Diskussion om børnearbejde og fabrikslov i Ingeniøren

Transkript

1 Diskussion om børnearbejde og fabrikslov i Ingeniøren 1900 Sidst i 1800-tallet debatteredes børnearbejde og dets konsekvenser åbent. Dette førte til en 5 række love, der skulle regulere børnearbejdet. Det følgende er en del af en debat i bladet Ingeniøren fra år Kilde: Hyltoft et al: Det Industrielle Danmark, Systime 1981, side Direktør Slomann indledte diskussionen. Han var positiv over for forslaget, der bl.a. forbød skolebørn under 14 år at arbejde i fabrikker. I de fleste af vore nabolande var grænsen nu år. I almindelighed var det hans indtryk, at lovforslagets væsentligste bestemmelser ikke ville blive særlig byrdefulde for dansk industri. 15 Driftsbestyrer Pontoppidan: Det er industrien, der bliver ramt i sin helhed ved dette lovforslag Ved bestemmelserne om børnearbejde vil specielt glasværkerne blive ramte, som er en af de industrier, der beskæftiger flest børn. Jeg skal bemærke, at forslaget om børnene vel særligt er kommet frem, fordi der her i København har været rørt meget ved børnenes uheldige forhold herinde; og man kan jo ikke sige andet, end de også er højst uheldige. Jeg 20 tænker særligt på de klager, der fra lærerne ved de offentlige skoler har været ført over, at så mange børn er beskæftiget ved arbejde, og derfor forsømmer skoleundervisningen eller i hvert fald møder dårligt forberedte og ikke kan nyde tilstrækkeligt godt af den. Det er vel væsentligt de mange børn, der bliver benyttet i København som bydrenge og mælkedrenge, der har givet anledning til disse klager 25 Går vi uden for København, i provinserne og på landet, tror jeg ikke, der egentlig findes gyldig grund til at indføre så radikale bestemmelser, som er foreslået af indenrigsministeren i folketinget

2 30 Det er ikke blevet fremhævet i rigsdagen, at det skulle være hensynet til børnenes sundhedstilstand, deres legemlige velbefindende i fabrikkerne, der har været bevæggrunden til en så radikal fabrikslov som den her foreslåede På glasværkerne trives børnene overmåde godt, i hvert fald dernede på det, jeg kender bedst. De arbejder med fornøjelse, og de lærer at tænke sig om og at tage fat. De lærer at være under en ordentlig disciplin og får bevidsthed 35 om, at de selv hjælper godt med til at skaffe sig kost og klæder og måske endda lidt til forældrene. Den bevidsthed er også nok værd at tage med For mangen familiefader med mange børn og for en fattig enke med børn spiller det en stor rolle, at de kan få denne indtægt af børnenes arbejde. Jeg synes også, at det er et moment, der 40 absolut må tages hensyn til. Endvidere synes jeg også, at det er en egen sag, at staten således berøver forældrene i de lavere klasser deres personlige frihed, om jeg så må sige, at staten optræder som formynder for dem og siger, hvad de må bruge deres børn til og hvad ikke Til slutning skal jeg lidt mere indgående omtale arbejdet på glasværkerne og specielt den 45 industri, som vi har nede på Holmegaards Glasværk. Til fabrikationen af de varer, der laves der, kræves en overordentlig mængde manipulationer. Det er en masse små ting, der skal passes, en mængde smådele, der skal sammenføjes, og det kræver alt sammen absolut børnehjælp. Glasmageriet er et særligt erhverv, der kræver mange års øvelse, og det er ligeledes nødvendigt, at man fra lille vænner sig til varmen. Det kan man ikke komme bort fra. Børnenes 50 arbejde foregår ved ovnene. De er altså stærkt udsatte for varmen, og de må tillige bevæge sig meget hurtigt. Det er indlysende, at dette arbejde er noget, der ikke passer for voksne. Og selv om det kunne gøres af voksne hvad der er aldeles umuligt kan vi ikke skaffe dem Jeg kan sige Dem aldeles bestemt, at hvis loven går igennem, som den nu er foreslået, vil det 55 medføre, at glasværket dernede må hæves

