lukkertiden -frys eller tvær Hvis du har undret dig over, hvorfor det hænder, at dine billeder af og til bliver udtværede, hvilken indvirkning tallene 125 har på dine billeder, og hvad Image Stabilizer er for noget, så er her hjælp at hente. I denne lille artikel ser vi på lukkertiden, og hvilken påvirkning indstillingen af denne har på det færdige billede.» Teknisk baggrund Lukkeren er den mekanisme, der styrer hvor lang tid belysningen af filmen eller sensoren skal vare. Lukkeren er enten mekanisk eller elektronisk styret, hvor sidstnævnte er den mest udbredte på moderne kameraer. Fordelen ved den elektronisk styret lukker er, at den er meget præcis ved hurtige lukkertider. Ulempen er dog, at man ikke kan tage et billede, hvis batteriet er fladt dette vil kunne lade sig gøre med en mekanisk styret lukker. Der findes to typer lukkermekanismer; nemlig central- og spaltelukker. Førstnævnte sidder inde i selve objektivet, og anvendes især på kompakt- og mellemformatkameraer. De minder i konstruktion meget om blænden, der kan åbne og lukke sig som iris i vort øje. Spaltelukkeren anvendes ofte i spejlreflekskameraer, og har fordelen af at være yderst hurtig (helt ned til 1/12.000 sek. med Minolta Dynax 9). Spaltelukkeren består af to gardiner, som sidder foran filmen eller sensoren, og ved eksponeringen danner de en spalte, og lader derved lyset slippe igennem. Lukkertiderne opgives som brøkdele af et sekund, men skrives flere steder som 125, når der i virkeligheden menes 1/125 sek. = 0,008 sek. Når der vælges en hurtigere lukkertid, vokser tallet under brøkstregen, og belysningstiden forkortes: 1/250 sek. = 0,004 sek. Lukkertiderne er opdelte i faste trin: 1/4.000 1/2.000 1/1.000 1/500 1/250 1/125 1/60 1/30 1/15 1/8 1/4 SEK. ETC. Listen fortsætter både opad i hastighed (ofte op til 1/8.000 sek.) og nedad. På et tidspunkt bliver lukkertiden til både halve og hele sekunder, og mange kameraer fortsætter helt op til 30 sekunder (ofte skrevet som 30 ). Herefter fremkommer der ofte et B eller det mystiske navn bulb, som dækker over en funktion, hvor lukkeren er åben lige så længe man holder udløserknappen nede. Dette bruges ved effektfotografering med meget lange lukkertider. Eksempelvis vil den sorte nattehimmel blive lyslevende med en lukkertid på f.eks. 2 timer. Ved nogle kameraer ser man listen opdelt i endnu finere trin (ofte 1/2 eller 1/3 EV stop), hvorved der fremkommer lukkertider som f.eks. 1/640 sek. På spejlreflekskameraer af ældre model, indstiller man ofte lukkertiden på et stort hjul og blænden på selve objektivet. Med indføringen af store mængder elektronik i nutidens kameraer (hvad enten de er digitale eller til film), styrer man nu lukkeren gennem et drejehjul. Nikon, Kodak, Olympus, Fuji m.fl. anvender betegnelsen S (Shutter Priority, mens Canon bruger Tv (Time Value) for lukkertidspriotet. Værdien ses i LCDdisplayet, som ofte findes oven på kamerahuset. S I D E 1
» Eksponering Lukkertiden arbejder, ligesom blænden og ISO, med halveringer og fordoblinger. Står man på lukkertiden 1/125 sek. og klikker op til 1/250 sek. (ofte med 1/180 sek. som mellemstation ), har man halveret belysningstiden. Hvis eksponeringen ved 1/125 sek. var korrekt, så skal vi, for at kompensere for halveringen af lysmængden, enten vælge en større blændeåbning eller en højere filmfølsomhed. Se evt. følgende artikler for mere information om eksponering og samspillet mellem de tre faktorer: ISO EN FØLSOM FAKTOR BLÆNDEN DEN FOTOGRAFISKE IRIS» Lang lukkertid tvær Lukkertider på 1/15 sek. eller længere betegnes ofte som