Det strafferetlige legalitetsprincip - i straffeloven og i Menneskerettighedskonventionen

Transkript

1 TfK Strafferet 1.9Menneskerettigheder 12.9 Det strafferetlige legalitetsprincip - i straffeloven og i Menneskerettighedskonventionen Om begrænset udvidende fortolkning og forudsigelighed Det strafferetlige legalitetsprincip udgør strafferettens fundament. Princippet fremgår både af straffeloven og af Menneskerettighedskonventionen. Menneskerettighedsdomstolen afsagde den 22. januar 2013 dom, hvor artikel 7 fandtes krænket. Den retlige problemstilling, som dommen tager stilling til, har også implikationer for Danmark. Højesteret har den 25. januar 2013 afsagt dom, hvor de fortolkningsbegrænsninger, der fremgår af 1, efter Højesterets opfattelse var til hinder for en domfældelse. Artiklen behandler begge domme og redegør for deres implikationer, ligesom der redegøres for de to legalitetsprincippers indbyrdes forhold. Artiklen afsluttes med nogle perspektiverende bemærkninger. Af lektor, ph.d. Trine Baumbach, Center for Offentlig Regulering og Administration, Det Juridiske Fakultet, Københavns Universitet 1. Indledning Det strafferetlige legalitetsprincip er af fundamental og grundlæggende betydning for borgerne i den demokratiske retsstat. I flere lande er princippet da også fæstnet i de pågældende landes grundlov eller forfatning.(1) Dette er ikke tilfælde i Danmark. Princippets fundamentale betydning kommer i (intern) dansk ret imidlertid til udtryk ved, at det udgør indledningsbestemmelsen i straffeloven og har gjort det siden straffeloven af 1866.(2) Den Europæiske Menneskerettighedskonvention indeholder også et strafferetligt legalitetsprincip i artikel 7. De to bestemmelser har i nogen grad samme anvendelsesområde, men der er langt fra tale om, at der er konformitet mellem de to bestemmelser.(3) Den mest betydningsfulde forskel er, at Menneskerettighedskonventionens artikel 7 - modsat straffelovens 1 - indeholder et forbud mod strafbarhed og øget straf med tilbagevirkende kraft. Hertil kommer, at hverken lovbegrebet eller strafbegrebet er identiske i de to bestemmelser. 1 garanterer ikke lex mitior-princippet (princippet om den mildeste lov), det gør artikel 7.(4) Set fra en dansk synsvinkel supplerer artikel 7 beskyttelsen i straffelovens 1, men der er ikke noget retligt grundlag for at udtale, at 1 skal fortolkes i lyset af artikel 7 i den forstand, at hele artikel 7's anvendelsesområde skal indfortolkes i 1.(5) 1 og artikel 7 er to selvstændige bestemmelser med hvert sit hovedanvendelsesområde. Det har som konsekvens, at en straffedomfældelse både skal overholde de krav, der kan udledes af straffelovens 1, og de krav, der kan udledes af artikel 7. Ud over det forskellige retlige indhold af 1 og artikel 7 er der også den markante forskel mellem bestemmelserne, at artikel 7's anvendelsesområde suverænt fastlægges af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i lyset af»present days conditions«med heraf følgende retsudvikling, medens 1»alene«underkastes de danske domstoles fortolkning og anvendelse. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har netop afsagt en dom, hvor artikel 7 fandtes krænket. Dommen er interessant, idet den fortolker det strafferetlige legalitetsprincip i lyset af formålet med princippet og ikke blot i henhold til ordlyden af bestemmelsen, og fordi dommen har retlige implikationer for dansk ret. Der bliver ikke i Danmark afsagt mange domme, hvor straffelovens 1 og de fortolkningsbegrænsninger, der følger heraf, eksplicit tillægges betydning.(6) Højesteret har imidlertid lige afsagt en dom, hvor det strafferetlige legalitetsprincip i straffelovens 1 blev udtrykkeligt fremhævet. Ved dommen blev tiltalte frifundet, fordi en domfældelse på baggrund af en udvidet fortolkning efter rettens opfattelse ikke opfyldte betingelsen i straffelovens 1 om, at det begåede forhold»ganske må ligestilles«med forhold omfattet af den relevante straffebestemmelses ordlyd. Nedenfor vil jeg analysere de nævnte domme fra hhv. Menneskerettighedsdomstolen (afsnit 4) og fra Højesteret (afsnit 5), og for så vidt angår dommen fra Menneskerettighedsdomstolen redegøre for dens implikationer for dansk ret. Afslutningsvist vil jeg fremkomme med nogle afrundende og perspektiverende bemærkninger (afsnit 6). Først vil jeg dog kort redegøre for formålet med artikel 7 og skitsere bestemmelsens indhold (afsnit 2) og tilsvarende for straffelovens 1 (afsnit 3). 2. Nærmere om artikel 7 Menneskerettighedskonventionens artikel 7 udtrykker som nævnt det menneskeretlige strafferetlige legalitetsprincip: Nullum crimen, nulla poena sine lege (kun retten kan definere en forbrydelse og foreskrive en straf). Garantien indeholdt i artikel 7 er et essentielt element i retsstatsprincippet - et princip som hele Menneskerettighedskonventionen bygger på. Legalitetsprincippet angår den materielle strafferet og er absolut i den forstand,(7) at der ikke kan derogeres fra det, end ikke under krig eller anden offentlig faretilstand, der truer statens eksistens, jf. Menneskerettighedskonventionens artikel 15.(8) Formålet og hensigten med artikel 7 er at sikre, at ingen bliver genstand for vilkårlig»tiltale, domfældelse eller straf«(»prosecution, conviction or punishment«). For så vidt angår det første led selve tiltalerejsningen - udgør det ikke nødvendigvis en krænkelse, at tiltale i strid med artikel 7 bliver rejst, blot den tiltalte bliver frifundet (naturligvis under forudsætning af at tiltalen ikke rejses i chikaneøjemed). Dette skyldes, at gældende ret i sidste instans fastlægges af de nationale domstole (og ikke blot af anklagemyndigheden), hvorfor domstolene i vidt omfang er nødt til at få forelagt uafklarede fortolkningsspørgsmål mv. til afgørelse. Til gengæld vil der være tale om en krænkelse, hvis vedkommende i strid med artikel 7 kendes skyldig, også selv om der ikke pålægges straf.(9) Første punktum i artikel 7, stk. 1, forbyder kriminalisering med tilbagevirkende kraft, medens andet punktum forbyder strafskærpelser med tilbagevirkende kraft. Disse to forbud udgør artikel 7's kerneområde. Copyright 2013 Karnov Group Denmark A/S side 1

