Forreste korsbånds operation
2
Indholdsfortegnelse 1. Operation af forreste korsbånd...4 2. Generel information...5 2.1 Medicin...5 2.3 Landsdækkende register...6 3. Behandlingsdagen...7 3.1 Forberedelse...7 3.2 Operationen...7 3.3 Efter operationen...8 4. Udskrivelse...9 4.1 Hjemtransport...9 4.2 Fjernelse af tråde...9 5. Komplikationer...9 6. Hjemme igen...11 6.1 Fysisk aktivitet efter operationen...12 7. Efterbehandling...13 7.1 Kontrol...13 Sidst revideret d. 17/6 2013 3
1. Operation af forreste korsbånd Du har nu været til forundersøgelse hos din speciallæge og fået konstateret, at dit forreste korsbånd er ødelagt. Dette er blevet konstateret enten via en kikkertoperation eller via en scanning af dit knæ. Endvidere har du gener i dit knæ som gør, at du og speciallægen er blevet enige om, at der skal foretages en rekonstruktion af dit forreste korsbånd. Dine gener i knæet vil typisk være i form af smerter og ubehag ved belastning, følelsen af at knæet er ustabilt og måske kan give efter under dig, og at du ikke stoler på dit knæ. Endvidere kan du have oplevet hævetendens af dit knæ. Formålet med rekonstruktion af dit forreste korsbånd er, at stabilisere dit knæ, således at du igen tør bruge det uden at være bange for, at det skal give efter under dig. Et stabilt knæ er også med til at forebygge, at der sker andre skader i knæet i form af læsioner på brusk og menisker. Slidgigt i knæet kan man desværre nok ikke undgå set over en årrække. I ventetiden op til operationen er det vigtigt at du træner med dit knæ. Det gælder både hvad angår bevægeligheden og styrken. Derfor skal du styrke dine lårmuskler, så godt du kan. Jo bedre og stærkere dine lårmuskler er inden operationen, jo hurtigere kommer du i gang med genoptræningen efter operationen. Det er ligeledes vigtigt, at du kan bevæge dit knæ normalt inden operationen. Det er af denne grund ofte nødvendigt at vente nogen tid med operation efter uheldet, der forårsagede din korsbåndsskade. Først når du kan bevæge dit knæ helt igennem, vil du kunne 4
blive opereret. 2. Generel information 2.1 Medicin Du bedes være opmærksom på, om du indtager følgende blodfortyndende medicin, som du i så fald skal ophøre med, som det fremgår af nedenstående: Magnyl, Albyl, Idotyl, Aspirin, Kodimagnyl eller lignende (acetylsalisylsyrepræparater) skal De ophøre med 5 dage inden indlæggelsen. Plavix (clopidogrel) skal du ophøre med 5 dage inden indlæggelsen. Brilique (Ticagrelor) skal ophøre 5 dage inden indlæggelsen. Pradaxa (Dabigatranetexilat) skal ophøre 5 dage før indlæggelsen. Marevan skal du ophøre med 5 dage inden indlæggelsen Marcoumar skal du ophøre med 5 dage inden indlæggelsen. Såfremt du får Fragmin eller Klexane, skal du have den sidste injektion dagen før indlæggelsen. Man skal holde pause med gigtmedicin 5 dage inden indlæggelsen (f.eks. Ibumetin, Ibuprofen eller lign.). Dette gælder også Glucosamin, fiskeolie og andre former for naturmedicin. 5
Man må afprøve med anden smertestillende medicin f.eks. Pamol eller morfintabletter. Er du i tvivl om, hvad du skal pausere med, skal du kontakte os. 2.2 Faste De sidste 6 timer inden operationen må du ikke spise noget. Du må heller ikke drikke noget der indeholder mælkeprodukter eller alkohol. Du må gerne drikke vand, saftevand, the eller kaffe uden mælk indtil 2 timer før mødetidspunktet. De sidste 2 timer før mødetidspunktet må du heller ikke ryge eller tygge tyggegummi. 2.3 Landsdækkende register I forbindelse med din forundersøgelse har du fået udleveret et skema som indeholder en internetadresse, som du bedes logge dig på og med dit CPR nummer vil du komme videre til en række spørgsmål, som du bedes besvare. Disse spørgsmål skal du besvare, inden du skal opereres. Det er derfor en god ide at gøre det samme dag, altså så snart du kommer hjem fra lægen Dette register er landsdækkende og alle patienter, som korsbåndsopereres, er at finde i dette register. Registeret benyttes til videnskabeligt formål, herunder f.eks. kvalitetssikring. 6
