Generelle overvejelser s 2. Natura 2000-planernes datagrundlag s 2. Generel lovgivning som virkemiddel uden erstatning s 3

Transkript

1 Natura 2000 område 59: Kysing Fjord Indhold af dette høringssvar: Konklusioner s 1 Generelle overvejelser s 2 Natura 2000-planernes datagrundlag s 2 Generel lovgivning som virkemiddel uden erstatning s 3 Udpegningsgrundlagets revision s 5 Natura 2000-planens virkemidler s 5 Implementering af virkemidler til pleje af habitatnaturen s 5 Direkte information til lodsejere s 8 Konklusioner For at sikre et grundlag for 860 fouragerende og rastende sangsvaner er der i Naturplanen opsat et indsatsprogram der bl.a. skal sikre en reduktion i næringsstoftilførslen til fjorden. Dette forventes opfyldt med vandmiljøplanen og reglerne i lov om husdyrgodkendelse. Der er i Miljørapporten beskrevet at erfaringerne fra EU projektet Agwaplan vil blive brugt som model for det videre arbejde. DLMØ vil kraftigt anbefale modellen fra Agwaplan. Det er vigtigt for succes at hver enkelt lodsejer inddrages i planlægning og beslutningen der skal sikre en øget vandkvalitet i Kysing fjord/ Norsminde fjord). Ikke kun lodsejere med dyrkede arealer indenfor Natura 2000-området skal inddrages. I indsatsprogrammet er der efter sigte linje 1 lagt op til at der skal sikres den naturmæssige mest hensigtsmæssige hydrologi på omgivende strandengsarealer og en ekstensiv drift og pleje af disse strandengsarealer. For at sikre succes med disse indsatser er det vigtigt at inddrage lodsejere, der ejer jord op til strandengsarealerne. Arealer der afvander til fjorden kan blive påvirket af en ændret hydrologi i fjorden og på strandengsarealerne. 1

2 DLMØ opfordrer til at evt. ændring af slusedriften nøje analyseres for hvilken påvirkning det har på arealerne bagved strandengsarealerne. Vi anbefaler at analyserne udarbejdes i samarbejde med lodsejere omkring naturområdet. DLMØ kan ikke anbefale at der ændres på hydrologien og slusedriften uden en sådan analyse. Generelle overvejelser Natura 2000-planlægningen og den kommende forvaltning af naturplanerne har bestemte habitatnaturtyper i fokus. Det er udpegningsgrundlaget, der sætter rammen for de habitatnaturtyper, der skal forvaltes. For at opnå den gunstige bevaringsstatus, skal mange habitatnaturtyper plejes på en bestemt måde. Det gælder specielt på de lysåbne habitatnaturtyper, at gunstig bevaringsstatus ikke kommer af sig selv. Plejen af habitatnaturen, og dermed Danmarks opfyldes af Habitatdirektivet, kommer til at afhænge af de økonomiske midler, der stilles til rådighed for indsatsen. Og af om der er faglig viden til at sætte ind lige præcis med den pleje, der understøtter den ønskede habitatnatur. Den lysåbne habitatnatur er ikke længere et resultat af landbrugets brug af landskabet. Enge, moser og overdrev er ikke længere en nødvendighed for landbrugsproduktionen. Derfor vil dette landskab konstant kræve en indsats for at bliver opretholdt. Det danske landskab bliver et museumslandskab, hvor de forskellige habitatnaturtyper holdes i et bestemt successionstrin, der vil blive bestemt af den økonomiske situation i landet. De lysåbne naturtyper vil naturligt udvikle sig til næste successionstrin, med mindre vi konserverer dem og iværksætter den driftsform som oprindeligt skabte disse naturtyper. Driftsarealerne inden for et Natura 2000 område er underlagt en række begrænsninger, der kan sammenlignes med det driftsarealer pålægges inden for en fredning. Dog uden, at der udbetales nogen form for erstatning for rådighedsindskrænkningerne til de berørte lodsejere. DLMØ videresender hermed den store frustration, der hersker blandt lodsejere i Natura 2000-områder, over at deres ejendomsret langsomt udhules og nærmere sig en ekspropriation af dyrkningsretten. Natura 2000-planernes datagrundlag Registreringen og kortlægningen af habitatnaturtyperne er foretaget i DEVANO-programmet i perioden fra I værste fald betyder de lidt ældre data at prioriteringen af forvaltningsindsatsen ikke hviler på et korrekt grundlag. Langsigtet er det uhensigtsmæssigt hvis de forældede data medfører at den rigtige indsats ikke bliver prioriteret i første planperiode. Konsekvensen kan være at sårbare arealer og arter forsvinder, og vi således 2