2 Retbegrebet i artikel 7 er det samme som retbegrebet i resten af konventionen. Det angår både gerningsindholdet og - for første gang eksplicit udtalt i den nedenfor behandlede dom - forbrydelsens strafferamme.(10) Artikel 7, stk. 1, 2. pkt. er alene anvendelig, hvis den idømte sanktion er en følge af en domfældelse, der pålægger strafansvar, og hvis den pågældende sanktion er en straf i konventionens forstand.(11) Da en af Menneskerettighedsdomstolens primære roller er at sikre borgerne mod arbitrære overgreb fra statsmagtens side, og da Menneskerettighedsdomstolen anvender den såkaldte dynamiske fortolkningsstil, der (ny-) fortolker konventionens bestemmelser i lyset af present days conditions, har Domstolen gennem sin case-law indfortolket lex mitior-princippet i artikel 7, ligesom Domstolen har udledt visse fortolkningsbegrænsninger og visse krav af kvalitativ karakter til retsgrundlaget for en straffedomfældelse. For så vidt angår de fortolkningsbegrænsninger, som Domstolen har udledt af artikel 7, har Domstolen adskillige gange udtalt, at»the criminal law must not be extensively construed to an accused's detriment, for instance by analogy.«(12) Det er ikke uden videre klart, hvordan Domstolen definerer begrebet analogi, og hvor langt forbuddet mod at domfælde på baggrund af en analogi rækker, men det må imidlertid lægges til grund, at ikke enhver udvidende fortolkning er i strid med de begrænsninger, som Domstolen har udledt af artikel 7. Dette skyldes frem for alt, at Domstolen anerkender, at langt de fleste materielle straffebestemmelser må undergives fortolkning for at kunne finde anvendelse i praksis, og at nogle sager må være»prøvesager«. Det afgørende er typisk, om der indfortolkes en helt ny forbrydelse, eller om der alene er tale om, at en allerede eksisterende forbrydelses anvendelsesområde udvides.(13) Som Ross har påvist, er der ikke nogen principiel forskel mellem simpel udvidende fortolkning og analogi, og analytisk er der derfor ikke tale om to forskellige fortolkningsvarianter. Undertiden bruges sondringen til at inddele udvidelserne i beskedne udvidelser og mere vidtgående udvidelser.(14) Det synes, som om at Menneskerettighedsdomstolen gør brug af en tilsvarende sondring, således at vidtgående udvidelser (kaldet analogi) er forbudt, medens mere begrænsede udvidelser, hvis fortolkningen er forudsigelig og forenelig med forbrydelsens væsen, er tilladt. For så vidt angår de kvalitative krav til retsgrundlaget (hjemlen) for en straffedomfældelse har Domstolen i mange sager udtalt, at en forbrydelse og dens strafferamme»must be clearly defined in law«.(15) Dette krav om»clearly defined in law«relaterer sig imidlertid ikke alene til straffebestemmelsens ordlyd, men til forudsigeligheden af den endelige fortolkning af det relevante retsgrundlag. Domstolen anfører nemlig altid følgende som»eftersætning«til det just citerede:»this condition is satisfied where the individual can know from the wording of the relevant provision and, if need be, with the assistance of the courts' interpretation of it, what acts and omissions will make him liable.«(16) I forbindelse med forudsigelighedsvurderingen har Domstolen i en del sager anerkendt, at retsgrundlaget godt kan leve op til forudsigelighedskravet, selvom klager foruden retspraksis må inddrage andet tilgængeligt juridisk materiale eller gøre brug af juridisk bistand - blot den pågældende derved bliver i stand til i rimeligt omfang at foruddiskontere de strafferetlige konsekvenser af påtænkte handlinger eller undladelser.(17) At Domstolen ikke stiller et krav om klarhed, men om forudsigelighed, skyldes frem for alt, at Domstolen som sagt anerkender, at langt de fleste straffebestemmelser må fortolkes, før de kan finde anvendelse i praksis, og at den strafferetlige retsanvendelse må holde trit med samfundsudviklingen, ligesom det er ønskeligt at undgå unødig rigiditet. Som anført stiller Menneskerettighedsdomstolen kun et krav om»rimelig«forudsigelighed. Dette skyldes ikke i første omgang hensynet til, at strafferetten kan holde trit med samfundsudviklingen, men også og mere fundamentalt, at Domstolen anerkender, at straffebestemmelser i et moderne samfund ikke altid kan formuleres kasuistisk, og at en straffebestemmelses anvendelsesområde i reglen først kan fastlægges mere præcist gennem retspraksis, hvorved tvivlsomme punkter afklares. Det er imidlertid et krav, at resultatet af denne afklaring er forenelig med forbrydelsens væsen og ligger inden for det forudsigeliges område.(18) Domstolen formulerer det ofte på følgende måde:»in consequence of the principle that laws must be of general application, the wording of statutes is not always precise. One of the standard techniques of regulation by rules is to use general categorisations as opposed to exhaustive lists. That means that many laws are inevitably couched in terms which, to a greater or lesser extent are vague, and their interpretation and application depend on practice. Consequently, in any system of law, however clearly drafted a legal provision may be, including a criminal law provision, there is an inevitable element of judicial interpretation. There will always be a need for elucidation of doubtful points and for adaptation to changing circumstances. Again, whilst certainty is highly desirable, it may bring in its train excessive rigidity and the law must be able to keep pace with changing circumstances... The role of adjudication vested in the courts is precisely to dissipate such interpretational doubts as remain... Moreover, it is a firmly established part of the legal tradition of the States party to the Convention that case-law, as one of the sources of the law, necessarily contributes to the gradual development of the criminal law... Article 7 of the Convention cannot be read as outlawing the gradual clarification of the rules of criminal liability through judicial interpretation from case to case, provided that the resultant development is consistent with the essence of the offence and could reasonably be foreseen...