De tre Vidner. »Det er meget simpelt,«svarede Kongedatteren,»jeg kan jo herske over det!«

Transkript

1 De tre Vidner Der var engang en stor Stad, hvori der blandt andet boede en Konge og en Kludekræmmer. Kongen havde en Søn og en Datter. Kludekræmmeren derimod kun en Søn, som var en rigtig Svend, velvoksen, smidig som en Vaand, snu som en Ræv og nøjsom som en Spurv. Han vilde gerne til et andet Haandværk end Faderens, men der var ingen, der vilde antage ham, de sagde alle:»hans Fader er jo kun Kludekræmmer!«Nu skete det, at Kongens Søn døde, og da han var bisat sagde Kongen til sin Datter:»Nu har jeg ingen Arvig mere. Jeg ved ikke, hvem jeg skal efterlade mit Rige.Det er meget simpelt,«svarede Kongedatteren,»jeg kan jo herske over det!du!«raabte Faderen;»Nej, Tak! Nej, saa ved jeg et bedre, Raad: du skal gifte dig, og naar jeg saa engang maa lade Læsset staa, kan din Mand køre det videre!det er mig ligemeget,«sagde Kongedatteren,»saa faar jeg da ogsaa et lille Ord at sige.men jeg siger dig,«sagde Kongen,»jeg modtager ikke enhver som helst Sjover som min Svigersøn!En Sjover vil jeg heller ikke have,«svarede Datteren,»tværtimod, jeg vil have en, der er endnu mere snu end jeg.ak, du gode Gud!«klagede Faderen,»mere snu end du? Saa maa du lede længe. Og hvordan vil du opdage, om han er mere snu?han maa være mig jævnbyrdig,«sagde Kongedatteren. Da Faderen hørte det, lo han og mente, at der var Kongesønner nok i Verden. Men Datteren sagde alvorligt:»ganske vist, men den, der vil have mig til Kone, maa være af lige saa høj Byrd og han maa Materiale ID: TXT da Side 1 af 5

2 skaffe tre Vidner paa det. Ellers kan jeg ikke tage ham.«det havde Kongen ikke noget imod, og han lod bekendtgøre, at han søgte en Svigersøn, som var hans Datter jævnbyrdig og kunde bevise det ved tre Vidner. Naa, det blev en Fest! Mangen Yngling havde gerne friet til Prinsessen, men voved det ikke, for hun var bekendt for sin Klogskab. Men endelig kom da en fremmed Kongesøn, der var ung, rig og skøn. Han lod sig melde, blev indladt og spurgte, om han kunde faa Prinsessen til Kone. Hun spurgte, om han var hende jævnbyrdig»det skulde jeg mene,«raabte han stolt,»jeg er Søn af en meget mægtig Konge!Det kan du sagtens sige,«sagde Prinsessen,»men jeg vil være sikker i min Sag. Hvem er Vidnerne?Ih! min Fader og min Moder!«svarede Frieren forbavset.»godt lad gaa,«sagde Kongedatteren.»Men hvem er det tredie Vidne?«Saa stod Kongesønnen der og vidste ikke, hvad han skulde sige. Og han maabed og lignede slet ingen Prins mere og blev straks sendt afsted. Det rygtedes viden om, og nu havde ingen Mod til at komme. Prinsessen troede, hun skulde blive gammel Jomfru. Men endelig meldte der sig en, og det var ingen anden end Kludekræmmerens Søn.»Fader,«sagde han en Dag,»jeg har mere Lyst til at bære Kongedatterens Slæb end disse Klude! Jeg gaar til Slottet og melder mig som Svigersøn!«Den gamle Kludekræmmer saa forskrækket paa ham og sagde:»aa, du er jo ikke rigtig klog!det skal vi faa at se,«svarede han, og som han gik og stod, gik han til Slottet og sagde til Vagten: Materiale ID: TXT da Side 2 af 5