3 står overfor større udfordringer i næste planperiode. Det betyder, at hvis planerne lægges til grund for forvaltningen af området, så vil det være i strid med proportionalitetsprincippet, da der ikke i fornødent omfang er redegjort for sammenhængen mellem midlet og målet. En forvaltning foretaget i strid med proportionalitetsprincippet er ugyldig. DLMØ anbefaler derfor, at naturovervågningsprogrammet og planperioderne koordineres således, at planerne altid hviler på nyeste data. Habitatnaturtyperne er i første omgang kortlagt noget uensartet med relativ som store mosaikforekomster med flere habitatnaturtyper. Det er vedtaget, at denne registrering fra næste kortlægningsperiode skal ensartes. Når den enkelte habitatnaturtype i en mosaik skal opnå gunstig bevaringsstatus, men områdets begrænsede areal medfører et lavt strukturindeks/artsindeks vil andelen af arealer i ugunstig tilstand give et forvrænget billede af naturens tilstand i forhold til en forvaltningsindsats, der kan tilgodese alle arealerne i mosaikken samtidigt. DLMØ ønsker klarlagt, om der er taget højde for dette i tilstandsvurderingerne i planerne. Generel lovgivning som virkemiddel uden erstatning Ifølge naturplanerne udgør ammoniakbelastningen en trussel for bevaringsstatus for en lang række habitatnaturtyper. Som virkemiddel er forslået gældende lovgivning. Der henvises til regulering af ammoniakemissionen fra husdyrbrug via husdyrgodkendelser, hvor der netop er effektueret en stramning af beskyttelsesniveauet for ammoniakdepositionen på bl.a. en meget stor del af habitatnaturtyperne. Beskyttelsesniveauet ændres fra et princip om, at der ikke må ske en merbelastning af en række naturtyper til en begrænset totalbelastning af en udvidet række naturtyper. Lovændringen medfører i praksis, at det bliver nærmest umuligt for produktioner i eller nær Natura 2000-områder, at udvikle bedriften, hvorfor disse må afvikles, når anlægget er udtjent eller ikke længere rentabelt. Siden 1980 erne er der gennemført flere initiativer mod at begrænse ammoniak-fordampningen fra landbruget, senest gennem husdyrgodkendelsesloven i 2007 og ændringerne af gødskningsloven 2010/2011. Det kan næppe forventes at effekten af disse virkemidler er fuld slået igennem endnu. DLMØ finder at landbrugserhvervet uden kompensation allerede har bidraget væsentligt til reduktionen af den generelle ammoniakforurening og belastning af naturen. En yderligere erstatningsfri regulering, der rammer en række ejendomme uforholdsmæssigt hårdt, må således vurderes aldeles uproportionelt jf. Fødevarer og Landbrugs høringssvar til lovforslaget. DLMØ anbefaler, at der eftersøges andre virkemidler til at begrænse baggrundsbelastningen fra de øvrige kilder. 3

