Edderkoppen Hans på spændende og farlige eventyr

Transkript

1 Hans lå i pubben oppe under taget sammen med alle hans søskende og ventede på, at det blev tid til, at pubben var klar til at åbne sig, så han kunne kravle ud i den nye verden, som han vidste, var udenfor. Som han lå der og ventede, tænkte han på, hvordan det mon ville være i den nye verden. Han mærkede nogle sug i maven, fordi han synes, det var så spændende med alt det nye, der ventede ham. Han havde hørt nogle af edderkopperne, der kravlede forbi udenfor pubben, snakke om nogle af deres oplevelser. Nogle var skræmmende, nogle var spændende. Men Hans var sikker på, at han skulle opleve mange sjove ting, når han blev stor. Han snakkede med nogle af sine søskende, om alt det der ventede. Hans søster Ida, var lige så spændt som ham selv. De havde aftalt at følges ad den første tid, for at støtte og hjælpe hinanden. Uuuhhhh, skreg Hans, nu sker det, nu sker det Der gik hul i pubben. Han kiggede på Ida og spurgte: Er du klar? Ja, sagde hun. Okay, så hold dig bag mig. Jeg kigger lige ud gennem hullet og ser, hvad der er derude. Hans kiggede ud igennem hullet i pubben og hold da fest, sikke et syn der ventede ham. Verden var jo kæmpe stor og sikke mange ting, han kunne se. Han hjerte begyndte at banke og han kunne mærke pulsen stige ja, han havde også lidt svært ved at trække vejret. Uh, hvor var det spændende. Ida, du tror ikke dine egne øjne det er helt fantastisk. Kom, lad os komme afsted. Ida kravlede lige efter Hans ud af pubben og da hun kom ud, måtte hun stå stille. Det var helt vildt, alt det hun så. Kom nu, sagde Hans, før de andre også vil ud. Ellers kravler de bare over dig og så falder du måske ned. Annette Løvenhardt 2014 Side 1 af 10

2 De begyndte at kravle ned at muren på huset. Lige under dem, var der et smukt blomsterbed, som de kunne gemme sig i, indtil de havde sundet sig lidt efter de mange nye indtryk. Um, sikke nogle smukke blomster, mumlede Ida. Og sikke de dufter. Kom nu Ida, du må passe lidt på, at ingen ser dig. Ja, ja, jeg kommer nu, sagde hun. Hun kiggede lidt til venstre og så, der sad en stor fed larve ikke så langt fra hende. Hun tog benene på nakken og skyndte sig at kravle ned imellem blomsterne, ned til Hans. Hun vidste endnu ikke, at larver ikke spiser edderkopper, men kun grønt. De kravlede op på toppen af en blomst og kiggede sig omkring. De iagttog, hvordan deres søskende pilede ned af muren for at komme ud og opleve verden på egen hånd. Hans var glad for, at han havde Ida ved sin side, for verden var jo trods alt lidt skræmmende. Efter en tid blev de enige om, at kravle ned af blomsten og ned på jorden. På fliserne foran huset sad en lille pige. Hans synes, hun var smuk med hendes fine kjole med de mange blomster på. De kravlede tættere på pigen og Hans kunne ikke dy sig. Han måtte kravle op på hende. Hun var så fin og hun virkede så glad. Mette hed hun. Han kravlede op på hendes fod og hun begyndte at grine. Ih, det kilder. Se mor, der kravler en lille edderkop på mig. Ja, den er fin, sagde Mettes mor. Mette satte sin hånd ned foran Hans, så han kunne kravle op på den. Hun kiggede nøje på ham og sagde, han er da en sød lille en. En sød lille en hvad mon det betød, tænkte Hans. Hm, det føltes rart, da hun sagde det og hendes stemme var så fløjlsblød, så det var nok noget godt noget det der en lille sød en Efter nogle uger var Hans allerede vokset en del. Ida var gået sine egne veje, for de var efter nogle dage blevet enige om, at det var tid til at skilles. Nu havde de set lidt af verden sammen og følte sig tryggere, når de kravlede omkring. De var ikke længere bange og havde begge fået en fornemmelse af, hvor der var fare og hvor der var sikkert. Annette Løvenhardt 2014 Side 2 af 10

