DET KONGELIGE BIBLIOTEK THE ROYAL LIBRARY

Transkript

1 Digitaliseret af / Digitised by DET KONGELIGE BIBLIOTEK THE ROYAL LIBRARY København / Copenhagen

2 For oplysninger om ophavsret og brugerrettigheder, se venligst For information on copyright and user rights, please consultwww.kb.dk

3 V.J, H<xn*e f.i \onjt $?zcßai*&*pori^bvneuxt.

4 DLT KONGbLIGl BIBLIOTEK DA 1 2.S 40 II 8 C

5 VALDM. J. HARSLØF Yort Grænsespørgsmål. Indledningsforedrag ved et Møde i Fredericia d. 10. December 1918 imellem sønderjydske o<> kongerigske Danske. (Trykt som Manuskript.) København. L fob Frantz Christtreus Bogtrykkeri

6

7 Mine Tilhørere! Verdenskrigens heldige Afslutning med en absolut «g afgørende Sejr for Vestmagterne har stillet det danske Folk overfor en snarlig Løsning af dets aarhundredgamle nationale Spørgsmaal. Det gælder nu om, at Løsningen bliver baade lykkelig og endelig; det gælder om, at vort Grænsespørgsmaal nu ordnes paa en saadan Maade, at alle de Faktorer, der indgaar deri, kan finde sig tilfreds med Ordningen, saa at der ikke gøres Uret til nogen Side og samtidig skabes saadanne Forhold, at de af sig selv danner det naturlige og endelige Hvilepunkt for alle vedkommende Parter. Disse Parter er, foruden selvfølgelig det danske og det tyske Folk, tillige Sønderjyderne og Ententemagterne. Og det er ingenlunde sikkert, at disse 4 Parters Interesser paa alle Punkter falder sammen; men Opgaven maa være at finde den Ordning, som bedst tilfredsstiller alle rimelige Krav. Saadan som Forholdene stiller sig i Øjeblikket, maa det siges, at det danske Nordslesvigs Skæbne kan betragtes som afgjort. De danske Sønderjyder har ønsket at udtale sig om, hvad der forstaas ved Nordslesvig é denne Del af Landet vil utvivlsomt vende til

8 4 bage til Danmark. Hvorledes det derimod vil gaa med den øvrige Del af Sønderjylland er det store og vanskelige Spørgsmaal, og det er for at drøfte det, at dette Møde er kommet i Stand, og det er for at raadslaa indbyrdes og med ledende Mænd i Sønderjylland herom, at vi er samlede her i Dag. Hvor den ny Grænse skal drages, kan der være meget forskellige Meninger om. Nogle holder paa H, V. Clausens Linie (Flensborg Tønder uden Flensborg), andre holder paa Sli-Danevirke Linien, og skønt jeg selv slutter mig til denne sidste, vil jeg dog straks udtale, at det efter min Mening vil være lige fejlagtigt og kortsynet at fæstne sig doktrinært ved nogen af dem af udelukkende ethnologiske Grunde eller af udelukkende folkeretslige Grunde. Begge Dele vilde være at anlægge en ren theoretisk Maalestok paa et Spørgsmaal, der er fyldt med praktiske Hensyn, som man ikke kan komme udenom og som man er nødt til at tage Hensyn til, hvis man vil naa en Løsning, der netop giver det praktiske Liv alt det, det har Krav paa, og som ikke skaber saadanne Forhold, som efter kort Tids Forløb vil støde an netop imod det praktiske Livs naturlige Behov og derfor vække Fortrydelse. Dersom vi vil se saaledes paa Sagen og det er vi simpelthen nødt til saa bliver det første Spørgsmaal, der maa stilles, dette: Hvad vil den overmægtigt sejrende Entente praktisk talt ønske og kræve for at naa sit Maal: at stække Tysklands militaristiske Tilbøjeligheder? Før vi har Klarhed herover, er alt andet forholdsvis ligegyldigt, Ønsker, Forhaabninger, Principper, doktri

