Kasper Hoff ENE. og Løgnernes Konge. Illustreret af Peter Bay Alexandersen

Transkript

1 Kasper Hoff ENE og Løgnernes Konge Illustreret af Peter Bay Alexandersen

2

3 1. kapitel Den mærkelige fornemmelse i maven En tidlig morgen, netop som den første hane begyndte at gale, kørte en lastbil ind på torvet i Store Bjergby. Den var tungt lastet med æbler fra Lille Klejnerød, og den havde kørt hele natten, for det var torsdag, og torsdag var markedsdag i Store Bjergby. Chaufføren missede søvnigt mod den klare morgensol, stod ud af lastbilen og gik ind på Torvecaféen. Han satte sig ved et vinduesbord, bestilte en kop kaffe og åbnede sin avis. To minutter senere, da servitricen kom med kaffen, sov han allerede tungt med hovedet begravet i avisen. Derfor så han ikke, hvad der skete udenfor vinduet. Han var nok blevet meget overrasket, hvis han havde set det lille hoved, der tittede frem fra ladet af lastbilen. Det var en lille pige med mørkt, uglet strithår. Hun gned sine øjne og gabte. Hele natten havde hun ligget og sovet på ladet af lastbilen 7

4 under en dyne af æbler, og hun havde sovet godt, for lastbilens bevægelser havde vugget hende så dejligt. Du undrer dig måske over, at sådan en lille pige ligger og sover på ladet af en lastbil, men for Ene for det hed hun nemlig var det ikke spor mærkeligt. Hun var vant til at sove all mulige steder. I hundehuse og høstakke, i grøftekanter og kostalde. Ene boede nemlig ikke nogen steder. Eller rettere: Hun boede alle steder. 8

5 Nu sprang hun ned fra ladet og strakte sin lille krop. Så stjal hun et æble og gik ud for at udforske byen. Vent lidt, sagde jeg stjal? Det gjorde jeg vist. Du ved selvfølgelig godt, at man ikke må stjæle, men det gjorde Ene ikke. Hun havde ikke nogen forældre til at fortælle hende, hvad hun måtte og ikke måtte, eller til at købe ting til hende, så hvis der var noget, hun gerne ville have en kringle eller en fin hat for eksempel så stjal hun den bare. Og hun var god til det, kan du tro. Hun kunne lige se, hvornår folk ikke kiggede, og haps! så var tingen væk. Ene var nemlig tyvfolk, og tyvfolk stjæler, fra de står op, til de går i seng. Ene havde aldrig været i Store Bjergby før, og der var meget at se på. Gule og lyseblå huse, butikker med stribede markiser og små parker med bænke og springvand. Det var en fin by, men det var Ene ligeglad med. Normalt var det det bedste, hun vidste: at komme til et helt nyt sted, hvor hun aldrig havde været før, og gå op opdagelse. Men ikke i dag. I dag havde hun svært ved at nyde lugtene og lydene og alle de fine ting, der var at se på i byen, og det var alt 9

6 sammen på grund af den mærkelige fornemmelse i maven. Den var kommet for et par uger siden. Den startede som en prikkende fornemmelse i næsen, så bredte den sig til tæerne, for endelig at sætte sig som en snurrende fornemmelse i maven. I begyndelsen tænkte hun, at den nok ville gå væk af sig selv, men det gjorde den ikke. Tværtimod. Fornemmelsen voksede og voksede og fyldte mere og mere inden i hende. Hvis du havde spurgt Ene, hvad det var, hun følte i sin mave, så ville hun ikke kunne svare. Det var som at være sulten og glæde sig til noget og være bange for noget på én gang, og det var ret irriterende, for Ene vidste ikke, hvad det var, hun glædede sig til eller var bange for. Det var, som om hun havde slugt en magnet, der trak hende sydpå. Så længe hun bevægede sig mod syd, var det til at holde ud, men så snart hun stoppede op, kom følelsen igen endnu værre end før. Der var noget, der kaldte på hende nede sydpå, og hun måtte simpelthen finde ud af, hvad det var. Men først måtte hun have noget at spise. Hun havde kørt i mange timer, og hun trængte til noget, der mættede mere end æbler. Hun gik lidt rundt 10

