/tema2. baptist.dk. MAGASINET/tema ISSN

Transkript

1 1/tema

2 ISSN Abonnement Temabladet er en del af det gældende abonnement for hhv. baptist.dk for BaptistKirken og Magasinet for DDM. Særskilt abonnement koster kr. 125,- pr. år. Henvendelse til BaptistKirkens sekretariat (se oplysninger nedenfor) Ekspedition og adresseændringer Det Danske Missionsforbund John Thomsen, Helledievej 13 Nr. Lyngby, 9480 Løkken Tlf Ekspedition og adresseændringer BaptistKirken BaptistKirkens Sekretariat Lærdalsgade 7, st.tv København S Tlf fax sekretariat@baptistkirken.dk Giro Telefontid: Mandag-fredag Sekretær Gitte Elleby Jørgensen, Tlf. direkte Generalsekretær Jan Kornholt, Tlf. direkte jan@kornholt.dk Missionsforbundets sekretariat Rosenlunden 17, 5000 Odense C Tlf.: Fax: Nordea: Regnr.2374 kontonr ddm@ .dk Missionsforstander Peter Götz Hyacintvej 6, 3060 Espergærde Tlf missionsforstander@missionsforbundet.dk Formand Bent Fodgaard Møllevej 67, 7700 Thisted Tlf.: formand@missionsforbundet.dk Grafisk design Giraffe mail@giraffe.dk Oplag og tryk hos HANDY PRINT, Skive baptist.dk MAGASINET/tema Dette temablad udgives i samarbejde mellem Baptistkirken i Danmark og Det Danske Missionsforbund. Temabladet udkommer fire gange om året. Artikler og indlæg udtrykker ikke nødvendigvis BaptistKirkens eller DDMs teologiske grundlag. Ansvarshavende DDMs Forbundsråd v/ Bent Fodgaard, Møllevej 67, 7700 Thisted Tlf / formand@missionsforbundet.dk BaptistKirkens kommunikationsudvalg v/ Lone Møller-Hansen, Østergade 48, 3700 Rønne, Tlf Redaktion Stine Larsen, Enghavevej 3, 3200 Helsinge Tlf / ane_christine@larsen.mail.dk Lone Møller-Hansen Jeanette Munksbøl Thomas Willer Anders Hyldgaard Per Hansen E mail redaktion@ddm-magasinet.dk Faste medarbejdere Peter Götz Gunni Bjørsted Ruben Mortensen Tomas Lindholm Fotos: Rune Hansen (8, 10, 13, 17, 20 og 24) /tema2

3 Det er lettere at tage afstand... Leder af Per Hansen, grafisk designer og med i TEMA-redaktionen end tage stilling JEG HAR EN TING MED DAME- SKO. JEG FORSTÅR IKKE DAMESKO. HVERKEN SANDALER, PUMPS, STILLETTER ELLER STØVLER. Det er mig krop-umuligt at komme med en kvalificeret kritik af det ene efter det andet sorte produkt med remme, pynt og huller hos skohandleren. Det eneste, jeg med sikkerhed kan sige, er, om jeg synes skoene er grimme eller ej. Men her kan man jo komme grueligt galt af sted. Derfor har jeg opgivet at have en officiel mening om damefodbeklædning. Man kan på en måde sige, at jeg definerer min holdning til damefodtøj ud fra, hvad jeg ikke bryder mig om. Jeg har det lidt på samme måde med amerikansk baseball. Jeg forstår ikke at voksne mænd kan få livsindhold af at spille avanceret rundbold. Disse gigantiske stadiums med bedagede sangere der med overdreven vibrato afsynger nationalhymnen, mens millioner af amerikanere kigger på. Jeg forstår det ikke, og synes, det er latterligt. Men fælles for begge ovennævnte kategorier er at jeg ikke har noget som helst kendskab til dem. Kender ikke baggrund eller spilleregler. Har aldrig prøvet hverken at gå i damesko eller spille baseball. Min pointe er, at det er svært at have en nuanceret mening om det, vi ikke forstår eller kender til! Og det ukendte bliver farligt og udfordrende. Det er derfor langt lettere at tage afstand end tage stilling. Usikkerheden er enorm i det post- eller senmoderne danske samfund. Vi aner ikke hvordan vi skal reagere på presset fra moderniseringen og globaliseringen. På den ene side er valgmulighederne uendelige, og på den anden side er vi pressede økonomisk, følelsesmæssigt og socialt. Resultatet er, at vi oftere definerer os selv ud fra hvem vi ikke er, end hvem vi er. På det politiske plan gav det os danskere en del selvfølelse at være det lille land, der sagde NEJ til Maastrichtaftalen. Vi definerede os så at sige ud fra negationen. Kristeligt Folkeparti kom sammen med to andre protest -partier i Folketinget i 1973 ved at være IMOD fri abort og aktiv dødshjælp. I de kirkelige kredse er alting også til debat. De moralske spilleregler der kendetegnede det forrige århundrede og udgjorde Kirkens særkende og til en vis grad også Kirkens berettigelse, er udfordret af pluralisme og markedsføringstænkning, som på mange måder lader os usikre tilbage. Hvad er det egentlig vi tror på, og hvad er sandt, holdbart og varigt? Der er efter terrorangrebet i USA i 2001 opstået et forstærket behov blandt mennesker, også her i Danmark, for at etablere en identitet i opposition til de andre. Der foregår en konstant debat om, hvordan vi skal forsvare og forstærke vores identitet. Men det er i høj grad en negativ identitet, hvor vi forsøger at definere os selv som anderledes end de andre. Måske kendte Jesus til disse menneskelige karakteristika, da han vendte alting på hovedet og præciserede: I har hørt, at der er sagt: Du skal elske din næste og hade din fjende. Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer, for at I må være jeres himmelske faders børn; for han lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige. Hvis I kun elsker dem, der elsker jer, hvad løn kan I så vente? Det gør tolderne også. Og hvis I kun hilser på jeres brødre, hvad særligt gør I så? Det gør hedningerne også. Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske fader er fuldkommen! Mattæusevangeliet kapitel 5 vers På de følgende sider lader vi en række helt almindelige danskere komme til orde. TEMA-bladets udgangspunkt var egentlig et nummer der skulle handle om de fremmede, de mindste, de udstødte. Og så viser det sig at det måske i virkeligheden handler mere om os selv... Har du og jeg forstået hvad kristendommen som kulturbærer må betyde for vores forhold til vores medmennesker, og tør vi tage debatten om vores identitet og selvforståelse, før vi melder ud om andre? Vi håber, de næste 21 sider vil udfordre dig, som de har udfordret os. 3/tema

