Indledning. Margrete den Første uden h. 2 Etting: 83 3 Etting: 78

Transkript

1 Indledning Motivation Da det danske kronprinsepar, Frederik og Mary, ventede deres første barn, begyndte en diskussion om man skulle ændre tronfølgeloven, så en eventuel prinsesse kunne komme før en eventuel prins i tronfølgen. Dette blev dog ikke nødvendigt, da kronprinseparrets førstefødte blev en søn. Dog valgte man at sende tronfølgeloven til folkeafstemning for at afgøre, om det skulle være ens placering i arverækkefølgen og ikke hvilket køn man har, der er afgørende for ens ret til tronen. Dette blev et ja til, at ens plads til tronen afgøres af, hvornår man er født, og ikke hvilket køn man har. Hvis vi ser på kongehuset i dag, har vi nu en dronning på tronen, altså fik vi en dronning inden det blev et ja til en ændring af tronfølgeloven. Dette skyldes, at det ikke var første gang man lavede en ændring i tronfølgeloven. I 1953 var der en folkeafstemning om en grundlovsændring og samtidig om en ændret tronfølgelov. Her stemte man om en prinsesse kunne overtage tronen, hvis kongen ingen drenge havde fået eller om den skulle gå til den næste dreng i rækken. Dette blev et ja til, at en prinsesse kunne overtage tronen efter sin far kongen, hvis hun ingen brødre har. Den dronning vi har nu hedder Margrethe den Anden, der må derfor have været en Margrete den Første 1, men hvordan kan en tidligere Margrete have haft magten, når tronfølgeloven først blevet lavet om i 1953, netop som følge af, at Margrethe skulle blive den første regerende dronning? Dette skyldes, at man da Margrete den Første levede ikke havde kongelig arvefølge, men det var i stedet befolkningen der bestemte. 2 Dog var Margrete den Første slet ikke dronning af Danmark, men derimod: fuldmægtig frue og til husbond og til hele Danmarks riges formynder. 3 1 Margrethe den Anden staves med h, mens Margrete den Første staves uden h. Jeg vil igennenm projektet skrive Margrete den Første uden h. 2 Etting: 83 3 Etting: 78 1

2 Udover magten over Danmark, fik hun også magten over Norge og Sverige, dog gjort legitimt som formynder for den nye konge. Det lykkedes altså en dansk prinsesse at få magten over Danmark og ikke nok med det at skabe Kalmarunionen, som samlede Danmark, Sverige og Norge under ét. Hvordan det har kunnet lade sig gøre interesserer mig. Derfor mit emnevalg Margrete den Første. Problemfelt Margrete den Første levede , hvilket var under den historiske periode middelalderen. For mange er middelalderen lig med undertrykkelse af kvinder 4. Hvordan kunne det så være, at Margrete blev udråbt til: fuldmægtig frue og til husbond og til hele Danmarks riges formynder 5, og senere var den der sad på magten, dog gjort legitimt som Erik af Pommerns fostermoder. Hvordan var hun som person? Styrede Margrete virkelig det hele, eller var der nogle andre der stod bag hende. Dette kunne jeg godt tænke mig at se nærmere på, da jeg finder Margrete den Første yderst interessant. Problemformulering Hvordan tolkes Margrete den Første ud fra en nutidig bog om hende, og hvordan forstår jeg hende ud fra to kilder fra hendes samtid? Valg af kilder Jeg har valgt en af de nyere bøger om Margrete den Første, nemlig Vivian Ettings bog: Margrete den Første En regent og hendes samtid fra Jeg har valgt denne bog på baggrund af, at den netop er relativ ny. Herudover beskæftiger den sig ikke kun med Margrete, men den ser også nærmere på hele den historiske periode omkring Margrete. Forfatteren Vivian Etting er historiker og museumsinspektør, og har 4 Etting: Etting: 78 2

3 specialiseret sig i 1300 og 1400-tallets nordiske historie. 6 Bogen indeholder henvisninger til andre kilder, så man kan se hvor hun har fundet sit materiale. Jeg finder derfor denne bog relevant for at give mig et indblik i Margretes liv. For selv at kunne vurdere Margrete, har jeg valgt to kilder nemlig brevet til Haakon fra 18. oktober 1370 og brevet til Erik fra Haakon var Margretes mand, han var konge af Norge. Erik var Margretes fostersøn som kom fra Pommern og han blev den senere Erik af Pommern. Vivian Etting anvender også begge breve til at sige noget om Margrete. Jeg har også læst Kristian Erslevs bog fra 1882 Danmarks historie under dronning Margrethe og Erik af Pommern. Kristian Erslev er historiker og blev kort efter den nævnte bog professor ved Københavns Universitet nemlig i Bogen beskæftiger sig med Margrete og hendes samtid. Jeg har dog ikke haft nok plads til også at inddrage Kristian Erslevs bog i det skrevne projekt. Jeg har derfor planer om at tage dele af den op til eksamen. Metode I dette projekt ønsker jeg at forstå en historisk periode ud fra en biografi. Jeg vil altså gerne forstå senmiddelalderen ud fra en biografi om Margrete den Første. Jeg giver først et kort indblik i den historiske periode og Margrete den Førstes liv. Herefter følger en analyse af Vivian Ettings opfattelse af Margrete den Første. Bagefter kommer en analyse af de to kilder; brevet til Haakon og brevet til Erik, som vil munde ud i en diskussion om, hvordan man kan tolke Margrete den Første. Det hele vil slutte med min konklusion. 6 Etting: Bagsiden af bogen 7 Dansk Biografisk Leksikon: 242f 3

4 Jeg ønsker altså på baggrund af en biografi at lære noget om en periode. Når man bruger biografiskrivning som historieskrivning, beskriver man et enkelt menneske, men man beskæftiger sig samtidig med den periode personen levede i for bedre at kunne forstå personen. Herefter ser man på det enkelte menneske som dækkende for den pågældende periode. Derudover indeholder Ettings bog også en beskrivelse af, hvordan det var i Danmark og Norden på Margrete den Førstes tid. Herudover vil jeg også lære noget om Margrete den Første og hendes periode ved at se på de bedste kilder vi har om hende, og det er de to breve. Baggrund Den historiske periode I det følgende vil jeg kort beskrive den tid Margrete levede på. Margrete blev som tidligere nævnt født i 1353 og døde i Jeg vil derfor kort beskrive tiden omkring Margrete. Verdensopfattelse, videnskab og kultur De to centrer i datidens verdensopfattelse var Rom og Jerusalem. Rom havde de kristne matyrers grave og paven, som var overhoved for den vestlige kirke, og Jerusalem havde Kristi grav. 8 Margrete levede, som tidligere nævnt, i middelalderen, hvor dyrkelsen af jomfru Maria havde stor betydning for det folkelige religiøse liv: Hun var Himmelens Dronning [ ]. 9 En anden kvinde der også var genstand for den folkelige religiøsitet var Maria Magdalene, som var en af de store helgenfigurer, da hun var en af kvinderne ved Jesus grav. 8 Olsen: 11 9 Olsen: 13 4

