Specialeafhandling: Konkurrenceretlig informationsudveksling

Transkript

1 KØBENHAVNS UNIVERSITET DET JURIDISKE FAKULTET Specialeafhandling: Konkurrenceretlig informationsudveksling Fagområde: Konkurrenceret Problemformulering: Hvornår er informationsudveksling i strid med TEUF artikel 101 og konkurrencelovens 6? Navn Julia Hvid Julie Schultz KU-brugernavn fpl267 czq304 Vejleder: Christian Bergqvist Antal tegn Må benyttes på Det Juridiske Fakultets bibliotek med karakter (sæt kryds). Må ikke benyttes på Det Juridiske Fakultets bibliotek (sæt kryds). X Studerende på Cand. soc i jura (sæt kryds) Studerende på Cand. jur (sæt kryds) X Afleveringsdato: 24. februar 2018 Karakter:

2 Abstract It is often seen that competing undertakers directly or indirectly exchange information with each other, which in certain circumstances may be beneficial to the competition but in other situations harmful. Therefore, the overall purpose of the assignment is to examine which information competing undertakers can exchange with each other, without the exchange violating the competition rules in the EU and in Denmark. Article 101(1) TFEU and 6 in the Danish law konkurrenceloven prohibit agreements that have as their object or effect the restriction of competition. The essential legal criterion for ascertaining whether coordination between undertakings restricts competition by object is the finding that such coordination reveals in itself a sufficient degree of harm to competition. Therefore, it is not necessary to examine its actual effects on the market by making an effect-analysis. This principle has been challenged in EU- and Danish competition case law. The latest development is the European Court of Justice (ECJ), which has provided significant interpretations for the application of the criteria. In Gropement cartes des bancaires, ECJ stated a more effect-based analysis in the examination on the anti-competitive object criteria and even in situations where there are obvious restrictions on competition, a mini-effect analysis is required. If competition authorities shall use the mini-effect-analysis in future decisions, it could undermine the very purpose of the restrictions by object, which is to eliminate an effectanalysis. The distinction between exchanges of information that have as their object or effect the restriction of competition, is not clear but there still is difference in the analysis. To examine which information exchange that may be prohibited by competition law, case law from both the EU and Denmark has been analysed. The assignment overall concludes that, information on future prices or quantities is an important parameter of competition, and therefore the exchange of such information will with high probability be considered as anti-competitive object. If the information exchange concerns other subjects, an effect-analysis must be initiated. The assessment of the information exchanges is a case-by-case analysis, which depends on the characteristics of the market in which the information exchange takes place and on the type of information that is exchanged. The outcome of the analysis therefore is based on several factors, which may interfere with one another. 1

3 Indholdsfortegnelse Indledning 5 Problemformulering 6 Afgrænsning 6 Metode og anvendte retskilder 7 Struktur 11 Kapitel 1 Forbuddet TEUF artikel 101 og konkurrencelovens Virksomhedsbegrebet Aftalebegrebet Vedtagelse Samordnet praksis Krav om offentlig afstandtagen Horisontal og vertikal informationsudveksling Aktuelle og potentielle konkurrenter Konkurrencebegrænsningslæren Mærkbarhedskriteriet Til formål eller til følge at begrænse konkurrencen 24 Kapitel 2 Formålskriteriet Identificering af formålsovertrædelser Indhold, formål, kontekst Indholdet af aftalen, og de formål aftalen tilsigter at opfylde Den retlige og økonomiske kontekst aftalen indgår i Formålskriteriets udvikling Groupement des cartes bancaires Indskrænkende fortolkning af formålskriteriet Åbenlyse konkurrencebegrænsninger Hvad skal formålsanalysen indeholde? Delkonklusion 36 Kapitel 3 Informationsudveksling Opdeling af informationsudveksling Informationsudveksling der sker som led i et legitimt samarbejde Informationsudveksling der sker som led i et kartel Selvstændig informationsudveksling Fordele ved informationsudveksling Konkurrencemæssige betænkeligheder ved informationsudveksling _ Hemmelig samordning Informationsudveksling kan styrke den interne stabilitet Informationsudveksling kan styrke den eksterne stabilitet Konkurrenceskadelig markedsafskærmning Direkte og indirekte informationsudveksling Brancheforeninger 44 2

4 Envejskommunikation Brancheforeningers informationsudveksling Anvendelse af tredjemand 46 Kapitel 4 Informationsudveksling formål eller følge? Selvstændig informationsudveksling der har til formål at begrænse konkurrencen Konkurrencebegrænsning ved effekt De økonomiske forhold på de berørte markeder Monopol og fuldkommen konkurrence Oligopol Gennemsigtighed Markedskoncentrationen Andre relevante markedsforhold Udbud og efterspørgsel Virksomheder der ligner hinanden Vurdering af fortjeneste Vurdering af levetid på markedet Høje eller lave adgangsbarrierer Markedsstyrke Produkternes art Informationsudvekslingens karakteristika Væsentlige konkurrenceparametre Aggregerede eller individualiserede informationer Informationernes alder Historiske informationer Aktuelle informationer Informationsudvekslingens hyppighed Offentligt tilgængelige informationer Informationsudveksling der gøres offentligt tilgængeligt Offentlig informationsudveksling af fremtidige priser og mængder Har det betydning, at informationsudvekslingen sker via en brancheforening? Delkonklusion Konklusion Kilde- og litteraturliste 82 3

5 People of the same trade seldom meet together, even for merriment and diversion, but the conversation ends in a conspiracy against the public, or in some contrivance to raise prices. It is impossible indeed to prevent such meetings, by any law which either could be executed, or would be consistent with liberty or justice. But though the law cannot hinder people of the same trade from sometimes assembling together, it ought to do nothing to facilitate such assemblies; much less to render them necessary - Adam Smith 4

