Nyborg før & nu. Nyborg Lokalhistoriske Forlag

Transkript

1 Nyborg før & nu 2014 Nyborg Lokalhistoriske Forlag

2 Nyborg før & nu årgang 2015

3 Nyborg før & nu 2014 Årsskrift for Østfyns Museer, Nyborg Nyborg Museumsforening Nyborg Lokalhistoriske Arkiv i samarbejde med Nyborg Bibliotek. 17. årgang 2015 Oplag: 900 eksemplarer ISBN: Redaktion: Janus Møller Jensen John Maalø Larsen Claus Frederik Sørensen Leif Trebbien Opsætning og tryk: Mark & Storm Grafisk A/S Udgivet på Nyborg Lokalhistoriske Forlag. Udgivergruppen: Kasserer Peter Engel, Nyborg Museumsforening Biblioteksleder Birgitte Haugbøl, Nyborg Bibliotek Afdelingsleder Janus Møller Jensen, Østfyns Museer, Nyborg Slot Arkivleder Leif Trebbien, Nyborg Lokalhistoriske Arkiv Omslagsillustration: NYBORG prospekt fra Pontoppidans»Den Danske Atlas«, 1764.

4 Indholdsfortegnelse Forord... 5 Af Redaktionen Holger Danske og Nyborg. Helten der vendte tilbage... 7 Af Janus Møller Jensen Smede før og nu og overalt Af Anja Nielsen Byens borgere, byens værn om Nyborg borgervæbning frem til 1801 Af John Maalø Larsen Skt. Mads kilde og Vindinge kirke Af Ole Gotskalk Vejbæk Lad våbenerne tale Vindinge Kirkes våbenskjolde som symbolsk kommunikation Af Rasmus Agertoft Den flyvende satiriker om verdens første luftpostbrev Af Nils Aage Jensen Svanedammen i 100 år Et stykke forsorgshistorie i Nyborg Af Janus Møller Jensen En lyrisk naturalist i en abstrakt tid om maleren Hans Eriksen og hans Nyborgbilleder Af John Maalø Larsen i samarbejde med Johan Pohlmann; fotos Anne-Lise Reinsfelt Årsberetning 2014 Østfyns Museer/Nyborg Årsberetning 2014 Nyborg Lokalhistoriske Arkiv

5 Årsberetning 2014 Nyborg Museumsforening Forfatterliste

6 FORORD 5 Forord Nyborg Slot er under forandring. Det gælder både i fortiden, nutiden og fremtiden. Vi har gennem flere års historiske og arkæologiske undersøgelser måttet ændre vores opfattelse af, hvordan Nyborg Slot så ud i fortiden. Det er blevet både ældre, større og mere betydningsfuldt, end vi havde kunnet forudse. Samtidig står det over for en række store forandringer på baggrund af den nye historie. Jo, slottet og historien er så sandelig foranderlig. Det gælder også for byen og hele oplandet, det store kongelige Nyborg Len, der dækkede omtrent halvdelen af Fyn, og som Østfyns Museer med basis i både Nyborg og Kerteminde Kommuner dækker en stor del af. Kulturarven er både menneskeligt og økonomisk en stor ressource, som i disse år er med til at give vækst og identitet til hele Østfyn og ikke mindst Nyborg Kommune. Eller det er i hvert fald ambitionen, og vi ved fra andre steder, at det virker. Vi er godt på vej med stærke fortællinger og nye brands som eksempelvis Kongens Fadebur. Men historien om Nyborg Slot som middelalderens Christiansborg, mødested for det danske parlament, stedet hvor rigets første grundlov blev underskrevet kort sagt: det danske demokratis arnested og vugge og fortællingen om den planlagte residens stad, Danmarks første hovedstad, dengang, da kongemagten centralise redes på Østfyn i første halvdel af 1500-tallet, er jo bare nogle af fortællingerne, der er med til at gøre hi storien og kulturarven nærværende og relevant. Vi mø - der historien på mange forskellige pla - ner, med vidt forskelligt udgangspunkt, interesser og forudsætninger. Og der er mange super spændende histori er at fortælle fra kongebyen over fæstningsbyen til fortællingen om Nyborg som centralt mødested og infrastrukturelt knudepunkt, der har defineret byens historie i 800 år, men i nyere tid med et andet fokus som færgeby, konferenceby og senest med Storebæltsbroen. Det er derfor en stor glæde endnu engang at kunne præsentere en samling af artikler, der beskriver mange forskellige aspekter af Østfyns historie. Vi skal høre om, hvorfor Holger Danske kom på besøg, og hvad han egentlig har med Nyborg at gøre, smedenes historie, om borgervæbningen i

7 6 NYBORG FØR & NU 2014 Nyborg, om Vindinge Kirkes våbenskjolde og om Skt. Mads kilde, der er en af flere hellige kilder i lokalområdet. Vi skal flyve med ballon, høre om ældreplejens historie i Nyborg og endelig præsenteres for den lokale kunstmaler Hans Eriksen. Historien eksisterer ikke, hvis den ikke bliver fortalt. Og det er netop formålet i nærværende årsskrift at præsentere alle aspekter af den østfynske historie gennem en række forskelligartede artikler. God læselyst med årets udvalg. Redaktionen Figur 1. Med udstillingen Tolkiens Univers Et ekko af middelalderen havde Nyborg Slot for første gang en særudstilling, der løb i hele vinterperioden. Målet var ligesom i samarbejdet med forfatteren Josefine Ottesen om Holger Danske/Helgi Daner projektet at formidle historien med udgangspunkt der, hvor ikke bare interessen for historien er vakt, men hvor den middelalderlige kulturarv fortsat er levende og bliver videreformidlet i ny skikkelse til kommende ge nerationer som fantasy både som film og litteratur. Billedet er fra åbningen, hvor Rytteriet kom i deres fantastiske dragter som Nazgûl Ringånderne. Foto: Østfyns Museer.

8 HOLGER DANSKE OG NYBORG 7 Holger Danske og Nyborg Helten der vendte tilbage Af Janus Møller Jensen For mange var det måske et overraskende eller ligefrem sælsomt syn, at man i oktober måned 2014 kunne se Holger Danske i skikkelse af H.P. Pedersen-Dans bronzestatue foran Nyborg Slot. 1 I dag er Holger Danske nemlig mest kendt for at sidde i kælderen på Kronborg og komme landet til undsætning, hvis der for alvor skulle opstå problemer. Men sådan har det ikke altid været. Det er bare ét kapitel af historien om den europæiske sagnskikkelse, der blev en dansk nationalhelt. I de middelalderlige myter var han en helt anden skikkelse, der udførte store bedrifter i kamp for den kristne tro. Blandt andet grundlagde han et stort kristent imperium i Asien, der siden blev kendt som Jon Præsts rige. Netop i den egenskab af kristen ridder og korsfarer blev han en del af opbyggelsen af en dansk national identitet i 1500-tallet. Den historie er tæt Figur 1: Holger Danske og Nyborg Slot. Foto: Østfyns Museer.

9 8 NYBORG FØR & NU 2014 knyttet til Christian 2. og herigennem også til Nyborg Slot. Det var her, at legenden blev genopdaget og genfortalt i begyndelsen af 1500-tallet og herfra blev en af de mest læste og populære historier i de følgende århundreder. Formålet med denne ar tikel er at præsentere den historie, der blandt andet forklarer, hvorfor det mere eller mindre simpelthen var et tilfælde, at Holger havnede i Kronborgs kasematter, men ikke mindst hvorfor han i 2014 midlertidigt vendte tilbage til Nyborg i skikkelse af H.P. Pedersen-Dans bronzestatue fra Mytens oprindelse Der er ingen, der ved, om Holger Danske har levet i virkeligheden. Han træder ind på den historiske scene som en af den frankiske konge og kejser Karl den Stores (herske de ) trofaste krigere de så kaldte tolv jævninger og dukker op for første gang i litteraturen i Rolandskvadet. Det er et digt, der handler om Karls krige mod muslimerne på Den Iberiske Halvø (Spanien og Portugal i dag) og Rolands nederlag på vej tilbage til Frankrig i slaget ved Roncevaux i 778. Rolandskvadet selv er dog formentligt først blevet til se nere. Man regner med, det stammer fra an den halvdel af 1000-tallet og ikke senere end det første korstog i 1090 erne. Siden optræder Holger både som hoved- og biperson i en række chansons de geste og ridderromaner fra hele Europa, men primært fra Frankrig. 2 Allerede omkring 1080 blev Holger Danske knyttet til det danske kongehus, da han blev beskrevet som stamfader for Knud den Hellige (konge ) af en gruppe flamske munke i forbindelse med Knuds bryllup med Adele, der var datter af greven af Flandern. Samtidigt opstod historien om, at Holger Danske skulle være gået i kloster. Grundlæg gel seskrøniken for klostret Saint-Fa ron i Meaux, der ligger ca. 45 kilometer fra Paris, fortæller, at Holger fortrød sit krigeriske liv og levede fromt og udførte mirakler, indtil han døde og blev begravet i klostret. Her blev der godt 100 år senere omkring 1180 opført et nyt stort gravmæle for Holger Danske. Det blev noget af et trækplaster, og det er svært at forestille sig, at de mange danske studerende i Paris i samme periode ikke også har besøgt gravmælet for den danske helt. 3 Omtrent samtidigt, dvs. i 1180 erne, blev historierne udvidet og fortalte nu om Holger Danskes kampe mod muslimerne i Orienten, hvor han blev konge af både Acre og Jerusalem i det Hellige Land. Netop på det tidspunkt dukkede der en hel korstogslitteratur op skrevet både af og for et ridderligt publikum. I 1187 blev Jerusalem erobret af Sul-

10 HOLGER DANSKE OG NYBORG 9 tan Saladin og nogle af de største korstogshære også fra Danmark drog mod det Hellige Land for at vinde det tabte tilbage. 4 Korstogslitteraturen der både var krøniker, chansons de geste, ridderromaner, digte og meget andet handlede ud over beskrivelsen af korstogenes forløb og historie også om den kristnes rid ders pligt til at drage på korstog blandt andet ved at fremhæve fortidi ge eksempler. Ud over at Rolands be drifter blev brugt til at tilskynde til korstog, så dukkede der i Frankrig en række historier op om Karl den Store som protokorsfarer. 5 I sa galitteraturen blev Harald Hårderådes kampe for den byzantinske kejser i 1000-tallet fremstillet som korstog og et eksempel til efterfølgelse, da historierne blev nedskrevet i sagaform i slutningen af 1100-tallet og begyndelsen af 1200-tallet. 6 Historien om Holger Danskes bedrifter i Mellemøsten er et udtryk for samme fokus på korstogenes historie, hvor Holger altså bliver et forbillede for den kristne korsfarer. Det ligger snublende nært at forestille sig, hvordan korsfareren Holger har inspireret både franske og danske korsfarere, der deltog i det tredje korstog. Det er i hvert fald uden tvivl baggrunden for den litterære interesse i korsridderen Holger. Danske pilgrimme til Santiago de Compostella mødte også Holger i Figur 2: Kristne riddere til hest på kalkmaleri fra Skibet Kirke. Foto: Janus Møller Jensen.

11 10 NYBORG FØR & NU 2014 en fremtrædende position i liturgien og den litteratur, der blev udviklet i forbindelse hermed, i valfartskirken, hvor en del af Rolandskvadet var blevet optaget og omskrevet, så den fremhævede Holgers rolle i kampen mod muslimerne i lyset af samtidens korstog, f.eks. i den såkaldte Pseudo- Turpins krønike fra 1120 erne, der blev oversat til norrønt omkring år Men han indgik ikke i valdemartidens (nationale) historieskrivning, dvs. perioden ca , i Danmark. Saxo Grammaticus nævnte ikke Holger Danske i sin store Danmarkskrønike fra starten af 1200-tallet, muligvis fordi Holger Danske jo var i tjeneste hos den frankiske kejser. På Saxos tid ønskede de danske konger at distancere sig fra den tyske kejser, og på den konto var Holger Danske jo ikke et særligt godt forbillede. Det er dog blevet påpeget, at der er store ligheder mellem historien om Holger Danske og Saxos Stærkodder, der således under alle omstændigheder bringer kernen i my ten videre, ligesom man formentligt også kan genfinde centrale temaer fra historierne i de romanske kalkmalerier i de danske kirker allerede fra 1100-tallet. 8 Holger Danske er i hvert fald slet ikke ukendt i Skandinavien. En række af de mange historier, der cirkulerede om Karl den Store, Holger Danske, Roland og de øvrige helte blev oversat til norrønt i 1200-tallet og samlet i 10 bøger i den såkaldte Karlamagnus saga Karl den Stores saga. Den indeholdt for eksempel den franske ridderroman om Holger Danske, Rolandskvadet, Pseudo-Turpins krønike, Chanson de Aspremont, der blandt andet handler om Karls kampe mod de hedenske saksere, og beskrivelsen af Karl den Store og hans jævningers legendariske pilgrimsfærd til Jerusalem. 9 Igen er det korsfareren Holger Danske, der træder frem i historierne. Figur 3: Holger Danske i Skævinge Kirke. Kalkmaleri fra 1500-tallet. Foto: Wikipedia. Holger Danske i Asien Holgers kampe for den kristne tro bliver i litteraturen udkæmpet både

12 HOLGER DANSKE OG NYBORG 11 i Spanien, Frankrig, Tyskland og Mellemøsten og så i Asien. Holger Danskes kampe for den kristne tro i Asien er også beskrevet i andre tekster. Eksempelvis i en af og 1400-tallets mest læste bøger Mandevilles Rejse. Oprindeligt var den skrevet på anglo-normannisk (den franske dialekt, der taltes og brugtes som administrativt sprog i England i middelalderen) i midten af 1300-tallet, men blev hurtigt oversat til en lang række sprog. Den beskrev sir John Mandevilles rejser i hele verden fra England til Indien og Kina. John Mandeville har formentligt aldrig eksisteret, ligesom rejsen nok også mest er foregået i fantasien, men ikke desto mindre fik den stor udbredelse og inspirerede virkelige opdagelsesrejsende som eksempelvis Christoffer Columbus. 10 Den blev oversat til dansk i midten af 1400-tallet i versioner, hvor Holger spillede en mere fremtrædende rolle, og som blev meget læst helt frem til slutningen af 1500-tallet. 11 Heri fortælles historien om, hvordan Holger Danske, da han o. år 800 sammen med andræ femten herræ aff sith slektæ ok met tyuæ tusindæ wæpnæræ [med femten fornemme slægtninge og tyve tusinde væbnere] drog over det græske hav og underlagde sig hele Østen fra Jerusalem i verdens midte indtil Paradis længst mod øst med Guds hjælp og gennem mange kampe. 12 Blandt de 15 herrer var en frisisk kongesøn, der hed Johannes. Han gik så ofte og gerne i kirke, at han af de andre for sjov blev kaldt Jon Præst. Holger Danske delte sine store erobringer mellem sine følgesvende og gav dem hver et rige, de skulle være herre over, for at kristendommen måtte blive mere udbredt Figur 4: Christiern Pedersens kort fra Viser verden som et typisk OT kort (kaldt sådan fordi det ligner et O med et T indeni) med de tre kendte kontinenter Europa, Afrika og Asien med Jerusalem som verden navle. Bemærk Paradis længst mod øst (opad på kortet) og Indien med tilhørende øer. Ud for Europas kyst ligger Grønland som en ø en anden tradition fra middelalderen, der går tilbage til Adam af Bremens krønike fra 1000-tallet, beskriver Grønland som en ø og ikke som landfast med kontinentet. Under alle omstændigheder var det på vejen til Indien. Foto: Det kongelige Bibliotek, København.

13 12 NYBORG FØR & NU 2014 i den del af verden. Jon Præst gav han Indien med fire tusind øer og riger og gjorde ham til kejser over sine andre frænder. Alle Jon Præsts efterkommere hed derefter således, siger historien. Siden blev riget delt ved giftermål og mellem flere sønner, hvorfor mange omkringliggende riger og øer igen faldt fra kristendommen og tilbage til deres fædres hedenske skikke. Hele Holger Danskes livshistorie skulle være skildret i nogle store vægmalerier i den mest fornemme sal i et palads i riget Jana et sted i Østen i hvert fald ifølge forfatteren til Mandevilles Rejse. 13 Et sted i Asien fandtes altså et stort kristent kejserrige, Indien med tilhørende øer, som var grundlagt af Holger Danske og regeret af Jon Præst. Forfatteren kommenterede allerede på det tidspunkt om Holger, at nogle uforstandige mennesker mente, at han stadig levede et sted på jorden: Jek tror bætær, at han lefuer met gudh udi hemmærigæ, effter thy at han arbeydede sa megit for then helly troo oc cristendoms merelssæ skill [jeg tror snarere, at han er hos Gud i himlen, fordi han arbejde så hårdt for den hellige tro og kristendommens udbredelses skyld]. 14 født på Nyborg Slot i 1481, men tilbragte megen af sin barndom og ungdom i København og som vicekonge i Norge fra I 1515 mødte han renæssancehumanisten Christiern Pedersen, der netop var vendt hjem fra studier i Paris. Sammen genoplivede de myten om Holger Danske i en ny skikkelse, der skulle understøtte kongens politiske og ideologiske program, der blandt andet indebar konstruktionen af en national identitet. 15 Allerede i 1514 udgav Christiern Pedersen Saxos store Danmarkskrønike med et portræt af Christian 2. på titelbladet iført pladerustning og Christian 2. og Holger Danske Myten genoplives Det var Christian 2., der for alvor tog fat i legenden igen. Han blev Figur 5: Christian 2. med Dannebrog på titelbladet til Christiern Pedersens udgave af Saxo. Foto: Det Kongelige Bibliotek, København.

14 HOLGER DANSKE OG NYBORG 13 korsfane (Dannebrog). Legenden om Dannebrog, der faldt fra himlen, kendes i Christiern Pedersens og en samtidig kollegas afskrift af en ældre kilde. Den sagde ganske vist, at Dannebrog faldt fra himlen i slaget ved Fellin i Estland i Det ændrede kollegaen, franciskanermun ken Peder Olsen fra Roskilde, til Lyndanisse i 1219, hvilket siden er blevet det foretrukne, men det er der ingen grund til. 16 Det er dog en lidt anden historie. Her handler det om, at man opdyrkede legenden som en del af konstruktionen af en national identitet. I 1534 udgav Christiern Pedersen så henholdsvis Karl den Stores Krønike og Holger Danskes Krønike. 17 Karl den Stores Krønike var en udgivelse og oversættelse af Karlamagnus saga, der blev oversat til både svensk og dansk i 1400-tallet. Den danske oversættelse Karl den Stores Krønike er bevaret fuldstændigt i en kopi i et håndskrift fra Børglum, der daterer sig selv til Desuden er et tryk fra 1509 kendt i brudstykker. Det er formentligt 1509-versionen, der ligger til grund for Christiern Pedersens tryk i Holger Danskes Krønike er Christiern Pedersens oversættelse af en fransk prosa-roman fra 1490 erne, der be skriver Holgers bedrifter i Frankrig og i Østen, hvor det blandt andet lykkedes ham at besejre muslimerne og blive konge i Acre, Jerusalem og Babylon. Han overdrog dog rigerne til sine tre fætre, før han vendte tilbage til Europa. Historierne havde som omtalt deres oprindelse i 1100-tallet i de chansons de geste, der udvikledes selvstændigt om Holger på baggrund af Rolandskvadet og blev udvidet og omskrevet i både og 1300-tallet hvor eksempelvis bedrifterne i Orienten blev tilføjet før de blev omarbejdet til den franske prosa-roman, der blev trykt i Paris i 1490 erne. Det var denne version af historien, som Christiern Pedersen udgav i 1534 og oversatte til dansk, men ikke førend han havde fået en bekendt til at oversætte den til latin, fordi Christiern Pedersen ikke læste fransk. 19 Christiern Pedersen skrev i forordet til Holger Danskes Krønike, at han blandt andet udgav krøniken, fordi folk generelt kun kendte til Holgers tvekamp med den hedenske kæmpe Burmand, som var omtalt i folkeviserne, men ikke kendte til hans andre store bedrifter, 20 herunder blandt andet grundlæggelsen af det kristne imperium i Asien, som han knyttede endnu tættere til Danmark og Christian 2. Han gik endda videre og ændrede Jon Præsts nationalitet fra frisisk til dansk i et lille værk fra 1521, der handlede om danskernes store bedrifter rundt omkring i verden. 21 Det danske folk, hedder det i denne tekst, er beskrevet i mange gamle og nye bøger og skrifter. Danskerne

15 14 NYBORG FØR & NU 2014 er af den allermest ædle adel, der har eksisteret. De er milde mod de uskyldige og forfærdelige mod deres fjender, de er smukke, med dejlige ansigter, frimodige, store og stærke af kropsbygning, meget mægtige i krig i gamle dage, og navnkundige for deres sejre og triumfer over hele verden. Aldrig har noget folk undertvunget sig verden som det danske! De har undertvunget både det antikke Grækenland, Afrika, Indien og det romerske imperium. Hertil kommer de danske stridskvinder, amazoner eller skjoldmøer. Men de tre ypperligste fyrster, som var udvandret fra Danmark, var: Den romerske kejser Aurelian, der var født i Ribe, Holger Danske (»Wdgert«) og Jon Præst, den første kejser i Indien. 22 Christian 2. og Holger Danske Holger Danske og de store opdagelser Der er en klar sammenhæng mellem interessen i historierne om Holger Danskes og Jon Præsts bedrifter Figur 6: Claudius Clavus Swarts kort over Norden I midten ses den Skandinaviske Halvø, og Danmark er det knækkede stykke land nederst i midten. Nord for Norge ses det ukendte kontinent ved Nordpolen hvor der bor enfoder, pygmæer og den slags der strækker sig helt til Grønland længst til venstre på kortet. Både kortet og den medfølgende tekst eksisterer i en ældre og en yngre version. Den ældre version blev til under studieophold i Rom mellem 1413 og De er bevaret sammen i en kopi fra 1427 udført af kardinal William Fillastre den Ældre. Den yngre version har en mere kompliceret historie, da tekst og kort er overleveret hver for sig. Her gengives det ældre kort. Foto: Det kongelige Bibliotek, København.

16 HOLGER DANSKE OG NYBORG 15 i Østen og bestræbelserne på at finde søvejen til Indien. Kilderne er få og sparsomme, men det lader til, at den danske og den portugisiske konge havde en form for samarbejde om at finde søvejen til Indien. Det gjorde man på to fronter. Der deltog danskere i de portugisiske korstog langs Afrikas vestkyst, der skulle finde søvejen til Indien. Samtidigt sendte man i anden halvdel af 1400-tallet danske ekspeditioner mod Grønland med det videre mål at nå frem til Indien. Det gav god mening i tidens geografiske opfattelse af verden som kugle, men med kun tre kontinenter: Europa, Afrika og Asien. Det giver tre veje til Asien til søs: Syd om Afrika, nord om Europa eller rundt om jordkuglen. Tanken om at nå Asien ved at sejle til Grønland var baseret på den nyeste forskning i 1400-tallet. De kartografiske studier, som blev udført i perioden, indikerede, at Grønland var en halvø nord for Norge på det indiske kontinent, og at man derfor burde kunne nå Indien ved at sejle mod nordvest. Det blev i hvert fald konkluderet af den danske kartograf Claudius Clavus Swart der var fra landsbyen Salling på Fyn i 1420 erne, bl.a. på baggrund af hans studier af Mandevilles Rejse, men og så norrøne kilder f.eks. sagaerne om nordboernes rejser til Nordamerika. Clavus konklusioner blev grundlæggende for den internationale forskning og indarbejdet i de store ver- Figur 7: Portugisisk verdenskort fra 1450 erne. Man ser tydeligt, hvordan man ved at sejle til landene nord for Norge kan komme videre til Asien. Clavus kommenterede i teksten til sit kort (jf. Figur 7), at så tog John Mandeville alligevel ikke fejl, da han påstod, at han havde sejlet direkte fra Kina til en norsk ø. Gengivelsen af Norden synes tydeligt inspireret af Clavus. Foto: Biblioteca Nazionale Centrale di Firenze. Gengivet med tilladelse fra Ministero per i Beni e le Attività Culturali, Italien.

17 16 NYBORG FØR & NU 2014 denskort, som begyndte at blive produceret på det her tidspunkt. 23 Man var i Danmark heller ikke de eneste, der sendte ekspeditioner af sted for at nå frem til dette rige i sidste fjerdedel af 1400-tallet ved at sejle mod nordvest. Både fra Portugal, Frankrig og England blev der i henholdsvis 1470 erne og 1490 erne sendt ekspeditioner af sted for at finde den nordlige rute til Indien. Det kunne naturligvis ikke lade sig gøre, men det kunne de jo ikke vide. Al moderne forskning pegede i en anden retning og først langsomt begyndte man at forstå, at den nye verden, man var stødt på i bestræbelserne på at sejle rundt om jorden, var et helt nyt kontinent. Christian 2. og Holger Danske Korstoget til Grønland Det var et af de erklærede mål for den portugisiske ekspansion i Afrika i 1400-tallet at nå frem til Jon Præsts rige. 24 Man håbede derigennem at kunne få hjælp til kampen mod det ekspanderende osmanniske imperium, der efter erobringen af Konstantinopel i 1453 ikke bare stod i vejen for en tilbageerobring af Jerusalem, men reelt truede Europa. De portugisiske ekspeditioner blev ført fuldstændigt som korstog, og det er vanskeligt at forestille sig, at de danske ekspeditioner mod nord ikke er blevet opfattet på samme måde. 25 Historierne om Jon Præsts rige gik helt tilbage til midten af 1100-tal- Figur 8: Heinrich Martellus verdenskort fra Man ser tydeligt, hvordan Clavus kort (i den yngre version) er indarbejdet i gengivelsen af Norden. Foto: British Library, London.

18 HOLGER DANSKE OG NYBORG 17 let, hvor dets store rigdom og militære styrke blev beskrevet. 26 Historierne blev oversat og udgivet på både dansk og svensk i anden halvdel af 1400-tallet altså samtidigt med planerne om at finde søvejen til Asien. 27 Det kan dårligt være en tilfældighed, at man opdyrkede histori er ne om Holger Danske og hans be drifter i Orienten samtidigt med, at man sendte ekspeditioner af sted for at nå frem til det rige, han havde grundlagt. Sammenhængen blev helt klar un - der Christian 2. Han ansøgte om aflad for deltagerne i en planlagt ekspedition til Indien i 1514, der muligvis ikke blev til noget. I 1519 var planen blevet mere specifik. Her fik han en korstogsbulle til en forestående ekspedition, der havde til formål at tilbageerobre Grønland fra hedningenes hænder med en mægtig flåde. 28 Der var lidt usikkerhed om, hvorvidt Grønland var en ø eller et fastland. En tradition, der gik tilbage til Adam af Bremens krønike fra 1000-tallet, forklarede, at Grønland var en ø. En anden tradition, der gik tilbage til Kongespejlet fra 1200-tallet, forklarede, at Grønland måtte være landfast med kontinentet. I de internationale verdenskort baseret på Clavus var Grønland en halvø på det asiatiske kontinent, som det også fremgår af tidens mest præcise verdenskort, Figur 9: Ruyschs verdenskort fra Til venstre ses bagsiden af Asien med Grønland som en halvø. Nederst til venstre er den nye verden begyndt at tone frem. Der gik endnu nogle år inden man var helt klar over, at der var tale om et nyt kontinent. Foto: Det kongelige Bibliotek.

19 18 NYBORG FØR & NU 2014 Ruysch verdenskort fra 1508, og ville derfor fungere som et perfekt brohoved for videre ekspansion i Indien. Christiern Pedersen gengav Grønland som en ø på sit skematiske verdenskort (figur 4), men ikke desto mindre en ø på vejen til Indien. Flåden var klar til at sætte sejl tidligt i 1521, 29 men kom aldrig af sted på grund af den politiske udvikling i Skandinavien, der i sidste ende betød, at Christian 2. måtte gå i landflygtighed i Disse planer kaster nyt lys over Christian 2.s og hans»hof-historiograf«christiern Pedersens særlige interesse i Holger Danske. Udover at give Christian 2. en forrang i kampen om at nå først til Indien var målet at give det danske rige en glorværdig fortid, der kunne måle sig med de øvrige europæiske magter netop ved at fremhæve Holger Danske. Blandt andet gjorde Christiern Pedersen på baggrund af den franske prosa-roman Holger Danske til en søn af Kong Gøtrik og knyttede således Holger Danske endnu tættere til det danske kongehus. 30 Her var man helt på linje med renæssancehumanisterne i Europa, der også opdyrkede en fortid og nationale helte, der både var fra antikken og fra middelalderen. 31 I årene mellem 1494 og 1518 gentog eksempelvis den franske konges propagandister igen og igen, at de franske konger var Karl den Stores efterfølgere og korstogenes sande ar - Figur 10: Johan Zieglers Nordenskort fra Foto: Det kongelige Bibliotek, København.

20 HOLGER DANSKE OG NYBORG 19 vinger som et led i legitimeringen af krigene om fransk herredømme i Italien. 32 Det var netop i dette miljø i Paris i begyndelsen af 1500-tallet, at Christiern Pedersen samlede materialet til og oversatte Holger Danskes Krønike. 33 Interessen for historien om Holger Danske er derfor mere end blot ønsket om at læse gode historier om danske helte i fortiden. Det var en vigtig del af kongeideologien, som rakte længere ud end blot at give ælde og storhed til det danske rige, da historierne samtidigt direkte blev brugt til at støtte bestræbelserne på at finde frem til Indien og få del i Figur 11: Udsnit af Olaus Magnus Carta Ma rina fra 1539, der viser sydspidsen af Grønland både på selve kortet og i det lille udsnit længst oppe i venstre hjørne. Begge steder ser man pygmæer kæmpe med europæere både til lands og med små skindbåde. Foto: Det kongelige Bibliotek, København. den forventede rige handel. Fokuseringen på Holger Danske var i denne sammenhæng netop interessant, ikke bare fordi han kæmpede for udbredelsen af den kristne tro, men måske især fordi han var dansk. Holger Danske og Folkebøgerne overleveringen Interessen for Holger Danske i Danmark er altså på den ene side en afspejling af renæssancehumanisternes arbejde med historierne om Karl den Store, der indgik i konstruktionen af nationale identiteter og den politiske legitimering af de nye fremvoksende stater over det meste af Europa, altså som en del af en fælleseuropæisk renæssancehumanistisk diskurs. På den anden side er den samtidigt udtryk for en dansk version af historien, der således må tolkes som led i opbygningen af en særlig dansk national identitet i 1400-tallet og 1500-tallet. Og historierne om Holger blev hurtigt populære. Holger Danske blev utroligt populær i folkeviserne og i de såkaldte folkebøger i perioden, der fulgte, men indtog ikke samme centrale plads i officielle udlægninger af danskhed i 1600-tallet. Her var det en anden dansk korstogshelt, nemlig prins Svend, som døde under det første korstog i 1097, der blev trukket frem i lyset. Men netop Holgers folkelige appel er vel baggrunden for, at

21 20 NYBORG FØR & NU 2014 historierne om ham blev genoptaget i forbindelse med konstruktionen af en moderne dansk national identitet i 1800-tallet. Folkebog og folkeviser var begreber, der blev opfundet i slutningen af 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet til at beskrive medier, hvor folkets naturlige ånd blev udtrykt, som man sagde. Derfor begyndte man også at indsamle gamle sagn og historier. Folkesagn knyttede legenden om Holger Danske til en række forskellige lokaliteter i det danske rige, også Nonnebakken i Odense, men efter 1818 begyndte Kronborg at få en form for forrang, efter forfatteren og folkemindesamleren J.M. Thiele ( ) udgav Danske Folkesagn. I de mange danske folkesagn om Holger Danske er han ikke den eventyrlige person, man Figur 12: Christian 4.s maleri, der gengiver scenen, hvor prins Svends sværd bliver genfundet ifølge historien hos Torquato Tasso. Den danske historiker Anders Sørensen Vedel skrev i 1580 erne et forord til en planlagt udgave af Robert af Rheims krønike om det første korstog fra begyndelsen af 1100-tallet, som dog aldrig blev realiseret, at unge danske adelsmænd skulle bruge Prins Svend, der vandt sig martyriets palmer i kampen for den sande tro, som et eksempel til efterfølgelse. Maleriet findes nu på Kronborg. Foto: Statens Museum for Kunst, København.

22 HOLGER DANSKE OG NYBORG 21 finder i krøniken, men derimod den sovende kæmpe, der skal vende tilbage og redde landet fra fare. Det er en legende, som findes i mange forskellige versioner over hele Europa med forskellige nationale skikkelser: Olav Tryggvason i Norge, Karl den Store i Tyskland og Frankrig, Frederik Barbarossa i Tyskland, Karl 5. i Frankrig, Kong Sebastian på den iberiske halvø, Arthur i England, men også mange andre. 34 Legenden om Holger Danske levede fortsat i bedste velgående i slutningen af århundredet, da Evald Tang Kristensen indsamlede folkesagn, men langsomt gik alle de sagn, der stedfæstede ham til andre lokaliteter i Danmark, i glemmebogen, og historien om Holger Danske blev især knyttet til Kronborg. Her ønskede en privat forretningsmand en statue af Holger, der skulle stå foran hans hotel Marienlyst. H.P. Pedersen-Dans statue blev valgt blandt andet i konkurrence med billedhuggeren Carl Aarsleff fra Nyborg. Pedersen-Dan var dog selv langt fra tilfreds med statuen og nævnte den ikke selv som et af sine hovedværker her nævnte han i stedet den Lille Hornblæser på Rådhuspladsen og statuen af Christian 9. i Nyborg. 35 Samtidigt så andre i Helsingør nu fidusen og for dog bare at gøre det en lille smule spændende at bevæ- Figur 13: Holger Danske foran Hotel Marienlyst i Helsingør inden den blev købt og flyttet til Skjern. Foto: Janus Møller Jensen. Figur 14: H.P. Pedersen-Dans statue af Christian 9. på Torvet i Nyborg. Foto: Østfyns Museer.

23 22 NYBORG FØR & NU 2014 ge sig ned i Kronborgs kasematter, besluttede man at placere gipskopien af Pedersen-Dans statue af Holger i kælderen på Kronborg for at fremme turismen og oplevelsen af slottet hvilket virkede. Derudover er der ellers ingen forbindelse mellem Holger og Kronborg. Christiern Pedersen var også fra Helsingør, men døde i Helsinge, hvor han levede sine sidste år og har sin egen mindepark. 36 Holger Danskes krønike blev udgivet af forkæmperen for dansk læsning og sprog i Sønderjylland, journalist og præst Nis Hanssen ( ) i Men en kritisk udgave kom allerede godt 10 år senere i Christiern Pedersens samlede værker, der således blev den egentlige videreformidler af Holger Danskes krønike til historikere og fremtiden. Udgiveren var præsten og litteraturhistorikeren C.J. Brandt ( ) og han var fra Nyborg. 38 som omtalt hørte til blandt de mest populære og meget udbredte folkebøger igennem hele perioden, fra de blev trykt første gang i begyndelsen af 1500-tallet og indtil midten af 1800-tallet. 39 Herefter og på den baggrund blev Holger Danske en vigtig ingrediens i opbygningen af den moderne danske nationale identitet, som udvikledes Holger Danske og historikerne Historierne om Holger Danske har altså været kendt og elsket bredt i det danske samfund gennem mange århundreder, men af mange forskellige grunde. Han figurerede desuden i folkeviserne, der blev nedskrevet i løbet af 1500-tallet og var meget populære især blandt den danske adel, men som også må have været udbredt blandt almuen. Det afspejles yderligere af, at historierne om Holger Danske og Karl den Store Figur 15: Holger Danske i Kronborgs kasematter. Gipskopien af statuen blev grundet stærk forvitring erstattet med en kopi i beton i Den blev bekostet af medlemmer af modstandsgruppen Holger Danske, da man ikke fra Helsingørs side var interesseret i at bevare eller bekoste bevaringen af kopien af statuen. Så nu er det altså en kopi af en kopi af originalen som man heller ikke var interesseret i, da den blev sat til salg, og som derfor nu findes i Skjern der står i kælderen på Kronborg. Foto: Styrelsen for Slotte og Kulturejendomme.

24 HOLGER DANSKE OG NYBORG 23 Figur 16: Holger Danske og Christian 9. ser hinanden i øjnene for første gang i Nyborg. Foto: Aksel Andersen. i løbet af og 1900-tallet. Forfatteren, historikeren og salmedigteren N.F.S. Grundtvig ( ) brugte Holger Danske som symbol på den danske folkeånd, hvilket i 1836 inspirerede hans ven B.S. Ingemann ( ), kendt for en række nationalhistoriske romaner, til at skrive en digt-cyklus om Holger Danske som symbol på danskheden. Den fik en enorm gennemslagskraft, da den udkom i 1837, og flere af digtene blev siden til fædrelandssange med musik af komponisten og dirigenten Niels W. Gade ( ). 40 Historikerne derimod var skeptiske og stillede dybt kritiske spørgsmål til kilderne og betvivlede, at Holger i det hele taget var dansk. Eksempelvis skrev en af hovedmændene bag Historisk Tidsskrift, Christian Molbech ( ), i et forord til Nis Hanssens udgave af Holger Danskes krønike fra 1842, at det eneste, der forbandt Holger til nationen, var tilnavnet, som han havde fået ganske ufortjent. Holger havde ingen nationale egenskaber. Det samme skrev lektor og senere professor i fransk ved Sorø akademi Ludvig August Rothe ( ) i 1847 i et forsøg på at finde frem til den historiske Holger Danske bag ved sagnene og historierne. Digtere må frit glædes over de skønne og fortryllende fantasier, mente han, men man kan ikke som påstået finde særdeles og characteristisk Præg af Danskhed eller dansk Nationalitet. Han har ikke noget som man ret egentlig kan kalde Dansk er ikke inderlig knyttet til Danmark eller dansk Nationalitet. Holger er derfor alene til et billedligt og digterisk Phantasies-Foster; men jeg bestrider derfor ikke, at dette jo, som saadant, i og for sig kan have en ligesaa dyb og betydningsfyld Realitet som om det var en critisk, litterair og historisk begrundet Kjendsgerning. Ellers tilsluttede Rothe sig en fransk opfattelse, at den historiske Holger oprindeligt måtte være en person fra Ardennerne ligesom Louis Pio, grundlæggeren af den danske arbejderbevægelse, også gjorde i sit skrift om myten om Holger Danske udgivet i 1869.

25 24 NYBORG FØR & NU 2014 Ingemann erkendte da også, at historierne var kommet til Danmark udefra, men Holger viste sin Indfødsret ved sit seirende indtog i Folkesindet. Den eiendommelige Maade, hvorpaa Sagnet siden har udviklet sig i Danmark og knyttet sig til den mythiske Forestilling om en stedse gjenkommende Folkebefrier i Nøden, medens Folkepoesien med Liv har tilegnet sig hans Navn og Bedrifter, vil stedse blive det stærkeste Beviis for, at han i høieste Betydning tilhører Nationen. Hans grundkarakter var dansk! Holger Danske blev indbegrebet af den danske tapperhed og offervilje for troen og fædrelandet. Således blev myten om korsfareren og krigeren og den slumrende messias-agtige kæmpe forenet med en forestilling om en særlig dansk folkeånd. Den tanke er siden blevet forladt. Afrunding Tilbage er myten om den slumrende kæmpe, der vil vende tilbage, knyttet til kopien af statuen, der står i kælderen på Kronborg. Men historien er større og vigtigere end det og giver et indblik i fortidens selvforståelse og beskriver et særligt kapitel af Danmarkshistorien: om de store opdagelser, formationen af en moderne dansk national bevidsthed i forbindelse med den tidlige statsdannelse, renæssancens tidlige indtog i Danmark og verdensopfattelsen på Christian 2.s tid. Men hvor skal den historie fortælles? Det skal den Figur 17: Holger Danske i Nyborg. Foto: Østfyns Museer.

26 HOLGER DANSKE OG NYBORG 25 naturligvis i det rum, der om noget i Danmark knytter sig til den kontroversielle konges historie, Kongens Værelse på Nyborg Slot. Derfor vendte Holger Danske for en stund tilbage til Nyborg og Nyborg Slot. Slotsbesøget er med til at formidle historien om, at Holger Danskes historie også er historien om en dansk korsfarer, der drog rundt i verden og grundlagde store imperier og altså ikke bare er knyttet til et sted eller måske rettere: netop kan knyttes til mange steder, for legenden om den sovende kæmpe fortælles jo oplagt eksempelvis fortsat i kælderen på Kronborg. Samtidigt er det en understregning af, at historien kun eksisterer, hvis vi fortæller den, og at denne historie skal fortælles netop her på Nyborg Slot. Figur 18: Kongens Værelse med Christian 2., hvor man kan forestille sig kongen og Christiern Pedersen forske i Danmarkshistorie, geografi og kartografi, udtænke planerne om korstoget til Grønland og genopdage legenden og myten om Holger Danske. Foto: Janus Møller Jensen.

27 26 NYBORG FØR & NU Opsætningen af statuen skete som resultatet af et tæt samarbejde med ejeren af statuen, Holger Danske Fonden i Skjern, samt Nyborg Kommune og Fynske Bank, der bidrog økonomisk til projektets gennemførelse. Det var en del af en større formidlingssatsning, der satte fokus på museets forskning i historien om Christian 2. og Holger Danske med lånet og opsætningen af statuen, en udstilling og et tæt samarbejde med den kendte børne- og ungdomsbogsforfatter Josefine Ottesen omkring præsentationen af hendes nye bog Helgi Daner med en Holger Danske festival på Nyborg Slot. 2 Knud Togeby, Ogier le Danois dans les littératures européennes, København Se Rolandskvadet; La Chanson de Roland, red. Luis Cortés med indledning og noter af Paulette Gabaudan, Mayenne 1994; Laura Ashe,»A Prayer and a Warcry: The creation of a secular religion in the Song of Roland«, Cambridge Quarterly, 28 (1999), s Jf. Kurt Villads Jensen,»Broderliste, Vederlov og Holger Danske«, i Broderliste, Broderskab, Korstog. Bidrag til opklaringen af en gåde fra dansk højmiddelalder, red. Janus Møller Jensen, Odense 2006, s Gravmælet blev desværre ødelagt under den Franske Revolution. 4 Se Janus Møller Jensen,»Knuds glemte korstog - En ny historie om Nyborg Slots grundlægger«, Nyborg før & nu 2010, 2011, s. 7-15; Karen Skovgaard-Petersen, A Journey to the Promised Land. Crusading Theology in the Historia de Profectione Danorum in Hierosolymam (c. 1200), København 2001; Thomas S. Asbridge, Korstogene Kampen om det Hellige Land, København The Legend of Charlemagne. Power, Faith, and Crusade, red. Matthew Gabrielle og Jace Stuckey, London Jf. Janus Møller Jensen,»Broderskaber og korstog. Broderlisten i europæisk perspektiv«, i Broderliste, Broderskab, Korstog. Bidrag til opklaringen af en gåde fra dansk højmiddelalder, red. Janus Møller Jensen, Odense 2006, s Jf. K.V. Jensen 2006; Janus Møller Jensen,»Fra korsfarer til skurk Saxo, Erik Emune og korstogene«, i Saxo og hans samtid, red. Per Andersen og Thomas K. Heebøll-Holm, Århus 2012, s K.V. Jensen 2006; Lise Gotfredsen,» og jorden skælver, da de rider frem«, Århus Stift, 21 (1983), s ; Lise Gotfredsen & Hans Jørgen Frederiksen, Troens Billeder. Romansk kunst i Danmark, 2. udg., København 2003; Otto Norn, At se det usynlige. Mysteriekult og ridderidealer, København 1982; Viola Hernfjäll,»Ryttarstriden i Edåsa. Ett minne från korstågstiden?«, ICO. Iconographisk Post, 1992/2, s Karlamagnús saga og kappa hans, red. Bjarni Vilhjálmsson, 3 bd., 2. udg., Akureyri 1961; Karlamagnús saga. The Saga of Charlemagne and his Heroes, oversat af Constance B. Hieatt, 3 bd., Medieval Sources in Translation 13, 17, 25, Toronto Jf. E.F. Halvorsen, The Norse Version of the Chanson de Roland, Bibliotheca Arnamagnæana, København Mandeville s Travels. Texts and Translations, red. Malcolm Letts, 2 bd., Hakluyt Society, serie 2, 101-2, London Jf. også Jennifer R. Goodman, Chivalry and Exploration, , Woodbridge Mandevilles Rejse i Gammeldansk Oversættelse tillige med en Vejleder for Pilgrimme, red. M. Lorenzen, København 1882; S.A.J. Bradley,»The Translator of Mandevilles Rejse: a new name in Fifteenth-century Danish Prose?«, i Medieval Literature and Civilization. Studies in Memory of G.N. Garmonsway, red. D.A. Pearsall og R.A. Waldron, London 1969, s

28 HOLGER DANSKE OG NYBORG Mandevilles Rejse, red. Lorenzen, s Mandevilles Rejse, red. Lorenzen, s Mandevilles Rejse, red. Lorenzen, s Jf. Janus Møller Jensen,»Holger Danske og dansk identitet. En dansk helt i kamp for troen, ca «, i Tanker om ursprung: Forntiden och medeltiden i nordisk historieanvändning, red. Samuel Edquist & Lars Hermanson, Stockholm 2009, s Om Christiern Pedersen, se C.J. Brandt, Lunde-Kanniken Christiern Pedersen og hans Skrifter, København 1882 og den ultrakorte introduktion Jens Anker Jørgensen, Humanisten Christiern Pedersen en præsentation, København Jf. John H. Lind,»Den faldt fra himlen ned«, Skalk, 2001/6, s ; J.M. Jensen 2007, s Krønikerne er udgivet i bd. 5 af Christiern Pedersens Danske Skrifter, red. C.J. Brandt og R.T. Fenger, 5 bd., København , bd. 5, s Karl Magnus Krønike er nu udkommet i en ny moderne udgave, jf. næste note. 18 Karl Magnus enligt Codex Verelianus och Fru Elins Bok, red. David Kornhall, Samlingar utgivna av Svenska Fornskriftsällskapet 219, Lund 1957; David Kornhall, Den fornsvenska sagan om Karl Magnus. Handskrifter och texthistoria, Lundastudier i nordisk språkvetenskap 15, Lund 1959; Karl Magnus Krønike, red. Poul Lindegård Hjorth, Universitets-Jubilæets danske Samfunds Skriftserie 398, København 1960; Poul Lindegård Hjorth, Filologiske studier over Karl Magnus Krønike, København 1965; Romantisk Digtning fra Middelalderen, red. C.J. Brandt, bd. 3, København 1877, s Christiern Pedersens Danske Skrifter, bd. 5, s. 532 ff.; Brandt, Lunde-Kanniken, s. 174 f., 269 ff. 20 Christiern Pedersens Danske Skrifter, bd. 5, s Jf. Klaus P. Mortensen og May Schack, Dansk litteraturs historie, vol. 1: , København 2007, s. 143 ff.; Søren Kaspersen, Sigurd Kværndrup, Lars Lönnroth & Thorkild Damsgaard-Olsen, Dansk litteraturhistorie, vol. 1: Fra runer til ridderdigtning, o , København 1984, s En wdschrifft aff gamble krönnicker, om nogle slaugs folck och höffdinger, som i fordum tiid haffuer faret wd aff Danmarck och der effter faaet stor regimente i werden, i Christiern Pedersens Danske Skrifter, bd. 5, s En wdschrifft, i Christiern Pedersens Danske Skrifter, bd. 5, s Jf. Janus Møller Jensen,»Den glemte periferi og de glemte korstog. Grønland og korstogene «, Historie, 2004/1, s Jf. Peter Russell, Prince Henry The Navigator. A Life, New Haven Jf. J.M. Jensen 2004; J.M. Jensen 2007, s Jf. Prester John, the Mongols and the Ten Lost Tribes, red. Charles F. Beckingham og Bernard Hamilton, Aldershot Jf. Jon Præst. Presbyter Johannes brev til Emanuell Komnenos. Synoptisk udgivet på latin, dansk og svensk, red. Allan Karker, København Diplomatarium Norvegicum, red. C.C.A. Lange m.fl., 21 bd., Kristiania , bd. 17, s og ; J.M. Jensen 2004, s. 132; Sven Svensson,»Kristian den Andres planer på en Arktisk expedition och deras förutsättningar. Ett bidrag till de geografiske upptäckternas ideologi«, Lunds Universitets Årsskrift, ny serie, afd. 1, bd. 54, nr. 5, Lund Diplomatarium Groenlandicum , red. Louis Bobé, Meddelelser om Grønland, 55/3, København 1936, s. 4.

