DANSK KHERWARA MISSION INFORMATIONFOLDER

Transkript

1 DANSK KHERWARA MISSION INFORMATIONFOLDER

2 DANSK KHERWARA MISSION Siden 1954 har Dansk Kherwara Mission drevet et skolearbejde i Kherwara i Indien. Kherwara er en lille by på indbyggere, der ligger i den vestindiske delstat Rajasthan, der grænser op til Pakistan. Her ligger der et pigehjem, som Dansk Kherwara Mission støtter økonomisk. På pigehjemmet bor der for tiden 86 piger. Her får de alt, hvad de behøver til livets ophold, lige fra tøj og sko til sund og nærende kost. Og samtidig får de muligheden for at gå i skole. Uden pigehjemmet ville de ikke have denne mulighed. Det er en af betingelserne for at blive optaget på pigehjemmet, at pigernes familier ikke selv har mulighed for at sende dem i skole. Der er planlagt en udvidelse af hjemmet i 2010, så der kan bo 100 piger på hjemmet. Pigerne kommer alle fra meget fattige familier, der bor så langt fra en skole, at skolegang er udelukket, eller også er familien så fattig, at den ikke har råd til at købe bøger eller skoleuniform. Sådanne piger er der mange af. Der er hvert år omkring 1000 piger, der søger om optagelse på skolen. Der er som regel kun plads til 7 8 nye piger. De yngste piger er 4 år gamle, de ældste omkring 14 år. Enkelte piger får lov til at bo på pigehjemmet til de får, hvad der svarer til en lille studentereksamen. Pigehjemmet drives efter et kristent værdigrundlag, men er åbent for alle. Det er dog især de kasteløse familier, som også er de fattigste, der får deres døtre optaget på skolen. Selvom kastesystemet officielt er afskaffet i Indien, findes det dog stadig, og de kasteløse har det ikke let i den indiske hverdag. Men det kan ændres ved at give kasteløse piger en uddannelse. For en uddannelse i Indien er adgangen til et bedre liv. Når man betænker, hvor mange piger, der er i Indien mellem 4 og 14 år, kan vort arbejde synes at være som en dråbe i havet. Og det er sandt. Men det er en dråbe, der har betydet meget for

3 de piger, som har boet på pigehjemmet, og stadig betyder meget for de piger, som bor der nu. Vi har mange solskinshistorier om piger, der gennem deres uddannelse ikke alene har hjulpet sig selv til et bedre liv, men også været i stand til at hjælpe deres familie til at komme ud af den fattigdom, uvidenhed og overtro, som ellers prægede familiens liv. Pigerne på Pigehjemmet i Kherwara

4 Lidt af vor historie. Stiftelsen af Dansk Kherwara Mission tager sit udgangspunkt i to unge danskeres eventyrlyst. De ville cykle jorden rundt. For at gøre en lang historie kort: I 1936 de kom til Indien, og her i Indien traf det sig, at de besøgte en svensk missionsstation, hvor tre danske kvinder arbejde. De havde helst været dette besøg foruden, for begge de to unge mænd var fritænkere og ville ikke have noget at gøre med religion. Men under turen havde en ene af dem fået nogle sår på sine ben, og de håbede, at en af de danske missionærer, der var sygeplejerske, kunne få sårene til at hele. Det lod sig også gøre, men inden sårene var blevet lægt, satte regntiden ind og det ophold, som kun skulle have varet ret kort tid kom til at vare over et halvt år. Og så skete der det, at en af de unge mænd, Frank Wallin, under opholdet på den svenske missionsstation i Indien fandt Gud. På missionsstationen mødte han en bevidst, personlig og ægte kristendom, der fik ham til at spørge og at søge og til at finde. Frank Wallin planlagde egentlig at rejse videre, men blev mødt af Guds kald til at blive missionær. Det var for at hjælpe Frank Wallin til at gå ind i det kald, Gud havde givet ham, at Dansk Kherwara Missions blev stiftet. Da selskabet blev stiftet hed det dog: Dansk Bhil-mission, for Frank Wallins kald var at blive missionær for et af Indiens oprindelige folk: bhilerne. Det lykkedes aldrig for Dansk Bhil-mission at sende Frank Wallin ud som missionær. For Frank Wallin kom i forbindelse med et engelsk missionsselskab, som antog ham som missionær. Kredsen bag Bhil-missionen havde egentlig tænkt sig at nedlægge selskabet, men så kom der en henvendelse fra det engelske missionsselskab, om Bhil-missionen i Danmark kunne tænke sig at drive en skole i byen Kherwara i Indien.