3 »Gaa ind til Prinsessen og sig, at her er en, der vil have hende til Kone!«Det skete. Hele Slottet kom i Bevægelse, Hoffet samledes i den store Tronsal, og alle var meget nysgerrige. Fanfarerne klang, og Tjenerne førte Kludekræmmerens Søn ind, hvor Kongen og hans Datter sad. Ynglingen kom frejdigt og kækt ind, og hans Øjne straalede som Diamanter i Kongens Krone og Scepter. Han bukkede dybt for Kongen, men kun lidt for Prinsessen. Det tog hun ham ilde op og sagde:»sikken et mærkeligt Bud din Herre sender! Han kunde gerne give dig noget bedre Tøj paa end saadan en lappet Trøje!Undskyld, naadige Prinsesse,«raabte Ynglingen,»min lappede Trøje har kostet mig mere end alle Jeres Smykker har kostet Jer! Jeg har selv tjent til min Trøje, men I har faaet alt Jeres uden at røre en Finger!Du kunde være høfligere,«mente Prinsessen.»Det er mere værd at være ærlig end høflig!«var Svaret.»Naar du er oprigtig, saa sig mig, hvorfor du bukkede dybere for Kongen end for mig?«spurgte Kongedateren. Han svarede:»den, som vil have en Kone, skal ikke fra første Færd bringe sit Hoved i Nærheden af hendes Fødder!Hvorledes!«raabte Prinsessen,»du fordrister dig selv til at anholde om mit Hjærte!Om Ederes Hjærte først senere, høje Herskerinde, nu kun om Ederes Haand!Glem ikke, hvem du taler til, jeg er Kongens Datter!Det gør ingenting, jeg er Søn af en Kludekræmmer!«Da det gik op for Prinsessen, hvad det var for en Fyr, der vovede at anholde om hendes Haand, blev Materiale ID: TXT da Side 3 af 5

4 hun ildrød af Vrede og raabte:»den, der vil have mig til Kone, maa være mig jævnbyrdig, ellers tager jeg ham ikke. Hvorledes vil du kunne bevise, at en Kludekræmmers Søn er lige saa meget som en Kongedatter?«Ynglingen sagde, at han havde medbragt tre Vidner. Prinsessen lo, for hun saa ingen, der kunde hjælpe ham og vilde derfor vide Vidnernes Navne. Men har smilede, bukkede høfligt og sagde.»mine tre Vidner er Solen, Luften og Jorden!«Da blev Kongedateren nysgerrig og sagde, at det var tre gode Vidner, Solen kunde godt straks begynde med sit Vidnesbyrd. Da gik Ynglingen hen til et af de højeste Vinduer i Salen og trak Forhænget til Side, saa Solen kunde skinne ind. Saa bad han Prinsessen træde hen ved Siden af sig, pegede paa Skyggerne, der saas paa Marmorgulvet og sagde:»saaledes taler Solen, høje Herskerinde.»Hvis du var mere end Kludekræmmerens Søn, saa vilde den vel give din Skygge Farve. Men se, den er lige saa sort som min.«den stolte Kongedatter havde intet at sige. Nu vilde hun vide Luftens Mening. Da steg Ynglingen op paa en høj Stol, sprang ned og bad Prinsessen gøre det samme. Men hun var ikke vant til den Sport og sprang ned paa hele Foden, saa det gjorde ondt, og hun stønnede. Ynglingen lo og raabte:»saaledes taler Luften, høje Herskerinde. Var du mer end en Kludekræmmers Søn, saa vilde den bære dig som en Sommerfugl; men du har oven i Købet stødt dig.«da Prinsessen hørte det andet Vidnesbyrd blev hun ganske ydmyg, men hun vilde dog høre det tredie ogsaa. Materiale ID: TXT da Side 4 af 5

5 »Ja,«sagde Ynglingen,»men dertil behøver jeg omtrent tredive Aar! Man skal grave to Grave, begge lige dybe; saa vil jeg lægge mig i den ene, og I, skønne Prinsesse, skal lægge Jer i den anden, og man skal dække os til som i den evige Søvn. Vil I saa om tredive Aar spørge: Hvem er mest, Kludesamlerens Søn eller Kongedateren? Saa vil I overhovedet ikke kunne spørge mere. Thi hvad Jorden saa har levnet af Eder og mig vil da kun være en Hob Aske!«Saaledes talte Ynglingen, og da han var færdig, var der saa stille i Salen, at man næsten kunde høre Prinsessens Hjærte banke. Hun sad længe stille med Haanden under Kinden. Saa sagde hun sagte med et Ansigt, der straalede af Glæde:»Sol, Luft og Jord - tre gode Vidner har du medbragt, og jeg har mærket mig vel, hvad de har sagt, jeg frygter næsten ogsaa for, at du er klogere end jeg. Velan, siden den samme Sol beskinner os, og vi aander i den samme Luft, saa vil jeg ikke agte dig ringere end mig selv! Men det skal vare en god Stund, for vi lægger os i Graven. Lad os først leve sammen!«saaledes skete det, og der kom en Tid, hvor Kludekræmmerens Søn blev en stor Konge. Materiale ID: TXT da Side 5 af 5