29 28 NYBORG FØR & NU Christiern gjorde Holger Danske til en søn af den danske konge Gøtrik, Hjorth 1960, s (både 1480 og 1509 versionen siger, at han var søn af dansk mand ved navn»jofrør«); Christiern Pedersens Danske Skrifter, bd. 5, s Jf. Hjorth 1965, s. 124; Mortensen og Schack 2007, s. 134 ff. 31 Jf. Nancy Bisaha, Creating East and West. Renaissance Humanists and the Ottoman Turks, Philadelphia 2004, s ; Robert Black, Benedetto Accolti and the Florentine Renaissance, Cambridge 1985, s , især s ; Ugolino Verino. Carlias. Ein Epos des 15. Jahrhunderts, red. Niklaus Thurn, Humanistische Bibliothek. Texte und Abhandlungen, 2. rk.: Texte 31, München 1995 Thurn. Se mere indgående Janus Møller Jensen,»Humanister, korstog og kortlægningen af det yderste nord i Renæssancen«, i Renæssancen i svøb. Dansk renæssance i europæisk belysning , red. Lars Bisgaard, Jacob Isager og Janus Møller Jensen, Odense 2008, s Jf. Michael J. Heath, Crusading Commonplaces: La Noue, Lucinge and Rhetoric against the Turks, Travaux d Humanisme et Renaissance 209, Genéve 1986; Kenneth M. Setton, Western Hostility to Islam and Prophecies of Turkish Doom, Memoirs of the American Philosophical Sociey 201, Philadelphia 1992, s ; Kenneth M. Setton, The Papacy and the Levant ( ), 4 bd., Memoirs of the American Philosophical Association 114, 127, , Philadelphia , bd. 2, s Christiern Pedersens Danske Skrifter, bd. 5, s. 532 ff.; Brandt 1882, s. 174 f., 269 ff. 34 Jf. Inge Adriansen, Nationale symboler i Det Danske Rige , 2 bd., København 2003, bd. 2, s Adriansen 2003, bd. 2, s Jf. Jørgensen Olger Danske Krønike, red. Nis Hanssen, København Brandt blev siden N.F.S. Grundtvigs efterfølger på Vartov. Jf. En dansk students dagbog. C.J. Brandts optegnelser , red. Anders Monrad Møller, København Krøniken blev efter 1534 atter trykt i København i 1572 af Mads Vingaard og igen sammesteds i Siden blev den trykt i 1707, 1731 og i alt 17 gange mere i årene mellem ca og 1862, jf. Rasmus Nyerup,»Fortegnelse over den danske Almues Morskabsbøger, 1. Deel«, Iris, marts 1795, s , her s ; Rasmus Nyerup, Almindelig Morskabslæsning i Danmark og Norge igjennem Aarhundreder, København 1816, s ; Karl Magnus Krønike, især s. xlvii-xlviii. Se J.P. Jacobsen, Jørgen Olrik og R. Paulli, Danske Folkebøger fra 16. og 17. Aarhundrede, 14 bd., København med historisk introduktion bd. 13, 1936, s. 256 ff. Termen»folkebog«blev anvendt første gang af bibliotekaren, antikvaren og debattøren Rasmus Nyerup ( ) i årtierne omkring år 1800 i hans studier af læsningens historie i Danmark til nærmere at beskrive almuens læsning, som han opfattede som adskilt fra den øvrige læsning. Den udspringer derfor snarere af Nyerups oplysningsteoretiske og nationale, litteraturhistoriske behov end folkebøgernes faktiske anvendelse og udbredelse, som Henrik Horstbøll skriver, Henrik Horstbøll,»De»små Historier«og læserevolutionen i 1700-tallet fra bogtrykker Joachim Wielandt til bogtrykker J.R. Thiele«, Fund og Forskning, 33 (1994), s Samtidigt var det uden tvivl Nyerups fortjeneste at inddrage denne litteratur som kilder til fortidens tankesæt, jf. Janus Møller Jensen,»Indledning«, i Fynske Antikvarer. Lærdom, fortid og fortolkninger, , red. Janus Møller Jensen, Odense 2008, s , især s Holger Danskes Krønike blev ikke udgivet i Jacobsen, Olrik og

30 HOLGER DANSKE OG NYBORG 29 Paullis Danske Folkebøger, da man vurderede, at C.J. Brandts og R.T. Fengers udgave fra 1856 var fyldestgørende. 40 For dette og følgende afsnit, jf. J.M. Jensen 2009; Adriansen 2003, bd. 2, s

31 30 NYBORG FØR & NU 2014 Smede før og nu og overalt Af Anja Nielsen Baggrunden for denne artikel er en udstilling i smedjen på Borgmestergården i Nyborg. Smedjen blev indrettet i 1906 og var i brug de følgende par år, indtil smedemesteren J.P. Larsen flyttede til Vestervoldgade. Borgmestergårdens smedje genåbnede i 1983 som en del af museets per manente udstilling og samtidig som arbejdende værksted. Imidlertid blev det i 2013 besluttet at sætte det gamle rum i stand og indrette en ny udstilling. Smedjen blev tømt for genstande, rengjort og malet, og en ny udstilling har taget form. Der er færre genstande, men til gengæld flere plancher med tekster og billeder. Det var samtidigt en lejlighed til at dykke ned i smedenes lange historie, såvel i Nyborg som i Danmark generelt. Lad det være sagt med det samme: Smedens historie er lang og kultur- Figur 1: Smedje i Øster Voldgade 65, Nyborg. Smeden hed Møller. Yderst til venstre yngstelærling Tage Ålborg. Foto: Østfyns Museer.

32 SMEDE FØR OG NU 31 historisk set utroligt interessant. I flere tusind år har smeden udøvet sit håndværk i såvel virkelighedens som fiktionens verden. Smeden har været genstand for megen fascination denne person som kan forme det hårde materiale jern til alverdens ting; såvel til praktisk brug og krig som til pynt. Derfor kan hele historien heller ikke fortælles her, men i stedet præsenteres en oversigt, der illustrerer denne betydning, med ud - gangspunkt i de mange sjove og interessante historier, der dukkede op i forbindelse med arbejdet med udstillingen. 1 Det er forståeligt, hvordan smeden har kunnet indgyde denne fascination, når man tænker på den nærmest magiske transformationsproces først ved udvindelsen og siden ved selve formgivningen af jernet. Sidstnævnte er ikke en given sag. Som ved alle håndværk kan meget læres, mens talent er medfødt. Det er stadig muligt at tale med smede, som praktiserede smedehåndværket i en tid, hvor det var ambolt, hammer og tænger, der var de primære arbejdsredskaber og som fortsat arbejder på den måde. De kan fortælle, hvor vigtigt det er med det rette håndelag. Det kan være næsten umuligt at lære at smede rigtigt, hvis man ikke har det i hænderne. Mange tror, at det drejer sig om at slå på materialet med en hammer, men det gør det i virkeligheden ikke, fortæller Poul Kingo Pedersen, som er tidligere smed og nu frivillig på Vikingemuseet Ladby. Det handler snarere om at flytte materialet. Flytte det derhen, hvor du kan arbejde med det og forme det. De dygtige smede kan alene ved lyden afgøre, om det er et godt slag eller ej; om der rammes rigtigt. Og det er ikke det eneste, de kan bedømme ved hørelsen. I gamle dage skulle smeden afgøre, om jernet var anvendeligt eller ej. I dag, fortæller de omtalte smede, er meget jern ikke godt nok til at arbejde med, fordi det er for hårdt. Det kan en dygtig smed også høre sig frem til, når et slag rammer jernet. Det særlige ved smedearbejdet understreges også ved, at det ikke kun betegnes smedehåndværk men også smedekunst og i de historiske kilder ofte sættes i forbindelse med noget magisk. Som smeden Jonatan drager på en lang rejse i Martin A. Hansens roman Jonatans Rejse fra 1941, lad os ligeledes drage på en lille rejse i smedens verden og historie. Naturligvis vil rejsen flere gange runde Nyborg. Et gammelt håndværk Der har været smede i Danmark i nogle tusind år. I jernalderen (500 f.kr.-800 e.kr.) opstod der en lo kal jernproduktion, hvor jern blev ud - vundet af myremalm. 2 Det må have været en stor fordel at kunne frem-

33 32 NYBORG FØR & NU 2014 skaffe jernet selv i stedet for at skulle importere det, som det var tilfældet førhen. Fra jernalderen kendes også en del arkæologiske fund af bå - de smedens værktøj og produkter. En del af det værktøj, der er fundet, ligner værktøj fremstillet i dag. Det meste af det bruges dog ikke så meget mere, men mere herom se - ne re. De ambolte, der blev brugt i jernalderen, var ofte af sten. Selvom smedens ambolt op gennem tiden ofte er blevet afbildet som værende af jern, var stenambolte faktisk ganske udbredte til op i 1900-tallet. De var simpelthen billigere. 3 Op gennem vikingetiden var der og - så god brug for smeden. Han fremstillede værktøj og en række andre ting til dagligdags brug, såsom knive og økser til brændehugning. Han lavede desuden våben og rideudstyr. Og når der skulle bygges skibe, var smeden bestemt ikke arbejdsløs. Han lavede værktøjet, som bådebyggerne brugte, og de mange nagler, som skulle bruges til skibet samt skibets store anker. Nøjagtigt som det går for sig i dag på Vikingemuseet Ladby, hvor der bygges en kopi af Ladbyskibet. Smeden fik sit værktøj med sig i graven. Lige præcis smedeværktøj er den eneste form for værktøj, som kun er fundet i mandsgrave. 4 Selv våben kan også findes i kvindegrave, men ikke smedeværktøj. Meget tyder altså på, at smedning var et erhverv kun for mænd. Meget tyder også på, at smeden allerede dengang var en anset mand. I hvert fald kendes han fra flere sagaer, hvor han ofte betegnes som en vis mand. Historierne om smedene Regin og Vølund skildrer måske ikke deres hovedpersoner som ubetinget gode og retskafne personer. Sådan var det dog med så mange andre personer i sagaerne, og det ændrer ikke på, at de blev fremstillet som værende vise og dygtige med helt specielle evner. De virkelige mestersmede i den nordiske mytologi var dog dværgene. Men mere om alt dette senere. Vi bliver i virkelighedens verden lidt endnu. Det siger i øvrigt noget om Figur 2: Illustration fra Codex Manesse, et middelalderhåndskrift fra Zürich, datering mellem 1305 og På billedet ses våbensmeden og muligvis hans hustru. Foto: digi.ub.uni-heidelberg.de/diglit/cpg848.

34 SMEDE FØR OG NU 33 smedens anseelse, at den mægtige tor - dengud Thors vigtigste våben var en hammer. Helt så langt tilbage i tid findes der ikke spor af smede i Nyborg. Faktisk ikke engang i middelalderen, som ellers på mange måder var en storhedstid for byen, kan smedene findes. Men de var der utvivlsomt. Først og fremmest var Nyborg landets hovedby og dertil et trafikalt knudepunkt. Hertil kom konger og stormænd med deres følger, når der skulle afholdes Danehof, og kongerne residerede i byen i længere perioder. Al den aktivitet var god for håndværkerne og dermed også smedene. Men også byens almindelige borgere havde brug for smedene og det til mange forskellige ting. Smedene lavede værktøj, lysestager, portgitre, våben, søm, hængsler og låse. De lavede hestesko og skoede hestene. Tilmed kun - ne de årelade både mennesker og dyr, og de kunne også trække tænder ud. Kan det nu virkelig passe, det med tænderne? Er det ikke bare en god historie? Men nej, der findes faktisk specielt tilvirkede tænger til netop dette formål. 5 Kongelige smede og laug Det var i middelalderen, at der skete en første udvikling i smedenes arbejde. Selve arbejdsmetoden ændrede sig ikke, men det blev nødvendigt at Figur 3: Skt. Eligius skor en hest. Kalkmaleri i Højby Kirke. Gengivet fra Friis og Riismøller 1965.

35 34 NYBORG FØR & NU 2014 fremstille værktøj til andre specialhåndværkere samt beslag til bygninger og vogne. 6 Smedene havde skam også en skytshelgen, Skt. Eligius. Når han skoede heste, gik det helt anderledes til, end det er tilfældet for andre smede. Han kunne nemlig tage benet af hesten, mens han sømmede skoen fast, og derefter sætte benet på hesten igen. Det er illustreret på et kalkmaleri i Højby Kirke i Odsherred. Hesten ser ikke spor utilfreds ud. Så slap Skt. Eligius da også for at have besvær med nervøse heste, som ikke brød sig om at få løftet benene. Den historie er i øvrigt gengivet i det nordiske folkeeventyr om smeden, som de ikke turde lukke ind i Helvede. I denne historie er det dog Gud, som tog benene af en hest, der skulle skos. Da smeden efterfølgende forsøgte sig med samme metode, gik det hverken værre eller bedre, end at han ikke kunne sætte hestens ben på igen, og det stakkels dyr forblødte. Det har velsagtens været en morale om, at ingen skal føle sig over eller ved siden af Vor Herre. De smede, som formåede at få arbejde ved samfundets absolutte top, klarede sig ganske godt. I 1572 fik kong Frederik 2.s beslagsmed 9 daler i årlig løn samt en hofklædning. 7 Det var dog ikke så meget som kongens klejnsmed, Hendrich Dreyer, som stod for at [ ]istandholde alle Laase, Døre, Hængsler, Vinduesjærn og andet Jærnfang paa Frederichsborg Slot, i Dyrehaven, paa Fafuerholm Lade gaard og paa Hørsholm Gaard og Esserom Gaard[ ]. 8 Han fik årligt 20 da ler og en hofklædning i løn. Dertil fik han fri kost og logi på de slotte og gårde, hvor han opholdt sig for at reparere noget. Hvis han oven i købet fik nye bestillinger fra kongen, ville denne betale ham en rimelig pris herfor. Og videre hedder det, at Rasmus Smed, som skoede ungheste på Svenstrupgård og i det hele taget virkede som smed dér, årligt fik en løn på [ ]15 gl. Dlr., 1 Hofklædning, 3 Pd. Mel, 3 Pd. Malt, ½ Td. Smør, 5 levende Svin, 1 levende Okse, ½ Oksekrop, 10 levende Faar, 1 Td. Sild, 1 Td. Torsk, 1 Fjerd. Gryn og 1 Td. Salt[ ]. 9 Dertil fik han bolig i et lille hus tæt ved gården. Topscoreren på lønningslisten var smedemesteren på Bremerholm. Han skulle i 1575 årligt have [ ]200 kurantdaler, 40 kurantdaler til husleje, 7,5 m engelsk, 22 m andre tekstiler, 3 øksne og en lang række andre naturalier, 60 læs ved og tre talglys hver aften. Det var naturligvis kun kongens smede, der var så godt lønnede, formentligt fordi de også hørte til blandt de bedste og var nøje udvalgte. Man ser, at der også var temmelig stor forskel på, hvor meget de kongelige smede fik i løn. Både med hensyn til summen af penge og

36 SMEDE FØR OG NU 35 mængden af naturalier. Her kan flere ting have spillet ind; karakteren af arbejdet, smedenes kvalifikationer og deres position. Det kan også tænkes, at det har haft noget at sige, hvor stor deres husholdning har været. Selvom de fleste almindelige smede tjente langt mindre end»kongens smede«, hørte de alligevel til de bedrestillede blandt håndværkerne. 10 Til gengæld skulle tingene gå or - dent ligt for sig, når man var kongelig smed. I 1574 var der således drama i kongens smedje:»da Kongens Figur 4: Smeden gengivet efter Stænderbogen fra 1568 med træsnit af Jost Amman og vers af Hans Sachs, red. Hans Blosen, Per Bærentzen og Harald Pors med et bidrag af Jens Vellev, Hikuin Mestersmed har klaget over, at Cornelius Smeds Søn, der skulde være hos ham i Smedjen, er meget modvillig, saa han ikke godt kan have med ham at gøre, skal Cornelius Smeds Søn herefter være forvist fra Kongens Smedje, for at han ikke skal forlede andre til Klammeri og Modvillighed. 11 Så blev han sat på plads! Det har ikke ligefrem været den bedste anbefaling, han havde med sig på sin videre færd, ligesom det næppe er faldet i god jord hos farmand. Lærlingenes løn var ikke noget at prale af, men til gengæld kunne de få tilladelse til at arbejde i deres fritid og på den måde tjene lidt ekstra. 12 Altså lidt ligesom i dag, hvor mange studerende vælger at supplere deres SU med et fritidsjob. I løbet af 1600-tallet blev smedene organiseret i laug. Nyborg Smedelaug blev oprettet den 22. januar Der var mange fordele ved at være med i lauget. Lauget fungerede dels som fagforening, men også som et socialt sikkerhedsnet. Hvis en smed eksempelvis blev syg, kunne lauget hjælpe ham og hans familie. Og hvis smeden ligefrem gik hen og døde, kunne lauget betale for begravelsen eller i hvert fald yde et tilskud. Ligeledes blev der sørget for enker og efterladte børn. Hvis altså ikke enkerne valgte at drive virksomheden videre, og i så fald kunne lauget være behjælpelig med at skaffe en

37 36 NYBORG FØR & NU 2014 svend, hvis det var nødvendigt. Det var kun medlemmer af lauget, der måtte udøve smedearbejde i byen. Hvis ikke-medlemmer alligevel dristede sig til det, og de blev afsløret, ville de få frataget deres redskaber og produkter, og de måtte ikke længere arbejde med smedefaget. Bestilte man noget fra disse fuskere og bønhaser, blev det straffet med bøder. 13 Herudover fastsatte lauget lønnen for svendene samt forholdet mellem svend og mester, og selvfølgelig opsattes og så regler for lærlinge, eksempelvis hvor længe læretiden skulle va re. Kun ægtefødte drenge kunne komme på tale som lærlinge! 14 Lærlinge hørte som regel til deres mesters husholdning, og her skulle de opføre sig ordentligt. I laugsskråens pa - ragraf 36 hedder det, at hvis de kritiserede den mad og øl, der blev serveret, skulle de bøde en rigsdaler, og hvis de ikke kunne betale, røg de på vand og brød i kælderen i tre dage. 15 I det hele taget handler en del af paragrafferne i laugsskråen om alt det, man ikke må, og hvad der skulle betales i bøde, hvis reglerne ikke blev overholdt for der var bødestraf for stort set alle overtrædelser. Men der skulle selvfølgelig også en del bødeindtægter til, hvis der skulle være råd til at sørge for syge mestre og deres familier samt betaling for begravelser. Det er så heldigt, at der er bevaret flere genstande og protokoller fra sme - delauget, som kan fortælle om lauget, om smedene og smedearbej det. I laugets skrå oplyses det, at sme - defaget blev inddelt i ti grene: Grovsmed, klejnsmed, lesmed, knivsmed, nagelsmed, bøssemager, sporemager, sværdfeger, lilleurmager og grovurmager. 16 Det var mange, selvom nogle af dem efterhånden blev slået sammen. Smedelauget var det største af Nyborgs seks håndværkerlaug. I forbindelse med en udstilling på Borgmestergården om håndværkerlaug i Nyborg har tidligere museumsin spektør Knud Hornbeck udført et stort arbejde med at gennemgå gam le bø ger og andet kildemateriale. Derfor er det i dag muligt i den permanente udstilling at se genstande fra smedelauget, som giver oplysninger om smedene i gamle dage. Udover smedefagets inddeling blev selve lauget desuden opdelt i et mesterlaug og et svende laug der var vel forskel på folk. For at blive optaget i mestrenes laug, skulle der udføres et mesterstykke. For grovsmede var det en økse og en hestesko. Hesteskoen gik igen i svendeprøverne flere hundrede år senere. I 1942 afsluttede grovsmeden Peder Johannes Pedersen sin svendeprøve i Saaderup ved Ullerslev. Hans svendeprøve bestod af seks hestesko. Heraf skulle de fire i brug med det samme, da det også var en del af prøven at sko hesten. De andre to skulle bedømmes. 17 Der er altså her en fin tråd fra 1600-tallet til 1900-tallet.

38 SMEDE FØR OG NU 37 Der skulle dog ikke gå ret lang tid, før det ændrede sig. Kurt Søegaard blev udlært som grovsmed i 1950 erne. Han er i dag en del af det frivillige smedeteam på Vikingemuseet Ladby. Kurt kan fortælle, at smedefaget var under forandring i hans læretid, hvor mekaniseringen begyndte at tage fart. Han valgte linjen maskinog grovsmed, og hans svendestykke var forskelligt værktøj. Han understreger i øvrigt, at han ønskede at være smed, ikke maskinarbejder. En af de mere pudsige historier fra Nyborg er, at der efter den store bybrand i 1797 blev givet tilladelse til at etablere et smedeværksted i selveste slotsbygningen. 18 Det gamle slot har efterhånden været brugt til lidt af hvert: Som samlingssted for middelalderens parlament, kongelig bolig, hestestald under Karl Gustav-krigene i 1650 erne, militært tøjhus, fængsel, posthus, smedeværksted og nu museum. Alsidigheden vil ingen ende tage. Denne smedje eksisterer naturligvis ikke mere. Men endnu tidligere, i 1716, blev der bygget en smedje i Svindinge uden for Nyborg. 19 Og den ligger der skam endnu, nu under navnet Svindinge VVS Smedie- og Maskinværksted Aps. Ikke alene ligger den på samme sted, den er endog i samme families eje. Jakob Jørgensen har oplyst, at han er 10. generation i smedeværkstedet i Svindin ge. Selvom arbejdsmetoderne unæg telig har ændret sig en del siden 1700-tallet, er logoet stadig en god gammel dags ambolt. Det er da en flot markering af de gamle rødder og bevidstheden om virksomhedens lange historie. Figur 5: Tegning af beslagsmedlærer fra Friis og Riismøller 1965.

39 38 NYBORG FØR & NU 2014 Borgmestergårdens gamle smedje Vi springer frem i tid til en anden smedje i Nyborg, nemlig Borgmestergårdens smedje. I 1906 blev Jens Peter Larsens smedje indrettet i Borgmestergården. Et par år se nere flyttede smedemester Larsen til Vestervoldgade, hvor han overtog en allerede eksisterende smedje. Virksomheden voksede og blev senere overtaget af Larsens søn Jens Peter Larsen. Østfyns Museer er i besiddelse af en beretning fra Henry Rasmussen, som var i lære i Larsens smedje i 1920 erne. Det var dengang en moderne smedje med gode værktøjsmaskiner og hele tre esser med elektriske blæsebælge. Smedjen var delt op i to. Den ene ende var indrettet til hestebeslag og her var der plads til fem heste på stribe. Den anden ende var indrettet til vognbeslag, og her blev vognene, som skulle repareres, kørt ind i værkstedet. Det var koldt at arbejde i smedjen om vinteren, og Henry Rasmussen fortæller, at de varmede træskoene ved at hælde gløder fra essen i dem, selvom det var en kortvarig fornøjelse. På det tidspunkt var der endnu mange heste i Nyborg, og det betød, at der blev skoet heste i smedjen dagligt. Henry Rasmussen remser de faste kunder op: Nyborg Kommune, kørselsafdelingen, renovationsafdelingen, brygge- Figur 6: Hestevogn i baggården til Drewsen og Nelleman, isenkramforretning i Korsgade, Ny - borg. Foto: Østfyns Museer.

40 SMEDE FØR OG NU 39 riet Carlsminde, Nyborg Mejeri, nogle vogn- og fragtmænd, Otto Nielsens Tømmerhandel, Laur. Nielsens Kulplads, en brændselsgrosserer i Østervoldgade, statsfængslet, Carlsberg og Tuborg depotet, Frederik Nielsens Eftf., Nellemann og Langhoff samt en hestehandler i Hjulby. Der kom også af og til nogle udefra for at få specielle sygebeslag, og i de tilfælde rådførte mester Larsen sig med dyrlægen. Sågar Cirkus Mie fik skoet heste i Larsens smedje. Udover heste- og vognbeslag blev der udført mange andre arbejder. Henry Rasmussen beretter også om lærlingelivet. Det var svært at få en læreplads noget som der stadig kan nikkes genkendende til den dag i dag. Det kunne ligeledes være svært at finde arbejde, når læretiden var overstået. Men der var altid travlhed i smedjen, og der skulle arbejdes effektivt, så der var ikke noget med at ryge tobak i arbejdstiden! I øvrigt blev alle, som arbejdede i smedjen, to gange om året inviteret på eftermiddagskaffe hos familien Larsen: På mesters fødselsdag og juleaftensdag. Rasmussens beretning efterlader indtrykket af, at arbejdet i smedjen var hårdt, men der var også en glæde ved arbejdet med smedehåndværket og en vis stolthed over det arbejde, der blev udført. I 1960 erne var Larsens smedje temmelig stor. Her var mange svende og læredrenge; til tider op til 45 ad gangen. Trods det hårde arbejde er det efter sigende gået muntert for sig, ikke mindst i fritiden hvor man tog i byen sammen. I slutningen af 1960 erne flyttede smedjen på havnen, hvor den lå, indtil den lukkede i 1970 erne. I 1970 døde den gamle smedemester Larsen, 90 år gammel en æra var i sandhed slut. Men der er heldigvis bevaret flere gode historier fra smedjen. En af dem kan Lars P. Hansen, som også var i lære i Larsens smedje, berette: Under besættelsen i 1940 erne kom de tyske soldater til Larsens smedje og ville have skoet deres heste. De regnede med, at de kunne springe alle de andre kunder over og komme til først. Det kunne der dog ikke blive tale om. Larsen gav dem besked på, at de godt kunne få skoet deres heste i hans smedje, men de måtte vente, til det blev deres tur. Det var en risikabel affære at sige nej til den tyske besættelsesmagt, da man kunne risikere at få lukket sin forretning. Soldaterne fik da heller ikke et nej, om end de ikke blev føjet til punkt og prikke. Heldigvis foretog de sig da heller ikke andet end at hente en tysk smed fra fronten til Larsens smedje. Så kunne han tage sig af skoningen af deres heste. I den mere muntre ende fortælles det, at smedemester Larsen al tid var sort i hovedet pga. kulstøv. Ingen kunne altså være i tvivl om, at han var smed. Det skilt, som hang uden for Larsens smedje, hænger nu uden for Borg-

41 40 NYBORG FØR & NU 2014 mestergårdens smedje. Her står, at han var examineret beslagsmed. Det betød, at han kunne»slå sår op«på heste.»slå sår op«kan betyde lidt forskelligt, blandt andet at slå hul på en hovbyld hos en halt hest. Det beretter pensioneret smed Poul Kingo Pedersen. Pouls familie har været smede i flere generationer, og Poul arbejder nu med smedning på frivillig basis på Vikingemuseet Ladby. Pouls far var uddannet eksamineret beslagsmed fra Dyrlægehøjskolen i København, og han nød stor respekt blandt såvel bønder som den lokale dyrlæge. Han var ofte i kontakt med den lokale dyrlæge for at få accept og anvisninger inden behandlingen af en hest. Poul hjalp allerede i en tidlig alder til i sin fars smedje i Stenderup ved Juelsminde. Han fortæller om behandlingen af en halt hest: Bedst husker jeg en episode, hvor jeg holder højre bagben op på en hest, og min far skærer i hoven med sin specielle 6-talformede hovkniv omkring strålerne for at lindre hestens smerter. Herunder rammer han bylden og gul materie sprøjter ud på hans arme. Far bandede naturligt og tørrede den varme materie af med en klud. Hesten blev herefter behandlet med et hvidt stramt duftende pulver benævnt Lysol, og hestens ejer fik kontant besked om at rense hoven for urenheder hver dag. Jo, smedens arbejde var alsidigt. Poul beretter endvidere om en mere dramatisk hændelse: En af de mest skræmmende fore stillinger i beslagsmedjen foregik en gang, hvor en hest havde slidt de fol dede tænder, så ganekødet i overmunden fyldte for meget, så hesten ikke kunne tygge foderet tilstrækkeligt, og andre problemer opstod. Hesten fik bremse for mulen (overmunden), og den blev vredet hårdt til, hvorefter min far stak et stykke gloende jern ind i hestens mund og brændte kødet bort. Jeg, der holdt hesten, blev skræmt for livet! Jovist! Det er nu 60 år siden. Den mytiske smed Lad os se nærmere på smeden i fiktion og myter. Som tidligere nævnt figurerer smeden i den nordiske my tologi. De mest kendte blandt de menneskelige smede er nok Regin og Vølund. Den vise Regin skulle smede et sværd til sin fostersøn Sigurd, som skulle bruge det til at slå dragen Fafner ihjel. Det var ikke en helt let opgave, idet de første to sværd gik i stykker, da Sigurd slog dem mod ambolten. Men tredje gang er som bekendt lykkens gang, og sværdet holdt. Dragen Fafner led da også døden. Egentlig ville Regin efterfølgende slå Sigurd ihjel og få fingre i den skat, Fafner vogtede. Heldigvis havde Sigurd indtaget lidt af Fafners blod og hørte bogstaveligt talt en lille fugl synge om Regins planer så han kunne nå at slå Regin ihjel først. 20 Som Regin havde heller ikke Vølund helt rent mel i posen. I historien om ham når han både at voldtage et par kvinder og slå nogle

42 SMEDE FØR OG NU 41 kongesønner ihjel samt lave drikkeskåle af deres hovedskaller og smykker af deres tænder. Men de havde altså også bortført hans elskede og holdt ham fanget på en øde ø. Brutalitet eller ej smede, dét kunne han. Både sværd, smykker og magiske vinger. 21 At smeden blev tillagt særlige evner, kan der næppe herske tvivl om. De virkelige mestersmede i den nor - diske mytologi var dog dværge ne. Der er flere kendte mesterværker blandt deres arbejder. Et af dem er Frejas smykke Brisingamen, som hun ifølge nogle historier måtte be tale for på ganske uanstændig vis, nemlig ved at tilbringe en nat med hver af de fire smede, Ivalde-sønnerne. Smeden var jo som sagt snedig. Ivalde-søn nerne fremstillede desuden skibet Skidblad ner, som kunne sejle lige hurtigt både med og mod vinden og foldes sammen til et lommetørklæde, når det ikke var i brug. Dertil spyddet Gungner, som kunne gennemtrænge alt og et prægtigt guldhår til Thors hustru Sif. De fantastiske arbejder ansporede jætten Loke til et rask lil le væddemål. Han udfordrede dvær gene Brok og Sindre til at fremstille nogle ting, der var mindst lige så gode. Ud af det kom grisen Gyldenbørste, som var dejligt fed, men alligevel kunne løbe lige så hurtigt som gudernes heste og dertil lyse i mørke; ringen Drypner, som hver niende nat dryppede otte nøjagtige kopier af sig selv, og sidst men ikke mindst hammeren Mjølner, Thors vigtigste og mest elskede våben. 22 Hele den historie er skildret på humoristisk vis i Peter Madsens Gudernes Gaver, som er en del af hans Valhalla-tegneserie. Det var i øvrigt også Brok og Sindre, der smedede den magiske lænke, som den enorme Fenrisulv blev lænket med. Den var tynd som en silketråd, men stærkere end nogen anden kæde og smedet af uhåndgribelige størrelser som f.eks. lyden af kattepoter. Alt det kunne dværgene kun udføre, fordi de benyttede sig af magi. Og hvorfor egentlig ikke tillægge smeden magiske evner? Der er da noget magisk over at kunne forme jern til nærmest alverdens ting hvad enten Figur 7: Sigurd og Regin i smedjen. Detalje fra stavkirke i Hylestad, Norge. Datering 1100-tallet. Gengivet efter Grant 2001, s. 107.

43 42 NYBORG FØR & NU 2014 det er små søm eller kunstfærdigt udformede hængsler og gitterporte. Også i den græske mytologi kunne guden for smedekunst, Hefaistos, no - get særligt. Han var grim, halte de og blev som dreng smidt ud af Olympen. Imens han befandt sig på Jorden, lærte han smedekunsten. Hans første mesterværk var en trone, som man kun kunne forlade ved hans hjælp. Den sendte han op til sin mor Hera, som sandsynligvis var den, der havde smidt ham ned fra Olympen. Hun satte sig på den, og Hefaistos ville kun hjælpe hende op på den betingelse, at hun ville lade ham komme tilbage til Olympen, og så ville han i øvrigt også giftes med den smukke kærlighedsgudinde Afrodite. Han fik begge ønsker opfyldt, og blev smed for både guder og helte; bl.a. smedede han den store græske kriger Achilleus våben og rustning. Desværre for ham havde Afrodite og krigsguden Ares en affære, men han fik fanget dem i et net og udstillet dem for de andre leende guder, hvad der fik dem til at forlade Olympen. 23 Og smeden var egentlig også ganske snedig i det tidligere omtalte folkeeventyr, selvom han savede benene af en hest. Sagen var nemlig den, at han havde solgt sin sjæl til Fanden mod til gengæld at blive verdens bedste smed. Selvom Vor Herre ik - ke var helt tilfreds med smeden, ville han alligevel opfylde tre af hans ønsker. Han ønskede sig, at ingen skulle kunne slippe fri fra henholdsvis hans pæretræ, lænestol og pung, hvis først de befandt sig der, medmindre han gav dem lov. Mon der var lidt inspiration fra Hefaistos der? Resultatet blev, at hver gang Fanden kom for at hente ham, sad han fast enten i træet, stolen eller pungen. I det sidste tilfælde, hvor han lå i pungen, blev han oven i købet smidt i essen og efterfølgende hamret på. Efter den omgang turde Fanden ikke lukke smeden ind i Helvede. I en anden historie, Martin A. Hansens Jonatans Rejse, fanger smeden Jonatan Fanden i en flaske. Med den flaske i lommen drager han ud på en lang rejse, hvor han kommer ud for mange utrolige ting. Vi ser altså, at smedene har mange fællestræk i historier og myter. De er vise og snu personer, og de kan noget særligt. Det kan da godt være, at smedene ikke altid er renskurede, artige personligheder, men de er ikke desto mindre yderst vigtige. Hvis ikke Fenrisulven var blevet lænket med smedenes magiske lænke, ville den have spist alle og enhver inden Ragnarok, og hvordan ville verden have set ud, hvis ikke Thor havde sin hammer at slå jætter ihjel med. Og at kunne snøre Fanden er nu heller ikke så dårligt. Det viser, at smeden også i virkelighedens verden var en væsentlig person, som ikke kunne undværes.

44 SMEDE FØR OG NU 43 Figur 8AB: De dygtige frivillige smede Lars (Lasse) D. Jacobsen (øverst) og Frits Jensen med»yngstemand«ask Hylleberg (nederst) i fuld sving i den nyistandsatte smedje på Borgmestergården. Foto: Østfyns Museer.

45 44 NYBORG FØR & NU 2014 Afslutning Tilbage til virkelighedens verden og til nutiden, hvor der i løbet af de sidste 60 år er sket meget inden for smedefagets udvikling meget mere end der er sket på 2000 år. Det skyldes mekaniseringen af smedefaget. Smeden er i højere grad blevet maskinarbejder og VVS-mand. Det er måske ikke lige det, de fleste forbinder med ordet smed år må vel sætte sit præg på os. Også vores sprog:»man skal smede, mens jernet er varmt«og»jeg har mange jern i ilden«er udtryk, der stammer fra dengang, smeden arbejdede ved essen og am bolten. På den måde lever det gamle håndværk videre i vores sprog. Fortidens smede ville måske nok have svært ved at nikke genkendende til et nutidigt smedeværksted. Men det er altså den drejning, udviklingen har taget, og smedene må naturligvis følge med. Endnu bliver det gamle håndværk praktiseret på Borgmestergården, hvor de to smede Lasse og Frits jævnligt tænder op i smedjen, svinger hammeren og gladeligt deler ud af deres viden. Ved forskellige arrangementer og aktivitetsdage kan de således ofte ses i snak med interesserede museumsgæster, børn såvel som voksne. Nogle gange har de endda så mange gæster i smedjen, at de slet ikke bemærker, når museets husfotograf tager billeder af dem og der hersker altid en god stemning. Har børnene slået en mønt i museets møntpresse, kan de gå ud i smedjen og få lavet et hul i mønten, så de kan bære den i en snor om halsen. Nogle får en lille ting med sig hjem eller kan måske endda selv prøve kræfter med smedningen. Alt sammen imens de lærer om smedearbejdet. Også på Vikingemuseet Ladby er der gang i smedjen. Her bliver der op - ført en 1:1 kopi af det gamle vikingeskib, og i den forbindelse kan smedene naturligvis ikke undværes. De skal smede værktøj til bådebyggerne samt de mange nagler til skibet. De har også fremstillet det store anker. Og det er gået ordentligt til, fortæller de. Arbejdet skal jo helst udføres så originalt som muligt. Der er gjort et grundigt forarbejde for at finde ud af, hvordan et sådant anker blev fremstillet i vikingetiden, før selve smedningen begyndte. Det har taget ikke mindre end et halvt år at fremstille ankeret, men der er ingen tvivl om, at det har været arbejdet værd. Jeg tror, smedeteamet er stolte over det med rette. Således ender denne lille rejse i smedens verden, men forhåbentlig er det ikke enden på smedens rejse.

46 SMEDE FØR OG NU 45 1 Både udstilling og artikel blev til i forbindelse med en projektansættelse ved Østfyns Mu seer, der var finansieret via en fondsbevilling. Forfatteren og Østfyns Museer ønsker hermed at takke fonden for bevillingen, der gjorde det muligt at restaurere smedjen på Borgmestergården i Nyborg, indrette den nye udstilling, arbejde med smedenes og kullets kulturhistorie i både Nyborg og Ladby og forfatte nærværende arbejde. 2 Palle Friis og Peter Riismøller, Smeden, Vendysssels Historiske Museum 1965, s. 2. Før man kunne fremstille jern, brugte man jern fra rummet, der kom til jorden med meteoritter. Derfor var jern også mere værdifuldt end guld. Oplysning fra den faste udstilling om mineraler på Det Naturhistoriske Museum i Stockholm. 3 Friis og Riismøller 1965, s Judith Jesch, Women in the Viking Age, Woodbridge 1991, s Friis og Riismøller 1965, s Leif Andersen, Smeden. Et gammelt håndværk, Stenstrup 2000, s Kancelliets Brevbøger vedrørende Danmarks indre Forhold , red. L. Laursen, København 1898, s Kancelliets Brevbøger , s Kancelliets Brevbøger vedrørende Danmarks indre Forhold , red. L. Laursen, København 1900, s Ole Degn og Inger Dübeck, Håndværkets Kulturhistorie.Bd. 2: Håndværket i fremgang, København 1983, s Kancelliets Brevbøger , s Vagn Dybdal og Inger Dübeck, Håndværkets Kulturhistorie. Bd. 3: Håndværket og statsmagten, København 1983, s O. D. N.,»Et gammelt Lav«, Industriforeningens Maanedsskrift for tekniske Meddelelser og Foreningens Anliggender, København 1883, s O. D. N. 1883, s Nyborg Lokalhistoriske Arkiv: Nyborg Smedelaugs Skrå, Nyborg 1679, s Nyborg Smedelaugs Skrå, s Tommy Rasmussen, Smedene i Nyborg, Odense 1998, s Otto Staggemeier, Jordebog for Nyborg Købstad. 1. del, Odense 1891, s Rasmussen 1998, s John Grant, Vikingetidens guder og helte, overs. Jens Ulriksen, København 2001, s Grant 2001, s Grant 2001, s Karina Høgsberg Kristensen, Græske guder og helte, København 2003, s

47 46 NYBORG FØR & NU 2014 Byens borgere, byens værn om Nyborg borgervæbning frem til 1801 Af John Maalø Larsen I enhver dansk kommune findes der et eller flere kompagnier fra hærhjemmeværnet, som bl.a. har til op - gave at forsvare nærområdet mod fjendtlige styrker. I denne artikel skal vi se på den tilsvarende institution, der gennem måske 700 år skulle for - svare de danske købstæder: borgervæbningen. Tidsrummet er dog be - grænset til perioden frem til 1801, hvor der skete så store ændringer, at emnet fortjener en selvstændig artikel. NYBORG 1440 Gammelkirke? m Ladegård Sø Svanedam Nyborg Fjord C Niels Høirup 2015 Figur 1. Forsøg på rekonstruktion af Nyborg anno Med sorte cirkler er markeret de steder, man har fundet rester af den middelalderlige fæstning. Især udgravningen Vestervoldgade ved daværende museumsinspektør Knud Hornbeck (NOM6185) gav et fint indblik i konstruktionen: Ud mod fjorden var en forvold holdt på plads af en pælerække, derefter en ca. 10 m bred voldgrav med en forhøjning af glat blåler i bunden for at besværliggøre passage og til sidst hovedvolden. Tegning af Niels Høirup 2015.

48 BYENS BORGERE, BYENS VÆRN 47 Middelalder ( ) Nyborg Slot blev opført som kongelig borg omkring Nyborg by voksede op omkring slottet, og denne by blev som næsten alle danske middelalderbyer befæstet, må ske midt i 1200-tallet hvor byens grav omtales i den af kong Erik 5. Klipping ( ) givne stadsret 1 fra Det har sandsynligvis været i form af en grav og en opkastet vold med tilspidsede pæle, byens planker, ud mod fjorden og den vandfyldte Svanedam. I 1358 bød kong Valdemar 4. At - terdag ( ), at der skulle an - læg ges grave ved byer og borge, de var temmelig bekostelige og folket til besvær. 2 Vedligeholdelsen af volde og planker påhvilede grundejerne, hvilket fx var nævnt i Nyborgs købstadsrettigheder fra 1435, 3 og i kong Hans ( ) købstadsret ar tikel 92 og 132 hed det: 92: Hvo som ikke vil hjælpe til byens nytte, gavn og behov at færdiggøre veje, broer og befæstning, som fogederne, borgmestrene og rådmændene finder er nødvendige for me nig mands bedste og byens behov, skal første gang bøde 3 mark, anden gang 6 mark, tredje gang 40 mark, halvdelen til kongen, halvdelen til byen. 132: Hvis vold eller planker fordærves el - ler falder sammen på grund af en borgers forsømmelse i fredstid, skal han, til hvis jord det hører, lave det senest efter tyve dage. Frygter man krig, så skal det laves samme dag. Gør han det ikke, skal han sættes i byens fængsel, og siden skal han betale skaden plus en bøde på 6 mark til kongen og 6 til byen. 4 Figur 2. Udsnit af den ca. 110 m lange middelalderbymur eller stensætning. Hvis det er en by mur, er det Danmarks længste bevarede bymur fra middelalderen. Foto: John Maalø Larsen.

49 48 NYBORG FØR & NU 2014 I 1446 fik ejerne af Nørregades nord - lige grunde ud mod Svane dammen af Christoffer 3. af Bayern ( ) lov til at tildække graven og inddrage den nyindvundne jord i deres grundareal, men volden og plankerne skulle de fortsat ved lige holde. 5 Størstedelen af gravens forløb mod øst og syd kan stadig følges i Skolegades og Skippergades forløb og i den grønne strimmel mellem Kongegade og Vestervoldgade, som er en del af den opfyldte byens grav, senere malerisk, men nok ironisk kaldet Rosenbækken eller det mere folkelige Skidtrenden. I forbindelse med denne ligger et ca. 110 m langt kampestensmurværk, der i 1983 blev fredet som bymur, men nok snarere er en stensætning mellem gra - ven og den højereliggende by. 6 Opfyldningen af graven skete i 1872 med jord fra de bortgravede volde. Byen var altså en fæstning, og dens borgere skulle deltage i ved lige holdel sen af den. Herudover havde de med stor sandsynlighed også pligt til at deltage i dens forsvar, jf. nedenfor. Her skal man også be - mærke sig, at mandlige borgere langt op i tiden med største selvfølge lå inde med våben; godt nok måtte de ifølge stadsretten fra 1271 ikke bæres inde i byen, men så snart man begav sig ud på alfarvej, var det ikke ualmindeligt, at man var bevæbnet. Der vides meget lidt om denne middelalderlige forgænger for den organiserede borgervæbning. Kildematerialet viser dog, at den efter største sandsynlighed skal ses som en slags pendant til den adelige rosstjeneste (pligt til at stille i fuld rustning og med hest) altså en slags skat/forpligtigelse over for kongen. Det er her værd at bemærke, at borgervæbningen netop indgik som en fast integreret del af landets aktive og udadvendte forsvar. 7 At den har været brugt også i Nyborg, vidner en episode nævnt i Yngre Sjællandske Krønike om: Valdemar Atterdag lå i næsten konstant krig med såvel inden land ske som udenlandske fjender. I 1358 ville han belejre og indtage Tranekær Slot. Da han nu således havde samlet en stor hær, drog han til Nyborg og tog besætningen dér med sig; i dens sted satte han borgere (G fra byen) og skytter hentet på Sjælland. 8 At det bestemt ikke var op til den enkelte at afgøre, om man ville deltage i byens forsvar, vidner Erik af Pommerns ( ) forordning fra landstinget i Ringsted 1428 om: Den, der sidder hjemme, når bavn brænder, skal straffes med døden ved hængning. 9 Denne forordning blev indskærpet af Christian 2. ( ) knapt 100 år senere: Efter gammel sædvane og ret, som væ ret har tilforn i landet, skal den, som sidder hjemme, når fjenden kommer til landet, og bavn brænder, og vidjebrand (G budstikke) går omkring, hænges ved sin egen bjælke. 10

50 BYENS BORGERE, BYENS VÆRN 49 Nyborg udviklede sig til at blive Dan - marks midtpunkt Danmarks Hjerte og sæde for landets datidige parlament, Danehoffet, hvor rigets betydningsfulde mænd med jævne mellemrum samledes for at træffe beslutninger om dette og hint. Ti - der ne var urolige, nabolandene true de, kongemagten var oppe mod adel og gejstlighed, almuen murrede, for skellige grene af kongeslægten stredes om kronen og Nyborg var centrum for det hele. Alligevel var både borg og by forskånet for krigshandlinger i næsten 360 år. I disse mange år lå kongens borg med dens soldater fredeligt side om side med byen og dens bevæbnede borgere. Først i 1534 gik det galt! Grevens Fejde ( ) Efter Frederik 1.s død ( ) d. 10. april 1533 begyndte uroen at ulme i Danmark. Den gamle ka - tolske trosretning var kommet i modvind og stod usikkert over for den nye luthersk-evangeliske. Samtidig blev der stillet spørgsmål ved stændernes århundrede lange indbyrdes rollefordeling, og det var plud seligt usikkert, hvem der skulle overtage Danmarks krone. Rigsrå dets førstevalg til tronen var den katolskopdragede Hertug Hans, som desværre og meget ubelejligt var mindreårig, da krigen brød ud. Rigs rådet blev således tvunget til at bakke op om Frederik 1.s ældste søn den luthersk-evangeliske Hertug Christian ( ). Bønder og borgere støttede derimod den i Nyborg fødte og 1523 afsatte Christian 2., som sad indespærret på Sønderborg Slot. I sommeren 1534 brød borger/ bondeoprøret løs på Fyn. Det startede i Svendborg og spredte sig til Odense og Assens. Kun i Nyborg var alt roligt, sandsynligvis af frygt for den stærke besætning på borgen. Men adelens hær under Johan Rantzau ( ) satte over Lil - lebælt, knuste oprørshæren, plyndre de de tre oprørske byer og besatte Nyborg. På Sjælland havde andre oprørsstyrker taget magten, og de satte over Storebælt og omringede Nyborg. Her blev byens porte åb - net for dem af byens borgere efter overleveringen under ledelse af borgmester Rasmus Rostocker. En stor del af byens adelige styrker blev nu hugget ned. Dog formåede flere at flygte ind på Nyborg Slot. Borgen kunne man dog ikke erobre, og der stod kampe mellem bor - gens besætning og oprørerne i by - en, herunder sandsynligvis by ens egne borgere. Til sidst måtte bor gen dog overgive sig, da man afskar dens vandforsyning. Oprørernes succes varede dog ikke længe. By og borg blev atter belejret, nu af de adelige styrker, og historien gentog sig med modsat fortegn: Jo - han Rantzau overrumplede by en, og efter en kort, men blodig kamp var

51 50 NYBORG FØR & NU 2014 såvel byen som borgen på Rantzaus hænder. Borgmesteren flygtede; han fik sin købmandsgård i Kongegade 11 konfiskeret, og byen blev pålignet en særskat. De dræbte oprørere blev begravet i uindviet jord uden for byen; det såkaldte Skalkeleje menes at ligge nær Sølyst, men er al - drig fundet. Med udgangspunkt i Nyborg blev Sjælland angrebet, og året efter var hele landet på adels - partiets hænder. 12 Renæssance 1 ( ) A: Organisation Borgerkrigens sejrherre, Christian 3. ( ), skulle i første omgang III sørge for at befæste sin stilling som Danmarks nyvalgte konge. Det skete med et omfattende fæstningsbyggeri. Han indså, at de tykke borgmures tid var omme. De kunne langsomt sønderskydes af kanonild, volde af jord var fremtiden. For Nyborgs ved kommende varede byggeriet fra (se figur 3). 13 Der var ikke længere både en kongens borg og en borgernes befæstede by; Nyborg var nu én stor fæstning, som skulle forsvares af soldater og borgere i fællesskab. Den nye konge sørgede også for, at landets borgervæbninger kom i faste rammer. Allerede på herre- NYBORG m Ladegård Sø Svanedam Nyborg Fjord C Niels Høirup 2015 Figur 3. Forsøg på rekonstruktion af Nyborg 1558 som fæstningsbyggeriet så ud lige inden kongens død 1. januar Det blev aldrig afsluttet. Tegning af Niels Høirup 2015.

52 BYENS BORGERE, BYENS VÆRN 51 dagen i 1537 bestemtes det, at købstadsmænd skulle være rede til at rykke ud under egen fører, som regel en borgmester eller rådmand, bevæbnede med harnisk, spyd eller anden værge. 14 Christian 3. måtte sikre sig, at han havde kontrol med de væbne de borgere, så gradvist overtog kongemagten styringen ved at gøre dennes repræsentant, lensmanden, til borgervæbningens øverste til synsførende myndighed. 15 Udviklingen af et statsligt voldsmonopol var på - begyndt en naturlig følge af den blodige borgerkrig. Figur 5. De to første sider af mønstringsrullen fra Her ses borgere med»rør och de gen«og»harniisk spiitz och degemm«. Rigsarkivet. Foto: Line Bonde. Figur 4. Nyborg fæstnings og borgervæbnings fader Christian 3.; foran ham ligger den krone, han måtte kæmpe så hårdt for. Maleri gengivet efter Hans Christian Bjerg og Ole L. Frantzen, Danmark i Krig, København 2005, s. 45. I 1554 udstedtes en forordning, hvori det hed, at der årligt skulle af - holdes mønstringer, hvor mand ska - bet skulle møde frem for at fremvise deres våben onsdagen efter Philippi og Jacobi dag (7. maj). 16 Lensmanden på Nyborg Slot stod for den herværende mønstring, og han skulle taksere borgerne; ud fra denne vurdering af ejendom og økonomi ansattes hver enkelt til at være udstyret med bestemte våben. Det havde den ulempe, at det var den enkelte bys fordeling af ejendom og kapital, som afgjorde bevæbning og udrustning, ikke det militære behov.

53 52 NYBORG FØR & NU 2014 Det mønstrede mandskab blev op tegnet i en mønstringsrulle, der blev indsendt til Danske Kancelli. For Nyborgs vedkommende er der bevaret to af disse ruller (1556 og 1558) : 164 borgere; 67 med harnisk, spyd og kårde, 16 med harnisk og hellebard, 15 med spyd og kårde, 49 med gevær og kårde, 17 med hellebard og kårde. 1558: 156 borgere; 65 med harnisk, spyd og kårde, 13 med harnisk, hellebard og kårde, 17 med spyd og kårde, 52 med gevær og kårde, 9 med hellebard og kårde. Når det trak op til krig, foretog man ekstra mønstringer. Så blev samtlige borgere og deres våben og udrustning kontrolleret. Lensmanden mødte op, og der blev udarbejdet ruller, hvoraf det fremgik, hvad borgeren hed, og hvordan han var bevæbnet; endvidere kunne det anføres, hvor han boede, hvordan han indgik i forsvaret, og hvem der var befalingsmænd. Disse generalmønstringer gennemførtes i 1583, hvor det trak op til krig mod England, og i 1588, hvor Holland var en mulig kommende fjende. 18 Mærkeligt nok har der åbenbart ikke været gene- Figur 6. En hageskytte var udrustet med en såkaldt hagebøsse. Den var nem at betjene for uøvede skytter, da kolben endnu ikke var opfundet, og kroppen således ikke kunne optage rekylen; derfor havde den forneden en rekylhage, som anbragt foran en fast genstand som en mur, vindueskant, vognside, tyk gren o. lign. kunne forhindre, at skytten blev ramt af våbenet ved skudafgang. Tøjhusmuseet. Foto: Janus Møller Jensen.