«(19) På baggrund af en analyse af Domstolens praksis synes forudsigelighedskravet ikke at relatere sig til den konkrete tiltaltes mulighed for at foruddiskontere de strafferetlige konsekvenser af en given handling. Forudsigelighedskravet kan nærmere siges at have abstrakt karakter, hvor bl.a. karakteren af det aktuelle retsgrundlag, retsområdet og retsgrundlagets adressater indgår i bedømmelsen.(20) 3. Nærmere om straffelovens 1 Straffelovens 1 udtrykker det (danske) strafferetlige legalitetsprincip. Der er tale om en skreven retskilderegel. Formålet med 1 er at hindre, at borgerne udsættes for arbitrære strafferetlige overgreb fra statsmagtens side. Betingelsen for, at en handling (eller undladelse) kan straffes, er efter bestemmelsen, at handlingen svarer til en af de forbrydelser, der er nævnt i loven.»et sådant«i 1, 1. pkt. in fine refererer til»et forhold«og ikke til»lov«. Det betyder, at et faktisk begået forhold skal være en overtrædelse af en materiel lovbestemmelse, der kan udløse straf, eller også skal det faktisk begåede forhold fuldstændig kunne ligestilles med et forhold, som loven sanktionerer med straf. I begge tilfælde udgør forholdet en forbrydelse. Udtrykket»strafbarhed er hjemlet ved lov«betyder således, at forholdet skal være omfattet af den materielle bestemmelses anvendelsesområde, og at der skal være hjemmel i loven til at strafsanktionere en overtrædelse heraf. Det medfører, at man ikke kan straffe en tilsidesættelse af en i loven opstillet adfærdsnorm i de tilfælde, hvor straf ikke eksplicit er angivet i loven som retsfølge. Da kun ganske få materielle straffebestemmelsers anvendelsesområde kan fastlægges direkte på baggrund af den pågældende bestemmelses ordlyd, må de enkelte delikter i reglen fortolkes, før de kan anvendes i en straffesag. Fortolkningen af materielle straffebestemmelser følger i udgangspunktet de almindelige regler om lovfortolkning. Der gælder imidlertid særligt tre undtagelser til dette udgangspunkt. Den første undtagelse relaterer sig til spørgsmålet om, hvorvidt det begåede forhold - om end omfattet af bestemmelsens ordlyd - også er omfattet af straffebestemmelsens»mening«- om det er materielt typisk eller atypisk. Hvornår et forhold er materielt atypsik, kan ikke angives eksakt, men det indgår i vurderingen, om handlingen har den aktuelle forbrydelses kendemær- Copyright 2013 Karnov Group Denmark A/S side 2

3 ker, om man med rimelighed kan sige, at handlingen strafferetligt set ikke er uberettiget eller retsstridig, og endelig om straffriheden så at sige flyder af omstændighederne ved gerningen. Den anden undtagelse til udgangspunktet angår spørgsmålet om, under hvilke betingelser der kan foretages en ændret skærpet fortolkning»med tilbagevirkende kraft«af allerede eksisterende straffebestemmelser. Betingelserne for en sådan fortolkning er snævre og svarer til betingelserne for begrænset udvidende fortolkning.(21) Den tredje undtagelse angår betingelserne for udvidende fortolkning. Denne undtagelse fremgår direkte af straffelovens 1, idet 1 indeholder en fortolkningsbegrænsning gående ud på, at et strafbart gerningsindhold kun må fortolkes begrænset udvidende (fuldstændig lovanalogi) til skade for den tiltalte (»eller som ganske må ligestilles med et sådant«). Der er altså hjemmel i straffelovens 1 til at fortolke de enkelte materielle straffebestemmelser udvidende, men denne hjemmel er begrænset i forhold til de almindelige regler, der gælder ved fortolkningen af den øvrige lovgivning. Da analogi i en strafferetlig sammenhæng har en negativ konnotation, er det værd indledningsvist at hæfte sig ved, at analogifiguren overordnet set har udgangspunkt i lighedsbetragtninger; det lige skal behandles lige. Analogien kan være et middel til, at det, som retligt set er ligt, bliver underkastet den samme retsfølge og dermed behandlet lige. Analogihjemlen i 1 kan således ses som et værn mod vilkårlighed og som et udslag af en retfærdighedstanke.(22) For at begrænset udvidende fortolkning i strafferetten er lovlig, skal der for det første altid være tale om en udvidende fortolkning af en lovbestemmelse eller en bestemmelse udstedt i medfør af lov (en bestemmelse i en bekendtgørelse). Den udvidende fortolkning af en lovbestemmelse skal dernæst frem for alt være forenelig med forbrydelsens væsen og skal være forudsigelig for den tiltalte. Den udvidende fortolkning må ikke være»i strid«med bestemmelsens ordlyd, men skal kunne siges at ligge i forlængelse af den. Forholdet til pådømmelse skal endvidere have høj grad af såvel formålslighed som ydre lighed med det i den konkrete lovbestemmelse regulerede forhold, og det skal fremstå naturligt, at der gælder en fælles regel for tilfældene. Disse krav er understreget i selve 1 ved ordet»ganske«. Fortolkningen skal endvidere være i overensstemmelse med lovgivers vilje i den forstand, at det skal fremstå som rimeligt at antage, at hvis lovgiver havde haft det aktuelle tilfælde i tankerne, eller hvis lovgiver havde kunnet forudse udviklingen, herunder den teknologiske udvikling, på det pågældende område, ville lovgiver have inddraget tilfældet under den aktuelle regels anvendelsesområde. Der skal herudover være lige så stærke grunde til at straffe det forelagte tilfælde, som der er til at straffe de tilfælde, der efter ordlyden umiddelbart er omfattet af bestemmelsens anvendelsesområde. Endelig skal der sædvanligvis være tale om et»retstomt rum«, hvilket der eksempelvis ikke er, hvis forholdet er omfattet af andre bestemmelser i loven (eller forarbejderne), hvortil der alene er knyttet civilretlige sanktioner.(23) Da domstolene er bundet af et legalitetsprincip,(24) skal retten, hvis betingelserne for begrænset udvidende fortolkning er opfyldt, i kraft af retskildereglen i 1 domfælde. Dette gælder, selv om de nævnte betingelser for begrænset udvidende fortolkning er af yderst skønsmæssig karakter.(25) 4. Camilleri v. Malta og implikationerne for dansk ret Ved Menneskerettighedsdomstolens dom af 22. januar 2013 blev Malta dømt for at have krænket artikel 7.