Tiderne_Spøgelser i Breslau-P-2011.indd 7 14/01/

Transkript

1 Breslau, onsdag den 2. november, 1919, klokken kvarter i ni om morgenen Kriminalkommissær Heinrich Mühlhaus gik langsomt og ligesom modstræbende op ad trappen til anden sal i Politipræsidiet i Schuhbrücke 49. For hvert trin lagde han hele sin vægt i, som om han ville trampe sandstenstrinene i den gamle trappe fra 1800-tallet i stykker med hælene på sine blankpudsede sko. Ja, knuse de gamle stenfliser og få en sky af støv til at rejse sig, så han kunne gå ned igen og henlede portnerens opmærksomhed på denne uorden. Gid han kunne opsætte sin ankomst til kontoret og både slippe for at se sekretæren von Gallens glædesløse ansigt, billedet af den nyopførte Teknisk Højskole på vægkalenderen der var fyldt med vigtige aftaler, og det indrammede konfirmationsfotografi af sønnen Jakob Mühlhaus. Men først og fremmest kunne han så slippe for det besværlige og ubehagelige møde med retslægen, doktor Siegfried Lasarius, som politiets bud lige havde meddelt ham var kommet. Det var faktisk denne meddelelse som havde ødelagt kriminalkommissærens humør totalt. Han brød sig ikke om Lasarius. Lasarius som regnede de afdøde patienter for sine bedste samtalepartnere, og som også disse værdsatte, selv om de ikke lo af hans spøgefuldheder, som de lå der på det riflede cementbord i Retsmedicinsk Institut i iskoldt vand som en uroligt hoppende gummislange lod fosse ud over dem. Hvert af doktor Lasarius besøg varslede i bedste fald et vanskeligt problem, i værste fald alvorlige besværligheder. Kun et interessant, intellektuelt spørgsmål eller en truende situation kunne få denne Charon til at forlade sine enemærker. Kom- 7 Tiderne_Spøgelser i Breslau-P-2011.indd 7 14/01/

2 missæren håbede på den første årsag. Han så sig omkring, men havde endnu ikke fundet noget han kunne bruge som undskyldning til at udsætte mødet med den fåmælte medikus. Han satte foden op på næste trin og lod metalbladene der snoede sig op ad balustrene i gelænderet og trappens pyramide af trin, spejle sig i hans knirkende, nypudsede lædersko. Ude fra gården lød der skramlen og nogle højlydte eder. Mühlhaus så ud ad vinduet hvor der stod en bregne, hvis forsømte tilstand ville være blevet bemærket af enhver kvinde der kom ind i denne mandsdominerede verden. Selv han, som bestemt ikke var kvinde, bemærkede de hængende blade som skreg på vand. Med et vrissent udtryk i ansigtet vendte han om og skyndte sig ned ad trappen i retning af vagtstuen. Han nåede dog ikke helt derned. Hr. kommissær, gjaldede Lasarius stemme oppefra. Han standsede og fik øje på doktorens hat og de spredte, våde hårtotter på hans pande. Lasarius kom majestætisk ned ad trappen. Jeg kan ikke vente længere på Dem. Klokken er da kun lige fem minutter i ni. Mühlhaus tog sit sølvlommeur op af vestelommen. Kan De ikke vente det øjeblik, hr. doktor. Er sagen så presserende at vi bliver nødt til at tale om det her på trappen? Vi behøver ikke at tale om noget som helst. Lasarius åb nede en lædermappe og rakte Mühlhaus to ark papir med overskriften Obduktionsrapport og gav sig så til at stirre ud i gården hvor en portner og en kusk stod og skramlede med nogle petroleumsdunke. Det her skal vi ikke omtale. Ikke en lyd. Ikke til nogen som helst. Nej, navnlig ikke til Mock, tilføjede Mühlhaus efter skyndsomt at have læst obduktionsbeskrivelserne igennem. Hans blik faldt på kusken med overskægget som stod og langede petroleumsdunke ned til portneren, og som var så kor pulent at hans tøj var nær ved at revne og vesteknapperne truede med at springe af. Doktor Lasarius, har Deres kolde patienter ingen navne? 8 Tiderne_Spøgelser i Breslau-P-2011.indd 8 14/01/