5 Omkring år 1200 havde Saxo skrevet: det danske folks kristne historie indtil kong Valdemar den Store og hans søn Knud, samt den hedenske forhistorie nøje afpasset dertil. 10 Denne historie blev overleveret mundtligt mere end den blev læst, og sådan var det sikkert for alle historier. Man fortalte, da: folket havde, som folk et behov for at kende sin fortid. Det måtte fortælles hvad der var det danske folks særpræg, hvorfra det kom og hvilke kår det havde haft under tidernes gang. 11 Bøger var meget kostbare, og alt efter hvad de indeholdt blev de udsmykket derefter. Der var ikke mange der kunne læse eller skrive, måske et par hundreder i slutningen af 1200-tallet. Herudover var der et par tusinde der kunne tyde bogstaverne, så de kunne udføre messen i kirken. 12 Man anså kun latin for anvendeligt til international jura og politik. Det gjorde så, at man ofte måtte oversætte fra latin. Regler og normer forblev længe på latin, mens folkesprogene kom ind i love, forordninger og historieskrivningen. Også helgenlegender og prædikeforskrifter var på latin, men præsten kunne oversætte disse til folkesproget. Prædikeforskrifter bestod ofte kun af stikord eller skitser på latin, som præsten så kunne oversætte. Selve gudstjenesten var dog på latin. Al kultur var præget af kristendommen. 13 I midten af 1200-tallet kom den stilart vi kalder for gotikken til udtryk i Danmarks arkitektur. Stilen stammede fra Frankrig, og bredte sig fra 1100-tallet og fremefter ud over hele Europa. Kirken Ved midten af 1200-tallet var givetvis alle Danmarks indbyggere døbt, og kristendommen var så stærk, at de rester af hedenskab der stadig eksisterede havde 10 Olsen: Olsen: Olsen: Olsen: 25f 5

6 svære vilkår. 14 Beboerne i et bestemt område hørte til et bestemt sogn og dermed en bestemt sognekirke, som havde krav på betaling fra beboerne, som var sognebørn, for de sjælesorger de modtog. Denne betaling blev givet i form af tiende, det vil sige en tiendedel af sognebørnenes indtægter. For bønder var det ofte afgrøder eller andet der blev givet. 15 Sognepræsterne blev uddannet ved de skoler, der fandtes ved domkirkerne. Studier i udlandet var forbeholdt dem, der skulle besætte højere embeder. Landbrugskrisen I løbet af 1300-tallet var der krise i hele Europa. Kornpriserne faldt, hvilket medførte vanskeligheder for kornproducenterne, som måtte lægge produktionen om eller endda helt skifte erhverv. Forklaringen på hvorfor priserne faldt kendes ikke. Krisen førte til ødegårdsfænomenet, hvor landbrugsejendomme og hele landsbyer blev øde. Øde kunne både betyde, at gården var taget ud af drift, og det kunne også betyde, at den ikke længere var beboet, hvor nabogården tog sig af jorden eller jorden bare fik lov at gro til. Krisen varede fra 1330 erne og frem til århundredeskiftet. 16 Den sorte død I hærgede pesten over hele Europa. Grunden til den kaldtes den sorte død var, at de syge blev sortfarvet af en art koldbrand. Både i Danmark og udlandet kom der nogle reaktioner på pesten; jødeforfølgelser, kætterprocesser og heksejagt på marginalgrupper i samfundet. 17 Præsterne var særligt udsatte for smitte, da de kom i berøring med mange mennesker, og specielt fordi de skulle give de døende sakramente. Dog hærgede sygdommen i alle befolkningsgrupper. 18 Mennesker der levede i 1300-tallet var bekendt med døden. Det var kun mellem en tredjedel og en 14 Olsen: Olsen: 77f 16 Olsen: 199ff 17 Olsen: 204f 18 Olsen: 210 6

7 femtedel i hver generation, der nåede at blive 60 år eller mere, og blev man gammel, tog man afsked med mange mennesker undervejs. Herudover var spædbørnsdødeligheden, dødeligheden i fødselssengen og massedøden under epidemier og krige kendte fænomener: [ ] menneskelivets skrøbelighed må have slået 1300-årenes danskere og deres samtidige i Europa klart [ ]. 19 Margrete den Førstes liv Margrete den Første 20 blev født som prinsesse af kong Valdemar Atterdag ( ) og dronning Helvig i Hun blev som 6-årig trolovet med Håkon den 6. af Norge, som på dette tidspunkt var 18 år. Da Margrete var ca. 10 år blev hun gift med Håkon i København. Håkon skulle være regent i Sverige efter sin far, men stormændene i Sverige afsatte hans far Magnus Smek, og dermed mistede Håkon tronen i Sverige. Stormændene valgte i stedet Albrecht 3. af Mecklenburg (ca ) søn af Albrecht den anden, til konge. Margrete voksede op i Norge på Akershus, hvor hun blev opdraget af den hellige Birgitta af Vadstenas 21 datter Merete Ulfsdatter. Herigennem fik hun kontakt med Birgittinerordenen. Margrete fødte i 1370 som 17-årig sit og Håkons eneste barn en søn ved navn Oluf. 22 Margrete havde en bror Christoffer, som skulle arve tronen efter Valdemar Atterdag, men han døde i Herudover havde Margrete en søster Ingeborg, som døde omkring Da Valdemar Atterdag døde i 1375 blev Margretes søn Oluf valgt til konge af Danmark. Valdemar Atterdag havde dog inden sin død givet lovning på, at hans barnebarn Albrecht, som var søn af Henrik af Mecklenburg og hans ældste datter Ingeborg, skulle arve tronen. Det danske rigsråd havde dog ikke stadfæstet 19 Olsen: Herefter kaldet Margrete 21 Birgitta af Vadstena ( ) er helgen, mystiker og ordensgrundlægger af birgittinerordnen, som optog munke og nonner til samme kloster. McGuire: 288 og Etting: Dehn-Nielsen: 55 og Bisgaard, Lars og Bjørn, Claus m.fl.: Etting: 9 7

