I denne første artikel ses på vidnerne til mordet. I den næste gennemgås de tekniske beviser. ***

Transkript

1 To mænd blev dræbt i Dallas den 22.november Men mens John Kennedy har fået enorm opmærksomhed med næsten 2000 bøger, er der kun skrevet 1 eller 2 bøger der alene omhandler J.D. Tippits død. Hans mordsag optræder kun i en birolle til JFK-attentatet. Men det er en vigtig birolle. For hvis det kan godtgøres at Tippit blev myrdet af Lee Harvey Oswald, peger det klart i retning af at Oswald er skyldig, eller i hvert fald medskyldig, i mordet på JFK. Som vi skal se her, er beviserne mod Oswald overvældende, på trods af konspirationsteoretikeres utrættelige forsøg på at frikende ham. I denne første artikel ses på vidnerne til mordet. I den næste gennemgås de tekniske beviser. ***

2 Historien kort fortalt Kl , cirka 45 minutter efter John F. Kennedys død, står servitricen Helen Markham på 10. gade i Oak Cliff-området i Dallas og venter på bussen. Det er normalt et fredeligt villakvarter, men Helen Markham skal nu opleve noget sandt rædselsvækkende. Hun har iagttaget en mand, der går østpå, væk fra hende over på den anden side af gaden. Han er lige gået over krydset mellem 10.gade og Patton, da en politibil stopper ham. Politibilen er langsomt kørt op på siden af manden. Markham ser manden læne sig ind over bilen, som om han veksler nogle ord med den enlige betjent der sidder i vognen. Så retter han sig op og går et par skridt tilbage, mens betjenten åbner døren og stiger ud. Det virker forholdsvis fredeligt, som om betjenten bare vil snakke lidt nærmere med fodgængeren. Politimanden går om foran bilen men inden han når hen til manden, trækker denne lynhurtigt en pistol og lyden af en serie af hurtige skud sønderflænger luften. Kugler gennemborer politimandens krop. Han synker om ved bilens venstre forlygte. Hans hjerte stopper med at slå da han rammer asfalten. For evigt. Helen Markham skriger. Den ukendte morder løber tilbage mod bilens bagende, han fumler med sin revolver og ser Helen Markham. Chokeret tænker hun at hun nu er næste offer. Men manden skrår i stedet ind over mod Patton Street. Han løber ind over haven til et hus, der bebos af ægteparret Davis. Den 20-årige Barbara Davis slår døren op og ser manden løbe forbi. Hendes 16-årige svigerinde er der også, og hun ser også manden. Ved hjørnet af 10. gade og Patton på Patton Street holder den 49-årige taxichauffør William Scoggins. Han sidder og spiser sin frokost da skuddene lyder. Han ser betjenten falde. Chokeret skynder Scoggins sig ud af sin taxi og gemmer sig bag fordøren. Et trick som taxichauffører benytter. Det skal forhindre at de bliver kidnappet og brugt som flugtchauffører. Han ser manden løbe forbi. Han er kun 4 meter væk. Manden mumler noget i retning af stakkels forbandede strisser 1 og forsvinder ned ad Patton. Længere nede ad Patton står Ted Callaway og Sam Guinyard. De står ved en brugtvognshandel, der bestyres af Callaway og hvor Guinyard er portner. De har hørt skuddene, og ser nu tydeligt en mand løbe ned ad vejen med en pistol løftet i den ene hånd. Callaway, en tidligere marineinfanterist, har is nok i maven til at råbe ham an. Hej mand, hvad fanden sker der? Fyren mumler noget til svar, som ingen kan høre. Han stopper kort op, men tager så igen flugten. 3 andre personer, heriblandt Warren Reynolds, ser ham også. Den 27-årige mekaniker Domingo Benavides har også set mordet. Han kommer kørende i sin kranvogn på vej ned ad 10.gade i vestgående retning, da han ser politimanden som er J.D.Tippit stige ud af bilen i modsatte kørebane. Benavides stopper bilen da skuddene lyder. Han er ikke mere end meter fra politibilen. Chokeret kaster han sig ned så han kommer ud af synsvidde. Da Benavides ser op, ser han morderen flygte fra bilen mens denne smider to patronhylstre. Benavides tør ikke gå ud af bilen straks, da han frygter at morderen måske kommer løbende tilbage. Han venter et stykke tid måske 2 minutter så kigger han op, og ser Helen Markham sidde ved Tippits døde krop. Han stiger ud og løber hen for at betjene radioen i bilen. Benavides fumler med radioen. Han ved ikke hvordan den virker. En anden mand iler til og får kaldt politiet.

3 I huset i nr. 501 et stykke derfra har ægteparret Wright også opdaget mordet. Fru Wright ringer til politiet som en af de første. En ambulance er tilfældigvis lige i området og får fejlagtigt opgivet Wrights adresse som gerningssted. Men da det er tæt ved ser de hurtigt hvor det er. En mængde mennesker er nu samlet ved offeret og bilen. Ted Callaway snupper Tippits tjenstepistol ud af hånden på ham, og opfordrer Benavides til at hjælpe ham med at fange that son of a b.). Benavides tør ikke, så han nægter. Så overtaler Callaway William Scoggins til at køre for sig. Men Scoggins er længe om at vende bilen. Han er dybt, dybt rystet over hvad der er sket og fumler med gearstang og pedaler. Kostbar tid forløber. De kommer til sidst af sted og leder efter morderen, men forgæves - han er over alle bjerge. Rekonstruktion i 1964 der viser hvordan Tippit og hans morder nogenlunde stod over for hinanden. Der var, som du kan høre, adskillige vidner til dette mord. Normalt er der ikke vidner til mord. Mordere synes at have den opfattelse, at deres gerninger passer bedst bag nedrullede gardiner. Har man eet øjenvidne til et mord, plejer det at glæde en anklager. Her har man 10! Selvom øjenvidner kan tage fejl, og man skal være varsom med at stole for meget på hvad øjenvidner ser, så vil det være utroligt hvis de alle tog fejl her. Helen Markham, William Scoggins, Barbara og Virginia Davis, samt Ted Callaway og Sam Guinyard, udpegede alle 6 den samme mand i en lineup på politigården samme dag eller næste dag. Hvem udpegede de? Ingen ringere end Lee Harvey Oswald.

