Du skal elske Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind, og du skal elske din næste som dig selv. Det er kernen i kristendommen.

Transkript

1 Det dobbelte kærlighedsbud og den gyldne regel = kristendommen Søndag den 29. september 2013 også kaldet 18.søndag efter trinitatis. Jeg prædiker over Matthæus kap.22, 34 46: Da farisæerne hørte, at Jesus havde lukket munden på saddukæerne, samledes de, og en af dem, en lovkyndig, spurgte ham for at sætte ham på prøve:»mester, hvad er det største bud i loven?«han sagde til ham:» Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind. Det er det største og det første bud. Men der er et andet, som står lige med det: Du skal elske din næste som dig selv. På de to bud hviler hele loven og profeterne.«mens farisæerne var forsamlet, spurgte Jesus dem:»hvad mener I om Kristus? Hvis søn er han?«de svarede:»davids.«han sagde til dem:»hvordan kan David så ved Ånden kalde ham herre og sige: Herren sagde til min herre: Sæt dig ved min højre hånd, indtil jeg får lagt dine fjender under dine fødder? Når David altså kalder ham herre, hvordan kan han så være hans søn?«ingen kunne svare ham et ord, og fra den dag turde heller ingen længere spørge ham om noget. Salmer: 731, 664,335,62,57 1

2 Du skal elske Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind, og du skal elske din næste som dig selv. Det er kernen i kristendommen. Du skal tro på Gud og så elske din næste som du elsker dig selv. Punktum. Det er let at huske - og så svært at leve efter. For hvem er lige min næste? Børnene tror at det er den næste. Altså at jeg også skal huske at elske den næste i køen efter ham eller hende eller min næste kammerat eller veninde eller min mors eller fars næste kæreste.. 2

3 Det kan vi jo godt smile lidt af, men det ændrer ikke på udfordringen; hvem er min næste i dag? Førhen levede man i små isolerede samfund hvor alle vidste hvem hinanden var så der var næstekærligheds spørgsmålet ikke så svært at have med at gøre, for din næste var familien og naboen, bonden og købmanden og alle de andre du levede i fællesskab med. Og langt ude i periferien hed det konge og statsmagt og måske nabolandene. Men det hørte man ikke om hver dag. Og så var næsten selvfølgelig også den fremmede på din vej. 3

4 Men der var luft imellem de fremmede - de kom ikke hele tiden. Det var ikke så svært at se dengang hvem eens næste var. Men i dag lever vi i den globale landsby hvor vi skal have en holdning, - ikke bare om vores eget samfund og politikerne på Christiansborg, men også om hvorvidt det er en god ide at sætte ind med militær i Syrien, med FN tropper i Afghanistan og Congo, om australierne nu også opfører sig i henhold til menneskerettighedserklæringen i deres forhold til de indfødte aboriginals og om amerikanerne skal give land tilbage til Indianerne, 4

5 og om buskmændenes livsvilkår i Botswana. Det er forvirrende, det er komplekst og vi donerer og vi donerer for at hjælpe vores næste men eet eller andet sted så flimrer det hele af sted. Jeg kan blive fuldkomment følelseslammet af at sidde foran fjernsynet med kaffekoppen i hånden og se indslag efter indslag om oversvømmelser i Østen og tyfonen i Hongkong, om skovbrande i Californien og koneafbrændinger i Pakistan. Og man kan gyse når man læser om 1700-tallets kastrater i Italien, hvor fattige forældre solgte deres drengebørn til kastration, 5

6 så de kunne blive ved med at synge som himmelske engle, og dermed sikre et indtægtsgrundlag, men er det anderledes end de millioner af børn i Afrika, Indien og Sydamerika der sidder i støv og ætsende dampe 12 timer hver dag, for at brødføde deres familier? Rigtig mange af os røres ikke længere i denne globale landsby for vi kan ikke elske vores næste som os selv når den næste består af 1 milliard lidende. Men vi donerer penge som aldrig før når hjælpeorganisationerne ringer på vores dør. Måske nogle gør det ud af en direkte bekymring og deltagelse 6

7 men jeg tror at rigtigt mange gør det ud af skyld. Skylden over at jeg har det bedre end dig i en flygtningelejr i Jordan, eller dig der er født som den 7. pige i en landsby i Uganda. Skylden over at stå udenfor og være magtesløs. Og mange af hjælpeorganisationerne kører også på den skyld i deres kampagner og skal jeg være rigtig streng kan det indimellem virke som en moderne afladsvirksomhed; at vi ved at gi en 50 er kan sone vores skyld over ikke at være offeret. Men hvor ved jeg fra at det ikke har noget med næstekærlighed at gøre? Det kan jeg strengt taget heller ikke, 7

