Kong Haakons Gildehal

Størrelse: px

Starte visningen fra side:

Download "Kong Haakons Gildehal"

Anne Bonde
8 år siden
Visninger:

1 Fortællende Digt (Af Henrik Ibsen) I De holdt en Fest i Bergens By; I Haakons Hal var Glæde; Fra tyve Taarne under Sky Klang Klokkemalmets Kvæde; 5 Ni Nætter gik med Spøg og Spil, Hver Dag med Leg og Latter, Thi Skotlands Prinds var viet til Kong Eriks unge Datter. For Hær og Hird var Dugen bredt 10 Paa Kongebordets Tavle, Og Krandse hang som grønne Næt Om Borgespir og Gavle; Der bølged høitidsklædte Tog Igjennem alle Gader, 15 Og Bryst ved Bryst paa Byens Vaag Laa gyldne Dragerader. Saa kom da Gildets sidste Kvæld, Det var i Høstens Tider, En Skaadde let paa Fjord og Fjeld 20 For Østenvinden glider; I Kongeborgens Almelund, Som luded over Stranden, Stod Folket i den sene Stund Med Alvorsslør om Panden. 25 Den fagre femaars Kongebrud Skal nu til Skotland fare; Fra Holmen hales Snekken ud, Den gaar for Vinger snare, Den lægger til ved Bryggen hist 30 Bag ved Apostelkirke, Og Lamper tændes høit paa Kvist I Almetrær og Birke. Og Løvet lyste som ibrand Af tusind Fakler røde; 35 Der gik en Hvisken over Strand, Og Lurens Toner løde; Og Borgens Porte luktes op; De fremmede Gesandter Mod Snekken skred i festlig Trop 1

For Hær og Hird var Dugen bredt 10 Paa Kongebordets Tavle, Og Krandse hang som grønne Næt Om Borgespir og Gavle; Der bølged høitidsklædte Tog Igjennem alle Gader, 15 Og Bryst ved Bryst paa Byens Vaag

2 40 Med Hirdmænd og Drabanter. Saa kom Kong Eriks Spillemænd, Selv gik han næst i Række; En Ring af Guld og Ædelsteen Var Kongepandens Dække; 45 Om Drottens Lænd og Skuldre svam Skarlagenklæder svære, Men fire Svende fulgte ham Og bar hans Slæb med Ære. Et kvidesvangert Tankesyn 50 Sig speiled i hans Øie, Der laa en Skygge paa hans Bryn, Hans Hu var i det Høie; Som Maagen fløi den over Hav Mod Skotlands Kongesæde, 55 Hvor Scepter, Brudeseng og Grav Stod for hans Datter rede. Ved Kongens venstre Side skred Det skotske Overhoved, Som nys i Fyrstesønnens Sted 60 Til Bruden var trolovet. Høit bar han paa sin stærke Arm Det fagre Barn, som skued Med Undren ud i Kvældens Larm, Mens Lys og Lamper lued. 65 Hun holdt i sine Hænder smaa Som Legetøi den Krone, Hun skal som Dronning bære paa Den fjerne skotske Throne; Hun viste frem, hvor Skaren skred, 70 De dyre Ædelstene: «See her hvad jeg af Faer fik med; Nu er det mit alene!» Og Folkeklyngen lo som bedst, Og klapped høit i Hænder; 75 Men bagved Kongen gik en Gjæst Med sammenbidte Tænder. Hans Pande rynked sig i Løn, Hans Smiil var smerteblandet; Det var Herr Audun Hugleikssøn, 80 Den første Mand i Landet. Men Hertug Haakon, Kongens Bro er, Og Auduns nære Frænde, Saa op til ham ved Barnets Ord Og lo dertil behænde; 85 Han glytted ned mod Auduns Haand, Som knytted sig i Harme, Og nikked til den væne Vaand, 2

