Den topløse Volvo 1800

Transkript

1 Den topløse Volvo 1800 Af Per Groth Ann og Dirk Van Den Zegel på vej i deres Volvoville cabriolet. På en varm sommerdag tænker de fleste 1800-ejere nok, at det ville have været særdeles dejligt med en åben udgave af Volvo I denne artikel vil der kort blive omtalt de forskellige tiltag, der i sin tid på taget på at opfylde denne drøm om en cabrioletudgave af Volvo Uden kaleche... Fotograf: Dirk Van Den Zegel Til trods for at Volvo 1800 primært blev udviklet til det amerikanske marked og til trods for at stort alle de biler Volvo 1800 skulle konkurrere med om kundernes gunst på dette marked var topløse cabrioletbiler, så udviklede Volvo aldrig en cabrioletudgave af Volvo Dette kan virke lidt paradoksalt, da det segment af markedet, som Volvo 1800 var bestemt for, hovedsagelig bestod af cabrioletmodeller så som Corvette, MG B, Austin Healey, Triumph TR4, etc. En årsag kunne måske være de dårlige erfaringer Volvo opnåede med udviklingen af P1900 nogle få år tidligere, men det kunne også skyldes Volvos stedse kraftigere satsning på opbygning af firmaets sikkerhedsimage i netop disse år. Modsat denne antagelse taler imidlertid det faktum, at 1800 ren blev designet uden bagerste og øverste vinduesramme for dørenes vinduer. Efter sigende var disse manglende vinduesrammer et tegn på, at Volvo oprindeligt i udviklingsfasen havde tanker om senere at lancere en cabrioletudgave af 1800 eren. Da der imidlertid var en række 1800-kunder i USA, der ønskede en cabrioletudgave af bilen, besluttede en større Volvo forhand Nyt - Marts 2009

2 Bemærk den brede påsvejsede kalecheholder oven over forruden. ler på øen Long Island i staten New York at tage sagen i egen hånd. Ejeren af bilforretningen Volvoville i Massapequa, Stanley Lazarus, konverterede den første Volvo 1800 i 1966 til en cabriolet. Efter nogle begyndervanskeligheder fandt Stanley Lazarus de rette lokale underleverandører til ombygningen, og i løbet af de næste tre år blev der konverteret mellem 30 og 50 biler (kilderne er uenige om antallet). På dette tidspunkt kostede en Volvo 1800 ca. $4.000, mens cabrioletudgaven kostede ekstra $400, og med denne ekstraudgift var bilen efter manges mening blevet for dyr specielt i forhold til de engelske cabrioletmodeller som Austin Healey og MG. Som et kuriosum kan det nævnes, at Ivr Gordon (manden der i starten af 2009 har kørt mere end 4,3 millioner km i sin Volvo 1800) selv ønskede en cabriolet, da han købte sin 1966 årgang hos selv samme Volvoville, men da han ikke ønskede eller ville betale de ekstra $400, købte han standard 1800 Nyt - Marts 2009 Den påsvejste læbe, som kalechen skubbes op under. Fotograf: Malcolm Griffiths coupemodellen. Måske et klogt valg med det kørselsbehov, som det senere skulle vise sig, at han havde! Den første 1800 cabriolet hos Volvoville blev udført som et eksperiment. Firmaet havde en rød 1964 standardmodel med fejl i lakken stående, og man besluttede da at ændre denne til en cabriolet. Dette foregik ved at man skar taget af og derud over ikke foretog andre ændringer i konstruktionen. Resultatet var da også som forventet, nemlig en meget gummiagtig konstruktion, som betød, at dørene sprang op, når 19