3. Behandlingsdagen 3.1 Forberedelse Du skal gå i bad hjemmefra og ikke påføre cremer på operationsområdet. Det er vigtigt, at du ikke har sår omkring knæet. Har du dette, skal du kontakte os i god tid inden operationen. Et sår i operationsfeltet kan betyde øget risiko for infektion ved operation. Er du meget behåret omkring knæet, vil vi fjerne dette på operationsdagen. Du skal således ikke selv forsøge at barbere hårene væk. Du vil blive modtaget af en sygeplejerske, som hjælper dig til rette og giver dig information om opholdet. Speciallægen vil umiddelbart inden operationen tale med dig. Der vil blive god tid til denne samtale, og dine pårørende er selvfølgelig velkommen til at deltage. 3.2 Operationen Operationen foregår enten i fuld bedøvelse eller rygmarvsbedøvelse. Dette aftales med anæstesilægen på operationsdagen. Der er flere måder at rekonstruere forreste korsbånd på. De fleste bruger 2 hasesener eller sene fra knæskallen som erstatning for det gamle korsbånd. Bruges hasesener vil du få et ca. 3 centimeter langt ar på indvendig side af dit knæ. Det er herfra man høster hasesenerne. Er det senen fra knæskallen, får du et længere ar nedover din knæskal. 7
Operationen foregår herudover ved hjælp af kikkertteknik. I sjældne tilfælde kan operationen også foregå med åben teknik. Under kikkertoperationen vil hele dit knæ bliver gennemset for eventuel at afsløre ikke tidligere erkendte skader og disse vil også blive udbedret. Dette kunne f.eks. være en menisklæsion. Der laves minimale borekanaler op i skinnebensknogle og lårbensknogle, hvori det nye korsbånd vil blive fikseret med pinde, kramper eller ankre. I tilknytning til operationen vil du få antibiotika til forebyggelse af betændelse. Ved operationens afslutning vil sårene blive lukket med tråde. Ved operations afslutning vil der ligeledes blive anlagt lokalbedøvelse i og omkring knæet. Denne bedøvelse vil holde 2-5 timer. Endvidere bliver der anlagt forbinding og ispose. Operationen tager typisk fra 1 til 1,5 time. 3.3 Efter operationen Så snart du er rimelig klar efter operationen, og dette er indenfor få timer, vil du komme op og gå med fuld støtte på det opererede ben. Du vil sikkert have nogen smerte, men du vil få smertestillende medicin, som gør, at du kan holde det ud. Det er naturligt, at man vil have lidt ondt efter operationen. Man kan også have smerter op i baglåret, idet det er herfra, man har høstet dine hasesener. Du kan forvente, at du er klar til at blive udskrevet, efter at du har vist, at du kan gå omkring. Du vil få en ispose med hjem, som du kan benytte efter behov de første dage. Isposen er med til at mindske blødning og minimere hævelse af dit knæ. 8
4. Udskrivelse Efter operationen vil lægen tilse dig og informere dig om forholdsregler, når du kommer hjem. Du kan udskrives samme dag. 4.1 Hjemtransport Du skal sikre dig, at du kan blive afhentet, idet du ikke må køre bil samme dag. Der skal ligeledes være nogen hos dig i hjemmet, minimum det første døgn efter operationen. 4.2 Fjernelse af tråde Trådene skal fjernes efter 14 dage enten hos egen læge eller hos os. 5. Komplikationer De første uger efter operationen kan du opleve smerter og hævetendens af knæet og underbenet. En anelse varmeøgning og en let rødme vil også være naturligt de første dage. Du vil kunne se misfarvninger af huden, som skyldes let blødning efter operationen. Dette er helt naturligt. Hvis du derimod får tiltagende rødme, hævelser og feber skal du kontakte os eller din egen læge, idet det kan være udtryk for betændelse af knæet. Dette er sjældent og forekommer hos under 1 % af patienterne. Du kan også opleve ændret følesans af huden på skinnebenet. Dette skyldes, at der under operationen er overskåret små hudnerver. Ofte vender den normale følesans tilbage, men ikke hos alle og i givet fald må man affinde sig 9