3 Hans sad i skyggen på en gren, da en fugl satte sig ved siden af ham. Han blev bange, for han havde en dag set en fugl, snuppe en edderkop blot for at spise den og det skulle han ikke nyde noget af. Han skyndte sig at kravle ned på undersiden af grenen og pilede hen ad den med galoperende hjerte. Nøj, hvor var han bange. Fuglen rendte efter ham på oversiden af grenen og den hakkede ud efter ham, men heldigvis var der en sprække i træet, hvor han kunne gemme sig, så fuglen ikke kunne få fat i ham. Hu ha, tænkte han, det var i sidste øjeblik. Da fuglen var fløjet igen, kravlede han ned ad træet for at gå på opdagelse. Han vidste, at Mette boede inde i huset og Hans kunne godt tænke sig at se, hvordan der så ud derinde. Han kravlede han over græsplænen og videre op på terrassen. Der sad nogen, så han passede på ikke at blive set. Altandøren stod åben og da han havde sikret sig at menneskene var travlt optaget af at snakke, kravlede han op på dørtrinnet og kiggede ind i stuen. Mette sad og legede inde på gulvet og ved siden af hende sad der en kat. Hm, gad vide om sådan en er farlig? tænkte Hans. Nej, så ville Mette nok være bange for den, besluttede han sig for. Han begav sig ind på stuegulvet og kravlede hen mod Mette, som han huskede, fra da han var helt lille. Hun var travlt optaget af at lege, så hun lagde ikke mærke til ham, men katten drejede hovedet og kiggede direkte på ham. Hans stod bom stille. Mon den alligevel var farlig, han var ikke sikker. Katten rejste sig og gik hen mod ham. Han blev bange og kiggede sig hurtigt omkring for at se, om han der var et skjulested, han hurtigt kunne løbe hen til. Men nej, han kunne ikke lige se noget. Katten var nu helt henne ved ham og den løftede poten for at lappe ud mod ham. Åh nej, tænkte Hans. Ikke igen og så pilede han afsted. Han havde erindringen om fuglen helt frisk i sin hukommelse. Katten løb efter ham. Mette opdagede stadig ikke, han var der. Han var helt sikker på, at havde hun set ham, ville hun hjælpe ham. Han løb og løb og pludselig ramlede han mod en lænestol. Han trillede rundt og følte sig helt fortumlet, men hurtig fik han samlet sig sammen og i sidste øjeblik, lige før kattens pote ramte ham, løb han op under stolen og gemte sig der. Hu ha! Han var helt forpustet og sikke han svedte. Nå, så katten var altså farlig. Det måtte han huske til næste gang. Annette Løvenhardt 2014 Side 3 af 10

4 Hans blev siddende oppe under lænestolen i lang tid. Han var bange men også træt. Han ville ønske, at hans søster Ida var hos ham, for han havde brug for at fortælle hende om oplevelsen og advare hende imod katten. Da han senere vågnede, efter at have sovet det meste af eftermiddagen oppe under sædet på lænestolen, var det blevet helt mørkt. Stemmerne ude fra altanen var fortiet det var helt stille. Hans mave rumlede, han var sulten. Han blev nødt til at komme ud af sit skjul for at gå på jagt efter noget at spise. Han kiggede ned og så, at der ikke var så langt ned på gulvet, så han sprang ned. Før han turde kravle ud under stolen, kiggede han rundt i stuen for at se, om han kunne se katten. Nej, der var vist kun ham til stede i stuen nu. Pludselig hørte han en summen arh mad, tænkte han. Det var en flue, han kunne høre. Hans holdte øje med den og efter en tid, satte den sig på lænestolen, hvorunder Hans havde siddet gemt i flere timer. Langsomt kravlede han op ad stolebenet og videre op langs siden af stolen og op på armlænet. Dér sad fluen, den sad helt stille. Adrenalinen pumpede i Hans krop. Han ville fange den flue, for hvor var han bare sulten. Det var hårdt, at skulle rende sådan for livet flere gange om dagen det krævede noget mad. Langsomt og helt stille sneg han sig tættere hen mod fluen. Mon den sov?, for den blev siddende uden at røre sig. Hans vidste, at hvis han gik helt ned i knæ, kunne han få et rigtigt godt afsæt, så han kunne hoppe meget langt, så langt at han ville lande lige oven på fluen og haps, så var den hans. Jubii, skreg han, fluen var hans. Han havde været så stille, at fluen ikke havde opdaget ham, heller ikke da han kom flyvende i luften efter det lange hop, han havde gjort. Åh, hvor var det skønt at få lidt at spise. Da Hans havde spist, ville han kigge sig lidt mere omkring i huset. Han havde jo kun set stuen og han vidste, der var meget mere at se på, men på den anden side trængte han også til at komme lidt ud i den friske luft igen. Han måtte tage en beslutning at se mere hus eller at kravle udenfor? Han hørte en lyd, den kom ude fra gangen. Nå, det blev vist til at se mere hus. Han begav sig ud i gangen, så han kunne se, hvad der skete derude. Annette Løvenhardt 2014 Side 4 af 10

