overnatning. Der er både hotel, stenhytter og campingplads, men da vi ikke vidste præcis hvilken dag vi ville ankomme, havde vi ikke booket et værelse hjemmefra, og da alt var optaget tog vi den beslutning, at vi måtte se så meget af parken som muligt i løbet af en dag, og derefter vende snuden mod nord og finde et hotel i byen Marathon. Da vi ankom allerede sidst på formiddagen, havde vi heldigvis nogle timer til rådighed, og parken blev kørt igennem på kryds og tværs. Et fantastisk område, som man kun kan anbefale på det varmeste!!! Vi fik desværre ikke set hverken pumaer, slanger eller bjørne, som begge skulle kunne opleves i parken, men masser af andre dyr og en vegetation, som vi aldrig havde set magen. Vi skulle selvfølge ud og gå en tur og tage nogle billeder imellem de mange forskellige kaktusarter i den knastørre ørken, men allerede da vi var m. fra vejen, begynde masser af mærkelige lyde at opstå omkring os. Til sidst lød det som om, at 10 smede med vinkelslibere havde slået ring omkring os, og det virkede ikke helt betryggende. Vildt sjovt men også lidt uhyggeligt!!! Hvor bli r de af? Man venter faktisk bare på at Bill & Ben eller Walt Slade skal komme hjem fra Mexico og krydse Rio Grande!!! Hva så lillemor. Ska vi ha en kaktus med hjem til vindueskarmen? Sidst på dagen fandt vi rute 386, som går ud af parken mod nord og byen Marathon. Nu trængte vi til et hvil, men der var kun et hotel og et motel i byen. Motellet var fuldt optaget og hotellet havde kun et stort hus til 8 prs. tilbage. Det kostede $300,- for en nat, så vi blev enige om at fortsætte mod nord. Vi var enige om, at nu kunne vi, efter dagens storslåede oplevelser, da snart ikke opleve mere, som kunne hidse os op, men allerede lige udenfor Marathon, så vi masser af præriehunde sidde i vejkanten og betragte de forbikørende biler. Hvis man prøvede at stoppe, forsvandt de straks ned i deres huller. Desuden så vi mange forskellige slags hjorte stå på markerne eller i vejkanten. Der var åbenbart masser af oplevelser i vente!!! 6

7 Fort Stockton, Pecos Plains, Santa Fe og Taos (New Mexico) Efter et par timers kørsel mod nord, ankom vi til byen Fort Stockton. En lille hyggelig by, hvor der var masser af moteller. Vi faldt for et rigtigt hyggeligt et af slagsen, som havde en stor pool midt i en parklignende gård. Den var ejet af en mexicansk familie og så rigtig pæn, ren og velholdt ud. Prisen var sølle $30,- pr. nat, og da vi havde kørt 2400 km. siden vi forlod San Diego to dage tidligere, blev vi enige om, at vi ville blive her to nætter og slappe af, nyde solen og plaske rundt i poolen. Værelset var enormt og med indgang både ud til parkeringspladsen på bagsiden og til poolområdet på forsiden. Der var to store senge og køleskab med fryser, mikroovn og meget mere. Et rigtig skønt sted med masser af muligheder for at slappe af. Vi vågnede næste morgen badet i sved. Det viste sig, at da Lotte om natten skulle skrue ned for værelsets aircondition (som altid er med i prisen i USA), havde hun fejlagtigt stillet den på varme i stedet. Alle hotellets øvrige gæster forlod stedet om morgenen, og vi var de eneste gæster, som boede der om dagen. Den mexicanske familie vimsede omkring os, gjorde rent, ordnede haven og serverede for os, så det føltes næsten som at have sin egen hacienda med masser af mexicanske tjenestefolk. En rigtig fed oplevelse, og de var rigtig søde alle sammen. Selve byen havde ikke meget at byde på, så vi gik på indkøb i byens Wallmart (en kæmpe supermarkedskæde, som ligger i så godt som alle amerikanske byer). Alting var simpelthen så billigt, at vi nok Econo Lodge i Fort Stockton. Skønt sted til under kr. 180,- pr. nat. havde fyldt en mindre kassevogn, hvis vi havde været hjemme i Danmark. Sådan en kunne vi selvfølgelig bare købe, da biler jo nærmest ingenting koster i forhold til i Danmark. En pick-uptruck koster f.eks. $999,- i udbetaling og $290,- om måneden i 36 mdr. En Toyota Camry med 6 cyl. motor koster $16.000,- = DKr ,-, og så får man endda et kontant beløb (2-5000$) tilbage når man har købt den, eller man kan få den rentefrit over 36 mdr. Efter et par skønne og afslappede dage i Fort Stockton gik turen atter nordpå, og efter et par timers kørsel tog vi afsked med The Lone Star State og kørte endnu engang ind i New Mexico. Målet var J.D. Haring s hjemby Santa Fe, og turen på ca. 600 km. føltes som den længste på hele turen. Hele vejen, indtil ca 30 km. før Santa Fe, gik igennem Pecos Plains, som er et totalt fladt og kedeligt område med ens, sparsom vegetation hele vejen. Engang imellem kørte man igennem en forladt spøgelsesby (en af dem hed Orla!!!!!) og engang imellem var der de velkendte oliepumper, som stod og kørte. Ellers skete der absolut intet!!! En enlig oliepumpe midt på Pecos Plains Tre indianere spiller til trommedans på scenen i en park i Santa Fe Santa Fe var absolut den smukkeste by vi så på vores tur til USA. Alle veje omkring byen var helt nye, og alle broer og skrænter var dekorerede med mosaik i indianske mønstre, og hele byen var utroligt velarrangeret, pæn og ren. På trods af dette, var besøget i Santa Fe en lidt flad fornemmelse. Priserne var skruet op til et neveau, som vi slet ikke havde set før på turen. Hele byens forretningsliv var baseret på kunst og dyrt tøj, og det var ikke lige det vi havde sat næsen op efter. Hotelpriserne lå også langt over det vi tidligere havde set, og et værelse på et af hotellerne i midtbyen kostede $3-400,-. Vi skulle helt ud i periferien for at finde et motel, som var til at betale sig fra, nemlig $90,- Byen var nærmest umulig at finde rundt i (man siger for sjovt, at den er 7