4 Bange for de bange Niels Hausgaaard synes, der er for meget præstekrave og for lidt næstekærlighed i vores kristendom i Danmark, hvis man da kan kalde det kristendom... Den bramfrie entertainer i et interview med temabladets Lone Møller-Hansen. Interview ved Lone Møller-Hansen. Fotos tp productions Niels Hausgaard anser ikke sig selv for at være en samfundsrevser: Det har jeg intet mandat til. Jeg er demokrat, siger han og fortsætter: Vi snakker så meget om ytringsfrihed. Jeg synes, vi har ytringspligt. Jeg har pligt til at blande mig. Det har vi i et demokrati. Vi skal sige, hvad vi mener, når noget er forkert. Demokratiet bliver aldrig større end vores engagement, siger Niels Hausgaard, som ringer fra endnu en lufthavn, syg af lungebetændelse, mens han pisker rundt i Danmark på en krævende turné. Selvom han ikke er oplagt, er han ikke til at misforstå, når man fraregner hans nordjyske stand-up sarkasme. SÅ DU KAN ELSKE DIN NÆSTE Jeg anser mig selv for at være kristen. Jeg synes, vi skulle indføre kristendommen i Danmark, har han udtalt til Kristeligt Dagblad. Den bemærkning får han lov til at uddybe: Kristendommen i Danmark er blevet for meget juristeri og præstekrave. Kernen i kristendommen er meget mere enkel. Det største bud er, at vi skal elske Gud. Det er der ikke nogen, der kan. Det er for abstrakt. Derfor har vi fået et andet bud, som er lige så stort, og helt genialt: Vi skal elske næsten, som vi elsker os selv. Vi skal være glad for at være den, vi er. Det er helt centralt, at vi skal elske os selv, ellers kan vi ikke elske andre. Det kan ikke lade sig gøre, hvis vi ikke kan lide os selv. BANEGÅRDSKRISTENDOM Niels indrømmer, at han næsten aldrig selv går i kirke, selvom han er medlem af folkekirken. For mig er det helt rigtigt, at kirken holder gudstjenester hver søndag, hvad enten der er mange eller få. Det er vigtigt, men jeg har ikke brug for at komme der. Min holdning ville ikke ændre sig af det, Det største bud er, at vi skal elske Gud. Det er der ikke nogen, der kan. Det er for abstrakt. Derfor har vi fået et andet bud, som er lige så stort, og helt genialt: Vi skal elske næsten, som vi elsker os selv. siger han, mens han strør om sig med bibelcitater, som viser, at han i hvert fald kender sit nye testamente. Han indrømmer, at han ikke ved nok om frikirker til at betegne dem som loger men det er nemt faren, at det er svært at komme ind. Jeg er selv opvokset i Indre Mission. Det havde ikke meget med kristendom at gøre... Jeg kan bedre lide en banegårdskristendom, hvor alle har ret til at være, og hvor ingen hører til og kan føle, at de ejer stedet, siger han og forklarer: Vi kan kun forsøge at være kristne. Mennesker, som kommer og siger: Jeg er frelst, og det er du ikke det holder jo ikke en meter. For mig er en rigtig kristen én, der forsøger, uddyber han med endnu et bibelcitat: Det, I gør imod disse mine mindste, gør I mod mig, siger Jesus. Det skal være vores tilbedelse. i det daglige. Vi er forpligtede på at hjælpe mennesker, som har brug for vores hjælp, i det omfang vi kan give den. VI SKAL MØDE VORES ANGST Niels uddyber sine holdninger omkring de fremmede jævnfør hans sang om de lyserøde danskere, der skal have samme farve som grise (se her ved siden af): Vi har ikke patent på dette land. Vi bliver flere mennesker og jorden bliver ikke større, altså må vi rykke sammen. Det kan vi ikke ændre ved, og så må vi hellere gøre det ordentligt. De mennesker, der er bange for de fremmede, har jo aldrig mødt én. Der er grund til at være bange for de bange. De er nemlig uforudsigelige. Jeg er ked af Dansk Folkeparti, for det er dér, de bange samles. Partiet bygger på en følelse, og det er for letkøbt. Jeg er utryg ved dem, der siger, at der er så mange sort. De vælter ind over grænsen. Det passer jo ikke. Det kan kun betyde, at vi skal fordele de fremmede noget bedre. De skal ud på landet dér, hvor jeg bor, og bo i nogle af de mange tomme huse. Så møder vi dem. Vi kan kun bekæmpe angsten ved at møde det, vi er bange for. Vi skal give folk mod gennem oplysning. Og så må vi jo stemme på nogle partier, som vil gennemføre en sådan politik. Politiker bliver Niels Hausgaard al- /tema4

5 Niels Hausgaard foreslår, at man skal indrette kirker, moskeer og synagoger i religiøse områder ligesom man har industriområder. Og så skal vi have et fælles menighedshus, hvor vi skal samles og drikke te og kaffe og spise sandkage. 5/tema

6 Niels Hausgaard: Som grise A-e egnlig tolerant, å a-e heller intj racist Det ka dæem dar tjejer mæ bevidne Men dar er kommen månner syfrå her te laent på de siest, Å det-e bløvven te intj så hielt fo mæ tijn. Men vi er e demokratisk laej, å dar ska vær plads te åel. Å så er vi jo skabt å saem gu. A ka båer intj ta farven på djær hu. A vil ha lysserøe meesker omkring mæ. Å siel-om a væ, det håer en pris, Så vil a slåes for, at danske mænd og kvinder Også fortsat ska ha saem kulør som gries. Ja, a vil slåes for, at danske mænd og kvinder Også fortsat ska ha saem kulør som gries. De kommer, som de er frå vidt forskellig laej, Mæ hvaer djær kulturelle egenart. Og det er jo så berigende å sandelig intj så vaegt, Å det jør, vi sier hinaen mæ mier klårt. Vi er-e høvt uvikle folk, klogedre end de flæst, Å så er vi jo skabt å saem gu. De-e båer så træls det der mæ farven på djær du. A vil ha lysserøe meesker omrking mæ... For meesker ska vær hielt lysserøe. De ska vær hudfarve ligesom gries. Kaski lidt hen i retningen å aspages. Å i øvrigt, vor herre bevares Å i øvrigt, vor herre bevares. drig, og så er vi tilbage ved demokratens pligt til at blande sig i debatten: De der tegninger af Muhammed, jeg fatter ikke, at de nogensinde blev bragt. Men det har da gjort forskellen på vores kulturer synlig! Der findes ikke nogen nem løsning på det problem. Det er trist, at det er kommet dertil. Men sket er sket, og jeg synes ikke, vi skal snakke mere eller bringe flere undskyldninger. Jeg kan ikke se, at jeg skal sige undskyld til et fireårigt børnehavebarn i Gaza. Det er for langt ude. ET FÆLLES MENIGHEDSHUS Jeg vil vise min dybeste respekt for religiøse menneskers religiøsitet, men jeg vil ikke bøje nakken for andres religion. Det er jeg ikke forpligtet til. Men jeg synes, det er mærkeligt at gøre noget, som man ved vil være et slag i ansigtet på andre mennesker. Jeg kan ikke finde noget argument for det. Så kommer et andet Hausgaard-citat: Ytringsfrihed er også friheden til at holde mund. Han understreger, at det ikke er at give køb på ytringsfriheden en ufri presse vil være at sparke til demokratiet, men vi skal øve os i at vise respekt og give plads for hinanden. Lige som man har industriområder, synes jeg vi skal have religiøse områder. Her skal alle kirker, moskeer og synagoger ligge. Så skal vi have et fælles menighedshus, hvor vi alle samles til te, kaffe og sandkage, når vi ikke lige er ude i vores templer. Det vil være integration. Om han så selv ville komme dér? Det kan da sikkert blive et meget hyggeligt fællesskab. Men måske vil jeg kun komme i menighedshuset. /tema6

