Det traditionelle eksponat Af: Henrik Mouritsen Grundet den positive respons jeg har fået fra andre samlere og udstillere i forbindelse med min artikel i DFT kaldet Vejen til Guld, synes der at være interesse for artikler om det at udstille og om de skrevne og uskrevne regler, der gælder for bedømmelsen af filatelistiske eksponater på udstillingerne. Derfor vil jeg nu følge den første artikel op med to artikler om, hvad der karakteriserer og adskiller de to mest benyttede udstillingsklasser, nemlig den traditionelle klasse og den posthistoriske klasse. Det er nemlig meget ofte, at man ser eksponater, der blander klasserne sammen, hvilket kan føre til bedømmelser, der skuffer udstilleren, og det vil vi alle helst undgå. I denne artikel vil jeg beskrive den traditionelle klasse. Den traditionelle klasse er den oprindelige udstillingsklasse, og med mindre et eksponat opfylder betingelserne for en af specialklasserne (f.eks. posthistorie eller tema) bedømmes den som et traditionelt eksponat. Det typiske traditionelle eksponat kan for eksempel være en helt normal landesamling eller et specialiseret studie af en enkel udgave. Det, der kendetegner et traditionelt eksponat, er, at det først og fremmest fokuserer på selve frimærkerne. Et ideelt traditionelt eksponat fortæller først historien om frimærkernes tilblivelse. Det vil sige design og produktion. Derefter behandles de udgivne frimærker, det vil sige de forskellige udgaver, værdier, tryk og varianter. Hele forsendelser, der illustrerer mærkernes anvendelsesformål og - muligheder hører også med til et traditionelt eksponat. Det traditionelle eksponat s fokusering på mærkerne betyder, at frimærkernes kvalitet (også på breve!) er af større betydning i et traditionelt eksponat end for eksempel i et posthistorisk eksponat. I et godt eksponat er defekte mærker kun acceptable, hvis frimærket kendes i under ca. 10 eksemplarer, eller hvis der ikke kendes fejlfrie eksemplarer. Fokuseringen på mærkerne betyder også, at et posthistorisk sjældent brev med et defekt frimærke ikke hører hjemme i et traditionelt eksponat, og at der sættes pris på posthistorisk almindelige breve, hvis de er frankeret med et sjældent frimærke. Det faktum, at et traditionelt eksponat fokuserer på frimærkerne, gør det næsten altid meget enkelt at strukturere et traditionelt eksponat. Hvis eksponatet indeholder flere udgaver (f.eks. en landesamling) præsenteres de enkelte udgaver i kronologisk rækkefølge. Den ideelle struktur indenfor hver enkelt udgave svarer fuldstændig til den, som man ville anvende, hvis eksponatet kun indeholder en enkelt udgave. Et traditionelt eksponat af en enkelt udgave indledes med at diskutere udgavens design og tilblivelse. Dette aspekt kan illustreres af håndtegnede skitser, essays, farveprøver, prøvetryk og udgivne mærker med produktionsfejl såsom utakkede mærker, dobbelttryk, forskudt tryk, takningsfejl osv. Hvis der findes skitser, essays og/eller prøvetryk relateret til den/de viste udgaver i privat eje, er visningen af disse et meget vigtigt, næsten uundværligt aspekt af et traditionelt eksponat. Forekomsten af produktionsnumre og/eller andre markeringer i ark marginalerne kan også med fordel behandles her. Det indledende afsnit om mærkernes tilblivelse afsluttes typisk med at vise det endelige udgivne resultat i form af et sæt ubrugte udgivne mærker. Kvaliteten og behandlingens dybde af dette indledende afsnit er ofte en god indikator for et eksponats klasse, idet materialet, der skal bruges for en optimal fremstilling af mærkernes design og produktion, ofte (men ikke altid) er meget sjældent og svært tilgængeligt. Det gælder for alle danske samleområder.
Efter behandlingen af design og produktion, går man typisk over til at gennemgå de udgivne mærker indenfor den givne udgave, typisk i værdiorden startende med den laveste værdi. Behandlingen af mærkerne involverer visning af forskellige tryk og farvenuancer, varianter og mærkernes anvendelse på forsendelser. Det væsentligste aspekt af et traditionelt eksponat er komplethed indenfor frimærkerne. Det er derfor meget uheldigt, hvis der helt mangler et eller flere hovednumre, og hvis man skal vælge mellem et almindeligt mærke med et sjældent stempel eller et mærke fra et sjældent tryk, så er det sjældne tryk et langt mere væsentligt aspekt af et traditionelt eksponat. I et topklasse traditionelt eksponat er visningen af store enheder af mærkerne (striber og blokke), helst både brugt og ubrugt, et vigtigt aspekt. Forsendelserne i et traditionelt eksponat kan vises på to måder. Enten integreres forsendelserne under de enkelte værdier/tryk eller også samles forsendelserne i slutningen af eksponatet. Begge metoder accepteres. Den sidste version var tidligere almindelig, men i dag foretrækker de fleste udstillere og dommere at se forsendelserne integreret i præsentationen af mærkerne (Dette blev sågar direkte angivet som FIP's traditionelle kommissions officielle holdning under deres møde i forbindelse med HAFNIA2001). Når man skal behandle sine forsendelser i et traditionelt eksponat er det vigtigt at huske på, at det er frimærkerne, der står