54 BYENS BORGERE, BYENS VÆRN 53 ral mønstring i forbindelse med Syvårskrigen For Nyborgs vedkommende er rullen for bevaret. Det fremgår heraf, at byen kunne stil le 154 borgere: 42 med fuld ud rustning, dvs. harnisk, spyd og slagsværd, 61 ha - ge skytter og 51 med spyd eller hellebard. Ved denne lejlighed blev det befalet, at de borgere, som ejede hele gårde og ikke havde fuld udrustning med harnisk og langt våben, skulle anskaffe dem inden næste mønstring, og de, som var takserede til hageskytter, skulle anskaffe sig stormhuer. 20 Det mandskab, der registreredes i rullerne, var nogle gange kun byens borgere dvs. de indbyggere, som havde borgerskab i byen. Derfor kan man se både oldinge og kvinder som mønstrede; det betød ikke, de skulle stille op til kamp, blot at de var ansvarlige for våben og udrustning. De kunne så få en fra husstanden til at iklæde sig harnisk og stille med våben i hånd. Når en borger var takseret, fik han en seddel, der viste, hvad han var ansat til 21. Dette skulle så anskaffes og vedligeholdes. Andre gange optræder også våbenføre mænd uden borgerskab på listerne. For at gøre sagen endnu mere kompliceret er der også eksempler på, at én person skulle stille med flere sæt våben. Det lave antal mønstrede på Nyborgrullerne fra 154 Figur 7. Første side af mønstringsrullen fra Her møder vi både en Anne, en Kierstinne (Kirstine) og en Appelonne (Abelone), som skal stille med fuld udrustning harnisk, spyd og slagsværd. Rigsarkivet. Foto: Line Bonde. til 164 tyder på, der her kun er mønstret egentlige borgere. Kongens mænd, gejstlige og un - der tiden også byens øvrighed borgmester, rådmænd, byfoged og byskriver var fritagne for at blive mønstret. 22 I nogle ruller nævnes særlige be - falingsmænd høvedsmand/hopmand (chef), feltfører eller rode - mester (måske en slags delingsfører), fændrik (fanebærer et sær ligt ansvarsfuldt job), løjtnant (næstkommanderende), fourer (for - syningsbefalingsmand), profos (au -

55 54 NYBORG FØR & NU 2014 ditør). Desuden optræder trommeslagere og pibere. 23 Eksercits og øvelser afholdtes ik - ke, kun den omtalte mønstring i maj. Ved mønstringen bestod by - ens udgifter dels i betaling til spillemænd, når ingen faste var ansatte, til faner, felttegn o.l., dels til gaver til og beværtning af lederen af mønstringen, samt til gilde og anden forlystelse på rådhuset for borgerne efter vel overstået mønstring. 24 I 1593 mønstrede lensmanden på Nyborg Slot de fynske borgervæb ninger. Her kunne han konstatere, at de uagtet de nogle gange tidligere er blevet mønstrede, og det er blevet dem pålagt at skaffe sig, hvad rustning og værge, de er takserede til, så var der ikke orden i sagerne. Råd og borgmestre blev derfor befalet at undersøge forholdene to gange om året. 25 Alt i alt har de danske bor ger - væbningers samlede styrke på dette tidspunkt udgjort ca mand. 26 B: Våben og udrustning 27 Det var dengang helt normalt at være bevæbnet, når man forlod hjemmet. Hvor almindeligt det var, viser nogle bestemmelser vedrørende præster. I 1572 måtte Sjællands biskop forbyde dem at møde til kirke med gevær eller være bevæbnet un - der gudstjenesten, men de måtte gerne have et spyd og senere i 1584 også et sværd i vognen, dog ikke til angreb, men kun til forsvar! Vi kender det også fra udtrykket»en spidsborger«, som i dag er et nedsættende, lidt komisk udtryk, der er afledt af ordet spitz = spids, dvs. en borger, der var bevæbnet med et spyd spies, federspies. Oprindeligt var der intet nedsættende ved or det; spyddet adskilte en borger fra en simpel soldat, der var ud sty ret med hellebard eller lanse. Det var et umådeligt effektivt vå ben, hvis virkelige force var brug i formationer. Det var måske slagmarkens farligste blankvåben. Figur 8. Spies (t.v.) og federspies (t.h.). Forskellen mellem dem lå i måden, hvorpå spydspidsen var fæstnet til stagen: feder = skinne, en forlængelse af spidsen ned langs stagen. Skinnen beskyttede stagen mod fjendens hugvåben. Gengivet fra Niels-Knud Liebgott, Middelalderens våben, 1976, s. 58.

56 BYENS BORGERE, BYENS VÆRN 55 Kården kaldet degen afløste sidst i 1500-tallet langsomt slagsværdet som borgervåben, da dette var blevet alt for stort og tungt. Bar man på et sværd, havde man ikke hænderne fri, mens kården kunne bæres i bæltet. Havde man mere end et våben at bære på, var kården derfor et oplagt supplement til hovedvåbenet. Hellebarden var et egentligt krigsvåben. Den var et kombineret stikog hugvåben, som kunne bruges til at skære en rytters stigremme over og trække ham af hesten, inden man stak ham ihjel. Den kunne også med stor kraft slå de fleste af hesten og slå gennem en rustning. Selv geværer kaldet lange rør, bøsser, halve eller hele hager var et Figur 9AB. Kårde, slagsværd og hellebarder fra renæssancen. Nyborg Slot. Fotos: John Maalø Larsen.

57 56 NYBORG FØR & NU 2014 Figur 10AB. Bøsseskydning. Skulderkolben var endnu ikke opfundet; i stedet var der en så - kaldt kindfløj på venstre side af kolben. Det betød, at kroppen ikke kunne optage rekylen, så der krævedes en nøje afmålt mængde krudt for, at skytten ikke skulle komme til skade ved skudafgang. Det er nok derfor, hagebøssen var så udbredt blandt ikke-professionelle soldater; her hindrede hagen våbenets rekyl i at ramme skytten. Øverst luntebøsse med kindfløj på skæftet, nederst tegning af bøsseskytte i skydestilling, begge gengivet fra Finn Askgaard,»Hovedtræk i geværskæftets udvikling«, Vaabenhistorisk Aarbog Xb, 1960, s. 177 og 175.

58 BYENS BORGERE, BYENS VÆRN 57 helt normalt udstyr i datidens hjem. Det er ikke fuldstændigt klart, hvil ke skydevåben, der var tale om forskellige typer bøsser med lun teantænding. Skytterne kaldtes bøs se- eller hageskytter. Mens spyd, slagsværd, kårde og hellebard var»mand-til-mand-våben«, var geværet, hvad man kunne kalde»mænd-til-mænd-våben«forstået på den måde, at man på grund af våbnenes manglende præcision ik ke bare kunne sigte, skyde og ramme. Virkningen opnåedes ved, at mange skytter på samme tid skød mod samme mål så var der nok nogen, som ramte. Det nyttede dog ikke noget, at alle skød samtidigt, så var man forsvarsløse, da der kun var et skud i bøssen. Det krævede derfor øvelse at opretholde en gunstig vekslen mellem ladning og skydning og øvelser blev som nævnt aldrig afholdt. Det var sikkert derfor, ge - værskytten også skulle være udstyret med kårde. Skydefærdighed opnåedes bl.a. ved skive- eller pape gøjeskydninger. Der kendes dog in gen optegnelser om sådanne skydninger i Nyborg. Harnisk til beskyttelse af kroppen var et vidt begreb. Fra Kolding er bevaret meget omfattende lister over, hvad den enkelte borger besad. Der nævnes følgende genstande: hjelm, hat, pikkelhue (mon ikke den tidligere nævnte stormhue svarer til en af disse?) krave, bryst med ryg, halv ryg, hel ryg, kry (kyras?), bolst (polstring), kræft (brystpanser?) arm - skinne. 28 Der er altså ikke tale om hele rustninger, men om noget un - derligt, sammenstykket udstyr. Renæssance 2 ( ) I 1598 inspicerede Christian 4. ( ) borgervæbningerne i Figur 11. Fugle- og skiveskydning 1555 efter træsnit af Olaus Magnus, her gengivet fra Jan Witzel, Her sigtes med fornøjelse, 2001, s. 11.

59 58 NYBORG FØR & NU 2014 Ri be og i Skåne. Disse mønstringer må have skuffet ham, for 2. august 1598 lod han udfærdige en ny borgervæbningsforordning. Den imø - dekom de to største svagheder ved de hidtidige forordninger den manglende træning og det or ga nisatorisk uheldige takseringssystem. Det bestemtes, at mandskabet skulle øves to gange månedligt i vå - benbrug, og at fordelingen af vå - ben mm. skulle være således, at 60 % skulle stille med bøsser, 20 % med lange spyd og 20 % med hellebarder. Alle skulle være udrustet med stormhuer og huggekårder, og de sidstnævnte 40 % skulle bære brystharnisk. 29 Lensmændene fik knapt to må neder til at opgøre, hvad der manglede af våben i de enkelte væbninger. Herefter skulle de indsende en man - gelliste, og borgerne fik frem til påske 1599 til at skaffe penge til våbnene, som kongen havde bestilt i udlandet til snarlig levering. 30 Nyborg borgervæbning gik ind i det krigsplagede 1600-tal med be væbning, organisation og træning i faste rammer. Figur 12AB. Harnisk og stormhuer fra renæssancen. Nyborg Slot. Fotos: John Maalø Larsen.

60 BYENS BORGERE, BYENS VÆRN 59 KALMARKRIGEN : For første og eneste gang i borgervæbningernes historie blev dele af deres mandskab indsat som en enhed i hæren, idet 1000 mand fra købstæderne i Skåne, på Sjælland og på Øerne blev opstillet i tre kompagnier. Endvidere skulle kystbyerne holde strandvagt. 31 Det var den første af århundredets krige mod datidens arvefjende nr. 1, Sverige. KEJSERKRIGEN : I 1624 var der frygt for krig mod Sverige, og for første gang siden 1588 afholdtes generalmønstring af borgervæbningerne. Mønstringsrullen fra Nyborg er desværre ikke bevaret. Denne gang skulle lensmændene især sikre sig, at borgernes geværer var i god stand. Der måtte indtil videre ikke bruges penge på klæder, faner o. lign., der måtte ikke drikkes på mønstringspladsen, og der måtte kun skydes under kommando. 32 Disse regler lader os ane, hvor lystigt mønstringer ellers kunne foregå! Kongen ønskede så mange borgere som muligt under våben, og han sigtede mod at få de gamle langbøsser udskiftet med musketter; dette måtte dog opgives, da man erkendte, at borgerne ikke vidste, hvordan man betjente dem. 33 Musketterne var udstyret med den nyopfundne skulderkolbe; det be - tød, at kroppen kunne optage re - ky len, og derfor kunne de lades med kraftigere ladning, og der med forøgedes skudvidde og gennemtrængningskraft. Når de måtte op - gi ves som borgervåben, skyldtes det, at der af skytten fra skud til skud krævedes 45 indeksercerede bevægelser. 34 Fjenden blev ikke Sverige, men den katolske tyske kejser, da Christian d. 4. som den sande kristendoms forsvarer i overmod blandede sig i de mellemeuropæiske religionskrige kendt som Trediveårskrigen ( ). Han led et forsmædeligt ne - derlag ved Lutter am Barenberge i august 1626, og i august 1627 truede de kejserlige, katolske styrker den danske sydgrænse. Kongen overvejede en generalmønstring af borgervæbningerne, og i september gjorde han alvor af overvejelserne, så at resten af menigheden om nødvendig kan opbydes altså indgå i hæren som i Det blev dog ikke til noget; de tyske tropper under Wal - lenstein ( ) besatte he - le Jylland, og kun den danske flåde forhindrede dem i at gå over Lillebælt. I maj 1629 blev der sluttet fred. 35 Krigen fik et uventet efterspil. De jyske købstæder var lagt i økonomisk ruin af besættelsestroppernes plyndringer og krigsskatter. Borgerne i den såkaldte jyske protestbevægelse mente nu, at adelens militære pri - vilegier skulle ophøre, og de øn skede, bønder og borgere uden Persons Anseelse eller Privilegiers Paa skud ar meres og exerceres. Alle skulle altså

61 60 NYBORG FØR & NU 2014 have lige adgang til våben, militær træning og officersbestallinger, og i købstæderne skulle alle unge mænd udrustes og oplæres til forsvar mod den katolske Ligas Armé og stå un - der kommando af selvvalgte office rer. Forslagene var dog alt for vidtrækkende i deres angreb på det bestående, adelsdominerede væbne de samfund, men viser en ny selvbevidst, militaristisk borgerstand på vej frem. 36 Som udtryk for de stigende modsætninger mellem adelen på den ene side og borgere/bønder på den anden var en beslutning truffet på stændermødet i Odense Her fik adelens repræsentanter gennemtrumfet en forordning, der forbød almuefolk at bære Bøsse med sig på Vej, Sti eller i Mark, ej heller til Kirke eller på Tinge. 37 Nu var almuefolk godt nok ikke borgere,»blot«bønder men alligevel! Den århundredgamle ret til, at den almindelige dansker kunne bære våben med sig overalt, var truet. I 1634 genoptoges de årlige møn - stringer. Alle med god Formue fik besked på at anskaffe sig musket og kårde, andre hvad de kan afstedkomme som fx helle bard, fork, økse eller kårde. Der skulle udpeges officerer fra bor ger skabet, og forbuddet mod Figur 13. Musketskytte i skydestilling. Skulderkolben er opfundet, og nu kan kroppen optage våbenets rekyl. Det betyder, at krudtmængde og kaliber kan øges, hvilket igen øger skudvidde og gennemtrængningskraft. Musketten kunne dræbe en mand eller en hest på 175 m afstand og trænge gennem et harnisk på op til 90 m afstand. Gengivet efter Askgaard 1960, s. 187.

62 BYENS BORGERE, BYENS VÆRN 61 drik keri blev indskærpet. På selve møn stringsdagen kunne officerer fra hæren vise, hvorledes de skal lade og løse deres musket, hvad led og red (G på række og geled) er, venstre og ret og intet videre. 38 I løbet af blot ti år var musketter åbenbart blevet så almindelige, at borgerne nu havde forudsætninger for at bruge dem. Af frygt for udviklingen i krigene i Tyskland afholdtes generalmønstring af borgervæbningerne i Det bestemtes, at alle nu skulle have et skydevåben og en kårde. Kun de rigeste skulle stille i harnisk. Heller ikke denne mønstringsrulle er for Nyborgs vedkommende be - varet. 39 På stændermødet samme år gik borgerstanden ind på, at borgervæbningerne kunne øves og deltage i vagttjeneste. Den har her brugt borgervæbningen som patriotisk sindet standsmarkering, men da det atter gik løs, kom villigheden til mi - litær indsats dog til kort. 40 TORSTENSSON-KRIGEN ( ): Scenariet fra Kejserkrigen gentog sig i Denne gang var det dog en svensk hær, der angreb Jylland sydfra. Svenskerne havde med bedre resultat end Danmark blandet sig i kampene i Tyskland, men afbrød dem dette år for i stedet at angribe Danmark. Generalerne Torstensson ( ) og Wrangel ( ) ind tog Jylland i løbet af ingen tid, men blev som Wallen stein stoppet ved Lillebælt af den dan ske flåde. De jyske købstæders borgervæbninger hav de endnu en gang vist sig fuldstændigt betydningsløse. Øst for Lillebælt måtte borgervæb ningerne atter deltage i strand - vagt og i vagt på voldene. I en skrivelse af 4. november 1644 på - lagde Nyborg magistrat borgerne at holde deres musketter og andre våben i daglig god stand og at væ re forsynede med krudt, lod (G kugler) og lunter til værn, om noget fjendtligt påkom. 41 Samme år anskaffede byen to felttrommer i Odense. 42 Danmark tabte krigen, som havde været så hård ved Nyborgs borgere, at byen tilstodes skattefrihed i tre år. 43 Nyborg magistrat ophørte dog ikke med at interessere sig for borgervæbningen. 6. december 1647 ud - færdigede den en forordning, hvori borgerskabet fik tilhold om at holde dets musketter og andre våben i daglig god stand oktober 1648 befaledes borgerskabet at holde dets musketter og andre våben rene og vel ved magt. Denne gang var baggrunden dog mere fredelig, nemlig Frederik 3.s ( ) hyldningsrejse fra Glückstadt til København. I den forbindelse skulle borgerne stå i gevær i alle de byer, han rejste igennem. 45 Her møder vi for første gang Nyborg borgervæbning i dens repræsentative funktion, en funktion der ikke må bagatelliseres, da den var med til at fastholde borgerne bag kongemagten.

63 62 NYBORG FØR & NU 2014 KARL GUSTAV-KRIGENE ( ): Efter Frederik 3. overtog kongemagten, skete der militært den store ændring, at man mere og me - re gik bort fra hvervede og over til udskrevne styrker. Det var først og fremmest bønderne, som måtte bære byrden herved, men borgerne i købstæderne blev også inddraget. I 1653 fik lensmændene ordre på at taksere købstadsindbyggerne, fordi det var anset for godt til landets bedre defension at bringe indbyggerne mest muligt i god positur til hest og fods. Pligtbeholdningen af geværer og ammunition skulle fastsættes, og borgerne inddeles i kompagnier skulle borgervæbningerne ak - tiveres, ekserceres af officerer og by - ernes ammunitionsbeholdninger fyl - des op. 47 På Fyn fik man en helt speciel ordning. Købstædernes indbyggere skulle indgå i det nyoprettede landeværn på lige fod med bønderne. Alle våbenføre mænd i alderen år skulle bevæbnes, 40 % med musketter og 60 % med halve piker (op til 3 m lange spyd). De skulle ekserceres af halvprofessionelle officerer. 48 Det hjalp dog alt sammen ikke no - get. 1. juni 1657 erklærede Frederik Figur 14. Halve piker (maks. tre meter lange) blev brugt som stødvåben. En»hel«pike kunne være over fem meter lang og krævede en særlig uddannelse, da den benyttedes af de såkaldte pikenerer, der kæmpede i store, lukkede formationer. Udsnit af kobberstik fra 1515 gengivet fra Jeremy Black, The Tools of War, 2007, s. 57.

64 BYENS BORGERE, BYENS VÆRN Sverige krig. Det skulle han aldrig have gjort; det var præcis, hvad den svenske kong Karl 10. Gustav ( ) havde håbet på! For tredje gang i dette århundrede blev Jylland løbet over ende sydfra, denne gang af svenske styrker, som overraskende kom dertil i ilmarch fra kampe i Polen. Endnu en gang var det flåden i Lillebælt, der reddede Fyn denne gang under kommando af den i Nyborg nok så berømte Peder Bredal (d. 1658). Der var dog også svenske or - logsskibe i Lillebælt, og de skabte frygt for en svensk landgang på Fyn. Da man i tåge og mørkt no - vembervejr observerede krigsskibe mellem Sprogø og Knudshoved, blev der slået alarm. Lensmand Otte Krag ( ) på Nyborg Slot fik det meste af borgervæbningen mobiliseret, inden man til stor lettel se opdagede, at det var den danske hovedflåde, som var på vej til København. 49 Bønder og borgere på Fyn blev befalet til at yde strandvagt, bavnevagt og til at deltage i forefaldende skansearbejde. Når fjendtlig landgang truede, skulle borgerne i de fynske købstæder begive sig til det truede område. 50 Men Bredal trak sig efter ordre tilbage til Nyborg, da Lillebælt begyndte at fryse til, svenskerne gik over isen og nedkæmpede de danske styrker, inden borgervæbningerne nåede frem, og sent om aftenen 31. januar 1658 faldt den ellers nyrenoverede Nyborg fæstning, vist nok uden der blev løsnet et skud. Endnu en gang havde de bevæbnede købstadsborgere vist mang lende militære resultater 51, og Nyborg blev for første gang i historien besat af fremmede styrker, en besættelse der kom til at vare i knapt to år. Først den dansk-allierede sejr i Slaget ved Nyborg 14. november 1659 og det efterfølgende flådebombardement af fæstningen bragte en ende på be - sættelsen. Danmark var reddet fra at gå under som nation. For borgerne i Nyborg betød sejren i første om - gang blot, at fjendtlig besættelse blev afløst af vore allieredes plyn dringer 52. Nyere tid KRIG ( ) Tiåret efter Karl Gustav-krigene blev præget af tre store tiltag, der alle kom til at ændre den stilling, købstædernes borgerskab havde haft lige siden middelalderens begyndelse: 1. Den enorme danske krigsgæld kunne kun afdrages på én måde kongen måtte sælge ud af sit krongods; eneste pengestærke købere var de borgere, der havde store summer til gode for lån ydet til krigsførelsen. Adelen var nu ikke længere de eneste store jordbesiddere i Danmark. 2. Adelen havde ikke levet op til de forventninger, man helt klart kunne have haft til dens militære indsats, da dens privilegerede stilling

65 64 NYBORG FØR & NU 2014 i samfundet, bl.a. skattefrihed, netop byggede på en forventning om aktiv, ledende indsats i krig. Den mistede derfor de militære privilegier, den ellers havde haft, herunder dens totale dominans af officerskorpset. 3. Kong Frederik 3.s afskaffelse af valgkongedømmet og indførelsen af arvekongedømme og enevælde havde kun kunnet lade sig gøre takket være opbakning fra borgerstanden. En ny historisk epoke, hvor det ikke Figur 15. Stærkt romantiseret gengivelse af borgernes her studenternes kampgejst under Københavns belejring I baggrunden ses ophængt på hjul og stejle de radbrækkede krystere, som var deserteret under kampene. Maleri af Kristian Zahrtmann fra 1888, her gengivet fra Christensen 2011, s Det var netop i maleriets tilblivelsesperiode, tanken om en stærk, national skyttebevægelse var på sit højeste.

66 BYENS BORGERE, BYENS VÆRN 65 længere var adelen, som i prak sis styrede kongeriget, men den enevældige kongemagt bakket op af en stærk borgerstand, var begyndt. Man kunne måske så godt forvente, at borgervæbningerne fik en større rolle i denne nyordning. Dette skete dog ikke. Sejrherren fra Slaget ved Nyborg, Hans Schack ( ), blev øverste chef for hæ - ren. Han var professionel til finger spidserne og havde intet til overs for militsstyrker som landeværn og borgervæbning. Han lagde ho vedvægten på en modernisering af rigets fæstninger heriblandt Nyborg og en hvervet hær af fortrinsvis tyske lejetropper. Han var dog ikke blind for de økonomiske realiteter, og da Danmark efter fem ten år under hans militære le del se atter gik i krig mod Sverige, var det med en stærk, veltrænet og veludrustet hvervet, national hær. 54 DEN SKÅNSKE KRIG ( ): At borgervæbningerne ikke har nydt den store bevågenhed i perioden efter 1660 tyder en skrivelse fra Ny - borg magistrat på. Godt tre måneder efter krigen mod Sverige var begyndt, fik byens borgere 17. december 1675 pålæg om at anskaffe sig komplette geværer med tilhørende am - munition. 55 Dette pålæg kunne tyde på, der ikke havde været afholdt mønstringer de sidste mange år. Denne krig kom til at adskille sig fra de foregående fire krige ved, at der ikke fandt kamphandlinger sted på dansk jord. De mange kampe uden for Danmark gjorde, at besætningerne på rigets fæstninger blev trukket væk fra disse og be - vogtningen af dem delvist overladt til borgervæbningerne, således også i Nyborg. Denne be vogt - ningstjeneste har åbenbart været ret anstrengende; i hvert fald klagede Nyborg magistrat over den besværlige vagttjeneste på voldene og ved portene. 22. februar 1678 kom så en kongelig befaling om, at væbningen fritoges for bevogtningen af voldene, men ikke for vagttjeneste ved portene, da garnisonen på grund af krigen kun bestod af et enkelt kompagni. 56 Krigen endte stort set uafgjort, så på trods af flere store danske sejre tænk bare på Niels Juel i Køge Bugt! fik vi ikke de tabte områder i Sydsverige tilbage. De store eu - ro pæiske søfartsnationer ville ikke tillade, én magt sad på begge sider af Øresund. Kimen til en ny krig var lagt. DEN KORTE KRIG 1700: Februar 1700 trængte danske tropper ind i de svensk-gottorpske lande syd for Danmark. England og Holland ville ikke risikere en dansk sejr, så de sendte en flåde mod Danmark. I Nyborg var krigsfrygten så stor, at Nyborg magistrat 6. juni an - mo dede Generalkommissariatet om at få udleveret omtrent 70 geværer

67 66 NYBORG FØR & NU 2014 fra garnisonens arsenal for at Borgerskabet, hvis nogen fjendtlig Landgang skulde paakomme, kunde være i Beredskab og efter Mulighed gjöre yderste Landeværn. 57 Det var på denne tid åbenbart ikke længere en selvfølge, at borgerne holdt sig selv med våben. Den engelsk-hollandske flåde bom barderede København, og en stor svensk styrke gjorde landgang i Nordsjælland og gik mod hovedstaden. I panik sluttede Danmark fred, uden der var kommet en afklaring på situationen. STORE NORDISKE KRIG ( ): 12. november 1709 angreb en stærk dansk hær Skåne. Nu skulle vi have revanche. Det gik ikke så let som forventet, så 18. januar 1710 fik Nyborg magistrat ordre om, at borgervæbningen skulle eksercere to gange om ugen, to timer hver gang. Desuden skulle den forsynes med dygtige Geværer og behøvende Lod og Krudt. 58 Ti dage senere 28. januar 1710 blev magistraten underrettet om, at Borgerskabet ikke, uden kongelig Tilladelse, kan erholde Geværer fra Fæstningens Tøihus, men at det formodes, at Borgerne selv forsyner sig med de fornødne Geværer marts 1710 modtog magi stra - ten skrivelse om, at amts- og told - betjentene samt de folk, de brugte ved udførelses af deres hverv, skulle fritages for at eksercere med borgervæbningen; dog skulle det befales dem at forsyne sig med de fornødne geværer og holde sig parate, når det påkrævedes. 60 Krigen blev langvarig og blodig, men endnu en gang var resultatet næsten status quo på trods af mange dansk sejre tænk bare på Tordenskjold! Endnu en gang var det stormagterne, der bestemte freds betingelserne. Nyere tid FRED ( ) Frederik 4. ( ) erkendte, at al tale om revanche over Sverige var endegyldigt slut. Denne er kendelse gav Danmark den længste fredsperiode i landets historie 80 år, når der lige ses bort fra en episode i 1788, der meget sigende kaldes Teaterkrigen i svensk krigshistorie. Denne lange fredsperiode betød for borgervæbningerne, at de mere og mere fik præg af at være byens repræsentative korps, der stillede op ved nationale begivenheder, ved kongeligt besøg eller majestætens gennemrejse. Det sidste blev der sat en stopper for ved et kongeligt reskript af 22. april 1740, hvori det hed, at borgerskabet forskånedes for at paradere i Gevær, når Majestæten eller andre af det kongelige hus pas - serede byen. 61 Saadant unødigt mi - litært Optog ved kongelige Besøg huede ikke Christian 6. ( ), som di - rekte forbød dem. 62 Frederik 5. ( ) tillod pa - ra derne igen; da han under sin store

68 BYENS BORGERE, BYENS VÆRN 67 Figur 16AB. Nyborg garnison paraderer ved Frederik 5.s gennemrejse i I Middelfart var det borgervæbningen, der havde denne opgave. Tegninger af Poul Isac Grønvold stukket af Christian Friederich Fritsch ( ), planche 17 og 22, her gengivet efter Sølvsten 1949.

69 68 NYBORG FØR & NU 2014 rejse til Norge i 1749 pas se rede Nyborg, gjorde han et kort ophold ved Korsbrødregården, hvor garnisonen paraderede se figur 16A. Hvis ikke også borger væbningen stillede op, er det en uforklarlig undtagelse; med på rejsen var nemlig en tegner, løjtnant Poul Isac Grønvold ( ), som forevigede turen fra Roskilde til Randers og udgav den i 35 kobberstik. På samtlige andre stik af kongens modtagelse i de forskellige byer ses borgervæbningerne stillet op i uniform og med gevær se fx figur 16B. Mon ikke borgervæbningen i Nyborg har stået foran rådhuset, som kongen nødvendigvis måtte pas sere, inden han forlod byen via Landporten? I forbindelse med nygifte kronprins Frederiks ( ) og kronprin sesse Maries ( ) tur fra Gottorp til København efter de - res bryllup 31. juli 1790 blev de uden for Nyborg modtaget af et uniformeret ridende korps, og I øvrigt paraderede den Dag under en idelig afvexlende Kanonade fra Fæst - ningen, Byens Borgerskab med Musik og flyvende Fane. Vi ved ikke med sikkerhed, hvor - dan væbningens uniform så ud på denne tid. Men vi har en be skrivelse af den uniform, det ridende korps bar, og da man vel næppe kan forestille sig, mandskabet har skullet investere i to forskellige uniformer, har vi måske dermed også væbningens uniform: korte grønne Trøjer med paillegule (G strågule) Opslag og Skærf, Staalsabler og runde Hatte med Guldtresser. 63 Ved samme lejlighed udstyredes Nyborg Borgervæbning med en ny fane, der bar det nygifte pars monogrammer og formæglingsdagen 31. juli 1790 se figur 17AB. Fanen fulgte væbningen helt frem til dens nedlæggelse i 1870! 64 Figur 17AB. Nyborg Borgervæbnings fane fra Den opbevares på Tøjhusmuseet med en påslået messingplade med indskriften»nyborg Borgervæbning Ophævet 1870«. Foto: Tøjhusmuseet (1931).

70 BYENS BORGERE, BYENS VÆRN 69 I 1801 truer en ny krig, denne gang mod England. Der udsendes på den baggrund et nyt reglement for borgervæbningerne, der genopliver deres militære funktion og indebærer en ganske anderledes organisation. Som nævnt i indledningen er det et helt nyt kapitel i væbningernes historie, som fortjener sin egen ar - tikel. Nyborg fæstning nedlægges Som naturlig følge heraf nedlægges Nyborg Borgervæbning som en af de sidste i landet året efter i Otto Staggemeier, Jordebog for Nyborg Købstad, Anden Del, Nyborg 1892, s Citeret fra den samtidige årbog Yngre Sjællandske Krønike, der slutter 1363; Sjællandske Krønike, oversat og kommenteret af Rikke Agnete Olsen, Højbjerg 1995, s Preben Hahn-Thomsen, Nyborg i 800 år, bd. 1, Nyborg 1971, s Gengivet på moderne dansk fra den oprindelige tekst, der ligger på Nyborg Lokalhistoriske Arkiv. 5 Staggemeier 1892, s Marianne Goral Krogh Johansen,»Nyborg Slot og fæstning«, i Renæssancens befæstede byer, red. Søren Bitsch Christensen, Århus 2011, s , her s Borgervæbningens funktion i middelalderen diskuteres bl.a. af Vivi Jensen i artiklen: Vivi Jensen,»Byens harnisk og bådsmænds kostpenge. Om Koldings rolle i rigets militære be - redskab fra o «, Hikuin, 19 (1992), s Olsen 1995, s Skalk, 1958/3, s Harald Andersen,»Den brændte Stok«, Skalk, 1971/5, s , her s I dag Kongegade Om Nyborg under Grevens Fejde kan læses mere i Staggemeier 1892, s og Claus Frederik Sørensen,»Nyborg i tiden omkring Grevens Fejde og Christian 3.s efterfølgende fæstningsarbejder«, i Nyborg før & nu 2013, 2014, s Sørensen 2014, s Henning Jensen,»Borgerskabets mønstringsruller «, Personalhistorisk Tidsskrift, 1979, s , her s Søren Bitsch Christensen,»De bevæbnede borgere borgervæbningerne fra 1536 til 1660«, i Renæssancens befæstede byer, red. Søren Bitsch Christensen, Århus 2011, s , her s P.V. Jacobsen,»Bidrag til Kundskab om de danske Kiøbstæders Borgervæbning og Deltagelse i Krigsvæsenet i en Del af det 16de Aarhundrede«, Historisk Tidsskrift, 2. rk., bd. 1 (1846), s , her s Rigsarkivet; Danske Kancelli B43B: Mønstringsruller og Rosstjenestetakseringer ( ). Tak til cand.mag. Line Bonde, Nationalmuseet, for affotografering af rullerne og transskribering af deres renæssancehåndskrift. 18 Jensen 1979, s Rigsarkivet; Danske Kancelli B.97: Mønstringsruller over borgerskabet. Også her har Line Bonde været til uforlignelig hjælp! De tre ruller ( ), der kan be -

71 70 NYBORG FØR & NU 2014 tragtes som Nyborgs første»folketællinger«, indeholder stof nok til en kommende artikel i dette årsskrift. 20 Jacobsen 1847, s Jacobsen 1847, s Jacobsen 1847, s Jacobsen 1847, s Jacobsen 1847, s Christensen 2011, s Jacobsen 1847, s Troels-Lund, Dagligt Liv i Norden i det sekstende Aarhundrede, femte Udgave, Bd. 1, fjerde Bog, København , s ; Jacobsen 1847, s Jensen Staggemeier 1892, s Christensen 2011, s Christensen 2011, s Christensen 2011, s Christensen 2011, s Finn Askgaard,»Fodfolks- og rytter-udrustning på Karl Gustav-krigenes tid «, Arv og Eje, 9 (1960), s , her s Christensen 2011, s Christensen 2011, s Den Store Danske Gyldendals åbne Encyklopædi, opslag»de feje harer«. 38 Christensen 2011, s Jensen 1979, s Christensen 2011, s Frederik Eberhard Crone, Samlinger til Nyborg Kjøbstads, Fæstnings, Slots og Lehns Historie, Nyborg 1887, Protokol C, s. 63. Upubliceret, findes som håndskrevet manuskript på Nyborg Lokalhistoriske Arkiv. De fleste af Crones oplysninger stammer fra Nyborg Rådhusarkiv, hvortil der i hvert enkelt tilfælde er en henvisning. 42 Crone 1887, C, s Crone 1887, C, s Crone 1887, C, s Crone 1887, C, s. 64. Christensen 2011, s Christensen 2011, s Christensen 2011, s Aage Fasmer Blomberg, Fyns vilkår under svenskekrigene , Odense 1973, s Blomberg 1973, s Blomberg 1973, s Retfærdigvis skal det nævnes, at borgervæbningerne i Nakskov og København kæmpede bravt. 52 Blomberg 1973, s Dette byggeri kan følges i Bjørn Westerbeek Dahl, Vor kongelige Fæstning Nyborg, Nyborg 1995, s Ingolf Haase, Rigets feltherre Hans Schack, Tønder 2009, s Crone 1887, C, s. 64.

72 BYENS BORGERE, BYENS VÆRN Staggemeier 1892, s Crone 1887, C, s Crone 1887, C, s Crone 1887, C, s Crone 1887, C. s Crone 1887, C, s Jens Sølvsten, Frederik den Femtes rejse gennem Danmark til Norge 1749, København 1949, s John Maalø Larsen,»Da Kronprins Frederik fik Marie«, i Nyborg før & nu 2004, 2005, s. 7-12, her s Larsen 2005, s , hvor man kan læse mere om denne fane.

73 72 NYBORG FØR & NU 2014 Skt. Mads kilde og Vindinge kirke Af Ole Gotskalk Vejbæk Introduktion Vi flyttede til Vindinge i sommeren 1955, da min far blev ansat som førstelærer ved Vindinge skole og kordegn i kirken. Vi kom fra Orø, og jeg selv var lige startet i anden klasse. De følgende ni år boede vi på førstesalen i Vindinge gamle skole med kirken som nabo, og oppe bagved, lige op til kirkegårdsdiget, var køkkenhaven. Jeg er så at sige vokset op med Vindinge kirke som en del af hverdagen, og heraf kommer interessen for den. Jeg mindes, at der blev talt om, at det var Danmarks tredjestørste landsbykirke, og hvad årsagen mon kunne være? Svaret svævede i luften, indtil det mange år efter gik op for mig, at der måske var en sammenhæng med Skt. Mads kilde ovre ved Blankenborg. Det skulle undersøges, og resultatet præsenteres på de kommende sider. Det er først og fremmest den historiske side af sagen, der optager mig, og som har ligget til grund for udvælgelsen og bearbejdelsen af materialet. Mit fokus har været at skrive om troens skiftende former i Vindinge fra hedenskabet og op til tiden efter reformationen med de muligheder og begrænsninger, der ligger i kildematerialet. Samtidig har Figur 1. Lægen, rune- og oldtidsforskeren Ole Worm ( ). Pibekraven og kjolen var en del af tidens klædedragt. Ole Worm, der blandt meget andet var kongens livlæge, fik udarbejdet et missiv i august 1622 under kong Christian 4.s underskrift, som påbød bisperne at beordre deres sognepræster til at indsamle viden om runestene og andre historiske og arkæologiske sager i deres sogne. Maler ubekendt, Ole Worm, olie på lærred, u. år. Har tilhørt rektor ved katedralskolen i Aarhus Jens Worm. Overdraget til Aarhus Katedralskole af adoptivsønnen Oluf Worm. Foto: Arne Frier.

74 SKT. MADS KILDE OG VINDINGE KIRKE 73 jeg undersøgt, hvordan forskellige tiders opfattelser og økonomiske formåen har medvirket til at sætte præg på kirkebygningen og dens inventar. Undervejs er der også et par glimt af nogle mennesker, som på den ene eller anden måde var involveret i Vindinge kirke. Vi begynder med et historisk tilbageblik, der blev skrevet for snart fire hundrede år siden i Christian 4.s regeringstid af en præst i Nyborg til Ole Worm (se fig. 1), og bevæger os derfra ind i stoffet via helligkilder i almindelighed og Skt. Mads kilde i særdeleshed. En præsteindberetning Gengivet i et sprog, der er til lempet nutiden, fortæller præsteindbe ret nin gen fra til Ole Worm blandt andet, at: Vest for El - lensborg som Holckenhavn jo tidligere hed findes et vandspring kal - det Skt. Mads kilde, som flyder både sommer og vinter, og om hvilket det siges, at mange vanføre folk i pave - dømmets tid var rejst derhen og havde toet sig af det vand og var blevet helbredt. Herfor er der tilbygget til Vindinge sognekirke på den nordre side et kapel, der kaldes Skt. Mads kapel. Et alter deri kaldes Skt. Mads alter, hvor hans billede står imellem Skt. Christoffer og Skt. Antonius. Der findes også en grå sten i muren, som skal være hentet fra paven i Rom som tegn på hans helligheds samtykke til samme bygning, og på den findes denne figur udhugget. 1 I et andet afsnit fortælles, at for at Vindinge sogn ikke skulle miste sin gamle herlighed og rettighed, da har de holdt sig dette til, som er, at der årligt på Vindinge kirkegård skulle holdes Skt. Mads marked, som falder årligt den 21. september og det Skt. Mads til ære, thi kirken kaldes Skt. Mads kirke. Og det er kun 70 år siden, at førnævnte Skt. Mads marked er derfra og hid til Nyborg forflyttet og holdes endnu på førnævnte dag. 2 Det er især takket være disse op - lysninger, der er skrevet, mens de endnu var i mands minde, at Skt. Mads kilde og Vindinge kirke kan sættes i forbindelse med hinanden. Om helligkilder i almindelighed Dyrkelsen af helligkilder er knyttet til håbet om helbredelse af sygdomme gennem guddommelig ind griben i en tid uden læger og har været meget udbredt overalt i Europa. Der kendes over 700 af den slags kilder alene i Danmark 3, og til helt op mod vor egen tid søgte man dem på bestemte dage af året i håb om helbredelse for sygdom. Troen på visse kilders guddommelige kraft kan i Danmark spores tilbage til bronzealderen, og det kan ikke

75 74 NYBORG FØR & NU 2014 afvises, at den er endnu ældre. 4 Selv i dag, når vi smider en mønt i en ønskebrønd eller drikker en kurvand, fordi vi mener det er godt, er der reminiscenser af denne ældgamle tro på helligkilder med i det. Efter kristendommens indførelse var det naturligt, at de gamle helligkilder blev tolket ind i en kirkelig sammenhæng. Nu var det en helgen, der herskede over kilden som bindeled mellem menneskene og Gud, og Nyborgegnen udgjorde ingen undtagelse. 5 Denne helgen blev ligesom andre helgener dyrket ved et særligt alter i den lokale sognekirke, men der kunne også opføres et lille kapel et sted i nærheden af kilden. Der kendes 55 eksempler på den slags kildekapeller i Danmark. 6 Skt. Mads kilde Skt. Mads kilde har sprunget siden istiden, og dens klare vand er koldt og velsmagende uanset årstid. Den ligger på Kogsbølle Mark ved bredden neden for skrænten mod Holckenhavn Fjord lige inden sivene (se fig. 2 og 3). Kjærsvej fører ned mod den fra Kogsbølle. Allerede i førkristen tid blev den tillagt guddommelige kræfter. Gennem et marknavn kan dens status som helligkilde med en vis sandsynlighed følges helt tilbage til tidlig vikingetid, hvilket i sig selv er bemærkelsesværdigt. På udskiftningskortet for Kogsbølle By fra 1809 hedder et jordstykke oven for kilden Viebye Agre; det ligger, hvor Kjærsvej møder Blanken- Figur 2. Skt. Mads kilde før istandsættelsen i Fra en af buskens grene hænger en øse, som anes i billedets venstre side. Foto: Rasmus Agertoft.

76 SKT. MADS KILDE OG VINDINGE KIRKE 75 borgvej (se fig. 3 og 4). Navnet tyder på, at der her eller et sted i nærheden lå en landsby i vikingetiden, som hed Vieby, og at dens navn har overlevet som marknavn, efter den selv var forsvundet. 7 Endelsen -by kan ifølge stednavneforskningen være tegn på, at den blev anlagt ved vikingetidens begyndelse omkring år 800. Forleddet vi-, der kan tolkes på flere forskellige måder, skal her sandsynligvis forstås i betydningen helligdom, når man tager kildens nærhed i betragtning. Navnet Vieby kan derfor forstås som byen med/ved helligdommen. 8 Ved kristendommens indførelse tog kirken, som det skete så mange an - Figur 3. Udsnit af målebordsblad fra 1885 med angivelse af steder, der omtales i artiklen: 1) Vibye agre, 2) Skt. Mads kilde, 3) Niddinge kirkejord, 4) Vindinge kirke. Geodatastyrelsen.

77 76 NYBORG FØR & NU 2014 dre steder, kilden til sig. Som det vil fremgå af appendiks sidst i denne artikel, kan den være tolket ind i en kristen forståelsesramme med henvis ning til Johannes Åbenbaring kapitel 22, der handler om tusindårsrigets komme og livets træ og livets vand, hvor kilden naturligvis er livets vand, og livets træ skal forstås som korset. 9 Kildens helbredende kraft opfatte - des som upersonlig, men den selv blev viet til ingen ringere end apostlen og evangelisten Mathæus, der tænktes at være uden for kilden og herske over den. 10 Hvornår det skete, vides ikke, men det må antages at være snart efter kristendommens indførelse. Valget af helgen må siges at være meget passende. Mathæus betyder Guds Sendebud. I folkemunde kom den til at hedde Skt. Mads kilde. 11 En tavle med Skt. Mathæus død og martyrium Der er forskellige udlægninger af Skt. Mathæus martyrium, men ifølge en overlevering, der stammer fra Rufinus, opholdt han sig i Ætiopien, da han blev stukket ned bagfra med et sværd, mens han befandt sig foran alteret. 12 Det er denne fortælling, som ligger til grund for en tavle, der endnu i midten af 1700-tallet hang i Vindinge kirke over døren til våbenhuset, og som formentlig stammede fra et helgenalter. Den viste Skt. Mathæus død og martyrium. Det er muligt, at tavlen var fremstillet i Nordtyskland, eller at billedskæreren kom derfra, for under andre figurer kunne man læse følgende indskrift på plattysk: Hir ward St Matthæus vor dem Altar dot gestoken. [Her blev Skt. Matthæus stukket ihjel foran alteret]. Den øvrige tekst var formedelst ælde blevet ulæselig. 13 I øvrigt var plattysk, ifølge stednavneforskeren Kristian Hald, meget udbredt på Nyborgegnen i tretten- og fjortenhundredårene, eftersom det taltes på Nyborg Slot. 14 Niddinge Kirkejord I sit lille hæfte om Vindinge kirke nævner Erik Overgård, at der er en lokal tradition for, at der har stået et kildekapel ved Skt. Mads kilde, men at man aldrig har fundet spor af nogen bygning. 15 Dog kan der måske være noget at gå efter. På det ovenfor nævnte udskiftningskort over Kogsbølle By fra 1809 vises ved vejen oven for kilden et stykke jord, der har det helt unikke navn Niddinge Kirkejord. Størrelsen angives til kvadratalen, hvad der svarer til knap en tønde land eller fire-fem parcelhusgrunde. Kortet viser desuden en sløjfet vej, som fører derhen fra Kogsbølle (se fig. 4). 16 En niddingsdåd er som be - kendt en ugerning, og hvis Skt. Matthæus alias Skt. Mads har haft et kildekapel her, vil det uden videre kunne forklare det usædvanlige stednavn

78 SKT. MADS KILDE OG VINDINGE KIRKE 77 som en henvisning til hans død og martyrium. Men uanset hvordan det måtte forholde sig, så er det fra Vindinge kirke vi har sikre efterretninger om dyrkelsen af Skt. Mads. Vi skal derfor se nærmere på kirkebygningen og på de helgener, som man dyrkede der før reformationen. Vindinge kirke Vindinge kirke ligger højt på en bakke og ses viden om som et samlende punkt i landskabet. Den er Fyns største landsbykirke og efter sigende Danmarks tredjestørste kun overgået af Vestervig kirke i Thy og Holmstrup kirke ved Jyderup på Sjælland. Allerede ved reformationen i 1536 var den vokset til sin nuværende størrelse, og dens fornemme udstyr og kunstneriske udsmykning lå over standarden i et almindeligt sogn. Den nuværende kirkebygning står i hvidkalkede munkesten (se fig. 5). Går man en tur omkring den og Figur 4. Udsnit af udskiftningskort over Kogsbølle By fra 1809, hvorpå blandt andet ses: 1) Vibye agre, 2) Sløjfet vej fra Kogsbølle, 3) Niddinge kirkejord. Geodatastyrelsen.

79 78 NYBORG FØR & NU 2014 indenfor, kan dens historie følges i store træk. Man vil se, at den ældste del er en rektangulær bygning i gotisk stil, som lige fra begyndelsen har haft fem fag spidsbuede hvælvinger, der får det tunge murværk til at give indtryk af lethed. Til at tage hvælvingernes tryk på murene er der udvendigt sat solide stræbepiller ud fra hvert hjørne af bygningen samt ud for de steder, hvor to hvælvinger mødes inde i kirken. Ligesom i de gamle romanske kirker har der været to døre. En mandsdør i sydsiden og en kvindedør overfor i nordsiden. I bygningens gavle og langvægge har der været et højtsiddende spidsbuet vindue ud for hver hvælving (se fig. 6). Oprindeligt har gavlene nok haft kamtakker og blændinger, men de er ikke bevaret. De nuværende vin duer er senere og større end de oprindelige, men østgavlens spidsbuede blænding svarer muligvis til de oprindelige vinduers størrelse, og der ses spor af et enkelt oprindeligt vindue inde i kirken i murværket, hvor krucifikset hænger. Korsarmene, våbenhuset, tårnet og de svungne renæssancegavle er alle senere tilføjelser (se fig. 7). 17 Hvis man går op på loftet og ud over den nordre korsarm, ses det, at kirkeskibets ydermure har stået i røde tegl, inden der blev bygget til. Senere har man kalket murene hvide, og ved istandsættelserne i blev der på kirkeskibets udvendige nordmur fundet kalkdekorationer i form Figur 5. Vindinge kirke set fra vejen. Foto: Rasmus Agertoft.

80 SKT. MADS KILDE OG VINDINGE KIRKE 79 Figur 6. Rekonstruktion af Vindinge kirke, som den i store træk må have set ud lige efter, at den var blevet opført engang i 1300-tallet. Der er ingen sikre spor efter gavlblændingerne, som derfor er udeladt. Grafik: Bodil Veibæk. af røde pletter anbragt i et regelmæssigt mønster. 18 I forbindelse med vi - sitatsen i 1589 skriver odensebis pen Jacob Madsen, at kirkens tag var af bly bortset fra tårnet og lidt på det nordre kapel. 19 Landsbykirker opført i gotisk stil er forholdsvis sjældne, for da gotikken holdt sit indtog i Danmark i løbet af 1200-tallet, havde de fleste landsogne allerede en kirke, som var opført i den rundbuede romanske stil. I Jylland er de ofte opført af granitkvadre, der er tilhugget af indsamlede kampesten fra landsbyens marker. På øerne var det tit, at man Figur 7. Rekonstruktionstegning af Vindinge kirke, som ved hjælp af grundplanen viser, hvor der i tidens løb er bygget til. Grafik: Bodil Veibæk.

81 80 NYBORG FØR & NU 2014 sparede sig ulejligheden med at hugge stenene til i kvadre. I stedet kunne man eventuelt pudse murværket, og hvis man ville have kvadre, kunne fugerne efterfølgende males på pudset, som det var tilfældet med Ramløse kirke ved Arresø. Det var både hurtigere og nemmere. 20 Tidligere kirkebygninger på stedet Vindinge Kirke har da også haft en romansk forgænger, og før den har der nok stået en trækirke. 21 Rester af den romanske kirke er genanvendt i det sydøstlige hjørne af den nuværende bygning i form af tilhugne kvadre og fint profilerede sokkelsten, Figur 8. Genanvendte romanske granitkvadre og profilerede sokkelsten i Vindinge kirkes syd - østlige hjørne. Foto: Ole Vejbæk. som tyder på, at de stammer fra en bygning, der har været gjort noget ud af (se fig. 8). Jacob Madsen skriver i sin visitatsbog, at kirken i 1181 var indviet til Sct. Nicolai, som derfor er kirkens værnehelgen. 22 Set Figur 9. Vindinge kirke med kirkelade set fra luften en aften i april Til højre i billedet ses præstegården og til venstre for kirken ligger Vindinge gamle skole fra Foto: Viggo Lind.

