FOA Fag og Arbejde Grønnegade Viborg

Transkript

1 FOA Fag og Arbejde Grønnegade Viborg

2 Beretning FOA Viborg har igen haft et spændende og udfordrende år i 2014 og mange politiske dagsordner har haft indflydelse på afdelingens medlemmer, både positivt men også i den negative retning. Den økonomiske situation i Danmark har desværre endnu ikke forbedret sig så meget, at vi har kunnet se en positiv udvikling i den offentlige sektor. FOA s arbejdsområder er ved at være nedslidte, og det gælder også vores medlemmer. Vi ser dog vinden blæse lidt i den rigtige retning ved, at den offentlige sektor oftere bliver nævnt i de politiske debatter. Vi har derfor en stor opgave i at sætte vindmøller op, der kan være med til at vinden bliver kraftigere og vedvarende, så derfor skal vi alle i FOA være med til at sætte en dagsorden og fastholde en debat om, hvilket samfund vi vil være en del af i Danmark. Vi vil med denne beretning give nogle bud på, hvor vi ser nogle politiske budskaber, som vi bør have en mening om - hvis vi da vil være med til at forbedre forholdende i Danmark, både som medarbejdere, men så sandelig også som borgere. Samfundsudviklingen i dag, er som et tog der buldrer derud af med en masse vogne koblet bagefter. Alle de vogne har deres egen dagsorden, og hvis vi vil have indflydelses på nogle af disse dagsordener, så er det med at springe på de rigtige vogne. Den politiske debat om dagpengereformen har fyldt rigtigt meget, og for nogen har det nok været svært at forholde sig til, hvad det egentlig gik ud på. Det blev ikke bedre, da TV kom med dovne Robert, så det efterfølgende i debatten kom til at fremstå, som om alle ledige ikke gad arbejde. Det er absolut ikke tilfældet. Faglig afdeling i FOA Viborg arbejder med at anvise vores ledige medlemmer arbejde, og vi kan 1

3 bekræfte, at det ikke er det billede vi har. Jeg ønsker ikke for nogen at blive ledig. Det er mere end fast arbejde, og derudover går man ned i indtægt og skal leve for færre midler. Den nuværende regering har dog forsøgt at stoppe nogle huller, men det er ikke godt nok endnu. Bl.a. længden af dagpengeperioden kunne gøres bedre. FOA vil fortsat indgå i arbejdet om at forbedre forholdende for de ledige, og arbejde på, at vi på vores arbejdspladser får forståelse for, at man skal tilbyde de ledige en ordentligt ansættelse, og ikke tro at de ledige skal tage skraldet, som andre ikke vil have. Vi skal ikke hoppe med på den vogn, der lægger de ledige for had, som værende dovne, og dem der ikke vil have arbejde. Nej, vi skal hjælpe vores ledige FOA medlemmer, med at få et arbejde. Husk det kan være dig i morgen. Vi har også i 2015 en kæmpe udfordring på uddannelsesområdet. Vi har igennem de sidste ca. 5 år set, hvordan social og sundhedshjælperne bliver udfaset til fordel for social og sundhedsassistenterne i kommunen. På det Regionale område har vi set en udvikling, hvor social og sundhedsassistenterne udfases til fordel for sygeplejersker. Vi oplever også nu, at dele af portørområdet udfases til 3F enten som lastvognschauffører eller som lagerarbejdere. Portørgruppen forsvinder og bliver serviceassistenter fremadrettet. De Pædagogiske assistenter har fortsat ikke fået det fodfæste som vi kunne ønske, pædagogerne fylder fortsat meget i den offentlige debat. Den udvikling vi ser, har altid været et typisk tegn på økonomiske krisetider. Jeg har igennem mit mangeårige virke som formand, set denne udvikling ad flere omgange. Men hvad er det der gør, at det altid er de laveste i løn- og uddannelseshierarkiet, der betaler for krisen? Kunne det måske skyldes, at dem der har ledelsen eller træffer beslutningerne, selv tilhører middelklassen eller den højere 2

