Gud bevares, hvor jeg synes jeg har lov til at male Jylland

Transkript

1 1 Gud bevares, hvor jeg synes jeg har lov til at male Jylland Johannes Larsen Jagten, Kunsten og Naturglæden. Maleren Johannes Larsen ( ) var af natur stovt og fåmælt, og man skal lede længe efter lignende udbrud, hvor selveste Vorherre påberåbes som argument for kunstnerens selvvalgte eksil i det vestjyske. Johannes Larsen var inkarneret Fynbo, talte et klingende fynsk, og havde i sin tid fået sit kunstneriske gennembrud som en del af gruppen Fynbomalerne, hvis kerne udover Larsen selv bestod af Peter Hansen og Fritz Syberg. Larsen selv var født, opvokset og livet igennem bosat i fisker og kunstnerbyen Kerteminde. Kunstnerparret Alhed og Johannes Larsen skabte her i fællesskab landets vel nok smukkeste kunstnerhjem, Møllebakken, på kystklinten ud til Kertemindebugten. Det ligger her stadig og er i dag fuldt tilgængelig for publikum som Johannes Larsen Museet for Kunst og Natur. Blot fem minutters gang fra Møllebakken lå Pilegården, hvor de nære venner, malerparret Anna og Fritz Syberg residerede. Jo vist var Johannes Larsen fynbo og nærmere bestemt Kerteminder; men han var også med vennen Fritz Sybergs hædrende ord avanceret til en position som Nationens yndlingsmaler. Og noget var der om snakken, for Johannes Larsen havde helt fra ungdomsårene arbejdet med stilfærdige, men også fortrolige og hjertevarme fortolkninger af den danske natur et livs billedværk, der den dag i dag ligger som en solid rygrad i danskernes selvforståelse af deres naturværdier. Tidligt blev han kendt som Jægermaleren, for kunstnerens Johannes Larsens nøgterne og dog forelskede blik på naturen er i dyb pagt med den passionerede jægers. Larsen elskede jagten og dens intense livsfortættende øjeblikke og havde dertil en sund indstilling til livets uomgængelige fødekæder med en oprindelighed, der rakte helt tilbage til jægerstenalderens livsvilkår. Jægermaleren blev efterhånden til Fuglemaleren, og ikke mindst var det jo de jagtbare andefugle mv., der stod i centrum for såvel jægerens som kunstnerens opmærksomhed. Vist var det kystlandet Danmark, der var hovedsagen, men Larsen har malet motiver fra alle naturtyper. Han var som menneske og kunstner dybt afhængig af hele tiden at være i nærkontakt med sine motiver derude. Selv om det måske var et motiv eller en fugl han havde arbejdet med igen og igen, så forblev det et dybtfølt behov for ham at søge derud med kikkerten, geværet og penslerne for at genskabe den kreative energi, som kun den øjeblikkelige førstehånds naturoplevelse kunne give. Der var behov for tid og koncentration for at trænge helt ind i landskabet og naturen, selv blive en del af det og opnå muligheden for at gengive det oplevede med en overbevisning, der gjorde øjeblikkets fascination til et billede på evigheden, et billede og en overbevisning der kunne deles med det interesserede publikum. Larsen blev ikke blot sin tids største kunstneriske men også åndelige naturvejleder. De nødvendige langvarige arbejdsophold