82 SKT. MADS KILDE OG VINDINGE KIRKE 81 på den baggrund kan det meget vel tænkes at være året, hvor Vindinge kirkes gamle romanske forgænger stod færdig. Engang i løbet af 1300-tallet blev den ikke desto mindre revet ned for at give plads til den nuværende kirke. Vi ved ikke med sikkerhed, hvorfor den gamle romanske kirke måtte give plads for en ny og større. Man kunne forestille sig mange scenarier såsom brand, kollapset murværk og meget andet. Men måske var den bare blevet for lille. Eftersom den nye gotiske kirkebygning i tidens løb fik bygget til og endte som Fyns største landsbykirke, må Vindinge kirke gennem århundreder have haft stor søgning og solide indtægter (se fig. 9). Kirkens indtægter Man kunne hævde, at Vindinge kirke fik sin størrelse, fordi den lå i en herredsby, og at dette gav stor søgning med de deraf følgende indtægter. Det har muligvis spillet en rolle, men kan ikke være hele forklaringen. Der var mange herreder i Danmark, og hvis forklaringen er rigtig, kunne man forvente at finde mange andre herredskirker af tilsvarende størrelse rundt om i landet, men det er ikke tilfældet. Desuden blev herredstinget i Vindinge allerede flyttet til Nyborg i år Den 11. april dette år udstedte Erik Menved et brev, hvor han tog bymændene i Nyborg under sin fred og beskyttelse. 23 Samme dag udstedte han et andet brev, der pålagde alle i Vindinge herred at holde deres ting i Nyborg hver onsdag, og bymændene i Nyborg fik den frihed, at de hver onsdag måtte holde almindeligt torv med de udenbys der og afslutte en hvilken som helst handel. 24 I 1320 stadfæstede kong Kristoffer 2. bestemmelserne. 25 Efter den gængse opfattelse var det mange år herefter, at Vindinge gamle kirke gav plads for den nye, der ved gentagne udvidelser nåede sin nuværende størrelse, så der må være andre forklaringer på denne vækst og fremgang. 26 Som alle andre kirker havde Vindinge kirke kirketienden som fast indtægt. I forbindelse med sin visitats i 1589 noterede bispen for Fyns Stift, Jacob Madsen, at der var 70 tiendeydere. Omregnet svarer det vel til den samlede indtægt af syv gårde. Det er et godt stykke over gennemsnittet for sognene på Fyn, men dog også set andre steder. Dertil kom præstegården og landgilde fra nogle gårde i Vindinge, Rosilde og Kogsbølle. 27 Man har vel også fået tiende eller anden indtægt fra Kogsted, der var et lille fiskerleje, som lå ud til vandet lidt vest for Holckenhavn, og betalingen faldt sandsynligvis i naturalier i form af torsk. 28 Kirken modtog også gaver, og et bevaret testamente viser, at Vindinge kirke allerede inden den nuvæ-

83 82 NYBORG FØR & NU 2014 rende kirkebygning blev opført, nød bevågenhed selv i de højeste kredse. Som marsk under Christoffer 1. fra 1255 og derefter under Erik Klipping indtil 1272 var Jens Kalv en del af samfundets top. Det vides ikke helt, hvornår han døde, men i marts måned 1304 skrev hans enke, Fru Cecilie, testamente. Heri løskøbte hun sig for et korstogsløfte for 20 mark, og blandt andre fromme ting testamenterede hun godser og store summer til kirker, klostre, gejstlige og fattige fordelt ud over det daværende rige. Vindinge kirke på Fyn blev ved den lejlighed betænkt med ½ mark penge ved hendes død. 29 Vi ved ikke, om det var tilfæl det her, men modydelsen for en testamentarisk gave kunne være, at der hvert år fremover blev holdt sjælemesse på dødsdagen. Sjælemesser kunne lette vejen gennem skærsilden. Inden reformationen var kirken et sted, som man blandt andet søgte og gav penge til for at anråbe dens helgener om at gå i forbøn for sig hos Gud. Hvis man blev bønhørt, blev ens ønske for tilværelsen opfyldt, og hvis man var syg, kunne miraklet ske, at man blev helbredt. For at anråbelsen kunne have nogen virkning, måtte helgenen selv være gravlagt på stedet i form af en relikvie, der enten lå i et skrin på alteret eller i et gemme i selve alterbordet. Altre kunne derfor ikke oprettes uden vi - dere. Af samme grund var det af stor betydning for kirkens søgning, at man var i besiddelse af relikvier af helgener, som blev tillagt en særlig kraft, og som derfor var særligt populære. Skt. Mads var uden tvivl den fornemste af alle Vindinges fremtrædende helgener, der foruden ham talte Skt. Nikolai, Skt. Antonius og Skt. Christopher. Skt. Mads herskede ikke blot over helligkilden, men havde også indflydelse på blandt andet fred og vejrlig. Den 21. september, der er hans helgendag, falder tæt på efterårsjævndøgn, og det var en udbredt opfattelse både i Danmark og i udlandet, at man kunne tage varsler af vejret på denne dag. Det er da også i den forbindelse, at Skt. Mads i Vindinge kirke dukker op for første gang i de skriftlige kilder i en tinglysning, der blandt andet er bevaret i en registratur i Odense og her gengives i nutidigt sprog: I år 1302 blev vidne udstedt på de agre, hømarker og enge, som ligger på Lamdrup mark, hvilke gode mænd har givet til apostlen og evangelisten Sankt Matthæus kirke i Vindinge, Gud til lov og ære evindelig, af hvilke agre 1 ørtug byg skal gives til sognepræsten i førnævnte Vindinge kirke. Herfor skal han synge og bede hver søndag efter messen for fred, nåde og gunstigt vejr. Førnævnte sognepræst må overdrage og udleje nævnte agre, hømarker og enge; en hvilken som helst dannemand kunne betale ham uden nogens modsigelse. 30

84 SKT. MADS KILDE OG VINDINGE KIRKE 83 Vi har her et eksempel på, at man kunne købe sig til en kirkelig ydelse ved at overdrage jord til kirken, som på den måde langsomt, men sikkert kunne øge sit gods. Ved samme lejlighed får vi et lille indblik i tidens helgentro. Kirken og dens helgener var inde over alle livets aspekter, og det gjaldt også, når man ønskede sig af med urolige tider og dårligt vejr. Byg, som i dette tilfælde var en del af præstens betaling, blev dengang næsten udelukkende anvendt til bryg - ning af øl, som man drak i store mængder. 31 Helligkilder gav også gode indtægter, og der er eksempler på, hvordan kirker med velbesøgte kilder kunne vokse sig store i middelalderen. Holmstrup kirke ved Jyderup på Sjælland var meget søgt på grund af Skt. Sørens kilde, der lå et stenkast fra kirken. Gang på gang blev den bygget om og udvidet, indtil den endte som den flerskibede bygning, vi kender i dag, og som er endnu større end kirken i Vindinge. 32 Karup kirke var inden re - for mationen en stor korskirke, fordi den var en kendt valfartskirke. I dag er der kun tre hvælvingsfag tilbage svarende til sognets eget behov. 33 Endelig skal nævnes Frørup kirke med Regisse kilde. Gentagne gange er kirkebygningen blevet udvidet, så den ved middelalderens slutning har kunnet betjene en menighed, der var mindst tre gange så stor som Frørups egen. 34 Det var langt fra alle kirker, der voksede på den måde, men det gjorde Vindinge kirke. Gang på gang sprængte den rammerne og blev byg - get større og større. Meget tyder på, at det var tilstrømningen til Skt. Mads kilde og de offergaver, det kastede af sig, der oven i alt det andet gjorde udslaget. De skriftlige kilder er underligt tavse om det, men når Skt. Mads marked kunne opstå, må det simpelthen skyldes, at hans kilde var velbesøgt. 35 Skt. Mads marked i Vindinge Man må gå ud fra, at Skt. Mads kilde har haft sin helt store søgning på helgendagen, der samtidig var den dag, Skt. Mads marked fandt sted på Vindinge kirkegård. Man kan se for sig, hvordan folk kom fra nær og fjern for at besøge kilden med det helbredende vand. Næste mål ville være kirken en lille halv mils vej derfra. Her kunne de give en offergave, få lettet hjertet og løftet sindet. Her bad de Skt. Mads om at gå i forbøn for sig i Himlen. Her var der mulighed for at gå til messe, når kirkeklokken lød, efter at have dyppet et par fingre i vievandet og gjort korsets tegn. I kirken kunne de også modtage den hellige nadver, tænde et lys, bede et Ave Maria som en del af en rosenkrans, gøre knæfald foran et af altrene og anråbe dets helgen, holde en stille andagt, gå til skrifte, modtage

85 84 NYBORG FØR & NU 2014 Herrens velsignelse eller overvære, at der blev sunget og bedt. Vi ved ikke længere hvordan sådan en helgendag i Vindinge foregik, for kirkens missale fra den katolske tid gik tabt under svenskekrigene. 36 Alligevel er det stadig muligt at få et lille indblik i datidens liturgi, der var på latin. Dele heraf er bevaret i en afskrift af et manuale, som blev anvendt i Fyns Stift i 1400-tallet. 37 Udenfor på kirkegården bød den brogede menneskeskares mangfoldighed på en oplagt lejlighed til at opsætte boder og faldbyde varer, gøre en handel eller købe et par små markedsgaver, drikke lidkøb eller få stillet sin tørst hos en af ølkonerne, ordne indbyrdes sager, få en snak med bekendte, spørge nyt og måske se på lidt markedsgøgl, og hvad der ellers kunne gå for sig på sådan en dag. Kirkeladen Langs kirken står der på den nordlige side en hvidkalket kirkelade med stråtag og bygget af munkesten. Lidt usædvanligt er der trappeformede blændingsbånd til erstatning for kamtakker (se fig. 10). Det er en solid bygning, som anses for at være opført omkring år 1500 til opbevaring af tiendekornet. 38 Figur 10. Kirkeladen i Vindinge fra o Bemærk gavlens usædvanlige blændingsbånd. I billedets højre side ses Vindinge kirkes nordre korsarm, der var indrettet som kapel for Skt. Mads. Foto: Rasmus Agertoft.

86 SKT. MADS KILDE OG VINDINGE KIRKE 85 Man kunne overveje, om den også har tjent andre formål. Syge og vanføre kildebesøgende kunne have behov for hvile, og for vejfarende i almindelighed ville kirkeladens halm være en oplagt mulighed for et natteleje i en tid uden landevejskroer. 39 Det kunne måske også være en overvejelse værd, om laden i virkeligheden har fungeret som hospital, som det kendes fra Karup, hvor det er veldokumenteret. 40 Fra 1806 var laden indrettet som hospital for otte fattige. 41 I 1916 blev der til afløsning bygget et nyt alderdomshjem med kommunekontor i den ene ende nede på den anden side af vejen gennem Vindinge. Laden stod derefter tom og var i overhængende fare for at blive nedrevet. Den blev heldigvis reddet, inden det gik så galt, ved mellemkomst af arkitekt Mogens Clemmensen, som på daværende tidspunkt tog sig af restaureringen af Nyborg Slot på Nationalmuseets vegne. Nordre korsarm Begge kirkens korsarme er senere tilbygninger, der højst sandsynligt rummede kirkens helgenaltre. I den nordre korsarm blev der ved nykalkningen i 1975 afdækket seks indvielseskors, som ses et stykke oppe på væggene (se fig. 11). De markerer stederne, hvor der blev stænket med vievand ved rummets indvielse, og lad os blot forestille os, at det blev Figur 11. Indvielseskors i Vindinge kirkes nordre korsarm. Foto: Rasmus Agertoft. hentet ved Skt. Mads kilde, så noget af kraften derfra kunne overføres til kirkerummet. Som citeret i indledningen udpeger præsteindberetningen fra kirkens nordre korsarm som Skt. Mads kapel. Kendetegnet, den omtalte grå sten med et udhugget kors som skulle stamme fra paven i Rom, sidder stadig over soklen udvendigt på korsarmens nordgavl (se fig. 12). Figur 12. Granitkvader med indhugget krykkekors udvendigt på Vindinge kirkes nordre korsarm. Ondtafværgende symbol, udvendigt indvielsesmærke eller noget helt tredje? Korset er sammensat af fire T-kors. Foto: Ole Vejbæk.

87 86 NYBORG FØR & NU 2014 Stenen er naturligvis ikke hentet i Rom. Den ligner enhver anden granitkvader, så den stammer velsagtens fra murværket i den gamle romanske kirke. Det indhuggede kors i stenen var der sandsynligvis i den gamle kirkes tid, men kan også være tilføjet senere. Historien om pavens samtykke til bygningen, som vi hørte om i indledningen, kunne måske rumme den kerne af sandhed, at stenen under stort ceremoniel er blevet salvet med hellig olie hentet i Rom. Der er tale om et såkaldt krykkekors, som er sammensat af fire T-kors. Tau-korset, som det også kaldes, er et af Skt. Antonius helgensymboler. Ifølge legenden brugte han det til at bortjage dæmoner, da han opholdt Figur 13A. Tavle, der fra venstre mod højre vi ser Skt. Antonius med bispestav i stedet for T-kors, Skt. Christopher og apostlen og evangelisten Skt. Mathæus. Muligvis er figurerne bragt sammen i dette skab fra forskellige altre. Claus Bergs værksted o Foto: Jens Bruun, altertavler.dk. sig i ørkenen. Derfor skal krykkekorset måske forstås som et endnu mere magtfuldt ondtafværgende symbol, der kunne holde dæmonerne på af - stand af bygningen (se fig. 13B). Et andet forslag kunne være, at krykkekorset er et udvendigt indvielsesmærke. Krucifiks og altre Vindinge kirke manglede ikke no - get, så her kan følgende bibelcitat om de betroede talenter fra kirkens mest fremtrædende hel gen, evangelisten Mathæus være apropos: For enhver, som har, til ham skal der gives, og han skal have overflod. 42 Man havde råd til at følge med tiden. Ældre udsmykning måtte vige for nyt, og vi kan stadig glæde os over fornemt inventar eller dele deraf, som stammer fra de sidste årtier før reformationen. Det var en tid, hvor den katolske kirke netop ved særlig pragtudfoldelse søgte at fastholde menigmand, som Thorlacius- Ussing skriver i sin bog om billedskæreren Claus Berg. 43 Berg var den sidste store billedskærer inden reformationen. Hans værksted i Odense var af internationalt tilsnit, og nogle af de bedste værker herfra hænger i Vindinge kirke. Højalteret fra omkring 1480 dan - ner en undtagelse, da det kommer

88 SKT. MADS KILDE OG VINDINGE KIRKE 87 fra en anden mesters værksted. Det har muligvis været indviet til Skt. Nikolaj, der var kirkens værnehelgen, og det står stort set, som det gjorde før reformationen. Kirkens krucifiks, der nu hænger på væggen, er udført på Claus Bergs værksted engang i 1520 erne og er et af hans fornemste arbejder. Det fortælles, at det har været nedtaget og fremvist på verdensudstillingen i Paris. Oprindeligt hang det ned fra korbuen flankeret af Maria og apostlen Johannes. Efter at være blevet kasseret er disse to sidste figurer ad omveje endt på Nationalmuseet, hvor de nu opbevares. 44 De helgenaltre, der stod som sidealtre, er væk, men i kirkens nordre korsarm er bevaret figurer derfra. Ligesom krucifikset menes de udført på Claus Bergs værksted. Det drejer sig om figurerne af Skt. Antonius, Skt. Christoffer og Skt. Mads, der også nævnes i præsteindberetningen fra , og som trods reformationen findes bevaret i et alterskab, der hænger på endevæggen i kirkens nordre korsarm (se fig. 13A). Muligvis er figurerne bragt sammen i dette skab fra forskellige altre. Skt. Mads er afbildet som evangelist. Som symboler på hans martyrium støtter han sig til et sværd med den ene hånd, mens han holder en opslået bog i den anden. En anden tavle, der viser Jomfru Marias himmelkroning, tilskrives ligeledes Claus Bergs værksted fra hans Figur 13B. Detalje af figur 13A: Så kan han lære det! Dæmon trædes under fode af Skt. Antonius, mens en gris titter frem til venstre for hans fod. Foto: Jens Bruun, altertavler.dk.

89 88 NYBORG FØR & NU 2014 Figur 14. Jomfru Marias himmelkroning. Den livlige komposition, bevægelsen i draperierne og den voldsomme modsætning mellem lys og skygge foregriber barokkens udtryksformer. Claus Bergs værksted o Foto: Jens Bruun, altertavler.dk. sene periode (se fig. 14). Den livlige komposition, bevægelsen i draperierne og den voldsomme modsætning mellem lys og skygge foregriber barokkens udtryksformer. Rom var et af de steder, hvor denne stilart kom allermest til udfoldelse i kunst og arkitektur, og nogle har set dens fremvækst som en modreaktion på reformationens komme. Reformationen Reformationen i Danmark, der byggede på Martin Luthers lære, blev gennemført i 1536 efter Grevens Fejde, som også Nyborg mærkede til. 45 Man frigjorde sig fra pavedømmet og gik bort fra den katolske tro. De katolske biskopper blev afsat, og nye lutherske blev indsat året efter. Fra nu af var det kongen, Chr. 3 og hans efterfølgere, der i stedet for paven var kirkens øverste myndighed, og det gods, kirken havde samlet sig gennem århundreder, overgik til kronen. Det skete dog ikke alt sammen med ét slag, for de vante sæder og skikke ændrede sig kun langsomt ude i sognene. Det krævede et generationsskifte eller to, men målet blev ikke tabt af syne. 46 I Vindinge begyndte de nye tider med atten års forsinkelse, da den sidste katolske sognepræst, Hr. Niels, afgik ved døden i Udover at være sognepræst i Vindinge var han også vikarpræst eller vicarius, som det hed, ved Skt. Nikolajalteret i Nyborg kirke og oppebar indtægterne derfra indtil sin død. Efter reformationen var patronatsretten til alteret imidlertid overgået fra kirken til kansler Johan Friis til Hesselager (se fig. 15), og de fire gårde, der indtil nu havde ligget til dette alter, donerede han helt i reformationens ånd til skolerne i henholdsvis Nyborg og Svendborg. Herefter skulle skolen i Nyborg modtage landgilde fra to gårde i Sulkendrup. 48 Det var ikke blot i Nyborg, men også i Vindinge at dette dødsfald i 1554 medførte ændringer. Præsteindberetningen fra til Ole Worm omtaler, at det kun var 70 år siden, Skt. Mads marked blev flyttet fra Vindinge til Nyborg og fort-

90 SKT. MADS KILDE OG VINDINGE KIRKE 89 Figur 15. Kansler Johan Friis ( ) lod Hesselagergård opføre og var medvirkende til, at reformationen blev gennemført i Vindinge, da den gamle katolske præst, Hr. Niels, afgik ved døden i Jacob Binck, Johan Friis, Olie på Træ, 57 x 44,5 cm. Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg. Foto: Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg. sat holdtes på samme dag. 49 Det må betyde, at det hidtidige grundlag for markedet var væk, fordi dyrkelsen af Skt. Mads, hans kilde og alt, hvad dertil hørte, afgik ved døden sammen med Vindinges sidste katolske sognepræst. Helligkildernes videre skæbne Kirkens og kildens veje skiltes med reformationens afskaffelse af helgentroen. Skt. Mads og hans kilde nævnes slet ikke af Jacob Madsen, selvom han omtaler Regisse kilde ved Frørup. Det kan der være mange grunde til, men i præsteindberetningen fra står der, at det siges, at mange vanføre folk i pavedømmets tid var rejst derhen og havde toet sig af det vand og var blevet helbredt. 50 Formuleringen det siges kan tyde på, at besøgene ved Skt. Mads kilde allerede dengang for længst var bragt til ophør. Årsagen hertil er lidt af en gåde. Den reformerte kirke stemplede helgendyrkelsen som afguderi, men tog ikke afstand fra kildebesøg. Landemodet i Roskilde 1617 fastslog således, at kildernes kraft ikke stammede fra helgener, men alene fra Gud. Allerede i 1600-tallet var den rationalistiske tankegang dog så småt ved at slå igennem. Man begyndte nu at tilskrive kildevandets sammensætning en virkning og talte om sundhedskilder. 51 Vi ved heller ikke noget om, hvordan kildebesøgene formede sig ved Skt. Mads kilde, men i en artikel af Mogens Bo Henriksen i Nyborg før & nu 2002 kan man læse, hvordan de foregik ved den nærliggende Skt. Regisse kilde i Frørup. Den er fyldigt omtalt i de skriftlige kilder og var meget populær til langt op i 1800-tallet. 52 Det var ikke blot her, men i alle egne af landet syge og vanføre fortsatte med at besøge helligkilder på bestemte dage. Ved mange kilder var der endda opsat offerblokke, og pengene herfra blev

91 90 NYBORG FØR & NU 2014 uddelt til de fattige. Forbedret hygiejne og hyppigere brug af læger fik efterhånden bugt med de hellige kilder, men så sent som i 1924 var der stadig enkelte steder, hvor man ved kilderne kunne møde mennesker, der søgte helbredelse. 53 Der er også tegn på, at Skt. Mads kilde blev besøgt i al stilhed langt op i tiden, selvom vi ikke har nogen skriftlig underretning om det. I hvert fald blev den vedligeholdt, for den springer i en brøndring, der er muret af samme slags gule teglsten, som blev anvendt, da ejendommen ovenfor blev opført i Den er stadig omgærdet af stor veneration, og i 2014 foretog den nuværende ejer en nænsom restaurering. Der blev lagt stabilgrus og brolægning for at bedre adgangsforholdene og lavet en kant af chaussesten omkring kilden samtidig med, at den fik en indsats af rustfrit stål (se fig. 16). En visitats Med indførelsen af Martin Luthers lære var det frelse gennem Guds ord, der var det centrale. Præstens prædiken på modersmålet blev vigtig, og i kirkerne blev der efterhånden opsat stolestader til menigheden og prædikestole, hvorfra Guds ord blev forkyndt. Tidligere tiders skikke blev imidlertid ikke udryddet fra den ene dag til den næste, så der kunne godt være brug for inspektion. Efter sin Figur 16. Besøg ved den nyligt restaurerede Skt. Mads kilde i sommeren Foto: Ole Vejbæk.

92 SKT. MADS KILDE OG VINDINGE KIRKE 91 ordination i 1588 besøgte odensebis p en Jacob Madsen sognene i Fyns Stift for at notere sig tingenes tilstand og efterse, om alt var i orden. Winding. Den 20. marts 1589 kl. 8 var han på visitats i Vindinge. Man kan næsten se ham sidde i sit kammer om eftermiddagen efter gudstjenesten i den daværende præstegård med udsigt over til kirken, mens han med sin fjerpen hurtigt kradsede vedstående tegning ned i visitatsbogen sammen med sine notater fra besøget. Præsten, Hans Jørgensen, var 42 år, flejnskaldet og havde en god og kraftig stemme: Han talte over Johs. 18: Hvad der foregik hos Annas og Kajfas og om Peters Fald. 1) Hvad der foregik hos Annas; 2) Om Kristi Lære overfor Kajfas; 3) om Peters Fald. Han revsede Hoffets Sæder. Godt, lærd, læmper sig efter sine Tilhørere; skynder sig; spøtter noget under Prædikenen. Degnen: en Hører fra Nyborg Skole. Begge godt Skudsmaal. Alt blev således fundet i skønneste orden, hvad forkyndelsen angik, Figur 17. Jacob Ulfeldt (ca ) lod Ulfeldtsholm opføre og havde patronatsretten over Vindinge kirke. Præste- og degnestolen bærer hans initialer. Maler ubekendt, Jacob Knudsen Ulfeldt, Olie på lærred, 104,7 x 85,6 cm. Det nationalhistoriske Museum på Frederiksborg. Foto: Lennart Larsen. Figur 18. Degnestolen i Vindinge kirke fra 1590 med Jacob Ulfeldts initialer og genbrugt gavlstykke fra middelalderlig korstol. Foto: Rasmus Agertoft.

93 92 NYBORG FØR & NU 2014 men hvad med helgendyrkelsen? I hvert fald konstaterede biskoppen, at der ud over højalteret var tre altre med tre tavler på og skrev kort og godt: Nederbrydis. 55 Ikke lang tid efter var der håndværkere i kirken. Vi ved faktisk ikke, om de brød altre ned, men på hver side af højalteret er der henholdsvis en præste- og en degnestol fra 1590 med Jacob Ulfeldts initialer. 56 Deres gavlstykker er genbrug. De stammer fra middelalderlige korstole, hvis alder er uvis, men de kan måske være på alder med selve kirkebygningen (se fig. 17 og 18). Skolen i våbenhuset Bogtrykkerkunsten 57 blev mere og mere udbredt, og det næste store mål var hver mands læsning af Bibelen Figur 19A og B. I modsætning til de katolske helgener, som let lod sig omsætte til forståeligt billedsprog, var reformationens forkyndelse af Guds ord vanskelig at visualisere, men det lod sig dog gøre. Nogenlunde samtidig med, at der blev indledt undervisning i katekismus i kirkens våbenhus omkring midten af 1600-tallet, blev der opstillet en statue af Moses med lovens tavler og Johannes med lammet på hver side af trinnet til kirkens kor som symboler på den gamle og den nye pagt. Foto: Rasmus Agertoft.

94 SKT. MADS KILDE OG VINDINGE KIRKE 93 samt børns undervisning i Luthers Lille Katekismus fra Det skete heller ikke fra den ene dag til den anden, for der skulle også findes midler til det. Først mange år senere blev der i denne ånd, den 2. december 1644, i Vindinge præstegård indstiftet en fundats med en hovedstol på 600 rigsdaler af oberstløjtnant Jørgen Møller, der ved den lejlighed skrev testamente. 58 Blandt bestemmelser heri om hjælp til fattige og husvilde i Vindinge og Nyborg blev det også bestemt, at ungdommen i Vindinge både kunne lære at læse og blive undervist i deres børnelærdom hver onsdag fra tolv til klokken tre i kirkens våbenhus, om de havde lyst (se fig. 19 og 20). Undervisningen skulle varetages af fire fattige og forældreløse stipendiater fra Nyborg skole under præstens tilsyn. 59 Den fandt fortsat sted i 1760, hvilket vi ser, at den var inde i en fast gænge. 60 Det er absolut ikke utænkeligt, at Vindinge sko - le har sine rødder herfra, men det er en anden historie. Figur 20. Vindinge kirkes tidligere våbenhus, der nu anvendes som ligkapel. I 1644 testamenteredes der penge til, at her kunne undervises i læsning og kristen børnelærdom under præstens tilsyn. Det er højst sandsynligt, at Vindinge skole har sin oprindelse i denne undervisning. Foto: Rasmus Agertoft.

95 94 NYBORG FØR & NU 2014 APPENDIKS En sten med et budskab I kirkegårdsdiget i Vindinge står en sten, hvis forside er udsmykket med et stort kors. Oven over korsarmene ses et stort alfa på venstre side. Tilsvarende ses et mislykket lille omega på højre side. Det hele er udført i højt relief (se fig. 21). Alfa og omega er det første og det sidste bogstav i det græske alfabet. I den kristne symbolik henviser det til Johannes Åbenbaring kapitel 22, som handler om tusindårsrigets komme. Gud er alfa og omega, altings begyndelse og altings ende, og skriftstedet indeholder løftet om Kristi genkomst og handler om livets vand og livets træ. 61 Her loves, at den, der tror, kan få livets vand for intet 62, og korset kan opfattes som Figur 21. Middelalderlig sten med Alfa og omega kors i kirkegårdsdiget i Vindinge. Bogstaverne står ovenover korsarmene i stedet for at hænge nedenunder dem, som ellers var skik og brug. Omegaet er forvansket til to lodrette streger og en prik. Foto: Ole Vejbæk. symbol både på den kristne tro og på livets træ (se fig. 22). 63 Der kendes en række tidlige eksempler på kors, hvor et stort alfa og et Figur 22. I Nyborg kirke er korbuekrucifikset fremstillet som livets træ med stiliserede knopper og bladranker. Foto: John Maalø Larsen.

96 SKT. MADS KILDE OG VINDINGE KIRKE 95 lille omega ses hængende under korsets arme, og forlægget til stenen i Vindinge kan være kommet mange steder fra. 64 Det kan være set langs en af pilgrimsruterne i Europa, stamme fra Irland, være set som en illustration i et håndskrift eller noget helt fjerde. Vi får det nok aldrig at vide, men bogstavernes placering oven over i stedet for under korsarmene og den mislykkede udførelse af bogstavet omega kan måske tyde på, at stenens motiv er blevet til efter hukommelsen. Til sammenligning vi - ses fra 600-tallets Irland en sten (se fig. 23) samt en manuskriptside med senantikke træk (se fig. 24). 65 Figur 23. Irsk sten med Alfa og omega kors fra Loher. Françoise Henry 1965, pl. 16. Figur 24. Alfa og omega kors fra Codex Usserianus, et tidligt irsk håndskrift med senantikke træk. Françoise Henry 1965, pl. 58. Stenens anvendelse Der er noget magtfuldt over stenen, og selvom den normalt opfattes som en romansk gravsten, har den måske snarere været rejst ude ved kilden. Her kunne den minde om, at kildens vand er livets vand, men også fortælle at her herskede det kristne budskab med løftet om Guds nåde og Kristi genkomst. Skikken med at rejse kors ved helligkilder kendes fra nyere tid, uden at man dog ved, hvor langt den går tilbage i tiden. 66 Noget kunne i hvert fald tyde på, at stenens tilstedeværelse i Vindinge er sekundær. I en præsteindberetning til Oldsagskommissionen af 1807 fortæller den daværende sognepræst i Vindinge, F.H. Tobiesen, i 1809: Et gammelt Sagn gaaer, at den skal være funden i en Skov af den Mand paa hvis Grav den Ligger. 67

97 96 NYBORG FØR & NU 2014 Noter og henvisninger 1 Westen fraa Ellenßborrig (huilcken er erlig och welbyrdig frue Elline Marsuins hoffuitgaard) finndis itt wandspryngh kaldiß S. Mattis kielde, flyder baade winter och sommer, thill huilcken sigis i paffuedommet at were mange wanføre folck henforreist och thoet sig aff det wand och er bleffuen helbrede. Huoffore att der er offuerbygt thill Windinge sogenkircke paa denn nørre side en capell, kaldis S. Mattis capelle. Och itt alter derudj kaldis S. Matthei alter, huor hannß billede staar imellom S. Christoffer och S. Antonium. Och findis en graa sten wdj muren, som schall were hent fraa paffuen i Rom betegnendis hanß helligheds samtycke thill samme bygning, och findis paa den vdhuggen denne figur: Item paa samme S. Mathej dag stoed aarligen it marckedt i Windingh, er siden forflytt thill Nyborrigh, huor det nu holdis samme dag, som i Nyborrigs hanndell thillforne er omtallet, Præsteindberetninger til Ole Worm, bd. 2: Indberetninger fra Århus Fyns og Lunde Stifter , red. Frank Jørgensen, København 1974, s Men paa det for:ne Windinge sogen icke schulle miste sin gammell herlighed och rettighed, da haffue de holdet sigh dete thill, som er, at aarligen paa for:ne Windinge kirckegaard schulle holdiß S. Mathei marcket, som indfalder aarligen dend 21. septemb. och det S. Matz thill æhre, thi kircken kaldiß S. Matziz kircke. Och det er ickon 70 aar siden, at for:ne S. Matz marcket er derfraa och hiid thill Nyborrig forflyttet och holldiß endnu paa for:ne dagh, Præsteindberetninger til Ole Worm, s Tallet er opgjort af Sigfred Svane, Danske helligkilder og Lægedomskilder, København Se indledningen. 4 Ved Else Made på Samsø ligger der en helligkilde på stranden, som springer i en udhulet træstamme, en såkaldt holk, der i 1963 er C-14-dateret til ældre bronzealder på Nationalmuseets laboratorium i København. Se også Lise Frost,»Flodfund. Bronzealderdeponeringer fra Gudenåen«, Kuml, 2014, s ; her s. 38 om deponering ved kildeudspring. 5 August F. Schmidt, Danmarks Helligkilder. Oversigt og litteraturfortegnelse, København 1926, s. 19 og Martin Wangsgaard Jürgensen,»Middelalderlige kildekapeller belyst gennem udvalgte eksempler«, Middelalderarkæologisk nyhedsbrev, 2004, s Det er mest sandsynligt, at Vibye var forsvundet eller nedlagdes, da Kogsbølle blev anlagt for omkring 1000 år siden. Landsbyer, hvis navn har endelsen -bølle, anses af stednavneforskerne for at være nyanlagte landsbyer, hvorimod landsbyer, hvis navn ender på -rup, -drup eller -strup, som er fra samme tidsperiode, anses for at være udflytterlandsbyer fra allerede eksisterende landsbyer. Kristian Hald, Vore Stednavne, 2. rev. udg. København 1965, s. 106, og En anden mulighed er, at Viebye kan forstås som»byen ved vigen«, hvilket også kan passe med beliggenheden, men set ud fra en samlet vurdering er det nok den første tolkning, der gælder. 9 Til mange andre kilder knyttede der sig folkesagn. Schmidt 1926, s Som eksempel kan nævnes Else Made kilde på Samsø, der ligesom Skt. Mads kilde, ligger ved strandkanten. Til denne kilde er der knyttet to sagn af strandvaskertypen, hvori korset og den nærliggende Onsbjerg kirke også indgår. Schmidt 1926, s. 83. Stedet hvor hav og land mødtes, og strandbølgen slog op med sit salte vand, eller strandbredden mellem høj- og lavvande, blev i oldtiden anset for hellig og særligt sikker mod onde vætter. Denne tro var meget udbredt i vikingetiden på Island, hos kelterne o. fl. Schmidt 1926, s

98 SKT. MADS KILDE OG VINDINGE KIRKE Schmidt 1926, s Madsbad på Fur er det eneste andet kendte eksempel på, at Skt. Mathæus fik sit navn knyttet til en kilde her i landet. Man slutter alene ud fra navnet, kildens beliggenhed er ukendt. 12 Ifølge Rufinus, der levede ca , drog Mathæus til et land med menneskeædere, kaldet Ætiopien, som også lå i Mesopotamien. Der overvandt han troldmænds drager, vakte kongens søn Egippus til live og helbredte hans datter Ephigenia for spedalskhed. Derpå blev der bygget en kirke til ham, og kongedatteren gik i kloster. Efter kongens død ville hans broder imidlertid tage Ephigenia til ægte. Mathæus forklarede ham i hele folkets påhør, at hun nu var en højere konges brud, hvorpå han rasende lod Mathæus gennembore bagfra med et sværd, mens han var foran alteret. 13 Kildeteksten lyder: Jeg troer snarere, at Kirken har været St Matthiæ Kirke, saa som en gammel Altertavle findes i Kirken med al St. Matthia døde og Martyrium på, der til med ligger strax der ved en skiøn Vandekilde, med meget got Vand, som kaldes endnu Hr. Madses Kilde, og meenes at være sær Besøgelse af syge derhos i fordum Tiid. Denne benæfnte St. Mathiæ Alter=Tafle staaer endnu indmuret i Kirken over Vaabenhusdøren, Og under andre figurer derpaa læses Skrift: Hir ward St Matthæus vor dem altar dot gestoken. Det øvrige er nu formedelst Ælde bleven ulæseligt, Copie af Beskrivelse over kirkerne og Herregaardene i Fyen og Langeland, af Sognepræsterne til Thuras Brug forfattet Det kgl. Bibliotek. Se også Hans de Hofmann, Samlinger af publique og private Stiftelser, Fundationer og Gavebreve, som forefindes udi Danmark og Norge, bd. 5, København 1760, s Se også Hans de Hofmann, Supplement til den Danske Atlas Eller Konge-Riget Dannemark, dens Anden og Tredje Tome for Siellands, Laalands og Fyens Stifter, bd. 6, København 1774, s Brugen af plattysk/nedertysk var så udbredt på Nyborgegnen, at det har sat sig tydelige spor i en række stednavne. Et eksempel er heriblandt, at der indgår en nedertysk genitivform med -n i f.eks. navnet Sulkendrup. Om den udbredte brug af nedertysk på Nyborgegnen i årh., se Hald 1965, s Erik Overgaard, Vindinge Kirke, Nyborg 1981, s. 12. Desuden skriver Paul Nedergaard, at der lå et lille kapel ved kilden, nærmest kun et hus, Paul Nedergaard, Personalhistoriske, sognehistoriske og statistiske bidrag til en dansk præste- og sognehistorie (kirkelig geografi) , bd. 3: Fyens Stift, København 1956, s Desværre skriver han ikke, hvor oplysningerne stammer fra. De er derfor vanskelige at verificere. 16 Formentlig Kjærsvejs linjeføring indtil udskiftningen. 17 Ved restaureringen i 1851 blev våbenhuset indrettet som ligkapel. J.P. Trap, Danmark, bd. 5/2: Svendborg Amt, 5. udg., København 1957, s De svungne renæssancegavle er fra tiden efter reformationen. I 1589 omtaler Jacob Madsen»En statelig ny Gaffuel«, Jacob Madsen, Den fyenske biskop mester Jacob Madsens visitatsbog, red. A.R. Idum, Odense 1929, s De meget sjældne udvendige kalkmalerier forsvandt beklageligvis under kirkens istandsættelse, takket være grundig sandblæsning, Overgaard 1981, s Madsen 1929, s Set ved selvsyn af forfatteren, der som studentermedhjælp deltog i Nationalmuseets undersøgelse af Ramløse kirke i sommeren Overgaard 1981, s Madsen 1929, s Danmarks Riges Breve, 2. rk., bd. 5, nr. 29, s

99 98 NYBORG FØR & NU Danmarks Riges Breve, 2. rk., bd. 5, nr. 30, s Danmarks Riges Breve, 2. rk., bd. 8, nr. 264, s Traditionelt dateres kirken til perioden , se Trap 1957, s Denne datering går tilbage til tidligere udgaver af værket og bør måske tages op til revision. 27 Jacob Madsen noterede omhyggeligt antallet af tiendeydere for de kirker, han besøgte i Fyens Stift. Madsen I Chr. 5.s matrikel fra 1681 er Vindinge kirke tillige med præstegården opført som ejer af nogle fæstegårde rundt om i Vindinge, Rosilde og Kogsbølle. Der er næppe tillagt kirken gods efter reformationen, så disse gårde har sandsynligvis ligget til kirken allerede før reformationen og kan i teorien have hørt til nogle af dens helgenaltre. Christian V.s Matrikel Nyborg Amt I lighed med landgildet til Jacob Ulfeldt i Om dette, se Svend Gissel, Jacob Ulfelds jordebog på Ulfeldsholm, Selsø og Bavelse 1588, København 1964, s Om Kogsted, se Jesper Olsen,»Kogsted det glemte færgested og fiskerleje«, Mads. Nov Danmarks Riges Breve, 2. rk., bd. 5, nr. 309, s Diplomatarium Danicum nr , online siden: , besøgt: :00, URL: Originalteksten lyder: Anno 1302 windeskab paa the agre forsletthe och enge ssomm ligger paa Lammedruppe marck huilcke gode menndt haffuihr giiffuit till sancti Mathei apostoli et evangeliste kiyrke ÿ Windinge Gudt till loff och ære euendelighe, aff huilcke agre aarligen skall giiffis sognepresthen till forne Windinge kiircke i ørte biuch for handt skall siunge och bede huer søndag effter messenn for fredt naade och timeligh werligh och maa forne sogneprest wnde och lye lade ofthskrevne agre enge och forsletth huilcke dannemendt hannem sielffihr helst løsthe wden huer mandtz modsigelse. Gavebrevet omtales desuden i et kirkeregnskab for Vindinge-Bjerge m.fl. herreder Hans de Hofman beretter i 1760, at der til Sct. Mads alter i den katolske tid skal være givet nogle agre til præsten for, at han hver søndag efter messen skal bede og synge for fred og timeligt vejrlig. Præsten nyder derfor endnu af et lidet sted i Lamdrup By foruden den sædvanlige tiende 12 skæpper byg i landgilde årligt. Hofmann 1760; s I 1755 nævnes, at det tillige med herligheden hører til Ørbæklunde, Copie af Beskrivelse over kirkerne og Herregaardene i Fyen og Langeland, af Sognepræsterne til Thuras Brug forfattet 1755, Det kongelige Bibliotek. 31 Erik Kjærsgaard, Mad og øl i Danmarks middelalder, København 1978; s. 84 ff. Som ku - riosum kan nævnes, at øllet dengang nok ikke var så forskelligt fra det»stakitøl«, der tidligere blev brygget på Refsvindinge bryggeri og solgt på gårdene, eller det mørke øl, man bryggede selv på Ågården i Rosilde så sent som i 1960 erne. 32 Danmarks Kirker IV, Holbæk amt, 3. bind, besøgt: :34 URL: 33 Se C.M Smidt,»Karup og dets Helligkilde«, Samlinger til jydsk Historie og topografi, 3. rk., bd. 5, s , her s Niels-Knud Liebgott,»Middelalderens kildedyrkelse«, Arv og Eje, 1975, s , her s Om kildemarkeder, se Schmidt 1926, s »Præst Sal: Mag: Hans Friis til et Index mortuorum etc at han klager over, at hans Kirkebog tillige med alle hans andre bøger bleve hannem den Tiid frarøvede af de Svenske, som stode ved Nyborg, hands Præstegaard afbrudt.«url: besøgt: :59. Kirkebøgerne i Vindinge er bevaret fra 1659 og fremefter. 37 Knud Ottosen, The Manual from Notmark, København 1970.

100 SKT. MADS KILDE OG VINDINGE KIRKE M. Mackeprang,»Kirkelader«, Achitecten, 14/37 (1912), s samt Mikael Manø Bjerregaard,»Middelalderlige kirkelader i Danmark«, Kuml, 2003, s For datering, se Mogens Vedsø,»Vindinge Kirke«, i Østfyn i Øjesyn, red. Eva Becker og Kurt Risskov Sørensen, Kertemindeegnens Museer og Nyborg og Omegns Museer u. år, s Kongemordet på Erik Klipping fandt sted 1286 i forbindelse med en overnatning i Finderup lade. Historikeren Palle Lauring argumenterer for, at Finderup Lade må være kirkeladen, Bjerregaard 2003, s A. Heise,»Kirkelige Forhold i Viborg stift, navnlig i Salling, paa Reformationstiden«, Kirkehistoriske Samlinger, 2.rk., bd. 5 ( ), s , her s. 740 n. 1; samt dom fra 4. maj 1537 s. 490 i Hoger F. Rørdam,»Domme fra Chr. III s Tid angående Kirkelige Forhold«, Kirkehistoriske Samlinger, 2.rk., bd. 5 ( ), s Trap 1957, s Matthæus kap. 25, v V. Thorlacius-Ussing, Billedskæreren Claus Berg, København Thorlacius-Ussing 1922, s. 79 samt Overgaard 1981, s Gammelkirken i Nyborg blev ødelagt for altid under Grevens Fejde. 46 Sjællands første lutherske biskop, Peder Palladius, fortæller i sin visitatsbog, hvorledes han i 1540 erne rejste rundt i stiftet for at fortælle beboerne om den nye evangeliske kristendom og dens følger for kirke- og samfundsliv, Peder Palladius, En Visitatsbog, red. Martin Schwarz Lausten, København Det kan se ud som om, den katolske tro stille og roligt blev udfaset, efterhånden som de gamle præster døde, og nye blev uddannet i reformationens ånd. Det er også muligt, at præsteembederne var omfattet af gammel feudal tankegang, så de i realiteten var præstens på livstid. 48 Jeg JOHAN FRIIS til Hesselager, gjøre alle vitterligt, at efterdi Hr. Niels, Sogne=Præst udi Windinge, som og var Vicarius til St. Nicolai Altere udi vor Frue Capell udi Nyborg, er nu død og afgangen, og samme Alters Jus Patronatus hører til mig og mine Arvinger, og den Tjeneste som var funderet at holdes for fornefnte Altar, er nu nederlagt, og paa det at det Gods, som laae til samme Altar, maa blive til Guds Tieniste, haver jeg bevilget og samtykt, og nu med dette mit åbne brev bevilger og samtykker, at al den visse rente, som fornefnte Hr. Niels og andre hans Forfædre samme Altars Vicarier pleiede tilforne at have og opbære, for Mæsse at holde for samme Altar, samme visse Rente af det Lands Gods dertil laae, som var fire Gaarde, skal herefter blive til Skolemesterens og Locaternes [Hørernes] Ophold udi Nyborg og Svenborg, paa det de Fattige, som der vilde gaae til Skole, ikke skulle besværges med nogen Udgift til Skolemesteren og Locaterne, og skal den Skolemester og Locaterne i Nyborg, have og oppebære aarlig landgilde af tvende Gaarde, som er først en Gaard udi Winding Herret og Sogn, som kaldes Damgaard, og skylder aarlig til Landgilde, tre Pund Byg, et pund Rug, en Otting smør, to Giæs og fire Høns, den anden liggendes udi Sylchendrup udi samme Herret og Sogn, som Hans Madsen i boer, og skylder aarlig til Landgilde to pund Byg, en Gaas, to Høns, og skal Skolemesterne og Locaterne udi Svendborg Hofmann 1760, s Se indledningen. 50 Se indledningen. 51 Liebgott 1975, s Siegfred Svane fik også foretaget vandtekniske undersøgelser i for bindelse med sit arbejde med helligkilderne, og kalder i samme ånd sin bog Danske helligkilder og Lægedomskilder, Svane 1984, s Mogens Bo Henriksen,»Regisse kilde ved Frørup. Om kombinationen af skriftlige, arkæologiske og hellige kilder«, Nyborg før & nu 2001, 2002, s

101 100 NYBORG FØR & NU Schmidt 1926, s Mundtligt meddelt af ejeren. 55 Madsen Vi må gå ud fra, at biskoppens ordre blev fulgt, men de tidligere omtalte helgenfigurer, der den dag i dag er bevaret i kirken, stammer velsagtens fra disse altre. Dem har man ikke villet skille sig af med. 56 Overgaard 1981, s. 15. Patronatsretten til Vindinge kirke tilhørte på det tidspunkt Jacob Ulfeldt til Ulfeldtsholm, det senere Holckenhavn. 57 Bogtrykkerkunsten blev udviklet af Johan Gutenberg, som levede ca Hans første trykte bibel udkom i Jørgen Møller døde 25. juni 1645 i Vindinge præstegård. Hans gravsten findes bevaret i Vindinge kirkes søndre korsarm. 59 Fundats paa Sex hundrede Rixdaler in specie Hovedstoel, som JÖRGEN MÖLLER, kongel. Majestæts Velbestalter Obrist=Lieutenant Først, skal den uddeelis til fire Personer i Nyborg Skole, som ere hielpeløse, gudfrygtige, fromme, som kand være god Forhaabning om, at de i sin Tiid kunde tiene Gud i Kirken eller Skolen, og ey saadanne, som have deres Forældre levende, eller som selv nogen Middel have, og skal hver Person have sex Rixdaler aarligen Skal og samme fire Stipendiater af Nyborg Skole være forpligtet, for samme Stipendium, at gaae op til Windinge hver onsdag Eftermiddag, og fra Tolv til Klokken Tre, lære ungdommen sammesteds at læse i Bøger, som dertil Lyst haver i Waaben=Huuset, saavel som deris Børne=Lærdom, hvortil Præsten sammesteds skal have Inspection, at alting gaaer dermed rættelig til, som hannem raadeligst synes i alle Ting alt dette er min fulde Villie, og skal holdes uryggelig efter min Død, som oven skrevet staaer, vidner jeg med underskreven egen Haand. Datum Windinge Præstegaard, den 2den December An Hofmann 1760, s Hofmann 1760, s Endvidere viser udskiftningskortet over Vindinge fra 1809 (Original 1), at matrikel No 3 var tillagt Skolelærer Embedet, og at degnen hed Welling. Stykket ligger mellem Bøjdenvej og Hjulbyvej lige over for Vindinge Landsbycenter. 61 Johannes Åbenbaring kap. 22 v. 13: Jeg er Alfa og Omega, den første og den sidste, begyndelsen og enden. Johannes Åbenbaring kap. 22 v. 17: Og Ånden og bruden siger:»kom!«og den, der hører, skal sige:»kom!«den, der tørster, skal komme, og den, der vil, skal få livets vand for intet. 62 Dette skal forstås sådan, at man modtager Guds nåde uden at skulle give noget til gengæld til forskel fra den gamle opfattelse, hvor guden krævede en offergave for at give noget igen (do ut des). 63 Allerede kirkefaderen Augustin, der levede i senantikken fra 354 til 430, opfattede korset som livets træ. 64 Françoise Henry, s samt s. 62. Som kuriosum kan nævnes, at det Asturiske flag, Bandera de Asturias, består af et gult alfa og omega kors på blå baggrund. Asturien ligger langs pilgrimsruten til Compostella de Santiago. 65 Henry 1965, Irish Art in the Early Christian Period (to 800 A.D.), London 1965; pl. 16 og 58. Se også Carl Nordenfalk,»Before the Book of Durrow«, Acta Archaelogica, 1947, s Schmidt 1926, s I øvrigt er her intet af de omskrevne Ting hvorom Kommissionen ønskede Underretning. Kun paa

102 SKT. MADS KILDE OG VINDINGE KIRKE 101 Kirkegaarden Ligger en Liigsteen udhuggen af almindelig Kampesteen 2½ Alen Lang og 3 Qvarteer Bred hvorpaa er udhuggen [Tegning af kors] Et gammelt Sagn gaaer, at den skal være funden i en Skov af den Mand paa hvis Grav den Ligger. Men da ingen af dem Lever, der har været til stede eller kiendt den Mand, kan jeg ej faae nøyere Underretning om Stedet, Danske præsters indberetninger til Oldsagskommissionen af Bornholm, Lolland-Falster og Fyn, red. Christian Adamsen og Vivi Jensen, Højbjerg 1997, s

103 102 NYBORG FØR & NU 2014 Lad våbenerne tale Vindinge Kirkes våbenskjolde som symbolsk kommunikation Af Rasmus Agertoft Inden for heraldikken altså læren om våbenskjolde 1 findes der et be - greb, der kaldes talende våbener. Begre bet dækker over våbenskjolde, hvor der er overensstemmelse mellem vå benets figur og navnet på den person eller slægt, som fører våbenet. Et eksempel er den fynske uradelsslægt Marsvin, hvis våben netop gengiver en hvid tandhval på en rød skråbjælke. 2 Det er imidlertid ikke kun de såkaldte talende våbener, der kan tale. Vå - benskjoldene har alle dage været tegn, der skulle afkodes, lige fra den første antikke kriger udsmykkede sit skjold for lettere at blive genkendt. Udsmykningen blev ikke mindre relevant, da middelalderens riddere begyndte at bruge lukkede hjelme og havde brug for let afkodelige figurer og farver for ikke at blive forvekslet med modstanderne på slagmarken og turneringspladsen. Alle kan i princippet føre et våben, men våbenskjoldet blev på vore bred - degrader først brugt af adelen, fordi det var adelen, der gik i krig. 3 I middelalderens standsopdelte samfund hav de hver stand sin bestemte funktion, og adelen skulle møde i rustning og til hest, når riget var i fare. Denne funktion kan blandt andet aflæses af de forskellige betegnelser for de adelige, der blev brugt, før Frederik I i 1520 erne begyndte at bruge ordet adel, for eksempel ridder, riddersmandsmand og væbner, som karakteristisk nok også kaldtes a wapn, altså af våben. 4 Det adelige våben var til at begynde med personligt, men blev efterhånden arveligt, så det ikke bare var den enkelte ridders tegn, men hele den adelige slægts. Som sådan fik det en kolossal symbolværdi både internt i adelen og i dens repræsentation af sig selv som en samfundsgruppe med en naturlig særstatus, der skrev sig langt tilbage i tiden. Det er denne symbolværdi, nærværende artikel vil forsøge at indkredse med det rige opbud af slægtsvåbener, der findes langs midtergangen i Vindinge Kirke lidt vest for Nyborg, som hovedeksempel. Adelens hamskifte I middelalderens adelsslægter var man forbundet i kraft af sit våben, men

104 LAD VÅBENERNE TALE 103 ikke nødvendigvis sit navn, hvorfor man blandt adelsslægternes medlemmer kan støde på navne som Niels Eriksen og Erik Nielsen, der ikke klinger ret meget af privilegeret stand og gør det svært at identificere deres bærere som del af en sådan. Det mente også Frederik I, der omkring 1526 forordnede, at adelige med samme våbenskjold også skulle have samme tilnavn, altså slægtsnavn, eller som det hedder i forordningen: Wille wii och saa, at alle riddermendts mend her vdi Danmarcks riige, som icke haffwe stadfeste tiill naffnn, skulle tage och vdwelye thennom stadige tiillnaffnn vdi saa maade, at the, som føre eens skyoldh och hielm, skulle haffwe eens till naffnn. 5 Kongen giver også en begrundelse for sit påbud, nemlig paa thet at mand vdi framtidenn kand spørge, huilckenn nogen erligh rittherligh gerning giør i Figur 1. Ulfeldt-slægten tog i 1525 navn efter sit våben, der forestiller fabeldyret valravnen, som er halvt ulv og halvt ørn. På gravstenen over et af slægtens medlemmer, Ebbe Andersen, der døde 1501, og hans hustru markeres tilhørsforholdet til slægten derfor af våbenet og ikke navnet. Ebbe Andersen ejede Holckenhavns forgænger Kogsbølle og blev begravet i Vindinge Kirke. I 1616 flyttede en af hans efterkommere stenen til Kværndrup Kirke, hvor den findes i dag som del af et slægtsmausoleum. Foto: Rasmus Agertoft.

