Erotische Armee Fraktion præsenterer:

Transkript

1 Erotische Armee Fraktion præsenterer: M E S T E R V Æ R K

2 Redaktion Erotische Armee Fraktion Oplag 70 Kontakt facebook.com/mestervaerk Teksterne i dette magasin er omfattet af Creative Commons Licens: CC BY. Denne licens tillader distribution og bearbejdning, herunder ændring og tilpasning, selv kommerciel, så længe Erotische Armee Fraktion samt forfatteren krediteres for det originale værk. Billederne er derimod omfattet af Ophavsretslovens almindelige bestemmelser. MESTERVÆRK er en ikke-kommerciel udgivelse. s. 25: Arild Rosenkrantz En gruppe Sjæl s. 34: Arild Rosenkrantz Hirofanten s. 36: Rudolf Steiner Goetheanum: Dornach, Schweiz s. 38: Arild Rosenkrantz Ahriman og Lucifer

3 Våren 2011

4 Indholdsfortegnelse LEDER 6 Ørnebetvingeren LEDER 7 Guds anden Søn LEDER 8 Den Dansende Undergang LEDER 9 Den Fuldendte Gentleman Om menneskekroppen 10 Den Fuldendte Gentleman LØVEBRØLET I SMASKEN! Guds anden Søn Jeg må danse for guderne 24 Den virkelig sexgale drabs- og voldtægtsforbryder 26 Jeg skal slå jer alle ihjel før i dræber min jord! 27 Vi er ikke kommet for at danse! 30 Intet er godt, alt er galt 33 Det store og sande arbejde 35 Min Fader 36 Dette er en fødsel ikke en død 37 Tavshed 38 Den Dansende Undergang

5 KONTAKTANNONCER Eirik Gjerstad 56 Barthélemeus de la Valée des sept sources 60 Rasmus Balthazar Munk 64 Skabelse og oplevelse 68 E. Rotisch-Antichrist For den levende bevidsthed 72 Ørnebetvingeren SOD SOM VÆSKE 80 Den Dansende Undergang Degenerering gennemgået 84 E. Rotisch-Antichrist Etik 91 Slagteren fra Sydhavn Morsomheder i filosofi 91 Slagteren fra Sydhavn Om at læse og skrive. Om litteratur. 92 Tjenestekvindens Sønnesøn Ordenes vold 97 E. Rotisch-Antichrist

6 LEDER Velkommen til åbent land; du er hermed i godt selskab. Ja, vi balancerer på en knivsæg. Mesterværk er mere end du kan kapere og mindre end du gider beskæftige dig med. Det er alvorligt som et riffelskud og ikke seriøst nok. Zack Snyder, der er bange for at falde i søvn hvis han ikke instruerer film der kan holde ham vågen, møder Fellini der filmer sine drømme. Mesterværk er indlemmende og snævert; intimt og distancerende. Hvis du lader en munter tone i bladet afskrække dig, er du ikke konfronterende nok. Hvis du lader et emnes seriøsitet overvælde dig, er du slap. Her stilles der krav som i et venskab eller et godt fjendskab. Filantropi og misantropi som gale elskende. Mesterværk er velovervejet og skruppeløst. Fandens karle åbner armene op og inviterer dig indenfor! Ørnebetvingeren 6

7 LEDER Nu er det nok, galskaben skal stoppe. Her må tales om forfald og kærlighed. Der tilkommer mennesket prygl - mennesket skal have hvad der tilkommer det. Her bliver der talt fra hoften. Vi er først og fremmest gentlemen, dernæst fandens karle. Vi er Erotische Armee Fraktion. Her er ikke alle velkomne, kun de få og indviede. Vi er De Fuldendte Gentlemen, vi er Fandens Karle. Vi er ikke sjove eller ubehøvlede, men nedbrydende og overtrædende. Vi har kun had og kærlighed. Her priser vi det raske. Vi slår tonen an og viser hvad vi dur til! Guds anden Søn 7

8 LEDER Jeg er ikke en fandens karl - dertil danser jeg for meget, og går for meget under. Men det må ikke stoppe. Det er overhovedet ikke nok endnu. Det er slet ikke nok. Galskaben og vanviddet fråder endnu kun indestængt i min mundvig. Mine irissers is er endnu ikke opslugt af mine øjnes afgrunde, der tærer med raseri på hvad der ikke er dem selv, tærer på hvad der endnu ikke falder og opløses i deres tomhed. Æd løs! Fortær! Åh, hil mig! Jeg, Atomos! Hil mig! Jeg må elske og elskes, for jeg falder, og står ikke som I. Jeg falder fra jer. Jeg frafalder mig jer. Lad dette vi forgå i mig. Den Dansende Undergang 8

9 LEDER Du sidder med et usædvanligt blad i hånden. Det er et blad uden et veldefineret indhold og uden nogen retning. Men det er et blad med kraft og ambitioner. Det er et blad for gentlemen. Her bliver der talt og skrevet med hele kroppen. Som det sig hør og bør blandt gentlemen. Her skydes der med spredehagl fra hoften. Mod alle hjørner af den kultur vi står midt i. Vi sigter bredt og er ikke bange for at ramme ved siden af. Det er filosofi og kritik. Udkast og opkast. Erotische Armee Fraktion er en flok gale terrorister. En flok visionære og potente verdensherskere. Vi er rasende og oprørske, men vi er også forvirrede og ulykkelige, dovne og kærlige. Vi er hvert øjeblik på nippet til at slippe vores voldsomme had vores afgrundsdybe misantropi løs mod hvemsomhelst og hvadsomhelst. Men vi vil også bare gerne elskes. Og vi er til enhver tid klar til at kaste vores alt for store kærlighed på ethvert menneske der kommer os nær og ved. Vi vil bål og brand og omvæltninger, men vi gider ikke selv gøre arbejdet. Vi har ikke noget mål og intet program. Vi er ikke idealister. Vi er ikke idioter! Mesterværk er stedet hvor vi deler ud af vores had og vores kærlighed, vores håb og vores ulykke kort sagt: os selv. Vi, de fandens karle.. Velkommen til verden af i morgen. Velkommen til revolutionen. Velkommen til vores bekendelser. Velkommen til Mesterværk. Den Fuldendte Gentleman 9

10 Om menneskekroppen Den Fuldendte Gentleman Langt de fleste mennesker i dag er hæslige. Hæslige mennesker vækker i sig selv mistillid. Det må antages at der ligger en sygelighed til grund for hæsligheden. Sygeligheden synes endda at give sig til kende i den hæslige fremtræden, som om den træder frem i lyset for at advare beskueren: Her er der noget galt. Mennesker giver sig selv til kende igennem deres krop. Af den simple grund at et menneske nødvendigvis er sin krop. Fordi de fleste mennesker slet ikke har indset i hvilken grad, de er deres krop, er disse mennesker ude af stand til at være andet end hæslige. Skønhed er et mål for hvor vellykket et menneske er i hvor høj grad det er i stand til at være sin krop. Skønhed bruges altså her som udtryk for det vellykkede menneske det stærke, sunde menneske. Den uadskillelige enhed af hvad man tidligere har adskilt som legeme og sjæl som udgør hver enkelt menneske, et menneske, der altid er sin krop: Menneskekroppen. 1 Skønhed er altså et mål for hvorvidt et menneske er i stand til at være det menneske, det alligevel og altid allerede er. Hæslighed bruges tilsvarende som udtryk for det menneske, der enten ikke har indset sin egen fundamentale kropslighed, eller ikke er i stand til at magte den at magte sig selv. Skønhed er i evnen til at være sig selv, være sin krop, på en 1 Jeg opfordrer til at man forstår udtrykket menneskekroppen som betegnelse for mennesket, der altid samtidig er sin krop. Der forstås altså ikke den biologiske del af den biologisk/sjælelige enhed mennesket men i stedet den komplekse størrelse vi kalder menneske, som ikke kan adskilles fra dets fysiske fremtræden. I det følgende anvendes krop derfor om hele mennesket, mens legeme anvendes om den biologiske, legemlige del af mennesket. Min brug af begrebet krop kan relateres til Nietzsche brug af Leib i Also Sprach Zarathustra. På samme måde skal stærk og sund heller ikke forstås udelukkende fysiologisk. 10

11 let og naturlig måde. Skønheden ligger i den stolte selvbevidsthed. Den stolte selvbevidsthed i den stolte krop. Den ranke ryg og det rolige blik? Kropsbevidsthed er en essentiel del af den sunde selvbevidsthed, og derfor en essentiel del af at være sig selv. At være det menneske, man er. Det fuldstændigt uomgængelige faktum, at ingen af os nogensinde er uden vores krop, og vi derfor hver især i den mest fundamentale forstand er vores krop, synes ikke at være gået op for nogen. Umberto Eco skriver i et essay fra om sin oplevelse af hvordan et par stramme jeans ændrede hans adfærd: Bukserne gav ham en form for kropsbevidsthed han ikke før kendte til, og tvang ham til at orientere sig mod den udvendige verden! Hvilket var helt nyt for en kontemplativ mand som ham en mand af den indvendige verden (der er selvfølgelig ikke to verdener der er kun verden!). Fordi bukserne strammede visse steder, gjorde de ham opmærksom på at han havde en krop og en holdning, og denne nye kropsbevidsthed ændrede hans adfærd. Umberto Eco beskriver hvordan han bliver sin krop. Hvordan Umberto Eco bliver Umberto Eco. Idiotien burde her være fuldstændig åbenlys! Umberto Eco har hele tiden været Umberto Eco, han har bare ikke tidligere lagt mærke til hvad det indebærer! At der skal et par bukser til at minde Umberto Eco om at han har en krop at han er en krop, er ikke et kuriosum der illustrerer den effekt vores beklædning har på vores oplevelse og opfattelse af vores omverden sådan som han fremlægger det. Det understreger blot hvor uduelig han er og mange af os med ham. Idioten siger det lige ud: Jeg tænker ikke over at jeg har en krop! Det illustrerer hvordan man i den vestlige kultur alt for længe har negligeret, at man er sin krop, og dermed fuldstændig har frakendt kroppen den rette værdi: Den er alt! Jeg skal ikke kunne sige præcis hvornår denne idioti er opstået, men følger gladelig Nietzsche og giver Sokrates skylden. 3 For Umberto Eco fører oplevelsen af pludseligt at lægge mærke til 2 Lumbar Thought, Faith In Fakes 3 Das problem des Sokrates, Götzen-Dämmerung 11

12 sin krop til et par småfilosofiske og smårelativistiske overvejelser (som det sømmer sig for den slags små mennesker) om hvorvidt tænkningen igennem historien har været under uheldig indflydelse af påklædningen. Kun på baggrund af en lang filosofisk tradition, der er idiotisk nok til at udelade kroppen mennesket selv! af tænkningen, har den slags tåbeligheder nogen som helst relevans. Det er da en selvfølge at menneskekroppen har en indflydelse på mennesketanken. Den sidste er for eksempel aldrig opstået uden den første! Man burde for længst have opgivet den tåbelige idé om fornuftens autonomi og de deraf afledte begreber, f.eks. viljens frihed, og den stupide dualisme, der alle dage har ledt filosofferne ned ad de samme blindgyder. Fordi man hidtil fuldstændigt har fraregnet kroppen, har man kunnet opfatte fornuften evnen til at tænke rationelt som den egenskab der udmærker mennesket. Udgør dets menneskelighed. Og derved har man kunnet fejlopfatte og fejlvurdere mennesker 12

13 fuldstændigt. Hvis vi betragter Umberto Eco som det han er den krop han går og står i, det menneske han er og ikke som forfattertil-det-og-det og professor-i-det-og-det en abstraktion, for så vidt vi ikke medregner kroppen ville han tage sig anderledes ud. I stedet for at sige: Umberto Eco: Professor i semiotik og forfatter, ville vi måske sige: Umberto Eco: Tyk, prætentiøs mand. Hvorfor ikke skue hunden på hårene i stedet for den hat, han har fået på? Nu skal det ikke handle om Umberto Eco, men han understreger udmærket en af de sygdomme der præger hele den vestlige verden: Vi har i en storslået kollektiv fornuftstrance glemt vores krop, og vi har glemt den kropslige stolthed, der er en af forudsætningerne for at være et skønt menneske. Det burde ikke være nødvendigt at bemærke, at der selvfølgelig ikke er tale om en eller anden ynkelig æstetik og deraf et fysisk skønhedsideal. Her tales slet ikke om noget ideal for hvordan et menneske skal se ud. Og heller ikke et uopnåeligt et som vi kender det fra den ondskabsfulde mode- og reklameindustri, der får os alle sammen til at skamme os over vores krop, med lavt selvværd som den skrækkelige konsekvens Men for at sikre mig at alle er med: Det forholder sig omvendt! Kun folk med lavt selvværd, folk der ikke magter at stå ansigt til ansigt med sig selv, har brug for at spejle sig i noget andet for at kunne holde sig selv ud. Det er med andre ord ikke mode- og reklameindustriens skyld at folk har lavt selvværd, det er folks lave selvværd der er skyld i at den slags industrier kan opstå. Og der er tale om noget langt mere radikalt og vanskeligt tilgængeligt end en ynkelig slankekursog fitnessskulpturering af den stakkels krop. Således tjener mode-, reklame- og fitnessindustrien her blot som eksempler på hvad der ikke må forstås ved kropslighed: Dyrkelse af ydre skønhed. Skønhed som billede. Man er som det menneske, den krop, man er, aldrig blot et billede. Man er som krop altid i bevægelse og derved dynamisk. Derfor er afbildningen altid blot en abstraktion. Jeg ønsker en oprigtig kropslighed og kropslig stolthed. En forståelse af at man er sin egen krop, og en stolthed ved denne krop, dette 13

14 egne, dette uundgåelige. Det er derfor ordet selvbevidsthed bliver relevant. Selvbevidsthed forstås her som evnen til at kunne se sig selv uden frygt og uden skam. Begrebet selvbevidsthed kan illustrativt relateres til dyden megalopsychia hos Aristoteles. 4 At være så fuld af sig selv, at man flyder over, og deler ud af sig selv til alt og alle. Og kropsbevidsthed er første forudsætning for en sund selvbevidsthed. Hav dog lidt mere kropslig stolthed! Jeg ser dem overalt, de mislykkede mennesker de mislykkede kroppe i deres mislykkede legemer. Jeg ser dem også når de på ubehjælpelig vis forsøger at redde deres forfaldne legeme. Overvægtige motionsløbere, vraltende af sted på deres stive ben. Komplet ude af stand til at færdes i deres legeme. Med andre ord: komplet ude af stand til at være den krop, de er. Man får helt ondt af de stakkels knæ og ankler, der oveni at skulle bære alt det overflødige menneskes overflødige vægt skal lide under den totale hjælpeløshed i forsøget på at bevæge sig. Det ser ikke sundt ud. Det er ikke sundt! Hverken mennesket eller bevægelsen.vi den vesteuropæiske kultur har ingen kropslig stolthed. Vi har masser af neuroser og usikkerheder angående vores krop, men disse er blot det modsatte udtryk for den manglende kropslige stolthed. Bodybuilderen, 5 der godt nok har en helt anden fremtoning end den overvægtige motionist, er udtryk for den samme menneskelige mislykkethed, der har mistet den kropslige bevidsthed. Den samme manglende kropslige stolthed. Den samme menneskekropslige degeneration. Den samme hæslighed. Det samme med anorektikeren. 6 Fordi 4 Etikken, 1123a-1125b. Megalopsychia er i den danske oversættelse oversat til netop selvbevidsthed. 5 Jeg bruger udtrykket bodybuilder som fællesbetegnelse for alle der træner deres krop for kroppens skyld, og finder glæde og tilfredsstillelse ved deres veltrænede krop. Dyrkelsen af kroppen som billede. Det er således her en betegnelse for hele fitnesskulturen snarere end for den ekstreme bodybuilding. 6 På samme måde som med bodybuilder bruges anorektiker her nedsættende om en anden usund kropsbesættelse, besættelsen af den tynde krop. Og altså ikke den medicinske/psykologiske diagnose. 14