7 Hva gør vi? Troen sætter aftryk som politisk udtryk Af Jeanette Munksbøl MAHATMA GANDHI GJORDE DET PÅ SIN MÅDE. DEN KRISTNE SYSTEMKRITIKER SOLSCHENIZYN GJORDE DET PÅ EN ANDEN MÅDE. Martin Luther King døde af det, og Nelson Mandela sad fængslet i årevis for at gøre det. Også Kaj Munk måtte bøde med sit liv for at gøre det, og den kendte tyske præst Boenhoeffer blev ved med at gøre det. Dalai Lama anklages for at gøre det, og i Polen indførtes demokratiet, fordi Lech Walenza gjorde det. Tjekkoslovakiet blev et demokrati fordi Vaclav Havel og hans tilhængere gjorde det. Her hos os har vi også gjort det. I mange år har troen, vores dybeste overbevisning, ikke bare været blandet ind i, men selve udgangspunktet for vores politiske tænkning. Noget, vi kan kalde kristent sindelag, har ligget bag vores holdninger til, hvordan vores samfund skulle se ud (det, vi kalder politik), hvordan vi skulle lovgive, og hvordan det var i orden at behandle hinanden. Religion og politik har i høj grad været to sider af den samme sag. Des flere ord, des større bliver tomheden og hvad gavner det mennesket? Sådan står der i Prædikerens bog i Det Gamle Testamente. Den tanke kan nok have strejfet en del af os den senere tid. Der kan siges så meget. Rigtig meget! Der kan menes, og synes og overvejes og spekuleres og diskuteres, frem og tilbage, op ad døre og ned ad stolper; og det har vi gjort. Alle synspunkter har været luftet og, for endnu engang at citere prædikeren, så er der vist intet nyt under solen. Alt har været sagt mindst én gang. Det er nemlig noget af det, vi kan her i landet. Vi kan vende og dreje og debattere og signalere (og kværulere), reflektere, sige for og sige imod og postulere og ytre os. Vi ka lide det og vi er rigtig gode til det. Vi er simpelthen blevet så gode til det, fordi vi har gjort det længere end nogen af os kan huske. Det har vi kunnet gøre, fordi vi lever i et godt gammelt DEMOKRATI. Det vil simpelthen sige, at ingen, med hverken vold eller magt eller trusler kan tvinge nogen til at tale eller holde mund, til at tro eller lade være, til at synes eller ikke at synes. Det vil i princippet sige, at tanken er fri og at alle skal behandles lige, uanset køn, tro, overbevisning eller hudfarve. Det har vi altid været stolte af! Hvordan er det så lige, vi har fået al den parlamentariske frihed, ytringsfriheden, trosfriheden og alt det andet? I virkeligheden skal vi vel nærmest helt tilbage til Gorm Den Gamles tid. Da Kong Haarik besluttede at lade munken Ansgar, kristne danerne, gik det godt nok noget trægt i starten; dåben kunne vi tvinges til, men hjertet skulle jo også med. Det kom det så med tiden. Ganske vist var vi stadig lidt vilde i det tog på vikingetogter, røvede lidt her og voldtog lidt der, men efterhånden bredte civilisationen sig, og vi lagde vore våben for en tid. Dermed ikke sagt, at vi ikke senere har været delagtige i andre ulykker korstog, slaveri og grønlandsk kolonialisering, for nu at nævne nogle af dem. Men med tiden er vi kommet i besiddelse af noget, vi ynder at kalde vor kristne kulturarv. Den arv vi har med os, det som vort demokrati, vor lovgivning og vor selvforståelse er forankret i, er den evangeliske fordring til os. Kerneværdierne vil nogen kalde det. Det er evangeliets tanke, at det enkelte menneske er ukrænkeligt. Andre kerneværdier er frihed under ansvar og den stærkes ansvar for den svage. Selv tanken om, at den som har skal dele med den, som ikke har, er evangelisk også selv om socialisterne senere har taget patent på den. Det vi har, har man ikke alle vegne. Og det vi har, har vi i høj grad fordi kerneværdierne troen om man vil er den dagsorden som Kristus skriver i enhver discipels hjerte. Den har fået lov at præge også den politiske dagsorden og debat, og fordi den har ligget som en naturlig klangbund i vort danske samfund. Respekten for ikke bare os selv, men for med-mennesket. Problemet med med-mennesket er, at det somme tider rykker betænkeligt tæt på. Somme tider så tæt på, at vi bliver bedt om at dele dét, vi altid har betragtet som vores, med vort med-menneske. 7/tema

8 I mange år har troen, vores dybeste overbevisning, ikke bare været blandet ind i, men selve udgangspunktet for vores politiske tænkning. Noget, vi kan kalde kristent sindelag, har ligget bag vores holdninger til, hvordan vores samfund skulle se ud (det, vi kalder politik), hvordan vi skulle lovgive, og hvordan det var i orden at behandle hinanden. Dansk politiker foran Københavns Rådhus /tema8

9 Kan det virkelig være MIN næste, som ser sådan ud..? tænker vi, mens vi ansigt til ansigt med næsten spejder forgæves efter en næste, som ligner os selv lidt mere. Så kan det være svært at bevare perspektivet. Den sidste tid har mere end noget andet vist, at det ikke er nu vi skal miste overblikket og forledes til at tro, at politik og tro kan eller bør skilles ad! Det er heller ikke nu, vi skal overlade politik til kølige strateger eller følelsesfulde retorikere. Lige nu har vi derimod mere end nogensinde brug for at tænke troens principper og perspektiver ind i politiske beslutninger. Det er nu, vi må besinde os på vor kristne tro og beslutte, om vi ER et kristent land, som bygger på Jesu lære om næstekærlighed, tilgivelse og forsoning eller om vi vil skyde os selv i foden og demokratiet i hjertet, mens vi raser mod anderledes tænkende. Om vi, i frygt for det fremmede, og alt hvad vi ikke forstår, vil flå kipaér, tørklæder, kors og turbaner af hinanden i en ny slags samfund, hvor den stærkeste har ret, enhver er sig selv nærmest, og hvor mistro og mistillid vil være de hyppigste blomster i den engang så smukke danske grøftekant. Om vi vil lukke os om os selv i frygt og såret stolthed, eller vi vil møde verden, som Kristus altid har gjort det; i kærlighed og med et åbent hjerte. Hvilket valg vi træffer, vil altid afspejles i vore regulativer, direktiver og politiske handlinger. 9/tema Romerbrevet kapitel 12 vers 14, 17-18