105 104 NYBORG FØR & NU 2014 marckenn eller anderstadts, som vdi an dre christelige koninge riige sidt [sædvane] er. 6 Det er med andre ord noget rod, at man ikke kan identificere, hvem der udfører den ærlige ridderlige handling, på samme måde som det er noget rod, at der ikke er overensstemmelse mellem det adelige våben (skyoldh och hielm) og det tilhørende navn. Det rod skulle der ryddes op i, også for at kongen ikke skulle stå tilbage for fyrstelige kolleger i det fremmede. 7 Flere adelige slægter, der hidtil havde anvendt patronymer i stedet for slægtsnavne, valgte at rydde op ved at lade deres våbener tale. Den slægt, som den ovenfor nævnte Niels Eriksen er det første sikre medlem af, tog for eksempel slægtsnavnet Gyldenstjerne efter ja, den gyldne stjerne i sit våbenskjold, 8 og den slægt, som den ovenfor nævnte Erik Nielsen er det første kendte medlem af, lod sig inspirere af de 13 bannere, der er hjelmtegn i dens våben, og kaldte sig Banner. 9 Også slægter som Ro - senkrantz, Ulfstand og Ulfeldt tog navn efter deres våbener, og det gælder tillige det måske mest charmerende eksempel, den fynske uradelsslægt Bølle, der formentlig har udfundet sit navn ved at kaste et blik på våbenskjoldets fire hvide strømme i blåt og udtale ordet bølge på fynsk. 10 Når langt de fleste adelsslægter så raskt fulgte Frederik I s forordning, 11 skyldtes det ikke mindst, at den stemte godt overens med den udvikling, der foregik hos adelen selv. Adelen havde som sagt igennem middelalderen fungeret som rigets værnestand, og til gengæld for sine militære forpligtelser besad den vidtstrakte rettigheder. Den militære udvikling betød imidlertid, at der ikke rigtig var brug for de gammeldags riddersmændmænd mere, og så stod adelen dér med privilegier, den gerne ville beholde, men uden nogen reel modydelse at byde på. Den var godt på vej til at miste sin legitimitet og tæt forbundet hermed sin identitet som en eksklusiv gruppe. Så galt gik det dog ikke. Tværtimod kastede de tidligere krigsmænd sig over driften af deres godser og den jord, som de efter Reformationen i 1536 sammen med kongen var næ - sten ene om at eje, ligesom de skru - ede op for den boglige uddannelse, så de kom til at sidde på de vigtigste poster i den voksende statslige og lokale administration. Samtidig gjorde adelen alt, hvad den kunne for at understrege sin særstatus. Den lukkede sig om sig selv og lod ingen andre komme ind. Kongen kunne ikke længere foretage nyadlinger uden samtykke fra den eksisterende adels stærkeste magtbastion, rigsrådet, og skrappe ægteskabslove forbød ægteskab mellem adelige og ikke-adelige. 12 Forbuddet har forskelligt ind hold op gennem 1500-tallet, 13

106 LAD VÅBENERNE TALE 105 men træder klart frem i 1582, hvor Frederik II efter råd fra rigsrådet understreger, at børn af adelige og ikke-adelige ikke mue føre skiold och vaben eller adelig stammenafn. 14 Også bagud gjaldt det om at have ublandet adeligt blod i årerne, og der var prestige i at kunne føre sit ubrudte adelskab så langt tilbage som muligt. Det var ikke noget nyt, at adelen var optaget af de forudgående slægtled. Før Reformationen indgik levende og døde i en rigt ud - bygget religiøs memoriakultur, og de afdøde var tilstedeværende i det daglige liv på en helt anden måde, fordi det blev anset for de efterlevendes pligt at forkorte de dødes pinsler i skærsilden gennem bønner, sjælemesser ved slægtsaltre og anden afladsgivende religiøs praksis. 15 Med Reformationen afskaffedes skærsil den, og omsorgen for de afdøde transformeredes til en genealogisk interesse både i og uden for kirkerummet. Da genealogien som strukturerende princip netop er kendetegnet ved at forklare nutiden gennem fortiden, 16 blev den en flittigt anvendt strategi til at befæste adelens særstatus mod det truende tab af legitimitet og identitet ved at henvise til, at eksklusiviteten skrev sig fra ældgammel tid, Figur 2. Holckenhavn er ikke bygget til forsvarsformål, men kan alligevel opvise både voldgrav, skydeskår og skoldehuller, alt sammen symboler på adelig værdighed i slutningen af 1500-tallet. Foto: Rasmus Agertoft.

107 106 NYBORG FØR & NU 2014 helt på linje med den måde, adelen i samme periode brugte anakronistiske elementer som voldgrave, skydeskår og skoldehuller i det blomstrende herregårdsbyggeri adelige aner Den genealogiske interesse fik et væld af udtryksformer, ofte med slægtsvåbenet som et anskueliggørende middel til at overskue de mange slægtled. De adelige kvinder skrev slægtsbøger, broderede våbentæpper og samlede på folkeviser, som de mente handlede om netop deres forfædre. 18 I tidens ligprædikener var det en del af den faste skabelon, at præsten indledte levnedsdelen med at opregne, hvor ædel byrd den afdøde kom af. 19 Og på de adelige gravsten og senere epitafier afbildedes et stigende antal adelige våbener, begyndende med blot et enkelt og endende med helt op til 32 pr. person. 20 I praksis møder man forskellige antal våbener på de adelige gravsten gennem hele 1500-tallet, men efterhånden stabiliseredes de 16 adelige aner til den ideelle forudsætning for at tilhøre adelens lukkede gruppe. 21 Begrebet 16 adelige aner er således en grundsten i den danske adels selvforståelse og dermed i forståelsen af den gamle danske adel langt op i tiden. Alligevel er begrebet tilsyneladende aldrig blevet tilbundsgående undersøgt på dansk grund. I den sparsomme behandling i litteraturen hersker der ligefrem usikkerhed om, hvor formelt kravet om dokumentation af de 16 adelige aner gennem den såkaldte aneprøve har været, 22 når bortses fra den tyskinspirerede fundatsbestemmelse om adgangen til det adelige frøkenstift Vallø, hvor det er et specifikt krav. 23 At have 16 adelige aner betyder at kunne føre sit ublandede adelskab tilbage til samtlige tipoldeforældre, altså både på fædrene og mødrene side. Talt som individer giver det i virkeligheden langt flere aner, nemlig 30, men tallet 16 kom af den måde, man gjorde anerne op på, idet man kun optalte slægter, der endnu ikke var blevet nævnt, medmindre de fandtes på pladser uden for den samme ascendens. Hvis ens mor var af slægten Bille, behøvede man således ikke at opregne sin morfar eller sin morfars far, fordi den gren allerede var på plads, men mormoderen, hendes mor og morfaderens mor skulle med, fordi de repræsenterede nye slægter. Hvis der imidlertid var en Bille i en af anetavlens andre linjer det kunne være ens farmors mor talte hun ligeledes som en ane, mens det altså ikke var nødvendigt at opregne hendes far. 24 Opregningssystemet kan ved første øjekast se ud til at stille mandli ge og kvindelige aner lige, fordi begge er nødvendige, hvis man vil nå frem

108 LAD VÅBENERNE TALE 107 til de ønskede 16 aner, eller endog favorisere kvinderne, fordi de er i overtal. I virkeligheden skyldes mændenes undertal dog, at det var gennem dem, slægtsvåben og -navn ned - arvedes, hvorfor det ville være en gentagelse at opregne våbenet flere gange. Kvinderne bevarede nok slægtsvåben og -navn, når de indgik ægteskab, men kunne ikke give det videre. Derfor hed det også, at slægten uddøde med den sidste mand. Vaabener af den gode gamle gilde og gjæve danske Adel Under den fodrejse, der skulle være med til at lægge grunden under Na - tionalmuseet, 25 besøgte oldgranskeren Rasmus Nyerup Vindinge Kirke en augustdag i 1805 og imponeredes over de mange våbenskjolde, han så. Kirkestolene langs opad Kirkegulvet ere alle lukte og Dørrene zirede med saa mange Vaabener af den gode gamle gilde og gjæve danske Adel, at de godt kan tjene til Ledetraad ved en Cursus over Heraldiken, skrev han således i sin rejsebeskrivelse. 26 Våbenskjoldene gør stadig et markant indtryk i kirkerummet, selv om der i dag er knap så mange, som der formentlig var i 1805, eftersom en stor indre restaurering i begyndelsen af 1850 erne skar ned på antallet af Figur 3. Vindinge Kirke har i dag 19 stolestader på hver side af midtergangen, alle med påmalede adelige våbener på lågerne. Foto: Rasmus Agertoft.

109 108 NYBORG FØR & NU 2014 stolestader. I dag er der 19 stolestader på hver side af midtergangen, alle med adelige våbener og alle på nær ét tillige med navnet på den slægt, der fører våbenet (for eksempel Holcker). Dertil kommer to vå - benskjolde, også med slægtsnavne, på den nordre ende af de to øverste stolestader i nordsiden. 27 Stolestaderne i korskirkens nordre korsarm, det såkaldte Skt. Mads Kapel, har derimod ingen våbener, og i søndre korsarm, der indtil 2011 rummede et gravkapel for den friherrelige Holckslægt, 28 er der ingen stolestader. Disse 40 våbenskjolde er, fremgår det af flere beskrivelser, rester af anetavler for den første besidder af baroniet Holckenhavn, Eiler Holck ( ), og hans første hustru, Elisabeth Høeg ( ). Man mø - der for eksempel oplysningen i den hidtil fyldigste samlede trykte beskrivelse af kirken, Erik Overgaards Vindinge Kirke, 29 der henviser til Erik Pontoppidans topografiske værk Den Danske Atlas. I det relevante bind fra 1767 af Den Danske Atlas nævnes imidlertid ingen stolestader, 30 mens til gengæld Pontoppidans svoger Figur 4. Det vides ikke, hvordan kirkebænkene så ud i Vindinge Kirke, indtil skibet fik nye stolestader i 1675, men måske har de lignet bænkene i Frørup Kirke, der er fra 1612 og har våben for herremanden Jakob Ulfeldt den yngre og hans hustru, Birgitte Brockenhuus. Jakob Ulfeldt, der ejede det nuværende Holckenhavn fra 1593 til 1616, har udstyret begge kirker med inventar og muligvis haft patronatsret til dem. Foto: Rasmus Agertoft.

110 LAD VÅBENERNE TALE 109 Hans de Hofmans supplement til værket fra 1774 ganske rigtigt skriver, at»stolene ere lukte i alt 32 paa hver Side med adelige Vaabner, som er Baron Holkes og Frue Elisabeth Höegs 16 Aner«. 31 Oplysningen om de 16 aner findes tillige i et tidligere værk af Hans de Hofman, hans Samlinger af publique og private Stiftelser, Fundationer og Gavebreve, hvor der i det relevante bind fra 1760 står: Stoelene ziret med Hr. Baron Eiler Holks og Frue Elisabeth Högs 16 Ahner. 32 Det er så vidt vides første gang, oplysningen findes trykt. Hofman kunne i begge de nævnte værker trække på nogle præsteindberetninger fra 1750 erne 33 og anden topografisk litteratur, som imidlertid ikke altid lader til at have været lige tidssvarende. For eksempel nævner han i begge værker med henvisning til Pontoppidans samling af indskrifter Marmora Danica ( ), at der i Vindinge Kirke findes et epitafium over Jakob Ulfeldt den ældre og Anne Flemming, skønt dette epitafium efter beskrivelsen i Marmora Danica må være identisk med den gravsten, som ægteparrets søn i 1616 flyttede til Kværndrup Kirke, og som stadig ligger der. 34 Det, man skal hæfte sig ved i beskrivelserne, er derfor mere, hvis adelige aner våbenskjoldene repræsenterer, end hvor mange aner der er, både for di beskrivelserne er andenhånds, og fordi de 16 adelige aner altså var et fast begreb. Samt, ikke mindre vigtigt, fordi de konkrete materielle levn i form af de 40 bevarede våbenskjolde giver et overskud i forhold til de to gange 16 aner, der nævnes. 16 adelige aner i Vindinge Kirke? Hofman skriver som sagt i supplementsbindet til Den Danske Atlas, at Vindinge Kirke har 32 stolestader på hver side. Det er et tal, der stort set bekræftes af en fordeling af stolestaderne til sognets beboere, som bemeldte Eiler Holck foretog søndag den 30. december 1683 under overværelse af blandt andre sognepræsten, og som der findes et nedskrevet eksemplar af i Holckenhavn Godsarkiv. 35 Sognebørnene er inddelt efter flere kriterier. For det første sidder mænd og kvinder hver for sig på henholdsvis Mandsidenn og Quindsiden, hvilket muligvis vil sige efter den traditionelle ordning med mændene i syd og kvinderne i nord. 36 Det er dog værd at bemærke, at de to sider mere er et funktionelt end et geografisk anliggende, idet der også for stolestaderne i nordre korsarm, der som nu må have ligget vinkelret på skibets stole, omtales en mands- og en kvindeside. 37 For det andet sidder sognebørnene efter stand. Den øverste stol i begge sider besættes af henholdsvis Eiler Holck og hans hustru, dernæst

111 110 NYBORG FØR & NU 2014 er reserveret Tvende Paa Hver side fra det ofverste i Kirgen til Mine folg oc Tienere, og fra den fjerde stol i hver side begynder så de øvrige sognebørn, der ifølge håndskriftet er placeret efter størrelsen af deres betaling af korntiende, idet fjerde stol i kvindesiden dog hører Till Prestegaarden, hans Hustrue oc Anden Quinde Kiön. Til disse to inddelingsprincipper er antagelig kommet et efter alder, som det påkræves af Danske Lov, der udkom tidligere samme år. 38 Fra og med den 28. stol og til den sidste, der har nr. 32, sidder på mandssiden først præstens folk og tjenere og så karlene, mens kvindesidens 28. stol til og med den sidste, der har nr. 30, er forbeholdt tjenestepigerne. Samme mønster gentager sig i nordre korsarm, hvor dog kun den første stol af otte i hver side ikke er optaget af karle og piger. Kirken har været godt fyldt op, når alle disse mennesker var samlet. Dels sad man tæt, især på de bagerste rækker, idet de almindelige sogne- Figur 5. Året før Eiler Holck i 1683 foretog sin fordeling af stolestader i Vindinge Kirke under overværelse af sognepræst Peder Friis, skrev han en del af sit testamente under og forseglede det med sognepræsten som vitterlighedsvidne. Peder Friis var blevet præst i Vindinge i 1670, to år før Eiler Holck flyttede til Fyn, og det var derfor også ham, der i 1672 holdt ligprædikenen over Elisabeth Høeg og siden udgav prædikenen i en prægtigt udstyret udgave med indledningsdigt af Thomas Kingo. Holckenhavn Godsarkiv.

112 LAD VÅBENERNE TALE 111 mænd- og koner sad fem i hver stol, karlene seks og pigerne syv. Dels var der som sagt flere stolestader end nu. Ifølge en beskrivelse af ændringerne i forbindelse med den omtalte store indvendige restaurering af kirken i gik stolestaderne indtil da helt op til koret, som var adskilt fra skibet med det renæssancegitter, der nu lukker skibet af mod søndre korsarm. Ved restaureringen blev de øverste stole fjernet sammen med en lukket herskabskabsstol over for prædikestolen, der muligvis stammer fra en anden stor restaurering i 1769, som der så vidt vides ikke findes kildemateriale om. Det kan altså ikke med sikkerhed siges, om de forhold, der skildres efter restaureringen i 1853, går helt tilbage til den decemberdag i 1683, hvor Eiler Holck fordelte stolestaderne, men det er ikke usandsynligt, at det gælder de fleste. I hvert fald har indgangen også dengang været fra det daværende våbenhus på kirkens sydside, som i 1853 blev afløst af den nuværende indgang i tårnrummet. 40 Da indgangen fra våbenhuset må have krævet mindst et par stolestaders plads, 41 kan det undre, at det er på den traditionelle kvindeside i nord og ikke på den traditionelle mandsside i syd, at der kun er 30 stolestader, hvorfor man ikke kan udelukke, at mænd og kvinder har siddet omvendt i Vindinge Kirke, medmindre da døbefonten, som ved restaureringen i 1853 stod i koret, i 1683 har optaget plads i skibet i nordsiden, enten over for indgangen eller i tårnrummet. 42 Det vigtige i denne sammenhæng er imidlertid antallet af stolestader. Som den opmærksomme læser har bemærket, er der næsten sammenfald mellem stolestader i mands- og kvindesiden og de 32 adelige aner, som man når frem til, hvis man udvider de 16 adelige aner en generation fra tip- til tiptipoldeforældre. Adelige anetavler er struktureret efter et af flere sindrige systemer, der gør det muligt at aflæse de nøjagtige slægtsforhold, hvis man vel at mærke kan dechifrere systemet. 43 Den nuværende placering af våbenskjoldene i Vindinge Kirke passer ikke umiddelbart ind i noget system, men våbenskjoldene i sig selv kan med en enkelt undtagelse passes ind i en anetavle, der opregner Eiler Holcks og Elisabeth Høegs 32 aner. 44 En sådan tolkning forklarer også tilstedeværelsen af de otte våbener, der bliver tilovers, hvis våbenskjoldene blot repræsenterer to gange 16 adelige aner. Grever og friherrer Et enkelt våben falder dog uden for resten ved ikke at opgive slægtsnavn, men til gengæld være fornemmere i sit udstyr og forsynet med både friherrekrone foroven og ridderkors for - neden. Våbenet, der i dag findes i et lidt bredere felt end de øvrige på det øverste stolestade i kirkens nordside,

113 112 NYBORG FØR & NU 2014 blev givet til Eiler Holck, da han den 4. oktober 1671 blev ophøjet i friherrestanden, 45 og betegner den friherrelige linje af slægten Holck, der siden 1672 har siddet på Holckenhavn. Da enevælden blev indført i 1660, mistede adelen en stor del af sin hidtidige indflydelse, blandt andet fordi det adelige rigsråd, som havde haft medbestemmelse i vigtige spørgsmål, blev nedlagt, hvilket også betød, at kongen nu kunne adle, hvem han selv fandt for godt. Adelens privilegier blev beskåret, 46 og i 1671 indførtes en række nye forordninger, der for alvor tydeliggjorde, at status og indflydelse ikke afhang af ældgammel byrd, men af kongens nåde, som man kunne gøre sig fortjent til gennem tro tjeneste. 47 Blandt disse forordninger var grevernes og friherrernes privilegier, som gjorde det muligt for den nytiltrådte Christian V at ophøje loyale og gerne formuende støtter i en ny adelsstand over den gamle fødselsadel. Han kunne med andre ord benåde de særligt udvalgte, også borgerligt fødte, med en titel som greve eller Figur 6. På Eiler Holcks friherrepatent af 4. oktober 1671 ses hans nye, friherrelige våben med rigelige hentydninger til hans militære baggrund. Den syvtakkede friherrekrone er sat både over skjoldet i sin helhed og over hjerteskjoldet med Eiler Holcks fædrene våben. Holckenhavn Godsarkiv (deponeret på Nationalmuseet).

114 LAD VÅBENERNE TALE 113 friherre (senere baron), principielt knyttet til et grevskab eller friherreskab (senere baroni), som principielt skulle bestå af et betragteligt jordtilligende på henholdsvis mindst 2500 og 1000 tønder hartkorn. Grevskaberne og friherreskaberne var arvelige og blev betragtet som kongelige len, hvilket betød, at de ikke måtte sælges eller deles, og at kongen skulle have jorden igen, hvis der hverken var mandlige eller kvindelige efterkommere tilbage. Til gengæld fik besidderne vidtstrakte juridiske og økonomiske fordele. 48 Der var flere årsager til oprettelsen af den nye titeladel. Ud over som sagt at belønne tro tjeneste og omgive det nye styre med pragt efter udenlandsk forbillede har det rimeligvis også været et ønske at splitte den gamle fødselsadel, der ganske vist ikke var så farlig mere, men i lang tid havde konkurreret med kongemagten og så var det en fordel for kongen at kunne indfri noget af sin krigsgæld mod at afstå jord til de nye majorater, som grevskaberne og friherreskaberne kaldes under ét. 49 Kun få fra den gamle fødselsadel valgte eller havde mulighed for at indtræde i den nye titeladel, blandt dem Eiler Holck, der havde tjent kongen både i militæret og som kommandant på Kronborg, 50 og som var en af de elleve, heraf fire fra den gamle adel, der lod sig ophøje allerede i Figur 7. Eiler Holck var en af de»kiere og troe Mænd«, som Christian V allerede i oktober 1671 ud delte den nyindstiftede Dannebrogorden til. I ordenens statutter hedder det blandt andet, at modtagerne, så længe de lever, skal føre dens kors under deres eget våben, og at de skal aflevere deres våben til ophængning i Frederiksborg Slotskirke. På Eiler Holcks våbenplade, der i dag hænger på Frederiksborg Slot blandt andre hvide ridderes, kan foroven anes hans såkaldte tankesprog eller symbolum:»frygt Gud, ær Kon gen, elsk Ærlighed«. Foto: Rasmus Agertoft Begivenheden blev for Eiler Holcks vedkommende besunget af nogle af tidens fremmeste digtere. Både Anders Bording og Jens Steen Sehested har skrevet lejlighedsdigte om den, sidstnævnte med den karakteristiske formulering, at Saa lønnes trygge Mænd med huld, som troe har tiend!. 52 I det hele taget var Eiler

115 114 NYBORG FØR & NU 2014 Holck en af de helt store i den nye samfundsorden, hvilket også ses af, at han var med i den første gruppe, der udnævntes til riddere af den nyindstiftede Dannebrogorden den 12. oktober 1671 og søndagen efter modtog det hvide bånd af kongens hånd på Rosenborg. 53 I det nye våben, Eiler Holck fik som friherre, indgik det gamle Holckske slægtsvåben som hjerteskjold, som det er almindeligt i den situation, 54 og det fædrene våben findes naturligvis også uden rangkrone med mere på en af lågerne i Vindinge Kirke. Forholdet mellem den gamle fødselsadel og den nye titeladel synes ikke at være tilbundsgående undersøgt, men man peger gerne på, at den gamle adel så med mistro på de nye opkomlinge, der for en stor dels vedkommende var af udenlandsk herkomst. 55 Den gamle og den nye adel giftede sig dog lystigt med hinanden, og det nye friherrelige våben kombineret med den rumligt udfoldede anetavle i Vindinge Kirke kan tolkes som et udtryk for, at Eiler Holck spillede på begge heste hvis det altså er ham, der står bag våbenskjoldene. En mulig datering Våbenskjoldene i Vindinge kan ikke dateres med fuldstændig sikkerhed. I den ovenfor omtalte beskrivelse af kirken efter den indre restaurering Figur 8. Elisabeth Høeg døde i barselsseng på Holckenhavn, kun et halvt års tid efter at hun og Eiler Holck var flyttet dertil omkring påske Døden indtraf en tidlig fredag morgen»udi adskillige Høy-Adelige oc andre Høyfornemme Personers Nærværelse«, som det hedder i hendes ligprædiken. Hun efterlod sig tre små børn. Maleri af Abraham Wuchters på Holckenhavn. i 1853 står der, at I Aaret 1769 lod Holckenhavns daværende Besidder, Baron Erik Rosenkrands Holck den jstandsætte baade indvendig og udvendig, og formodentlig skyldes ham de smukke adelige Familiers Vaabenmærker, der findes paa Stoledørene, og, som et historisk Minde, bleve bibeholdte ved den sidste Restauration, 56 og denne formodning gentages i Erik Overgaards lille bog Vindinge Kirke. 57 Det kan imidlertid ikke passe, alene eftersom våbenskjoldene som sagt nævnes allerede De nævnes som sagt som Eiler Holcks og

116 LAD VÅBENERNE TALE 115 Elisabeth Høegs aner, hvorfor det vil le være mest naturligt, at en af dem også havde sat dem op. Omkring påske 1672 flyttede ægteparret ind på Holckenhavn, 58 der netop var blevet oprettet som et friherreskab, og samme år har Eiler Holck formentlig fået patronatsretten til Vindinge Kirke, 59 altså retten til dens tiendeindtægter og til at kalde præster mod til gengæld at vedligeholde kirken. Inden årets udgang døde Elisabeth Holck imidlertid i barselsseng, 60 og i 1678 giftede Eiler Holck sig igen. De seks år mellem 1672 og 1678 synes altså at være de mest sandsynlige for en datering af våbenskjoldene, eftersom den nye kone, Ingeborg Dorothea Vind ( ), der ligesom Elisabeth Høeg kom af en uradelig slægt, ellers kan have ønsket sine egne aner repræsenteret. Netop i 1675 blev kirkeskibets stolestader fornyet, fremgår det af fordelingen af dem i 1683 (Stollernis Summa / Er de som till forn af Nye er givet I Kiergens Lengde Anno 1675), og det er sandsynligvis også her, stolestaderne er blevet forsynet med våbener, måske inspireret af Eiler Holcks nys overståede tid som kommandant på Kronborg, hvor han fra sit nu forsvundne private pulpitur i Skt. Olai Kirke, bygget 1671 og forsynet med hans egne og Elisabeth Høegs fædrene og mødrene våbener, kunne betragte to ligeledes forsvundne efterreformatoriske friser med talrige kalkmalede adelsvåbener. 61 Man kan ikke helt udelukke, at våbenskjoldene er ladet male af Eiler Holcks søn af første ægteskab og efterfølger som Holckenhavns besidder, Frederik Christian Holck (o ), eftersom han deler aner med sine forældre. Mod denne tolkning taler, at det ikke er ham, kilderne fra 1700-tallet nævner, og at den rumligt udfoldede anetavle så ville repræsentere hele 64 aner, hvilket trods alt hører til sjældenhederne. 62 Derudover har han dårligt haft råd til udsmykningsopgaven, eftersom hans korte tid som baroniets besidder var præget af voksende gæld. 63 Symbolets mangetydighed En tolkning, der må anses for endnu mere tvivlsom, er en lokal tradition om, at våbenskjoldene på stolestaderne har fungeret som en slags pladsanvisning af de forskellige slægter i forbindelse med et ikke nærmere specificeret bryllup i kirken. Flere af de bevarede våbener føres nemlig af slægter, som for længst var ud døde i mandslinjen, da friherreskabet Holckenhavn blev oprettet, hvilket må være det tidligst mulige tidspunkt for en sådan begivenhed. For eksempel menes slægten Present at være uddød i 1512, slægten Hak uddøde 1539 og slægten Krumpen i En slægt af den gamle adel regnes

117 116 NYBORG FØR & NU 2014 som sagt for uddød, når dens sidste mand er død, men selv hvis man tager højde for eventuelle ugifte døtre, der fører deres fædrene våben, har ikke engang de mest sejlivede stadig kunnet være i live i 1670 erne. Den lokale tradition er dog interessant på den måde, at den er et eksempel på ønsket om at knytte en fast betydning til det symbol, som våbenskjoldet er, ved at reducere det til dets funktionelle aspekt som en art bordkort. Samme ønske kan iagttages hos så forskellige folk som Frederik I og Rasmus Nyerup, idet kongen ved hjælp af slægtsnavnet forsøgte at etablere en stabil og uforanderlig (vdi framtidenn) forbindelse mellem våbenet og den, der fører det, mens Rasmus Nyerup med sin antikvariske interesse så Vindinge Kir kes våbenskjolde som oplagt lærebogsmateriale. Men så nemt er det ikke med symboler, hvis betydning ikke er ud - tømt, når de har udtjent deres formål, og som netop er kendetegnet ved at være mangetydige, 64 hvad vi straks skal belyse med et af våbenerne fra anetavlen i Vindinge Kirke, Figur 9. Flere af våbenskjoldene i Vindinge Kirke repræsenterer den samme adelsslægt, fordi slægtens medlemmer forekommer flere steder på Eiler Holcks og Elisabeth Høegs anetavler. For Rosenkrantz-slægten er der således fem bevarede våbener, mens formentlig tre er gået tabt. Foto: Rasmus Agertoft.

118 LAD VÅBENERNE TALE 117 det omtalte gammeladelige Holckvåben, som eksempel. Spørgsmålet er nemlig, hvad det symboliserer. Det umiddelbare svar er, at våbenet symboliserer et bestemt individ, nemlig Eiler Holcks far, der indtager sin bestemte plads i Eiler Holcks anetavle. Imidlertid indtager han kun pladsen i den adelige anetavle i kraft af sit tilhørsforhold til en bestemt adelsslægt, hvorfor våbenet altså også repræsenterer slægten, hvilket understreges både af flertalsformen af navnet (»Holcker«og ikke»holck«) 65 og den omtalte praksis, at våbenet kun gengives en enkelt gang, når der er tale om samme ascendens. Våbenet symboliserer altså både individet og slægten, fordi individet og slægten gensidigt betinger hinanden. Det er naturligvis tilfældet i alle slægter, men det bliver særlig tydeligt, når det gælder adelsslægter, fordi adelen ofte kan (eller hævder at kunne) føre slægten langt tilbage og traditionelt har tillagt denne evne en stor identitetsskabende (og som sagt tidligere Figur 10. Eiler Holck var i 1676 med til at dømme Peder Griffenfeld, der menes at stå bag grevernes og friherrernes privilegier fra 1671, til døden for blandt andet forræderi. Henrettelsen blev standset i sidste øjeblik, men bøddelen havde nået at gennemføre den vigtige symbolske handling at sønderbryde Griffenfelds våbenskjold, som dommen foreskrev. På dette stik efter ældre forlæg ses resterne af våbenskjoldet bag den nu tidligere greve. Fra Tycho de Hofmans Historiske Efterretninger om velfortiente Danske Adelsmænd, med deres Stamme-Tavler og Portraiter.

119 118 NYBORG FØR & NU 2014 også legitimerende) betydning. De tyske historikere Marcus Funck og Stephan Malinowski kalder ligefrem adelige for mestre i erindring (masters of memory) og mener, at den adelige slægt er overtidslig (supratemporal) i den forstand, at det adelige slægtsbegreb omfatter både afdøde, nulevende og endnu ufødte medlemmer. 66 Om det er våbenets symbolske be - tydning som individ eller slægt, der betones, afhænger blandt andet af, hvilken kontekst våbenskjoldet bruges i. Når en gammel adelsslægt ud - dør, kan man for eksempel møde formuleringen, at det sidste mandlige medlem tager våbenet med sig i graven, 67 hvilket kan lyde som en metafor, men tilsyneladende også har dækket over et konkret ritual, som da adelsmanden Tage Thott lagde Ulfstand-slægtens våbenskjold i graven til slægtens sidste mand, Axel Ulfstand, under dennes begravelse i Lunds domkirke i Mens våbenet her (mest) er symbol på slægten, skal det i højere grad forstås som symbol på individet eller i hvert fald en enkelt linje af slægten ved et andet tidligt moderne ritual, nemlig de symbolske henrettelser af, i mangel af bedre, figurer af adelsmændene Kaj Lykke og Corfitz Ulfeldt i henholdsvis 1661 og 1663, i forbindelse med hvilke bøddelen sønderbrød deres våbenskjolde som tegn på, at de havde forbrudt deres ære på grund af forbrydelser mod majestæten. 69 Symbolsk kommunikation Ud over at symbolisere slægt og individ kan våbenskjoldet have en lang række andre symbolske betydninger, for eksempel fornemhed, ælde, eksklusivitet og magt. Hvilken betydning, man fremhæver, afhænger som sagt af konteksten, men også af de modtagere, der på et givet tidspunkt aflæser symbolet. I stedet for noget én gang for alle fastslået er det derfor frugtbart at betragte brugen af våbenskjolde som en symbolsk kommunikation, det vil sige en kommunikation ved hjælp af symboler. 70 Denne tilgangsvinkel indebærer, at symbolet ikke betyder det samme til alle tider. Da stolestaderne i Vindinge Kirke blev fornyet i 1850 erne, havde man for eksempel tilsyneladende ikke blik for de tidligere så vigtige 16 eller 32 adelige aner, og man betragtede dem i stedet som nævnt som et historisk Minde, på samme måde som man i samtidigt historicistisk herregårdsbyggeri udfoldede en fri fantasi over fortiden. 71 Våbenerne blev placeret nogenlunde efter forgodtbefindende på de nye stolestader, men blev trods alt ikke kasseret, som det for eksempel lader til at være sket med en del af billedskærerarbejdet fra den nedtagne herskabsstol, som godsforvalter Johan von Bergen fandt midt i 1870 erne, efter at det havde henligget i en Bunke paa Loftet over Kirken, udsat for Sne og Regn, siden Så meget for historisk pietet!

120 LAD VÅBENERNE TALE 119 Men tilgangsvinklen med at betragte våbenskjolde som del af en symbolsk kommunikation gør det tillige muligt at prøve at rekonstruere, hvilken situation de oprindelig er tænkt ind i, og hvilket værdisæt de er udtryk for. Det gælder også våbenskjoldene i Vindinge Kirke. Da Eiler Holck lod dem male i 1675 som vi antager var han få år forinden kommet til Østfyn og havde fået oprettet en ny administrativ konstruktion, friherreskabet, hvis beføjelser, der året før var blevet udvidet betragteligt, 73 ikke altid passede gnidningsfrit ind i den øvrige lokale administrations, 74 ligesom hans stilling som højestkommanderende på Fyn gav konflikter med kommandanten i Nyborg. 75 Med de nymalede våbener som symbolske redskaber har han kunnet kommunikere sin magtposition til dem af friherreskabets beboere, der boede i sognet. Søndag efter søndag indtrådte de symbolsk i hans fortolkningsramme, når de satte sig til rette i den rumligt udfoldede anetavle i deres gamle sognekirke, mændene antagelig i stolene forsynet med Eiler Holcks aner og kvinderne antagelig i stolene med hans hustrus og med den levende proband fysisk placeret øverst både genealogisk og hierarkisk. 76 Det friherrelige våben i mandssiden var tegn på, at den nye friherre ikke alene tilhørte den velkendte herskabstype, den gamle adel, men også den nye Figur 11. Da Eiler Holcks portræt blev stukket af den produktive hollandske kobberstikker Frans van Bleyswyck til danskeren Tycho de Hofmans fransksprogede værk om danske adelsmænd, der udkom i 1746, fremhævede kobberstikkeren friherrens familiemæssige forbindelse med den berømte kejserlige feltmarskal, rigsgreve Henrik Holck ( ), hvis far var bror til Eiler Holcks farfar. Henrik Holck døde i udlandet, men blev bisat i København og begravet i et nu nedrevet gravkapel på sydsiden af Herrested Kirke, idet han en kort årrække ejede Ravnholt. Portrættet af Eiler Holck med en buste af den enøjede slægtning i baggrunden fandt senere vej til den danske oversættelse af Tycho de Hofmans værk, Historiske Efterretninger om velfortiente Danske Adelsmænd, med deres Stamme-Tavler og Portraiter, der blev udgivet i 1770 erne. herrestand, 77 så adelsvåbenerne i Vin - dinge Kirke altså på én og samme tid demonstrerede det nye herskabs indtog og dets historiske legitimitet.

121 120 NYBORG FØR & NU 2014 Og således kom våbenerne igen til at tale deres eget symbolske sprog, ikke på middelalderens slagmark, men på værdikampens, der ganske vist var en del mindre blodig, men stadig (blåt) hjerteblod for de involverede. 1 Ret beset er skjoldet kun en del af et våben, der også består af hjelm, hjelmklæde og hjelmtegn og ofte flere elementer. Da artiklens ærinde ikke er heraldisk, bruges betegnelserne våben og våbenskjold her i flæng, ligesom der udelukkende refereres til adelige våbener og ikke de mange andre våbentyper, der også er heraldikkens område. 2 Jf. f.eks. Sven Tito Achen, Danske adelsvåbener. En heraldisk nøgle, København 1973, s Ernst Verwohlt,»Dansk våbenret«, Personalhistorisk Tidsskrift, 13. rk., bd. 6 (1958), s William Christensen,»Om nogle af det 15. Århundredes Betegnelser for Adelsstanden«, Historisk Tidsskrift, rk. 4, bd. 8 (1912), s Kong Frederik den Førstes danske Registranter, red. Kr. Erslev og W. Mollerup, København 1879, s Forordningen er udateret og muligvis aldrig udstedt i sin helhed, men en del af den blev vedtaget på herredagen i Odense i 1526, jf. Kong Frederik den Førstes danske Registranter, note på s Steffen Heiberg sætter forordningen til 1525 i Enhjørningen Corfitz Ulfeldt, 4. udg., København 2003, s Frederik den Førstes danske Registranter, s Jf. Anemette S. Christensen,»Herremandsliv i Danmark «, i Svøbt i mår. Dansk Folkevisekultur , red. Flemming Lundgreen-Nielsen og Hanne Ruus, København 1999, bd. 1, s Danmarks Adels Aarbog, red. G.O.A. von Irgens-Bergh og Louis Bobé, København 1926, bd. 2, s. 3 f. 9 Danmarks Adels Aarbog, red. Louis Bobé og Albert Fabritius, København 1949, bd. 2, s Danmarks Adels Aarbog, red. Knud J.V. Jespersen, København 1988, s. 691; red. H.R. Hiort-Lorenzen og A. Thiset, København 1896, s. 429; red. G.O.A. von Irgens-Bergh og Louis Bobé, København 1923, s. 499, samt red. H.R. Hiort-Lorenzen og A. Thiset, København 1890, s. 148 f., hvor det også fremgår, at sidstnævnte slægt vaklede mellem navnene Vove og Bølle. Slægterne Rosenkrantz og Ulfeldt tog slægtsnavne allerede henholdsvis 1524 og Slægten Sehested tog først sit slægtsnavn i 1600-tallet, jf. omtalen af Christian Thomesen Sehested i Dansk biografisk Lexikon, hvor det hedder:»det bør strax bemærkes, at han aldrig selv har kaldt sig med Sehested-Navnet, uden Tvivl fordi han i Modsætning til sine Fættere ikke vilde anvende en Betegnelse, som ikke var hans Slægts«(J.A. Fridericia,»Christian Thomesen Sehested«, i Dansk biografisk Lexikon, red. C.F. Bricka, bd. 14, København 1901, s. 483). 12 Knud J.V. Jespersen,»Fra fødselsadel til rangadel. Den danske adel «, i Riget, magten og æren. Den danske adel , red. Per Ingesman og Jens Villiam Jensen, Århus 2001, s. 606 f. 13 I»Kong Christian den Tredies Kjøbenhavnske Reces af 1547«lovgives således imod ægteskaber mellem adelige kvinder og ikke-adelige mænd (Samling af gamle danske Love, red. J.L.A. Kolderup-Rosenvinge, Fjerde Deel (Danske Recesser og Ordinantser af Kongerne af den oldenborgske Stamme), Kjøbenhavn 1824, s. 229).

122 LAD VÅBENERNE TALE »Reces juni«, I Corpus constitutionum daniæ. Forordninger, Recesser og andre kongelige Breve, Danmarks Lovgivning vedkommende, , red. V.A. Secher, bd. 2, s Craig Koslofsky,»From Presence to Remembrance: The Transformation of Memory in the German Reformation«, i The Work of Memory. New Directions in the Study of German Society and Culture, red. Alon Confino og Peter Fritzsche, Urbana og Chicago 2002; John Ødemark,»Nonne omnia puluis et favella sunt?«om likpreken, døds- og erindringskultur i Danmark-Norge ( )«, i Religiøs tro og praksis i den dansk-norske helstat fra reformasjonen til opplysningstid, ca , red. Arne Bugge Amundsen og Henning Laugerud, Bergen 2010, s , samt Lars Bisgaard, Tjenesteideal og fromhedsideal. Studier i adelens tænkemåde i dansk senmiddelalder, Århus 1988, bl.a. s Kilian Heck og Bernhard Jahn,»Einleitung: Genealogie in Mittelalter und Früher Neuzeit. Leistungen und Aporien einer Denkform«, i Genealogie als Denkform in Mittelalter und Früher Neuzeit, red. Kilian Heck og Bernhard Jahn, Studien und Texte zur Sozialgeschichte der Literatur, Tübingen 2000, s Jf. Rikke Agnete Olsen, Danske middelalderborge, Aarhus 2011, s Se f.eks. Anne-Marie Mai,»Hvor litteraturen finder sted. Fra Guds tid til menneskets tid «, Bidrag til dansk litteraturs historie bd. 1, København 2010, s Se Den danske Adel i det 16de og 17de Aarhundrede. Samtidige Levnetsbeskrivelser uddragne af trykte og utrykte Ligprædikener, red. C.F. Bricka og S.M. Gjellerup, Første Samling, København , og Anden Samling, København 1913 (kun ved C.F. Bricka). 20 Albert Fabritius,»Våbenanetavler«, Personalhistorisk Tidsskrift, 16. rk., bd. 4/2 (1976), s. 119 ff. Jf. Chr. Axel Jensen, Danske adelige Gravsten fra Sengotikens og Renaissancens Tid. Studier over Værksteder og Kunstnere, 2 bd. samt planchebind, København Allerede Claus Bergs gravsten over kong Hans, dronning Christine og prins Frans fra Gråbrødre Kirke i Odense (nu i Skt. Knuds Kirke), hugget mellem 1513 og 1521, opregner 16 anevåbener og anføres gerne som den første herhjemme, der gør det. 21 Jf. f.eks. C.C. Lyschanders De Billers Iensis Sønners XVI Aaner (1597/1602), bedre kendt som Billeslægtens Rimkrønike (C.C. Lyschanders Digtning , red. Flemming Lundgreen-Nielsen og Erik Petersen, København 1989, s ). 22 Jf. de forskellige opfattelser i Anders Thiset,»Aner«, i Salmonsens Konversationsleksikon, 2. udg., bd. 1, København 1915, s. 745, og Steffen Heiberg,»Herskab gennem tiderne«, i Herregården. Menneske samfund landskab bygninger, bd 1: Gods og samfund), red. John Erichsen og Mikkel Venborg Pedersen, 2. reviderede oplag, København 2009, s. 68, samt den uklare formulering om danske forhold i Elizabeth Harding og Michael Hecht,»Ahnenproben als soziale Phänomene Einführung«, i Die Ahnenprobe in der Vormoderne. Selektion Initiation Repräsentation, red. Elizabeth Harding og Michael Hecht, Münster 2011, s. 76 f. 23 Se f.eks. Albert Fabritius,»Adelige frøkenklostre«, Personalhistorisk Tidsskrift, 16. rk., bd. 4/2 (1976), s Jf. Knud Prange, Våbenanetavlen. Perspektiver og exempler, København 1982, s. 12 f. 25 Jf. Ulla Kjær,»Rasmus Nyerup og grundlæggelsen af det danske nationalmuseum«, i I gamle bøger, i oplukte høje. Rasmus Nyerup , red. Rasmus Agertoft, Assens 2010, s , især s. 105 ff. 26 Rasmus Nyerup,»Min antiqvariske Fodrejse i Fyen i August 1805«, i Rasmus Nyerup,

123 122 NYBORG FØR & NU 2014 Historisk-statistisk Skildring af Tilstanden i Danmark og Norge i ældre og nyere Tider, bd. 4: Oversyn over Fædernelandets Mindesmærker fra Oldtiden, saaledes som de kan tænkes opstillede i et tilkommende National-Museum, København 1806, s. xxv. 27 I Vindinge Kirke findes i dag i nordsiden (fra øst mod vest) det friherrelige Holck-våben (se nedenfor) samt våbener for slægterne Podebusk (Putbus), Rosenkrantz, Holck, von Buchwaldt, Rud, Krabbe, Lange, Tinhuus (Skinkel), Flemming, Hak, Trolle, Krummedige, Rosenkrantz, Ulfstand, Lindenov, Hardenberg, Pogwisch og Brahe, i sydsiden våbener for slægterne Rønnow, Present, Rosenkrantz, Gans zu Putlitz, Gøje, Høg (»Gammel Høger«), Banner, Bille, Bille, Krabbe, Ulfstand, Tinhuus (Skinkel), Bille, Banner, Bille, Krumpen, Rosenkrantz, Rosenkrantz og Rønnow. Nordenden af de to øverste stolestader i nordsiden har våbener for slægterne Lunge og Reventlow. Sydenden på de to tilsvarende stolestader i sydsiden er dækket af et nyere skab, men kan meget vel tænkes også at have våbener. 28 Jf. Rasmus Agertoft, Det Holckske Kapel, Holckenhavn 2011 (privattryk). 29 Erik Overgaard, Vindinge Kirke, Nyborg 1981, s Erich Pontoppidan, Den Danske Atlas Eller Konge-Riget Dannemark [ ], bd. 3, Kiøbenhavn 1767, s. 511 (fotografisk optryk 1968). 31 Hans de Hoffman, Supplement til den Danske Atlas Eller Konge-Riget Dannemark [ ], bd. 6, København 1774, s. 693 (fotografisk optryk 1971). Hertil henvises også i J.P. Trap, Danmark, 5. udg., red. Niels Nielsen, Peter Skautrup og Povl Engelstoft, bd. 5/2: Svendborg Amt, København 1957, s Hans de Hofman, Samlinger af publique og private Stiftelser, Fundationer og Gavebreve, som forefindes udi Danmark og Norge [ ], bd. 5, København 1760, s Lars N. Henningsen,»Laurids de Thurah og kilderne til Pontopiddans Danske Atlas. Antikvarisk-topografiske beretninger fra Slesvig 1754«, Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie 2007, 2010, s Jf. samme sider i anførte værker, Erik Pontoppidan, Marmora Danica selectiora sive Inscriptionum [ ], bd. 1, København 1739, s. 246 f. (og ikke 243 som anført af Hofman); Biskop Jacob Madsens visitatsbog , red. Jens Rasmussen og Anne Riising, Odense 1995, s. 109, samt Chr. Axel Jensen, Danske adelige Gravsten fra Sengotikens og Renaissancens Tid, nr Holckenhavn Godsarkiv,»Stoele-Stadernis Anordning og Ind-deeling«, 30/ Jf. Troels-Lund, Dagligt Liv i Norden i det sekstende Århundrede, bd. 3: Fødemidler. Hverdag og Fest, 6. udg. ved Erik Kjersgaard, København 1969, s Jf. Martin Wangsgaard Jürgensen,»Syddør, norddør og det kønsopdelte kirkerum«, Hikuin 36 (2009), s. 7-21, her s. 9 f. 38»Paa Landsbyen følger Stoelestadet Gaarden og dennem, som derudj boe; Dog saa at de Unge ydmyge sig for de Gamle«(Kong Christian den femtes Danske Lov, red. V.A. Secher, København 1891, , sp. 394). 39 Vindinge-Kullerup Pastorats arkiv,»windinge Kirkeprotocol I Henhold til Lov af 19. Februar En i det Enkelte gaaende Beskrivelse af Windinge Kirke«, s. 100 f. (afskrift). 40 Om det oprindelige våbenhus se Mogens Vedsø,»Vindinge Kirke«, i Østfyn i Øjesyn, red. Eva Becher og Kurt Risskov Sørensen, [2005], s Også prædikestolen kan have optaget plads. Den nuværende prædikestol er ifølge Erik

124 LAD VÅBENERNE TALE 123 Overgaard fra midt i 1600-tallet (Overgaard 1981) og har formentlig afløst den lektorieprædikestol mellem kor og skib eller»offuer Choret«, som Jacob Madsen nævner i sin visitatsbog (Biskop Jacob Madsens visitatsbog , s. 107). 42 Selv om muligheden for en anden placering er til stede, er det sandsynligste dog, at døbefonten har stået i koret i hvert fald siden biskop Jacob Madsens tid (første visitats i Vindinge 1589), jf. Biskop Jacob Madsens visitatsbog , s Se f.eks. Fabritius 1976 (»Våbenanetavler«), s Eiler Holcks anetavle kan opstilles ud fra Danmarks Adels Aarbog, 1893, 1896, 1899, 1900, 1901, 1902, 1913, 1916, 1925, og og Elisabeth Høegs ud fra Danmarks Adels Aarbog, 1896, 1901, 1902, 1908, 1949, 1950 og Kun von Buchwaldt-våbenet passer ikke ind i disse anetavler, ligesom der naturligvis mangler adskillige våbener; allerede fra udførelsen må der dog som antydet have manglet enkelte, idet mandssiden med sine 32 stolestader kun kan have haft 31, fordi den øverste stol var optaget af det friherrelige Holck-våben (jf. nedenfor), mens kvindesiden kun havde 30 stolestader. Ægteparret har adskillige aner til fælles, idet for det første Eiler Holcks mormor og Elisabeth Høegs morfar var søskende og for det andet Eiler Holcks morfars far og Elisabeth Høegs farfars mor var søskende. Se også Ane Krogh Nielsens fortjenstfulde hjemmeside der når frem til samme resultat. 45 Jf. friherrepatent for Eiler Holck, 4/ ,»Designat. No 1«, Holckenhavn Godsarkiv (deponeret på Nationalmuseet). 46 Nils G. Bartholdy,»Adelsbegrebet under den ældre enevælde. Sammenhængen med privilegier og rang i tiden «, Historisk Tidsskrift, 12. rk., bd. 5 (1971), s. 581 ff. 47 Sebastian Olden-Jørgensen,»Hofkultur, ritual og politik i Danmark «, i Ritualernes magt. Ritualer i europæisk historie , red. Ulrik Langen, Roskilde 2002, s Privilegierne er trykt og behandlet i Birgit Bjerre Jensen,»Christian V s greve- og friherreprivilegier«, Arkiv Tidsskrift for arkivforvaltning og arkivteknik, 2 (1968), s Louis Bobé,»Om de danske Lens Tilblivelse«, i Danske Len. Baroniet Holckenhavn, red. Louis Bobé, Gustav Graae og Fr. Jürgensen West, København 1916, s. vii f. 50 For en fyldigere behandling af Eiler Holck, end det er muligt her, se bl.a. A. Leigh-Smith,»Eiler Holck«, i Dansk biografisk Lexikon, red. Bricka, bd. 7, s , og Tycho de Hofman, Historiske Efterretninger om velfortiente Danske Adelsmænd, med deres Stamme-Tavler og Portraiter, Anden Deel, København 1778, s Knud Fabricius,»Enevældens Dæmring og den ældre Enevælde«, i Schultz Danmarkshistorie, red. Aage Friis, Axel Linvald og M. Mackeprang, bd. 3, København 1942, s Anders Bording, Digte, red. Erik Sønderholm, København 1984, s. 82 (nr. 42), og Jens Steen Sehesteds digtning, red. Jens Keld og Marita Akhøj Nielsen, 2. bd., København Bind 1. Tekster, s , her s. 129.»Trygge«betyder»trofaste«, jf. samme, bd. 2, Kommentar, s For navnene på de første riddere, hvoriblandt to havde modtaget ordenen tidligere, se Hvide riddere. Riddere af Dannebrog-ordenen ,red. Albert Fabritius, København 1965, s. 1 f. For en beskrivelse af ceremonien på Rosenborg se Erich Christian Werlauff, Om Danebrog og Danebrogsordenen. En historisk Undersøgelse, Kjøbenhavn 1872, s. 25 ff. Fabritius og Werlauff er uenige om antallet af modtagere 12/ , som Fabritius sætter til 24, Werlauff til 19, jf. dog s. 25, note 2 hos Werlauff. 54 Våbenet for den uradelige slægt Parsberg blev f.eks. også hjerteskjold i våbenet for Chri-

125 124 NYBORG FØR & NU 2014 stoffer Parsberg, der blev ophøjet i grevestanden i greve- og friherreprivilegiernes første år, jf. Sven Tito Achen, Danske adelsvåbener. En heraldisk nøgle, s. 354 og Bobé 1916, s. x. 56 Vindinge-Kullerup Pastorats arkiv,»windinge Kirkeprotocol I Henhold til Lov af 19. Februar En i det Enkelte gaaende Beskrivelse af Windinge Kirke«, s. 100 (afskrift). 57 Overgaard gør opmærksom på, at årstallet 1702 er indridset under malingen i det ældre træværk i stolestaderne, og konkluderer på den baggrund, at»ejler Holck har ikke selv ladet dem male, da han døde i Det er mere sandsynligt, at sønnen Erik Holck lod dem male under en restaurering i Det passer også bedre med stilen«(overgaard 1981, s. 25). Overgaard roder imidlertid rundt i familieforholdene, idet den Erik Rosenkrantz Holck, der stod bag 1769-restaureringen, var Eiler Holcks oldebarn, jf. Danmarks Adels Aarbog, red. G.O.A. von Irgens-Bergh og Louis Bobé, København 1925, s William Norvin,»Ejere og Besiddere«, i Holckenhavn, red. M. Mackeprang og William Norvin, Odense 1911, s Jesper Thomassen,»Kronens afhændelser af dens fynske jus patronatus «, Historie, 1994/1, s Jf. den rørende ligprædiken over Elisabeth Høeg, der er trykt i Peder Friis Sigfridssøn, Rachels Død oc Israels Klage [ ], København 1674 (upagineret). 61 Om pulpituret, der også havde et vers af Anders Bording, se Danmarks Kirker, II, Frederiksborg Amt, bind 1, hæfte 2-4, København 1964, s. 189 f., om våbenfriserne se samme, s. 114 f. 62 Til sammenligning fandtes på Frederik Christian Holcks kiste, der blev nedlagt på Vindinge Kirkegård i forbindelse med nedlæggelsen af søndre korsarm som Holck-slægtens gravkapel i 2011, hans 32 anevåbener. 63 Norvin 1911, s Barbara Stollberg-Rilinger,»Symbolische Kommunikation in der Vormoderne. Begriffe Thesen - Forschungsperspektiven«, Zeitschrift für historische Forschung 31/4 (2004), s Flertalsformen benyttes ved 31 af de 39 våbener i Vindinge Kirke, der har slægtsnavne. 66 Marcus Funck og Stephan Malinowski,»Masters of Memory: The Strategic Use of Autobiograpical Memory by the German Nobility«, i The Work of Memory. New Directions in the Study of German Society and Culture, red. Alon Confino og Peter Fritzsche, Urbana 2002, s , her s. 86 f. Funck og Malinowski analyserer med afsæt i en generel definition af adelens erindringskulturelle kompetence det 20. århundredes adelige selvbiografier, men definitionen vil også kunne finde anvendelse i en analyse af den danske adels selvforståelse under for eksempel den såkaldte adelsvælde ( ) og i det 19. århundrede. 67 Om Marcus Gøye (Gjøe), død 1698, hedder det således, at»paa hans Kiste blev Gjøe- Slægtens Skjold nedlagt, da han var dens sidste Mand«(G.L. Wad,»Marcus Gjøe«, i Dansk biografisk Lexikon, red. Bricka, bd. 7, s. 74). Til sammenligning nævner hans ligprædiken, at»kommende Tider [ ] finde hans Stamme-Navn saa tit nævnet i vore Chrøniker, See hans Skioldemerke tegnet over de tapperste Gierninger; men savne den Mand, der kand bære det blant de Levende: Her faldt den sidste Green af en urgammel Stamme«(Den danske Adel i det 16de og 17de Aarhundrede. Samtidige Levnetsbeskrivelser uddragne af trykte og utrykte Ligprædikener, red. C.F. Bricka, Anden Samling, København 1875, s. 31).