lange. De lader meget lys slippe igennem, og anvendes ofte under begrænsede lysforhold. Det kan skyldes, at man befinder sig indendørs i et ringe oplyst lokale, at der er valgt en film med lav ISO-værdi, eller at der er anvendt en lille blændeåbning. Alt sammen faktorer der begrænser det lys, som i sidste ende tegner billedet. Hvis motivet er stillestående, som et fyrtårn ved vandet må betegnes som, vil billedet ikke blive nævneværdigt påvirket af, om der benyttes en lukkertid på 1/250 eller 1/2 sek. Er der tale om et bevægeligt motiv, er sagen en hel anden. En lang lukkertid vil lade f.eks. en løbende person tvære ud mod en skarp baggrund. Jo længere lukkertid, desto mere tvær får man, og i sidste ende bliver personen helt gennemsigtig, da denne bevæger sig under eksponeringen, hvorved baggrunden kan kigge igennem kroppen. Lange lukkertider behøver ikke betyde ødelagte billeder, for med den rette viden kan det udnyttes kreativt, så man viser den bevægelse, der sker i billedet. Dette tilfører dynamik til billedet, og er en bemærkelsesværdig effekt, da det ikke er noget vi normalt ser med vore øjne. Det kan være hænderne der spiller på et klaver, katten der leger i haven, eller børn der cykler. Alt sammen vil med en smule udtværing tilføre liv til billedet. Kunsten er at vælge en ikke alt for lang lukkertid, så detaljerne i motivet ikke sløres for meget. Billedet i næste spalte er optaget med en lukkertid på 1/2 sek., med det formål at sløre manden, som er ved at bryde døren ind til det forfaldne hus. I den tid lukkeren stod åben, var det primært overkroppen der bevægede sig, mens benene stod næsten helt stille. Mængden af bevægelse i eksponeringstiden er afgørende for, hvor meget personen tværer ud på det endelige billede. Her tilfører bevægelsessløringen masser af dynamik til billedet, og sammen med toningen opnås en helt speciel stemning. Bevæger motivet sig nogenlunde i en bestemt retning, kan man med fordel lave en panorering. Ved hele tiden at følge f.eks. en racerbil i søgeren, og trykke af mens man stadig bevæger kameraet, kan man opnå nogle meget effektfulde actionbilleder. Da kameraet har samme rotationshastighed som bilen, vil denne blive aftegnet skarp mod en udtværet baggrund. Billedet nedenunder er fra et DTC-løb på JyllandsRingen. For at sikre en skarp bil mod en sløret baggrund, blev lukkertiden indstillet til 1/90 sek. Dette var tilstrækkeligt hurtigt til at sikre fine detaljer i bilen, men alligevel så langsom, at fælgene nåede at tvære ud omkring deres egen akse. Prøv at sammenligne dette billede med makkeren lidt længere nede i artiklen. Den er optaget på en lukkertid, der er næsten fire gange så hurtig. Forskellen er tydelig...» Kort lukkertid frys Er lukkertiden på 1/1250 sek. eller hurtigere, betegnes dette ofte som kort. Grundet den korte belysningstid, er det kun meget lidt lys, der slipper ind til filmen. Derfor skal der være meget lys til stede, for at kunne anvende de superhurtige lukkertider. Man kan naturligvis også anvende en stor blændeåbning eller en høj ISO-værdi, hvis man ikke har høj solskinsvejr som lyskilde. Da lukkertiden er så kort, vil man med denne kunne fryse og fastholde bevægelser, som det menneskelige øje ikke kan registrere. Dette gør fotografen i stand til at vise ting, som vi normalt slet ikke ser. Især i sportens verden, hvor næsten S I D E 2