8 grundlagt af en fuld mexicaner, som red baglæns rundt på et æsel!!!), så for at være sikre på at kunne finde tilbage på hotellet, tog vi bussen ind til centrum. Vi osede rundt i et par timer, og i en park var der gang i en indianerfestival. Tre ældre Navajoindianere spille på tromme på en scene. En sjov oplevelse, som dog hurtigt blev ret ensformigt. Vi fandt en god restaurant og fik lidt god mad og et glas god rødvin, inden vi returnerede til vores hotel. Næste dag gik turen videre mod nord og Sam McCloud s hjemby Taos. En utrolig smuk tur, hvor man kører igennem bjergene langs en rivende flod. Selve byen var meget hyggelig med masser af atmosfære, men det var faktisk mere indianerlandsbyen Taos Pueblo, som vi var interesserede i. Her har man bibeholdt de flere hundrede år gamle huse, som fungerer som en slags museum. Desuden var der nyere huse, hvor indianerne boede i dag. Det kostede en del penge i entré (ekstra for at medbringe et kamera), men det var alle pengene værd. Efter besøget i Pueblo en kørte vi en rundtur på ca. 100 km. nord for Taos. Turen, som kaldes The Enchanted Circle, går rundt om Taos Ski Valley og er utrolig smuk. Man kører igennem steder som Eagle s Nest og Red River, den westernby, som vi troede vi skulle finde i Texas. Idyl og natur for alle pengene. Denne tur skal man absolut prøve, hvis man kommer på disse kanter. Fra Taos tog vi rute 64 mod vest. Endnu en fantastisk naturoplevelse, hvor vi kørte over en bro, som krydsede Rio Grande. Floden gik ca. 100 m. under os, så det var nærmest som vi havde forestillet os Grand Canyon. Vi måtte selvfølgelig ud at gå en tur på broen og tage nogle billeder. Senere kom vi over flere bjergpas, og pludselig var der sne Far til fire i sneen. Og så i 30º varme!!! Ganle indianerboliger i Taos Pueblo. Absolut et besøg værd. Rundturen nord for Taos, The Enchanted Circle går bl.a. igennem den idylliske westernby Red River. overalt omkring os. Det er fuldstændig surrealistisk at gå rundt i sneen i 30º varme og nyde den smukke udsigt over bjerge og dale. Vi kom igennem flere små apache indianerreservater, hvor vi spiste og tankede op. Langs vejkanten var der masser af boder, hvor man kunne købe indiansk brugskunst, og selvfølge var vi flere gange ude at kigge på varerne, og der blev da også købt lidt ind undervejs. Ved 18-tiden kom vi til en rigtig kedelig lille bondeby ved navn Farmington, og her fandt vi et motel hvor vi, efter et solidt aftensmåltid, gik til ro for natten. De red den vej!!!!! Der var masser af smukke steder at holde en lille pause undervejs. Bjerge i alle farver, masser af sand og masser af sol var nogle af de faste bestanddele på turen igennem New Mexico, Arizona og Nevada. 8

9 Four Corners Monument og Monument Valley. Næste morgen var det tidligt op og afsted. Vi havde en lang tur foran os til dagens mål Flagstaff, som ligger ca. midt i Arizona. Første delmål, som lå i det store National Navajo Reservat, var hjørnet hvor de fire stater New Mexico, Colorado, Utah og Arizona mødes, kaldet Four Corners Monument. Her er lavet en stor cirkel med en messingplade i midten med et kryds i, og hvor man kan stå med fødderne i alle fire stater på én gang. Det virker måske lidt søgt, men det skulle jo prøves. Så fik vi jo også besøgt to stater mere på vores tur, så hvorfor ikke???? Rundt om cirklen var der, som alle andre steder i indianerland masser af boder med brugskunst, mad og drikkevarer, så vi prøvede et par indianske stegte brød sammen med en kop kaffe. Virkelig lækkert. Men efter at have taget de obligatoriske billeder, var det videre på farten, og næste mål hed Monument Valley, dalen som har været kulisse i et hav af westerns igennem årene. Hvem kan ikke huske de smukke billeder på fjerneren med cowboys, som rider igennem dalen med dens nærmest skulpturlignende bjerge i baggrunden? Vi kørte oven i købet en omvej på 160 km. nord om dalen på Utahsiden, for at se den fra alle sider (man kører jo ikke forkert vej, vel??? det er jo noget man gør med vilje, for at få sig en ekstra oplevelse!!!!!). Men tiden gik jo, og vi blev enige om, at i stedet for at forsøge at finde et motel på vejen, lagde vi kursen stik syd og vores base for de kommende dage: Flagstaff. Vi kom vidt omkring I det store land. Her I både New Mexico, Utah, Colorado og Arizona på én gang ved Four