Jeg bladede videre og begyndt at læse.

Transkript

1 Kapitel 7 Jeg må være faldet i søvn, der i sofaen, for det var næsten mørkt, da jeg igen satte mig op og så ud ad vinduet. De to dragehoveder i sten, som vendte mod hinanden, sås tydeligt mod den mørke himmel. En svag gysen gled langs min ryg. Skulle jeg ikke hellere gå ned til de andre? Var her ikke lidt uhyggeligt? Tanken strejfede mig som et svagt pust. Kunne nogen vende tilbage fra de døde? Jeg begyndte at se mig om i værelset. Jeg ville ikke være bange for min far, selv om han vendte tilbage fra de døde. Mit allerstørste ønske var jo, at han ville komme. Jeg tændte et par lamper mere og satte mig ved hans store, udskårne skrivebord. Foran mig lå et grønt skriveunderlag med læderkanter. En lang spids papirkniv af sølv med min fars navn indgraveret på skaftet og flere tykke mapper fyldt med papirer. Jeg åbnede og lukkede et par af dem. De så kedelige ud. Jeg lænede mig tilbage i den stive stol og fik øje på skuffen lige ud for min mave. Jeg regnede med, at den var låst, men den gled knirkende op. Det første, jeg så, var en halvtom pakke cigaretter. Jeg tog den op, snusede ind med lukkede øjne. En pung med et kørekort, lidt spanske mønter og nogle creditcards. Billedet på kørekortet viste en ung mand, som jeg kun med besvær genkendte som min far. Skuffen var dyb, og et eller andet forhindrede mig i at få den trukket helt ud. Jeg skubbede stolen tilbage og lagde mig på knæ for at se, hvad det var. En bog sad fastklemt inderst i skuffen, og med noget besvær og en knækket negl lykkedes det mig at få bogen lirket 26

2 løs og skuffen trukket helt ud. Jeg masede længe med den tunge skuffe, der nu ikke ville tilbage i rillerne, så jeg kunne få den lukket. Sveden løb ned ad nakken på mig, da det langt om længe lykkedes. Så greb jeg fat i den tykke, røde bog, der var årsagen til alt besværet. Da jeg åbnede den, så jeg straks, at den var skrevet med min bedstemors gammeldags, vaklende håndskrift. På første side stod. Dagbog for mine somre på Drageøen. Margaret Henderson. Jeg bladede videre og begyndt at læse. Da Antonia slog på gongongen til aftensmad, rejste jeg mig langsomt op, slukkede lampen og lukkede stille døren efter mig. Jeg var helt opslugt af det, jeg havde læst, og jeg tog bogen med ind på mit værelse, hvor jeg lagde den på den lille kommode ved siden af sengen. Så snart vi havde spist, ville jeg gå op og læse videre. Jeg løb ned til de andre, som allerede sad rundt om det ovale bord, parate til at spise en lækker hjemmelavet pizza. Hvor har du været hele eftermiddagen? spurgte mor og så forskende på mig. Jeg mumlede noget uforståeligt, og hun sagde ikke mere. Jeg var sikker på, at hun vidste, jeg havde grædt, for mine øjenlåg var helt tykke endnu, det havde jeg selv set i spejlet, men selv om hun lyste af dårlig samvittighed, havde hun åbenbart ikke lyst til at spørge mig, hvad årsagen kunne være. Kom nu og spis, den her pizza er virkelig god, synes du ikke, Peter? Mor lo til sin nye mand, mens hun skar et stort stykke, som hun lagde på min tallerken. 27

3 Så snart vi rejste os fra bordet, skyndte jeg mig ovenpå igen. Den tykke dagbog lå parat på mit natbord, og jeg var vild efter at læse videre i den. Stephan, der havde kedet sig i sit eget selskab hele dagen, råbte efter mig. Caroline, gider du ikke spille kort eller skak? Her er ikke noget at lave. Kom op til mig, og tag et eller andet spil med, svarede jeg over skulderen, mens jeg tog trappen i lange spring. 28