7 på torvet og så på de handlende, der var ved at stille deres boder op. Der var mange gode sager på markedet. Der var både fine æsker med små ballerinaer, der kom op og dansede, når man åbnede låget, og nøgleringe lavet af smukke sneglehuse. Der var kamme og klemmer, snurretoppe og sandaler, gryder og rivejern og rulleskøjter og tusind andre vidunderlige ting. Normalt ville Ene have fyldt sine store lommer til randen med skatte, men ikke i dag. Der var kun lige akkurat tid til at få noget at spise, så måtte hun videre. Mens hun gik rundt på markedet, kom hun forbi en bod, hvor en lille, skaldet mand stod og solgte ure. Der var både store ure og små ure, kukure og vækkeure. To mænd stod og så på dem. Kunne man friste med et ur? spurgte urhandleren. Jeg ved snart ikke sagde den ene af de to. Han var oldgammel og krumbøjet og gik med en høj, spids hat. Det glimtede i hans øjne, når han så på urene. Hvad siger du, Max? Jeg ved snart heller ikke, sagde hans makker, som var en ung mand, der kun lige havde fået dun 11

8

9 på overlæben. Han var vældig smart i tøjet og havde et lilla silketørklæde om halsen, selv om det var midt om sommeren. Jeg er godt nok på udkig efter et ur, men det skal være et dyrt ét. Meget dyrere end dem, du har dér, sagde den gamle mand med hatten. Meget dyrere, gentog den unge fyr med tørklædet. Urhandleren gned sig i hænderne. Der var I vel nok heldige. Meget dyre ure er faktisk mit speciale. Hvor meget havde I tænkt jer, at det skulle koste? Hvad er det dyreste, du har? spurgte den gamle. Urhandleren tænkte sig om. Jeg har godt nok et meget fint ur, men det er så værdifuldt, at det ligger i en låst skuffe. Urhandleren lænede sig frem mod dem og hviskede fortroligt: Hvis nu der er nogen, der prøver at stjæle det. Han så helt forskrækket ud ved tanken. Det er lige præcis sådan et ur, vi er ude efter. Det er nemlig en gave til min gamle ven, kongen af Bingonesien, sagde den gamle. Kender du kongen af Bingonesien?! Urhandleren havde godt nok aldrig hørt om et land, der hed Bingonesien, men en konge var en 13

10 konge, og han var tydeligvis meget imponeret. Om jeg kender ham? Han er min svoger! pralede den gamle, og så åbnede urhandleren sin skuffe, med en nøgle han bar i en kæde om halsen. Ene blev stående og så på de to mænd og urhandleren. Ikke fordi hun var det mindste interesseret i ure. Det var de to mænd, der interesserede hende. Hun så nemlig med det samme, at de var tyvfolk lige som hende selv. Hvordan kunne hun nu vide det, tænker du måske. Tja. Det er ikke sådan at forklare, men tyvfolk kan næsten altid genkende hinanden. Det er ikke, fordi de ser ud på nogen bestemt måde eller opfører sig anderledes end andre mennesker. Det er bare sådan en fornemmelse. Ligesom når du ser en, du kender rigtig godt på lang afstand. Din mor eller far for eksempel. Så kan du også se, at det er dem, selv om de er for langt væk, til at du rigtig kan se deres ansigter. Sådan har tyvfolk det også med hinanden, selv om de ikke er i familie. Ene syntes altid, at det var spændende at se andre tyvfolk arbejde, og måske var der noget, hun kunne lære. Hun blev stående og så på, mens de narrede det fine ur fra urhandleren, uden at han opdagede 14

11 det. Mens den gamle fortalte en drabelig historie om, hvordan han engang havde reddet kongen af Bingonesien fra at blive ædt af en løve, snuppede den unge fyr lynhurtigt det dyre ur og puttede det i lommen. Urhandleren opdagede ingenting, så optaget var han af at høre om kongen og løven. De var dygtige, det var der ingen tvivl om. Måske de dygtigste tyvfolk, Ene nogensinde havde mødt. Men selv den dygtigste tyv kan komme i problemer, og de to mænd var så optagede af at snyde urhandleren, at de ikke så den politibetjent, der nærmede sig bagfra. Politibetjenten gik og gumlede på en kringle og havde ikke set noget, men hvad nu hvis urhandleren pludselig opdagede, at uret var væk, og begyndte at råbe op? Så var de to tyve i store vanskeligheder. Normalt ville Ene ikke have blandet sig. Det var ikke hendes problem, at de ikke holdt ordentligt udkig, og man skulle aldrig blande sig i andres problemer, for så kunne de hurtigt blive til ens egne problemer. Men mens hun stod der og så politibetjenten nærme sig, fik hun alligevel lyst til at hjælpe de to mænd, og Ene var ikke en, der tænkte ret længe over tingene. Hun skyndte sig hen til urhandlerens bod og hev den gamle mand i ærmet. 15