3 som også lå og stadig ligger i Lindenhust ligeledes på Long Island i staten New York. I 1960 erne var det Al Tandoi, ejede værkstedet, som i dag er overtaget af hans søn, Vito Tandoi. Ifølge den oprindelige ejer kunne hele processen efter de første biler beskrives som afskæring af taget, slibning efter afskæring samt påsvejsning af de nævnte L-stålprofiler, og det hele kunne ske i løbet af nogle få timer, heri medregnet påsvejsning af en speciel stållæbe, der blev svejset på stålpladen ca. 50 mm over forrudekanten. Efterfølgende blev kanterne malet, mens resten af bilen forblev urørt.... og med kaleche. Fotograf: Dirk Van Den Zegel bilen kørte over selv små ujævnheder i vejen. Hvis bilen skulle køre på normale veje, måtte man derfor helt afgjort foretage nogle ændringer i bilens konstruktion. Forskellige ideer blev udviklet og afprøvet, indtil man fandt den bedste løsning. Denne bestod i, at man påsvejsede et L-formet stålprofil med en godstykkelse på ca. 6 mm (¼ ) under begge paneler fra forreste til bagerste hjulkasse. Disse profiler blev derefter malet og undervognsbehandlet, så de under normale omstændigheder ikke var synlige. Efter tilføjelsen af de to stålprofiler blev bilen afgjort mere stabil, selv om den stadig var betydeligt mere levende end en standard Efter Volvoville havde besluttet sig for de nødvendige modifikationer, blev selve arbejdet med konverteringen til en cabriolet overladt til underleverandører. Ifølge Irv Gordon blev der i de tre år, hvor Volvoville ombyggede Volvo 1800, anvendt forskellige karosseriværksteder, hvilket er en af grundene til, at man ikke kender det nøjagtige antal ombyggede 1800 ere. Det er dog en kendsgerning, at det værksted, der foretog langt de fleste ombygninger, var International Auto Painting, Inc., Næste trin i forvandling fra coupe til cabriolet blev foretaget hos en anden underleverandør, nemlig Forean Kustom Auto and Marine Upholstery, Inc., som i 1960 erne lå i Huntington på nordsiden af Long Island, men som siden er flyttet længere nordpå i New York staten. Som navnet indikerer, fremstillede firmaet også kalecher og sprayhoods for både, og efter sigende var de specialister i at holde regnvand ude! Firmaet afløste andre kalechefirmaer, som ikke var i stand til at fremstille tætte løsninger. Man regner med at Forean Kustom Auto udførte kalechearbejdet for de sidste ca. 20 biler, der blev konverteret. Kalechen blev oprindeligt fremstillet i kanvas, men senere blev der anvendt en kombination af kanvas og vinyl. Afhængig af bilens farve kunne man vælge mellem tre kalechefarver, nemlig beige, hvid og sort. På grund af kalechens stivere var loftshøjden over bagsædet hævet ca. 15 cm, hvilket gjorde det muligt for voksne personer at sidde på bagsædet, hvis de da ikke havde for lange ben! En smuk cabriolet på vej i landskabet Nyt - Marts 2009

4 Selv om Volvoville var det firma, der konverterede langt det største antal Volvo 1800, så blev forvandling fra coupe til cabriolet dog også udført andre steder. I England blev et par tidlige 1800 ere ændret af firmaet Harold Radford Coachbuilding Ltd., men som nævnt var det kun ganske få eksemplarer, der blev omdannet til cabriolet hos denne karosserimager. Også i Sverige blev et mindre antal 1800 ere konverteret. Her var det primært Leif Mellberg i Nyköping, der stod for forvandlingen. Den sorte Volvo 1800E, der er vist nedenfor, er et resultat af Leif Mellbergs arbejde. På denne bil er kalechen endda eldrevet. Kalechestivere forsvinder ned bag bagsædet. Som ovenfor nævnt gjorde Volvo imidlertid intet for at tilfredsstille de kunder, som ønskede en 1800 cabriolet. Så bortset fra P1900, der havde et kort liv i 1956 og 1957, skulle man 40 år frem, før Volvo i 1997 endelig introducerede en cabriolet, nemlig Volvo C70. En stor tak til Dirk Van Den Zegel for hans informationer om sin renoverede Volvoville cabriolet samt for tilsendelse af fotos fra renoveringsperioden. Også stor tak til Malcolm Griffiths for tilladelse til at anvende hans fotos fra tidsskriftet Classic & Sports Car, december Endelig en speciel stor tak til Irv Gordon for hans detaillerede informationer om Volvoville og firmaets aktiviteter i 1960 erne. En 1800E cabriolet ombygget af Leif Mellberg i 1980 erne fremvist på VROM i Kalechen er elektrisk betjent. Fotograf: Per Groth 1800 Nyt - Marts

5 Her ses Stanley Lazarus i en ombygget Volvo 1800 i Fotograf: Volvoville Her ses Stanley Lazarus og sønnen Michael. Fotograf: Volvoville Volvoville USA er en af de største amerikanske Volvo forhandlere. Firmaet blev oprindeligt grundlagt af Stanley Lazarus i første halvdel af 1966, og senere overtog hans sønner Michael og Brian Lazarus firmaet. I 2001 blev firmaet købt af en kapitalfond, og på dette tidspunkt forsvandt desværre alle oplysninger om antallet af ombyggede Volvo 1800 ere samt hvilke stelnumre de ombyggede biler havde, etc. Nogle kilder angiver at Volvoville ligger i Amityville, mens de fleste peger på bynavnet Masspequa. Årsagen til denne bynavnsforvirring skyldes, at firmaet ligger og lå på grænsen mellem de to byer, så en del af bygningerne, nemlig værkstederne for ombygningerne lå i Amityville, mens salgsafdelingen lå og ligger i Massapeque. De nævnte værksteder er senere konverteret til Land Rover salg og service, som dog ejes af Volvoville USA. Firmaet var på et tidspunkt USAs største Volvoforhandler Nyt - Marts 2009