Corners Monument. Malerisk landskab i Monument Valley i det nordøstlige Arizona Flagstaff, Sedona og Grand Canyon I USA ligger der, rundt på rastepladser, tankstationer, restauranter o.l., hæfter med massevis af overnatningsmuligheder. Hæfterne dækker så godt som alle hotelkæder, som ligger i den rimelige ende af prisskalaen, dvs. $30-120,-. Hæfterne dækker ofte 3-5 stater i det område man befinder sig i, og de hoteller der er repræsenteret i et hæfte, er ikke med i de andre. Vi havde til sidst samlet 6 hæfter, og de blev gransket grundigt, hver gang vi kom til et nyt sted. Vi lagde meget vægt på, at der var pool og køleskab, og prisen måtte selvfølgelig også gerne være rimelig. Hvis man medbringer kupon en fra hæftet, er der ofte en rabat på $10-30 ift. normalprisen, og dette gjorde, at vi, for det meste, kunne holde prisen på et dobbeltværelse nede på $30-60,-. I Flagstaff fandt vi et dejligt Howard Johnson Motel med pool, køleskab, mikroovn og morgenbuffet til $39,- (DKr.270,-) pr. nat, så det var jo perfekt. Så efter 723 km. på dagen og 4800km. totalt, siden vi forlod San Diego, kunne vi, efter en tur i poolen og en god middag, kaste og på sengen og tænde for CMT. Lavastrøm ved Sunset Vulcano Ctater nord for Flagstaff, Arizona De følgende dage kom Flagstaff til at fungere som en perfekt base for de mange spændende steder, som man har mulig for at opleve i det centrale Arizona. Den første dag ville vi tage den lidt med ro, så vi startede med at køre til centrum for at se byen og besøge Flagstaff Visitor Center, det lokale turistbureau. Dette bør man gøre hver gang man kommer til et nyt sted. De ansatte er utroligt søde til at fortælle dig, hvad du bør opleve, og det er ofte ting, som man ikke har læst om hjemmefra. Desuden får man udleveret kort og brochurer over området og seværdighederne, og disse materialer er i hovedreglen gratis. Så efter at have forsynet os med diverse kort og farvestrålende brochurer, kørte vi ca. 60 km. mod nord for at se The Sunset Vulcano Crater. Her kunne man, mod at betale 9

10 $10,-, få lov til at køre en 53 km. rundstrækning, hvor man passerede sorte, golde og døde vulkaner samt store flere hundrede år gamle lavastrømme, som nærmest lignede store sorte floder med sorte isskruninger. Et fantastisk syn!!! Desuden passerede man tre ruiner af ca. 700 år gamle indianer-puebloer. Resten af dagen blev brugt til afslapning i poolen, en lur på værelset og en god middag på en restaurant. Sedona et af de mest populære udflugtsmål blandt amerikanerne. Picnic i det grønne i en skov i Sedona Næste dag var det Sedona, som stod for skud. Vi havde fået fortalt meget om dette område, som er et af de 10 Ruin af en ca år gammel indianerpueblo ved Sunset Vucano Crater allermest populære feriemål i USA. Og vi blev ikke skuffede. Turen derned på ca. 70 km. var en oplevelse i sig selv, med smukke bjerge, serpentinersving og flotte udsigtspunkter. Pludselig åbnede de berømte Red Mountains sig for os, og vi kørte ind i byen Sedona. En lille hyggelig by omkranset af helt røde bjerge og med rødt sand overalt. Vi kørte rundt i nogle timer og nød dette fantastiske skue. Derefter kørte vi ind i et supermarked og forsynede os med nybagt brød, roastbeef, salami, ost og friske grønsager samt nogle kolde øl/vand. Alt dette tog vi med udenfor byen, hvor vi fandt et rigtigt flot udsigtspunkt. Her slæbte vi det hele med ind i skoven, hvor vi slog os ned på et par liggeunderlag og holdt en rigtig hyggelig picnic. Resten af dagen stod den endnu engang på afslapning på hotellet. Vejret var stadig med os, og vi konsulterede dagligt den landsdækkende Weather Channal, hvor vi hele tiden kunne følge vejret dag for dag. I al den tid vi havde opholdt os i USA, havde hele østkysten været ramt af uvejr med regn, hagl og storm, og selv i Florida havde det regnet uafbrudt. I Nashville havde det regnet siden vi tog af sted, og selv i New Mexico var uvejret kommet dagen efter, at vi forlod Santa Fe. Eneste problem i de vestlige stater var, at den voldsomme hedebølge for alvor havde sat gang i at smelte sneen i bjergene, så floderne var gået helt amok med store vandmasser og voldsom strøm. Mange var druknede de seneste dage, når de ville svale sig lidt i varmen, og derfor hoppede ud i floderne og blev trukket med. Så vi nøjedes bare med poolen og en liggestol!!!! Endelig oprandt den dag, hvor vi skulle opleve Grand Canyon, som ligger ca. 140 km. nord for Flagstaff. Vi stod tidligt op og spiste morgenmad allerede kl Vi havde efterhånden set så mange bjerge, canyons og udsigtspunkter, at vi var ved at være mættede, så vi var faktisk lidt spændte på hvad der ventede os. Dertil kan jeg bare sige: wowwww. Dette kan ikke beskrives med ord. Når man ankommer ser det nærmest ud som ingenting, men da vi kom til ved en rasteplads, hvor der holdt en del biler, stoppede vi også og stod ud af bilen. Et fantastisk syn: Grand Canyon km lang og 16 km bred i gennemsnit, men flere steder helt op til 75 km. bred.