3 Ingeniør Zahrtmann: Der var et punkt, som Hr. Pontoppidan løseligt berørte, men som bør fremhæves lidt mere, det er den opdragende betydning, som arbejdet har for børnene, og som 60 jeg tror i mange retninger virker meget bedre på børnene, end den skolegang, de får For os, som har gået i en skole, som tildels har opdraget os til at arbejde, spiller skolen en ganske anden rolle, end borgerskolerne vistnok kan gøre. Jeg er ikke meget inde i, hvorledes de arbejder, men jeg tror, at næsten al den viden, som børnene får der, bliver proppet i dem. De har overmåde lidt selvarbejde, og kun ved selvarbejde lærer man at arbejde 65 Direktør Slomann: Jeg vil begynde med at svare den sidste ærede taler. Han mente, at arbejdet skulle have en opdragende indflydelse, og at det var muligt, at det, børnene lærte mindre i skolen, opvejedes af, at de til gengæld lærte at arbejde. 70 Jeg er ikke sikker på, at Hr. Zahrtmann har ret, skønt jeg nok tror, at skulle der være noget, der talte for den betragtning, kunne man vel anføre arbejdet i glasværkerne, som er ganske behageligt og fornøjeligt, selv om det er varmt. Men arbejdet i mange andre virksomheder er af en helt anden natur. Det kan være, at skolen ikke giver undervisningen således, som den burde; men det er da skolens fejl, og så må den forbedres. Forresten tror jeg, at vor 75 kommuneskole, den lavere skole, i virkeligheden giver god og praktisk kundskab i elementære ting, som skrivning, regning, læsning osv., som også for den arbejdende befolkning er af stor betydning; og jeg finder det fuldstændig berettiget, at loven som Hr. Zahrtmann rigtigt bemærkede kun tager hensyn til skoleundervisningen 80 Det er i alt kun børn, der beskæftiges ved industrien, og deraf var der ved glasværkerne kun 153. Det er et så beskedent tal, at det er lidt vel meget forlangt, at der skulle lovgives særligt for dem. Loven må rette sig lidt efter de store gennemsnit. Ser vi hen til tobaks- og cigarfabrikkerne, viser det sig, at de beskæftiger over børn, altså langt over halvdelen af disse børn, der er tale om. Det er altså en industri, der spiller langt større rolle med

4 85 hensyn til børnearbejde end glasværkerne; og jeg tror ikke, den er af nogen særlig opdragende natur for børnene de lærer måske at ryge tobak den foregår vistnok ofte i usunde og lumre lokaler, der er fyldt med tobaksstøv, så jeg antager ikke, at børn på 10 år har særlig godt af at opholde sig i dem. Af industrier, der beskæftiger over 100 børn, er der meget få. Der er teglværkerne med 166 hvad børnene bruges til der, ved jeg ikke, måske hr. Foss* kan sige os 90 det (Foss*: De kan godt undværes) nå, så slap vi let over det. Så er der klædefabrikkerne med 194 og nogle enkelte andre, men ellers er det gennemgående små tal, der findes på listen; så børnearbejdet spiller i det hele ikke nogen stor rolle her. Jeg synes derfor, at man for børnenes skyld må sige, at deres skolegang er vigtigere. Det er væsentligt, hvad jeg har at svare hr. Zahrtmann 95 Jeg vender mig så til hr. Pontoppidan. Han talte om indgreb i den personlige frihed, og om at børnene skulle have lov til at hjælpe deres forældre med at ernære sig. Ja, det er selvfølgelig et hensyn, som kan gøres gældende. Men dertil er dog at sige, at arbejdslønnen i Danmark, siden den nugældende lov blev givet i 1873, er steget så overordentligt, at arbejderfamilier nu i 100 højere grad end tidligere vil være i stand til at undvære børnenes hjælp. Selvfølgelig vil mange arbejdere beklage at måtte undvære denne indtægt af kr. om måneden det er jo nu ikke så forfærdelig flot for arbejde den halve dag. Det er omtrent 50 øre om dagen, så det er jo en god og billig arbejdskraft for fabrikken men samfundet har jo også sine krav at stille. Det er vist utvivlsomt, at det i sin tid heller ikke har passet folk at få indført skoletvang; men den 105 blev pålagt alligevel i samfundets interesse. På samme måde må samfundet nu trække lidt snævrere grænser for den personlige frihed på dette område, fordi samfundet har interesse af, at børnene får en god opdragelse, selv om forældrene af snæversynethed skulle foretrække, at børnene fik lejlighed til at tjene penge 110 Med hensyn til spørgsmålet om 12 eller 14 års alderen, som hr. Pontoppidan talte meget om, skal jeg ikke tage ganske bestemt standpunkt. Jeg antager, at alle, der ønsker at fremme loven,

5 vil acceptere et kompromis og foreløbig blive stående ved de 12 år og håbe på, at fremtiden kan bringe os bestemmelsen om de 14 år