Peder Palladius: Om Brudeoffer

Transkript

1 Peder Palladius visitatsbog Peder Palladius ( ) var den første lutheranske biskop på Sjælland. I årene besøgte han samtlige kirker på Sjælland for at påse, hvordan den nye tro blev forvaltet, og give præsterne gode råd. I den forbindelse skrev han en visitatsbog, som den følgende tekst er et 5 uddrag af. Kilde: Peder Palladius: Om Brudeoffer 10 Når brud og brudgom komme til kirke, da må de have to tændte lys for dem på deres blussestager, og derfor står deres blussestager her i kirken i den sted, som de ugudelige faner stod tilforn. Hvorfor stå disse blussestager her for hver mands øjne? De stå ægteskab til hæder og ære, og de stå horeri, boleri og skørlevnet til en skam og skændsel, indtil de rette dem, som dér er faldne udi, fordi der må ingen leve til hobe uden ægteskab udi nogen skændslevnet. 15 Ingen må heller leve tilsammen i ægteskab, uden de kan bevise deres ægteskab; derfor gør man bryllup, derfor kommer brud og brudgom til kirken og lade dem vie tilsammen i hver mands åsyn, at det skal være god vidnesbyrd til deres ægteskab. I vide ikke, hvad fare Eder og Eders børn påhænger, når i ere ikkun trolovet eller hjemme 20 tilsammen givet aleneste og ikke kommen for kirkedøren tilsammen og lade Eder vie. Der kunde været en mand heller to til stede den tid I bleve så hjemme givne sammen; de kunde dø bort førend I selv, end siden end førend Eders børn kunde dø bort; der kunde komme én efter Eders død og kalde Eders barn en horesøn; hvormed vil han da bevise sine 25 forældre at have været to ægtefolk, når de ere alle døde, som på den tid hos var? Men dersom I gjorde bryllup heller ellers lade Eder vide tilsammen i kirken, da kunde der komme unge børn

2 til Eders bryllup, ti eller tolv år gamle, som siden vokste op og kunde bære vidnesbyrd om Eders ægteskab hundrede år derefter, om nogen vilde kalde Eders børn horebørn. Derfor er vielse skikket af gammel tid, ægtefolk til gode; ellers vil der komme klammer efter Eders død, 30 og I sætte en ond klud på Eders børns kåbe, når som I forsmå at komme til kirke og lader Eder vie tilsammen. Hvo som hertil haver det forsømt, da kan I endnu give Eders sognepræst det tilkende, så kan han kalde Eder af Eders stole en søndag, når tjenesten er ude og sige så til den gode almue:»i 35 gode kristne! Disse to personer vil nu åbenbare deres ægteskab; så vil vi gærne høre deres bekendelse: mand, bekender du, at hun er din hustru, trolovet og givet hjemme tilsammen? Ja, det bekender jeg! - kvinde, bekender du, at han er din ægtemand, trolovet og givet sammen? Ja, det gør jeg! - nu vel, så giver hverandre Eders hånd derpå i denne almues nærværelse! Det samme stadfæster jeg her i hver mands nærværelse og åsyn i navn Faders, Søns og Helligånds. 40 Amen. Vor herre Jesus give Eder sin nåde, miskund og fred! Amen. Og I gode kristne vil nu holde dem for to ægtefolk og bære vidnesbyrd med dem, om behov gøres«. Så kan den sår læges, at Eders børn skal ikke nyde Eder ondt ad, når I er døde fra denne verden. Men herefter må ingen gives tilsammen hverken af præstemænd eller andre, førend der er lyst 45 tre gange af prædikestolen om deres ægteskab, om der kunde være nogen, som kunde have noget deri at sige. At de trolovede hverandre. Desimellem udi gode folks nærværelse, med det vilkår, at ingen kan forhindre deres ægteskab, når der lyses for dem, det forbydes ingen. Ikke tør de ellers allesammen gøre bryllup, som lade dem vie af sognepræsten, det giver sig vel 50 selv. Hvo det formår, han gøre bryllup, men hvilke som ikke formår at gøre bryllup, de komme alligevel til kirken og lade dem vie, og gå siden hjem tilsammen og æde, hvad Gud haver givet dem, tilsammen. Og når brud og brudgom lade dem så vie, da må de have to tændte lys på deres blussestager,

3 55 som jeg sagde tilforn, og er godt, at de blussestager blive ved magt udi hver sognekirke så vel for ædel som for uædel, for de have end noget at mærke og var udi ingen vanbrug, som andre ting vare, der nu er ødelagt. Derfor haver det ikke været behov at ligge dem øde. Men det hændte dem, som begyndte først at bryde pavedømmet ned, som det plejer at hænde en tømmermand, der bryder et gammel hus ned: han bryder også i sønder, uforseendes, en 60 løsholt eller andet sådant, som måtte end have tjent udi det nye hus. Så gik det også med disse blussestager og andet mer; det kan ikke så nøje agtes, når man bryder ned; man kan end jo siden finde iblandt det gammel tømmer noget, som kan due til den nye hus. Så have disse blussestager også deres brug her udi kirken, hvorfor kirkeværgerne kan holde dem ved magt med to små vokslys på. 65 Hvad mærke de lys, som brænde for brud og brudgom? Have de intet at mærke, så turde de ikke heller brænde, som jeg sagde tilforn om de to lys på alteret. Det ene lys, som brænder for brud og brudgom, mærker, at brud og brudgoms og to ægtefolks 70 hjærter skal brænde i en stadige tro til Jesum Kristum al den stund de leve på jorden, så at de have én tro, én dåb, én Gud, én kirke, én prædikestol, font, alteret, én sognepræst og sognedegn til hobe og ere Gudfrygtige til hobe, at hver mand kan sige dem at være to gode kristne folk tilsammen. 75 Det andet lys mærker, at brud og brudgoms hjærter skal brænde udi en ægteskabs tro tilsammen indtil deres dødedag, at de have ét hus, ét bord, én seng tilsammen, æde og drikke, le og græde, lide ondt og godt sammen, løfte og lette hverandre, hvilken der ligger på sin sygeseng. 80 Og du, dannekvinde, vil så stille dit hjærte, mund og gerninger derhen, at du skulle langt heller være død og ligge her udi denne kirkegård, end du skulle fortørne din husbond med et ord af vitterlig mod. Så langt skal det være fra, at du skal stå udi næse som sennep eller være hannem