8 dette, og de var underlagt Stralsundfredens bestemmelser, som blandt andet sagde, at hansestæderne 24 skulle godkende en eventuel overtager af den danske trone. Samtidig fik de overbragt slottene Helsingborg, Malmø, Skanör og Falsterbo, de skulle have to tredjedele af indtægterne fra det årlige sildemarked og de skulle have fri handelsret for alle hansekøbmænd. 25 Hansestæderne var ikke meget for, at det Mecklenburgske Fyrstehus kom til at sidde på magten i både Sverige og Danmark, da de dermed var bange for at miste retten til disse rettigheder. Derfor støttede de Oluf til tronen. Det hjalp også på det, at Margrete lovede dem en stadfæstelse af alle deres rettigheder. 26 I 1380 døde kong Håkon den 6., og overlod dermed tronen til den 10 år gamle Oluf, som dermed blev konge af både Norge og Danmark. Dog var Margrete formynder for drengen, og den reelle magt lå hos hende. 27 Overtagelsen af Sverige Margrete havde dog ikke glemt Sverige, som hun skulle have været dronning af, hvis ikke stormændene havde afsat hendes svigerfar. Margrete ønskede derfor at få Sverige tilbage, hvilket måske kunne lade sig gøre, da utilfredsheden med kong Albrechts styre voksede. Margretes planer med Sverige blev dog afbrudt af Olufs død kun 17 år gammel. Margretes magt var ikke længere legitimeret som Olufs formynder. 28 Igen regnede det Mecklenburgske Fyrstehus med, at de ville få magten i Danmark. Det lykkedes dog Margrete at finde opbakning til at få magten i Danmark, ikke ved et samlet rigsråd, men gennem købstadsmænd og bønder. Herved blev hun udråbt på landstinget til: fuldmægtig frue og til husbond og til hele Danmarks riges 24 Hansestæderne var et multinationalt handelsforbund bestående af en række uafhængige, for det meste tyske byer, som i højmiddelalderen blev nogle af Europas stærkeste magtcentrer. Etting: Etting: Etting: Dehn-Nielsen: Etting: 78 8

9 formynder. 29 I Norge blev hun udråbt af det norske Rigsråd til: Norges mægtige frue og retmæssige husbond. 30 I Norge blev det også besluttet, at hun skulle have magten så længe hun levede. 31 Det var altså lykkedes Margrete at få magten med Norge og Danmark. Der skulle dog findes en efterfølger til hende, da hendes eneste søn som bekendt var død. Man valgte Bugislav i Pommern, som var barnebarn af Margretes søster Ingeborg, og Margrete tog ham som fostersøn. 32 Bugislav blev kendt som Erik af Pommern. I Sverige havde oprøret bredt sig til en folkerejsning mod Albrecht. Nogle stormænd fra Sveriges rigsråd valgte Margrete til: Sveriges fuldmægtige frue og rette husbond, 33 samtidig med at de overlod hende en masse godser, borge og len. Derudover fik Margrete lov til at vælge sin efterfølger i Sverige, som så blev Erik af Pommern. Det kom til et opgør mellem Margrete og Albrecht i et slag ved Falköping. Her vandt Margretes styrker slaget, og de tog Albrecht og dennes søn til fange. Herefter var der dog stadig en forhindring før Margrete kunne overtage hele Sverige, nemlig Stockholm, hvor hovedparten af indbyggerne var tyske og dermed støttede Albrecht, og de ønskede ikke at overgive sig. 34 Efter længere tids forhandlinger fik Margrete udleveret Stockholm og havde dermed magten over de tre riger; Danmark, Sverige og Norge. Dette endte med et møde i Kalmar, hvor Erik blev kronet til konge over de nordiske lande. Dette er kendt som Kalmarunionen. Dog var det Margrete, der indtil sin død i 1412 havde den reelle magt Etting: Etting: Etting: Etting: Etting: Etting: Dehn-Nielsen: 56 9

10 Analyse Vivian Ettings syn på Margrete den Første Vivian Ettings 36 bog om Margrete 37 den Første indeholder, som før nævnt, ikke kun en beskrivelse af Margrete, men også en indførelse i, hvordan livet var på Margretes tid. Etting bygger bogen op ved at starte med at fortælle om tiden inden Margrete, nemlig tiden under Valdemar Atterdag, som var hendes far, herefter kommer der skiftevis noget om Margrete og noget om den tid hun levede på. Jeg vil i det følgende kun beskæftige mig med Ettings syn på Margrete. Et af de første steder Etting tager fat på at fortælle om Margretes personlighed, er ud fra Margretes brev til Haakon fra 18. oktober På dette tidspunkt var Margrete 17 år. Inden Etting forklarer hvad brevet handler om, skriver hun om Margrete: Hun var jo selv en brik i det storpolitiske magtspil og har uden tvivl været bevidst om dette fra sin tidligste ungdom. 39 Dette baserer Etting på selve brevet, hvor hun mener, man får indtryk af: hendes myndige og handlekraftige karakter. 40 Etting mener endda, at Margrete uden tvivl havde: en betydelig indflydelse på den ældre, men langt svagere kong Haakon. 41 Etting mener altså, at allerede som ung viste Margrete tegn på, at hun ikke veg tilbage for sin mand, men også selv tog beslutninger. Det næste sted Etting beskriver Margretes personlighed er efter Valdemar Atterdags død, hvor Danmark stod uden magtoverhoved og Margrete var 23 år. Her beskriver Etting, hvordan Margrete købte sig venner i rigsrådet og kirken ved at forære og pantsætte dem jord og gårde. Samtidig lovede hun Hanseforbundet fred med sin 36 Herefter kaldet Etting 37 Jeg bruger kun Margrete, når jeg skriver om Margrete den Første. Hvis jeg citerer fra Ettings bog og der står dronning, bruger jeg dette. Jeg er klar over hun var dronning over Norge. 38 Det er dette brev jeg selv vil se nærmere på senere i analysen. 39 Etting: Etting: Etting: 24 10

11 mand Kong Haakon og Norge, og en stadfæstelse af alle Hanseforbundets privileger i Danmark. 42 Dette er Etting bevidst om, da der er bevaret et internt brev fra Hanseforbundet, hvor man undrede sig over, at det var Margrete og ikke Haakon, der henvendte sig. Etting mener dog, at Margrete her handlede i samråd med Henning Podebusk 43 og kong Haakon. Alligevel synes Etting, at det er: en bemærkelsesværdig handlekraftig kvinde, som vi her møder. 44 Her finder Etting altså, at Margrete havde samarbejdet, men at hun stadig var en kvinde, der selv gjorde noget. I starten af Olufs regeringstid, med Margrete og Haakon som formyndere, var der ifølge Etting ikke tale om, at Margrete sad på magten. Hun var på dette tidspunkt kun 24 år, og havde ingen erfaring. Derfor lå landets egentlige styrelse hos de ledende mænd i rigsrådet: Henning Podebusk, Evert Moltke og Tue Galen, som tog sig af de officielle embeder som drost, marsk og gælker Som nævnt tidligere glemte Margrete ikke, at hun skulle have været dronning over Sverige. Hun blev i hvert fald ved med at titulere sig som dronning over både Norge og Sverige. Etting finder, at Margrete allerede hurtigt viste tegn på, at hun ønskede at genvinde Sverige. Herudover finder hun, at Margrete lod Oluf tage titlen: sand arving til Sveriges rige. 47 Hvilket Etting ser som: en temmelig stor frækhed, der nærmest tangerede en indirekte krigserklæring. 48 Margrete gik efter hvad hun ville have. 42 Etting: 25f 43 Danmarks drost: I 1300-tallet var drosten den fornemste af rigsrådsmændene og overtog i kongens fravær styrelse af landet. Han kunne ansætte og afskedige kongelige tjenestemænd og fælde domme i kongens navn. Deruodver ledede han finansvæsnet. Etting: Etting: Marsk: Leder af hærvæsnet, men stod under drosten. Gælker i Skåne: Hans beføjelser mindede om drostens: Han skulle forestå Skåne i kongens navn, ind- og afsætte fogder, inddrive kongens indtægter og afgøre alt i Skåne, som om kongen var der, men han skulle aflægge regnskab for drosten og handle efter hans råd. I retssager kunne der appelleres fra ham til drosten. Etting: Etting: Etting: Etting: 74 11