4 Benavides udtalte til politiet at han ikke mente at han kunne identificere manden. Derfor tog man ham ikke med til en line-up. Men Benavides fortalte senere Warren-kommissionen at han om aftenen havde set Oswald i TV, og at det lignede den mand som han havde set skyde Tippit. Oven i det fik politiet overdraget 4 patronhylstre som vidnerne havde set Oswald smide, og derefter samlet op. Disse hylstre blev undersøgt og det viste sig at de var affyret i Oswalds revolver. Han havde revolveren på sig da han 35 minutter efter Tippits død blev arresteret i en biograf. Tidsrammen Hvad var der gået forud for mordet? Hvad skete der derefter? Vi kan opsummere det kort ved at se Warren-kommissionens redegørelse for mordets tidsramme: Klokkeslet Hændelse 12:33 Oswald forlader sin arbejdsplads Bogdepotet blot 3 minutter efter skuddene på Dealey Plaza. 12: 40 Efter at have gået et godt stykke ned ad Elm, stopper Oswald Marsalis-bussen i vestgående retning mod Dealey Plaza. Oswalds normale adfærd ville være at vente ved busstoppestedet der lå 50 meter fra Bogdepotet på Beckley-bussen der ville køre ham forbi sit værelse på 1026 North Beckley. Men han går langt forbi dette stoppested og banker på døren til Marsalis-bussen, selvom den ikke holder ved et stoppested. Denne bus holder heller ikke lige ved hans logi, men passerer ca. 7 karrerér derfra. 12:44 Oswald beder buschaufføren (Cecil McWatters) om en transferbillet og stiger af. 12:48 Oswald er gået hen til busstationen og prajer en taxi. Han beder om at blive kørt til 500 North Beckley. 12:53 Oswald stiger af ved 700 North Beckley og går de ca. 5 minutters gang tilbage til 1026 North Beckley, hvor han faktisk bor. 12:59 Husbestyrerinde Earlene Roberts bemærker Oswald komme ind i huset. Han har fart på og går direkte ind på sit værelse. 13:03 Oswald forlader huset og går sin vej mod nord 13:15 Oswald myrder Tippit på hjørnet af 10.gade og Patton. 13:18 Der lyder et opkald til politicentralen fra Tippits radio, foretaget af vidner, om at han er blevet skudt. 13:22 Politiradioen udsender et signalement af Tippits morder, baseret på vidneudsagn fra stedet. Manden er hvid, år, slank, ca. 170 cm høj,

5 mørkt hår, lys jakke, lys skjorte, mørke bukser. 13: 36 Oswald observeres gå ind i en biograf, Texas Theatre på Jefferson Boulevard. Politiet bliver alarmeret. 13:52 Oswald arresteres i biografen. Ruten fra 1026 North Beckley har man naturligvis gået et utal af gange for at se hvor lang tid det tager. FBI vurderede at ud fra den mest logiske rute ville det have taget 12 minutter at gå til stedet hvor Tippit mødte sit endeligt. Men Warren-kommissionens tidsangivelse er for upræcis, siger efterforsker Vincent Bugliosi. I sin bog Reclaiming History (2007) argumenterer han for nogle lidt andre tider. Problemet opstår med tiden 12:48, det tidspunkt da Oswald stiger ind i William Whaleys taxi. Whaley har noteret tiden til 12:30, hvilket i hvert fald ikke passer, da det var der Kennedy blev skudt. Og depotets daglige leder, Roy Truly og betjent Marrion Baker mødte Oswald på 2.etage af depotet ca. 1 minut efter skuddene. Men Whaley forklarede kommisssionen at han aldrig anførte en nøjagtig tidsangivelse. I stedet var hans system i stil med det vi kender fra P-skiver. Han regnede i hele kvarterer. Steg en kunde på fx kl , ville han anføre at turen var påbegyndt mellem og Men hvis det er rigtigt, påpeger Bugliosi, så er det jo sært at Whaley ikke skrev til 13.00, hvis Oswald steg ind i taxien kl.12.48? Beregningen var desuden ifølge Bugliosi baseret på at FBI og Secret Service agenter havde taget tid på at gå distancerne fra Bogdepotet til busen, og igen fra busstoppet til taxien. Men de var gået i normalt tempo, hvilket Oswald næppe har gjort. Han har formentlig småløbet. Så det er ret sandsynligt at Oswald faktisk nåede hen til Whaley kl eller senest 12.45, altså ca. 3 minutter før Warren-kommissionen troede. Earlene Roberts fortalte at Oswald ankom omkring kl Det er tilpas vagt til at kunne betyde alt fra fx til Ud fra Bugliosis korrektion vil han ankomme kl , og ikke til sit logi. Hun vurderede også at han var på sit værelse i omtrent 3-4 minutter. Det virker som lang tid hvis han bare skiftede bukser, tog en jakke på og snuppede sin pistol. Måske er den rigtige tid snarere 2 minutter. Derved forlader han huset kl og ikke 13.03, og har nu 17 minutter til at nå 10.gade og Patton. Bugliosi mener dog at mordet fandt sted omkring 13.12, hvilket giver ham 14 minutter.

6 Hele tidsspørgsmålet har været et af de mest centrale emner for ophedet diskussion i Tippit-sagen. Konspirationsteoretikere har her set det bedste argument de kunne fremvise for at bevise at Oswald var uskyldig i mordet på Tippit. For hvis man kan bevise at Oswald umuligt kunne være nået hen i tide til gerningsstedet for Tippit-mordet, har man jo givet ham et solidt alibi. Det er et umulighedsbevis som jeg kalder det, hvor man effektivt kan lukke sagen. For hvis det kan bevises at Oswald var et andet sted, tilstrækkelig langt væk, så kan det jo ikke have været ham der skød. Så må vidnerne have set forkert eller man har set en dobbeltgænger? Men i stedet for at komme med en solid vindersag at Oswald fx befandt sig på Parkland Hospital kl. 13, og derfor umuligt kunne nå til scenen for Tippitmordet før tidligst kl så undskyld udtrykket flueknepper vi minutter og sekunder det ene og andet sted, og når frem til at Oswald umuligt kan være morderen, fordi der mangler 1, 2 eller 5 minutter? Man taler som om alle borgere i Dallas havde synkroniseret deres armbåndsure, ure som samtidig åbenbart alle var radiostyrede og selv-regulerende? Virkeligheden i 1963 var at folk gik med fjederdrevne ure, hvis præcision lader noget tilbage at ønske og som slet ikke står mål med computeralderens ure på smartphones o.l. Bare et enkelt eksempel: Da JFK bliver skudt er klokken 12:30. Det ved vi med sikkerhed. Men tilskuer Phillip Willis kone ser på sit ur, som siger 12:35 2! Man kan derfor ikke bare henvise til at en Dallas-borger så på sit ur og da var klokken det og det. Det sker især i denne sag. Da Domingo Benavides sidder i Tippits patruljebil og fumler med radioen, iler en mand ved navn T.F. Bowley hen for at hjælpe. Bowley bevidner at da han ser Tippits lig, kigger han på sit ur: 13:10 Det har fået konspirationsteoretikere til at stejle, for hvis dette tidspunkt er rigtigt, så blev Tippit skudt omkring 13:07-13:08 (Benavides sagde jo at han ventede et par minutter inden han gik derhen), og så har Oswald kun haft ca. 5 minutter til at nå derhen, noget som ganske rigtigt lyder som et meget kort tidsrum. Men Bowley fortæller at mens han tilser Tippit, ser han Benavides fumle med radioen. Benavides formår faktisk at få et opkald igennem, og det bliver på politigården registreret i tiden: 13:16 Da Bowley tager radioen fra Benavides og selv kalder politiet, er klokken Begge ure kan ikke være rigtige. Da politiets ur må formodes at være bedre funderet end Bowleys armbåndsur, viser hans eget vidneudsagn at hans ur i hvert fald gik 5 minutter forkert! Helen Markham angav at mordet fandt sted kl Men det kan heller ikke passe, for politigården registrerer det sidste opkald fra Tippit kl , altså 2 minutter efter at Markham sagde at han var død! Hun var så totalt forvirret med hensyn til tiden at hun senere oplyste en FBIagent at mordet fandt sted kl ?