4 uhørig og ulydig. Det gør ingen dannekvinde! Skriften befaler dig, at du skal tide din husbond og være hannem hørig og lydig. 85 Og du, dannemand, lige tværtom igen, hav dig så udi dit hus med din fattige hustru som med et skrøbelig kar, om hun kan ikke aldeles være efter din vilje, som du gærne vilde, at du skal ikke straks være en løve eller en djævel udi dit hus med hug og stik, men at du bærer over med hende. Desbedre du farer med hende, desbedre har du hende; hun er dit kød og blod og skal 90 end besidde himmeriges rige med dig. Mand skal jo holde af den klædebon, han haver næst sig. Du skal ingen hus have kærere end det hus, din kære hustru og børn er udi, undertaget dette Guds hus, det skal I endnu både have kærest. Det skal være langt fra, min kære bondelille, at 95 du skal have ølkonens hus i købstad eller på landsbyen kærere end det hus, din kære hustru og børn er udi. Betænk, hvad du lovede hende, den tid de lagde Eders hænder sammen, og (I) blev to ægtefolk! Da tilsagde du hende, at den mindste penning, du kunde avle tilsammen, da skulle 100 halvdelen være hendes. Det ser man på rømmernes gods: når en skalk rømmer fra hus og hjem, da tager herskabet hans hovedlod heller halv boslod op, den anden halve part, som hører hustruen til, må de hverken rykke eller røre, så sandt som hun haver ikke forkastet sin part med Om kvindeoffer Når en dannekvinde går i kirke efter sit barn, det haver også været i en stor vanbrug her til dags ud af det ugudelige pavens folk, som ikke måtte lide ægteskab; horeri, boleri og skørlevnet måtte de vel lide. Så mange tusind paver, kardinaler, biskopper, munke, nonner og

5 110 alterpræster de måtte ikke giftes, det var en léd ting for deres øjne. Når så du en gråmunk i bryllup? Det var, som en hund var kommen i en badstue; vé, helligt folk må ikke ind i Pilatus hus!? Alligevel haver Gud selv skikket og stiftet ægteskab, dér han gav Adam og Eva tilsammen med sine benedidede hænder og helliggjorde ægteskab og befalede den stat udi tre budord udi den anden tavle, også for tre endelige årsagers skyld, som er: at avle børn, at fly skørlevnet 115 og at være hveranden til hjælp og trøst; men dette måtte ikke være hos det folk. Derfor talede de også skændelig om en dannekvinde, når hun lå inden kirkegang; da sagde de, at»hun lå hienske«, det er så meget at forstå af munkelære, at hun er en hedenske kvinde udi sin barselseng og ingen kristen kvinde; at hun haver djævelen med at fare på den tid og ikke vorherre; at hun skal have lys og vand, når hun går i kirke, at lyse og stænke djævelen fra sig 120 med igen. Ja, døde hun bort i hendes barselseng, da skulle hun i en grå kappe, og et slukt lys ind for hende. Ja, vist måtte det være slukt! Dér løbe de da fastelavn med og sagde, at man ledede en gråmunk i kirke efter hans første barn, så at vi kan tage, føle og trøve på vildfarelse, som vi have været udi. Mangen dannekvinde haver beklaget sig, at hun var aldrig ræddere for djævelen, end når hun 125 lå udi barselseng; det kom altsammen af munkelære, at der skulle jo blive fuldt af munke og nonner til og få ægtefolk, at djævelen kunde jo bruge sit spil imod Guds ordning og skik. Om barselkvinder, en trøst og formaning Men, min kære dannekvinde, du est ikke en»hienske«kvinde udi din barselseng! Du haver 130 ikke djævelen med at fare, om du est ellers en kristen kvinde, kristnet og døbt i navn Faders og Søns og Helligånds! Du haver ikke lys, vand, kappe behov at lyse, stænke og kyse djævelen fra dig, når du skal i kirke efter dit foster. Du haver Gud fader, Søn og Helligånd med at fare; de haver befalet at føde dit barn til verden med ve og sprække og at opføde (det) med jammer og kummer og mange vågne nætter. Og sankt Povel siger:»en kvinde bliver salig ved sin 135 barnefødsel, så sandt som hun bliver i troen til Jesum Kristum«. Det er ikke munkelære, det er Guds sandhed ud af den hellige skrift.

6 Ja, min kære kvinde, jeg vil sige dig mere til trøst: 140 Døde du bort i din barselseng - som det hænder ikke end alle kvinder, men nogen få, hvilken Gud vil dér kalde til sig, som vi ere hannem alligevel en død allesammen skyldige - da bliver du en martyrinde for Gud i himlen og får større løn af Guds nåde og miskundhed i himlen, end om du ellers døde uden ved din barselseng, fordi at du døde ikke for din egen skyld, men for din rette embede, for din mands og barns skyld. Du lader dit liv for din livsfrugt, som vor Jesus lod 145 sit liv for alle vores synders skyld. Ligesom en konge lod sit liv for sin fæderneland, eller jeg mistede mit liv for mit embedes skyld og ikke for min egen skyld, så er det også med dig i den måde. 150