i centrum. Forsendelsernes hovedformål er at vise frimærkernes typiske og mulige anvendelser på hele forsendelser. Derfor beskrives frimærkerne først (tryk, takning, position, variant osv.) i teksten under en forsendelse i et traditionelt eksponat. Det næst-vigtigste aspekt af en forsendelse i et traditionelt eksponat er afsendelsesdatoen og den takst og takstperiode forsendelsen illustrerer, idet denne viden er nødvendig for at forklare, hvorfor netop det/de forekommende frimærker sidder på forsendelsen. Først når disse fundamentale traditionelle aspekter af en forsendelse er blevet redegjort for, kan man overveje at krydre nogle af beskrivelserne med informationer om sjældne stempler, påtegninger og postruter etc. Når man skal udvælge forsendelser til et traditionelt eksponat, så bør man så vidt muligt forsøge at vise en korrekt ikke-filatelistisk singlefrankatur med hver enkelt værdi, samt et eksempel på den mest typiske anvendelse af de forskellige værdier, hvis dette ikke er en singlefrankatur. På brevene, der viser disse typiske anvendelser, vil det være optimalt, hvis man forsøger at finde forsendelser, hvorpå der er anvendt sjældne tryk eller sjældne varianter af frimærkerne, idet sjældne mærker på forsendelse fremhæver det traditionelle aspekt ved forsendelserne. Når de ovenfor nævnte aspekter er fuldt dækkede, så krydres top-eksponater ofte med eksempler på meget specielle og usædvanlige anvendelser i form af sjældne forsendelsestyper og forsendelser til eksotiske destinationer. Disse forsendelser fungerer som krydderi. Husk først og fremmest at tilberede substansen i retten. Først da kan krydderierne hæve smagen til et gastronomisk (filatelistisk) mesterværk. En rigtig god slutning på et traditionelt eksponat er ofte noget af det sværeste at finde, og nogen gange må man blot slutte efter behandlingen af den sidste værdi, men nogen gange er det muligt for eksempel at finde et objekt sendt efter de omhandlede mærkers ugyldiggørelse og derfor sat i efter porto. Det vil ofte være en elegant afslutning på et traditionelt eksponat. Efterskrift/forbehold: Jeg har her forsøgt at beskrive, hvordan det ideelle traditionelle eksponat efter min mening bør opbygges. Det betyder bestemt ikke, at man ikke kan udstille eksponater, der ikke indeholder alle aspekter beskrevet her og som bryder nogle af de her angivne tommelfingerregler. Men, jeg håber, at en beskrivelse af det ideelle kan hjælpe læserne til at se, hvor de svage og
stærke punkter i deres eksponater kunne ligge. Det er selvfølgelig op til én selv, om man ønsker at korrigere de svage punkter eller ej. Jeg må også understrege, at denne artikel bygger på min personlige fortolkning af FIP s reglementer, diskussioner med filatelistiske dommere i mange forskellige lande samt mine erfaringer med, hvordan reglerne i praksis anvendes af de filatelistiske juryer, jeg har været en del af. Det skal understreges, at det skrevne ikke nødvendigvis afspejler holdingen hos alle filatelistiske dommere. Tak til Lars Engelbrecht for kommentarer til manuskriptet. Figur 1. Traditionel tekst, kort version: 50 øre tryk 8 isoleret ret ramme position 50 i femstribe med fire omvendte rammer. Traditionel tekst, lang version: Enkelt plus femstribe 50 øre tryk 8 position 46-50 inklusive isoleret ret ramme position 50 samt 3 øre tryk 17 og trestribe 8 øre setting 46, i alt 327 øre på indenlandsk adressekort for en eftertalt værdipakke sendt med postopkrævning den 12/Dec./1900. Takst: 327 øre fra 01/Okt./1888 til 30/Sept./1902. Posthistorisk tekst: Adressekort for indenlandsk eftertalt værdipakke med postopkrævning sendt den 12/Dec./1900. Takst: Vægtporto for 0-2 pund 16 øre Værdiporto for 12.000-13.000 kr. 224 øre Postopkrævning for 0-30 kr. 12 øre Efter tællings gebyr for 12.500-13.500 kr.75 øre Total 01/Oct/1888 to 30/Sep/1902 327 øre I frankeringen indgår blandt andet femstribe 50 øre 8. tryk med én ret (position 50) og fire omvendte rammer.
Figur 2. Traditionel tekst, kort version: 50 øre 5. tryk single på værdibrev til Sverige. Takst: 50 øre 01/Jul/1892 til 30/Sep/1902. Traditionel tekst, lang version: 50 øre 5. tryk single på værdibrev til Sverige. Takst: brev 0-15 gram 10 øre + anbefalingsgebyr 16 øre + værdiporto for 500-750 kr 24 øre = 50 øre 01/Jul/1892 til 30/Sep/1902. Posthistorisk tekst: Værdibrev vejende 15 gram med angiven værdi 540 kr sendt til Sverige den 14/Jan/1896. Takst: brev 0-15 gram 10 øre + anbefalingsgebyr 16 øre + værdiporto for 500-750 kr 24 øre = 50 øre 01/Jul/1892 til 30/Sep/1902. Denne portoudregning ses i nedre venstre hjørne af brevet.
Figur 3. Traditionel tekst, kort version: Lodret par 100 øre tryk 8 samt 10 og 20 øre våben takket 12 ¾ på værdiadressebrev til Finland sendt den 29/Aug/1899. Takst: 230 øre 12/Jan/1899 til 31/Dec/1899. Traditionel tekst, lang version: Lodret par 100 øre tryk 8 samt 10 og 20 øre våben takket 12 ¾ på værdiadressebrev til Finland sendt den 29/Aug/1899. Takst: 180 øre for 0-10 punds pakker + 2x25 øre for angiven værdi på 300-600 francs, ialt 230 øre 12/Jan/1899 til 31/Dec/1899. Posthistorisk præsentation: Se afbildning af udstillingsplanche.