9 5 nære Meninger alt blegner ved Siden af dette Spørgsmaal. Det maa vi gøre os klart og se lige i Øjnene. Ententen vil sikkert tage Hensyn til vore og Sønderjydernes Ønsker lykkeligvis, ellers var det jo ikke Alvor med dens Tale om Kamp for Retten, og det tror vi det er. Men den vil ikke tage Hensyn til vore Ønsker et Skridt længere, end det falder sammen med dens berettigede Krav om at naa sit Maal, at stække Militarismen. Der foreligger allerede nu tilstrækkelig tydelige Udtalelser til at vise, i hvad Retning Ententens Krav gaar. Ententen er klar over, at Kielerkanalen har været det tyske Magthovmods Grundpille. Uden denne Kanal ingen tysk Sømagt, og uden en mægtig Sømagt ingen Verdensmagt. Altsaa maa Kielerkanalen uskadeliggøres for Tyskland! Fra engelsk Side er det allerede udtalt, at der ikke kan være Tale om at ødelægge Kielerkanalen; dertil er den for nyttig som Handelsvej. Hvad da? Den maa neutraliseres, internationaliseres, der skal skabes en Zone om den, som ved Panama. Altsaa skal et Stykke Land paa begge Side af den lægges ud som Kanalzone. Men hermed staar vi ved det danske Nationalspørgsmaal, om hvor vor Grænse skal drages. Thi det er givet, at hvad der kommer Nord for Kanalzonen, tilfalder Danmark. Der vil ikke blive nogen Mulighed for, at der kan dannes en Lilleputstat imellem Kanalzonen og vor Sydgrænse. Dette er altsaa det første store praktiske Spørgsmaal, som vi maa klare os. Og dette Spørgsmaal melder sig som et, der stilles og stilles med Rette af Ententen, og som vi slet ikke kan komme uden om. Hvis vi nu vil prøve de forskellige tænkelige Grænse-

10 6 linier paa denne praktiske Maalestok, vil vi hurtigt erkende, 1) at Ejderlinien falder bort af sig selv; den behøver vi ikke at tale om. 2) Flensborg Tønderlinien (H. V. Clausens Linie) vil af flere Grunde ikke opfylde de Krav, som Ententen maatte ønske opfyldt. Det er aabcnbart, at en saadan Kanalzone maa enskes saa lille som praktisk talt muligt; helst ikke mere end et blot og bart Administrationsomraade. Bliver det større, faar det en talrigere Mængde Indbyggere, anskillige større Byer, saa opstaar straks Spørgsmaal om Zonens statlige Indretning, om statlige Organer: Præsidentskab, Folkeforsamling, Gesandter, Konsuler, Flag, Militær o. s. v., altsammen Spørgsmaal, der i sig selv vanskeliggør selve Begrebet»Neutralzone«, og so.ti kan og vil danne fuldkommen berettigede Udg ' igspunkter for selvstændige nationale Aspirationer, og derfor i Tidens Løb vanskeliggøre Opretholdelsen af cn saadan neutral Zone*). Alt dette vil falde helt bort, hvis Zonen i sig selv kun er lille og ikke rummer flere Indbyggere, end at de naturligt lever under et almindeligt Administrationsstyre. Deres statsretlige Forhold ved Bortflytning enten mod Nord eller Syd kunde jo saare let ordnes. Af strategiske Grunde bør en saadan Zone ogsaa helst ikke gøres bredere end lige netop *) Saa vilde det i cg for sig være bedre at gøre Omraadet endnu sterre, saa at det kunde udgøre en virkelig Kanalstat. Men ogsaa en saadan Løsning vilde dog rumme Vanskeligheder, idet en saadan Stats Indbyggere, der i Følge Sagens Katur væsentligst maatte blive Tyskere, vilde blive saa talrige, at ingen praktiske Hensyn vilde kunne forsvare ikke at tage Hensyn til deres nationale Krav, der maatte føle sig krænket ved, at de skulde staa under internationalt Styre.