11 Vi kørte i timevis fra udsigtspunkt til udsigtspunkt og tog hvert sted et hav af billeder. Man skulle tro, at alle stederne lignede hinanden, men hvert sted havde sine egne formationer og sine egne farver. Et storslået naturfænomen, som ikke findes lige i hele verden. Bare det at tænke sig, at Colorado River engang har været så bred, og har løbet i så mange år, at den har været i stand til at danne dette naturfænomen. Fantastisk!!!!! I vejkanten, på turen langs med Grand Canyon, stod der pludselig hvad vi, ved første øjekast, troede var en ræv, men det viste sig et være en Coyote På et af udsigtspunkterne mødte vi et dansk par, som havde kørt hele den samme rute som os helt fra Los Angeles og oplevet alle de samme steder. Pudsigt og så kom de, af alle steder, fra Skanderborg. Verden er lille.. Pludselig stod en Coyote.også kaldet en prærieulv, og kiggede på os. Da vi kom hjem om aftenen tændte vi for Weather Channal og kunne se, at der fra dagen efter ville komme severe thunderstorms og lavere temperaturer, så vi blev enige om at følge Paul McCartney s ord i den gamle Beatles-sang, som vi hørte på koncerten i Horsens året før: But tomorrow ll be rain so I ll follow the sun. Las Vegas. Tidligt op og af sted fra Flagstaff kl næste morgen. Vi tog rute 40 til Kingman og derfra rute 93 mod nordvest, som går direkte til Las Vegas. Ca. 20 km. fra Vegas kørte vi lige forbi starten af Grand Canyon og op over Hoover Dam, som har dæmmet Colorado River op til Lake Mead. Et meget smukt og indtagende syn. Kort efter ankom vi til Las Vegas, og vi havde ingen problemer med at finde Las Vegas Boulevard, også kaldet The Strip. Desværre kom vi ind fra den forkerte side, så vi kørte hele vejen igennem byen, imens vi holdt øje med det hotel vi havde udvalgt os på den forkerte side af vejen. Da vi skulle hele vejen tilbage igen, var der i mellemtiden kommet så meget trafik, at det tog ca. 1½ time i bagende sol, at komme tilbage til den ende af The Strip, hvor hotellet lå. Da det var Memorial Day weekend, var prisen for en nat sat op fra $36,- til $149,- (Vegas er normalt USA s billigste by m.h.t. hoteller med priser på $15-50, da de altid forsøger at lokke folk til for at spille), og det mente vi var lige i overkanten. Vi lavede så en deal med hotelværtinden, så vi kunne få fredag nat til $99,- og så droppe lørdag nat. Dvs. at vi skulle opleve Las Vegas på én aften, så det var jo bare at få fingeren ud. Vi fik et lækkert værelse på 1. sal med udsigt til gårdhaven og den dejlige pool, og det var ret tillokkende, i den stegende hede, at hoppe i badetøjet og springe ud i den lokkende pool, men det var dog vigtigere at få oplevet Las Vegas imens tid Hoover Dam, som ligger lige syd for Las Vegas Poolen på hotellet i Las Vegas kaldte straks ved ankomsten pga. den ulidelige varme var. Vi gik ud på The Strip og hen imod de store casino er, som startede ca. 500 m. henne ad gaden. Solen og varmen var dog så ulidelig, at vi efter ca. 1 km. måtte søge ly i en kinesisk restaurant, hvor vi købte et par flasker koldt vand, og med dem i hånden hastede vi tilbage til hotellet og den ventende pool. 11

12 Casinoet Stratosphere med sit 355 m. høje tårn. Efter sigende det højeste tårn vest for Missessippi På hotellet fandt vi brochurer fra de forskellige casino er, og det var bare at vælge det show, som lød mest indbydende. Der var ikke så mange store navne i byen netop den aften, medmindre man har lyst til at høre Celine Dion, Tony Bennet eller Sheena Easton, så valget faldt på The Stratosphere, som kørte med et kopishow af kendte navne som Elvis, Tim McGraw, Charlie Daniels, Britney Spears og Christina Aguilera. Desuden havde de et 355 m. højt tårn med udsigtsplatform på toppen, og show, en tur i tårnet og en kæmpebuffet kostede kun 275 kr. pr. prs., så den hoppede vi på. Det skulle vise sig at være et godt valg. Showet var forrygende, supersolister og et fremragende band og flot lyd og lys. Desuden var der to gratis drinks, øl eller vand under det 1½ time lange show. Derefter var det tid til den store buffet: øl og vin skulle købes på vej ind og kostede kun 15 kr. for 0.25 l. god californisk rødvin eller 10 kr. for en øl. Det viste sig bagefter, at der var gratis sodavand, kaffe og te til den store buffet, som bestod af alt godt fra havet, såsom østers, hummer, krebs, rejer, laks og sushi, over alle former for oksekød, kylling og svinekød til en italiensk og en mexicansk afdeling. Her var alt hvad hjertet begærede og alt var bare super lækkert. Hertil kom alle mulige slags brød og salater samt et kæmpe kagebord. Jeg har prøvet mange lækre buffeter i mit liv, men dette slog simpelthen alt, hvad jeg tidligere havde oplevet. Nu var det blevet tid til at spille lidt, og jeg kan ligeså godt indrømme, at jeg aldrig har været den store gambler. Jeg nøjedes med de enarmede (det var de vistnok sidste gang jeg prøvede sådan en maskine!!!), og jeg var da også kun et enkelt hak fra at vinde $1200,-, men da jeg havde puttet sølle 120 kr. i maskinerne, havde jeg fået nok. Derefter var det tid til en tur i tårnet. Vi tog ikke trapperne (hvis der da var nogle), da vi skulle helt op på 108. etage, og hvilken udsigt vi her blev vidne til. Vi kunne se ud over hele Las Vegas og alle de andre casino er. Et inferno af lys og farver og de fly, som var under indflyvning til byen, fløj længere nede end udsigtsplatformen. Det var helt surrealistisk. Vi prøvede dog ingen af de to forlystelser, som var deroppe: en rutsjebane som kørte rundt på kanten af platformen, og som Flere af casino erne i Vegas er kæmpestore og rene arkitektoniske mesterværker. Her er det en lille bitte del af Ceasar s Palace. foretog 180º vendinger ud i den blå luft, og så i 355 m. højde. Desuden var der en drop down på selve spiret over platformen, hvor man blev hævet helt op i spidsen, og derefter sluppet i et frit fald på ca. 30 m. Vi havde kriller nok i maven, bare ved at stå ude ved kanten og nyde udsigten. Efter en fremragende aften gik vi mætte, glade og tilfredse tilbage til hotellet og røg direkte til drømmeland (hvor man egentlig godt kan sige, at vi havde været hele aftenen). Vi kunne sagtens have brugt et par dage mere i Vegas, men det må vi gøre om, næste gang vi rejser til USA. Death Valley og Lake Tahoe Kl var det afsted fra det dejlige hotel i Las Vegas, og østpå ad rute 160 til Pahrump, hvor vi spiste morgenmad og tankede bilen op. Derefter gik det ad 170 eren til Shoshone og ind i Death Valley National Park, og endnu engang fik vi os en stor overraskelse: smukke bjerge og en kæmpe udtørret saltsø (helt hvid!), som lå 55 m. under havets overflade (imellem de 10 laveste steder på jorden). Vi var en kort tur ude af bilen for at opleve dette fantastiske skue, men vi fandt hurtigt tilbage til bilens svale temperaturer igen, da der udenfor 12 Death Valley i Californien. Tørt, smukt, solrigt og ulideligt varmt.