(26) Klager (Camilleri) var blevet idømt 15 års fængsel og en bøde på euro for besiddelse af narkotika (ecstasy). Sagen angik den retlige problemstilling, at den omhandlede narkotikaforbrydelse var kriminaliseret i to forskellige bestemmelser(27) med to forskellige strafferammer. Efter den ene bestemmelse var strafferammen fra 4 år indtil på livstid ( 120A, stk. 2, litra a), medens strafferammen efter den anden bestemmelse var fra 6 måneder indtil 10 år ( 120A, stk. 2, litra b). Gerningsindholdet i de to bestemmelser var (stort set) det samme således, at den dømte lige så godt kunne dømmes for overtrædelse af den ene bestemmelse som for overtrædelse af den anden bestemmelse. Hvilken af bestemmelserne der blev rejst tiltale efter, beroede på anklagemyndighedens diskretionære beføjelser. Det interessante ved dommen er, at selv om Menneskerettighedsdomstolen fastslog, at både gerningsindholdet og strafferammerne i og for sig var»clearly defined in law«,(28) fandt Domstolen alligevel ikke, at forudsigelighedskravet var opfyldt. Det afgørende for denne bedømmelse var, at der ikke fandtes nogen retningslinjer for, hvornår et forhold blev henført til den alvorlige bestemmelse med livstid i strafferammen, og hvornår et forhold alene blev henført til den mindre alvorlige bestemmelse med kun 10 år i strafferammen. Der kunne heller ikke udledes nogen retningslinjer af de nationale domstoles praksis. Anklagemyndighedens diskretionære kompetence var derfor helt subjektiv og åben for arbitrære afgørelser, og den tiltalte blev således først klar over, hvilken strafferamme der var anvendelig i hans sag, på det tidspunkt, hvor der blev rejst tiltale imod ham.(29) Dette er i strid med de krav til retsgrundlagets forudsigelighed, som Domstolen har udledt af artikel 7. Set fra en dansk synsvinkel er dommen ikke bare af principiel interesse, den er også konkret interessant. Det skyldes, at dansk strafferet indeholder flere straffebestemmelser, der kriminaliserer det samme forhold, men med hver sin strafferamme, og hvor det ikke er muligt præcist at angive, hvornår et konkret begået forhold bliver henført til den ene bestemmelse, og hvornår det bliver henført til den anden bestemmelse. Det gælder f.eks. for straffelovens 244 og ordensbekendtgørelsens 3. Begge bestemmelser kriminaliserer (bl.a.) vold. De har begge hvert sit selvstændige anvendelsesområde, men de kan ikke fuldstændigt afgrænses i forhold til hinanden, hvorved visse voldsforhold kan henføres både til straffelovens 244 og til ordensbekendtgørelsens 3. Strafferammen i 244 er bøde eller fængsel indtil 3 år, medens strafferammen i ordensbekendtgørelsens 3 alene er bøde (jf. 18, stk. 1). Det er ikke et argument mod at fremdrage dette eksempel, at der er bøde i begge bestemmelsers strafferamme, idet det ikke er givet, at et konkret forhold strafmæssige, vil blive bedømt ens uafhængigt af hvilken bestemmelse, der er rejst tiltale efter, ligesom det principielt er mere dadelværdigt at blive dømt efter straffeloven end efter ordensbekendtgørelsen. Hertil kommer, at en domfældelse efter straffeloven kan få andre konsekvenser end en domfældelse efter ordensbekendtgørelse - f.eks. kommer en dom for overtrædelse af straffeloven på straffeattesten, det gør en overtrædelse af ordensbekendtgørelsens 3 ikke,(30) ligesom en domfældelse efter straffelovens 244 kan få strafudmålingskonsekvenser, hvis tiltalte forser sig på ny (eller tidligere er dømt for forsætlig legemsangreb), jf. straffelovens 247, stk. 1, (gentagelsesvirkning), medens dette ikke er tilfældet, hvis tiltalte alene er dømt efter ordensbekendtgørelsen. Højesterets»spytklatdom«, U H, er et eksempel på det anførte. Tiltalte blev dømt for at have spyttet en ekspedient i et supermarkeds bagerafdeling i ansigtet. Forholdet var derfor omfattet af ordensbekendtgørelsens anvendelsesområde, jf. dennes 2, stk. 1, men tiltalen var rejst - og tiltalte blev dømt - for overtrædelse af straffelovens 244. Da tiltalte tidligere var dømt for vold, blev tiltalen rejst»jf. 247, stk. 1«, hvilket ikke havde været muligt, hvis der var rejst tiltale efter ordensbekendtgørelsen. Sådan som sagen er oplyst i Ugeskrift for Retsvæsen, kunne forholdet lige så godt have været henført til ordensbekendtgørelsen. Forholdet mellem straffeloven og særlovgivningen inden for den almindelige reguleringslovgivnings område kan også give anledning til tvivl. Her tænkes særligt på den situation, hvor en given adfærd er kriminaliseret i særlovgivningen, men hvor der ved siden heraf findes en bestemmelse i straffeloven, der også fastsætter straf for det pågældende forhold. Der kan eksempelvis peges på told-, afgift- og tilskudslovgivningen mv. (og straffelovens 289 a), skattelovgivningen (og Copyright 2013 Karnov Group Denmark A/S side 3

4 straffelovens 289) og miljølovgivningen (og straffelovens 196). Det er f.eks. ikke uden videre klart, hvad forholdet er mellem straffelovens 196(31) og miljøbeskyttelseslovens 110, stk. 2 i sager begået med forsæt. Sidstnævnte bestemmelse lyder:»stk. 2. Straffen kan stige til fængsel i indtil 2 år, hvis overtrædelsen er begået forsætligt eller ved grov uagtsomhed, og hvis der ved overtrædelsen er 1) voldt skade på miljøet eller fremkaldt fare derfor eller 2) opnået eller tilsigtet en økonomisk fordel for den pågældende selv eller andre, herunder ved besparelser.«denne usikkerhed konfirmeres af, at der efter det oplyste aldrig er sket domfældelse efter 196.(32) Pointen med at fremhæve et eksempel som sidstnævnte i relation til Menneskerettighedsdomstolens dom er at pege på, at det ikke er nok, at de enkelte straffebestemmelser isoleret set lever op til forudsigelighedskravet, hvis retstilstanden som sådan er uforudsigelig, fordi der ikke er klare pejlemærker for, hvornår et forhold risikerer at blive henført til særlovens straffebestemmelse, og hvornår forholdet risikerer at blive henført til straffelovens bestemmelse. Typisk vil bestemmelsen i straffeloven være en strafskærpelsesregel i forhold til en straffebestemmelse i særloven og kan følgeligt ses som en sidestrafferamme til særlovsbestemmelsen,(33) men uanset om dette er tilfældet,(34) skal lovgiver - hvis en given adfærd kan straffes efter mere end en bestemmelse - sikre sig, at det er muligt at forudse på rimelig måde, om et forhold alene er en overtrædelse af særloven, eller om forholdet er omfattet af straffelovsbestemmelsen. I den forbindelse vil det ikke være nok i lovteksten at indføje et kriterium som»skærpende omstændigheder«uden mere præcist at opregne, hvori disse består.