11 7 nødvendig for Forsvaret og mest passende for Forsvaret. Af disse og flere andre Grunde vil det derfor ubetinget ligge i Ententemagternes Interesse at faa Nzutralzonen saa lille som praktisk muligt. Men derfor vil Flensborg Tønderlinien absolut ikke egne sig for en saadan Løsning. Den store By Flensborg og det tætbefolkede Angel og Frisland vil vanskeligt kunne bringes ind under de Smaakaarsforhold, som Zonen vil byde paa. Og tvinges de ind derunder, vil det meget snart mærkes økonomisk og virke stærkt trykkende for dem. Tilbage bliver 3) den tredje Linie Sli Danevirkelinien. Denne Linie, der ligger c. 4 Mil (25 30 km) fra Kielerkanalen i dens østlige Ende, byder netop en Mulighed for at skabe en Grænse i passende Afstand til at muliggøre et Administrationsomraade og intet mere. Faa større Byer vil paa sønderjydsk Side derved falde ind under Zonen, og Indbyggerantallet, c. 130,000, synes heller ikke for stort. Men herpaa skal jeg ikke komme nærmere ind, det giver sig af sig selv. Svaledes tager altsaa Grænsespørgsmaalet sig ud, r.aar det ses i Sammenhæng med Ententans berettigede Krav om at ordne Forholdene imod tysk Militarisme. Det er en rent praktisk Synsvinkel, men den er absolut ikke til at komme uden om. Den maa haves for Øje, naar Grænsespørgsmaalet skal drøftes, hvis man ikke vil svæve i Luften. Man maa altsaa gøre sig klart, at Kielerkanalen gør hele det dansk-sønderjydske Spørgsmaal til noget mere end en Sag, som vi og Sønderjyderne og maaske Tyskerne kan faa Lou at ordne, som det passer os. Den gør det t : l et europæisk Spørgsmaal af Verdensbetyd-

12 8 riing ganske som Dar danellerspør gsmaalet. Og i dette Spørgsmaals Ordning vil den sejrende Verden have et Ord at sige med. Og dette Ord hedder: Kielerkanalen skal tages ud af Tysklands Haand. Der vil da rimeligvis blive dannet en Zone, en Stødpude Danmark vil ikke mere komme til at grænse til Tyskland. De vil have lagt Mærke til, at jeg hidtil slet ikke har talt om Afstemning. Nu ved vi jo alle, at det sønderjydske Spørgsmaal er bleven rejst i Tilslutning til Præsident Wilsons Punkt om Nationernes Ret til Selvbestemmelse, og i Aabenraaresolutionen er der jo ogsaa udtrykkeligt bygget paa en AJstemning. Men hermed er det ingenlunde givet, at der alligevel bliver en Afstemning. Sagen er jo den, at national Afstemning er et saare vanskeligt Probie n i Praksis, Det er fuldt af praktiske Spørgsmaal cg indviklede Forhold, der gør det tungt at haandtere og gør Resultatets Retfærdighed tvivlsom. Herpaa skal jeg senere komme ind. f Men allerførst vil jeg pege paa, at naar Verdensfredskongressen skal afgøre hele Verdens Skæbne, saa vil man naturligvis søge at finde en Formel for Folkenes Selvbestemmelsesret, der kommer Retfærdigheden saa nær som muligt, og den vil man saa anvende allevegne, ved Alsace-Lorraine, ved Bestemmelsen af Polens Grænser, af de serbiske, italienske, rumænske, czekiske, de baltiske Landes og ved Armeniens og Jødelands Grænser kort sagt allevegne, hvor nationale Grænser skal drages. Og vi maa ikke vente, at der vil blive gjort en Undtagelse for vort lille»private«natio

13 9 nåle Spørgsmaals Vedkommende tilmed da det ved Kielerkanalens Beliggenhed faar almen Interesse, og derfor ikke mere er privat. Nej, vi maa vente, at det vil blive løst i alt væsentligt naar Hensyn er taget til Ententens Interesser efter den samme Regel, hvorefter de andre nationale Spørgsmaal vil blive løste. Vi ved, at Frankrig ser paa sit nationale Spørgsmaal Alsace-Lorraine som et Retsspørgsmaal og derfor paa ingen mulig Maade vil have Afstemning. Det forlanger A.-L. tilbage som sin Ret, som en désannec* tion. Vi ved tillige af Diskussionen med Georg Brandes, at Clemenceau ser paa det danske Spørgsmaal ganske paa samme Maade. Frankrig kan derfor ikke ønske, at en Afstemning trumfes igennem her. Det vil rimeligvis holde paa, at Afgørelsen skal ske paa ensartet, parallel Maade der og her. Altsaa kan man vente, at Ententen simpelthen vil bestemme, at Danmark skal have Sønderjylland tilbage. Men hvor meget? Ja, det vil i første Række afhænge af Ententens Hensigter og Ønsker med Kielerkanalen, som vi ovenfor har omtalt. I 2den Række af vore og Sønderjydernes Ønsker, Kun hvis disse to falder sammen, vil der opnaas en fuldt harmonisk Løsning, Lad os se lidt nærmere paa disse to Forhold, Ententens Hensigter m. H. t. Kielerkanalen saa vi før var den at gøre den uskadelig for Tysklands Militærmagt ved at skabe en Neutralzone omkring den. Jeg tror ligeledes, at de Grunde, jeg anførte for denne Zones Bredde er uomtvistelige. Dens Ønske vil sikkert blive, at Zonens Nordgrænse og Danmarks Sydgrænse bliver Danevirkelinien.