10 Hvem er de fremmede? Vi har det med at putte de andre i en kasse, så vi kan holde dem ude fra os. De fremmede er bare svære at få ned i én kasse, for de er kristne, muslimer, buddhister, hinduer, politiske flygtninge, asylansøgere, andengenerations-indvandrere, familiesammenførte, amerikanere, tyrkere, kinesere, belgiere... osv. tal fra statistikken kan understrege, hvor forskellige de er. Af Inger og Bent Dahl Jensen. Inger Dahl Jensen er freelance journalist. Bent Dahl Jensen er freelance journalist og ophavsmand til hjemmesiden Under krisen i kølvandet på Muhammed-tegningerne blev der vist en tv-reportage fra en demonstration i Gjellerup ved Århus, hvor der bor mange indvandrere. En talsmand med et fremmedklingende navn sagde på velformuleret dansk: - Vi bliver også kede af det, når Dannebrog brændes af, for det er et flag, vi holder af. Vi er blevet modtaget godt i Danmark og sætter pris på demokratiet og friheden i dette land. (Citeret efter hukommelsen). Det var så velgørende at høre en stemme, der mindede os om, at de fremmede er en meget sammensat gruppe, og at nogle faktisk er glade for at være her. Når tv viser billeder af vrede mennesker, der råber Død over Danmark, rejser det følelser af frygt, vrede, forundring og magtesløshed. Både hos os, der har lange rødder i Danmark, og hos dem, der er ved at slå rod. DANSKE MUSLIMER OG KRISTNE INDVANDRERE Tit tales der om danskere og muslimer, som om det var to forskellige størrelser, men gruppen danskere omfatter også muslimer. Tallene i det følgende skal illustrere, at gruppen indvandrere også omfatter omkring en tredjedel kristne, og at muslimer udgør under halvdelen. Beregningerne er baseret på tal fra 2004, men tallene har ikke ændret sig væsentligt siden, idet der stort set er lukket for indvandring, og der kun kommer få asylansøgere til Danmark. HVER TREDJE INDVANDRER ER KRISTEN Der findes ingen officiel registrering af menneskers religiøse tilhørsforhold i Danmark. Derfor kan man ikke sige noget præcist om, hvordan den religiøse fordeling er blandt indvandrere og deres efterkommere. Men man kan regne sig frem til et nogenlunde dækkende billede. Fremgangsmåden er den enkle, at man går ud fra, at den religiøse tilslutning blandt indvandrerne fra et land svarer til den religiøse fordeling i deres hjemland. Et eksempel: På Filippinerne er 93 procent af befolkningen kristne og fem procent muslimer. Hvis vi antager, at fordelingen er den samme blandt filippinere i Danmark, betyder det, at der blandt de 4721 filippinske indvandrere er 4399 kristne og 236 muslimer. På tilsvarende måde kan man, land for land, beregne, hvordan den religiøse tilslutning er i hele indvandrergruppen. Metoden er forbundet med en vis usikkerhed, da man ikke ved, om sammensætningen af indvandrergrupperne svarer til sammensætningen i deres respektive hjemlande. Men det er nærliggende at antage, at hovedparten af indvandrerne fra et muslimsk land, hvor tilslutningen til islam ligger på op til procent, er muslimer. Ligeledes må man formode, at hovedparten af indvandrerne fra et sydamerikansk land, hvor tilslutningen til en kristen kirke ofte ligger på procent, er kristne. Ud fra denne beregningsmetode er den religiøse fordeling blandt indvandrere og efterkommere i Danmark som vist i den følgende tabel: INDVANDRERES TRO Kristne 34,1 pct. Muslimer 44,0 pct. Buddhister 3,7 pct. Hinduer 2,6 pct. Jøder 0,4 pct. Andre 2,1 pct. Ikke religiøse 2,6 pct. Uoplyst 10,5 pct. Tallene skal tages med den usikkerhed, der er forbundet med beregningsmetoden. Men de giver et fingerpeg om, hvordan den religiøse fordeling er blandt de indvandrere og efterkommere, der var i Danmark pr. 1. januar Kilder: Beregningerne er foretaget på grundlag af oplysninger fra Danmarks Statistik, Tværkulturelt Center og håndbogen Operation World. DANSKERE, INDVANDRERE, EFTERKOMMERE Pr. 1. januar 2004 lever der i Danmark mennesker med en anden etnisk /tema10

11 Læs mere på HER KOMMER DE FLESTE INDVANDRERE OG EFTERKOMMERE FRA baggrund end dansk, hvilket svarer til 8,2 procent af befolkningen. Heraf er indvandrere, mens de resterende er efterkommere. Danmarks Statistik skelner mellem tre betegnelser: dansker, indvandrer og efterkommer. En person er dansker, hvis mindst en af forældrene er både dansk statsborger og født i Danmark. Hvis personen ikke er dansker, er vedkommende indvandrer, hvis han/hun er født i udlandet og efterkommer, hvis han/hun er født i Danmark. (Disse betegnelser siger ikke noget om vedkommendes statsborgerskab. Både blandt indvandrere og efterkommerne er der mennesker, der har fået dansk statsborgerskab.) Indvandrere omfatter dem, der for mange år siden kom hertil som gæstearbejdere, og flygtninge, der har fået opholdstilladelse. Indvandrere og efterkommere er altså en stor gruppe mennesker, der kommer fra alle dele af verden. Opgjort efter politiske regioner og verdensdele ser fordelingen sådan ud: HER KOMMER INDVANDRERNE FRA EU-lande ,0 pct. Øvrige Europa ,9 pct. Afrika ,7 pct. Nordamerika ,9 pct. Mellem- og Sydamerika ,7 pct. Asien ,8 pct. Oceanien ,4 pct. Statsløse og uoplyst ,6 pct. Kilder: Danmarks Statistik: Statistisk Årbog Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration: Årbog om udlændinge i Danmark Tyrkiet ,3 pct. Irak ,8 pct. Tyskland ,7 pct. Libanon ,9 pct. Bosnien-Hercegovina ,8 pct. Pakistan ,4 pct. Tidl. Jugoslavien ,0 pct. Somalia ,9 pct. Norge ,5 pct. Sverige ,2 pct. Iran ,2 pct. Polen ,9 pct. Vietnam ,8 pct. Storbritannien ,7 pct. Sri Lanka ,3 pct. Afghanistan ,3 pct. Marokko ,0 pct. Island ,7 pct. Kina ,5 pct. Thailand ,5 pct. Øvrige lande ,6 pct. Alle lande Kilde: Danmarks Statistik: Statistisk Årbog Asylansøgere er ikke med i statistikken over indvandrere. Det er mennesker, der er flygtet, fordi de er utrygge i deres hjemland på grund af politisk eller religiøs forfølgelse. De søger om og får i nogle tilfælde opholdstilladelse. Det kan også være mennesker, som flygter fra fattigdom, men de får ikke opholdstilladelse. I 2004 søgte om asyl fik opholdstilladelse. 11/tema