(35) En anderledes retstilstand vil kunne udgøre en krænkelse af konventionens artikel Fodlænkedommen Ved Højesterets dom af 25. januar 2013 blev en 41-årig voldsdømt mand frifundet for overtrædelse af straffelovens 124, stk. 5, jf. stk 1 (»fangeflugt«-bestemmelsen). I pådømmelsen deltog ni dommere. Den pågældende havde afmonteret sin fodlænke og forladt sin bolig i strid med vilkårene for strafudståelse på bopælen.(36) Det bemærkes, at fodlænkeafsoning ikke er en strafart, men en alternativ afsoningsform. Straffelovens 124, stk. 1 og stk. 5, lyder:» 124. Den, der flygter som anholdt eller fængslet, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.... Stk. 5. Bestemmelserne i stk. 1-3 gælder også i forhold til personer i forvaring samt personer, der i stedet for varetægtsfængsel i forbindelse med straffuldbyrdelse uden for kriminalforsorgen eller i medfør af straffelovens 74 a er frihedsberøvet i institution m.v...«højesterets dom er et brud med den hidtidige by- og landsretspraksis på området.(37) Kriminaliseringen af den, der flygter (og ikke bare af den, der bistår en fange med at flygte), skete i 2002.(38) Stk. 5 (oprindeligt stk. 4) blev først indføjet under Folketingets behandling for at præcisere, hvilke persongrupper der var omfattet af kriminaliseringen. Det fremgår af forarbejderne, at formålet med kriminaliseringen var hensynet til strafafsoningens effektivitet og hensynet til retsbevidstheden.(39) Om bestemmelsens anvendelsesområde fremgår følgende af forarbejderne:»efter bestemmelsen er en fængslet en person, der afsoner fængsels- eller forvandlingsstraf for bøde, er anbragt i forvaring eller er varetægtsfængslet. Bestemmelsen omfatter således indsatte i arresthuse og fængsler, herunder indsatte i såvel åbne som lukkede fængsler.«(40)»som det fremgår af ændringsforslaget, omfatter straffelovens 124 således personer, der i medfør af straffelovens 70 er anbragt i forvaring, og frihedsberøvede personer, der i medfør af straffelovens 74 a efter rettens bestemmelse skal undergive sig en struktureret, kontrolleret socialpædagogisk behandling (ungdomssanktion). Bestemmelserne i straffelovens 124 omfatter også personer, der i medfør af straffuldbyrdelseslovens 78 afsoner fængselsstraf på hospital, i familiepleje, i egnet hjem eller institution (alternative afsoningsformer), samt personer, der i medfør af udgangsbekendtgørelsens 50 afsoner fængselsstraf under udstationering fra fængsel eller arresthus.... I hvert enkelt tilfælde er det naturligvis en forudsætning for at kunne straffe efter straffelovens 124, at der er tale om et institutionsophold m.v., som har karakter af frihedsberøvelse.«(41) Det fremgår endvidere af forarbejderne, at surrogatanbragte varetægtsfængslede (i medfør af retsplejelovens 765, stk. 2, nr. 3 og 765, stk. 2, nr. 4) samt arrestanter anbragt efter retsplejelovens 777 tillige er omfattet af bestemmelserne. Derimod er tvangsanbragte personer (f.eks. personer, der i medfør af straffelovens 68 og 69 er dømt til anbringelse i hospital for sindslidende eller i institution for personer med vidtgående psykisk handicap) og udlændinge varetægtsfængslet efter udlændingeloven ikke omfattet af bestemmelsen. Reglerne om fodlænkeafsoning blev først indføjet i straffuldbyrdelsesloven i 2005,(42) og således efter at fangeflugt var blevet kriminaliseret. Fodlænkeordningen fik sit eget kapitel i straffuldbyrdelsesloven, nemlig kapitel 13 a ( 78 a 78 f). Ved ændringen af straffuldbyrdelsesloven blev der i lovens kapitel 7 om»valg af afsoningsinstitution«indsat et»m.v.«i kapiteloverskriften tillige med et stk. 3 i 20 om, hvilke»institutioner«der kan afsones i. I det nævnte stk. 3 angives fodlænkeordningen som»institutionstype«. For så vidt angår undvigelse (»fangeflugt«) fremgår der bl.a. følgende af forarbejderne til fodlænkeordningen:»straffelovens 124, stk. 4 [nu stk. 5] omfatter også tilfælde, hvor en idømt fængselsstraf udstås på bopælen under intensiv overvågning og kontrol efter de foreslåede regler. En dømt, der under strafudståelsen på bopælen under intensiv overvågning og kontrol flygter, vil derfor kunne straffes efter straffelovens 124, stk. 1. Som anført... forstås ved begrebet»flygter«, at den anholdte eller den fængslede aktivt unddrager sig den frihedsberøvelse, som den pågældende er underlagt. En person, der udstår straf på bopælen under intensiv overvågning og kontrol, må anses for flygtet, hvis den pågældende i fuldbyrdelsesperioden forlader sin bopæl uden for de af tilsynsmyndigheden fastsatte tidsrum med henblik på at unddrage sig frihedsberøvelsen. Dette svarer til, hvad der gælder for indsatte i arresthuse og fængsler, samt f.eks. personer, der i medfør af straffuldbyrdelseslovens 78 udstår fængselsstraf på hospital, i familiepleje, i egnet hjem eller institution (alternative afsoningsformer).«(43) Der er ingen tvivl om, at tiltalte i den mødende sag»flygtede«fra afsoning. Der synes heller ikke at være nogen tvivl om, at tiltalte - hvis forholdet findes omfattet af 124's anvendelsesområde - havde forsæt. Tilbage står derfor alene at bedømme, om denne forholdsvis nye afsoningsform er omfattet af 124's anvendelsesområde. Som anført af Højesteret er forholdet efter»en naturlig sproglig forståelse«ikke omfattet af bestemmelsens ordlyd, da tiltalte ikke var»fængslet«(stk. 1) og ikke var frihedsberøvet i forbindelse med straffuldbyrdelse uden for kriminalforsorgen i»institution m.v.«(stk. 5). Den lille eftersætning»m.v.«efter ordet institution leder med andre ord ikke forståelsen af ordet»institution«naturligt over på udtrykket»eget hjem«- der er simpelthen for stor semantisk forskel på ordet»institution«og»eget hjem«, til at»eget hjem«kan anses for indeholdt i eftersætningen»m.v.«. Højesteret bemærker i øvrigt, at der i forbindelse med kriminaliseringen blev foretaget en nøje afgrænsning i stk. 5 [tidligere stk. 4] af, hvilke andre former for frihedsberøvelse i institution mv. end fængsling i arresthuse, åbne og lukkede fængsler det skulle være strafbart at flygte fra. Copyright 2013 Karnov Group Denmark A/S side 4