alt skal ske i det højest mulige tempo, ser vi ofte motiver, som er ganske interessante: Det kan være golfkuglen, som lige er blevet ramt af et nine iron, vanddråberne fra svømmerens bevægelser eller græs og jord frit svævende i luften efter en hård fodboldtackling. Nedenstående billede er taget for at illustrere den mulighed, man som fotograf har for at fastfryse et øjeblik. Brændekløvningen forandres fra at være hård og trivielt, til lige pludseligt at være et actionpræget stykke kraftarbejde. For at fastfryse træsplinter og barkstykker blev der anvendt en lukkertid på 1/2.000 sek. Dette var nok til at sikre, at alle detaljer i billedet står helt skarpe, og viser noget, vi ikke kan opfange med vort menneskelige øje. detaljer, kan man i stedet indstille flashen (eller kameraet) til at synkronisere til anden lukkergardin (ofte omtalt som 2nd sync). Her fyres flashen først af, lige før eksponeringen slutter, og resultater er, et billede med fartstreger bagved det bevægelige motiv, men oplyst af det skarpe flashlys. Metoden sikrer, at man dels får udtværingen fra den lange lukkertid, og dels skarpe detaljer i det sidste af bevægelsen. Havde man fotograferet med flashen synkroniseret til første lukkergardin, havde flashen oplyst motivet i starten af bevægelsen, hvorved alle fartstregerne vil komme foran hvilket ser ganske tåbeligt ud. Nedenstående billede er taget til en havnefest, hvor der var gang i karrusellen For at sikre en tilpas mængde udtværing, blev lukkertiden indstillet til 1/30 sek. og flashen blev sat til 2nd sync. Kameraet blev panoreret med stolene rundt, og lidt før de var ud for fotografen, blev der trykket af. I sådanne situationer gælder det bare om at skyde løs, for det kan være svært at fange det rigtige udtryk. Ud af fire-fem skud, var det kun dette, som ramte plet: Nu kunne man tro, at det altid gjaldt om at anvende en hurtig lukkertid til actionbilleder, men i nogen tilfælde kan dette faktisk være lidt af en kreativ dræber. Når man med en lukkertid på f.eks. 1/500 sek. fastfryser fælgene på en racerbil, så ligner det til forveksling, at bilen står bum-stille ude på banen. Ikke lige den formidling af super-action man havde håbet at fremvise. Det kan være svært altid at vælge den rette lukkertid til den rette begivenhed, for det er ofte et spørgsmål om, hvordan motivet skal fortolkes. Det er som fotograf én af de mange indstillingsmuligheder man har, og det gælder derfor om at udnytte den optimalt og kreativt.» Skarpe billeder Nu har vi kigget lidt på hvilken indvirkning lukkertiden har, på hvor meget eller hvor lidt selve motivet skal tvære ud på filmen. Der er dog et andet aspekt, som lukkertiden er med til at styre: Selv de mest rolige mennesker ryster en lille smule på hånden det er måske ikke noget du bemærker til dagligt, men hvis du har fat i et meget tungt objektiv på flere kilo, vil billederne helt tydeligt afsløre rysteriet:» Lukkertid og flash Ved at kombinere brugen af flash med en lang lukkertid, kan man opnå nogle meget effektfulde billeder. Normalt affyrer flashen sit kraftige lysglimt, når det første lukkergardin går op, og det fungerer ganske fint til normalt brug. Ønsker man at give billederne nogen tvær, men stadig fastholde nogle S I D E 3
Rystelserne gør, at billederne får et ensartet tvær over hele billedfladen og ikke som med bevægelsessløring, hvor det kun er det bevægelige motiv, der får fartstriber. For at komme de uskarpe billeder til livs, skal man anvende en hurtigere lukkertid. En god tommelfingerregel siger, at man bør bruge en lukkertid svarende til den reciprokke værdi af brændevidden. Eksempelvis vil et 28 mm vidvinkelobjektiv (i det almindelige 35 mm filmformat) svare til en lukkertid på 1/28 sek. (i praksis 1/30 sek.). Dermed bliver rystegrænsen for et