7 William Scoggins mente at mordet fandt sted kl ! Der er ikke noget underligt i at vidnerne kegler rundt i tiderne. Det er helt normalt. Hvis du kan fortælle at du sidst gik på WC for præcis 23 minutter og 17 sekunder siden, kan vi konkludere at du enten er moden til psykiatrisk hjælp eller har en god medicinsk grund til at tjekke tiden for toiletbesøg. Normalt kigger vi ikke på uret hele tiden. Især når mennesker befinder sig i meget stressede situationer kan deres tidsfornemmelse gå helt i stykker. Og som jeg sagde før folk havde ikke synkroniseret deres ure. På sin pro-konspirations hjemmeside, diskuterer Jeremy Bojchuk mordet, og det stort set eneste han gør, er at fastslå at Oswald ikke kan have nået at nå frem til mordstedet i tide (fordi der mangler få minutter). Altså var det ikke ham. End of story. Man kunne have lyst til at spørge Bojchuk hvad han så havde forestillet sig? Hvem var det så, de 10 vidner så? Oswalds dobbeltgænger? Hvordan havnede 4 patronhylstre fra Oswalds pistol på jorden? Blev de plantet? Hvordan kunne det gå til at kuglerne i Tippits krop i hvert fald delvis matchede Oswalds pistol, eller sagt på en anden måde, hvorfor kunne man så ikke udelukke at kuglerne kom fra Oswalds revolver? Pointen er at Bojchuk totalt ignorerer alt det øvrige bevismateriale, noget han kun kan gøre hvis alibiet er skudsikkert men det er det ikke. Det er en langt simplere forklaring at folks ure gik forkert end at 10 vidner så forkert og 4 patronhylstre fra Oswalds Smith & Wesson på mirakuløs vis lå på jorden. Hånden på hjertet vi ved at Oswald var på gerningsstedet omkring ud fra de mange vidner der peger ham ud, og ud fra hans patronhylstre der ligger på jorden. Der er intet teknisk bevismateriale der peger væk fra ham (eller noget andet bevismateriale). Så hvis diskussionen handler om at Oswald havde 7, 10, 11 eller 13 minutter til at gå en tur der tager minutter, så må vi lukke denne diskussion og konstatere at Oswald på én eller anden måde formåede at komme derhen i tide. Måske løb han? Måske kendte han en genvej? Eller måske passer de tider ikke som folk oplyser? Kun hvis man kan påvise at han havde fx max 2 minutter eller var et helt andet sted kl , har man givet ham et alibi. Hvis man kigger på kortet over Oak Cliff-området er der adskillige måder hvorpå man kan gå fra 1026 North Beckley til hjørnet af 10.gade og Patton. Jeg talte 5-10 forskellige ruter. Nogle naturligvis mere logiske end andre. Men ingen ved præcis hvilken rute han tog. Ved at benytte Runningmap.com kunne jeg se hvilke distancer ruterne havde. Uden at arbejde alt for systematisk nåede jeg frem til at den korteste rute var ca. 0,76 miles = 1,22 km. Den længste jeg fandt, var 0,93 miles = 1,49 km. Den rute Oswald gik, havde altså efter min (løse) vurdering en afstand på mellem 1,2 og 1,5 km. Det er værd at have i erindringen at ved en hastighed på 6 km/t som er en fornuftig gåhastighed i et raskt, men ikke meget anstrengende tempo, tager det kun ca. 12 minutter at gå 1,2 km. Hvis Oswald har gået ret hurtigt til, er 8 km/t ikke uplausibelt. Så tager det under 10 minutter at gå 1,2 km 4, og 11 ½ minut at gå 1,5 km. Da forfatteren Albert Newman gik turen i 1969 i raskt tempo ad den rute han mente var Oswalds, tog det ham netop 11,5 minutter. 5

8 Billede af Tippits bil ved gerningstedet efter mordet.

9 Hvorfor blev Oswald arresteret? Scene fra TV-filmen Ruby and Oswald (1978) hvor skuespilleren Frederic Forrest i rollen som Oswald føres ud af Texas Theatre biografen. Pansernes smørrede grin passer meget godt med det fordomsfulde og stereotype billede mange har af arrestationen. Én af de mest centrale myter der er fostret af konspirationsteoretikere, er myten om at Dallas Politi ikke havde nogen fornuftig grund til at anholde Lee Harvey Oswald. I sin ellers flot illustrerede og gennemarbejdede ungdomsbog om Kennedy-mordet, antyder forfatteren Liz Gogerly fx i 2002 at Dallas politi slog ned på Oswald fordi de desperat manglede en syndebuk de kunne hænge op på mordet. Man har søgt at give det indtryk at panserne ikke havde nogen gyldig grund til at køre til Texas Theatre biografen, løbe ind i mørket og slå kløerne i Oswald. Hvordan vidste de så hurtigt at han var der? Og hvorfor ville de anholde ham? Hvordan kunne de allerede på det tidspunkt vide noget om at han havde skudt Kennedy? Selv en garvet og berømt historieprofessor som engelske Hugh Trevor-Roper betragtede i 1966 dette som en af de helt store gåder 6. Men Trevor-Roper overså en vigtig detalje: J.D. Tippit. Det er mordet på Tippit der fører til Oswalds anholdelse, ikke mordet på JFK.