12 Etting beskæftiger sig ikke meget med, hvordan Margrete personligt agerede for at få magten over Danmark efter Olufs død. Hun beskriver i stedet, hvad der skete og lader selve statsdokumentet, der giver Margrete magten, tale. Dette skyldes nok, at der ingen kilder er til Margretes magtovertagelse. Ettings opfattelse af Margrete kommer frem senere, hvor hun siger, at Margretes magtambition kom frem ved, at Margrete ikke behøvede at respektere tidligere love (som Oluf ellers havde givet lovning på), og at hun selv kunne vælge den efterfølgende konge. Hun vælger Bugislav fra Pommern, som bliver til Erik af Pommern. Ifølge Etting har Margrete altså ambitioner om magt. Det lykkedes også Margretes tropper at slå Albrecht i slaget ved Falköping. Her blev kong Albrecht og hans søn taget til fange. Etting er af den overbevisning, at sejren var en mærkedag i Margretes liv. Dette begrunder hun med, at Margrete i 1411 testamenterede et beløb til: Guds og vor Frues og Sankt Mathias hæder for den nåde og ære, som de gjorde disse riger på vor Frue og Skt. Mathias dag. 49 (Som netop er den 24. februar, hvor slaget ved Falköping fandt sted.) Denne store sejr huskede Margrete altså. Noget Etting finder interessant ved Margrete er, at hun i 1411 blandt andet testamenterede 1000 lødige mark til kvinder, der var blevet krænket under krigene, det vil sige voldtaget. Derudover var det formuleret sådan, at kvinderne kunne få erstatning bare ved deres ord, de behøvede ikke kunne bevise overgrebet. Etting er af den overbevisning, at dette viser at Margrete var bevidst om de lidelser som krigene havde forvoldt. 50 Margrete var altså bevidst om, at hendes handlinger havde konsekvenser. 49 Etting: Etting: 91 12

13 Under Margrete bliver kongemagten stærk og adelen kunne ikke mere: regne med, at dens krav og betingelser var afgørende. 51 Faktisk skete det modsatte, nemlig at adelens rettigheder blev indskrænket under Margrete den Første. Dette ses i en forordning for Danmark, som Margrete udstedte samtidig med Eriks hyldning på landstinget i Viborg. Ifølge Etting er forordningen fra 1396: en hovedkilde til forståelse af dronning Margretes politiske målsætninger [ ]. 52 I forordningen møder vi igen hensynet til kvinder, da der skulle holdes: kvindefred. 53 Her mener Etting, at Margrete, som kvinde, havde lagt særlig vægt på dette punkt. Etting finder altså, at Margrete, som kvinde, agerede anderledes end en konge ville havde gjort. Så vidt Etting ved, er det nemlig første og eneste gang, at: sådan formulering bruges i dansk rigslovgivning. 54 En anden paragraf i forordningen forbød, at der byggedes fæstninger eller barfred (fæstningstårne). Dette er ifølge Etting: et lammende slag mod adelen. 55 Næste paragraf fortsatte i samme stil, hvor der inddragedes jord, som adelen havde taget fra kronens jord. Her tilslutter Etting sig en anden historikers holdning nemlig Kristian Erslevs. Han mener, at Margretes store magt kom til udtryk ved, at hun satte sig for at inddrage jord, men det der gjorde det endnu mere klart, at hun havde magt var, at det virkede. 56 Herefter fortsætter Etting med at liste paragraffer op, som viser, at Margrete strammede grebet om adelen. Etting mener altså, at Margrete var en magtfuld person, da hun formåede at holde adelen under kontrol. I Sverige kom der også en forordning, som var langt mere vidtrækkende, hvor Margrete gennemførte nogle radikale indgreb. Etting mener, at Margrete her som 43-årrig stod på højden af sin magt. Etting finder, at Margrete: forstod med et enestående forhandlingstalent at få alle til at bøje sig for sin vilje uden at virke despotisk Etting: Etting Etting: Etting: Etting: Etting: Etting:

14 På Kalmar Slot fandt kroningen af Erik sted i Han blev her kronet til unionskonge med magten over Danmark, Sverige og Norge. Samtidig med kroningen udformedes unionsdokumentet, som startede med, at man med: dronning Margretes råd, bifald og samtykke 58 havde: afhandlet og indgået en bestandig og ubrydelig enighed, fred og forbundspagt. 59 Herefter beskriver Etting paragrafferne. Margrete stod også nævnt i dokumentet, som sikrede hende lensbesiddelser i Danmark, Norge og Sverige. Etting finder, at det er vigtigt at: notere sig, at dronning Margrete i unionsdokumentet sikres den fulde ret til alle sine personlige len, ejendomme og områder i en bemærkelsesværdig udførlig paragraf. 60 Etting finder altså, at det er ejendommeligt, at Margrete fik sin egen afdeling i dokumentet. Hun måtte være meget magtfuld, når hun fik skrevet sine egne rettigheder ind i et dokument, der var gældende for tre lande. Herudover mener Etting, at Unionsdokumentet var en indirekte sejr for Margrete, da det lykkedes hende at gennemføre: unionen uden at binde kongemagten til de nordiske stormænds betingelser, men fik alligevel bremset deres modvilje og betænkeligheder ved officielt at lade overenskomsten danne grundlag for en statsakt (i seks eksemplarer), der imidlertid aldrig blev udført. 61 Margrete formåede altså som tidligere nævnt at styre adelen og stormændene. Dog slog unionsdokumentet ikke igennem. Etting mener, at Margrete opretholdt et godt forhold til de skiftende paver. Dette gjorde hun ifølge Etting ved hyppige gaver og dygtige advokater. Dermed lykkedes det hende: efterhånden at kontrollere besættelsen af alle større kirkelige embeder i Norden. 62 Margrete ønskede nemlig ifølge Etting, at: knytte kirken til statsmagten, og donationerne var et led i denne politik, selv om man ikke må underkende hendes personlige religiøsitet. Næppe nogen dansk regent har skænket så store og kostbare 58 Etting: Etting: Etting: Etting: Etting:

