Notat om udbygning med havvind

Transkript

1 13. september 2010 Side 1/5 Notat om udbygning med havvind Danmark skal udbygge med havvindmøller i stor skala, hvis Danmark skal opnå uafhængighed af fossile brændsler. Danmark har siden energiaftalen fra 2004 benyttet udbudsformen med henblik på at opnå lavest mulige pris ved stor-skala udbygning med havvindmøller. Denne model er benyttet til at sikre konkurrence i tildelingen af koncessioner for Horns Rev II, Rødsand II og Anholt parkerne. Danske erfaringer med udbudsmetoden Danmark har i udbuddene for Horns Rev II og Rødsand II opnået priser på de første parker som er markant under, hvad der bygges til i andre lande (HR2: 51,8 øre/kwh og RS2: 62,9 øre/kwh for de første 10 TWh). I et dansk udbud er den indbudte pris central for valget af en vinder; dette er generelt ikke tilfældet i andre lande. Flere af de betydende lande omkring os har en afregning for havvind som enten er et fast og politisk bestemt afregning for produktionen eller et fast tillæg til markedsprisen (ligesom afregning fra landvind i Danmark) eller man får VE-certifikater oveni markedsprisen. Beslutningen af hvem der skal bygge et bestemt projekt er typisk bestemt af ikke-prisrelaterede kriterier så som kompetencer og erfaring indenfor anlæg og drift af havvind. Med de store udbygninger der er på vej i lande omkring os, er Danmark ikke længere prissættende. Buddet på Anholt Havmøllepark ligger på niveau med den afregningspris der kan opnås i de vigtigste lande, der omgiver os. Denne tendens vil forstærkes efterhånden som udbygningen øges i vore nabolande. Med vedtagelsen af direktivet om vedvarende energi har alle EU-landene fået pålagt forpligtelser til markant udbygning med VE. Andre europæiske lande har som et led i opfyldelsen af VE direktivet planer om store udbygninger af offshore vind, f.eks. Storbritannien, Tyskland og Holland. Alene Storbritannien har planer om at udbygge med MW før år Den fulde udbygning på 32 GW er ikke realistisk inden 2020, men udbygningen sker i et hastigt tempo. Ved udbuddet af Horns Rev II og Rødsand II har Danmark endnu været forholdsvist alene på markedet. Vi har her måske høstet fordelen af, at nogle selskaber har ønsket at komme ind på offshore vindområdet og derfor har budt relativt lavt, samt at man har haft for lidt kendskab til de reelle omkostninger og risici ved anlæg og drift af havmølleparker. Ved genudbud af Rødsand II på 200 MW i 2008 fik E.ON. koncessionen til en pris på 62,9 øre/kwh i 10 TWh. Sekretariatet Energistyrelsen Amaliegade København K Tlf Fax [email protected] Ekspeditionstid: Mandag-torsdag Fredag CVR-nr EAN-nr

2 Buddet på Anholt er markant højere end prisen på Rødsand II. Der kan identificeres flere medvirkende årsager til dette. I en direkte sammenligning af Rødsand II og Anholt vil Anholt være dyrere, da projektet ligger længere fra nærmeste servicehavn og dermed vil have højere driftsomkostninger. Anholt ligger desuden på dybere vand, hvilket øger funderingsomkostningerne. Funderingsomkostningerne kan i visse tilfælde udgøre omkring en fjerdedel af anlægsomkostningerne. Hertil kommer, at forundersøgelserne har vist, at der går en kløft med blød bund igennem området, som kan vanskeliggøre opstillingen af møllerne. For det andet kan de forholdsvis skrappe vilkår, der er gældende for det danske udbud, have forøget buddet og afholdt andre fra at byde. Særligt det meget skrappe tidskrav kombineret med den høje bod. Ud over tilstrækkelig tid til at bygge parken, er det et kriterium for potentielle bydere, at de har mulighed for at passe investeringen tidsmæssigt ind i forhold til deres øvrige investeringer. For det tredje er investeringen så stor selv for de store energiselskaber at finansieringen i sig selv er en stor mundfuld. Energiselskaberne har kun en vis finansieringskapacitet, og den vil de typisk anvende hvor de får det største afkast. Med finanskrisen er finansieringsmulighederne for selskaberne