3 Som sad paa Skottens Arme. Og efter dem i broget Rad 90 Kom Riddersmænd og Fruer; Der stod en Glands af Sølverlad Indunder Lundens Buer; Som Morildsstrimen staar ibrand Ved Nattetid bag Roret, 95 Saa lyste Rækken Mand for Mand, Der traadte Kongesporet. Der heises Seil i gylden Raa Ombord i Skottersnekken, Og hjemad, hver til egen Vraa, 100 Gaar snaksomt Folkerækken. Snart Erik staar i Høitidsskrud I Gildehallen atter, Men Skibet stævner Fjorden ud Med Kongens unge Datter. 105 I Almelunden er der Nat, De røde Lamper sluktes. Hvor Fjorden under Næsset brat Til begge Sider bugtes, Der Tvende færdes end i Løn, 110 Den Ene stærk og fager Det er Herr Audun Hugleikssøn Og Haldor Vaabendrager. Herr Audun stod paa Næssets Top Og saa sig ud saa vide, 115 Saalænge Snekken dukked op Ved Askelandets Side; Men da den lagde Roret om, Og stævned gjennem Sundet, Da bøied han sit Hoved, som 120 En Mand, hvis Haab er svundet. Hvor var han stor og stolt og stærk! Hans Kind var bruun og fregnet, Paa Panden laa et Manddomsværk Med rene Runer tegnet; 125 Og Brynets Stjerner bare Bud Om djerve Sagatanker; Saa stod han mens den unge Brud Svam bort paa Bølgens Planker. Han vinked Haldor med et Ord; 130 Saa lød hans dybe Stemme: «Jeg tænker paa engang ifjor Paa Hegranæs, histhjemme, Fra Reensdyrjagt vi kom en Kveld Og hviltes lidt ved Veien, 135 Da skreg en Ravn fra næste Fjeld 3

Mand, Der traadte Kongesporet. Der heises Seil i gylden Raa Ombord i Skottersnekken, Og hjemad, hver til egen Vraa, 100 Gaar snaksomt Folkerækken.

4 Tæt over os i Heien. Den Kløgt at tyde Fugleskrig, Fik længst Din Æt i Eie; Af Fremtidsdugen Du en Flig 140 Trak bort fra mine Veie, Du svor mig til, at Ravnens Røst Forkyndte mig og hende, Som foer fra Land, at vi en Høst Tilsammen skulde ende. 145 Det var da Tant hvad Ravnen gol, Og Løgn hvad Du forkyndte; Nu skal hun Skotlands gyldne Stol Engang som Dronning pynte.» Og Audun vendte sig i Harm, 150 Men Haldor Vaabendrager I Skjægget lo, mens hjertevarm Han saa tilorde tager: «Lad Snekken Du til Skotland gaa Med Kongens unge Datter; 155 Det, Herre! kan Du lide paa: I To vil mødes atter. Hvad Ravnen gol, det lages saa For Dig som og for hende, Hvor hun i Verden end mon gaa, 160 Hos Dig hun dog skal ende.» Herr Audun drog paa Axlen kun Og agted ei hans Tale, Han stod der som i Tankeblund, I drømmesvanger Dvale; 165 Han rynked Brynet, tykt og tæt, Og klemte Sværdets Hjalte, Og mangt et Minde, tungt og let, Han saa tillive kaldte: «Jeg skifted Ret, jeg stifted Lov 170 Ved Lagabøters Side, Jeg stod som Værn mod Vold og Rov, Jeg lindred Landets Kvide; Jeg seiled som hans Sendebud Mod Vest paa vilde Vande, 175 Og førte Eriks Kongebrud Tilgaards fra Bretlands Strande. Kong Erik støtted jeg i Fred, Jeg slog for ham i Nøden, Han lønner mig med ussel Sned 180 Kanhænde og med Døden Han er mig gram, jeg veed det godt; Men nord ved Søndmørs Kyster Jeg har mit gamle, stærke Slot 4

Høst Tilsammen skulde ende. 145 Det var da Tant hvad Ravnen gol, Og Løgn hvad Du forkyndte; Nu skal hun Skotlands gyldne Stol Engang som Dronning pynte.