4 DLMØ anbefaler et alternativt virkemiddel, hvor bedrifter med stor lokal betydning for ammoniakbelastningen mod erstatning efter de ekspropriationsretlige regler afvikles eller omlægges til naturplejeformål. Effekten heraf vil være langt mere umiddelbar, da belastningen kan afvikles omgående og således omkostningseffektiv, ligesom det vil sikre muligheden for fremtidig pleje af naturarealerne Tålegrænseintervallerne for en lang række af naturtyperne er internationalt fastlagt. Tålegrænsen er det niveau for belastning af et naturareal, hvorunder der ikke forventes at forekomme væsentlige effekter på områdets struktur og funktion. Tålegrænserne afhænger af de naturgivne forhold såsom jordbunden, men også af, hvad man ønsker at beskytte, hvilket inkluderer arter, struktur, funktion og grundvand. De ventede effekter af allerede gennemført lovgivning bør kvantificeres og det bør reevalueres i hvilket omfang tålegrænserne er overskredet. Tålegrænsen for det enkelte areal er helt specifik og afhænger i høj grad også af plejeindsatsen på arealet. Er eller har naturtypernes tålegrænser været overskredet i en periode, vil der ikke eller kun meget langsigtet kunne opnås positiv effekt på naturen, hvis ikke indsatsen suppleres med den rigtige naturpleje. DLMØ anbefaler, at det evalueres om niveauet for de danske naturtyper er direkte sammenlignelige eller om der er andre faktorer så som ekstensiv drift, eller fosforbegrænsning, der har/har haft betydning for tålegrænser og naturtypeforekomsten i Danmark. DLMØ finder det uheldigt, at myndighederne på den ene side fastlægger en meget restriktiv praksis for landbrugets ammoniakemission, og på den anden side ønsker at pleje arealerne ved frivillighed gennem tilskudsordninger, der ikke er særlig attraktive for lodsejerne. DLMØ frygter, at restriktionerne med hensyn til ammoniakdeposition, således ikke får den ønskede effekt på trods af de store omkostninger for erhvervet, og at proportionalitet mellem miljøgevinst og omkostninger således yderligere forringes. I Natura 2000-planerne er det målet, at mange af naturtyperne skal udvides og sammenkædes. I takt med at udvidelserne effektueres øges ammoniakkravene således helt uforudsigeligt for nærliggende husdyrbrug. DLMØ finder det uheldigt, at landbruget frivilligt skal gå ind i ordninger, der med tiden pålægger erhvervet uigennemskuelige yderligere restriktioner. I visse af Natura 2000-planerne er ammoniakpåvirkningen fra de stilstødende arealer overordnet nævnt som en trussel for tilstanden i området. Der er ikke nævnt hvilket virkemiddel, der skal anvendes til at imødekomme truslen. DLMØ er bekymret for konsekvenserne for driftsarealerne i og omkring Natura 2000-områderne, når dette forhold et nævnt i planerne og planerne er bindende i kommunernes myndighedsudøvelse. Miljøministeren har udtalt, at Natura 2000-planerne ikke får konsekvens for arealer beliggende uden for Natura 2000-områderne. 4

5 DLMØ ønsker det præciseret, som konkluderet i udredningsarbejdet til bufferzonerapporten, at dyrkningsfrie bræmmer omkring den ammoniakfølsomme natur ikke er et egnet virkemiddel pga. manglende proportionalitet. Udpegningsgrundlagets revision I Natura 2000-planen omfatter udpegningsgrundlaget habitatnaturtyper, der ikke findes eller er fundet inden for Habitatområdet. Det drejer sig om [ og eksempler fra den konkrete plan høringssvaret gives til] På denne baggrund bør der åbnes op for en revurdering af udpegningsgrundlaget. DLMØ opfordrer til at revidere Habitatområdernes udpegningsgrundlag over for EU næste gang det bliver muligt Natura 2000-planens virkemidler virkemidler I bilag 2 til alle Natura 2000-planerne fremgår det, hvilke virkemidler, der er foreslået for at fremme gunstig bevaringsstatus på hver habitatnaturtype og art, som er på udpegningsgrundlaget for det pågældende område. Flere af virkemidlerne har ikke på nuværende tidspunkt en tilskudsordning til at understøtte, at lodsejere frivilligt medvirker til at opfylde målene i Natura 2000-planen. Det drejer sig om [ og eksempler fra den konkrete plan høringssvaret gives til] DLMØ er meget skeptiske overfor, hvordan man fra Naturstyrelsens side reelt har tænkt sig at sikre en gennemførelse af Natura 2000-planerne, når der ikke er de fornødne virkemidler til rådighed. Hvis man ønsker at gennemføre planerne med de tiltag og det ambitionsniveau, der er lagt op til i det udsendt planudkast, må det være en forudsætning, at det er gennemtænkt, hvordan dette forventes at ske i praksis, og at de fornødne ressourcer og ordninger er tilstede, således at naturbeskyttelseslovens bestemmelser om erstatning til berørte landmænd efterleves. DLMØ er bekymret for, hvordan disse virkemidler skal gennemføres i frivilligt 1. planperiode, uden at der er allokeret midler til at gennemføre virkemidlerne. Implementering af virkemidler til pleje af habitatnaturen Med Grøn Vækst og beslutningen af finansiering gennem landdistriktsprogrammet samt det faktum, at der ikke er afsat ekstra bevilliger til kommunernes arbejde, har man fra statens side i praksis valgt at tilsidesætte de forudsætninger som naturbeskyttelsesloven opstiller. Det vil stadig være muligt for kommunen at 5