med dette. Dette har ingen praktisk betydning. I begyndelsen kan der også være nedsat bevægelighed af knæet. Fysioterapi vil ofte afhjælpe problemet, men enkelte patienter vil kunne ende op med få graders manglende udstrækning eller bøjning af knæet. Når du er kommet så langt med genoptræningen, at du er begyndt at kunne løbe, vil nogle opleve at de får fibersprængninger op i baglåret. Dette er små overrivninger af arvæv fra området, hvor dine hasesener er høstet. Fænomenet svinder spontant med tiden. Ens lårmuskulatur vil de første uger efter operationen ofte svinde noget ind pga. nedsat funktionsevne. Dette er naturligt. Det kan imidlertid tage måneder at genopbygge denne muskulatur igen Infektion forekommer sjældent, men hvis der kommer hævelse, dunkende smerter, rødme, varmefølelse eller feber, skal du straks kontakte os eller egen læge. Man skal da sætte behandling i gang med det samme. Lidt hævelse og lidt varmeøgning de første dage efter operationen er helt normal. Enkelte gange kommer der blødning i knæet, og det kan medføre spændt hævelse 1-2 dage efter. Det kan blive nødvendigt at punktere knæet, gerne hos os, men evt. på lokalt sygehus eller hos egen læge. 10
6. Hjemme igen Den trykkende forbinding yderst må fjernes 2 dage efter operationen. Plastrene skiftes ligeledes på 2. dagen og dine sår tilses her hos os. Er plasteret vådt, gennemsivet eller beskidt, skal det altid skiftes med det samme. Husk at lade såret lufttørre, før du sætter nye plastre på. Plastre skal anvendes minimum den 1. uge, og derefter kun hvis det fortsat siver fra såret Du må tage brusebad efter 48 timer. De nye plastre er vandtætte. Du vil de første dage være mest sikker med et par krykkestokke, som du vil få med hjem. Efter få dage kan du godt begynde at gå omkring uden disse. Træning: Du skal i starten holde dig nogenlunde i ro, men du må gå omkring derhjemme med fuld vægt på benet. Du skal starte med fysioterapitræning ca. 7-10 dage efter operationen. Indtil da skal du følge programmet for træning: Du må bøje og strække benet, men undgå hugsiddende de første uger. Når du sidder eller ligger, skal dit ben være oppe og gerne over hjertehøjde. Vip meget med dit fodled. Begge dele er med til at mindske hævelsen i dit ben. Træn din bøje- og strækkefunktion af dit knæ, når du ligger ned. 11
12 I de første 14 dage er det vigtigt, at du flere gange dagligt bevæger dit knæ igennem. Et godt mål 14 dage efter operationen er: At du kan bøje dit knæ helt. At du kan strække dit knæ fuldt ud. Du bør undgå spa, badekar, svømmehal og lignende indtil såret er helet (ca. 14 dage). Bilkørsel: du kan ikke køre bil, indtil du kan bøje og strække dit knæ optimalt. Dette vil være meget individuelt. Sygemelding: dette vil være afhængigt af dit arbejde men ca. 1uge. 6.1 Fysisk aktivitet efter operationen Din fysioterapeut vil hen ad vejen vejlede dig i, hvor meget du kan tillade dig at belaste det opererede knæ. Du skal være indstillet på, at de første 3-4 måneder kan være lidt tunge at komme igennem. Ofte er man utålmodig mht. fremgang af knæet. De første måneder kan være præget af hævetendens, smerter og nedsat kraft af benet. Det isatte nye korsbånd skal hele op i de knoglekanaler, det er fikseret i. Dette tager op til 6 måneder. Derfor fraråder vi alle former for kontaktsport i op til 7-8 måneder efter operationen. Skulle der være spørgsmål, som du ikke føler er belyst tilstrækkeligt her, er du altid velkommen til at kontakte os. Skulle du være yderligere interesseret i korsbåndsskader og andre knæskader kan vi henvise til følgende links: http://www.knae.dk http://www.korsbaand.dk (adressen du skal registrere dig på).
7. Efterbehandling Efter operationen vil dit knæ hæve, afhængigt af hvad der er foretaget. Sideløbende kan der være moderate smerter. Dette er helt normalt. Du vil have behov for smertestillende medicin i form af f.eks. tablet Panodil og gigttablet Ipren á 200 mg. Du vil få udleveret nogle enkelte stærkere smertestillende i forbindelse med udskrivelsen. Ofte er det hele ovre i løbet af 1-2 uger, men efterforløbet kan også tage flere uger uden at der er noget galt. 7.1 Kontrol Du skal til sårkontrol 2 dage efter operationen. Trådene skal fjernes efter 14 dage enten hos egen læge eller hos os. Du skal til kontrol 4 måneder efter operationen med mindre andet aftales med lægen. Du er naturligvis altid velkommen til at kontakte os ved eventuelle tvivlsspørgsmål på tlf. 7695 0100. 13
Med dette hæfte håber vi at have besvaret nogle af de spørgsmål, som du eller dine pårørende måtte have om operationen. Hæftet skal ikke træde i stedet for mundtlig information, du er altid velkommen til at stille spørgsmål. Du er naturligvis altid velkommen til at kontakte os ved eventuelle tvivlsspørgsmål på tlf. 7695 0100. 14