formentlig blevet begrænset, så der må vælges mellem projekter. Denne udvikling kan have ledt til færre bydere. For det fjerde har den øgede efterspørgsel efter etablering af havvindmøller ført til øget efterspørgselspres på både møller, fundamenter, kabler, installationsskibe m.m. Det har skruet priserne i vejret og øget leveringsusikkerheden generelt. Hertil kommer den økonomiske risiko ved projektet, bl.a. som følge af ovenfor omtalte bundforhold. I kombination med bod og nedsat afregning, hvis dette fører til forsinkelse af projektet, øger dette den økonomiske risiko. Endvidere viser erfaringen fra de første store parker, at der også kan komme ubehagelige overraskelser ved denne type af projekter. F.eks. måtte gearkasserne udskiftes for en hel park og i øjeblikket undersøges problemer med fundamenterne for Horns Rev I og II. Sådanne usikkerheder fører til at virksomhederne formentlig indregner en øget risikopræmie. Endelig ligger buddet på niveau med den afregningspris, der kan opnås i de vigtigste lande der omgiver os. Ved udbuddet af de tidligere parker har Danmark endnu været forholdsvis alene på markedet. Danmark har opnået nogle priser på de første parker som er markant under, hvad der bygges til i andre lande. Vi har her måske høstet fordelen af at nogle selskaber har ønsket at komme ind på offshore vindområdet og derfor har budt relativt lavt. Prisen for etablering af parker Den pris, der i dag skal betales for at få opført en havmøllepark, synes at ligge på et niveau der er betydeligt over de rene produktions- og etableringsomkostninger. Markedets aktører er i dag internationale virksomheder som shopper rundt blandt de udbudte projekter i Europa. Her afvejer de priser og vilkår og søger at opnå en optimal investeringsportefølje. På trods af en evt. ambitiøs dansk udbygningsplan vil danske projekter ikke længe- Side 2/5

3 re kunne ses i en isoleret sammenhæng, og prisniveauet må forventes at tilpasse sig de generelle priser på det samlede europæiske marked. Almindelig økonomisk teori tilsiger, at omkostningerne vil falde efterhånden som en ny teknologi er markedsmodnet og der bliver et stigende marked for dette. Foreløbigt har dette ikke været tilfældet for offshore vindenergi. Offshore havvindmølleparker er stadig en ny teknologi med de børnesygdomme der følger af dette. Desuden er der endnu - selv på verdensplan - tale om et ret begrænset antal projekter, som typisk er meget store og investeringstunge. I modsætning til mange andre markeder er det derfor svært for mindre virksomheder at starte op og indhente erfaringer på dette marked. Det er enten kæmpeprojekter eller ingenting. Over tid må det forventes, at der vil blive opbygget en betydelig produktionskapacitet på dette område, og at priserne dermed vil blive presset ned. Den stor-skala udbygning som skitseres ovenfor betyder, at industrien opruster og tænker i mere standardiserede løsninger og strømlinede leveringer. Det vil imidlertid tage adskillige år, og med den meget store efterspørgsel frem til 2020 er det sandsynligt, at offshore vindmølleparker i denne periode fortsat vil være udbyders marked. Der er derfor behov for, at der tages initiativer såvel nationalt som internationalt til at hjælpe konkurrencen på vej i denne sektor. For at fremme konkurrencen skal der flere aktører på markedet. Det vil være en fordel hvis både antallet af producenter og investorer bliver udvidet. F.eks. vil inddragelse af de store institutionelle investorer som f.eks. pensionskasser brede mulighederne for finansiering ud. Desuden bør der ses på hvordan samarbejde imellem flere aktører i konsortier kan fremmes. Det er også muligt at opdeling af de meget store projekter, i delprojekter på f.eks MW, ville kunne åbne mulighed for flere bydere. Desuden kan forbedring og billiggørelse hjælpes på vej gennem etableringen af forsøgspladser og muligheder for optimering af teknologien. Energistyrelsen vurderer, at den danske udbudsmodel generelt er