MØLESTEN FRA RANDERS TIL HELE VERDEN

Transkript

1 Randers Amtsavis 7. Maj 2011 MØLESTEN FRA RANDERS TIL HELE VERDEN Mølestensfabrikken Engsko var en af Randers' tidlige eksportsucceser. Af Tina Knudsen Jensen, arkivar Randers Lokalhistoriske Arkiv. Ekspreskværnen "Engsko". Må være en af fabrikkens første modeller, da fotografiet er taget lige i begyndelsen af 1900-tallet. Foto: Randers Lokalhistoriske Arkiv RANDERS: Indtil for få år sidens lå på Møllestensvej - bemærk navnet - i Vorup en karakteristisk fabriksbygning med skråt tag og små vinduer øverst. Bygningen er i dag revet ned, og grunden ligger

2 tom hen og venter på nye tider. Møllestensfabrikken Engsko lå på dette sted fra 1901, men blev oprindeligt grundlagt i Kristrup året før. Da virksomheden flyttede til Vorup, skiftede den navn efter det areal, den kom til at ligge på. Strømmens Skole ejede engen - deraf Engsko (skolens eng). I 1933 blev virksomheden omdannet til aktieselskab af sin stifter og formand, møllebygger J.C. Mikkelsen. Stifteren Jens Christian Mikkelsen blev født i 1893??? i nærheden af Skive og blev uddannet møllebygger. Han overtog forpagtningen på Skansemøllen i Vorup i Fire år senere, i 1894, blev han bestyrer på Lyshøj Mølle ved Havndal, men i 1899 rejste han herfra for at blive selvstændig møllebygger. På dette tidspunkt var de kunstige støbte møllesten begyndt at vinde frem, og da Mikkelsen hurtigt kunne se fordelene i forhold til de ellers brugte natursten, satte han sig ind i fremstillingsmetoderne og begyndte hurtigt selv at støbe stenene. Han eksperimenterede med en stenmasse, der var blandet med knust flint, grus og et særligt bindemiddel, der gjorde massen hård og modstandsdygtig. Denne masse beklædte han gamle, slidte møllesten med, og det viste sig, at disse sten blev så gode som nye og ved denne behandling fik de deres levetid væsentlig forlænget. Åbenbart lykkedes eksperimenterne for Mikkelsen så godt, at de blev rosende omtalt. Han etablerede sin fabrik i Randers i 1900, og i 1909 opnåede han anerkendelsesdiplom (den højeste anerkendelse) på Landsudstillingen i Aarhus. Da elektriciteten vandt frem på landet fra ca. 1915, begyndte de enkelte gårde at have deres egne kværne. Dette var med til at øge interessen for de støbte møllesten. Processen Støbningen af stenene foregik næsten uændret i mange mange år. De første år fik fabrikken leveret flint, som udgjorde den vigtigste del af de støbte sten, fra omkringliggende vognmænd og landmænd. Gradvist, og som produktionen øgedes, blev det nødvendigt at finde en fast leverandør og i midten af tallet fik fabrikken udelukkende flint fra Ebeltoft-området.

3 Møllesten fra Engsko. Fotograteret før 1911, da fotografen Martin Jensen, der har taget billedet, lukkede sin forretning i Torvegade i Foto: Randers Lokalhistoriske Arkiv De store flintlejer her er næsten uudtømmelige, og samtidig var flinten af en fortrinlig kvalitet - uden ret meget kalk, der er med til at gøre flinten blød! Nar flinten ankom til fabrikken i store blokke, var første trin at få knust den. Knusningen foregik ad to omgange. Først blev flinten delt i mange stykker i forknuseren. Derefter blev det yderligere knust i finknuseren. Her blev det, udover at blive knust endnu engang, også sorteret i tre forskellige sorteringer. De egnede stykker blev ført til en stor blandemaskine, hvor flinten blev blandet med forskellige kemikalier og efterhånden kom til at ligne en tyk grødmasse. Denne blanding, der hele tiden blev forbedret, var fabrikkens basis og forholdet mellem flint og kemikalier var vigtigt for, at de støbte sten fik rette styrke og holdbarhed.

