Prædiken Frederiksborg Slotskirke Henrik Winther Nielsen 1. juni søndag efter påske Johs. 17, Salmer:

Transkript

1 Prædiken Frederiksborg Slotskirke Henrik Winther Nielsen 1. juni søndag efter påske Johs. 17, Salmer: Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Jesus sagde:»ikke for dem alene beder jeg, men også for dem, som ved deres ord tror på mig, at de alle må være ét, ligesom du, fader, i mig og jeg i dig, at de også må være i os, for at verden skal tro, at du har udsendt mig. Den herlighed, du har givet mig, har jeg givet dem, for at de skal være ét, ligesom vi er ét, jeg i dem og du i mig, for at de fuldt ud skal blive ét, for at verden skal forstå, at du har udsendt mig og har elsket dem, som du har elsket mig. Fader, jeg vil, at hvor jeg er, skal også de, som du har givet mig, være hos mig, for at de skal se min herlighed, som du har givet mig, for du har elsket mig, før verden blev grundlagt. Retfærdige fader, verden har ikke kendt dig, men jeg har kendt dig, og de har erkendt, at du har udsendt mig; og jeg har gjort dit navn kendt for dem og vil gøre det kendt, for at den kærlighed, du har elsket mig med, skal være i dem, og jeg i dem.«johs 17,20-26 Intro: I dag er vi nået til sidste søndag i påsken, søndagen før pinse. Teksterne handler om den symbiose Gud og mennesker imellem, som er Guds vilje og testamente hele pointen med Kristus, og de handler videre om, hvordan den symbiose viser sig i vores liv. Salmerne afspejler påskens forløb, og hvad det betyder, når vi skal vise, hvem Gud er. Det er en stor opgave, men vi har halvanden times tid sammen til at få styr på det. Med ønsket om en god gudstjeneste, vil vi nu sammen bede! Prædiken: Hvad er Guds vilje? Hvis alt, hvad der skete i verden og i vores liv var Guds vilje, så var der ingen grund til at stå og prædike. Så kunne vi bare se ud ad vinduet og dér se Guds vilje ske. Og så ville det være mærkeligt at bede Fadervors 3. bøn Ske din vilje, hvis ikke Guds vilje bestod i noget andet end det, som sker i os og lige for næsen af os. Man kan selvfølgelig sige, at hvis alt hvad der skete, var Guds vilje, kunne man bruge bønnen til at nedkæmpe sit eget oprør mod sådan noget som naturkatastrofer og pludselig død, og kaste sig i støvet og sige, at når det nu var Guds vilje, så må jeg sige Ske din vilje - jeg bøjer mig. 1

2 Men det stemmer dårligt med, at Guds vilje er det, som Jesus udtrykker her i dagens tekst, hans sidste vilje og testamente. Og samtidigt er det, han siger hele pointen i Det Ny Testamente, eller rettere: hele pointen med Jesus. Pointen med Jesu liv og værk er at forvandle arvesynd til arveherlighed ved, at vi får livsfællesskab med ham i dåben og i nadveren, hvor vi får lod og del med hans korsdød og opstandelse. Med andre ord: hans herlighed. Jesus er vejen, siger både han og vi, og hans herliggørelse gik gennem korsdød og opstandelse, og vi går ad præcis dén vej, når vi bliver døbt og går til nadver. Det er simpelthen selveste genoprettelsen af gudbilledligheden, der er pointen med Jesus. Ikke af anden grund end at Gud engang sagde: Lad os skabe mennesker i vort billede, så de ligner os! Og Adam og Eva fik ødelagt den relation mellem sig, som Gud består af i Fader, Søn og Helligånd. De skjulte sig for Gud, og ophævede båndet mellem sig ved at skyde skylden på hinanden og omstændighederne. Gudbilledligheden skal genoprettes, fordi Gud er kærlighed og kærligheden søger énhed. Der er intet andet formål med Jesus end at erstatte arvesynd med arveherlighed. Hvor han er, ønsker han, at vi skal være, og han beder for apostlene og for alle os, der er kommet efter dem, at Gud må give dem og os herligheden. Det er hans vilje. Nu har begrebet arvesynd jo et ret dårligt ry, men ufortjent, synes jeg, hvis man forstår den ret. Så hér kommer en reklame for arvesyndsbegrebet som noget af et terapeutisk columbusæg: Synd er en betegnelse for det underlige fænomen, at vi har noget ellers navnløst destruktivt ved os eller i os. Noget, der kredser om døden og fortvivlelsen og håbløsheden, eller kynismen og indkrogetheden med nærmest magnetisk kraft. Det er på en eller anden måde mere ligetil eller mere ligefor at begrænse liv og glæde end at opelske den. Det er dét, vi kalder synd, og synd er betegnelsen for de mere eller mindre bevidste forsøg på at begrænse Guds rækkevidde og domæne. Altså det stik modsatte af Guds vilje. 2