4 middelklasse, og at det derfor altid skal være arbejderklassen, der skal betale for krisen, godt spørgsmål ikke? FOA s bud på at ændre på den udvikling er, at vi alle bliver bedre til at synliggøre hvad vi egentligt kan, og får bekæmpet den uvidenhed, som mange har, i forhold til FOA s erhvervsuddannelser og faggrupper. Hvis vi ikke får bremset udviklingen i kommunerne, hvor man er i gang med at fjerne social og sundhedshjælperne, så kommer social og sundhedsassistenterne til at arbejde som hjælpere, og jeg kunne så frygte, at fremtiden vil gå i den retning, som vi har sloges med på det regionale område, nemlig at social og sundhedsassistenterne bliver udfaset til fordel for sygeplejerskerne, også på det kommunale område. Den udfordring der ligger i den udvikling vi oplever, er en udfordring afdelingen og vores tillidsrepræsentanter, ikke kan stå alene med. Man skal også som medarbejder forholde sig til den udvikling, og stå på mål for den faglige stolthed, man bør have i sit job, og det arbejde man udfører. Vi skal være bedre til at få sat på plads, at når man eksempelvis uddanner sig som pædagogisk assistent, så er det for at arbejde indenfor denne uddannelse, og ikke for at arbejde som pædagog, for så havde man vel taget den uddannelse. Det samme gælder for social og sundhedshjælpere, og social og sundhedsassistenter - det er to forskellige uddannelser og to vidt forskellige arbejdsområder, så man skal lade være med at blande pærer og æbler sammen. Man uddanner sig heller ikke som murer, for derefter at arbejde som tømrer. Social dumping har været dagsordensat, men det har været meget ud fra det private arbejdsmarked og hele debatten om, at en del udenlandsk arbejdskraft ikke har fået de rettigheder, som de danske overenskomster tilskriver dem. Det, at vi i Danmark har arbejdsgivere, der forsøger at 3

5 score kassen, ved at underbetale udenlandsk arbejdskraft er usmageligt, og vi må i FOA Viborg tage skarpt afstand til det. Desværre ser vi også indenfor FOA s område handlinger fra arbejdsgiverens side, der efter vores opfattelse tangerer social dumping. Dog har vi endnu ikke set lønsedler, hvor timelønnen i forhold til overenskomsten er halveret, men vi har i 2014 set rigtige mange lønaftaler, hvor medarbejdere er blevet ansat på nul timer, eller timer der ligger mellem ca. 6 og 20 timer om ugen. Vi har også måtte konstatere, at disse medarbejder har arbejdet flere timer, end der står på deres ansættelsesbrev, og det i sig selv er jo godt, vil nogen mene. Men det er lige præcis her, vi taler om social dumping. Jeg skal prøve at give et eksempel: Et medlem får et ansættelsesbrev på 20 timer og bliver lovet flere timer, hvilket også sker og medlemmet har måske ca. 32 timer i gennemsnit pr. uge over en længere periode, men medlemmet har fortsat et ansættelsesbrev på 20 timer. Hvis medlemmet bliver syg, får medlemmet kun månedsløn for de 20 timer, hvilket også sker da medlemmet skal holde ferie. Medlemmet får månedsløn for 20 timer under ferien, på trods af, at medlemmet har haft et gennemsnit på ca. 32 timer. Dette medlem får ikke i kraft af den ansættelse arbejdsgiveren har givet medlemmet, fuld udnyttelse af overenskomstens goder. Det betragter vi som social dumping. Desværre har vi rigtig mange eksempler på dette, og desværre har vi måtte bruge rigtigt meget tid på, at synliggøre overfor arbejdsgiverne, at det sker, og at vi ikke vil acceptere, at vores medlemmer ikke får et ansættelsesbrev, med det reelle timetal. Vi synes selv, at på trods af, at vi har haft det som et fokusområde, har det ikke båret frugt i den størrelse, som vi havde håbet på. Men det er ikke ensbetydende med, at vi stopper. Målet er først nået, når FOA s 4