5 Pigerne i deres skoleuniformer på vej til skole i regnvejr Det engelske missionsselskab havde tidligere drevet skole der, men af forskellige grund havde man måttet opgive dette arbejde. Bhil-missionen sagde ja til opfordringen, ændrede sit navn til Dansk Kherwara Mission, og søgte efter nogle, som ville tage til Indien for at drive skolen i Kherwara. To unge lærerinder meldte sig: Else Albøge og Else Jørgensen. Desværre blev Else Albøge syg, inden hun kun udsendes, men Else Jørgensen kunne efter sprogstudier og mange vanskeligheder genåbne skolen i Kherwara den 1. december 1954 med 14 lærevillige bhilpiger. Året efter var der 28 elever. Desværre blev også Else Jørgensen syg i Indien og måtte senere rejse hjem, men da var skolen i god gænge. Og Else Jørgensen havde selv uddannet nogle indiske kvinder til at kunne overtage både ledelsen og undervisningen på skolen. I dag er pigehjemmet under indisk ledelse.

6 I forbindelse med en istandsættelse af pigehjemmet i 2006 fik pigerne nye senge. Som det kan ses, er pladsen ret snæver. Der er planlagt en yderligere udvidelsen af hjemmet i Med denne udvidelse vil der være god plads til i alt 100 piger. Pakistan Tanken om at sende missionærer ud til bhilfolket var stadig levende i selskabets første år. Derfor antog selskabet i 1954 Ralf og Hanne Pedersen som missionærer. De kunne dog ikke få lov til at virke i Indien, men de kom til at virke i Pakistan. Da Indien blev selvstændigt efter anden verdenskrig, medførte det, at Indien blev delt i to stater: Indien og Pakistan. Denne deling medførte, at det område, som bhilfolket bor i, også blev delt. Da det viste sig, at der levede bhiler i Pakistan, og at det var muligt at virke som missionær i Pakistan blev Ralf og Hanne Pedersen udsendt til Pakistan.

7 Senere hen fulgte et andet missionærpar: Søren og Valerie Bruun. I dag har Dansk Kerwara Mission ingen missionærer udsendt. Men vi støtter stadig to skoler i Pakistan, som blev grundlagt at vore missionærer: En pigekostskole i byen Hyderabad, som er opkaldt efter Hanne Pedersen: Hannehouse, og en drengekostskole i byen Mirpurkhas i nærheden af Hyderabad: St. Johns School, grundlagt af Søren og Valerie Bruun. Meget er sket siden Vi har ingen udsendte missionærer mere, men der er stadig to skoler i Pakistan, som vi yder en mindre økonomisk støtte til og et pigehjem i Kherwara i Indien, hvor vi betaler alle udgifter. I forbindelse med udvidelsen i 2010 har pigerne fået en legeplads. Det er noget pigerne ikke har prøvet før.

8 Det er her, vi i Dansk Kherwara Mission, ser vor opgave: at hjælpe disse fattige børn i Indien og Pakistan til at få en bedre begyndelse i livet ved at give dem lejlighed til at lære at læse, regne, skrive og få viden om den verden, vi lever i. Yderligere oplysninger om vort selskab og mulighederne for at støtte vort arbejde kan fås hos: Jan Bjerregaard, eller hos: Johannes Højen Yderligere oplysninger om vort arbejde kan indhentes på vor hjemmeside: Hjemmesiden er ret nyt og endnu ikke færdiggjort. Nogle piger fra Pigehjemmet sammen med en af hjemmets husmødre