14 10 Men lad os nu tænke os, at Fredskongressen vilde vise Sønderjylland det Hensyn at høre dets Mening først, inden den endelige Linie blev udstukket, saa stod vi altsaa overfor en Afstemning. Dennes Udfald vilde for Nordslesvigs Vedkommende være givet, og ved Nordslesvig forstaar jeg her den Del, der ligger Nord for den H. V. Claussenske Linie. Ved Mellemslesvig forstaar jeg, hvad der ligger mellem Flensborg Fjord Tønder (undt. Flensborg By) og Si i Danevirke Husum. Denne Landsdel bestaar mod Øst af det rige, frugtbare Bondeland Angel; dets Befolkning var i sin Tid slesvig-holstensk sindet, plattysk talende. Nu nationalt ligegyldigt, stærkt materialiseret, uden synderlig aandelige Interesser. I Mid ten den magre jydske Højderyg med en Tunge (de 18 Sogne) strækkende sig ned til Hjoldelund, endnu overvejende dansktalende, men tysksindet (tidligere slesvig-holstensk). Mod Vest Frisland Marsk med de tre Øer Sild, Før og Amrum. Paa Overgangen til Nordslesvig Byen Flensborg, 65 70,000 Indbyggere. I 1864 overvejende tysktalende, men dansksindet. Nu overvejende tysksindet med en overvældende Indvandring fra Syd. Det er dette Mellemslesvig, som Aabenraaresolutionens Pkt. 5 har aabnet en Dør for, hvis det selv udtaler Ønsket derom. Der er for mig slet ingen Tvivl om, at dersom det kommer til Afstemning, da maa denne Dør benyttes i saa vid Udstrækning som blot muligt. Og vi kongerigske Danske maatte med aabne Arme modtage enhver Tilslutning derfra. Hvorledes Resultatet vilde blive ved en Afstemning i disse Egne hersker der delte Meninger om. Ko.npe

15 11 lente Mænd er af den Anskuelse, at den dansktalende Trekant ned til Hjoldelund maaske vilde give Flertal for Tilslutning til Danmark, medens derimod Angel og Flensborg næppe vilde give det. Jeg skal ganske afholde mig fra at udtale mig herom. Efter min Mening kan intet Menneske paa Jorden have blot ringeste Tanke herom i dette Øjeblik. Ikke en Gang de Møder, der har været holdt i Landsbyerne Vest for Flensborg, giver synderligt Fingerpeg i saa Henseende. Og jeg skal sige Dem hvorfor. For at Folkets Stemning skulde kunne give sig tilkende, er der forskellige Forhold, dar maa være tilstede: 1) Folket maa være absolut klcr over Stillingen. Det maa være klar over, om det har Valget imellem Danmark og Tyskland, eller mellem Danmark og en neutral Zone. Det maa være klar over, om der paa den ene Side staar et liberalt Danmark og paa den anden et liberalt Tyskland eller en socialistisk Republik. Det maa vare klar over Fordelene og Manglerne ved begge Sider. Det maa nøje kende de økonomiske Fredsvilkaar, der vil blive budt Tyskland i n eie end en Menneskealder. Det maa være klar over, at de Kaar, der bydes under Tyskland, vil blive bestemte af, hvad jeg vil kalde»fredens Rædsel«, og de under Danmark af et neutralt Lands Velstand. De enkelte Egne maa være klar over deres særlige Stilling. Flensborg maa overveje sin Stilling, hvis det kommer til at ligge lige Syd for Grænsen, med hele sit Industriopland, Nordslesvig (og Nørrejylland) bortskaaret ikke andet end et mægtigt Ribe. Angel maa overveje, om det kan og tør undvære sin eneste Handelsby, hvis Grænsen bliver lige syd for Flensborg. Flensborg