6 medlemmer har ret til et ansættelsesbrev med et timetal, som man selv har haft indflydelse på. Vi kan som organisation heller ikke leve med, at de af vores medlemmer der ønsker 37 timer, ikke kan få det. Regionen har en fuldtids politik, og det ser nu ud til, at den også kommer på det kommunale område, via en hensigts erklæring i KTO aftalen det kan vi kun hilse velkommen. Familie og børnepolitik kunne også med rette, være en af de politiske vogne vi burde hoppe på. For det første har vi mange medlemmer med børn, og for det andet har vi rigtig mange medlemmer, der arbejder indenfor området. Hvorfor skulle vi ikke have en menig om, hvordan børnenes muligheder for en god opvækst bør være? Er det rimeligt, at vi i 2015 vil se børn blive tabt på gulvet, for derefter at ende i en kriminel løbebane, eller få så mange knubs i skolen, at man som ung ikke har mod på, at tage sig en uddannelse. Mange har en fastlåst holdning til, at det ansvar ligger hos forældrene, og fint for det, men så let er løsningen efter vores opfattelse ikke. Hvad med de forældre, der ikke kan løfte det ansvar, eller takle de problemer, der kan opstå under barnets opvækst? Her tænker jeg ikke kun på forældre, der f.eks. selv har misbrugsproblemer, nej her tænker jeg også på de såkaldte velfungerende og stærke forældre. Jeg er helt klart af den mening, at der skal være mulighed for professionel hjælp og vejledning generelt. Jeg er overbevist om, at personalet inden for dag- og døgninstitutions området, men også indenfor skoleområdet gør en stor indsats, med de muligheder de har nu. For en lærer i en klasse med 26 elever, kan det være svært at tage sig ekstra af lille Peter eller Yrsa, med mindre man måske er så heldig i den klasse, at man har fået timer til en undervisningsassistent. De frygtelige misbrugssager, der har været fremme i medierne, burde ikke have fundet sted, det kan vi vist hurtigt 5

7 blive enige om. Når der skal findes ressourcer til disse børn og unge, så ophører enigheden mange gange. Jeg kunne også godt tænke mig, at vi sprang på den vogn, der sætter dagsordenen for, hvad vores børn skal undervises i, hvor mange test de skal bydes, eller hvilket gennemsnit der skal til, for at de kan komme videre. Er vi i FOA med på et karakterræs, eller er vi mere tilhængere af, at børn lære at samarbejde, lære at respektere hinanden og hinandens forskelligheder, men også lære, at de kan træffe en beslutning og tage ansvar og arbejde selvstændigt. Personligt er jeg helt med på, at børn skal lære at læse og regne, men behøver alle at score topkarakter. Jeg så engang et læserbrev, hvor en 9-klasses pige, forholdt sig til, at hun havde en forventning til sig selv om, at alt under 12 i karakter var dårligt. Pigen tilkendegav selv, at hun ikke havde tid til et liv som ung. Hun sluttede artiklen med, at stille det spørgsmål: Hvad gør jeg den dag alle har 12? Jeg tror alle kender en person, som ikke var den skarpeste i klassen når det gjaldt de boglige fag, men er en fantastisk kollega, en fantastisk arbejdskraft og et fantastik menneske. Vi kunne stille os det spørgsmål hvad skal der til, for at vores børn og unge får et godt forløb i skolen. Alle skal og kan ikke være 12 er, men alle bør have muligheden for at tilegne sig de kompetencer, som deres evner rækker til. Undervisningsassistenter i klasserne kunne efter min opfattelse, være et af værktøjerne, i at nå det mål. Viborg kommune er i gang med at lave en uddannelses strategi og afholdt i februar måned en to dags konference, hvor der bl.a. blev sat fokus på, hvilke værktøjer der kunne bruges, så de unge får en bedre baggrund, inden de træffer en beslutning om, hvilken uddannelse de vil ind på. Et af værktøjerne som jeg kan se vil kvalificere de unges valg, er at man genindfører erhvervspraktik i klasserne. Forslaget kunne gå på, at 6