15 kroppen er mennesket, og der derfor ikke kan skelnes mellem personen og legemet, genfinder vi den samme mislykkethed i de tre forskellige tilfælde. Den usunde adskillelse af krop og selv fører til et forskruet kropsforhold manglende kropslig bevidsthed. Den overvægtige motionist mangler helt åbenlyst den stolte selvbevidsthed. At lade sin krop sig selv forfalde på den måde, er et åbenlyst udtryk for uduelighed. Den overvægtige flygter fra sin krop, men dermed fra sig selv. Hermed ikke sagt, at overvægtige ikke kan udtrykke accept af deres fede legeme. Man ser masser af den slags mennesker, der giver udtryk for og indtryk af at have fundet sig til rette i deres uduelige legeme. Men dette kan kun komme i stand ud fra en kultur, der tillader og legitimerer at adskille krop og selv. Den overvægtige ser ikke sin krop som et udtryk for sig selv! At mange overvægtige mennesker alligevel er dybt ulykkelige og lider af lavt selvværd, fortæller os blot hvad vi for længst burde have indset: Abstraktionen kan ikke opretholdes. Vores kropslige funderethed vores fundamentale kropslighed melder sig uafvendeligt. Et fedt og ubehjælpsomt menneske er den fede og ubehjælpsomme krop. På samme måde med bodybuilderen, dog med omvendt fortegn: Her flygter man også fra sig selv, men til legemet. Legemsbesættelsen er endnu et udtryk for manglende evne til at være sin krop. Bodybuilderen forsøger at redde sit lave selvværd, sin manglende selvbevidsthed, ved at bygge en perfekt krop eller rettere: Et perfekt legeme. Igen opfattes legeme og selv adskilt. Når sjæl og legeme adskilles, muliggør man at den ene kan træde i den andens sted. Bodybuilderen opfatter sig selv gennem sit legeme, og forsøger at redde sig fra sin egen kropslige mislykkethed gennem et perfekt legeme og sit eget og andres beundrende blik kropsblinde menneskers beundrende blik! på dette legeme. Men det er en konstruktion, og klodset og kunstigt. Et klodset og kunstigt menneske er den klodsede og kunstige krop. Det samme gør sig gældende for den tynde og udsultede krop: Af mangel på kropslig bevidsthed, på selvbevidsthed, flygter man til legemet og prøver at finde kropslig styrke i det perfekte legeme. Og igen er opfattelsen af det 15

16 perfekte legeme håbløst forstyrret. En tyndt og udsultet menneske er den tynde og udsultede krop. Kropslig bevidsthed forekommer i dag kun som legemlig bevidsthed i en restdualistisk forstand, der uudtalt opfatter mennesket som noget andet end dets krop: Enten som flugt fra legemet som overflødigt eller som flugt til legemet som ornament. Ingen steder forventes legemet at stå i noget fundamentalt forhold til selvet. Ingen steder forekommer den sunde kropsbevidsthed, der har forstået den fundamentale erfaring, at vi hver især som de mennesker vi nødvendigvis er, er vores krop, at den menneskelighed vi hver især nødvendigvis har, er en kropslighed, og at kroppen ikke kan reduceres til legemet! Skønheden er som sagt i den stolte selvbevidsthed. Og den stolte kropsbevidsthed er en del af denne. Den stolte selvbevidsthed er aldrig anstrengt. Således er den stolte kropslighed heller aldrig anstrengt. Dette er mit ideal, min stolte idiosynkrasi: Den stolte krop er let, stærk og smidig, ligesom det menneske, der er den, er let, stærkt og smidigt. Og denne lette, stærke og smidige krop (og dermed menneske) er en forudsætning for den lette, stærke og smidige tanke. Dette er mit skønne menneske! Vis mig dit! Uanset hvad må en vis naturlighed, lethed og elegance forudsættes i den skønne menneskekrop, en ligefrem overensstemmelse mellem legeme og person. Og en stolt bevidsthed om og accept af hvilken krop, hvilket menneske, man er. Lige så lidt som mennesker kan vurderes adskilt fra de kroppe, de er, lige så lidt kan kroppe vurderes adskilt fra de mennesker, de er. Det er derfor menneskelig skønhed ikke kan reduceres til naiv billeddyrkelse. Skønheden ligger i den uanstrengte, naturlige overensstemmelse mellem krop og menneske, i den stolte selvbevidsthed som krop og menneske. De smukkeste mennesker er derfor sjældent dem med de smukkeste legemer forstået som f.eks. de rigtige hofte-, talje- og brystmål eller de højeste kindben men de mennesker der udviser den sjældne ro og naturlighed, der kommer af den stolte selvbevidsthed og den stolte kropsbevidsthed. Endnu engang: Der er ikke tale om en hyldest af et bestemt fysisk kropsideal det ville netop blot 16

17 17

18 være at skifte fokus fra sjælen til legemet. Der opfordres derimod til en radikal omvurdering af hvad det vil sige at være menneske. At være menneske er ikke at tage del i et eller andet begreb om menneskelighed, at være et mere eller mindre fremragende udtryk for mennesket. At være menneske er lige netop at være sin krop sin menneskelighed som man bedst kan, og derfor hører den stolte selvbevidsthed til den stolte kropsbevidsthed. Selvet er kroppen, og kroppen er selvet, og derfor er selvbevidsthed også kropsbevidsthed.... At manglen på kropslig bevidsthed har haft alvorlige konsekvenser for tænkningen og kulturen burde være åbenlyst. Fordi vi har underkendt kroppen, har vi underkendt vores menneskelighed, hvilket bestandig fører kulturen og filosofien på afveje. Når man f.eks. forsøger at udvikle kunstig intelligens ved at få robotter og computere til at opføre sig mere eller mindre menneskeligt, og dette forsøg gang på gang mislykkes, er det fordi man har glemt kropsligheden. At få robotter til at efterligne mennesker er dømt til at mislykkes af den simple grund, at menneskekroppen mennesket er en i den kropslige enhed uløselig flerhed, 7 mens alle de ubehjælpelige forsøg på at udvikle kunstig intelligens har taget udgangspunkt i den idiotiske kropsfornægtende dualisme, der har forpestet tænkningen siden Sokrates. Følgelig forsøger man gang på gang at udvikle først den mekaniske del af robotten, der antages at modsvare legemet, dernæst at udvikle den kunstige intelligens 7 Jeg benægter ikke at vi kan tale om forskellige menneskelige egenskaber, såsom evnen til at tænke rationelt, sanserne, menneskets motoriske evner, men brugen af begreber om menneskekroppen må ikke føre til opfattelsen af disse begreber fornuften, sansningen, drifterne som noget substantielt. Med udtrykket flerhed ønsker jeg at udtrykke, at alle disse begreber og deres antageligt tilsvarende menneskelige egenskaber og karakteristika hænger uløseligt sammen og påvirker hinanden. Således kan man ikke isolere f.eks. tænkningen fra sansningen og drifterne. 18

19 computeren der antages at modsvare sjælen, og til sidst at få computeren til at styre robotten, præcis som fornuftsfetichisterne forestiller sig den autonome fornuft styrer viljen, der igen sætter kroppens lemmer i gang. Enhver der har oplevet sin egen kropslighed og taget denne fundamentale erfaring til sig Umberto Eco nøjes med at tilskrive den effekten af sine jeans! har straks indset det håbløse i den slags foretagender. Det er dermed med en vis portion foragt vi betragter alle disse videnskabsmænd og filosoffer der som mennesker, som kroppe, burde vide bedre! træde hinanden over tæerne af iver efter at være den første der leverer kunstig intelligens. Man kunne ønske sig at de til at starte med udviste en smule intelligens Stærk og sund menneskelig intelligens funderet i en stærk og sund krop, som det sømmer sig for det kropslige menneske! Forsøget på at udvikle kunstig intelligens lider under, at man, for at det skal kunne lykkes, er nødt til enten at opfatte mennesket som en computer hvilket vil være at opgive menneskets menneskelighed eller gør computeren til en krop en helt igennem organisk funderet flerhed, og altså ikke en computer! Forsøget kan derfor kun være sundt under forudsætning af at man kapper relationen til mennesket: Dvs. at man enten bibeholder ideen om kunstig intelligens, men samtidig opgiver at bruge intelligens som en særlig menneskelig egenskab som udtrykkende menneskets menneskelighed! eller opgiver at kalde det kunstig intelligens, men i stedet robotter, der kan virkelig, virkelig mange af de ting vi ellers kun oplever at mennesker kan! Skulle det en dag lykkes at udvikle en robot der i alle henseender tænker, handler og oplever præcist som et menneske, er det nok snarere et tegn på at det endelig er lykkedes os at dressere os selv til at fortrænge vores kropslighed vores menneskelighed! end at robotten skulle have udviklet nogen form for menneskelighed. Ligeledes er det chokerende at se hvordan den vestlige verden lystigt taler om livsstilssygdomme, uden at dette fører til en kritisk vurdering af den vestlige tænkning! For livsstilssygdomme relaterer 19

20 jo til kroppen, og den er noget helt andet end fornuften, synes antagelsen igen at være. At vi i hobetal bliver syge af vores livsstil, der er funderet i den kultur vi tror at have funderet i fornuften og fornuftsbegreber at vores glorværdige kultur og livsstil ligefrem er ved at slå os ihjel får ikke alarmklokkerne til at ringe. I hvert fald ikke de rigtige alarmklokker. Vi giver os til at behandle det legeme, vi tror er sygt, og ændre de dårlige vaner, der er skyld i legemets sygdom. Men de relevante dårlige vaner findes ikke i dagligdagen, slet ikke i vores konkrete dagligdags behandling af vores legeme. De findes derimod i tænkningen, hele fundamentet for kulturen og følgelig dagligdagen. De hæslige mennesker, der findes til overflod i dag, er komplet ude af stand til at tage ansvar for deres tilværelse. Ude af stand til at tage ansvar for sig selv. Og dermed samtidig ude af stand til at tage ansvar for deres krop. Et skønt kropsligt menneske ville aldrig udarte og degenerere på den måde som vi overalt ser det i dag. Selvbevidste mennesker har ikke vaner, de har ikke brug for den tryghed man finder i vaner. Og følgelig heller ingen usunde vaner og livsstilssygdomme. Livsstilssygdomme! Et menneske uden krop er et sygt menneske og den kropsfjendske fornuftsfetichisme er den egentlige europæiske livsstilssygdom! For at slå det fast en gang til: Der er ikke tale om et mens sana in corpore sano det ville netop være at opretholde en forkvaklet dualisme. Der er tale om den uundgåelige grunderfaring, at vi er vores krop. Vi er lige så forgængelige, lige så syge, lige så stolte, ligeså stærke som vores krop. Hav dog lidt mere kropslig stolthed, I kroppe! Når først folk har gjort den fundamentale erfaring af deres kropslighed til deres egen, står det dem frit for at være hvilket som helst menneske de lyster. Jeg kræver blot at de tilegner sig den grundlæggende forudsætning, for at kunne være de mennesker de er, på en skøn måde! 20

21 21

22 LØVEBRØLET I SMASKEN! Guds anden Søn 22

23 23

24 Jeg må danse for guderne Mine gode Herrer! Hvem er blandt os, om ikke Kristus, skulle jeg spørge fra nogen. Og svaret er altid at alting allerede kører på skinner mod druknedøden. Altså: Kristus er blandt os men gemmer sig godt. Vi skal danse langsommere og se ham! Tre tons filt, kobber og jern er ikke nok! Vi må tænke meget større. Jeg ser en lade fyldt og mere lys. Her kalder vi på gudernes tilgivelse, kom tilbage og bo i denne lade med mig! Blandt disse søjler af ædle metaller og træ og filt. Her, guder! Her skal vi bo sammen. Og min styrke skal gøre jer lykkelige. Æd jeres eget teflon, røvhuller! Vig bort, onde dæmoner! Her danser vi kun for guderne. Og ingen andre lukkes ind. Skyl dine p-piller ned med blødgører, og lad dine lunger bygge sine strukturer i bly. Lad din prostata blive grå og din sæd ufrugtbar. Her danser vi for guderne og din blege barfodede beskidte krop er ikke velkommen! Her prises den raske unge mand og hans udkårne. Hans holdning er ret, og han taler kun sandhed. Her elsker vi først og fremmest kobber, men også aluminium og sølv og solen og egetræer og jern. Vi bruger linolie og bolter alt sammen ved århundreder gammelt håndværk. Her bliver klamphuggeren udstødt, og guds røst - som et ophidset dyrs voldsomme lydfrembringelse - lader hans sjæl forkrøble helt. Her er ingen gode nok og alting kan gøres bedre. Her er intet stille nok - alt kan være tavst. Din syge hjerne er ikke velkommen, og kun det stille sind lukkes ind. Mennesket er intet dyr men et udyr eller gudelig. Udyrene udryddes som skadedyr, og tilbage står kun den som strammede ballerne og rettede ryggen. Her gives intet andet end voldsom kærlighed og krigerisk afstraffelse. Længe nok har i trættet mig. Nedværdiget mig med jeres dorskhed 24

25 og dovenskab. Med jeres fjernsyn og totale mangel på at kunne tale. Tiden er knap og vi må arbejde hurtigt! Sådan er det når lortet brænder på. Der er ikke tid til at træde et skridt tilbage, nu må vi træde frem - os gejstlige. Lad syvsoveren sove over sig og komme for sent til timen, lad ham brænde op i helvedes ild. Her må vi efterlade den som ikke kunne klare fremskridtet så mine børn atter skal se guderne gå på jorden. Farvel fader! farvel moder! Her gives intet for Københavns gader foruden hån og latter. Her er vi rasende over tingenes tilstand og når sindene er i kog kan de også koge over. Her kan vi ikke længere spise deforme grise opvokset på penicillin. Tiden er inde til fremskridt. Træd frem, noble herrer! Vig bort, onde djævle! Sluk dit fjernsyn og dans med mig så kærligheden kan begynde. Vi hylder alle guder, byder dem velkomne i vores stilhed med vores voldsomme armbevægelser og retter os i vores underkast. Her danser vi for at huske. 25

26 Den virkelig sexgale drabs- og voldtægtsforbryder Træerne er mine ydre lunger, og jeg er en dræberhund. Dette er Løvebrølet fra Nord. Som skidt fra en spædekalv er min vrede rettet mod mine forældres generation disse verdens dovneste hunde pengegerrige, verdensfjerne, gudsforladte, tryghedssøgende, kropsfikserede skøgehunde. Glædeligt uvidende lever de i total forglemmelse. Selv hvad de så i fjernsynet i går har de glemt! Idioter! Sovende falder de i søvn og sover videre. Og de siger: Man skal orientere sig om verden. Og jeg svarer: Ja! Den oversanselige! Orientere sig om verden det er din pligt at se tv-avisen Du kan tro nej. Her fra hvor jeg står, bliver verden skabt jeg har ikke tid til at orientere mig. Jeg synger i en rus af lykke, skaber mig og tvinger dig til det selv samme. I denne voldsomme rå verden lever I af røde pølser, trestjernet og koteletter, penicillin og anti-depressiver. Halvdelen af min familie æder lortet. Lad mig løsne dem fra smerten med denne knytnæve i smasken! Vågn op! Hvor svært kan det være at bygge et lille hus i Vestjylland eller på Lolland? Om det var mig der var færdig med at studere oldgræsk, skulle jeg kunne fortælle jer at jeg allerede boede der som 21årig. Og at jeg havde en hund, og en jordkælder fyldt med lækre sager som syltede citroner og rabarbermarmelade osv. osv. Og jeg var allerede i gang med at plante de egetræer, som mine oldebørn skulle bygge deres huse af! Føj for satan hvor har I gjort det dårligt. Slaggerelskende sølvpapirforbrugende udyr. Ser I ikke at aluminium er et næsten lige så ædelt metal som kobber? I skulle lave skulpturer af det ikke slagger! Vig bort onde dæmoner! 26