16 12 Handelsflaade og Skibsværftsarbejdere maa betænke, at indlemmet i Danmark bevares.handelsflaaden, Flensborgs Stolthed, og rigeligt Arbejde for den og Værftet. Bliver Flensborg i Tyskland, vil Handelsflaaden blive forlangt udleveret Ton for Ton sammen med den øvrige tyske Flaade til Erstatning for U-Baadenes Ødelæggelser o. s. v. o. s. v. Men om alt dette og meget mere hersker der i Øjeblikket ikke ringeste Klarhed. Følger man Bevægelsen dernede, f. Eks. i»flensborg Avis«, vil man se, at Agitationen fra tysk Side ikke tager mindste eller dog kun lidet Hensyn hertil. Der tales og skrives stadig, som om det var givet, at Valget stod imellem det lille fattige Danmark, med Arbejdsløshed og daarlig social Lovgivning og saa det store, mægtige tyske Rige, for hvilket Trængslen kun vil være en stakket Overgang; eller som andre hævder: det store socialistiske Tyskland, der giver 8 Timers Arbejdsdag, høj Minimalløn, forbedret Kost o. s. v. Og saa kommer Valget maaske til at staa imellem det lille fredelige Danmark og en Lilleput-Zone, det neutraliserede Bælte. Altsaa denne første Betingelse er absolut ikke opfyldt. 2) Folket maa kunne yttre sig og stemme absolut frit. Enhver Mindelse om Preusseriets Bureaukratisme maa være borte. Ingen maa føle sig hindret af sin Stilling, ingen maa ængstes for Følgerne af sit Standpunkt, sei 1, om han skulde komme i Mindretal. Ingen maa tæm-e, at han senere kunde komme i Forlegenhed for sin Afstemnings Skyld. Er denne Betingelse opfyldt? Ser vi ikke selve det revolutionære Styre i Flensborg hindre Danskerne i at holde Partimøder? Ser vi ikke Præst og Degn og Amts-

17 13 Icistander, ja endog en Gendarm staa op paa Møder..e og tale det store Ord? Tror man, det giver fri Menings - yttring, naar Lærer Pump fra Hanved staar op og taler ophidset? Nej, denne Betingelse er endnu ikke en Gang begyndt at blive opfyldt, 3) Endelig maa Afstemningsreglerne og Afstemningsteknikken være i Orden. Dette er et meget vanskeligt Spørgsmaal, som næppe er løst fuldt ud retfærdigt ved Aabenraaresolutionens Bestemmelser, naar Hensyn tages til de c. 60,000 Udvandrere, de ligesaa mange og flere Indvandrere, de udviste, Optanterne og de hjemløse, Flygtningene og de 6000 faldne. Alle disse Ting maa tages i Betragtning. Til den Ende er der nu dannet en Forening,»Sønderjyden«, som saa vidt muligt skal samle og holde Mandtal over alle Sønderjyder her i Landet. Jeg skal ikke komme nærmere ind paa Enkeltheder herom. Efter den franske Minister Thomas' Mening løstes de maaske bedst, om Reglen kort og godt blev den: enhver har Stemmeret, som er født i Landet og har Stemmeretsalderen, Men altsaa, alle disse Vilkaar maa være opfyldt, før en Meningstilkendegivelse kan have ringeste Værdi. Det er de ikke. Og det kan de ikke blive i en Fart, Derfor er Tanken om en Afstemning umulig at udføre, før Fredens A/ilkaar foreligger, og det vil vare en rum Tid endnu. For at skabe fuldkommen Frihed, vilde det være nødvendigt, at Landet var besat af Neutrale eller af Ententen, f. Eks. af Amerikanerne, lad os f. Eks. sige, 30,000 Dansk-Amerikanere. Tror man, det vilde være «uden en indirekte Indflydelse? Selvfølgelig ikke. Hvad Resultatet imidlertid vilde blive, naar disse