15 gaver til kirken som dronning Margrete. 63 Etting mener altså, at Margrete ønskede at stå sammen med kirken og have dens støtte. Derfor gav hun masser af gaver til kirken. Herudover mener Etting, at Margrete var religiøs, og at: hendes kristne overbevisning ikke kan drages i tvivl. 64 Etting finder også, at Margretes personlige fromhed: bør der ikke være tvivl om, selv om hun forstod at kombinere den med sin skarpe fornemmelse for øjeblikkets politiske muligheder. Med stor iver og opmærksomhed deltog hun i det religiøse liv [ ] 65 Etting er altså af den overbevisning, at Margrete var troende. Herudover skænkede hun kirken gaver, da det skaffede hende på god fod med kirken, hvilket gav hende magt. Margrete var igennem sin levetid blevet en rig dame, og denne rigdom gav hun som tidligere nævnt til kirken i form af ofre for krigen og andre. Etting finder derfor: at Margrete forstod at forbinde denne rigdom med en storsindet gavmildhed og godgørenhed er al ære værd. 66 Etting finder altså, at Margrete var et godt menneske. Etting kigger nærmere på brevet til Erik, som jeg også senere vil kigge på. Brevet udfærdigede Margrete til Kong Erik, da han skulle til Norge og modtage sin kommende brud. Etting finder, at man allerede i første paragraf fornemmer Margretes: hævede pegefinger over for sin unge fostersøn [ ]. 67 Etting er altså af den overbevisning, at Margrete dikterede hvad Erik skulle på denne rejse. Etting mener også, at vi i dette brev får et indtryk af Margretes holdning til kongemagtens rolle i samfundet. Her henviser Etting til punkt 6 i brevet, hvor Margrete skrev: at de med Guds hjælp vil holde dig som deres konge af Guds nåde og gøre alt det for dig, som de bør gøre for deres konge. 68 Konge af Guds nåde er ifølge Etting også en titel der 63 Etting: Etting: Etting: Etting: Etting: 192f 68 Etting:

16 blev brugt i kroningsbrevet fra Kalmar, og hun finder, at det: indicerer en ganske anderledes herskerrolle, end valgkongedømmet berettiger til. 69 Herefter henviser Etting til et ubredt politisk-filosofisk værk fra Margretes tid (Ægidius: De regimine principum), som argumenterede for det absolutte monarki som den bedste regeringsform, da kongens magt kom direkte fra Gud. Etting tænker, at Margrete måske havde været inspireret af disse tanker, for Etting mener, at de: i alle tilfælde passede glimrende til hendes egen politiske ambitioner. 70 Etting ser altså Margrete som en, der havde høje politiske ambitioner om magt. Hun ser Margrete som en, der så kongen som den højeste magt, og Margrete styrede kongen, så hun måtte have haft den største magt. Herudover ser Etting en af passagerne i brevet som en mulighed for Margrete at give noget videre: en erfaren statsmand, der giver et godt råd videre [ ]. 71 Etting finder altså, at Margrete også prøvede at lære fra sig. Etting mener også, at brevet giver et indblik i Margretes håndfaste greb om tingene. Margrete ønskede nemlig ikke, at Erik skulle love noget til nogen uden hun var til stede, eller sætte sit segl under noget, før hun havde godkendt det. Etting finder, at grunden til dette ønske er, at Margrete var: nervøs for, at de norske stormænd skulle køre rundt med den unge fremfusende konge og få ham til at love en masse. 72 Etting finder nemlig, at Margrete selv var meget forsigtig med, hvad hun satte sit segl under. Etting er altså af den overbevisning, at Margrete var forsigtig. Dette bliver Etting bekræftet i, da Margrete senere i brevet bad Erik om at være behersket og korrekt. Dette var Margrete nemlig selv ifølge Etting. Etting er i hvert fald overbevidst om, at Margrete styrede slagets gang, dog med nogen hjælp fra først Henning Podebusk og senere biskop Peder Jensen Lodehat. Dog 69 Etting: Etting: Etting: Etting:

17 var det Margrete, der forstod at placere dem strategisk rigtigt. 73 Etting finder altså Margrete som en handlekraftig, forsigtig person, som er stærkt religiøs og samtidig ønsker sig magt. Udover de nævnte episoder og begivenheder viser Etting også Margretes personlighed ved, at det lykkedes den fattige Margrete at blive rig. Herudover formåede Margrete at få tabt land tilbage under kronen, og hun formåede at holde fred i sine riger og løse konflikter. Etting siger selv, at hun har ønsket at skildre Margrete som både statsmand og som privatperson, selvom: kildematerialet kun sjældent tillader os at få et glimt af mennesket bag den ydre facade. 74 Min opfattelse af Margrete Efter at have gennemgået Vivian Ettings opfattelse af Margrete, vil jeg nu se på hvordan jeg opfatter hende ud fra de to kilder; brevet til Haakon og brevet til Erik. Breve i middelalderen var mere offentlige end de er i dag, dette skyldtes blandt andet, at det var dyrt og usikkert om brevene nåede frem. Dette gjorde også, at brevene ofte handlede om politiske eller kirkelige emner. 75 Det første brev Jeg vil begynde med at se på brevet til Haakon, som er fra den 18. oktober 1370, og som er skrevet på Akershus 76, som er Margretes hjem i Norge. Brevet er skrevet da Margrete kun er 17 år gammel. Margrete begynder brevet med en hilsen til sin: aldrakærasta herra. 77 Herefter fortæller hun om forholdene på Akershus, hvor hun og hendes tjenere lider stor nød, de manglede både mad og drikke. Derefter beder hun sin mand om at finde på noget, så ingen skal skilles fra hende på grund af sult. Herefter beder hun ham om at skrive 73 Etting: Etting: Perelman: Diplomatarium Norvegicum nr Diplomatarium Norvegicum nr

18 til Væstfall at han skal låne hende det hun bad om og havde brug for, og han skal sige, at han vil betale det hun lånte tilbage til Væstfall. 78 Selvom Margrete var Norges dronning, levede hun altså i sult og tog derfor affære og skrev dette brev til sin mand kong Haakon for at få ham til at gøre noget ved sagerne. Margrete var altså handlekraftig. Herefter følger nogle private forhold om en guldsmed Bartholomeus, som beder Margrete undskylde over for Haakon, at han ikke er kommet til ham, som skrevet. For var han kommet til Haakon, var hans skib med hans gods, som han skulle bytte i Flandern, sejlet. Derudover beder han Margrete sige, at han med guds hjælp kom igen før vinteren, og hun beder Haakon om ikke være for hård ved ham for guds og hendes bøns skyld. Hun slutter brevet med, at Gud må være med hendes kære herre. Skrevet på Akershus på evangelisten Lukas dag. 79 Margrete var ikke særlig gammel på dette tidspunkt, men hun var allerede inde over kong Haakons sager. Hun var altså en del af magten og deltog i kongens sager. Samtidig ønskede hun ikke, at kong Haakon var for hård ved guldsmeden, hun var altså medfølende og tog hensyn til andre mennesker. Hun slutter brevet med at fortælle, at hun har lovet herren Henrik at skrive til Haakon og bede om at Haakon ej giver Kætill af Hofflandom og hans kompagnon landsforvisning. 80 Igen er hun inde i sagerne og blander sig, og igen virker hun medfølende og medmenneskelig. Det var dog ikke ualmindeligt, at dronninger i middelalderen kunne spille med politisk Diplomatarium Norvegicum nr Diplomatarium Norvegicum nr Diplomatarium Norvegicum nr Etting: 81 18