8 kommunen har en praktik database, hvor alle private som offentlige virksomheder, har pligt til at stille arbejdspladser til rådighed, således at man hvis man går med en drøm, om at blive dyrlæge, mekaniker, eller sygeplejerske, har en mulighed for at se, hvad jobbet egentligt går ud på. FOA ville hilse et sådant forslag velkommen, hvilket måske kunne få mange til at forstå, at alle ikke kan blive social- og sundhedshjælper, fordi man syntes, at de ældre er rare mennesker, og dyrlæge fordi dyr er søde, men i et sådant praktik forløb opdage, hvilke krav der stilles og kræves, for at bestå en sådan uddannelse. Det er en vogn mere, jeg syntes vi bør springe om bord i. Uligheden i Danmark vokser. De rige bliver rigere og de fattige bliver fattigere. Statistisk set er der større arbejdsløshed i arbejderklassen. Der er stor indkomstfremgang for overklassen og indkomststilstand for arbejderklassen og underklassen. Danskerne tilkendegiver i undersøgelserne, at de er blevet mere utrygge. På knap 9 år er utrygheden steget med 19 %. Utrygheden ligger på forskellige områder, men hovedsageligt i forbindelse med økonomien. Hvad hjælp får jeg hvis jeg bliver syg, og hvad med min alderdom? Hvorfor er der så mange i befolkningen, der som gribbe falder over bistandsmodtagere, og mener at de får for meget? Hvorfor falder man ikke som gribbe, over de 10 %, der indenfor de sidste 10 år er blevet kr. rigere om året. FOA s medlemmer arbejder indenfor områder, hvor vi bl.a. ser rigtige mange skæbner, så jeg tror på, at vi har forståelse for, at vi skal have et samfund, der spænder et netværk ud under os som borgere, hvis vi skulle ryge ud over kanten. Vi er så rigt et samfund, det er bare et politisk spørgsmål om, hvordan vi vil bruge skatte kronerne. Der er firmaer, der i 7

9 dag ikke betaler skat i Danmark. Er det rimeligt, at de bruger vores veje, de slider på vores arbejdskraft, kort sagt forventer, at Danmark stiller det til rådighed i samfundet, der gør, at de kan drive virksomhed og tjene store penge, som de så efterfølgende overfører til skattely? Hvorfor er der så mange der synes, at det at betale skat er noget fanden har skabt. Hvis man nu lavede det tanke eksperiment, at alle var ordentlige mennesker, og betalte det de burde, så kunne det være, at vi fik penge til en bedre ældre omsorg, bedre og billigere bus afgange, højere dagpenge satser, ja jeg kunne blive ved. Skattegrundlaget er og bliver værktøjet til et godt og sammenhængende Danmark, så lad os springe på den politiske vogn, og lad os være med til at diskutere og sætte dagsorden for skattepolitikken i Danmark. Vi har i 2014 i afdelingen, arbejdet med omlægning af opgaver og har sat en drøftelse i gang, hvor vi må konstatere, at vores sektor struktur ikke længere passer til vores arbejdspladser. Afdelingens medlemmer arbejder på tværs, og ledelsesstrukturerne skifter. Vi må blot konstatere, at skal vi gøre tingene til gavn for vores medlemmer, så må vi finde en ny model, hvor det er medlemmerne, vi tager udgangs punkt i, og ikke en fastlåst struktur. Også her buldrer toget derud af, og her skal vi med, ellers køres vores medlemmer over. Social- og sundhedssektoren og kost- og servicesektoren, har indledt et tæt samarbejde, hvor medlemmerne nu allerede bliver serviceret på tværs. Det samme gør sig gældende, mellem social- og sundhedssektoren og det pædagogiske område. Tillidsrepræsentanterne vil også på den lange bane komme til at opleve, at skulle tage vare på andre af FOA s faggrupper, end dem de tidligere har været vant til. En spændende udvikling og opgave, der står foran os. 8

10 Da det er min sidste generalforsamling, som formand for FOA Viborg, har jeg sammen med afdelingsbestyrelsen, leveret en beretning lidt anderledes en tidligere, en beretning hvor vi har lagt nogle spor, som vi mener, der bør følges op på. Nu ved alle jo godt, at verden bevæger sig rigtig hurtigt, men jeg ser og oplever FOA med en fremtid, hvor man også er parat til at skifte spor, hvis samfundsudviklingen går i en anden retning. Vi har brugt de sidste 2-3 år, til at fremtidssikre Viborg afdelingen, hvilket vi mener, er lykkedes. Samtidigt viser nye undersøgelser, at danskerne igen ser vigtigheden af, at være medlem af en Rigtig Fagforening. Kurven er vendt og fællesskabet har fået en højere prioritering i samfundet, end individualismen. Derfor forventer vi fremgang af medlemmer. Den udvikling, der nu er kommet gang i, håber jeg ikke det kommende folketingsvalg, kommer til at afspore. Lad os håbe at toget er så godt oppe i fart, at det ikke bremses. Det vil efter FOA s opfattelse, ikke være til gavn, for de medlemmer og arbejdsområder vi repræsenter. 9