126 LAD VÅBENERNE TALE Danmarks Adels Aarbog, red. H.R. Hiort-Lorenzen og A. Thiset, København 1896, s. 433 f. En datter til Axel Ulfstand blev i øvrigt gift med Knud Urne til Rygård. 69 J.A. Fridericia,»Cai Lykke«, i Dansk biografisk Lexikon, red. Bricka, bd. 10, s. 508, og Heiberg 2003, s Ifølge dommen over Corfitz Ulfeldt»Bør grev Ulfeldt at degraderes fra sin stand og dignitet, og hans våben for ham og alle hans descendenter af bøddelen at brydes, dog alle andre af samme slægt uden nogen præjudits [skade]«(citeret i Heiberg 2003, s. 229). Denne praksis fandt i 1683 vej ind i Danske Lov, hvor det i kapitlet»om Forgribelse imod Kongens Højhed, eller Crimine Majestatis«hedder:»Er Misdæderen af Adel, eller højere Stand, da skal hans Vaaben af Bødelen sønderbrydis, og alle hans Livs Arvinger miste deris Stand og Stamme«(Kong Christian den femtes Danske Lov, 6-4-1, sp. 875). 70 Stollberg-Rilinger 2004, s. 500, jf. samme, s Jf. Anne Grethe Sværke,»Tendenser i 1800-tallets herregårdsarkitektur. Om historicisme og historiske stilarter«, i Herregårdenes Indian Summer. Fra Grundloven 1849 til Lensafløsnings-loven 1919, red. Britta Rasmussen, Dorte Christensen og Carsten Porskrog Rasmussen, Skippershoved 2006, s Historicismen fik kun i mindre grad indflydelse på Holckenhavn, hvor trappetårnet på østfløjen dog så tidligt som 1827 fik kreneleret murkrone i stedet for det hidtidige spir, jf. M. Mackeprang,»Gaardens Bygningshistorie«, i Holckenhavn, red. M. Mackeprang og William Norvin, Odense 1911, s Det Kongelige Bibliotek, Håndskriftafdelingen, Ny Kgl. Samling ,»Erindringer af godsforvalter på Holckenhavn Johan Jakob von Bergen, f. 1833«(»Memorandum , muligvis tillige Supplement til de af mig, til forskjellige Læger, afgivne korte Sygehistorier«[ ]), s. 202 f. Bemeldte bunke indeholdt betegnende nok blandt andet to våbenskjolde. Om Johan von Bergen se Rasmus Agertoft,» Avenue de Bergen. En sygdomshistorie fra det 19. århundrede«, Nyborg før & nu 2011, 2012, s Bjerre Jensen 1968, bl.a. oversigt s. 121 f. 74 Jf. Mogens Kragsig Jensen,»De fynske amter. Embede og struktur «, Fynske årbøger, 2011, s , her s Norvin 1911, s For et andet eksempel på en rumligt udfoldet anetavle, hvor probandens fysiske placering havde betydning, se festsalen på Güstrow Slot i Mecklenburg-Vorpommern, jf. Kilian Heck,»Genealogie als dynastische Sphärenbildung. Herzog Ulrich zu Mecklenburg in Güstrow«, i Genealogie als Denkform in Mittelalter und Früher Neuzeit, red. Kilian Heck og Bernhard Jahn, Tübingen 2000, s Udtrykket bruges blandt andre af Jens Steen Sehested i hans lykønskning i anledning af Eiler Holcks ophøjelse i friherrestanden, jf. Jens Steen Sehesteds digtning, bd. 1: Tekster, s. 130.

127 126 NYBORG FØR & NU 2014 Den flyvende satiriker om verdens første luftpostbrev Af Nils Aage Jensen Det er dejligt vejr over Nyborg denne dag den anden juni Solen skinner, og en jævn vind fra vest står ind over byen og ud over fjorden. Det er ret tidligt om morgenen, men en stor flok nyborgensere har allerede sam let sig ude på banken, hvor den mærkelige mand er ved at fylde en af disse her balloner. Man har jo nok hørt om dem, men hvor mange har i virkeligheden set sådan et monstrum? Nu skal man opleve det. Opleve det helt sensationelle: at et apparat bygget af menneskehænder skal stige til vejrs og flyve! Flyve som en fugl. Sikke tider man dog lever i! I dag har mange mennesker spe cielt i Nyborg nok mere eller min - dre sporadisk hørt om verdens første forsøg med luftpost. Mange ved godt, at det var noget, der foregik her i den Figur 1. Ballonopsendelsen fra Juelsbergs park 2. juni 2008 til minde om verdens første transport af breve i luften. I forgrunden to soldater fra Nyborg Fæstningsfonds Saluterlaug. Foto: Er - ling Lundemann.

128 DEN FLYVENDE SATIRIKER 127 lille by på kanten af Storebælt. I 1974 blev der udstedt et frimærke med en ballon til minde om den for samtiden ufattelige historie. (se fig. 13). I 2008 sendte foreningen Dansk Bal lonunion under stor fes tivitas en ballon op fra Juelsbergs park for at fejre begivenhedens 200-årsdag. Hvem var han? Slår man op i Dansk Biografisk Lek sikon eller i andre person fokuserende leksika for at finde frem til ballonskipperen, bliver man skuf fet. Disse værker kender ham over hovedet ikke. Man skal ind i postvæsenets historie, før han duk ker frem af tågen eller bedre: af sky erne. Al - ligevel vil det være ret primitive oplysninger, man kan hen te sådanne steder. Men nogen må vel have skrevet om ham, for når alt kommer til alt, var det jo en skelsættende begivenhed, som han stod fadder til. I det følgende skal jeg samle, hvad jeg lidt efter lidt er faldet over, som vedrører denne mand: Johan Peter Colding. Opvækst Han var født den 24. juni I dåben fik han navnene Johan Peter, uden at vi ved, hvor forældrene hentede de navne fra. Johan Peters far hed Christian Frederik Colding og havde en solid stilling som bud i Tyske Kancelli, svarende til udenrigsministeriet i vor tid. Moderen hed Henriette Marie og havde i dåben fået navnet Holm. Familien havde antaget slægtsnavnet Colding men har formodentlig heddet noget andet tidligere. Inden for visse kredse, præster og officerer fx, var det almindeligt, at man tog navn efter sit hjemsogn, så man und gik de utallige Jens søn er og Petersdatter e osv. Der kan næppe være tvivl om, at stillingen som bud i uden rigsmi nisteriet gav mulighed for gode forbindelser og ekstra sportler, og faderen med de kongelige navne var nok ikke helt uden midler. I hvert fald havde han råd til at lade sønnen studere. På den tid læste man privat eller ved latinskole for så at anmelde sig til eksamen ved universitetet. Johan Peter blev undervist privat, fik en pæn eksamen og tog året efter filologisk-filosofisk eksamen dette lille undervisningsforløb var indgangsdøren til videre studier helt op til vor egen tid. Johan Peter kunne altså nu fra år 1793 gå i gang med et egentlig brødstudium, men der må være sket et eller andet, for det ser ud til, at studierne blev afbrudt. Var det fars penge, der ikke slog til til mere, nu da han var blevet cand.phil.? I hvert fald kom han i gang med at tjene sine egne penge. Det gjorde han som privatlærer. Ved siden af blev Johan Peter grebet af tidens helt store interesse: flyvning! For

129 128 NYBORG FØR & NU 2014 at sige det kort: han ville have alle drenges drøm opfyldt for sit eget vedkommende. Johan Peter ville væ - re aëronautiker. Ballonflyvning Af gode grunde fandtes der ikke nogen specialuddannelse i faget, for det var jo ikke så længe siden, at ballonen var blevet opfundet. Det var sket i Frankrig, hvor brødrene Montgolfier Jacque Etienne og Joseph Michel havde sendt en varmluftsballon til vejrs den 27. august Den var uden bemanding, men allerede den 19. september samme år kunne de to herrer sende verdens første passagerbærende luftfartøj til vejrs fra slotsgården i Versailles for øjnene af Louis 16. og det hele hof. Af indlysende grunde var det ikke betalende passagerer, der lod sig hæve højt over den undrende hob. Det var såmænd blot en hane, et får og en and. Flugten gennem æteren varede otte minutter; så landede ballonen i Boulogneskoven og samtlige passagerer overlevede den dristige sejlads. (Dog havde ha nen brækket et ben. Vistnok fordi fåret havde sat sig på den.) Figur 2. Verdens første ballonopstigning 27. august 1783 i Annonay i Frankrig. Det var brødrene Montgolfier, der på denne måde som de første udnyttede den kendte viden om, at varm luft stiger til vejrs. Samtidig illustration, her gengivet fra Nørgaard 1970.

130 DEN FLYVENDE SATIRIKER 129 Udviklingen gik rivende hurtigt. Året efter den første opstigning i Frankrig byggede en fransk professor en helt anden slags ballon. Varm luft stiger til vejrs, men det gør fx brint også. Og brint er mange gange lettere end varm luft. Professor Charles skabte den første brintballon. Vanskeligheden ved den bestod i, at brint er så temmelig eksplosionsfarligt hvad kommende ulykker og katastrofer nok skulle vi se. På samme tid var det særdeles omstændeligt at udvikle brint i til strækkelig stort omfang til at fylde en ballon og det tog tid! Til gengæld var det ikke nødvendigt at medbringe ild i gondolen. Det gav en vis sikkerhed. På den anden side mødte man den kalamitet, at brinten udvidede sig, efterhånden som ballonen steg op i de tyndere luftlag, og til sidst ville ballonen blive sprængt. Det problem blev løst ved hjælp af en ventilklap, som kunne åbnes fra gondolen. Så slap brinten ud, og ballonen dalede. Figur 3. Professor Charles ballon (charliere) fyldes med brint en langsom, dyr og vanskelig proces. En tønde fyldes halvt med jernspåner og vand, hvorefter der hældes svovlsyre på. Dette udvikler brint, som via en slange føres op i ballonen. Samtidig illustration, her gengivet efter Nørgaard 1970.

131 130 NYBORG FØR & NU 2014 Det forudsatte ganske vist, at der var nogen ombord, som kunne åbne ventilen. Men også den vanskelighed skulle snart overvindes. Allerede et par måneder senere, helt præcist den 21. november 1783, steg en ny varmluftsballon op fra plænen foran slottet La Muette. Om bord i den cirkelformede kurv eller gondol befandt sig to mænd. Paris museumsdirektør Pilátre de Rozier og en fornem adelsherre, Markis Ar - landes. Den flotte kæmpeballon var forsynet med de mest pragtfulde udsmykninger. Ballonen var blå og udsmykningen gylden. Her så man såvel kong Louis navnetræk som gyldne ørne og portrætter af kvindelige luftånder. Det hele lyk - kedes perfekt! Ballonen steg, holdt sig svævende i 25 minutter og landede blidt og blødt til enorm jubel fra den tusindtallige tilskuerskare. At mennesker nu for første gang i verdens historie havde sprængt tyngdekraftens lænker og sejlet i æteren, var som en eksplosion i sindet hos talløse mennesker. Hele Europa blev grebet af en dirrende ballonfeber. Rygtet om den storslå ede triumf bredte sig med lynets hast ud over Europa. Det har vi et pudsigt bevis for. Den dansk-norske digter Johan Herman Wessel skrev allerede i 1784 et lille vers, som forudsætter, at folk er bekendt med ballonflyvning. Det lyder sådan her: Til Luftskipperne: I, som med brændbar Luft Maskiner fylde, hvad ville mangen Mand ej Eder skylde, ifald I pumped læns for den Ingrediens vor Byes Isabeller, som hverken I, jeg ikke heller, måske slet ingen tæller; og samme straks igen i Luftmaskiner pumped, og nøje valgte Vinden så, de Land ej kunne nå, men midt i Havet dumped! Og er hos nogen af jer ledigt Sted, han tage min Bekymring med ombord for billig Fragt og gode Ord! Figur 4. Historiens første luftpassagerer stiger op 21. november Frankrig var uden sammenligning pionerlandet, hvad angår ballonflyvning. Samtidigt koloreret kob ber stik, her gen givet efter Nørgaard 1970.

132 DEN FLYVENDE SATIRIKER 131 Ballonfeberen ramte Johan Peter Col - ding med så stor kraft, at han ikke blot ønskede at blive aëro nau tiker, nej, han ville mere. Han ville selv op og flyve. Men det kunne nu gerne have lange udsigter. Vi ved ikke, hvor Johan Peter studerede aëronautik. Han tjente til dagen og vejen som privatlærer, men ved siden af begyndte han at ti tulere sig selv som aërostatiker. Man kan forestille sig, at han må have haft et ophold i Frankrig årene efter, at han forlod universitetet, for hans interesse for og viden om balloner og ballonflyvning blev i disse år så omfattende, at han kunne skrive en bog om emnet. Værket fik en tidstypisk titel. Det hed nemlig: Om aërostatiske Maskiners eller Luftballoners Opfindelse og For færdigelse, tilligemed grundig og tydelig Underretning om Aarsagerne til deres Opstigen m.m. samt Undersøgelse, om det er muligt at opstige med en Papirs Ballon, og et par Ord til hr. Price i Anledning deraf. En ret forrygende titel til en bog på bare 27 sider! Bogen udkom i På den tid var kandidat Colding i fuld gang både med at bygge en ballon og med at undersøge mulighederne for flyvning. Samme år tog han så skridtet fuldt ud og meddelte offentligheden, at han agtede at arrangere en opvisning, ved hvilken han ikke blot ville sende flere balloner op fra Rosenborg Eksercerplads, men oven i købet lade en af dem medføre levende skabninger! Opvisning At lave opvisninger med balloner var ikke ukendt i udlandet. I Danmark var det derimod noget helt nyt. Ganske vist var Colding ikke den eneste, der beskæftigede sig med de nye»luftmaskiner«. Der var fx en vis skuespiller I.H. Urberg, som gentagne gange havde forsøgt at få balloner til at stige, men med Figur 5. En af Kierstrups mislykkede ballonopsendelser, her 6. januar 1805 fra Citadellet i København. Hvad der ikke fremgår af tegningen er, at ballonen aldrig kom i luften, men brændte op under opvarmningen. Samtidig tegning gengivet efter Nørgaard 1970.

133 132 NYBORG FØR & NU 2014 ret sørgelige resultater. En anden og farligere rival til Coldings projekt var en kobbersmed, der hed Kierstrup. Han fik også sendt nogle ganske små papirballoner op, og det gik så godt, at han fik mod på at prøve noget større. Lad os gøre hans skæbne kort: efter den første succes syntes alt at mislykkes for ham på sørgeligste vis. I 1807 var han klar til en opvisning, hvor han selv som den første dansker ville gå til vejrs med ballonen, men Englænderkrigen kom i vejen, og nogen stjal Kierstrups ballon. Da han senere igen ville give opvisning med en ny ballon, brændte den, og han blev selv stærkt forbrændt. Under forløbet havde han oven i købet opbrugt hele sin formue. Coldings opvisning skulle finde sted midt i august måned Det er mærkeligt at tænke på, at denne forlystelse som det jo vitterligt var fandt sted bare 14 dage før, englænderne i begyndelsen af sep tember satte ind med det for færdelige bombardement af den indesluttede by, København. Man kun ne mene, at københavnerne hav de andre ting at tage vare på i den situation, men måske viser det blot, at de gode borgere først alt for sent opdagede, at englænderne mente det alvorligt. Indtil da havde det kø benhavnske borgerskab rask væk gået aftentur ude blandt fjendens tel te og talt nok så gemytligt med de fremmede soldater. Så var der vel også råd til lidt morskab? Det myldrede med folk ved Ro - senborg, da forberedelserne til op stig - ningen gik i gang. To balloner blev fyldt med varm luft. To andre ser ud til at have været brintballoner. Den første steg mod himlen i en flot bue, og fik folk til at måbe. Men turen var kort, og ballonen faldt ned i Adelgade efter få minutters flugt. Det var dog kun begyndelsen på opvisningen. Nu sendte Colding den næste til vejrs. Den steg hurtigt op til betydelig højde, hvorefter den blev grebet af vinden og ført nordpå, til den var ude af sigte. Den blev senere fundet i god behold langt nord for København. Nu kom turen til den første brintballon. Ved den var der hæftet noget så exceptionelt som en faldskærm, og til faldskærmen var der bundet et lille bur med en kanin. Op stigningen gik glat og så kan Berlingske Tidende overtage ordet: (Ballonen) gik næsten lodret op, og i en meget stor Høide udløstes Faldskærmen. Den gjorde sit Nedfald efter det første hurtige Plump, yderst langsomt, saa man i omtrent 8 Minutter kunde fra Pladsen af see den dale, indtil den tabtes af Syne bag Bygninger, men det har sikkert endnu varet 3 til 4 Minutter inden den naaede Jorden. Denne Daling med Faldskærm er virkelig det skiønneste København har seet af den Slags, og beviste, at et Menneske, naar Skærmen har det behørige Luftfang, med den største Sikkerhed kan nedstige fra de betydeligste Høider. Kaninen var en kæmpesucces, så me - get mere som den overlevede i bedste

134 DEN FLYVENDE SATIRIKER 133 velgående. Den blev senere indfanget og tilbageleveret til Colding. Nu fulgte endnu et indslag i denne ma ge løse opvisning. Også denne gang skulle et dyr sendes ned med faldskærm, og Colding havde valgt en hane. Den blev behørigt anbragt i faldskærmskurven, og ballonen steg til vejrs. Desværre indtraf der nu et uheld, som satte en plet på den ellers pletfrie forestilling. Ballonen blev holdt fast med et stativ, men da den blev sluppet løs, tørnede den mod stativet, og faldskærmen blev revet af hvad hanen sikkert ikke har beklaget. Ballonflugten kom i uorden, og den smukke kugle faldt ned på Østervold efter en kort tur gennem luften. Som afslutning på denne eneståen de begivenhed sendte Colding end nu en ballon op i højderne. Den var indrettet til at afgive en særlig effekt, idet den var forsynet med et brandrør, som blev antændt ved starten. Da ballonen nåede op i om - trent 1000 meters højde, sprængtes den med et brag og stod et øjeblik som en ildkugle på himlen. Berlingske Tidende bemærker herom en smule blasert: Ballonen sprængtes i et øjeblikkeligt Glimt, der kort efter lod høre et fjernt Bulder. Hvis Antændelsen var sket lavere, ville Bulderet have været meget tydeligere. Journalisten fik kort efter til strækkeligt med Bulder over Kongens Kø - benhavn! Telegrafen I disse barske år under Englænderkrigen lå fjendtlige krigsskibe til sta - Figur 6. Den optiske telegraf på Telegrafbakken lidt uden for Nyborg. Kridttegning af ubekendt kunstner, u. å. Her gengivet fra Henningsen 1981.

135 134 NYBORG FØR & NU 2014 dighed og spærrede forbindelsen mellem landsdelene. Mindre både kunne snige sig over Storebælt ved nattetide, mens andre blev op snappet af de engelske skibe eller af disse skibes travaljer roet af engelske ma - troser. Man må sige, man i 1801 havde været forudseende, da man fik bygget den optiske telegraf. Denne telegraf var en fransk opfindelse fra 1794, og den fungerede på den må - de, at stilladsets klapper kunne indstilles på bestemte måder, der hver svarede til et tal. I en stor kodebog kunne telegrafisten (den litterære hed han) se, hvilket ord eller bogstav, der svarede til de viste tal. Bagefter stillede han sine egne klapper på sam me måde, og de blev så aflæst af næste station i rækken. Linjen af høje huse med klapstil ladser gik fra Gottorp over Als til Fyn og fra Nyborg videre over Sprogø og Korsør til København. Et af linjens stationshuse står end - nu ude på Telegrafbakken bag statsfængslet. Under Englænderkrigen blev systemet udbygget med en»nød - linje«, der gik fra Knudshoved ned langs østkysten af Fyn og over til Langeland. Derfra gik den videre over Lolland og sluttede sig til en linje langs Sjællands østkyst. Den optiske telegraf var et fortrinligt kommunikationsmiddel altså hvis vejret var godt og telegrafisterne våg ne! Men det var også et tungt apparat at arbejde med, og den har formodentlig også været en kostbar indretning. Selvom depecherne kom relativt hurtigt igennem, kun ne de på ingen måde erstatte almin de - lig brevpost. Men netop brevposten kneb det voldsomt med, så læn ge engelskmanden spærrede forbindelserne. Så var det, at lynet slog ned i Johan Peter Colding. Han fik en idé. Brevballoner? Lektiehjælpen gik det nok så som så med, men noget skulle Colding jo leve af. Alligevel var det ballonerne, der optog ham helt og aldeles. Præcist hvornår han byggede den før - ste, ved vi ikke, men det er ka - rakteristisk, at alle de mænd, som på den tid arbejdede med at ud - vik le den nye flyvemulighed, altid brugte lang tid på at lære sig selv op og foretage forsøg, før de vovede sig ud i offentligheden med deres forslag. Sådan har det også været med Coldings arbejde, og han har formodentlig sendt adskillige prø - ve balloner op, før han med op - vis ningen i 1807 tog springet ind i skal vi sige: det professionelle. Hans første små balloner var la vet af papir ligesom brødrene Mont - golfiers. For dem var det ret naturligt, eftersom de var sønner af en papirfabrikant, men dermed hav de de også vist, at vejen frem for ballon farten måt te afhænge af, at man fandt et tilstrækkeligt let og samtidig

136 DEN FLYVENDE SATIRIKER 135 tæt materiale til selve ballonen. Varm - luftsballonen havde jo den skrø - be lighed, at der skulle være ild ombord, for at den kunne flyve, men samtidig var papir jo ikke ligefrem det mest modstandsdygtige materiale mod ilden. De franske brødre fandt på at anvende almindeligt lærred, som så fik et lag af papir klistret på. Men egentlig var man godt klar over, at fx silke ville være bedre. Det var bare så forbistret dyrt. Coldings åbenbaring kan næsten synes alt for banal for os i dag, men i begyndelsen af 1800-tallet var det en så genial tanke, at ophavsmanden let kunne blive beskyldt for den rene galskab. Ideen gik kort og godt ud på at sende breve gennem luften med balloner. Det, der nu skete, var ganske be - mærkelsesværdigt. Det var jo enevældens tid (Vi alene vide osv.), så det første, Colding gjorde, var at indsende en ansøgning til regenten, kronprins Frederik. Han bad om tilladelse til at foretage forsøg ved Storebælt med aërostatiske maskiner med henblik på at kunne føre post over Bæltet. Så gik han en tid lang og ventede på svar. Det har nok trukket ud, for i marts døde Christian 7., og kronprinsen som jo reelt havde regeret landet for sin sindssyge far i 24 år skulle salves og krones med alt, hvad det betød af ændringer i administrationen og tilrettelæggelse af festivitas m.m. Enden blev imidlertid, at kongen ikke blot gav sin skriftlige tilladelse, men tillige sendte breve til myndighedspersoner inden for bystyre og postvæsen i Nyborg og Korsør om, at man skulle stå kan didaten bi på enhver måde, der kunne lette hans arbejde. Det forun derlige her er, at den 40-årige, ny - kronede konge gav tilladelsen. Han var ellers i fuld gang med at vende sig fra sin ungdoms villighed til ændringer (bondereformerne fx) til en dybt konservativ indstilling over for alle forandringer. De folk, han omgav sig med, hørte bestemt heller ikke til de mest revolutionære i landet. Alligevel må der have væ - ret endnu en gnist af gammel eventyrlyst i majestæten, siden han gik Figur 7. Kronprins Frederik, fra 1808 Kong Frederik d. 6. ( ) som han yndede at se sig selv: øverstkommanderende for den dan ske hær og flåde. Maleri af J.H.W. von Haffner, her gengivet efter K.G.H. Hillingsø, Landkrigen 1807, København 2007.

137 136 NYBORG FØR & NU 2014 med til det fantastiske, aldrig før prøvede projekt. Tiden var inde. Tilladelsen kom, og Colding rejste til Nyborg. Der fo - re ligger ikke noget om, hvor han slog sig ned og forberedte sine for søg, men det er tænkeligt, at garnisonskommandanten har sørget for indkvarteringen. Kong Frederik var jo kommet i vane med at an - vende sine højt værdsatte soldater til alle mulige jobs. På Postgården har han næppe boet, for der var jo den spanske Marquis de la Romana indkvarteret med hele sin stab. De spanske soldater var kommet hertil kort før, og vi ved fra sagen om den engelske spion Robertson (se dette årsskrift 1998), at denne havde det stør ste besvær med at klemme sig ind på et lille hummer på Post gården. Forsøget Der foreligger fra den optiske te - legraf en noget gådefuld korrespondance, som viser, at der op stod en del forvirring omkring Coldings ankomst til Nyborg. Alle tele grammer blev indført i en vældig protokol, som i dag findes på Rigsarkivet, og den 25. maj 1808 udspandt der sig følgende telegramudveksling (d.d. står for dags dato): Meldet til Nyborg: Kandidat Coling skal efter kongl. Befaling andstille Forsøg med Luft - balloner over Beltet: Øvrigheden bedes be - kiendt gøre i Egnen: at med østlig Vind op sti ger én, hvorfor gives 2 Rd Findeløn, naar Ballonen afleveres til nærmeste Øvrighed, som bedes melde det igiennem Telegrafen 28. maj Meldet til Nyborg: En Luftmaskine opstiger straks d.d. Spurgt fra Nyborg: Opsteeg Luft ma ski nen? d.d. Ja, Kandidat Colding er afgaaet til Nyborg d.d. Spurgt fra Nyborg: Kommer Colding i Luftmaskinen og naar ønskes bekiendtgjort for at kunde give Assistance om fornødent d.d. Ingenlunde, kommer til Lands Både i Korsør og Nyborg må man helt have misforstået situationen. Der var aldrig tale om, at der skulle sendes en ballon op i Korsør og det blev der heller ikke, selvom telegrammet siger det modsatte. Det, der var vigtigt for kongen, var naturligvis at få melding om, hvordan situationen var vest for Storebælt og specielt i Sønderjylland. Derfor havde forsøget med at sende ballonen fra Fyn til Sjælland før - ste prioritet. Hvordan de to te legrafbestyrere har misforstået sagen, er ikke til at forklare og helt grotesk virker det, at man i Nyborg altså har bildt sig ind, at Colding ville komme sejlende gennem luften over Storebælt. Så langt var man overhovedet ikke kommet med bal - lonflyvning, og som læsere af års - skriftet 2003 ved, fandt den første Storebælts-flyvning sted i 1911.

138 DEN FLYVENDE SATIRIKER 137 Colding fik smuglet sig selv over Bæltet, og han må have med - ført færdiggjorte balloner, for vi ser, at han straks går i gang med for - beredelserne til den første opstigning. Tænk på en markedsdag i Nyborg i vor egen tid: Maries røde ballon slipper ud af hendes svedige hånd og står til vejrs over byens tage. Vinden kommer fra vest, og det lille røde punkt forsvinder ud over fjord og bælt. Næste dag kan vi samle en slatten ballon op et sted bag Korsør. Det er så nemt bare synd for Ma - rie. For os betyder det ingenting. Lad os give hende en ny og bede hende holde bedre fast. Men i 1808! Der var sandsynligvis ikke én god borger i Nyborg, som nogensinde havde set en ballon. Og at et legeme kunne hæve sig fra jorden og sejle af sted, var et mirakel komplet uforståeligt. Situationen var mere mirakuløs for datidens mennesker, end opsendelsen af den første måneraket var for de tusinder, som bivånede det øjeblik. De tusinder, som stod på Cape Ken - nedy den dag, var ikke et øjeblik i tvivl om, at raketten og dens be - sætning nok skulle gennemføre missionen. Men de hundreder, der stod rundt om opstigningsstedet den 2. juni 1808, kunne ikke have nogen anelse om, hvorvidt det her ville lyk kes, og de forstod lige så lidt af processen og principperne bag ballonens flyvning, som tilskuerne Figur 8. Nyborg i begyndelsen af 1800-tallet. Det var måske her fra markerne lige uden for byen, opsendelsen fandt sted? Akvatinte, tegnet af C. Wandall, stukket af H.A. Grosch. Nyborg Lokalhistoriske Arkiv.

139 138 NYBORG FØR & NU 2014 vidste om månerakettens eventyrligt komplicerede indre. Gik det mon op for dem, hvor stort det øjeblik var? Colding havde bygget en lille se - rie af»charlieres«, dvs. små brintbal loner, og han anvendte bl.a. vi - triolsyre til fremstilling af brinten. Vi ved ikke præcis, hvorfra den første opstigning fandt sted, men det er naturligt at forestille sig, at det var fra militærets øvelsesterræn, muligvis fra»den høje«eksercerplads. Men det kan også have været fra banken ude ved den optiske telegraf altså omtrent hvor statsfængslet ligger i dag (se fig. 6), eller måske fra en af markerne lige uden for byen, jf fig. 8. Bundet til ballonen var et lille etui, som indeholdt et brev til hans majestæt kong Frederik 6. Colding havde endvidere fået trykt et særligt blad med overskriften:»til Finderen«. Her beder han ved kom - mende i overensstemmelse med kon - gens ønske aflevere ballonen og etuiet til nærmeste myndighed eller præst mod en belønning på to rigsdaler. Der har været diskussion om, hvor mange breve den første ballon egentlig havde med, men vi har kun kendskab til fire breve, herunder kon - gebrevet, som i dag ligger på Rigs - arkivet. Alt er klart. Klokken er halv ti. Colding kapper tovet, og ballonen stiger op. Vinden er vestlig som beregnet, og luftmaskinen begiver sig på vej ud over Bæltet. Og hvordan gik forsøget så? Over al forventning! Coldings første ballonfærd var så fint beregnet, at han simpelthen ramte plet. Ballonen dalede ned og tog grunden mindre end tre kilometer fra Korsør. Figur 9. Forsiden på kongebrevet, her gengivet fra Eichner-Larsen og Philipsen 1970.

140 DEN FLYVENDE SATIRIKER 139 Den blev snart fundet, og brevet til kongen kunne afgå og være ma - je stæten i hænde allerede på tredjedagen. Figur 10. Bladet Til Finderen. Det findes kun i et eksemplar på National Maritime Museum i Greenwich nær London! Her gengivet fra Eichner-Larsen og Philipsen Denne formidable bedrift skyldtes må ske nok et vist held, men i mindst lige så høj grad den nøj agtige beregning af vindforhold, bal - lonens stigeevne og tiden for, hvor længe den kunne holde sig i luften. Det fortæller noget om, hvor godt Colding havde sat sig ind i bal lonflyvningens mysterier. Den optiske telegraf sendte besked tilbage om forsøgets forløb, og kort efter modtog Colding telegrafisk besked fra hans majestæt: Vi haver allernaadigst modtaget den Os af det høje Generalpostamt aller- Figur 11. Colding anbringer verdens første luftpostbreve i ballonen ved Nyborg nej, det er en genopførelse af begivenheden, jf. figur 1. Foto: Erling Lundemann.

141 140 NYBORG FØR & NU 2014 underdanigst tilsendte Skrivelse, samt Postmester Maus Promemoria og Aëro - statiker Coldings Brev. Be fa lende Eder Gud. Frederik Rex. Dette er den royale bekræftelse på, at ver dens første luft - postforsendelse er gen nem ført og dagen er senere blevet fejret ud over kloden såvel som i Nyborg. Modvilje Man skulle have troet, at heldet ville vække stor beundring for den gæve luftskipper. Det gjorde det også, men ikke blandt alle. Colding har næppe selv forudset, hvad der ville ske, når han på denne måde trådte ind på det kongelige postvæsens ge - bet, men det fik han nu at føle. I Korsør sad kommandanten, Frederik Christian grev Trampe. Og i Skælskør residerede postmester Mau. Ingen af dem brød sig om den fordømte ci - vilist, der gjorde op sigt med sine hun - dekunster og luftballoner. Han havde åben bart kongens velvilje, men postfor sendelser hørte nu engang ind under deres myndighedsområde. De skulle hjælpe ham, sagde hans majestæt godt, men så heller ikke mere. Colding slog sig ned i Nyborg og gjorde sig klar til næste afsendelse. Han var på det tidspunkt lykkeligt uvidende om, at nogen var ved at se sig gal på ham og hans held. Planen var, at der skulle afgå en ballon hver måned, indtil ruten var sikret, og man kunne begynde at sende regelmæssigt. Andet forsøg blev foretaget den 2. juli. Colding havde været ude og måle vindretning og styrke m.v., og han besluttede at lade ballonen afgå fra et noget nordligere sted end det første, idet vinden syntes at dreje mere mod syd. Han udså sig marken mellem Risingegård og stranden, og her fyldte han ballonen, mens folk fra Kerteminde strømmede ud for at opleve en ballonfart. Også denne gang lykkedes forsøget, idet ballonen landede på en mark lidt nord for Skælskør. Det tog dog lidt længere tid at finde frem til den, men til sidst var der en heldig bondedreng, som fik øje på den og kunne aflevere den til postmester Mau. Nu kunne hr. Mau jo have sendt brevet til kongen Figur 12. Kommandanten i Korsør, grev Tram - pe. Gengivet efter Eichner-Larsen og Phil ip sen 1970.

142 DEN FLYVENDE SATIRIKER 141 af sted med»ekstrapost«det var jo dog et kongeligt brev. Men et eller andet holdt ham tilbage, og han besluttede at sende det med al - mindelig borgerlig postgang, det vil sige med diligencen til København. Dette tog noget længere tid, men efter en uges forløb kom brevet dog kongen i hænde, og han kunne kvittere for det. Igen en succes. I øvrigt vides det, at der med denne ballon blev sendt flere andre breve. Tredje forsøg skulle efter planen foregå den 2. august, men blev ud - sat til den 4. Opstigningen skete igen fra Nyborg, men denne gang var den offentlige interesse svæk ket en del. Man havde fået andre ting at tænke på. Der var fx uro blandt de spanske soldater. Der havde formelig været oprør i slut nin gen af juli måned, fordi det blev forlangt, at soldaterne skulle aflægge troskabsed til Napoleons bror, som kejseren netop havde indsat som konge i Spanien efter at have interneret den retmæssige spanske konge. Endvidere var krigs - spændingen forøget, og kanon båds - krigen intensiveret. Der var ved den tid mange engelske skibe i Storebælt, og det var til hindring for den overfart, der trods alt havde væ ret med mindre fartøjer. Det fik betydning for Coldings ballonforsøg. For at fylde ballonerne skulle han som nævnt bruge vitriolsyre, og det kunne han kun få fra København. Men det blev vanskeligt at få det sendt over Bæltet. Colding blev utål modig og mente, at der vist var nogen, som med vilje sinkede le - ve rancen. Der udspandt sig en te - legrafisk diskussion, idet Colding flere gange rykkede for vitriolen. Denne kontrovers sluttede på en meget karakteristisk måde. Tele grafens bøger oplyser: 7. August Colding spørger om Brevene med Luftmaskinen vare modtagne af Telegraphbestyreren i Corsør d.d. Meldet til Nyborg: ingen Breve modtaget 8. august Colding spørger Grev Trampe hvorfor den ham højst fornødne Witriol Syre ei er afsendt til Nyborg, samt giver tilkiende at dens Afsendelse behøves; Han beder meldet naar Bre vene med Luftmaskinen modtages d.d. Fordi Trampe ikke er Candidatens Kammertjener Værsgo. En sølle philologisk kan - di dat skal ikke komme her og herse med en greve. Han skal kende sin plads, skal han! På en gang gik tingene stærkt. Spaniolerne havde planlagt at stikke af, som man vil huske, og der var gære i hele den militære situation. Alligevel fik Colding endnu en ballon»på vingerne«. Den 4. august forsvandt den ud over Bæltet, og Colding gik nu spændt og ventede på besked det er det, hans telegram handler om. Men beskeden kom ikke før længe efter. Denne gang hav - de ballonen nemlig fortsat sin flugt østover og var først gået ned dybt inde

143 142 NYBORG FØR & NU 2014 i Sorø-skovene, hvor folk sjældent færdedes. Først seks uger senere blev ballonen fundet og afleveret til by - fogeden i Sorø, der straks be fordrede brevene videre. De gode græd og de onde lo. Mau og grev Trampe kunne gnide sig i hænderne og bedyre, at de hele tiden havde ment, at det ballonhalløj aldrig kunne bruges til noget. De opgav helt at komme Colding til hjælp, og projektet led sin endelige død med den forsinkede ballon. Men verdens første luftpostlinje var det nu alligevel. Det ejendommelige var måske, at selvom Colding nu stod som en slags taber, så havde kongen ikke mistet sin tillid til aërostatikeren, og sagen sluttede ikke i Sorøskoven. Den fik et efterspil det følgende år. Luftkrig og skuespil Danmark var trængt på grund af kongens stædige fastholden ved Napoleon. Så langt var man kommet ud, at hele Europa nu havde vendt sig mod Danmark og Frankrig. I den situation blev Sveriges konge, den uberegnelige for ikke at si - Figur 13. Som vist på det frimærke, der gengav begivenheden 2. juni 1808, lå der engelske orlogsskibe i Storebælt, som hindrede normal postgang. Om de har skudt efter Coldings ballon er dog nok tvivlsomt. Frimærket blev udgivet i 1974 i anledning af postvæsenets 350 års jubilæum. Privateje.

144 DEN FLYVENDE SATIRIKER 143 ge sindssyge Gustav 4. afsat ved et statskup, og der var ingen umiddelbar efterfølger. Der var folk både i Danmark og Sverige, som gerne så, at Frederik 6. overtog den svenske trone. Man drømte formelig om at genoplive Kalmarunionen. Der var dog andre, som lige så hård nakket nægtede at anerkende Frederik, ikke mindst på grund af den danske monarks noget hovne attitude over for svenskerne, som han betragtede som oprørere, fordi de havde indført en fri forfatning. Det parti, der ønskede Frederik som svensk konge, gik nu i gang med at propagandere for hans valg. Hensigten var at berede vejen for en direkte landgang på den svenske kyst, men sagen var ikke så ligetil bl.a. på grund af englændernes spærring af sund og bælt. Nu opstod der en situation, som vistnok er gået i glemmebogen hos de fleste danskere: Propagandakrigen i Skåne. Det handlede om at fortælle den bedste historie om den danske konge, man kunne finde på. Han skulle roses og prises i en sådan grad, at svenskerne kunne indse, at intet ville være bedre for dem end at få Frederik 6. til konge. Det var en tidligere gesandt i St. Petersborg, kammerherre Schumacher, som kom med ideen. Man skulle henvende sig til en digter vi ved ikke hvem og bede ham skrive et skuespil, der kunne overbevise svenskerne om, hvilket vidunderligt menneske Frederik var. Schumacher udkastede handlingen, som så sådan ud: En skånsk fisker er gået over isen til København blot for at få et glimt af den berømte kronprins. Akt 1. Fiskerens kone beklager sig. Hun er bange for, at hendes mand skal komme ud i noget snavs i den der store by, København. Stor arie. Akt 2. Konens nabo hører om udflugten og jamrer, for danskerne vil uden tvivl torturere og dræbe fiskeren. Stor arie. Akt 3. En god svensker kommer og fortæller om sidste slag med danskerne. Han blev såret, men behandlet med enestående medmenneskelighed af de danske, som han roser til skyerne. Akt 4. Fiskeren kommer hjem. Forsinket, fordi han lige har reddet en dansker, der var ved at drukne. Jo, han har set kronprinsen og synger:»ja, vist har jeg set ham, I ved hvem jeg mene Hans Åsyn udviste de Smil englerene. Lyksaligt det Land, som kan kalde ham sin Gud give, jeg kunne og kalde ham min.«osv. Akt 5. Den reddede dansker dukker op, og han er (naturligvis) den samme, som tog sig så pænt af svenskeren i sidste slag. Tableau! og slutsang:»hans Navn og Ære aldrig skal af vores Bryst udslettes Gid han var vor og vi igen var Friederich den Siettes!«Minsandten om ikke skuespillet blev trykt. Endda i et meget stort oplag. Schumacher sørgede for, at det så ud som om, det var skrevet af en svensker og trykt i Stockholm. Så er det, at Johan Peter Colding igen træder ind på scenen. Hans

145 144 NYBORG FØR & NU 2014 majestæt, kong Frederik (endelig!), sender bud efter luftskipperen og be ordrer ham til at sørge for, at skuespillet bliver spredt ud over Sydsverige eller i det mindste Skåne. Colding griber til, får fremstillet det nødvendige antal balloner, og fra Kronborgs volde opstiger denne fantastiske ladning propaganda i god vind fra vest og forsvinder ind over Skåne. Hvad der siden er sket med ballonerne og skuespillet, er der vist ingen, der ved. Efter denne ballonbedrift fik Colding overrakt Dannebrogs ordenens hæderstegn samtidigt med, at han fik tilladelse til at kalde sig kongelig Aëronaut. Første dansker Den 1. oktober 1806 samledes kø - benhavnerne i kolossal mængde for at se et levende menneske stå til vejrs i en ballon. Det var en belgier, som hed Etienne Gaspard Robertson, og som havde tillagt sig selv titlen professor. Avisen Dagen skrev følgende om denne store begivenhed: I Forgaars nød Kbhvn for første Gang i sin Tilværelse det store og skønne Syn af en Luftsejlads. På Eksercerpladsen ved Rosenborg, der aabnedes kl. 10, var Ballonen allerede fyldt Ballonen i form af en på Enden stående Melon, gav et særdeles smukt Syn. Tilskuernes Mængde paa Pladsen var meget an - seelig, og dog iagttoges den bedste Orden. I femten Tønder med Vitriololie og Jernspån udvikledes Luften, som lededes igennem Vand, før den brugtes til at fylde med Kl 11 an - kom Hans Majestæt Kongen [Christian 7.] Prinsesserne Juliane og Charlotte, Hertugen af Augustenborg og Prins Ferdinan og tog plads på Altanen af Kasernen, der var betrukket med rødt. De stege siden ned i Kredsen og be saa med Deltagelse alle Tilberedelserne til Rejsen. Robertson sendte en lille ballon op for at tjekke vindretningen, og ga - lant lod han prinsesse Juliane klippe snoren over, som holdt denne ballon. Siden steg han ubesværet op og gennemførte en fornem sejlads til Ros kilde. På vejen lod han en høne gå ned i faldskærm til tilskuernes usigelige jubel. Mellem tilskuerne har Colding uden al tvivl befundet sig og ærgret sig! Han havde selv haft planer om at blive den første i Danmark, som gik op med en ballon. Nu måtte han nøjes med at være den første dan sker, der Figur 14. Robertsons ballon med faldskærm. Samtidigt tryk, her gengivet efter Nørgaard 1970.

146 DEN FLYVENDE SATIRIKER 145 fløj. Hans flugt fandt sted den 23. april 1811, men i virkeligheden var det en fejltagelse. Han havde fyldt ballonen ude på Blegdammen på en grund, som hans bror ejede, der hvor Rigshospitalet ligger i dag, og skulle blot foretage et tjek af hele systemet. Men tilfældet ville, at ballonen gik op, Colding foretog en times sejlads, efter hvilken han landede blidt på Brønshøj Bakke. Den 10. oktober 1811 blev Coldings store dag. Den dag skrev han sig ind i flyvningens historie som den første dansker, der vitterligt fløj under overværelse af en talrig tilskuerskare. Med en smuk rød- og gulstribet kæmpeballon af lærred på 17 meters højde og 12 meters tværmål steg han op fra Rosenborg Eksercerplads under bragende bi - fald. I 25 minutter holdt ballonen sig svævende, mens den dristige luftskipper flittigt vinkede til til skuerne både dem som havde betalt for at overvære forestillingen, og de mange som stod udenfor og betaget fulgte det vidunderlige skuespil. Senere gentog Colding opstigningen ved adskillige lejligheder, og man kan godt opfatte hans for skel - lige opstigninger som en slags flyvende cirkus. Flyvningens æra tog i hvert fald sin begyndelse her med en lettere-end-luft-maskine. Der skulle endnu gå 95 år, før Ellehammer som den første i Europa bragte en tungere-end-luft-maskine til at løfte sig fra jorden. Satirikeren Johan Peter Colding skaffede sig selv sagt et vist ry som aëronaut, men manden besad også andre talenter, som gjorde ham kendt af alle inden for København snævre volde. Der var tider, hvor luftpostens opfinder var kendt for helt andre ting som ikke havde det fjerneste med luftsejlads at gøre. Colding blev en af byens og landets u-kendte satirikere. Dette viste sig især ved en ganske bestemt lejlighed. I 1814 blev freden efter napoleonskrigene som bekendt indgået. Nor ge blev skilt fra Danmark og lagt ind under Sverige, der løste sit kongeproblem ved at gøre den na po - leonske general Bernadotte til konge under navnet Karl Johan. Den franske kejser levede sine sidste år på St. Helena i Sydatlanten. Rundt om i Europa havde de urolige år med talrige skærmydsler og krige bl.a. ført til en stigende interesse for nationernes suverænitet. Det udmøntede sig i en stigende nationalisme, som sammen med fri - hedstrangen førte til den ene re - volution efter den anden. Tidens sange måtte dreje sig om de na - tionale og de liberale følelser, der flammede op rundt omkring, og sådan var det også i Danmark. Danmark havde med nød og næppe reddet sig ud af Napoleons fallit og over på den anden side, så Frederik 6. ikke blev aldeles frarøvet sine lande ved Wienerkongressen.