4 Kapitel 8 Han stod i døren med et gammelt ludospil under armen. Altså, ved du nu hvad, sagde jeg forarget, det der gider jeg simpelthen ikke! Det ved jeg godt, og jeg vil heller ikke spille. Jeg vil bare snakke. Jeg er ved at kede mig ihjel. Hvordan skal vi få tiden til at gå? klagede han. Jeg sad allerede på den magelige seng med benene oppe og et par hovedpuder stablet om bag ryggen. På mine knæ lå den tykke, røde dagbog. Kom her, sagde jeg og klappede indbydende på pladsen ved siden af mig. Jeg tror, jeg har fundet noget interessant. Han satte sig forsigtigt ved siden af mig og kastede et blik på bogen. Hvad er det for en bog? spurgte han. Det er min bedstemors dagbog. Jeg har fundet den i en skuffe på min fars kontor. Det er første gang siden... jeg slugte klumpen i halsen og fortsatte. Jeg fandt den i skrivebordsskuffen, den sad fast, og så... Har du tænkt dig at læse i den? Stephan så forarget på mig. Det kan man da ikke! Jeg mener, man læser da ikke andre folks dagbøger. Det er jo privat og hemmeligt og kommer slet ikke dig ved. Det kan du ikke være bekendt! Jeg så smilende på hans vrede ansigt. Jeg har allerede læst det første kapitel, betroede jeg ham, og jeg tror, det vil interessere dig at høre det. Du siger jo, her er så kedeligt. Nu skal du bare høre. Jeg åbnede det røde skindbind og bladede frem til første side. Den 2. august 1946, læste jeg. Han gispede. Er den så gammel, jeg troede... 29

5 Der kan du selv se! triumferede jeg. Den er fra, da bedstemor var 21 år. Det er så længe siden, at det er ren historie alt sammen. Den begynder faktisk på hendes 21 års fødselsdag, den dag, hvor hun fik Drageøen af sine forældre. Nu skal du bare høre. Jeg begyndte at læse højt. Det lod til, at Stephan havde overvundet sin modvilje mod at læse andre folks dagbøger, for han lagde sig pænt på ryggen og lyttede uden at sige mere. Kære Dagbog. Jeg har truffet en stor beslutning. I dag på min 21 års fødselsdag, hvor jeg har fået foræret øen og huset her af mine forældre, har jeg besluttet, at jeg fra nu af vil skrive dagbog hver dag i al den tid, hvor jeg opholder mig på Drageøen. Jeg vil fortælle alt, hvad der vedrører øen og huset her til dig kære dagbog, og jeg vil betro dig mine tanker og drømme og fortælle dig, hvordan mit liv former sig. Jeg vil, at mine efterkommere skal kunne lære dette vidunderlige sted at kende og komme til at elske det lige så højt, som jeg selv gør. Jeg så triumferende på Stephan. Se selv, man kan godt læse den, for hun skriver den til sine efterkommere, og det er mig. Jeg bøjede mig igen over bogen og læste langsomt videre, for min bedstemors mærkelige håndskrift voldte lidt problemer, når man skulle læse højt. I dag har vi holdt en stor fest for mig og et vidunderligt bal ude på terrassen, hvor alle de unge mænd stod i kø for at danse med mig. Særlig en, en ung officer med smukke, brune øjne og... men ikke mere om det nu, kære dagbog. Jeg gemmer ham til senere, når... I stedet vil jeg fortælle dig, hvad han fortalte mig, da vi gik en aftentur langs stranden lige her neden for den stejle trappe. 30

