Likvidation udlodning af eventualkrav udbetaling af kravet SKM BR

Transkript

1 Likvidation udlodning af eventualkrav udbetaling af kravet SKM BR Af advokat (H) cand.merc. (R) Tommy V. Christiansen Københavns Byret fandt ikke grundlag for at anse 3 aktionærer i et likvideret selskab, der mente at have overtaget et eventualkrav på tilbagebetaling af skat fra selskabet vedrørende selskabets skatteansættelse, og som ved en tidligere deldom i samme sag, jf. TfS 2008, 543 BR, var anset for klageberettiget vedrørende selskabets skattean-sættelse efter selskabets likvidation, som rette modtagere af en eventuel overskydende skat. De 3 aktionærer kunne ikke bevise, at der var sket udlodning af et eventualkrav på tilbagebetaling af skat fra selskabet i likvidation til dem, og de fandtes heller ikke på anden måde at have erhvervet ret til kravet. Undertiden ses det, at der i forbindelse med likvidation af et selskab konstateres et mellemværende med skattemyndighederne derved, at selskabet er involveret i en skattesag. Selskabet kan ikke likvideres, før der er taget stilling til håndtering af kravet, jf. herved selskabslovens 223, stk. 1, hvorefter udlodning af likvidationsprovenu til kapitalejerne først kan foretages, når den frist, der er fastsat i den offentliggørelse, der er omhandlet i 221, stk. 1, er udløbet og gælden til kendte kreditorer er betalt. Når selskabet er likvideret, har det ikke længere retsevne og kan herunder ikke være part i en retssag. I praksis er sådanne verserende skattesager ofte håndteret på den måde, at skattekravet indbetales til SKAT, uanset at selskabet ikke er enig i forhøjelsen af den skattepligtige indkomst, men videre således, at indkomstforhøjelsen påklages, og eventualfordringen på tilbagebetaling af skat herefter udloddes i forbindelse med likvidationen. Eventualkravet blev typisk udloddet til en given værdi langt under kurs pari ud fra en betragtning om, at skattekravet må kunne udloddes til en værdi af ren symbolsk karakter. Blev skattesagen vundet, var den dermed opnåede kursgevinst, dvs. forskellen mellem udlodningsværdien og den aktuelle tilbagebetaling fra SKAT, efter de tidligere gældende regler en skattefri kursgevinst, idet fordringen blev forrentet med en rente, der oversteg mindsterenten. Samtidig hermed blev aktieavancen og dermed beskatningen af aktionærerne reduceret som følge af, at eventualkravet blev sat til en kurs væsentlig under pari. SKAT havde på sin side svært ved at argumentere for, at kursen på eventualkravet var sat for lavt, idet SKAT nødvendigvis måtte indtage det synspunkt, at fordringen i princippet var kurs 0 værd. I modsat fald var der tale om en erkendelse af, at den foretagne forhøjelse af selskabets indkomst var sket med urette.

2 2 En kursgevinst på eventualkravet er nu skattepligtig for de aktionærer, der overtager fordringen i form af eventualkravet, men udlodning af eventualkravet kan fortsat være en løsning på de sager, hvor selskabet opgiver sagen, men hvor en eller flere aktionærer ønsker at forfølge kravet. Sagen afgjort ved byrettens dom af 27/4 2012, ref. i SKM BR, drejede sig om det grundlæggende spørgsmål om, hvorvidt der i forbindelse med en likvidation var foretaget en udlodning af et eventualkrav på tilbagebetaling af SKAT til en gruppe aktionærer. Den materielle skattesag vedrørte efter det oplyste tilsyneladende samme problemkredse som sagen ref. i TfS 2006, 1062 H (Finnwill ApS), og da Finnwill-sagen var blevet afgjort, havde en aktionær rettet henvendelse til Landsskatteretten med henblik på at få at opnå en fortsat behandling af en af likvidator i 2003 til Landsskatteretten indgiven klage om det likviderede selskabs skatteansættelse. Ved en sag anlagt af 3 aktionærer mod Landsskatteretten og Skatteministeriet fik disse aktionærer ved Københavns Byrets deldom ref. i TfS 2008, 543 BR (SKM BR), omtalt i JUS 2008/15, medhold i, at aktionærerne måtte anses for klageberettigede i forhold til behandling af selskabets skatteansættelse ved Landsskatteretten. Retten lagde herved til grund, at det på den afsluttende generalforsamling i selskabet blev vedtaget at udlodde eventualkravet fra skattevæsenet til de aktionærer, der ønskede at finansiere den fortsatte sag. Se i modsætning hertil TfS 1993, 20 V, hvor et selskab, var likvideret før sagsanlægget, og hvor søgsmålet herefter blev afvist. Senere blev likvidationen genoptaget, og søgsmålet blev realitetsbehandlet, jf. TfS 1996, 155 V. Efter byrettens udtrykkelige præmisser i deldommen ref. i TfS 2008, 543 BR, blev der ikke ved denne dom taget stilling til, hvordan og til hvem et eventuelt skattetilbagebetalingskrav skulle fordeles. Efter deldommen fra 2008 blev skattesagen gennemført og udløste en tilbagebetaling fra SKAT. Herefter nedlagde de 3 pågældende aktionærer i nærværende sag principalt påstand om, at de 3 aktionærer sammen med de andre aktionærer, der gennemførte klage over det likviderede selskabs skatteansættelse, var berettiget til tilbagebetaling af overskydende skat for selskabet for Heroverfor nedlagte Skatteministeriet påstand om frifindelse. Det likviderede selskab, der siden var blevet reassumeret, var indtrådt i sagen til støtte for Skatteministeriet. Det er denne sag, der nu er afgjort af Københavns Byret ved dommen ref. i SKM BR. Ved vurderingen af denne sag blev spørgsmålet om udlodning af eventualkravet på ny genstand for tvist. Problemet i sagen var nærmere, at der på en afsluttende generalforsamling i selskabet ifølge dagsordenen skulle behandles et punkt med følgende ordlyd: 4. Forslag fra likvidator om udlodning i forbindelse med likvidationens afslutning af selskabets eventuelle skattetilbagebetalingskrav til de aktionærer, der ønsker at