6 Indledning Konkurrence er en forudsætning for gennemførelsen af et ufordrejet indre marked, som er et af den Europæiske Unions (EU) formål. Det er fastsat i Traktaten om den Europæiske Union (TEU) artikel 3 (3), at: Unionen opretter et indre marked. Den arbejder for en bæredygtig udvikling i Europa baseret på en afbalanceret økonomisk vækst og prisstabilitet, en social markedsøkonomi med høj konkurrenceevne [ ]. Koblingen mellem det indre marked og konkurrenceretten har altid været af væsentlig betydning. Konkurrenceretten tilstræber den såkaldte effektive konkurrence (workable competition), dvs. den grad af konkurrence, der er nødvendig for at realisere TEU s mål, navnlig dannelsen af det indre marked. 1 Informationsudveksling er et af de forhold, der kan udgøre en konkurrencebegrænsning i strid med Traktaten om den Europæiske Unions Funktionsmåde (herefter TEUF) artikel 101 og konkurrencelovens 2 6. Informationsudveksling er ikke et nyt område. Notice concerning Agreements, Decisions and Concerted Practices in the field of Cooperation between Enterprises 3 (Korporationsmeddelelsen) fra 1968 var den første hensigtserklæring/meddelelse fra Kommissionen vedrørende informationsudveksling mellem konkurrenter. Selvom Kommissionen i Korporationsmeddelelsen fortrinsvis koncentrerede sig om informationsudveksling i kombination med overliggende konkurrencestridige aftaler, forudså Kommissionen at informationsudveksling i sig selv (selvstændig informationsudveksling) under visse omstændigheder kunne udgøre et konkurrenceretligt problem. Meddelelsen er sidenhen blevet erstattet med Kommissionens meddelelse om Retningslinjer for anvendelsen af artikel 101 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde på horisontale samarbejdsaftaler, hvor informationsudveksling har fået sit eget selvstændige kapitel. Begrebsmæssigt befinder informationsudveksling sig på et bredt konkurrenceretligt spektrum. Det kan under visse omstændigheder skade konkurrencen, og under andre være til gavn. Men det er efterhånden velkendt, at konkurrencereglerne sætter grænser for, hvad virksomheder må diskutere med hinanden. 4 Informationsudveksling kan ske direkte mellem konkurrerende virksomheder eller indirekte via f.eks. en brancheforening, og hvis udvekslingen vedrører væsentlige konkurrenceparametre, kan det i de grove tilfælde medføre omfattende bøder. Det er imidlertid ikke kun en diskussion af priser eller markedsandele, som virksomhederne skal passe på med. Informationsudveksling om mere uskyldige forhold kan også 1 Konkurrenceretten i EU, s Lovbekendtgørelse nr. 31 af 16 januar O.J. 1968, C 75/3: Notice concerning Agreements, Decisions and Concerted Practices in the field of Cooperation between Enterprises 4 Christian Bergqvist: Et par omsætningstal kommer på bordet og pludselig bliver samtalen meget mere interessant (Festskrift til Jens Fejø), s. 11 5

7 medføre en overtrædelse af konkurrencereglerne. 5 Informationsudveksling er altså et omskifteligt og abstrakt begreb, der kan indtage mange skikkelser, og derfor har området også påkaldt sig stor interesse inden for konkurrenceretten. Konkurrenceretlig informationsudveksling vedbliver derfor også med at være konkurrenceretligt relevant. Problemformulering På baggrund af ovenstående skal det undersøges, hvornår informationsudveksling er i strid med TEUF artikel 101 og konkurrencelovens 6. Afgrænsning Informationsudveksling kan være omfattet af TEUF artikel 101 og konkurrencelovens 6, hvorfor en gennemgang heraf indledningsvis er nødvendig. Forholdet mellem de to bestemmelser belyses i første kapitel, men bestemmelsernes materielle indhold er omtrent det samme, hvorfor de er behandlet samlet i specialet. Specialet belyser ikke TEUF artikel 102 og konkurrencelovens 11 om misbrug af dominerende stilling. En afgrænsning af det relevante marked er for konkurrencemyndighederne en nødvendighed ved bedømmelsen af enhver konkurrenceretlig problemstilling. Specialet vil dog ikke behandle, hvordan en markedsafgræsning konkret udarbejdes, og ej heller inddrage det relevante marked i vurderingen. Specialet inddrager både praksis fra Kommissionen og Den Europæiske Unions Domstol (henholdsvis Retten og EUD) samt domstols- og administrativ praksis fra Danmark. Specialet inddrager også i mindre grad praksis fra øvrige medlemsstater, hvis informationsudveksling heri er blevet belyst fra en relevant vinkel. EU-praksis har i høj grad sat rammerne for, hvordan informationsudveksling skal bedømmes, og både praksis af nyere og af ældre dato er inddraget. Dansk praksis, særlig dansk administrativ praksis, behandler informationsudveksling inden for de rammer, der er fastsat i EU-praksis, og er også et relevant fortolkningsbidrag. Det er i konkurrencerettens teori almindeligt kendt, at informationsudveksling kan opdeles i flere kategorier. Informationsudveksling kan for det første i sig selv udgøre en overtrædelse af TEUF artikel 101 og konkurrencelovens 6, såkaldt selvstændig informationsudveksling. Informationsudveksling kan også ske som led i et kartel eller som led i et legitimt samarbejde mellem virksomheder (f.eks. en F&U-aftale). Konkurrenceretligt er selvstændig informationsudveksling mest interessant, da denne kategori indeholder flest juridiske gråzoner, og desuden er væsentligt mere kompliceret at bedømme end de øvrige kategorier, der bedømmes 5 Christian Bergqvist: Et par omsætningstal kommer på bordet og pludselig bliver samtalen meget mere interessant (Festskrift til Jens Fejø), s. 11 6