5 En domfældelse vil derfor kun være mulig, hvis forholdet kan henføres til 124 efter en begrænset udvidende fortolkning af bestemmelsen. Er betingelserne for begrænset udvidende fortolkning imidlertid opfyldt, er der på den anden side pligt til at domfælde, jf. det føromtalte om, at domstolene er bundet af et legalitetsprincip. Ihukommende det tidligere anførte om betingelserne for begrænset udvidende fortolkning kan om det konkrete fortolkningsspørgsmål anføres: Der er utvivlsomt tale om udvidende fortolkning af en lovbestemmelse, og en fortolkning, der inddrager fodlænkeafsonere under 124's anvendelsesområde, er helt forenelig med forbrydelsens væsen. Da undvigelse fra fodlænkeafsoning så eksplicit er nævnt i forarbejderne til reglerne om denne afsoningsform, synes der heller ikke at være nogen tvivl om, at fortolkningen kan karakteriseres som forudsigelig. Dette gælder, selv om forarbejdsbemærkningen ikke findes i forarbejderne til straffelovens 124, men til reglerne om fodlænkeordningen i straffuldbyrdelsesloven, idet forudsigelighedskravet ikke angår mere teoretiske spørgsmål om lovgivning i forarbejderne mv., men alene om den tiltalte eventuelt ved hjælp af juridisk bistand kunne forudse, at en flugt fra fodlænkeafsoningen kunne anses som strafbar. Netop fordi 124, stk. 5, indeholder den lille eftersætning»m.v.«, vil en begrænset udvidende fortolkning af bestemmelsen til også at omfattet fodlænkeafsonere ikke være direkte i strid med bestemmelsens ordlyd. Der synes også at være formåls lighed, ligesom det synes naturligt, at der gælder en fælles regel for de strafafsonere, der afsoner i fængsler og institutioner m.v., og de afsonere, der afsoner i eget hjem. Da lovgiver, som redegjort for ovenfor, eksplicit i forarbejderne til fodlænkeordningen anførte, at undvigelse fra denne afsoningsform var omfattet af 124' anvendelsesområde, er der heller ingen tvivl om, at en fortolkning, der henførte forholdet til 124, ville være i overensstemmelse med lovgivers vilje. I den forbindelse bemærkes, at justitsministeren mindre end en uge efter domsafsigelsen har fremsat et lovforslag, hvor fangeflugt fra fodlænkeordningen udtrykkeligt bliver omfattet af 124, stk. 5's ordlyd.(44) Begrundelsen for lovændringen synes at være, at den nye retstilstand var»utilsigtet«, og at der»selvfølgelig skal... være en klar og kontant konsekvens, når man flygter fra afsoning med fodlænke«.(45) Endvidere synes der at være lige så stærke grunde til at straffe det forelagte tilfælde, som de tilfælde, der utvivlsomt er omfattet af bestemmelsens anvendelsesområde. Endelig er betingelsen om et»retstomt rum«ikke til hinder for en begrænset udvidende fortolkning, der inkluderer fodlænkeflugt under det strafbares område. Det afgørende bliver herefter, om de forhold, der er omfattet af bestemmelsens ordlyd, og det forelagte forhold frembyder tilstrækkelig ydre lighed. Dette spørgsmål er ikke uden videre klart. Der er imidlertid noget, der taler for, at det ikke i tilstrækkelig grad er tilfælde. Der er ikke bare stor forskel på at opholde sig på institution (eller i et fængsel) og på at opholde sig i eget hjem. Der er også stor forskel på at opholde sig i»familiepleje«eller»egnet hjem«[straffuldbyrdelseslovens 78] og på at opholde sig i sit eget hjem - også selv om sidstnævnte ophold er undergivet strenge restriktioner. Det første er»ude«, det andet er»hjemme«i ordets egentlige forstand. Den manglende ydre lighed synes også at være Højesterets begrundelse for at afvise at fortolke 124 begrænset udvidende. Højesteret skriver:»der foreligger endvidere sådanne forskelle mellem afsoning som frihedsberøvet i en institution eller under institutionslignende forhold og afsoning på egen bopæl med elektronisk fodlænke, at det at forlade egen bolig i strid med vilkårene for afsoning af fængselsstraf på bopælen med elektronisk fodlænke ikke som krævet efter straffelovens 1»ganske må ligestilles«med det at flygte som frihedsberøvet i institution mv.«højesterets frifindelse af tiltalte kan derfor siges at følge af retskildereglen i straffelovens 1, om end resultatet ikke er ganske oplagt. Dommen er en påmindelse om, at det strafferetlige legalitetsprincip, som det har fundet udtryk i straffelovens 1, ikke blot er en historisk betinget staffagebestemmelse, men en bestemmelse indsat i straffeloven for at sikre borgerne mod arbitrære overgreb og dermed borgernes retssikkerhed. Et af strafferettens andre bærende hensyn: Hensynet til strafferettens demokratiske legitimitet krænkes ikke herved. Lovgivers vilje skal realiseres, men kun i det omfang, den har fundet udtryk i forud givne love. 6. Afrunding og perspektivering Dansk strafferet er underlagt 2 legalitetsprincipper i henholdsvis straffelovens 1 og i Menneskerettighedskonventionens artikel 7. Da bestemmelserne ikke er konforme, og da de legalitetskrav, der følger af artikel 7 med tilhørende retspraksis fra Menneskerettighedsdomstolen, ikke skal indfortolkes i straffelovens 1, skal en straffedomfældelse både overholde betingelserne i 1 og i artikel 7. Højesterets dom var ventet med spænding - fordi den retstilstand, der indtil dommen var gældende ret, ikke åbenbart var i strid med 1, men på den anden side heller ikke åbenbart var i overensstemmelse med de fortolkningsbegrænsninger, der kan udledes af bestemmelsen. Dommen er et eksempel på, at retskildereglen i 1 skal iagttages, men netop fordi resultatet af dommen ikke var ganske oplagt og beroede på en udpræget skønsmæssig vurdering, er dommen også en påmindelse om, at 1 er en retsgaranti for borgerne, der ikke må krænkes, men på den anden side heller ikke skal overopfyldes, da det aldrig er»således, at man her i livet forfølger et enkelt formål under tilsidesættelse af alle andre hensyn.