3 Hvorfor er disse to anonyme? Jeg er klar over at De ikke kender deres navne, men vi må da forsyne dem med et. Selv husdyr har navne. For mig, hr. kriminalkommissær Mühlhaus, gør det ingen forskel om det er dyr eller mennesker, det drejer sig mere om størrelsen på deres hjerte og lever. Hvordan er det i Deres profession? brummede lægen. Lad os kalde dem Mühlhaus undlod at svare på spørgsmålet, men så ud på trækvognen med petroleum og skiltet Salomon Beyers belysningsartikler, lad os kalde dem Alfred Salomon og Catharina Beyer. Så døber jeg dig i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, sagde Lasarius, støttede mappen mod gelænderet og skrev disse navne ind i de passende rubrikker og slog derpå korsets tegn over papirerne. Ikke et ord til nogen, navnlig ikke til Mock, gentog Mühlhaus eftertænksomt og gav lægen hånden. I mit erhverv er der heller ingen forskel på mennesker og dyr. Men uden navne er det svært at føre kartotek. Breslau, onsdag den 2. november, 1919, klokken ni om morgenen Kriminalassistent Eberhard Mock kom ud fra Afferts tobakskiosk der lå i en mørk port på Torvets nordside. Han gik usikkert, novembersolen stak ham i øjnene, blikket var sløret og øjenlågene hævede, han havde svært ved at holde dem åbne. Han vaklede og måtte støtte sig til indgangsdøren til Ringteatret, mens han klemte et par lorgnetter med gule brilleglas fast på næsen. Optikken i brilleglassene fik alt omkring ham til at fremstå i et grelt lys, og han fik den sviende cigaretrøg ind mellem brilleglassene og sine blodskudte øjne så han var lige ved at miste vejret. Han pustede røgen væk og holdt stønnende af smerte uvilkårligt hænderne beskyttende for øjnene. 9 Tiderne_Spøgelser i Breslau-P-2011.indd 9 14/01/

4 Det føltes som om nerverne lå blottede og var fulde af sand. Med den ene hånd støttet mod muren bevægede han sig af sted som i blinde, drejede om ad Schmiedebrücke og lod famlende hånden glide hen over udstillingsruderne i Proskauers herrekonfektionsforretning; hos urmager Kühnel skar de glimtende, udstillede guldure ham i øjnene, så gled hans hånd hen over den ujævne mur i Deutsche Seefischhandels-Aktiengesellschafts ejendom, før han til slut i Nadlerstrasse nåede frem til glasdørene til Heymanns Café. Han tumlede ind i lokalet som på den tid af dagen endnu var tomt og stille. En af tjenerne i et hvidt, stivet forklæde havde travlt med at stable stole op på bordene, mens han indimellem med raske tag med en fugtig klud fjernede støv og cigaretaske fra bordene og servietterne. Da Mock snublede og tumlede ind i en af de vakkelvorne pyramider af borde og stole, kom tjeneren til at klaske kluden i ansigtet på den tidlige morgengæst. Lorgnetten med de gule glas røg af og hang dinglende i sin kæde. Mock mistede balancen, bordet og stolene ligeså, og den pæne herre landede til tjenerens forfærdelse mellem strittende stoleben og buede ryglæn som knækkede med en forfærdelig knasen. Stivede servietter dalede ned i hovedet på ham, mens støvfnuggene dansede i den lave novembersol, og et åbent saltkar havnede i Mocks tætte, mørke hår så saltet sagte rislede ned over hans kinder. Kriminalassistenten forsvarede sig ved at lukke øjnene, for saltet sved som bare pokker. Det var han mærkeligt nok ikke utilfreds med. At det gjorde så ondt kunne måske mere effektivt forhindre ham i at falde i søvn end de seks kopper stærk kaffe som han allerede havde nået at drikke siden klokken fem i morges. Mock havde, i modsætning til hvad tjeneren troede, ikke en dråbe alkohol i blodet. Nej, Mock havde ikke sovet i fire dage og forsøgte stadig af al magt at holde sig vågen. 10 Tiderne_Spøgelser i Breslau-P-2011.indd 10 14/01/