8 i overensstemmelse med den overliggende aftale. For at kunne identificere selvstændig informationsudveksling er det fundet nødvendigt at afgrænse de forskellige kategorier af informationsudveksling over for hinanden. Endvidere er praksis om de andre kategorier inddraget, hvis de i øvrigt belyser relevante forhold. Både horisontal og vertikal informationsudveksling er omfattet af TEUF artikel 101 og konkurrencelovens 6. Konkurrencemyndighederne har en mere restriktiv tilgang til horisontal informationsudveksling mellem konkurrenter, hvorfor hovedfokus er lagt her. Specialet inddrager derfor kun i mindre grad vertikal informationsudveksling. Specialet inddrager endvidere, hvilke særlige forhold, der gør sig gældende, når informationsudvekslingen sker indirekte via en brancheforening, dvs. herunder også hvornår en brancheforenings ensidige udmeldinger er i strid med TEUF artikel 101 og konkurrencelovens 6. Det bemærkes, at specialet ikke berører indirekte informationsudveksling via en anden form for sammenslutning end en brancheforening. Denne afgrænsning er relevant, da informationsudveksling i Danmark i dag i høj grad foregår via en brancheforening, og at der i de senere år er set flere og flere sager, hvor brancheforeninger har været på kant med konkurrencereglerne. Specialet berører ikke mulighederne for at fritage informationsudveksling efter TEUF artikel 101 (3), og konkurrencelovens 8, ligesom specialet heller ikke berører gruppefritagelsesmulighederne. Endelig vil specialet heller ikke berøre konkurrencemyndighedernes muligheder for at håndhæve informationsudveksling i strid med TEUF artikel 101 og konkurrencelovens 6. Metode og anvendte retskilder Specialet udarbejdes efter den retsdogmatiske metode, hvis formål er at beskrive, fortolke, analysere og systematisere gældende ret. Ved anvendelsen af metoden er det nødvendigt at have et indgående kendskab til de retskilder, der har betydning for det juridiske område, der ønskes undersøgt. I det følgende redegøres således for, hvilke retskilder, herunder retskildeværdien af disse, der er blevet anvendt ved fastlæggelsen af gældende ret om informationsudveksling. Konkurrencemyndighedernes rangorden både i EU og nationalt vil også kort berøres i denne vurdering. Specialet vil for det første indeholde formaliserede retskilder, dvs. retsforskrifter og afgørelser. Specialet er udarbejdet med udgangspunkt i både TEUF artikel 101 og konkurrencelovens 6. Myndighederne og domstolene i Danmark (og i de øvrige medlemsstater) er forpligtede til i videst muligt omfang at fortolke og anvende nationale regler i overensstemmelse med EU-retten. TEUF artikel 101, og 7

9 den praksis der er bygget op heromkring, forudsættes således også at skulle være vejledende for fortolkningen af konkurrencelovens 6. 6 Specialet vil for det første inddrage beslutninger fra Kommissionen. Kommissionen kompetence til at træffe beslutning om at pålægge to eller flere virksomheder og/eller en brancheforening, der har delt informationer i uoverensstemmelse med TEUF artikel 101, at stoppe denne informationsudveksling. 7 Retten er første instans for konkurrencesagerne, herunder navnlig virksomhedernes annullationsspørgsmål i anledning af Kommissionens beslutninger i konkrete sager, jf. TEUF artikel Rettens afgørelser kan indbringes for EUD, hvis de omhandler retlige spørgsmål. Både Kommissionens og Rettens beslutninger og afgørelser kan tillægges betydelig retskildeværdi, men det er EUD, der endeligt fastlægger, hvad der er gældende ret. Afgørelser fra EUD har derfor meget høj retskildeværdi, og medlemsstaterne er forpligtede til at lægge EUD s retsopfattelse til grund. 9 Desuden er en afgørelse fra EUD også bindende i de tilfælde, hvor Danmark ikke har været inddraget i den pågældende sag. 10 EUD er tilknyttet generaladvokater, som har til opgave at udarbejde begrundede forslag til afgørelse i de sager, som forelægges EUD, og som kræver en generaladvokats medvirken, jf. TEUF artikel 252. Generaladvokaten skal ifølge bestemmelsen endvidere agere upartisk og uafhængigt. EUD er ikke bundet af forslag til afgørelse eller den begrundelse som generaladvokaten lægger til grund. Generaladvokatens forslag til afgørelse indeholder synspunkter, som bidrager til forståelsen af EUD s afgørelser. Hvis forslaget bliver fulgt af EUD, vil dette især tillægges retskildemæssig værdi, da det i så fald er blevet bekræftet af EUD. I Danmark træffes de fleste afgørelser på konkurrenceområdet af de administrative konkurrencemyndigheder. De danske administrative konkurrencemyndigheder er Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Konkurrencerådet og Konkurrenceankenævnet. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen varetager den daglige administration af konkurrencelovgivningen, dvs. at styrelsen har til opgave at håndhæve den danske konkurrencelovgivning. Det betyder, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen f.eks. kan udstede påbud. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens afgørelser kan påklages til Konkurrenceankenævnet. Konkurrencerådet har det overordnede ansvar for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens administration af konkurrencelovgivningen. I forbindelse hermed har Konkurrencerådet til opgave at fastlægge strategiske mål for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens arbejde, samt godkende Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens 6 Palle Bo Madsen, s Rådsfordning 1/2003 artikel 7 og Heide-Jørgensen, s Heide-Jørgensen, s Peter Blume, s Peter Blume, s

10 vejledninger, analyser mv. Konkurrencerådet har herudover selv til opgave at træffe afgørelser i principielle og større sager. Konkurrencerådets afgørelser kan ifølge konkurrencelovens 19 indbringes for Konkurrenceankenævnet. Konkurrenceankenævnet er den højeste administrative instans inden for det konkurrenceretlige system, og behandler klager over administrative afgørelser truffet af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen og af Konkurrencerådet. Det er ikke muligt at klage over Konkurrenceankenævnets afgørelser til højere administrativ myndighed. Rangordenen mellem de danske konkurrencemyndigheder betyder, at kendelser fra Konkurrenceankenævnet, som er sidste instans, tillægges større retskildeværdi end Konkurrencerådet og Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens administrative afgørelser, indskærpelser eller vejledende udtalelser. Konkurrencerådet træffer som nævnt afgørelser i mere principielle sager, hvorfor dette i sagens natur også kan tillægges en stor retskildeværdi. Endelige administrative afgørelser på det konkurrenceretlige område kan ifølge retsplejelovens 225, stk. 2, nr. 5, indbringes for Sø- og Handelsretten. Dette forhold præger naturligvis den retskildemæssige værdi af administrative afgørelser. Herudover er processen i de administrative myndigheder præget af mindre åbenhed, idet den for det første er skriftlig, og for det andet er det den afgørende myndighed der styrer sagsforløbet (officialmaksimen). Idet administrativ praksis har stor betydning inden for konkurrenceretten, er det samlet set en vigtig retskilde som kan finde anvendelse ved fastlæggelsen af gældende ret. 11 Specialet vil for det andet indeholde uformaliserede retskilder. I forbindelse med fortolkningen af TEUF artikel 101 har Kommissionen udsendt forskellige fortolkende meddelelser (såkaldte Kommissionsmeddelelser). 12 Kommissionens meddelelse om Retningslinjer for anvendelsen af artikel 101 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde på horisontale samarbejdsaftaler (Kommissionens Retningslinjer) er et eksempel på en fortolkende meddelelse, og den indeholder tilmed et selvstændigt afsnit om bedømmelsen af informationsudveksling. Kommissionens Retningslinjer er kun vejledende, og hverken EU-Domstolene eller Kommissionen er i princippet bundet heraf. Kommissionens Retningslinjer er imidlertid udtryk for Kommissionens (håndhævende myndighed) opfattelse af bedømmelsen af bl.a. informationsudveksling. For det andet er Kommissionens Retningslinjer udarbejdet i overensstemmelse 11 Skriftlig jura, s Kommissionens fortolkende meddeleler vedrører dels grundlæggende og generelle spørgsmål, dels er der i tilknytning til en række af de udsendte Kommissionsforordninger udstedt en række fortolkende meddelelser (se Heide-Jørgensen, s. 99) 9