6 bruge naturbeskyttelsesloven bestemmelser, men hvis der ikke er afsat midler til denne indsat vil det kunne betyde, at disse bestemmelser reelt ikke vil blive anvendt. DLMØ finder, at det er helt centralt for gennemførelsen af Natura 2000-planerne, at der tilvejebringes et reelt grundlagt for at kommunerne som udførende myndighed kan gå i dialog med lodsejerne og via naturbeskyttelsesloven bestemmelser suppleret af de muligheder landdistriktsprogrammet rummer - sikre den bedst mulige gennemførelse af planerne. DLMØ finder det dybt problematisk, at man i forbindelse med den politiske aftale om Grøn Vækst som hovedregel har valgt at fravælge den implementeringsmodel, som der har været lovgivningsmæssigt bestemt siden vedtagelsen af naturbeskyttelsesloven i Netop disse bestemmelser om aftaler, dialog og erstatning har været med til at give et indtryk af, at Natura 2000-proccessen ville foregå efter rimelig model med god dialog mellem myndigheder og lodsejere. I første planperiode skal indsatsen i Natura 2000-områderne finansieres af landdistriktsprogrammets landdistriktsmidler. Dette program benytter sig af 5 årige tilskudsordninger. Men mange af habitatnaturtyperne skal have evig pleje for at opretholde gunstig bevaringsstatus. Af denne grund er landdistriktsprogrammet ikke et egnet program til indsatsen i Natura 2000-områderne. Der er en konflikt i, at det i den sidste ende er kommunerne, der skal skrive de handleplaner, der fører Natura 2000-planen ud i livet, men at tilskuddene er generelle og kommer fra en anden myndighed. Handleplanerne skal tage sigte efter gunstig bevaringsstatus for hver habitatnaturtype og dennes aktuelle tilstand. Derfor er det ikke givet, at habitatnaturtypen surt overdrev eller rigkær skal have den samme form for afgræsning, men handleplanerne vil komme til at stille mere specifikke krav til græsningsintensiteten, afgræsningsperioder mv. Tilsagnstyperne, der stilles til rådighed inden for Natura 2000-områderne, giver ikke mulighed for at differentiere tilskuddene i tilstrækkelig grad, så de matcher de kommende kommunale handleplaner. Tilskudsordningen til inddragelse af omdriftsjord, er ikke kendt endnu, men den kommende ordning skal afspejle den manglende indtjening på arealet. Der synes ikke at være taget stilling til om disse arealer reelt kan inddrages i omdrift efter de 5 år og at der vil være tale om varige ændringer. Hvis tilskudssatserne ikke øges væsentligt, bliver det sværere at få lodsejere til at indgå i frivillige aftaler DLMØ ser med bekymring på, at flere driftsændringer skal anmeldelse i Natura 2000-områder. Efter 5 år ophører tilsagnet og dermed tilskuddet gennem landdistriktsordningerne. Det er ikke til at forudsige, om det er muligt at ophøre med den drifts, lodsejeren sagde ja til. DLMØ finder det uhensigtsmæssigt, at tilskudsordningerne til f.eks. pleje af lysåben natur under Landdistriktsprogrammet er for generelle og ikke kan give et ekstra tilskud til en ekstra indsats. Ordningerne har en række deciderede mangler og uhensigtsmæssigheder, som DLMØ forudser, vil afholde mange lodsejere fra at søge den. En evt. manglende tilslutningen til ordningerne kan ikke ses som et udtryk for modvilje hos lodsejere til at indgå i projekter til opfyldelse af Natura 2000-planerne, men som et udtryk for, at ordningerne er særdeles uhensigtsmæssige i deres opbygning. 6