3 3 finansiere en sag mod skattevæsenet i anledning af den afgørelse, der er truffet af kommunen ved skrivelse af 16. oktober 2002, hvilken afgørelse den 14. januar 2003 er indbragt for Landsskatteretten. Samtidig med indkaldelsen til generalforsamlingen havde likvidator udsendt en erklæring, der kunne underskrives af den enkelte aktionær, hvorefter den enkelte aktionær kunne tilkendegive, at vedkommende ønskede at blive lodtager i udlodningen af selskabets eventuelle krav mod skattevæsenet. Af erklæringen fremgik videre, at den enkelte aktionær ved sin tiltrædelse af erklæringen erklærede sig indforstået med, at der i forbindelse med udlodningen af aktieprovenu i forbindelse med afslutningen af likvidationen af H2 A/S sker hensættelse af 10% af det mig tilkomne likvidationsprovenu til dækning af omkostninger ved en videreførelse af skattesagen. Min andel af disse omkostninger opgøres som min nominelle aktieporteføljes forholdsmæssige andel af samtlige lodtageres samlede nominelle aktieportefølje i selskabet. I det omfang der ikke ved den ovennævnte 10%- hensættelse senest den 20. maj 2003 samlet er opnået en omkostningshensættelse på minimum DKK hidrørende fra samtlige lodtagere, anses denne erklæring for bortfaldet Ifølge referatet fra generalforsamlingen udspandt der sig på generalforsamlingen en længere drøftelse om vilkåret i erklæringen om hensættelse af 1 mio. kr. Likvidator begrundede vilkåret derved, at der - efter likvidators opfattelse - blot var tale om rimelige betingelser under hensyn til en effektiv gennemførelse af likvidationen, og at det var udelukket at ændre betingelserne i erklæringen af hensyn til ikke-fremmødte aktionærer. Af referatet fremgik videre, at likvidator oplyste, at indtil videre havde 9 aktionærer tilkendegivet ønske om at deltage i udlodningen af en skattesag, men at alene 7 ønskede dette, såfremt den i erklæringen anførte hensættelse på kr. 1 mio. fastholdtes samt at to aktionærer, der var parter i den nu foreliggende sag, havde tilkendegivet villighed til at deltage i udlodningen uden det fastsatte minimumsbeløb. Af referatet fremgik afslutningsvist, at forslaget som fremsat af likvidator blev vedtaget uden indsigelser. Ved et brev af 22/ meddelte likvidator aktionærerne bl.a. følgende: I relation til spørgsmålet om generalforsamlingens vedtagelse af at udlodde selskabets eventualskattekrav på de af likvidator foreslåede vilkår kan jeg oplyse, at kun 15 aktionærer svarende til nom. DKK aktier den 20. ds. havde afgivet den udarbejdede erklæring om at ville indtræde i skatteeventualkravet, hvilket indebærer, at minimumsomkostningsbeløbet i det vedtagne forslag om udlodning ikke er opfyldt. Københavns Byret nåede frem til, at der ikke var sket udlodning af eventualkravet mod skattevæsenet i overensstemmelse med generalforsamlingens beslutning. Byretten konstaterede her indledningsvist, at det ved deldommen af 21/ blev fastslået, at der på generalforsamlingen den 15/ blev truffet en beslutning om at udlodde eventualskattekravet. Videre lagde byretten på baggrund af en række konkrete forhold i sagen til grund, at forslaget om udlodning af eventualskattekravet blev vedtaget som fremsat af likvidator, og således at beslutningen om udlodning af kravet var betinget af, at der efterfølgende blev opnået en sådan tilslutning til at føre kravet videre, at man ved hensættelse af 10 % af disse