13 var over 50º (man kan ikke sige i skyggen, da der absolut ingen skygge var at finde i Death Valley). Temperaturen i solen har nok været 60-70º, for det var ligesom at være i sauna. Efter at have kørt igennem hele dalen, skulle vi over flere bjergpas for at komme ud igen, og nu forstod jeg hvorfor, at der for ca. hver 2 km. var en tank med kølevand til bilerne. Selv den helt nye Buick var ind imellem ved at være helt oppe i det røde felt pga. de kraftige stigninger og den voldsomme hede. Det var meningen at vi ville overnatte i byen Lone Pine, som ligger for foden af et af USA s højeste bjerge Mt. Whitney, men alle hoteller var optagede pga. Memorial Day. Vi fortsatte derfor mod nord ad rute 395 og prøvede til på flere hoteller, men fik at vide af et ældre ægtepar (som for øvrigt havde været på Bornholm, hvor de har familie), som drev et lille familiemotel, at der også blev afholdt det årlige Mule-rodeo i byen Bishop, som lå lidt nordligere. Dette var et kæmpe tilløbsstykke, så vi skulle nok forvente at skulle køre et godt stykke mod nord, for at få et ledigt værelse. Efter endnu 150 km., og i alt 650 km. på dagen, ankom vi til en opkørsel til Yosemite National Park, som vi havde talt om at køre igennem næste morgen. Umiddelbart efter lå den lille hyggelige by Lee Vining, hvor der lå en del hoteller. Vi prøvede til på et Best Western, og de Casinoet Stratosphere med sit 355 m. høje tårn. Efter sigende det højeste tårn vest for Missessippi Det hyggelige annex på Best Western hotellet i Lee Vining, med den storslåede udsigt til Yosemite mod vest og Lake Mono mod øst. Det lille hus i skoven i Tahoe City. havde lige et ledigt værelse i en helt nyt annex, som lå på den anden side af vejen. Et dejligt værelse, hvor der var en smuk udsigt til begge sider: mod øst til de høje sneklædte bjerge i Yosemite og mod vest over en smuk dal med søen Lake Mono. Perfekt!!! Dagen efter kørte vi ud af byen mod syd til opkørslen til Yosemite, men passet var desværre lukket pga. sne (vi skrev altså d. 28. maj, og der var ca. 30º!!!!), så denne oplevelse må vente til næste gang (ja, nu bliver vi jo efterhånden nødt til at tage af sted igen!!!). I stedet gik det atter mod nord, og vi måtte endnu engang op over to høje bjergpas, hvor vi endnu engang måtte køre i sne og hvorfra der var en fantastisk udsigt. Ville disse fantastiske naturoplevelse da aldrig få en ende??? Efter tre timers kørsel ankom vi til Lake Tahoe, endnu et af turens højdepunkter skulle det vise sig. Der er ikke noget at sige til, at alle Los Angeles og San Fransisco borgere med pengepungen i orden holder ferie her, eller endda har en hytte som de kalder det. Vi skulle til Tahoe City, som ligger i den nordvestlige ende, så vi måtte køre halvvejs rundt om søen, men det var endnu engang en fantastisk oplevelse. Op på høje bjergtoppe med en fantastisk udsigt over hele søen og ned til søbredden, op igen, ned igen osv., osv., osv. Til sidst ankom vi til Tahoe City, hvor vi havde aftalt at låne en såkaldt hytte kvit og frit, ligeså længe vi havde lyst. En bekendt hjemme i Hovedgård har en søster, som er dansk gift og bor i Petaluma, som ligger i vindalen Sonoma Valley lidt nord for San Francisco. Dem skulle vi absolut besøge havde hun sagt, og da hun fik at vide, at vi havde planlagt at skulle til Tahoe, ringede hun til søsteren og aftalte, at vi bare kunne ringe når vi ankom. Så kunne vi få at vide, hvordan vi fik fat på nøglen. Vi fandt hurtigt hytten og efter et par formaninger om at låse dørene og holde døren til skraldespanden låst, da bjørnene kunne komme ind overalt, hvor der ikke var låst (uha-uha), fik vi fat på nøglen og låste os ind i et kæmpe hus i to etager med 10 senge, aut. varmeanlæg, alt i el samt en kæmpe terrasse i tre plan med gavemøbler, grill og en lækker hot tub, som er stort boblebad med varme. Den havde stået på 84º F hele vinteren, og vi skulle bare skrue op på 104 (ca. 40º C) og lade den stå der til vi tog af sted igen. Vildt lækkert!!! En tur i den 40º varme Hot-tub var slet ikke Det blev til 5 dejlige dage i huset i Tahoe. Om dagen var der at foragte. Slet ikke om morgenen, hvor sol hver dag og 22-25º, men om morgenen når vi vågnede, var temperaturen stadig lå lige under frysepunktet. der -2º, og der var stadig store snedriver i haven. 13