5 Breslau, onsdag den 2. november, 1919, klokken kvart over ni om morgenen Selv om Heymanns Café egentlig endnu ikke havde åbent, sad der to herrer og nippede til hver sin kop dampende varme kaffe. Den ene kæderøg cigaretter, den anden holdt mundstykket på en pibe mellem tænderne og lod røgen sive ud ad mundvigene. Tjeneren i restauranten bestræbte sig på at den mørkhårede herre som viste sig at være ved politiet skulle lade det just passerede gå i glemmebogen. Han bragte orden i ruinhoben af beskadigede stole, serverede kaffe og mælk, tilbød på firmaets regning nogle af de kendte friedrichshofsmåkager fra det nærliggende S. Brunies konditori, satte cigaretter fast i et cigaretrør for manden med det mørke hår og lyttede opmærksomt til samtalen for løbende at kunne imødekomme det menneskes ønsker som han så groft havde forulempet. Offe ret for hans oprydningsiver tog nogle sammen-foldede ark op af inderlommen på sin jakke og rakte dem til den skæggede herre som læste dem igennem, mens små røgskyer steg op fra hans pibe. Hans bordfælle sad og holdt en lille ampul op under næsen og en skarp stank af urin spredte sig rundt om bordet. Tjeneren veg i afsky om bag baren. Den skæggede herre læste opmærksomt, men hans ansigtstræk lagde sig i stadig mere undrende folder. Mock, hvorfor har De skrevet denne absurde pressemeddelelse? Og hvorfor viser De den til mig? Hr. kriminalkommissær, jeg Mock overvejede en rum tid det følgende ord, som om han talte et fremmed sprog, han kun dårligt kendte. Jeg ønsker at være loyal over for Dem og vores etat. Jeg ved at hvis at hvis en avis trykker det, ryger jeg ud. Ganske enkelt strøget af listen. Fritaget for tjeneste. Altså står jeg uden arbejde. Derfor må jeg tale med Dem om det. Vil det sige I solstriben der skar gennem røgen fra piben, sås tydeligt nogle små spytdråber i Mühlhaus skæg. Vil det sige at De vil have at jeg skal redde Dem fra at blive afskediget? 11 Tiderne_Spøgelser i Breslau-P-2011.indd 11 14/01/

6 Jeg ved ikke selv hvad jeg vil, hviskede Mock. Han var bange for at hans øjne om lidt ville falde i, og at han i drømme ville blive ført tilbage til barndommen, til en dejlig udflugt han engang havde været på med sin far til de solbeskinnede bjerge hvor jorden var dækket af et tykt lag af efterårets gule, visne blade. Jeg betragter mig som en soldat der meddeler sin overordnede sin dimission. Det buldrede i Mühlhaus pibe. De er en af de personer som jeg ønsker at basere den nye mordkommission på. Jeg vil ikke have en af de idioter der tramper rundt i sporene på gerningsstedet, og hvis eneste trumf er en mønsterværdig militærtjeneste, og jeg vil heller ikke have forhenværende spioner, som kan agere på to fronter. Jeg ønsker ikke at miste Dem på grund af denne absurde erklæring, den vil jo sætte hele Politipræsidiet i et latterligt skær. Nu har De allerede undladt at sove i adskillige dage. Men hvis De er blevet vanvittig, hvad både denne erklæring og Deres opførsel tyder på, så vil jeg jo ikke have nogen nytte af Dem. Derfor bliver De nødt til at fortælle mig hvad det her går ud på. Hvis De ikke vil det og fortsat tier, må jeg tro De er gal, og så går jeg. Og hvis De stikker mig en sludder for en sladder så går jeg også. Hr. kriminalkommissær, hvis jeg falder i søvn, vil De så ikke holde den her op under næsen på mig. Mock satte ampullen med de opkvikkende, stærkt lugtende salte på bordet. Jeg er glad for at stanken af ammoniak ikke generer Dem. Henvendt til tjeneren råbte han: Hej, du der, hvornår åbner stedet her? Jeg tror vi har tid nok, hr. kriminalkommissær, sagde han da han havde hørt svaret, og til tjeneren fortsatte han: Men du kan godt fordufte og først komme tilbage når I åbner. Tjeneren forsvandt ud af lokalet, lettet over at slippe væk fra den modbydelige stank. Mock støttede albuerne på bordet, tog lorgnetten med de gule glas på og drejede ansigtet mod novembersolen der strømmede ind gennem vinduets blondegardiner. Han gned sig i øjnene, det gjorde så ondt at han 12 Tiderne_Spøgelser i Breslau-P-2011.indd 12 14/01/