teleobjektiv på 200 mm til 1/250 sek., under forudsætning på, at man er udstyret med et par rolige hænder, ikke er forpustet eller står og hop-fryser. Anvender man et digitalt spejlreflekskamera, hvor sensoren ofte er mindre end de 24 x 36 mm, skal man gange med en faktor 1,3x (Canon EOS 1D mk. II) - 1,5x (Nikon D70) 1,6x (Canon EOS 10D). I alle tilfælde gælder det dog om at vælge den hurtigste mulige lukketid, såfremt der er lys nok til det. Med vidvinkelobjektiver gælder reglen nemlig ikke helt, for med et 17 mm objektiv burde man kunne fotografere på 1/15 sek., men dette vil i langt de fleste tilfælde resultere i rystede billeder. Udgangspunkt for lukkertider med forskellige objektiver, for at sikre skarpe billeder: OBJEKTIV LUKKERTID 35 MM LUKKERTID DSLR 17 mm 1/30 sek. 1/30 sek 28 mm 1/30 sek. 1/60 sek. 70 mm 1/60 sek. 1/125 sek. 105 mm 1/125 sek. 1/250 sek. 200 mm 1/250 sek. 1/500 sek. Der er flere måder at sikre skarpe billeder på, selvom lukkertiden kommer under den personlige rystegrænse. Et stativ er tungt og bøvlet at slæbe rundt på, men når lyset er knapt eller brændevidden bliver lang, så er de ekstra kilo nu givet godt ud. Med et solidt stativ vil man sagtens kunne fotografere et vandløb, og få vandet til at tvære ud omkring stenene også selvom lukkertiden løber op i flere sekunder (se billedet her til venstre). hegnspæl. Man kan også finde ekstra støtte ved at læne sig op af noget tungt som en husmur eller siden på en bil. Et andet fif, som man dog ikke ser så meget til mere, er brugen af fjernudløser. Det forudsætter naturligvis at kameraet allerede befinder sig på et stativ. Fidusen er, at undgå de rystelser det giver at trykke udløseren ned. Ved at anvende en udløserknap tilsluttet med en ledning eller luftslange, undgår man helt at røre ved kameraet i udløsningsøjeblikket. Mange tager også skridtet helt ud, og vælger den såkaldte mirror lock-up funktion, som findes på nogle spejlreflekskameraer. Her klapper spejlet op ved første tryk på udløserknappen, og først ved næste tryk åbnes lukkeren. Teknikken sikrer, at mekanismen der svinger spejlet op, ikke tilfører uønskede bevægelser i selve eksponeringsøjeblikket. Det kan også anbefales at anvende en selvudløser, og selv lade kameraet tage billedet to sek. efter spejlet er klappet op. Disse små tricks anvendes kun, når man ønsker den absolutte højeste skarphed der er mulig og ikke når det gælder om at være hurtig på aftrækkeren!» Billede stabilisering Ad teknologisk vej har man udviklet et system, der kan reducere rystelserne fra fotografens hænder betydeligt. På nedenstående figurer vises grundprincippet i billede stabilisering: Øverst har vi en normal situation, hvor lyset (den stiplede linje) rammer filmplanet (eller sensoren). Det røde linseelement er koblet sammen med Image Stabilizer-systemet, og når der opstår en rystelse (nederste figur), flytter dette linseelement sig i modsat retning. Derved kompenserer den for lysstrålens ændring pga. rystelsen, og efter at lysstrålen bliver brudt i det flyttede element, rammer det igen det samme punkt på filmplanet. Resultatet er en kraftig reduktion i rystelserne, som i sidste ende giver skarpere billeder. Til at opfange rystelserne, er der monteret en gyrosensor i objektivet, og det er den, som giver information til det flytbare linseelementet. En anden løsning, som man ofte ser til sportsbegivenheder, er et étbenet stativ (også kaldet monopod). Den er specielt velegnet ved store, tunge teleobjektiver, som i fri hånd er nærmest umulige at holde helt stille. Har man hverken et tre- eller étbenet stativ, må man bruge hvad man har ved hånden. Det kan være en bordplade eller en S I D E 4