18 14 Vilkaar var opfyldte, skal jeg vel vogte mig for at spaa om. For mig staar det saaledes, at en Afstemning derfor er baade meget vanskelig at praktisere og giver et forholdsvis lidet værdifuldt Resultat, fordi det i sig selv ikke kan løse Problemet tilstrækkelig retfærdigt, og fordi det i bedste Fald kun kan være vejledende. Men desuden, de sejrende Vestmagter vil næppe indrømme en Afstemning. Hvis dette sidste da bliver det endelige hvorledes skal vi her i Kongeriget da stille os til Grænsespørgsmaalet? Skal vi sige: vi nøjes med Nordslesvig i den Bestemmelse, dette har faaet, Flensborg Tønder (-f- Flensborg), eller skal vi ønske at faa noget af Mellemslesvig og da hvor meget? Til Afgørelsen af dette alvorlige Spørgsmaal maa der baade tages mere theoretisk-principielle Hensyn og rent praktiske af forskellig Art. De theoretisk-principielle Hensyn omfatter først vor historiske Ret. Denne skal jeg dog ikke komme næimere ind paa, den er kendt og anerkendt af alle. Den har visselig en meget stor Betydning, der ikke maa underkendes, saa meget mere, som det omstridte Stykke af Sønderjylland, Mellemslesvig, rummer nogle af vore aller dyreste historiske Minder: Danevirke, Lyrskovhede, Oversø, Sankelmark, Isted o. s. v. Men Livets Ret er stærkere, og dersom denne sidste krævede, at vi opgav det, da vilde den historiske Ret alene ikke være afgørende for mig. Dernæst er der Hensynet til de dansktalende i Tre

19 15 kanten ned til Hjoldelund. Dette Hensyn vejer for mig overordentligt stærkt. Disse Mennesker har kun Mulighed for at udvikles gennem dansk Kultur. Tysk Kultur vil først om et Par Slægtled kunne gøre sig gældende i disse Egne, hvis de afskæres fra Danmark. Det vil blive et meget tungt Ansvar at bære,.on vi frivilligt foranledigede, at endnu et Par Slægtled gik i Brokkassen i disse Egne. For denne særlige Del af Mellemslesvig er altsaa Hensynet meget stort og vægtigt. Endelig er fra den anden Side det Hensyn gjort gældende, at ved Indlemmelse af Mellemslesvig vil der komme ca. 200,000 tysktalende og ikke dansksindede indbyggere med ind i Danmarks samlede Befolkning, som da vil være ca. 3!4 Mill. Det kan ikke nægtes, at dette kunde give Vanskeligheder. Selv om vi aldrig vil indlade os paa at øve national eller sproglig Tvang, saa er der dog Mulighed for, at disse 200,000 vil være nok til at holde Nationalitetsspørgsmaalet aabent, saa meget mere, som det jo administrativt vil give en Del praktiske Vanskeligheder, der dog vel nok lod sig praktisk overvinde. Jeg skal imidlertid ikke fordybe mig i dette alvorlige principielle Spørgsmaal. Det er bleven meget omstændeligt og vedholdende udviklet i alle sine Enkeltheder af Overlærer, Magister H, V. Clausen og alle dem, der slutter sig til hans Opfattelse. Jeg er ikke enig med dem; men jeg skal loyalt indrømme dem, at der er Vanskeligheder, saa store, at hvis Befolkningen ikke selv ønsker at komme til Danmark og hvis ikke praktiske Grunde af stor Værdi talte for, at disse Landsdele kom med, saa kunde det være rimeligt at lade det være.