19 Da brevene i middelalderen som sagt var offentlige, var dette et brev, som andre også kunne komme til at læse. Jeg finder, at Margrete, med tanke på, at det er offentligt, er yderst personlig og meget åben omkring sin ydmyge situation. Det andet brev Efter at have set på Margretes brev til Haakon, vil jeg se på Margretes brev til Erik. Brevet er skrevet i anledningen af Eriks kommende rejse til Norge. Oversættelsen er ukomplet, da dokumentet er i en vanskeligt læsbar tilstand. 82 Erik skal som tidligere nævnt rejse til Norge for at hente sin brud, den engelske prinsesse Philippa. 83 Brevet starter med en instruks til Erik, om at der skal være fred, hvor han kommer hen, og skulle nogle gøre skade eller forvolde uorden, skal han gøre: rette derover, og han skal ikke holde med dem, som gør det, men holde med sin embedsmand; da kan han desto bedre styre og rette derover [ ]. 84 Margrete ønskede, at Erik holdt fred og orden på sin vej. Derudover ønskede hun ikke, at Erik selv tog stilling til sager om uorden, men støttede sig til sine embedsmænd. Dette skyldtes nok, at hun ikke stolede på, at han selv at var i stand til at styre tingene, men også at han ikke skulle komme i uoverensstemmelse med sine embedsmænd. Herefter følger en passage om, at to stykker silke skal gå til to kirker. 85 Det viser altså, at Margrete gav gaver til kirkerne. Margrete skriver i brevet, at Erik skal beværte nordmændene godt, og: han skal behage nordmændene efter bedste evne. 86 Det var altså vigtigt for Margrete, at Erik behandlede nordmændene godt og stod på god fod med dem. 82 Diplomatarium Danicum, breve i 4. række, bind 10, nr Etting: Diplomatarium Danicum, breve i 4. række, bind 10, nr Diplomatarium Danicum, breve i 4. række, bind 10, nr

20 Det næste afsnit fortæller, hvem Erik skal ride med, mens han er i Norge, da det er dem, der kender bønderne. 87 Margrete giver her sin viden videre og sikrer sig, at Erik har nogle, der kan hjælpe ham. I brevet beskæftigede Margrete sig med, hvordan Erik skulle agere som konge. Erik skulle lade sig hylde af almuen, og de skulle: sværge at de med Guds hjælp vil anse ham for deres konge af Guds nåde og gøre alt det for ham, som de bør gøre for deres konge. Og han skal svare dem, som gør dette for ham, at han vil holde dem ved fred, lov og ret efter bedste evne [ ].Måske var Margrete påvirket af et værk: Kongespejlet, der eksisterede på hende tid. Det er et skrift fra Norges middelalder, som er lavet som en form for samtale mellem en søn og hans far. Det handler blandt andet om, hvordan konger skulle opføre sig, hvilket kommer til udtryk i slutningen af bogen, hvor den beskæftiger sig med at skildre kongens pligter og myndighed. Forfatteren var for monarkiet, og han så monarkiet som havende magt over kirken. Herudover gik han ind for arvelighed, og var imod valgriget. 88 Margrete kan altså have fået sin opfattelse af kongens position fra dette værk. Margrete så kongen som et resultat af Guds nåde, det vil sige, hun så kongen som indstiftet af Gud. Kongen havde altså sin berettigelse i kraft af Gud ifølge Margrete. Derudover anså Margrete kongens vigtigste rolle for at være den, der sørgede for fred og som holder lov og orden. Margrete ønskede altså ikke unødige krige. Intet var for småt til Margretes brev, hun bestemte også hvordan Eriks mænd skulle bo, mens de var i Norge: Fremdeles [uanset] hvor mange gode mænd, som nu måtte have fulgt ham, således også hans tjenere [og] de gode mænd som kommer til ham i 86 Diplomatarium Danicum, breve i 4. række, bind 10, nr Diplomatarium Danicum, breve i 4. række, bind 10, nr Salmonsens konversationsleksikon: Kongespejlet 20

21 Värmland og nordmændene, dem må han lade indkvartere nær sig i samme by, som han selv er indkvarteret i. 89 Margrete gav altså instrukser i selv de mindste forhold på Eriks tur, og hun overlod intet til ham selv. Herudover viser det også, at Margrete ønskede, at Erik skulle have sine folk tæt på sig. Dette kunne være for beskyttelse, men også for at han havde nogle at konsultere. Margrete ville sikre sig, at han var i gode hænder. I brevet tager Margrete også op, hvor Erik skal være, og hvad han skal foretage sig der: Fremdeles må han drage til Akershus og så lade og forestå ham i tre eller fire dage, og først når tre eller fire dage er gået byder hr. Amund ham tage huset, at han da tager det i Guds navn og venligt tage det af ham med, og så skal hr. Endred hans køgemester 90 have det så længe som han synes. 91 Det var altså planlagt ned i små detaljer, hvad der skulle ske, og hvornår det skulle ske. Igen skulle Erik behandle nordmændene godt ved at være venlig. Margrete havde altså styr på alt på turen. Næste afsnit handler om et fadebur på Akershus, hvori der: ligger gamle kongebreve, regnskaber og registre om kongens jorder og andre sager. Så snart han har taget huset i besiddelse, at han kræver dette førnævnte fadebur af hr. Amund [ ]. 92 Margrete havde sikkert ønsket at modtage disse, så hun havde det i sin magt. Så havde hun det hos sig. 89 Diplomatarium Danicum, breve i 4. række, bind 10, nr Køgemester: Husfoged som har overopsyn med en fyrstes eller stor husholdning. (Salmonsens konversationsleksikon: Køgemester) 91 Diplomatarium Danicum, breve i 4. række, bind 10, nr Diplomatarium Danicum, breve i 4. række, bind 10, nr