12 Hvis jeg skulle starte en virksomhed...! Da man i fortiden så lyn og hørte torden, troede man guderne var vrede, og ventede at himlen ville falde ned over hovedet. I dag nyder vi en vejrudsigt i radioen, og tager en paraply frem fra skabet. Af Erik Christiansen. Erik er ansat i Dansk Røde Kors Asylafdeling som centermedarbejder i Sandholmlejren. Ængstelsen for dét vi ikke ved noget om, er i princippet den samme. Vi handler usikkert på dét vi oplever som det ukendte.. Mødet med en anden kultur og andre mennesker med en anden hudfarve bærer de samme elementer af usikkerhed i sig. Når de andre ikke passer ind i vores samfundsbillede eller er nogen som vi ikke forstår, er det svært at placere dem MENNESKER ER FANTASTISKE Mennesker er fantastiske. De kæmper og kæmper på de betingelser der nu engang er. Hvad enten jeg skændes med en forurettet algier eller samler en barneseng for en nybagt bekymret mor fra Burundi, eller ringer til en advokat på vegne af en mand fra Kosovo, så kan jeg identificere mig med deres motiver. Fordi jeg ville nok have gjort det samme i deres situation, for mennesker er grundliggende ens. Ensomhed, kærlighed, forkastelse, accept og andre grundliggende følelser er de samme uanset hudfarve, religion, eller kultur. Hvis jeg skulle starte en eller anden slags virksomhed i Danmark på f.eks. 200 mand, ville jeg ikke have noget problem i at bruge 100 % indvandrere. De er som danskere i det rette blandings forhold. De fleste vil det rigtige og nogle få vil det urigtige, og så er der en gråzone indimellem. HVIS JEG VAR CHEF Hvis jeg var chef, skulle min souschef f.eks. være fra Kina. Stillingerne som mine 4 afdelingsledere ville jeg snildt kunne tildele udvalgte mennesker fra Irak, Rusland, Montenegro og Uganda. Mine reklamefolk kunne komme fra Iran og Afghanistan, og mine sælgere fra Pakistan og Indien. Børnehaven, der er tilknyttet virksomheden, skulle ledes af en somali, og somalikvinderne skulle ansættes som pædagoger. Rengøring kunne varetages af folk fra Sudan og Ghana. Jeg nævner disse nationaliteter, fordi jeg har ansigter på dem alle sammen. Jeg har modtaget, indlogeret og været i daglig kontakt med tusindvis af mennesker fra andre himmelstrøg end de danske gennem mit arbejde på et asylcenter. Det er et modtage- og udrejsecenter, hvorfor vi i sagens natur modtager og hjemsender mange mennesker. En stor del af beboerne bor dog i centeret i lang tid. På asylcenteret lander også de mennesker af anden etnisk herkomst, som kommer fra livets skyggeside. Bankrøvere, tidligere menige og generaler fra alverdens hære, mere eller mindre kriminelle, psykisk ustabile og personer med en voldelig fortid og mange syge. Disse mennesker omgås jeg også dagligt i mit arbejde. Ingen skal derfor tro, at jeg romantiserer mit billede af de fremmede. Fik jeg i øvrigt nævnt plattenslagerne? Hele spekteret er repræsenteret. Men sagen er, at man kunne skifte alle beboere ud med danskere tildelt de samme oplevelser og levevilkår, og nogenlunde det samme blandingsforhold ville opstå. SKABT I GUDS BILLEDE Hvis jeg ser andre mennesker som værende ulige mig selv er jeg på afveje. Hvis vi tror på, at mennesket er skabt i Guds billede, så ER vi alle lige. Det betyder langt fra at vi er ens, heldigvis. Men at være lige er det samme som, at den værdi jeg har også gælder for min næste. Uanset hudfarve, religion eller kultur. Den grundliggende respekt jeg har for min nabo i Danmark, må også gælde serberen jeg møder på gaden. I øvrigt også selv om de ikke viser mig den respekt, som jeg har krav på. Vi kan ikke elske vores næste, og dernæst ringeagte ham fordi han ikke opfører sig som os selv. Hvordan kan man sende sin 16-årige datter alene til et andet land, var der én der sagde forleden. Det handlede om en irakisk pige som efter mange strabadser blev sat på en flyver af sin mor til Danmark. Jeg er bare så træt af at høre mennesker som aldrig har været rigtig sultne, og som lever i social tryghed, have en mening om hvad andre mennesker skal gøre på den anden side af kloden. Den snigende tanke om, at vi er de rigtige mennesker, og at de andre er dårligere mennesker, er udbredt. Også hos mennesker som bekender sig til den kristne tro. Når vores viden og holdning baserer sig på indtryk fra omgivelser og medier, bestyrker det vores egen usikkerhed om, hvorvidt det er himmelen, der falder ned, når vi hører buldren af torden. /tema12