8 men det er symptomatisk at vi øser ud af vores velstand til fjerntliggende egne men går lige forbi tiggeren på Nørreport Station. Når vi rejser i udlandet er de fleste af os meget stolte over vores land og noget af det vi godt kan li at fremhæve er at vi hos os har bragt næstekærlighedsbegrebet på samfundsformel. Hos os behøver folk ikke overleve på private menneskers almisser for hos os tager staten sig af det. Ingen behøver at sulte. ingen behøver at fryse. Så når tiggeren ringer på døren 8

9 og jeg gir ham en 20er så står der faktisk idiot i panden på mig. For det er jo ikke mit ansvar. Ligesom 70 % af de adspurgte danskere svarede i en meningsmåling her i den forløbne uge at de ikke ønskede at passe deres gamle forældre og bade dem og made dem for det har vi jo i fællesskab lagt over på staten som vi betaler skat til. Og for søren hvor er det godt at det er sådan... At vi har et tætmasket socialt system. At du får lægehjælp, kontanthjælp og skoler til dine børn selvom du er havnet i livets grøft. Men een af følgevirkningerne af statens varetagelse af vores næste, 9

10 er at vi ingen personlig næste rigtigt har. - Det er kun staten der har det, og så er det at det godt kan gå hen og blive lidt mærkeligt. Vi smækker døren i hovedet på den fattige og ildelugtende men ringer en 50er ind til det sultende barn i den 3.verden. Jesus siger at du SKAL elske din næste. Du SKAL. Det er et krav. Ikke en følelse. Du skal ikke elske, som du elsker din elskede eller dine børn. For børnene holder vi jo, ligesom vores elskede, mere af end af andre. Nej, kravet er at du skal opføre dig ordentligt. 1

11 Som når vi står foran alteret og siger ja til hinanden i vielsen. Så siger vi ja til både at elske som følelse og som pligt. Ingen af os kan jo love at kunne elske den anden til døden. Men du kan love, at uanset hvad der sker imellem os vil jeg behandle dig ordentligt. Og det samme med næstekærligheden. Du skal behandle din næste ordentligt fordi han og hun, ligesom dig selv, er skabt i Guds billede. Det er med andre ord ikke forskelligheden der gør et medmenneske til næsten men kun den lille ting at mennesket du møder, er dig selv lig, i Guds øjne. Og det er i den lighed det er muligt 1

12 at behandle ham og hende som du ønsker de skulle behandle dig i en lignende situation. Jeg er ikke skyldig i din fattigdom ligesom du ikke er skyld i min ikke- fattigdom. Men sidder du på gaden og ber om en tyver så giver jeg dig den fordi jeg ønsker du også vil gøre det mod mig den dag jeg er i mangel. Og det samme med nøden i verden. Jeg giver fordi jeg har. Ikke fordi jeg er skyldig i at have det bedre, men fordi det er en kristen pligt begge veje... 1

13 lige nu er det mig der har mest rent økonomisk. Men hver gang jeg rejser ud i verden tænker jeg at rigtigt mange mennesker har langt mere menneskeligt overskud end jeg.. Og det er det de giver mig når jeg besøger dem... Så næsten er både min ven og min fjende Den nære og den fjerne, og det eneste der gør at jeg skal behandle ham eller hende ordentligt er at vi begge er skabte. Det er kernen i kristendommen. Det dobbelte kærlighedsbud: Du skal elske din næste som dig selv Og den gyldne regel: At alt hvad jeg ønsker mennesker skal gøre mod mig 1

14 skal jeg også gøre mod dem. (Matt.7,12) Har man de to leveregler for øje, har man hele kristendommen i sit hjerte lad os være stille sammen kirkebønnen: Tak for dette liv, denne dag, denne morgen. Lad os søge den 7. skabelsesdag og finde fredelige løsninger. Hvor bomber ikke bliver kastet og missiler detoneres af en sikker hånd. Indhyl verdens køtere i din kærligheds kappe, så de kravler hen og lægger sig i deres kurv og finder andet end menneskeben at gnave. Lad dit blik klæde os af 1

15 når vi indhyller os i selvtilstrækkelighed og ligegyldighed. Klæd os på til næstekærlighed. Lige foran vores egen næsetip og tusindvis af skridt herfra. Gør os hele når vi krakelerer. Sæt stivere i vores rygge når vi falder sammen. Hæld kærlighed i vores tomme hænder så den drypper fra os. Vær hos os når vi skal dø. Forbarm dig over os og tilgiv os det liv vi har levet og det liv vi lod gå forbi. Lad os i stilhed bede for dem og det vi tænker på 1

16 I Jesu navn. Amen 1