god og kan skabe konkurrence med fastsættelsen af de rette vilkår. Desuden er det danske tilladelsessystem med onestop-shop tilladelser fra Energistyrelsen en del smidigere end det der kendes i de lande, vi sammenligner os med. Danmark ville måske kunne opnå relativt lavere priser end den gennemsnitlige europæiske ved brug af den udbudsmodel, der hidtil er benyttet under forudsætning af, at der stilles realistiske og fleksible vilkår, at projekterne ligger på relativt lavt vand (< 30 meter) med gode bundforhold, og at netforstærkninger og betimelig adgang til afsætning af produktionen stadig varetages af Energinet.dk. Et alternativ til den nuværende udbudsmodel kunne i en overgangsperiode, hvor konkurrencen på dette marked ikke er tilstrækkelig, være at lade et statsselskab stå for opførelsen af en eller flere parker. Parken kunne så sælges videre når først den er etableret. På langt sigt, hvor der forhåbentlig er opnået en større konkurrence på markedet, må det forventes, at en udbudsmodel som sikrer konkurrence om prisen for etableringen af parkerne vil være mere omkostningseffektiv. Men i den nuværende situation kunne at statsselskab, som ikke har krav om fortjeneste, vise sig at være den mest omkostningseffektive løsning. F.eks. har Sund og Bælt stået for opførelsen af en mindre havmøllepark ved Sprogø (21MW). Opgaven blev håndteret overordentligt professionelt, og det var tydeligt at det var et selskab, der er vant til at håndtere meget store projekter. Side 3/5

4 Støtteform Uanset hvor godt markedet fungerer vil der være behov for en form for økonomisk støtte til havvindmøller, hvis der ønskes en udbygning, idet de nuværende elpriser på elmarkedet ikke er tilstrækkeligt høje til, at det kan betale sig at investere i havvindmøller. I den danske udbudsmetode indgår en støtte, idet tilbudsgiverne konkurrerer på, hvem der kan opføre møllerne til den laveste elafregningspris, og hermed den laveste støtte. En anden mulighed en finansiering via et fast tilskud pr. kwh. Dette tilskud eksisterer allerede i dag i Danmark for landmøller, der får et tilskud på 25 øre/kwh. Havmøller kan i princippet få det samme tilskud, men tilskuddet er med de nuværende økonomiske forhold for lavt til at sikre opførelse af havmøller, med mindre der er tale om særlige situationer, f.eks. møller, der står meget tæt på land og derfor er billigere at opføre end rigtige havmøller. Det må antages, at det afgørende for at sikre opførelsen af havmølleparker først og fremmest er støttens størrelse og ikke i så høj grad under hvilken form den gives. Det er derfor vanskeligt at give et økonomisk argument for, at f.eks. VE-certifikatsystemet skulle være bedre end udbudssystemet.en ulempe ved VE-certifikatsystemet kan være, at finansiering via VEcertifikater påfører investorerne en øget usikkerhed, idet prisen ikke kendes på forhånd. Fordelen ved et fast tilskud pr. kwh på et højere niveau end det nuværende (som svarer til tilskuddet på land) kunne være, at det giver mulighed for at lade havmølleudbygningen foregå efter en åben dør- proces, hvor myndighederne ikke på forhånd fastlægger i detaljer, hvor der skal udbygges, men overlader det til de potentielle investorer at indgive ønsker om, hvor de gerne vil bygge havmølleparker. Af hensyn til netudbygningen kan det dog være en fordel at myndighederne fastlægger den fysiske udbygningsplan, og ikke overlader det til investorerne, jf. nedenfor om langsigtet udbygningsplan. Desuden tilsiger hensynet til en jævn fordeling af havmølleparkerne over landet, for dels at få ført strømmen ind der hvor der er behov for den og dels for at opnå større spredning på, hvornår møllerne producerer, at det fortsat styres hvor i landet der udbygges. Åben dør modellen ses derfor kun som et supplement til udbudsmodellen. En åben dør mulighed med forbedret afregning kunne åbne mulighed for at lokale initiativer, som dem der tidligere er gennemført ved Samsø og Middelgrund. Der kan også være