13 Hvis vi tror på, at mennesket er skabt i Guds billede, så ER vi alle lige. Dansk dreng spiller bordfodbold 13/tema

14 Verden er en tillidssag Lad være med at tro det værste om mennesker. Så går det galt, siger Niels Thure Krarup. Henrik Sejerkilde har mødt den kirkeligt engagerede journalist, der lige nu er dybt bekymret over danskernes mistro til muslimerne. Af journalist Henrik Sejerkilde. Fra De Bergske Blades weekendmagasin FRI lørdag den 25. februar Gengivet med venlig tilladelse. Hvad er det egentlig, der sker med os danskere lige nu? Stemmen dirrer let af oprigtig bekymring. Det gør ondt at se Dannebrog brænde. Men det smerter også at mærke mistroen gnave mærker i vores omdømme. Den tidligere tv-journalist Niels Thure Krarup er optaget af at finde ud af, hvordan den seneste måneds internationa1e krise, forårsaget af en håndfuld karikaturtegninger af profeten Muhammed har påvirket os; For ham er der meget mere end gradbøjninger af ordet undskyld og dyrebare eksportordrer på spil. For Niels Thure Krarup handler konflikten i lige så høj grad om, hvordan vi opfører os. Og budskabet fra køkkenbordet i parcelhuset i Snejbjerg er klart nok: Vi har gjort i nælderne, og det vil præge os - og omverdenens syn på os - i mange år fremover. - I 1967 faldt en jævnaldrende ung mand mig om halsen i New York, hvor vi stod i kø for at komme ind og overvære et møde i FN s sikkerhedsråd. Da var Danmark - som nu - formand, og ambassadør Hans Tabor skulle forsøge at stoppe seksdageskrigen i Mellemøsten. Den unge mand havde opdaget, at jeg var dansk, og som israeler ville han takke mig...fordi I gjorde så meget for mit folk, da de var forfulgt, svarede han. - Jeg svarede, at jeg intet har gjort... jeg blev født mens det skete, men jøder har flere gange siden takket mig for det, som et meget lille antal danskere gjorde den gang. Derfor ved jeg, hvordan det er at blive behandlet som en af dem - positivt - på samme måde som vi alt for ofte behandler vores medmennesker som en af dem - negativt. Før Niels Thure Krarup som 23-årig rejste til USA syede hans mor et silke-dannebrog på hans nye blazers brystlomme. Det ville være uklogt i dag. FERNIS ER KRAKELERET Der er formiddagsstille på villavejen. Men dramaet lurer lige bag den vintertynde hæk. Niels Thure Krarups nabo er muslim, og han er godt træt af at høre om Muhammedsagen - og alt det, den fører med sig. Og den 62-årige journalists barber er iraker, og han er belagt med et lag fornuftigt teflon, som gør, at han glider totalt af, når jeg prøver at diskutere det her med ham, siger han. Niels Thure Krarup vil ellers gerne i dialog og høre, hvad den anden side mener. Derfor beklager han, at barberen vælger at klappe i som en form for selvcensur; den burde ikke forekomme i et land, der normalt bryster sig af at være fordomsfrit og åbent, synes han. Fernissen på det traditionelle skønmaleri af danskerne som en nation af imødekommende mennesker er krakeleret på det seneste. Ifølge Niels Thure Krarup er det imidlertid spørgsmålet, om ikke det billede længe har stået skarpere i vores egen bevidsthed end i omverdenens kikkert. I hvert fald er han dybt skeptisk over for, hvor tolerante vi egentlig har været over for andre i de senere år. Han har det selv helt tæt inde på kroppen. Hans datter er gift med en mand fra New Zealand, som ikke kunne få opholdstilladelse i Danmark, så familien derfor måtte vælge at bo på den anden side af kloden. Hans anden svigersøn, der bor i København, har følt den snigende racisme på sin egen krop. - Han kan meget nøje fortælle, hvordan perkerne bliver behandlet. Selv om han er brasilianer og alt andet end muslim. Han er præst i pinsekirken, men alligevel... fordi han er lidt mørk i huden... MANDFOLK I THY Den slags gør ondt og svier langt ind i sjælen hos Niels Thure Krarup. Når han hele sit liv har forsøgt at møde verden med et åbent sind, er det ikke mindst thyboernes skyld. - Det er mit livs lykke, at jeg som dreng blev eksporteret fra Frederiksberg til Stagstrup i Thy, hvor min far blev præst. Jeg kom ud til mennesker, der talte et helt andet sprog end i præstegården. Men i søndagsskolen og til spejder mødte jeg folk, der kunne mere end deres Fadervor. De har lært mig meget mere om kristendom end alverdens teologer, siger Niels Thure Krarup og slår over i et tonefald, der minder om thybomål med lidt for glatte kanter. Han blev den første student i sognet, og den lærdom brugte han i første omgang til at uddanne sig til folkeskolelærer i Herning. Men det kirkelige arbejde - og lysten til at møde andre mennesker - rykkede rundt på hans tilværelse. I 1970 blev han og hustruen Lilly /tema14

15 Et ordsprog siger, at når elefanterne slås, er det græsset, det går ud over. Og det går ud over alle fredelige mennesker, når andre spreder frygtens og mistænksomhedens gift. sendt til Nigeria af Sudanmissionen. Mødet med Afrika var voldsomt, men de fik hurtigt gode venner på tværs af religion og hudfarve. Og de oplevede, at danskere var velkomne og respekterede. - Danske missionærer har det internationale ry, at vi ikke tromler selvglade frem, men viser sensibilitet over for andre kulturer. Det handler i bund og grund om, om vi tror det værste eller det bedste om andre mennesker. Siden gik familiens veje blandt andet til Etiopien og Minnesota, før Niels Thure Krarup blev journalist på TV Midt/Vest i Holstebro og siden redaktør på Kristeligt Pressebureau. Sideløbende har det kirkelige organisationsarbejde fyldt meget, senest er han som lægmand netop blevet genvalgt til det Mellemkirkelige Stiftsudvalg med det største antal personlige stemmer. LUKKET KIRKE Folkekirkens statsmonopol på tro har gjort, at danskerne er uvante med andre trosretninger - og uvillige til at optage dem i samfundet, mener Niels Thure Krarup. Den lidt tunge institution har svært ved mødet med den kontante islamiske trosverden. I stedet for åbenhed lukker kirken sig om sig selv, mener han: - Jeg kan ikke forstå, at missionskredsene ikke åbner dørene for de fremmede. I mere end 100 år er missionærer rejst ud for at omvende verden. Nu er verden så kommet til os - og så vil vi ikke høre på dem, men reagerer i stedet med frygt og fjendtlighed. Han peger også på de kirkelige kræfter på den politiske højrefløj, som har travlt med at nedgøre og fordømme religiøse modstandere. Det fremmer ikke ligefrem muligheden for at tale ordentligt sammen, hvis tonen er så skinger. - Et ordsprog siger, at når elefanterne slås, er det græsset, det går ud over. Og det går ud over alle fredelige mennesker, når andre spreder frygtens og mistænksomhedens gift. - Verden er ikke befolket af onde mennesker. Det finder vi ud af, hvis vi ellers møder andre med tillid, mens mistro og konfrontation får positionerne til at stivne. Mistilliden splitter. Og efter at det hele har kørt på de høje nagler, vil jeg håbe, at begge sider åbner op og erkender højlydt, at det, der er sket, er noget lort, som kun er blevet kørt op i en spids på grund af frygt. VEND DEN ANDEN KIND TIL Hvordan kommer vi videre? - Vi danskere har længe levet i et racerent reservat. Og vi har tænkt for meget med pengepungen og overset, at muslimerne er blevet trådt på. Af deres egne diktaturer, af Vesten, af USA. De er hudløse over at blive behandlet så dårligt, mener Niels Thure Krarup, som håber, at vi lærer noget af hele affæren. Tiden er måske til at ransage folkesjælen og anerkende, at håneretten ikke gælder ubegrænset. At nogle emner bare er fredet mod dumsmarte bemærkninger. - Det her morads, vi er havnet i, må få os til at spørge, hvad det er, vi vil holde helligt. Helligt er for mig noget, der er ukrænkeligt, og offentliggørelsen af de tegninger handler for mig at se ikke om ytringsfrihed, men om retten til at håne andre. Selvom ordet undskyld har været svært ved at finde vej til manges læber, mener Niels Thure Krarup ikke, der er nogen vej udenom: - Den Kristus, jeg kender, kæmper ikke. Han blev henrettet og ydmyget på groveste vis, men sagde alligevel, at vi skulle vende den anden kind til. Det har jeg godt nok stadigvæk svært ved at få lært. Men det gør det ikke mindre rigtigt. Selvfølgelig kan vi ikke respektere, at mennesker proklamerer, at tyveknægte skal have hugget hænderne af. Men mennesket skal vi altid have respekt for. henh@bergske.dk 15/tema