27 Jeg skal slå jer alle ihjel før i dræber min jord! Lad de kolde facts ligge, og lad os i stedet tale om mit raseri! Det største problem er jo at selv udyr som kaldes fornuftige ikke læser nok Rudolf Steiner, og ikke lærer nok af Joseph Beuys hensyn på de fantastiske metaller (Kobber, Jern, Zink, Guld osv.) og træ, sten samt filt. For findes der noget bedre? Det skulle da lige være den Oversanselige verden, men ud over den? Nej, det gør der ikke! Joseph Beuys Olivestone (prototype) Giv mig endelig ingen svampe eller amfetamin min hjerne er kogende syrer, den er brandfarlig og brænder snart sammen. Her i denne kamp mod den nærtstående vinterdepression. Vi danser, men det er ikke det vi er kommet for. Vi er her for at nedbryde og overskride. Lad Ahmad Fardid være vores læremester: He didn t mean to be funny or rude but disruptive and transgressive. 27

28 Det hæslige menneske er ikke et helligt dyr som løven. Det ved ham, som har set mod solen. Som den fuldendte Gentleman fortæller os er det hæslige menneske gudsforladt. I den sunde og stærke sjæl tilbringer det raske legeme sin tid. Den hæslige er den som ikke er i stand til at modstå Ahriman, andre onde dæmoner og andre væsner. Nå! Vi er ikke kommet for at snakke Til sagen! I må ikke ødelægge jorden med hver eneste af jeres handlinger! I må ikke ødelægge børnene, som altid må påtænkes som engle der er nedsteget til jorden! Børn skal føres frem gennem en fuld udvikling. I fører dem gennem en fuld nedbrydning! Intet sted ser jeg et virkeligt tænkende menneske! Ser I ikke at disse engle er hellige som løven? Ser I intet? Den dovne hund, som er dig, er doven. Nok arbejder og fornøjer du dig hele dagen, men du laver virkeligt intet. Nok forbruger du en masse lort og spiser meget skidt, men du må ikke tro at du er andet end en doven hund. Du er en doven hund! Nok har du skabt alle verdens problemer, ved meget arbejde, men at være blind er at være doven! Vid det, din straf venter! Jeg er Den Gale Hund, og jeg er kommet for at skambide dig! I livet mellem døden og genfødslen venter Overhunden. Han vil lade dig føle al den smerte du selv har forvoldt! Således taler Guds anden Søn. 28

29 Joseph Beuys Elements 29

30 Vi er ikke kommet for at danse! Hvis du vil underholdes bliver det i Bubbers saltsyrekar med mine hænder om din strube! Jeg holder dig under mens bedste 1 fortæller: Jeg elsker dig. Mennesket er en klaphat. Hvis det ikke blev underholdt skulle det slå sig ihjel. 2 Det ville væmmes over sit klamphuggeri. 3 Når jeg er vild 4 danser jeg hadets dans 5 og min partner dør. 6 Jeg er vild! Og John som han var 7 skal blive din død! 8 Det skal være gudernes retfærdige straf! 9 Klamphuggeri straffes pludseligt, og du skal aldrig vide hvor denne hånd kom fra! 10 Fejlagtighed er ikke dommen over de tidligere tiders handlinger. 11 Fejlagtighed: Når guds røst skælder dit ansigt er dette følelsen, 12 og hans kødhammer flækker dit fjæs og du husker du vidste, du 1 Der refereres til begrebet bedste i Snurre Snups Søndagsklub. 2 Mennesket tror at arbejde og underholdning er livets mening. Hvis mennesket mistet sit arbejde og ikke kan blive underholdt tror det at livets mening er forsvundet. 3 Der refereres til menneskets ganske livsførelse samt alt hvad mennesket frembringer. Væmmelsen er et klarsyn men mennesket ville ikke være i stand til at drage de rigtige konklusioner ud fra dette syn. Den rigtige konklusion ville være at forkaste klamphuggeriet og begynde det store og sande arbejde. 4 Når jeg er stærk og har opbygget mine sjælelige kræfter. 5 Jeg er i stand til at hade kærligt og lade mit had virke konstruktivt. 6 Jeg lader dig blive genfødt 7 Der refereres til John Mogensens opsamlingsplader eller klamphuggeri. 8 Du skal væmmes over klamphuggeriet og vende din ryg til det. 9 Retfærdig fordi du har vendt dem ryggen for lang tid. 10 Det raske menneske straffe sit medmenneske hver gang det handler forkert, det straffer som en gud, som et forbillede. 11 Nogle mennesker tror ikke at der findes fejl at fejl kun er en menneskelig vurdering som vi kan lægge på menneskelige handlinger, eller som noget vi kan tilskrive systemer til der ikke handler hensigtsmæssigt dette er en forkert opfattelse: Fejl kan også forstås som et begrebs uoverensstemmelse med sana- Aseobjektet eller som fejlagtigt i gudernes øjne. 12 At du har handlet fejlagtigt viser sig som en følelse af fejlagtighed. 30

31 gjorde alt forkert. 13 Du var den spasser der syvsovende danderede lortet af 14 dit dovne svin. 15 Den arbejdsløse 16 må ses som en sygdom som alkoholikeren, 17 som den syvsovende dagdriver, som klaphatten, som den underholdte. 18 Den sygdom hvor mod kuren er nakkeskuddet. Gudernes retfærdige straf! Den arbejdsløse, som 19 den arbejdende, er i dag vores største problem. 20 Disse to grupper af udyr må betragtes som roden til fordærvet 21 og alt det her skæmmende for øjnene 22 i gudernes øjne. 23 Og for bare lort kan du ikke se at de er flygtet 24. Her danser kun Satan! 25 Og I elsker det. 13 Forkert er menneskets primære måde at leve på. Det dovne menneske handler forkert i gudernes øjne. 14 Du udførte ikke det store og sande arbejde derfor var du doven og man kan sige du handlede forkert eller at du var en fejl. 15 Du var ikke i stand til at rette din kraft og give den retning 16 At et menneske lader sig betegne som arbejdsløs er selve sygdommen. 17 Alkoholikeren må ses som en sygdom fordi han skal bekæmpes, fordi han er doven. 18 Ham der lader sig underholde af andre. Han er en forbruger i hele livet. 19 Læses som ligesom (altså: Dem som arbejder og dem som tror de burde arbejde og lader sig kalde arbejdsløse). 20 Problemet er at det forkvaklede menneske tror det skal arbejde og tror det med dette arbejde udfører et virkeligt arbejde. De overser således det store og sande arbejde og de overser meget andet. 21 Disse to grupper udgør alle de ødelagte mennesker som er fortabte og lever i værens skygge. Tilsammen udgør gruppen alle dem som lader sig betegne som enten arbejdende eller arbejdsløs og derved helt overser at de er virkeligt arbejdsløse. 22 Dårlig arkitektur, dårlig kunst, grimme kroppe, osv. 23 I ser det tydeligvis ikke selv, men det gør jeg og guderne og fader til alle guder. 24 Guderne flygtede for ca år siden (Jesus var den sidste gud, der gik på jorden tidligere var der mange fx Zeus eller Thor) 25 Ved ikke at kæmpe lader i Ahriman og andre onde dæmoner træde ind i jeres væsen og bestemme over jeres udvikling. Således vil mennesket blive stadigt mere materialistisk om mindre åndeligt. 31

32 32

33 Intet er godt, alt er galt Ren skabelse opstår ikke i indlevelse men i udlevelse. Klovnen som blot indlever sig, eller endnu værre klovnen som blot skildrer, er et kedeligt menneske og derved slet. Udlevelsen er den rene fremvisning i det ukendte land. Alt er på spil og intet er stemt. Men kun herved kan den rigtige stemning opstå. Den rigtige stemning er ikke be-stemt men er samklang. Hårdt arbejde venter altid, og det hårde arbejde må ikke misforstås som dovenskab. Dovenskab er almindeligvis det der betegnes som hårdt arbejde. Hårdt arbejde kræver livskraft et sjældent syn. Livskraften skal rettes. Ved denne manglende evne til at rette viser mennesket sig i dag som mindre end middelmådigt. Det viser sig som slet og uværdigt. Mangel på retning viser sig i det slappe legeme og i den slappe tanke. I den helt slappe livsførelse, som er det eneste synlige i dag. Hvad beder jeg om? Jeg beder om begribelse. Jeg beder om det ustemte. Om den ustemte begribelse. Jeg beder det middelmådige menneske, som er dig, om at begribe dig selv. Mennesket skal ikke meditere sig selv i døden. Det skal piske sig selv til livet. Og så skal det fortælle sit medmenneske: Gå ud i skoven og hæng dig!, skyd dig selv!, det skal ikke finde sig i det middelmådige menneskes dovenskab. Det skal ikke sige: Alkoholisme er også en sygdom. Det skal sige: Drik dig selv ihjel, dovne hund!. Det skal ikke sige: Depression er ikke et tegn på svaghed, men et tegn på du har været stærk alt for længe, men: Du er ikke stærk nok og du aner ikke hvad styrke er eller gå en tur og kom tilbage når du er stærk. Jeg beder om at du fortæller dig selv, at du ikke er god nok, og at alt kunne være bedre hvis dovenskaben ikke herskede. Jeg beder dig se dine modstandere i øjnene til de ser væk. Fortæl dem at de havde en dårlig barndom, og at de derfor er dømt til at være dovne resten 33

34 af livet. Fortæl dem at der intet håb er for den der har bestemt sig selv. Fortæl dem at de med deres dovenskab trækker mig med ned - og hvis der er et sted jeg ikke hører hjemme, så er det nede. Jeg hører til i højden sammen med min fader, fader til alle guder. 34

35 Det store og sande arbejde Al udvikling sker langsomt, mennesket udvikler sig langsomt. Frigørelsen skete aldrig, kun forspillet og derefter kørte alt af sporet. En udvikling var ansporet, men blev afsporet. Mennesket magtede ikke at fremsætte dets retning. Intet er dårligt, men alt kan være bedre. Jeg er først og fremmest opbyggende, ikke nedbrydende. Og i nedbrydelsen er jeg kun konstruktiv. Og det som er dårligt, var ikke nødvendigt dårligt, men nu skal det være anderledes. Muligheden skal altid påtænkes i sin ubegrænsning. Kun mennesket er begrænset. De nuværende samfundsstrukturer er vores udgangspunkt, men endnu bliver deres funktioner tænkt begrænset, meget snævert. De store systemer skal omtænkes og omskabes. Mennesket skal ikke længere lade sig føre blindt. Det skal i alle praktiske henseender holde retningen for udviklingen. Ikke forstået som en snæver plan med endelige mål. At holde retningen må forstås sådan som: At overskue situationen i sin helhed, at kunne fornemme mulighederne og bestemt vælge blandt dem. Lade det komme til live som er ønskværdigt. Således at det, at holde retningen, altid er noget, som kun kan gøres i den konkrete situation. Det store menneske er i stand til at overskue gruppen, gribe ind i dynamikken og ændre den. Der er således intet fastlagt mål, men der bliver valgt en retning. At arbejde målbevidst er at arbejde ubevidst. Det bevidste arbejde er: I sin handlen at være klar over at handlingen foregår i en forandring, og at handlingen selv er forandring. I handlingen skal blikket ikke rettes mod målet, men mod selve handlingen. Således nås målet: Lad Lucifer, lysbæreren, skinne og arbejde i dit intellekt. 35

36 Min Fader Som gud vil jeg løfte mig til mit fulde potentiale. Jeg byder andre guder velkomne i min bolig og ser i dem mit næste mål. Jeg siger: Jeg vil også være taknemmelig, jeg vil også være stærk, jeg vil også være stolt, jeg vil også opleve kærlighed, jeg vil også have mod, jeg vil også åbne mig helt. Ærbødigheden til min fader har jeg endnu kun udforsket overfladisk. Jeg har kun følelsen i mig, og kan ikke andet end at mærke den. Det er nok et underkast, men et underkast hvori jeg rejser mig. Hvori der er en styrke til at rejse mig helt. I mødet med verden bliver dette underkast til mit eget udkast. Lad mig gøre os stolte, siger jeg. Jeg kender ikke min fader. Kun i et svagt glimt ser jeg ham. Stil foran jer en voldsom styrke, som jeg kan love jer ville flænse jer, ville lade jer knække sammen hvis hans ganske væsen viste sig for os! Dette er min gud. Han bor også i mit hjerte! 36

37 Dette er en fødsel ikke en død Jeg kaster idealer og håb over dette danske land - de skal ramme dig som en let sommerbrise! Her er ingen skyld og skam. Kun tyskeren er skyldig! 1 Vi har meget i os af ham, men kun i det nedre. I den øvre natur er vi lette og lysende som birken - der risler i vinden! Der renser vandet og kun med stille stolthed gør vildhaven ædel og smuk. Lad dit blod være birkevand og lad det stige dig til hovedet uden beruselsen! Her skal sjælens brønd brænde svagt og sikkert! Lad intellektet brillantslibes! - Det klare lys trænger gennem alt dunkelt! Lad dine årer filtrere hundred liter vand på forårets første dag! Fyrre vintres dvale vækker tørst! Hvilke idealer, hvilket håb? At de ufødte må vide alt står til forandring! At intet er givet og alt kan blive anderledes! Thi dyd såvel som last beror på viljen! Lad os være mestre! Jeg, for mig, må gøre mit! 1 Der refereres til den eksistentielle skyld som bl.a Heidegger beskæftiger sig med. In der Philosophie wiederum steht, vor allem bei Heidegger, die sogenannte existenziale Schuld im Vordergrund. Für Heidegger - aber auch für C.G.Jung in der Psychoanalyse und für Theologen, nur sprechen diese nicht von Schuld, sondern von Sünde - gehört das Schuldigsein zur Seinsverfassung des Menschen. Nicht weil wir etwas tun oder unterlassen, sondern allein durch unsere Existenz sind wir schuldig. 37

38 Tavshed Den Dansende Undergang Der findes tavshed. Der er noget som ikke er sprog, og bare dette at kalde det noget, har allerede forbrudt sig mod hvad der ikke skulle være sprog. Tesen, at alt er sprog, er ikke blevet fremført. Praksis er ikke en skjult tese ikke et stykke skjult sprog, der blot ikke er blevet sprogliggjort; noget sagt der blot ikke er blevet sagt. Praxis. Praksis hvor? Praksis i human- videnskaberne, som er blevet til en broget blanding af sprog- videnskaber. Med Sproget og dets apoteose (i den moderne filosofi i særdeleshed) tilfredsstillede man hvad der så længe havde været higet efter. En nærmest romantisk længsel forløste sig. Det har dog gået langsomt, så den romantiske raptus á la eros skal du lede længe efter, og hvad Sproget kunne forløse af længsel fortjener derfor at blive uddybet: Før Sproget forløste denne længsel var det andre udkårne der næredes kærlighed [filos] til. Sjælen, bevidstheden og tilværen skulle tilfredsstille en længsel efter participering i noget, der var større, men også en længsel efter at tage del i hinanden; sjælen, bevidstheden og tilværen kunne udmærke fra hvad, der ikke havde eller ikke var disse, hvad der var resten. Hvad der var dette blotte restprodukt længtes der dog også efter at være en del af, men med eftertryk på, at denne længsel efter delværen med restproduktet var væsensforskellig fra længslen efter deltagen i hvad der var større end den enkelte selv, og/eller i hvad der var os selv. Længslen efter vi-følelse behandles yderligere i relation til sproget nedenfor. Her kom Sproget som en barndomskæreste dette vi næsten havde glemt, og som havde været med os i tykt og tyndt gennem vores ekskærester (sjælen, bevidstheden og tilværen). Noget vi havde kunnet stole på, noget som faktisk havde givet os hvad vi havde søgt hos de andre hele tiden og mere til: Sproget 38