2 2 derude blev i de yngre år som hovedregel placeret langs Hindsholms og Fyns Hoveds naturskønne kyster, nord for Kerteminde; eller på Storebæltsøerne Romsø og Sprogø. Som kontrast til dette havblå naturrige arbejdede Larsen også ofte i Smålands dybe grønne skove og så blev han i efteråret 1913 inviteret med til jagt ved Filsø i Vestjylland, en invitation der skulle få meget stor betydning for Johannes Larsens fortsatte kunstneriske udvikling og for danskernes syn på den særegne vestjyske urnatur. Især fascinerede den store sø med dens regelrette okkerfarvede sivbånd og de blånende klitrækker Porsmose Bjerge i baggrunden. En enkelthed og oprindelighed i landskabsopbygningen, der kontrasteredes meget betagende af fuglelivet, ikke mindst de store flokke af sangsvaner. Og så var der de omgivende barske lynghede strækninger, hvor urfuglens skogren genlød af tidernes morgen. Johannes Larsen var naturligvis også bevidst om Vesterhavets umådelige kræfter blot et par kilometer gennem klitterne; men det blev aldrig hans ærinde. Det var ikke hans fortrolige hav, og han satsede heller ikke på, at det skulle blive det. Marinemalere og Skagensmalere havde dyrket Vesterhavet som motiv, og ---. Larsen besluttede sig i hvert fald for at holde sig motivmæssigt inden for klitrækkerne, til søen, heden og fuglene. I foråret 1914 indfandt Johannes Larsen sig da på Henne Kirkeby Kro på et 75 dages langt ophold bevæbnet til tænderne med pensler og nyt lærred. Faktisk var det her ved Filsø, at Johannes Larsen for alvor gjorde fuglene til et hovedmotiv også i oliemaleriet. Tidligere havde han først og fremmest dyrket fuglelivet i det hurtigere akvarelmaleri, men nu skulle fuglelivet også skildres i det langt tungere oliemaleri. Det typiske Larsen motiv af fugle, der letter, eller fugle i flugt er i høj grad skabt ved Filsø; også med den karakteristiske illusionsteknik, hvor fuglene i flokken på tegneserievis er angivet med forskellige vingestillinger, så man samlet opfatter bevægelsen. Det første storværk Svanerne letter. Filsø 1914 (Brandts, Odense) er et glimrende eksempel på den nye stil, og Larsens overlegent tilkæmpede evner på feltet. Endnu i 1914 kunne det tage 1-1½ time at opnå telefonisk forbindelse fra Henne 4 (Kirkeby Kro) til Kerteminde, hvortil kom forbindelsens ringe kvalitet og afbrydelserne. Det er heldigt for os, for Johannes Larsen holdt i stedet forbindelsen med Alhed og Kerteminde ved daglig brevveksling. Det var ikke en fattig kunstner, der indlogerede sig på kroen. I 1914 var priserne på Johannes Larsens store malerier kr. pr stk., på en tid, hvor en faglært håndværker havde omtrent 1500 kr. i årsløn. I sit første brev hjem til Alhed fra Henne Kirkeby Kro (1. marts 1914) beretter Johannes om turen til Stationen i Bil med Lommerne proppet med appelsiner, havannacigarer og hundredkronesedler. Jo vel var Larsen beskeden af væsen, men det var en velbeslået herre Henne Kirkeby Kro nu fik som stamgæst i de følgende tre årtier. Men så var der jo lige det at vågne op midt i den vestjyske hedenatur og tage fat på et helt nyt afsnit af et maler-liv, og var det nu et rigtigt valg? Der var brug for en besværgelse:

3 3 Gud bevares hvor jeg synes jeg har lov til at male Jylland, når jeg tænker på alt det man har set herfra, og hvor der er frit Slag ---- en henrivende tur gennem Klitterne ud til Havet. Et Stykke herfra gik de 2 Rensdyr, Tyren tøjret og Koen løs, de ser udmærkede ud mod Lyngen og jeg skal male dem i Morgen, her er i det hele taget godt, jeg har det bedste Håb om at få lavet noget. Et stykke rimeligt uopdaget Danmark altså, og frit slag med nye motiver, som tilsyneladende ingen havde opdaget og taget til sig før. Kunstneren sprudler af ny energi og malerglæde en glæde som skulle holde sig gennem årene ved Filsø. Men det første år, 1914 for nu præcis 100 år siden - var nu alligevel noget særligt, en helt intens opdagelsesfærd til en ny dybt fascinerende motivverden: Den jyske urnatur med et overvældende rigt og for Fynboen fremmedartet fugleliv. Omhyggeligt tegnede Johannes Larsen en tuschskitse af hvert eneste nyt motiv han tager fat på i foråret 1914, og han får siden alle skitserne indbundet i et pragtbind til hans elskede Alhed. Og dag for dag kan vi følge oplevelserne i brevene hjem, således fra den 10. marts 1914: Det går bedre og bedre. I dag havde jeg det Held at komme til 278 Svaner uden at forstyrre dem, men jeg måtte også gå det meste af en Mil og krybe hen ved 1000 Alen på Maven. Det var anstrengende, men det lønnede sig. Jo naturstudier og naturoplevelser af den karat kræver virkelig sin mand især når man som Larsen ikke blot måtte se og opleve, men også vide om motivet, helt ned til at tælle de 278 svaner og tro mig, det har han gjort, om og om igen, til han var sikker i sin sag.