11 med EU-praksis. Af denne grund er retningslinjerne fundet anvendelige i dette speciale. Kommissionens meddelelse om aftaler af ringe betydning, der ikke indebærer en mærkbar begrænsning af konkurrencen i henhold til artikel 101, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (Bagatelmeddelelsen) 13 er et eksempel på en generel meddelelse. Bagatelmeddelelsen er fundet relevant at inddrage i forbindelse med afsnittet om mærkbarhedskriteriet. Bagatelmeddelelsen vedrører nemlig aftaler mellem virksomheder, der har en så ubetydelig virkning på konkurrencen, at konkurrencemyndighederne ikke vil indlede en sag. Ligesom Kommissionens Retningslinjer er Bagatelmeddelelsen alene vejledende. Bagatelmeddelelsen er imidlertid udarbejdet i overensstemmelse med praksis, der både før og efter har arbejdet ud fra kravet om mærkbarhed, og udgør således et væsentligt fortolkningsbidrag hertil. 14 Specialet vil endvidere anvende vejledninger og vejledende udtalelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen. I forhold til vejledninger er det i specialet fundet relevant i mindre grad at inddrage Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens vejledning om Informationsaktiviteter i brancheforeninger fra Formålet med vejledningen er ifølge styrelsen at give en oversigt over de regler i konkurrenceloven, som sætter rammerne for brancheforeningers informationsaktiviteter. 15 Vejledningen er kun en vejledning og er ikke bindende, hvorfor retskildeværdien naturligvis er herefter. Specialet inddrager endvidere vejledende udtalelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen. En virksomhed eller en brancheforening har mulighed for at bede Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen om en vejledende udtalelse. En vejledende udtalelse indeholder Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens umiddelbare vurdering af et påtænkt (eller allerede iværksat) udspil. I forhold til informationsudveksling kan en virksomhed bede Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen om en udtalelse, hvis virksomheden er i tvivl om, hvorvidt den information som foreningen påtænker at udsende, vil være i strid med konkurrencereglerne. En vejledende udtalelse kan påpege eventuelle betænkeligheder ved en virksomheds/brancheforenings tiltag. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan også vurdere, at det pågældende tiltag ikke umiddelbart vil være i strid med konkurrencereglerne. 13 Bagatelmeddelelsen er blevet suppleret med en vejledning: Guidance on restrictions of competition "by object" for the purpose of defining which agreements may benefit from the De Minimis Notice, Konkurrenceretten i EU, s Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens vejledning om Informationsaktiviteter i Brancheforeninger, s. 6 10

12 Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen skriver i deres vejledende udtalelser, at styrelsen kan udarbejde en udtalelse. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen finder sig altså ikke forpligtet til at udarbejde en udtalelse i ethvert tilfælde. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens udtalelser er heller ikke en forvaltningsretlig afgørelse, og brancheforeninger kan derfor ikke klage over den vejledende udtalelse. Det fremgår endvidere af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens udtalelser, at styrelsen senere kan ændre sit syn på sagen. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens vejledende udtalelser er efter deres egen opfattelse ikke bindende for styrelsen. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens syn på sine egne vejledende udtalelser skal formentlig forstås i sammenhæng med, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen udarbejder sine vejledende udtalelser på baggrund af de informationer, som brancheforeningen selv udleverer til styrelsen. Med andre ord kan styrelsens formuleringer i de vejledende udtalelser ses som et forsøg fra styrelsens side på at dække sig ind, såfremt der skulle komme nye oplysninger i sagen, eller fordi en brancheforening har udeladt væsentlige informationer. På trods af ovenstående er Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens vejledende udtalelser i høj grad anvendt i specialet. De vejledende udtalelser er med den begrænsede retskildeværdi in mente, alligevel fundet egnet som et godt fortolkningsbidrag. De vejledende udtalelser er desuden relevante, da de også giver et billede af, hvordan Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen (som håndhævende myndighed) fortolker konkurrencereglerne i forhold til informationsudveksling. Endelig er også juridisk litteratur, herunder juridiske artikler, anvendt i specialet ved fastlæggelsen af gældende ret. Hvorvidt den juridiske litteratur er en retskilde, er er en velkendt diskussion. Det er i dette speciale fundet hensigtsmæssigt at inddrage den retskildeanvendelse, der er blevet fremstillet i litteraturen. Generelt kan anføres, at selvom den faktiske brug af litteraturen ikke nødvendigvis betyder, at den er en retskilde, kan det under alle omstændigheder konstateres, at litteraturen er retskildelignende og at dette er accepteret, at den tages i betragtning som et bidrag til at faslægge gældende ret. 16 Struktur Specialet indledes med en generel introduktion til TEUF artikel 101 og konkurrencelovens 6. Kapitel 1 redegør således for forholdet mellem TEUF artikel 101 og konkurrencelovens 6 (samhandelspåvirkning) og hvad der skal til, førend aftalebegrebet herunder rækkevidden i forhold til vedtagelse og samordnet praksis. Endvidere berøres virksomhedsbegrebet kort. Kapitel 2 beskæftiger sig med formålskriteriet og følgekriteriet og med hvordan kriterierne afgrænses i forhold til hinanden. Herudover indeholder kapitlet en analyse af, hvornår en aftale har til formål at begrænse konkurrencen, da praksis 16 Skriftlig jura, s