7 stønnede, og så klappede han sig på dem med flad hånd, så et gnistrende fyrværkeri brød løs under øjenlågene. I askebægeret lå en cigaret og osede og fik det til at klø i øjnene. Jeg tror det går. Mock sad lidt og trak vejret dybt. Mon ikke jeg kan holde mig vågen. Nu skal jeg fortælle Dem det hele. Som De formoder, hænger det sammen med vores sag, med sagen om de fire matroser Breslau, mandag den 1. september, 1919, klokken halv otte om morgenen Mock åbnede nogle tunge fløjdøre til et fuldstændigt dunkelt forværelse. Han gik langsomt over stengulvet uden at forsøge at dæmpe lyden af støvlernes klirrende sporer. Så stødte han ind i en fløjlsportiere. Han trak den til side og kom ind i endnu et værelse. Det var et slags venteværelse med døre ind til andre rum. En af dem stod åben, men i dørkarmen hang en portiere ligesom den der for et øjeblik siden havde holdt ham tilbage. Et vindue vendte ud mod noget som lignede en ventilationsskakt. På vinduesgesimsen udenfor stod en petroleumslampe, hvis lysskær knap nok formåede at trænge ind gennem den støvede rude. I det svage lys så Mock adskillige personer i venteværelset. Han fik dog ikke set nærmere på dem, for hans opmærksomhed blev afledt af et forhæng i en af rummets døråbninger som bevægede sig voldsomt og hvorfra der lød dybe suk. Mock gik derhen, men en høj mand med cylinderhat stillede sig i vejen for ham. Da Mock prøvede at skubbe ham væk, blottede manden hovedet, så nogle knudrede ar kom til syne og glimtede. Arrene krydsedes og flettede sig sammen dér hvor øjnene skulle have været. Mock stirrede, men det var de mørke fuger og plamager på væggen over sin seng han så. Han gned sig i øjnene og vendte sig væk fra væggen. Solen skinnede ind på forhænget der hang foran hans soveniche. 13 Tiderne_Spøgelser i Breslau-P-2011.indd 13 14/01/

8 Bag forhænget kunne han høre sin far sysle rundt. Der lød skramlen af krus og komfurringe, ilden i komfuret sydede, og sprødt brød knasede under kniven. Mock rakte ud efter en metalkande med vand der stod ved sengen. Han satte sig op for ikke at spilde når han drak. Han løftede kanden og lod vandet flyde ind i sin tørre mund og over sin belagte tunge, men fik vandet til at løbe i en bred strøm, så natskjorten der var bundet i halsen med stivede bændler, blev helt våd. Forhænget blev trukket til side, de rustne gardinringe skrattede mod metalskinnen, og en klar solstribe slap ind i den beklumrede niche. Du ligner Egyptens syv plager. En lidt lavstammet, kraftig mand stod med et skåret krus i hænderne. Ansigtstrækkene med de dybe furer der var mærkede af dampene fra kogende skomagerlim, Willibald Mocks leverplettede hud og strenge, grå øjne, virkede skræmmende på kvarterets børn. Men Eberhard Mock var ikke bange for sin far, han var ikke noget barn længere. Han var seksogtredive år gammel, havde en granatsplint i låret og var plaget af gigt, onde minder samt sin svaghed for alkohol og rødhårede kvinder. Men lige nu havde han først og fremmest tømmermænd. Han satte vandkanden tilbage under sengen og gik forbi sin far ud i det sollyse rum der fungerede både som køkken og som farens soveværelse. Her havde hans nu for nogle måneder siden afdøde farbror Eduard engang parteret hele okser, skåret koteletter af svinekam og prøvet at tørre det hakkede lever af som altid klæbede til hans fingre. Her havde han fyldt tarme med fars og ladet lange baner af røgede pølser hænge over det komfur, hvor hans bror Willibald nu varmede mælk til sin fuldesyge søn. Du skulle ikke drikke så meget. Faren gik ud af nichen igen. Hans grå skæg strittede ud i luften over de smalle læber. Jeg forsømte aldrig mit arbejde. Hver dag på samme tidspunkt sad jeg over skoene. Min hammer lød som et urværk. Jeg kommer aldrig til at måle mig med dig, far, sagde Mock lidt for højrøstet. Han gik hen til et vandfad der stod ved 14 Tiderne_Spøgelser i Breslau-P-2011.indd 14 14/01/