5 Paa Hægranæs i Lyster! 185 Der er jeg tryg, did vil jeg nu; Her er min Færd tilende; Fra Erik vender jeg min Hu, Skjønt vel han er min Frænde. Jeg krævet har som Æresløn 190 Kongsdatteren tilægte, Og han saa sømmelig en Bøn Han turde Drosten nægte! Paa Hægranæs der har jeg drømt Hvad ingen Mand maa raade; 195 Jeg tænkte det var ei paa Skrømt Hvad Ravnens Røst mig spaa de. Det tyktes mig den bar et Bud, Som jeg gad bedre kjende; Var Kongens Datter først min Brud, 200 Da turde mangt vel hænde. Thi sønneløs Kong Erik er Og gaar alt ned ad Bakke Prinds Haakon, lidet folkekjær, Kan mig for Arven takke. 205 Han er ei Helt paa Ufredstog, Vil aldrig Viismand vorde Ha, var jeg, var jeg Kongens Maag, Jeg veed vel hvad jeg gjorde!» Sligt drømte han og mere til, 210 Da kvakk han op af Dvalen; Thi gjennem Natten lød der Spil Og Leg fra Gildesalen. Der Harper suste, Giger klang Som Gran i Vaarens Vinde, 215 Og Borgens vene Møer sang, Mens Dandsen gik derinde. «Væk!» raabte han, «fra Kongens Fest, Fra Harpelyd og Latter; Et Rige sakk for mig i Vest 220 Med Eriks unge Datter. Lad Snekken rustes, end ikvæld Vi lægge vil i Veien!» Da skreg en Ravn fra næste Fjeld Tæt over ham i Heien. 225 Herr Audun standsed der han gik, Han kjendte Blodet stige Han spurgte med et maalløst Blik Hvad Haldor vilde sige ; Men Svenden bøied sig saa smaat, 230 Og smilte mellem Tænder: «Hil eder, Herre! Norges Drot 5

Paa Hægranæs der har jeg drømt Hvad ingen Mand maa raade; 195 Jeg tænkte det var ei paa Skrømt Hvad Ravnens Røst mig spaa de.

6 Nu eders Lod jeg kjender!» Da bugned Auduns brede Bryst, Saa Silkesærken revned, 235 Der kom en Bævren i hans Røst, At mæle knapt han evned; Han hvisked: «Tyd, hvad Ravnen gol!» Da svarte Svenden atter: «Nu sang den om en gylden Stol 240 For Dig og Kongens Datter!» Da trev han Kjæden af sin Hals: «Gud naade den, som røber! Er Norges gyldne Stol tilfals, Jeg kjender vel en Kjøber! 245 Tag Guldet her til Tak og Løn, Alene hjem Du drage, Og meld, at Audun Hugleikssøn Hos Kongen bli er tilbage!» I Øster dukked op en Sky 250 Paa brede Uveirsvinger; Men høit fra Haakons Hal paany Det jubler og det klinger. Saa stormed han til Kongens Fest Til Harpeleg og Latter; 255 Men Snekken foer mod Vest, mod Vest Med Eriks unge Datter. 6

Er Norges gyldne Stol tilfals, Jeg kjender vel en Kjøber! 245 Tag Guldet her til Tak og Løn, Alene hjem Du drage, Og meld, at Audun Hugleikssøn Hos Kongen bli er tilbage!

Relaterede dokumenter

Jørgen Moe. I Brønden og i. bokselskap.no 2011

Jørgen Moe. I Brønden og i. bokselskap.no 2011 Jørgen Moe I Brønden og i Tjernet bokselskap.no 2011 ISBN: 978-82-8319-099-1 (digital, bokselskap.no), 978-82-8319-100-4 (epub), 978-82-8319-101-1 (mobi) Dukken under Tjørnerosen. Der var en liden Pige,