12 Se, morfar, derovre kan man købe kattekillinger, sagde hun og pegede i retning af politibetjenten. Den gamle mand med hatten så overrasket på hende. Så så han i den retning, hun pegede, og fik øje på politibetjenten. Jeg beklager, men jeg er nødt til at gå. Jeg har lovet mit barnebarn en kattekilling, sagde han, mens han lynhurtigt fiskede uret op af sin kompagnons 16

13 lomme og lagde det på plads, uden at urhandleren så det. Men, men, men Hvad med uret? Vil du ikke købe det? spurgte urhandleren. Det må blive en anden gang. Farvel og tak for i dag, sagde den gamle. Så forsvandt han sammen med Ene og den unge fyr ind mellem boderne. Urhandleren så surt efter Ene. Han skulle bare vide, at hun lige havde reddet ham fra at få stjålet sit fineste ur. Da de ikke længere kunne se urhandleren og politibetjenten, stoppede de op. Den unge fyr tog fat i Ene og løftede hende op, så hun hang og dinglede i luften. Hvad er du for en lille snotunge? spurgte han vredt. Det kan du selv være, sagde Ene. Den unge fyr blottede tænderne og snerrede vredt. Hvad blander du dig for? Mig og gamlingen dér, vi var lige ved at lave århundredets forretning, og så kommer du og ødelægger det hele. Og hvorfor kalder du ham morfar? Han er overhovedet ikke din morfar. Så, Max, sæt hende ned. Hun gjorde det for at 17

14 hjælpe os, kan du nok forstå, sagde den gamle. Max adlød modvilligt. Med et fnys lod han hende dumpe ned på jorden. Den gamle så undersøgende på Ene. Ikke uvenligt, men der var noget i hans blik, der gjorde hende urolig. Det var, som så han ind i hende. Må jeg have lov at spørge, hvorfor du hjalp os? spurgte han. Ene trak på skuldrene. Det ved jeg ikke, mumlede hun, og det passede. Hun kunne ikke forklare det. Hm. Det var i hvert fald pænt af dig, sagde den gamle og nikkede alvorligt. Måske kan vi hjælpe dig en anden gang. Hjælpe? stønnede Max. Kalder du det hjælp? Hun ødelagde det perfekte kup! Max Maximus, du har meget at lære endnu, sukkede den gamle og rystede på hovedet. Så forsvandt de mellem boderne. Ene fandt en bod, der solgte kringler og blåbærtærter. Hun kunne ikke beslutte sig for, hvad hun havde mest lyst til, så hun stjal en af hver. Bagefter satte hun sig på en bænk og spiste morgenmad. Hun kunne ikke spise det hele, så hun gav resten til duerne. 18

15 Den mærkelige fornemmelse i maven var stærkere end nogensinde. Hun måtte se at komme videre sydpå, hurtigt. Hun spurgte en dame om vej og fik at vide, at busholdepladsen lå for enden af gaden og til højre. Dér kunne hun nok finde en bus, der skulle sydpå. Ene havde ikke nogen penge til billetten, men det gjorde ikke noget. Hun betalte aldrig, når hun kørte i bus. Hun plejede bare at gå efter en voksen dame ind i bussen, så troede chaufføren, at det nok var hendes mor. Men lige før hun nåede til busholdepladsen, skete der noget katastrofalt. Ene gik i sine egne tanker, da noget pludselig fangede hendes blik. I et vindue stod den mest vidunderlige ting, hun nogensinde havde set. Det var et lille mekanisk orkester af aber i røde uniformer. De var lavet af malet blik, og de spillede alle sammen forskellige instrumenter. Én spillede banjo, en anden trompet og en tredje spillede på vaskebræt. De spillede den fineste musik, mens en lille blikhund kørte på ethjulet cykel foran dem, rundt og rundt og rundt i en cirkel. Det var en ganske vidunderlig ting, og Ene vidste med det samme, at den var hun bare nødt til eje. Hun havde egentlig slet ikke tid til 19

16 at stoppe, og selv om orkesteret var lille, var det alt for stort til at have i lommen. Det ville være både besværligt og upraktisk at slæbe rundt på, men det var der ikke noget at gøre ved. Hun måtte have det. Vinduet stod åbent, så det var bare at stikke hånden indenfor og snuppe det. Hun kastede et hurtigt blik op og ned ad gaden for at sikre sig, at der ikke var nogen, der så hende. Så stillede hun sig på tæer og snuppede orkesteret. Det er næsten for nemt, det her, nåede hun lige at tænke, så lød der et KLONK! og et tungt bur faldt ned over hende. Hun var fanget.