14 . Huset lå inde i skoven, men der var kun ca. 200 m. til søen. Vi så desværre ingen bjørne, men vi kunne sidde i timevis på terrassen og nyde solen og de mange egern og flotte blå spætter. Selve området omkring søen var også utrolig spændende. F.eks. var der kun 5 km. til Squaw Valley, hvor der blev afholdt Vinter-OL i 1960 (og hvor man stadig stod på ski, på trods af årstiden) og ca. 40 min. kørsel til casino-byen Reno, som ligger i Nevada. Statsgrænsen går lige ned midt igennem søen, så vi var ofte i Nevada, da de lækreste sandstrande ligger på østsiden af søen. På turen til Reno endte vi, ved en fejltagelse, i et helt nyt boligområde, som man først var i gang med at opføre. Det var på størrelse med en gennemsnitlig dansk provinsby, og de forreste huse var solgt og taget i brug, men længe ude i området, efter flere gange at have kørt igennem porte med vagthuse, blev husene større og større, og længst ude (efter 5 eller 6 porte), havde man kun lige påbegyndt vejnettet og var i gang med at opføre kæmpehuse med tårne og alt muligt. Hele området var indhegnet og havde fået navnet Sommerset Home. Det var sgu lidt for vildt, men meget normalt i de større amerikanske byer fik vi at vide. De isolerer sig simpelthen fra den laverestående befolkning. Virkeligt usmageligt, men samtidig også meget typisk for amerikanere, fandt vi ud af. En aften zappede vi lidt rundt på Tv et og ramled Arkitekturen i de amerikanske villakvarterer er meget speciel. Nogle vil nok sige mere spændende end køn. Her et hus i Reno. Stranden ved Lake Tahoe med de sneklædte bjerge i baggrunden. Reno er som Las Vegas en casino-by. Amerikanerne strømmer til med drømmen om den store gevinst. e ind i, hvad vi troede var et satireprogram, hvor fire mænd og en kvinde sad på knæ rundt om et sofabord og bad, med lukkede øjne og tårerne løbende ned ad kinderne, til gud om at støtte deres tropper og finde deres fjender, så de kunne slagte dem i frihedens og guds navn. Bagefter blev man, på et skilt på skærmen, bedt om at sætte friheden og den amerikanske sag. Endnu mere usmageligt!!!!! penge ind på en konto til støtte for De har et utroligt smukt land, men hold kæft hvor er de sindsyge. Det værste var næsten, at countrybranchen i USA er en af de største støtter for alt dette. Hvis ikke det var for, at musikken er så fed som den er, ville jeg ikke røre den med en ildtang, udelukkende af frygt for at blive sat i bås med disse yderliggående ekstremister, som i mine øjne er fuldt ud lige så farlige som muslimske terrorister. Nå, men 5 dage med masser af skønne oplevelser og masser af afslapning, og hvor vi selv lavede mad de fleste dage (maden på restauranterne bliver altså utroligt ensformigt efter en måned i det store land!!!). Kun 5 km. fra Tahoe City ligger Den Olympiske Landsby i Squaw Valley, hvor Vinter-OL blev afholdt i Her stod man stadig på ski, selv om kalenderen sagde 1. juni. 14

15 San Francisco Turen fra Tahoe over Sacramento til San Francisco blev endnu engang en smuk oplevelse, men vi var efterhånden nået dertil, hvor der skulle noget ekstraordinært til for at hidse os op. Vi havde på forhånd valgt et Vagabond Inn hotel, som lå i Hayward på østsiden af bugten, lige syd for Oakland. Der var godt nok ca. 45 min. kørsel til byen, men det betød ikke så meget. Hotellet var dejligt med alle de nødvendige bekvemmeligheder på værelset, samt pool, spa samt gratis internet-pc i receptionen. Det havde været lidt tyndt mht. mulighederne for at komme på nettet de seneste uger, så det var rart lige at få checket mails, fodboldresultater o.l. Den første dag gik med afslapning, restaurationsbesøg og planlægning af dagen efter, hvor vi skulle på sightseeing i San Francisco og se bl.a. Fisherma s Wharf og Alcatraz. Næste morgen ankom vi til Fisherman s Wharf, hvor vi fandt et parkeringshus. Det kostede kr. 36,- pr. time at parkere, men det måtte vi jo bare tage med et smil. Alle Pier ne var nummererede, og alle var plastret til med restauranter, boder, butikker o.l. hele vejen ud. Det var meget sjovt, men blev også hurtigt lidt trivielt. Vi gik hurtigt hen til stedet, hvor man solgte billetter til Alcatraz-færgen, men første ledige afgang var kl , så vi nøjedes med at se det berygtede fængsel fra land. I stedet købte vi billetter til en byrundtur med en cable-car, En guided tur med Trolley giver én gode muligheder for at opleve byens centrum, og samtidig få en masse at vide om byens historie. Udsigt fra Fisherman s Wharf mod det berygtede Alcatraz. som dog bare var en åben bus, som var opbygget som en af de sagnomspundne sporvogne. Det viste sig dog senere, at de rigtige sporvogne stadig kører, men dette var dog en guidet tur, som var en del mere omfattende og som førte os vidt omkring i byen. Vi så den gamle bydel, som ikke var blevet ødelagt ifm. det store jordskælv i 1906, hvor ¾ af byen var blevet jævnet med jorden. Vi kørte op og ned ad de kolonorme bakker, og selvom man har set det i film og på TV, så er det helt vilde stigninger. Ind imellem er der så stejlt, at man undrer sig over, at man overhovedet kan køre i bil opad bakkerne. Desuden kørte vi ind igennem Chinatown, hvor der bor ikke mindre end (!) kinesere. Derefter kørte vi igennem hele centrum til Hight Street for at besøge verdens største pladebutik, som Cd er og Lp er i alle genrer på lager, såvel nye som og der gik et par timer med at gå og rode i de mange spændende reklamerer med at have mere end brugte. Det var meget spændende, plader. Derefter kørte vi tilbage til Chinatown, hvor vi stillede bilen og gik en tur. I modsætning til Chinatown i LA, som er meget farligt at færdes i, hersker der her fred og ingen fare, så det var en meget spændende tur. Vi besøgte en lille hyggelig restaurant, hvor vi fik