9 vinduet og pjaskede vand i ansigtet. Så åbnede han vinduet og hængte sliberemmen til ragekniven på et søm. Men i øvrigt skal jeg møde senere på arbejde i dag. Hvad er det også for et arbejde! Willibald stod og baksede med at åbne nogle medicinflasker. Holde øje med de løsagtige tøser og deres alfonser. Du burde patruljere rundt i distriktet og hjælpe folk. Lad nu det være, du gamle, sagde Mock, skærpede ragekniven og masserede sæbe ind i de tætte hår på barberkosten. Er det måske bedre at sidde med næsen i stanken af andre menneskers sure fodsved. Hvad sagde du? Faren piskede æg sammen på en jernpande. Hvad er det du siger? Er det med vilje at du mumler når du ved jeg hører dårligt? Jeg sagde bare noget til mig selv. Mock skrabede sæbeskummet af kinderne med ragekniven. Faren satte sig tungt pustende ved bordet. Han anbragte stegepanden med den gule masse på skærebrættet som han omhyggeligt havde børstet rent for krummer. Så klappede han brødskiver smurt med fedt på den ene side sammen to og to. Der blev til en hel, firkantet stabel. Faren rettede siderne til, så ingen af skiverne stak ud. Eberhard tørrede sæbeskummet af ansigtet, strøg sig med en alunstift på kinderne og halsen, tog undertrøjen på og satte sig ved bordet. Hvorfor drikker du dig også så fuld? Faren klippede purløg som han dyrkede i en urtepotte, og strøede det på omeletten. Så skilte han madderne han allerede havde klappet sammen, og strøede resten af purløget mellem brødskiverne. Til sidst pakkede han dem ind i smørebrødspapir. Jeg har da aldrig drukket sådan, men du er fuld næsten hver dag Nå, men husk at tage papiret med hjem, så har jeg noget til madpakken i morgen. Mock nød den fugtige omelet med hakket purløg, så rejste han sig og lod stegepanden glide ned i en opvaskebalje med vand der stod ved siden af vasken. Han trak i skjorten, knap- 15 Tiderne_Spøgelser i Breslau-P-2011.indd 15 14/01/

10 pede en firkantet flip fast på den og bandt sit slips. På hovedet anbragte han sin hat, hvorefter han gik hen i et hjørne af værelset, åbnede en lem i gulvet og gik ned ad trappen til den tidligere slagterbutik. Han stod stille lidt og så på rækkerne af kroge hvor der engang havde hængt halve svinekroppe, på den skinnende disk, den blanke glasvitrine og stenfliserne der skrånede let ned mod et perforeret metaldæksel over et afløb, hvor onkel Eduard havde skyllet blodet fra de endnu varme dyr ud. Oppe fra køkkenet hørtes farens pibende vejrtrækning og et voldsomt hosteanfald. Mock kunne lugte kaffen der var ved at blive hældt op på hans termoflaske. Den dampende kaffe tog et øjeblik pusten fra faren, eller rettere tænkte Mock fra de sørgelige rester af hans lunger som dampene fra skomagerlimen ikke havde fået gjort kål på. Han gik udenfor, og messingklokken der sad fast på karmen klemtede. Willibald Mock kiggede ud ad vinduet efter sønnen der fra bagtrappen gik hen over gården. Han bukkede let for viceværtens kone, fru Bauer, og fik et venligt smil fra tjenestepigen der stod ved pumpen. Hun hørte til oppe hos pastor Gerds som boede i en fireværelsers lejlighed ud til gaden. Han hvæsede ad en herreløs kat, satte så farten op og sprang over en vandpyt mens han prøvede at få knappet bukserne op, bandende over deres utal af knapper, så vred han den rustne slå op og gik ind på det lille lokum i hjørnet af gården. Faren lukkede vinduet og vendte tilbage til sine gøremål. Han skurede stegepanden, vaskede tallerkenerne og kasserollen til mælk og tørrede voksdugen over som var sat fast på bordet med tegnestifter. Han tog sin medicin og sad et øjeblik tavs i en gammel gyngestol. Så gik han ind i Eberhards soveniche og så på den rodede seng. Han ville bøje sig ned for at rede den, men kom til at sparke til kanden med resten af vandet. Kanden væltede, og vandet flød ud over hans skindtøffel. Satans! brølede han og sparkede ud med foden så tøflen fløj lige hen i hovedet på hans søn der var ved at lukke lem- 16 Tiderne_Spøgelser i Breslau-P-2011.indd 16 14/01/