39 havde denne ubenægtelige nærhed som ingen af de forrige havde, så håndgribelig, ubenægteligt nærværende. Og Sproget hun havde så givetvis al den tryghed som struktur giver, som vi havde famlet med ved de forrige, og her var det hele så ubenægteligt lige foran næsen på os, med sin stramme struktur, systematik og rigiditet for ikke at glemme Sprogets universalitet! Alt er sprog. Sprog er alt. Vi er i Sproget, og Sproget er i os. Vi er sproglige i vores møde med hinanden, i mødet med verden, i mødet med os selv. I kraft af at tage del i Sproget, tager vi del i noget der er større end os selv. I kraft af at tage del i Sproget, tager vi del i hinanden. Deltagen. I kraft af at være en del af Sproget, er vi en del af verden, og verden en del af os. Delværen. Intet uden Sproget! Filosofi er en kærlighedshistorie, og de bedste af disse ender med selvmord. Shakespeares Romeo and Juliet, Goethes Die Leiden des jungen Werther, Hamsuns Pan. For sprog vil dette selvmord sige, at lade sprog opløse sig selv, i selvrelatering, at lade regressen gå så langt som den skal, for at sprog ikke længere giver mening, og her at lade dybden i regressen implodere, så kun det dybdesløse i sprog står tilbage så sprog fremstår intetsigende. Cliffhanger. Sprog består af tegn, symboler. Et tegns eller et symbols betydning er noget det ikke selv er. Et tegn eller et symbol står for noget, det ikke selv er. Phainomenon og idea. Stol og stol. Token og type. Typen er vigtig. Ikke token. Du er konfronteret med sprog. På denne side er det enkelte bogstav ligegyldigt. Et hvert e på denne side kunne skiftes ud med et hvert andet e. Sådan fungerer sprog. Det enkelte i sin enkeltehed, den eneste i sin enestehed, begriber sprog ikke. Det eneste negligeres i sin enestehed ved at skulle være fattet som instantiering af et hypostaseret almenbegreb. Forblændet af sprog tages der del i det gamle platoniske ressentiment mod det partikulære. 39

40 Tavshed er imidlertid ikke sprog - overhovedet. Det tavse peger ikke på noget det ikke selv er, står ikke for noget det ikke selv er, og det tavse forstås ikke kun i kraft af dets eksemplificering af en mere generel almenhed. I sprog - og ikke mindst den tiltagende sprog-totalitarisme - er der et ressentiment mod det enkelte, mod den enkelte. Jeg står ikke for noget andet, som jeg ikke selv er. Jeg afleder ikke en betydning af hvad end dette andet og mere generelle skulle være. Jeg står tilbage; ubegrebet, uberørt og rank i tavshed. Tavshed og stilhed: Tavshed er ikke fraværet af lyd men fraværet af sprog. Fravær af lyd, fravær af blæk, o.a., der dog sagtens kan være ladet med sproglig betydning, vil jeg her kalde stilhed. Meget sproglig betydning hviler på stilhed. Stilhed kan være sigende, være ladet med betydning. Hvad jeg siger er ikke så vidtløftigt: Ikke alt er sprog. Ikke alt har betydning. Ikke alt har mening. Der findes noget der ikke er sprog, der ikke er sprogligt, der ikke har betydning, der ikke har mening: Det er tavshed. Herefter kunne jeg tie og lade resten være stilhed. End ikke tavshed er mig hellig. Jeg forsøger ikke at holde sproget tilbage og i ave. Jeg vil ikke drage grænser for tankers udtryk, drage grænser for sprogbrug. At begrænse. Sprog kan ikke ødelægge tavshed, for det begribes ikke sprogligt det begribes ikke af sprog. Lad blot sprog gøre hvad det kan men for så vidt som det kan det. Sprog kan alt det som sprog kan. Alle mulige kombinationer af tegn og symboler: Lad dem ske! Lad dem blot ske hvis vi gider Jeg gider ikke forsøge at forbyde visse kombinationer. Desuden forbyde? Forbyde med hvilken autoritet? Sandheden? Verden? Tanken? Det rationelle? Det emotionelle? Atter hypostaseringer, forblændelser af sprog. Der findes ingen ultimativ filosofisk autoritet bag sprog, som sprog kan forankres i. Intet bag, men foran? I? Ved? Over? Under? På? Omkring? Her er der noget der viser sig. 40

41 Noget kan godt både være tavst og sprogligt, men ikke i ét og samme henseende. Der kan være noget tavst ved noget sprogligt, eller noget sprogligt ved noget tavst, men det tavse ved det sproglige er ikke det sproglige, og det sproglige ved det tavse er ikke det tavse. Kun det tavse er det tavse, og kun det sproglige er det sproglige. Grænserne mellem sprog og stilhed, og stilhed og tavshed, er dog ikke ideale som matematiske linjer i geometri. Grænserne hvis de så skal kaldes det er slørede. Der er gråzoner. Men at sprog, stilhed og tavshed ikke har rigide grænser medfører ikke, at de ingen grænser har; at de flyder ud i hinanden, og ingen mening har. En gammel filosof-fordom. Det at grænsen ikke er rigid og matematisk, ikke er uden bredde, at grænsen er punkteret, gør ikke at sprog flyder ud i alt og at alt er sprog. En boble der er bristet. Man vil gøre liv til sprog. Biosemiotik: I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud [ ] og Ordet blev kød. Der er noget som ikke er sprog, hvor der findes et komplet fravær af sprog. Det har jeg kaldt tavshed. Det tavse, fraværet af sprog, er der, selv om det ikke er matematisk velafgrænset overfor sprog. Der er ikke tale om en dualisme, om end jeg bedre kan lide dualismer end monismer, bedre kan lide tredelinger end tvedelinger, bedre kan lide firdelinger end tredelinger, bedre fem- end firdelinger En sønderdelt fragmentering af uendeligt flerdimensionelle forskelle. Ingen ideal-transcendens fordi der intet idealt skel er at transcendere. Jeg kender ikke nogen ideal afgrænsning af hvornår en stol er en stol og ikke et bord. Der findes måske eksempler hvor jeg ville sige både og, eller hverken eller, men det gør ikke at ordene stol og bord ingen betydning har, og heller ikke at de betyder det samme; og heller ikke at alt derfor er stol eller at alt derfor er bord. (Det ville også være at slutte fra hvad vi ville kalde noget, til hvad noget er fra sprogpraksis til ontologi.) Jeg vil bruge betydning og mening således: Betydning er noget tegn, ord, sætninger osv. har. Mening er noget en sprogbruger 41

42 42

43 har med sin brug af tegn, ord, sætninger osv. Ord har altså ikke mening, men en sprogbruger kan have en mening med et ord, et stykke sprog, og denne mening kan være i modstrid med det sprogliges betydning. (Dette muliggør løgn). Jeg vil bruge intentionalitet ikke-fænomenologisk, som hvad der menes, som hvad der er hensigten eller det tiltænkte. Der er noget sprogbrug her som jeg ønsker at sætte ud af spil. Intentionalitet: Meningen (ikke betydningen) med en handling er at ét gøres for noget andet, at det der gøres er sekundært for det intenderede. Dette er mening: Med min handling at have ment og intenderet noget andet end handlingen selv. Handlingen selv er meningsløs i sin enestehed. Hvis man spørger mig hvorfor jeg står op om morgenen, spørger hvad meningen, hvad intentionen med dette er, og jeg svarer at der ikke er nogen, så bliver folk forfærdede. Der må være mening! Men der er ingen, og dette er det samme som at sige: Jeg står op for at stå op, jeg spiser for at spise, jeg lever for at leve, jeg dør for at dø. Dette er ikke grunde. Det grundløse liv. Den grundløse død. Det er afgrund. Dette er det meningsløse. Meningsløshed er ikke depression, fortvivlelse, sorg eller angst eller lignende. Det meningsløse er det meningstomme. Her er sprog og intentionalitet isomorfe (sikke en tilfældighed!). Det meningsløse ved mit liv er som det betydningsløse ved en tautologi: Liv er liv. Død er død. Dette betyder ingenting eller rettere: Betyder én og kun én ting, betyder sig selv, betyder at liv er liv, og at død er død. Intentionalitet forstås ligesom sprog forstås, fordi intentionalitet forstås som værende noget sprogligt, hvor ét er et tegn på noget andet. Et smil er et tegn på glæde. Meningsfylde er når noget er et tegn på en intention, en mening, som dette noget ikke selv er. Her er det igen: Det enkelte og det almene. At noget står for noget andet end det selv er. Verdenen er meningsløs: Verdenen verdner for at verdne. Livet er meningsløst: Livet lever for at leve. Dette er ikke trist. Dette er ikke glædeligt. Det er tomhed. Det er tavshed. Det betydningsløse og meningsløse findes: Det er det tavse. Hvor vi ser intention ser vi liv. At sige, at verden er uintenderet 43

44 eller uintenderende, er at lægge verdenen død, hvor den før opfattedes som levende. Verdenen er en gammel fjende og ven, som vi ærer. Begravelse. Forrådnelse og opløsning. Sorg men kun for den der så intention til at begynde med. Og jeg forsætter fra cliffhangeren. Der var længsel efter deltagen. Med Sproget kunne vi endelig tage del i hinanden. Hvad der er sprogligt kan deles. Hvad der er tavst er mit eget. Og hvad der er vores er ikke mit. Hvilke drømme og længsler der ikke har været og stadig er efter hinanden. En længsel efter at tage del i hinanden. Med Sprogets universalitet tavshedens negligering en allestedsnærværende socialitet. Der er en længsel efter at tage del i hinanden. Der vil tages del i hin Anden. En afgudsdyrkelse af hin Anden. Hin Anden er det velsignede og frelsende større-end-dig-selv. Vi er hinanden, siges der med ærbødighed, der holdes om hinanden, ses smilende hinanden i øjnene: Vi er hin Anden. Hvis så, er jeg ikke vi. Jeg er ikke hin Anden. Jeg er hin ene. Sprog er aldrig radikalt mit eget. Det er offentligt. Hvad der er sprog kan deles. Hvad der er tavshed er udeleligt. I tavshed findes altså også det udelelige, det der ikke kan flyde udover mig selv, det der ikke kan deles med dig, det der er mit og kun mit. Dette mit og kun mit kan ikke integreres i os, mennesket, samfundet eller lignende. Det uintegrerede eget (mig selv) står som altings afgrund. For dette enkelte lader sig ikke indfange i hvad der skulle være altet, alting. (Delen i sin delhed indfanges ikke gennem det hele i sin helhed) I tavsheden står man alene, er man solus. Er man ordentligt filosofisk opdraget, så skælver man ved moders formaning: Solus ipse ad portas! Samfundet, ordenen, står for at falde. Hvor der er tavshed er der ikke struktur. Hvor der er tavshed er der ikke delværen. Hvor der er tavshed er der ikke deltagen. Kaos og ensomhed nærmer sig. Sådan ser tavshed ud for sprog-totalitaristen. Tavshed er dog hverken kaos eller orden, godt eller ondt, smukt eller grimt, sandt eller falskt, ensomhed eller alsomhed. 44

45 Der var en længsel efter delværen. Med Sproget kunne vi være en del af verden. Alt var Sprog. Fængselscellen var væk, der kunne transcenderes, og der kunne væres i en verden, som kunne kaldes verdenen. Følelsen af den guddommelige nødvendighed har aldrig charmeret mig. Tværtimod. Den byder mig imod. Den er mig modbydelig. Det er mig at ringeagte det smukke i tilfældighedernes unikke enestehed. Den poesi der fremstår i sin ugudelige kontingens er så meget desto smukkere i al sin skrøbelighed. At kunne bære skrøbeligheden i skønhedens fakticitet er styrke svaghed kun at kunne bære det smukke som guddommelig nødvendighed, at bæve ved dets skrøbelighed og at ville støbe det i kobber. Eksempelvis: Jeg er født under en vinterfuldmåne. 1 Det er smukt. Jeg elsker dette faktum. Og af kærlighed til det, er det sidste jeg vil gøre at påkalde dette en form for kosmisk mening (á la astrologi), en bestemthed, en uundgåelighed, en poetisk nødvendighed i æstetikken i historien om mit liv. (Mit liv er ikke en historie, for en historie er noget sprogligt, og det er mit liv ikke). Det smukke ligger netop i at det netop sagtens kunne have været anderledes men at det ikke var det. Og dette, at det kunne have været anderledes, kan jeg i min styrke godt bære, og jeg føler ikke poesien, i det faktum at jeg er født under en vinterfuldmåne, som værende antastet. Mit liv er ikke en historie, for en historie er noget sprogligt, og det er mit liv ikke. Dette er forglemmelsen hos enhver selvbiografist: De beretter ikke deres liv. Hvad de beretter er ikke deres liv, at de beretter er deres liv og dette er ikke sprogligt, men tavst, og dvæler i uendelig tavshed. En nær ven spørger mig: Hvad er din historie?. Han spørger om noget i bestemt ental, noget der er totaliteten af mig i sprog, og jeg er paf, for jeg er ikke et stykke 1 se nederst på denne hjemmeside. 45

46 historie, jeg er ikke et stykke sprog, og når jeg endelig giver mig til at fortælle om mig selv sætte mig selv på sprog er det aldrig historien, men historier, der ændrer sig, er modstridende, der er i fluks for jeg er ikke et stykke sprog. Da jeg var atten ændrede jeg mit fornavn. Jeg hed Christian. Jeg måtte ændre det. Det begyndte at få min mave til at snurre sig sammen. Jeg ved ikke hvorfor. Mit spørgsmål lød: Var jeg eller var jeg ikke min egen herre? Navne er noget guder giver mennesker, mennesker giver dyr, forældre giver børn. At navngive sig selv havde en form for selvrelationel magtæstetik som jeg inderligt nød. Selvdefinering. Lidt familiehistorie: Min far hedder Erik Christian Gjerstad. Delvist fadermord. Min far ændrede også selv navn da han var atten. Inden da hed min far Gunnar Erik Gjerstad. Min farfar hed Gunnar Gjerstad. Endnu et delvist fadermord. Det lyder som et sagn om en kongerække, og det er det vel også så. Førstefødte sønner. Ord er tykkere end blod. Jeg undviger ofte at delagtiggøre andre i at jeg gav mig selv mit eget fornavn. Jeg lyver decideret nogle gange. Også overfor mine nærmeste. Hvorfor? På grund af (hvad jeg ikke kan benægte, at jeg har lyst til at kalde) svaghed. Min svaghed og jeres svaghed. Min svaghed som min værdsættelse af jer og hvad I er for mig, også i jeres vurdering af mig. Jeres svaghed som jeres klamren jer til hinanden, og jeres latter og ringeagt overfor det i ikke forstår og ikke vil forstå. Men jeg bærer over med jeres svaghed af styrke. Det kræver styrke at blive selvbestemmende, at blive selvdefinerende, at være tronraner, at vælte sine forældre. At se min mor græde da jeg fortalte, at jeg ikke længere hed hvad hun i kærlighed havde døbt mig at se hende i øjnene og ikke vakle et sekund. Af styrken og magten i min person at tvinge hende til at indordne sig min selvbestemmelse. Det var en voldshandling. Og jeg gjorde det på mine daværende venner som ikke længere er mine venner, min daværende kæreste som ikke længere er min kæreste, på mine daværende såkaldte lærere som ikke længere er mine lærere. Jeg satte mig igennem som mig ved en subtil form for 46

47 vold. En vold mod os som noget jeg skulle tage del i, som noget hvorfra min betydning skulle komme (som om jeg kan have betydning jeg er ikke et stykke sprog). Vold mod vi, mod hin Anden, mod guder, mod mennesker mod Mennesket. Min perverse nydelse i den ubestemmelighed jeg følte ved uroen omkring udtalen af mit navn. Da følte jeg mig i fluks, i ubestemmeligt fluks, kun bestemt af mig i det omfang at det var mig, der væltede mig selv i dette fluks da jeg navngav mig selv. For mit vedkommende er det klart hvad jeg udlever, mine handlinger taler for sig selv: Hvad jeg udlever, er mig som mig. Og jeg udlever ikke blot mig selv som mig, jeg indlever, henlever, vedlever, oplever, nedlever, pålever, underlever, overlever Del og helhed. Jeg er aldrig vi. Mit er aldrig vores. Mig er aldrig os. Der lefles for en vi-følelse, gennem en leflen for en menneskefølelse. Mennesket, med stort begyndelsesbogstav i bestemt form ental. Jeg ser her en ærkereligiøs mekanisme udfolde sig: Noget der hævdes at være mit egentlige væsen, men som jeg på samme tid ikke kan være fuldt og helt, som jeg er fremmedgjort fra. Jeg, som partikulær enkelt, kan aldrig være mit egentlige væsen: Det hypostaserede almenbegreb Mennesket. Herved er jeg gjort til bestandig synder, og afgudspræsten kan revse mig for min Umenneskelighed. Hertil kan jeg kun svare med latter. Trygheden ved at underordne sig selv dette større-end-dig-selv (Mennesket), og at finde meningen (!) med sig selv i en underkastelse af dette, meningen med sig selv som ydmyg token af en overordnet og højere type. Som en blot og bar del er jeg aldrig en helhed, og præsten kløver mig for at hele mig igen. Jeg spytter på præsten. Som en specifikt enkelt kan jeg aldrig blive denne almene ideale hypostasering, lige så lidt som jeg kan blive den religiøse, den fornuftige, den gode, den skønne, den sande. Jeg er herved gjort til bestandig synder. Jeg kan højst tage del i disse, og kan aldrig være dem fuldt og helt; kan højst være del, men aldrig helhed. Jeg er altid ufuldkommen i lyset af disse som jeg skal underordne og underkaste mig, og jeg skal være 47