10 Det lykkedes som nævnt for Oswald at stikke af fra gerningsstedet og forsvinde i hvert fald for en tid. Men ca. 20 minutter efter mordet på Tippit kigger skotøjshandler Johnny Calvin Brewer ud af vinduet i sin forretning i Oak Cliff området. Han ser en ung mand der virker lidt sær. Det er som om manden putter sig og gemmer sig i et indhak med vinduesglas ved siden af Brewers butik. Han ser svedig og vild ud, med hår og tøj i uorden. Politibiler kører jævnligt forbi med udrykning. Da en politibil standser ude på vejen og foretager en U-vending, virker manden meget nervøs og kigger væk fra gaden. Brewer bliver mistænksom. Han synes han har set fyren før. Som kunde i sin butik. En kunde der kiggede længe på sko uden at købe noget. Manden går videre ned ad gaden. Johnny Brewer følger forsigtigt efter ham. Han ser manden snige sig ind i Texas Theatre Biografen uden at betale billet. Brewer løber hen til billetdamen, Julia Postal, som var travlt optaget af politibiler og radioens meldinger om katastrofen, så hun opdagede ikke manden. På det tidspunkt var hun gået ud på gaden for at se efter politibilerne. Manden sniger sig bag om ryggen på hende. Brewer går hen til Postal. Betalte den mand billet? spørger Brewer. Hvilken mand?, svarer Postal. Den mand der lige gik ind i biografen Nej for søren det gjorde han da ikke! 7 De enes om at hun skal ringe efter politiet for der er noget muggent ved ham. Brewer går ind i biografen og taler med billetkontrolløren, Warren Burroughs, ved popcornmaskinen. Han har heller ikke set manden. Da politiet ankommer, tænder de lyset i biografen og går op på scenen sammen med Brewer, der nu kan se manden sidde i salen og pege ham ud. Betjent M.N. MacDonald tager ingen chancer men arbejder sig langsomt hen til manden, mens han visiterer de mænd der sidder på vejen. Da han kommer hen til Oswald, kommanderer han Rejs Dem op! Oswald for det er Lee Harvey Oswald i egen person slår ud med armene og ifølge MacDonald siger han Nå, så er det hele forbi, hvorefter han langer MacDonald én på skrinet! Betjenten slår straks igen. Oswald griber efter noget under sin jakke og MacDonald ser lynhurtigt en kortløbet revolver komme frem. Nu har andre betjente kastet sig over Oswald for at stoppe ham. Brewer hører en betjent råbe Nå så du vil dræbe præsidenten hva? MacDonald får fingeren ind over hanen på revolveren han kan mærke at Oswald trykker på aftrækkeren! Men hans hånd forhindrer den i at gå af. Endelig får man afvæbnet Oswald og armene bag om ryggen på ham. Jeg modsætter mig ikke anholdelse råber Oswald. Hold op med at slå!. Det her er politibrutalitet! Lee Oswald får et chok da betjentene slæber ham ud af hovedindgangen. En rasende mængde af borgere har forsamlet sig foran biografen (rygtet løber hurtigt). Morder Råber de. Klyng det svin op med det samme. Politiet får hurtigt Oswald ind i en patruljevogn. Det er Johnny Calvin Brewer der har æren af at gøre politiet opmærksom på Oswald. En række Dallas-borgere udmærkede sig simpelthen ved at gøre deres borgerpligt og aktivt bistå politiet. Et politikorps der var i højeste alarmberedskab. USA s præsident var lige blevet myrdet. Og nu var en én af deres egne blevet dræbt på åben gade. Det var kun sket seks gange i perioden , at en

11 betjent var død i tjenesten. I 1951 var Johnny Sides blevet dræbt. Og i 1962 Leonard Mullenax 8. Det var absolut ikke noget der skete hver dag. Politiet er i Red Alert og gennemstøver hele byen i en desperat jagt. Et andet faktum som konspirationsteoretikere sjældent fortæller, er at man faktisk forfulgte andre spor inden man nåede til biografen. Omtrent et kvarter inden Oswald pågribes i biografen parkerer den 19-årige Adrian Hamby sin bil i Oak Cliff området, for at gå ind på det lokale bibliotek hvor han arbejder. Han er så uheldig at være iført en grå jakke hvorved han kommer til at minde om signalementet af Tippits morder. Hamby stoppes af to civilklædte betjente der spørger hvem han er og hvad han laver der. Da hans forklaring lyder overbevisende, lader de ham gå. Men den ene af betjentene beder ham om noget. Hør her sønneke, en politimand er blevet dræbt, og vi tror den mistænkte er på fri fod, så vi vil bede dig gå ind på biblioteket og sige til din chef at I skal lukke og låse alle døre og ikke slippe nogen ind foreløbig OK? Hamby løber straks over plænen for at nå ind på biblioteket og give besked. I mellemtiden er betjent C.T Walker kørt med kolleger og journalister fra gerningsstedet, og nu spotter han pludselig en ung mand i en grå jakke der løber alt hvad han kan, over en plæne mod biblioteket! AHA! En afskrift af politiradioen viser hvad der nu sker: Walker: 223 Dispatcher: Go ahead, 223 Walker: 223 Dispatcher: Go ahead, 223 Walker: He s in the library, Jefferson ah East 500 Block (garbled transmission) Disp.: 87 Walker: 223 Disp.: What s the location, 223? Walker: Marsalis and Jefferson, in the library. I m going around the back, get some one on the front. Disp.: Any unit near Marsalis and Jefferson, Walker: 223 [kalder centralen] Omstilling: Kom ind, 223. Walker: 223 Omst.: Værsgo, 223. Walker: Han er i biblioteket, Jefferson øh East 500 (støj på linien) Omst.: 87 Walker: 223 Omst.: Hvad er adressen, 223? Walker: Marsalis og Jefferson, på biblioteket. Jeg går om bagved, få nogen til at gå ind foran. Omst: Alle enheder nær Marsalis og Jefferson, kode 3 (alarm).

12 code 3 (emergency) Walker: Get em here fast! (sound of tires screeching to a halt). Disp.: Any unit near Marsalis and Jefferson at the Library Walker: Få dem herud i en fart! (lyden af hvinende dæk) Omst: alle enheder nær Marsalis og Jefferson ved biblioteket - Dale Myers: With Malice, s. 164 Hamby har fortalt bibliotekaren om politiets ordre og de skynder sig at låse alle døre, og fortælle gæsterne at de må blive på biblioteket indtil politiet har sikret området. Da Hamby går ned for at låse kælderdøren, er politiet allerede ved at omringe bygningen. Hamby bliver nysgerrig og kigger ud af kælderdøren. Da ser han en flok betjente der peger adskillige shotguns og pistoler imod ham og beordrer ham til at komme ud med hænderne i vejret! Den stakkels teenager smækker i panik døren og løber væk. Ikke verdens bedste opførsel, hvis formålet var at berolige ordensmagten Tværtimod blev deres mistanke så meget mere forstærket. Man stormer biblioteket og skræmmer livet af nogle gamle damer i læsesalen 9, for slet ikke at tale om Hamby, der bliver kastet mod en væg og lagt i håndjern. Han råber flere gange rædselsslagen at han bare arbejder her, men ingen lytter. Politiet når at meddele over radioen at man har fanget den mistænkte, inden én af de to civilklædte betjente (som senere fejlagtigt omtales som Secret Service-mand) kommer frem og fortæller at fyren er god nok han havde talt med ham tidligere og kunne forklare hvorfor han løb. Der er på ingen måde tale om at man kører direkte hen til biografen fordi man på forhånd ved at Oswald er der. Sandheden er at de farer byen rundt, mere og mere frustrerede fordi sporet er ved at blive koldt. Indtil man får det rette tip fra Brewer og Postal. Konspirationsteoretikere bryder sig af den grund ikke så meget om at snakke om Johnny Brewer, da han jo netop er det missing link som de hævder at Warren-kommissionen angiveligt ikke kan redegøre for. Mark Lane danser let og elefant udenom Johnny Brewer i Sortbogen, og det er ganske klart at han næppe har fortalt Hugh Trevor-Roper særlig meget om skotøjshandleren. Konspirationsteoretiker Robert Sam Anson går i 1975 endnu videre og sletter nærmest Brewer fuldstændig. Han brygger i stedet sin egen fortælling om en mystisk ukendt mand der sidder i biografen og udpeger Oswald for politiet, hvorefter han lige så stille forsvinder 10. Det er ren historieforfalskning, men Anson kunne slippe af sted med det, fordi man allerede i 1975 havde overbevist den halve verden om at Warren-rapporten var statsfinansieret løgn og latin. Oswald nægter at samarbejde med politiet. På spørgsmål om hvad han hedder, er der dyb tavshed. Man snupper så hans tegnebog der afslører et ID med navnet Lee Harvey Oswald, men også et ID med navnet Alek J. Hidell!