16 Jeg var fremmed og I tog jer af mig Jesus fortæller mig ikke, hvordan samfundet skal indrettes; han fortæller mig, hvordan mit liv skal indrettes! Fem spørgsmål til Tomas Baldur, præst i Bethelkirken siden efteråret 2003, 33 år og bor med sin familie på Amager. Der tales meget om, at det danske samfund er bygget på et kristent fundament. Hvor ser du det i dag? Det ser jeg faktisk ikke måske pri mært fordi jeg ikke ønsker at se det! Jeg er glad og lettet over,at EU udelod referencer til kristendommen i sin forfatning, og jeg ville ønske at man i Danmark ville gøre det samme og slette referencerne til kristendom i Grundloven. For mig er idealet et helt igennem sekulært og religionsneutralt samfund, hvor ingen religion nyder nogen form for særstatus. Hvorfor dog det? Fordi den cocktail, der hedder nationalisme og religion er fandens yndlingsdrink. Som jeg ser det, er en af de store forskelle på kristendom og islam netop evangeliets forkyndelse af, at den kristne Gud vil frelse og reformere individet (og dermed indirekte det fællesskab, individet indgår i), hvorimod islam i høj grad tager direkte sigte på at reformere samfundet gennem indførelse af sharia. Der findes ingen kristen parallel til sharia. Jesus fortæller mig ikke, hvordan samfundet skal indrettes; han fortæller mig, hvordan mit liv skal indrettes! For mig at se er det nødvendigt, at vi som kristne frasiger os nationalromantisk patriotisme. Danmark er på mange måder et udmærket sted at bo, men Paulus og jeg er enige om, at vort borgerskab er i himlene. 1 Paulus var romersk statsborger; det gav ham nogle praktiske fordele. Jeg har et rødbedefarvet, dansk pas; det giver mig nogle praktiske fordele, som jeg sætter stor pris på og værner om. Men jeg er ikke først og fremmest dansk; jeg er først og fremmest en kristen, der bor i Guds globaliserede verden. I Danmark er jeg født, men jeg har ikke hjemme her. Jeg er fremmed og tilflytter hos Gud. 2 Kirken trives bedst i en position udenfor direkte politisk indflydelse. De fleste gange kristne har fået magt som de havde agt, er det gået galt. Det gik galt for det hellige, romerske imperium. Det gik galt for de schweiziske reformatorer. Det går til stadighed galt for George Bush. I Danmark fastholdes størstedelen af befolkningen i en illusion om, at vi er alle sammen kristne godt hjulpet på vej af en statsfinansieret kirke. To af dens præster sidder for øvrigt i folketinget som eksponenter for reaktionær apartheid af værste skuffe. Hvordan synes vi selv det går? Derfor ønsker jeg mig et 100 % sekulært samfund, hvor hverken katolikker, baptister eller muslimer kan pive over forskelsbehandling fordi der ikke gøres nogen forskel! Hvor kristendom (eller andre religioner) ikke blandes ind i samfunds-debatten. Hvor skønne, kristne resurser ikke spildes på ligegyldige diskussioner om forholdet mellem stat og kirke, og hvor befolkningen derfor ikke gives indtryk af, at baptister, katolikker og lutheranere repræsenterer forskellige religioner. Så kunne vi koncentrere vores tid og kræfter om det, vi er her for: at være og at gøre mennesker (individer) til efterfølgere af Jesus. Mener du dermed at kristne sandheder er irrelevante for den måde vores samfund bør skrues sammen på? Bestemt ikke! Der har ligget en kristen overbevisning til grund for nogen af verdenshistoriens vigtigste, sociale omvæltninger. Afskaffelsen af slaveriet i USA begyndte ved at nogle kvækere fandt det uforeneligt med deres kristne livs- og menneskesyn at holde andre mennesker som slaver. Det blev snebolden, der startede lavinen. Det er en gennemgående erkendelse i det Nye Testamente, at Gud ikke gør forskel på mennesker. 3 Alligevel formaner Paulus igen og igen f.eks. slaver til at være lydige mod deres herrer. 4 Hvis Gud ikke gør forskel og det ikke kommer an på, om man er mand eller kvinde, træl eller fri, hvorfor gør Paulus sig så ikke til talsmand for fuld ligestilling mellem kønnene samt afskaffelse af slaveriet? Fordi et sådant forsøg på en kulturel samfundsomvæltning ville kompromittere hans primære opgave; at formidle evangeliet! Og fordi evangeliet ikke drejer sig om at indføre en sharia-lignende forskrift for, hvordan samfundet skal indrettes; det drejer sig om at frelse og reformere enkeltpersoner. Det kan så indirekte få betydning for samfundet. Kunne Filemon, efter at have læst det brev Paulus skrev til ham, forsvare at fastholde Onesimos som slave? Næppe. Jeg mener det er vores opgave vedholdende at gøre mennesker, både i og udenfor kirken, opmærksomme på uretfærdighed i samfundet. Læs Amos Bog eller nogle af de øvrige profetiske skrifter. De emmer af social indignation og bugner af opgør med kulturel selvretfærdighed. Det er for mig at se også kirkens opgave i dag at være en sådan profetisk røst, der undsiger ondskab og uretfærdighed og selv /tema16

17 Dansk mor underholder sin baby 17/tema

18 Tolerance er for tøsedrenge! Respekt og tolerance er middelmådige begreber, som mennesker klamrer sig til i mangel af bedre. Jesus lader ikke sin kirke slippe så billigt. Han har ikke kaldet os til at respektere og tolerere. Han insisterer på noget meget større, nemlig at vi elsker og velsigner mennesker selv dem, der evt. måtte hade eller forbande os gør en holistisk indsats for at gøre verden til et bedre sted. Betyder det også at vi, som kristne, bør gøre os til talsmænd for en øget tolerance i vores samfund i dag? Eller er det et udtryk for en glidebane bort fra nogen gudgivne sandheder? Tolerance er for tøsedrenge! Respekt og tolerance er middelmådige begreber, som mennesker klamrer sig til i mangel af bedre. Jesus lader ikke sin kirke slippe så billigt. Han har ikke kaldet os til at respektere og tolerere. Han insisterer på noget meget større, nemlig at vi elsker og velsigner mennesker selv dem, der evt. måtte hade eller forbande os. 5 Det udgangspunkt, Jesus har givet os, er det tofoldige kærlighedsbud; du skal elske Gud og din næste. 6 Det er derfor forkert, når folk betegner næstekærlighed som en kristen værdi. Det er kun halvdelen af en kristen værdi men en meget vigtig halvdel! Den hele kristne værdi er at elske Gud og medmennesket. Det er den gudgivne sandhed. Vi kommer ud på en glidebane hvis vi forsøger at praktisere respekt og tolerance uden at den kærligheden til Gud og til næsten opererer i baggrunden. Så kommer tolerance til at lugte af kultur- og værdirelativisme og respekt af, at alt og alle er OK. Der er en tid til hellig intolerance og hellig respektløshed, men hvis det ikke er gennemsyret af oprigtig kærlighed til Gud og mit medmenneske, kommer det til at stinke fælt. Så hvor går din grænse? Ville det være OK, at nabogrunden til din kirke blev anvendt til bygning af en moske? Ja, hvis ikke det var fordi, der lå en børnehave i forvejen, så fint med mig! For min skyld kunne man også gerne afhænde tomme kirkebygninger til muslimer. Så ville de i det mindste fortsat blive anvendt til en dybt respektfuld gudsdyrkelse, om end jeg personligt ikke er enig i den form for gudsdyrkelse. Men hellere det, end som i England, at de bliver indrettet til ejendomsmæglerfirmaer eller discountsupermarkeder. Muslimer og moskeer er ikke større modsætninger til kristendom end den perverterede materialisme og dens templer (indkøbscentrene) er. Tværtimod! Muslimer har, som alle mennesker, en Gudskabt længsel efter Gud, som de har reageret på! Islam er, efter min opfattelse, ikke målet, men det er det stoppested 1,3 milliarder mennesker for tiden står ved. Mange af dem bliver ved det stoppested resten af livet. Deres evige skæbne ligger (lykkeligvis!) i Guds hænder, ikke i mine, og jeg vil være meget forsigtig med at komme med alt for skråsikre bud på Hans afgørelse. Men hvis jeg nu synes at mit stoppested (og mit mål) er bedre, og hvis jeg gerne vil se nogle muslimer komme hertil og slå følge med Jesus (og mig), så er det bedste udgangspunkt ikke at gøre mig selv til en modstander i deres øjne. Vores opgave som kristne er at lægge krop til Jesus; at udleve Hans Ånd og væsen over for alle mennesker, uden at gøre forskel og med det mål af hellig respektløshed og guddommelig kærlighed, Han udruster os med. Noter 1 Filipperbrevet kap. 3 vers Mosebog kap. 25vers 23 og 1. Krønikebog kap. 29 vers.15 3 Galaterbrevet kap. 3 vers Se også Jakobs brev kap. 2 vers 1 & 9, Apostlenes Gerninger kap. 10 vers 34, Romerbrevet kap. 2 vers 11, kap.3 vers 22, kap. 10 vers 12, Galaterbrevet kap. 2 vers 6, Efeserbrevet kap. 6 vers 9, Kolossenserbrevet kap. 3 vers25, og 1. Petersbrev kap. 1vers Timoteus kap. 6 vers1. Se også Efeserbrevet kap. 6 vers5, Kolosenserbrevet kap. 3 vers22, Titusbrev kap. 2 vers 9 5 Lukasevangeliet kap. 6 vers Matæusevangeliet kap. 22vers /tema18