11 men i gulvet efter sig. Faren tumlede tungt ned på sønnens seng og begyndte at kæmpe med at få knappet sokken fri fra sokkeholderen. Han fik den af og lugtede til den. Du skal ikke tage dig af det, far, sagde Eberhard med et smil. Jeg har ingen natpotte gemt under sengen længere. Det var bare vand. Nå, det var da godt, brummede faren og fik med besvær sokken på igen. Han sad stadig på sønnens seng. Hvad skal du med vand under sengen? Ja, det er klart. Når du drikker dig fuld, skal du have noget at drikke mod tømmermændene. Du drikker og drikker Du skulle hellere se at blive gift, så var det nok slut med al den druk... Ved du hvad, far? Eberhard gav sin far tøflen og satte sig ved bordet og smuldrede lidt tobak ud på voksdugen. Snaps hjælper mig. Hvad hjælper det mod? Gamle Mock undrede sig over Eberhards fredelige tonefald. Hans bebrejdelser over at han drak og stadig var ugift plejede at tirre sønnen. Det hjælper mig så jeg ikke vågner om natten. Eberhard tændte en cigaret og lagde de ting på bordet som han om lidt skulle have med sig i mappen: termoflasken, madpakken med fedtemadderne og voksdugsmappen med rapporterne. Jeg har da tit fortalt dig at når jeg går ædru i seng, får jeg mareridt, og så vågner jeg og kan ikke falde i søvn igen. Jeg foretrækker tømmermænd for mareridt. Ved du hvad der er det bedste at sove på? Faren begyndte af gammel vane at rede sønnens seng. Kamillete med varm mælk. Han glattede lagnet og så pludselig alvorligt på ham. Får du altid mareridt når du er ædru? Ikke altid, sagde Eberhard i en munter tone og lukkede metalspænderne på mappen. Somme tider drømmer jeg om en sygeplejerske i Königsberg. Hun var rødhåret og meget smuk. Har du været i Königsberg? Det har du da aldrig talt om. Han holdt jakken for sin søn som stak sine kraftige arme ned i ærmerne. 17 Tiderne_Spøgelser i Breslau-P-2011.indd 17 14/01/

12 Jeg var i Königsberg under krigen. Eberhard viftede sig med sin bowler og rakte ud efter lommeuret. Der er ikke noget at fortælle. Nå, farvel så længe, far. Han gik hen til lemmen i gulvet. Bag sig hørte han faren mumle. Du skulle nu ikke drikke så meget. Hellere kamillete og varm mælk. Under sit første år som officersaspirant var Mock blevet såret og indlagt på et hospital i Königsberg, og der havde han fået kamillete for at sove. En yndig, rødhåret sygeplejerske havde stirret betaget på sporerne på hans velpudsede støvler der stod ved hans seng. Hun havde tituleret ham hr. officer, hun vidste ikke at alle i artilleriregimentet red til hest og gik med sporer. Hun havde givet ham kamillete i små skefulde. Den svært tilskadekomne officersaspirant Mock havde været for svag til at gøre opmærksom på at han ikke var officer. Han skammede sig over at indrømme at han ikke havde aflagt eksamen og gennemgået de krævede øvelser, og at han var blevet indkaldt til krigen som almindelig menig. Han var også for genert til at spørge om hvad hans gode engel hed. Han havde end ikke kræfter til at dreje hovedet og følge hende med øjnene. Hans feberhede blik stirrede blot op i hospitalets neogotiske hvælvinger og så hverken soldaterne der lå ved siden af ham eller Cornelius Rühtgard, en gråsprængt, spinkel sygepasser, hvem officersaspirant Mock kunne takke for sit liv. Den smukke, rødhårede sygeplejerske forsvandt. Senere, da hans brækkede ben var vokset sammen, og han kunne bevæge sig rundt på krykker, fik han at vide at hans brud klart tydede på at han måtte være faldet ned fra stor højde. Sygepasseren Rühtgard som engang havde fungeret som læge i Cameroun, havde været på vej til arbejde og havde fundet ham på gaden, hvorfra han hurtigt fik ham bragt på hospitalet og fik undersøgt hans brystkasse og hans lunge der var perforeret af et brækket ribben. Efter at officersaspirant Mock var blevet orienteret om alt dette, forsøgte han at finde den rødhårede sygeplejerske. 18 Tiderne_Spøgelser i Breslau-P-2011.indd 18 14/01/