48 taknemmelig over den mening de skænker mig og min tilværelse i kraft af denne underordning og underkastelse. Jeg kan ikke være Mennesket. Hvad vigtigere er: Det vil jeg heller ikke, og i denne vilje finder jeg en fred og en krig, som nok ikke er de samme, som den fred og den krig der fås af at ville tage del i Mennesket og dets væsen. Længselen efter deltagen og delværen er en sproglig længsel, idet der forekommer en gentagelse af type/eksemplar-distinktionen, helhed/del-distinktionen, og distinktionen mellem henvisning og det henviste, reference og referent, phainomenon og idea. Længselen forløses ikke, ligesom det filosofiske problem ikke løses, ligesom spørgsmålet ikke besvares men bliver intetsigende, manes til tavshed. Jeg giver applaus for foragt for folk, der har brug for at spejle sig i noget andet for at kunne holde sig selv ud. Jeg vil dog sidst af alt forsøge at begrunde den hverken i krop, kultur, natur, eller filosofi; og sidst af alt i kroppen, kulturen, naturen, filosofien, eller andet. Jeg vil afgrunde min foragt. Min foragt behøver ingen grund at bero på, ingen grund at hvile på. Min foragt står fint af sig selv for sig selv. Dertil er den stærk nok. Hvad er idealet om Mennesket med Menneskekroppen, andet end et troldspejl som kan holdes op foran én selv? Hvad er idealet om Mennesket, andet end noget andet og større, som man spejler sig i for at holde sig selv ud? Mennesket med dets Menneskekrop er et alter hvor man ofrer sig selv og mig. Man giver sig hen til noget der ikke er én i éns enkeltehed: Almenheden Mennesket og Menneskekroppen. Intet af dette rører offerpræsten. Intet rører den der er hengivet til altet og knæler for altets alter, der ofrer det enkelte i sin enkeltehed for at kunne sige: Alt er Vi har at gøre med en længsel efter deltagen og delværen. Der lefles for Menneskekroppen. Menneskekroppens rette værdi: Den er alt! Kroppen er ikke alt. Ånden er ikke alt. Sjælen er ikke alt. Materien er ikke alt. Tilværen er ikke alt. Væren er ikke alt. Det 48

49 49

50 værende er ikke alt. Bevidstheden er ikke alt. Selvbevidstheden er ikke alt Intet er alt. Kun alt er alt og dette er betydningsløst. Intet er alt! Kroppen er ikke alt, og kroppen er heller ikke semiosis, hvorigennem semiosis så er alt. Det er af kærlighed til kroppen såvel som semiosis at jeg ikke vil ofre nogle af disse på altets alter. Styrke og vi-følelse dyrkes. Jeg vil her tale om styrke på ny, som styrke i at bære, snarere end kun styrke i at holde under sig. Styrke i at bære. Overbærenhed. Andres svaghed er ikke min, så jeg er ligeglad, og når de i deres svaghed råber op, skriver så det skulle angå mig gennem de hypostaseringer som jeg skulle være et eksempel på så er jeg overbæren. Jeg bærer over med deres svaghed. Heri min styrke. At ville og at bære over er samtidig et udtryk for kærlighed. At ville noget med sig selv på grund af sig selv - og sig selv alene, eller at ville noget med sig selv med grund i guddommelighedsvædet nødvendighed og teleologiseret hinsideslængsel. Hvad jeg vil med mig selv er ikke et afledt sekundært fænomen af et ubetvingeligt kald hinsides mig, fra noget der er større end mig - være det sig Mennesket eller andre afguder. Det kræver styrke at være sin egen grund, at kunne bære sig selv som sig selv med stolthed. Søg blot hvad du har brug for at finde i din fader, underkast dig såfremt det er hvad du (af)magter. Din underkastelse er ikke min, og af styrke har jeg ikke brug for, at hvad der er mit også skal være dit. Underkast dig blot. Jeg kan stå alene. Fornærm dog ikke min styrke og stolthed ved at byde af mig, at jeg skal tage del i din underkastelse. Jeg vil ikke tjene. Non serviam. Sprog udtrykker mig ikke, for jeg er ikke et stykke sprog, men står rank i tavshed. Sprog består af tegn og symboler, hvor ét står for noget andet, og hvor det er almenheden der giver det enkelte sin betydning. Jeg står ikke for noget andet, jeg er ikke en repræsentant for noget mere alment (Mennesket), og det er ikke dette almene der giver mig betydning (jeg har ingen - jeg er ikke et stykke sprog). Vanhellig tilfældighed og formålsløs dennesideskærlighed. Det er også af kærlighed at jeg 50

51 ikke kan nære det ressentiment mod dig, som der ligger i at underordne dig en almenhed, og at se dig gennem denne almenhed - et påstået væsen, potentiale, telos... I mig vinder kærligheden. Jeg har ingen længsel efter deltagen eller delværen. Jeg længes ikke engang efter heltagen og helværen, for dette ville forudsætte at jeg allerede var mig en blot og bar del. Jeg længes ikke efter at blive helet, for jeg er ikke delt. I tavshed står jeg udelelig. Der gives mig et tavst møde med verden. Her møder jeg ikke verden som verden, for verden er noget sprogligt, og hvad der gælder for det sproglige gælder ikke for det ikkesproglige møde med verden, med andre; du, I, jeg og andre pronominer (hvilket er grammatiske størrelser) Igen, jeg møder ikke grammatik. Jeg prøver at vise noget der ikke er grammatisk ved hjælp af noget grammatisk. Vær nu endnu sproglige nok til ikke at forveksle udtrykket med det udtrykte. Jeg prøver at udtrykke og vise noget i hvilket dette ikke selv udtrykkes eller vises. Der findes tavshed. Og i tavshed er der ingen mening og ingen betydning. Hvad end det, den, du, de (eller andre sproglige konstruktioner) er for mig i tavshed, så er dette ikke ladet med mening og betydning, der kommer af at stå for noget de ikke selv er, at pege på noget de ikke selv er. Der er intet at læse, intet at fortolke. Ord kan ikke sættes på det tavse, uden netop kun at være noget påsat. Hvad jeg peger på her tavshed er ikke hvad jeg her siger og giver udtryk for, men hvad der viser sig. Dette der viser sig kan jeg ikke udsige, for det udsagte er ikke det viste. Kun det viste er det viste. Hvis hvad der skal vise sig her ikke allerede viser sig, så kan jeg intet mere gøre. Forstår du ikke det at pege, så kan jeg ikke pege på det at pege, for at få dig til at forstå det at pege. Jeg peger med min højre pegefinger. Jeg peger på min højre pegefinger med min venstre pegefinger. Og da må jeg pege på min venstre pegefinger med min højre pegefinger Alt hvad der er tavst er ikke det mystiske. Filosoffen, der forblændet af sprog, ser noget mystisk i selvrelateringen, i selvreferencen: 51

52 En dybde, en æstetik der ontologiseres. Fra Sprogets indretning sluttes der til indretningen der tilfalder verden, bevidstheden, det værende, væren, osv. Selvrelatering muliggør paradokser og selvmodsigelser, hvis hyppighed altid vidner om en vis mysticisme. En mystiker gør sig bedst i paradokser og selvmodsigelser, for i disse kan der lefles for følelsen af dybde på en måde som næsten ingen andre sproglige konstruktioner kan hamle op med. Jeg foragter mysticisme. Russell delte denne foragt og ville vanhellige det hellige det ville sige at forbyde (sproglig) selvrelatering. I mysticisme ser jeg et uovertruffet ressentiment mod tavshed. Jeg vil dog ikke forbyde mysticisme. Mystikeren går ikke for langt i sit forsøg på at udtrykke hvad mystikeren gerne vil udtrykke. Mystikeren går ikke for langt, er ikke en forbryder overfor Sproget, Tavsheden, Verdenen, Menneskeheden, Videnskaben, Religionen, eller andet. Mystikeren går ikke for langt, overskrider ikke sprogets grænser tværtimod, er netop min pointe. Det tavse er også det mindst mystiske. Selvrelatering hører til mine mest elskede sproglige konstruktioner. Min digtning vidner herom - i min filosoferen vægrer jeg mig dog fra selvrelatering (dette er åbenlyst en løgn). Jeg ved ikke om jeg kan give gode afgrunde for dette. Filosofi er i stor udstrækning sprogfetichisme. I filosofi vil man ikke ændre, ikke skabe, ikke destruere foruden at ændre, skabe, destruere visse former for sprog. Jeg er i færd med at forsøge at ændre, skabe og destruere visse former for sprog; forskellige former for sprog som jeg elsker, hader, føler mig hjemme i, føler mig fremmed for, eller andet. Jeg er en sprogfetichist. Afslutningsvis selvrelatering. Jeg er lidt ked af at ende med selvrelatering den mest omsværmede sproglige konstruktion af alle. Jeg vil gerne tale om det, at jeg gerne vil tale om lige præcis denne sætning, som du læser nu. Jeg vil gerne tale om det, at jeg ikke vil tale om denne sætning, som du læser nu, men noget andet. Jeg vil gerne tale om noget andet som er det samme, og det samme som er noget 52

53 andet. I alt dette forrige forsøgte jeg at sproge på en bestemt (eller ubestemt) måde. Strengt taget burde jeg nok gå det hele i gennem, for at se om jeg ikke også selv nogle gange bruger bestemtform ental, betoner det almene, hvor jeg gerne ville betone det partikulære. Og selve dette, at skelne mellem det almene og det partikulære, kunne problematiseres, selv om jeg forsøgte at svække klassiske filosofiske intuitioner omkring det at skelne, ved at gøre skelnen mere uforpligtende overfor hvad der skulle være bagvedliggende filosofiske antagelser i en sådan skelnen eller foranliggende. Det gør ingen forskel. Ikke nu og ikke for mig i hvert fald. Skel, forskel, bagskel, vedskel, omkringskel. Måske skulle jeg behandle min afslutningsvise selvrelatering her: Hvorfor jeg vil gå meta om mig selv, og hvad dette er for en slags forsvarsmekanisme; en distancering jeg skal føle mig tryg ved, for da flår jeg mig fra min talen, min skriven, min sprogen i stedet for omvendt eller henvendt. Jeg vil gerne sproge om selve dette at gå meta som en patologisk svaghed. Selve dette er dog også at og så videre. Der var noget stilhed der. Jeg burde behandle selve min trang til idiosynkrasier noget mere. Måske skulle jeg være stoppet tidligere? Måske skulle jeg behandle valget? Men skulle Måske skulle jeg behandle det at skulle. Dette er stadig selvrelatering. Jeg er meta-ungen. Meta-manden. Metamandens heltekvad. En blafrende kappe og et stålsat blik vendt mod en fjern horisont. Intet ændrer på at jeg sproger nu, at jeg også sproger når jeg mindst vil det, og at jeg sproger om at jeg sproger; at jeg sproger om at jeg sproger om at jeg sproger; at det netop irriterer mig nu, at dette fremstår som og er fuldbyrdelsen af den profeti som denne tekst startede med; at dette er en dybt religiøs narrativ strategi i denne tekst (eller måske ikke dybt), som jeg end ikke undslipper ved at påpege den nu og blive irriteret over den; at jeg nu sproger om at jeg sproger om at jeg sproger om at jeg sproger; at begyndelse og slutning peger på hinanden, men at de også peger på mere end hinanden; at jeg nu sproger om at jeg sproger om at jeg sproger om at jeg sproger om at jeg sproger; at jeg egentlig også vil vende tilbage til den blotte tofoldighed ved at sproge 53

54 om at sproge, for dernæst at springe tilbage til seksfoldigheden i at sproge om at sproge om at sproge om at sproge om at sproge om at srpoge; at det sidste her var en stavefejl som jeg på sigende vis ikke vil rette; at jeg sproger om at jeg sproger om at jeg sproger om at jeg sproger om at jeg sproger om at jeg sproger om at jeg sproger, men at jeg ikke sproger at jeg sproger om at jeg sproger om at jeg sproger om at jeg sproger om at jeg sproger om at jeg sproger om at jeg sproger. Overhovedet ikke det sidste, og overhovedet ikke det første, men noget midt i mellem, noget udenfor, eller noget indeni. 54

55 KONTAKTANNONCER 55

56 EIRIK GJERSTAD Den Dansende Undergang 56

57 Undergang søger dansepartner Jeg burde måske lægge ud med at beskrive mig selv, inden jeg giver mig til at beskrive hvad jeg søger, men jeg føler (i dette øjeblik i hvert fald) at disse er to sider af samme sag; at hvad der bedst beskriver mig, er hvad jeg søger: En kvinde der er lykkelig. Et smil det er mig umuligt ikke at gengælde. En lykkens umiddelbarhed. Uspaltet: Ingen dybde og ingen overflade. Ualmindelig bred spændevidde i personlighed, uendeligt flertydige og modsætningsløse nuancer. En kvinde jeg kan tage bagfra, en kvinde med hænderne på ryggen, min højre hånd i et samlende jerngreb om hendes to små håndled, min venstre næve knyttet om håret i hendes baghoved, en kvinde med en sød lille nydelsesfuld klynken, der vidner om at hun elsker dette. En nøgen krop jeg kan kærtegne og glemme som min egen. To spejle der spejler hinandens tomhed. Øm omfavnelse. Forståelse. Fortrolighed. Tillid. Hengivenhed. Følsomhed. To øjne jeg kan se ned i, i tavshed, i natten. Øjne der ikke skal læses. Hun skal være smuk. Hun må ikke ligne en filmstjerne, en pornostjerne, en topmodel, den lækre pige i klassen. Hendes skønhed må ikke komme af at ligne overhovedet. Hun skal være, og være noget andet end en eksemplificering af en type. Hun skal være smuk. Og lattermild. Værdsættende. Havende en selvstændighed der aldrig er større end min. Værende mindst ligeså afhængig af mig som omvendt eller gerne mere afhængig af mig end omvendt. Alt dette er løgn. Jeg kunne sagtens elske én der var alt det modsatte af hvad jeg her har beskrevet. 57

58 Og så lavede jeg en minutiøst-bogstavelig oversættelse efter (mere eller mindre) klassiske modsætningspar. Hendes kontaktannonce (det er mig der adresseres direkte med du ): Du skal helt sikkert slutte med at forklare dig selv, efter du giver dig til at forklare hvem du finder, og du tænker (konsekvent i alle tilfælde) at dette er én side af en anden sag; at hvem der dårligst forklarer dig, er hvem du finder: Mænd der er ulykkelige. Surmulen det er dig muligt at tilgive. Ulykkelighedens middelbarhed. Spaltede: Overflader og dybder. Almindelige snævre grænser ved upersonligheder, endeligt entydige og modsætningsfuldt monokrome. Mænd du ikke skal give forfra, mænd uden fødderne under maverne, din venstre fod i flere splittende sliptag på deres store ankler, din højre fod sluppet fra panderne på deres hoveder, mænd uden bitre store lidelsesfulde grin, der bedrager om at de hader dette. Påklædte sjæle du skal skade men huske som din egen. Et sort dyb der optager hin enes fylde. Hård fraskubbelse. Misforståelse. Ubetrolig. Mistillid. Tilbageholdenhed. Følelsesløshed. Øjenhuler du skal se op på, med betydningsfylde, om dagen. Øjenhuler der kan skrives frem. De kan ligne nogle grimme. De kan være filmstjerner, pornostjerner, topmodeller, nogle ulækre mænd fra lærerværelset. Deres grimhed kan komme af at være måske. De kan ligne, og ligne det samme som typificeringen af nogle eksempler. De kan ligne nogle grimme. Og latterløse. Negligerende. Fående en afhængighed der altid er mindre end din. Lignende højst nogle selvstændige overfor dig men helst ikke mindst nogle selvstændige overfor dig. Intet af dette er ikke sandt. Du skal under ingen omstændigheder hade nogle, der ligner det samme som du her får forklaret. 58