«(46) Der er med andre ord også modstående hensyn, som retsanvendelsen ikke ugrundet skal forsynde sig imod. Højesterets dom er endvidere et eksempel på, at der ikke er fuld konformitet mellem 1 og artikel 7, idet det - bl.a. på grund af den (tidligere) faste by- og landsretspraksis vedrørende undvigelse fra fodlænkeordningen - må antages, at en domfældelse ikke ville have udgjort en krænkelse af artikel 7 og det af Menneskerettighedsdomstolen udledte forudsigelighedskrav. Hertil kommer, at der på ingen måde var tale om at indfortolke en helt ny forbrydelse i straffelovens 124. Der var alene tale om, at den allerede eksisterende forbrydelses anvendelsesområde (for-) blev udvidet til også at omfatte flugt fra afsoning med fodlænke. Dommen er endelig et eksempel på, at hjemlen i straffelovens 1 til begrænset udvidende fortolkning ikke er i strid med det analogiforbud, som Menneskerettighedsdomstolen har udledt af artikel 7. Camilleri v. Malta-dommen satte ikke spørgsmålstegn ved selve strafferammesystemet, men der er grund til at tro, at et sådant spørgsmålstegn vil kunne blive sat inden for en overskuelig fremtid. I den forbindelse ihukommes, at Menneskerettighedsdomstolen fortolker konventionen formålsorienteret i lyset af»present days conditions«. Et spørgsmålstegn ved strafferammesystemet vil i særlig grad risikere at blive stillet, hvis der bliver indbragt en sag for Menneskerettighedsdomstolen, hvor den relevante forbrydelse har en meget vid strafferamme kombineret med ingen eller meget vage regler for den konkrete straffastsættelse.(47) I Danmark er der tradition for at have vide strafferammer. Oplagte eksempler er drab efter straffelovens 237, hvor strafferammen går fra 5 år indtil på livstid, og menneskehandel efter straffelovens 262 a, hvor strafferammen er fængsel indtil 10 år - altså fængsel fra 7 dage(48) til 10 år. Der findes en nogenlunde fast praksis for overtrædelse af 237, om end der indimellem ses domme, der fraviger denne praksis. Retspraksis er langt fra så righoldig og fast efter 262 a, selv om der efter denne bestemmelse også er ved at tegne sig billede af strafniveauet for forskellige typer af overtrædelser af bestemmelsen. Praksis for overtrædelse af narkotikabestemmelsen i 191, der har en strafferamme på fængsel indtil 10 år og under skærpede omstændigheder fængsel indtil 16 år, er nærmest skemalagt Copyright 2013 Karnov Group Denmark A/S side 5

6 For så vidt angår overtrædelser af mange af de andre straffebestemmelser i straffelovgivningen, er der ikke en så fast praksis, og den konkrete straf for sådanne overtrædelser skal derfor fastsættes inden for strafferammen efter reglerne i straffelovens kapitel 10, men uden at det nødvendigvis kan ske med udgangspunkt i en (fast) praksis. I 2004 blev straffelovens kapitel 10 revideret, og 81 (om de faktorer, der i almindelighed skal indgå ved fastsættelsen af den konkrete straf som skærpende omstændigheder) og 82 (om de faktorer, der i almindelighed skal indgå ved fastsættelsen af den konkrete straf som formildende omstændigheder) blev indføjet. Et af hovedformålene med at lovfæste de nævnte faktorer, der også inden indføjelsen af 81 og 82 blev tillagt betydning, var at få domstolene til at begrunde afgørelserne bedre og derved opnå en højere grad af forudsigelighed og ensartethed i retsanvendelsen.(49) Problemet i forhold til omstændighederne opregnet i de to bestemmelser er imidlertid for det første, at opregningen ikke er udtømmende, således at domstolene også kan tillægge andre omstændigheder betydning i skærpende eller formildende retning, ligesom flere af numrene i opregningen er af udpræget skønsmæssig karakter med kun begrænset eller ingen egentlig vejledning om deres tiltænkte anvendelsesområde i forarbejderne eller i retspraksis. Hertil kommer, at domstolene ikke altid gør deres del for at opfylde formålet med lovændringen (at begrunde afgørelserne bedre). Med andre ord kan borgerne for så vidt angår mange overtrædelser af straffelovgivningen ikke nødvendigvis i rimelig grad forudse, hvilken straf de kan forvente, hvis de overtræder en given straffebestemmelse. Det vil - i hvert fald hvis strafferammen indeholder mulighed for adskillige års fængsel - muligvis af Menneskerettighedsdomstolen kunne anses for en krænkelse af artikel 7. Det strafferetlige legalitetsprincip har været gældende ret i Danmark i ganske mange år. Selv om man skulle tro, at det bevirkede, at princippet var så fast indarbejdet både på kriminaliseringsniveauet og på retsanvendelsesniveauet, at det ikke længere var nødvendigt at tænke dybere over dets implikationer for lovgivningen og retsanvendelsen, er de to domme fra henholdsvis Menneskerettighedsdomstolen og Højesteret beviser på, at dette ikke er tilfælde. Den beskyttelse, som princippet er sat til at værne, følger ikke bare af sig selv, men skal aktivt indtænkes både ved udformningen af straffelovgivningen og ved fortolkningen af de enkelte delikter. Princippet er af fundamental betydning i en retsstat og er sat til at beskytte alle borgere mod arbitrære overgreb fra statsmagtens side. Det gjaldt ved dets fødsel, og det gælder fortsat i dag. Copyright 2013 Karnov Group Denmark A/S side 6