13 vedrørende dette kriterium har gennemgået en væsentlig udvikling de senere år. Diskussionen af til formål og følge vil være generel, men formålet er i sidste ende at kunne overføre dette konkret til informationsudveksling. Kapitel 3 beskæftiger sig med, hvordan informationsudvekslingen kan opdeles i henholdsvis informationsudveksling som led i et kartel, som led i et legitimt samarbejde og som selvstændig informationsudveksling. Derudover indeholder kapitlet hvilke forskellige metoder og midler, som kan anvendes ved konkurrenceretlig informationsudveksling. Herudover analyseres informationsudvekslings fordele for konkurrencen og omvendt hvilke konkurrencemæssige betænkeligheder, der er herved. Kapitel 4 beskæftiger sig primært med selvstændig informationsudveksling og hvordan denne type af informationsudveksling skal vurderes. Konklusionerne i kapitel 2 om til formål og følge inddrages for at finde ud af, hvornår informationsudveksling normalt vil have til formål at begrænse konkurrencen, og hvornår en effektanalyse er nødvendig. Kapitlet går efterfølgende i dybden med effektanalysen, dvs. undersøger hvilke forhold der skal lægges vægt på ved vurderingen af, om informationsudvekslingen i en given situation har til følge at begrænse konkurrencen. Formålet er i sidste ende at kunne konkludere, hvilke typer af selvstændig informationsudveksling, der med høj sandsynlighed er konkurrencebegrænsende, hvilke der befinder sig i en gråzone og slutteligt, om der er nogle typer af informationsudveksling, der med høj sandsynlighed ikke er konkurrencebegrænsende. 12

14 Kapitel 1 Forbuddet 1.1. TEUF artikel 101 og konkurrencelovens 6 TEUF artikel 101 forbyder alle aftaler mellem virksomheder, alle vedtagelser inden for en sammenslutning af virksomheder og alle former for samordnet praksis, der kan påvirke handelen mellem medlemsstater, og som har til formål eller til følge at hindre, begrænse eller fordreje konkurrencen, mærkbart. På tilsvarende vis er det ifølge konkurrencelovens 6 forbudt for virksomheder at indgå aftaler, der direkte eller indirekte har til formål eller til følge at begrænse konkurrencen. Både TEUF artikel 101 og konkurrencelovens 6 er således baseret på et forbudsprincip. 17 Det danske forbud blev udformet i overensstemmelse med TEUF artikel 101. Intentionen var at sikre at de konkurrenceretlige vilkår her i landet, ikke [adskilte] sig markant fra det, der gælder efter EU-reglerne. 18 Bortset fra mindre sproglige forskelle i bestemmelserne, er det materielle indhold af konkurrenceloven 6 derfor (stort set) tilsvarende TEUF artikel 101. Den praksis, som Kommissionen og EU-Domstolene har opbygget omkring TEUF artikel 101, forudsættes således også at skulle være vejledende for fortolkningen af konkurrencelovens Spørgsmålet om hvilket regelsæt, der finder anvendelse, besvares ved at finde ud af, om der foreligger samhandelspåvirkning. Ved samhandelspåvirkning forstås alle aftaler og former for adfærd, der kan påvirke handelen mellem medlemsstater. 20 Ved vurderingen af om der foreligger samhandelspåvirkning, anvendes NAAT-reglen ( No appreciable affectation of trade ). NAAT-reglen er kort fortalt en undergrænse for, hvornår en aftale er af så ubetydelig størrelse, at det ikke kan påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne, men at det alene er et spørgsmål for de nationale konkurrencemyndigheder. 21 Såfremt der foreligger samhandelspåvirkning er medlemsstaterne forpligtet til at anvende TEUF artikel 101. Omvendt har Danmark i princippet valgfrihed mellem TEUF artikel 101 og konkurrencelovens 6, hvis der ikke foreligger samhandelspåvirkning. 22 Uanset hvad 17 Heide-Jørgensen, s Palle Bo Madsen: Må danske konkurrencenævn spørge EU-Domstolen? Om art. 267 TEUF (Festskrift til Jens Fejø), s. 290, med henvisning til FT , tillæg A, p Palle Bo Madsen, s Retningslinjer vedrørende begrebet påvirkning af handelen i traktatens artikel 81 og 82, (2004/C 101/07), pkt Retningslinjer vedrørende begrebet påvirkning af handelen i traktatens artikel 81 og 82, (2004/C 101/07), pkt Den kommenterede konkurrencelov, s

15 skal konkurrencelovens 6 fortolkes i overensstemmelse med EU-retten (princippet om EU-konformitet). Førend der kan statueres et brud på TEUF artikel 101 og konkurrencelovens 6, skal følgende betingelser være opfyldt. Der skal: 1) være tale om virksomheder eller sammenslutning af virksomheder, der 2) indgår en aftale, vedtagelse eller udøver samordnet praksis, 3) som direkte eller indirekte har til formål eller til følge at begrænse konkurrencen, 4) mærkbart Virksomhedsbegrebet Formålet med nærværende afsnit er at fremhæve det konkurrenceretlige virksomhedsbegrebs rækkevidde. Virksomhedsbegrebet i TEUF artikel 101 og konkurrencelovens 6 omfatter nemlig både virksomheder og en sammenslutning af virksomheder. Der er ikke tvivl om, at det konkurrenceretlige virksomhedsbegreb skal fortolkes bredt. Det fremgår bl.a. af konkurrencelovens forarbejder, at enhver økonomisk aktivitet, der foregår i et marked af varer og tjenester 23 er omfattet heraf. 24 Begrebet dækker både offentlig og privat erhvervsvirksomhed. Det er ikke et krav, at der opnås økonomisk gevinst, et non-profit foretagende kan derfor også være omfattet Formålet med den brede fortolkning er at kunne modsvare en dynamisk erhvervsudvikling. 27 En sammenslutning af virksomheder er også omfattet af virksomhedsbegrebet, jf. TEUF artikel 101 og konkurrencelovens 6, stk. 1, jf. stk. 3. Det fremgår af forarbejderne til konkurrencelovens 6, at begrebet, sammenslutning af virksomheder, omfatter brancheforeninger og i øvrigt enhver anden form for organiseret samarbejde mellem virksomheder. 28 Det har derfor ikke nogen betydning for bestemmelsernes anvendelsesområde, at informationsudveksling sker direkte mellem konkurrerende virksomheder eller indirekte via f.eks. en brancheforening. Konkurrencelovens 6, stk. 3, er indsat, da enhver virksomhed selv og uafhængigt skal træffe beslutning om sin adfærd på markedet. 29 Medlemskab af 23 FT 1996/97, Tillæg A, s. 3653, v. sp. 24 FT 1996/97, Tillæg A, s. 3653, v. sp. 25 Der er undtagelser til det brede virksomhedsbegreb, f.eks. ved offentlig myndighedsudøvelse. 26 FT 1996/97, Tillæg A, s. 3653, v. sp. 27 FT 1996/97, Tillæg A, s. 3653, v. sp. 28 FT 1996/97, Tillæg A, s. 3658, h. sp. 29 Konkurrencebegrænsende vedtagelse i Team DS-kæden (Konkurrencerådets afgørelse den 1. december 2017), pr