22 Margrete beskæftiger sig i brevet også med, hvordan Erik skulle opføre sig. Hvis han for eksempel bliver indbudt til middag, skulle han spise med. Derudover skulle han, hvis han for eksempel bliver tilbudt noget, modtage det velvilligt: Hvilket hvis han ikke gjorde det, da kunne folket tage anstød deraf, og da kunne man opfatte det anderledes end han havde villet det, og der kunne komme meget heraf. 93 Selvom Erik var kongen, gik Margrete op i, at han opførte sig pænt og ikke fornærmede nogen. Ud fra den sidste sætning virker det også som om Margrete selv er kommet til at fornærme nogen, og derfor ville hun hjælpe Erik med at undgå de samme problemer, som hun har haft. Herefter følger igen ned i små detaljer, hvad Erik skulle beskæftige sig med, mens han var på Akershus, og senere står, hvor han skulle rejse hen og med hvem. Margrete havde igen et ønske om at styre turen ned i mindste detalje. Senere henvises til: vor datter 94, som må formodes at være Eriks søster Katrine 95. Margrete skriver, at hun skulle blive tilbage, da det ikke passede sig, at han førte hendes rundt i landet. Katrine må altså formodes at have været med på turen til Norge. Dette havde Margrete altså også en mening om, hun tog sig altså også af Eriks søster. Hun skrev også herefter, at der skulle holdes sammenkomst der, hvor Katrine var, mens Erik var bortrejst, for at: [ ] underholde vor datter med [ ]. 96 Margrete tænkte altså også på Eriks søster. Herefter beskæftiger Margrete sig med en tur til Tønsberg og et skib, der skulle sejle, og hun går i detaljer med, hvordan det skulle foregå Diplomatarium Danicum, breve i 4. række, bind 10, nr Diplomatarium Danicum, breve i 4. række, bind 10, nr Etting kalder hende Katharina, men senere i brevet står der: og hans søster jomfru Katrine (Diplomatarium Danicum, breve i 4. række, bind 10, nr. 13), derfor bruger jeg Katrine 96 Diplomatarium Danicum, breve i 4. række, bind 10, nr Diplomatarium Danicum, breve i 4. række, bind 10, nr

23 Det næste punkt går ud på, at Erik ikke må tage seglet frem, før den mand han ville have til kansler er kommet. Hvis han ikke er kommet, skal han tale med rigsrådet om, hvem han vil have til kansler, men han må ikke tage seglet op før. Hvis han er kommet, skal Erik sige, at det er ham, han vil have til kansler. Her virker det som om, at Margrete bare støtter Erik i, at han skal vælge den han allerede har udset sig til kansler, men så skriver Margrete: [ ] thi vi tror ikke, at han får nogen bedre til det. 98 Det var altså den person Margrete fandt bedst egnet til kansler, som Erik skulle sige han ville have som kansler. Det var altså Margrete, der stod bag udvælgelsen. Grunden til, at Margrete mente, at Erik kunne få problemer med udvælgelsen af kansleren, er, at han var en udenlandsk mand, det vil sige, han var ikke nordmand. I brevet skriver Margrete også om de regnskaber hun havde med folk, som hun ikke ønskede, at Erik skulle tage sig af. Hvis nogle skulle henvende sig til Erik om disse regnskaber, vil Margrete have: at han da henviser dem til os derom [ ]. 99 Margrete ønskede altså selv at tage sig af disse regnskaber. Regnskaberne var ikke det eneste, som Margrete ønskede, at Erik skulle vente med til hun kom: Fremdeles, hvis nogen klerk eller lægmand kommer til ham og beder ham om privilegier eller friheder, frelsebreve 100 eller vornedbreve 101 eller breve om skibe til Island eller noget skibrede eller sysler eller om gods at forlene [ ]. 102 Her skulle Erik høre på dem, men han måtte ikke svare noget endeligt, før Margrete kom: fordi vi ved mere derom end han [ ]. 103 Margrete havde altså ikke meget tiltro til kong Erik, men ønskede selv at være en del af alle beslutningerne. 98 Diplomatarium Danicum, breve i 4. række, bind 10, nr Diplomatarium Danicum, breve i 4. række, bind 10, nr Frelsebrev: Adelsbrev, et brev som beviste, at man var blevet ophøjet til adelig. (Den Store Danske: Frelsebrev) 101 Vornedbrev: Vorned eller vornedskab er dem der er under andres beskyttelse. (Salmonsens konversationsleksikon: Vornedbrev se vorned se vornedskab) 102 Diplomatarium Danicum, breve i 4. række, bind 10, nr Diplomatarium Danicum, breve i 4. række, bind 10, nr

24 Brevet fortsætter med, hvad Erik skal gøre, hvis han bliver bedt om at skrive under på noget, der kræver hans segl. Han skal passe på ikke at udstede for mange breve med det segl han har på sig: og slet ikke pergament brev med nedhængende segl, og hvis nogen taler om gengærdsbreve 104 på papir med nedhængende segl, at han ikke lader sit segl hænge derpå, men at han lader seglet trykke på ryggen af sådant brev af papir. 105 Margrete ville altså have, at Erik var meget forsigtig i brugen af sit segl. Derudover var det vigtigt for hende, at han ikke brugte det på pergament med hængende segl, derfor måtte denne måde at skrive under være mere bindende, end hvis man trykker det på papiret. Et af punkterne i brevet handler om en hjælp, som Erik skulle modtage fra hele riget, og denne hjælp skulle han ikke give ud af: Hjælpen skal han modtage til det formål, som han udmærket kender, og han skal ikke give andre noget af den, men skal lade de udnævnte og rigens råd svare for den. Går noget galt er skylden hans. 106 Her fik han altså ansvaret for hjælpen. Margrete fortæller, hvordan han skulle agere i forhold til hjælpen. Margrete fraråder Erik, at tage sig af gamle sager, som kong Magnus, kong Haakon, Margrete eller andre har stået for, da han ikke kender til sagerne. Derfor skulle han vente til Margrete kom. 107 Vigtigheden af dette brev kom frem, da Margrete bad Erik: at han tager Gud til hjælp, og ofte og nøje genlæser disse skrifter og artikler, så at han til fulde forstår og begriber dem både til med Guds hjælp at svare og handle med, og at han på vis, gudelig og retsindig måde 104 Gengærdsbreve: 105 Diplomatarium Danicum, breve i 4. række, bind 10, nr Diplomatarium Danicum, breve i 4. række, bind 10, nr Diplomatarium Danicum, breve i 4. række, bind 10, nr

25 afgør alle sager i overensstemmelse med det, der er nyttigt og som Gud giver sin nåde til. Margrete så altså brevet som meget vigtigt, og det var derfor vigtigt Erik forstod brevet. Herudover kom Margretes forhold til Gud også frem. Margrete var troende, derfor skulle Erik handle efter Guds bud. Erik skulle også selv handle gudeligt; dette må hænge sammen med, at kongen ifølge Margrete var indstiftet af Gud. I det næste kommer det også frem, at Margrete var troende, og derudover beskæftiger Margrete sig igen med, hvordan Erik skal opføre sig: Fremdeles at han er tolerant og tidig både årle og silde, og først hver dag tjener Gud, og vægter sine ord og ikke taler hverken i harme eller på et andet tidspunkt, hvor han eller flere kunne få skade deraf eller nogen måtte tage noget anstød af ham. 108 Margrete var altså bange for, at Erik skulle gøre sig uheldig bemærket. Igen beder Margrete Erik vente til hun kommer med at tage stilling, denne gang i tidligere dømte domme. Han skulle svare: at han ikke ved hvilke domme, der er dømt, og tøve med det så længe han kan. Og når han kan tøve længere med det, da må han sige, at først når hans moder kommer hertil, vil han gøre i den sag, hvad de da begge bliver enige om. 109 Det var altså ifølge brevet her dem begge, der skulle tage stilling til sagerne. Herudover kan vi også se ud fra brevet, at Margrete kaldte sig Eriks moder. Tidligere i brevet har hun også kaldt ham sin søn og hans søster for datter, selvom hun ikke biologisk var deres mor. Brevet indeholdt også mange henvisninger til private og interne forhold. Dette brev havde nok ikke været ment som et offentligt brev, da det egentlig ikke var et brev, men mere en skrivelse til Erik, som han kunne tage med turen. Det havde 108 Diplomatarium Danicum, breve i 4. række, bind 10, nr Diplomatarium Danicum, breve i 4. række, bind 10, nr