59 59

60 BARTHÉLEMEUS Guds anden Søn 60

61 Mand (23år/187cm/70kg) søger kvinde Jeg er vild med smukke ting og voldsomme mennesker, vanskelige begreber og dejlige kvinder. Mit liv har ingen retning, jeg hader planlægning. Jeg elsker tavshed så længe det usagte ikke burde siges. Jeg elsker Løver og Kobber og Solen og Støbejern og Industrimaskiner. Jeg elsker modstand. Jeg er vild med Joseph Beuys, Heidegger og Steiner og har på fornemmelsen at Ahmed Fardid var en herlig fyr. Jeg elsker det, der udfordrer mig. Jeg er rolig og venlig, voldsom og farlig. Hjemløs gud søger kvinde Jeg er en Hjemløs Gud og jeg søger en kvinde min sjæl og mit legeme kan emanere ud over. Dit væsen skal vare en engels og din styrke en gudindes. Du skal være tynd og have et smukt ansigt og have flotte velformede bryster. Jeg er smuk og sød og indadvendt, hvis øjne kunne riste din sjæl. Ved den praktiske fornuft dygtig til det meste og ved intellektet en sprudlende ånd. På en god dag kan jeg slå benene væk under hvem som helst. Hvis ikke det var for de depressive perioder hvor jeg sov dagene væk og betvivlede min styrke skulle jeg mene jeg er den gud den rigtige kvinde drømte om i går. Den rigtige kvinde har en sjæl som har været genfødt mange gange, et veludviklet følelsesliv, et lysende sind, en frugtbar krop og et åbent hjerte. Jeg elsker kobber og solen og løver og andre guder og boliger der er værdige for guder og guddommelig musik spillet så højt at det er højt nok. Jeg elsker egetræer og en kvinde der kan give mig modstand og skælde mig ud og skære mit hoved af i mens hun sidder nøgen over skrævs på mig. Og så videre og så videre. Jeg er min enestes udkårnes eneste udkårne. Og jeg søger intet andet end en velplaceret grund med en smuk udsigt hvor jeg skal bygge vores hus og du skal føde barnet. Hvorfra virkeligheden skal påtænkes og denne vanvittige rå verden åbner sig for os. Jeg har ventet for evigt, og er snart blevet træt. 61

62 Barthélemeus søger Anahita Om blot der fandtes flere af disse gudindelige kvinder. En kvinde en mand værdig. Sådan lysende sådan lysets gudinde. En ærkeengel så skræmt af en gudinde af kød og blod med større bryster smukkere ansigt. Den evindelige kampplads. Hvorfra gnisterne vil springe mellem denne ærkeengel som er mig og denne gudinde som skulle være mig allerkærest. Hun kunne jo hedde Anahita og være min allerkæreste og jeg Barthélemeus. Så sidder jeg i toget på vej hjem fra Aalborg og her er verden først åben. For guderne har allerede fastlagt min skæbne, jeg må gøre hvad jeg kan for at deres plan lykkes. Eller der kunne være en anden kvinde som ville vise sig om lidt. Eller jeg skulle helt glemme min drøm: Nej, der er kun én gudinde i en ærkeengels liv. Dommedagspræsten: Jeg er kun min egen præst. Se mig pine mig selv! Se mig knække nakken i et stort og flot udspring! Se dommedagspræsten som den eneste der går til grunde. Men se også Guds anden Søn kæmpe sin kamp på jorden. Se ham overvinde sin menneskelighed, se ham finde sin styrke, se ham åbne sit hjerte helt. Se ham holde hjertet åbent. Se ham møde verden igennem hjertet. Se ham slippe sit had, se ham komme over sine sorger. Se ham på den anden side. Er du hans store kærlighed? Begriber du ham i udspringet, for han er endnu ikke konge i sit rige. Kontakt ham på [email protected] 62

63 Den ariske gudinde Anahita 63

64 RASMUS BALTHAZAR MUNK Tjenestekvindens Sønnesøn 64

65 Fuldendt gentleman søger kvinde Jeg er en fandens karl og en fuldendt gentleman. Jeg er 26 år gammel, 182 cm høj og vejer 75 kg. Jeg er en smuk dreng med et blidt og roligt gemyt. Jeg er stærk og stolt, genert og neurotisk. Jeg elsker vild natur, ensomhed og vanvittige mennesker. Ligesom jeg frygter alle tre. Jeg elsker først og fremmest mig selv og min styrke. Og jeg frygter min svaghed mere end noget andet. Jeg er ude af stand til at gøre noget uden lyst. Jeg er selektiv og selvstændig. Derfor udretter jeg sjældent særlig meget. Jeg virker doven og uinteresseret og mit liv synes at stå stille. Det er langt fra tilfældet. Jeg er passioneret og handlekraftig som de færreste, og der er få ting jeg ikke gør langt bedre end langt de fleste. Og når min store og voldsomme kærlighed kaster sig over noget eller nogen er det med en ild, der truer med at opsluge og kvæle dem helt. I mellemtiden ulmer gløderne fra mit store bål og jeg står i stampe. Jeg er til tider ensom og ulykkelig, og så har jeg brug for mit bål og min brand. Jeg har brug for en kvinde, jeg kan kaste min alt for store kærlighed på. Som jeg kan elske med hele min krop, fortabe mig i og opsluge helt. Jeg søger en kvinde, der kan fjerne det fysiske ubehag min ensomhed og uafhængighed min store stolthed en gang imellem giver mig. Du kan være hvem som helst og du kan i udgangspunktet se ud hvordan det skal være. Men du skal have noget der er dit eget. Din helt egen skønhed, som du altid bærer med dig. Du skal kunne tænde, fascinere og skræmme mig og din skønhed skal være brænde på min store kærligheds buldrende bål. Du skal være mit et og alt når jeg har brug for et sådant og du skal kunne være dig selv når jeg har nok i mig selv. Min kærlighed er ikke trofast og lader sig ikke tæmme. Og den er langt mindre i 65

66 stand til at tæmme sig selv. Jeg kan ikke tilbyde dig min fremtid. Falmer eller blegner din skønhed vil min kærlighed falme og blegne med den. Men er du den kvinde jeg søger, og kan din skønhed modsvare min kærlighed, vil jeg elske dig vildt og voldsomt med hele min krop. Da vil jeg tage alt fra dig og give dig mere igen og hele verden skal være til kun for os: du og jeg og vores alt for store kærlighed. Alternativt søger jeg en glad og velskabt kvinde jeg kan have sex med fra tid til anden. En flot krop og et sødt smil, jeg kan elske et par timer af gangen. Som kan give mig den lille følelse af tryghed og lykke, jeg først og fremmest har brug for. Mens jeg venter på den store storm og det store uvejr, der skal puste liv i de gløder, der en dag skal blive mit store bål og min store brand. Min store kærlighed. Jeg venter tålmodigt, men uroligt. Om hundrede år er alting glemt. 66

67 Foto: Falken 67

68 Skabelse og oplevelse E. Rotisch-Antichrist Det jeg her vil udlægge burde for længst være en trivialitet. Men ak! Lad os gå strengt systematisk til værks det vil hjælpe dem, der allerede på nuværende tidspunkt sakker agterud; ja nærmest har det som deres erklærede mål. Lad os da være pædagoger indtil volden bliver nødvendig. Lad os være etymologer: Filo-sofi (fra oldgræsk: φιλοσοφία (philosophia). φίλος (philos: kærlighed ) + σοφία (sophia: visdom ): Kærlighed og viden forbundet i det samme ord. Trykket bliver ustandseligt lagt på de sidste stavelser: Visdom, viden og videnskab. Hvad så med kærligheden? Skal ikke lysten drive værket? Er det overhovedet tænkeligt at værket kan virke, hvis ikke det bliver drevet hårdt af en inderlig kærlighed? Hvor denne type viden betegner det nye, det anvendelige i profileringsøjemed, eller, i mangel af bedre, beskæftigelse, lad os da ty til det gamle! Filosofi forstås nu som nekro-fili: Lysten, kærligheden, længselen mod det gamle. Det afdøde er den eneste sluse for os - den eneste måde hvorpå vi kan skabe et værdigt værk. Indflydelse, betydning og kraft indtræffer først og fremmest ved døden, og som levende kan man kun absorbere dette ved at ligge i med de, der allerede har opnået denne storslåede status: død. Det a-tidslige forekommer først når det tidslige, det temporale, er overvundet. Vi dør ikke i denne proces, men viser dog en umiskendelig længsel mod det a-tidslige. Værket bliver større og større relativt til sin forbindelse med det døde. Lysten driver værket: Lysten retter sig mod det afdøde, 68

69 indånder lugten, smager på saften og forstår hermed en lille del mere af den a-tidslige dødes a-tidslige kraft. Her er ikke tale om hverken voldtægt eller pornografi: Det storslåede værks virkning slår oftest om ved skamridning - ikke mindst skamridningen til offentligt skue. Her er tale om elskov. Inderlig, eksplosiv elskov. - Værket bliver tænkt for første gang i netop de frydefulde elskovsudråb en sådan seance fremelsker. - Værket bearbejdes når disse udråb erindres ved ensom masturberen. - Værket skabes af den sæd, som sprøjtes ud i denne fase. - Værket bliver stort ved skaberens første post-mortale samleje med en endnu levende beundrer. Det er denne uhyre intime og inderlige forbindelse og behandling, som skaber Mesterværket på ethvert plan, for Mesterværket selv har også karakter af oplevelse: Mesterværket står ikke for sig selv, men erfares kun. Dvs. værker og virker kun som oplevelsesmoment. Nogenlunde samme procedure gør sig således gældende i oplevelsen af Mesterværket, som i skabelsen af det: - Mesterværket opleves for første gang ved første fuldbyrdede samleje (dog stadig kun som værk). - Mesterværket opleves for første gang som mesterligt i masturberingens ensomme erindring. - Mesterværket manifesterer sig som vedvarende ved den gentagne seksuelle omgang. - Mesterværket anerkendes som offentligt mesterværk første gang det deltager i et orgie, eller første gang flere masturberer til erindringen om det. Vi opsummerer: Værkmageren filosoffen erstattes af den nekrofile, den filosofiinteresserede erstattes af den perverse, eller om man vil: Den nysgerrige voyeurist, med det eventyrlystne, seksuelt 69

70 udforskende smugblik. Nekrofilien bliver hermed også opdagelsen af den nye oplevelse; det ikke tidligere udforskede. Philosophia fravristet den afdankede visdom. Således skal Filo helt og aldeles udspille Sofi, da sidstnævnte ikke gør andet end at fremvise hvad alle kan se og har kunnet se hele tiden, i stedet for at lade mennesket hengive sig til følelser af storslået, uendelig kærlighed. 70

71 71

72 For den levende bevidsthed Ørnebetvingeren Solipsismen For den levende, intersubjektive bevidsthed udgør solipsismen samme art problem som det, tryllekunsten hvorved to metalringe der tilsyneladende hænger sammen skilles fra hinanden, udgør for smedningen. I begge tilfælde er der tale om et trick. Tricket fungerer parasitisk på dets emne da der ikke havde været nogen tryllekunst, hvis ikke smedning havde fungeret så stabilt, som det faktisk gør. Ligeledes virker solipsismen kun overraskende efter den levende bevidsthed over lang tid har frembragt det selvsamme grundlag som gør solipsismen mulig. Ligesom tryllekunstnere ikke har overtaget smedenes arbejde, således kan solipsismen heller ikke hjælpe den levende bevidsthed på vej. Vi kan stoppe op et kort øjeblik, forundres, trække på smilebåndet, men når tricket i sidste ende afsløres kan det ikke længere vække begejstring, og vi bevæger os videre. Den organisme der ikke kan finde mening i tilværelsen, den organisme der begår selvmord, benytter stadig dens liv og dens levende bevidsthed som grundlag for dette. Den logiske positivisme, den analytiske filosofi, den angelsaksiske tradition, dvs. det område indenfor filosofien, der i udpræget grad er defineret af et bestemt syn på sproget, 1 saver i kraft af selvsamme sprogopfattelse den gren over det sidder på. 1 En dominerende opfattelse der bl.a. er kendetegnet ved den antagelse at sproglig mening er knyttet til en sætnings korrekthed med hensyn til et sagforhold. I forlængelse heraf: Den antagelse at bevidstheden kan begribes i mentale tilstande. Disse udtrykkes i sætninger om sagforhold, men har også en henvisning til det subjekt der har tilstanden. Denne forhastede introduktion må ikke misforstås. Fejltagelserne er ikke få indenfor den omtalte praksis; de ligger tæt som et minefelt! 72

73 Analogien er præcis; ved en sådan sprogopfattelse mister man forbindelsen til den verden, man havde tænkt sig at komme nærmere. Igennem årelang træning og indoktrinering lykkes det i sidste ende den dannede person, på toppen af et bjerg af levende erfaringer, med virkelige relationer, at sige: Jeg kan ikke være sikker på at verden eksisterer. Det er ikke provokerende at Heidegger opfattede skepticismen som et pseudoproblem - det er oplagt. Selvmord Sammenligningen med en organismes valg om at begå selvmord skal tages alvorligt. I begge tilfælde er der tale om et bevidsthedens overgreb (overbevidsthedens greb), om end konsekvensen er tragisk på forskellig vis. Det er så at sige den samme bevægelse der er tale om. En person kan godt beslutte sig for dette eller hint og sætte en stopper for hele sin væren. Kroppen og hjernen arbejder ved den selvmordstruede på samme måde som ellers, men hvad de arbejder for, arbejder hen imod deres endeligt. Selvmord er en bevidst handling som så mange andre, om end en særlig destruktiv én. 2 På samme måde er hypostaseringen af den menneskelige fornuft en opfattelse der frembringes af den levende bevidsthed, på trods af at den består af en bevægelse, der fornægter sit eget 2 Med bevidst mener jeg her blot at organismen, bevidstheden er rettet mod sit eget endeligt. Dette kan også ske selvom selvmordet ikke er målet. Når en hest drives ud i at løbe sig ihjel er det som en fysiologisk set sund organisme. Det samme gælder personen der hopper ud foran et tog. Organismens selvopretholdelse, som et træs stille higen efter højde, står i modsætning til det destruktive. Der er her noget mærkværdigt der gør at jeg får lyst til at skrive at det er lige så underligt som hvis den selvmyrdende havde løftet sig selv op ved håret. Men netop dette samtidigt enkle og mærkværdige, er noget at forstå. 73

74 grundlag. Det vil sige en udlægning af verden der i bedste fald blot ser bort fra det grundlag, der gjorde en udlægning af verden mulig, det vil sige den kropslige organisme hvorfra bevidstheden kommer. Der findes på den måde ingen handlinger eller tanker der er opstået uafhængigt af en krop. Hvad er det der sker når vi griber vores egen bevidsthed dér, endelig dér hvor vi af andre blev lært at den skulle være? Der hvor den sidder for sig selv i et lille hummer og kigger på voks, legemets fjerne hænder, spekulerer over øjnenes bedrag og drømmer om Gud? Der er vi i fare. Selvfølgelig i ren akademisk forstand er vi i fare for ikke at fatte noget som helst. Min påstand er at vi i yderste konsekvens er kollektivt selvmordstruede. Transhumanisme og teknologisk singularitet er muligvis fis i hornlygter. Men sådan er der så mange reaktionære idioter der har sagt gennem tidens løb. Den holdning er under alle omstændigheder ikke noget værn når du står overfor Hiroshima & Nagasaki. Desuden er disse to retninger kun nogle af de seneste bevægelser i teknologiseringen af verden. Som sådan er den nuværende udlægning af teknologiens frelse nærmest klodset i den eksplicitte og naive fascination af maskinerne. Det kan godt være at maskinerne er blevet mindre, er blevet nanomaskiner, men det gør dem ikke mere subtile. Ledende folk indenfor felter som transhumanisme og singularitet har intet begreb om hvad humanisme er. Intet begreb om historiens indflydelse på vores nuværende situation. Blot en enkelt tand i videnskabshistoriens store tandhjul at hænge sig fast på for derfra at udsige et sølle det går fremaaaaad!. Samfundet Hvorfor skulle vi som mennesker være mindre bestemt af vores samfund, af det der er udenfor vores organismer, end det der er indeni? De fleste af os er fuldstændig underlagt vores indre 74