16 f.eks. en brancheforening må således på ingen måde indebære, at dette krav om selvstændige beslutninger omgås Aftalebegrebet Både TEUF artikel 101 og konkurrencelovens 6 oplister de vigtigste eksempler på forbudte aftaletyper: 31 a) direkte eller indirekte fastsættelse af købs- eller salgspriser eller af andre forretningsbetingelser b) begrænsning af eller kontrol med produktion, afsætning, teknisk udvikling eller investeringer c) opdeling af markeder eller forsyningskilder d) anvendelse af ulige vilkår for ydelser af samme værdi over for handelspartnere, som derved stilles ringere i konkurrencen e) at det stilles som vilkår for indgåelse af en aftale, at medkontrahenten godkender tillægsydelser, som efter deres natur eller ifølge handelssædvane ikke har forbindelse med aftalens genstand. 32 Der er tale om en ikke-udtømmende liste. De oplistede eksempler benævnes ofte hardcore-overtrædelser, og kan f.eks. bestå i, at virksomheder indgår aftale om fastsættelse af priser eller markedsopdeling. Whish & Bailey gør om listen gældende: [the list] is insufficient in itself to explain the numerous intricacies involved in understanding, how this provision works. 33 TEUF artikel 101 og konkurrencelovens 6 har altså et meget større anvendelsesområde end ovennævnte liste. Informationsudveksling fremgår f.eks. ikke direkte af listen. Informationsudveksling er omfattet af TEUF artikel 101 og konkurrencelovens 6, hvis den medfører eller indgår i en aftale, vedtagelse eller samordnet praksis. En aftale indgås pr. definition mellem to eller flere parter. 34 Det konkurrenceretlige aftalebegreb skal generelt fortolkes bredt. 35 Ved en aftale forstås alle typer af aftaler, dvs. både skriftlige og mundtlige, såvel som udtrykkelige og stiltiende (også Gentlemen s agreement ) er omfattet af begrebet Der stilles dermed ikke høje krav til statuering af en aftale i overensstemmelse med det konkurrence- 30 Konkurrencebegrænsende vedtagelse i Team DS-kæden (Konkurrencerådets afgørelse den 1. december 2017), pr Heide-Jørgensen, s Konkurrencelovens 6, stk. 2, nr. 6 og 7 (som ikke er nævnt) er to danske tilføjelser, der begge har oprindelseshistorie i konkrete sager 33 Whish & Bailey, s Palle Bo Madsen, s Jens Fejø tilføjer i den forbindelse, at der jo undgås bevisspørgsmål, ved netop at anvende en så bred definition (se Jens Fejø, s. 55) 36 Heide-Jørgensen, s De mundtlige og stiltiende aftaler vil formentligt blive henført til begrebet samordnet praksis (se den kommenterede konkurrencelov, s. 249) 15

17 retlige aftalebegreb i praksis. 38 Det afgørende er, at parterne har givet udtryk for en fælles vilje til at optræde på markedet på en bestemt måde. 39 Parternes egen opfattelse af, om der foreligger en aftale, har ikke betydning Vedtagelse TEUF artikel 101 og konkurrencelovens 6 gælder som nævnt også for vedtagelser inden for en sammenslutning af virksomheder, jf. TEUF artikel 101 og konkurrencelovens 6, stk. 3, jf. stk. 1. Medtagelsen af vedtagelser bygger på den erfaring, at brancheforeninger ofte spiller en vigtig rolle i forbindelse med konkurrencebegrænsninger, og medtagelsen af vedtagelser betyder derfor også, at brancheforeninger kan pålægges bøder. 41 Ved en sammenslutning af virksomheder tages der derfor i det efterfølgende udgangspunkt i, at der er tale om en brancheforening. En brancheforenings vedtægter og beslutninger kan i sig selv udgøre en vedtagelse omfattet af det konkurrenceretlige aftalebegreb. 42 Det skyldes, at medlemsvirksomhederne i kraft af deres medlemskab har accepteret sammenslutningens vedtægter, og dermed er bundet af de beslutninger mv., som brancheforeningen træffer. 43 Man kan i forlængelse heraf diskutere, om også en brancheforenings ikke juridisk bindende ensidige udmeldinger er omfattet af aftalebegrebet som en vedtagelse. Man kan argumentere for, at en sådan ensidig udmelding mangler et element af gensidighed. De danske konkurrencemyndigheder gør gældende, at sådanne udmeldinger kan være omfattet af aftalebegrebet som en vedtagelse, hvis udmeldingerne er udtryk for sammenslutningens holdning og er egnet til at koordinere medlemmernes adfærd uanset om medlemmerne rent faktisk koordinerer deres adfærd på markedet, og uanset at medlemmerne ikke er forpligtede til at følge udmeldingerne. 44 Palle Bo Madsen gør i overensstemmelse hermed gældende, at ikke juridisk bindende ensidige udmeldinger fra en brancheforening er omfattet af aftalebegrebet som en vedtagelse, hvis de har den samme effekt som bindende foranstaltninger. 45 Man kan argumentere for, at ovennævnte ikke gør sig gældende, hvis der var tale om en ensidig udmelding fra en virksomhed (se diskussionen nedenfor om samordnet praksis). Det afgørende synes også at være, at den ikke juridisk bindende ensidige udmelding sker i brancheforeningsregi. 38 Sag 15/10510: Koordinering af abonnementspriser for service på naturgasfyr, pr Heide-Jørgensen, s Jens Fejø, s Konkurrenceretten i EU, s Sag 12/05409 og 12/05410: Begrænsning af rabatter i biografer (Rådsmøde af den 25. maj 2016) 43 Sag KL : Centralforeningen af Autoreparatører i Danmark (Kendelse afsagt af Konkurrenceankenævnet den 21. Oktober 2014), s Begrænsning af rabatter i biografer, pr Palle Bo Madsen, s