5 Det var Mette. Hun skulle på toilettet, før hun skulle sove. Hans kravlede med hende derud. Han gemte sig lidt, så hun ikke sådan lige kunne se ham. Hun sang lidt og så kom katten ud til hende. Den gned sig op af hendes ben og sagde en mærkelig lyd. Sikke du spinder, sagde Mette til katten. Er du glad? Miav, sagde katten. Hans skyndte sig at kravle bag toilettet og satte sig på bagsiden af cisternen. Her vidste han, ingen kunne se ham, med mindre de kiggede ned bag den. Han skulle ikke nyde noget af, at katten så ham igen. Katten og Mette gik ud og slukkede lyset, så han sad alene tilbage i mørket. Han gabte, han var træt, det var tid til endnu en lur. Pludselig vågnede han og fornemmede, at der var nogen til stede i rummet. Han spidsede ører, så han bedre kunne høre. Det lød lidt, som når han selv gik hen over en flade, men de her skridt var meget tungere end hans egne. Han vidste, at der var fare på færde, for hans hjerte begyndte at banke og så så han til sin store forskrækkelse, at der var en kæmpe stor edderkop ude på toilettet sammen med ham. Den var meget større end ham selv. Den kiggede direkte på ham, med dens skinnende øje og han vidste, at passede han ikke på, ville han blive dens natmad. Hvad laver du herude på mit toilet?, spurgte den store edderkop. Hans sank en ekstra gang og vidste ikke, hvad han skulle sige. Han stammede: Dit to. toi toilet. Jeg, jeg, æh, åh orh, åh. Han kunne næsten ikke få ordene frem, så bange var han. Jah, må jeg så høre? Jo, jeg så Mette gå herud også ville jeg se, hvad hun skulle. Jeg vidste slet ikke, du boede her, sagde Hans. Hm, du er heldig, jeg allerede har spist, såh, så pil af med dig. Men ser jeg dig herude igen, så lover jeg dig ikke, at du får lov til at slippe næste gang. Forstået? Ja, ja, sagde Hans og hoppede ind på væggen, løb ned af den, og fortsatte henover gulvet og ud af døren, ud i gangen. Heldigvis var der mørkt derude, så ingen kunne se ham. Han græd, han var så ked af det. Det var lige meget, hvor han var, så der var der altid nogen efter ham, synes han. Kunne han bare ikke få lov til at være i fred. Han gjorde jo ikke nogen noget. Han var bare nysgerrig og ville se, Annette Løvenhardt 2014 Side 5 af 10

6 hvordan verden så ud hvilke dyr og blomster der var. Det hele var jo så spændende, men som han måtte sande - også meget farlig for sådan en edderkop som ham. Hans kravlede op ad væggen ude i gangen og satte sig oppe under loftet. Her kunne han sove i fred og når han vågnede, ville han have en rigtig god udsigt over hele gangen, således, at han straks kunne se, om der var nogen fare. Han faldt i dyb søvn han ligefrem snorkede. Kl. 3 om natten tændte Mettes mor lyset. Hans blev så forskrækket, at han glemte at holde sig fast oppe under loftet. Han faldt lige ned i håret på Mettes mor. Hun blev helt hysterisk, hoppede op og ned og fægtede rundt i håret med fingrene, for at få fat på Hans. Åh for pokker da, tænkte Hans. Fik han aldrig fred. Han løb ned ad nakken på Mettes mor og ind under natkjolen, hvor han kunne gemme sig, så hun ikke lige kunne se ham. Det gjorde bare det hele endnu værre. Hun skreg i vilden sky, hev og sled i natkjolen for at få den af. Hans styrtede rundt på hendes ryg og endelig kunne han komme fri troede han for han gled det sidste stykke ned til trussekanten. Hurtigt rendte han ind under elestikken på trusserne og så blev Mettes mor da først hysterisk. Hans ønskede af hele sit hjerte, hun ville tie stille. Hun skreg og skreg i vilden sky. Heldigvis var der løse ben i trusserne, så Hans hoppede ned på gulvet og fes ind under kommoden og gemte sig der. Mettes mor løb ud på toilettet og flåede alt tøjet af, for at sikre sig at edderkoppen ikke længere sad på hende. Hans vidste, han sad godt gemt under kommoden, så han ventede, til Mettes mor igen var gået i seng, med at kravle ned på gulvet, så han kunne komme ud af huset, ud og gemme sig i buskene udenfor. De følgende dage fortsatte Hans med at udforske huset og efter en tid, kendte han det ganske godt. Han havde fundet en sprække, hvori han kunne gemme sig og havde fundet nogle steder, hvor det var let for ham at komme ud og ind ad huset. Det var så rart at være i huset, når det regnede eller solen blev for stærk. Her var tørt og temperaturen var lige tilpas. Han følte, at huset og haven var hans hjem. Her var både mad, blomster og som sagt lige til pas for ham. Annette Løvenhardt 2014 Side 6 af 10