7 (1) Dette gælder f.eks. for Tyskland og Norge. (2) Om end princippet indtil straffeloven af 1930 alene gjaldt for selve straffeloven og dermed ikke for særlovgivningen. (3) Se nærmere Trine Baumbach, Det strafferetlige legalitetsprincip. Hjemmel og fortolkning, 2008, s. 253 ff. (4) Se for en kritisk analyse heraf Trine Baumbach, The Notion of Criminal Penalty and the Lex Mitior Principle in the Scoppola v. Italy Case, Nordic Journal of International Law, 2011, s. 125 ff. (5) Jf. Trine Baumbach, Det strafferetlige legalitetsprincip. Hjemmel og fortolkning, 2008, s. 254 ff. (6) Se dog U H, vedrørende hjemmelshenvisningerne i straffelovens 110 c, stk. 3 (vedrørende EU forordninger) der ikke blev ajourført i forbindelse med Lissabon traktatens ikrafttræden, hvor Højesteret udtalte, at selv om der i en periode ikke var nogen udtrykkelig hjemmel til at straffe overtrædelse af en bestemt forordning, ville det»være ren formalisme«ikke at anse den aktuelle overtrædelse for strafbar efter 110 c, stk. 3. (7) Se dog artikel 7, stk. 2, vedrørende handlinger eller undladelser, der ikke nationalt var kriminaliseret på gerningstidspunktet, men som på det tidspunkt, hvor de blev begået, var forbrydelser»ifølge de af civiliserede nationer anerkende almindelige retsprincipper«. Stk. 2 vil blive forbigået i det følgende. (8) Se om artikel 15 Jens Elo Rytter, Individets grundlæggende rettigheder, 2013, s. 138 ff. (9) Jf. Peer Lorenzen, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention med kommentarer (art. 1-9), 3. udg., 2011, s (10) Jf. Camilleri v. Malta (app.no /10), dom af 22. januar 2013, pr. 35. (11) Se nærmere Trine Baumbach, Det strafferetlige legalitetsprincip. Hjemmel og fortolkning, 2008, s. 235 ff. og 244 ff. (12) Se f.eks. Kokkinakis v. Greece (app.no /88), dom af 25. maj 1993, pr. 52 og Huhtamäki v. Finland (app.no /09), dom af 6. marts 2012, pr. 42. (13) Se f.eks. S.W. v. the United Kingdom (app.no /92), dom af 22. november 1995, pr. 44 og C.R. v. the United Kingdom (app.no /92), dom af 22. november 1995, pr. 42. (14) Jf. Alf Ross, Om ret og retfærdighed. En indførelse i den analytiske retsfilosofi, 1953, s. 175 f. (15) Jf. Kokkinakis v. Greece (app.no /88), dom af 25. maj 1993, pr. 52 og Camilleri v. Malta (app.no /10), dom af 22. januar 2013, pr. 34 og 37. (16) Jf. Kokkinakis v. Greece (app.no /88), dom af 25. maj 1993, pr. 52. Se for en tilsvarende udtalelse Camilleri v. Malta (app.no /10), dom af 22. januar 2013, pr. 37. (17) Se f.eks. Kafkaris v. Cyprus (app.no /04), dom af 12. februar 2008, pr. 140 med yderligere henvisninger. (18) Se f.eks. Streletz, Kessler and Krenz v. Germany (app.no /96, 35532/97 og 44801/98), dom af 22. marts 2001, pr. 50. (19) Jf. Camilleri v. Malta (app.no /10), dom af 22. januar 2013, pr. 36 f. (20) Se nærmere Camilleri v. Malta (app.no /10), dom af 22. januar 2013, pr. 38. (21) Se nærmere om betingelserne for ændret skærpet fortolkning Trine Baumbach, Det strafferetlige legalitetsprincip, 2008, s. 373 ff. (22) Se nærmere Trine Baumbach, Det strafferetlige legalitetsprincip. Hjemmel og fortolkning, 2008, s. 395 ff. (23) Se nærmere om begrænset udvidende fortolkning Trine Baumbach, Det strafferetlige legalitetsprincip. Hjemmel og fortolkning, 2008, s. 395ff. og 433ff. (24) Jf. Bernhard Gomard, Studier i den danske straffeproces, 1976, s. 96. (25) Se nærmere Trine Baumbach, Det strafferetlige legalitetsprincip. Hjemmel og fortolkning, 2008, s (26) Jf. Camilleri v. Malta (app.no /10), dom af 22. januar (27) Og med tiltale for to forskellige retsinstanser. Klager påstod også artikel 6 krænket. Menneskerettighedsdomstolen fandt dog ikke anledning til at prøve sagen efter sidstnævnte bestemmelse under henvisning til, at artikel 7 fandtes krænket. (28) Jf. Camilleri v. Malta (app.no /10), dom af 22. januar 2013, pr. 40. (29) Jf. Camilleri v. Malta (app.no /10), dom af 22. januar 2013, pr. 41 ff. (30) Jf. 11, stk. 2 e.c. i bekendtgørelse 218/2001 med senere ændringer om behandling af personoplysninger i Det Centrale Kriminalregister. (31) Peter Pagh har i Lov og orden på Miljøområdet - myter og realitet, Juristen 1997, s. 373 ff. (s. 391 ff.) gennemgået det oprindelige forslag til 196 og kritiseret dette bl.a. under henvisning til straffelovens 1 og bestemmelsens manglende klarhed. Det nævnte forslag blev senere vedtaget som lov 412/1997. (32) Jf. Gorm Toftegaard Nielsen, Kommenteret straffelov. Speciel del, 10. omarbejdede udgave, 2012, s (33) Jf. Straffelovrådets betænkning 1424/2002 om straffastsættelse og strafferammer I. Almindelig del, s (34) Som anført af Straffelovrådet i betænkning 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse, s. 64 kan det»i nogle tilfælde være noget vilkårligt, om man vil opfatte straffelovens bestemmelser således, at en gerningstype har to strafferammer (hovedramme og sideramme), eller der snarere er tale om to forskellige men beslægtede gerningstyper med hver sin strafferamme.«(35) Straffelovrådet har flere gange behandlet denne problemstilling, uden at det dog har ført til større lovteknisk afklaring eller til en mere forudsigelig retstilstand vedrørende bestemmelser som de her behandlede. Se f.eks. Straffelovrådets betænkning 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse. Delbetænkning I om sanktionsspørgsmål, s. 64 f. og 93 f. og betænkning 1424/2002 om straffastsættelse og strafferammer I. Almindelig del, s (36) Se nærmere om fodlænkeordningen Hans Jørgen Engbo, Straffuldbyrdelsesret, 2. udg., 2005, s. 315 ff. (37) Rigsadvokaten har meddelt, at de personer, der tidligere er blevet dømt for overtrædelse af 124 på baggrund af undvigelse fra fodlænkeordningen, vil modtage erstatning for uberettiget fængsling (ligesom de, der er under afsoning for en sådan dom, vil blive løsladt). Se Nærmere (38) Jf. lov 382 af 6. juni (39) Jf. lovforslaget almindelige bemærkninger, pkt (lov 382/2002). (40) Jf. lovforslaget almindelige bemærkninger, pkt (lov 382/2002). (41) Jf. Retsudvalgets betænkning afgivet den 23. maj 2002 (lov 382/2002). (42) Jf. lov 367 af 24. maj (43) Jf. lovforslagets almindelige bemærkninger, pkt (lov 367/2005). (44) Jf. lovforslag nr. L 133, fremsat den 31. januar (45) Se nærmere (46) Jf. Alf Ross, Om ret og retfærdighed. En indførelse i den analytiske retsfilosofi, 1953, s (47) Se også Gorm Toftegaard Nielsen, Strafferet II. Sanktionerne, 3. udg., 2009, s. 15, der bl.a. har påpeget, at man gennem tiderne»stærkt har betonet det strafferetlige legalitetsprincip vedr. skyldsspørgsmålet, men set stort på, at den beskyttelse, det yder borgerne, ikke gjaldt sanktionsfastsættelsen«. (48) Jf. straffelovens 33, stk. 1. (49) Jf. lovforslagets almindelige bemærkninger, pkt. 1 (lov 218/2004). Copyright 2013 Karnov Group Denmark A/S side 7