7 Landdistriktsprogrammet og ordninger her under - er underlagt en række begrænsninger som følge af bestemmelserne i EU s landdistriktsforordning. DLMØ vil gerne fremhæve, at med de begrænsninger, der ligger i landdistriktsprogrammet, på ingen måde vil kunne sikre en hensigtsmæssig gennemførelse af Natura 2000-planerne. I denne forbindelse skal det nævnes, at det er dybt problematisk, at der i de foreslåede landdistriktsordninger, ikke er afsat midler til projektstyring, administration og koordinering. Derved bliver det administrativt tungt for den enkelte lodsejer at indgå i disse ordninger, og der vil af samme årsag heller ikke være noget incitament for flere lodsejere i at gå flere sammen om projekter om fx afgræsning. Dette vil være meget uheldigt, da mange af de udpegede arealer har flere ejere. En opdeling af sådanne arealer i mindre stykker på grund af manglende projektkoordinering vil forhindre opnåelsen af store naturværdier. Hvis lodsejere skal vælge at indgå i ordninger og vel og mærke skal gøre det på egen hånd, uden mulighed for dialog med kommunerne, vejledning fra relevante myndigheder eller muligheden for at få tilskud til projektkoordinering - skal følgende forhold som minimum være opfyldt: Tilskudssatserne skal være attrative og skal som minimum kompensere lodsejerne for de ekstra omkostninger, der pålægges Alle former for arbejde fra lodsejers side skal kompenseres, også indledende indhentninger af fx tilbud fra entrepenører, koordinering med andre lodsejere og evt. tiltag på arealerne i tilsagnsperioden Ordningerne må ikke ukompenseret pålægge lodsejer byrder, som ikke ville blive pålagt, hvis der ikke indgås aftale Der skal i tilsagnet være klare vilkår, som lodsejer kan overholde. Hvis disse vilkår overholdes, skal der være sikkerhed for, at efterfølgende kontrol ikke vil underkende arealerne med efterfølgende tilbagebetaling af tilskud Ordninger må ikke kollidere med andre nationale bestemmelser eller EU-bestemmelser. Samtdig skal der arbejdes for, at det også bliver muligt at kompensere for udtagning af jord eller anden værdiforringelse af et areal gennem udbetaling af engangsbetaling, da der vil være tilfælde, hvor en løbende udbetaling ikke vil være hensigtsmæssig - fx hvis der er tale om permanente tiltag. Ligeledes bør jordfordeling som instrument tages i anvendelse som en aktiv del af implementeringen. De nuværende ordninger under Landdistriktsprogrammet er i mange tilfælde ikke specifikke nok til at sikre gunstig bevaringsstatus for en lang række arter og naturtyper, da ordningerne er få og generelle. Hvis mål og indsats skal nås, skal ordningerne være meget mere konkrete og være rettet direkte mod den ønskede indsats på det pågældende areal. Ordningerne skal derfor gøres mere fleksible i forhold til at sikre, at de kan bruges til at nå de ønskede mål. Samtidig vil det kræve, at lodsejerne er i tæt faglig sparring med myndighederne om, hvilke særlige tiltag der skal igangsættes i det konkrete område. I de nuværende tilskudsordninger, som udbydes i 2011, er der ikke sammenhæng mellem arealudpegningerne og de faktiske / praktiske forhold på arealerne. Således vil man mange steder opleve, at kun en mindre del af et samlet areal / mark, vil være udpeget som plejebetinget habitatnatur. Resultatet er, at kun delområder vil opnå tilskud via Landdistriktsmidlerne, mens den øvrige del af marken ikke kan opnå tilskud. Dette er ikke fremmende for indgåelse af frivillige aftaler. 7

8 På denne baggrund finder DLMØ, at landdistriktsprogrammet, som det er udformet i dag, på ingen måde kan stå alene som det redskab, der skal gennemføre Natura 2000-planerne i Danmark. Fastholdes denne beslutning, vil det være klart i modstrid med de forventninger til gennemførelsen som blandt andet naturbeskyttelsesloven bestemmelser og den løbende dialog med Miljøministeriet siden 2004 har givet forventning om. Direkte information til lodsejere Som lodsejer i et Natura 2000-område er det ikke helt gennemskueligt, hvilke konsekvenser det får for de arealer, der ligger i området. Når Natura 2000-planerne er vedtaget, bør Naturstyrelsen udsende et brev til samtlige lodsejere med jord inden for et Natura 2000-område, hvor der gøres opmærksom på at naturplanen for det pågældende område er vedtaget og hvor pågældende naturplan kan findes og læses. I brevet bør processen med de kommunale handleplaner også skitseres. DLMØ opfordrer Naturstyrelsen til, at udsende brev til samtlige lodsejere i et Natura 2000-område, når naturplanerne er vedtaget. 8