4 4 aktionærers likvidationsprovenu til sikkerhed for omkostninger ved sagen opnåede en samlet hensættelse på 1 million kr. Med henvisning til, at det ikke sås at være bestridt, at betingelsen om sikkerhedsstillelse ikke i tilstrækkeligt omfang blev opfyldt, konkluderede byretten dernæst, at der herefter ikke skete udlodning af skattekravet i overensstemmelse med generalforsamlingens beslutning, idet denne betingelse ikke blev opfyldt. Ved vurderingen af, hvem et eventuelt overskud fra skattesagen skulle udbetales til, tog byretten herefter udgangspunkt i, at det ikke på generalforsamlingen den 15. maj 2003 blev besluttet at overdrage kravet til eje til de 3 sagsøgende aktionærer, der på trods af manglende opfyldelse af den betingelse, som var en forudsætning for generalforsamlingens beslutning, alligevel fik mulighed for at videreføre sagen mod skattevæsenet. Retten lagde endvidere vægt på, at der heller ikke på anden måde forelå en klar overdragelse af kravet til de pågældende aktionærer. Det forhold, at de 3 sagsøgende aktionærer derefter fortsatte skattesagen, fandtes ikke i sig selv at kunne føre til, at disse de facto kunne anses for at have fået overdraget retten til et eventuelt provenu, der måtte følge af en gennemførelse af kravet. Herefter blev Skatteministeriet frifundet for de 3 aktionærers påstande. Sagen ses ikke at sætte spørgsmålstegn ved fremgangsmåden om udlodning af et eventualkrav, herunder krav mod skattemyndighederne, til de aktionærer, der måtte have interesse heri. Men hele sagsforløbet viser, at en generalforsamlingsbeslutning om at udlodde et eventualkrav såvel som den efterfølgende faktiske udlodning bør håndteres med omhu. Med det forbehold, at der ikke foreligger klare oplysninger om, hvad enkeltaktionærer måtte have stillet som konkrete betingelser for at acceptere en udlodning af eventualkravet, er det næppe nogen overdrivelse at anføre, at likvidator kunne have håndteret spørgsmålet om udlodning af eventualkravet på en mere hensigtsmæssig måde. Ikke blot har likvidator med fastsættelsen af de angivne betingelser i den i sagen omhandlede erklæring, hvilke betingelser likvidator ifølge den af ham afgivne forklaring fastsatte af egen drift, befattet sig med forhold, der som det klare udgangspunkt må antages at falde udenfor likvidators opgaver, nemlig lodtagernes efterfølgende håndtering af det til lodtagerne udloddede krav, herunder beslutninger om retlige skridt vedrørende kravet samt de økonomiske konsekvenser forbundet hermed. Men likvidator har tillige undladt at reagere på de negative konsekvenser af den af ham søsatte model, nemlig risikoen for, at eventualkravet fortabes som følge af manglende udlodning og forfølgelse af kravet. Særligt kritisabelt forekommer dette set i lyset af, at konkrete aktionærer positivt havde tilkendegivet i alle tilfælde at være interesseret i en udlodning af kravet og videreførelse af skattesagen.

5 5 Er det på tale at udlodde et eventualkrav ved likvidation, må det anbefales at anvende den enkle fremgangsmåde at værdiansætte eventualkravet og foretage udlodning af kravet helt på linie med håndteringen af et hvilket som helst andet aktiv i likvidationsboet. Den praktiske fremgangsmåde kunne her være, at der afholdes auktion over tilbagebetalingskravet, hvorefter erhververen af nævnte eventualkrav selv må sørge for at videreføre skattesagen efterfølgende. Om det så er en større eller mindre gruppe af aktionærer er uden betydning. Er der tale om en gruppe, behøver disse kun at indgå en intern aftale om fordeling af omkostninger m. v. uafhængigt af likvidationen af selskabet. Udgangspunktet må her være, at værdien af eventualkravet må være positivt. I modsat fald er det meningsløst at udlodde nævnte krav. Denne konstruktion er ikke til hinder for, at selskabet får skattekvittance som led i likvidationen, idet en skattekvittance drejer sig om skattemyndighedernes krav mod selskabet og ikke om selskabets eller efterfølgende en successors krav mod skattemyndighederne om en tilbagebetaling som følge af en konkret sag, hvor indkomstforhøjelsen har resulteret i et skattekrav, der rent faktisk er betalt, og hvorom der nu verserer en skattesag.