26 derfor nok ikke været sendt, men overgivet til personligt. Det havde derfor nok ikke været meningen, at indholdet skulle være kendt af alle og enhver. Diskussion Min opfattelse af Margrete I analysen har jeg redegjort for Ettings opfattelse af Margrete ud fra de kilder, hun har haft til rådighed. Jeg har valgt at tage to kilder, der er meget personlige for Margrete, og se på Margrete ud fra disse to. Hvilken opfattelse er jeg så kommet frem til på baggrund af kilderne? Jeg vil her fremhæve min opfattelse af Margrete og herefter vil jeg sammenholde den med Ettings opfattelse. Hvis vi starter med at se på Margretes brev til Haakon, viser det en ung Margrete, der selv tog affære. Hun tog affære ikke kun på vegne af sig selv, men også på vegne af sine tjenestefolk, da de også sultede. Hendes henvisning til Haakon handler ikke kun om hendes egne behov, men også om hendes tjenestefolks. Så ud over at gøre noget ved det, der var i vejen, bekymrede Margrete sig også om andre mennesker. Dette ser vi også senere i brevet til Haakon, hvor hun beder ham være flink ved guldsmeden Bartholomeus, selvom han ikke har gjort som Haakon har bedt om. Margrete var måske kongelig, men hun bekymrede sig også om mennesker, der rangerede lavere i hierarkiet end hende selv. Endnu en gang ser vi det i brevet til Haakon, hvor hun beder Haakon tilgive en landsforvist. Alt i alt viste brevet til Haakon en ung Margrete, der tog affære og gjorde noget ved problemerne, det vil sige en handlekraftig ung pige/dame. Selvom det ikke var ualmindeligt, at dronninger på denne tid var inde i sagerne, er det alligevel bemærkelsesværdigt, at hun er så ung, og samtidig tager hånd om andre. Brevet viste 26

27 altså også en medmenneskelig og omsorgsfuld Margrete, der bekymrede sig for andre mennesker. Det næste brev er brevet til Erik. I dette brev får vi den opfattelse af Margrete, at hun ikke overlod meget til Erik. Selvom Erik på dette tidspunkt er konge, bad Margrete ham få et fadebur på Akershus med vigtige dokumenter, men ikke for at han selv kunne få dem, nej for at hun kunne få dem. Også med hensyn til udvælgelsen af kansler havde Margrete udset sig en mand, og Eriks opgave var at sørge for Margrete fik sit ønske opfyldt. Faktisk måtte Erik ikke tage stilling til noget, før Margrete kom, han måtte lytte til dem, der havde noget at sige. Hvis han endelig skulle sætte sit segl på noget, skulle det være så han kunne løbe fra det igen. Det vil sige, han måtte ikke sætte sit segl som hængende og på pergament, men skulle sætte det på bagsiden af et stykke papir. Margrete ønskede altså ikke, at Erik lavede nogle bindende aftaler uden hun var til stede. Han skulle heller ikke kommentere på gamle sager, da han ikke kendte til dem, hvilket egentlig giver god mening. Dog var mange af de involverede døde, og han var den nye konge, så derfor burde han kunne tage stilling i sagerne, men det ønskede Margrete ikke. Heller ikke i tidligere afgjorte retssager skulle han tage stilling. Margrete ville altså selv have en finger med i alle sagerne. Det var derfor måske ikke mangel på tiltro til Erik, men simpelthen ønsket om selv at være en del af alle sagerne, der fik Margrete til at agere, som hun gjorde. I dette brev fik vi også den opfattelse af Margrete, at hun ikke ønskede ballade og uro, men ønskede at stå på god jord med folk omkring sig. Derfor skulle Erik tage sig godt af nordmændene og behandle dem godt. Margrete var altså ikke ligeglad med opfattelsen af kongen, hun ønskede kongen skulle stå på god fod med folk. Det ser vi også ved, at Margrete skriver, at Erik skulle tage imod middagstilbud, hvis han blev spurgt, og han skulle også tage imod det han blev tilbudt. Hun ønskede altså, at Erik 27

28 gav et godt indtryk. Margrete viser i brevet, at hun er bange for, at Erik skal gøre sig uheldig bemærket, derfor handler brevet meget om, hvordan Erik skal agere. Margrete var altså en person, der skulle have fingrene med i alt. I brevet kan vi se, at hun blandede sig i det der kunne virke som selv det mindste. Hun bestemte for eksempel på forhånd, hvor Erik skulle bo. Derudover sagde hun, hvor mange dage Erik skulle være på Akershus. Margrete skulle altså være inde over alt. Noget man også ser i brevet var en Margrete, der gav sin viden videre til Erik og dermed prøvede at gøre ham til en god konge. Hun skriver for eksempel, at han skulle tage imod det, som han blev tilbudt. Selvom han ikke var hendes biologiske søn, ønskede hun at hjælpe ham. Faktisk ville hun have siddet på magten længere, hvis ikke han var kommet til, men hun hjalp ham alligevel. Dog, som tidligere nævnt, var hun ikke meget for at slippe tøjlerne til Erik. Hendes hjælp til Erik, men samtidig hendes tilbageholdenhed over for Erik, kunne måske betyde, at hun tog kongens plads meget seriøs. Samtidig kunne det være en kærlighed til folket, at hun tog kongemagten meget seriøs, og hun dermed ønskede det bedste for befolkningen og dermed ville gøre sit bedste for at gøre Erik til en god konge. Margretes opfattelse af kongen ses også i det punkt, hvor hun skriver, at de skulle: anse ham for deres konge af Guds nåde. 110 Her ser man, at Margrete så kongens plads som indstiftet af Gud. Margrete tog altså kongemagten meget seriøs og så den som noget guddommeligt. At hun tog sig godt af Erik kommer også til udtryk i, at hun ønskede de bedste mænd til at passe på ham. Det var ikke kun Erik Margrete tog sig af, hun bekymrede sig også for Eriks søster, som Erik ikke skulle tage med rundt i landet. Det virker som en medmenneskelig Margrete, der både ville det bedste for Erik og Katrine, men også for befolkningen, da hun prøvede at gøre Erik til en god konge. 110 Diplomatarium Danicum, breve i 4. række, bind 10, nr