20 16 Men der er imidlertid ogsaa andre Hensyn at tage, nemlig de rent praktiske. Først maa der her tænkes paa, at har man af Samvittighedsgrunde maattet tage den truede Trekant ned til Hjoldelund, saa vil det praktisk talt være umuligt at lade den frisiske Strimmel ud til Vesterhavet ligge. Dernæst maa der gøres opmærksom paa, at Byen Flensborg vil komme i en meget daarlig økonomisk Stilling, dersom Grænsen drages lige Nord om Byen. Der haves tilstrækkelig Vidnesbyrd om, at saaledes forholder det sig; baade dansksindede Borgere og Byens tyske Styrelse har fremsat overmaade klare Udtalelser, der viser, at der hersker Enighed om, at afskæres Flensborg fra sit nordlige Opland, Nordslesvig, da vil den blive som en Brønd, hvis Kilde er udtørret og som et rodhugget Træ. Dette økonomiske Hensyn er saa stort, at jeg ikke tvivler om, at naar Virkeligheden en Gang foreligger, vil Flensborgs driftige Borgerstand nok selv komme og forlange at komme med. Men jeg mener, at dette Hensyn er saa stort, at jeg absolut vil finde det forsvarligt, hvis Ententen ønsker det, da at tage imod Flensborg, selv imod et Flertals Ønske. Thi jeg føler mig vis paa, at om en føje Tid vilde Byen takke for, at det var sket. Hvad Nordslesvigerne nu atter og atter fremsætter om Tønder, gælder nemlig ogsaa om Flensborg. Endvidere maa det heller ikke glemmes, at et utilfreds (og med Rette utilfreds) Flensborg lige Syd for Grænsen vilde blive et selvfølgeligt Centrum for tysk Arbejde og Kultur, for tysk Agitation og Stræb det vilde let blive et nyt Kiel lige Syd for Grænsen. Ogsaa. dette Hensyn maa overvejes.

21 17 Endvidere, hvad der gælder for Flensborg, hvis det afskæres fra Nordslesvig, gælder ogsaa, om end i mindre Grad, hvis det kom med til Danmark, og Grænsen kom lige Syd for Byen. Flensborg vilde da blive udelukket fra sit andet naturlige Opland, Angel. Og Angel vilde miste sin eneste virkelige Handelsby; det vilde være en alvorlig Kalamitet for Angelbønderne at skulle være henvist til Slesvig By alene. Derfor mener jeg, at Flensborg vil trække Angel med sig. Og jeg mener, at dette økonomiske Hensyn vilde kunne forsvare, at Danmark gik saa vidt, naar Ententen ønskede det. Endelig er der det Hensyn, vi skylder Vestmagternes Ønsker. Jeg mener ikke, dette Hensyn er alt afgørende; men da vi dog udelukkende maa takke dem, fordi vi i det hele taget faar vort nationale Spørgsmaal løst, saa skylder vi aabenbart dem et ikke helt ringe Hensyn. (Vi har ikke vist dem altfor stort Hensyn under Krigen; saa er det vel næppe for meget, om vi gør det nu ved Fredsslutningen). Hvis Ententen derfor af strategiske Grunde maatte ønske, at Neutralzonens Nordgrænse blev ved Sli Danevirke, saa ser jeg ingen Grund til absolut at afvise det. Saaledes taler da alle praktiske Hensyn for at blive ved vor gamle nationale Grænse, Danevirkelinien, som tilmed, efter hvad kyndige militære har oplyst mig, fiembyder en naturlig strategisk Linie. Hvis jeg nu til Slut skal sammenfatte, hvad jeg her har udviklet for Dem, da bliver det følgende: 1) Det danske Folk maa med Glæde tage alt, hvad der ved en eventuel Afstemning vil til Danmark.

22 18 2) Det danske Folk maa være forberedt paa, at der rimeligvis ikke bliver nogen Afstemning, idet Ententen onsker at afgøre Sagen som et Retsspørgsmaal. 3) Det danske Folk maa da være forberedt paa, ai der omkring Kielerkanal vil blive skabt en Neutral zone, hvis Nordgrænse bliver Danmarks Sydgrænse. 4) Ententen vil da rimeligvis af praktiske, økonomiske, strategiske o. s. v. Grunde ønske Grænsen sat ved Sli-Danevirkelinien. 5) Det danske Folk maa da gøre sig klart, at de praktiske Grunde fra det virkelige Liv, der taler for at tage imod denne Afgørelse, vil være saa stærke, at de overvejer de principielle Vanskeligheder, den maatte afføde. Saaledes omtrent forekommer det mig, at vort alvorlige Grænsespørgsmaal ligger, naar vi ikke blot tager følelsesmæssige eller principielle Hensyn, der let fører ud i Ensidigheder; men foruden disse tillige lader det daglige, praktiske Liv tale sit Sprog i denne Sag. Det skulde glæde mig, dersom De, mine Tilhørere, kunde samstemme med mig heri

23

24

25

26