19 Fundament(alisme), ja tak Det er ikke de inderligt troende der skaber modsætningerne og puster til ilden, men de kulturreligiøse! Nogenlunde sådan faldt ordene i en radioudsendelse i begyndelsen af februar i år. Og den talende fortsatte: Den kristne der har forstået kristendommens væsen og muslimen der har læst og forstået koranen véd at udgangspunktet begge steder er tilgivelse og kærlighed. Af Per Hansen Tankevækkende ord fra Jørgen Bæk Simonsen, forfatter til et utal af bøger om Mellemøsten og islam. Seneste bog er Hvad er islam udgivet i år. Jørgen Bæk Simonsen var i en årrække direktør for Det danske Institut i Damaskus og efter eget udsagn ikke-troende. Hans udtalelser slog flik-flak i min hjerne. Er det ikke netop den nidkære og rettroende kristne der rejser sig op og står værn om sandheden og holder evangeliets fane højt når vantro, humanister og andre hedninge kommer imod de kristne og de kristenbaserede samfund? Og på den anden side i den nærværende konflikt; er det ikke netop de såkaldt fundamentalistiske muslimer der udsteder fatwaher og brænder flag og papmache-dukker af? Krumspringene i min hjernebark ramte på et tidspunkt en skuffe hvor en gammel bog der omkring 1980 var en øjenåbner for mig lå og havde gemt sig. Selve bogen hedder The Upside-Down Kingdom og er skrevet af Donald B. Kraybill. Bogen er et sammenlignende studie af Gudsriget i de synoptiske evangelier, og er spændende læsning. Men for mig var forordet, skrevet af John F. Alexander, det der for alvor fik mig til at tænke. Herunder bringes i uddrag og lettere redigeret form dette forord: JESUS ER UTROLIG POPULÆR! Langt de fleste mennesker mener at han er er af alle tiders største moralske lærer. Det er helt i orden at kritisere Karl Marx, Anders Fogh eller Paulus, men der er stort set ingen der kritiserer Jesus...eller adlyder ham! Vi går til hellere til kanten af det tilladelige for at forklare, at han ikke sagde det han rent faktisk sagde. At indrømme, at han faktisk sagde det, han gjorde ville kræve at vi enten omvender os eller kritiserer ham. Og ingen af de to alternativer er umiddelbart acceptable. Så vi vælger at være ligeglade. Problemet er at Jesus i virkeligheden var ekstremist mens vi er moderate. Hans vurdering af den måde mennesker i datiden havde valgt at leve på var, at de havde vendt det hele på hovedet. Ifølge Jesus har vi ikke brug for en ansigtsløftning; det vi har brug for er at blive brudt fuldstændig ned og genopbygget. Født på ny - kalder han det. Han vil gerne vende det hele rundt... Vi opfatter det derimod anderledes. Vi har kun brug en moderat forandring. Ja, ja, vi er ikke perfekte. Vi har alle vore fejl, og nogle af dem er sikkert alvorlige. Men dybest set er vores liv bare drejet lidt til den ene eller anden side. En lettere justering ville gøre det perfekt. F. eks at være lidt mere venlig og rar overfor de nærmeste, at give 500 kr. til Røde Kors så indvandrerne kan blive integreret i nabokvarteret. MERE END VENLIGHED Det er slet ikke gået op for os, at Jesus har bedt os om at være mere end bare venlige. Han har kaldet os til at være tjenere eller slaver, at pudse skoene og vaske fødderne på mennesker omkring os. At give 500 kr. mere i nødhjælp er jo en del, men Jesus beder nogle af os, måske os alle, om at give alting. Måske skulle du i stedet for at støtte integreringen i nabokvarteret, selv flytte ind i en indvandrerghetto? Men det er for ekstremt. Så foretrækker vi godt nok Aristoteles. Uha, det siger vi ikke, men det er det vi lever. Den gyldne middelvej er langt mere praktisk end den gyldne regel. Jesus lærte os at behandle andre, som vi selv ønsker at blive behandlet. Men det er belastende. DEN GYLDNE MIDDELVEJ Så vi foretrækker Aristoteles: Vær moderat i alting, dyden ligger imellem ekstremerne. Ikke al den snak om omvendelse og genfødsel, om at få det hele vendt rundt. Vi tjener Jesus med vore læber. En af måderne vi gør det på er ved at fokusere på de generelle linier i Jesu lære og ignorere detaljerne. Hjertet i hans forkyndelse er kærlighed. For de fleste af os betyder det at vi skal opleve en varm, blød fornemmelse overfor andre. Og det er en god start men slet ikke ekstremt nok for Jesus. Han gik i detaljer og fortalte hvad han mente med kærlighed. Jesus kaldte os faktisk til at hjælpe vore fjender. Være venner med bumser og prostituerede, at udskifte vores stræben efter luksus med tjenersind og ændre hele vores forhold til penge. Men den pris vil vi ikke betale. Så vi er nødt til at finde smutveje i fortællingen. Standardsvaret er, at Jesus ikke mente det 19/tema

20 /tema20 Dansk far med sit barn på legepladsen