3 Det trøstende ved at sige, at synd er noget, vi arver er, at den ikke har sin oprindelse i os; den kommer ikke fra mig den er kommet til mig. Vi indser, at det ikke kun er mig, der har noget i mig, der ikke stemmer. Det er i os alle sammen. Det er en stor trøst for det menneske, der føler sig fuldkommen isoleret og alene med sin ellers navnløse selvdestruktion. Dels er det godt at få ord for det, og dels er det godt at vide, at man ikke er ene om det, og at det sådan set ikke skyldes dig, dine gener og dine personlige valg og øvrige livsforvaltning. Det er en underlig modstand, som ikke skyldes vores personlige psykologi eller kultur. Begrebet arvesynd betyder, at du ikke kan handle dig ud af den på egen hånd. Så behøver man jo ikke at gå til psykolog for at komme den til livs. Hvis man afviser idéen om arvesynden eller den indsigt, som har affødt begrebet, betyder det, at man frasiger sig fællesskab med de andre, der har det på samme måde, og så må man selv finde ud af, hvorfor man fortvivler og af og til har lyst til at gå til grunde uden nogen særlig påviselig årsag. Det ér altså fælles gods, og at forstå dét er der faktisk lidt trøst i. Begrebet arvesynd er ment som en hjælpende hånd, en dør ud af den ellers navnløse destruktivitet, som nu lader sig, nåja, begribe. Det er jo dét, begreber er til for. Men det hele handlede jo om, at arvesynden skulle erstattes af arveherligheden. Det er dét Jesus beder for. Igen en arv, som ikke har sin oprindelse i os eller i det gode hjerte. Men en arv, som kommer fra Gud, fra Jesus, som gik videre til apostlene, og videre til apostlenes apostle, og som nu er nået frem til vores tre dåbsbørn i dag. Arveherlighed betyder ikke, at vores omstændigheder ændrer sig. Paulus sagde jo netop til menigheden i Rom, som han skrev sit brev til, at sulten og nøden og angsten og forfølgelsen nok ville blive ved, men det var altså ikke tegn på, at de var blevet adskilt fra den Guds kærlighed, som Kristus er udtryk for. Men snarere så han deres lidelser som en integreret del af Kristusfællesskabet. Så er lidelsen ikke meningsløs. Men hvad så? Hvad skal Guds kærlighed så gøre godt for? Hjælper den ikke på noget? Nok ikke sådan direkte. 3