7 Sommeren var ved at være slut og Hans var blevet meget stor. Det havde været en rigtig god sommer, så det havde ikke været svært at finde noget at spise og Hans havde lært at tage sig i agt for både fugle, pindsvin og katte, ja i det hele taget passede han meget på, at ingen så ham, men det var blevet sværere for ham, fordi han jo var blevet så stor, som han var. Hans ben var blevet meget lange. De var tykke og meget stærke og hold da fest, hvor kunne han løbe stærkt. Han kunne hoppe lynhurtigt fra den ene side til anden samtidig med, han havde fuld fart på, så han var ikke lige sådan at fange. Det mest farlige var, når han var ude på et åbent område som fliserne ude på terrassen eller på gulvene inde i huset. Så var han let at se, for han var så jo stor. I dag var han inde i huset, fordi det var meget varmt udenfor. Det var sidst i august og det var en varm dag. Hu, hvor han svedte. Han ønskede han kunne kravle ud på toilettet, fordi der var både fugtigt og lidt køligt lige det helt rigtige mix for ham. Men klog af skade skulle han ikke nyde noget. Han vidste, at den store edderkop boede derude. Der var stille i huset, så han besluttede sig for, at kravle lidt rundt. Han tænkte, at det ville være sikkert med en tur henover det store stuegulv, så han begav sig på vej. Pludselig åbnedes døren ud til gangen. En maskine på hjul og et langt rør kom ind i stuen. Det var Mettes mor, der havde tændt for støvsugeren. Hans blev skrækslagen. Sikke en larm den lavede og han kunne se, at røret sugede ting op fra gulvet og med ét, vidste han, han var i fare. Han begyndte at løbe og så skreg Mettes mor på hendes mand. Kaj skynd dig. Der er en kæmpe edderkop herinde. Du må komme og slå den ihjel. Den er mega stor og møg ulækker. Hendes stemme var helt skinger. Hans kunne høre, hun var bange, men det var da noget værre fis, at være bange for ham. Kunne hun virkeligt ikke se, at han var mindst lige så bange, som hun selv var og det sidste han var interesseret i, var at komme tæt på hende igen. Så Hans løb og løb hen over gulvet, men han ramlede mod noget. Noget af Mettes legetøj stoppede ham i at løbe videre. Hurtigt hoppede han over det og løb videre. Han måtte i skjul. Igen blev han stoppet af noget legetøj, og så hørte han Kajs stemme: Kan du ikke bare støvsuge den op? Nej, for så kravler den måske ud igen, sagde hun. Annette Løvenhardt 2014 Side 7 af 10