4 Skansemøllen pa Arhusvej. Her arbejdede J.C. Mikkelsen fra 1890 til Foto: Randers Lokalhistoriske Arkiv Massen blev transporteret videre til støberiet, hvor der på gulvet lå et utal af støbeforme i forskellig størrelse. Massen blev hældt i formene, og her blev den ved hjælp af syv atmosfæres tryk stampet sammen. Efter stampningen blev der på den side, der senere skulle bruges til at male kornene, ridset de nødvendige riller. Stenene fik herefter ro i et par dage, så de kunne tørre. Det var ikke nødvendigt at tilføre varme, da en forbænding i stenene selv oparbejdede så meget varme, at de kunne tørre af sig selv. Efter endt tørring skete den endelige forarbejdning af stenens overflade. Denne forarbejdning, "bildning", skete både ved maskinkraft og ved håndkraft Det korrekte mønster havde man fundet frem til efter mange års forsøg og var ikke nødvendigvis ens på alle sten. Bildningsmønstret blev afslutningsvist malet med rød farve, så det fremstod tydeligt på stenen. De færdige sten blev herefter sendt fra møllestensfabrikken til kværnfabrikken, hvor de i sæt af to blev monteret i de endelige kværne. Selvom Danmark i mange år var en stor aftager af fabrikkens møllesten, har eksporten altid været vigtig. Markederne har skiftet undervejs. Indien var i 1950'erne en af de største aftagere af sten, men også lande som Palæstina, Syrien, Iran, Irak, Brasilien, Holland, Belgien, Norge, Sverige, Tyrkiet og dele af Afrika købte store mængder af møllesten i Randers.

5 Støberiet på fabrikken i Foto: Randers Lokalhistoriske Arkiv På hjemmemarkedet var det især sten, der blev brugt til at knuse foder til gårdenes dyr der var salg i. Tidligere foregik denne knusning hos de enkelte landsbyers møllere, men i løbet af 1940'erne og 1950'erne blev det mere og mere den enkelte bonde, der knuste foder til sine egne dyr. Ved 75 års jubilæet i 1975 opnåede fabrikken at producere sin sten nummer en million. På det tidspunkt blev fabrikken ledet af nogle af stifterens sønner, men i kompagniskab med en direktør. I 1977, blev fabrikken af ejerne, der stadig var efterkommerne af J. C. Mikkelsen, solgt til A/S Sæby Jernstøberi og A:B:C: Hansen Comp. A/S København. Direktør Harald Mikkelsen var den sidste fra familien, der deltog i arbejdet, men i de 77 år som familievirksomhed havde i alt ni sønner og to døtre været med i aktieselskabet. På dette tidspunkt blev kun to procent af den samlede produktion afsat på hjemmemarkedet, mens den resterende del stadig gik til eksport. I 1986 voksede virksomheden, da man opkøbte firmaet For Mills A/ S i Sønderbæk. Denne overtagelse betød et styrket grundlag for produktionen og en bedre placering på markedet for møllesten. Danske virksomheder tegnede sig i 1986 for over halvdelen af verdens

6 produktion af møllesten. Samme år måtte man standse knusningen af sten på selve fabrikken. Omkring Engsko var et villakvarter opstået og de mange støv- og støjgener fra knusningen generede naboerne for meget. Herefter blev de knuste og sorterede sten importeret fra Frankrig. Engsko fortsatte sin udvikling og i 1992 var den den eneste tilbageværende møllestensfabrik af betydning i den vestlige verden. Virksomheden blev konstant udviklet, og i 1995 købte fabrikken en indisk møllestensfabrik. I 1999 blev virksomheden udvidet med en fabrik i Etiopien. Samtidig mærkede fabrikken en øget interesse for igen at male korn pa møllestenene i stedet for valser, som de industrialiserede lande ellers havde indført. I USA opstod grupper af kræsne amerikanere, der ønskede deres mel malet på den "gammeldags" måde. Primært fordi, som Engskos daværende direktør Flemming Kyed hævdede i et interview i Amtavisen i 2002: "Mel malet på møllesten har en bedre kvalitet. I valser bliver temperaturen høj, og høje temperaturer ødelægger vitaminer og mineraler i melet". For få år siden flyttede Engsko sin produktion til Baltikum og Etiopien og har fortsat succes med at lave møllesten. Afrika er stor aftager af stenene og blandt andet har Engsko leveret et mølleanlæg til Uganda, hvor anlægget endda er afbilledet pa landets 1000 shilling seddel.