147 146 NYBORG FØR & NU 2014 Efter krigene optrådte de danske der for med små bevogtningskorps rundt om i flere lande, hvor freden skulle opretholdes. Der lå bl.a. et korps i Frankrig under kommando af prins Frederik af Hessen. Denne herre hav de sine danske aner gennem sin mor, Louise af Danmark, som var datter af Frederik 5. Faderen var landgreve Carl af Hessen-Kassel. Fre - derik følte sig helt igennem dansk, og en dag i 1818 modtog Selskabet for de skønne Videnskabers Forfremmelse i København et brev fra prinsen. Han skrev bl.a.: Uagtet der i det danske Sprog haves en Samling af herlige Sange, der gør Indtryk på det følende Hjerte og hvis Melodier hæve Sjælen til glad Begejstring, så har man ved det danske Troppekontingent under dets langvarige, fjerne Ophold i fremmed Land og i nær Berørelse med fremmede Nationers Krigshære, dog ofte følt Manglen af en som Nationalsang almindeligt antaget Sang osv. Kort sagt: Alle andre nationer har tilsyneladende en na tional hymne, og nu vil prinsen og hans medofficerer udskrive en konkurrence blandt danske digtere om at skrive en egentlig na tionalsang. De udsætter 400 rigs daler som præ mie til fordeling mellem digter og komponist. Det gode videnskabsselskab greb straks tanken som sin behagelige Pligt. Konkurrencen blev udskrevet, og nu gik man i spænding og ventede på, hvad der mon ville komme ud af det. Sangene skulle indleveres anonymt med navnet i en lukket kuvert nytårsdag 1819, og der kom sandelig også hele 59 forslag. Selskabet fik travlt. Det viste sig dog hurtigt, at langt de fleste på forhånd kunne ude lukkes. De lå kvalitetsmæssigt så lavt, at de ikke kunne komme på tale. Tilbage var kun en håndfuld, men blandt dem fandt man også store og velkendte digteres værker, da man siden åbnede kuverterne. Her var bl.a. digte af Steen Steensen Blicher og hans far Niels Blicher. Her var Jetsmark og adskillige andre af tidens fremstående poeter. Det må jo huskes, at alle sangene var håndskrevne, og der er næppe tvivl om, at man har skelet til skriften og prøvet at regne ud, hvem der mon skrev sådan og sådan. Det er en stædig myte, at vinderen blev udtrukket, fordi man mente at kunne genkende Oehlenschlägers skrift og gerne så nationalskjalden som vinder. Sagen kan stadigvæk høres fremført og diskuteret ved passende lejligheder. Men vinderen var ikke nationalskjalden. Første vers af sangen, som alt så vitterligt ER Danmarks national - sang, eftersom den vandt kon kur rencen, lyder sådan: Dannemark! Dannemark! Hellige Lyd! Himmelske Fryd! Hæv dig min glade, min bankende Barm! Danmark! For dig toner Sangen saa varm. Naar Saga nævner dit ældgamle Navn Som Ærens Havn, Jeg nævner Dannemarks hædrede Navn Som Fødestavn

148 DEN FLYVENDE SATIRIKER 147 det bliver værre endnu. Sangen har fem endnu mere svulstige vers, som mere koldsindige hoveder end selskabets straks kastede sig over, da de blev offentliggjort. At den glorværdige poet end ikke kunne stave til Danmark, kunne der gøres meget grin med. Kort efter kunne man i en af de københavnske aviser læse følgende: Dannemark! Dannemark! hvor er din Grød Liflig og sød; Hæv dig min glade, min bankende Barm Danmark, din Grød mætter madlystnes Tarm! Naar Saga nævner dit ældgamle Navn Kendt i hver Havn, Jeg kender Sødgrødens hædrende Navn Som Mavens Gavn. For hvert af præmiedigtets vers svarede denne»grød-digter«igen, og København var ved at gå op i limningen af bare grin. Hvem var så præmievinderen og hvem parodisten? Det kom snart frem, at ophavsmanden var en kvinde! Og gri net steg til endnu større højder. Digteren hed Justine Maria Jessen og var ikke helt ukendt, idet hun tidligere havde gjort sig bemærket med nogle mindre litterære arbejder. Denne gang haglede spot og spe ned over den stakkels gammeljomfru, og ikke mindst blev sødgrødsvisen sunget til skændsel for frk. Jessens dybtfølte nationale sang. Men hvem var parodisten? Det spurgte man om i København i de dage. Digtet var underskrevet: Jesper Oldfux og det genkendte man jo både fra Wessels og Holbergs digtning, hvor der forekommer figurer med det navn. Ved senere lejligheder fremkom andre satiriske tekster med den samme underskrift, og efter - hån den sivede det jo ud i den lille hovedstad, at ophavsmanden var in - gen anden end den kendte bal lonskipper Johan Peter Colding. Det viste sig oven i købet, at en anden lige så fræk parodi under navnet Else Skolemester også var skrevet af Colding. Ja, mere end det, for da disse parodiske smædesange sammen med visse andre blev udgivet i et lille hæfte, så folk kunne more sig over dem, stod en vis J. Schmidt som re - daktør og udgiver og minsandten om det ikke også var Colding! Frk. Jessens skrækkelige digt vak te så meget opsigt, at alle og en hver kom til at kende det, især da melodien blev markedsført. Den var af ingen ringere end Weyse, men også her var der i virkeligheden ta le om at gøre nar af digtersken. Wey se havde sin fornøjelse af at lave adskillige melodier til sangen i forskellige stilarter: march, dansemelodi etc. Han sendte dem i en pakke uden afsender til Viden skabs selskabet, som, da man nu ikke vidste bedre, bad Weyse selv om at være dommer. Komponisten skal have moret sig kolossalt over sin vel egentlig lidt upas sende spøg, men siden lavede han nu den melodi, som sangen en sjælden gang synges på i dag.

149 148 NYBORG FØR & NU 2014 Den udbredelse, som Coldings pa - rodi nr. 1 og 2 havde skaffet frk. Jessens sang, førte pudsigt nok til, at sangen blev oversat til tysk endda flere gange, og endelig må der også have været en måske lidt forskruet latiner, der tog sig af den, for sangen findes faktisk på latin! Kandidat Colding slog sig med si - ne parodier op som en af Køben havns satiriske penne, og det var ik ke sidste gang, han benyttede det talent. Det er ganske vist lidt van skeligt at finde frem til, hvad kongelig aëronaut Jo han Peter Colding har skrevet, for som det lige er vist, yndede han at gemme sig bag et pseudonym ja gerne et pseudonyms pseudonym. Fortrinsvis benyttede han dog Jesper Oldfux som nom de guerre, og under dette navn udgav han dels flere vi - ser, som fx den glimrende sang Vandring over Dyrehavsbakken. Den var perfekt til at blive foredraget i en af Københavns mange sangerinderknejper. Den begynder sådan: Bombombom! Hør Trommen røres Her er Løjer, her er Grin Her et Telt er, hvor der gøres Gymnastik af tvende Svin! Værsågod, træd ind kuns her, Det er sågu»marken«værd! Så følger en kort ironisk tale-linje: Her ser De, mine Herrer og Damer, ni hundrede og ni sindstyve prospecter af: Næsten alle Steder i Verden: Petersborg og Tschungtiengfu Frankfurt, Hamborg, Ulm og Ferden, Skagen, Wien og Hongkiengpu! Otte Skilling er minsæl Dog for sligt kun Bagatel!! Coldings versemageri kan måle sig med tidens bedst kendte visedigter, Erik Bøghs, og mon der ikke og - så i Dyrehavsvisen her ligger en hen - tydning til Oehlenschlägers St. Hansaftensspil, hvor der forekommer en lignende udråber? Hen mod midten af århundredet kan man se, at Colding var begyndt at kalde sig selv kommissionær, men hvad han har handlet med, har det ikke været muligt at opspore. Til gengæld fandt han et rigt område for sin satire i det for sin tid skandaløse forhold mellem den nye konge, Fre - derik 7., og Louise Rasmussen se nere grevinde Danner. Colding skrev og udgav en ædende ond sa tire over dette par. Der findes utal lige smædeskrifter om grevinden, men sjældent ser man dog noget så ele gant ondskabsfuldt som det lille skrift på 16 sider: Engle = Grevinden En forelæsning for hr. Sørensen Af Jesper Oldfux. Under foregivende af at ville oplyse menigmand (danskeren blev på den tid kaldt hr. Sørensen) skrev han en forrygende hyldest til maitresse regimentet en parodi, som alle kunne forstå, og hvor ingen går ram forbi. Blot et enkelt eksempel:

150 DEN FLYVENDE SATIRIKER 149 Du kan tro, hun var Dejligheden selv, der havde forrykket din Hjerne ti Gange, endsige en stakkels Konge, der var ked af alt og trængte til ny Livsvarme! Først efter at have svinet parret til på det groveste og mest intime lader han det sive igennem, at der slet ikke er tale om Frederik og Louise sandelig nej, han har da kun skrevet om Louis 15. og grevinde Dubarry. Hr. Sørensen selv bliver heller ik ke skånet i det lille skrift. Tværtimod. Den sløve dansker bliver gen - nemheglet og forhånet på det groveste under dække af hele tiden at blive overøst med ros og hyldest. Selv hans sløvhed og manglende po - litiske interesse bliver vendt til at være et virkelig smukt karaktertræk. Det er alt sammen meget perfidt og meget morsomt! Der ligger en opgave og venter på den, der vil tage den op: find alt, hvad Colding har skrevet i sin tid under forskellige pseudonymer, og find ud af, hvilken rolle han spillede i tidens kulturliv. Lad os se, om ikke der skulle være guld at finde. Der kan ikke herske tvivl om, at Jesper Oldfux, Else Skolemester og J. Schmidt alias Johan Peter Colding må have været en meget omtalt person i perioder af sit liv. Det kan derfor undre, at han tilsyneladende er glemt af eftertiden. Det kan man gerne skamme sig lidt over i Nyborg, som dog var stedet for Coldings største triumf: luftposten. Litteratur: Udover generelle historiske værker, opslagsbøger og til en vis grad Internettet har fortrinsvis føl gende værker været benyttet: Ballonnyt nr Christiansen, J.E.,»Ord i sigte«i Medlemsblad for Ravnsborg lokalhistoriske Forening nr. 9, Clausen, Cai,»Dansk litterær 5.-kolonne«, i Ad fortids veje, bd. 6. Davidsen, J., Fra vore Fædres tid, Gyldendal Eichner-Larsen & Philipsen: Det lå i luften. A.A. forlaget A/S Erichsen, J.P.,»Den kronede danske nationalsang«, i Fund og forskning bd. 22, 1976 Henningsen, Henning, NYBORG da voldene stod. Nyborg 1981 Nørgaard, Erik, Den gik alligevel, Granberg, Lademann 1970

151 150 NYBORG FØR & NU 2014 Svanedammen i 100 år Et stykke forsorgshistorie i Nyborg Af Janus Møller Jensen Den 25. oktober 2014 fyldte plejecentret Svanedammen 100 år. Ja, egentlig var der tale om et dobbelt jubilæum på tilsammen 150 år, for mens plejehjemmet Svanedammen blev oprettet i 1914, så kom det nye plejecenter til i 1964, og det fyldte således 50 år samtidigt. Også i 1989 markeredes det dobbelte jubilæum henholdsvis 75 og 25 år så hvorfor ikke gøre det hele dobbelt festligt? Svanedammens historie startede imidlertid i 1914, da alderdomshjemmet blev oprettet i den bygning, der tidligere havde huset arbejderforeningen og siden Birkhoved kaserne, så lad os alligevel holde fast i den store 100-års-fejring af et stykke vig tigt forsorgshistorie i Nyborg. For der er ikke skrevet meget om ældreplejens opkomst og historie i Nyborg. Denne artikel er således ment som en kort introduktion til ældreforsorgens historie i Nyborg med udgangspunkt i netop Svanedammens historie med et naturligt omdrejningspunkt i Artiklen falder i tre dele. Først præsenteres baggrunden fra middelalderen frem til 1914, hvor ældreplejen var knyttet tæt sammen med Figur 1. Plejecenter Svanedammen. Billedet er fra Foto: Nyborg Lokalhistoriske Arkiv.

152 SVANEDAMMEN I 100 ÅR 151 fattigvæsenet rent lovgivningsmæssigt helt frem til Dernæst præsenteres et tidsbillede af Nyborg med skyldigt hensyn til især ældreplejen og forsorgsinstitutionerne i Nyborg for at forstå alderdomshjemmets tilblivelse og endelig et kort rids over institutionens historie fra 1914 frem til i dag.* Ældrepleje fra middelalderen til 1914 Ældreplejen var i ældre tid næsten fuldstændigt varetaget af slægten. I de tilfælde, hvor slægten ikke kunne eller ville træde til, fungerede kirken og klostervæsenet som et slags socialt sikkerhedsnet. Men det var langt fra nogen selvfølge. De nordiske landskabslove havde for eksempel ingen regler for, hvordan eller hvem i slægten, der skulle tage sig af de ældre. Landskabslovene gav imidlertid mu lig - hed for, at personer, der grundet alderdom, sygdom, fattigdom eller andet, der gjorde en person ude af stand til at varetage sine arvingers krav, kunne lade sig fledføre. Det vil sige, at en person overdrog al sit gods og ejendom til en anden person eller slægt mod til gengæld at få husly, beskyttelse og mad. Danske retshistorikere har længe set det som en slags tidlig ældreforsorg, men nyere forskning påpeger, at reglerne i langt højere grad havde til formål at sikre de juridiske formaliteter omkring arvekrav til land og ejendom end egentlig velfærd. Ifølge Jyske Lov fra 1241 måtte en person først tilbyde al sin ejendom til sin egen slægt på tinge, inden han kunne lade sig fledføre. Altså en klar bekymring for at ejendom skulle gå slægten af hænde. Personen måtte heller ikke lade sig fledføre uden sin hustrus samtykke, med mindre biskoppen havde givet tilladelse. Selv - om man fik hjælp til at klare sig, så var en anden konsekvens af fledføringen, at man samtidig mistede alle juridiske rettigheder og formelt også statusmæssigt var på niveau med trælle. Det var derfor næppe heller en synderlig attraktiv ordning og da slet ikke for de øvre samfundslag. 1 Mange velhavende valgte derimod at indtræde i et kloster og iføre sig ordensdragten både for at tjene Gud og for at modtage pleje på deres gam - le dage. Almindelige, mindre velbemidlede eller fattige mennesker kunne også finde omsorg inden for klostrets mure som lægbrødre og lægsøstre. Det var som regel bønder eller håndværkere, der så kunne indgå i det fysiske arbejde med den daglige drift af klostret og dets jorder. Den mulighed blev dog mindre i løbet af middelalderen, da klostrene i stigende grad begyndte at anvende fæstebønder til at dyrke jorden. I nogle tilfælde blev der oprettet pladser til pleje af ældre som fromme donationer. 2

153 152 NYBORG FØR & NU 2014 Helt op i 1800-tallet kunne man stadig lade sig fledføre, mens muligheden for at gå i kloster jo næsten fuldstændigt forsvandt med Reformationen i De adelige jomfruklostre i og 1700-tallet havde en lidt anden funktion. Men omsorgen for de ældre overgik ligesom fattigvæsenet, der også primært var varetaget af kirken ved Reformationen til enten kongeligt/statsligt eller privat initiativ. Hvis ikke slægten ville tage over og pleje de gamle, var der kun tiggeri, fattighuset eller fattiggården tilbage. Plejen af både syge og ældre blev i middelalderen altså varetaget primært af kirken og klostre. I klostervæsenet var der både et hospital og et infirmeri, hvor førstnævnte mere fungerede som herberger, mens infirmeriet havde mere egentlig hospitalskarakter i den moderne betydning af ordet. 3 I løbet af middelalderen blev der rundt omkring i Europa oprettet såkaldte Helligåndshuse, hvis formål var at tage sig af de uformuende, syge og svækkede, herunder også de ældre. De kendes i Danmark fra 1200-tallet. I 1100-tallet var oprettet en egentlig orden med den funktion under navnet Helligåndsordenen, der dog først kom til Danmark i 1400-tallet, men tilsyneladende ikke til Nyborg. 4 Enkelte andre institutioner tog sig af specifikke smitsomme og uhelbredelige sygdomme såsom Skt. Jørgensgårdene, der tog sig af spe dalske, eller Skt. Gertrudsgårdene, der tog sig af fattige, syge og vejfarende. Skt. Lazarus-ordenen var en militær munkeorden, der ligeledes optog spedalske. Den opstod i det Hellige Land og deltog også i forsvaret af det Hellige Land. Den havde Figur 2. Korsbrødregården i Nyborg. Foto: Østfyns Museer.

154 SVANEDAMMEN I 100 ÅR 153 huse rundt omkring i Europa, men vist ikke i Danmark. 5 Hospitaler for spedalske var der dog flere af, f.eks. Skt. Jørgensgården som spedalskhedshospitalerne begyndte at blive kaldt i senmiddelalderen i Svendborg, men heller ikke denne institution fandt vej til Nyborg. Klostrene havde som en del af deres religiøse forpligtelse et påbud om at tage sig af de fattige, syge og vejfarende. På hospitalet kunne man få husly, mens klostrets infirmeri som sagt mere var at sammenligne med et moderne hospital. Johanniterorde nen var en decideret hospitalsorden, der opstod i det Hellige Land i 1000-tallet med udgangspunkt i ordenens store hospital i Muristan i Jerusalem. Den blev fra cirka midten af 1100-tallet samtidig en militær orden, der kæmpede for forsva ret af det Hellige Land, og de to funktioner hørte nøje sammen og det i en sådan grad, at man plejede både muslimer og kristne, der så kunne drage i felten og slås bagefter mod hinanden men sådan kunne man jo også sikre kundegrundlaget. 6 Ordenen fik et hus i Nyborg i 1440erne Korsbrødregården. Det var en ganske betydelig institution, selvom den nok aldrig nåede status af egentligt kloster, og var underlagt ordenens hovedkloster, Antvorskov, ved Slagelse. 7 Vi ved derfor ikke, hvilken rol le ordenen havde i forbindelse med pleje af ældre og syge i Nyborg indtil Reformationen. Fattigvæsenet i Nyborg Vi ved altså meget lidt om situationen for de ældre, der ikke kunne plejes af slægten, i Nyborg i ældre tid. I en tid uden socialt sikkerhedsnet var der kun almisser eller fattiggård tilbage, såfremt slægten eller formuen ikke rakte. Ældreplejen var på den måde helt overladt til privat godgørenhed. En række hospitaler blev bygget i 1700-tallet i forbindel se med herregårdene, som en slags al - derdomshjem for arbejdsfolk på godset. I Nyborg ligger Aunslev hospital fra 1755 ved Aunslev Kirke som et godt eksempel på den type af forsorg Figur 3. Nørregade 1. Denne bygning husede byens første fattiggård. Foto: Nyborg Lokalhistoriske Arkiv.

155 154 NYBORG FØR & NU 2014 og byggeri. Ligeledes kan nævnes Svindinge hospital i forbindelse med godset Glorup, og der har formentlig været andre. 8 For indbyggerne i Nyborg by var forholdene anderledes. I følge en oversigt fra 1797 fandtes der 5 gårde rundt omkring i Nyborg by, som husede fattiglemmerne. De var doneret af private til de fattige gennem tiden. Gaverne og fundatserne går tilbage til omkring år 1600, men der må naturligvis have eksisteret ældre bidrag til fattigvæsenet. Husene var faldefærdige, og det kunne ikke betale sig at reparere dem, men efter bybranden i 1797 blev det muligt at opkøbe byggegrunde. Man solgte derfor husene, og for indtægten plus et lån byggedes byens første fattiggård i Den blev placeret på hjørnet af Nørregade og Vægtergade på en grund opkøbt af byen. I 1830 blev der tilføjet en etage, der blev indrettet som civilt sygehus og tvangsarbejdsanstalt ( ). Der blev indrettet fire sygestuer. To til byens folk, der ikke hørte til fattiggården, og to til søfolk fra forbipasserende skibe. Garnisonen fik eget hospital i Kongegade 5 i 1817, og der lå en tid et hjælpesygehus i Kongegade 2. Det militære hospital blev en overgang flyttet til Figur 4. Nyborg Hospital med de to oprindelige bygninger. Foto: Nyborg Lokalhistoriske Arkiv.

156 SVANEDAMMEN I 100 ÅR 155 Nørrevoldgades kaserne. Men det si - ger sig selv, at forholdene ikke var optimale. Da stabskirurg Vendt på sin visitation af de danske hospitaler i 1872 besøgte Nyborg, beskrev han den ret katastrofale situation på sygehuset og dermed vel også på fattiggården. Der var ingen enestuer, ingen celler til sindssyge, kun plads til 10 patienter, dårlig luft, natskrin på stuerne og kun et transportabelt badekar. De hygiejniske forhold lod også en del tilbage at ønske. Der var svinesti, høns og duer i gården, skorper af snavs på håndtaget og ingen sengelade til udluftning af sengetøj, hvad der ifølge stabskirurgen næppe heller havde hjulpet meget på den gård. Man besluttede derfor at bygge et nyt hospital, der stod klart i 1878 og indviedes året efter på stedet for det nuværende Nyborg Hospital med plads til 53 senge i den militære del og 30 i den civile del. I 1892 oprettedes et epidemisygehus, der var ejet af både Nyborg og Svendborg kommune, der kom en sindssygeafdeling til i 1903, elektrisk lys i 1907, og i 1913 ønskede man at sammenbyg ge de to sygehuse og oprette en me dicinsk og en kirurgisk afdeling. Ver - denskrigen stoppede dog foreløbigt Figur 5. Tårnborg. Foto: Nyborg Lokalhistoriske Arkiv.

157 156 NYBORG FØR & NU 2014 planerne, men allerede i 1918 gik man videre, og byggeriet pågik i Konturerne af det moderne hospital var tegnet. 10 I Nyborg tog man samtidig med be - slutningen om et nyt hospital også de første skridt mod oprettelsen af en ny fattiggård. I anden halvdel af 1800-tallet var der generelt bestræbelser i gang med at udskille ældreforsorgen fra fattigvæsenet. De private lav, der tidligere havde stået for plejen af de ældre, blev nedlagt ved lov i Ifølge loven hørte de ældre under fattigloven, men i 1870 erne nedsatte regeringen en kommission, der skulle komme med forslag til at løse udfordringerne med alderdomsforsørgelse for ubemidlede uden for fattigvæsenet gennem forskellige forsikringsordninger. Det resulterede i et tillæg til fattigloven, og først i 1891 blev der truffet beslutning om alderdomsunderstøt telse til værdigt trængende, der var fyldt 60, uden for fattigloven. I den forbindelse blev der også truffet beslutning om, at der skulle oprettes asyler til de ældre, der på grund af alder, helbred eller andre forhold måtte anbringes under tilsyn og særlig pleje. Der var dog stadig knyttet visse betingelser til støtten, der blev skønsmæssigt tildelt. I 1922 skiftede alderdomsunderstøttelsen navn til aldersrenten, der var indtægtsreguleret og tilknyttet særlige værdighedskrav. Først i 1970 fik alle adgang til det fulde grundbeløb af den folkepension, der blev indført i Alderdomshjemmet var altså fra starten en del af den historie. 11 I 1856 var der i Nyborg blevet op - rettet en fattigkasse, der blev bestredet af en bestyrelse, og i 1868 blev der oprettet et kommunalt udvalg for fattigvæsen ifølge loven besluttede kommunen at opføre en ny og større fattiggård det nuværende Tårnborg. Kommunen var kommet i besiddelse af fæstningsjordene i 1875, og det var her, man placerede både hospitalet og den nye fattiggård. Byggeriet gik i gang i 1880, og i 1881 indviedes fattiggården. Fattiggården skiftede med tiden navn et par gange. Under navnet Forsørgelsesanstalten fungerede den som et slags alderdomshjem for ældre fastboende mennesker. Samtidig fungerede den som opholdssted for unge subsistensløse, indtil kommunen fik forbindelse til deres hjemkommuner, så de kunne hjemsendes. 12 På Nyborg Lokalhistoriske Arkiv findes nogle korte erindringspapirer fra datteren af det sidste bestyrerpar. 13 Hun fortæller, at Forsørgelsesanstalten havde en stor have, der strakte sig fra Peter Krøllsgade til Gasværksvej og i længden fra Tårnvej til Carlsmindevej, hvor der i det ene hjørne lå det gamle slagteri den nuværende husflidsskole. Der var

158 SVANEDAMMEN I 100 ÅR 157 ikke elektricitet, men gas, og f.eks. juleaften blev der brugt så meget gas i byen, at trykket faldt på den højtliggende anstalt. Så tændte de petroleumslamper. Der kom dog el i 1903 efter en brand. Hendes mor og mormor varetog husholdningen fra det store køkken i kælderen. De mandlige beboere sov på sivmåtter og måtte bevæge sig frit i hus og by. De unge subsistensløse måtte ikke forlade huset (boede i kælderen), men blev lukket ud i gården, hvor de huggede sten og skærver. Det var andre tider indledtes forhandlinger om at nedlægge Forsørgelsesanstalten, be - sty rerparret fik bevilget afsked med pension i 1926, og institutionen blev endeligt nedlagt i 1929 efter om bygninger. Der blev eksempelvis ind - rettet fire lejligheder, og bygningen fik navnet Tårnborg. Elektricitetsværket overtog kælderen og indrettede arbejdsbolig. Familien fik en af - deling i kælderen, hvor de fortsat skulle tage imod subsistensløse ifølge byrådsbeslutning i Det fungerede sådan indtil 1945 under navnet Socialhjemmet, hvorefter det blev nedlagt. Nye institutioner og alderdomshjemmets tilblivelse Allerede i 1903 havde Nyborg byråd diskuteret tanken om at bygge et nyt alderdomshjem. Andre presserende Figur 6. Arbejderforeningens hus i Vi er virkeligt kommet uden for voldene. Foto: Nyborg Lokalhistoriske Arkiv.

159 158 NYBORG FØR & NU 2014 opgaver som opførelsen af et nyt elektricitetsværk betød imidlertid, at tanken blev udskudt. Men i 1913 blev ideen taget op igen, og det blev besluttet at oprette et alderdomshjem, ikke mindst fordi der på sygehuset var indlagt mange, der alene led af såkaldt almindelig alderdomssvækkelse. Så det ville simpelthen væ re økonomisk rentabelt at investere i en bygning med det formål. Beslutningen blev truffet, og den 25. oktober 1914 blev det nye alderdomshjem indviet. 14 Det blev indrettet i en allerede eksisterende bygning, som kommunen mageskiftede sig til i 1913, nemlig Birkhoved kaserne. Bygningen var oprindeligt blevet opført i 1898 som forsamlingshus for arbejderne i Nyborg når nu borgerne havde fået et stort foreningshus, ville arbejderne da ikke stå tilbage. Huset var tegnet af arkitekt August Colding og blev opført på hjørnet af Wørishøffersgade og Svanedamsgade. Glæden varede dog relativt kort, for allerede i 1904 måtte et konsortium bestående af de håndværksmestre, der havde stået for byggeriet, overtage bygningen. De indgik en aftale med garnisonen, og Søndergades kaserne overflyttedes da til bygningen. I 1913 blev garnisonen i Nyborg nedlagt og forflyttet til Næstved og Vordingborg som et led i de nye planer for rigets forsvar med opførelsen af den Figur 7. Birkhoved kaserne. Foto: Nyborg Lokalhistoriske Arkiv.

160 SVANEDAMMEN I 100 ÅR 159 kolossale Vestvold og Københavns befæstning. 15 Rammerne sprænges I det hele taget skete der en masse i Nyborg i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet, hvor den gamle fæstningsby for alvor var ved at sprænge sine rammer. Fæstningen blev nedlagt i 1869, og dermed blev den jernring, som fæstningen havde lagt om byen, løsnet. De - le af fæstningen mod vandet blev fjernet for at give plads til en ny, moderne industrihavn og jernbanen. Borgerforening, håndværkerforening og arbejderforening byggede som omtalt nyt både på og uden for fæstningen. En række andre bygninger, der siden har præget byens historie og identitet, kom også til i denne periode. Vandtårnet blev bygget højt beliggende på Dronningens Bastion i 1899 og forsynede byen med vand indtil 1970 erne. Der kom elektricitetsværk og gasforsyning. 16 Hotel Nyborg Strand blev opført i 1899, men udvidet med stor spisesal og ombygninger i 1913, og siden fulgte flere ombygninger og udvidelser. Inden 1920 havde hotellet fået det karakteristiske tårn, som så tydeligt ses fra Storebæltsbroen. 17 I 1913 blev også Nyborg Statsfængsel anlagt. Grundet pladsmangel i de danske fængsler ledte man efter alternativer. Det var en driftig nyborgenser, der fik bragt fængslet til Nyborg, da man ledte efter et egnet sted. Den kæmpe rødstensbygning skabte sammen med de funktionærboliger, der blev bygget i forbindelse hermed, en hel lille ny by og bidrog sammen med statsbanerne den imponerende stationsbygning kom til i 1891 til at gøre Nyborg til den embedsmandsby, som har præget byens iden titet og selvforståelse gennem det 20. år hundrede. 18 Fattiggården og hospitalet var blot andre eksempler på nye institutioner, der blev bygget uden for den gamle fæstningsbys grænser. I 1898 blev epileptikerhjemmet og diakonskolen der udsprang af det diakon-hjem, der oprettedes på Aldershvile i 1893 Figur 8. Hotel Nyborg Strand med det karakteristiske tårn. Foto: Nyborg Lokalhistoriske Arkiv.

161 160 NYBORG FØR & NU 2014 oprettet på over to tønder land bag vognmandsjordene, hvor der i dag er musikskole og børneinstitutioner i de gamle bygninger. Afdelingsbygningen for små drenge blev opført 1913, og der var altså masser af nye bygninger i det område, da Svanedammen blev til alderdomshjem. 19 Tæt ved epileptikerhjemmet blev Sø - lyst bygget. Historien går her ganske vist helt tilbage til et landsted fra Det var ejet af købmand Martinus Rasmussen. Ved hans død var der ingen arvinger ud over en ugift datter, og der blev oprettet et legat, der skulle drive rekreations- og hvilehjemmet Sølyst for mindrebemidlede damer, og den nuværende bygning opførtes. Det ophørte i 1957, hvorefter det fungerede først som alderdomshjem, men hurtigt som egentligt plejehjem for døve frem til 1977, hvor det opkøbtes af DSB. Det blev lukket, fordi funktionen blev overtaget af en større central institution i Fredericia. Men der er fortsat bevaret et fint institutionsmiljø omkring Sølyst. 20 I 1913 blev Nyborg Museumsforening grundlagt og den gamle købmandsgård Mads Lerches Gård, der nu går under navnet Borgmestergården blev indrettet som museum og bibliotek. Samtidig var man gået i gang med at arbejde for en restaurering af Nyborg Slot. Nationalmuseets interesse blev vakt, og restaureringsarbejdet gik i gang i Projektet blev ganske vist aldrig helt færdigt, mest fordi pengene slap op, men resultatet er uændret de bygninger, der fortsat står på slotsholmen. 21 Figur 9. Epileptikerhjemmet set fra oven, hvor man får et indtryk af de mange bygninger spredt ud over grunden. Foto: Nyborg Lokalhistoriske Arkiv.

162 SVANEDAMMEN I 100 ÅR 161 Figur 10. Sølyst set fra Nyborg Fjord. Foto: Nyborg Lokalhistoriske Arkiv. Svanedammen i 100 år Nyborg havde for alvor sprængt sine rammer i 1914, og nyt land var ved at blive inddraget som en del af byen. En række af byens centrale institutioner blev grundlagt. Det er måske ekstra bemærkelsesværdigt, at det samtidig var året for udbruddet af første verdenskrig. Selvom der ikke blev kæmpet i Danmark, fik krigen alligevel konsekvenser. Me re end danskere faldt især i tysk tjeneste. 22 Verdenskrigen påvirkede også Nyborg. Storebælt blev spærret med miner i et bælte nord og syd for by en, og en flådestyrke, der både tal te store og små skibe, torpedobåde, vandflyvere og u-både, havde ba se i Nyborg. Minerne blev med tiden kabelstyret fra land i Nyborg. Samtidig blev landbatteriet Bardenfleth oprettet som støtte for flåden og sikringen af minespærringen. 23 Nyborgs dage som militær by var ikke endeligt talte, selvom garnisonen var blevet nedlagt i Ikke desto mindre var kasernebygningen på Svanedamsgade blevet overflødig, og planen om oprettelsen af et alderdomshjem kunne endelig realiseres i bygningen. Alderdomshjemmets første beboere blev overflyttet fra fattiggården, men man fik hurtigt alle stuer besat. Der var nogle, der havde enkeltværelse, mens andre måtte dele værelse med andre ældre. På kort tid opstod der således en pladsmangel, der forblev udtalt, selvom der kom flere anneks-

163 162 NYBORG FØR & NU 2014 Figur 11. Interiør fra Svanedammen fra 1920erne. Foto: Nyborg Lokalhistoriske Arkiv. Figur 12. Svanedammen med den nye plejeafdeling set fra gården. Foto: Nyborg Lokalhistoriske Arkiv.

164 SVANEDAMMEN I 100 ÅR 163 bygninger til med tiden, og mere tidssvarende badeforhold blev etableret. Alderdomshjemmet blev ledet af en forstanderinde og de ældre tilset af kredslægen. I 1956 blev det dog besluttet, at de ældre kunne tilses af egen læge. Gennem årene skiftede hjemmets belægning imidlertid karakter. Fra at være et alderdomshjem for primært raske ældre, der ikke kunne klare sig selv derhjemme, blev det i højere grad et sygehjem med sygestuer og plejeuddannet personale. Allerede i 1935 blev spørgsmålet om en egentlig sygeafdeling rejst af kredslægen, men grundet anden verdenskrig og siden manglende økonomi blev pla nerne først taget op igen i Resultatet blev den plejeafdeling, der blev indviet i I 1986 skiftede hele institutionen så navn til Svanedammen. Det markerede samtidig et skifte i måden at betragte de ældre på og et nyt syn på det at blive ældre og bo på plejehjem. Endnu i 1980 erne kunne personalet huske, da de var Des også med de ældre gik i uniform med kappe og fulgte et nøje planlagt skema for arbejdsdagen. Væ relserne skulle indrettes med samme type gardiner, gulvtæpper og sengetæpper. I stedet rådede de æl - dre nu over egen bolig. Institutionen åbnedes op over for det omgivende samfund med indretningen af Figur 13. Svanedammen i dag i solskin. Foto: Janus Møller Jensen.

165 164 NYBORG FØR & NU 2014 en café for ældre, hvor nærområdets ældre beboere også kunne komme. Idealet var, at de ældre fortsat var en del af samfundet og havde retten til et privat liv, selvom de havde brug for hjælp og pleje. Eksempelvis kom en af Svanedammens beboere en dag hjem klokken tre om natten efter at have fejret sin søns guldbryllup. Markeringen af Svanedammens 100- års-jubilæum kan på alle måder siges at vise netop den udvikling. Sikken en fest og sikken en udvikling. Det er historien om udviklingen af det danske velfærdssamfund, hvor man er gået fra fattigforsorg til alderdomsforsorg og siden til den nutidige pleje og omsorg for syge og ældre, hvor individet og retten til fortsat at have en selvstændig og meningsfuld tilværelse er i centrum. Eller sagt på en anden måde, så er man gået fra fattiggården til fortsat være herre i egen bolig, også selvom man har fået brug for omsorg og pleje på sine ældre dage. 24 * Denne artikel er en let viderebearbejdet udgave af den tale, som jeg holdt i forbindelse med markeringen af Svanedammens 100-års-jubilæum. Jeg ønsker at takke både personale og borgere for invitationen til en fantastisk fest og for muligheden for at give et glimt af Svanedammens spændende historie i en lidt større Nyborg-kontekst. Samtidig rettes en stor tak til lederen af det lokalhistoriske arkiv i Nyborg, Leif Trebbien, for gode råd og vejledning med udgangspunkt i hans store lokalhistoriske viden og hjælp til at finde relevant materiale frem på arkivet. 1 Helle Vogt,»Fledføring elder care and the protection of the interests of heirs in Danish medieval laws«, Legal History Review 76/3-4 (2008), s ; Helle Vogt, The Function of Kinship in Medieval Nordic Legislation, Leiden 2010, s For en kort introduktion til plejen af syge og ældre i en middelalderby, se f.eks. Carsten Selch Jensens bidrag»omsorgen for fattige og syge«, i Ribe bys historie, bd. 1: , red. Søren Bitsch Christensen, Esbjerg 2010, s Se oversigten i Lis Trabjerg, Middelalderens hospitaler i Danmark, Århus Johannes Lindbæk og Gustav Stemann, Danske Helligaandsklostre. Fremstilling og Aktstykker, København 1906; Henrik D. Gautiers, En seng er ikke bare en seng. Helligåndshospital. Vartov. Gammel Kloster , København David Marcombe, Leper Knights: The Order of St Lazarus of Jerusalem in England, c , Woodbridge Piers D. Mitchell, Medicine in the Crusades: Warfare, Wounds, and the Medieval Surgeon, Cambridge For ordenens tidlige historie generelt, se Jonathan Riley-Smith, The Knights Hospitaller in the Levant, c , Basingstoke Se nu Claus Frederik Sørensens bog om Korsbrødregården Sankt Hans Gård i 600 år. Korsbrødregården i Nyborg, Nyborg Johanniterordenens historie i Danmark er beskrevet i oversigtsværket af Erik Reitzel-Nielsen, som dog i mange henseender må betegnes som forældet og skal benyttes med varsomhed, Erik Reitzel-Nielsen, Johanniterorde-

166 SVANEDAMMEN I 100 ÅR 165 nens historie med særligt henblik på de nordiske lande, 3 bd., København Jf. Thomas Hatt Olsen, Dacia og Rhodos: En studie over forholdet mellem Johanniterstormesteren på Rhodos og prioratet Dacia i det 14. og 15. århundrede med særligt henblik på Juan de Carduna s visitation (-1476), København Se Nils Aage Jensen,»Ældresagen: Fortællinger om Aunslev hospital«, Nyborg før & nu 2005, 2006, s Der findes en afskrift af privilegierne på Nyborg Lokalhistoriske Arkiv (NLA) A54, hvor der også findes en kort introduktion til fattiggårdens historie optegnet af arkivar Knud Haugaard. Yderligere materiale findes i NLA A Nyborg Sygehus 100 års jubilæum, 23.december , red. Erik Smedegaard m.fl., Nyborg Se Dansk Velfærdshistorie, red. Jørn Henrik Petersen, Klaus Petersen og Niels Finn Christiansen, 4 bd. København , bd. 1-2 dækkende perioden Arkivar Knud Haugaard har samlet en del materiale til Svanedammens historie i anledning af 50-årsjubilæet i 1964, De gamles hjem , Nyborg Lokalhistoriske Arkiv. Det er fortrinsvis er en afskrift af beslutninger og aktstykker, men den giver dog en indledende oversigt til selve institutionens tilblivelse og tidlige historie i relation til den generelle udvikling. 12 Jf. Knud Haugaards materiale og optegnelserne i NLA A NLA A Jf. (Haugaard) De gamles hjem , NLA A Københavns befæstning Til fædrelandets forsvar, red. Jens Ole Christensen m.fl., København For en generel oversigt, se Preben Hahn-Thomsen, Nyborg i 800 år , 2 bd., Nyborg 1971; Niels Høirup, Nyborg kort fortalt i kort, Østfyns Museer En kort oversigt over forholdende lige inden fæstningen blev nedlagt findes i Henning Henningsen, Nyborg da voldene stod. En kort oversigt over livet i en fæstningsby, Nyborg Hans Arne Hansen, Nyborg Strand 100 år. I takt med tiden, , Nyborg Om fængslets historie, se nu Peter Fransen, Borgen med de mange ansigter. Statsfængslet i Nyborg, , Nyborg NLA A47: Forsorgscentret. Epileptiker-hospital Provst Hjortsvej. Det skal også nævnes i denne sammenhæng, at man i 1912 påbegyndte byggeriet af Kystgården, der åbnede i 1913 som sanatorium for dem, der led af såkaldt brystsyge, dvs. tuberkulose. Det blev revet ned i 2011 for at give plads til udvidelsen af Sinatur Hotel Storebælt, jf. materiale i NLA A NLA A312: Rekreationshjemmet Sølyst. Deri findes en kort historisk oversigt samlet af sagfører Chr. Quist i Eva Becher og Janus Møller Jensen,»Nyborg Museumsforening i 100 år. Fra fortid til fremtid«, Nyborg før & nu 2011, 2012, s ; Nyborg Slot. Kongeborg, fæstning og museum, red. Kurt Risskov Sørensen, Østfyns Museer Nils Arne Sørensen, Den store krig. Europæernes første verdenskrig, København John Maalø Larsen,»Batteriet Bardenfleth da første verdenskrig kom til Nyborg«, Nyborg før og nu 2005, 2006, s Ovenstående afsnit er baseret på en række artikler og avisudklip på Nyborg Lokalhistoriske Arkiv under Svanedammen.

167 166 NYBORG FØR & NU 2014 En lyrisk naturalist i en abstrakt tid om maleren Hans Eriksen og hans Nyborgbilleder Af John Maalø Larsen i samarbejde med Johan Pohlmann Fotos Anne-Lise Reinsfelt En original Første gang, jeg saa ham, blev jeg meget forbavset. Min far havde fortalt mig, at han var kunstner, maler og tegner, og jeg regnede med, at han var en bredskuldret, langskægget mand. Men stik imod min antagelse var han af skikkelse lang og ranglet, men lignede i øvrigt et almindeligt hverdagsmenneske. Dog afveg han i højde og ranglethed temmelig me get fra almindelige mennesker. Hans nøjagtige alder er mig ubekendt, men jeg vil antage, at han befinder sig paa det alderstrin der kaldes en mands bedste alder, altså omkring de fyrre. Men han virker langt yngre, maaske fordi han er så tynd, men sikkert også paa grund af hans humor, der har en ganske særegen karakter. Dette at han er kunstner, siger en hel del om hans usædvanlighed. Thi han beskæftiger sig kun med, hvad han synes om, og maler jo kun for sin egen fornøjelse. Hans familieliv er meget harmonisk, han har en udmærket hustru og to smaa børn, og da han jo aldrig er paa arbejde, kan han lege med dem hele dagen lang. Men da hans opdragelsesmetoder er temmelig moderne, kniber det ofte med at få ungerne til at lystre; men så tager konen affære og skaffer ro i lejren. Paa det felt er han næsten mag tesløs. Maleren er en behagelig og morsom gæst at faa i huset. Hans bidrag til under holdningen er overdaadigt fyldt med gode indfald, og han er ladet med vitalitet Hans kunst er god, særlig hans tegninger, og over hans billeder hviler altid et sær - lig lyst skær. Næsten alle kunstnere er paa en maade originaler, og de hører til de mennesker, der tør vise det. Men de bliver aldrig leet af for det, tværtimod. Derfor maa man beundre disse mennesker og se op til dem, for de er hævet op over det daglige livs kedsommelighed. 1 Denne original, som meget malende og vel også rammende blev beskrevet således i en fristil af en 14-årig elev i IV mellem i 1953, var kunstmaleren Hans Vilhelm Valdemar Eriksen, den nok mest produktive af alle Ny - borgmalerne. Hans Eriksen (HE) var født i Ny - borg 15. april 1912 samme nat som Titanic gik ned, som han sag - de som søn af malermester Knud Marius Eriksen og hustru An na Louise Frederikke Willumsen. Malermesteren var selv en habil maler og tegner, som havde været på valsen og bl.a. lavet flere små akvareller i Italien (se figur 1). Hvis man besøger Nyborg Lo kalhi storiske Arkiv, Kongegade 7, Ny - borg, kan man lige inden for dø -

168 EN LYRISK NATURALIST 167 Figur 1. En af malermesterens små Italiensakvareller. Privateje. Foto: John Maalø Larsen. Figur 2. Hans Eriksens barndomshjem i Nyenstad, hvor hans far, malermester K.M. Eriksen, havde værksted. Nyborg Lokalhistoriske Arkiv.

169 168 NYBORG FØR & NU 2014 ren se et meget stort oliemaleri af Nyborgs havnefront det er op - rindeligt malet til biografen Fo tora ma i Kongegade af K.M. Eriksen, som han kaldte sig. Han havde sit malerværksted i Nyenstad, Øster - gade 9, hvor HE voksede op sammen med sin storesøster Hendrika. De var kendt i kvarteret som maler Eriksens uvorne unger. 2 HE gik ud af Nyborg Private Re alskole efter 7. klasse. Derefter kom han i lære som fotograf en kreativ uddannelse, der sandsynligvis har været med til at afstikke hans videre løbebane. Allerede som helt ung var han en habil kunstner. Det første af hans bevarede malerier blev malet, da han var 15 år gammel (se figur 4). 14. april 1931 debuterede HE som udstiller. Nyborg Avis skrev: Den unge Kunstmaler Hans Eriksens Ud - stilling i V. Schønemanns Udstillings lokale omfatter et lille Halvt Hundrede billeder.. Adskillige af Arbejderne har, som naturligt er, endnu lidt ubehjælpsomt over sig; men selv ogsaa i disse Arbejder er der den samme forbløffende Sikkerhed i Linierne, som kendetegner ogsaa de helt gode Bille der, som f. Eks. Interiørerne fra Nyborg Kirke og Vindinge Kirke. Maleren har for Flertallet af Billedernes Vedkommende været noget forsigtig med Farverne, og det er Synd. Et lille Interiør fra en gammel Bindingsværks-Baggaard viser, at han med afgjort Held kan bruge ogsaa de kraftige Farver. Udstillingen vidner alt i alt om, at der er en god Portion Talent i den unge Nyborgmaler. Avisen fik ret. Samme år blev et meget stort kirkeinteriør af HE valgt som Døvstummeskolens Elev for e - nings jubilæumsgave til skolens 40-års jubilæum (se figur 5). Han flyttede til København, hvor han modtog undervisning i tegning af naturalisten Viggo Brandt ( ), hvilket førte til, at han pr. 1. oktober 1932 blev optaget på Det Kongelige Akademi for de Skønne Kunster, i daglig tale kaldet Kunst akademiet, hvor han var elev under professorerne Aksel Jørgensen, Kræsten Iversen og Si - gurd Wandel deltog han med fire malerier i sin første censurerede udstilling på Filosofgangen i Odense sammen med to andre nyborgensere, der se - nere blev kendte ud over det ganske land, tegneren og maleren Svend Saa - bye og billedhuggeren Gunnar Slot, og i 1935 udstillede han for første gang på Charlottenborg. Hans bedste ven på studiet blev den senere tegner ved den kom munistiske avis Land og Folk, Herluf Bidstrup. Han og HE havde mange fornøjelige timer sammen. En gang sneg de sig ind i Det Kongelige Tea - ters garderobe og»lånte«to præstekjoler med pibekrave og det hele; dem tog de på og gik høj tideligt rundt i Nyhavn og vel sig nede folk. 3 Ellers hører vi ikke noget til HE, før han er dimitteret fra akademiet. En af hans første opgaver var

170 EN LYRISK NATURALIST 169 Figur 3. Familien Eriksen ca. 1918: Malermester K.M. Eriksen, fru Louise Eriksen, Hans, Hendrika og»bedste«louises fars husbestyrerinde. Lille Hans Vilhelm Valdemar var opkaldt efter sine tre morbrødre. Privateje. Figur 4. Det første maleri som HE fandt værd at bevare. Det er malet i 1927, da han var 15 år gammel. Det viser det nu nedlagte»fiskeriet«på Østerøvej med Storebælt i baggrunden. Olie på masonit. 56X30 cm. Østfyns Museer. Foto: Anne-Lise Reinsfelt.

171 170 NYBORG FØR & NU 2014 Figur 5. HE s store kirkeinteriør (olie på lærred, 99X123 cm) malet som 19-årig året før han blev optaget på Kunstakademiet. Me nighedsrådet ved Nyborg Kirke. Foto: Anne-Lise Reinsfelt.

172 EN LYRISK NATURALIST 171 med sjælden Indlevelsesevne gjorte Il lu - strationer til Herman Bangs Fortælling Ire ne Holm. Der er næppe Tvivl om, at Herman Bang selv vilde have været be gej stret for disse Tegninger. Saa sikkert er Stemningen truffet. 4 Disse tegninger var sammen med nogle af hans malerier udstillet på Charlottenborg i Her blev han for første, men bestemt ikke sidste gang sammenlignet med Vilhelm Hammershøi og det var ikke altid en sammenligning, der var ment po - sitivt: I sine Malerier er Hans Eriksen Vil helm Ham - mershøi-paavirket indtil Selvudslettelse. Man kan naturligvis beundre, at en Kunstner til den Grad er i Stand til at efterligne en an - den Malers Udtryksform, men man vil de dog hellere se ham skabe noget selv stæn digt 5 HE løste også bestillingsopgaver, mest portrætter, men også større opgaver som to store billeder fra Aarhus Domkirke, hvor han de sidste 12 Dage har arbejdet fra Kl. 8 om Morgenen til Kl. 7 om Aftenen uden at unde sig selv saa meget som Frokost undtagen de to Dage, hvor der var Begravelse fra Domkirken 6 Han havde ikke glemt sin fynske baggrund og udstillede hyppigt på Filosofgangen i Odense. I december 1942 solgte han her seks Billeder og rejser nu Hjem til Juletræet med mindst 2500 kr. i Lommen. 7 Aner man lidt misundelse fra journalisten? 1942 var også året, hvor HE blev gift. Han havde en overgang atelier Figur 6. Annelise Konggaard. Portræt Olie på masonit. 44X66 cm. Da Johan Pohl - mann overtog Kongegade 5 efter HE s død, fik han af Annelise lov til at vælge et af HE s malerier. Han valgte ovenstående, men det ville hun alligevel ikke af med. Hun blev imidlertid blødgjort af Pohlmanns bemærkning om, at hvis han fik det, ville han tænke på hende, hver gang han så på det. JP s samling. Foto: Anne-Lise Reinsfelt. i forældrenes sommerhus, Østerøvej 51, og herude havde han mødt den unge, smukke Annelise Konggaard fra Odense, der ferierede hos sin mor - mor på Vagtstien. 8 De blev gift på deres yndlingsferiedestination Lyø. Sammen fik de senere børnene Lif (f. 1946) og Tue (f. 1949). De var bosat i Gothersgade i Køben havn, hvor han også havde sit atelier. Hun var uddannet danselærer.

173 172 NYBORG FØR & NU 2014 Sammen med fire andre kunstnere dannede han Malersammenslutningen Ringen. December 1943 udstillede de på Charlottenborg, og et af gruppens billeder var til salg for oversøisk tobak det var under be - sættelsen! 9 HE solgte et maleri fra Borgergade med en dugget rude. Ikke alene er Motivet morsomt, men det er virtuost behandlet og et Billede, der huskes. 10 Politikens anmelder men te modsat, at han udstillede Trapper og forladte Stuer i gamle Huse og Pulterkamre fra gamle Bondehuse med Spindelvæv i Vinduerne, men hans Maleri er efterhaanden blevet ligesaa støvet som hans Motiver. 11 Det ville nok have ærgret anmelderen og glædet HE, hvis de havde vidst, at en af hans forladte Stuer fra 1945 ville blive solgt for 2000 knapt kr. på auktion i England i 2010! Så var reaktionerne på HE s kunst helt anderledes positive på Fyn, hvor han dels udstillede på Filosofgangen, dels rundt om i Nyborg: 12 lovende Portrætkunst har fattet Naturens Poesi hans Figurkunst spiller på vidt forskellige Strenge blændende dygtigt malet yndefulde Figurbilleder et betydende Billede en knusende talentfuld Maler Figur 7. Annelise Eriksen med Tue og Lif i Alt for Damerne, Nyborg Lokalhistoriske Arkiv.