te, cola og to store portioner ris og andebryst for ca. kr. 30,- pr. prs. Meget billigt og utroligt velsmagende. Derefter vendte vi snuden hjemad mod hotellet, hvor vi fik os en lille eftermiddagslur, inden vi skulle ud at spise. Vi kørte ind til Hayward centrum, hvor vi fandt en hyggelig restaurant, som også var bryggeri. Det viste sig at de lavede flere forskellige slags øl, men deres specialitet var en meget velsmagende orangeøl. Utrolig lækkert! Dagen efter var det blevet lørdag, og vi havde aftalt at besøge Pia og Claus, som vi havde lånt huset i Tahoe af. De havde tilbudt os, at vi kunne bo hos dem under hele vort besøg i San Francisco, men vi var mere end taknemmelige over at have lånt Golden Gate National Recreation Area huset i Tahoe, så vi syntes ikke at vi ville trænge os mere på. Vi hedder det smukke område nord for Golden havde dog købt 3 store flasker sprut, med 1 gallon (3,78 l.) i Gate Bridge. Herfra er der en fantastisk udsigt over Bay Bridge, Golden Gate, hver, til dem som tak for lån af huset, og dem ville vi lige køre Alcatraz samt hele San Francisco. op og aflevere. Men da vi ringede derop for at aftale besøget, 15

16 bad de os om at checke ud fra hotellet, og så i det mindste overnatte hos dem den sidste nat i byen. Det lød jo hyggeligt, så vi kørte over broen tæt på hotellet, for at kunne komme til at køre over Golden Gate Bridge på vejen derop. Det var en rigtig smuk tur, og fra nordsiden af broen er der en storslået udsigt over hele San Francisco, Bay Bridge, Golden Gate, Alcatraz m.m. Derefter kørte vi videre mod nord, til den sagnomspundne Highway 1, som går hele vejen fra San Diego ved den mexicanske grænse til den canadiske grænse mod nord. Ind imellem går den lidt ind i landet og bliver en del af Highway 101, men her går den atter ud til Stillehavet og slynger sig over bjerge og dale. Målet for denne afstikker var Point Reyes Lighthouse, som ligger nede på en klippevæg med frit fald ned imod det brusende hav. Turen fra byen Inverness og ud til Point Reyes var lidt længere end vi regnede med, da vejen var meget Køreturen ad Highway 1 fra San Francisco mod nord er fantastisk smuk. Det berømte Point Reyes Lighthouse med de lodrette klipper direkte ned mod det stormombruste Stillehav. bakket og snoet, men det var et fantastisk syn, da vi endelig ankom. Desværre blæste det vildt voldsomt, ca. 100 km/t, da vi kom helt ud på spidsen af næsset, så vi fik ikke lov til at gå ned af den lange trappe til selve fyrtårnet, men et utroligt syn var det alligevel. Derefter gik turen atter ind i landet, og vi ankom til Petaluma med kun ca. 20 min. forsinkelse. Hele familien, Pia og Claus og deres to børn Thomas og Tanja på 16 og 18 år, tog imod os med åbne arme, og vi fik straks et værelse i kælderen med eget badeværelse. Derefter satte vi os ud til poolen, hvor vi grillede østers og drak iskolde margaritas. Senere flyttede vi op på en af terrasserne (ja, det var jo et stort hus, så der var jo flere af dem!!!), hvor vi grillede helstegt oksefilet, artiskokker og majs, som vi nød sammen med en herlig californisk rødvin, selvfølgelig lokal fra Sonoma Valley. Senere flyttede vi ind i stuen, hvor vi fik serveret kaffe og cognac samt friske kæmpejordbær med fløde og sukker. Senere hentede jeg guitaren og spillede lidt. Ind imellem fik vi snakket en masse, akkompagneret af et par kolde øl. En rigtig hyggelig dag med et par pragtfulde mennesker. De har virkelig været med til at gøre vores tur til noget særligt. Her fandt vi al den hjerterum, som amerikanerne altid praler så meget af at være i besiddelse af, men som man næsten aldrig ser. Næste morgen tog vi afsked med familien, og kørte endnu engang ad Highway 101 over Golden Gate, for at komme ned forbi San Jose på vejen imod turens næstsidste mål: Bakersfield. Ved den lille by Inverness var mange af husene bygget på stolper ud over vandet. Arkitekturen er noget helt for sig selv en blanding af alt muligt. Ikke specielt kønt,, men meget sjovt og ganske anderledes! Bemærk lige Lexus sportsvognen i indkørslen!!! 16

17 Bakersfield, Los Angeles igen og så hjem! Bakersfield er en mellemstor provinsby, som ligger nordøst for Los Angeles. Grunden til at vi havde valgt Bakersfield var, at herfra kommer en af mine meget store idoler indenfor countrymusikken: Buck Owens. Ham er jeg vokset op med, da mine forældre havde 4 eller 5 albums med ham, og jeg synger stadig en del af hans sange, såsom Tiger by the tail, Act Natually (som også The Beatles har indspillet) og Crying time. Også en anden af mine store idoler, nemlig Dwight Yoakam kommer herfra, og sammen har de indspilllet hittet Streets of Bakersfield, og da Buck Owens samtidig har et stort spillested og restaurant ved navn Buck Owens Crystal Palace, var byen jo sikkert et besøg værd. Vore værter i San Francisco havde godt nok spurgt os, hvad pokker vi ville i Bakersfield, da de absolut ikke mente, at der skete noget som helst der, men de kender sikkert heller ikke Mr. Owens. V s desværre ikke se, hvad der skete