18 Samordnet praksis Aftalebegrebet omfatter også samordnet praksis mellem virksomheder, jf. TEUF artikel 101 og konkurrencelovens 6, stk. 1, jf. stk. 3. Samordnet praksis er den nedre grænse af aftalebegrebet. Der er ofte en flydende grænse mellem en stiltiende aftale og samordnet praksis. 46 Begrebet samordnet praksis er bredt, og dets præcise afgrænsning har givet en del vanskeligheder i praksis. 47 Efter fast praksis fra EU-Domstolene omfatter begrebet samordnet praksis en form for koordinering mellem virksomheder, hvorved disse ikke går så langt som til at fuldføre en egentlig aftale, men dog bevidst erstatter den risiko, der er forbundet med normal konkurrence, med indbyrdes praktisk samarbejde. 48 Hermed er det sikret, at virksomheders koordinering af deres adfærd på markedet er omfattet af TEUF artikel 101 og konkurrencelovens 6, selvom samarbejdet ikke tager form af en faktisk aftale. 49 Ovennævnte udelukker ikke virksomhedernes ret til rationelt at tilpasse sig deres konkurrenters eksisterende eller forventede adfærd. 50 Der skal altså foreligge mere end blot en parallel adfærd mellem virksomhederne, da en sådan adfærd ikke er tilstrækkelig bevis for samordnet praksis, medmindre at dette er den eneste sandsynlige forklaring. 51 Førend der kan statueres samordnet praksis, skal der foreligge meeting of minds, dvs. en eller anden form for fælles forståelse mellem virksomhederne om at følge en bestemt adfærd. 52 Udgangspunktet er, at ensidige handlinger/udmeldinger fra en enkelt virksomhed ikke er omfattet af TEUF artikel 101 og konkurrencelovens I Ahlstrom 54 fra 1993 overtrådte en virksomhed ikke TEUF artikel 101 ved at tilkendegive fremadrettede justeringer i egne priser, da der ikke forelå nogen form for gensidighed. 55 Der vil imidlertid foreligge gensidighed, og dermed samordnet praksis, hvis en virksomhed fremkommer med en ensidig udmelding, og en anden part accepterer denne (eventuelt stiltiende eller ved en konkludent handling). 56 Dette er også tilfældet, hvis en anden part f.eks. forinden udmeldingen har opfordret virksomheden til dette. Kommissionen gør i sine Retningslinjer end- 46 Palle Bo Madsen, s Konkurrenceretten i EU, s Kommissionens meddelelse (2011/C 11/01) om Retningslinjer for anvendelsen af artikel 101 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde på horisontale samarbejdsaftaler, pkt. 60, der henviser til C-8/08, T-Mobile Netherlands, pr. 26, de forenede sager C-89/85 m.fl., Wood Pulp, sml. 1993, s. 1307, pr Heide-Jørgensen, s Kommissionens meddelelse (2011/C 11/01) om Retningslinjer for anvendelsen af artikel 101 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde på horisontale samarbejdsaftaler, pkt Heide-Jørgensen, s. 118, der henviser til Sag C-310/97 P, Cellulose II) 52 Faull & Nikpay, pkt Den fælles vilje og dermed gensidighed mellem to aftaleparter er den principielle skillelinje mellem artikel 101 og 102 (og konkurrencelovens 6 og 11) (se Heide-Jørgensen, s. 116) 54 Forenede sager: C-89/85 m.fl. Ahlstrom m.fl. mod Kommissionen 55 Christian Bergqvist: Et par omsætningstal kommer på bordet og pludselig bliver samtalen meget mere interessant (Festskrift til Jens Fejø), s Palle Bo Madsen, s

19 videre gældende, at det også er muligt passivt at blive en del af en samordnet praksis. Det var bl.a. tilfældet i Westfalen Gassen Nederland, 57 hvor en virksomhed indrømmede at have deltaget i møderne, men nægtede at have deltaget aktivt. Retten konstaterede, at virksomhedens passivitet til mødet ikke betød, at virksomheden var uenig i de ting, der var blevet gjort gældende på mødet. I sine Retningslinjer gør Kommissionen endvidere gældende, at en offentlig ensidig udmelding (f.eks. gennem et medie) under særlige omstændigheder kan udgøre samordnet praksis, hvis den offentlige udmelding følges op med offentlige udmeldinger fra andre konkurrenter. Kommissionen anfører, at dette kan være en strategi for at nå frem til en fælles forståelse af samordningsbetingelserne. 58 Virksomhederne skal altså være opmærksomme på, at ensidige udmeldinger under ovennævnte omstændigheder kan udgøre samordnet praksis. Samordnet praksis forudsætter endvidere en adfærd på markedet, der ligger i forlængelse af samordningen, samt at der foreligger årsagsforbindelse mellem samordningen og adfærden. 59 Hvis der i en given situation er tvivl om, hvorvidt der foreligger samordnet praksis, gør Jens Fejø gældende, at tvivlen bør falde til virksomhedernes fordel. 60 Som en afrunding kan man argumentere for, at forskellen mellem aftale og samordnet praksis i bund og grund er en teoretisk diskussion. Jens Fejø argumenterer herfor, og gør gældende, at retsfølgen ved overtrædelse af forbuddet jo er den samme, hvad enten der er tale om en aftale eller samordnet praksis. 61 Denne opfattelse deler de danske konkurrencemyndigheder tilsyneladende også i nogle tilfælde. Til illustration heraf kan f.eks. nævnes Konkurrencerådets afgørelse om Koordinering af abonnementspriser for service på naturgasfyr, hvor Konkurrencerådet fandt, at parterne havde indgået en aftale og/eller samordnet praksis om koordinering af abonnementspriser for service på naturgasfyr til slutbrugere. 62 (vores understregning). Konkurrencerådet konkluderede altså i det konkrete tilfælde ikke, hvorvidt der var tale om en aftale eller samordnet praksis. Ovenstående kan sammenfattes på følgende måde selvom der ikke eksisterer en formel informationsudvekslingsaftale, kan informationsudveksling være omfattet af TEUF artikel 101 og konkurrencelovens 6 som en samordnet praksis. Diskussionen om samordnet praksis er især relevant, hvis en konkret praksis mellem to eller flere konkurrerende virksomheder bevæger sig ved den nedre grænse af begrebet. Virksomheder og brancheforeninger skal endvidere være påpasselige 57 Sag T-303/02, Westfalen Gassen Nederland BV mod Kommissionen, pr Kommissionens meddelelse (2011/C 11/01) om Retningslinjer for anvendelsen af artikel 101 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde på horisontale samarbejdsaftaler, pkt Konkurrenceretten i EU, s Jens Fejø, s Jens Fejø, s Sag 15/10510: Koordinering af abonnementspriser for service på naturgasfyr, pr