174 EN LYRISK NATURALIST 173 Det blev ikke bedre med tiden i den københavnske presse tværtimod: 13 formodentlig noget af det værste Pasti che - maleri, vi længe har været præsenteret for Charlottenborgkunst fra forrige Aarhundrede gammeldags, graalige Interiører mangler i sin graa Farve netop det, der var Værdien hos Hammershøi gammeldags og genreagtigt virker farveløs og illusionistisk Hans Eriksens Arbejder vælger vi at forbigaa i Tavshed Mon det var derfor HE i 1949 valgte at flytte tilbage til Nyborg? Vi ved det ikke. Selv angav han i et interview med Nyborg Avis, at det dels skyldtes det dårlige marked for malerkunst, dels en ovenbos ulidelige grammofon. Han sluttede af med at sige, at hvis der viser sig en lejlighed i malernes København ja saa tror jeg, vi igen trænger til luftforandring. 14 Det gør der heldigvis ikke! Fa mi - lien bliver i Nyborg, hvor HE 28. juli 1952 køber Kongegade 5 for kr. Her bosætter fa milien sig, her har han sit atelier, og her udstiller han sine billeder til salg men kalder sig flere år frem stadig Charlottenborgmaleren Hans Eriksen! Her i byen ynder man at sige, at Nyborg er Danmarks Hjerte eller Midtpunkt for Gode Oplevelser. Byen bliver i hvert fald midtpunkt for en række af HE s udstillinger rundt om i landet. Vi kan følge hans Figur 8. Forsiden på udstillingskatalog fra Ringen Nyborg Lokalhistoriske Arkiv. aktiviteter i tre bevarede scrapbøger 15 og hans produktion i en række nøje førte kataloger se figur 10AB. I perioden 1949 og frem udstiller HE i følgende byer: Nyborg, Oden - se, Svendborg, Rudkøbing, Ker temin de, Holbæk, Randers, Aarhus (hvor han i 1952 på en udstilling modtager en radiogrammofon, tøj og naturalier som betaling), Aalborg og endelig København men først i 1968, næsten tyve år efter han forlod byen. Listen er ikke lang; til gengæld udstiller han igen og igen de samme steder et bevis på han er en eftertragtet udstiller. Et plus er det

175 174 NYBORG FØR & NU 2014 sikkert også, at han udstiller billeder, som enhver kan forstå. Billige priser, gode betalingsvilkår. Alle kurante va - rer tages i bytte. 16 Trods stor efterspørgsel på hans kunst kan den dog ikke brød føde en hel familie, så fra 1953 un - derviser han i tegning dels på Ny - borg Statsfængsel, dels på Nyborg Gymnasium. I 1955 får han forma liseret sin uddannelse på et tremåneders tegnelærerkursus på Lærerhøjskolen i København, som han afslutter med et rent UG og derefter selv bliver lærer på kurset. I Nyborg fortsætter han som tegnelærer på fængslet og gymnasiet og får desuden ansættelse på Nørrevold Skole. Som tegnelærer er han med sin kreativitet og sit materialevalg langt foran sin tid han underviser i»formning«mange år før, dette fag bliver indført i Folkeskolen. En række af hans elevers arbejder bliver udstillet rundt om i landet, bl.a. på malerskolen i Randers hvor arrangøren skriver: Hvis alle børn var så lykkelige, at de kunne få lov til at følge en så inspirerende tegne undervisning, kunne malerfaget gøre sig håb om at få en ungdom ind i faget med en uhæmmet ornamental skabertrang og et na - turligt farvesyn. 17 Figur 9. Hans Eriksen i atelieret Kongegade 5 i marts Nyborg Lokalhistoriske Arkiv.

176 EN LYRISK NATURALIST 175 Da Landsforeningen til Kræftens Be - kæmpelse udskriver en plakatkonkurrence, modtager den 6436 plakatforslag. De 50 præmieres og blandt dem er tre af HE s elev pro - dukter. I 1961 afholdes en stor ud - stilling, SKOLEN, i Fyens Fo rum. Der indsendes 899 forslag til en udstillingsplakat vinderen er en af HE s elever fra Nørrevold Skole. Det er selvfølgelig også ham og hans elever, der laver dekorationer til de forskellige skoleforestillinger på byens skoler og fylder Borger- Figur 10AB. Opslag i HE s kataloger. JP s samling. Fotos: Anne-Lise Reinsfelt.

177 176 NYBORG FØR & NU 2014 for eningens teatersal med elev arbej der. Han redegør bl.a. for sine tanker bag tegneundervisningen i syv artikler i bladet Den Danske Realskole i Denne del af HE s virke slutter dog i Det (tegnelærerjobbet) mi - s tede jeg totalt lysten til, og sidste år sagde jeg op. Børnene gider ikke mere. Hele tiden nye materialer og hele tiden nyt papir. Ingen tålmodighed og lyst til at gøre noget færdigt. Det er ikke mig, og så gik jeg. 18 Denne sætten principper foran mam - mon er et af hans karaktertræk. Da Nyborg Kommune beder ham ud føre et portræt af daværende borgmester Børge Jensen, siger han trods sikker indtjening nej Det kan jeg ikke, for ham kan jeg ikke lide! Han har også pakket et maleri væk for næsen af en selvglad direktør, der stod med et stort bundt pengesedler i hån - den, da han ville købe det. 19 Omvendt har han intet imod at male fugleskydningsplatter, bare fuglekongen er en acceptabel person. Familien har ikke bil. Det betyder, at HE må rykke i felten med alt sit grej på cyklen staffeli, farver, palet, pensler, masonitplader mv. Lærred brugte han kun sjældent. Han føler sig beslægtet med guldaldermalerne Figur 11. Udstilling af elevarbejder på Nyborg Gymnasium. Nyborg Lokalhistoriske Arkiv.

178 EN LYRISK NATURALIST 177 er bykunstner i ordets bedste for - stand her et udpluk fra hans scrap - bøger: julehæfter, bøger, kirkeblade, annoncer, avistegninger (Fyens Stifts - tidende, Fyns Tidende, Dag bladet Fyn, Nyborg Social Demokrat, Ny - borgbladet), ekslibrisser, reklamekampagner, festtelegrammer, gavekort, julekort Skal noget af det fremhæves, er det nok hans idylliske vignetter fra Nyborg og omegn og hans portrætter; Nyborg Social Demokrat har i en fast rubrik kaldet Byens portrætter, hvor HE s venligt-ironiske beskrivelse af kendte nyborgensere er illustreret med hans tegninger af dem. Figur 12. Hans Eriksen maler i den frie na tur selvportræt Olie på masonit, 57X90 cm. Østfyns Museer. Foto: Anne-Lise Reinsfelt. og fynboerne og foretrækker så ab - solut at male udendørs i det lys og i de omgivelser, der skal fæstnes på pladerne. Han udtaler i et interview, at han aldrig har brugt mere end en time på et billede. Det er nok en sandhed med modifikationer, men hurtig er han. Først da han kort før sin død ikke længere kan bevæge sig udenfor, griber han til at male efter fotos. 20 HE s tegninger er i årtier umulige at komme uden om i Nyborg; han HE besidder også kunsten at ma - le med ord. I begyndelsen af erne har han faste rubrikker i de lokale dagblade. I Nyborgbladet er det I gadespejlet, hvor han under pseudonymet Gnavpotten på humoristisk/sarkastisk vis kommen terer dagligdagens hændelser, og i Nyborg Social Demokrat og i Dagbladet Fyn causerer han over stort og småt i ligeledes store og små indlæg, næsten altid illustreret af ham selv. Også de nævnte Byens portrætter bærer umiskendelige spor af hans ironiske pen. Hertil flyder kronikker, anmeldelser og læserbreve i en lind strøm fra hans hånd. Han er dog først og fremmest kunst - maler. Motiverne er mange, han me -

179 178 NYBORG FØR & NU 2014 s trer det hele: portrætter, landskaber, bybilleder, interiører, fa milien, den lille detalje, det store hele. Den hammershøiske gråtone er for længst af - løst af palettens lyse farver, men det naturalistiske holder han fast i:»mine børn maler bedre end Klee«nærmest fnyser han og fortsætter:»moderne kunst! Nej, snak ikke moderne kunst til mig, jeg kom mer til at slå med knyttede næver For at tjene penge i dag skal man nærmest cykle hen over et lærred med farvede dæk, man skal kunne skyde med pistol med farvepatroner og sidst, men ikke mindst, skal man kunne lave (de) hæsligst tænkte kruseduller. For mig ser det ud, som om vi har tabt den sidste fornemmelse af, hvad ordet kultur egentlig indebærer«. 21 Lysets maler bliver han ofte kaldt. Lyrisk og melankolsk, Nyborgs Skagensmaler er andre ord, der beskriver hans kunst. Kort før han dør 22. juli 1982 fortæller han i anledning af sin 70 års fødselsdag i det, der skal blive det sidste i en lang række af interviews: Nogle gange går jeg ind i stuen, før jeg læg ger mig til at sove. Så ser jeg på alle de billeder, der hænger på væggene og spørger mig selv: Er det en god maler eller en fi - dusmaler, som har malet de billeder? Og så er det rart med ro i sjælen at kunne svare: Det er en god maler! 22 Bedøm det selv! På de følgende si - der har en række institutioner og Figur 13. Bladtegning. Udsigt fra Den Høje Bro Nyborgbladet Nyborg Lokalhistoriske Arkiv.

180 EN LYRISK NATURALIST 179 privatpersoner stillet deres relevante malerier til rådighed for dette skrift og/eller den tilhørende udstilling med særligt udstillingskatalog og tid - ligere museumsfotograf ved Norsk Folkemuseum i Oslo, Anne-Lise Re - insfelt, har fotograferet dem. En stor tak til alle bidragsydere! 23 Figur 14. Eksempel på tegning til»byens portrætter«i Nyborg Social Demokrat her kunstneren selv, 9. januar Nyborg Lokalhistoriske Arkiv. 1 Afskrift i scrapbog jf. note 15. Der ligger tre scrapbøger på NLA med HE s udklip, fotos mv. Nedennævnte henvisninger til avisartikler mv. stammer alle fra disse. 2 Meddelt af HE s nevø, Poul Jul Larsen, Svendborg. 3 Ibid. 4 Nationaltidende 17. januar Ibid. 6 Aarhus Stiftstidende, 9. juni Fyens Stiftstidende, 15. december Som note 2. 9 Berlingske Tidende, 9. december Børsen, 23. december Politiken, 16. december Diverse fynske dagblade 1944 i forbindelse med årets udstilling på Filosofgangen. 13 Diverse københavnske dagblade i forbindelse med udstilling på Charlottenborg 1944 og Nyborg Avis, 21. oktober Nyborg Lokalhistoriske Arkiv, A Avisannonce fra 1952 vedr. udstilling i Jugelsalen i Aarhus. 17 Medlemsblad for Centralforeningen af Malermestre, feb Uddrag af interview i Fyns Amts Avis 15. april 1972 i anledning af HE s 60 års fødselsdag. 19 Fyns Amtsavis, marts Som note Uddrag af interview i Dagbladet Fyn, 30. april Uddrag af interview i Fyns Amts Avis, marts Hvor intet andet er nævnt, er der tale om olie på masonitplade eller olie på lærred. JP s samling = Johan Pohlmanns samling.

181 180 NYBORG FØR & NU 2014 Nyborg set fra Østerøvej. 142X89 cm Østfyns Museer.

182 Nyborg Slot, interiør. 60X59 cm Østfyns Museer. EN LYRISK NATURALIST 181

183 182 NYBORG FØR & NU 2014 Slotsgade/Møllegraven i sne. 82X55 cm Privateje.

184 Udsigt over Holckenhavn Fjord. 115X62 cm JP s samling. EN LYRISK NATURALIST 183

185 184 NYBORG FØR & NU maj på Torvet. 59X50 cm JP s samling

186 Nyenstad. 60X48 cm JP s samling. EN LYRISK NATURALIST 185

187 186 NYBORG FØR & NU 2014 Nørrevoldgade. 60X32 cm Privateje.

188 Markedsdag på Torvet. 89X69 cm. U. å. JP s samling. EN LYRISK NATURALIST 187

189 188 NYBORG FØR & NU 2014 Nyborg Havn. 60X44 cm JP s samling.

190 Adelgade set fra Sparekassen (nu Nordea). 68X48 cm JP s samling. EN LYRISK NATURALIST 189

191 190 NYBORG FØR & NU 2014 Kl. 17 på Strøget i provinsby (Kongegade). 44X40 cm JP s samling.

192 Adelgade Nyborg. 60X50 cm JP s samling. EN LYRISK NATURALIST 191

193 192 NYBORG FØR & NU 2014 Bilfærgehavnen. 126X86 cm Nyborg Kommune.

194 Annelise morgenbader i Storebælt. 31X34 cm JP s samling. EN LYRISK NATURALIST 193

195 194 NYBORG FØR & NU 2014 Mole ved lystbådehavnen i Nyborg. 59X40 cm Privateje.

196 Skolebørnene er gået. 79X60 cm JP s samling. EN LYRISK NATURALIST 195

197 196 NYBORG FØR & NU 2014 Årsberetning 2014 Østfyns Museer/Nyborg Red. Janus Møller Jensen Der skete som sædvanligt en hel mas se på Østfyns Museer i Man kan læse om alle de mange spændende udstillinger, events, kon - certer, publikationer etc. på alle museets afdelinger i Nyborg og Kerteminde i den samlede årsberetning for Østfyns Museer, som pu - b liceres i museets årsskrift Cartha. Nærværende tekst er et udpluk for Nyborgafdelingernes vedkommende i en revideret udgave med et let ud - videt afsnit om arkæologien ved Ny - borg Slot. den afskrækkede ikke fra et besøg i Tolkiens magiske middelalderverden, der klart viste nye potentialer i middelalderslottet. På Vikinge museet trak ikke mindst de frivilliges indsats med skibsbyggeriet og Ladbytapetet besøgstallet op mod de Arkæologien trak landsdækkende overskrifter og TV-ind slag med først en 1200-tals møntskat og siden en næsten magisk lille figur, vikingetidsguden fra Revninge. Økonomisk blev 2014 et godt år for Østfyns Museer. Budgetterne for besøgstal og omsætning blev godt og vel nået, og samtidigt lykkedes det, i kraft af den gennemførte sparerunde, at konsolidere økonomien i årets løb. Det har taget lidt vel hårdt på arbejdsreserverne, men personalet har taget imod udfordringerne med oprejst pande. Publikumsmæssigt blev det i 2014 Vikingemuseet og Nyborg Slot, der markerede sig som højdespringere. På Nyborg Slot blev der for første gang holdt vinteråbent, men kul - Figur 1: Revningekvinden. Foto: Østfyns Mu - seer.

198 ÅRSBERETNING 2014 ØSTFYNS MUSEER/NYBORG 197 Ellers blev 2014 året, hvor kon - sulentfirmaer mv. færdiggjorde for - undersøgelse efter forundersøgelse til brug for det store projekt vedr. restaurering og nybyggeri ved Ny - borg Slot. Heldigvis bekræftede rap - porterne det unikke byrums og pro - jek tets store potentiale. På basis af det store arbejde lykkedes det i marts 2015 at få finansieringen af an - lægs projektet på plads i et frugtbart samarbejde mellem Fonden Realdania, A.P. Møller Fonden, Styrelsen for Slotte og Kulturejendomme og Ny - borg Kommune, således at præ kvalifikationen til den internationale ar kitektkonkurrence kunne udskrives 23. marts På Johannes Larsen Museet fort sattes den høje udstillings- og arrangementsaktivitet. Museet fungerer her ikke blot som byens, men hele egnens kultursted. I anledning af 25 års jubilæet for sensommerkoncerterne gennem før tes en unik, koncentreret klassisk kammermusikfestival, der blev op taget og udsendt på DRs P2 til hele landet. I den Kulturhistoriske Afdeling fort - sattes bestræbelserne på at om dan - ne og åbne de gamle»køb stads museer«til nutidige formidlingssteder. Efter succesen på Far vergården i Ker teminde kom turen nu til Borgmestergården i Nyborg. Også her blev der ind rettet ny entre med til hørende hyggelig butik som første del af en langsigtet omstillingsproces. Restau reringen og genfortolkningen af Renæssancehavnen i Kerteminde blev udvidet med en restaurering af udstillingsbygningen Toldbodens gårdhave. Resultatet blev meget smukt, og museet markerede slutteligt genskabelsen af renæssancehavne kvarteret med udgivelsen af et gennemillustreret værk om stedets sjæl og historie. Østfyns Museers lille kommunikations afdeling fik også i 2014 me get at berette om og gjorde det så godt, at antallet af medieindslag steg markant. Som noget nyt overtog museet i 2014 også distributionsarbejdet vedr. De fynske At traktioners fællesfoldere mv. Nyborg Slot Nyborg Slot oplevede igen i 2014 en fremgang i besøgstallet, der naturligvis ikke var så eksponentiel som tidligere år, men til gengæld var en markant fremgang i antallet af betalende gæster. Den øgede omsætning kom også til udtryk i butikken, hvor den samlede omsætning for første gang nåede over en million. Det skyldes både nye udstillinger, masser af arrangementer og en række store events. Danehofmarkedet var større end nogensinde med cirka besøgende. Nyborg Kampdage og Høstmarked i Kongens Fadebur oplevede ligeledes en klar stigning i

199 198 NYBORG FØR & NU 2014 antallet af gæster, og høstmarkedet blev udvidet, så det strakte sig over to dage. Der blev gravet, forsket, formidlet, og så fejrede vi Jul i den Gamle Kongeby sammen med resten af Nyborg. Endelig vendte den gamle helt og kæmpe Holger Danske for en stund tilbage til slottet og byen i skikkelse af H.P. Pedersen-Dans bronzestatue fra Forskning Ud over vores arkæologiske forsknings gravninger på slotsholmen og de spændende nye resultater fra ud - gravningerne på Gammelborg ar - rangerede vi en række forskningsseminarer og workshops. I samarbej de med Middelaldercentret ved Syddansk Universitet arrangerede vi som sædvanlig Dies Medievalis den danske middelalderdag, hvor forskere fra hele landet mødes og udveksler nyt fra forskningsfronten. Forskningsnetværket Reformationshistorisk Netværk, der fik til huse på Nyborg Slot med Janus Møller Jensen som koordinator i 2013, har afviklet en række seminarer på Syddansk Universitet, Århus Universitet og Københavns Universitet. Projektbevillingen blev for længet, så projektet kunne strække sig helt til maj Julekorstoget er et årligt seminar, der sætter fokus på forskellige aspekter af korstogenes historie. Det arrangeres i samarbejde med Middelaldercentret ved Syddansk Universitet og Kø - ben havns Universitet. I 2014 af - holdtes det i riddersalen på Nyborg Slot under overskriften Korstog alle vegne, og det fungerede samtidigt som et afskedsseminar for Kurt Vil lads Jensen, der længe har væ - ret en af foregangsmændene og ho - vedpersonerne i dansk korstogsforskning, da han rejste til Stockholm for at tiltræde sin nye stilling som professor i middelalderens historie ved Stockholms Universitet. Afdelingens ansatte har brugt mange ressourcer på at forberede og af slutte en række publikationer, der sammenfatter de senere års Korstog alle vegne Afskedsseminar for Kurt Villads Jensen Mandag den 27. oktober Kl Riddersalen Nyborg Slot, Slotsgade 1, 5800 Nyborg I anledning af at lektor ved Syddansk Universitet Kurt Villads Jensen er blevet ansat som professor i middelalderens historie ved Stockholm Universitet arrangerer Institut for Historie, Kultur og Samfundsbeskrivelse, Syddansk Universitet, Middelaldercentret ved Syddansk Universitet og Østfyns Museer/Nyborg Slot et afskedsseminar centreret omkring korstogenes historie. ALLE ER VELKOMNE. Program: Og prædikebrødrene prædikede, at Antikrist var født i Jerusalem Dominikansk korstogsprædiken i 1200-tallets Nordeuropa. Johnny Grandjean Gøgsig Jakobsen, Københavns Universitet Tempelherrerne iblandt os. Brian D. Egede-Pedersen, Nykøbing Katedralskole Herrens gode tilbud forklaringer om korstogsafladen fra Bernard af Clairvaux til Jacques de Vitry. Ane L. Bysted, Aarhus Universitet Pause Knudsgildernes segl en ny tolkning. Lars Bisgaard, Syddansk Universitet Dansk Korstogsforskning hvad nu? Torben K. Nielsen, Aalborg Universitet Afsked ved kaminilden i riddersalen Figur 2: Plakaten fra julekorstoget Fo - to: Østfyns Museer.

200 ÅRSBERETNING 2014 ØSTFYNS MUSEER/NYBORG 199 forskning og viderebringer de nye resultater. De fleste vil forhåbentligt se dagens lys i løbet af Formidling 2014 startede ganske usædvanligt, da vi for første gang havde en særudstilling, der løb hen over vinteren. Den 11. december 2013 åbnede vi den stort anlagte særudstilling Tolkiens Univers Et ekko af middelalderen, som med udgangspunkt i en række genstande og figurer fra Peter Jacksons filmatisering af J.R.R. Tolkiens Ringenes Herre og Hobbitten formidlede middelalderens historie. Den var åben frem til 16. marts Den trak mange besøgende og var baggrund for en række formidlingsevents i forbindelse med skolernes vinterferie og løbende under udstillingen. Udstillingen åbnede senere igen til august på Fængslet i Horsens i forbindelse med Europæisk Middelalderfestival, hvor den kunne opleves helt frem til oktober. Store bededagsaften skyder Nyborg som meren ind med masser af aktiviteter: andagt i kirken, procession, fællessang, borgmestertale og salutering på Dronningens Bastion inden der spises hveder i riddersalen på slottet. Der er allerede på kort tid blevet skabt en tradition med at Figur 3: Der var mange besøgende med på de faste guidede ture i udstillingen Tolkiens Univers. Her har Mathias en lille gruppe med rundt. Foto: Østfyns Museer.

201 200 NYBORG FØR & NU 2014 spise sin aftensmad med familien på volden, inden de»officielle«arrangementer. Det vil vi gerne fortsat være med til at udvikle, selvom det praktiske ansvar for koordineringen, som museet har påtaget sig de sidste par år, naturligt bør ligge andre steder. I år var der fokus på fæstningens historie med rundvisninger inden det officielle arrangement. Nyborgs historie iscenesættes ikke mindst i kraft af en række events, der på få år har vokset sig meget store. Danehof det store årlige middelaldermarked i Nyborg inkluderer hele bymidten mellem slottet og kirken. Turneringspladsen var i år udvidet med tribunepladser, som der forhåbentligt kommer flere af. Der var ca besøgende i byen, der var pyntet med bannere i de mange gågader og på de større indfaldsveje. Som et helt nyt tiltag startede Danehof denne gang to uger tidligere med en event i Ørbæk, der havde fortællingen om Kongens Fadebur i centrum. Desuden arrangerede museet i den forbindelse to guidede ture til Magelund Voldsted, hvor der ud over den historiske rammefortælling også kunne prøves kræfter med forskellige våben og stormløb op ad voldstedets stejle sider iklædt rustning. Ligesom Danehofmarkedet skal brin - ge både slottet og byen til live, som da Danehofferne mødtes i Nyborg, Figur 4: Mundingsild under Nyborg Skyder Sommeren Ind Foto: Østfyns Museer.

202 ÅRSBERETNING 2014 ØSTFYNS MUSEER/NYBORG 201 Figur 5: Scene fra ridderturneringen på årets Danehof et hårdt træf. Foto: Østfyns Museer. Figur 6: Nyborg Kampdage havde sammen med Høstmarked i Kongens Fadebur igen endnu flere besøgende end året før. Her ses Joakim Løvgren til hest, da vi for første gang demonstrerede rytter mod fodfolk under storslaget til kampdagene. Foto: Østfyns Museer.

203 202 NYBORG FØR & NU 2014 er Nyborg Kampdage et initiativ, der skal bringe fordums magt og pragt til live. Stridsmænd fra hele landet og store dele af Nordeuropa mødes for at træne og udkæmpe et middelalderligt storslag. Fra en meget beskeden start i 2009 er det nu vokset til det største af sin slags i Danmark. Der kommer efterhånden mange be søgende og besøgstallet i 2014 nåede for første gang over Udfordringen med de mange besøgende bliver imødekommet med ekstra toiletfaciliteter og muligheder for at købe mad, men det er fortsat i udgangspunktet en forsknings- og formidlingsevent for deltagerne, hvor publikum inviteres med ind i værkstedet. Det er derfor også i udgangspunktet en meget anderledes event i forhold til Danehofmarkedet, mens vi har forsøgt at gøre det til en større attraktion for byen ved at arrangere det i fællesskab med Høstmarked i Kongens Fadebur. De østfynske producenter, der er medlemmer af fødevarenetværket Kongens Fadebur, deltog endnu en gang i et høstmarked på Torvet. Både netværket og arrangementet er med til at levendegøre fortællingen om det store kongelige Nyborg Len, der hørte under Kongens Fadebur, der skulle levere fødevarer til kongen og hans hof, blandt andet når de mødtes til Danehof i Nyborg. Kongens Fadebur har været et af de sidste to års helt store omdrejnings- Figur 7: Høstmarkedet i Kongens Fadebur trak også mange besøgende. Der var som det foregående år både kagekonkurrence og bedste hjemmelavede dram foruden de mange andre aktiviteter og ikke mindst kvalitetsprodukter fra producenterne i Kongens Fadebur. Her er årets bud på den bedste dram. Foto: Østfyns Museer.

204 ÅRSBERETNING 2014 ØSTFYNS MUSEER/NYBORG 203 punkter for formidlingen af historien gennem en række events og workshops og udviklingen af nye produkter. Østfyns Museer har udviklet logo og koncept og været drivende for netværkets aktiviteter, der naturligvis slet ikke havde kunnet lade sig gøre uden det store arbejde fra medlemmernes side. Kåringen af Kongens Dram i riddersalen var et andet eksempel på, hvordan Kongens Fa debur ad utraditionelle kanaler kan bruges til at formidle historien. Kongens Fadebur startede som et projekt udviklet i samarbejde med Videnscenter for Landbrug, og projektet blev afsluttet i september Netværket fortsætter som en selvstændig forening, der sammen med Østfyns Museer har brug resten af 2014 på at konstituere sig og finde sin fremtidige form og funktion. Ellers var et af sæsonens højdepunkter uden tvivl besøget af Holger Dan - ske. Nyborg Slot indledte et samarbejde med forfatteren Josefine Ottesen som er kendt for en lang række roste børne-, ungdoms- og fantasy-bøger der i begyndelsen af oktober udgav en roman om Holger Danskes barndom. Legenden om Holger Danske udspiller sig i 800-tallet, men kan takke Christian 2. for sin store udbredelse. Christian 2. blev født i 1481 på Nyborg Slot og opholdt sig siden ofte der. Det var derfor oplagt at fortsætte myten om Holger Danske samme sted, hvorfra den fik sin næring og Figur 8: Holger Danske ankommer til Nyborg Slot. Foto: Østfyns Museer.

205 204 NYBORG FØR & NU 2014 sin store udbredelse i 1500-tallet og frem efter. Det skete med en Holger Danske Festival 4. oktober i forbindelse med lanceringen af romanen Helgi Daner, hvor man kunne opleve både kædedans, våbenkamp, foredrag, rollespil, bueskydning, møde Josefine Ottesen og meget mere. Vi åb nede en udstilling om Holger Danske, legenden og tilknytningen til Nyborg Slot og renæssancen i det hele taget. Desuden opførtes et teaterstykke om Holger Danske den 11. oktober på Nyborg Slot. For at sætte ekstra stor fokus på historien lykkedes det at låne statuen af Holger Danske udført af H.P. Pedersen- Dan i 1907, som tidligere har stået i Helsingør, men som nu er ejet af Figur 9: Kokken Rasmus Kirk fra Restaurant Teglværksskoven anretter og serverer maden for børnene. Foto: Østfyns Museer. Holgerdanskefonden i Skjern, til Ny borg. Opstillingen af figuren var altså meget mere end blot et åbenbart reklamestunt det var en aktiv og levende del af formidlingen af historien om Holger Danske. For første gang deltog vi sammen med Restaurant Teglværksskoven og Osteboden Fru Hansen i Smagens Time, der er et landsdækkende velgørende arrangement organiseret af kokken Claus Meyers fond Melting Pot. Ca. 70 børn for det er forbudt for voksne fik en lækker tre retters menu i riddersalen baseret på lokale råvarer fra Kongens Fadebur. De mange arrangementer har ikke kunnet lade sig gøre uden de mange stærke frivillige kræfter på museet. Især har Nyborg Slots Dragtlaug og Buelaug været aktive ikke mindst i forbindelse med Kulturnatten hvor et af aftenens hovedpunkter i hele byen må have været dragtlaugets historiske modeshow foran Borgmestergården Holger Danske festivalen og de store events ikke mindst Danehofmarkedet. De frivillige guider fra Danmarks Riges Hjerte har trukket et kæmpe læs og vist godt gæster rundt på slottet og i byen. Nyborg Slotskoncerter havde også et fuldt program hen over sommeren. Min verdensarv er overskriften på en større satsning i Nyborg, der stil-

206 ÅRSBERETNING 2014 ØSTFYNS MUSEER/NYBORG 205 ler skarpt på arbejdet med især bygningskulturarven i Nyborg Kommune. Det startede i 2013 som et samarbejde mellem Østfyns Museer, Nyborg Kommune og Nyborg Bibliotek og er fortsat i 2014 med flere foredrag og events, der denne gang satte fokus på markeringen af 75 året for en af kommunens arkitektoniske perler, Nyborg Bibliotek. Det var samtidigt 100 året for designeren Hans Wegner, der har designet møblerne på biblioteket. Sammen med Lauritz.com arrangerede vi en event i riddersalen, hvor folk kunne komme og få vurderet primært deres Wegner-møbler. Museet er stærkt involveret i byens julemarked, Jul i den Gamle Kongeby, og i riddersalen havde vi pyntet op til julestue med alle museumsbutikkerne, ild i pejsen og hjemmebagte boller og gløgg. Der var Luciaoptog gennem slottet, og slotsnisserne viste rundt på slottet og fortalte om både deres og slottets historie. Som noget helt nyt udvidede vi konceptet Jul i den Gamle Kongeby ved at holde åbent de første 14 dage af december og arrangere flere events. F.eks. arrangerede museet Julegris på gaflen, hvor en slagter parterede en gris og formidlede historien om slagtningen på gårdene i gamle dage, de forskellige udskæringer etc. og en event, hvor der blev budt på juleøl, julesild og nissehistorier i riddersalen alle i regi af Kongens Fadebur. Jul i Kongens Fadebur er et koncept, som vi håber at kunne udvikle videre i samarbejde med den nye forening. Som sædvanlig var der virkeligt mange gæster på både Borgmestergården og på Nyborg Slot. Arkæologi I maj måned 2014 indledte vi endnu en udgravningskampagne på Nyborg Slot. Kampagnen skulle være sidste fase af en lang række for - undersøgelserne til bygge- og res taureringsprojektet og havde til formål at undersøge de områder, der er ud - peget som mulige byggefelter. Målet var at få endeligt belyst nogle af de mange spørgsmål, som tidligere ud - gravninger havde rejst. Vi ønskede at finde den østlige gavl af det store 1200-tals stenhus, der engang udgjorde slottets nordfløj. Vi havde fundet vestfløjen, men manglede nu at få afdækket husets størrelse og udstrækning mod øst. Det viste sig, at stenhuset oprindeligt har gået hele vejen ned til den øst - lige ringmur og således er 36 m. langt og blandt de største 1200-tals sten huse erkendt på danske borge. En stor overraskelse var også fundet af et arbejdsgulv af piksten omgivet af stolpehuller fra en formodet let hyttekonstruktion. Gulvet stammede fra tiden før de store påfyldnings arbejder i forbindelse med den kunstige opbygning af borgbanken,

207 206 NYBORG FØR & NU 2014 det vil altså sige fra dengang, de første spadestik blev foretaget på borgholmen. Mod syd (og med håb om at finde slottets sydlige ringmur og sydlige fløj) blev etableret tre udgrav - ningsfelter på den sydlige del af slotsbanken. Det vestlige felt var placeret tæt på gavlen af Kongefløjen og viste sig straks at indeholde et uventet fund. Den nu forsvundne ringmur har stået stort set uden fun dering og i stedet med en stensætning/sikring mod syd. På sten sætningen blev fundet spor af rødkalket puds. Det gamle slot har således engang formentligt været kalket rødt. Syd for stensætningen blev fundet en tør voldgrav identisk med en tidligere fundet tør voldgrav på den nordlige side af slottet (2009 & 2012). Fra senmiddelalder og renæssance vides, at slottet har været omgivet af en mindre vold, og det formodes den nu er erkendt mod både nord og syd. I det midterste af de sydlige felter blev fundet et ganske spektakulært arkæologisk fund. Det viste sig, at et højmiddelalderligt hus var bevaret umiddelbart under græstørvene i den gamle borggård. Borggårdens op - hobede affaldslag/kulturlag var ellers i løbet af 1800-tallet blevet solgt til opfyld i havnen. Det høj mid - delalderlige hus var dog gravet en Figur 10: Museets arkæologer i fuld gang med at udgrave den østlige del af den nordlige fløjs store højmiddelalderlige stenhus. Foto: Østfyns Museer.

208 ÅRSBERETNING 2014 ØSTFYNS MUSEER/NYBORG 207 ½ m ned i de påfyldte lerlag og derved stadig bevaret og med intakte kulturlag. I huset blev fundet store mængder af højmiddelalderligt ke - ra mik (bl.a. en del kander), dyreknogler og en enkelt mønt fra Christoffer 1.s tid. Huset var 7x9 meter stort med nicher i væggene til stolper og har nok fungeret som en slags varmehus opvarmet med kak kelovn (der blev fundet enkelte skår fra højmiddelalderlige kakler i huset). Det østlige felt blev anlagt med hå - bet om at finde det sydøstlige hjør - netårn. Tårnet var dog fuld stændig bortgravet og uden rester af fundamenter eller lignende. I feltet blev derimod fundet den østlige en - de af en tidligere formodet klo ak (fundet i 2009 og kendt som»den hemmelige tunnel«). Direkte oven på kloakken har stået et toilettårn, som ses på flere stik og planer af Nyborg Slot fra 1600-tallet. Som noget helt særligt indeholdt kloakken et rigt fundmateriale, bl.a. bemalede glasskår fra pragtdrikkeglas, en flot udskåret terning af ben samt en stor mængde skår fra både monokrome og polykrome kakler nok fra en kakkelovn, hvoraf de polykrome kakler er ekstremt sjældne i Dan mark. De sidste to felter blev placeret i kælderen af den stadig stående kon - gefløj nærmere bestemt i den æld - ste og romanske del af flø jen. For- Figur 11: Eksempler på de fantastiske kakler, der blev fundet under årets udgravninger, lige da de kom op af hullet og ind på kontoret. Foto: Østfyns Museer.

209 208 NYBORG FØR & NU 2014 målet var at undersøge, om der sta - dig måtte være bevaret gulve eller konstruktioner i jorden. Det var desværre ikke tilfældet tværtimod lå der et ekstremt hårdt sammenpresset lag af jord direkte oven på undergrunden. Jorden indeholdt lidt brokker og sten og fungerede som en slags stabilgrus, sikkert sam - menpresset af de kanoner der blev opbevaret i kælderen under gar nisonstiden. Borgmestergården På de to bymuseer, Borgmester - gården i Nyborg og Farvergården i Kerteminde, sker der i disse år en løbende modernisering, der har til formål at gøre de gamle ud stillingsbygninger til attraktive besøgsmål. Borgmestergården kun ne med gæster notere en pæn fremgang på 17%, og i mu se ums butikken var det glædeligt at konstatere, at nyindretningen har re sulteret i en fordobling af omsætningen. På Borgmestergården blev der i 2014 sat en række nye tiltag i søen. Ar bejdet sker i tæt tilknytning til visionerne for Nyborg Slot, der også står over for store forandringer de kommende år, idet udstillinger, arrangementer og formidling de to steder skal supplere hinanden. Museumsbutikken blev renoveret fær - dig og står nu som et meget smukt og indbydende rum. De gammeldags Figur 12: Udsnit af den nye butik med julevarer klar til julesalget, da vi for første gang holdt butikken åben i december. Foto: Østfyns Museer. udseende reoler og købmandsdisken giver indtryk af den gang gården vitterlig var en købmandsgård, og ved siden af butikken er nu indrettet et lille hyggeligt caférum. I den nye butik er der blevet plads til langt flere og mere spændende varer en Dankortautomat blev der også plads til, det har længe været et stort ønske herfra. Bag butikken er nu indrettet et godt kontor samt plads til varelager for butik. I februar genåbnede den gamle smed - je, efter at der var fundet gode fortællinger frem om smede, lavet plancher og indkøbt nyt værktøj til den fungerende museumssmedje.

210 ÅRSBERETNING 2014 ØSTFYNS MUSEER/NYBORG 209 Her huserer de frivillige smede nu og er et sikkert hit ved de mange og spændende events, der efterhånden har udviklet sig hen over sæsonen på Borgmestergården. Det sker ik - ke mindst takket været en stor og engageret indsats fra de mange frivillige, der har været ekstra aktive i år. På Borgmestergården vistes gennem det meste af sæsonen udstillingen»klædt på til Tiden«(23. maj til 31. oktober). Her kunne man foruden originale dragter fra museets samling se kopier af dragter, syet af de dygtige medlemmer af museets Dragtlaug. På»Kulturnatten«sidst i maj var der Historisk Modeshow i Borgmestergården med fremvisning af alle de flotte dragter, der i tidens løb er blevet syet til museets og slottets formidling. Det var et fantastisk syn med de farvestrålende dragter, der spænder i tid fra vikingetid til renæssance. I de traditionsrige efterårsaktiviteter var årets tema æbletid smag på historien. De bød på oplevelser for hele familien, hvor alle sanser blev taget i brug: Filtede æbler, mostede æbler, stegte æbler, smedeæblekro ge, bid til æblet, tegnede æbler, konkurrence: skræl den længste æbleskræl og meget mere. I forbindelse med julemarkedet og juleåbent på museet åbnede et lille juletableau, Figur 13: På Kulturnatten var der historisk modeshow på Borgmestergården. Tidligere på året havde Nyborg Slots Dragtlaug i øvrigt modtaget Nyborg Kommunes Aktivpris. Stort tillykke endnu engang. Foto: Østfyns Museer.

211 210 NYBORG FØR & NU 2014 hvor Snedronningens Ri ge var årets tema. I den for bindelse kan nævnes, at vi på slottes Facebookside havde en julekalender med både fortællinger og genstande fra museets og slottets virke. Tingene blev udstillet i Borgmestergårdens lille vægskab i caféen. Ud over en række»faste«årlige ak - tiviteter omkring helligdage og fe - rier, markeder og festivaler var afdelingen aktiv i mange forskellig sammenhænge. På Borgmestergården blev der afholdt Levende Museum hver den første lørdag i måneden hele sæsonen med åben smedje og systue. Normalt følger Borgmestergårdens sæson slottets, men i år eksperimenterede vi med at holde juleåbent i de 14 dage op til selve julemarkedet med ekstra gode varer i butikken, café med gløgg og varm kakao samt særlige aktiviteter i weekenderne. Som optakt til julemarkedet in viteredes børnehaverne fra Nyborg atter forbi i november for at male birkenisser. 135 børn og ca. 20 voksne lagde vejen forbi og fik skabt en masse fine nisser, der til julemarkedet livede flot op i den store juleskov på Torvet. Kommunikation Østfyns Museer kommunikerer året rundt til omverdenen via en række forskellige kanaler: hjemmesider, pres - sen, annoncer, nyhedsbreve og trykt materiale. Også de sociale medier har længe været en inte gre ret del af Østfyns Museers kommunikation. I 2014 havde vi lagt en strategi for ar bejdet med de sociale medier, og udvidet platformene til at gæl de ikke blot Facebook, men også Tripadvisor og Twitter. Museets publikum ser ud til at have taget de sociale medier til sig. Især på Facebook oplever vi stigende interesse; en interesse som selvfølgelig anspores af, at der deles relevante og interessante nyheder, billeder og film på museets sider. Op til jul kunne Facebook-brugere følge hele tre Facebook-julekalendere fra museets hånd, hvilket da og - så blev gjort i stort omfang: I Vi - kin gemuseets julekalender fik man dag for dag præsenteret et nyt fund og fortolkninger af det, i Nyborg Slots julekalender åbenbarede sig hver dag en ny historisk genstand, og fra Johannes Larsen Museet blev der hver dag op til jul delt en af de smukke vinterakvareller fra Johannes Larsens Aarstiderne blev det første år, hvor Østfyns Museer indgik som del af distributionssamarbejdet De Fynske Attraktioner. Johannes Larsen Mu seet, Nyborg Slot og Vi - kin ge museet Ladby har derfor i 2014 væ ret synlige med foldere på en lang række relevante steder på

212 ÅRSBERETNING 2014 ØSTFYNS MUSEER/NYBORG 211 hele Fyn, samt i mindre omfang i trekantområdet og på Sjælland, hvor turister og andre har kunnet få fat i foldere med information om de østfynske museer. Vurderingen er, at den øgede synlighed har båret frugt og været medvirkende faktor til den store stigning i besøgstal på Nyborg Slot og Vikingemuseet Ladby i Stigningen i antallet af udenlandske gæster har endda været endnu højere de to steder. Især antallet af tyske gæster er forøget markant, hvilket også kan hænge sammen med Østfyns Museers deltagelse i Udviklings Fyns markedsføringskampagne på det tyske mar - ked i vejen forbi Østfyn for at høre mere om tankerne bag og afviklingen af Mit Østfyn. Mit Østfyn består af fem forskellige forløb udviklet i foråret 2014 i samarbejde med faglærere fra lokale skoler målrettet mod be - stem te klassetrin og de her aktuelle trin- og fagmål. Hvert af forløbene tager udgangspunkt i ét klassetrin og ét af museerne på Østfyn. Hvert skoleår kan skoleelever fra klasse i Nyborg og Kerteminde Kommuner derfor se frem til mindst To gange i 2014 nåede nyheder fra Østfyns Museer de landsdækkende TV-nyheder. Det var med fundet af Revninge-figuren i maj 2014 og med udpegningen af placeringen for Gammelborg i december I det hele taget har pressen haft en øget interesse for Østfyns Museer, hvis man ser på stigningen i antallet af gange de østfynske museer er omtalt i medierne. Formidling børn & unge I 2014 kunne Østfyns Museer åbne dørene for de første skoleforløb un - der projektet Mit Østfyn. De gode ideer bag projektet var kommet kulturminister Marianne Jelved for øre, og hun lagde derfor i september Figur 14: Rygterne om Mit Østfyn var nået Kulturministeriet, og den 3. september aflagde Marianne Jelved Johannes Larsen Museet besøg for at høre nærmere om projektet. Foto: Østfyns Museer.

213 212 NYBORG FØR & NU 2014 ét museumsbesøg, eftersom der er indgået en forpligtende aftale mellem kommuner, skoler og museum. Igen i 2014 har museet prioriteret at gøre en indsats for børn indlagt på Odense Universitetshospital, og i alt otte dage har man kunnet møde museets formidlere på H.C. An dersen-hospitalet i Odense. I vinterferien, påskeferien, som mer - ferien og efterårsferien har mu se - er ne på skift stået for særlige formidlingstilbud og -aktiviteter til børn og deres voksne. Der har bl.a. været mulighed for at filte armbånd, male drager, gå på æbleskud, skyde med bue og pil, gå på byvandring i Nyborg med tablets, smage på saltet torsk og kværne sin egen sennep. Publikationer Cartha. Årsskrift for Østfyns Museer , red. Kurt Risskov Sørensen, Østfyns Museer 2014, 118 s. Nyborg før og nu 2013, 2014, red. Janus Møller Jensen m.fl., Nyborg Lokalhistoriske Forlag 2014, 205 s. Claus Sørensen: Nyborg i tiden omkring Grevens Fejde, s Ulrik Nissen: Speculum regale middelalderens turneringspladser, s Jesper Olsen: Mellem fund og kilder, s John Maalø Larsen: Soldat i Nyborg 1896, s Birthe Gyldion: Historien om en mølle, s Ole Sørensen: Margit og Walther to unge jøder i Frørup, s Mette Thøgersen: Nyborg og verdensarven, s Janus Møller Jensen,»The World Heritage Potential of Nyborg Castle and City: Making History Matter«, i Pilz. Arheologija. Muzejs. 100 arheologam Janis Graudonim. The Conference»Castle. Archaeology. Museums. The 100th Jubilee of Archaeologist Janis Graudonis«, red. Guntis Feldmanis og Ilze Kreismane, Turaida Muzejrezervatz 2014, s

214 ÅRSBERETNING 2014 NYBORG LOKALHISTORISKE ARKIVER 213 Årsberetning 2014 Nyborg lokalhistoriske arkiver Af Leif Trebbien, arkivleder De tre lokalhistoriske arkiver, Nyborg Lokalhistoriske Arkiv, Ullerslev Lokalhistoriske Arkiv og Ørbæk Lokalhistoriske Arkiv, dækker tilsammen Ny - borg Kommune. På arkivernes fælles hjemmeside www. nyborglokalarkiv.dk findes oversigter, der viser hvilke arkivalier, der er tilgået arkiverne i På hjemmesiden kan man også se et udvalg af fotograf Erling Lundemanns fotos fra årets store og små begivenheder. Nyborg Lokalhistoriske Arkiv fik i 2014 indleveret 19 eksemplarer af dette»klistermærke«(ca. 3,5 X 4,5 cm). Mon nogen kender historien bag mærket?

215 214 NYBORG FØR & NU 2014 Årsberetning 2014 Nyborg Museumsforening Af Ivar Hviid, formand Nyborg Museumsforenings bestyrelse arbejder for opfyldelse af foreningens formål, men deltager også med repræsentanter i Østfyns Museers be - styrelsesarbejde. Specielt ser vi i Nyborg frem til, at processen med genopførelse af Ny borg Slot kan igangsættes. Efter generalforsamlingerne i de to museumsforeninger i Nyborg og Kerteminde kon stituerede bestyrelsen for Østfyns Museer sig med ny formand, Ivar Hviid, og næstformand, Jørn Tvedskov. Traditionen tro indledte Nyborg Mu - seumsforening den 26. januar 2014 årets aktiviteter med vintergåtur a la Gammel Dansk. Denne gang gik vandreturen over den gamle kirkegård med rester af den ravelin, der skulle beskytte indgangen til Land- Figur 1. På Volden med Gammel Dansk. Foto: Peter Engel.

216 ÅRSBERETNING 2014 NYBORG MUSEUMSFORENING 215 Figur 2. Pohlmann fortæller om fugleskydningsplatterne i Borgerforeningens Hus. Foto: Peter Engel. Figur 3. Årets generalforsamling blev indledt med fællessang. Foto: Peter Engel.

217 216 NYBORG FØR & NU 2014 porten. Videre lagde vi vejen hen over Nyborg Fæstning og undervejs delagtiggjorde John Maalø Larsen de mange fremmødte i historien, der er tilknyttet de enkelte afsnit af de gamle voldanlæg. Den 13. februar 2014 afholdtes mø - de i borgerforeningen. Johan Pohlmann, der i mange år har været tilknyttet Borgerforeningens Hus, fortalte husets historie fra den spæde begyndelse, og vicevært Nils Henne - berg oprullede dets skæbne under Anden Verdenskrig. Efter kaffen og kringlen var der mulighed for at kigge nærmere på husets krinkelkroge. Den ordinære generalforsamling blev afholdt på Borgmestergården den 19. marts 2014 og blev indledt med den traditionelle spisning. Igen var fremmødet så stort, at det blev besluttet at forlægge fremtidige generalforsamlinger til større lokaler. Bestyrelsen kunne med tilfredshed konstatere, at tilslutningen til generalforsamlingen og de øvrige arrangementer er stigende. Men vi er jo og så ved at blive en af byens større foreninger med ca. 450 husstande som medlemmer. På valg var Peter Engel, John Maal ø Larsen, Elin Høj Jensen og An ne-berit Nielsen. De blev alle gen valgt. Bestyrelsen har senere konsti tueret sig og udpeget Elin Høj Jensen, Rasmus Agertoft og Ivar Hviid til medlemmer af Østfyns Museers bestyrelse. Efter generalforsamlingen kunne museumsinspektør Claus Frederik Søren- Figur 4. På jagtvogn i Kajbjergskoven. Foto: Peter Engel.

218 ÅRSBERETNING 2014 NYBORG MUSEUMSFORENING 217 Figur 5. Prins Gustav-kvartetten underholder. Foto: Peter Engel. Figur 6. Rundvisning på Dybbølcenteret. Foto: Peter Engel.

219 218 NYBORG FØR & NU 2014 sen be rette om nyt vedrørende Korsbrødregården og Nyborg gamle præ - stegård, henholdsvis et af Danmarks ældst daterede verdslige huse og Danmarks ældste stadig beboede præstegård. Holckenhavn Slot havde den 4. maj 2014 velvilligt stillet jagtvogn og mandskab til rådighed for to velbesøgte udflugter i Kajbjergskoven, der tilhører godset. Dennis Hou Holck og Rasmus Agertoft berettede undervejs om moderne skovdrift og historien knyttet til stedet. 15. maj skød Nyborg sommeren ind. Her bidrog museumsforeningen med to tiltag: Bestyrelsesmedlemmerne John Maalø Larsen og Peter Engel viste ca. 50 interesserede nyborgensere rundt i voldterrænet, og foreningen sponsorerede Prins Gustav-kvartetten, der underholdt i Riddersalen, mens publikum indtog de varme hveder. Det er blevet en tradition, at årsskriftet udleveres til medlemmer på kulturnatten, der fandt sted den 23. maj 2014 i forbindelse med en præsentation i Nyborg Slots riddersal. I samarbejde med Nyborg Bibliotek blev der arrangeret en busudflugt til Dybbøl den 15. juni Udflugten var en del af forårets arrangementer omkring»danmark i Krig i 150 År«. 30. juni fik foreningens medlemmer tilbudt en særlig rundvisning i Figur 7. Claus viser rundt i udgravningerne på Slotsholmen. Foto: Peter Engel.

220 ÅRSBERETNING 2014 NYBORG MUSEUMSFORENING 219 Figur 8. Foreningens formand, Ivar Hviid, passer foreningens bod under julemarkedet. Foto: Peter Engel. Figur 9. I Hjortesalen på Hesselagergård. Foto: Henning Nordestgaard.

221 220 NYBORG FØR & NU 2014 udgravningerne på Slotsholmen af museumsinspektør Claus Frederik Sørensen. Den er et eksempel på, at det godt kan betale sig at stå på foreningens mailliste, da denne bl.a. bruges til indkaldelse til ekstraordinære arrangementer. Nyborg Museumsforening har igen i 2014 været synlig under Danehof- og julemarkedet. Dette giver os mulighed for at udbrede kendskabet til foreningen og tegne nye medlemmer. Det har de senere år været en tilbagevendende begivenhed, at foreningen aflægger besøg på en af de herregårde, som på Østfyn ligger tæt i landskabet. Denne gang blev det den 5. oktober 2014 til en tur til Hessel - agergård, hvor Godsejer Henrik Blixen-Finecke viste rundt fra kælder til kvist og fortalte om gårdens spændende historie. Igen var deltagelsen så stor, at deltagerne måtte deles op i to hold. Senere besøgtes Hesselager Kirke, hvor Lise Neergaard viste rundt. Efterårets arrangement den 13. no - vember 2014 blev en spændende tur i Nyborgs gamle kældre i Korsbrødregården, Kalentekælderen, Gyldencrones Palæ, Borgmestergården og Nyborg Slot. Foreningsmedlem, museumsinspektør ved Nationalmuseet, Mo - Figur 10. I Kalentekælderen. Foto: Peter Engel.