4 4 (ILL: Svaner letter, træsnit.) Ud fra de talrige skitser, og tre skudte sangsvaner, der med ståltråd blev rettet til og anbragt ved søbredden, gik Larsen så i gang med storværket Sangsvanerne letter. Filsø En naturoplevelse af tilsvarende skønhed berettes hjem d. 18. april: Jeg var ude i Morges kl. 4 og lå i en god Times Tid og så på en Urhane, der skogrede ganske nær ved mig og jeg har lavet et par Tegninger. (ILL: Skogrende Urhane. Filsø Olie 43x58. Johannes Larsen Museet. Tekst: I det tidligste gyldne morgenlys, hvor selv en urhane kaster lange skygger, har Johannes Larsen skildret denne skogrende naturbesværgelse med en egen ydmyg værdighed.) Fascinationen af den vestjyske natur skulle holde sig gennem årene, såvel hvad angår de livgivende øjeblikke derude, jagtens glæder og kunstens lyksaligheder. I november 1929 skrev Johannes Larsen fra Henne Kirkeby Kro til sin ven og kollega, maleren og forfatteren Achton Friis: tyder på, at jagten lakker mod enden, jeg begynder at se Motiver og en af Dagene er det nok Malerkassen, der løser Bøssen af.

5 5 Igennem årene blev det til mange hundrede motiver fra Filsø. I marts 1918 skrev Fritz Syberg til forfatteren Johannes V. Jensen, at deres fælles ven Johannes Larsen, blandt venner Las, var rejst til Filsø, med 30 meter Lærred, han skal have lavet til Malerier. Og det var nok nogenlunde produktionen på et 2 måneders langt ophold! Myreflittig og vedholdende arbejdede Larsen sig ind i sit maleri på opholdene. I foråret 1929 kunne han således rapportere hjem, at han regnede med at få 34 billeder færdige, fordelt på 4 billedstørrelser. (Ill: Filsø, Olie på lærred, ejet af Danske Bank.) Intet under altså, at en typisk Larsen med fuglemotiv meget ofte er fra Filsø. Mange motiver går naturligvis igen, og så alligevel er det en bestemt dag, en bestemt belysning, en bestemt situation. De bedste af billederne er rene mesterværker lyriske billeddigte med en næsten svævende naturreligiøs stemning og stort set alle er gennemredelige forsøg på at gengive en bestemt, personlig naturoplevelse. Filsø-årene fik således en meget afgørende rolle for udviklingen af Larsens naturmaleri, og givetvis også for dets folkelige gennemslagskraft. Da Kerteminde Museum i 1937 åbnede som et kombineret kunst- og kulturhistorisk købstadsmuseum var det med Johannes Larsen som formand (og sådan fortsatte det faktisk frem til kunstnerens død i 1961). Formanden havde selv skænket en pæn samling malerier til det nye museum, og havde også sørget for at Filsø-opholdene var pænt repræsenterede, bl.a. ved de to her gengivne malerier, som blev skænket til det nye museum af Ny Carlsbergfondet. De var oprindelig indkøbt af brygger Vagn Jacobsen, der såvel var Larsens ven som Jagtkammerat ved Filsø. Den vestjyske natur fik således en meget fremtrædende position i Kerteminde. De to malerier hænger i dag på Johannes Larsen Museet. Med tyskernes beslaglæggelse af Henne Kirkeby Kro blev foråret 1943 Larsens sidste ophold på kroen. Efter krigen satte de sidste store landvindinger ind på søens bekostning, og Larsen kunne

6 6 blot se forbitret til naturødelæggelsen. Endnu som 93-årig havde Larsen ikke glemt (Interview i Jyllandsposten 22. april 1961) ødelæggelsen af Filsø: Tusindvis af ænder lå der på bunden og prøvede at finde noget at æde. Og staten betaler squ halvdelen af, hvad det koster at ødelægge sådan noget. Ikke så mærkeligt blev Larsens billedværk sat ind som et sidste værn mod udtørringen men forgæves. I anledning af malerens 80-års dag i december 1947 foresloges det i Fyns Tidende: at man vel egentlig ikke kunne hædre Johannes Larsen bedre end ved på afgørende Måde at frede denne Sø med det fantastiske rige Fugleliv og give Omraadet hans Navn. Vi bliver vel aldrig saa fattige i Danmark, at vi ikke har Raad til at have nogle Stykker fri Natur liggende. Kunstneren ville givetvis have betakket sig for navne a la Larsen Lake, men til gengæld glæder han sig givetvis i sin velfortjente fuglehimmel over, at søen nu er under fuld naturgenopretning, og at fuglene er på vej tilbage for at genindfinde sig på de rette pladser i Larsens Filsø-univers.