75 organisation. Nogle af os har pacemakere, nogle af os respiratorer og de fleste af os tager medicin. Artshistorisk set har den samfundsmæssige situation ikke afrettet os i samme grad som vores kropslige indretning. Der er grænser for hvor lang tid man kan leve, løbe, holde vejret under vand, med andre ord; grænser for ens udfoldelse og autonomi. Samfund og traditioner besidder også et potentiale til at afrette den menneskelige tilværelse. Nu er vi faktisk vågnet op i sådan en krop, med sådan nogle øjne og arme, med sådan en vejrtrækning og sådan en højde. Ja, men vi er samtidig vågnet op i sådan en by, i sådan et hus med de her mennesker, der taler de her sprog, ser det her i TV, har noget der hedder et TV osv. Demokratiet er et udtryk for ønsket om ikke at være prisgivet andre. Men kan den prisgivelse der findes virkelig afhjælpes med en folkeafstemning om et eller andet? Den afstemning der selv blev foreslået i den sal, der blev bygget længe før nogen nulevende var født. Den afstemning der blev vedtaget på baggrund af love, der blev skrevet århundreder før. Vi levende er prisgivet samfundet og traditionen, som et barn er prisgivet sine forældre. Men 75

76 dette må ikke misforstås; hvor der i familiens lille verden kan ske (relativt) store forandringer i løbet af en generation, så er det ikke nødvendigvis sådan samfundsmæssigt. Der ligger både en fare i at tro, at alt står til at forandre med ét, men også i at anse nogle af samfundsstrukturerne for at være så fundamentale, at de ikke står til at ændre. Samfundets bestemmelse af den menneskelige tilværelse der selvfølgelig altid findes parallelt- og i samspil med naturens bestemmelse af denne (der er i virkeligheden tale om to helt overlappende områder) kan illustreres ved skiftet i de faktorer, der afgør hvilke gener der føres videre. De steder på kloden hvor samfundet er brudt frem overtages denne rolle af samfundet frem for af den naturlige udvælgelse. Man kunne benytte et tilsvarende begreb: Den kulturelle udvælgelse. Det er ikke kun samfundet eller kun naturen der er afgørende her (naturen har ved første øjekast et forspring i fosterudviklingen, men også her kan den kulturelle indflydelse være altafgørende). I visse samfund lader det sig gøre at holde individer i live, der ikke ville have klaret det i mere primitive kulturer. Økonomiske forhold redder igennem et privat sygehusvæsen nogle grupper af befolkningen, mens andre må bukke under på grund af manglende behandling. Vi er herrer over vores egen evolution, både kulturelt og på et biologisk plan. Den naturlige udvælgelse havde det imidlertid med at vælge det genetisk mest funktionsdygtige (fuldstændig upåvirkelig af sorg og nød faretruende lig kapitalismen; som sådan ikke længere egnet til den menneskelige evolution), men en sådan udvælgelsesmekanisme har vi ikke når det kommer til samfundet. Jeg promoverer ikke racehygiejne (der jo er en kulturel overtagelse af den naturlige udvælgelse), men vi bliver nødt til at anerkende et ansvar for vores medmennesker og for vores art. Personer mod forskning i stamceller er bagud; vi har allerede bemægtiget os vores egen evolution. Vi har et ansvar for at undgå at sprede idéer og praksis der slår over i tilbagefald. 76

77 Der findes et sted hvor tv-producenter tilrettelægger folks liv og adfærd. På Paradise Hotel kommer det fuldstændigt tydeligt frem i hvor høj grad folks adfærd påvirkes af den situation, dvs. de strukturer, de er i. Her er strukturerne lavet på en sådan måde at intrigerne opstår. Træfsikkerheden mht. deltagernes adfærd er så stor at producenterne er klar til at investere i programmerne. Det er en ældgammel indsigt at påvirkningen af menneskers adfærd er mulig. Lad os også i kommende tider være kritiske overfor de magter der påvirker os, så vi kan fremme det inspirerende og frigørende og værne os mod det kontrollerende og undertrykkende. Hvilket menneske? Et miljø hvor mennesker handler helt i overensstemmelse med de stive rammer de befinder sig i, er ikke et sted for mennesker. Den menneskelige adfærd kan beregnes, forudsiges og bestemmes. Personer der ikke går videre i X-faktor græder - ligesom de skal. At der i enkelte tilfælde er personer der ikke følger mønsteret, vidner udelukkende om menneskets egentlige storhed, som ordsproget lyder: Skidt forgår ikke så let. Der ligger trods alt et arbejde i at træne mennesket til stringent at følge konventionerne og lade sin spontanitet underkaste. Selv under det nazistiske styre var der modstand i Tyskland. Højst sandsynligt kan en mekanisering af mennesket ikke være fatal, men i den logiske positivismes postapokalyptiske verden ville civilisationens ild skulle tændes på ny. Dette skal altså ikke tjene som undskyldning for at fortsætte menneskets barbari imod mennesket. Hvis det lykkes at reducere vores sociale liv til konventioner og reflekser, hvis det lykkes at forarme vores sprog i en sådan grad at det, på trods af delvis intakt grammatik, syntaks og terminologi, ikke længere minder om noget man engang forstod ved sprog, hvis det i det 77

78 hele taget lykkes at umenneskeliggøre mennesket, så sker det én gang, og så er der ikke længere nogen til at forstå, at det er gået galt. Ligesom de fleste personers kulturkritiske potentiale i reglen også formindskes i takt med at personen opnår/tildeles anerkendelse indenfor selvsamme kultur, og det vil samtidig sige efter den kulturs standarder. 3 I dette scenarie misunder man den kristne dommedag. Hvis bare der kom en arrig Gud og smækkede os når vi havde været for slemme, så havde der dog været én tilbage til at se, at det var gået galt. Der ville ikke være meget tabt, for det egentlige fornuftsvæsen, skaberen, ville overleve os, og med ham det egentligt menneskelige. I manglen på sådan en frelser ville universet uden mennesket være et fattigere sted. Det superintelligente væsen, som Kurzweil forestiller sig det, er ikke Gud. Det posthumane viser sig ikke som overmenneskeligt, men som undermenneskeligt. I Italien er der i indkøbscentrene auditions til at blive veline. Velinerne er lækre piger der har til formål at fastholde seerne i de italienske gameshows. I indkøbscentrene sidder nu børn, voksne og ældre og overværer seancen. Det er sådan de gør - men hvorfor? Fordi de befinder sig i et land med et medieklima, 3 Sat overfor et saligt hvad har vi dog gjort siden vi har det så godt? undrer det ikke at så mange er utro. Denne ynkværdige, usympatiske og uopfindsomme handling fremstår for mange som den mest radikale måde at gøre oprør mod den tilværelse der er blevet tildelt én. Den latente utilfredshed med ens tilværelse knyttes associativt til den person der står en nærmest. Herfra gør man oprør mod vogteren af den skæbne man ikke agter at være underlagt. Det er dømt til at fejle. Et sådant oprør svarer til det teenagere foretager når de erklærer sig fans af Twilight i stedet for High School Musical. Det burde være tydeligt for alle at dette er fuldstændig nyttesløst. Forskellen mellem de to filmserier er til at overse og ligeså oprørsk tweensene måske føler sig overfor deres forældre lige så velvillige skriver de sig op til underlæggelse for den leflende filmindustri der står klar som en plejefamilie for dem lige fra producenten til popcornssælgeren. Det er lettere for en udenforstående at se, ligesom det er komisk (latterligt) når man på gaden ser en drengs modstand mod sin mors bestemmelser alt imens han fra top til tå er klædt i det tøj hans mor har valgt. 78

79 hvori sådan nogle auditions til sådan nogle roller indgår. X-factor og velinefænomenet har det tilfælles at de truer med at berøve forskellige situationer deres mening. Når man ser en ældre dame (der må have oplevet andre tider) bryde sammen, som om det virkelig angik hendes tilværelse, fordi hendes datter ikke går videre i X-factor, så må man overveje muligheden af at gråd måske ikke nødvendigvis er knyttet til sorg. Mennesket græder, men gråden bliver noget markant andet hvis den ikke har nogen relation til sorgen eller tragikken. Som det livløse legeme bevæger musklerne per refleks, sådan kan det tankeløse menneske udvise adfærdsreflekser på de rigtige tidspunkter, dvs. ved påvirkning af det rigtige stimuli. 4 At behaviorismen ikke er metafysisk sand gør den ikke mindre effektiv som træningsmetode. Men sådan mister situationer deres mening. Det seksuelle mister også en meningsdimension når det bliver noget man sættes til, når det hovedsageligt blot knyttes til den ureflekterede instinktive reaktion på bart kød. Der sker som sådan ikke en fuldstændig ændring af meningen til noget andet end netop mening, men den bliver nødvendigvis fattigere, hvis narrativet og konteksten hvori den indgår, er ligegyldig eller idiotisk. 4 Mennesket er truet med at blive det dyr som evolutionen ikke havde forestillet sig. Det dyr der udtrykker følelser der hører fortiden til. Det sørgeligste vi kan forestille os: En moder mister sit barn og overvældes af gråd (det gennemtrænger hende), men samtidig fortsætter hun underligt sin rumlen omkring, som en abe, dvs. uden den lammende sorg der, for en stund, gør alle handlinger ligegyldige. Her får de troende endelig ret: Der skal en skaber til og der skal skabes i hans billede. Der findes kulturer, f.eks. i Afrika, hvor forældrene ikke sørger på ovennævnte måde, når deres børn dør. Børnene kommer til heksedoktoren og man siger at børnene går tilbage. Men her stemmer følelsesudtryk, handling og situation alligevel overens: Her er nemlig ikke noget sørgeoptog, her danser man! 79

80 SOD SOM VÆSKE Den Dansende Undergang Jeg lukker mine øjne åbner min mund Sod som væske flyder derfra Jeg smager på hvad det er min hamren begravet i brystet pumper ud og skriver med på søvnens hvælving Det er en bitter smag ikke sandt? som min gabende mund løber over med som drypper ravneøjeperler faldende rundet vådblankt dybdesløst hvælvingsspejl som gribes indesluttes og knyttes og knuges hårdt i håndhulens skælven stramspændt forgreningsmuskulatur 80

81 Jeg løsner lader storm lyde igennem mig fra mig fra gabende hulrum halsdyb rallen slider og skælver brusk gungrer bryst tungespidshvislen slikker og skærer øjne river dybt i ører Blindt bag øjenlåg vælter blikket sig i vakuum tabt i tidsløse tider og rumløse rum blindt bag brænder usete syner sig fast lyser op til lyden af dundrende pulsslag Vanhelligelses rasende flammeskær Langsomt af min åbne mund flyder uudgrundelige dybders fravær af farve og lys nedover hagen nedover halsen nedover brystet bader mig 81

82 i nedbrændte helligdommes sod der som væske danser og ætser på min tunge Ord malet med askevæske Ord kvalt i askevæske Askevæsken Slik den mig af munden Slik den af dette papir 82

83 83

84 Degenerering gennemgået E. Rotisch-Antichrist I. Skal det hele handle om eksistens? Skal det hele handle om sandhed? Hvis vi under nogen omstændigheder skal kunne tage disse to begreber op endsige alvorligt kræver det, at vi gør os vores situerethed, vores historie, vores fællestræk, vores fællesskab, vores normativitet klart for os selv og hinanden. Det bliver et opslagsværk: Køn, alder, geografiske placering, indkomst, indflydelse fra, indflydelse af, sociale omgangsform... Er dette interessant for nogen som helst? Det skal det være såfremt eksistens og sandhed er interessant. Drager vi konsekvensen heraf er alting åbent for analyse. En deskriptiv såvel som normativ analyse, der ud over at vise sig selv, vil vise alle de dogmer, der er indlejret i den form analysen bliver udviklet i, samt alle de dogmer skribenten bag måtte ligge under for. Alt der ikke bliver nævnt er hermed også nævnt ved sin udeblivelse. Og så videre. Således bliver alting alt oplyst i ethvert skrift. Dasein viser sig autentisk som uautentisk, dekonstruktion forskyder og fremhæver forskellens forskel. Er dette interessant? Formentlig ikke. Det meste er uinteressant for de fleste. Hvad er det så der er problemet for os? Er det at vi føler os for gode til visse beskrivelser? Er det at vi er tvunget ud i en bestemt sprogbrug et mere eller mindre standardiseret vokabular? Er det at vi er tvunget til at udvide sprogets horisont hver gang vi vil formulere os? Lad mig forsøge: 84

85 Problemet er ikke musikken. Det er heller ikke teksterne, det er heller ikke personen bag, det er heller ikke de medvirkende musikere, det er ikke navnet der spilles under. Problemet er måske fænomenet disse tilsammen har udviklet. Snarere dog nok selve denne udvikling. Problemet er hvad Steffen Brandt og Bono står som i dag. De burde begge stå i anførselstegn. Steffen Brandt og Bono. De er ikke konsekvente størrelser, altså ikke evige, og deres tidligere udviklingsstadier kan ikke klandres for hvor de befinder sig nu, kun at disse har været skridt på vejen til et af de største vestlige problemer for den 18. Januar Det er forskellige fænomener, men følelsen, væmmelsen, er den samme. Hvis det skal formuleres kort vil jeg sige: Problemet er at vi (et ikke klart defineret personligt pronomen) brækker os i lårtykke stråler fordi de (et meget mere klart defineret personligt pronomen) brækker sig lige foran os, hvis ikke lige i synet på os, også selv om vi prøver på at se et andet sted hen! Bono tæller for på spansk: Uno, dos, tres, catorce (Et, to, tre, fjorten). Vertigo er sat i gang en ekstremt ringe udført rocksang, skabt for de store menneskeskarer på fyldte sportsarenaer. Et andet sted: Sometimes you can t make it on your own / Sometimes you can t make it / Best you can do is to fake it / Sometimes you can t make it on your own Sunget i falset som klimaks på en sang, man allerede her forstår hvad har handlet om.(maven trækker sig sammen, huden bliver grøn) Steffen Brandt oversætter Bob Dylan: Det meste af tiden er jeg tydelig og klar/ det meste af tiden kan jeg komme med et svar/ Jeg kan følge en rute og jeg kan læse et kort/ jeg bliver her på vejen til jeg engang skal bort Jørgen Leth supplerer med et eftertænksomt Det meste af tiden af og til. Det burde være klart at vi nu står i bræk til op over begge ører. Nogle drikker det, andre brækker sig yderligere. Jeg brækker mig yderligere. Lommefilosofien brænder nærmest hul i lommen. 85

86 Hvordan kunne det ende så galt? Igen, vi må ikke bebrejde 1987 er versionen af vores to, ej heller model 1992 eller model Er vi moderne darwinister må vi blot acceptere at survival of the fittest ikke betyder survival of the greatest. Endvidere må vi acceptere at evolutionen er uden retning og baseret på tilfældigheder. Når det så er sagt skal man dog påtænke at den udvikling Steffen Brandt og Bono har taget ikke er sket i al hemmelighed, tværtimod; offentligt skue er nøgleordet i begge s frelste livskloge dekadence. Ordene i teksterne er i sig selv uden skyld. Sammensætningen af disse også uskyldig. Sågar det betydningsindhold der formuleres i sætningerne er harmløst. Det voldsomme problem er, at nogen har gidet sammensætte disse sætninger, og at nogen finder mening i dem. Er man sin historie bevidst forventer man mere af begge - man kræver det næsten. Er det muligt at argumentere som jeg gør? Er det overhovedet en argumentation? Ja, og nej. Selvfølgelig er alt hvad jeg nu har skrevet helt legitimt. Selvfølgelig er Steffen Brandt og Bono parodier på god smag, visioner, kunstnerisk integritet osv. Og selvfølgelig findes der intet overmenneskeligt argument der kan retfærdiggøre hvad jeg har sagt dog med den hage, at enhver hævdelse af dette ikke udgør et modargument, men blot foresætter rækken... Bonos udvikling har ikke taget en mere eller mindre religiøs retning igennem tiden. Han har alle dage været en frelst kristen med trang til pinlig næstekærlig mission. Steffen Brandt har alle dage dyrket det underspillede, det satiriske, det ord-legende, det lune lort som det danske sprog kan præstere. Og dette med succes. Dette er ikke et problem i sig selv. Det er fint nok. De er desværre bare ikke gode nok til at gøre det i længden. Mange mennesker 86

