Moskusoksejagt på Grønland

Transkript

1 Moskusoksejagt på Grønland Få steder i verden oplever man så uberørt natur, så enorme mennesketomme vidder og så kold og klar luft som på en vinterjagt helt inde ved indlandsisen. Og så kan det opleves kun 4 timer med fly og 2 timer med snescooter fra København. Af Birgitte Barfoed og Ebbe Rye Petersen Vores jagtrejse var arrangeret af Diana Jagtrejser i samarbejde med Malene og Mathias Ingemann, Inuit Outfitting.

2 Den 22. marts 2011 landede vi i Kangerlussuaq i strålende sol og 31 graders frost. Vi blev hentet af vores jagtværter Malene og Mathias og kørte de ca. 40 km ind til lejren ved indlandsisen. Den første del af turen kørte vi på en tilfrosset elv, mens de sidste kilometer var på et snespor op over fjeldet og langs iskanten. På turen så vi vores første moskusokser som små sorte prikker oppe på fjeldsiderne og jo længere frem vi kom, jo koldere blev det. Da vi ankom til lejren, var temperaturen faldet til 40 graders frost. Lejren lå ved en stor tilfrosset sø tæt ved indlandsisen og bestod af en nyere hytte med soverum til i alt 8 jægere samt en lidt ældre hytte med køkken, opholdsrum og soverum for vores jagtværtspar og de 4 hundeslædeførere, som boede permanent i lejren hele jagtsæsonen. Uden for hytterne var der tøjrede hunde, slæder, en ottehjulstrækker, snescootere, en terrængående motorcykel og alt hvad der skulle til for at drive en arktisk jagtlejr. Sidst på eftermiddagen kom der trofæjægere hjem til lejren med deres nedlagte moskusokser, så der fik vi rig lejlighed til nærmere at studere de fantastiske dyr på over 400 kg, som vi selv skulle jage de kommende dage.

3 Men inden vores jagt kunne begynde, skulle vi ud på en hundeslædetur for at blive fortrolige med hundene, samt for at lære hvordan vi skulle sidde og holde os fast på slæden. Vi iførte os 3 lag termoundertøj, vores almindelige jagttøj og udenpå det, sælskindsbukser og sælskindsanorak, som hang klar til os i de rigtige størrelser, da vi ankom til lejren. Vores meget dygtige slædefører, som selv var iført isbjørnebukser, fik på næsten mirakuløs vis spændt hundene for slæden, og med et ryk gik det af sted ud over søen i et tempo, vi slet ikke havde forestillet os. Hundene imponerede os virkelig. Sakkede der en hund agterud, lød der et smæld med pisken og straks var den oppe og trække igen. På et tidspunkt oplevede vi at en hund havde fået viklet poterne ind i skaglerne så den faldt om og blev kørt over af slæden. Uden at stoppe slæden, halede slædeføreren hunden op på slæden, løsnede skaglerne fra poterne og straks halsede den overkørte hund op til de andre for igen at trække på livet løs. Hundene byttede indbyrdes plads under løbet og snoede skaglerne sammen, så med mellemrun måtte slæden stoppes for at vikle skaglerne fra hinanden igen. Havde slædekørslen på isen imponeret os, så var det intet i forholdt til, hvad vi senere skulle opleve oppe i terrænet. Dagen efter var det vores tur til at komme på jagt. Vi kørte med to hundeslæder ud på isen og efter en times tid spottede vores slædefører moskusokser oppe på fjeldsiden. Slæderne blev tøjret, og vi begav os op i fjeldet for at komme på skudhold. Den første flok nåede vi ikke på skudhold af før dyrene fik færden af os, så først efter endnu en slædetur ude på søen, fik vi chancen igen. Denne gang kom Ebbe på skudhold af en enlig tyr, som dårligt rørte sig efter det første skud direkte i hjertet på 100 meters afstand. Først efter yderligere 3 skud lagde den sig, hvorefter vi forsigtigt nærmede os.

4 Oksen blev brækket på stedet, mens en af slæderne kørte op til os i terrænet for at transportere kraniet og skindet tilbage til lejren. Da det var en gammel han, kunne kødet ikke bruges til andet end dyrefoder, så noget blev givet til hundene og resten blev efterladt til rævene og ravnene. Vel hjemme i lejren kunne vi så stolt fremvise det første trofæ, som var blevet nedlagt.

5 Om natten så vi nordlys, og da vi vågnede næste morgen var temperaturen steget 35 grader til kun 6 graders frost. Efter en solid morgenmad gik turen gik atter ud på isen på den tilfrosne sø. Denne gang spottede vi en flok på 10 moskusokser noget højere oppe på fjeldet end dagen før. Mens vi med vores ene slædefører var på vej op af bjerget, så vi flere gange de store tyre kæmpe og det gav ligefrem genlyd i bjergene, når hornene stødte sammen. Flokken løb fra os da vi nåede bjergtoppen, men heldigvis viste det sig, at en enkelt gammel tyr var blevet tilbage, og på vejen ned fik Birgitte på kun 80 meters afstand skudt tyren med et enkelt skud på bladet. Det var en fantastisk oplevelse. Vi var fuldstændigt udmattede og befandt os nu på en meget stejl skråning et par hundrede meter over søen, hvor slæderne stod.

6 Til vores store forundring, lykkedes det at få hundene til at trække en af slæderne op af den stejle skråning, helt op til den nedlagte moskusokse, og til vores endnu større overraskelse, kom slæden fuldt lastet også helskindet ned til søen igen. I bogstaveligste forstand over stok og - halve meter høje - sten, og med os som passagerer på det sidste stykke. Takket været Malene og Mathias og deres dygtige fangere og hundeslædekuske, havde vi allerede på 2. jagtdag fået vores trofæer i hus. Vores 3. og sidste jagtdag blev derfor en hundeslædetur helt ind til indlandsisen, hvor vi på vejen jagtede snehare og polarræv, inden vi den efterfølgende og sidste dag begav os hjemad med en uforglemmelig natur- og jagtoplevelse i baggagen.