Det første objektiv, med en sådan teknik indbygget, så dagens lys tilbage i 1995, og var et Canon EF 75-300mm f/4-5.6 IS USM. Dette var startskuddet til en helt ny generation af objektiver, for billede stabiliseringssystemet må anses for at være en lige så stor milepæl, som autofokusen var for år tilbage. I dag er teknikken blevet optimet betydeligt, og alle de store fabrikker er med på vognen: Canon startede det hele med Image Stabilizer, Nikon fulgte trop med Vibration Reduction og endelig Sigma med Optical Stabilizer. Flere andre firmaer er også begyndt at anvende systemet i mindre kompaktkameraer, så der er ingen tvivl om, at fremtidens objektiver nærmest som en selvfølge har et af disse stabiliseringssystemer indbygget. I de nyeste objektiver findes der to indstillinger: Mode 1 kompenserer for både vandrette og lodrette rystelser, og kan derfor bruges som en all-around indstilling. Mode 2 er specielt udviklet til motorsport, hvor man, som tidligere nævnt i denne artikel, ofte panorerer med racerbilen rundt på banen. Her detekterer systemet hvilken retning man følger motivet i, og reducerer derfor kun rystelserne på den anden akse. Der har været rygter om, at man bør slå billede stabiliseringssystemet fra, når kameraet er monteret på et stativ. Årsagen skulle være, at når rystelserne var minimeret grundet det solide underlag, ville systemet faktisk tilføre uønsket sløring på billederne. Dette har sandsynligvis været på én af de første udgaver af systemet, for i brugsanvisningen til et nyere objektiv står der, at systemet selv slukker ved anvendelse på et stativ. Dog anbefales det at slukke for at spare på batteriet... Ifølge flere fotografer kan man fotografere på lukkertider cirka 3-4 stop langsommere end normalt, når stabiliseringssystemet er slået til. Det ekstra lys, man får foræret ved de langsommere lukkertider, kan bruges til at vælge en lavere ISO-værdi (mindre korn/digital støj) eller en større dybdeskarphed (mindre blændeåbning). Eneste ulempe ved systemet er, at det bruger en del batteri. Flere oplyser levetiden forkortet med 20% - men med et backupbatteri og en lader er det jo også til at overkomme. Læs mere om fordelene ved billedestabiliseringssystemet i en lille test af et objektivet:» Konklusion Lukkertiden styrer altså ikke blot om et bevægeligt motiv skal udtværes eller fasstfryses det afgør også hvor tydelige vores hænders små rystelser kan ses på det færdige billede. Det er derfor vigtigt at forstå, hvordan indstilling kan påvirke resultatet. Efter at have læst denne artikel håber jeg, at du nu kan se forskellen mellem langsomme og hurtige lukkertider, og ikke mindst vide hvornår de bør anvendes, for at få den ønskede effekt. Næste gang du er ude og fotografere, kan du jo prøve at sætte kameraet på S eller Tv og eksperimentere med forskellige lukkertider, og se om du kan forudsige resultatet af indstillingen. Du må heller ikke snyde sig selv for at tage billeder en mørk aften for med en lang lukkertid, kan du bringe en tilsyneladende søvnig by til live. Tekst, foto og illustration: Kristian Nørby Larsen, www.knl-dtp.dk Artiklen er bragt på hjemmesiden www.fotoportal.dk IMAGE STABILIZER - TEST AF OBJEKTIV FAKTABOXFAKTABOXFAKTABOX»FAKTABOX Hedder det lukke- eller lukkertid? Mange tror fejlagtigt, at det hedder lukketiden, men da der er tale om det tidsrum, hvori lukkeren i kameraet står åben og ikke det tidspunkt, hvor en butiksejer holder fyraften, skal det skrives som lukker. S I D E 5