derinde om e som bare minder om centrum ( det er måske derfor sangen he Vi kørte tilbage til hotellet, og gik ind på en mexicansk restauran lidt frokost. Vi fik en kæmpebuffet med alt muligt fra store pølser så det var jo ikke så ringe endda. Om aftenen skulle vi endelig på ærgrelse erfarede vi, at der kun var live musik fredag og lørd Owens & His Buckaroos øv, øv og atter øv!!!!! Vi fik dog e kostede også ca. kr. 300,-, så det blev alt i alt et meget skuffende o Lotte udenfor Buck Owens Crystal Palace i Bakersfield. Her spiller Buck Owens & His Buckaroos hver fredag og lørdag aften. i fandt et hotel i nærheden af spillestedet, men da vi ankom en søndag, var der desværre lukket på tedet. Derfor valgte vi at blive der en nat ekstra, men da portene var lukket ind til stedet, kunne vi aftenen. Vi kørte rundt i byen hele dagen efter, men fter at have kørt ca. 30 km. på kryds og tværs igennem byen, havde vi stadig ikke fundet noget, dder Streets of Bakersfield?????) t, som lå lige ved siden af, for at få til kæmpe grillben for ca. kr. 30,-, Crystal Palace, men til vores store ag, og så oven i købet med Buck n stor RibEye på 400 g., men den phold i Bakersfield. The Jim Henson Company på La Brea lige om hjørnet fra Hollywood Boulevard. Hollywood Best Inn var så nyistandsat, at lampeskærmene endnu ikke var pakket ud. Næste morgen gik det atter mod LA, og vi glædede os til at skulle tilbringe endnu et par dage her, men vi glædede os efterhånden også en lille smule til at vende snuden hjem mod gamle Danmark. Vi havde bestemt os for at bo de sidste par dage i Hollywood, så vi havde udset os et hotel på forhånd. Selv om vi fik drejet for sent af fra motorvejen, var det, som jeg forventede, meget let at finde vej hele vejen igennem Downtown til Hollywood Boulevard. Vi fandt hurtigt hotellet, som dog så lidt snusket ud. I receptionen blev vi, for første gang på turen i øvrigt, mødt af sådan en type, som man altid ser på film: En mørklødet, langskægget, ølvommet mandsperson i en møgbeskidt hvid undertrøje, som forklarede os, at tilbudet på $ 37,- i kuponhæftet ikke gjaldt, da hotellet var mere end 50% booket (jeg kunne ikke se en eneste gæst nogle steder), og at prisen derfor var $ 50,-. Jeg smilte bare venlig til ham (og sagde fuck you ) og gik igen under alverdens eder og forbandelser. Vi fandt et nyt hotel til samme pris, Hollywood Best Inn, som lå lidt mere centralt på Hollywood Boulevard, men her fik vi samme besked mht. prisen. Det var åbenbart noget de var blevet enige om. Dette var dog et betydeligt mere appetitligt sted, og da den søde mexicanske pige i receptionen hørte, at vi skulle blive i to nætter, tilbød hun os anden nat til $ 45,-. Jeg sagde 90 for begge dage, og det accepterede hun. Det viste sig at det lille hotel var ejet af et ungt mexicansk par, og var totalt nyistandsat. 17

18 747 eren fra British Airways er ved at være klar til den lange tur fra LA til London. Malet overalt, nyt badeværelse, nye møbler og tæpper overalt, og plastikken var ikke engang taget af lampeskærmene endnu. Rigtigt lækkert. De næste par dage hyggede vi os med at cruise rundt i hele LA. Vi var i Downtown for at handle, gå tur og spise, vi var på Venice Beach for at indsnuse den skønne Stillehavsluft og opleve gøgler.- og kunstnerlivet her en sidste gang, vi walked the stars på Hollywood Boulevard og vi kørte rundt i Beverly Hills og kiggede på de kendtes fantastiske villa er (Vi gad ikke hente et kort, så vi kunne se hvem der boede hvor. Det mente vi ikke rigtigt, at vi kunne bruge til noget). Alt i alt tre dejlige dage som afslutning på en fantastisk rejse til Guds eget land (det tror de virkelig selv på.). Vi fik kørt i alt km., og benzinudgiften beløb sig til sølle $ 532,- eller kr ,-. Budgettet på kr ,- incl. alt fra toget til Kastrup, forsikringer, flybilletter osv. holdt næsten, og hvis ikke vi havde lejet en lidt dyrere bil, havde det passet fuldstændig. Vi hævede kun penge 3 gange undervejs, da vi kunne bruge vores Visa-kort næsten overalt. Dog er det en god idé at medbringe to kort, da man kun kan hæve kr ,- på samme kort over en måned. Det overskrider man hurtigt, da f.eks. bil incl. forsikring alene koster kr ,- pr. måned. Tilbage i Kastrup er det første der står på programmet en iskold Tuborg fadøl, imens vi venter på toget til Horsens. USA er et helt igennem et utroligt rejseland med en natur ud over alle grænser. Amerikanerne var ikke lige min kop te, men både de sorte, mexicanerne og indianerne var utroligt søde, specielt når de fandt ud af, at vi ikke var amerikanere! Der var masser af ting vi ikke nåede, f.eks. de mange fede rock-klubber i LA, Yosemite, Mojave-ørkenen osv., men så har vi jo en god undskyldning for at vende tilbage, og det har vi allerede besluttet os for at gøre!!!!! Tilbage i Hovedgård efter en pragtfuld tur helt uden uheld. Katten havde også været på tur mens vi var væk, men var heldigvis kommet tilbage igen. Om et par år vil vi af sted igen, men måske i et andet hjørne af USA denne gang, hvem ved? 18