13 Han humpede rundt på sine krykker på de flisebelagte gange, men mødte ingen forståelse nogen steder. Sygeplejerskerne mistede tålmodigheden når den sårede rekonvalescent for 117. gang beskrev deres angiveligt rødhårede kollega. Portører og gangkoner rystede på hovedet, nogle antydede at han var gal når han begyndte på sin snak om den duftende kop kamillete. Den tidligere doktor Rühtgard som var blevet degraderet til sygepasser, prøvede at overbevise sin patient om at den rødhårede sygeplejerske nok bare var et fantasifoster, at hallucinationer ikke er usædvanlige hos patienter i Mocks tilstand, for han havde været bevidstløs, ikke fordi han var faldet fra stor højde, men fordi han var døddrukken. Eberhard Mock gik ned i det der havde været onkel Eduards slagterbutik. Kamillete og varm mælk. I stedet drikker han og har tømmermænd lød farens stemme oppefra. Faren som kendte et middel mod enhver af sønnens lidelser. Der lød en voldsom banken mod vindueskarmen i stuen ovenpå. Det er sikkert det fjols til Dosche med hans uhumske hund, tænkte Mock. Så sætter den køter sig igen og skider på den nybonede trappe, mens Dosche og min far sidder og spiller skak hele dagen. Han fik et opstød der smagte kvalmt af omeletten med purløg. Et stykke purløg stak ham i halsen som et hår. Kamille te og varm mælk. Men han bare drikker og drikker! Mock vendte om på trappen og stak hovedet op over gulvet. Der blev igen dundret på vinduet. Faren hoppede på et ben derhen, på den anden dinglede en lang, stoppet sok. Far, kan du ikke få ind i hovedet at det med kamille og mælk ikke hjælper en skid? råbte Eberhard. Jeg har ikke svært ved at falde i søvn, men jeg får mareridt når jeg sover! Willibald så uforstående på sønnen der næsten var kommet helt op over gulvet, skummende af raseri, med næverne 19 Tiderne_Spøgelser i Breslau-P-2011.indd 19 14/01/

14 knyttede, klatøjet og med tømmermænd. Faren blev bleg og sagde ikke et ord. Sig for helvede til den forbandede skakidiot til Dosche at han ikke skal komme trækkende her med sin elendige køter eller stå og hamre sådan på vinduet. Ellers skal han komme til at fortryde det. Nu var Eberhard helt oppe på gulvet. Uden at se på faren gik han hen til vandfadet, bøjede sig over det, tog hatten af og hældte nogle øsefulde over sit bølgede hår, så han havde ørerne fulde af vand da han hørte farens stemme: Det er ikke Dosche der banker på vinduet, det er én der har en besked til dig. Eberhard gik hen og hjalp faren sokken på. Breslau, mandag den 1. september, 1919, klokken otte om morgenen Kurt Smolorz havde kun i kort tid arbejdet under Mock i Politiets Sædelighedsafdeling III-b i Breslau. Han var kommet ind i afdelingen direkte fra gaden i bydelen Kleinburg hvor han havde patruljeret, hvilket egentlig var ganske overflødigt, for i dette fredelige villakvarter op mod Südparken skete der ikke flere forbrydelser end gadebetjent Smolorz læste digte. Men en dejlig varm dag i 1918 var Smolorz netop dér stødt på nogle grove forbrydere som var eftersøgt af politiet i hele Europa. Det havde været en lykkens dag for ham. Den dag havde politiassistent Eberhard Mock foretaget en rutinekontrol i et luksusbordel i Akazienallee. Mock forenede som sædvanligt det behagelige med det nyttige. Da han havde kontrolleret regnskabsbøgerne og sundhedsattesterne og var færdig med at udspørge bordelværtinden om de mere excentriske kunder, begyndte han at se sig om efter sin foretrukne dame, men hun viste sig sammen med to andre ansatte at være optaget af at forsøde livet for to her sukkede bordelværtinden dybt meget velbeslåede gentlemen. 20 Tiderne_Spøgelser i Breslau-P-2011.indd 20 14/01/