20 med ensidige udmeldinger der, hvad enten de er interne eller offentlige, kan være omfattet af det konkurrenceretlige aftalebegreb. Både en aftale, vedtagelse og samordnet praksis er omfattet af virksomhedsbegrebet. I resten af specialet anvendes udtrykket aftale som en samlet betegnelse herfor, medmindre andet gøres gældende Krav om offentlig afstandtagen Ovenstående giver anledning til diskussion om, hvordan en virksomhed kan undgå at blive en del af en samordnet praksis. I Huls 63 gjorde EUD det klart, at medmindre virksomheden offentligt tager afstand fra informationen, eller melder dette til de administrative konkurrencemyndigheder, kan virksomheden risikere (passivt) at blive en del af den samordnede praksis. Det er ikke afgørende, om virksomheden meddeler sin afstandstagen mundtlig eller skriftligt. Det er i stedet afgørende, om virksomheden kan bevise, at den konkrete afstandtagen faktisk har resulteret i, at de øvrige virksomheder forstår uenigheden. 64 Går en virksomhed ikke ind og tager offentlig afstand til møderne med sine konkurrenter, foreligger der en stiltiende accept af indholdet. 65 I Sarrio 66 gjorde Retten desuden gældende, at det er irrelevant, om en virksomhed følger udfaldet af mødet. 67 Princippet om offentlig afstandstagen skal således fortolkes indskrænkende. 68 Virksomhederne skal kunne bevise, at virksomheden havde andre bevæggrunde for at deltage i møderne end konkurrenterne. 69 I øvrigt kan virksomheden ikke blot tage offentlig afstand og derefter deltage i lignende møder og forvente at gå fri for ansvar. 70 Det er i øvrigt også svært at forklare, hvorfor en virksomhed har deltaget i et møde med sine konkurrenter uden at være i stand til at redegøre for en konkret dagsorden Horisontal og vertikal informationsudveksling Både vertikal og horisontal informationsudveksling er omfattet af TEUF artikel 101 og konkurrencelovens 6. Vertikal informationsudveksling forekommer alene mellem virksomheder på forskellige omsætningstrin, hvor horisontal informationsudveksling modsat sker mellem virksomheder, der opererer på samme omsætningstrin. 71 I forhold til brancheforeningers informationsudveksling har en medlemsvirksomheds indsendelse af informationer til sin brancheforening vertikal 63 Forenede sager T-147/09 og T-148/09, Trelleborg Industrie SAS, Clermont-Ferrrand mod Kommissionen 64 Den kommenterede konkurrencelov, s Sag 15/10510: Koordinering af abonnementspriser for service på naturgasfyr (Konkurrencerådets møde af 30. november 2016), pr Sag C-291/98 P: Sarrió mod Kommissionen 67 Sarrió mod Kommissionen, pr T-61/99: Adriatica di Navigazione mod Kommissionen, pr Sag 15/10510: Koordinering af abonnementspriser for service på naturgasfyr (Konkurrencerådets møde af 30. november 2016), pr Den kommenterede konkurrencelov, s Heide-Jørgensen, s

21 karakter. En brancheforening er som regel ikke selv aktiv på markedet, og kan altså ikke anses som hverken aktuel eller potentiel konkurrent. Hvis brancheforeningen efterfølgende (evt. i aggregeret form) sender informationerne retur til medlemsvirksomhederne, vil denne informationsudveksling have horisontal karakter. Fra konkurrencemyndighedernes side ses der mere skeptisk på horisontal informationsudveksling end på vertikal informationsudveksling, selvom det må bemærkes, at vertikal informationsudveksling under visse omstændigheder også kan medføre et særligt højt konkurrencebegrænsende potentiale. Christian Bergqvist gør gældende, at informationsudveksling som udgangspunkt kun er problematisk, hvis den sker mellem konkurrenter. Han understøtter bl.a. dette synspunkt med Hasselblad 72 fra 1981, hvor Kommissionen ikke anså det for problematisk, at en leverandør udbad sig sine kunders prislister. Derimod blev det anset for uacceptabelt, at disse til dels blev anvendt til at begrænse parallel import, dels blev fordelt mellem kunderne på grund af risikoen for en ensrettet prissætning. 73 Konkurrencemyndighederne traf i overensstemmelse med ovenstående synspunkt afgørelse i Bestseller A/S (Bestseller). 74 Bestseller (distributør) anmodede Konkurrencerådet om tilladelse til, at 170 konceptbutikker kunne indberette prisinformationer gennem et revideret it-system. Bestseller var både distributør og konkurrent til de øvrige 170 konceptbutikker, men efter Bestseller havde afgivet tilsagn, havde Konkurrencerådet ikke længere konkurrenceretlige betænkeligheder ved den horisontale informationsudveksling. Konkurrencerådet godkendte på den baggrund informationsudvekslingen, og lagde vægt på følgende: Der er i den forbindelse lagt vægt på, at oplysningerne alene må og skal anvendes til effektivitetsfremmende formål, så som sikring af en effektiv og rationel styring af lager, indkøb og levering af varer, og at der ikke sker en samtidig horisontal udveksling af oplysningerne. Det vil sige, at forhandlerne ikke får adgang til data, der afslører kommercielt følsomme eller fortrolige oplysninger om andre forhandleres forretningsmæssige adfærd. 75 Det kan på baggrund af ovenstående sammenfattende konstateres, at vertikal informationsudveksling af priser mv. som udgangspunkt ikke er i uoverensstemmelse med TEUF artikel 101 og konkurrencelovens 6. En overtrædelse af bestemmelserne forudsætter altså, at informationsudveklingen er sket horisontalt (mellem konkurrenter). 72 Sag IV/25757-Hasselblad EFT 1982 L 161, P. 18, navnlig 49 og Christian Bergqvist: Et par omsætningstal kommer på bordet og pludselig bliver samtalen meget mere interessant (Festskrift til Jens Fejø), s Christian Bergqvist: Et par omsætningstal kommer på bordet og pludselig bliver samtalen meget mere interessant (Festskrift til Jens Fejø), s Sag 4/ : Bestseller indberetning af prisoplysninger 75 Bestseller, pr