4 Guds kærlighed kan ikke omsættes eller bruges til noget andet uden, at det bliver til noget ringere, noget mere begrænset, noget med væsentligt kortere rækkevidde. Og det er jo en dårlig handel. Kærlighed er ikke til for noget andet end sig selv. Den har ikke rigtigt noget formål andet end at ville være over det hele. Den vil rumme alt i sig, den har ingen grænser. Der er ikke det, den ikke vil omfatte. Den ophøjer forskelle, den tydeliggør forskelle, den binder modsætninger sammen, uden at udjævne dem. Måske betyder Guds kærlighed så ikke fremgang på nogen målbar måde, men snarere en kolossal dybde og betydning af vores liv sammen. En dyb fornemmelse af at blive brugt til noget, som er uendeligt meget dybere og større end vores individuelle liv. Den dybde og højde, vi savner i vores sjoskende fladlandsliv, hvor vi savner en dyb betydning af vores hverdagsliv, og hvor vi oplever, at vores handlinger ikke betyder noget særligt, hvor vi måske synes, at det vi gør og tror og føler og udretter alligevel forsvinder i tågerne og ikke har nogen synderlig betydning. For hvad er det Jesus siger? Han siger, at som det er i himlen, sådan skal det også være på jorden; som det er mellem ham og Faderen skal det også være mennesker imellem og mennesker og Gud imellem. Vi skal udtrykke Guds billede igen. Det kan vi ikke gøre alene og hver for sig, kun sammen. For så sandt, at Gud er treenig, forskellig indadtil i Fader, Søn og Ånd og dog én, sådan også med os forskellige, og dog ét indbyrdes, bundet til hinanden af kærlighed og ét med Gud. Jeg ved godt, hvordan det lyder, det hér. Tåget og måske ligegyldigt eller i hvert fald ubrugeligt. Og dog, måske er det nok uomsætteligt, men ikke helt ubrugeligt. Måske kan vi få en helt vild dybde ind i vores hverdagsliv ved at forstå, at vi udtrykker Guds billede. For hvordan tolker vi den kærlighed, vi oplever i vores liv sammen? Hvordan tolker vi det fællesskab, der opstår af kærlighed, og som kun består af kærlighed? Tolker vi kærlighed som et produkt af kemiske forbindelser? Tolker vi fællesskab som en evolutionær tilfældighed noget overlevelsessmart? Overlevelse er en ret kortsigtet og meningsløs tolkning: vi skal overleve, så vores børn og børnebørn kan hvad? Overleve, ja! Det er der ikke megen dybde 4

5 og perspektiv i. Ikke noget, der kan få én til at stå op om morgenen med ild i øjnene, og se på sin kemisk kompatible og sige: Dig vil jeg gerne overleve sammen med! Tror da fanden, at vi er stressede, deprimerede og angste hele bundtet, hvis overlevelse og kemi er vores livsperspektiv, og skal udgøre svaret på vores længsel efter dybde. En mere hostende og tøffende fladbundet flodpram kan man dårligt sejle afsted på. Hvad siger Jesus? Han siger, at den kærlighed, der findes mellem os, selv den mest banale hverdagskærlighed, al kærlighed er selve Guds puls, den kærlighed, vi oplever mellem os er ældre end Guds lys selv, ældre end verden. Tør vi tolke kærligheden som noget, der kommer fra det stedløse øjeblik bag Guds første ord? Måske bliver kærligheden næsten FOR betydningsfuld, måske bliver den pludselig for dyrebar til at handle med og lade hånt om, når vi gør det. Hvad hvis selv den mindste smule kærlighed, vi oplever, er et sus fra før tid og sted blev til? Fra evighed af? Hvad hvis den kærlighed, vi oplever, er en uhindret adgang til Gud? Hvad hvis glimtene af kærlighed i mit liv er intet mindre end Guds uhindrede adgang til mig, henover nød og angst og alle andre kræfter i mit liv? Hvad hvis det kærlige blik, der møder dit blik kommer direkte til dig fra før tidernes morgen og endelig, endelig fandt hjem, da det landede på dig? Hvad hvis det er Gud, der oplever sig selv gennem os, når der opstår kærlighed og fællesskab? Hvad hvis et fællesskab mellem mennesker er selveste Guds åbenbaring, der fortsætter midt iblandt os? Hvad hvis vi tør dømme himmelhøjt og ur-dybt om den mest tilvante hverdagskærlighed? Og hvad hvis vi ikke tør dømme stort og dybt om den banale kærlighed? Hvad er det så egentlig, vi kommer til at fortælle om Guds rækkevidde? (Om et øjeblik vil vi synge Grundtvigs ord om arven efter Kristus O kristelighed ). 5