mulighed for at kommuner, som ønsker en grøn profil kan indgå i havprojekter. De nuværende regler for bloktilskud, hvor en betydelig del af fortjenesten fra vindprojekter bliver modregnet i bloktilskuddet, hæmmer dog kommunernes incitament til at indgå i sådanne projekter. Langsigtet udbygningsplan Det vil tiltrække flere investorers interesse for det danske marked for udbygning med havvind, at der offentliggøres en langsigtet udbygningsplan. Det er vigtigt, at markedets aktører stoler på at udbygningen bliver en realitet med baggrund i et sikkert politisk mandat. Det vil forøge investorernes engagement, hvis der er både volumen og fleksibilitet til at gennemføre den nødvendige udvikling. Det vil samtidigt betyde, at de kræfter der er lagt i at sætte sig ind i et lands tilladelsesregime ikke kun er brugbart til det ene bud. I Storbritannien er hele landets planlagte og omfattende volumen til opnåelse af deres energimål offentliggjort tog tildelt i en slags udbudsrunde til de konsortier med de bedste kompeten- Side 4/5

5 cer. I de britiske udbud er prisen fastlagt som produktionsrelaterede VE certifikater oven i markedsprisen. Dette marked er p.t. prissættende, da dette er det eneste sted der bliver udbygget massivt. Det der med fordel ville kunne adopteres fra den engelske model er tanken om at udbyde et stort volumen og lave en langsigtet udbygningsplan. En langsigtet udbygningsplan med plads til fleksibilitet i tidsplanen for de enkelte projekter vil give markedets aktører mulighed for at foretage de langsigtede investeringsbeslutninger, der sikrer leveringen af møller, fundamenter, skibe, kabler og komponenter til tiden og til den rimelige pris. De afsluttende tests af mølleparker giver ofte anledning til forsinkelser i den endelige overdragelse af projektet til driftsorganisationen. Samtidigt giver det aktørerne mulighed for at passe de forholdsvis store investeringer ind i deres investeringsplan. En langsigtet udbygningsplan kan desuden optimere netplanlægningen, hvilket betyder at netforstærkninger kan gennemføres med lavest mulige omkostninger og gener for borgerne. Myndighedsbehandling Myndighedskrav og tilladelsesprocedurer er markant forskellige i de lande der planlægger og bygger havmølleparker. Det er typisk praksis for vore nabolande, at projektudvikleren skal indhente separate tilladelser fra hver myndighed, i visse tilfælde op til 20 tilladelser. Hver af disse tilladelser skal dokumenteres og kan i visse tilfælde indklages. Denne proces er tung og skaber stor usikkerhed for projektet. I Storbritannien arbejdes der intenst på at skabe en slags one-stop-shop myndighedssamarbejde som det kendes fra Danmark. Klageprocesser er også kendt for at forsinke projekter i årevis, f.eks. kan typisk kystnære projekter i Storbritannien indkaldes til public enquiry, som er en lokal klageprocedure som kan trække et projekt i langdrag eller i værste fald vælte projektet. Der er i andre lande desuden set eksempler på modstridende myndighedskrav, hvilket kan forsinke et projekt og/eller virke kraftigt fordyrende. Som eksempel kan nævnes miljømyndighedernes godkendelse af eller krav til projektet samt modstridende krav til sejladssikkerhedsforanstaltninger som kan skabe barrierer for gennemførelse af havmølleparker i vore nabolande. Danmark har i modsætning til alle andre europæiske lande 20 års erfaring med myndighedsbehandling af havmølleparker, og har en smidig og pragmatisk tilgang. Dette er udmøntet i, at Energistyrelsen, som planmyndighed for elproduktionsanlæg på havet, giver samlede tilladelser på vegne af alle de betydende myndigheder. Klager færdigbehandles også som regel på få måneder. Tilladelserne er typisk udarbejdede efter langsigtet planlægning og høringer, som giver sikkerhed for projektets grundlag før bud afgives. Denne model er til fordel for Danmark, da en projektejer i en udbudssituation vil tage sig betalt for de usikkerhedsmomenter projektet står overfor. Side 5/5