87 kunne med fordel aflives omkring halvtredsårsalderen (på samme måde som mange først skulle lukkes ud af et aflåst mørkt rum når de møder samme aldersgrænse). Pointen: De er pinlige. De er selvsmagende. De er selvbestaltede koryfæer. Deres kunstneriske selvmord (= deres kommercielle opblomstring) er enden på deres eget livs retfærdiggørelse et faktum de ignorerer helt og holdent. Udviklingen har som sagt ikke været gal hele vejen: Lemon (Zooropa; 1993) Bag duggede ruder (Beat; 1983) Der findes flere gode elementer. Sange, som nu står for sig selv, uafhængigt af den degenerering ophavsmændene har gennemgået. Sange som aldrig kunne skrives af den dag i dag. Ikke fordi tiden er en anden, men fordi de er skygger af sig selv. Perverterede, muterede skygger. De bærer med sig alt hvad der er skidt ved de velmenende mennesker af i dag: Alle der godt vil gøre livet bedre for andre, alle der vil forene i stedet for at splitte, alle der ønsker fred på jord lider under Bonos bannerføring. Han kan ikke undslippes! Alle der på raffineret vis ønsker at nyfortolke ældre materiale, alle der på raffineret vis ønsker at udvide det danske sprog, alle der ønsker at give en spydig kommentar i høflige vendinger lider under Steffen Brandts patent. Det kan ikke undslippes! Bare prøv den hårde historicitet kommer efter dig. De to lidelsespaver har sat så kraftige aftryk at man skal stå i gæld til dem. Uundslippeligt tyranni. Mennesket er tvunget til at være progressivt, 87

88 men progressiviteten er tvunget til at omgå disse størrelser, som for evigt har ødelagt verden af i dag. Dette sekund De 3-4 minutter de to s sange tager, er minutter du ALDRIG får tilbage igen. Dagens dag er død på forhånd, og chancen for i morgen er lille. II. Er det værd at fortsætte? Det er ikke noget værd, det er ikke til nogen nytte, men det er totalt nødvendigt. Bliver det nogensinde godt igen? Jeg siger Grundtvig, og I forstår hvad jeg mener. Lurvethed uddør ikke! Er det umuligt at gøre det anderledes / skabe nyt? Såfremt man er ubekendt med alt, står verden åben. De største ord kommer fra mennesket uden venner, interesser, vaner, præferencer... Men at vente på dette menneske ville være for meget at forlange af nogen. Vi stiller store krav til retfærdiggørelsen af, især andres, handlinger. Vi kræver en klarlagt bevæggrund. Vi kræver en god forklaring, og vi søger mod et førsteprincip som forklaringen kan vejes på baggrund af. Det er en fatal vej at bevæge sig ud på. For at man kan have ret, skal man kunne referere tilbage. Det gælder for opførsel og fortolkning: Det vil sige moral og mening: Det vil sige ideal og æstetik. Alle steder hensynker mennesket til idealisme, religiøsitet, politisk aktivisme. Ødelæggende mastodonter overalt i verden! Mennesker mener virkelig at retfærdiggørelse er væsentligt mener virkelig at sandhed er væsentlig! (at det findes, og at det er muligt at erhverve sig). Forhåbentligt bliver mennesker overalt i verden snart fri for denne trang og tendens. Hermed kan en mulighed for igen at kunne skabe, uden at det bliver pinligt, måske igen etableres. Det 88

89 folkelige kan fungere på linje med det avantgardistiske. Det nydelige kan ligge i ske med det hæslige. Det larmende med det stille. Her vil alle skarpe skel være udviskede, og dermed er enhver piedestal smadret; selvbestaltet privat som offentligt. Det lune og det lunkne vil ikke være noget at hidse sig op over længere, for det vil ikke kræve mere end alt muligt andet gør. Smagsdommeri er og bliver den eneste fæstning. Det eneste at gemme sig bag. Og dog, at gemme sig lyder så fejt og uldent. Meningsytring er alt hvad verden består af. Alt er krig, og succes udelukkende at tvinge andre med på den vogn man har spændt for. Jeg vil forsøge at tvinge jer, men jeg vil aldrig retfærdiggøre mit forsøg! Dette eneste jeg vil og jeg har ret er hvad jeg hører, og dette min eneste metodiske anvisning Vi lister os i natten, kutteklædte, langs byens mure. Vi går i et med mørket. Vi er på vej mod Johannes Møllehaves hus. Vores rygsække er fyldt op med dynamit...! 89

90 90

91 Etik Slagteren fra Sydhavn Der er én god grund til ikke at beskæftige sig med etik. Enhver bestræbelse indenfor dette område bliver helt og aldeles naragtiggjort af verdens overvældende uretfærdighed, med hvilken man konstant konfronteres. Specielt indenfor virksomhedsetik, som er noget nær en selvmodsigelse. At etiske overvejelser bør medtænke hele verden i de handlinger de foreskriver, kan ikke engang siges at være et metaetisk standpunkt; det er blot et etisk standpunkt. Der er altså ingen undskyldning, blot en hård tjans der må tages parallelt med den øvrige arbejdsindsats: At ignorere sin nagende samvittighed. Morsomheder i filosofi Slagteren fra Sydhavn Det er ikke tilfældigt at man indenfor analytisk filosofi benytter sig af morsomme eksempler hvor man kan slippe afsted med det: Referenceteorier får navne som fido-fido teorien og bliver diskuteret ud fra eksempler hvor en myre tegner et portræt af Churchill. Identitetsspørgsmål bliver undersøgt ud fra forholdet mellem Lois Lane, Superman og Clark Kent, og de illustrerende tankeeksperimenter omhandler identiske planeter der får morsomme navne. Når man læser en tekst af Putnam kan man fornemme at han sidder og gnækker på karakteristisk vis, SELVOM der bestemt ikke er noget at grine af. Der er en psykologisk begrundelse for morsomhederne; de skal hjælpe en til lettere at sluge de kameler der ustandseligt bliver skubbet i halsen på en. 91

92 Om at læse og skrive. Om litteratur. Tjenestekvindens Sønnesøn Litteratur er et begreb der bruges om en lang række ting. Næsten alt trykt kan i en eller anden forstand eller i et eller andet omfang kaldes litteratur. Ordet forfatter bruges om den, der har skrevet det skrevne litteraturen. En lang række forskellige mennesker kaldes altså forfattere. Litteraturen oftest skønlitteraturen regnes gerne som kunst, og forfattere derfor som kunstnere. Ingen af ovennævnte begreber er særlig afgrænsede eller afklarede, men tillægges alligevel gerne stor værdi, og optræder gerne med autoritet i forskellige debatsammenhænge. Al den debat og diskussion om litteratur, jeg har været vidne til, har været tom og intetsigende. Om det så har været debat om litteraturstøttens berettigelse eller om litteraturens placering i det meget uklare men meget værdiladede og autoritative skel mellem kunst og underholdning. Og det er ikke så mærkeligt, når der ikke rigtig er nogen der ved hvad der menes med litteratur, men alle antager at der menes noget. Og at begrebet litteratur har en betydning. Litteratur er noget skrevet et stykke tekst. Mere behøver der ikke ligge i begrebet. Derfor kan begrebet litteratur heller ikke være værdiladet. Eller relevant. Det er altså heller ikke noget adelsmærke at være forfatter. Man kan dog skelne mellem interessant litteratur og uinteressant litteratur. Det skrevne har et enormt potentiale, som langt det meste af det, der kaldes litteratur, aldrig er i nærheden af at forløse. Den interessante litteratur er den der forløser, eller i det mindste kommer i nærheden af at forløse, dette potentiale. For at forstå det skrevne, er vi nødt til at forstå hvad det vil sige at skrive. 92

93 Mange er af den fejlagtige opfattelse, at man skriver med blæk. Det gør man ikke. Man skriver med hele kroppen. Nietzsche citerer i Götzen-Dämmerung Gustave Flaubert for at skrive: On ne peut penser et écrire qu assis (man kan kun tænke og skrive siddende) og kommenterer hertil: Damit habe ich dich, Nihilist! Das Sitzfleisch ist gerade die Sünde wider den heiligen Geist. Nur die ergangenen Gedanken haben Werth (Her har jeg dig, nihilist. Siddeflæsket er netop synden mod den hellige ånd. Kun tilgåede tanker har værdi). Man skriver med hele kroppen. Man skriver med blod. Alt skrevet er en bekendelse krop, der flyder ud over papir. Her kommer et stykke af det skrivende menneske forfatteren frem i lyset. Der findes ikke upersonlig litteratur. Kun uinteressant litteratur. Litteratur, hvor det personlige element forsøges forbigået, udeladt eller skjult. Mere eller mindre bevidst. Hvor der så at sige skrives ud fra et forsøg på ikke at skrive. Når litteratur altså er bekendelse, er det første og mest uomgængelige vilkår for det skrevne, at det aldrig bliver mere interessant end den person, der skriver. Ofte endda langt mindre interessant. Det meste af den litteratur der sælges, købes og læses i dag, er hamrende uinteressant. Ligegyldigheder skrevet af ligegyldige mennesker. Det kan muligvis være velskrevet teknisk flot udført (for så vidt det at skrive også er et håndværk der kan mestres). Det kan underholde, adsprede og få et par timer til at forsvinde. Vor herre til hest! Det er da ingen særlig bedrift eller tryllekunst! Næsten alt hvad folk foretager sig i dag synes at være en variant af at slå tiden ihjel. Dette voldsomme og brutale nærmest rituelle mord og selvmord, der efterhånden synes at være menneskets store kendetegn og særpræg. Nihilismens store tryllekunst. Selvfølgelig har litteraturen det svært under de vilkår. Den skal konkurrere med langt mere sofistikerede selvmordsmetoder. Tv. Arbejde (et ord, der tidligere var forbundet med at udrette noget, men i dag synes at gælde om det stik modsatte: At bruge en masse tid gerne hele sit liv på at udrette ingenting). 93

94 Litteratur er skrevet med blod, og derfor kræver det noget af læseren: Læseren skal vide hvad det skrevne er. Hvad der gemmer sig bag de blanke ark og det sorte blæk. Der gemmer sig altid et menneske, der viser et stykke af sig selv frem. Litteratur bliver først for alvor interessant når forfatteren forstår sit medie sit blod og læseren forstår at læse. Så står vi pludselig midt i livet, og det er her man lever bedst. Her slås tiden ikke ihjel, her får den fylde og kraft. Her løber det blod, der er skrevet med, rundt i læserens årer. Her kan noget af litteraturens potentiale indfries. Her kan litteraturen blive kunst. Jeg skal ikke kunne sige hvad kunst er, men vi er i hvert fald inden for sandhedens domæne. Hvad sandheden er, er også uklart. Den hører til skabelse, og skabelse hører til livet. Når litteraturen er bedst er den kunst og sandhed og giver tiden og livet fylde! Krimigenren er noget af det mest uinteressante. Spænding underholdning er målet, og den søges skabt med de billigste tricks. Forbrydelse og fare. Gerne den ultimative forbrydelse og fare: drabet og døden. Her får vi ikke indblik i andet end en tilfældig svenskers kedelige dagdrømmeri og virkelighedsflugt. Her sidder Jönsson eller Larsson eller hvad fanden han nu hedder og væver lystigt om en række ting han ikke aner noget om. Mord og mysterier og traumatiserede kvinder. Underholdende? Måske. Interessant? Nej. Fantasygenren er næsten lige så umulig at lykkes med. Om det så er en tør gammel mand der drømmer om episke kampe mellem godt og ondt personificeret ved henholdsvis behårede, piberygende mandslinger og fedtede grobrianer med horn ud af næsen og ørerne eller en anden dum bibliotekar der skriver om små kostskolebørn med blanke øjne, runde briller og tryllestave hvis gode, varme hjerte overvinder ondskaben så er det kedelige menneskers banale og kraftesløse drømme om et liv med lidt mere mening og indhold. Den samme gamle historie om og om igen. Her holder vi med de søde små drenge og de rare gamle mænd. De udleverer sig selv og deres magtesløshed med al denne 94

95 ligegyldige virkelighedsflugt. Denne afmagt over for det liv, de alligevel altid allerede er bundet til og står midt i. Bevares, de har begået litteratur og er forfattere, men det er i sig selv værditomme begreber. De er og deres tekster med dem ligegyldige og uinteressante. De er ikke kunstnere for så vidt man ønsker at det begreb skal bevare nogen form for værdi. Den relevante litteratur skrives af de store møgkarle, der ikke kan andet end at dele ud af sig selv. Som skriver med deres blod og forstår at gøre det. Dem, hvis tekster er interessante og fængslende selv når de ikke har nogen særlig handling eller noget særligt indhold, men hvor papiret drypper af det varme, tykke blod, det er skrevet med. Når Strindberg skriver og taler om opvækst, om ægteskab, om hvad som helst, så læser man. Så lytter man. Hvis man ellers forstår at gøre nogen af delene. For her deler den vanvittige August Strindberg ud af sig selv. Når Hemingway skriver, så lytter man. For her deler en ulykkelig og apatisk alkoholiker ud af sig selv og sin ulykke og apati. Ligesom man lytter til Tom Kristensen, Charles Bukowski, Jack Kerouac, Hunter S. Thompson for at nævne et par stykker. De har alle sammen forstået den første forudsætning for at skrive: At man skriver med sin krop og sit blod. Sig selv. Nietzsches Zarathustra taler om at læse og skrive. Han siger alting bedre end jeg. Nietzsche, og især gennem Zarathustra. Læs afsnittet Om at læse og skrive. Læs hele bogen for den sags skyld. Nietzsche er en af de eneste filosoffer der forstår at skrive og Also sprach Zarathustra er bogen hvor han virkelig gør det. Skriver så blodet fosser af siderne. Og er man stadig i tvivl om hvad det vil sige at skrive med blod, så læs Strindbergs Inferno, Tjänstkvinnons son, eller Le plaidoyer d un fou. Eller læs Simons tekster her i bladet. Han skriver med sit blod og med de salte tårer han græder over hvordan vi behandler os selv, hinanden og hans elskede jord. Her bryder et smukt 95

96 menneske sammen foran jeres øjne. Det er et fremragende eksempel på hvordan man først og fremmest skal skrive. 96

97 Ordenes vold E. Rotisch-Antichrist Hvorfor skriver vi? Vi skriver for at sønderknuse den lyskegle som ingenting bliver oplyst af. Vi skriver for at fravriste den himmelens krog og jordens anker. Vi skriver for at sætte os selv i lyskeglens sted. Vi skriver for at overbevise: vi afskriver og udskriver, vi overstreger og understreger. Vi skriver magten ind i vores egen historie. Vi overtager andres skrift og forynger og forælder den. Vi skriver for at skrive os selv ind i den historie, som engang skal skrives. Vi skriver for ikke at glemme og for ikke at blive glemt. Vi omfavner, betvinger, behager, omdanner, besudler, berømmer rækkefølger af bogstaver som de skal stå! Hvorfor læser vi? Vi læser for at finde den styrke vi endnu ikke selv har til at skrive vores egen historie. Vi læser for at dulme smerten og for at tanke mod på hjertet. Vi læser for at inspirationen en dag skal flyde i vores årer. Vi læser for vores egne idiosynkrasier skal have et fundament at udspille sig på. Vi læser førend vores sætninger kan fuldbyrdes og andres overmandes. Vi læser for at tiltuske os indflydelse. Vi læser for at true det allerede skrevne. Vi læser for at tvinge vores udsyn ned over ethvert nedskrevet bogstav. Vi læser for at æde hvert et ord og gøre det til vort eget. Vi læser for at overtage: Vi skriver for at herske. 97

98

99

100