13 Nå så du vil dræbe præsidenten hva? Kritikere har selvfølgelig bemærket at en betjent i teatret tilsyneladende råbte nå så du vil dræbe præsidenten hva (kill the President, will ya?). Konspirationsteoretikere mener her at se en indikation af at politiet gik ind i biografen for at fange præsidentens morder, ikke Tippits. Men der er to naturlige mulige forklaringer på kommentaren. Det er kun Johnny Calvin Brewer der hørte det blive sagt. Han kan have hørt forkert i tumulten. Måske sagde man kill a cop, will ya nå så du vil dræbe en panser hva? Dog må man indrømme, at denne teori, der senere blev formuleret af David Belin fra Warren-kommissionen, forekommer en smule søgt. Ordet President burde være så væsentligt at man kunne bemærke dette? Den anden og bedre - teori er at betjenten der råbte det, har koblet de to dødsfald sammen, pga. det slående sammenfald i tid, og i beskrivelsen af de to eftersøgte. En slank hvid mand omkring de 30, eftersøges kl i mordet på JFK. Kl eftersøges en slank hvid mand omkring 30 år i mordet på en betjent i Oak Cliff. Selv uden den enslydende beskrivelse kan man let få den tanke at der er en forbindelse mellem de to mord. Betjenten kan have råbt Killed the President, did ya? Altså som et spørgsmål i betydningen så var det måske også dig der dræbte præsidenten? De to formuleringer ligger i ordlyd meget tæt på hinanden. Brewer kan let have hørt delvist forkert.

14 Hvis Oswald var fuldstændig uskyldig, må det alt andet lige være meget chokerende at blive overfaldet af politiet og slæbt på stationen, anklaget for at have myrdet en politimand. Vi kunne rimeligvis forvente at se en Oswald med et forvirret og skræmt udtryk i øjnene ( Min Gud, hvad er det der sker? ). I stedet ser man ham sådan her på politigården. Trodsig, kampklar, med en aggressiv gestus, næsten som om han triumferer. Uskyldige personer plejer at samarbejde med politiet. At Oswald modsætter sig anholdelse, nægter at fortælle sit navn og under afhøringen lyver om en lang række forhold er alt sammen klare indikationer af én eller anden form for skyld. Nogle afvigende vidneudsagn Som allerede nævnt var der 10 mennesker der så Oswald, eller en person der lignede ham, på gerningsstedet enten lige før, under eller lige efter mordet på Tippit. Men der var også andre vidner, der enten havde set noget, eller i hvert fald påstod at de havde set noget. Kritikere af Warren-kommissionen har fremhævet disse vidner. I en udmærket artikel fra 1964 fremhæver to sociologistuderende fra Columbia, ægteparret George og Patricia Nash disse vidner. Parret rejste til Dallas i 1964 for at interviewe vidner til blandt andet Tippit-mordet. Deres kritik af Warren-rapporten virker sober. De roser rapporten som helhed, men fremhæver at fremtidige historikere ikke alene kan støtte sig til den. Den er nemlig ikke udtømmende. Nash-parret fandt vidner som kommissionen havde overset. Der er to. Frank Wright og Aquilla Clemmons. Frank Wright boede i nr. 501, et stykke øst fra gerningsstedet. Hans kone ringede efter hjælp mens han selv løb ud for at se hvad der var sket. Og han så mange mærkelige ting. Wright fortalte Nash-parret at han havde set Tippit ligge på jorden og foran bilen så han en mand stå og kigge på, iført en lang frakke (?). Frakken gik til hans hænder, fortalte Wright, en noget underlig formulering. Manden havde tilsyneladende ingen pistol. Så stak fyren i løb hen til en grå bil, en coupé fra begyndelsen af 50 erne. Den var parkeret bag Tippits bil i samme side. Bilen satte i gang og kørte i vestgående retning væk fra Wright. Da bilen nåede hjørnet af 10.gade og Crawford holdt Wright op med at kigge efter den. Wright fortalte at bilen holdt væk fra ham. Det betyder at den må have holdt parkeret i den forkerte side af vejen. Havde den holdt i den rigtige, lovlige retning, måtte den have foretaget en U-vending for at køre i den retning som Wright påstod. Han fortalte desuden at han var alene henne ved politibilen bortset fra en kvinde der kom ud fra et hus og som løb tilbage igen. Han var alene henne ved politibilen indtil ambulancen kom 11. Det sidste er helt sikkert forkert. Wright har overset ikke bare Mrs Markham som sad bøjet ned ved Tippits lig, han har også overset T.F Bowley som kom ilende til hjælp. Han har også overset Domingo Benavides, og dennes bil. Eftersom ingen andre har set en grå bil holde bag Tippits, oven i købet en bil der holdt i den forkerte side, endsige en mand i en lang frakke, så må vi nok konkludere at Frank Wright virker som et meget mærkeligt vidne der siger mange sære ting. Han er næppe pålidelig.