6 Det fortælles i et gammelt sagn, at der bor en drage i den smalle klippehule en lille halv times gang fra huset. Dragen er stor og meget farlig. Den lever i havet, ude på det sted, som fiskerne kalder Dragedybet. Herfra kommer den en gang imellem op til havoverfladen om natten, især når det er fuldmåne, hvorefter den svømmer ind i klippehulen for at lægge sit æg inderst inde i mørket. Bagefter flyver den bort gennem luften og henter en prinsesse i et fjernt land. Hende spærrer den inde i et gyldent bur bagerst i klippehulen, og når dragen så kommer ud af ægget, lever den af at æde prinsessen. Det er naturligvis noget værre tøjeri, for selv om denne ø hedder Drageøen, og de lokale fiskere er overbevist om, at her lever en drage i havet, så er det jo ikke sandt. Det kan det naturligvis ikke være! Vi lo meget af den historie, men da vi klatrede op ad trappen, greb han fat om min ene ankel og hviskede: Pas på prinsesse, det kan være, du bliver dragens næste bytte. Så lo han og slap min fod, mens jeg mærkede en brændende rødme skylle op i mine kinder. I aften er det fuldmåne, og før, da jeg stod og lænede mig ud ad vinduet og så på det smukke syn af fuldmånen bag de to dragehoveder, faldt det mig ind, at jeg ikke ville blive spor forbavset, hvis der i dette øjeblik kom en drage flyvende gennem luften. Jeg lukkede øjnene og forstillede mig, hvordan det ville være at glide gennem luften på ryggen af en vældig drage. Jeg kunne næsten mærke vindens susen og stanken fra dens vældige gab, idet vi strøg hen mod mit eget fuldt oplyste hus. Jeg så dansende par på terrassen, jeg så mig selv i hans arme... så smækkede jeg vinduet i og gik i seng, og nu, da jeg har fortalt dig det hele kære dagbog, må du have godnat. Vi ses i morgen. PS. Da jeg lå i sengen og ikke kunne falde i søvn, kom jeg til at tænke på min søster Caroline. Hvis hun havde levet, ville det være hende og ikke mig, der havde fået øen, for hun var 31

7 ældre end mig. Jeg tænker altid på hende, når vi er her på øen. Det var jo her, hun forsvandt. Jeg holdt op med at læse, og Stephan så på mig. Det lyder vel nok romantisk. Tror du, det var din bedstefar, hun dansede med den aften? Det ved jeg ikke, men måske står der noget om det senere i bogen, sagde jeg. Synes du ikke, det lyder spændende med den drage? Der findes altså ikke drager, sagde han og smilede drillende. Det må være et gammelt sagn eller et eventyr. Stod der ikke også, at det var en historie, der kun fortaltes her på øen? Jamen, alle de lokale tror på det, indvendte jeg. Antonia tror det også, jeg har tit set hende slå kors for sig og mumle: Den hellige Jomfru bevare os for drager og andet uvæsen her i huset! Det kan godt være, at der er nogen, der tror det, sagde Stephan, men det bliver det ikke mere rigtigt af. Og så synes jeg for resten ikke, du kan være bekendt at læse din bedstemors hemmeligheder. En dagbog er privat, den skal man ikke læse i... i hvert fald ikke uden at få lov. Ha, du var da ikke for fin til selv at sidde og høre på, at jeg læste op af den. Vær nu ikke så hellig, Stephan. Hvad skal vi ellers lave? Du siger jo selv, at du keder dig! Han rejste sig og stod et øjeblik og så tankefuldt ned på mig, som jeg lå der i sengen med den tykke dagbog på maven. Nej, sagde han så. Hvad skulle vi ellers lave? Godnat du! Et stort, varmt smil flød ud over hele hans ansigt, og fik det til at lyse på en sær, provokerende måde. Han forsvandt ud ad døren. Jeg lå tilbage og undrede mig igen over, hvorfor jeg pludselig var kommet til at synes så godt om ham. Han havde 32

8 forandret sig, siden vi var kommet til Drageøen. Det var, som om han var blevet højere, mere... Jeg opgav at finde ud af, hvad det var, der var sket, og vendte tilbage til dagbogen, men nu handlede den kun om kjoleindkøb, gæster og udflugter, så jeg lod den dumpe på gulvet. Jeg spekulerede på, hvorfor min bedstemor aldrig havde fortalt mig, at hun havde haft en søster. En søster, der var forsvundet her på øen. Min far var også forsvundet her. Var det ikke et underligt sammentræf? Søsteren havde heddet Caroline ligesom mig. Mon jeg var opkaldt efter hende? Ærgerligt, at jeg ikke kunne spørge nogen uden at afsløre mig selv. Jeg lagde dagbogen ind under sengetæppet og gik nedenunder. 33