8 Mette sad på sit værelse og kunne høre hendes mor råbe, så hun gik ned for at se, hvad der skete. Heldigvis tænkte Hans, det er Mette. Nu bliver jeg reddet, tænkte han glad. Han huskede stadig, da han var helt lille, og Mette grinede og synes han var en sød lille en, da han kravlede på hende. Men ak, Mette skreg i vilden sky, da hun så ham. Ad, ad hvor den stor. Slå den ihjel mor. Hans følte det, som om han havde fået en mavepuster. Al luften gik ud af ham og tårerne løb ned over hans kinder, og hans behårede ben blev også helt våde. Øjnene var fyldt med tårer, han havde svært ved at se, hvor han løb hen. Åh, nej røret kom tættere på og med ét kunne han mærke suget fra støvsugeren, trak i ham. Han var ikke stærk nok til at løbe væk fra den og så røg han op i røret. Auv, boink, ah, boink av for pokker hvor gjorde det ondt. Hele vejen op igennem røret slog han sig, hver gang han ramte siden af det. Han kunne ikke finde fodfæste nogen steder, så han måtte bare følge med op i røret. Han hostede noget så frygteligt, og da han kom ind i støvsugerposen, var han helt svimmel. Han kunne næsten ikke få vejret og der lugtede fælt derinde. Han fik støv i øjnene og der hvor tårerne før havde ramt hans hår på hans kinder og ben, klæbede der sig nu noget støv til. Næsen blev helt stoppet af støvet, så han måtte prøve at trække vejret gennem munden, men det var næsten umuligt. Støvet fortsatte med at komme ind i posen og han rendte rundt for at undgå at blive dækket helt til. Hans hoved gjorde forfærdeligt ondt efter at have været blevet kastet rundt i røret. Han var sikker på, han ville få flere buler, hvis han altså overlevede. Åh, bare han gjorde. Han ville så gerne se Ida igen, inden han skulle dø. Ring, ring ring, ring. Det var telefonen, der ringede. Mettes mor slukkede for støvsugeren og sagde til Mette. Jeg tror ikke, den kan kravle ud af røret nu med alt det støv, jeg har suget op, så gå du bare tilbage på dit værelse, Mette. Okay, sagde Mette. Annette Løvenhardt 2014 Side 8 af 10

9 Endelig blev der stille inde i posen. Hans gnubbede sine øjne med forbenene og prøvede at finde ud af, hvordan han kunne komme ud af posen i en fart. Yes, han fandt hullet og pilede ned gennem røret og endelig var han tilbage ude i lyset, ude på stuegulvet. Det var ikke så langt hen til tæppet under sofabordet, så han styrtede derhen, for der ville han ikke være så let at se. Mettes mor sagde farvel og lagde røret på. Hans sad helt stille, så hun ikke lagde mærke til ham. Igen tændte hun for støvsugeren og da røret kom nærmere, var Hans nødt til at løbe for ikke at blive suget op igen. Åh, skreg Mettes mor. Ikke igen. Hun var meget vred og jagtede Hans med røret, men heldigvis vidste han lige præcis, hvor der var et hul under fodpanelet, så han løb som en gal og i sidste øjeblik kom han i skjul under panelet. Han pustede og stønnede og hostede igen, for der var stadig støv både i næsen og i munden. Han måtte væk fra det her hus. Han havde fået nok og når Mette heller ikke længere kunne lide ham, var der ingen idé i at blive. Bare han kunne finde hans søster Ida, så de sammen kunne flytte ud i skoven, væk var mennesker og katte. Han vidste, han kunne gemme sig mange steder i skoven og at det ville være let at finde noget at spise derude. Hans kravlede først ud under panelet, da det var blevet helt mørkt. Han kravlede hen til altandøren, som Mettes mor havde glemt at lukke, og kravlede udenfor. Straks han kom ud, var han ved at bumle ind i en stor edderkop. Hans løftede forbenene klar til at gå til angreb, men lige før han skulle til at banke den anden edderkop, opdagede han, at det var Ida. Åh, Ida, hvor har jeg savnet dig. Det er frygteligt, der er sket så meget. Jeg har oplevet nogle forfærdelige ting. Jeg har været ved at blive spist flere gange og dræbt af menneskene flere gange om dagen. Nu orker jeg altså ikke mere. Ida spærrede øjnene op. Jamen Hans, du har jo buler i hele hovedet. Hvad er der dog sket? Annette Løvenhardt 2014 Side 9 af 10

10 Hans fortalte Ida om mange af hans oplevelser og mens han fortalt, satte Ida sit ene ben på hans ryg for at trøste ham. Jeg har været så heldig at bo ovre i drivhuset det meste af sommeren, sagde Ida. Der har jeg kunne gemme mig og haft let ved at finde mad. Men nu vil jeg gerne videre, sagde hun. Jeg vil ud og finde mig en kæreste. Ih ja, sagde Hans. Jeg tænkte på at tage ud i skoven og bo der. Hvad siger du til det, vil du med? Ja, sagde Ida glad og sammen begav de sig på vej ud mod skoven. Kalenderen skrev nu 15. september og både Ida og Hans, havde fundet et godt levested ude i skoven. Der var stadig fare at tage sig i agt for, men Hans synes, det var meget lettere at leve herude og han var så glad for, at Ida boede tæt på ham. Nu nærmede vinteren sig, men heldigvis boede han trygt og varmt, så han skulle nok overleve den. Annette Løvenhardt 2014 Side 10 af 10