15 Tre murerarbejdere så også mordet og de stod næsten samme sted som Frank Wright, oven i købet længere væk. De så intet der kan bekræfte hans historie 12. De så det samme som Benavides og Markham. En hvid mand skyder Tippit og tager så flugten til fods. Ingen bil. Aquilla Clemmons var en kraftig sort kvinde omkring de 50, som arbejdede i et hus tæt ved krydset hvor Markham stod. Interimistisk tegning der blot skal illustrere hvor vidnerne cirka befandt sig. Det ses at Clemmons og Wright er de to vidner der befandt sig længst væk i forhold til at se selve mordscenen. Callaway og Guinyard så kun morderens flugt fra stedet (blå pile). Vidnet Tatum kommer vi til om lidt. Clemmons er blevet berømt på at hævde at hun så to mænd stå overfor Tippit. Den ene skød og de løb derefter i hver sin retning. Hun har imidlertid næppe set rigtigt. Af følgende grund: Ingen andre vidner kan bekræfte Aquilla Clemmons udtalelse om at der var to mænd. Ikke engang Frank Wright. Ingen tekniske beviser indikerer at der var mere end én mand foruden Tippit. Det eneste der umiddelbart kunne berettige til at hendes udsagn skulle udmanøvrere de andre, er hvis hun stod markant bedre placeret end de øvrige? Men det gør hun ikke tværtimod. Hvis Aquilla Clemmons i det mindste havde stået sammen med Helen Markham ved busstoppestedet, så havde de haft samme synsfelt. Eller hvis Clemmons havde stået tættere på scenen end Markham fx hvis hun var ved at stige ind i William Scoggins taxi, så havde hun været sværere at se bort fra. Problemet er at hun står længere væk fra scenen end de andre.

16 Helen Markham har den klare fordel at hendes vidneudsagn grundlæggende ikke i alle detaljer, men i det væsentlige bekræftes af de øvrige. Der er fx ingen signifikant forskel mellem hvad Helen Markham så og hvad Domingo Benavides så. Han så det samme som Helen Markham: Tippit bliver skudt af en enlig hvid mand i lyst tøj. Nash-parret ofrer Frank Wright mere opmærksomhed end Aquilla Clemmons. Om hende skriver de blandt andet: She claims to have seen two men near the police car, in addition to Tippit, just before the shooting. The woman said the FBI did question her briefly but decided not to take a statement because of her poor physical condition (she is a diabetic). Her version of the slaying was rather vague, and she may have based her story on second hand accounts of others at the scene. s Hun hævder at have set to mænd tæt ved politibilen, foruden Tippit, lige før skyderiet. Damen fortalte at FBI afhørte hende kortvarigt, men de besluttede ikke at bede om en edserklæring på grund af hendes dårlige helbred (hun har sukkersyge). Hendes version af udåden var ret vag, og hun har måske baseret sin historie på andenhåndsberetninger fra scenen. Jeg tolker det på den måde at Nash-parret som var meget åbne overfor alternative beretninger har fået en temmelig tynd sludder for en sladder, når de skriver på den måde. Clemmons historie om at FBI ikke ville afhøre hende pga. hendes helbred, lyder også meget mærkelig? Hun var rask nok til at arbejde 14. Hvorfor skulle man så ikke kunne tage hendes vidneudsagn? En gennemgang af FBI s filer viste ingen indikation af at nogen folk fra FBI havde talt med en kvinde ved navn Aquilla Clemmons? 3 år efter mordet blev Clemmons filmet og interviewet af konspirationsteoretiker og Warren-kritiker Mark Lane til en TV-udgave af hans bog Rush to Judgement, og da hævdede hun nu pludselig at hun var blevet truet til tavshed? Nu var FBI-manden blevet til en politimand, der viftede med en pistol. Du kan se filmsekvensen her: I filmen fortæller hun at hun var inde i huset da skuddene lød. Så løb hun ud af huset (Uden at ville virke grov, så ligner hun ikke en der kan løbe hurtigt) og så en mand tømme sin revolver. Det stemmer ikke særlig godt med Nash-parrets gengivelse, at hun så to mænd før skyderiet? Er det så dem, der gengiver hendes forklaring forkert, eller hende der sagde noget helt andet i 1964? Nuvel, ifølge Clemmons så hun en mand løbe væk og vinke til den anden mand som så stak af. Forfatteren Dale Myers har skrevet den eneste bog om Tippit-mordet som jeg kender, With Malice, fra Myers har en teori om at Clemmons godt kan have set rigtigt i hvert fald på en måde. En FBI-rapport viste at en beboer i nr. 405, Frank Cimino hørte skuddene og løb ud for at se hvad der var sket. Nr. 405 lå lige ud for Tippits bil, ovre på den anden side af vejen. Cimino trådte ud på vejen og kiggede over på Tippits lig. Tidsmæssigt kan dette godt passe med at den patronsmidende

17 Oswald var ved at stikke af fra scenen og den buttede Mrs. Clemmons kommer ud på vejen. Hun kan have set Cimino og troet at han var med i det. Myers fortæller også at Lane og dennes producer af TV-filmen, de Antonio, havde slettet en del af Aquilla Clemmons vidneudsagn fra filmen. En afskrift af samtalen viste at hun havde nævnt at den truende politimand havde et kamera med. Kunne det tænkes at Clemmons forvekslede en ivrig reporter med en politimand? Earl Golz fra Dallas Morning News havde været med til at besøge Clemmons, længe før Lane. Han fortalte at de var blevet modtaget af hendes to sønner, at Clemmons var meget svær at overtale til et interview og at én af sønnerne havde hentet en pistol og lagt den på bordet 15. I Warren-rapporten erklærer kommissionen at man ikke kender andre kvinder der skulle have set selve skyderiet end Helen Markham. Det er naturligvis faldet mange for brystet at man ikke tog Clemmons med i den samlede vurdering. Men det har man gjort senere, og hun ændrer intet ved konklusionen, at Oswald var Tippits morder. I øvrigt skal man huske på at Warren-kommissionen var meget afhængige af Dallas Politi og især FBI. Hvis de ikke gjorde deres hjemmearbejde godt nok, var det svært for kommissionen at gøre det samme. Set i bakspejlet burde Clemmons og Frank Wright for en ordens skyld have været nævnt. Men Warren-kommissionen fandt faktisk selv frem til vidnet Domingo Benavides, som Dallas Politi også havde glemt i forbifarten 16! Vurdering af vidner Hvad gør vi? Vi har to vidner som siger noget meget mystisk og helt modsat kommissionens konklusioner. Men jeg finder det ikke spor sært hvis en seriøs efterforsker på baggrund af en samlet vurdering af sagen, forkaster Clemmons og Wright s historier. De er tydeligvis i forvejen ikke særlig pålidelige, ud fra deres vidneudsagn alene at dømme. Det er Benavides og Markham sådan set heller ikke. Men de har den fordel at andre vidner + teknisk bevismateriale kan understøtte/bekræfte deres historie. Men jeg forstår godt at man som læser kan få den opfattelse, at vurderingen af et vidnes troværdighed i sagen afhænger af, hvem man spørger! Spørger man en lone-gunman-tilhænger, virker det som om Aquilla Clemmons udnævnes til en skør forvirret madamme, mens Helen Markham skam er en modig og fuldt troværdig kvinde. Spørger man en konspirations-tilhænger, bliver Helen Markham udråbt til en skør forvirret madamme, mens Aquilla Clemmons er en modig troværdig kvinde! I det post-faktuelle samfund som er en udløber af postmodernismen bliver det ved dette. Vi har ingen objektive kendsgerninger, kun perspektiver, der egentlig kan være lige gode, men den sejrende er den som bedst overtaler flertallet til sin opfattelse, med brug af følelsesargumentation, bestikkelse, magt eller trusler. Jeg mener ikke at dette behøver at være rigtigt. Vi kan godt skelne mellem gode og dårlige vidner på en objektiv måde ved at benytte fornuftige argumenter. I det ovenstående mener jeg at have argumenteret for hvorfor Markham er et bedre vidne end Clemmons. Men lad os se lidt mere på vidnet Helen Markham.

18 De fleste Warren-kritiske forfattere fremhæver Helen Markham som kommissionens stjernevidne, hvorefter man går i gang med at angribe hendes pålidelighed som vidne. I vidnepsykologien skelnes mellem et vidnes troværdighed og pålidelighed. Pålideligheden er et spørgsmål om hvorvidt det som vidnet så, faktisk er i overensstemmelse med hvad der faktisk skete. Man tvivler ikke på at vidnet fortæller ærligt hvad han/hun mener at have set, men hvis det vurderes at pålideligheden er lav, betyder det at man ikke tror at det personen beskriver, er et korrekt billede af hændelsen. Troværdighed er derimod et spørgsmål om vidnets ærlighed. Taler han/hun sandt eller lyver vidnet med overlæg? Man slår som oftest ned på tre forhold vedr. Markhams vidneudsagn: Hun skulle angiveligt have været meget forvirret under line-up en, og ikke straks genkendt Oswald. Hun skulle efter sigende først have beskrevet morderen som lavstammet, buttet og med kraftigt viltert hår (stocky, on the heavy side, bushy hair), en beskrivelse der er modsat den tyndhårede og relativt spinkle Oswald. Hun vrøvlede under Warren-kommissionens afhøring og fortalte kommissionen at hun ikke havde genkendt nogen i line-uppen! Hvad er fakta, og hvad er løgn? For at afgøre det, bør vi høre noget af hvad Markham fortalte Warren-kommissionen. Der sker nemlig noget højst uventet i denne afhøring, som jeg allerede har løftet sløret for. Hun bliver afhørt af Joe Ball fra Warren-kommissionens arbejdsgruppe. Mr. Ball. Later that day they had a showup you went to? Mrs. Markham. A lineup? Mr. Ball. A lineup. Mrs. Markham. Yes. Mr. Ball. How many men were in the lineup? Mrs. Markham. I believe there were, now I am not positive, I believe there were three besides this man. Mr. Ball. That would be four people altogether? Ball: Senere den dag havde man en opstilling som De var med til? Markham: En line-up? Ball: En line-up. Markham: Ja. Ball: Hvor mange mænd var der i line-uppen? Markham: jeg mener der var jeg er ikke sikker jeg mener der var tre foruden ham manden. Ball: Det vil sige fire i alt?

19 Mrs. Markham. I believe that is correct. Mr. Ball. Were they of anywhere near similar build or size or coloring? Mrs. Markham. Yes, they were all about the same height. Mr. Ball. Who were you in the lineup room with? Mrs. Markham. Who was I in the room where they had this man? Mr. Ball. Yes. Mrs. Markham. Policemen. Mr. Ball. More than one? Mrs. Markham. The room was full. Mr. Ball. It was. In this lineup room, the room was full of policemen. Weren't there just one or two men with you? Mrs. Markham. One or two with me, but I don't know who they were. Mr. Ball. But there were other officers? Mrs. Markham. There were all policemen sitting in the back of me, and aside of me. Mr. Ball. In this room? Mrs. Markham. Yes, sir. They were doing something. Mr. Ball. Before you went into this room were you shown a picture of anyone? Mrs. Markham. I was not. Mr. Ball. Did you see any television? Mrs. Markham. I did not. Markham: Det mener jeg er rigtigt. Ball: var de af nogenlunde samme bygning eller størrelse eller hudfarve? Markham: ja de var alle omtrent lige høje. Ball: Hvem var De sammen med i line-up rummet? Markham: hvem jeg var sammen [med] i rummet, hvor de havde den her mand? Ball: Ja. Markham: Politifolk Ball: Mere end én? Markham: Rummet var fyldt. Ball: Det var det. I dette line-up rum var der fyldt med politimænd. [Men] var der ikke én eller to som ledsagede Dem? Markham: Én eller to med mig, men jeg ved ikke hvem de var. Ball: Men der var andre betjente? Markham: Der var lutter politimænd siddende bag mig og ved siden af mig. Ball: I rummet? Markham: Ja, sir. De var i gang med et eller andet. Ball: før De trådte ind i dette rum, fik De da forevist et billede af nogen? Markham: Det gjorde jeg ikke. Ball: Så De fjernsyn? Markham: Det gjorde jeg ikke. Ball: Sagde en politimand noget til Dem, for at

20 Mr. Ball. Did a police officer say anything to you before you went in there, to tell you Mrs. Markham. No, sir. Mr. Ball. That he thought "We had the right man," or something of that sort? Anything like that? Mrs. Markham. No, sir. Mr. Ball. No statement like that? Mrs. Markham. No, sir. Mr. Ball. Did anybody tell you that the man you were looking for would be in a certain position in the lineup, or anything like that? Mrs. Markham. No, sir. Mr. Ball. Now when you went into the room you looked these people over, these four men? Mrs. Markham. Yes, sir. Mr. Ball. Did you recognize anyone in the lineup? Mrs. Markham. No, sir. Mr. Ball. You did not? Did you see anybody I have asked you that question before did you recognize anybody from their face? Mrs. Markham. From their face, no. Mr. Ball. Did you identify anybody in these four people? Mrs. Markham. I didn't know nobody. Mr. Ball. I know you didn't know anybody, but did anybody in that lineup look like anybody you had seen before? Mrs. Markham. No. I had never seen none of fortælle Dem Markham: Nej, sir. Ball: At han mente vi har den rette mand eller noget i den stil? Noget i den stil overhovedet? Markham: Nej, sir. Ball: Ingen udtalelse i den dur? Markham: Nej, sir. Ball: Sagde nogen til Dem, at den mand De kiggede efter, ville stå et bestemt sted i lineuppen, eller noget i den stil? Markham: Nej, sir. Ball: OK, så da De gik ind i rummet, så studerede De disse fire mænd? Markham: Ja, sir. Ball: Genkendte De nogen i line-uppen? Markham: Nej, sir. Ball: Det gjorde De ikke?? Så De nogen jeg har stillet dette spørgsmål før genkendte De nogen ud fra deres ansigt? Markham: Fra deres ansigt, nej. Ball: Identificerede De nogen af disse fire personer? Markham: Jeg kendte ikke nogen. Ball: Jeg ved godt at De ikke kendte nogen, men var der nogen i den line-up, som så ud som nogen De havde set før? Markham: Nej. Jeg havde aldrig set nogen af dem, ingen af disse mænd. Ball: Ingen af de fire?

21 them, none of these men. Mr. Ball. No one of the four? Mrs. Markham. No one of them. Mr. Ball. No one of all four? Mrs. Markham. No, sir. Mr. Ball. Was there a number two man in there? Mrs. Markham. Number two is the one I picked. Mr. Ball. Well, I thought you just told me that you hadn't Mrs. Markham. I thought you wanted me to describe their clothing. Mr. Ball. No. I wanted to know if that day when you were in there if you saw anyone in there Mrs. Makkham. Number two. Mr. Ball. What did you say when you saw number two? Mrs. Mabkham. Well, let me tell you. I said the second man, and they kept asking me which one, which one. I said, number two. When I said number two, I just got weak. Mr. Ball. What about number two, what did you mean when you said number two? Mrs. Mabkham. Number two was the man I saw shoot the policeman. Mr. Ball. You recognized him from his appearance? Mrs. Mabkham. I asked I looked at him. When I saw this man I' wasn't sure, but I had cold chills just run all over me Markham: Ingen af dem. Ball: ikke én af de fire? Markham: Nej, sir. Ball: Var der en nummer 2 mand deroppe? Markham: Nummer 2 er ham jeg udvalgte. Ball: Nå, jeg syntes ellers lige De sagde at De ikke havde - Markham: Jeg troede De ville have mig til at beskrive deres påklædning. Ball: Nej. Jeg ville vide om De, den dag De var derinde, så nogen som De Markham: Nummer to. Ball: Hvad sagde De, da De så nummer to? Markham: Jo, nu skal De høre. Jeg sagde den anden mand, og de blev ved med at spørge mig, hvilken en, hvilken en. Jeg sagde nummer to. Da jeg sagde nummer to, blev jeg dårlig tilpas. Ball: Hvad var der med nummer to, hvad mente De, når De sagde nummer to? Markham: Nummer to var den mand som jeg så skyde politimanden. Ball: Genkendte De ham ud fra hans udseende? Markham: jeg spurgte jeg kiggede på ham. Da jeg så denne mand var jeg ikke sikker, men det løb koldt ned af ryggen på mig. [NOTE: Det med rødt markerede er den del som konspirationsteoretikere oftest gengiver. På dette sted stopper fx forfatterne Mark Lane og Sylvia Meagher i deres gengivelse af afhøringen. Det var hvad de ville høre: hun var ikke sikker. Punktum. Men Lane og Meagher snyder deres læsere for en rimelig vurdering af

22 Markhams udsagn ved ikke at lade læseren høre resten af hvad Markham siger. Så vi fortsætter:)] Mr. Ball. When you saw him? Mrs. Mabkham. When I saw the man. But I wasn't sure, so, you see, I told them I wanted to be sure, and looked, at his face is what I was looking at, mostly is what I looked at, on account of his eyes, the way he looked at me. So I asked them if they would turn him sideways. They did, and then they turned him back around, and I said the second, and they said, which one, and I said number two. So when I said that, well, I just kind of fell over. Everybody in there, you know, was beginning to talk, and I don't know, just Mr. Ball. Did you recognize him from his clothing? Mrs. Markham. He had on a light short jacket, dark trousers. I looked at his clothing, but I looked at his face, too. Mr. Ball. Did he have the same clothing on that the man had that you saw shoot the officer? Mrs. Markham. He had these dark trousers on. Mr. Ball. Did he have a jacket or a shirt? The man that you saw shoot Officer Tippit and run away, did you notice if he had a jacket on? Mrs. Markham. He had a jacket on when he done it. Mr. Ball. What kind of a jacket, what general color of jacket? Mrs. Markham. It was a short jacket open in the front, kind of a grayish tan. Mr. Ball. Did you tell the police that? Mrs. Markham. Yes, I did. Ball: Da De så ham? Markham: Da jeg så manden. Men jeg var ikke sikker, så, ser De, jeg sagde til dem at jeg ville være sikker, og kiggede, på hans ansigt, det var mest hans ansigt jeg kiggede på, på baggrund af hans øjne, den måde han kiggede på mig. Så jeg spurgte dem, og de kunne få ham drejet om på siden. Det gjorde de, og så drejede de ham tilbage, og jeg sagde den anden, og de sagde hvem, og jeg sagde nummer 2. Og da jeg så sagde dette, nå ja, så besvimede jeg vist nærmest. De ved, alle derinde var begyndt at snakke og jeg ved ikke, bare Ball: genkendte De ham ud fra hans påklædning? Markham: Han havde en kort lys jakke på, mørke bukser. Jeg så på hans tøj, men jeg så også på hans ansigt. Ball: Havde han samme tøj på, som manden De så skyde betjenten? Markham: Han havde de der mørke bukser på. Ball: Havde han en jakke eller skjorte på? Manden som De så skyde betjent Tippit og løbe væk, så De om han havde en jakke på? Markham: Han havde en jakke på da han gjorde det. Ball: Hvilken slags jakke, hvilken farve? Markham: Det var en kort jakke, åben foran, i en grålig nuance. Ball: Fortalte De det til politiet? Markham: Javist.

23 Mr. Ball. Did any man in the lineup have a jacket on? Mrs. Markham. I can't remember that. Mr. Ball. Did this number two man that you mentioned to the police have any jacket on when he was in the lineup? Mrs. Markham. No, sir. Mr. Ball. What did he have on? Mrs. Markham. He had on a light shirt and dark trousers. (Representative Ford is now in the Commission hearing room.) Mr. Ball. Did you recognize the man from his clothing or from his face? Mrs. Markham. Mostly from his face. Mr. Ball. Were you sure it was the same man you had seen before? Mrs. Markham. I am sure. Mr. Ball. Now, what time of day was it that you saw this man in the lineup? Mrs. Markham. I would say it was four, a little after. Mr. Ball. That was four in the afternoon? Mrs. Markham. I was so upset I couldn't even tell you the time. In fact, I wasn't interested in the time. Ball: Var der nogen i line-uppen som havde en jakke på? Markham: Det kan jeg ikke huske. Ball: Havde den mand som De nævnte til politiet nummer to en jakke på da han stod i line-uppen? Markham: Nej, sir. Ball: Hvad havde han på? Markham: Han havde en lys skjorte og mørke bukser på. (Kongresmedlem Ford indtræder i lokalet) Ball: Genkendte De manden ud fra hans påklædning, eller ud fra hans ansigt? Markham: Mest ud fra hans ansigt. Ball: Var De sikker på at det var den samme mand De havde set før? Markham: Jeg er sikker. Ball: Nuvel, på hvilken tid af dagen så De manden i line-uppen? Markham: Jeg ville sige den var omkring fire, lidt over fire. Ball: Altså klokken fire om eftermiddagen? Markham: Jeg var så oprevet at jeg ikke kan sige hvad klokken var. Jeg tog faktisk ingen notits af klokken. WCH VOL 3, s